Amarone og vinene fra Valpolicella

Amarone - og vinene fra Valpolicella

foto rene ri is

thomas ilkjær

12 A m A r o n e

En vin ud over det sædvanlige

T illykke, de tre flasker er dine …” jeg

husker tydeligt min overvældende

begejstring over som fattig stude-

rende at have vundet en af Carlo Me-

rollis små gættekonkurrencer i de glade dage,

da han bestyrede Italiensk Vinhus på Østerbro

i København. Ikke kun fordi de tre flasker gratis

rødvin var et særdeles kærkomment bidrag til

min daværende minimale, SU-finansierede vin-

samling. Det var oven i købet tre flasker Ama-

rone! Kunne det være bedre!? Okay, tre flasker

Barolo havde heller ikke været at kimse ad, men

for en nybegynder udi den italienske vinverden

stod én ting allerede lysende klart: Amarone var

noget særligt.

Det er den stadig. Når vinens historie,

fremstilling og fremtræden i glasset betragtes

under ét, er Amarone della Valpolicella en tem-

melig unik vin uden mange modstykker. Da de

bedste af vinene desuden placerer sig i Italiens

og dermed vinverdenens top, blev denne bog

dedikeret til den specielle vin fra Valpolicellas

bakker og dale uomgængelig. Det er tilmed en

vin, som de danske vinforbrugere har kastet

deres kærlighed på i et omfang, der gør Ama-

rone til et af de bedst kendte vinvaremærker

herhjemme. Man kan mene, hvad man vil om

denne position, men det er under alle omstæn-

digheder endnu en vigtig bevæggrund for at se

nærmere på det, der med rette kan kaldes et

vinfænomen.

Målet med denne bog er at komme et spa-

destik eller to dybere end den unge studeren-

des forelskede begejstring over den kraftige,

uimodståelige, fyldige, berusende Amarone-vin.

Der er nemlig en tendens til en noget over-

fladisk, romantisk og ukritisk behandling af

emnet, og de bedste producenter og vine – og

dig som læser og vinkøber – fortjener bedre.

Jeg har derfor forsøgt at komme rundt om det

hele – fra historien, druesorterne og geografien

over fremstillingen og stilarterne til årgan-

gene og maden – og sidst, men ikke mindst,

de mange producenter, der begaver os med et

væld af forskellige Amarone-typer. Sammen

med et generelt kvalitetsløft og en markant

øget produktionsmængde er den brede vifte af

stilarter den vigtigste udvikling de seneste 10-15

Santo” (altså hellig), men det mest inte-

ressante er præciseringen af, at den kan

være sød eller ikke sød, og at han lidt

længere nede i teksten advokerer for vin,

der er ”amaro”. Dette er en af de tidligste referen-

cer til, at der parallelt med den søde Acinaticum

også fandtes en tør version og et første link til den

senere Amarone-betegnelse. Senere findes der

flere referencer til, at den søde vin fra området nu

ofte betegnes Vino Santo. I de følgende 100-150 år

udvikler der sig en vinkultur, der minder om den,

vi kender i dag, og beskrivelserne af vinene og

vinfremstillingen ligner til forveksling nutidens.

Blandt andet beskriver Benedetto Del Bene i 1775,

hvorledes man først lader klasernes to øverste

”vinger” tørre på måtter. Derefter udblødes dru-

erne fra disse ”recie” to til tre dage, og vinen aftap-

pes i august det følgende år. En af de mest hyppige

forklaringer på Recioto-betegnelsen er, at den

stammer fra dette ”recie”, dialekt for ”orecchie”,

ører, og altså henviser til de øverste og yderste,

oftest mest ”luftige” og modne dele af drueklasen,

som var bedst egnede til tørring. Andre hypoteser

går på, at det er det latinske ord for drueklase,

racemus, der er ophavet eller det senmiddelal-

derlige ”recis(us)”, der henviser til adskilte og

ophængte druer. Endelig er det også muligt, at det

er den gamle romerske betegnelse Retico, der har

overlevet. Under alle omstændigheder begynder

Recioto at blive den foretrukne betegnelse for den

søde røde vin fra Valpolicella, som området efter-

hånden kaldes. Det er en fremadskridende proces,

der formentlig begynder i midten af 1800-tallet,

og første gang, at termen Recioto (i den italienske

udgave Recchioto) nævnes på skrift, er i 1888.

I begyndelsen af 1800-tallet fremhæves Valpo-

licella flere steder som et anset vinområde, og i

1872 huser gran guardia-paladset i Verona den

anden nationalkongres for ønologi, hvilket også

må tages som en indikation af en generel respekt

for området. Op gennem 1800-tallet rammes

området af flere på hinanden følgende plager:

vinmeldug omkring 1850 og senere vinskim-

mel, frostskader 1854/1855 og fra omkring 1908

vinlusen Phylloxera vastetrix, der dog først toppede

i Valpolicella i 1930’erne. Disse problemer blev

blandt andet årsag til en gennemgribende æn-

Pol_Amarone_225x227_OK.indd 12 10/09/10 12.21

A m A r o n e 13

år, og en stor del af det følgende vil derfor være

fokuseret på at beskrive og forklare, hvorfor en

Amarone ikke bare er en Amarone. Og så skal

det ikke glemmes, at Amarone-vinen er barn af

en tusindårig vintradition i Valpolicella og blot

en del af en langt mere omfattende vinkultur.

Bogens hovedperson kan kun forstås fuldt ud,

når man ser den i sammenhæng med de andre

familiemedlemmer, så derfor får Valpolicella,

Valpolicella Ripasso og Recioto della Valpolicella

også deres del af opmærksomheden.

Samtidig med lanceringen af denne bog lig-

ger der på tørrelofterne i Valpolicella druer, som

efter tørringen bliver til de første Amarone-vine

med DOCg-klassifikation, den højeste vinklas-

sifikation i Italien. Det er efter mere end 40

år en passende anerkendelse af en af landets

mest berømte vine; men sandheden skal jo ikke

findes i klassifikationer og bogstavkombinatio-

ner, men i vinmarkerne, i kældrene og i vinen i

glasset.

Så lad mig uden videre omsvøb komme i

gang med fortællingen om en af vinverdenens

største personligheder. Buon divertimento!


14 A m A r o n e – o m r å d e t


A m A r o n e – o m r å d e t 15

tidlig og tågefyldt morgen over Casanova di neris marker ved torrenieri

OmrådetPol_Amarone_225x227_OK.indd 15 10/09/10 12.21

16 h i s t o r i e n

Der findes mange vidnesbyrd om,

at vindyrkning og -produktion i

Valpolicella strækker sig mindst et

par tusind år tilbage i tiden, men

det direkte link, til de vine og druesorter, vi

kender i dag, er sværere at etablere. De første

sikre spor af en bevidst dyrkning af vindruer

i Verona-området består af et fund af Vitis

vinifera-druekerner fra 500 f.Kr. i en arkæolo-

gisk udgravning ved Castelrotto mellem Verona

og San pietro in Cariano. Siden er der utallige

omtaler af vin fra dette område, som indikerer

en større vinproduktion med et godt ry vidt om-

kring. I romertiden refereres der således flittigt

til vinen/druesorten Rhaetic eller Retico, hvis

navn henviser til den romerske provins Raetia,

som strakte sig fra Verona og helt op til floden

Donau mod nord. Ifølge den romerske historiker

Svetonius satte kejser Augustus pris på vinen,

og i et medicinsk værk fra det første århundrede

foreslås varm Raeticum som forebyggelse mod

mavepine. Datidens Hugh Johnson hed plinius

den ældre, og foruden at referere, at Virgil skulle

have vurderet Retica som den næstbedste vin

efter den romerske Falerno, er det også ham,

der specifikt forbinder vinen til Verona-området

i sin ’Naturalis Historia’. plinius omtaler også,

at Raeticis-druer serveres ved kejser Tiberius’

(14-37 e.Kr.) banketter ”før andre tørrede druer”.

Metoden med at tørre druer – som i nutidens

Valpolicella – var altså velkendt. Den stammede

(som det meste andet) fra grækerne, der både

brugte metoden til at konservere spisedruer og

til fremstilling af såkaldt ”passumvin”, en beteg-

nelse der minder om ”passito”, som i dag er den

italienske fællesbetegnelse for vine fremstillede

på tørrede druer.

Den suverænt mest berømte og omtalte

dokumentation af værdsættelsen af vinene

fra Verona findes i et brev skrevet i den første

fjerdedel af 500-tallet. Forfatteren er Cassio-

dorus, historiker, forfatter med videre, som på

det tidspunkt var højtstående embedsmand

ved den østgotiske og italienske konge Teoderik

den Stores hof i Ravenna i Emilia-Romagna.

Brevet er til en såkaldt canonicarius i Veneto

(en slags tolder eller skatteembedsmand) og

er en bestilling på vin til det kongelige lager.

Fra Recioto til Amarone


h i s t o r i e n 17

der var en gang, hvor navnet recioto sagde det hele



Vinen kaldes Acinaticum, hvilket ifølge Cas-

siodorus kommer fra ordet for drue, og den er

”en bemærkelsesværdig vin, som Italien skal

være stolt af”. Vinen bliver siden beskrevet både

indgående og begejstret. Ifølge Cassiodorus kan

man næsten tro, at lilla fik sit navn fra vinens

farve, og der findes tilsyneladende ikke ord til at

beskrive dens behagelige sødme. I munden føles

den som kødfuld væske eller en spiselig drik.

Jo, han kunne nok have fået et marketingjob

hos de fleste producenter i dag! At det faktisk

er en forfader til Recioto della Valpolicella, som

omtales, er sandsynligt på grund af den detalje-

rede beskrivelse af fremstillingsprocessen: efter

høsten hænges druerne til tørring fra pergolaer

og bliver derved meget sødere. I december kom-

mer mosten frem, og når den øvrige vin er ved

at være gammel (!), laves der en frisk vin på den

”violette nektar”, hvis gæring stopper umiddel-

bart i de kolde omgivelser. Og så bedes tolderen

i øvrigt huske en lige så fremragende og meget

lignende vin, der blot er hvid, så passitovin på

grønne druer a la Recioto di Soave var tilsynela-

dende også udbredt.

Den første skriftlige kilde, der omtaler Valpo-

licella som område, skal man helt frem til 1177

for at finde. Da besluttede administrationen i

Verona at sammenlægge de to historiske dale

Veriacus (gammelt navn for Negrar-dalen) og

pruviniano/provinianensis (mellem San gior-

gio og Marano) til et samlet område kaldet Val

polesela.

I Middelalderen er vinreferencerne lidt

mere sparsomme, men der udvikler sig i

1100-1400-tallet en mere specialiseret vinkul-

tur i området, og man kender fx dokumenter,

der omtaler specifikke områder (Semonte,

Santa Sofia, paego) med speciel god druekvali-

tet. I 1400-tallet øges antallet af store villaer i

Valpolicella og med dem større landbrugsarea-

ler og specialiserede vinkældre. Ved denne tid

begynder Veronas og Valpolicellas placering ved

Adige-floden at få større betydning, og vinene

får et marked, der rækker ud over de lokale

”osterie” i Verona – ikke mindst Venedig og hele

Serenissima-republikken. Vinene fra Valpolicella

er tydeligvis stadig værdsatte langt omkring.

Fra Vin Santo til AmaroneI 1732 udkommer forfatteren og kunstkritike-

ren Scipione Maffeis værk ’Verona Illustrata’,

hvori han hylder vinene fra ”Valpulicella” som

værende ”på ingen måde dårligere end dem fra

Montepulciano”. Han refererer til vinen som

”Santo” (altså hellig), men det mest interessante

er præciseringen af, at den kan være sød eller

Valpolicella – mange kældre eller sandbanker?i det meste af litteraturen forklares navnet

Val Polesela/Valpolicella som ”dalen med de

mange kældre”, det vil sige vinkældre. Bortset

fra at det næsten er for passende og poetisk en

betegnelse, er det måske heller ikke lige efter

bogen, at ordet i så fald er en sammensætning

af det græske ”poli” (mange) og latinske ”cella”

(kælder).

en anden forklaring går på, at Val Polesela er

opkaldt efter det dialektale ”poli”, som henfører

til jordens alluviale karakter og de sandbanker,

som Adige-floden skaber mange steder i områ-

det. man finder i dag andre stednavne langs flo-

den, som Pol di s. lucia og Pol di Bussolengo,

med denne oprindelse.







ikke sød, og at han lidt længere nede i teksten

advokerer for vin, der er ”amaro”. Dette er en

af de tidligste referencer til, at der parallelt

med den søde Acinaticum også fandtes en tør

version og et første link til den senere Amarone-

betegnelse. Senere findes der flere referencer

til, at den søde vin fra området nu ofte betegnes

Vino Santo. I de følgende 100-150 år udvikler der

sig en vinkultur, der minder om den, vi kender

i dag, og beskrivelserne af vinene og vinfrem-

stillingen ligner til forveksling nutidens. Blandt

andet beskriver Benedetto Del Bene i 1775,

hvorledes man først lader klasernes to øver-

ste ”vinger” tørre på måtter. Derefter udblødes

druerne fra disse ”recie” to til tre dage, og vinen

aftappes i august det følgende år. En af de mest

hyppige forklaringer på Recioto-betegnelsen

er, at den stammer fra dette ”recie”, dialekt for

”orecchie”, ører, og altså henviser til de øverste

og yderste, oftest mest ”luftige” og modne dele

af drueklasen, som var bedst egnede til tørring.

Andre hypoteser går på, at det er det latinske

ord for drueklase, racemus, der er ophavet eller

det senmiddelalderlige ”recis(us)”, der henvi-

ser til adskilte og ophængte druer. Endelig er

det også muligt, at det er den gamle romerske

betegnelse Retico, der har overlevet. Under alle

omstændigheder begynder Recioto at blive den

foretrukne betegnelse for den søde røde vin fra

Valpolicella, som området efterhånden kaldes.

Det er en fremadskridende proces, der forment-

lig begynder i midten af 1800-tallet, og første

gang, at termen Recioto (i den italienske udgave

Recchioto) nævnes på skrift, er i 1888.

I begyndelsen af 1800-tallet fremhæves Val-

policella flere steder som et anset vinområde,

og i 1872 huser gran guardia-paladset i Verona

den anden nationalkongres for ønologi, hvilket

også må tages som en indikation af en generel

respekt for området. Op gennem 1800-tallet

rammes området af flere på hinanden følgende

plager: vinmeldug omkring 1850 og senere vin-

skimmel, frostskader 1854/1855 og fra omkring

1908 vinlusen Phylloxera vastetrix, der dog først

toppede i Valpolicella i 1930’erne. Disse proble-

mer blev blandt andet årsag til en gennemgri-

bende ændring af vinkulturen i Verona-området

i perioden. Man omplantede i løbet af en kortere

årrække alle marker og fik mere viden om

anvendelsen af svovl i markerne og i vinfrem-

stillingen generelt. Vinproducenter som Bertani

(se s. 218) og Cesare Tezza fra Novare introduce-

rede nye og moderne metoder i både marker og

kældre, og Valpolicella-vinene begyndte så småt

at gøre sig bemærket i udlandet.

Det er midt i denne omstillingsperiode, at

den tørre version af Recioto-vinen for alvor be-

gynder at vinde frem. Den søde version, i både

stille og perlende udgaver, begynder at blive et

kommercielt produkt i slutningen af 1800-tal-

let og bliver blandt andet markedsført af de to

ovennævnte fremsynede producenter. Der er

dog ved at ske et skifte i holdningen til den vin,

der i årtusinder har været betragtet som om-

rådets fremmeste. I 1888 omtaler ønologer ved

en kongres i padova den som en ”afvigelse i en

mærkelig vinindustri”, og 12 år senere skriver

giovanni Battista perez, at ”det er et fejlagtigt

produkt, som ikke fortjener ros, men at man

må tolerere det, fordi det er populært, og folk

er villige til at betale for det”. Samtidigt er der

dog i andre sammenhænge stadig mange roser

til Recioto-vinene, men der kan ses en langsom

ændring af smagspræferencerne og skabelsen

af en basis for de Recioto Amaro-versioner,

der begynder at dukke op. Eksempelvis bliver

Antonio Quintarelli fra Negrar tildelt guldme-

dalje for sin Reccioto Amaro (sic!) ved en vin- og

Amarone er nutidens internationale celebrity, men den søde recioto dens historiske udgangspunkt



gastronomiudstilling i Milano i 1903. Amaro

betyder bitter, men det skal næppe tages alt for

bogstaveligt. Visse af vinene har sikkert haft

en bittertone i afslutningen, præcis som en del

vine – ikke mindst italienske – har det i dag,

men først og fremmest skal tillægsbetegnelsen

ses i lyset af, at man ønskede at indikere det

modsatte af sød, altså tør.

En tør Recioto er per definition en Amarone,

og det giver derfor ikke rigtigt nogen mening,

at tale om ”den første Amarone” eller ”opda-

gelsen af Amarone” forstået som vintype. Som

beskrevet har den eksisteret sideløbende med

den søde Recioto i længere tid og kan ikke da-

teres mere præcist. Ifølge lanfranco paronetto

udførtes de første kendte analyser på, hvad der

må have været Recioto-vine, i 1873 af Stazione

Sperimentale Agraria di Verona. De viste fx vine

fra Negrar med 13,9 % alkohol uden restsukker

og vine fra gargagnago på 14,5 % og 15,7 % med

kun en smule restsukker.

Spørgsmålet er så, i hvor høj grad og hvornår

man begynder at fremstille disse vine bevidst.

At det tidligere ikke nødvendigvis har været

hensigten at lade Reciotoen gære videre til en

tør vin, vidner det dialektale ”Recioto scapà”

om. Det betyder ”Reciotoen, der stak af” og

peger på, at naturen en gang imellem tog sagen

i egen hånd, hvilket ikke virker usandsynligt

i betragtning af det (manglende) teknologiske

niveau i kældrene og den generelle viden hos

vinbønderne om gæringsprocessen op gennem

1800-tallet. I takt med forbedringen af begge

dele, og som følge af de nævnte tendenser til

større fokus på tørre vine, udvikler der sig givet-

vis en begyndende tradition for at styre proces-

sen. Det vidner et brev fra den daværende præ-

sident for Cantina Valpolicella Negrar, giovanni

Battista Rizzardi, til kong Victor Emanuele d. 3.

sendt sammen med 24 flasker Recioto Amaro

i 1936 om. Her skriver han: ”Den bedste vin fra

Valpolicella kalder vi Recioto, da den kommer

fra recie, det vil sige fra udvalgte klaser, der

henlægges længe på måtter før knusningen. Til-

lægsbetegnelsen Amaro bruges til at adskille vo-

res type af vin fra andre med samme navn, som,

om end glimrende, med deres søde smag ikke

tilfredsstiller alle; hvorimod vi med tilfredshed

har opnået en vin, som kan vælges til stegt kød

(”arrosto”) og som i dag er kendt og værdsat.”

Amarone-navnetHvor det som nævnt ikke er muligt at tidsfæste

den præcise fremkomst af en tør Recioto, stil-

ler det sig (måske) anderledes med hensyn til

selve navnet Amarone. Hos Cantina Valpolicella

Negrar findes der i hvert fald den første kendte,

Centrale årstaltidligt 500-tal: Cassiodorus omtaler i særdeles rosende vendinger den søde

Acinaticum-vin fra Verona, fremstillet på tørrede druer

1177: Valpolicella omtales første gang som Val Polesela

1732: omtale af Vin santo fra Valpolicella som både kan være tør og sød

slutningen af 1800-tallet: fremkomsten af tørre/halvtørre recioto Amaro-vine

1925: dannelsen af den første producentsammenslutning til varetagelsen af

Valpolicella-vinene

1930’erne: Vinlusens udbredelse topper i Valpolicella

1938: Aftapning af de første kendte flasker med Amarone-betegnelsen

1950: Bollas første årgang Amarone, aftappet i 1953

1968: Valpolicella og recioto della Valpolicella anerkendes som doC

1970: den nuværende producentsammenslutning “Consorzio per la tutela dei

vini Valpolicella” dannes

1990: Amarone della Valpolicella får officielt sit eget navn

2007: Valpolicella ripasso bliver en officiel, reguleret vintype

2010: Amarone della Valpolicella og recioto della Valpolicella får doCg-status

og Valpolicella ripasso en egen doC



skriftlige anvendelse af betegnelsen. Det drejer

sig om en bekræftelse til en kunde dateret 27.

juli 1942 på afsendelsen af seks kasser med ”fia-

schi” på cirka 2 liter Amarone 1938. Ydermere

fik kooperativet for nylig muligheden for at købe

et antal egne flasker fra 1936, 1938, 1939, 1940 og

1942 fra en anonym privatperson. Blandt disse

fandtes en Valpolicella Amarone Extra 1939, og

det er den hidtil ældste bevarede flaske med

Amarone-navnet. Historien om, hvordan navnet

opstod, er mindre veldokumenteret og bygger

på mundtlig overlevering. I 1938 smagte kæl-

dermesteren Adelino lucchese på et fad Recioto

sammen med kooperativets første præsident

gaetano Dall’Ora og udbrød med begejstring:

”Dette er ikke en Amaro, men en Amarone!”, og

gaetano var ikke sen til at anvende denne be-

tegnelse på etiketten (en anden version hævder,

at det var Dall’Ora, der kom med de bevingede

ord). Ifølge Nino Franceschetti, anerkendt

gaetano dall’ora, der ifølge historien, var manden bag den første kommercielle anvendelse af Amarone-betegnelsen



i midten den ældste bevarede flaske med Amarone-navnet på etiketten. årstallet 1939 fremgår af den lille etikette på bagsiden



ønolog og teknisk chef hos Masi gennem et

par årtier, var Amarone dog en term, som man

allerede da kunne støde på som en ikke-kom-

merciel betegnelse for en udgæret Recioto. Når

man i de små mere eller mindre private kældre

trak Recioto-vinen fra bundfaldet, gjaldt det om

at skille den slørede del i bunden, indeholdende

gærceller, fra. Denne blev puttet i store glasbe-

holdere, ”darmigiani”, og sat væk, og efter en tid

havde den gæret klar til en kraftig, alkoholrig

vin, som gik under forskellige betegnelser, ifølge

Franceschetti eksempelvis ”sgroppin”, ”fernet”

og ”amarone”. En stor amaro altså, hvilket sna-

rere skal tolkes som ”ekstra tør” og/eller ”ekstra

kraftfuld” end ”meget bitter”. Efter min bedste

overbevisning (og rigtigt mange glas Amarone)

er omtalen af Amarone som en specielt bitter

vin malplaceret. Hvem der første gang anvendte

betegnelsen Amarone kan næppe fastlægges

med sikkerhed, men den blev sandsynligvis

ikke anvendt i kommerciel sammenhæng før

hos Cantina Valpolicella Negrar i slutningen af

1930’erne.

Trods den dokumenterede interesse for den

relativt nye tørre version af Recioto går udvik-

lingen af Amarone-produktionen ligesom i stå,

inden den rigtigt kommer i gang. I årtierne der

følger, forbliver den et absolut nicheprodukt, og

en vintype som kun nogle få producenter be-

skæftiger sig med. Bollas første Amarone er fra

1950, Bertanis fra 1958, og Masi aftapper første

gang Campolongo di Torbe Amaronen i 1958. Og

da Valpolicella i 1968 bliver godkendt som DOC-

vin, fremhæves Recioto della Valpolicella som

selvstændig vin, mens Amarone blot er nævnt

ét sted i dokumentet, nærmest i en bibemærk-

ning, som betegnelsen for den tørre version af

Recioto. Da luigi Veronelli, som var en af de før-

ste anerkendte og seriøse vinkritikere i Italien

i 1976, laver en oversigt i ’Catalogo Bolaffi’ over

Recioto og Amarone, er det kun vine fra Can-

tina Sociale di Negrar, Masi, Speri, le Ragose,

Tedeschi og Ca del Monte, der vurderes. Der

var naturligvis andre producenter på markedet

på det tidspunkt, men det er alligevel en ret

tydelig indikation af den relativt ubemærkede

tilværelse, som disse vine levede for blot 30 år

siden. I Valpolicella – som i stort set alle andre

italienske vinområder – satsede man i 1960’erne

og 1970’erne primært på kvantitet og billig

konsumvin, og dyre luksusprodukter som de

to passitovine havde ikke noget stort marked.

Desuden kan man ikke umiddelbart sammen-

ligne dagens vine med tidligere tiders. Tørringen

af druerne varede dengang noget længere og

gæringen og fadlagringen ligeså. Vinene var

oftere oxyderede og har givetvis ikke appelleret

lige så bredt til forbrugerne, som det er tilfældet

i dag, slet ikke når vi snakker eksportmarkedet.

I begyndelsen af 1980’erne sker der så småt for-

andringer med indførelsen af nye teknikker og

en øget viden om gæring og tørreprocessen, og

der skabes dermed en grobund for en markant

kvalitetsfremgang og den enorme succes, som

Amarone-vinen i dag har opnået.

Når eksperterne kan være i tvivl om, hvorvidt

kilder fra så sent som 1800-tallet rent faktisk

omtaler de druesorter, der anvendes i dag, bliver

der naturligvis forbundet endnu større usikker-

hed med præcise tolkninger af kilder fra før vor

tidsregnings begyndelse. Jeg har i det ovenstå-

ende bestræbt mig på at holde mig til nogen-

lunde officielle kilder, der i vid udstrækning

gengiver eller citerer originalskrifter. Jeg er især

Cantine Valpolicella Negrars værk ”Terra, uomi-

ni e passioni nel mito del Recioto e dell’Amaro-

ne” tak skyldig.


Documents

Amarone og vinene fra Valpolicella