Jette Andersenjette@ag.gl

Ét teaterstykke, fem små historier. Instruktør Hanne Trap Friis, der også stod bag successen Angu-tivik – der i øvrigt skal på en to måneders Danmarksturne igen – har haft travlt. Ligeså med skue-spillerne. De kører på deres sidste rest benzindamp denne dag, da AG er til pressevisning på SLET-TEN, produceret af Teater freeze-Productions.

Et teaterstykke om blok 1-10 i Nuuk. En fortælling om blokkene fra de står og strutter klart og flot til i dag, hvor de er så nedslidte, at blok 1 ikke kan reddes og er ved at blive revet ned.

I stykket er der fem små historier om livet i betonblokkene i Nuuk. De små historier foregår i hen-holdsvis blok 2 og 6, i de gamle fritidshjem.

Blokkene har budt på meget i folks liv. Der er kvinden, der for-tæller om at flytte til Nuuk fra en bygd, da bygningerne står klar, der er forfatteren Kim Leines egen fortælling om sin tid i de lydte blokke, der er fortællingen om det uopklarede mord i blok 7 i 1985, der er de unge skuespillere, der bruger lokalet til at fortælle bidder af Sørine Steenholdts tekster fra Zombieland og så er der dans, der fortæller om menneskets møde på godt og ondt med byen og beto-nen.

Hanne Trap Friis så første gang

blokkene, da hun var i byen i 2012 og allerede dengang begyndte en ide at ulme.

- Hvor kunne det være spænden-de, at fortælle den historie, siger instruktøren, der generelt er me-get optaget af at fortælle historier om mennesker, også de menne-sker, hvis historier ikke bliver hørt.

- Det her projekt skal til Dan-mark i 2021, hvor det er 300-året for den danske kolonisering af Grønland. Så tager vi en masse grønlændere, der kunstnerisk in-vaderer Danmark, siger hun.

Forestillingerne varer hver om-kring 30 minutter og er så auten-tisk, som det kan blive. Der er ikke brugt mange penge på scenografi, fordi de bruger det, der er. Huller i loft, vægge, har fået lov at blive og bliver på den måde en del af fort-ællingerne.

Knappe vs. gigtMakka Kleist portrætterer en kvin-de, der er blevet tvangsforflyttet til blokkene fra en lille bygd, i stykket The view eller udsigten på dansk. Hun sidder på en stol og fortæller. Fortæller om at flytte til blokkene. Fortæller om sin bygd.

Der er ikke det store lysshow, ikke de vilde lyde. Bare hende og historien. Det virker enormt ind-dragende. Makka tager mig med ind i sin historie stort set med det samme.

- Vi varmede huset op i bygden med kul, og vi gik tidligt i seng om vinteren, inden det egentlig blev

mørkt, så der stadig var varme i væggene. Vi pakkede os ind i dy-ner og lagde os ved siden af hinan-den. Hold da op, hvor der var varmt, da vi kom hertil. Radiato-rerne var slet ikke til at røre, når de blev varme. Og vi boede i mid-ten af blokken, så det hjalp også på varmen. En anden ting, der var noget så forunderlig, var vandet. Koldt vand. Varmt vand. Ikke no-get med at hente vand. Ej, hvor var det besværligt, at hente vand om vinteren i vores hjembygd. Hakke små stykker is af et isfjeld og smel-te det. Nej, hvor var det besværligt, at vaske tøj! Det er da klart, at vo-res hænder er hårdt ramte af gigt. Hvad skal vi også bruge vores hæn-der til her, haha! Når man bare lige trykker på noget, så er det ord-net, hahaha! Da vi først kom her-til, var jeg så betaget, at jeg gik i bad hver dag, vaskede tøj og va-skede op. Åååh, og masser af fjern-syn. Nu forstår jeg endelig ordet ferie. Jeg hørte det først, da jeg var barn og jeg troede, det var et eller andet lækkert, man kunne spise. Folk sagde lykkeligt »mmmh«, når de havde sagt »ferie«, lyder en lille del af historien.

Tankerne bag et stykkeMakka Kleist var ikke i tvivl om, at hun ville takke ja til rollen, da hun fik den tilbudt af Hanne Trap Friis.

- Det må være min generations historie og måske også mine foræl-dres generations historie, jeg må

fortælle, siger hun.Makka er selv fra Qullissat og

kender til tvangsflytning, selvom hun var flyttet hjemmefra, da hen-des forældre, som de sidste blev flyttet til Sisimiut. I blokke.

- Det var meget, meget mærke-ligt. Det var som om ens hjem blev revet væk. Jeg drømmer stadigvæk om Qullissat. Mine drømme star-ter mange gange i Qullissat. Jeg ser landskabet, nogle gange for-størret, nogle gange mindre, siger hun.

For at spille rollen, har hun ta-get udgangspunkt i sine forældres oplevelser af at blive tvangsflyttet, men hun har også snakket med mange andre tvangsflyttede og kunne på den måde, f lette det sammen til én historie. Men én ting, gik igen i deres fortællinger:

- Udhuse. Alle, jeg snakkede med, savnede sådan et udhus. De havde ingen steder at stille deres fangst- og fiskeredskaber og skind-rammer. De anede ikke, hvor de skulle rense de dyr, som mændene kom hjem med. De fleste kom jo fra et hus med et udhus, siger Mak-ka Kleist, der derfor også har et afsnit med om udhusets betyd-ning.

- Godt nok kunne de trykke på knapper. Men hvad så? De kunne ikke selv skaffe mad. Manden blev inaktiv og sad bare og gloede. Før i tiden var han næsten aldrig hjemme og gik på fangst og fiske-ri. Hentede sin mad. Så der er også noget Grønlandshistorie i stykket,

kombineret med de udsigtsløse blokke, siger hun.

- Der var rigtig mange, der nævnte den manglende udsigt. Udsigten. Nogle følte, de var ved at blive kvalt, fordi de ikke kunne se havet, siger Makka Kleist.

- Det skal man passe på med, når man bygger her. Udsigten, siger hun stille.

Men det absolut værste for de tvangsflyttede, var at forlade gra-vene.

- Det var som om, de døde for anden gang, genfortæller Makka.

Historien om blokkene – i og for sig ikke kun i Nuuk – er vigtig, si-ger skuespilleren, fordi der er mange, der ikke lærer om Grøn-lands historie i skolerne.

- Det bliver ikke skrevet ned, for-di det »bare« er blokke. Men der var mange vigtige liv.

Det var grunden til, at hun sag-de ja til at være med.

- Sådan kan jeg være med til at videregive historie.

Livet i blokkeneTil pressevisningen får vi alle styk-kerne, undtagen dansen, at se. Få minutter af hver fortælling. Vi er i både blok 2 og 6. Og når man selv er vokset op i blok 1 – som denne journalist er – er der rigtig meget genkendeligt i alle historierne. »In zombieland« skildrer en vred, ung mand, der savner sin mor. Ikke den person, hun er i dag, men sin mor, råber han igen og igen. Han råber, indtil to venner trøster ham og til sidst begynder at feste, for at muntre ham op.

Ja, der er mange feste i sådanne blokke. Når man har boet der læn-ge nok, er det også en smal sag, at

Blokkenes usynlige historieAG har været til pressevisning på teaterstykket SLETTEN, der skal vises under Nuuk Nordisk Festival i de selvsamme blokke, som teaterstykket handler om

Kim Leine nammineq inissiarsuarni najugaqarnerminit oqaluttuarpoq,

nuliami arnaatimilu aamma inissiarsuarni najugaqartup

akornanni iluatsitaarisarnini pillugu.

Kim Leines egen fortolkning af sin tid i blokkene, hvor han

jonglerede mellem en kone og en elskerinde, der også boede i

blokkene.

NARSARSUARMI ilitsersuisoq Hanne Friis Trap.

Hanne Trap Friis, instruktør på SLETTEN.

LEIF

F JO

SEF

SEN

8 ONSDAG 09. OKTOBER 2019 ATUAGAGDLIUTIT

finde ud af sådan cirka, hvor fe-sten er, bare ved at lytte sig frem. De der betonvægge, gør intet godt. Det samme med skænderier, men det var mest naboer til hver side og underbo, jeg tydeligst kunne høre. Altså, hvis det kom derfra. Så da Thomas Knuth og Helene Kvint, der spiller Kim Leine og hans kone i »Sletten«, går udenfor loka-let og lukker døren, og begynder at skændes, får jeg sådan et under-ligt deja-vu. Det var så genkende-ligt. Det har jeg ikke savnet.

Jeg boede i blokken fra jeg var syv år gammel og indtil jeg flytte-de hjemmefra, så det var ikke no-get, der generede mig voldsomt dengang. Jeg var ligesom lidt vant til det. Jeg havde min cd-afspiller, jeg kunne skrue op, hvis jeg ikke gad at høre på naboer eller natte-livsmennesker, der gik på svale-gangen. I dag ville jeg ikke orke sådan noget meningsløst drama.

Jeg har til gengæld aldrig hørt om det uopklarede mord i blok 7. Jeg var også halvvoksen, før jeg fik at vide, at blok 5 engang var sprun-get i luften.

Men alle teaterhistorierne var meget mørke. Som jeg får at vide, så er der ikke meget drama i de gode historier. Men så vil jeg op-summere hurtigt her. Jeg havde så mange venner. Der var altid nogle at lege med. At være sammen med. Og vi holdt sammen. Vi drillede hinanden. Vi hadede hinanden. Og så blev vi gode venner igen. Vi skrev på væggene i opgangene (jeg får helt svedige håndflader, bare ved at skrive det), vi legede hop-over-bold, søstjerne, kugler, sjippede, spillede fodbold, rund-bold, langbold bag blok 2, et-tag-

fat på alle etager og rundt ude på vejene. Fortalte spøgelseshistorier om vinteren på legepladsen.

Jeg fik et af mine første »rigtige« ungdomskys i den midterste op-

gang i blok 2. Vi hoppede ud fra første og anden sal, så snart, der var nok sne og når parkeringsplad-sen isede til og det blæste, lynede vi jakken op og hev den over hove-

det, så den fungerede som et sejl, og så fløj vi ellers bare af sted. De utallige besøg og overnatninger hos veninder.

Ja, der er meget at sige om blok-

kene. Men nu er mit barndoms-hjem ved at blive revet ned. Det er faktisk ret sørgeligt.

Reumertip nersornaasiuttagaanik nersornaaserneqarsimasoq Klaus Geisler blok 7-imi paasineqanngitsumik inuarneq pillugu qaluttuami ilaavoq.

Reumertprismodtager Klaus Geisler, er en del af historien om det uopklarede mord i blok 7.

LEIF

F JO

SEF

SEN

LEIF

F JO

SEF

SEN

GRØNLANDSPOSTEN PINGASUNGORNEQ OKTOBARIP 09-AT 2019 9