DEN DANSKE ADEL SIDEN 1849

AD

EL

GA D S F O R L AG

B O G E N E R U D G I V E T M E D S T Ø T T E F R A

Dronning Margrethes og Prins Henriks Fond

Carlsen-Langes Legatstiftelse

Den Hielmstierne-Rosencroneske Stiftelse

Vallø Stift

Udgivet i samarbejde med Dansk Adelsforening

98873_dansk adel_.indd 2 20/03/15 10:08

DEN DANSKE ADEL EFTER 1849

ADEL

GA D S F O R L AG

redigeret af

Lars Bisgaard

Mogens Kragsig Jensen

98873_dansk adel_.indd 3 20/03/15 10:08

Indledning4

Opslagsværket Danmarks Adels Aarbog ud-

kom første gang i 1884. De fleste kalder årbo-

gen for Den Røde Bog eller Adelskalenderen i

daglig tale.

Adelsårbogen udgives af Dansk Adelsfor-

ening, og den næste årbog er nr. 100 i rækken.

Adelsforeningen markerer jubilæet ved at ud-

give denne bog. Den henvender sig til alle, der

interesserer sig for slægtshistorie, danmarks-

historie og ikke mindst for adelens nyere hi-

storie, efter at den med Grundloven af 1849

mistede ”enhver til Adel, Titel og Rang knyttet

Forret”. Bogen er en antologi, der forhåbentlig

vil fornøje læsere med forskellige interesser.

Selv om det er mere end 150 år siden, at

rettighederne forsvandt, er adelen fortsat

både myteomgærdet og genstand for megen

interesse og nysgerrighed. Hvordan det er at

være adelig i dagens Danmark, er et spørgs-

mål, man hyppigt får stillet. Det gives der

mange bud på i de følgende sider. Mit svar er,

at det ikke i sig selv er noget ophøjet eller fint.

Snarere er det en stærk fornemmelse af hi-

storisk kontinuitet tilpasset tidens kulturel-

le, økonomiske og sociale udvikling. Frederik

Raben-Levetzau skrev i sin bog Danmarks ak-

tive Adel i 1996:

En adelsmand opfatter sig selv som et led i en

kæde af tidligere og kommende generationer.

Han kender sine forfædre og er stolt af dem,

som har været fremragende, og han håber,

at han selv og hans efterkommere vil vise sig

værdige til slægten.

Mange slægters oprindelse fortaber sig i hi-

storiens tåger, men ofte er adelskabet begyndt

med én person, der i særlig grad har udmær-

ket sig. I 1630 udtrykker Jesper Friis og Else-

bet Ulfeld det på latin i en indskrift over la-

debygningen på Ørbæklunde. På dansk lyder

det:

Hvad er adelig byrd. Ret intet. Navn må

erhverves ene ved dåd; og dåd vore fædre har

adlet.

Det var dog ikke altid dåd, der førte til

adel. Nogle købte deres adelspatent, andre fik

det som belønning for at have indfriet kon-

ForordAf a d v o k a t , k a m m e rh e r re

H e n r i k b a ro n We d e l l -We d e l l s b o rgFo r m a n d fo r D a n s k Ad e l s fo re n i n g

98873_dansk adel_.indd 4 20/03/15 10:08

Adel 5

gens gæld, og Lercherne forærede kongen en

fregat.

Navnet og slægten er centralt i adelen.

Man kan næsten sige: uden slægtshistorie,

ingen adel. Og vi kan takke Frederik I for, at

adelens genealogi er nemmere at finde ud af,

end det gælder for de fleste andre danskere.

Han fastsatte nemlig på herredagen i Odense

i december 1526 en forordning, hvorefter alle

adelige skulle føre faste slægtsnavne. Resten

af befolkningen fulgte fortsat i flere hundrede

år derefter det gamle system, hvorefter Peter

Hansens søn kom til at hedde Petersen til ef-

ternavn.

Det vigtigste og mest betydningsfulde

værk om dansk adels genealogi er Danmarks

Adels Aarbog. Den er skabt af to personer.

Idéen til en fortløbende dansk adelskalen-

der kom fra redaktør ved Nationaltidende,

stiftsskriver og senere etatsråd Hans Rudolf

Hiort-Lorenzen. Han kunne ikke få noget for-

lag gjort interesseret, så han besluttede selv at

udgive bogen for egen regning og risiko. Han

allierede sig med Anders Thiset, ansat ved Ci-

villisten og senere arkivar i Gehejmearkivet.

Thiset var ubestridt sin tids mest fremragen-

de forsker inden for dansk adels genealogi.

Fra 1884 til 1917 udgav de en bog om året. De

fortjener særlig hædrende omtale i dette for-

ord.

Fra begyndelsen bestod bogen af to dele.

En præsensliste og en stamtavledel. Præsens-

listen giver oplysninger om alle nulevende

adelige og om de afdøde, der er nødvendige

for at forstå sammenhængen i slægten. Stam-

tavledelen indeholder stamtavler over leven-

de eller uddøde slægter. En stamtavle giver

oplysninger om alle slægtens medlemmer fra

den først kendte til den senest fødte. Denne

opdeling er uændret gennem 100 bøger. År-

bogen udkommer nu hvert tredje år. Kvalite-

ten har været vekslende gennem tiden, men vi

kan konstatere, at bogen nu i en lang årrække

har haft redaktører, for hvem det centrale har

været kvaliteten af de historiske oplysninger.

Man kan glæde sig over, at en så lille dansk

adel alligevel har kunnet udgive en bog, der er

mere allround end adelskalenderne i de store

lande.

Da temaet for denne jubilæumsbog skul-

le vælges, var der flere nærliggende mulig-

heder. En krigerisk middelalderadel eller

adelsvælden 1536-1660 eller udbredelsen af

enevældens nye talrige adel. Disse perioder er

imidlertid dækket af talrige værker, mens pe-

rioden efter tabet af rettighederne nærmest

er jomfrueligt land rent forskningsmæssigt.

Nærheden i tid kan give større genken-

delighed. Der er mange interessante skikkel-

ser, der kan fremhæves, billedmaterialet er

omfangsrigt, og den danske adel blev global.

Derfor blev temaet den danske adel efter 1849.

Hvordan klarede adelstanden udfordringen

med tilpasning til nye vilkår på lige fod med

andre? Et emne med mange almenmenneske-

lige aspekter.

Foreningen har bedt en række forfattere

om at bidrage til bogen. Kravet var, at de kun-

ne skrive bredt og fortællende og samtidig

have forskningsmæssig anseelse. Bestyrelsen

er glade for, at de sagde ja.

Foreningen er meget taknemmelig for den

fornemme støtte, som den har modtaget til

denne bog fra Dronning Margrethes og Prins

Henriks Fond, Carlsen-Langes Legatstiftelse,

Den Hielmstierne-Rosencroneske Stiftelse og

Vallø Stift.

98873_dansk adel_.indd 5 20/03/15 10:08

6 Indhold

Forord 4Henrik Wedell-Wedellsborg

Indledning 8Mogens Kragsig Jensen og Knud J.V. Jespersen

Tre interviews, tre nordiske lande 44Anna von Lowzow

Carl Huitfeldt 44Susanne Vind 49Dick von Blixen-Finecke 54

K A P I T E L 1

SAMFUND OG POLITIK 58

Et spørgsmål om balance 60Aristokrati og demokrati i 1800-tallets debatJeppe Nevers

Constant Dirckinck-Holmfeld 82Ludvig Holstein-Ledreborg 85

”Han ville ride en rask Volte” 88Baron Carl Blixen Finecke i politik ca. 1848 til 1870 Niels Clemmensen

Godsadelen under forfatningskampen 122

Den, der gemmer til natten … 124 Lensafløsningen 1919-1930 Ditlev Tamm

Henrik Berner (Anna von Lowzow) 142

At kæmpe Danmarks sag 146Mellem nationalsocialisme og modstandskamp Maria Groth Rasmussen og René Ask Rasmussen

Jørgen Sehested 161Ludvig Alfred Otto Reventlow 166Tre brødre i modstandskampen 170

Aristokrati, meritokrati og monarki 172Slægten Scavenius og kongemagten 1843-1943 Jes Fabricius-Møller

Kongen, borgerne og adelen 190

K A P I T E L 2

HERREGÅRD, KUNST OG KULTUR 194

Arkitektur, anlæg, haver 196Herregårdene og den historiske arvMette Smed

Herregårdsinteriører 216Herlighed og hygge Mette Smed

Livet på Fuglsang 240Bodil og Viggo de Neergaard som mæcener Bente Scavenius

Magt og status 256Herregårdsjagtens storhedstid Jesper Laursen

Emil von Holstein-Rathlou 277

Frk. I. Brockenhuus-Løwenhielm 282Social pioner og gøgeunge i egen redeBirgitte Possing

De to baronesser - fra Thomasine til Tanne 302Synet på adelen i dansk litteratur i det 19. og 20. århundrede Johan de Mylius

Ludvig Holstein 327

Indhold

98873_dansk adel_.indd 6 20/03/15 10:08

Adel 7

Ejler Bille 330Den ufrivilligt adelige kunstnerBente Scavenius

K A P I T E L 3

ADEL, STATUS OG SYMBOLIK 342

Adelen må organisere sig 344Danmarks Adels Aarbog og Adelsforbundet Knud J.V. Jespersen

Georg Frederik Zytphen-Adeler 360

Adelen og lighedssamfundet 364Rang og stand ca. 1750-1950 Knud J.V. Jespersen

Rangadel (Nils G. Bartholdy) 376Udblik til Europa (Mogens Kragsig Jensen) 380

Løver og liljer 384Adelens heraldikRonny Andersen

Jørgen Christian Bille Brahe 399Hans Heinrich Adam

Berner-Schilden-Holsten 401

Lige børn leger bedst 404Adelens ægteskabspraksis siden 1849 Maria Groth Rasmussen

Hvad skal barnet hedde? 417Om adelig navneskik og -brugMaria Groth Rasmussen

Lerchenborgs Lercher hedder Christian (Anna von Lowzow) 428Caroline Rantzau Høegh-Guldberg

og Claus Høegh-Guldberg (Anna von Lowzow) 433

Forsørgelse og statussymbol 438De adelige jomfruklostre i Danmark

Henrik Holstein og Poul Holstein

Karen Knuth (Anna von Lowzow) 460

K A P I T E L 4

ERHVERV OG NÆRING 464

Brun jord og blåt blod 466Danske adelige som godsejere efter 1849 Carsten Porskrog Rasmussen

Tage Reedtz-Thott 484

Kården og kjolen 490Officers- og embedsadel Hans Christian Bjerg

Viceadmiral A.H. Vedel 507

Adelen i erhvervslivet 516Tilpasning til nye tider Hans Chr. Johansen

Henry Adolph Rømeling 529

K A P I T E L 5

EPILOG 534

Favntag med det moderne 536Adelen efter 1849 Lars Bisgaard

Henry Moth 551Knud Rosenvinge 555

Adelen i dag 559Lars Bisgaard

Matrikel over bestyrelse(r)og årbogsredaktion 1884-2015 562

Litteratur 566

Noter 571

Billeder 579

Stedregister 583

Personregister 585

Bogens forfattere 590

98873_dansk adel_.indd 7 20/03/15 10:08

Indledning8

MODSATTE SIDEKong Frederik VII og lensgrevinde Louise af Danner forsamlede, eller måske nærmere opstillede, omkring et parti skak.

Dansk adel indtil Junigrundloven 1849

Det var kun med nød og næppe, at dansk adel

som begreb og institution overlevede Juni-

grundloven 1849. Ganske vist endte Grundlo-

vens § 97 med at fastslå, at ”enhver i Lovgiv-

ningen til Adel, Titel og Rang knyttet Forret er

afskaffet”. Denne formulering betød, at adels-

navnet og de adelige titler nok fik lov til at be-

stå, men at alle forrettigheder i forbindelse

dermed for fremtiden skulle være afskaffet.

Selv om dette først skete endelig fyldest 70 år

senere med den såkaldte Lensafløsningslov af

4. oktober 1919, der fjernede de sidste rester af

privilegeret adelig godsbesiddelse, var adels-

begrebet dermed tømt for retligt indhold, selv

om selve begrebet fik lov til at leve videre.

Selv dette holdt det imidlertid hårdt med.

Med henvisning til, at man i Norge i 1821

havde taget skridtet fuldt ud og helt afskaf-

fet adelsbegrebet, havde et mindretal i Den

Grundlovgivende Rigsforsamlings udvalg til

prøvelse af grundlovsudkastet nemlig fore-

slået, at paragraffen kort og godt skulle lyde:

”Adel, Titel og Rang er afskaffede.” Udvalgs-

flertallet fandt imidlertid, at den oprindelige

formulering – der kom til at svare til den en-

delige – kunne opretholdes, blot det blev til-

føjet, at adel, titel og rang ikke for fremtiden

kunne meddeles. Dette tiltrådte mindretallet

subsidiært under forudsætning af en tilføjel-

se om, at ”den nuværende Adel ophører med

de nuværende Adelspersoners Død”.

Med denne formulering hang den danske

adels fortsatte eksistens i den tyndest tæn-

kelige tråd. Når den ikke endte med at briste,

skyldtes det udelukkende Frederik VII’s be-

stemte afvisning. Han gjorde det nemlig gen-

nem indenrigsministeren klart, at den oprin-

delige formulering var det længste, han kun-

ne strække sig i indskrænkningen af det kon-

gelige prærogativ. Stillet over for dette pres

bøjede udvalget af, og den oprindelige formu-

lering blev derefter vedtaget af Den Grund-

lovgivende Rigsforsamling med 120 stemmer

mod seks. Dermed havde den ældgamle insti-

IndledningAf M o g e n s Kra gs i g J e n s e n

o g Kn u d J.V. J es p e rs e n

98873_dansk adel_.indd 8 20/03/15 10:08

Adel 9

98873_dansk adel_.indd 9 20/03/15 10:08

Indledning10

Da enhver havde sin rette plads. Et billede på stænder-samfundet, som det er afbildet i en jysk stambog fra 1615. Fra himmelskyen uddeler Gud symbo-ler på stændernes arbejde: Bonden modtager en plejl, den gejstlige en bog, kongen får krone og scepter, og adels-manden modtager som repræsentant for værnestanden, et sværd.

tution, dansk adel, overlevet dette hidtil alvor-

ligste anslag mod dens eksistens – om end i en

noget forpjusket skikkelse.

Selv om adelen som institution havde

rødder langt tilbage i middelalderen og der-

med var bærer af en lang historisk tradition,

var der himmelvid forskel på den adel, der i

1849 frygtede sin standsmæssige undergang,

og middelalderadelen. Gennem hele historien

har adelsinstitutionen været et yderst dyna-

misk begreb, hvis skiftende indhold afspejler

samfundsudviklingen i bred forstand. I virke-

ligheden er der kun to forhold, der har holdt

sig nogenlunde uforandret over tid – i hvert

fald frem til 1849 – nemlig selve betegnelsen

adel og adelsgruppens relative størrelse i for-

hold til resten af befolkningen. Med en ganske

forbavsende konstans udgjorde denne lille

elite gennem alle omskiftelser fra middelal-

deren og frem til 1849 hele tiden omkring en

kvart procent af den samlede befolkning. På

alle andre områder skiftede gruppen karakter

og rolle i takt med samfundsforandringerne.

Hovedtrækkene i denne forandringsproces er

anliggendet her.

Fra krigerkaste til godsejeradelAdelen var i sit historiske udspring samfun-

dets krigerkaste.1 I middelalderens funkti-

98873_dansk adel_.indd 10 20/03/15 10:08

Adel 11

onsdelte samfundsordning var den define-

ret som samfundets værgestand, hvis eksi-

stensberettigelse bestod i, at den med våben i

hånd skulle forsvare det øvrige samfund mod

ydre og indre fjender. Dette bestod – foruden

af værgestanden – af lærestanden, dvs. lærde

og gejstlige, som tog sig af kulturen i almin-

delighed og gudsdyrkelsen i særdeleshed, og

nærestanden, dvs. borgere og bønder, som ved

deres arbejde sikrede samfundets timelige

behov. Som forvalter af de kultiske anliggen-

der ansås lærestanden frem til reformationen

1536 som den fornemste stand, mens nære-

standen rangerede lavest i samfundshierarki-

et. Midt imellem befandt værgestanden – den

verdslige adel – sig.

At føre krig i panser og plade til hest var

en højt specialiseret kunst, en livsform, der

krævede nærmest livslang oplæring og træ-

ning. Det var tillige en kostbar affære for den

enkelte ridder at stille med én eller flere fuldt

udrustede lansebevæbnede ryttere med tilhø-

rende hjælpefunktioner. Udgiften til opfyldel-

se af denne værnepligt kan snarest sammen-

lignes med, at en moderne værnepligtig på-

lagdes at stille til tjeneste med sin egen tun-

ge kampvogn, hvilket langt ville overstige den

enkeltes formåen. Som kompensation for dis-

se store udgifter fik ridderen derfor af kongen

overladt større eller mindre mængder jorde-

gods enten som len under kronen på gunsti-

ge vilkår eller som privat ejendom. Samtidig

fik værgestanden skattefrihed for al fast ejen-

dom. På denne måde opstod de grundlæggen-

de adelige privilegier, nemlig den personlige

skattefrihed og retten til at eje frit jordegods.

Adelens modydelse var opfyldelse af krigstje-

nestepligten. Mod betaling i jord og privilegi-

er sikrede samfundet sig på denne måde et

funktionsdygtigt militært forsvar, hvilket var

hensigtsmæssigt i en naturalieøkonomi som

den middelalderlige.

Ved 1500-tallets begyndelse var adelen så-

ledes veletableret som en militær tjenesteadel

med privilegier, der gjorde standen til en af

rigets bedst aflagte befolkningsgrupper. For-

udsætningen for fastholdelse af denne posi-

tion var blot fortsat opfyldelse af krigstjene-

stepligten. Her var det imidlertid allerede på

dette tidspunkt begyndt at knibe. Ikke fordi

adelen unddrog sig sine forpligtelser i høje-

re grad end tidligere; men fordi den generel-

le militære udvikling var i fuld gang med at

overhale den form for krigsførelse, som ade-

lens medlemmer traditionelt var specialister

i, nemlig den direkte kamp mand mod mand

med rytterlanse eller tohåndssværd.

På de europæiske slagmarker var der på

denne tid dukket to nye fænomener op, der på

afgørende vis ændrede selve krigens natur og

format. Det ene var fremkomsten af massive

fodfolksenheder bevæbnet med lange lanser,

som ved deres disciplinerede optræden vi-

ste sig ridderskarerne overlegne i slagkraft og

modstandsdygtighed. Dette havde med gru-

opvækkende tydelighed vist sig allerede i 1477,

hvor en schweizisk fodfolkshær bevæbnet med

lanser og leer i et slag ved Nancy massakrere-

de en burgundisk ridderhær til ukendelighed.

Nyheden derom sendte chokbølger ud over det

ganske Europa og satte for alvor spørgsmåls-

tegn ved den beredne adels fortsatte militære

effektivitet. Det var begyndelsen til enden på

adelens monopol på krigshåndværket.

Det andet fænomen var ildhåndvåbne-

nes gradvise sejr over de blanke våben, der

for alvor tog sin begyndelse på nogenlunde

samme tid. En fodfolksbåret musket eller ha-

gebøsse havde en meget længere rækkevidde

end en nok så lang rytterlanse, og en velrettet

98873_dansk adel_.indd 11 20/03/15 10:08

Indledning12

Slaget ved Nancy 5. januar 1477, hvor her-tug Karl af Burgund led nederlag til hertug René II af Lothringen. Kampene markerede enden på Burgund som selvstændig stat og satte et stort spørgsmålstegn ved uovervindelighe-den af den beredne adelshær.

musketkugle kunne på stor afstand sætte en

ridder til hest ud af spillet, uanset hvor godt

pansret han var.

Disse nyskabelser var kernen i den ud-

vikling, som man under ét almindeligvis be-

tegner som 1500-tallets militære revolution.

Den indebar en fundamental ændring af selve

krigsførelsens natur fra et adeligt kunsthånd-

værk til en masseindustri. Det nye fodfolks-

element betød, at nye rekrutter fra alle sam-

fundslag strømmede til hærene for mod be-

taling at lade sig hverve som fodmarcheren-

de landsknægte, der efter en kortere oplæring

kunne betjene både en fodfolkslanse og de

nye ildhåndvåben. Hærene voksede på denne

måde eksplosivt i størrelse, og deres sociale

sammensætning blev langt bredere end tidli-

gere. I takt med at krigen således forvandlede

sig til en masseindustri, mistede den hidtidi-

ge krigerstand, adelen, sit militære monopol

– og dermed i en vis forstand sit egentlige ek-

sistensgrundlag. Det tidlige 1500-tals adel op-

98873_dansk adel_r1.indd 12 26-03-2015 09:46:01

Adel 13

levede dermed et funktionstab, der kan sam-

menlignes med det, som typograffaget ople-

vede i slutningen af det 20. århundrede, da

elektronikken gjorde blyet overflødigt i den

grafiske branche og dermed nærmest udra-

derede faget.

Denne omvæltning på det militære områ-

de udraderede dog ikke den danske adel, men

tvang den til gengæld til at vælge nye strate-

gier for at forsvare sin eksistens og sine pri-

vilegier.

For det første kastede standens medlem-

mer sig nu med stor entusiasme over driften

af det betydelige jordegods, som de i tidens

løb var kommet i besiddelse af. I forening med

1500-tallets højkonjunktur bragte dette vel-

stand til hovedparten af de adelige godsejere.

Samtidig havde de held til gennem lovgivnin-

gen at gøre deres i forvejen privilegerede jord-

besiddelser nærmest urørlige for andre sam-

fundsgrupper, hvorved der skabtes et solidt

grundlag for fortsat økonomisk og social for-

trinsstilling. Den privilegerede jordbesiddel-

se – retten til at eje ”fri ejendom”, som det hed

i tidens sprog – blev dermed efterhånden det

vigtigste kriterium for adelskab til erstatning

for den mere og mere betydningsløse krigstje-

nestepligt.

For det andet lykkedes det i forbindel-

se med den kirkelige reformation i 1536 den

verdslige adel at tiltage sig et faktisk mono-

pol på alle de vigtigste og mest indbringen-

de embeder i både central- og lokaladmini-

strationen. Dertil kom, at højadelen gennem

Rigsrådet – ved siden af selve kongemagten

det eneste betydende centrale magtorgan i ri-

get – sikrede sig en politisk indflydelse, som

alle andre befolkningsgrupper til gengæld var

udelukket fra. Denne adelige reaktion lå på

sin vis i udmærket forlængelse af den militæ-

re revolutions omvæltninger. Inden disse hav-

de adelen overbevisende kunnet begrunde sin

særstatus med krigstjenestepligten. Men da

denne funktion gik tabt, og det militære mo-

nopol i stedet gled over til statsmagten, var

det kun følgerigtigt, at adelen i stedet søgte at

opnå kontrol med den hastigt ekspanderende

statsmagt. Tiden 1536-1660 kendetegnes med

andre ord af en benhård rivalisering mellem

konge og adel om selve kontrollen med stats-

magten.

For det tredje gennemtvang adelen på

samme tid en næsten fuldstændig aflukning

af standen over for resten af samfundet. Ny-

optagelser i standen kunne herefter kun ske

med det adelige rigsråds samtykke, hvilket

betød, at kongens ældgamle ret til adling af

særligt fortjente undersåtter i praksis blev

suspenderet, hvorved adelsgruppen i realite-

ten var blevet selvsupplerende. Samtidig ind-

førtes der strenge regler for giftermål mel-

lem adelige og ikke-adelige. Adelige kvinder,

som giftede sig under deres stand, mistede

deres adelskab, og børn af en adelig mand og

en uadelig kvinde var i lovens forstand ikke

adelige. Endelig blev det ved en forordning

1526 påbudt, at adelige i fremtiden skulle føre

slægtsnavn i stedet for som tidligere at bru-

ge patronymer. Derved blev det muligt blot af

selve navnet at aflæse adelig status med sam-

me sikkerhed, som det tidligere havde kunnet

ske i kraft af den militære funktion.

Den danske adel reagerede med andre

ord på det militære funktionstab ved i løbet

af 1500-tallets første halvdel at etablere sig

nærmest som en lukket kaste, utilgængelig

for alle andre end dem, der tilfældigvis var

født ind i standen. På samme måde gennem-

tvang den, at lovgivningen etablerede vand-

tætte skotter mellem adelens godser og anden

98873_dansk adel_.indd 13 20/03/15 10:08

Indledning14

Christen Friis til Kragerup (1581-1639), arketypen på den dominerende adelsmand i ade-lens storhedstid i renæssancen. Med den jævnalderen-de kong Christian IV’s fortrolighed bestred han fra 1616 posten som kongens kansler, og fik samtidig sæde i rigsrådet.

jordejendom. Adelig ejendom kunne ifølge lo-

ven ingensinde afhændes til andre end adeli-

ge. På denne baggrund blev 1500-tallets defi-

nition på dansk adel simpel: Adelige var kun

de personer, som var født ind i de gamle ade-

lige slægter. I Danmark var adelig noget, man

var, kun i yderst sjældne tilfælde noget, man

kunne blive eller gøre sig fortjent til.

Denne lille gruppe, der som nævnt blot

udgjorde en kvart procent af den samlede be-

folkning, udøvede frem til statsomvæltningen

i 1660 så stor magt, at historikere ligefrem be-

tegner tiden 1536-1660 som adelsvældens pe-

riode. Gruppen ejede således hele 44 procent

af landets dyrkede jord. Samtidig havde den i

kraft af standens monopol på landets 60 lens-

mandsembeder afgørende kontrol med kron-

godset, der udgjorde 52 procent af det dyrke-

de areal. Kun de resterende fire procent, der

ejedes af selvejerbønder, unddrog sig adelig

kontrol. Næsten uantastet kontrollerede ade-

len med andre ord landets vigtigste produk-

tionsfaktor, jord, gennem direkte ejerskab el-

ler via statsmagten, der sikrede rollefordelin-

gen i systemet og dermed også adelens for-

trinsstilling. Erobringen af de to monopoler –

godsmonopolet og embedsmonopolet – er den

egentlige forklaring på, at den talmæssigt lille

adel faktisk viste sig i stand til at fastholde sin

førerposition i det danske samfund i mere end

et århundrede, efter at den militære revoluti-

on havde berøvet den det militære monopol. I

kraft deraf gennemførte den danske adel med

held hamskiftet fra krigerstand til godsejer-

og embedsadel. Som synligt udtryk for denne

succesfulde forvandling rejstes netop i denne

periode mange af de prægtige herresæder, der

endnu i dag præger dele af det danske land-

skab. De blev de synlige og repræsentative

rammer om adelig magt og pragtudfoldelse.

På længere sigt blev selve omfanget af

adelens succes imidlertid også roden til dens

definitive fiasko, den betingelsesløse kapitu-

lation til kongemagten i 1660. Forudsætnin-

gen for den før-enevældige adels enestående

magtstilling og dens hævdelse af både gods-

og embedsmonopol var, at den var i stand til

at opretholde en høj grad af indbyrdes soli-

daritet, hvilket igen forudsatte principiel li-

gestilling mellem standens medlemmer, så

indre rivninger kunne undgås. Formelt set

var denne forudsætning opfyldt med adels-

privilegierne, der omfattede enhver adelig fra

den ringeste lavadelsmand til den mægtigste

98873_dansk adel_.indd 14 20/03/15 10:08

Adel 15

godsejer og topembedsmand. De var i teorien

alle frie mænd med lige ret til at nyde deres

adelige privilegier. I praksis udviklede det sig

imidlertid anderledes.

På det økonomisk-sociale område be-

gyndte det for alvor at gå skævt, da højkon-

junkturen ved slutningen af 1500-tallet aflø-

stes af en dyb og langvarig lavkonjunktur. Den

økonomiske krise endte med at splitte adelen

op i en hovedrig, men yderst fåtallig klasse af

godsmagnater og en stor gruppe mere eller

mindre forarmede småadelsmænd, som kun

med yderste besvær formåede at fastholde

adelig levevis og status. Denne kraftige diffe-

rentiering forløb efter Matthæus-princippet:

De, der i udgangspunktet var velaflagte, blev

under krisen endnu mere velstående, mens

omvendt de i udgangspunktet ringere stille-

de tabte både gods og penge i kriseårene. Re-

sultatet var i årene op til statsomvæltningen

1660 en vældig polarisering inden for standen

i nogle få hovedrige magnatslægter, som også

sad på alle de indflydelsesrige embeder, over

for et støt voksende adelsproletariat uden

embeder og med kun lidt gods, som kun med

nød og næppe klarede dagen og vejen. Det si-

ger nærmest sig selv, at interessefællesskabet

mellem disse to grupper var hastigt svinden-

de. Ved 1600-tallets midte var adelen med an-

dre ord en stand, der indefra var under hastig

økonomisk og social opløsning og derfor sår-

bar over for angreb udefra.

Denne udvikling bevirkede, at det for-

hen så magtfulde rigsråd – standens politiske

elite og kongemagtens eneste alvorlige rival

– gradvis mistede sin legitimitet og dermed

også sin politiske styrke. Formelt set repræ-

senterede Rigsrådet hele adelen; men som

følge af dets rekruttering udelukkende fra den

rige magnatadel var det først og fremmest

denne gruppes interesser, der nød fremme i

Rigsrådet, hvorimod den menige adels behov

og synspunkter i stigende grad blev overhørt.

Det gav anledning til udbredt utilfredshed in-

den for adelen i almindelighed og svækkede i

særdeleshed Rigsrådet over for kongemagten

og de øvrige samfundsgrupper. I løbet af Chri-

stian IV’s regeringstid blev Rigsrådets grund-

læggende dilemma tydeligere og tydeligere:

Var det en standsrepræsentation, der var sat

i verden for at varetage adelige standsinteres-

ser i bred forstand, eller var det et statsorgan

med ansvar for statens tarv som helhed?

Ved valget af Frederik III til konge efter

Christian IV’s død i 1648 bestemte Rigsrådet

sig definitivt for, at det var det sidste – et stats-

organ, der ikke blot varetog adelige, men hele

folkets interesser over for en svækket konge-

magt. Rigsrådet foreskrev derfor den nyvalg-

te Frederik III den strengeste håndfæstning,

nogen dansk valgkonge nogensinde havde un-

derskrevet. Håndfæstningen bandt i princip-

pet kongen på hænder og fødder og lagde i re-

aliteten suveræniteten i hænderne på Rigsrå-

det, der dermed etablerede sig som den egent-

lige kongemagt. Ved at tiltage sig denne alter

rex-rolle mente Rigsrådet med et enkelt ge-

nialt træk at have løst sit dilemma. Det havde

nu håndfæstningens ord for, at det var rigets

mest magtfulde statsorgan uden snærende

bindinger til den stand, det var rundet af.

Det viste sig imidlertid at være en ka-

tastrofal fejlvurdering af egen styrke og en

lige så katastrofal undervurdering af konge-

magtens potentiale og Frederik III’s evne til

at manøvrere politisk. Støttet af de uadelige

stænder og frustrerede adelige fra den me-

nige adels rækker havde han i løbet af få år

held til at udmanøvrere de højadelige arki-

tekter bag den strenge håndfæstning, og efter

98873_dansk adel_.indd 15 20/03/15 10:08

Indledning

98873_dansk adel_r1.indd 16 26-03-2015 09:58:56

Adel 17

DENNE SIDEHvedholm uden for

Faaborg, fra højmid-delalderen og frem

til mellemkrigstiden nedarvet i slægterne

Hardenberg, Bille, Brahe og atter igen

Bille.

MODSATTE SIDERevolutionen i 1660

satte i 1780’erne sine spor i enevældens historiemaleri. Her modtager Frederik

III som ny enevældig monark sine under-

såtter, de tidligere stænder.

Rigsrådets svage og rådvilde optræden under

Karl Gustav-krigene 1657-1660 havde rådet og

den toneangivende højadel mistet enhver le-

gitimitet i befolkningens øjne. Det forhen så

magtfulde rigsrådsstyre faldt derfor mod-

standsløst sammen som et korthus, da kon-

gen støttet af gejstlighed og borgere i efter-

året 1660 besluttede sig for at slå til og under

kuplignende omstændigheder indføre først

arvekongedømmet og derefter enevælden,

der satte endeligt punktum for den gamle fød-

selsadels storhedstid.

Fra fødselsadel til rangadelIndførelsen af enevælden brød trylleringen

om adelens magt, og statsomvæltningen i

1660 blev dermed indledningen til en kraftig

nedtur for den gamle adel på snart sagt alle

fronter, socialt, økonomisk, politisk og antals-

mæssigt. Den unge enevælde havde med an-

dre ord held til at svække den gamle adels po-

sition i en sådan grad, at den aldrig siden kom

til at udgøre nogen alvorlig trussel for regi-

met. Strengt taget er det næppe meningsfuldt

overhovedet at tale om en egentlig adelstand

som entydigt begreb under enevælden. I 1671

indledte regeringen nemlig en række refor-

mer, der kom til at gribe dybt ind i de sociale

strukturer og medførte en gennemgribende

omdefinering af selve adelsbegrebet.

De enevældige rangforordninger, der ud-

stedtes i en lind strøm fra 1671, indebar en

konsekvent undertrykkelse af det klassiske

98873_dansk adel_.indd 17 20/03/15 10:08

Indledning18

Enevælden for­finede heraldik og våbenbrug. Her ses de adelige rang kroner på en planche fra 1693, anvendt i forbindelse med våbenkapellet i Frederiksborg Slotskirke.

adelsbegreb til fordel for en ordning, der skab-

te nøje forbindelse mellem rang og embede

og tillige knyttede det nye adelsbegreb tæt til

statstjenesten. Det bevirkede i løbet af Chri-

stian V’s regeringstid (1670-1699) en stærk til-

gang af embedsadelsslægter, der ganske vist

rigeligt kompenserede for den talmæssige re-

duktion af den gamle fødselsadel, men samti-

dig ændrede den samlede adels sociale sam-

mensætning væsentligt i retning af en begyn-

dende borgerliggørelse af standen.

I samme retning trak Christian V’s rund-

håndede udstedelse af såkaldte våbenbreve til

borgerlige embedsmænd af lavere rang. Han

udstedte i løbet af sin regeringstid omkring 50

dokumenter af denne type. Ganske vist med-

98873_dansk adel_r1.indd 18 26-03-2015 09:59:40

Adel 19

Ulrik Frederik Gyldenløve (1638-

1704), uægte søn af kong Frederik III og

Margrethe Pape, blev i 1671 som den første

optaget i grevelig stand og knyttet til grevskabet Laurvig

(Larvik) i Norge. Efter at hans slægt uddøde,

blev grevskabet arvet af slægten Ahlefeldt.

førte retten til at føre personligt våbenskjold

eller slægtsvåben ikke i sig selv adelskab; men

i praksis gik denne distinktion snart i glem-

mebogen, og våbenbrevsslægterne gled i lø-

bet af 1700-tallet ubemærket ind i adelsgrup-

pen, selv om de først så sent som i 1887 opnå-

ede formel anerkendelse af deres adelskab.

De færreste af disse slægter overlevede dog til

tredje eller fjerde generation, og i dag kan kun

to af de nuværende 188 adelsslægter henføres

til denne kategori, nemlig efterkommerne ef-

ter henholdsvis Peder Madsen Rosenørn og

Niels Benzon. Men hensigten var klar nok: Vå-

benbrevsudstedelserne bidrog til en yderlige-

re udvanding af det klassiske adelsbegreb og

svækkede dermed adelen som potentiel trus-

sel mod enevoldsregimet.

Det afgørende slag imod det klassiske

adelsbegreb var dog udstedelsen af forord-

ningen om grever og friherrer den 25. maj

1671. Forordningen bekendtgjorde indstiftel-

se af en særlig greve- og friherrestand i Dan-

mark med tilhørende privilegier, der i om-

fang overgik den førenevældige adels, hvor-

ved denne højtrangerende gruppe skilte sig

ud som en særlig herrestand – et særligt høj-

adeligt, betitlet aristokrati med privilegier og

titulaturer, der bragte mindelser om en fjern

feudaltid.

At det virkelig var denne, som regeringen

havde i tankerne, fremgik af, at det nye ari-

stokrati skulle føre titler af grever og baroner,

begreber, der begge havde rødder langt tilba-

ge i krigerkastens tid i Europa. Det bestemtes

tillige i forordningen, at grever, som rådede

over et godstilliggende på mindst 2.500 tøn-

der hartkorn, kunne få oprettet et grevskab,

mens baronier kunne oprettes, hvis tilliggen-

det var mindst 1.000 tønder hartkorn. De nye

grevskaber og baronier blev belagt med ma-

joratsbånd og skulle stedse nedarves i over-

ensstemmelse med den succession, der var

fastsat i erektionspatentet. Det således klau-

sulerede gods blev dermed udsondret som en

art len af kronen; men til gengæld fik den nye

lensadel garanteret lenets udelte overdragel-

se fra slægtled til slægtled og fik desuden til-

lagt en række privilegier af skatte- og forvalt-

ningsmæssig art. Nogle år senere tilføjedes

yderligere endnu en klausuleret godskatego-

ri, stamhusene, der ikke forudsatte ejerens

98873_dansk adel_.indd 19 20/03/15 10:08

Indledning20

Blandt enevæl-dens nye adel var en række driftige – særligt jyske – handelsmænd. Et markant eksem-pel var Enevold Nielsen Berregaard (1653-1731), der 1726 blev adlet og samme år opret-tede Kølbygaard til et stamhus for sin efterslægt. Her ses han t.v. på sit epitafium i Thisted Kirke sammen med sin lige så entre-prenante hustru, Anne Christens-datter Søe (1646-1736), og hendes første ægtefælle, rådmanden Søren Jacobsen Lugge († 1679). forudgående ophøjelse i lensadelen, men alli-

gevel skulle nedarves udelte. Denne ordning

bestod i princippet helt frem til 1919, hvor

Lensafløsningsloven gjorde en ende på al pri-

vilegeret godsbesiddelse.

Ved denne foranstaltning skabte enevæl-

den sit eget aristokrati med klingende titler

og privilegier, der i gavmildhed overgik den

førenevældige adels. Denne gruppe udgjorde

herefter enevældens egentlige adel, hvorimod

adelsnavnet for de øvrige ubetitlede adels-

grupper blev mere og mere indholdsløst.

Det lå i selve sagens natur, at aristokrati-

et måtte forblive en relativt snæver gruppe. I

hele enevoldsperioden frem til 1848 blev såle-

des kun 62 personer ophøjet i grevestanden,

mens der i samme periode kreeredes 75 baro-

ner. Efterhånden oprettedes også et større an-

tal grevskaber, baronier og stamhuse. I enevæl-

dens sidste tid fandtes der således i Danmark

18 grevskaber, 14 baronier og 32 stamhuse, der

tilsammen lagde beslag på omkring 20 procent

af landbrugsarealet. Endnu i begyndelsen af

1900-tallet omfattede den privilegerede gods-

masse 10-12 procent af landbrugsjorden. Selv

om Lensafløsningsloven 1919 forvandlede den

klausulerede godsmasse til fri ejendom, fik tit-

lerne som greve og baron alligevel lov til at be-

stå trods deres mangel på reelt indhold. De er

stadig i brug i dagens Danmark.

Den betitlede lensadel opfyldte fra rege-

ringens synspunkt et dobbelt formål. På den

ene side såede ordningen splittelse i den adel-

stand, som kongen hele tiden havde betragtet

med mistro og som en potentiel trussel mod

regimet. På den anden side opnåede regimet

at knytte den rigeste og mest indflydelsesrige

del af adelen til sin person med særlige loyali-

tetsbånd og dermed forvandle den fra en po-

tentiel trussel til en gruppe trofaste statstje-

98873_dansk adel_.indd 20 20/03/15 10:08

Adel 21

nere. Denne gruppe kom til som administra-

torer og solide støtter at spille en helt afgøren-

de rolle for enevoldsregimets funktionsdue-

lighed gennem det meste af 1700-tallet, hvor

der udviklede sig et tæt skæbnefællesskab

mellem kongemagten og aristokratiet. Den

første parts beståen forudsatte så at sige den

anden parts trivsel. På en underlig bagvendt

måde kan man derfor hævde, at enevældens

gyldne århundrede – 1700-tallet – også var

den danske højadels storhedstid, idet man

ved højadel her skal forstå det aristokrati,

som enevoldsregimet skabte med greve- og

friherreforordningen 1671.

Forholdet var jo det, at kongen ikke kunne

undvære sin adel. Selv om hans magt på pa-

piret var absolut og i teorien rakte ud i rigets

fjerneste kroge, var der et stort svælg mellem

teori og daglig regeringspraksis. Det statslige

magtapparat var nemlig af yderst beskedent

omfang, og selv så vitale opgaver som skatte-

opkrævning og udskrivning af soldater for-

måede regimet ikke at løse ved egen hjælp.

Disse vigtige funktioner blev derfor i vid ud-

strækning overladt til landets godsejere, som

mod visse begunstigelser påtog sig at forval-

te dem på statens vegne. Disse blev derved

på sin vis en del af selve statsmagten i så høj

en grad, at nogle historikere ligefrem har be-

nyttet betegnelsen ”den bortforpagtede stats-

magt” om denne særegne magtstruktur.

Magttab og borgerliggørelseDenne situation – eller magtbalance, om man

vil – ændrede sig imidlertid drastisk i slutnin-

gen af 1700-tallet af hovedsagelig to grunde.

Den første var, at den oplyste og i voksen-

de omfang borgerligt dominerede enevælde

under den syge Christian VII i stigende grad

opbyggede kapacitet til selv at administrere

statens centrale anliggender – skatteforvalt-

ning, soldaterudskrivning og retshåndhævel-

se – hvilket gav sig konkret udtryk i den store

reformbølge i 1770’erne og 80’erne, der nor-

malt sammenfattes under betegnelsen de sto-

re landboreformer. Kernen deri var en omfat-

tende privatisering af bondebrugenes drift og

ejerforhold under statsmagtens ægide og sta-

tens overtagelse af det militære udskrivnings-

væsen, hvilket overflødiggjorde det stavns-

bånd, der hidtil havde været godsejernes ga-

ranti for billig og stabil arbejdskraft. Dermed

svækkedes det økonomiske grundlag for den

traditionelle storgodsdrift væsentligt, hvil-

ket især gik ud over den godsejende højadel.

Samtidig svandt godsejernes offentligretlige

funktioner ind i takt med statsmagtens øge-

de administrative kapacitet med det resul-

tat, at den gamle alliance mellem kongemagt

og højadel gik i opløsning. Resultatet var de

adelige godsejeres gradvise tilbagetrækning

fra det offentlige liv og deres opgivelse af de

store repræsentative boliger, der havde dan-

net ramme om deres offentligretlige funktio-

ner, til fordel for mere beskedne og bekvemme

huse af maison de plaisance-typen som mere

passende ramme om et nyt intimt familieliv

af borgerligt tilsnit, samt en ny ideologisk for-

bundethed med det toneangivende liberale

borgerskab.

Den anden grund var den ideologiske væk-

kelse, der fulgte i kølvandet på den store fran-

ske revolution i 1789 med dens lighedstanker

og idéer om borgerligt-liberalt demokrati. Dis-

se tanker fængede også i det danske samfund,

ikke blot i borgerlige systemkritiske kredse,

men også langt ind i højadelen selv. I begej-

stret tilslutning til begivenhederne i Frankrig

i 1789 kastede grevinde Louise Stolberg – en

98873_dansk adel_.indd 21 20/03/15 10:08

98873_dansk adel_.indd 22 20/03/15 10:08

Adel 23

DENNE SIDEFransk revolutions­

satire. Den arbej­dende mand bærer

møjsommeligt de privilegerede stænder, gejst­

lighed og adel, på sin ryg.

MODSATTE SIDEClausholm syd for Randers, der 1758

blev erhvervet af Matthias Wilhelm

Huitfeldt (1725­1803) og herefter

og frem til i dag nedarvet blandt hans efterkom­

mere i slægterne Schilden og Berner.

søster til landbrugsreformatoren Christian

Ditlev Frederik lensgreve Reventlow – således

sin adelige stamtavle i kaminen. Og den unge

greve Adam Gottlob Detlev Moltke – et bar­

nebarn af den gamle feudaladels mægtigste

mand, overhofmarskal Adam Gottlob lensgre­

ve Moltke – lod i revolutionsbegejstring de tre

fugle i sit grevelige våbenskjold erstatte af tre

jakobinske frygerhuer. Han gjorde sig tillige til

bedstefaderens udelte mishag til talsmand for

afskaffelse af alt majoratsgods.

Sådanne tilkendegivelser var konkrete ud­

slag af den begyndende nedbrydning af aristo­

kratiets selvbevidste overbevisning om grup­

pens naturlige adkomst til magt og rigdom.

Mere højlydt og vedholdende var den kritik af

den bestående orden, der med stigende styrke

rejste sig fra det nye, stadig mere selvbevidste

borgerskab, der krævede sin indsats anerkendt

efter fortjeneste. Det bedst kendte eksempel på

hvas borgerlig systemkritik er nok digteren og

satirikeren P.A. Heibergs såkaldte ”Indtogsvise”

fra 1790, der indledes med strofen:

”Ordener hænger man paa Idioter

Stjærner og Baand man kun Adelen gier,

men om de Mallinger, Suhmer og Rother

man ej et Ord i Aviserne ser.

Dog, har man Hjærne, kan man jo gjærne

undvære Orden og Stjærne.”

Men også Heibergs discipel forfatteren Mal­

the Conrad Bruun gav sit besyv med i sin Ari-

stokraternes Catechismus fra 1796, hvori han

med tydelig foragt for adelen formulerede

sin version af adelsmandens trosbekendelse.

Deri hed det bl.a.:

”Jeg tror paa Adelen, Monarkiets enbaarne

Søn, som først blev undfanget af Hovmod og

Egennytte, siden pint og forfulgt af den ugude-

lige Philosophie, omsider i Frankrig af Frihed

og Liighed korsfæstet og ihjelslaaet – – – ”

Sådanne udfald havde klart til formål at lat­

terliggøre adelen og udstille urimeligheden i

dens fortrinsstilling; men ud over at more bor­

gerskabet og irritere adelen og magthaverne

kunne de – fordi de ikke på reflekteret vis anvi­

ste alternativer – næppe siges at være farlige,

selv om regimet for en sikkerheds skyld lands­

forviste begge de fripostige satirikere. Mere

foruroligende var den debat, der på samme tid

udspandt sig i det førende borgerlige littera­

turtidsskrift Minerva, der løbende tog væsent­

lige samfundsspørgsmål – herunder adelens

rolle i samfundet – op til intellektuel overvejel­

se. Her tog præsten og den flittige samfunds­

debattør Michael Gottlieb Birckner i 1790 ade­

98873_dansk adel_.indd 23 20/03/15 10:08

Indledning24

Lensgreve Christian J.F. Ahlefeldt- Laurvigen (1789-1856) tilhørte adelens sociale top. Han var overhoved for Ahlefeldt, den talmæssigt største adelsslægt ved Grundlovens indfø-relse. I en menne-skealder besidder af grevskabet Tranekær og stam-husene Ahlefeldt og Lundsgaard. Jævn-byrdigt gift med en datter fra grevska-bet Wedellsborg og desuden kendt som far til et utal af lan-gelandske børn født uden for ægteskab.

lens hele stilling i samfundet op til overvejel-

se i en 40 sider lang artikel, hvori han under

overskriften ”Skal man undertrykke Adelen?”

diskuterede adelens eksistensberettigelse i et

nyt borgerligt samfund. Efter en lang og tem-

melig omstændelig, men grundig diskussion

nåede han frem til, at adelen i den da kendte

skikkelse var nyttesløs for det borgerlige sam-

funds trivsel. Og da Minerva var et væsentligt

organ for den intellektuelle borgerlighed, var

det en konklusion, der gjorde et vist indtryk og

dermed stærkt bidrog til at nedsætte adelens

omdømme i den almindelige bevidsthed.

Hele denne kampagne fra borgerlig side,

kombineret med tilsvarende meningstilken-

degivelser fra adelens egne rækker som al-

lerede nævnt ovenfor, bidrog stærkt til at

svække den adelige selvbevidsthed, der hav-

de båret standens magtposition op gennem

1700-tallet. Resultatet var en usikker adel-

stand, der villigt bøjede nakken for 1800-tal-

lets nye selvsikre borgerlighed og skridt for

skridt veg fra sine tidligere magtpositioner.

Skelede adelen et øjeblik til Norge, hvor man

havde vedtaget den borgerlig-demokratiske

Eidsvoll-grundlov i 1814, kunne man få en for-

nemmelse af standens mulige fremtid. Her

tog man som nævnt i 1821 den fulde konse-

kvens af det borgerlige samfunds sejrsmarch

ved helt at afskaffe begrebet adel. Denne ud-

vikling i broderlandet måtte unægtelig mane

til en vis ydmyghed i den danske adel, og da

Frederik VI i 1834 tvunget af omstændighe-

derne introducerede den stænderforfatning,

der varslede enevældens fald, var det tidligere

så dominerende aristokrati relativt sparsomt

repræsenteret i stænderforsamlingerne og

kunne altid overstemmes, såfremt borger- og

bonderepræsentanter var enige. Trods mange

århundreders dominans i dansk samfunds-

liv var denne gamle elite derfor i realiteten

uden større indflydelse på det forløb, der førte

til enevældens sluttelige fald i 1848 – og også

dermed på den grundlov, der tømte det klassi-

ske adelsbegreb for reelt indhold, men allige-

vel lod adelsnavnet være tilbage, så det trods

alt har fået lov til at overleve til vore dage.

Dansk adel i demokratiets tid 1849-2015

Vedtagelsen af Junigrundloven markerede

samtidig afslutningen på processen med af-

skaffelsen af adelens formelle privilegier.2 Ses

der bort fra majoraterne og jomfruklostrene,

der i sig selv næsten, men ikke helt, var eks-

DE STØRSTE SLÆGTER 1850

De 10 antalsmæssigt største slæg-ter omfattede i 1850 knap 900 perso-ner, eller cirka 20 procent af den sam-lede adel. Det drejede sig efter stør-relse om slægterne: Ahlefeldt, Brock-dorff, Wedell, Holstein, Moltke, Scheel (embedsslægten), Benzon, Revent-low, Buchwald og Bernstorff, med hver især mellem cirka 60 til 120 personer, og, på Benzon nær, udelukkende gam-le middelalderlige slægter, der typisk i 1600-tallet var indvandret til Danmark fra hertugdømmerne og Mecklenburg.

98873_dansk adel_.indd 24 20/03/15 10:08

Adel 25

klusivt adelige, var adelen nu for første gang

i offentlig- og privatretlig henseende ligestil-

let med landets øvrige befolkning og delte for

størstedelens vedkommende i realiteten også

levevilkår med deres ikke-adelige medborgere.

Overgangen til det spæde demokrati var der-

med ikke en forandring, der i dagligdagen be-

rørte det store flertal af den nu privilegieløse

og stort set borgerligt assimilerede adel. Tidli-

gere tiders magtbastioner: godsmonopolet og

embedsmonopolet, var i 1849 kun fjerne min-

der, og adelen blev med Grundloven mindet

om, at dens eksistens fremover var reduceret

til at være levende bærere af en historisk arv.

Den befolkningsgruppe, der på dette tids-

punkt juridisk kunne påberåbe sig dansk adel-

skab, var en relativt beskeden og uhomogen

størrelse, bosat i ind- og udland. Samlet set ud-

gjorde adelen i grundlovsåret en personkreds

på rundt regnet 4.600 personer, fordelt på 265

slægter. Heraf udgjorde den betitlede adel, pri-

mært grever, baroner og deres familier, godt

en femtedel eller knap tusind personer. En

adelig titel medførte imidlertid ikke automa-

tisk en position i den økonomiske overklasse.

Derimod omfattede adelens sociale og økono-

miske elite, nemlig kredsen, der befolkede lan-

dets største godser, majoraterne, som kerne-

familier næppe mere end tre til fire hundrede

individer, fordelt på personer med og uden ar-

velig titel. Imidlertid var det denne lille grup-

pe, der, dengang som nu, i det offentlige billede

symboliserede den samlede adelstand. Resten

delte som nævnt sociale og økonomiske vilkår

med den øvrige befolkning, idet der fandtes

adelige i alle samfundslag. Endnu havde ade-

len en vis vægt i det politiske liv, ved hoffet, i

embedsværket og i hæren, men fandt lige så

naturligt også sit udkomme i f.eks. det mindre

landbrug og i håndværkerstanden.

Geografisk udgjorde adelen heller ingen en-

hed, men var bosat over hele verden. Omtrent

54 procent havde bopæl i kongeriget, hvor ade-

len dermed udgjorde tre promille af landets be-

folkning. De øvrige 46 procent var bosat uden

for kongeriget, hvoraf hertugdømmerne Sles-

vig og Holsten, Norge samt de tidligere danske

landsdele i det sydlige Sverige tegnede sig for

den langt væsentligste andel, nemlig cirka 26

procent. De resterende 20 procent var spredt

kloden over, men var foruden i Sverige særligt

at finde i de tyske stater. En væsentlig årsag til

denne spredning var, at en række slægter adlet

98873_dansk adel_.indd 25 20/03/15 10:09

Indledning26

De danske kolonier i Vestindien var hjem-sted for en del ade-lige embedsmænd og officerer. Frederik von Scholten (1786-1873), bror til gene-ralguvernøren, var således søofficer og tolder på øerne. Tilmed udøvende tegner, særligt af natur og landskaber. Her Christiansted på Sankt Croix, set fra sukkerrørsplanta-gen Bülowsminde.

under enevælden aldrig for alvor havde slået

rod her i landet, men atter var rejst ud, når den

forfader, der typisk havde erhvervet adelskabet

i dansk tjeneste, var død og borte.

Desuden var adelen tidligt begyndt at ud-

vandre, og i grundlovsåret fandtes der såle-

des dansk adel bosat viden om. Kolonierne i

Dansk Vestindien havde til stadighed tiltruk-

ket en del adelige, men derudover fandt ade-

len tidligt vej til fjerne himmelstrøg. Eksem-

pelvis bosatte dele af slægten de Moldrup sig

fra 1816 i Kapstaden i det sydlige Afrika; fra

1826 deltog medlemmer af familien von Was-

mer i den tidligste tyske bosættelse i Brasili-

en; ligesom en gren af slægten Bertouch tid-

ligt bosatte sig i Australien. I det lange løb

skulle det dog blive den engelsksprogede ver-

den, særligt USA, der blev det vigtigste mål for

adelige udvandrere, ligesom det var tilfældet

med den danske emigration i almindelighed.

Karakteristisk nok var det slægter, der var

adlet under enevælden, der antalsmæssigt

fyldte mest i det samlede billede. To tredjede-

le eller ca. 3.000 personer tilhørte slægter ad-

let under enevælden. De slægter, der kunne

føre deres danske adelskab tilbage til tiden,

fra før det først kendte adelsbrev blev udstedt,

nemlig i 1418, omfattede i 1850 ca. 750 perso-

98873_dansk adel_.indd 26 20/03/15 10:09

Adel 27

Gehejmekonfe-rensråd Ernst Emil

Rosenørn (1810-1894). Godsejersøn

og selv bl.a. ejer/medejer af Voer-gaard i Vendsys-sel frem til 1872.

Rosenørn forenede en omfattende

politisk karriere med lederskabet af

de adelige klostre Vallø og Vemme-

tofte.

ner. Medregnes omfanget af de slægter, der

blev adlet frem til 1536, betyder det, at knap en

fjerdedel af adelen i grundlovsåret kunne føre

deres adelskab tilbage til tiden før reforma-

tionen. Denne relative fordeling har kun æn-

dret sig marginalt siden da. På samme måde

har fordelingen mellem de forskellige typer

af adel også vist sig at være ret konstant si-

den Junigrundloven. I 1850 var ca. 77 procent

af adelen ubetitlet, mens de resterende ca. 23

procent fordelte sig med en tredjedel tilhøren-

de den friherrelige stand og to tredjedele den

grevelige stand. I denne sammenhæng falder

kun hertugerne af Glücksbierg og markiserne

af Mandal udenfor.

Under 1866-grundlovenMed indførelsen af den såkaldt reviderede

Grundlov i 1866 fik godsejerstanden, og der-

med den eksklusive og toneangivende del af

adelen, atter stor politisk indflydelse, og pe-

rioden frem til systemskiftet i 1901 kan med

rette betegnes som adelens sidste politiske og

økonomiske storhedstid. Den privilegerede

valgret til Landstinget og til regionale og lo-

kale organer betød, at det store hartkorn atter

dominerede såvel i landspolitik som i amts-

og sogneråd. Denne ændring kom særligt den

godsbesiddende adel til gode og kunne umid-

delbart give mindelser om tidligere tiders pri-

vilegerede magt. Forskellen var blot, at mag-

ten nu skulle deles med ikke-adelige godseje-

re og proprietærer.

Frem til systemskiftet 1901 havde Dan-

mark i en tredjedel af årene en adelig rege-

ringschef. Således 1848-1852 lensgreve Moltke

på Bregentved, 1865-1870 lensgreve Krag-Juel-

Vind-Frijs på Frijsenborg, 1870-1874 lensgreve

Holstein-Holsteinborg, 1894-1897 lensbaron

Reedtz-Thott på Gavnø og 1900-1901 Sehe-

sted på Broholm. Regionalt var en stor del af

stiftamts- og amtmandsposterne besat med

adelige, og den privilegerede valgret havde

tilmed som konsekvens, at adelige godsejere

besad en betydelig del af pladserne i amtsråd

og sogneforstanderskaber/sogneråd.

Da Junigrundloven i praksis havde tømt

adelsbegrebet for indhold, varede det man-

ge år, inden man fra politisk side atter aktivt

interesserede sig for dette spørgsmål. I Fol-

ketingets samling 1871/72 fremsatte første-

lærer Christen Berg, fremtrædende medlem

af det nyoprettede Det Forenede Venstre, et

forslag om afskaffelse af adelskabet i en form,

der mindede om forarbejderne til Junigrund-

98873_dansk adel_.indd 27 20/03/15 10:09

Indledning28

Bryllup på Wedells-borg 1899 med selskabet opstillet på havetrappen. I centrum det nygifte par, nemlig husets datter, komtesse Christi-ane Wedell (1879-1960), og besidde-ren af Ro senholm, lensbaron Hans C.O. Rosenkrantz (1870-1936).

loven. Forslaget blev atter fremsat i 1874/75,

hvor det blev sendt i udvalg, der dog aldrig

barslede med nogen betænkning. Hermed

stoppede de politiske angreb for en tid.

Perioden frem til systemskiftet i 1901,

herregårdslivets sidste glansperiode, ses i

litteraturen ofte benævnt som godsejerstan-

dens indian summer. Dels banede den almin-

delige højkonjunktur vejen, dels genererede

det store landbrug, herunder majorater og

andre godser, markante overskud i perioden.

Loven om fæstegodssalg i 1854, og særligt

en opfølgende lov fra 1861, betød, at godser

kunne inddrage jorden fra hver niende fæ-

stegård, der solgtes til selveje. Foruden ka-

pitaloverskuddet muliggjorde det en kraftig

vækst af hovedgårdsjordene. Samlet set be-

tød det, at godsejerne – adelige som borgerli-

ge – i sidste halvdel af det 19. århundrede fik

mulighed for at kaste sig ud i kostbare byg-

geprojekter, hvor en række af tidens tonean-

givende arkitekter skabte en lang række ny-

byggerier og større ombygninger af hoved-

bygninger og avlsgårde.

Adelens, nærmere bestemt godsadelens,

sociale liv var udpræget regionalt, fortrins-

vis fokuseret omkring standsfæller, hvor

den altomfattende interesse for jagten var

en samlende faktor. I hovedstaden og visse

købstæder deltog adelen i klublivet på linje

med højborgerskabet. Centralt stod i Køben-

havn: Godsejerforeningen (1843), der ikke var

eksklusivt adelig; ”Klubben” (1862), der også

havde ikke-adelige medlemmer, samt mest

98873_dansk adel_.indd 28 20/03/15 10:09

Adel 29

Knuthenborg på Lolland blev byg-

get som enkesæde i 1865 som et be-

skedent element i en aldrig realiseret

plan om et større herregårdsbyggeri.

Det praktiske hus har siden udfyldt

rollen som hoved-bygning.

eksklusivt, og yngst: Foreningen til Udgivel-

se af Danmarks Adels Aarbog (1901) og Dansk

Adelsforbund (1908), der var rene standsorga-

nisationer, men som samtidig havde en bre-

dere social profil end de øvrige foreninger.

Fælles for foreningerne var et vist socialt ind-

hold. Forfatteren Palle baron Rosenkrantz,

søn af en auditør, havde et perspektiveren-

de syn på sin stand og bemærkede om dens

fremtræden:

”Juleballerne paa Gaunø var berømte over

hele Sydsjælland, ikke mindst fordi Modtagel-

sen var saa hjertelig, og Traktementet saa yp-

perligt, men det kan ikke skjules, at Høj adelen

ved saadanne Lejligheder optraadte lidt ho-

vent og køligt over for ”de andre”, og jeg har

ved saadanne Erfaringer forstaaet, hvad det

var, der gjorde Adelen og de store Godsejere

saa upopulære i Embedsstanden.”3

I hovedstaden var gods- og højadelens sociale

liv i perioden stadig knyttet til hoffet, der tra-

ditionelt var toneangivende i det eksklusive

selskabsliv. Adelige godsejere, officerer og hø-

jere embedsmænd havde udgjort inderkred-

98873_dansk adel_.indd 29 20/03/15 10:09

Indledning30

Lensgreve Frederik C.O. Raben-Levet-zau (1850-1933) til grevskabet Christi-ansholm (Ålholm) på Lolland. Var 1905-1909 uden-rigsminister i J.C. Christensens rege-ring og ses her i sit hovedstadsdomicil i Amaliegade 17.

sen i enevældens hof. Dette ret traditionelle

hofliv havde i Frederik VII’s tid lidt et afbræk

på grund af kongens, for omgivelserne at se,

aparte livsførelse og hans forbindelse med

den forhenværende balletdanserinde Louise

Rasmussen. Trods hendes trinvise ophøjelse

i adelen, først til baronesse og siden til lens-

grevinde, blev hun aldrig socialt accepteret

af hverken adel eller borgerskab. Fra og med

Christian IX’s tiltrædelse i 1863 blev hoflivet

så at sige atter normaliseret, og det nye tra-

ditionelt indstillede kongepar fandt natur-

ligt deres støtter – politisk og socialt – blandt

adelen. Vinterperioden fra jul og til efter nyt-

årskuren i januar var indtil først i 1900-tallet

en højsæson for højere officerer og embeds-

mænd og den del af godsejeradelen, der havde

palæer og byhuse i Københavns centrale kvar-

terer. Palle Rosenkrantz konkluderer om sine

standsfæller i det københavnske selskabsliv:

”Adelen var delt i to Fraktioner, en interna-

tional Gruppe, der særligt var indlevet med

Diplomaterne, og ved hvis Fester disse spille-

de den største Rolle, og en særlig dansk, over

for det udenlandske Væsen lidt forsigtig solid

Godsejerkreds.”4

De egentlige adlinger ophørte fra 1848, da

daværende landfoged på Ærø, senere lands-

tingsmedlem Christian Ludvig Ernst von Ste-

mann den 19. januar dette år blev optaget i

adelstanden. Selv om kongen fremover afstod

fra at benytte retten til at adle, blev der alli-

98873_dansk adel_.indd 30 20/03/15 10:09

Adel 31

Lensbaronesse Elisabeth A.

Reedtz-Thott (1841-1909) i sin

blomstersmykke-de dødsseng på

Gavnø.

gevel frem til Første Verdenskrig udstedt en

del adelspatenter. Disses betydning var del-

vist mere af juridisk-teknisk art og hænger for

en lang række patenters vedkommende dels

sammen med succession i majoraterne, dels

med klosterindskrivningen. I forbindelse med

tidligere indskrivninger i klostre havde en

række slægter de facto været anerkendt som

adelige uden dog at have fået formaliseret

dette forhold. En ændret praksis ved indskriv-

ningen i Vallø Stift i 1870’erne og i årene frem

stillede krav til dokumentation af dette adel-

skab. Sammen med en lang række naturalisa-

tioner og patenter omhandlende adoptioner,

navne og titler samt formodet afstamning fra

ældre slægter, betød det, at en række familier

i perioden frem til 1913 fik formaliseret deres

adelskab.

Nyadlinger var kun afledt af kongehuset.

Således patentet til Elisabeth von Ziegesar,

der i 1883 blev Christian IX’s bror prins Julius

af Glücksburgs morganatiske hustru med tit-

len grevinde af Roest, samt fra 1914 patenter

som greve af Rosenborg for de medlemmer af

kongehuset, der ved ægteskab udtrådte af fyr-

stelig stand.

Systemskifte og parlamentarismeEfter systemskiftet i 1901 blev adelen atter en

del af den aktuelle politiske dagsorden. Fra

intellektuel og litterær side blev der efterhån-

den rettet mange angreb på den adelstand,

der havde udtømt sit reelle indhold. Den of-

fentlige stemning var utvivlsomt medvirken-

de til, at Det Forenede Venstres gamle forslag

om adelens afskaffelse atter blev sat på dags-

ordenen i Folketingets samling 1905/06 – af

Socialdemokratiet. Forslaget kom dog ikke til

behandling. I 1909/10 var spørgsmålet oppe

at vende igen, men udfaldet blev, at initiativet

skulle komme fra regeringen, da tanken var

også at inkludere ordensvæsenet, der var et

kongeligt prærogativ.

Baggrunden for disse initiativer hav-

de egentlig eksisteret længe og trak tråde til

mange af periodens øvrige forhold. Adelen

var i den brede offentlighed et sindbillede på

den privilegerede overklasse, gennem man-

ge år underbygget af konseilspræsident J.B.S.

Estrups provisoriske styre. Forfatningskam-

pen havde, sammen med den generelle mod-

sætning mellem små og store bønder, med ty-

skerhadet 1864 og med den traditionelle for-

dømmelse af aristokratiet over en bred front,

tvunget adelen i defensiven, tilmed svækket

af et moralsk pres fra det moderne samfunds

fremskridt inden for kunst, litteratur og vi-

denskab.

Desuden måtte adelen leve med at være i

skudlinjen for et af periodens mest omdebat-

98873_dansk adel_.indd 31 20/03/15 10:09

Indledning32

Bl.a. i Peter Adler Albertis tid som justitsminister fandt der ny aner-kendelse af adelige sted. Her spydigt fremstillet i Klods-Hans i 1903, hvor ministerens ’adels-maskine’ forsyner de udvalgte med såvel blåt blod som et ædlere ydre.

terede fænomener, nemlig arvelighedslærens

forestillinger om degeneration som grundlag

for individers tvivlsomme moral og risiko for

at gå til grunde. Blandt andre Herman Bang,

Henrik Ibsen og Gustav Wied var optaget af

dette spørgsmål. Sidstnævnte præsenterede

forholdet på særdeles markant vis i roma­

nen Slægten (1898), hvor en godsbesiddende

friherrelig slægt over tre generationer går til

grunde som følge af spil, dårligt landmand­

skab, druk og mordbrand. Ikke overraskende,

at romanens stærke figur, enkebaronessen,

konkluderer: ”Skidt slægt!”, ”Rådden slægt!

Ingen rygrad! Levet for længe!” Tankerne om

degeneration var således som skræddersy­

et til angreb på det adelige system med dets

fokus på et pletfrit liv, på mandlig reproduk­

tion og på opretholdelse af godsbesiddelserne

som rammer for den adelige selviscenesættel­

se. Historikeren Gustav Bang bar ved til bålet

med sin disputats om Den gamle Adels For-

fald (1897), der søgte at underbygge forfalds­

teorien statistisk. Også kollegaen J.A. Frideri­

cias Adelsvældens sidste dage (1894) handler

om adelens moralske forfald på grund af det

skadelige indgifte.

Angrebene blev i det 20. århundredes be­

gyndelse stærkere og fremført i en større of­

fentlighed og i en mere skarp tone end hidtil

sket. Hensigten var tydeligvis at bidrage til en

endelig afskaffelse af adelsbegrebet i lighed

med det norske eksempel fra 1820’erne. Tilsat

en god portion latterliggørelse af standen og

dens medlemmer betød det, at adelen som så­

dan var under pres. Forløbet blev udslagsgi­

vende for dannelsen af Dansk Adelsforbund i

marts 1908, der herefter skulle varetage stan­

dens interesser, parallelt med årbogsforenin­

gen.

ØksehuggetStrategisk tænkende socialdemokratiske og

radikale politikere så, at deres kamp for at

sikre jord til en stadig voksende landbefolk­

ning meget passende kunne sammenkob­

les med Junigrundlovens løfteparagraf om

ophævelse af majoraterne. Mere fremsyne­

de adelige, særligt lensgreve Mogens Krag­

Juel­Vind­Frijs, havde flere gange tidligere

argumenteret for en ophævelse under langt

roligere politiske forhold, men uden at vin­

de gehør blandt standsfællerne. Selv om

1915­grundloven gentog Junigrundlovens

formuleringer om adel, havde man fået et

forvarsel om, hvad der snart kunne komme,

da den nye grundlov gjorde op med princip­

pet om privilegeret valgret.

98873_dansk adel_.indd 32 20/03/15 10:09

Adel 33

Tre brødre hos fotografen i fuld

uniform. Fra ven-stre hofjægerme-

ster Carl Hartvig Hoppe til Toftholm

(1846-1933), hofjægermester

Christian Benzon Hoppe til Pallis-

bjerg (1844-1914) og amtmand i Ran-ders, kammerherre

Johan Christoffer Hoppe (1841-1933).

Efter en række kommissionsarbejder før og

under verdenskrigen skred den radikale kon-

seilspræsident Carl Th. Zahle, der nærede

stor mistro til adelen og de lensgrever, han

altid stødte ind i ved hoffet, til handling. I ly

af den politiske uro i efterkrigstidens Europa

fandt man en særlig dansk løsning på majo-

ratsspørgsmålet, idet man valgte at sammen-

koble en ophævelse med ønsket om at skaffe

jord til de mange landboere, der havde van-

skeligheder med at få foden under eget bord.

Det betød indførelse af jordrenteprincippet,

og i kraft af én af fire oktoberlove i 1919 måtte

majoraterne, der på to nær havde adelige be-

siddere, frem til 1930 betale 89 mio. kr. og af-

give 20.111 ha jord til oprettelse af 2.300 hus-

mandsbrug samt tillægsjord til eksisterende

brug. De offentlige museer fik samtidig lov

til at udvælge kunstværker af national betyd-

ning blandt herregårdenes indbo. Selvsagt

bidrog særbeskatningen og selve fremgangs-

måden til en vis bitterhed rundtom på gods-

erne, og der var da også tale om et hårdhæn-

det opgør med godsejeradelen og hele herre-

gårdskulturen, der adskilte sig klart fra til-

svarende forløb i udlandet, hvor afviklingen

skete uden at sætte samme skel. Set i det lan-

ge lys betød strukturudviklingen, at reformen

kun blev en stakket frist. Husmandsstedernes

rolle som driftsenheder i landbruget var al-

lerede efter nogle årtier udspillet, mens stor-

driften fik vind i sejlene. I dag ejes to tredjede-

le af de tidligere majorater, oftest i reduceret

form, stadig af den slægt (eller efterkommere

på spindesiden), der ejede dem i 1919. De ade-

lige jomfruklostre gik fri i denne proces.

En aflægger af opgøret om majoraterne

fandt sted en generation senere, i 1954, under

socialdemokraten Hans Hedtofts 2. regering.

Denne gang i en helt anden politisk atmosfæ-

re, og sammenlignet med begivenhederne ef-

ter 1919 helt ukompliceret. Loven om afvikling

af de såkaldte pengefideikommiser, der i 1954

havde en samlet værdi af 34 mio kr., var præ-

get af samme tankegang som ved majorater-

nes opløsning: Nemlig at det adskilt fra den al-

mindelige arvelovgivning ikke længere skulle

være muligt at lade formuer gå udelt i arv i

mange generationer til forud definerede en-

keltpersoner. Statsafgiften var beskeden, idet

den kun bestod i to procent for selve afvik-

lingen, mens resten deltes mellem besidder

og første successor. Forløbet gav således ikke

anledning til politisk uenighed af betydning.

Dels var der naturligt nok ikke noget jord-

spørgsmål, dels favnede besidderne af penge-

fideikommiserne socialt bredere og bestod af

98873_dansk adel_.indd 33 20/03/15 10:09

Indledning34

Jagtselskab foran Meilgaard på Djursland i 1930. I midten ses værten, kammerherre Niels Iuel, omgivet af sine gæster.

såvel borgelige som adelige, sidstnævnte med

to tredjedele af kapitalerne i 1954. Og endelig

sporedes der ingen betydelig interesse for at

bevare dette institut.

Mellemkrigstid og besættelseEfter opgøret om majoraterne var der ingen

presserende grunde til politisk at beskæftige

sig med adelen som stand. Dog blev et andet

politisk spørgsmål, ordensvæsenet, årsag til,

at socialdemokraten Thorvald Staunings 2.

regering i 1932 genfremsatte partiets tidlige-

re lovforslag og udvidede det til at omfatte en

afskaffelse af ordens- og rangvæsenet. Et ned-

sat udvalg barslede med en betænkning i 1933,

der måtte konkludere, at disse, i princippet

ganske vist, udemokratiske fænomener re-

elt var af forholdsvis underordnet betydning.

Var forslaget blevet til virkelighed, havde det

betydet en øjeblikkelig ophævelse af adelska-

bet for den ubetitlede adel, mens den betitle-

de adel over 18 år måtte beholde titlerne i de-

res levetid. Med en stærk skelen til østrigske

forhold skulle brugen af ’von’, ’de’ og ’af’ des-

uden forbydes ved dåb og navngivning frem-

over. Forslaget blev fremsat af statsministe-

ren i folketingssamlingen 1933/34 og 1934/35

uden nogensinde at komme til behandling.

Mellemkrigstidens Europa var præget af

politisk uro og økonomisk krise. Den efterføl-

gende verdenskrig og den tyske besættelse

1940-1945 gav generelt anledning til markante

til- og fravalg i befolkningens tilslutning til po-

98873_dansk adel_.indd 34 20/03/15 10:09

Fussingø. Fra 1555 til 1946 nedarvet

i slægterne Skeel og Plessen, men

blev sidstnævnte år konfiskeret på grund

af ejerens tyske statsborgerskab.

Den klassisistiske hovedbygning stod

færdigbygget i 1795.

litiske partier. Denne polarisering gik således

heller ikke adelen ram forbi. Den siden den rus-

siske revolution almindeligt herskende frygt

for socialismen og særligt dens kommunisti-

ske variant betød, at dele af adelen så national-

socialismen og dens danske politiske aflægger i

form af Danmarks Nationalsocialistiske Arbej-

derparti som en mulig løsning på denne trus-

sel. Nogle valgte at kæmpe kampen militært på

tysk side, mens andre valgte et udstrakt poli-

tisk samarbejde med besættelsesmagten.

Omvendt betød krigsårene også, at andre

adelige, med standens ældgamle tradition for

at stille sig til rådighed for fædrelandet og

dets forsvar, naturligt søgte ind i modstands-

bevægelsen eller fra udenlandsk eksil samar-

bejdede med de allierede og herigennem yde-

de en indsats mod besættelsesmagten.

Denne polarisering satte langvarige spor i

den adelige kreds. Gjorte gerninger blev sent

glemt og medførte offentlig og social stigma-

tisering af personer og slægter i generationer,

og begivenhederne under besættelsen bidrog

dermed til en tabuisering, der endnu i dag

betyder, at forskellige forhold helst ikke ita-

lesættes. Retsopgøret betød kun enkelte kon-

fiskationer og afståelser i den adelige kreds,

mest markant fra Broholm og Hellebækgaard.

Derimod betød efterkrigsstemningen og

loven om konfiskation af tysk-japansk ejen-

dom fra 1946, at slægten Scheel-Plessen mi-

stede Fussingø ene og alene på grundlag af

slægtens tyske statsborgerskab.

Den, der lever stilleEfterkrigstiden blev for adelen som for det

øvrige samfund en opbrudstid. Efter først den

politiske og siden den sociale marginalisering

var dele af adelen tilbageholdende med at

Adel 35

98873_dansk adel_.indd 35 20/03/15 10:09

Indledning36

Greve Carl A.C. Moltke (1907-1985). Jurist, embeds-mand, ordensskat-mester og mange-årig overpræsident i København, her på vej til nytårskur i 1958.

deltage i det brede offentlige liv, hvorfra ade-

len efterhånden forsvandt. Perioden byder på

mange eksempler på ’den sidste’ adelsmand

på denne eller hin offentlige post: Eksempelvis

var den sidste adelige udenrigsminister Carl

greve Moltke i 1924-1926 i socialdemokraten

Thorvald Staunings første regering. Den sid-

ste stats- (og udenrigs)minister var Erik Sca-

venius fra 1942 og til sin afgang i 1943 (formelt

1945). Den sidste adelige minister overhovedet

var Henrik von Kauffmann, der 1945 var mi-

nister uden portefølje i befrielsesregeringen.

De sidste adelige amtmænd, nemlig amtman-

den i Tønder, Otto Didrik lensgreve Schack fra

genforeningen i 1920 til sin død i 1949, og over-

præsident (amtmand) i København Carl gre-

ve Moltke fra 1945 til 1977, der blev den længst

siddende i dette embede. Kirken har aldrig i

nyere historie været attraktiv for adelen, og

perioden efter 1849 byder kun på to adelige

biskopper, hvoraf den seneste var Paul Olden-

burg, der 1940 afgik som biskop i Aalborg Stift.

Også på landet havde det traditionelle her-

regårdsmiljø i 1945 længe været under afvik-

ling. Strukturudviklingen betød affolkning, og

som en naturlig følge heraf ændrede det vel-

kendte adelsliv sig markant. Den udvikling,

der var undervejs siden århundredets begyn-

delse med en stadig reduktion af antallet af

ansatte i såvel hovedbygning som i driften, tog

fart i efterkrigsårene, og perioden fra 1945 til

1970’erne kan generelt betegnes som afslut-

ningen på denne særlige livsform, hvor enhver

synlig standsforskel efterhånden klingede af.

En udvikling, der naturligt er fortsat i de sene-

ste generationer. Som en konsekvens af de æn-

drede omgangsformer og autoritetstab betød

udviklingen også et bevidst fravalg af de arve-

de titler og tiltale i tredje person.

Adelen forsvandt ikke helt ud af det offent-

lige billede. Vendinger som ”at leve som grever

og baroner” og ”det blå blod” har fundet deres

blivende plads i sproget. Efterkrigstidens film-

industri benyttede adel og herregårde som ku-

lisser i en lang række film, hvor folkekomedi-

en i særlig grad tog miljøet til sig, oftest i ka-

rikeret form. Særligt i 1960’erne var grever,

baroner og herregårde en yndet ramme i fol-

kekomedierne. Omstændighederne var for-

bløffende ensartede: Det forfaldne, men stol-

te gods, der havde fremtiden bag sig, og dets

mere eller mindre særprægede beboere har bi-

draget meget til den brede forestilling om adel

og adelskab i nyere tid.

98873_dansk adel_.indd 36 20/03/15 10:09

Adel 37

Folkekomedien Baronessen fra

benzintanken (1960) har adel og

herregårde som omdrejningspunkt.

Film som denne har været med til at udbrede fore-

stillingen om ade-lig levevis til det øvrige samfund.

Tilgangen til adelen i efterkrigstiden begræn-

sede sig til de medlemmer af kongehuset, der i

perioden giftede sig ikke-jævnbyrdigt og der-

med tilføjede nye linjer til Rosenborg-slæg-

ten. For adelens interne foreningsliv står

1970’erne som en periode, hvor aktiviteterne

kørte på laveste blus, og hvor det var et åbent

spørgsmål, om den røde bog og adelens for-

eninger overhovedet havde en fremtid. Disse

foreninger, dvs. årbogsforeningen og adels-

forbundet, stod nærmest over for en afvikling

indtil 1983, hvor nye og yngre kræfter relan-

cerede og konsoliderede Dansk Adelsforening.

Frem i lysetJournalisten Frederik Raben-Levetzau, der

udgav bogen Danmarks aktive adel (1996),

ønskede at give et nuanceret billede af sin

stand. Han konkluderede, at billedet af ade-

len er det velkendte todelte: Et offentligt bil-

lede af velstand og verdensfjernhed og et

internt billede, der mere handler om en for-

trolighed med forfædrene og deres verden,

for godsejernes vedkommende koncentreret

om at kunne overlevere den nedarvede ejen-

dom til næste generation i god, og helst bed-

re, stand og i reglen at leve et liv uden for det

offentlige rampelys.

Efter 60’ernes og 70’ernes ungdomsoprør

og autoritetsnedbrydning kom adelen efter-

hånden ind i mere smult vande. Internt blev

tilslutningen til adelens egne organer efter-

hånden øget. Også den offentlige stemning

over for adelen ændrede sig i denne periode,

hvor positiv nysgerrighed, mild undren og ny-

figen interesse har afløst 70’ernes latterliggø-

relse og endnu tidligere tiders klassemodsæt-

ninger. Mens størstedelen af adelen er assimi-

leret socialt og kulturelt, er det kun en minori-

tet, der bevidst skilter med adelskabet, og for

manges vedkommende er det oftest omverde-

nen, der fokuserer på det adelige islæt.

Generationerne, der oplevede lensafløs-

ningen og den turbulente tidlige del af det 20.

århundrede, er snart væk. De yngre generati-

oner har en større offentlig fremtræden end

tidligere, og der ses nu atter adelige politike-

re såvel på lokalt som på landsplan. Medierne

kan dog stadig godt genkende adelen, hvis det

98873_dansk adel_.indd 37 20/03/15 10:09

Indledning38

Samhørigheden adelen og kon-gehus imellem er ældgammel. Såle-des som det også symboliseres i kredsen af faddere ved prins Vincents dåb 14. april 2011, opstillet til foto i Frederik VIII’s Palæ. I rækken bag hovedpersonen ses som nr. to fra venstre baronesse Helle Reedtz-Thott og yderst til højre greve Michael Ah-lefeldt-Laurvig-Bil-le til Egeskov.

f.eks. handler om støttebeløb fra EU eller of-

fentlige bidrag til renoveringsprojekter.

Adelen har i de forløbne 150 år stedse væ-

ret global. Tilværelsen i det fremmede har

ofte betydet, at erindringen om det danske

adelskab typisk er forsvundet hos de pågæl-

dende, og en assimilering til forhold i de nye

hjemlande har også betydet, at slægtsnavne

er blevet tillempet den nye bopæl. Således er

eksempelvis Rosenkrantz med tiden blevet

til Renna; Gyldenkrone til Goldencrown og de

Svanenskiold til Swain i henholdsvis ameri-

kanske og australske grene af disse slægter.

Kun i ét tilfælde er adelen som stand gået

offentligt ud for at procedere en sag i nye-

re tid. Det var i debatten om den nuværen-

de navnelov, der blev vedtaget i Folketinget i

2005. Slægtsnavnet – i praksis den sidste syn-

lige markør af slægt og adel – stod over for at

kunne blive udvandet gennem et liberalt lov-

forslag. Foreningens anstrengelser bar kun be-

skeden frugt, men medførte en medieomtale,

der gav en undrende offentlighed indblik i ade-

lens ønske om at beholde deres navne for sig

selv. Et forhold, der i den brede befolkning for

længst er afløst af kravet om individualitet og

frie valgmuligheder. Forløbet blev eksponeret i

satiren og står som eksempel på adelens og an-

dre borgeres forsøg på at fastholde en egenart.

Nyeste tid har også budt på den eneste til-

gang til adelen i mange år. Ved prinsesse Ale-

xandras ægteskab i 2007 blev hun for sin per-

son optaget i adelen som grevinde af Frede-

riksborg, og en eventuel ny tilgang til adelen

98873_dansk adel_.indd 38 20/03/15 10:09

Adel 39

Karine von Rumohr (f. 1977), journalist

og fra 2005 den 44. i rækken af

priorinder for det adelige kloster i

Uetersen i Holsten.

i det 21. århundrede vil næppe kunne komme

andetsteds fra end fra kongehuset selv.

Et synligt tegn på adelsforeningens eks-

pansion i nyeste tid er dels Dansk Adelsfor-

enings Ungdomsafdeling, der af en engageret

kreds blev stiftet i Tivoli i november 2007, dels

en relancering af foreningsorganet Meddel-

ser fra Dansk Adelsforening i en mere enga-

gerende og nutidig form. Særligt førstnævnte

må siges at være en naturlig forudsætning for

foreningens virksomhed i fremtiden.

Status ved indgangen til et nyt årtusinde

Ved indgangen til det nye årtusinde bestod

den danske adel, mænd, kvinder og indgifte-

de kvinder, af ca. 6.800 personer fordelt på 188

slægter. Standen kan dermed siges at udgøre

godt en promille af den danske befolkning. I

de forløbne 150 år er bestanden ganske vist

øget i takt med den almindelige befolknings-

tilvækst, men en tredjedel af slægterne er

samtidig uddøde, og der er sket en polarise-

ring, således at de resterende slægter er større

end ved Junigrundlovens indførelse.

Nominelt består adelen af ca. 3.200

mænd, ca. 2.200 indgiftede kvinder samt ca.

1.400 døtre. Kun knap halvdelen af adelen

er stadig bosat i Danmark, mens ca. 3.600

personer, eller omtrent 53 procent, er bosat

uden for landets grænser. En femtedel, eller

ca. 20 procent er i besiddelse af en dansk ar-

velig titel, og af denne betitlede del af adelen

tilhører ca. to tredjedele grevestanden og ca.

én tredjedel friherrestanden.

I de her omhandlede 150 år er det en lille

gruppe af slægter, der antalsmæssigt har do-

mineret. I begge ender af perioden har slægter-

DE STØRSTE SLÆGTER 2000

De 10 antalsmæssigt største slæg-ter omfattede i 2000 ca. 1.500 perso-ner, eller cirka 23 procent af den sam-lede adel. Det drejer sig efter størrelse om slægterne: Neergaard, Rosenvin-ge, Wedell, Holstein, Aubert, Ahlefeldt, Anker, Kaas, Hedemann og Bülow, hver især med ca. 110 til 240 personer, for-delt på såvel danske og indvandrede middelalderslægter som yngre slæg-ter fra renæssance og enevælde.

98873_dansk adel_.indd 39 20/03/15 10:09

Indledning40

ne Ahlefeldt, Wedell og Holstein hørt til blandt

de 10 mest talrige slægter, mens andre slægter

er meget små, og jævnligt sker det, at en uddød

slægt må slettes fra årbogens præsenslister.

Ved indgangen til det 21. århundrede er det

enevældens slægter, der fylder mest i det ade-

lige billede, og kun 29 slægter kan påberåbe sig

dansk adelskab fra perioden før reformatio-

nen i 1536. Med undtagelse af den oprindeligt

pommerske slægt Valkendorf/Walken dorff og

den fra Sverige stammende slægt Trolle har de

alle deres oprindelse i kongeriget, Slesvig og de

tidligere østdanske områder i Sverige:

Fra Slesvig stammer slægterne Boysen, Deden

og Holck.

De resterende slægter stammer fra nuværende

og tidligere danske landsdele.

Fra Fyn stammer slægterne Brockenhuus og

Huitfeldt.

Fra Sjælland slægterne Arenfeldt, Beck-Friis,

Bille, Grubbe og Rosenvinge.

Nørrejylland er den landsdel, hvorfra flest

slægter stammer, nemlig: Bildt, Gyllenstier-

na, Harbou, Iuel, Iuul, Krabbe [af Damsgaard]

og Krabbe [af Østergaard], Kaas, Posse, Rosen-

krantz, Sehested, Skeel og Vind.

Adelen i tal (dels optalt, dels anslået):

1850 (pers.)

2000(pers.)

1850(pct.)

2000(pct.)

Hertug, hertuginde ‹ 5 ‹ 10 0,1 0,1

Markis, markise ‹ 5 - 0,1 -

Lensgreve, lensgrevinde, greve,

grevinde, komtesse

620 900 13,5 13,2

Lensbaron, lensbaronesse, baron,

baronesse

370 490 8,0 7,2

Ubetitlet 3.600 5.400 78,3 79,5

Total 4.600 6.800 100,0 100,0

Dansk adelsskab erhvervet (dels optalt, dels anslået):

1850(pers.)

2000(pers.)

1850(pct.)

2000(pct.)

Senest 1418 480 820 10,4 12,1

1418-1536 290 540 6,3 7,9

1536-1660 330 650 7,2 9,6

1660-1849 3.260 4.390 70,9 64,6

Tidligst 1849* 240 400 5,2 5,9

Total 4.600 6.800 100,0 100,0

Kildegrundlag: Stamtavler og præsenslister i Danmarks Adels Aarbog 1884 ff., udenlandske adelskalendere og

genealogiske værker samt utrykte forarbejder til stamtavler. 1849* omfatter slægter formelt anerkendt senere i 19. årh.

98873_dansk adel_.indd 40 20/03/15 10:09

Adel 41

Fra Halland stammer Hierta og Ribbing, og fra

Skåne stammer Bielke og Thott.

Tilsammen omfatter disse førreformatoriske

slægter nu knap en femtedel af adelen eller

ca. 1.300 personer. Heraf bor ca. 500 personer i

det nuværende Danmark.

Samlet set har billedet af adelen ikke æn-

dret sig synderligt siden 1849. De få, der har

deres gang på hovedgårdene og ved hoffet,

bidrager kraftigt til stereotypen af den privi-

legerede adelsmand, mens det store adelige

flertal allerede ved periodens start var økono-

misk og delvist socialt assimileret og her i det

21. århundrede, ganske som ved Junigrundlo-

vens vedtagelse, kun har standsbetegnelsen

til fælles. Grundloven havde lighedstanken i

centrum, og den blev gennemført ved at fra-

tage adelen dens privilegier, mens man ikke

kunne nå til enighed om at afskaffe den til-

hørende begrebsverden med titel og rang, der

derefter blev ret ligegyldig og uinteressant i

den offentlige sfære. Den danske adels over-

levelse til i dag er derfor resultatet af en sta-

dig tilpasningsevne til samfundsudviklingen,

mens prisen i forhold til tidligere tiders sam-

fundsbærende adel har været en tiltagende

usynliggørelse og marginalisering.

98873_dansk adel_.indd 41 20/03/15 10:09