- 1 -

1. Indledning

Den røde tråd for projektet er en undersøgelse af, hvordan kristen og national diskurs kommer til

udtryk i Kaj Munks prædiken, ´Kristus og Danmark´, fra 1943.

I studiet af prædikenen vil det blive analyseret, diskuteret og vurderet, hvordan Munk

konstruerer en særlig kristen-national diskurs i prædikenen. Til at analysere dette benyttes

Norman Faircloughs kritiske diskursanalyse, der kombinerer sprog- og samfundsvidenskab i en

teori og metode, der består af en tæt sproglig analyse, en analyse af tekstproduktionsprocesserne

indenfor rammerne af samfundsanalyse og et studie af social og kulturel forandring. Det er

således en analyse og metode på tre niveauer, der vil blive brugt til at besvare, hvordan de

kristne og nationale diskurser optræder på disse niveauer - der omfatter henholdsvis tekstuel,

diskursiv og social praksis.

Indledningsvis vil jeg gennemgå det teoretiske grundlag for, og de mest væsentlige aspekter i

Faircloughs kritiske diskursanalyse. Derefter vil jeg præsentere mit analyseobjekt, prædikenen

´Kristus og Danmark´, og i praksis demonstrere Faircloughs kritiske diskursanalyse ud fra de tre

niveuaer. Løbende og afslutningsvis vil jeg konkludere, hvordan de tre niveauer afdækker

problemstillingen og dermed se på, hvordan det sproglige i prædikenen kan fortælle os noget om

de sociale omstændigheder, den har fungeret i.

Ved mit studie af Munks prædiken ønsker jeg således ved brug af Faircloughs kritiske

diskursanalyse at afdække følgende problemstilling:

Hvilke kristne og nationale diskurser konstruerer Munk i sin prædiken, ´Kristus og

Danmark´?

- og hvordan benytter han denne konstruktion til at delegitimere sine modstanderes

position og legitimere sin egen?

- 2 -

2. Teori

2.1 Fairclouhgs diskursbegreb

Faircloughs diskursbegreb er en kobling af begrebet, som det har været brugt indenfor

samfundsvidenskaben, med et mere rendyrket lingvistisk diskursbegreb. Herudfra fremstår et

diskursbegreb, som Fairclough beskriver som tredimensionelt, da enhver forekomst af diskurs på

samme tid er en diskursiv praksis og et eksempel på en social praksis, hvad der er hele

grundtanken i hans diskursanalyse: at belyse, hvordan forholdet mellem brugen af sprog og

samfundsmæssige strukturer står i tæt sammenhæng og gensidigt påvirker hinanden (Madsen,

1994, s. 119).

2.2 Det socialkonstruktionistiske udgangspunkt

Socialkonstruktionisme er udgangspunktet for Faircloughs kritiske diskursanalyse. Betegnelsen

dækker over en række nye teorier om kultur og samfund, der ved at analysere

samfundsstrukturer forsøger at forstå, hvad der ligger til grund for et givet verdensbillede og

dermed også ser på, hvordan det kan ændres.

Faircloughs kritiske diskursanalyse deler socialkonstruktionismens syn på sprog, som har sin

oprindelse i strukturalistisk og poststrukturalistisk sprogteori – og dens opfattelse af individet,

der bygger på en videreudvikling af marxismen (Phillips; Jørgensen, 1999, s. 11ff).

Hans diskursanalyse er desuden, ligesom andre diskursanalytiske tilgange, baseret på Vivien

Burrs fire nøglepræmisser, der fordrer at analytikeren har en kritisk indstilling over for

selvfølgelig viden, en bevidsthed om egen kontingente kulturelle og historiske verdensopfattelse,

en forståelse af, at viden og sandhed er relative størrelser og en erkendelse af, at

betydningskonstruktioner har konkrete sociale konsekvenser (Phillips; Jørgensen, 1999, s. 13f ).

2.3 De teoretiske baggrunde for Faircloughs kritiske diskursanalyse

Grundlaget for Faircloughs teori og metode og multidimensionale diskursbegreb er funderet i

temmelig forskellige teoretiske retninger, hvoraf jeg vil fremdrage og gennemgå de vigtigste

teorier og teoretikere ved dels det sprogvidenskabelige fundament og dels den

socialvidenskabelige tilgang.

- 3 -

2.4 Det sprogvidenskabelige fundament

2.4.1 Saussures strukturalisme og poststrukturalismen

De forskellige diskursanalytiske tilgange deler, udover Burrs fire nøglepræmisser, deres syn på

sprog, som trækker på Saussures strukturalisme og videreudviklingen heraf -

poststrukturalismen.

Grundpræmissen i sprogopfattelsen er, at vores adgang til virkeligheden altid går gennem

sproget, hvorfor vi selv medvirker til at konstituere en gældende virkelighedsopfattelse (Phillips;

Jørgensen, 1999, s. 17). Saussure udviklede med strukturalismen et beskrivelsesapparat for

sprog, der bestod i et tegnsystem, der fremstillede sprogtegnet (der normalt er et ord) som

arbitrært i forholdet mellem sprogtegnets indholdsside, som er tegnets betydning og dets

udtryksside, som er tegnets lydlige forbindelse (Saussure, 1970, s. 21ff). Mere overordnet

betyder det, at der ikke er nogen direkte forbindelse mellem sproget og verden.

Saussure fordrede desuden en distinktion i sproget mellem langue (sprogsystemet) og parole

(sprogbrugen), hvor parole er den konkrete sprogbrug og langue er det overordnede

sprogsystem, hvor de enkelte sprogtegn får betydning ved at adskille sig fra andre tegn

(Fairclough, 1989, s. 20f)

Poststrukturalisterne har videreudviklet Saussures teorier og diskursanalytikerne har tilsluttet sig

deres udvidede opfattelse af sprogtegnet som relateret til andre tegn frem for at være adskilt fra

dem. Det får samtidig den konsekvens, at tegnets eller ordets betydning bliver mindre fastlåst og

i stedet bliver en foranderlig størrelse, der afhænger af den sociale kontekst, det fungerer i.

Dermed bliver det i sprogbrugen, at ordets betydning fastlægges og sproget bliver således ikke

længere skabt individuelt, men derimod socialt (Fairclough, 1992, s. 63).

Saussure så sproget som en form for tolkning af virkeligheden og i poststrukturalismen

udbyggedes det med en erkendelse af, at flere tolkninger er mulige, hvad der er en af

diskursanalysens grundtanker – der er ikke blot én, men mange måder at sprogliggøre

virkeligheden på (Andersen, 1999, s. 31).

- 4 -

2.4.2 Hallidays funktionelle grammatik

Faircloughs diskursbegreb søger at beskrive de mønstre, der bestemmer, hvordan vores

sprogbrug fungerer i forskellige sociale kontekster og åbner således muligheden for at undersøge

forandringer i de kontekstuelle praksisser igennem en undersøgelse af sprogbrugen.

Fairclough tilslutter sig derfor et funktionelt sprogsyn og bruger til det formål Hallidays

funktionelle grammatik, der fokuserer på, hvordan sproget, der opfattes som semantisk af

karakter, i praksis fungerer som ressource til at skabe mening (Maagerø, 1998, s. 34).

Hallidays grammatik er det tekstuelt orienterede aspekt i Faircloughs diskursanalyse og Halliday

trækker meget på tekstlingvistikken. Hans grammatik adskiller sig desuden fra traditionel

grammatik ved at fungere som en valggrammatik, der mener, at vi foretager valg mellem

forskellige sprogfunktioner, når vi taler - modsat opfattelsen i normativ grammatik (Maagerø,

1998, s. 34). Halliday, og med baggrund i ham, Fairclough, ser enhver kommunikativ

begivenhed som multifunktionel og skelner mellem tre sprogfunktioner:

1. en ideationel funktion, der fokuserer på sprogbrugerens verdensopfattelse,

2. en interpersonel funktion, der fokuserer på, hvordan sprogbrugerne i en diskursiv praksis1

relaterer til hinanden og

3. en tekstuel funktion, der ser på strukturen i sproget/ teksten og samler de øvrige funktioner til

en helhed (Fairclough, 1992, s. 64).

De tre sprogfunktioner korresponderer desuden med tre formål i diskursen, der bidrager til

konstruktionen af henholdsvis: 1. viden og tro, 2. sociale relationer og 3. strukturen (Fairclough,

1992, s. 64f).

En sproghandlings betydning opstår således i et samspil mellem grammatiske valg og den

pågældende kontekst. Fairclough tilslutter sig dette udgangspunkt, men ønsker at hæve analysen

af sprogbrugen fra den situationelle kontekst til desuden at omfatte den overordnede

sociologiske kontekst.

1 Diskursiv praksis er udøvelsen af diskurs og fungerer som en social praksis, der former den sociale verden (Phillips; Jørgensen, 1999, s. 27). Lingvistisk er diskursiv praksis manifesteret som ´tekst´, der refererer til Hallidays term om tekst som talt eller skrevet sprog (Fairclough, 1989, s. 24).

- 5 -

2.5 Den socialvidenskabelige tilgang

2.5.1 Foucaults diskursanalyse

Foucault regnes for diskursanalysens fader og er den diskursanalytiker, der er blevet mest

anerkendt indenfor samfundsvidenskaberne, og også Fairclough benytter hovedsageligt

Foucaults diskursanalyse til den sociologiske dimension i sin teori og metode (Andersen, 1999,

s. 28).

Først og fremmest baserer Fairclough sin definition af diskurs på Foucaults definition af diskurs

- som en form for social praksis (Fairclough, 1992, s. 63).

Foucaults diskursanalyse fokuserer særligt på de regler og normer, der findes i samfundets

diskurs, da det er dem, der sætter reglerne for konstituering og transformering af de områder, der

beskæftiger sig med viden (Fairclough, 1992, s. 38). Foucault anser i sin senere forskning

således viden som lig med magt i det moderne samfund, da viden er udsprunget fra forskellige

videnskaber og har manifesteret sig i form af institutioner, hvor den giver magt, som bruges til at

fastholde eller ændre de gældende diskurser for vidensområdet. De typer af diskurs, der bruges

inden for en særlig institution står i ´interdiskursiv´ relation til hinanden ved at være etableret

indenfor, hvad Fairclough definerer som samme ´diskursorden´. Foucault mener, at reglerne i

samfundet og indenfor særlige diskursordner også konstituerer subjekter, da subjekterne er

underlagt disse og positioneres af dem (Phillips; Jørgensen, 1999, s. 79). Fairclough udvider den

opfattelse, med baggrund i Hallidays sprogfunktioner, til at argumentere for, at forholdet mellem

diskurs og social struktur er dialektisk, således at vi konstruerer vores diskursive praksisser

gennem vores sociale relationer og oplevelser af verden - samtidig med, at vi ved at indgå i de

diskursive praksisser også skaber vores og andres identitet. Det er derfor også i de diskursive

praksisser, at vi kan ændre subjektskonstruktioner og social struktur (Fairclough, 1992, s. 45f).

Foucaults diskursanalyse leverer det grundlæggende teoretiske fundament til Faircloughs

diskursanalyse, men mangler ifølge Fairclough den tekstuelle dimension som han tilføjer sin

diskursanalyse (Fairclough, 1992, s. 64).

- 6 -

2.5.2 Althussers ideologibegreb

Foucaults læremester, ideologiteoretikeren Althusser, var marxist og strukturalist og har influeret

meget på Focaults og senere Faircloughs diskursanalyse (Andersen, 1999, s. 30f).

Fairclough tilslutter sig først og fremmest Althussers ideologiteori med en opfattelse af ideologi

som lokaliseret i strukturer, f.eks. diskursordner, som betydningskonstruktioner, der bidrager til

at producere, reproducere og transformere dominansrelationer. Desuden benytter Fairclough

opfattelsen af Althussers begreb ´interpellation´, der betyder, at modtageren af en ´tekst´

indskrives i en bestemt ideologisk betinget subjektsposition (Fairclough, 1995, s. 73ff).

Fairclough accepterer dog ikke Althussers syn på samfundet som bestående af blot én ideologi,

og tilslutter sig heller ikke hans opfattelse af, at der findes en bestemt måde at tolke

virkeligheden på, som regnes for sand (Fairclough, 1992, s. 87ff).

2.5.4 Gramscis hegemonibegreb

Gramsci var ligesom Althusser marxist og har udviklet teorier om magt som Fairclough i høj

grad benytter sig af. De magtrelationer, der fastholder bestemte ideologiske strukturer betegnes

af Gramsci med det marxistiske begreb hegemoni, der betyder overherredømme.

Fairclough bruger hegemonibegrebet til at analysere, hvordan diskursiv praksis indgår i en større

social og magtrelateret praksis, og dermed bliver diskursiv praksis et aspekt af en hegemonisk

kamp, som bidrager til at reproducere og transformere den diskursordnen, den indgår i og

dermed de eksisterende magtrelationer. Hegemoni er således ikke kun bestemt som dominans,

men også som en forhandlingsproces, hvori betydning skabes – og diskursiv forandring finder

sted (Phillips; Jørgensen, 1999, s. 87).

Fairclough ser ligesom Gramsci kritisk på det kapitalistiske samfund, som opretholder den ulige

magtfordeling, der ligger i magten til at konstituere og reproducere de eksisterende diskurser

(Fairclough, 1995, s. 16ff ).

- 7 -

3. Metode

3.1 Faircloughs tre-dimensionelle model

I det foregående er beskrevet, hvilke teoretikere og sprog- og socialvidenskabelige teorier

Fairclough trækker på og gør op med i sin kritiske diskursanalyse.

Faircloughs metodologiske antagelser hviler dog også på det konstruktivistiske syn på tekst og

sprog som social semiotik og ideen om en dialektik mellem sproget og det sociale2, som

Fairclough indbygger i Hallidays funktionelle grammatik (Chouliaraki, 2001, s. 250) Helt

centralt for Faircloughs analyse er hans metodiske tilgang, som består af hans tre-dimensionelle

model (se bilag 2).

Modellen tager udgangspunkt i, at enhver kommunikativ begivenhed har tre dimensioner, der er

inkorporeret i hinanden: tekst, diskursiv praksis og social praksis (Madsen, 1994, s. 123).

Den diskursive praksis er den sprogliggjorte del af den sociale praksis og fungerer som leddet

mellem tekst (mikroniveau) og social praksis (makroniveau). Faircloughs pointe med at holde

diskursiv og social praksis adskilt er, at vi skal blive opmærksomme på de sproglige praksisser,

vi indgår, for at vi kan ændre dem og dermed også ændre de sociale praksisser, de er en del af

(Madsen, 1994, s. 123f).

Modellen præsenterer et analyseapparat til analyse af den tekstuelle og den diskursive praksis,

men ikke nogle eksakte analyseredskaber til den sociale praksis, hvorfor jeg til at analysere dette

område har valgt forskellige socialteorier om nationalfølelse og gudstjenestens liturgi.

Den tekstuelle praksis deler Fairclough i sin analyse op i hovedgrupper: ordforråd, der ser på

ordenes mening og betydning, tekststruktur, hvor fokus er på tekstens overordnede form og

genre og aktøranalyse. Derudover en grammatisk del, der inddeles i områderne transitivitet,

tema/rema og modalitet - som korresponderer med Hallidays tre sprogfunktioner.

Desuden er tekstens kohæsion vigtig, da man her ser på, hvordan sætninger er koblet sammen3

(Fairclough, 1992, s. 75).

Den diskursive praksis består i produktion, distribution og konsumption af tekst.

I forbindelse med analyse af den diskursive praksis benytter Fairclough nogle overordnede

områder: Kohærens, der knytter sig til konsumptionsprocessen og betegner den underliggende

2 Den systemisk funktionelle tradition, som særligt Halliday har udviklet, trækker således på Volosinovs teorier om dette dialektiske forhold (Chouliaraki, 2001, s. 250). 3 Både Hallidays og Faircloughs analyseapparat for tekstens kohæsionsmarkører og tema/rema-struktur er mangelfuldt, hvorfor jeg supplerer med tekstlingvistikkens analyser, her Wenche og Vagle.

- 8 -

semantiske sammenhæng i teksten. Fairclough ser desuden på produktions- og

konsumptionsbetingelser og fokuserer bl.a. på tekstens udsagnskraft, der knytter sig til den

konsumerende proces.

Desuden fremhæver han særligt to former for intertekstualitet, der hører til

produktionsprocessen, og som han mener, at transformationen af samfundets diskurser skabes

igennem. Han skelner mellem manifest intertekstualitet - når en tekst trækker på andre tekster og

interdiskursivitet - der beskriver, hvordan tekster opstår af dele af forskellige diskursordner

(Fairclough, 1992, s. 232).

Den sociale praksis forstår Fairclough som den ideologiske, politiske, kulturelle, nationale og

økonomiske praksis, som den diskursive praksis både er bestemt af og bestemmende for

(Madsen, 1994, s. 124). Fairclough bidrager ikke med et konkret analyseapparat til analyse af

den sociale praksis, men forklarer, at fokus bør være på, hvordan den diskursive praksis

forholder sig til sociale, ideologiske og hegemoniske strukturer, og hvordan den konstituerer

systemer af sociale relationer, identiteter, viden og tro (Fairclough, 1992, s. 237f).

Fairclough betragter den tekstnære analyse som beskrivende, mens den diskursive og sociale

praksis skal forstås som den fortolkende del, men de skal samtidig alle ses indlejret i hinanden

(Madsen, 1994, s. 124).

4. Forbehold ved Faircloughs analyse og metode

Et problematisk aspekt ved Faircloughs kritiske diskursanalyse er, at objektiviteten i kritikken er

et principielt umuligt projekt, da Fairclough benytter det socialkonstruktionistiske fundament, og

dermed vedkender sig, at al sandheds – og vidensproduktion er relativ, og at al

betydningsproduktion har konsekvenser for et samfunds sociale praksis. Kritisk diskursanalyse

kan således være et effektivt middel til at påvirke et samfunds videns- og sandhedsproduktion -

men i flere retninger: Metoden og analysen kan bruges som et redskab til at ændre på

undertrykningsmekanismer inden for den sociale orden men kan også selv udgøre en

undertrykkende kraft.

Analysemetoden skal derfor ses som et væsentligt bidrag til at øge opmærksomheden omkring

en forandring af de uligheder, der eksisterer i samfundet, men også som et redskab, hvor

analysen kan fordrejes af en for subjektiv tilgang.

- 9 -

5. Præsentation af analyseobjektet: Kaj Munks prædiken ´Kristus og Danmark´

Analyseobjektet for undersøgelsen af det nationale er Kaj Munks prædiken, ´Kristus og

Danmark´. Prædikenen er fra prædikensamlingen ´Tre prædikener´ fra 1943, der er trykt på et til

lejligheden oprettet forlag, ´Paaskeliljen´, i Struer, da ingen andre forlag turde udgive den

(Møller, 2000, s. 301). Der er modstridende opfattelser af, hvorvidt prædikenen blev holdt for

menigheden i Vedersø, hvor Munk var præst (Brovst, 1993, s. 233) eller om den i virkeligheden

aldrig blev prædiket, men blot trykt (Møller, 2000, s. 301). Trykt blev den i hvert fald, i ikke

mindre end 26.500 danske eksemplarer, hvoraf kun 10 blev fundet og beslaglagt, da tyskerne

gav den censurstemplet (Brovst, 1993, s. 246).

Munks prædiken ´Kristus og Danmark´ blev de stærkeste ord han nåede at udtrykke, inden han

året efter, i 1944, som en anden martyr blev dræbt af tyskerne (Brovst, 1984, s. 179).

Prædikenen var en slags opråb for at styrke den kristne og nationale selvbesindelse og berede

sindene til modstand. Hans ideologier var i konflikt med flertallets og med de herskende

institutioners, som regeringen, højskolen, retsvæsenet og den institution, han selv var en del af,

kirken (Møller, 2000, s. 300).

6. Analyse

6. 1 Den tekstuelle praksis

6.1.1 Ordforråd

Faircloughs begreb ´ordforråd´ betegner dels hvilke ord, der vælges til at udtrykke mening med

og dels ordenes betydning. Ordforrådet betegner tekstproducentens ideologiske og sociale

perspektiv, hvilket svarer til sprogets ideationelle funktion (Maagerø, 1998, s. 38f).

Prædikenen er genremæssigt en del af kirkens liturgi, et led i gudstjenesten. Paulus har i Det nye

Testamente opstillet nogle grundlæggende principper for gudstjenesten som genre, der bl.a.

siger, at sproget må kunne forstås og udtrykkes, så enhver udenforstående forstår det (Nissen,

2001, s. 13f). Det princip lever Munks prædiken op til, da langt de fleste af sætningerne og

ordene er korte og klare – og letforståelige.

Tonen i prædikenen lægger højtideligt ud med en formel og saglig tone, der slås an med

overskriften ´Kristus og Danmark´, der fortæller, at konteksten er både kristen og national

(Munk, 1943, s. 17).

- 10 -

Teksten domineres af nationalsymboler, der skal lade meningen af ordvalget træde tydeligt frem

ved at appellere til den fælles nationale ånd og dermed give folket handlekraft til en kamp mod

tyskerne. Ligesom nation betyder fødsel (fra latin natio af verbet nascor) ønsker Munk også en

fødsel af et nyt Danmark. Landet personificeres: ”Vi elsker det (landet), naar det trives og ler og

fortæller Verden Eventyr” (Munk, 1943, s. 23, l. 236f). Personificeringen er dels maskulin

”Tanker gaar (..) til vort Fædreland” (Munk, 1943, s. 17, l. 5f) dels feminin ”Aah, Moder

(moderland), tilgiv os! Aartusinder ligger foran dig.” (Munk, 1943, s. 23, l. 239f – mine

parenteser).

Metaforer med nationalikonet, Dannebrog, optræder flere steder blandet andet som farvemetafor,

hvor også den gældende samfundssituation har fået sin karakteristiske farve: ”Ak, hvor er

højskolens røde tro og hvide vrede i denne sorte nat” (Munk, 1943, s. 18). Korset bruges i den

dobbelte betydning som symboliserer både Kristus og Danmark/ Norden: ”Korset i vort Flag –

det er længe siden, vi har vidst, det betød noget. Og saa er det dog netop Korset, der særtegner

Nordens Flag. Vi har listet i Kirke (..) og hørt om Korset, om Kristi Lidelses Eksempel og Kristi

Krav om Selvfornægtelse og Kamp” (Munk, 1943, s. 22, l. 182ff).

Indledningsvist bruger Munk skræmmende krigsbilleder og begreber, der slutter med at opfordre

til håb: ”Hjem i Ruiner og mine Børn rulle sig med afrevne lemmer (..) Blod og Brand ved

Bombeangreb og Invasion (..) Tro (..) Kamp (..) Beskyttelse (..) Sejr (Munk, 1943, s. 17f, l.

13ff). Munk benytter desuden strukturelle og døde metaforer, der dog i konteksten får en stærk

illokutionær effekt4: ”De danske Rigsdagsmænd kan maale sig med Verdens bedste, hvad rene

Hænder angaar. De er fri for Magtbegær (Munk, 1943, s. 18, l. 44ff) og: ”I maa forfølge

Krigsrigdommen med kristen Ubarmhjertighed, slaa dem, der tjener Blodpenge” (Munk, 1943,

s. 22, l. 198ff), hvor betegnelsen ´blodpenge´ samtidig er en manifest intertekstuel reference til

Bibelen, hvor det var Judas´ løn for hans forræderi mod Jesus (Matt. 27, 6).

Munk bruger den stærke bibelske reference til at male et foragteligt billede af de danskere, der

tjente på besættelsesmagten. Den usædvanlige metafor (med Lakoffs term ´novel metaphor´):

´kristen Ubarmhjertighed´ skal forstås ironisk, men samtidig på sarkastisk vis understrege

alvoren i det overordnede budskab. Til at bryde den formelle tone kommer klichébrug i form af

de faste vendinger ”Fanden hytter sine” og ”sky som Pesten” (Munk, 1943, s. 17ff, l. 25ff).

4 Lakoff skelner mellem tre metafortyper, hvor de strukturelle metaforer er dem, der optræder overalt i sproget og som forekommer almindelige, men som er både figurative og bogstavelige (Lakoff, 1995, s. 204ff)

- 11 -

Munks prædiken er ikke overhængt med metaforer, som flere propagandatekster ofte har tendens

til, og det konkrete budskab drukner derfor ikke i metaforer eller bliver floskelpræget.

Sproget i teksten er selvfølgelig præget af genren, prædikenen, hvorfor ”Gud” og ”Kristus”

indgår i langt de fleste sætninger som den overordnede reference, som alt andet viser hen til.

Derfor virker det også som et stilbrud, når Munk gengiver Jeppe Aakjærs: ”Dyre du og dig og

dingeli og lej og dyre du og dingelej” (Munk, 1943, s. 19, l. 97ff), hvor det bliver sprogets

poetiske funktion, der træder i fokus, eller når han leger med sproget ved at sige ”Redaktører og

Direktører (..) Der er nok af –tører, men der er få, der tør” (Munk, 1943, s. 20, l. 113f). Eller, når

han midt i den højtidelige tone taler om ”Lus og Fnat og Kønssygdomme og Natteeventyr”

(Munk, 1943, s. 22, l. 204f), hvorved han også demonstrerer, at han tør at tale om de følsomme

emner og stille sig kritisk over for dem.

Tonen bliver da også sarkastisk og bebrejdende, når der tales om de ledende institutioner i

samfundet og deres ideologier: ”Tro ikke, hvad Politikerne siger (..) Rigsdagsmænd kan maale

sig med Verdens bedste, hvad rene Hænder angaar. De er fri for Magtbegær, de er endnu mere

fri for Korruption (..) stol ikke paa Højskolefolkene (..) stol ikke paa Præsterne” (Munk, 1943, s.

18ff, l. 43ff). Også de ledende kulturelle institutioner og deres repræsentanter klandres for deres

falske virkelighedsskildring (Munk, 1943 s. 19, l. 91ff).

6.1.2 Aktøranalyse

Afsenderen i teksten er Munk, og indledningsvis benytter han, hvad Roman Jakobsen kalder den

emotive funktion ved at træde meget markant frem, hvorfor prædikenen også kan ses som et

personligt opråb eller en politisk tale. Også repetitionen af ”jeg” giver et personligt præg: ”Men

jeg skal bære det Jernbyrd (..) Fordi jeg er en kristen Mand, fordi jeg staar paa Prækestolen (..)”

(Munk, 1943, s. 18, l. 36ff). Jeg´et bliver dog hurtigt til et kollektivt ”vi”, der peger på den

danske nation, men som er tvetydigt, da Munk dels lader ”vi” tale for dem, der tilslutter sig hans

synspunkter og dem, der ikke gør.

Flere steder optræder ”vi” kun som den kristne del af befolkningen, og andre steder kun som

mændene i den danske befolkning ”vort gamle Folk har Brug for: en Foryngelsens Kraft (..)

Fædrenes værdige Sønner” (Munk, 1943, s. 22, l. 173f). At nationen skal fødes af mænd,

bekræfter Munk desuden ved, at det er ”Mænd i den danske Regering” (Munk, 1943, s. 22, l.

192f), der skal bygge landet op og om præsterne siger han: ”I en Verden af Mandfolk taler de alt

- 12 -

for ofte Kvindagtighedens Sag” (Munk, 1943, s. 18f, l. 64f). Munk foretrækker således det

traditionelle rollemønster, hvor det er manden, der har indflydelse og magt5.

Tvetydigt bliver ”vi” også, fordi det hovedsageligt bruges i betydningen Munk og det danske

folk, mens han samtidig opfordrer til ikke at tro på ”Flertallet” og ”Det brede Folk” (Munk,

1943, s. 19, l. 76f).

6.2 Grammatik

6.2.1 Transitivitet

Transitivitet beskriver de handlinger og processer, der er i teksten og knyttes til den ideationelle

funktion (Maagerø, 1998, s. 38). Halliday og Fairclough skelner mellem tre procestyper:

handlings-, relationelle- og mentale processer (Fairclough, 1992, s. 180). Processerne kan bruges

til at se på, hvilke agenter, der konstitueres i teksten, og hvordan de oplever omverdenen og de

involverede personer. Dette kan man bl.a. se ud fra, om der er mange nominaliseringer,

passivkonstruktioner eller vage, abstrakte subjekter (Fairclough, 1992, s. 182f).

I prædikenen skelner Munk som sagt mellem ”vi”, der tror på, at Danmark skal kæmpe for sin

frihed og ”de”, der først og fremmest betegner de ledende folk og institutioner, men også det

handlesvage flertal. Da prædikenen i form og indhold fungerer som et opråb, der skal føre til

handling, er den mest præget af handlingsbestemte processer (hvor en agent handler i retning af

et mål): ”Vi er uden for vort Kald (..) Vi har skulket fra vor Pligt (..)Vi har solgt vor Sjæl”

(Munk, 1943, s. 17f, l. 28). ”Vi” er agent, ”er..” og ”har..” handlingen, og målet er det implicitte

budskab i hele prædikenen: kamp, sejr og fred. Også den handlings- og retningsbestemte

afslutning understreger den ideationelle funktion i prædikenen: ”Før os, Kors i vort Flag, før os

til at kæmpe (..) Vi lover, vi vil det” (Munk, 1943, s. 24, l. 252ff). Det retningsbestemte

understreges af, at verberne er i aktiv form, så der i subjektet klart markeres agens. Til at

udtrykke passiviteten hos de ledende institutioner, fordi de ikke støtter dem, der forsøger at

handle for fred, bruger Munk passivformer: ”de, der ved, at Ungdommen fordærves, hvis man

vil trykke den ned i ene Passivitet, at Landet snydes for sin Fremtid” (Munk, 1943, s. 20, l.

134ff). De relationelle processer (hvor en agent eller et begreb tillægges egenskaber) er også til

stede i teksten: ”Deres Eksistens som Politikere er jo ifølge de foreliggende Regler afhængig af,

at de roser Folket, roser Vælgerne” (Munk, 1943, s. 18, l. 48f), hvor politikerne fungerer som

5 Hvad der er kendetegnende for tiden, da der i 1943 var et katastrofalt valg for kvinderne, der fik det laveste antal valgt ind siden kvindernes valgret i 1915 (http://www.kvinfo.dk/valgret-aarstalsliste.htm)

- 13 -

agenter, der er nødsaget til at have tæt relation til folket, hvorfor det bliver deres egenskab.

Der er kun få nominaliseringer i prædikenen, bl.a. fordi agens står stærkt markeret ved de mange

aktivformer og derudover fordi prædiken højst sandsynligt har fungeret som en mundtlig tekst.

De nominaliseringer, der er til stede i teksten, får nærmest et emotivt præg, hvorfor det frem for

at elimenere agens styrker pathos hos agens: ”jeg vil indtil Fortvivlelse (..) vort gamle Folk har

brug for: en Foryngelsens Kraft (..) paa Fremtid af Selvhengivelse” (Munk, 1943, s. 17ff, l.

13ff).

6.2.2 Informationsstruktur: Tema/ rema.

Den tekstuelle funktion undersøges ved at se på informationsstrukturen i teksten. Der fokuseres

på hvilke ord eller fraser, der er kendt information, hvilke der er ny information samt hvilke ord,

der har hovedrollerne i teksten og hvilke, der har birollerne (Wenche; Vagle, 1994, s. 170ff).

Oftest vil den kendte viden stå forrest i sætningen som tema og den ukendte og mindre relevante

viden stå i sætningens slutning som rema (Wether, 1997, s. 218).

Tema/rema-strukturen kan således bruges til at afspejle, hvilken betydning afsenderen tillægger

et bestemt indhold og dermed hvilket verdensbillede (og hvilken diskurs), tekstproducenten

arbejder ud fra (Wenche, Vagle, 1994, s. 175)

´Kristus og Danmark´ benytter først og fremmest, hvad Fairclough karakteriserer som det

neutrale valg eller umarkeret ledfølge med subjektet i sætningens temaposition. Særligt i form af

de mange kollektive subjektkonstruktioner i form af retoriske spørgsmål: ”Vor Fortid? (..) Vor

Grundlov? (..) Vor Konge? (Munk, 1943, s. 21, l. 155ff).

Her ses også et eksempel på temaophobning, som er den figur Munk benytter allermest, højst

sandsynligt fordi den giver en messende, intensiverende opbygning i teksten, der også virker

mere personlig på modtageren: ”Og stol ikke paa Højskolefolkene (..) Og stol ikke for meget paa

Præsterne (..) Og tro ikke paa Flertallet” (Munk, 1943, s. 18f, l. 51ff). Munk benytter også den

modsatte figur, tematisering, hvor et rema-led gøres til tema i en senere sætning: ”Det finske

Folk, det norske Folk, ingen af dem større end vi! Og dog hvor uendeligt større” (Munk, 1943, s.

21, l. 153f).

Munk bruger også sætningskløvning, hvor Jesus som subjekt sættes på temapladsen for at give

ordet emfase: ”Jesus. Ham er det, der driver mig frem” (Munk, 1943, s. 18, l. 38f).

Den varierede informationsstruktur giver temaudvikling og illustrerer Munks store retoriske

kunnen. Samtidig har de markerede valg – og de umarkerede, når de skaber temaophobning, en

- 14 -

stor retorisk effekt, hvorfor tema/rema-strukturen nærmest får interpersonel funktion ved at

retorikken fortæller noget om afsenderens syn på modtageren som en, der retorisk kan

manipuleres med, og som dermed ligger under for afsenderens magt. Derfor kan man

argumentere for, at de grammatiske funktioner ikke er så entydigt knyttet til bestemte

grammatiske kategorier, som Halliday giver udtryk for.

6.2.3 Modalitet

Den interpersonelle funktion knyttes dog først og fremmest til begrebet modalitet, der omhandler

de grammatiske dele, der viser os noget om, hvordan sprogbrugeren forholder sig til sig selv og

de involverede personer (Maagerø, 1998, s. 48ff).

Et af de få steder i teksten, hvor Munk bruger vage og abstrakte subjekter er samtidig det sted i

teksten, hvor han særligt benytter modalitet i form af modalverberne ´kan´ og ´skal´: ”Og for det

andet kan man ikke takke Gud for, at han hjalp En med at snyde i Hestehandel (..) Man skal ikke

gøre Nar af Gud ved at takke ham for, at Fanden hytter sine” (Munk, 1943, s. 17, l. 21ff). Ved at

Munk skifter fra en subjektiv form ´jeg/vi´ til en objektiv form ´man´ virker budskabet mindre

personligt, hvilket hænger sammen med, at modalverberne forsøges nedtonet.

Også i en ´parentes bemærket´ skifter Munk til den mere objektive form, og forudsætter således,

at modtageren deler hans overbevisning: ”De taaber, (maatte man altsaa slutte), i de andre,

kæmpende Lande!” (Munk, 1943, s. 19, l. 90f).

Det viser et tydeligt retorisk valg fra Munks side, og at det er ham, der formulerer modtagernes

valgmuligheder.

Modaliteten viser således, at det er Munk, der som tekstproducent positionerer sig selv som den

øverste i magthierarkiet, da han med en bevidst afstandstagen formulerer, hvad ´man kan og

skal´. Munk positionerer sig ligeledes ovenover de sociale institutioner som de er i dag ved

direkte at bruge modalverber til at kritisere dem: ”som Højskolen skulde have sagt, og som

Manden Grundtvig vilde have sagt” (Munk, 1943, s. 18, l. 56f).

- 15 -

6.2.4 Kohæsion

Tekstens kohæsion fortæller os, hvordan tekstens sætninger er knyttet sammen på

overfladestrukturen og dermed hvilken indre logik, den er bygget op over (Werther, 1997, s.

220). Både Hallidays og Faircloughs analyseapparat for tekstens kohæsionsmarkører er

mangelfuldt, hvorfor jeg supplerer med tekstlingvistikkens kohæsionsanalyse, her Wenche og

Vagle. De skelner overordnet mellem tre typer kobling: referentkobling, der betegner kobling

mellem konstituenter (ord) i forskellige sætninger, sætningskobling, der gælder for koblinger

mellem sætninger eller større enheder og blandet kobling, der er kobling mellem konstituent og

sætning (Wenche; Vagle, s. 144ff).

I afsnit 5.2.1 ”Ordforråd” introduceredes allerede en referentkobling, leksikalsk kohæsion eller

med Faircloughs betegnelse ´overwording´ (Fairclough, 1992, s. 193), hvor ord fra en bestemt

diskurs går igen i hele teksten. I Munk-prædikenen er diskursen kristen og national, som

overskriften indikerer - Kristus og Danmark - og der er stor leksikalsk kohæsion i form af

national- og gudssymboler. De optræder både som inferenskæder: ”Ogsaa jeg elsker mit Hjem,

mit Hus (..) min Ægtefælle og mine Børn” (Munk, 1943, s. 17, l. 11f) og metonymier ”Andre

Landes Ungdom, ja, deres Legemer raadner på Valpladsen” (Munk, 1943, s.20, l. 123).

En fast figur i prædikenen er desuden referentkobling i form af repetition, hvilket giver karakter

af propaganda: ”Ogsaa jeg elsker mit Hjem (..) Ogsaa jeg vil (..) nødigt se mit Hjem i Ruiner (..)

Og dog er to Ting, jeg endnu nødigere vil se, jeg med Guds Hjælp endnu nødigere vil se”

(Munk, 1943, s. 17, l. 11ff). De sætningskoblinger Munk fortrinsvis benytter er de eksplicitte,

særligt de kausative, fordi argumentationen skal markeres stærkt for at få det politiske og

religiøse budskab frem: ”Derfor er det, vi har det saa godt. (..) Derfor er det, alt lykkes for os”

(Munk, 1943, s. 18, l. 29ff). De to sætninger er samtidig eksplicitte, ikoniske sætningskoblinger,

fordi der er en parallel afbildning ved den gentagede indledning.

Den type blandet kobling, der mest bruges i prædikenen er ellipsen, der understreger

prædikenens propagandapræg i form af de mange retoriske spørgsmål og svar: ”Er Ordene for

stærke? Nej (..) Fik han saa lært sit Folk det? Ja” (Munk, 1943, s. 17ff, l. 27ff), hvor der i

svarstørrelserne, nej og ja, er indbefattet indholdet fra de foregående spørgsmål.

På grund af de mange repetitioner i teksten, der også giver teksten karakter af agitation, er der

selvsagt kun få relative og appositionelle blandede koblinger.

- 16 -

6.3 Den diskursive praksis

6.3.1 Kohærens

Tekstens kohærens betegner den underliggende semantiske sammenhæng - begreberne under

overfladestrukturen - og handler først og fremmest om, hvad det er, modtageren lægger ind i

teksten for at få dens dele til at hænge sammen. Tekstens kohærens afspejler, hvor

modtagervenlig eller kompliceret den er, hvorved tekstens ideologiske funktion bliver tydelig,

fordi vi kan underlægge os den eller stille os kritisk overfor den (Fairclough, 1992, s. 83f).

Dermed former tekster i en vis grad selv deres modtagere eller subjekter, og det er i denne

opfattelse, at Fairclough tilslutter sig Althussers begreb interpellation.

Munks prædiken indeholder som tidligere eksemplificeret mange eksplicitte kohæsionskoblinger

i sin form som argumenterende agitation, hvilket indebærer, at modtageren ikke overlades til sig

selv, men styres af tekstproducenten. Tekstens skel mellem ”vi” (Munk og de, der vil kæmpe for

et frit Danmark) og ”dem”(de, der forhindrer kampen pga. deres falske ideologier) gør det nemt

for modtageren at vide, hvilket fællesskab man bør tilslutte sig. Derudover bør man være kristen

og handle aktivt for den kristne gruppe, hvilket er en anden af gudstjenestens grundlæggende

principper: ”Enhver gudstjenestedeltager bør give sit bidrag til fællesskabet; gudstjenesten er

nemlig en aktivitet som alle må tage del i” (Nissen, 2001, s. 14). Dermed vil en god kristen have

en underliggende semantisk kohærens for prædikenen om at skulle deltage aktivt i det kristne

fællesskab.

Prædikenen opsætter således både kristne og nationale ideologier om, hvordan ”vi” bør handle

og tro, og hvordan ”de” burde gøre det samme og trækker dermed et ideologisk regelsæt ned

over tilhørerne/ læserne.

Forholdet mellem afsender og modtager bliver således dialektisk, da modtageren selv skaber

kohærens i teksten, men skaber den i kraft af de diskurser, der eksisterer i teksten, og som har til

formål at indarbejde en særlig identitet hos modtageren.

- 17 -

6.3.2 Produktions- og konsumptionsbetingelser

Betingelserne for diskursiv praksis er produktion, distribution og konsumption.

Produktionsforholdet for teksten inkluderer både en fysisk producent, der skriver teksten, en

forfatter og en der fremfører teksten.

Munk aftalte sammen med folketingsmedlemmet fra Dansk Samling, Arne Sørensen, at lave

prædikensamlingen, hvorfor dennes politiske overbevisning kan have sat sit præg på teksten

(Brovst, 1993, s. 233)6.

I prædikensamlingen fremstår Munk som forfatter, men han lader alt overskud fra bogens salg

gå som økonomisk støtte til Dansk Samlings politiske arbejde, hvad der kan være en væsentlig

årsag til de mange propagandatræk, der giver karakter af en politisk tale mere end en prædiken

(Brovst, 1993, s. 233).

Hvorvidt talen før udgivelsen er blevet fremført for Munks menighed er der som sagt usikkerhed

omkring, men det er i hvert fald Munks stemme, der taler, når han siger ´jeg´ i prædikenen. Der

er mest, der peger på, at prædikenen aldrig er blevet prædiket, bl.a. når Munk siger: ”Pennen

brænder mig i Haanden, som var den af glødende Jern, mens jeg skriver disse Ord” (Munk,

1943, s. 18, l. 35f). Omvendt siger han dog: ”fordi jeg staar på Prækestolen, fordi Evangeliet i

Dag nævner Ordet Jesus” (Munk, 1943, s. 18, l. 37f).

Nogle af prædikengenrens vigtigste grundregler er, at prædikenen skal indeholde en eks- eller

implicit didaktik, der er princippet om, at prædikenen ses ud fra tilhørerens perspektiv, at den

skal være autentisk og virke vedkommende i den konkrete situation og sætte gang i en æstetisk-

homilektisk læreproces hos tilhøreren (Harbsmeier, 2001, s. 68ff). Munk formår, at forme en

prædiken ud fra tilhørernes perspektiv, men vel at mærke kun perspektivet hos de tilhørere, der

slutter op om hans ideologier- og det er ikke ”Flertallet” og ”det brede Folk” (Munk, 1943, s. 19,

l. 76f). Han taler både om et autentisk og meget relevant emne, og han ønsker at sætte en

læreproces i gang hos tilhørerne, hvilket man kan se ved hans mange perlokutionære effekter

ved sproghandlingerne: ”Det kræver vi af jer her fra Kirken paa Nytaarsdag, I Mænd i den

danske Regering, saa sandt I vil være et kristent Folks Regering, at I vil i det Aar, der kommer,

handle i Kristi Krafts og Kærligheds Aand” (Munk, 1943, s. 22, l. 192ff).

6 Munk har før, bl.a. med det illegale blad, ”Niels Jydes breve”, stået nævnt som forfatter, hvor Arne Sørensen

egentlig havde skrevet artiklerne (Neergaard, 1945, s. 45).

- 18 -

De perlokutionære udtryk kalder Fairclough for sproghandlingens udsagnskraft, da de betegner

hvilken effekt sproghandlingen er tiltænkt at have på modtageren, hvorfor de er knyttet til

Hallidays interpersonelle funktion (Fairclough, 1992, s. 75ff).

6.3.3 Manifest intertekstualitet

Manifest intertekstualitet er direkte spor af andre tekster i den pågældende tekst. Den direkte

intertekstualitet ses ved bl.a. præsuppositioner, negationer og diskursrepræsentation i teksten.

Præsuppositioner og negationer viser tekstproducentens forudindtagede tolkning af den givne

kontekst i samfundet, mens diskursrepræsentation viser, hvordan én diskurs repræsenterer en

anden specifik diskurs (Fairclough, 1989, s. 152ff).

Munk præsupponerer flere steder i teksten, at hans modtagere deler samme opfattelse som han,

hvilket virker som et magtredskab: ”hvor er dets (folkets) Indsats til Sejr for de Idealer som det

dog ønsker skal sejre?” (Munk 1943, s.18, l. 41f – min parentes) og: ”De danske

Rigsdagsmænds (..) Eksistens som Politikere er jo (..) afhængig af, at de roser Folket” (Munk,

1943, s. 18, l. 44ff). Det er igennem småordene ´dog´ og ´jo´, at Munk præsupponerer

antagelserne om folkets ønsker og rigsdagsmændenes eksistensgrundlag.

Også negationer optræder flere steder i teksten med samme funktion: ”Tro ikke, hvad Politikerne

siger (..) Stol ikke paa dem! de er Parter i Sagen! Og stol ikke paa Højskolefolkene” (Munk,

1943, s. 18, l. 43ff).

Således bruger han flere steder småord som et magtværktøj til at forudsætte en særlig viden og

fælles holdning afsender(e) og modtagere i mellem. Præsuppositionerne og negationerne bygger

på, hvad Munk fremlægger som den generelle opfattelse i samfundet, og trækker dermed

intertekstuelt på den eksisterende kontekst i samfundet.

Manifest intertekstualitet i form af diskursrepræsentation er bl.a. til stede, når Munk citerer fra

salmer og fædrelandssange. ”Kæmp for alt, hvad du har kært – dø, om saa det gælder!” (Munk,

1943, s. 20, l. 130f) fra ´Altid frejdig, når du går´, betragter Munk som en misbrugt floskel. Og

bruger udråbet: ”Vorherre bevare os! – og nok engang: Vorherre bevare os!!” (Munk, 1943, s.

20, l. 132f), til at udtrykke sin mening og repræsenterer samtidig en dagligdags

talesprogsdiskurs.

Munk udtrykker sin desperation over det danske folks mangel på handlekraft ved at give Morten

Korch og Jeppe Aakjær hver en syngende lussing for at fremstille landet som et solstrålesamfund

med skrøner om: ”hvor godt det dog altid gaar til sidst i denne rare Verden” (Munk, 1943, s. 19,

- 19 -

l. 93f), hvilket kan ses som en repræsentation af diskursen fra deres litteratur. Sangen ´Anna var

i Anders kær´ som Munk citerer viser bl.a., hvilke ligegyldigheder populære sange omhandler:

”Dyre du og dig og dingeli og lej og dyre du og dingelej” (Munk, 1943, s. 19, l. 97ff).

Der er desuden en klar intertekstuel reference til et gennemgående bibelsk tema fra Munks

forfatterskab, der særligt ses i skuespillet, ”Præsten i menigheden”, ved at demokratiet fejler ved

at flertallet forlanger død over Jesus. Af samme grund siger han i ´Kristus og Danmark´: ”tro

ikke på Flertallet, der gerne vil hoppe, og derfor er let at lokke” (Munk, 1943, s. 19, l. 76f).

6.3.4 Interdiskursivitet

Interdiskursivitet er artikulering af diskurser indenfor forskellige diskursordner, og skal ses som

en måde at konstruere viden på indenfor de specifikke diskursordner. Relationerne mellem de

forskellige diskurser i en diskursorden viser reproduktion (konventionelle diskurser) eller

forandring (kreative diskurser) (Phillips, Jørgensen, 1999, s. 84).

´Kristus og Danmark´ indordner sig som tidligere illustreret genremæssigt som prædiken ud fra

de principper, Paulus i Det nye Testamente har opstillet for gudstjenesten (Nissen, 2001, s. 13ff).

Prædikenen er imidlertid en formidlingsform, der rummer mange genrer i sig, og også Munks

prædiken blander flere prædikengenrer. Den er omfattet af det danske perikopesystem, der

skærer prædikentekster ned til kun en tekstart, nemlig evangelieprædiken (Harbsmeier, 2001, s.

67). Der kan ligeledes argumenteres for, at prædikenen blot er et stykke faktion i en skønlitterær

bog, i og med, at teksten muligvis aldrig er blevet prædiket.

Derudover trækker prædikenen på en klar politisk diskurs i både indhold og form: ”Og stol ikke

for meget paa Præsterne (..) De ´holder sig fra Politik´. De prædiker Fred for enhver Pris til

Opbyggelse for Djævelen” (Munk, 1943, s.18f, l. 61ff). Den politiske diskurs bliver indimellem

nærmest belærende, og trækker dermed på diskurser fra den kerygmatiske prædiken, hvis ønske

er at belære tilhørerne og korrigere i deres misforståede opfattelser (Harbsmeier, 2001, s.70ff):

”Saa ´forskrækkelig´ er vor Situation i Dag. Vi har kun Vorherre at holde os til. Gudskelov for

ham! Gudværelovet vi har Gud, ham, hvis Vrede altid tillige er Naade, ham, der har Syndens

Forladelse for et helt Folk, og der giver kræfter, saa du bliver ung igen som Ørnen” (Munk,

1943, s. 22, l. 168ff).

Prædikenen rummer også flere diskurser, der indordner sig under den litterære prædiken, der

sigter mod en identificerende oplevelse for tilhørerne, hvor den fatiske funktion træder i fokus:

”Og vi elsker dette Land (..) fordi det har lagt hver eneste af os ind i Sjælen nordisk Ridderlighed

- 20 -

og nordisk Afsky for Bødler (..) men mest elsker vi det, naar det er faldet og ligger i Afmagt og

Skam, fordi ... fordi vi svigtede” (Munk, 1943, s. 23, l. 226ff).

To andre diskurstyper, der er til stede i teksten er dels det formelle, højtidelige og meget

skriftsprogsnære sprog: ”Det er Nytaarsdag. Ikke for kirken, men for Verden. Kirken har sit eget

Nytaar første Søndag i Advent. Da synger vi: Vær Velkommen, Herrens Aar, og velkommen

herhid!” (Munk, 1943, s. 17, l. 1ff). Og dels en jovial, folkelig talesprogsnær stil: ”Tænke stort!

Fik han saa lært sit Folk det? Ja, se paa det Folk i Dag!” (Munk, 1943, s. 21, l. 150f).

De diskurstyper, der er til stede i ´Kristus og Danmark´ indordner sig overordnet under den

kristne og nationale diskursorden, hvor sidstnævnte indimellem udvides til en nordisk diskurs.

Overordnet den nationale og kristne diskursorden er en samværsorienteret diskursorden, der

bygger på det nationale og kristne fællesskab og som spiller på de fælles værdier.

6.4 Social praksis

Analysen af den tekstuelle og diskursive praksis har indtil nu vist, at der i Munks prædiken

eksisterer to grundlæggende diskurser, den nationale og kristne, som forenes i en

fællesskabsdiskurs. I slutningen af det 19. århundrede argumenterede flere imidlertid for, at

kristendom og nationalitet var to modsatte størrelser, og at der i mellem dem ikke eksisterede

nogen samhørighed. H.L. Martensen var en af dem, der gik i forrest i kampen med stærk

opbakning fra bl.a. Søren Kierkegaard. Martensen skrev bl.a. i ´Den christelige Ethik´: ”Spørger

vi om kristendommens forhold til nationaliteten, da er det nærmeste forhold et

modsætningsforhold – ja det kan for den nærmeste betragtning synes som om kristendommen

kun forholdt sig benægtende og ikke bekræftende til nationaliteten” (Lodberg, 2001, s. 21).

Dermed kan de to centrale diskursordner i Munks prædiken ses som en hegemonisk kamp

mellem en national eller kristen diskurs. I prædikenen synes det dog mere som et ønske at forene

de to diskursordner som en uadskillelig enhed – at konstituere et kristent-nationalt fællesskab.

Det slås allerede an med overskriften, Kristus og Danmark, og vedbliver prædikenen igennem

som det centrale budskab, hvor det forenes i et samlet billede af guds- og nationalsymboler: ”Før

os, Kors i vort Flag” (Munk, 1943, s. 24, l. 252). I det 20. århundrede er det også blevet den

almene teologiske opfattelse, at det nationale er det bærende element ved kirke, teologi og

forkyndelse (Lodberg, 2001, s. 17). Dermed forsøger Munk med billedet af sin kirke at skabe en

- 21 -

institution, der er både religiøs og national, og han skaber et trossystem, hvor særlige normer

indenfor diskursordnen gør sig gældende for, at man kan være en del af systemet.

Munk bruger således kirken, som den anerkendte og respekterede institution den er, til at agitere

for sine ideologier om et kristent-nationalt fællesskab. Munk taler ikke som menigmand, men

bruger sin teologiske viden og den institution den har grund i som et magtmiddel. Samtidig kan

det ikke bebrejdes ham, da han som Guds tjener blot viderebringer ´det sande budskab´ - hvilket

er en anden magtfaktor: ”Evangeliet skal lære det danske Folk at tænke stort. At vælge

Værdighed frem for Profit, Frihed frem for velbetalt Formynderskab, at tro paa Offerviljens Sejr,

paa Liv af Død, paa Fremtid af Selvhengivelse, kort, paa: Kristus” (Munk, 1943, s. 22, l. 176ff).

Og afslutningsvis, hvor han konkluderer: ”Frihed kan kun foræres af Gud, og han forærer den

kun til dem, der ved, hvortil den Gave forpligter” (Munk, 1943, s. 24, l. 256ff)

Bjerg og Steffensen sætter i bogen, ´Den magtfulde kirke´ (1997), spørgsmålstegn ved, hvorvidt

det budskab, der forkyndes i kirken blot skal være for evangeliets skyld. De mener, at evangeliet

kan berige menigheden, kirken og samfundet med sin erfaring af magt og derfor skal bruge sin

evangeliske og institutionelle magt til at forkynde sit budskab med alle legitime midler.

Folkekirken som institution er således ikke nogen neutral, borgerlig ramme om et indre liv, men

et miljø, hvori forkyndelse og tro lever, fuld af fordomme og givne normer (Bjerg; Steffensen,

1997, s. 37ff). Det harmonerer med Munks budskab, men betyder samtidig, at kirken og det

billede, han forsøger at tegne af den, ikke svarer til den offentlige, åbne institution, den ønsker at

fremstå som, men derimod er et billede af en magtfuld institution med et givet regelsæt.

Måske er det netop derfor, at Munk særligt kritiserer højskolen, da de grundtvigske

højskolefolks budskab altid har lydt: ”at folkekirken absolut ikke skal udøve magt. Evangeliet er

ikke en samfundssag, ikke en skolesag – ikke noget som helst andet end ordets tiltale til

menigheden og den enkelte”(Bjerg; Steffensen, 1997, s. 41). Munk kalder højskolen et:

”Alderdomsbarn af Grundtvig, avlet, da han var mere senil, end han nogensinde blev” (Munk,

1943, s. 18, l. 53f). Munk var dog en stor beundrer af Grundtvig og hans nationaldyrkelse, og

forfattede i besættelsestiden flere digte og skuespil om ham (Neergaard, 1945, s. 45). Derfor skal

hans udsagn mere ses som et led i hans opråb, hvor han provokerer befolkningen til at handle og

udvise national og kristen ånd.

Munk ønsker en forandring af den sociale og kirkelige struktur, så kirken kan bruge sin magt og

sin erfaring som et middel for et bedre samfund. Tesen er god nok, men Munk har haft svært ved

at finde stabilt fodfæste, fordi hans budskaber og ideologier ikke har været entydige.

- 22 -

Ved nazismens komme beundrede Munk således ideen om et samfund styret af en stærk leder og

kritiserede demokratiet. På grund af mange marxisters tendentiøse læsning i 70erne er Munk

blevet mistolket og på det nærmeste sat i bås med nazister, bl.a. fordi han i sin berømte

´Olleruptale´ fra 1940 roser Hitler. Derfor har flere haft svært ved at tro på hans senere nationale

martyrium (Heiberg, 2000).

I prædikenen ´Kristus og Danmark´ deler Munk stadig enkelte ideologier med den tyske

højreradikalisme. Først og fremmest uviljen mod moderniteten og storbysamfundet.

Munk bekæmpede moderniteten, fordi den truede de kristne og nationale værdier, der i hans øjne

var uadskilleligt forbundet med det traditionelle liv på landet. Han så demokratiets fejhed og

mangel på heroisme som en konsekvens af moderniteten og velfærdssamfundet (Heiberg, 2000):

”Og bestaar dets (folkets) Sammenhold i andet end at forholde sig afdød og dets høje Kultur i

mere end at bukke for den, der sparker Døren ind? Tro ikke det brede, misrøgtede Folk! Kernen i

det tror jeg paa, den er sund, men den ligger dybt, dybt inde. Det er forkælet og forvænnet”

(Munk, 1943, s. 19, l. 80ff – min parentes).

Munk deler således en del af Foucaults kritik af det moderne samfund, og tilslutter sig, at

institutionerne gennem deres viden har fået magt - som de misbruger.

Det nationale billede, Munk remser op i sin lovprisning af Danmark, er også arkaisk og

romantisk og bygger på gamle heroiske skikkelser, en bedre verden og en landlig idyl, der

nærmest bliver biedermeiersk (Munk, 1943, s. 23, l. 215ff). Jazz, bal, natteeventyr og en ny

kønsmoral hos den frisindede ungdom ser Munk derimod som en manglende ansvarsfølelse over

for den kristne religion.

Munk ønsker et samfund bestående af selvberoende, selvopofrende og samfundsbevidste

individer, der går ind i fællesskabet med kristent sind og udøver kristne gerninger. Hans

samfundssyn er baseret på heroisk kristendom, som han helst ser i demokratiet, men ikke kan

finde i demokratiet, hvorfor han i sin prædiken gør op med alle de institutioner, som demokratiet

er bygget op omkring. Han udtrykker sympati for demokratiets idealer, men frygter, at

demokratiet er for svagt, når det kommer til stykket.

I 1943, under besættelsestiden, hvor prædikenen er skrevet (og muligvis prædiket), har det været

særligt vigtigt at føle en fælles national og kristen identitet, fordi landets suverænitet og fremtid

har været truet (Feldbæk, 1991, s. 9). Etnologen Benedict Andersson bestemmer fænomenet

´nationalisme´ som en forestilling om samhørighed, og en oplevelse af et menings – og

sympatifællesskab (Andersson, 2001, s. 48f). Særligt Munk er blevet fremhævet i denne

- 23 -

sammenhæng pga. hans ønske om at opleve en dansk identitet og en identifikation med landet og

folket (Feldbæk, 1991, s. 12). Forestillingen om nationen og det nationale fællesskab har siden

slutningen af 1800-tallet haft afgørende betydning for det enkelte menneske og for måden at

definere sit tilhørsforhold på (Haaning, 2002, s. 53). Denne konstruktion af nationalitet kan ses

som et forsøg på at definere sig selv i forhold til de andre og bliver dermed en konstituering af

subjekter og deres relationer. Munk skaber således en fælles enhed, hvori han konstituerer en

særlig identitet – den at være dansk og kristen – og sætter den i relation til dem, der ikke er en

del af denne enhed, eller som ikke opfylder de krav, der er konstitueret indenfor denne

konstruktion.

Nationen er således et socialt fænomen, og indenfor den nationale enhed ønskes et homogent

samfund, hvorfor der ses med skepsis på interne kulturelle og politiske forskelle (Gundelach,

2002, s. 58). Også indenfor den kristne liturgi, og som der står skrevet i Det nye Testamente,

gælder princippet at: ”Gudstjenesten må være en manifestation og en uddybning af det kristne

fællesskab og den kristne enhed – der bør ikke være splittelser mellem medlemmerne. Fordi der

er ét brød, er vi alle ét legeme, for vi får alle del i det ene brød” (Nissen, 2001, s. 14).

De mange nationale og kristne diskurstyper, den meget subjektive vi-form og den politiske form

som en slags propagandatale, konstruerer et kristent-nationalt fællesskab – en sympati- og

meningssamhørighed, hvori der opstår en identitetsfølelse og dermed en handlekraft hos dem,

der er en del af fællesskabet.

Denne handlekraft er den forandring, Munk ønsker. En forandring af samfundet, en forandring af

de ledende ideologier og de demokratiske institutioner, de har bund i. En heroisk forandring af

det danske folks mentalitet og en søgen efter de gamle værdier bort fra moderniteten og

storbysamfundet. Bort fra det demokrati, der ikke kan handle, bort fra dem, der ikke er en del af

det kristne nationalmartyrium. - Derefter kan der konstrueres et nyt Danmark og et nyt folk, der

er kendetegnet ved gudsrigets kendetegn: retfærdighed, fred og glæde (Nissen, 2001, s. 10).

- 24 -

7. Diskussion af analysen

Den tekstnære læsning og undersøgelsen af den diskursive praksis har ført til en grundig

analysegennemgang, der ved at hæve den til niveauet højere indenfor den sociale praksis, har

vist, hvordan de tre analyseniveauer hver især har bidraget til undersøgelsen og resultatet og

givet en grundig og gennembearbejdet analyse på flere analytiske, teoretiske og metodiske

niveauer.

I analysen af prædikenen er der på alle niveauer fokuseret på en åbenhed i forhold til de

forskellige stemmer eller diskurser, der optræder i teksten, hvilket bl.a. ses ved analysen af den

diskursive praksis, hvor tekstproduktionsprocesserne også er led i en fortolkningsproces.

I forholdet mellem magtrelationer og -kampe i teksten har det været vigtigt at se på, hvordan den

sociale praksis understøttede den tekstuelle og diskursive praksis, hvilket der f.eks. ikke var taget

hensyn til i en samtaleanalyse, der havde holdt sig indenfor diskursen.

Tekstens overordnede kontekst, besættelsestiden, har gjort det særligt interessant at studere

diskurstyperne i teksten historisk og dynamisk særligt i forhold til konstruktionen af den kristne-

nationale fællesskabsdiskurs og de skift, som den har reflekteret og konstitueret inden for andre

processer i den sociale forandring - som opfattelsen af de ledende institutioner og ideologier, og

af nationalitet og kristendom.

8. Konklusion

I det foregående er det således blevet analyseret, diskuteret og reflekteret, hvordan Munk

konstruerer en særlig national og kristen diskurs. Konstruktionen af diskurserne kobles sammen i

en fællesskabsdiskurs, hvor de, der er en del af fællesskabet, repræsenterer det nationale og

kristne, mens de, der ikke er, ikke tilhører nogen national-religiøs identitet. Derved konstruerer

Munk et fællesskab, der er i hegemonisk kamp med de ledende institutioner, viden – og

trossystemerne og som konstituerer en fælles identitet og relation ´de indviede´ i mellem.

Det er blevet belyst ved den tekstuelle praksis, hvordan Munks ordforråd viser hans ideologier

og sociale perspektiv ved at spille på de nationale diskurser i en stil, der nærmer sig propaganda.

I aktøranalysen ses det skarpe skel på tekstniveau mellem dem, der er en del af fællesskabet og

dem, der bestemt ikke er. På det grammatiske plan viser de mange aktive handlingsprocesser, at

der er styrke bag ordene, og tekstens vage modalitet og klare informationsstruktur med tema i

fokus og varieret kohæsion viser også, at Munks ideologier forceres frem.

- 25 -

Den diskursive praksis illustrerer budskabet ved en stærk udsagnskraft, klart intertekstuelt brug

og en stringent diskursorden. Den sociale praksis, her overordnet den danske besættelsestid, som

prædikenen finder sted i, bekræfter Munks trang til at styrke et kristent-nationalt fællesskab.

Trangen til at føle en identitet, fordi det nationale og kristne grundlag trues af nye ideologier.

Den tre-dimensionelle metode har således vist sig aldeles anvendelig i undersøgelsen af, hvordan

Munk konstruerede en opfattelse af det kristne og nationale.

- 26 -

9. Litteraturliste:

Andersen, Niels Åkerstrøm (1999): Diskursive analysestrategier. København, Nyt fra

Samfundsvidenskaben.

Anderson, Benedict (2001) : Forestillede fællesskaber. København, Roskilde

Universitetsforlag.

Bjerg, Svend; Steffensen, Palle H. (1997): Den magtfulde kirke. Frederiksberg, Løvspring.

Brovst, Bjarne Nielsen (1984): Kaj Munk - liv og død. Århus, Centrum.

Brovst, Bjarne Nielsen (1993): Kaj Munk. Krigen og mordet. Århus, Centrum.

Chouliaraki, Lilie (2000) : Reflesivitet og senmoderne identitet. I: Dyhrberg, Torben Bech

m.fl. Diskursteorien på arbejde. Frederiksberg, Roskilde

Universitetsforlag.

Det danske Bibelselskab (1966): Det nye Testamente. København, Det danske Bibelselskab.

Fairclough, Norman (1989) : Language and power. New York, Longman.

Fairclough, Norman (1992) : Discourse and Social Change. Cambridge, Polity Press.

Fairclough, Norman (1995) : Critical discourse analysis. London, Longman.

Feldbæk, Ole (red.) (1991) : Dansk identitetshistorie 4. København, C.A. Reitzels Forlag.

Gundelach, Peter (2002) : Det er dansk. København, Hans Reitzels Forlag.

Haaning, Leif Lazlo (2002) : Kampen om det nationale. I: Brimnes, Niels (red.). Moderne

konstruktioner: klasse, nation og psyke i Danmark i slutningen

af det 19. århundrede. Århus, Den jyske Historiker.

Harbsmeier, Eberhard (2001) : Prædikengenrens didaktik og forholdet mellem pædagogik og

homilektik. I: Pedersen, Gerhard. Gudstjenestens teologi.

København, Forlaget ANIS

- 27 -

Heiberg, Steffen (2000) : Mesterlig bog om Kaj Munk. I: Politiken 24. oktober 2000.

http://www.kvinfo.dk/valgret-aarstalsliste.htm: (2002) Valgretskamp og politisk

repræsentation.

Jørgensen, Marianne Winther; Phillips, Louise (1999) : Diskursanalyse som teori og metode.

Frederiksberg, Roskilde Universitetsforlag.

Lakoff, George (1995) : The contemporary Theory of Metaphor. I: Metaphor and

Thought. Cambridge University Press.

Lodberg, Peter (2001) : Dansker først og kristen så – overvejelser om nationalitet og

kristendom. Århus, Forlaget Aros.

Madsen, Helle Lehrmann (1994): Anmeldelse af Norman Fairclough: Discourse and Social

Change. I: Nys 18, København, Dansklærerforeningen.

Maagerø, Eva (1998) : Hallidays funksjonelle grammatik. I: Berge m.fl.: Å skape

mening med språk. Oslo, Cappelen Akademisk Forlag.

Munk, Kaj (1943) : Tre prædikener. Struer, Forlaget Paaskeliljen.

Møller, Per Stig (2000) : Munk. København, Gyldendal.

Neergaard, Ebbe (1945) : Forskydninger i dansk sind og kultur under

okkupationen. København, Nordisk forlag.

Nissen, Johannes (2001) : Gudstjeneste og kultur. I: Pedersem, Gerhard. Gudstjenestens

teologi. København, Forlaget ANIS.

Saussure, Ferdinand (1970) : Lingvistikkens objekt. I: Strukturalisme. En antologi. Rhodos.

Vagle, Wenche m.fl. (1994) : Tekst og kontekst. Bergen, Cappelen Akademisk Forlag.

Werther, Charlotte (1997) : Den Britiske Unionsdiskurs. I: Hjort, Katrin (red.): Diskurs.

Analyser af tekst og kontekst. Samfundslitteratur.

- 28 -

10. Bilagsoversigt:

Bilag 1: Kristus og Danmark. I: Munk, Kaj: Tre prædikener (1943).

Bilag 2: Faircloughs 3D-metode. I: Fairclough, Norman: Critical discourse analysis

(1995).