Analog-digital logologi

- en komplementær ordlære -

(med tanke på danskundervisning i almindelighed og specialundervisning i særdeleshed)

Kære børn får let for mange navne, så her bruges Kjeld Fredens’ (og andres) begrebspar analog-digital (se tillæg) på ordfeltets halvdele: analog på ordets venstrefelt (stamme) og digital på ordets højrefelt (endelser). Nogle stikord karakteriserer:

analog: digital:

skaber sammenhænge, kontinuitet trækker grænser

forhold og fænomener sammenføjes deler verden i facts

større eller mindre berøring analyse

såvel som, ligesom, både og enten eller

Analog og digital er komplementære, idet de på samme tid udelukker hinanden og supplerer hinanden, begge er nødvendige og sande.

Overkrydsning af synsbaner: Venstre halvdel af genstanden opfattes med begge nethinders højre halvdel. Informationen fra begge øjnes højre halvdel behandles i hjernens højre halvdel. Den anden side af genstanden behandles i den venstre hjernehalvdel. Overkrydsningen sker synskrydset. (Tor Nørretranders: Mærk Verden)

Ordfeltets deling modsvarer synsfeltkrydsningen. Heraf koblingen mellem ordfelt og hemisfæremytologi

og begrebsparret analog-digital:

orddel: stamme endelser

ordfelt: venstre del højre del

hemisfæremytologi: ’højrehjerne’ ’venstrehjerne’

begrebspar: analog digital

analog……………………………………………………………………………………………....digital

Ordets højre side (endelser) - det digitale - er metodisk ret vel gennemarbejdet: materialeudbuddet er stort, der er gedigen tradition for solid træning af denne side af ordene.

Men ikke mindst øget fremmedordsbrug tvinger til revision, og computeren - hvis væsen er digitalt - imødekommer ved at tilbyde visuelle muligheder for præsentation af endelsesfeltets subtraktioner og additioner, for eksempel:

Mens endelsefeltet fastholdes, varieres stammen:

Isme egoisme nationalisme chauvinisme naivisme

Ist egoist nationalist chauvinist naivist

Istisk egoistisk nationalistisk chauvinistisk naivistisk

eller:

pulver automat motor

isere pulverisere automatisere motorisere

isering pulverisering automatisering motorisering

eller:

destruere destruktion destruktiv struktør

konstruere konstruktion konstruktiv konstruktør

rekonstruere rekonstruktion

instruere instruktion instruktiv instruktør

Forsøgsvis kan alle felter udfyldes: ”Find de ord der bruges. . .”:

parere parering paration parat paratør parabel

reparere reparering reparation reparat reparatør reparabel

apparere apparering apparation apparat apparatør apparabel

separere separering separation separat separatør separabel

præparere præparering præparation præparat præparatør præparabel

afparere afparering afparation afparat afparatør afparabel

- “tast § - og se de brugte”:

parere parering parat

‘eparere reparation paratør separabel

apparat

separere separation separat

præparere præparation præparat

afparere afparering

Tidligere betjente man kunder, i dag servicerer man samme, snart kan vi få opdelingen i servicable og inservicable, underkategoriseret efter grad af servicabilitet i lærebogen ’Servication’ med brug af konsekvent parallel orddannelse - slubrende lækker digital mekanik:

variere irritere servicere officere

variabel irritabel servicabel officabel

variabilitet irritabilitet servicabilitet officabilitet

variation irritation servicatlon offication

- og den fleksible sprogbruger - her endelsesmekanismebeherskeren: dén, der kan dét dér digitale - er vinderen.

Der bliver behov for bevidstgørelse og træning - og computeren er det fødte redskab.

De tre disponible alfabetiseringer (progressiv, radiær, retrograd) giver nye muligheder for ordskanning, fx følgende opstilling af ord med stammen -form- :

form deformation uniform eksformere

formal deformerbar uniformere eksformation

formalisere deformere uniformisere

formalisme deformitet uniformisering transformation

formalist uniformisme transformator

formalistisk reform uniformitet transformer (!)

formalitet reformation transformere

formant reformator informant transformering

format reformatorisk informatik (!)

formation reformere information

formativ reformisme informativ

forme reformist informator

formel (!) reformistisk Informatorisk

formere informer (!)

formular informere

formulere

formulering

Disse ord kan analyseres til en sekventiel struktur - her vedføjet bøjningerne:

Forstavelse Kerne afledning afledning(er) bøjning bøjning

ant (e)

de ar (e)de

at

atik(!) (e)nde

re (al) ation (e)r

ativ (e)t

uni ator

atorisk _____

in form (el(!)) er(!)

ere e

kon ering t

iserbar

eks (ul) isere _____

isering (e)n s

trans isme (e)t s

ist

istisk (e)r s

itet (e)rne s

Bortset fra ’!-ordenes’ bøjning (der har konsonantfordobling eller e-bortfald) følger ordene forbavsende konsekvent dette mønster. hvilket giver gode muligheder for visuel præsentation af netop fremmedordenes regulære strukturering, fx:

formere deformere reformere uniformere informere

formerer deformerer reformerer uniformerer informerer

formerede deformerede reformerede uniformerede informerede

formeret deformeret reformeret uniformeret informeret

formerende deformerende reformerende uniformerende informerende

former ! deformer ! reformer ! uniformer ! informer !

eller:

formere formerer formerede formeret formerende

deformere deforinerer deformerede deformeret deformerende

reformere reformerer reformerede reformeret reformerende

uniformere uniformerer uniformerede uniformeret uniformerende

informere informerer informerede informeret informerende

eksformere eksformerer eksformerede eksformeret eksformerende

transformere transformerer transformérede transformeret transformerende

Afledte navneord bøjes så konsekvent og enkelt, at man kun behøver særgennemgang af de fire afledninger

’er ik sel dom’, der let læres på remse…

land skab høj de

sejl ads ven inde

ny hed en s syer ske n s

saml ing et s konge dømme t s

byg ning føl else

mal en er s tjen este r s

klkk ert

fang st erne s assist ance rne s

jag t konfer ence

brygger s organ isme

kvart al fris ure

appar at

disko tek

aktiv itet

mot iv

fabrik ant

produc ent

arrange ment

dlvi sion

produk tion

organis ation

revis or

ventil ator

bil ist

apparat ur

funktion ær

ingeni ør

Fire afledninger afviger:

’er ik sel dom’

er dom sel ik

eren dommen sle ikken

ene domme slen/slet ikker

erne dommene slerne ikkerne

(For god ordens skyld nævnes at denne sporadiske gennemgang næppe er uden lyde: en grundig gennemarbejdning af området ville kræve revision v/sprogligt kyndige)

Afrundende: de digitale processer - ikke mindst i fremmedordene - synes at være så konsekvente, at det kunne overvejes, om ikke danskundervisningen af voksne - ikke mindst ordblinde - med fordel meget tidligt i forløbet fokuserede på netop de mange afledninger og deres bøjninger for at vise, hvor megen sproglig mekanik der er aldeles regulær og konsekvent. De traditionelle undtagelser kunne så bearbejdes siden. Med computeren som arbejdsredskab synes muligheden oplagt.

Så vidt om ordfeltets digitale side.

Analoge processer skaber sammenhænge, sam-menføjer forhold og fænomener i større eller min-dre berøring med hinanden, er såvel som, ligesom og både og. Sådan fungerer det poetiske, det ekspressive, i ordene, i sproget - vekselvirkende.

Mange ord med i benævner noget der er lille, her kobles bogstav i og udtryk lille til ekspremet ’I~lille’, som i ordene lille, mini, kim, bit. Og det analoge følger sin natur og breder sig hvor det kan til andre ord som i denne tekst:

”… Måske man snarere skulle tale om at det netop er en forstyrrelse i ingenting, in nihilo, snarere end ex nihilo Verden er ikke opstået ud af ingenting: verden er opstået inde i ingenting. Alting er ingenting - set fra indersiden. Altet er intet - set indefra. Vi er indeni intet.” (Mærk Verden s.432)

Teksten står som en poetisk tætvævet - ekspressiv kohærent - tekstur: in nihilo initierer processen, et festfyrværkeri af i-lyd, kulminerende i sidste sætnings lysende lyd: “Vi er indeni intet”.

Med ekspremet ’I~lille(bitte)’ spilles på intethed og lidenhed, så vidt at selv i i alting svinger med og understøtter ekspremet, ligesom første i i ingenting ekspressivt smitter det andet i så det virker forstærkende tilbage.

Sådan virker det analoge, ifølge sin natur medlevende.

Flere ekspremer fordelt på flere ord kan samspille til fælles udtryk: ordet vrøvl indeholder ekspremet ’VL~upræcis’ (ævl, bavl, bøvl, snøvl ...) der snakker godt til ’VR~vride (vrænge, vrisse, vrante, vrage, vralte ...). Fællestemaet er ’ikke-orden’.

Tilsvarende er ordet sludder opbygget: ’UDDER~ustruktureret’ (mudder, kludder, pludder ...) svarende godt til ’SL~formløs’ (slaske, slatten, slap, sløv ...). Udtrykket ’sludder og vrøvl’ har således fire ekspremer (SL, UDDER, VR, VL) i samspil til at udtrykke ’ikke-orden’. Hvert af de fire ekspremer er del af et ekspremfelt der svinger med - mere eller mindre åbenlyst. (Se nedenfor!)

Dette samlede ordfelt resonerer i følgende tekst:

“Vrøvl, derimod, har ikke den store dybde - det vitterlige vås er netop tilfældig snak; sludder, der ikke kan siges kortere, fordi der intet system er i det ...“ (Mærk Verden s. 111)

Her forenes initialerne i vrøvl og sludder i ordet vås der resonerer og bringer vitterligt til at medklinge mens snak af det samlede ordfelt ovenfor henter snøvl hvis s-ø-l udefra inddrager pløs der ikke er pænt dansk men godt jysk for munddiarrhoē.

Der er ingen ende på det — det er rablende analogt: indkredsende, inddragende…

SLUDDER OG VRØVL

slaske kludder vride bavl

slumre pludder vralte kravl

sløse skudder vrænge skravl

slap -mudder vræle savl

sløj (&) vrisse tvivl

sløv pjadder vrante ævl

slim pladder ... kævl

slam sladder trævl

slud smadder bøvl

slubre skvadder snøvl

Det er sandt at har man sagt A må man sige B - det er digital, sekventiel tænkning. Lige så sandt er det at om man har sagt A har man sagt hele alfabetet - det er analog, radiær tænkning. Bogstaverne er som skuespillere der kan spille alle roller, dog er nogle bedre end andre til netop dén rolle ... Gælder det fx ’vedvarende bevægelse’ er en hæmmelyd (suse, røre) bedre end lukkelyd, der til gengæld egner sig for ’bevægelsesimpuls (spark, stød, skub).

Det bedste danske bidrag om ekspresslve ord som jeg kender er skrevet på engelsk af Otto Jespersen (Lingvistica 1933) og omhandler vokalen i med betydningen lille: et væld af eksempler og levende iagttagelser og overvejelser fylder teksten. En vigtig påpegning er at koblingen i med udtrykket ’lille’ kan være af ret sen dato, overensstemmende med Otto Jespersens udviklingstænkning: der bli-ver flere og flere ekspressive ord - og - de ord der bedst bevares er de ord der har stærkest eks-pressivt islæt. Det kunne fx komme til at gælde for bit (mindste datamat-informationsenhed) der er kunstigt dannet af binary digit - og ekspressivt vellykket.

Det danske ord stå har en indoeuropæisk rod stā med samme betydning (samt betydningen stille). Her sammenfalder den historiske etymologi med den ekspressive, hvilket langtfra altid er tilfældet: karrusel kommer af arabisk kurradsch som betyder ’leg med træheste’ hvilket er interessant nok; dog er den ekspressive oplevelse af karussel som noget der kører rundt nok nærmere de flestes karrusel-oplevelse.

Etymologi er læren om etymos, hvad der er sandt, ægte, egentligt. Ordet sand er af indoeuropæisk op-rindelse, en lang tillægsform med betydningen værende- og egentlig er af tysk oprindelse med betydningen ’hvad der tilhører én som ejendom’.

Således tegner der sig såvel en historisk, traditionel etymologi (Dansk Etymologisk Ordbog) som en eks-pressiv etymologi, der omhandler ordenes her-og-nu-oprindelse, en lære om det der i og gennem ordene er éns eget, sagt anderledes: en poetisk etymologi, der drejer sig om det der kan blive ens eget gennem ordenes oprindelse her og nu, når de opleves i intenst nærvær.

Her indfinder sig ordparret prosaisk-poetisk. Prosalsk kommer af latin prorsus ’fremadrettet’. Umiddelbart irrelevant men ikke middelbart: Otto Jespersen gør op med det sprogsyn som drives af forestillingen om en første gylden tidsalder og som

følgelig er historisk bagudrettet, jævnfør gængs etymologidefinition (Gyldendals Fremmedordbog):

‘videnskaben om ordenes afstamning og oprindelige betydning’;

‘et ords ældst kendte form eller betydning’; ‘et låneords form i det sprog ordet er lånt fra’;

Poetisk kommer af græsk poiein ’skabe’. Skaben er her-og-nu-liv, en poetisk etymologi må handle om her-og-nu-oprindelse, må være læren om min skaben af det der er mit eget - og dermed om min selvtilblivelse - igennem sproget.

Er det - også – ’sproglig opmærksomhed’ ?

I det poetisk etymologiske arbejde er den historiske etymologi et væsentligt arbejdsredskab, men kun et redskab. De to etymologier kan være sammen-faldende, men er det ikke nødvendigvis - og er dog begge fuldt ud deres egen sandhed.

Poetisk etymologi understreger det fritskabende, men ansvaret er det samme som digterens. En mangfoldighed af sandheder af individuel art - som kaldes digterisk frihed. Vil man have fællesskab - kommunikere - søges også den fælles sandhed - og der mødes man i ordene. I en sandheds, ægtheds, egentligheds oplevelse der er i stadig forvandling, i frihed under ansvar.

Ekspressiv etymologi ville være en lige så god benævnelse, fordi den understreger udtrykket, idet den bygger videre på Mark Johnsons tanke, at sprogets rødder er “metaforen, det billedlige og bevægelsesmæssige konkrete i sproget” (jf. tillæg). Via vore kropslige aktiviteter opbygges oplevelses-/ forståelses-/ forestillingsstrukturer, som vi forsøger at udtrykke ved brugen af ekspremer i ordene, der bliver ekspressive ord.

Dette er hypotesen bag billedordbogen ’stå’. Ikke ’image schemaet’ i sig selv, men dettes kobling med bogstaverne til ekspremerne ’ST~lodret/lige’, ’STR~strække’, ’KN~ knibe’ og ’KR-krum’.

…

Med en komplementær polarisering analog og digital forstået som auditivt-kropsligt & visuelt-in-tellektuelt (computerorienteret), som ’fri-af-stolen-og bundet-til-stolen’ vil der kunne skabes en sund balance mellem krop og ’knop’ og mellem mundt-ligt og skriftligt.

…

Computeren er et vidunderligt arbejdsredskab for endnu urealiserede muligheder ud fra stringent pæ-dagogisk-metodisk samt lingvistisk holdbar tænk-ning. Mennesket er ikke mindre vidunderligt. Som skabelse. Som tilblivelse. Således er - når alt kom-mer til alt - poetisk/ekspressiv etymologi læren om menneskets skaben og dermed skabelse i og gennem ordet.

Status

Før eller siden vil et gennemarbejdet materiale til dansk/specialundervisning fremkomme: området endelser er traditionelt rodfæstet og dertil compu-tervenligt - rigtig digital-snack - så resurser hertil vil flyde tilstrækkeligt til at sproglig og pædagogisk ekspertise i fællig vil kunne skabe et velfunderet og effektivt undervisningsmateriale.

Knap så klart tegner sig ordstammeområdet, som det er dets natur. En afklaret grundlæggende sprogbrug til beskrivelse af processerne findes end-nu ikke. Arbejdet er henvist til intuition og musisk tilnærmelse. Eksakt definérbart er det ikke - men kan nok indkredses i al sin mangfoldighed.

Arbejdsopgaven med det analoge ordstamme-område er dobbeltsidig: konkret hverdags-orienteret (som forsøgt i ’stå’), dvs. idé- og mate-rialeudformende samt overvejelsespræget. Altså en hverdagsorienteret dobbelthed: ’det skal fungere’ og ’det skal have mening’.

Netop ved bevidstgørelsen af ordfeltets komple-mentaritet kan en tilnærmelse ske på relevant vis: ordstammefeltet er musisk, så der må tænkes musisk.

Her byder musikteorien på analogisérbar termi-nologi: ordet som tema opbygget af motiver (bevægelses-elementer). Og da ekspremerne i deres væsen er udtryk, og da udtryk er bevægelse, synes denne vej farbar, så meget mere som ekspre-merne ofte indgår I ord for emotioner (’VR~vride’ i vred, vrissen, vrippen, vranten, vrøvlet; ’GL~glide’ i glad) - og idet ’emotiv’ og ’motiv’ rimer smukt, rundne af samme kærne moveo: ’jeg bevæger’…

En status i bevægelse –

et ståsted for udvikling –

…

Tillæg: Kirsten og Kjeld Fredens: Musikalsk Odyssé

Folkeskolens musiklærerforening, 1991

Tænkning og kommunikation forudsætter en kode. Vi har set, hvorledes de fem kompetencer har hver sin. Men kompetencerne arbejder også sammen, så der sker oversættelser fra én kode til en anden.

Information kan være kodet analogt eller digitalt eller begge dele på én gang: ikonisk. Den digitale kodning er præcis. Den trækker grænser ved at adskille. Her kan man som i logikken tale om et enten eller. Den analoge er derimod kendetegnet ved at skabe sammenhænge, på samme måde som intuitionen kan skabe sammenhænge. Her taler vi ikke om analyse, om at dele verden ind i facts. Vi taler om kontinuitet. Forhold og fænomener sammenføjes; der behøver ikke at være absolut sammenfald eller identitet, men kun en større eller mindre berøring. Der er fx analogi mellem kroppens bevægelse og bevægelse i musikken. En kop er analog til et indre billede af en kop: Der er analogi mellem det ydre og det indre rum.

Sætningen ”hun spiste morgenmad og kørte derefter på arbejde” er en symbolsk verbal repræ-sentation, men med et stærkt analogt element, fordi der er lighed mellem ordenes rækkefølge og handlingens tidsmæssige forløb: Først spiste hun, og så kørte hun på arbejde, ikke omvendt. Det er mest relevant at skelne mellem analoge og sym-bolske (digitale) sider af en repræsentation i stedet for at klassificere fænomener som enten det ene eller det andet. Analog og digital forudsætter hin-anden på samme måde som intuition og refleksivitet.

Det analoge danner baggrund, er kontekst for det symbolske eller digitale. På tilsvarende måde er kroppen og dens konkrete handlen i omverdenen baggrund for det symbolske verbalsprog. Dette synspunkt kommer fx til udtryk i nye sprogteorier (Johnson, 1987; Lakoff, 1987), hvor man hævder at metaforen, det billedlige og bevægelsesmæssige konkrete i sproget, er sprogets rødder. Man har således påvist analogier mellem sprogets metaforer og kompetencerne for krop, rum og musik. Vores rumlige opfattelse af, hvad der er for eller bag, op eller ned, ude eller inde, har betydning for forståelsen af rumlige metaforer. Som et eksempel herpå er begreber som sundhed, liv eller glæde (analogt til en bevægelsesmæssig og rumlig fornemmelse af opad). Begreber som sygdom, død og sorg er ’ned’. Noget er oplivende, og man kan være nedkørt - sproglige metaforer, hvis baggrund er den krops-kinæstetiske og den spatielle kompetence.

Analogien har imitationens karakter. Man kan imitere andres måde at tale på, at bevæge sig på eller handle på. Vi siger, imitationen er lykkedes, når man kan efterligne en anden til forveksling. Imitationen skaber identitet, men hensigten med analogien er at skabe ligheder. Analogien er derfor mere end imitation, fordi identitet kun er én form for lighed: den absolutte.

Det er analogien, vi benytter, når vi skaber eller forsøger at forstå noget intellektuelt nyt. Kroppen har her spillet en afgørende rolle: Afstande har været målt i dagsrejser eller fod, og man har talt på fingrene. Menneskets tidligste opfattelse af en flyvemaskine afveg ikke meget fra analogien om en flyvende fugl, og de første undervandsbåde var ikke identiske med men analoge til fisk. Det er analogien, vi bruger i hverdagen, langt mere end logikken. Har jeg ikke et glas at drikke af så ser jeg mig om efter noget, der ligner - noget analogt. Sproget er fyldt med analogier: En synål har et øje og kaffekanden en tud; flasken har en hals, og stolen har både ryg, sæde og ben. Analogien i sproget, som vi møder i metaforerne, peger på den afgørende rolle, analogien spiller i hverdagen. Når vi i musikken beder eleven om at spille lettere, hur-tigere eller om at opbygge en spænding; eller når vi beder ham om at spille mere lyseblåt, så er det alt sammen analogier, vi arbejder med. Her kommer processproget til sin ret, når det giver eksempler på noget, man kender til. Man skal opbygge en spænding i musikken, men analogien er: Forestil dig, at du kravler op ad et bjerg eller går op ad en trappe.

De fleste daglige aktiviteter er styret af anaIogier. Skal vi pludselig tage en beslutning, gør vi det på spontan, analog måde: Vi gør, hvad vi har gjort i lignende tilfælde. I denne situation arbejder intuition og praktisk tænkning sammen. Analog tænkning er nødvendig, hvis vi skal handle økonomisk i hverdagen. Det er den, vi møder i nervesystemets økonomiprincip, som siger ”Væk mig kun, når der sker noget interessant!” I de fleste tilfælde løses opgaven bare - intuitivt, ved hjælp af analogislutninger. Det er først, hvis det ikke virker, at vi beder refleksiviteten om assistance.