#2 | 2016 www.ms.dk

TEMA: KVINDERS RETTIGHEDER

VOLDTAGET, SVIGTET, SPARKET, SMITTET: ELEANOR REJSER SIG

SKAT SKAL SKABE SELVSTÆNDIGE KVINDER

BUSDØREN SMÆKKER I FOR NÆSEN AF KVINDERNE

Hver dag bliver omkring 39.000 piger tvunget ind i tidelige ægteskaber. Det er 27 i minuttet.

Kvinder udgør kun 22 procent af verdens parlamentarikere og 8 procent af toplederne.

I nogle lande angiver næsten halvdelen af kvinderne, at deres første seksuelle oplevelse var under tvang.

Omkring 290.000 kvinder dør hvert år på grund af graviditet eller fødselskompli- kationer. I 99 procent af tilfældene sker det i udviklingslande.

To tredjedele af verdens 774 millioner analfa-beter er kvinder. For hver gang 100 mænd får en videregående uddannelse i Afrika syd for Sahara, gælder det kun for 61 kvinder.

5 ABSURDE FACTS OM KVINDER I VERDEN 1

3

4

2

5

$

$

$

STATSKASSE

5

$$ $$

$

$

$

STATSKASSE

5

$$ $$

$

$

$

STATSKASSE

5

$$ $$

$

$

$

STATSKASSE

5

$$ $$

$

$

$

STATSKASSE

5

$$ $$

s.3

#2 | 2016actionmagazine

actionmagazine udgives af Mellemfolkeligt Samvirke. Artikler i magasinet udtrykker ikke nødvendigvis foreningens holdninger

Redaktion: Mikkel Gottlieb, Mikala Satiya Rørbech og Thomas Hundsbæk | Ansv: Vibeke Vinther | Layout: Laura Johanne G. Danielsen

Forsidefoto: Jakob Dall for MS | Forsidemotiv: Violet Madondo, 33 år og mor til fem børn. Bor i landsbyen Mangwaza ved Sawe-floden, Marange, Zimbabwe

Adresse: Fælledvej 12 · 2200 København N | +45 77 31 00 00 | mgo@ms.dk | www.ms.dk | #2 juni 2016

Tryk: KLS PurePrint | Oplag: 23.400 | ISSN: 1901-6115 |

KVINDEKAMPEN KOSTER KNASTER

Allerede som barn i Bangladesh blev jeg be-kendt med forskellige kønsroller og normer. Jeg lærte at være mere tolerant og underdanig, mens drengene i min alder lærte at være rå og hårde. Da puberteten indtraf, rejste en usynlig mur sig mellem drenge og piger. Jeg følte, at jeg blev un-derlagt alverdens regler. Alle blev pludselig mine værger; min nabos forældre, pårørende og lærere begyndte alle at instruere mig i, hvordan min ad-færd burde være. Tilsyneladende lo jeg for højt, sad som mand, gik sjovt og klædte mig ikke som en dame. Jeg forstod bare ikke deres logik, så jeg rettede ikke ind.

Min karriere som kvindeaktivist begyndte som en kamp for mine egne rettigheder og for retten til at leve efter mine egne regler. Nu kæmper jeg for alle kvinders rettigheder, som jeg har troet glø-dende på siden barndommen.

Jeg er i Danmark for at deltage i konferencen Women Deliver, som har deltagelse af politiske le-dere, store virksomheder og organisationer fra hele verden. Vi har tidligere forsøgt at skabe resultater med afsæt i FN’s 2015-mål og arbejder videre med FN’s nye verdensmål som rettesnor. Alligevel virker kampen for kvinders rettigheder som en kamp, der venter på at blive kæmpet. De fakta, du kan læse på venstre side af dette opslag, taler deres eget, tydelige sprog.

På trods af de dystre tal er jeg er kommet til Kø-benhavn med en følelse af, at tingene ændrer sig.

Folk flytter fra landet til de store byer. Og kvinder er begyndt at indtage rum, der ligger uden for hjem-mets fire vægge, for at tjene til føden, få en uddan-nelse og i det hele taget for at jagte deres behov.

Men kvinders øgede mobilitet i det offentlige rum gør også kvinder mere udsatte for vold og chikane. De fleste af disse trusler er udløst af den stereotype opfattelse, at hjemmet er kvindernes eneste domæne.

Kvinder forventes at slutte sig til arbejdsstyrken, bidrage til det nationale BNP og være loyale skat-teydere, der kan skabe økonomisk udvikling i lan-det. Men der bliver ikke gjort meget for at fremme den udvikling. Der er behov for store investeringer i transportsystemer, sundhedspleje, dagpleje osv. for at gøre kvinders fulde deltagelse i arbejdsstyr-ken mulig.

Regeringerne i de fleste udviklingslande und-skylder sig ved at sige, at de ikke har midlerne til at investere i kvindevenlige offentlige tjenester. Men i virkeligheden ved vi, at mange af disse midler kunne findes gennem bedre skattepraksis og ved at lukke skattehuller. I Bangladesh kunne man an-slået finde 85 millioner dollars om året, hvis blot én klausul blev ændret i de dobbeltbeskatningsover-enskomster, landet har ratificeret.

Der er gjort meget for at udvikle politikker og strategier. Nu er det tid til at sætte handling bag ordene.

Af Nishat Hasan,Leder af ActionAid Bangladesh’ program for kvinders rettigheder

Teks

t: M

ikke

l Got

tlieb

. Illu

stra

tion:

Lau

ra J

ohan

ne G

. Dan

iels

en, A

ndre

w M

cKin

ley,

Kev

in W

ynn

og a

nbile

ru a

dale

ru fr

om th

e N

oun

Pro

ject

.

s.5s.4

#2 | 2016actionmagazine

Hendes livshistorie er et koncentrat af løgn, bedrag, vold og overgreb. Nærmest alle de udfordringer, der typisk rammer kvinder i fattige lande, har sat grimme fodspor i Eleanor Alfreds liv. Alligevel har hun fundet en indre styrke til at stå imod og overleve imod alle odds. Blandt andet fordi naboerne bakker op i stedet for at vende ryggen til hendes tragedie.

DRAMAET BAG NABOENS DØR

“Jeg er født i 1965,” begynder Eleanor Alfred og kigger intenst på notesbogen, som ligger klar i mine hænder, parat til at opsuge hendes fortælling. Det er nabokonen Stella, som har introduceret os for hin-anden. Det gjorde hun, fordi hun ved, at Eleanor har en vigtig historie at fortælle.

Eleanor Alfred og hendes brødre bor bag den lyserøde metalport midt i gaden. Vi er i byområdet Tafara, cirka en times kørsel fra Zimbabwes hoved-stad, Harare. Folk her er hverken ekstremt fattige el-ler ekstremt rige. De fleste overlever bare, har deres huse og en lille grund omkring, hvor de kan holde høns og et par kvadratmeter køkkenurter.

Den dybt religiøse Stella og den kuldslåede Elea-nor kender hinanden gennem arbejdet i borgerfor-eningen CHRA, som MS støtter i arbejdet for at styrke sammenhold og medborgerskab i befolknin-gen. For eksempel hjælper CHRA folk i Tafara med at organisere sig, løse små og store konflikter og kræve deres ret til rent vand og bedre affaldsop-samling.

Uden for Eleanors hus ser der også lidt rodet ud. Hendes lillebror er kunstner og laver underlige figurer af skrammel og ting og sager, han finder. Og skrammel er der nok af her. Langs vejen, ved vand-posterne og på hver eneste plet, hvor der ikke bor mennesker, ligger der affald, tomme flasker, plastic, ting, folk har smidt fra sig.

Men nu er det svineriet i Eleanor Alfreds liv, det handler om:

Efter en opvækst i nabolandet Malawi flyttede hun til Zimbabwe, og som 16-årig mødte hun en mand, der var soldat i Zimbabwes hær.

“Jeg begyndte at undre mig allerede til vores bryl-lup. Der var ingen fra hans familie med. Det var bare os og nogle af hans venner. Ingen familie. Men nog-le måneder senere, da jeg var blevet gravid, duk-kede der pludselig en anden kvinde op. Hun råbte, at hun var gift med ham, og gik ind i vores hus og stak mig i maven med en kniv,” fortæller Eleanor.

Det viste sig, at soldaten i forvejen havde en kone i Bulawayo, som han havde glemt at fortælle Eleanor om.

“Det var slemt. Jeg kom på hospitalet, og barnet forsvandt. Jeg lå på intensiv afdeling i tre måneder og fik at vide, at jeg også var smittet med hiv. Den-gang var jeg meget bange. Jeg ville ikke tale med nogen om det. Jeg ville ikke have noget med mænd at gøre, der var ingen, som måtte røre ved mig. Jeg var så vred på alle mænd og på min mand over, at han havde løjet for mig.”

ET VÆLD AF KONERBagefter flyttede Eleanor hjem til sine forældre. Da hun fik beskeden om, at hendes mand var død i krigen i Congo, husker hun det mest af alt som en lettelse. u

Tekst: Mikala Satiya Rørbech Foto: Jakob Dall

GeografiZimbabwe

Voldtaget, svigtet, overfaldet, prostitueret, sparket, smittet. Eleanor har det svært med mænd, lige med undtagelse af sin bror og onklen, som bor i samme hus som hende og moren. “Jeg kan godt være venner med mænd, men jeg vil helst ikke. Der skal ikke være nogen mænd i mit liv. Det er slut med det.”

s.7s.6

actionmagazine #2 | 2016

år nu uden at blive syg igen, fordi jeg spiser sund mad. Kun grøntsager og bønner. Ikke noget kød og sukker,” siger hun.

Eleanor har besluttet at være åben om sin hiv-smitte og sin fortid. Og det er ikke den eneste måde, hun skiller sig ud på. Hvor naboerne mest har billeder af Jesus og Mugabe hængende på de-res vægge, har Eleanor udsmykket huset med Bob Marley, delfiner og indiske visdomsord.

Men smerten sidder stadig i hende. Når hun sender tankerne tilbage i tiden, forsvinder smilet helt fra hendes øjne:

“Jeg var meget hård og meget vred. Jeg havde det skidt. Jeg havde ingenting overhovedet, og det endte med, at jeg boede på gaden og levede ved at købe og sælge ting og tage dem over grænsen fra Malawi. Men politiet var efter mig. De kaldte mig prostitueret, og en dag, hvor jeg ikke havde penge nok til at tage bussen hjem, begyndte de at sparke til mig. Jeg lå ned på jorden, og de sparkede mig. Men på et tidspunkt var der en kvindelig politibe-tjent, som så det. Hun hjalp mig. Hun så på mig og tog mig med hjem og gav mig et bad. Hun gav mig rent tøj og lavede mad til mig, som om jeg var en gæst. Hun gav mig også penge, så jeg kunne tage bussen tilbage til Mutare (i Zimbabwe, red.).

AFGØRENDE BARMHJERTIGHEDTilbage i Zimbabwe kom Eleanor i kontakt med ZimRights, en lokal menneskerettighedsorganisa-tion (tidligere støttet af MS, red.) som havde hørt om hendes sag og om, at hun var blevet smidt ud af huset og havde mistet alt, da hendes mand døde. ZimRights hjalp Eleanor med at køre en rets-sag og kræve erstatning i arvesagen – og lidt af sit liv tilbage.

“Vi vandt ikke sagen i retten. Men alene det at opleve hjælp fra nogle, som troede på mig og mine rettigheder, gav mig nyt mod. Man kan godt sige, jeg har været helt nede i mudderet, da jeg beslut-tede at trække mig selv op igen. På det tidspunkt var mit liv ikke godt. Jeg var blevet voldtaget to gange, min mand var ikke trofast, jeg mistede mine børn, jeg mistede alting, jeg blevet sparket af poli-tiet. Men jeg oplevede også, at der var nogen, som hjalp mig, som reagerede og førte min sag. Det var der, jeg besluttede mig for at starte et nyt liv.”

“Det var på det tidspunkt, jeg besluttede at gøre noget for andre mennesker her i området. Jeg begyndte at arbejde på et børnehjem, og se-nere besluttede jeg at åbne mit eget sted. Der er så mange børn her, som er hiv-smittede, og som ikke får omsorg og den rigtige hjælp, fordi der ikke er nogen, som hjælper børnene med at acceptere, at de har hiv.”

Med hjælp fra naboerne driver Eleanor et lille hjælpeprojekt for nogle af de mange børn i kvar-teret, som er smittet med hiv eller er syge af aids. Hun indsamler brugt tøj og sko, og folk kommer sommetider forbi med mad og andre ting til bør-nene.

“Det kan godt være, de andre her i byen synes, jeg er anderledes, fordi de ved, hvad jeg har været igennem. Men de kan se, jeg har overskud til at tage mig af de børn, som har det svært, så jeg tror alligevel, de respekterer mig. På den måde hjælper vi hinanden i området.” n

“Jeg tog tilbage til huset, hvor vi havde boet sam-men. Traditionen er, at kvinden skal sidde på sin mands kiste og sørge. Og jeg sad der, som man skulle, oven på kisten. Men så kom der pludse-lig en til kvinde, som også var hans kone, og der kom en kvinde til og en til. Til sidst var vi syv kvin-der, som ikke kendte hinanden, men alle sammen havde den samme mand. Det var et stort drama, da det viste sig, at han havde haft syv koner og 21 børn. Min mand var åbenbart sådan en, som gifte-de sig igen og igen. Han havde tjent mange penge som soldat i Congo, så hver gang han mødte en ny kvinde, købte han et fjernsyn til hende. Men det var mig, som han var formelt gift med. Jeg havde haft adgang til vores bankkonti og alle papirerne, men da jeg skulle ud af huset igen, efter at have siddet på hans kiste i den uge, havde jeg ingenting mere. Jeg mistede alt. De andre tog alting fra mig: huset, møblerne, selv mit undertøj. Jeg var den eneste, som han ikke havde fået børn med – dem havde jeg jo mistet – så derfor skulle jeg heller ikke arve noget fra ham.”

Eleanor gør en pause i sin fortælling. Tragedien med manden og alle konerne og de mange dage på toppen af kisten har hun tydeligvis fortalt om før. Hun glatter sin bluse med hænderne. Det er tynde hænder, og kindbenene stikker tydeligt frem, men bortset fra det, kan man ikke se, at hun er hiv-smittet. Hendes krop ser sund og stærk ud, der er liv i hendes øjne. Hun er stolt af sit udseende.

“Normalt får folk så mange sår, og deres hud og hår bliver underligt, men jeg har levet med hiv i 25

Fortunate Nduru, 12 år, 7. klasseEt af de yngste medlem-mer i kvindegruppen, der hører under borger-foreningen CHRA.

“Jeg er med til møderne i kvindegruppen, fordi jeg vil gerne gøre mere for folk her, hvor jeg bor. Vi mang-ler vand og elektricitet. Det er faktisk et problem for hele Zimbabwe.”

Anjela Bed, mor til fem.Indbygger i en del af Tarafa, hvor beboerne i borgerforeningen CHRA p.t. ligger i strid med myndighederne over retten til vand. De fleste huse har vandrør installeret, men vandet mangler, og mange steder er rørene endda blevet skåret over af myndighedere, fordi man er utilfreds med, at be-boeren ikke altid betaler vandet til tiden.

“Alle bruger mange timer på at hente vand ved vandposten. Og manglen på rent vand påvirker vores sundhed. Børnene her får tit ondt i maven.”

Spiwe Guwa, koordinator for CHRA i det tyvende bydistrikt.Enlig mor, handler med tøj og skal til at åbne egen butik sammen med fire andre kvinder, efter at bl.a. CHRA har sikret beboerne ret til at åbne butikker i den ene del af markedet.

“Manglen på vand her er en katastrofe. Folk står op klok-ken to om natten for at stille sig i kø for at fylde spande og fade de dage, hvor vandet løber. Ellers kan det vare flere dage, før man får vand igen. Jeg tror, tingene ændrer sig til det bedre. Der er ved at ske en forandring i vores by. Flere kommer til nabomøderne, og det bringer os sammen som borgere, at vi taler mere om, hvordan vi løser problemerne.”

NABOSKAB MED STYRKE § Medborgerforeningen CHRA (The Combined Harare Residents Associa-

tion) repræsenterer over 3,5 millioner borgere i det centrale Zimbabwe.

§ I begyndelsen var formålet at varetage borgernes interesser i forhold til den offentlige forsyning af el og vand. MS støtter p.t. også CHRA i arbejdet for medborgerskab, konfliktløsning og rettigheder.

“DER ER VED AT SKE EN FORANDRING I VORES BY”Mød tre kvinder, der bruger fællesskabet i CHRA til at skabe forandring. Din støtte giver dem muligheder.

s.9s.8

#2 | 2016actionmagazine

BLÅ TØNDER OG STORE TANKERHVEM?I’tidal Reslane, 20 år. Læser biologi på universitetet.

HVOR?Tripoli, Libanons næststørste by. I’tidal Reslane står på taget af en bygning, der huser organisationen Ruwwad Al-Tanmeya, en af Mellemfolkeligt Samvirkes partnerorganisationer.

HVAD?Omkring I’tidal Reslane er cirka 50 blå plastictønder med små lufthuller placeret på den grå beton. De vil snart blive fyldt med organisk affald fra det lokale marked. Affaldet vil kompostere, og ud af tønderne vil I’tidal Reslane og hendes makker udvinde flydende organisk gødning, som de vil sælge til landmænd i området. Projektet blev sat i værk, da I’tidal Reslane deltog i et kursus i socialt entreprenørskab, som Mellemfolkeligt Samvirke står bag.

HVORFOR?Fordi Mellemfolkeligt Samvirke tror på, at særligt unge kvinder i udviklingslande kan skabe afgørende fremgang, hvis de bliver økonomisk uafhængige og får muligheden for at vriste sig fri af kulturelle dogmer. Din støtte til Mellemfolkeligt Samvirke hjæl-per derfor også unge kvindelige iværksættere på vej.

Foto

: Jak

ob D

all f

or M

S

s.11

#2 | 2016actionmagazine

Stella Agare fra Kenya er vokset op i Nairobis slum, hvor kulturelle dogmer tvinger kvinder til at dukke nakken. I dag har flere kenyanske kvinder fået styrken til at give de kvindeundertrykkende regler en strakt langefinger. Og det er de skattebetalte serviceydelser, der giver dem muligheden for at gøre det, mener den 33-årige aktivist.

SKAT SKAL FEJE DEN FORÆLDEDE KULTUR VÆK

Da jeg voksede op, var der en kvinde – det var min fars tante, men i Afrika betragter vi jo alle som fami-lie – der forlod sit landsbyhjem for at tage til Nairobi og arbejde. Hun arbejdede virkelig hårdt og sendte penge til sin mand mindst en gang om måneden, selvom hun vidste, at han havde en anden kvinde. Det gjorde hun, fordi kvinder lærer, at de skal under-kaste sig manden og respektere ham uanset hvad – og fordi skilsmisse ikke er en mulighed.

Hvis en kvinde bliver skilt, må hun gå tilbage til sin fars hjem. Men hun kan ikke bo på farens område. I stedet bygger man et hjem lige uden for farens om-råde. Alle vil derfor vide, at kvinden er fraskilt, og bebrejde hende for, at hun har fejlet som hustru.

Til sidst fik kvinden dog nok og blev separeret. Hun måtte flytte hjem og bo uden for sin fars hjem.

På et tidspunkt flyttede hun tilbage til Nairobi, hvor hun boede i slummen og arbejdede hårdt. Mange gange kunne hun ikke få råd til mad, så når hun var færdig med at arbejde, kom hun hjem til min mor og løb små ærinder for at få mad eller små be-løb.

Hun havde mange børn, men det var kun ét af børnene, hun fik med, da hun blev separeret. Jeg fandt senere ud af, at det var, fordi det barn havde en psykisk lidelse. Og manden mente ikke, at hans gener kunne give psykiske problemer. Hun kunne ikke få nogen til at passe barnet, så når hun skulle af sted, måtte hun lukke barnet inde.

Det sidste arbejde, hun havde, var på en medi-cinalfabrik. Der indåndede hun en masse gasser, fik smerter i brystet, forsøgte forgæves at få behandling og til sidst døde hun. Vi ved ikke, hvor drengen er i dag.

For mig repræsenterer hun de udfordringer, som mange kvinder står over for hver dag. Hvis skattesy-stemet fungerede, og der var råd til sociale ydelser, ville hendes liv have set anderledes ud. Hendes barn havde fået en diagnose og en plads på en special-skole. Hun havde fået en uddannelse, et anstændigt job og et reelt hus, der var muligt at betale.

Men hun levede fra sin fødsel til sin død i dyb fattigdom, selvom hun knoklede hele livet. Når det kan ske, er vi nødt til at spørge os selv: Hvad gør vi forkert?

Det er selvfølgelig i høj grad et kulturelt problem. Men selv den kulturelle adfærd i traditionelle afrikan-ske samfund er skabt af mennesker, og den kan ændres af mennesker.

Jeg kender mange kvinder i dag, der har ladet sig separere fra deres mænd. Og de er ikke blevet placeret i et lille hus uden for deres fars hjem. Hvor-for? Fordi de har en uddannelse og et job. Så de har ressourcerne til at leve et selvstændigt liv. Så når kvinder lader sig underkaste disse gamle traditioner, er det, fordi de ikke har midlerne til at lade være.

En anden tradition er, at en kvinde skal barbere alt sit hår af, hvis hendes mand dør. Den regel er også ved at forsvinde, fordi kvinderne siger: Jeg kan ikke barbere mit hår af og gå på arbejde igen på mandag.

Så den kultur, der undertrykker kvinder, er et stort problem. Uddannelse er nøglen til at få kvinderne ud af den kultur. Og jeg har set det virke.

Og der er mange andre kulturelle dogmer. Kvin-

s.10 Tekst: Mikkel Gottlieb

STELLA AGARE § Er vokset op i Kenyas hovedstad, Nairobi, i det enorme slumområde

Kibera, som regnes for at være Afrikas største slumområde. Hun boede dog i den pænere del af slummen.

§ De seneste to et halvt år har hun arbejdet som rådgiver i Malawi via Mellemfolkeligt Samvirkes program People4Change.

§ I foråret var hun i Danmark som en del af Mellemfolkeligt Samvirkes Tax Tour, der sendte tre afrikanske aktivister rundt i landet for at sætte fokus på forholdet mellem skat, kvinder og ulighed.

der må ikke spise de kødfulde dele af kyllingen; underlåret, brystet, kråsen og heller ikke æggene. De siger, det er mandens mad. Hvis kvinden spiser disse dele, vil hun komme til at skændes med sin mand. Fjollet forklaring.

Min mor fulgte disse regler. Men hvis jeg fandt noget af kyllingen i gryden dagen efter, spiste jeg det. Når min far kom hjem, forventede han, at det var der. Jeg sagde til ham, at det var mig, der havde spist det, så min mor ikke fik problemer. Så sendte han mig et blik, men mere skete der ikke. Så jeg opdagede, at det var muligt at bryde dogmerne.n

Foto

: Mik

kel G

ottli

eb

Foto

: Act

ionA

id

s.12

#2 | 2016actionmagazine

Tekst:Karen Ansbæk

HvadAnalyse

For mange kvinder verden over er bevægelsesfrihed overhovedet ikke noget, man kan tage for givet. Offentlig transport er for dyr, busruterne er utilstrækkelige, og busserne er ofte så proppede, at det er svært at vriste sig fri af gramserier og andre former for seksuel chikane. Løsningen på sådanne problemer kræver knaster. Og her er svaret skat.

KVINDER SKAL OM BORD PÅ BUSSEN

Offentlig transport er helt afgørende for kvinders hverdag i store byer i udviklingslandene. Når kvin-der er gravide, skal føde og bagefter tage sig af et spædbarn, er det afgørende, at de kan få adgang til jordemoderrådgivning, hospitaler og sundheds-pleje. Men det er svært, hvis de ikke kan komme derhen. På samme måde kan det være svært at nå hen til sin uddannelse eller til et job, der er uden for gåafstand. Eller til markedet for at sælge varer. Kvinder bliver simpelthen afskåret fra at gøre sig økonomisk uafhængige.

Vi har undersøgt, hvordan offentlig transport fungerer i Dhaka i Bangladesh, Abuja i Nigeria og São Paulo i Brasilien. Undersøgelsen understreger, at kvinder oplever store barrierer i forhold til deres mobilitet og dermed mulighed for ligestilling.

For det første er kvinders adgang til offentlig transport begrænset af, at antallet af busser slet ikke matcher behovet i de tre byer. Byerne er vok-set eksplosivt over de senere år, og antallet af bus-ser er slet ikke fulgt med. Det er en udfordring, der naturligvis rammer begge køn. Men kvinder er særligt hårdt ramt, fordi de simpelthen har svært ved at mase sig ind i busserne. Og fordi trængslen giver mænd ‘frikort’ til at gramse. Det får kvinder til at undgå overfyldte busser.

For det andet er priserne på offentlig transport ofte for høje til, at kvinder har råd til at bruge dem til alle de behov for transport, de har – f.eks. at

ledsage børn til skole, hjælpe børn og ældre med at komme på ho-spitalet eller til lægen, bringe varer til marke-det osv.

For det tredje er planlægningen af of-fentlig transport ikke særlig lydhør over for fattige kvinders ønsker og behov. Busruterne er ikke planlagt, så de tager hensyn til de særlige behov, kvinder har, når de tager sig af omsorgsarbejdet med børn og ældre. Og fattige områder i by-erne, eller deciderede slumområder, er i det hele taget meget dårli-gere betjent af offentlig transport end mere res-sourcestærke områder. Der er heller ikke tænkt i, hvordan nogle områder kan være særligt utrygge for kvinder at færdes i, eller i hvordan man imøde-går dette med gode offentlige transportmuligheder og ordentlig byplanlægning. u

s.13

PRISEN FOR KVINDEVENLIG TRANSPORT

BANGLADESHBangladesh Road Transport Authority anslår, at der i Dhaka mangler omkring 3.000 busser. Det ville koste omkring 207 mio. USD at anskaffe.

NIGERIAFor at forbedre transportsituationen i den nigerian-ske by Abuja, anslås det, at der er brug for 600 ekstra busser. Det vil koste omkring 54 mio. USD.

BRASILIENI São Paulo koster det omkring 870.000 USD at skaffe bedre belysning i et lokalområde med 200.000 mennesker.

KVINDERS TRAFIKPROBLEMER I PROCENTER92 procent af de kvinder, der bor i Heliópolis favela i udkanten af den brasilianske storby São Paulo, angiver, at de er bange, når de venter på offentlig transport. 58 procent er bange for at blive voldtaget.

80 procent af alle kvindelige lavindkomst pro-duktionsarbejdere i Bangladesh’ hovedstad, Dhaka, har ikke råd til at tage offentlig transport og må gå til og fra arbejde. Det gælder for 61 procent af mændene med lignende job.

36 procent af alle kvinder i São Paulo i Brasi-lien har oplevet vold og chikane under offentlig transport. Der er også et stigende antal anmeld-te voldtægter i byens metro.

84 procent af de bangladeshiske kvinder, der deltog i en ActionAid-undersøgelse i 2014, sva-rede, at de oplever nedsættende og seksuelt ladede kommentarer, når de færdes på gaden.

Foto

: Car

lton

Bro

wne

via

Flic

kr

s.14

#2 | 2016actionmagazine #2 | 2016

Kvinder og piger bruger 90 procent af deres indkomst på familien, mens mænd kun lægger 30-40 procent i familiens husholdning.

Fuld ligestilling på arbejdsmarkederne ville øge verdens samlede BNP med 28 trillioner dollars – rundt regnet som USA’s og Kinas økonomier tilsammen.

Hvis alle kvinder havde den nødvendige adgang til prævention og rådgivning, kunne man forhindre 74 millioner utilsigtede graviditeter og 36 millioner aborter hvert år.

Hvis en kvinde bliver i skolen til efter 7. klasse, vil hun statistisk set gifte sig senere og få 2,2 færre børn, som vil være mere sunde og raske.

Hvis kvindelige bønder fik adgang til de samme ressourcer som mænd, ville op mod 150 millioner færre mennesker sulte.

1

3

4

2

5

$

$

$

STATSKASSE

5

$$ $$

$

$

$

STATSKASSE

5

$$ $$

$

$

$

STATSKASSE

5

$$ $$

$

$

$

STATSKASSE

5

$$ $$

$

$

$

STATSKASSE

5

$$ $$

Teks

t: M

ikke

l Got

tlieb

. Illu

stra

tion:

Lau

ra J

ohan

ne G

. Dan

iels

en, A

ndre

w M

cKin

ley,

Kev

in W

ynn

og a

nbile

ru a

dale

ru fr

om th

e N

oun

Pro

ject

.

5 GRUNDE TIL AT INVESTERE I PIGER OG KVINDER

“Det var ubehageligt vejr, og de dårlige drænsystemer havde skabt strømme af vand selv på de største veje i Dhaka. Para-plyen, jeg havde med mig, kunne kun beskytte mit hoved, resten af kroppen blev ramt af regnen. Jeg trak ikke mine bukser op, selvom vandet skyllede ind over mine fødder, hver gang et køretøj kørte forbi, fordi jeg ville undgå unødig opmærksomhed.

Jeg nåede frem til det overfyldte busstoppested og købte billetten, blot for at finde ud af, at bussen var forsinket. Jeg ven-tede tålmodigt i køen og indså, at jeg ikke ville være i stand til at nå mit universitet før klokken 11. Jeg ville gå glip af mine timer i regnskabsføring den dag, det var tredje gang i træk, det skete.

Regnen havde fået mit tøj til at klæbe til kroppen, hvilket gjorde mig til god underholdning for den skare af mænd i alle aldre, der ventede sammen med mig ved busstoppestedet. De stirrede på dele af min krop, og det føltes værre end det dryp-pende tøj.

Jeg kiggede rundt for at finde et toilet ved busstoppestedet, så jeg kunne skifte til det tørre tøj, jeg havde i en plasticpose – ikke kun for at undgå den uønskede opmærksomhed, men pri-mært fordi jeg ikke havde råd til at blive syg.

Der var ikke et toilet, jeg kunne bruge på det tidspunkt. Jeg fandt senere ud af, at der kun er 67 offentlige toiletter til over 15 millioner indbyggere i Dhaka.

Mens jeg stadig overvejede, hvordan jeg kunne skifte til tørt tøj, kom bussen. Alle skyndte sig mod indgangen uden at be-kymre sig om køen. De ville bruge al fysisk styrke i kroppen til at skubbe, trække og albue sig frem. Undervejs mærkede jeg et klem i min bagdel. Jeg vendte mig om for at skrige, men der var så mange mennesker bag mig, at jeg ikke kunne sige noget.

Manden bag mig råbte i stedet ad mig, fordi jeg stoppede op og kiggede bagud: “Hvorfor stopper du? Vil du ikke med bussen? Åh, se, hvor langsomt hun bevæger sig!”

Da jeg nåede frem til indgangen, skubbede buskonduktøren mig til side og råbte, at de ni pladser, der er beregnet til kvinder, allerede var optaget. Jeg råbte op og insisterede på, at de an-dre sæder er generelle pladser til både mænd og kvinder, men han ville ikke lade mig komme ind i bussen, og mændene bag mig skubbede mig væk fra indgangen og gik selv om bord. Jeg så bussen forlade stoppestedet og stod tilbage med en masse vrede og smerte. Jeg måtte vente på den næste bus.

Det sker regelmæssigt, at bushjælpere ikke tager kvinder med, fordi der ikke er nogen ledige kvindepladser. Ofte lader de også kvinder sidde på den opvarmede motor.

På den positive side var jeg nu forrest i køen og følte mig rimelig sikker på, at den næste bus ville have et ledigt sæde til kvinder.”

Endelig er sikkerhed et stort problem. Kvinder op-lever ofte sexchikane i form af gramserier og tilråb, både på vej til bussen, ved busstoppesteder og på selve busturen. Der er også tilfælde af deciderede voldtægter i busser, som vi har hørt om i Indien for et par år siden.

De udfordringer kan måske virke banale. Men de står afgørende i vejen både for kvinders personlige udvikling og for udviklingen i fattige samfund.

Myndighederne i fattige lande kan gøre flere ting for at takle udfordringerne. De kan sørge for en byplanlægning, der gør det muligt at udbygge den offentlige transport på en måde, der tager be-folkningsvæksten i betragtning. De kan sørge for, at køreplaner, ruter og prissætning tager hensyn til fattige kvinders transportbehov og dermed be-vægelsesfrihed. I forhold til sikkerhed kan gade-belysning, alarmknapper, sikkerhedskameraer og polititræning forbedre forholdene.

Alt dette koster naturligvis penge – mange pen-ge. Og i lande som Bangladesh, Nigeria og Brasili-en er der ikke mange penge at rutte med, når poli-tikerne skal beslutte sig for offentlige investeringer.

Derfor er der grund til at se på de skatteaftaler, der tillader store virksomheder at smyge sig uden om en fair skattebetaling. Eksempelvis mister Bangla-desh omkring 85 mio. USD om året på grund af en enkelt klausul i dets skattetraktater, som be-grænser Bangladesh’ mulighed for at beskatte udenlandske virksomheders aktieudbytte. Nigeria er anslået gået glip af omkring 3,3 mia. USD over de seneste 10 år på grund af ekstraordinære skat-teundtagelser for nogle af verdens største oliesel-skaber som Shell, Total og ENI.

Det er beløb, som kunne få kvinderne om bord på bussen. n

Læs mere om kvinders adgang til offentlig transport i ActionAid-rapporten: Freedom to Move. Find den under ms.dk/udgivelser.

Find meget mere viden om, hvad store virksomheders skattespekulation betyder for udviklingslande, her: ms.dk/skat/viden.

EN KOLD VASKER I DHAKAS VARMEBANGLADESH: HAWANUR KHANTUNS HISTORIE

Foto

: Riz

wan

Has

an

Mellemfolkeligt Samvirke • Fælledvej 12 • 2200 København N

actionmagazine

HVEM? Kvinderetsforkæmpere i Mellemfolkeligt Samvirke – med Nishat Hasan fra ActionAid Bangladesh som guest star.

HVAD? Et indspark i debatten om kvinders muligheder og rettigheder. Hvis kvinder skal være med til at trække udviklingslande ud af fattigdom, er det helt nødvendigt at få bedre offentlige ydelser på

plads: uddannelse, børnepasning, offentlig trans-port, sundhed mv. Der skal med andre ord skatte- kroner i kassen – og det kommer der ikke, hvis store virksomheder smyger sig uden om en fair skattebetaling.

HVOR? Ved Bella Center i København under konferencen Women Deliver, som samlede op mod 6.000 delta-gere fra 150 lande – herunder politikere og repræ-sentanter for store virksomheder.

Foto

: Jep

pe C

arls

en fo

r M

S