Analyse af digt

Præsentation af digtet: Titel, digter, tilblivelsesår.

Form

Digttype: Rim- eller prosadigt? Komposition?

Indhold

Hvad er digtets emne? Har digtet en tydelig handling, eller beskriver det en tilstand? Disponér teksten for at få et overblik over den. Find de vigtigste nøgleord, og referer indholdet. Find evt. sproglige billeder, og tolk dem. Karakterisér de forhold, personer osv., der beskrives i digtet. Er der modsætninger? Hvilke værdiforestillinger - positive eller negative - giver digtet udtryk for?

Digterens holdning

Hvilken holdning har digteren til emnet? Hvad er meddelelsen? Hvem kan tænkes at være modtager?

Perspektivering

Sæt digtet ind i en sammenhæng.

Vurdering

Tag stilling til indhold og form.

Analyse af episk tekst

NB. Enhver tekst er en helhed. Alle iagttagelser peger hen imod forfatterens hensigt med teksten.

Præsentation af teksten: Titel, forfatter, tilblivelsesår, genre.

Indhold (Hvad)

Tema: Hvad er tekstens grundtanke, idé? Resumé af handlingsforløbet.

Hvad er situationen ved handlingens start?

Hvordan bliver handlingsforløbet, og hvor lang tid strækker handlingen sig over?

Personerne: Hoved- og bipersoner, statister og typer. Karakteristik. Hvem repræsenterer positive, hvem negative værdier? Personernes forhold til hinanden. Personernes livssyn (hvilke tanker gør de sig om menneskeli­vets vilkår og mening?) Sker der en udvikling, en forandring?

Miljø: Karakteristik.

Form (Hvordan)

Komposition: Hvordan er teksten opbygget, kronologisk eller springende i tid? Spændingskurve? Handling og beskrivelse, hvor ligger vægten? Prøv at begrunde hvorfor. Fortæller og synsvinkel:

Alvidende fortællersynsvinkel, indre synsvinkel. ydre synsvinkel, kombineret synsvinkel.

Sprog: Normal- eller gruppesprog, tale- eller skriftsprog. Sætningsbygning. Stil. Direkte —, indirekte tale. Billedsprog.

Forfatterholdning

Hvilken holdning er teksten udtryk for? Hvad vil forfatteren med sin tekst? Hvad er meddelelsen? Hvem kan modtageren tænkes at være?

Perspektivering

Teksten indsættes i en større sammenhæng, og der trækkes pa­ralleller til fx en anden del af forfatterskabet, en periode med bestemte ideer, normer, livssyn, emne- eller temamæssige sam­menhænge.

Vurdering af indhold, form, genre, forfatterholdning.

Associationer

Å - Ryå - bade - højt græs - ferie hos mormor - aa - gammel retstavning - Aalborg og Århus.

Når vi ser en å, får den os ikke kun til at tænke på det, ordet betegner. Som regel knyttes nogle tankeforbindelser til ordet således, at der opstår en tankerække som ovenfor. Sådanne se­rier af tanker kaldes associationer.

Der er tale om almene associationer, når tankerækken er gen­kendelig og forståelig for andre personer.

Giver ordet søndagsavis associationer som stoppenål - soda­vand, er der tale om private associationer.

Når man læser en tekst, er det ordene, der styrer ens oplevel­se. I mange tekster finder man *sproglige billeder. Det er mod­tagerens almene associationer, der styrer tolkningen af disse. Lader modtageren sine associationer løbe i helt private baner, opnår afsenderen ikke det tilsigtede.

Når en persons tanker bliver gengivet i romaner og noveller ser man ofte en associationsrække.

Eksempel „Hvem er det, der sidder ved det lille Bord? Nej, Dorsdey er det ikke. Gudskelov. Nu før Diner'en vilde det være mig umuligt at tale med ham.

Hvorfor ser Portieren saa underligt paå mig? Kunde det tænkes, at han havde læst Ekspresbrevet fra Mor? Jeg maa jo være skør. Jeg maa huske at give ham nogle Drikkepenge igen. Den blonde Dame dér er ogsaa allerede klædt om til Dineren. Hvor kan man være saa tyk.

Jeg gaar udenfor og spadserer lidt frem og tilbage foran Hotellet. Eller ind i Musikværelset? Er der ikke en, der spiller? En Beethoven­sonate! Hvor kan man spille en Beethovensonate her! Jeg forsømmer mit Klaverspil. I Wien vil jeg øve mig regelmæssigt igen."

Arthur Schnitzler: Frøken Else.

Beretning

At berette betyder at give oplysning om, at fortælle. I den *epi-ske tekst kaldes beretningen også handlingen. Fortælleren ud­vælger og tilrettelægger de situationer, han synes er væsentlige. Beretningen bliver således subjektiv, og afsenderens holdning viser sig gennem ordvalg og opbygning.

Der skelnes mellem beretning og fortælling. Fortællingen fremstår som den fri fremstillingsform, mens beretningen er en tilrettelagt fremstilling af et handlingsforløb. Der berettes om det, der er sket - mundtligt eller skriftligt.

Billeder

Al litteratur forudsætter læserens evne til at danne sig et billede af det, forfatteren beskriver. Står man over for et konkret bille­de, fx en tegning, et maleri eller et fotografi, er forholdet egent­lig modsat. Billedet er dannet, man har helheden foran sig, og det er så overladt til beskueren at analysere, tolke eller bare nyde dette billede.

Billedet er altid udført i en eller anden hensigt, og beskueren kan så gå på opdagelse og i bedste fald nå frem til en tolkning, der svarer til hensigten.

Ved billedanalyse kan der skelnes mellem indhold og form. I stedet for „form" bruger man i forbindelse med billedkunst or­det æstetik, der dækker over den kunstneriske udførelse.

Ved en vurdering af billedet som kunstværk kan der gives nogle enkle regler. Disse er vejledende, ikke dækkende, da man her bevæger sig i et følelsesladet område. Smag og behag varie­rer efter tid og sted.

Når man betragter et billede, søger øjet mod centrum, oftest fra nederste venstre hjørne. Gennem centrum kan man fore­stille sig en vandret og en lodret linje, der deler billedet i fire lige store stykker. Omkring disse centerlinjer må der være balance, ellers „vælter" billedet.

Det er let at se, om en tegning er i balance. Anderledes for­holder det sig, når billedet har farver. Disse kan virke mere eller mindre påtrængende. Øjet tiltrækkes af sort og hvidt og til­grænsende mørke og lyse farver, og ved hjælp affarver er det så­ledes muligt at overskride en ellers enkel regel.

Farver kan også udtrykke symbolik: grøn er håbets farve, rød kærlighedens, blå troskabens, sort sorgens, hvid uskyldens osv.

Opfattelsen af farveharmoni veksler efter tid og sted, men ge­nerelt medvirker farvefordelingen til at holde et billede i balan­ce, og det er afgørende for oplevelsen afbilledet som kunstværk.

Ved en billedanalyse er der således mange forhold at tage i betragtning.

En mode l til b i l l edana lyse kan se således ud:

Præsentation

Genre, evt. titel, tilblivelsesår, afsender. Som ved en sproglig tekst bør man gøre sig klart, hvilken billedtype man har med at gøre: et fiktivt eller et faktisk billede. Det kan være vanskeligt at afgøre, da overgangen er flydende. Herefter kan billedgenren karakteriseres nærmere (maleri, tegning, foto ...)

Beskrivelse

Indhold:

Hvad forestiller billedet (hvem, hvad, hvor, hvornår ...)

Æstetik

Komposition:

Hvordan er billedets indhold ordnet? Er der balance? Hvad er centrum? Forgrund, mellem- og baggrund?

Former og linjer:

Vandrette og lodrette, diagonale eller krumme? Hvordan føres beskueren rundt i billedet?

Synsvinkel (dvs. beskuerens placering): Fugle-, frø- eller normalperspektiv?

Farver og belysning: Symbolsk brug affarver? Rumvirkning?

Billedets evt. ramme?

Billedets budskab

Hvilke associationer, tanker, følelser sætter billedet i gang? Hvad er hensigten med billedet?

Digte

Kun få mennesker bryder sig om at læse digte. Der kan gives mange grunde: digte „handler" ikke om noget, de er ikke til at forstå, sproget er sært og svært, ofte er der brugt *sproglige bil­leder osv.

Indholdet i et digt er som regel en *lyrisk beskrivelse. Oftest er det genspejlingen af en stærk oplevelse.

Formen er speciel: grafisk er linjerne afkortet og samlet i en eller flere strofer. Sproget er sammensat således, at der opstår en *rytme, fast eller fri. I ældre digte er der som regel *rim.

Groft kan digte inddeles i rimdigte og prosadigte.

Eksempel Rimdigt: Prosadigt:

I skyggen vi vanke, blandt lysgrønne strå. Sankhansurt vi sanke, hvor blomsterne stå. Pæne lille urt står så rent og purt, står så frisk og grøn, uformærkt i løn.

Alderens sne dækker min isse. Mit hjerte dør langsomt; min vår svandt hen unydt; thi jeg fandt ingen på min vej, som følte med mig. Jeg nød ikke kærligheds fryd. Mig venter ingen hisset, jeg forlader ingen her.

Begge strofer er skrevet af Oehlenschlåger; prosadigtet hedder „Oldingen ved Werthers grav".

Sange og salmer er digte med en fast rytme. Salmerne udgør en speciel gruppe digte. Det græske ord psalmos betyder sang til strengespil. Salmen er en brugstekst beregnet for den kristne menighed til fællessang. Salmen formidler det kristne budskab på en sådan måde, at den syngende kan identificere sig med tekstens „jeg" eller „vi".

Indtil reformationen (1536) foregik sangen i forbindelse med den katolske gudstjeneste på latin, og det var præster og kor­drenge, der sang. Efter reformationen blev der derimod sunget på modersmålet, så menigheden kunne synge med.

Det *episke digt: Der findes ikke kun lyriske, men også episke digte, dvs. digte med en handling, der - som andre episke tek­ster - tager sin begyndelse i en bestemt situation. Til denne gruppe hører folkevisen, hvis omkvæd dog er lyrisk og anslår stemningen.

Disposition

Ordet består af dis-: fra hinanden og ponere: at anbringe, at sætte.

At disponere en tekst vil sige at inddele den, egl. at „sætte dens bestanddele fra hinanden". En disposition er en oversigt.

Hvordan disponerer man en tekst?

1. Læs teksten igennem. 2. Inddel den i afsnit efter handling, (nyt afsnit, når der sker

noget nyt), sted (når der skiftes sted) eller tid (når der sprin­ges i tid).

3. Giv hvert afsnit en kort og præcis overskrift. Man kan be­nytte ord fra teksten eller selv formulere overskriften, men hvert enkelt ord bør overvejes nøje.

4. Er teksten vanskelig eller afsnittene lange, er det en god ide at finde nogle få nøgleord til hver overskrift.

5. Dispositionen er nu klar til brug: den består af en række overskrifter opstillet i den rækkefølge, de skal bruges; hertil evt. nøgleord.

Hvorfor disponerer man?

1. Skal man tilegne sig et stof, bruger man den læseteknik, der hedder studielæsning. Derefter disponerer man stoffet som beskrevet ovenfor. Den proces, men dermed skal igennem: studielæse —> forstå —> inddele —> koncentrere —> for­mulere overskrifter - bevirker, at man trænger ind i stoffet.

2. Skal man referere en tekst, må man danne sig et overblik over indholdet: man disponerer teksten. Mens man refere­rer, mundtligt eller skriftligt, har man dispositionen at holde sig til.

Dispositionen er grundlaget for *referatet. Inddeler man teksten i (for) mange afsnit, får man mange overskrifter og dermed en (for) fyldig disposition. Referatet vil dermed blive (for) langt. - Det gælder altså om at være omhyggelig og kritisk allerede i disponeringen.

3. Skal man fortælle en oplevelse, give en besked, beskrive et *miljø, give et *oplæg - ja uanset hvad, mundtligt eller skriftligt - er det altid væsentligt at gennemtænke rækkeføl­gen: at disponere sit stof.

Se også *komposition.

Det dramatiske

I dramateksten (skuespillet) præsenteres handlingen og proble­met ikke af en *fortæller - som i den * episke tekst - men direkte gennem personerne (skuespillerne).

Eksempel ... Den fremstillende Kunst er Digterens; den gjenfremstillende Skue­spillerens. Forskjellen mellem Digteren og Skuespilleren er, at Digte­ren skaber af det raa Stof, Skuespilleren af et Stof, som alt er Kunst. Digterværket overleveres Skuespillerne, og det bliver nu deres Kunst at optage det i sig i den Grad, at det bliver dem muligt at gjenfrem-stille det, som om det var undfanget oprindeligt af deres egen Sjæl; og denne Gjengiven sker igjennem deres Personlighed, idet deres Evne bestaar i at tilpasse denne til de forskjellige Digterbilleder, saa at Tilskuerne i hvert af disse sættes i den Illusion, at de have en selv­stændig Personlighed for Øie ...

Johanne Luise Heiberg: Et liv genoplevet i erindringen.

Egl. eksisterer det dramatiske først rigtigt, når det ses og/eller høres. Til replikken hører nemlig bevægelse, kropssprog, mi­mik, dekorationer og lydeffekter.

Gennem replikkerne karakteriserer personerne sig selv og hinanden. Kommentarer fra forfatteren til hjælp for de age­rende findes i regibemærkningerne, hvor der gives oplysninger om, hvordan personerne ser ud og opfører sig.

Eksempel INGEBORG. Jeg tror min tro, Hun blev vred, fordi jeg ikke kaldte Hende madame?

ANNE. Nej, jeg gjorde ikke, men jeg bilder mig ind at være lige så vel madame som Hun, ja trods så god, thi der er dog nogen forskel på en kandstøber og en lumpen blytækker; når man vil tale sandhed, ligesom mellem tin og bly.

INGEBORG. Man kan få ondt af sådan snak. I er vel undskyldt at kalde min mand en lumpen bly tækker; mener I, at en bly tækker er ikke i alle måder så god som en lumpen kandstøber?

ANNE. Hvad siger din karnalje? INGEBORG. Du er selv en karnalje, jeg er i alle måder så god som du,

og trods, trods - [Anne Kandstøbers gir hende ørefigen, hun får et igen, de slås og river huen af hinanden).

BARSELKVINDEN. Ak, ak, jeg arme menneske, som skal plages med disse folk. Hør, hvem er i køkkenet, kom ind! {De satter deres huer på og går ud).

Ludvig Holberg: Barselstuen

„Barselstuen" er en komedie, et lystspil, hvor forfatteren pa en morsom og komisk måde belærer sit publikum. Komediens modsætning er tragedien, sørgespillet. I det moderne skuespil ser man ikke den skarpe kontrast: komedie eller tragedie. Her skifter - som i tilværelsen - det muntre og det alvorlige.

Der findes danske dramatiske tekster specielt fra 1700- og 1800-årene skrevet i rytmisk sprog — som på vers — men i vort århundrede prøver man at komme talesproget så nært som mu­ligt.

Opbygningen

Fra gammel tid har der været regler for, hvordan et drama bør bygges op - af hensyn til tilskueren.

Det er væsentligt, at denne hurtigt bliver sat ind i situationen og dens forudsætninger, og at der på det rette tidspunkt lægges op til de „kampe" (problemstillinger), som stykket drejer sig om.

Tilskueren skal med spænding kunne følge udviklingen. Der skal skaffes en stigning i intensiteten således, at man for hvert optrin spørger sig selv, hvad det næste vil bringe. Spændingen skal betegne en stigende kurve, men ikke accelerere for hurtigt. Nogle dramatikere betragter spændingskurven som en spiral, der fremstår ved indskudte episoder eller „hvilescener", som egl. ikke er nødvendige for hovedhandlingen, men blot „holder hen". - Til slut kommer så løsningen.

Skematisk kan dramaets *komposition se således ud:

1. akt: Tilrettelæggelse: De optrædende præsenteres, og handlin­gen kommer i gang. Hovedpersonens entré forberedes.

2. akt: Konflikten sættes i gang, ofte efter lavineprincippet. 3. akt: Spændingen stiger. 4. akt: Vendepunktet indtræffer. 5. akt: Løsning eller fastlåsning af'konflikten.

Denne model er den klassiske, Holberg benytter den fx, men som i al anden litteratur er der også her utallige kompositions-muligheder.

Faglige artikler

Det episke — det fortællende

Eksempel En gammel molbo hørte engang, at der var kommen et norsk skib til Ebeltoft. Han havde aldrig i sit liv set rigtige nordmænd: derfor syn­tes han nok, det var umagen værd at gå til byen og hilse på dem. Da han havde fundet skibet nede ved havnen, gik han over landgangen ud på det. Men der var ingen folk at se på skibet; de var netop alle gået i land.

Mens nu den gamle stod og så sig om, fik han øje på nogle store hummere, der var sluppet ud af en væltet kurv og krøb omkring på dækket. Han troede, at det var de norske skibsfolk, og rakte den stør­ste hummer hånden med de ord:

„God dag, Farlil!" Men dyret tog fat med sin klo og klemte til, så han skreg i vilden

sky. Da han igen havde fået hånden fri, rystede han den og sagde: „Det er små folk, de nordmænd, men håndfaste er de!"

Molbohistorie

Denne molbohistorie er typisk, når det drejer sig om at fortælle. Ordet „engang" foruden brugen af datid viser, at vi her har at gøre med noget afsluttet, som fortælleren beretter om.

Historien starter med en præsentation af en person (en gam­mel molbo) i et miljø (Ebeltoft) og i en bestemt situation (har aldrig set nordmænd). Denne start er typisk for det episke: vi skal vide, hvem historien handler om, hvor den foregår, og hvad den drejer sig om (problemet).

Herefter kan handlingen starte („Da han havde fundet ski­bet . . . " ) , og vi følger hændelserne en efter en (netop, mens nu, så, da) .

Til den episke fortælling hører altså en vis udstrækning i tid. Begivenhederne behøver ikke fortælles kronologisk (i tidsmæs­sig rækkefølge); afsenderen må nemlig også sørge for en vis spænding, der kan skabes bl.a. ved spring i tid.

Den episke tekst er fiktiv og har en fortæller, der beretter en række afsluttede hændelser (handlingen), der strækker sig over et kortere eller længere tidsrum. Gennem en eller flere personer oplever vi nogle situationer dirigeret af fortællerens holdning og synsvinkel.

Der findes ældre episke tekster skrevet i rytmisk sprog - næ­sten som et digt — men prosaen er den mest benyttede. Prosa betyder egl. fremad, ligeud og benyttes om en ligefrem og ubun­den måde at fortælle på (modsat poesi).

Episke tekster

Novellen er en kort historie med en enstrenget handling. Med i handlingen er en eller flere personer, der hører hjemme i et be­stemt miljø. Novellen behandler typisk ét problem og strækker sig normalt over et kortere tidsrum.

Romanen er længere og har en flerstrenget handling. Den be­handler flere problemer og kan have flere parallelle handlings­forløb.

Eventyret kan sammenlignes med novellen, men har indbygget overnaturlige tildragelser. Folkeeventyret er en mundtlig over­levering, ofte indsamlet og nedskrevet i 1800-tallet (Den lille rødhætte). Kunsteventyret har et tydeligt budskab, og forfatte­ren er kendt (fx H. C. Andersen).

Sagaen er fra begyndelsen en mundtlig overlevering. Denne helt specielle form for litteratur blev til på Island, da øen blev be­bygget af især skandinaviske udvandrere, hvoraf flertallet var norske storbønder. Sagaerne beretter om denne periode og blev nedskrevet efter midten af 1200-tallet.

Fortælleren

Fortælleren kan sammenlignes med en person, der sidder på et plankeværk og ser ned på et optrin, som han skal give en anden person indtryk af, en person, som står på den modsatte side af plankeværket og intet kan se eller høre: læseren. Personen på plankeværket har en væsentlig opgave: han skal rekonstruere

det, han ser, sa det bliver levende for den anden, som intet har hørt eller set.

Fortælleren er som regel en opdigtet person. Han kan selv være med i handlingen, eller han kan være usynlig og beskrive hændelserne set udefra. Hans opgave bliver i begge tilfælde at formidle noget til læseren så livagtigt, som havde vi set det med egne øjne.

Fortælleren fører os rundt og vælger altså, hvad vi skal se, og hvordan vi skal opleve den verden, forfatteren har konstrueret.

Fremstillingsformer Handling

„Nerven" i den *episke fortælling er handlingen. Den binder fortællingen sammen til en helhed; gennem den skabes spæn­dingen. Ved hjælp afhandlingen føres læseren gennem den ver­den, forfatteren har lagt til rette for at påvirke modtageren i en bestemt retning.

Handlingen kan også kaldes optrinnet. De situationer, som indgår i optrinnet, kan gengives på forskellig måde: snart brin­ger forfatteren et *resumé eller et *referat, snart følger han be­givenhederne i de mindste enkeltheder.

Eksempel Næste sommer red man til tings, mange i følge som sædvanlig: Muge svarte med sine sønner, Gunløg og Hermund, Thorsten Egilsen og hans søn Kolsvend, Ønund fra Mosfjæld med alle sine sønner samt nysnævnte Sverting. Skafte var da endnu lovsigemand. En dag på

5 tinget, da dette var meget talrigt, og alle rettergangssagerne var til ende, krævede Gunløg sig lyd og sagde: „Er Ravn Ønundsen her til­stede?" Han svarede ja. „Du ved," vedblev derpå Gunløg, „at du har taget min brud, på hvem jeg havde løfte, og har yppet fjendskab imod mig; derfor æsker jeg dig til holmgang her på tinget efter tre

10 dages frist, her på Øksaråholm." Ravn svarede: „Det er et godt bud, som man kunde vente af dig, og jeg er rede, såsnart du vil." Nu var vel deres frænder på begge sider meget misfornøjede dermed; men det var den gang lov, at enhver, der på en eller anden måde troede sig fornærmet, kunde æske sin modstander til holmgang. Efter tre

15 nætters forløb gjorde de sig derfor rede til holmgangen. Illuge svarte ledsagede med et stort følge sin søn til holmen, men lovsigemanden Skafte fulgte Ravn, såvel som hans fader og andre af hans frænder.

Af Gunløg Ormstunges saga

De fire første og fire sidste linjer i dette afsnit er en meget for­kortet gengivelse, og vi får et hastigt overblik over, hvad der sker. Det er egentlig to resuméer.

Der fortælles kun det allervæsentligste; denne fremstillings­form kaldes sammentrangt fremstilling.

I den sammentrængte fremstilling er tiden presset sammen, vi bevæger os lynhurtigt gennem et længere tidsrum.

Indrammet af disse har vi en detaljeret fremstilling (linje 6-11) af en bestemt situation, som er væsentlig i handlingsforløbet. Denne situation gøres nærværende og levende ved hjælp af di­rekte tale: vi er nær på det, der sker; vi hører dialogen.

I den detaljerede fremstilling er vi tæt på begivenhederne, vi er øjenvidner og oplever tingene samtidig med, at de sker.

Kommentar

I linje 13-14 får vi en kommentar, som ligger uden for handlin­gen, men som forfatteren åbenbart synes er vigtig.

Beskrivelse

I linje 12 står handlingen stille: vi får en beskrivelse af Ravns og Gunløgs slægtninge; de er misfornøjede.

De fleste episke fortællinger rummer beskrivelser. Det kan være en person, en lokalitet (egn, by) eller en genstand (hus), der beskrives. Beskrivelsen er ikke en del afhandlingen, men et „maleri" bestående af ord. Hensigten med beskrivelsen er, at læseren skal fordybe sig i det beskrevne, før handlingen går vi­dere. Se *personkarakteristik og * miljøbeskrivelse.

Beskrivelsen af en persons tanker benyttes af fortælleren både til at beskrive personens væremåde og sindstilstand og til at give en nødvendig baggrundsviden om en situation. Tanker kan gengives pænt ordnede, tilrettelagt så kun det væsentligste er med. I mange tekster er der gjort bestræbelser for, at perso­nernes tanker skal virke realistiske; de er derfor springende og kommer som en strøm af usorterede oplevelser og fantasier. Se *associationer.

Det sagte

Personernes replikker kan gengives på flere måder. - Direkte: Hun spurgte: „Hvorfor i alverden kører vi ikke?" — Indirekte: Hun spurgte, hvorfor de ikke kørte.

- Dækket direkte tale: Hun spurgte, hvorfor i alverden de ikke kørte.

Det sidste eksempel er en mellemting: man fornemmer re­plikken bag den indirekte form.

I „Mortens juleaften" (1898) lader Johs . V . J e n s e n den selv­sikre bonde komme til orde gennem direkte tale, hvorimod den fordringsløse og ydmyge husmand, Morten, ikke citeres ordret før til allersidst. Den dækkede direkte tale benyttes her til at un­derstrege Mortens lavmælte, usikre facon. Først da han til sidst er lettet og taler højere og sikrere, hører vi hans ord direkte.

Eksempel Vilde du noget, Morten? spurgte han og satte sig gabende op for Bordenden.

Ja nu var Morten da færdig for i Dag — saa og saa mange Traver. Han havde ellers tænkt ... Ingvar Hansen røg paa Piben og ventede. Morten mente at bede om, hvad han havde tilgode. Vi plejer jo at regne sammen hver Ugedag, sagde Ingvar Hansen. Naa ja, det gjorde de jo ogsaa, det var rigtigt. Ja saa ... Men du kan godt faa din Betaling for de fire Dage, sagde Ingvar,

det skal der ikke være noget i Vejen for. Ingvar gik ind i Sovekamme­ret og smækkede med en Nøgle derinde.

Ja for jeg havde tænkt at skulle til Byen, sagde Morten højt og be­friet — efter Apotekersager.

Konklusion

En episk fortælling er altså sammensat af mange dele. Handlin­gen består af referater og resuméer af begivenheder (sammen­trængt fremstilling). Hertil kommer situationer, der er detalje­ret gengivet, ofte i forbindelse med direkte tale, undertiden også med beskrivelse af personernes tanker. Her og der går handlin­gen i stå ved beskrivelser. I reglen går fortælleren ganske umær­keligt fra den ene fremstillingsform til den anden.

Genrer

Tekster kan inddeles i grupper efter fælles træk. Disse grupper kaldes genrer (ordets egentlige betydning er slægt, art) .

Ved en første grov inddeling kan tekster ordnes i to overord­nede genrer: skønlitteratur (opdigtet) og sagprosa (ikke-opdig-tet). Disse opdeles igen.

Hovedgenrer

*Drama: Skuespil (tragedie, komedie).

*Lyrik: Digtning, der beskriver følelser og stemning, oftest i form af poesi.

*Epik: Fortællende digtning med handling (novelle, roman, eventyr, saga).

Essay Interview Kronik Leder Artikel Læserbrev Dagbog Fagbog Lov

Skønlitteratur Eksempel Johan kom til København, solbrændt, modnet af begivenheder og

med virkelig vilje til at få noget ud aflivet. Det er ikke godt at sige, hvorfor han netop kom i apotekerlære. Han stod efter faderens død og så sig om, og i hans horisont var der ikke et eneste skib. En fætter, der var maler i Amerika, skrev og foreslog ham at komme derover. Han bøjede sin arm, følte, at der var muskler, som gerne ville prøve en dyst hvor som helst. Så optrådte imidlertid halvonkel hr. Tengel-sen. Han var nærmere og virkede med større styrke; han tog sig af Jo­hans sager. Johan havde en vinterdag set en farmaceut stå i Nordby apotek med et reagensglas, hvis indhold han betragtede med et dyb­sindigt smil. Så lidt skal der til; Johan tænkte: dette kan gå an. Til­fældet blæser os som avner, og måske hjælper en hr. Tengelsen til med en kost. En dag meldte Johan sig ude hos onklen på Østerbro; han trak vejret dybt, før han ringede: Seså, nu begyndte andet afsnit.

Få minutter efter var han kastet ind i de besværligheder, som onk­len forstod at tilvejebringe for sig selv og andre. Selv var han ikke hjemme; ægteparret var gået en demonstrativ spadseretur, men pi­gerne sad i køkkenet på deres kufferter og så meget krigeriske ud. Det var den første i måneden, og begge skulle - man kunne næsten sige naturligvis - rejse. Jacob Paludan: Fugle omkring fyret. (1925)

Overordnede genrer

Fiktion eller skønlitteratur

Non-Jiktion eller sagprosa og faglitteratur

Man kan forestille sig tilblivelsen af en fiktiv tekst fx en novelle således:

1. Idé, -> 2. Tekst -> 3. Modtager -> 4. Idé, hensigt reaktion

Forfatteren Ideen Teksten læses Den idé, har en idé, indbygges i og påvirker forfatteren en oplevelse. en handling modtageren. ønskede at

med personer formidle, og miljø. skal nu

gerne fremstå klart for modtageren

/. Forfatteren har en idé, han ønsker at viderebringe i form af en tekst. Han har en ganske bestemt hensigt. Før han begynder at skrive, må han vælge genre: fiktion eller non-fiktion. Vælger han den fiktive genre, må han afgøre, om teksten skal udformes som et digt, en novelle eller en roman. Vi forestiller os en af de to sidste muligheder.

2. Romanen eller novellen skal have et indhold og en form, hvorigennem forfatterens idé gives videre til modtageren. Ind­holdet består af tre „lag": handling, personer og miljø. Forfatte­ren tilrettelægger handlingen og beskriver personer og miljø på en sådan måde, at alt tilpasses hans idé. Han skaber altså sin egen verden, helt som han har brug for, at den skal være.

3. Denne konstruerede verden skal give modtageren et indtryk af det, forfatteren vil formidle, og teksten bliver således en slags argumentation for forfatterens idé.

4. Gennem oplevelse og analyse af teksten modtager læseren forfatterens idé (meddelelse), som gerne skulle resultere i en reaktion.

Sagprosa

Sagprosateksten skal først og fremmest oplyse, orientere eller vejlede. Indholdet behandler faktiske forhold. Denne form for tekster kan være neutrale (objektive) eller vurderende (subjek­tive) .

Objektiv tekst:

Eksempel Nogle tilsætningsstoffer fremstilles ud fra naturens egne produkter. Man kan f.eks. få pektin fra æbler eller citroner. Det er et stof, der kan gøre marmelade stiv.

Fra sojaolie kan man få lecithin. Det er et fedtagtigt stof, der bety­der meget for en persons vækst — men det har også den egenskab, at det kan forhindre en blanding af fedt og vand i at skille, hvilket ud­nyttes ved fremstilling af margarine.

Forbrugerrådet og Industrirådet: Tilsætningsstoffer

Subjektiv tekst:

Eksempel Lærerne tog mig, som de andre Drenge, og jeg skulde have nydt en ganske anden Læremethode; men hvor kunde jeg forlange det, i en Skole gaaer Alt, fabriksmæssig. Meisling var meget hæftig og slem til at spotte; til Lykke havde vi ham kun 1 Time om Ugen (i Stiil) i vor Klasse, men min Angest for ham var saa stor, at jeg tidt i mit inder­ste Hjerte bad, at der maatte gaae Ild i Kakkelovnen, eller noget Lig­nende indtræffe der kunde forhindre ham fra at komme. - Spurgte han mig om Noget gav jeg, selv det rigtige Svar, paa en forvirret Maade, han drejede det strax om, saa det blev mere komisk, og fik de andre til at lee, men dette var at knuse mig. -

H. C. Andersens Levnedsbog 1805-1831

Faktion

Faktion er en forholdsvis ny genre og kan betegnes som en tredje overordnet genre ved siden af skønlitteratur og sagprosa. Fak­tion er en form for „blandingsgenre": indholdet er sagprosastof {faktisk), mens formen kan minde om fik^'owens.

Det er blevet stadig mere almindeligt, at massemedierne for­midler oplysende stof, fx naturvidenskabelige og historiske em­ner, i en underholdende form, der i høj grad appellerer til mod­tagernes følelser og fantasi. I en sådan „indpakning" kan bl.a. nyhedsformidlingen meget let blive til underholdning.

Kommunikation

Ordet kommunikation betyder egentlig at gøre fælles. At kom­munikere vil sige at meddele nogen noget. Der findes såvel sprogløs (at vinke) som sproglig kommunikation. Begge former kræver en afsender, som har et budskab beregnet på en modta­ger.

Afsender —-> Meddelelse —> Modtager

Afsenderen kan vælge at formidle sin meddelelse gennem en fiktiv tekst. Ved hjælp af sproget skal han udløse den rette stem­ning og holdning hos modtageren.

Både den, der skal skrive, og den, der skal læse, må altså have sans for ordene, for de tankeforbindelser (*associationer), de gemmer i sig, og for den stemning, de skal udløse. Det kan se så let ud i en roman eller novelle at give en beskrivelse af en person, så læseren ser denne for sig. I virkeligheden er det en svær kunst.

Afsender- og m o d t a g e r s i t u a t i o n e n

Afsenderens situation er præget af/afhængig af - hans hensigt, - hans baggrund (miljø, skolegang, job, sprog), - hans interesse og viden, - hans evne til at tilpasse meddelelsen for modtageren.

Modtagerens situation er også afhængig af en række faktorer: - hans holdning til afsenderen og emnet,

- hans viden og interesse, - hans baggrund, - hans evne til at forstå meddelelsen.

Af og til kan kommunikationen briste. Det kan der være flere grunde til: 1. Modtagerens holdning til forfatteren eller temaet er negativ. 2. Sproget kan være vanskeligt pga. sætningsbygning og ord­

valg. 3. Teksten kan være vanskelig at forstå, fordi den er blevet til

i en anden tid med en anden tankegang.

For at kommunikationen kan lykkes i såvel nyere som ældre lit­teratur er det af stor betydning at kende til skiftende tiders livs­syn (tanker og forestillinger om liv og død). Det er også væsent­ligt, at man prøver at åbne sig for tekster, der umiddelbart ser ud til at være vanskeligt tilgængelige. Med øvelse og træning kan man blive en god læser.

sgsi^ jpp"-

Komposition

At komponere betyder at sætte sammen. Når man skal skrive en tekst (et brev, en rapport, en novelle), er det væsentligt at disponere sit stof: man ordner det i en bestemt rækkefølge, så der bliver en god og hensigtsmæssig begyndelse, en fyldig be­handling af det, man har på hjerte, og til sidst en afslutning.

Også de enkelte afsnit disponeres — eller komponeres; det er ikke ligegyldigt, hvilke oplysninger, der gives først, og hvilke sidst i et afsnit. Det gælder om, at modtageren på så forståelig en måde som muligt får meddelelsen.

En tekst kan sættes sammen af afsnit (kapitler), som igen er inddelt i typografiske afsnit. De dele, et typografisk afsnit be­står af, er sætninger, afgrænset med punktum eller tilsvarende tegn.

Tekster er altså opbygget - sammensat - af byggesten: ord udvælges og sættes sammen til sætninger. Sætningerne knyttes sammen til en helhed, som kaldes afsnit; disse kan i større tek­ster samles i kapitler, som tilsammen danner en helhed: tek­sten.

Komposition og disposition

De to ord benyttes om samme begreb: at ordne et stof. En lærer vil ofte sige til sine elever: „Skriv en *disposition, før I går i gang med opgaven." Det, eleverne bliver bedt om, er at skrive en oversigt over, hvordan de vil ordne stoffet.

Det ville egentlig være lige så rigtigt at bruge ordet kompone­re, men det bruges mest i forbindelse med kunstnerisk arbejde: en digter komponerer sin tekst, en maler sit billede og en kom­ponist sin musik. De sætter noget sammen til en helhed.

Eksempler på kompositioner

En fiktiv tekst kan sammenlignes med en togstamme. Vognene kan ordnes i forskellig rækkefølge, ligeledes indholdet i en tekst.

Handlingen kan opbygges kronologisk. Den starter på et givent tidspunkt og fortsætter i den rækkefølge, tingene sker.

Faglicie sriilder

Handlingen kan være springende i tid med flash back (tilbage­blik).

Der kan være parallelle handlingsforløb.

Ikke kun tekster med handling, men også beskrivende tekster som digte er komponerede. De kan fx være opbygget over mod­sætningsforhold eller gentagelser.

Det lyriske

Lyrisk betyder egl. hørende til eller ledsaget af lyrespil. Lyren er et strengeinstrument, som i oldtidens Grækenland blev be­nyttet ved fremsigelsen af digte for at skabe stemning. Derfor betegnes beskrivelser, der giver udtryk for følelser og stemning, som lyriske. Dele af prosatekster kan være lyriske, som fx ind­ledningen til denne novelle.

Eksempel Det bliver regn i nat. Tunge, kuplede skyer kryber op over bjergene, blåsorte i det svindende lys fra solen, der synker i den modsatte syns­kreds. En ensom, hvid fugl haster forbi, skarpt tegnet mod mulmet, den skriger fjernt og bliver borte. Flodens mumlen når op til mig som altid i denne time, hvor verden stilner, og træernes kroner mørkner ovre i haverne, hvor støvet og heden har lagt sig, og natten begynder at dufte. En beroligende, en venlig lyd, men den blandes allerede med den første uro fra værtshuset henne i gaden, den første klang af bægre, der bliver delt rundt, den første klimpren af instrumenter, der stemmes, de første pigehvin. Jo mere lyset bliver borte, jo mere magt får den truende larm.

Poul Hoffmann: Den niende dag (1979)

—«*«*"

Det lyriske findes dog i særlig grad i poesi (digte):

Eksempel i Du fine, hvide æbleblomst! Hvem gav dig dette lykkeskær? Ak, jeg er solens hjertenskær!

2 Hvor fik du denne purpurglød, som brænder i din fine hud? Ak, jeg er solens forårsbrud!

3 Velsignet af min brudgoms kys jeg lever i hans åndedrag en kort lyksalig forårsdag.

4 Og når hans sidste varme kys i aftenrøden strejfer mig, så hvisker jeg: jeg elsker dig!

5 Og lukker mig og bøjer mig og drysser over græsset ud mit hvide flor, mit bryllupsskrud —

Ludvig Holstein: Æbleblomst (1895)

Typisk for det lyriske er den subjektive beskrivelse, som ikke skildrer, hvad der sker i et bestemt tidsrum, menjeg'ets oplevelse af det, der sker. Gennem brugen af forskellige *sproglige virke­midler videregives oplevelsen til læseren, der tilegner sig den, så oplevelsen også bliver hans.

De sproglige virkemidler, vi møder i *digte, kan være genta­gelsen, modsætninger, *sproglige billeder, *rim og et koncen­treret, fortættet sprog, der fremføres i en vis *rytme.

Miljøbeskrivelse

Ordets egl. betydning: mi -midt; lieu -sted. Altså midt på ste­det. Et miljø er de forhold, et individ lever under.

For at en fiktiv tekst kan virke så troværdig som muligt, må handlingen placeres i et miljø. Det kan variere meget, hvilke oplysninger en forfatter giver, når han vil skildre et miljø. Op­lysninger, som kan give læseren et indtryk af miljøet, gives som regel flere steder i teksten.

Følgende disposition kan være en hjælp, når man skal samle oplysninger om miljøet:

1. Personer (alder, erhverv, køn, sprog). 2. Geografiske omgivelser (landsdel, land/by, kvarter, gade,

have, interiør). 3. Samfundsforhold, (styreform, religion, kultur). 4. Tid for handlingen = episk tid (fortid, nutid, fremtid).

Eksempel Min Onkels Hus var ikke noget romantisk Hus, og det vilde vist un­dre sig storlig, naar det erfarede, at det havde givet Stof til en trykt Fortælling. Der var ingen Børn, ingen Lystighed, ingen Selskaber. Skjønt Onkels Drift gjorde ham det nødvendigt at holde en Snes Karle - Avlskarle, Kuske, Gaardskarle og Røgtere - et talrigt Butik-og Kontorpersonale og til disses Pleje i det Mindste fem Piger, saa gik dog Husets Indre som en Maskine, rolig, ensformig og uden Af­brydelse.

Om Morgenen, naar jeg kom op, fandt jeg Dagligstuen næsten skinnende af Renhed; frisk Sand var strøet på Gulvet; om Sommeren stod en blomsterkost paa Bordet og udbredte en mild Vellugt i Væ­relset, om Vinteren var et lille Fyrfad med Røgelse sat paa Kakkelov­nen. Paa et lille Bord i Hjørnet af Stuen stod et Par Kopper, Sølv-Fløde- og Sukkerskaalen, et Fyrfad med Thepotten og en lille Asiette med Smørrebrød. Når Onkel havde drukket sin The, kom Ingen ind i Værelset før Kl. 12. Tante var beskæftiget i Køkkenet, Onkel i Kon­toret, Butiken eller Magasinerne. På slaget 12 stod Middagsbordet dækket. Onkel og Tante sad i Sofaen, Bogholderen og de to Svende traadte bukkende ind; naar første Ret var spist rejste sig de to Svende og gik ud i Butiken, enten deres Nærværelse var nødvendig der eller ej; de kom nøjagtigt tilbage, naar Eftermaden var skaaren for, med et lille nik til Onkel og Tante tømte de deres Glas Vin og gik fra Bor­det, i Almindelighed uden at der var talt et Ord. Bogholderen, der havde været i min Onkels Tjeneste, siden han etablerede sig, blev et Par Minuter længer; der vexledes nogle Ord om Bøgerne eller om den og dens Soliditet eller om en Ildebrand paa Landet, hvorpå Bog­holderen med et buk for Tante forlod Værelset og Onkel lagde sig til at sove Middagssøvn.

M. Goldschmidt: Tømmerpladsen

1. Personer: Onklen er chef i en stor virksomhed med mange ansatte. Karle, kuske, butikssvende, bogholder m.fl. bor i onk­lens hus, og derfor er der mange tjenestepiger. Tanten deltager i arbejdet i køkkenet.

2. Geografiske omgivelser: Onklens hus er en del af virksomhe­den. I dagligstuen er der hyggeligt, rent og ryddeligt. De ting, der står i stuen, viser tegn på velstand.

3. Samfundsforhold: Det er et billede af det borgerlige sam­fund, vi får her. Vi befinder os i en stor købmandsgård med landbrug. Der er ordentlige og trygge forhold, enhver kender sin plads i dette patriarkalske samfund. Der er helt faste skikke.

4. Novellen er udgivet i 1846. Handlingen foregår nogenlunde samtidig, men kunne være fra det meste af 1800-tallet.

Oplæg

Formålet med et oplæg er at give instruktion, at redegøre for et emne eller at lægge op til diskussion.

Sprogstrategi

Når der skal laves et mundtligt oplæg, må man som afsender gøre sig klart, at der i første omgang er tale om envejskommuni­kation. Man henvender sig til modtagere med forskellige forud­sætninger. Derfor må oplægsholderen vurdere, om modtagerne kender anvendte fagudtryk og eventuelle fremmedord.

Sproget skal være en mellemting mellem talesprog og skrift­sprog; man bør undgå gruppesprog og slangudtryk.

Oplægsholderen bør ikke nedskrive hele oplægget, da sætnin­gerne risikerer at blive for lange og med for mange bisætninger, hvilket kan gøre det svært for modtagerne at følge med. Der er desuden risiko for, at oplægsholderen læser oplægget højt fra manuskriptarkene. En sådan oplæsning virker sandsynligvis sløvende på modtagerne.

I stedet bør man anvende en *disposition med overskrifter og nøgleord. Så har man noget at holde sig til, og oplægsholderen har mulighed for at bruge et enkelt og naturligt sprog.

Samtidig kan han få øjenkontakt med modtagerne og benytte sig af kropssprog (non-verbal kommunikation). På den måde er

der størst chance for, at kommunikationen mellem afsender og modtagere lykkes.

Udarbejdelse af oplægget

Første del af udarbejdelsen af et oplæg er at indsamle viden. Man kan starte med at skrive ned, hvad man selv ved om em­net, og hvilke synspunkter man har, og derefter kan man søge yderligere viden ved fx biblioteksbesøg og interview af perso­ner, som har kendskab til emnet.

Når man mener at have opsamlet tilstrækkelig viden om em­net, starter næste del af udarbejdelsen: sorteringen og afgræns­ningen. Oplægget disponeres, så der ikke bliver for mange og for forskellige punkter. Tre til fem hovedpunkter vil være pas­sende. Oplægget skal hænge sammen, og punkterne skal følge logisk efter hinanden.

I oplægget gør man rede for sine synspunkter om emnet; hvis man kender eventuelle modsynspunkter og i oplægget kan ar­gumentere imod dem, vil ens egne synspunkter stå stærkere hos modtagerne.

Indledningen er vigtig, for det er den, der skal fange tilhørerne. Man kan fx indlede med ét eller flere af punkterne:

Præsentation, definition, afgrænsning af emnet. Hensigten med fremlæggelsen. Emnets aktualitet. En provokation. Et citat. Hovedsynspunktet på emnet. Omtale af oplæggets højst fem hovedpunkter.

Afslutningen er også betydningsfuld, og den kan være en opsum­mering af hovedpunkterne, en konklusion og evt. en under­stregning af afsenderens synspunkter.

Er man usikker ved at skulle holde et oplæg, kan man skrive indledning og afslutning fuldstændigt, men alligevel så vidt muligt løsrive øjnene fra manuskriptet.

Når man disponerer sit oplæg, kan man benytte samme fremgangsmåde som ved disponering af et foredrag og en tale.

Alle tre discipliner består af

indledning, afhandling, afslutning.

Indledning og afslutning må ikke være for omfattende. Et oplæg er normalt kortere end et foredrag og en tale, men

der er ingen faste regler for længden. Dog er det en god regel ikke at tale for længe.

Personkarakteristik

Den egentlige betydning af ordet karakteristik er indridset ken­demærke.

Til en kunstner stilles der to væsentlige krav: han skal have evnen til at opleve, og han skal kunne give disse oplevelser kunstnerisk udtryk - for digterens vedkommende gennem ord. H a n skal alene gennem sproget få os til at se, hvad han har set, og føle, hvad han har følt. Han må beherske ordets kunst.

Eksempel Han kastede et blik ned ad sig selv. Støvede støvler, overlæderet rev­net og gået løs fra sålen, så det gabede opefter og lignede et sjovt lille dyr med flaben fuld af små spidse tandsyle ... Såler var der ikke me­get af, men det sås jo ikke.

Og tøjet? Han så afgjort ikke ud som ham prinsen af Væles. Hullet på knæet hade han ganske vist rimpet sammen med lidt

brun tråd så det ikke ligefrem gabede, men så var buxebenet altså blevet lidt kortere af den grund, frynset forneden var det også og det bare ben sås når han gik.

Jakken var hullet, albuerne stak ud, den var for lille og sprængt over ryggen, stumpede over gumpen og den omtrent hele buxeende. Han hade højt sommerhår, lyst, under hatten der engang hade været en fin hat ...

Nobelt klædt var han ikke, det var han nok klar over, det var ikke med påklædningen han skulle gøre sig — og hvad, når den er i orden, kan vel ethvert fjols klare sig! — næe, det var andre ting, det var det indre var det... det var de fandens bedrøvede øjne han hade, som så mange piger blev så kede af at se på at de ville forloves med ham, det var dem ja, og dem stolede han på, øjnene altså, de plejede altid at virke ...

Han strammede sig op, gik op ad trappen og ringede på. Harald Herdal: En nat i Nyborg (1933)

Man ser Harald Herdals person for sig: ordene danner et bil­lede.

At karakterisere et individ vil sige at skildre dets særpræg. I den fiktive tekst tillægger forfatteren sine personer netop de egenskaber, han ønsker, de skal have. H a n kan karakterisere dem, så modtageren får medlidenhed med, tager afstand fra el­ler får sympati for dem. Forfatterens budskab viser sig ofte gen­nem den holdning, han opbygger hos læseren, til personerne.

Personerne kan karakteriseres direkte, dvs. med ord, der be­skriver fx udseende (han var lille og tyk).

De kan også skildres indirekte gennem det, de siger og gør; modtageren må så selv „sætte ord på".

Når man i en tekst skal finde en persons særpræg, kan man arbejde efter følgende disposition:

1. Personens situation (miljø, familieforhold, erhverv, alder osv.).

2. Udseende. 3. Væremåde (karakter, egenskaber, følelser, holdninger osv.)

Eksempel „Thumsen" hed Emanuel og var Karens søn. „Dér er han!" hviskede Engeline. Hendes hvisken lød skarpt og

distinkt som en trækvind i en dørsprække. Fede Rikke bøjede sin kødbolle af et ansigt om mod gaden: „God­

morgen, hr. Thomsen!" „Godmorgen, hr. Thomsen!" sagde også Engeline. Og — „God­

morgen! Godmorgen! Godmorgen!" lød rundt omkring fra. Men den lille mand dernede lod, som han hverken så eller hørte.

Han var kommen ud af butiksdøren med en vandkande og en kost og gav sig nu sindigt og omhyggeligt til at vande fortovet og den halvdel af kørebanen, som det tilkom ham at holde ren.

Han vandede næsten som efter en lineal. Ikke en dråbe kom der ind på naboens eller genboens part af gaden. Og endda var Thomsen skæv i højre skulder.

Da vandingen var overstået, tog han kosten og gav sig til at feje. —

„Thumsen" havde båret vandkanden og kosten bort og var nu sin­digt beskæftiget med at pudse messinghåndtaget på butiksdøren.

Jordemoder Frederiksen kom gående forbi med posen over armen. „De er en negl, Thomsen, til at hænge i!" sagde hun og standsede. „Man må jo arbejde, fru Frederiksen; derfor er man jo sat på jor­

den." „Da blev jeg da ved Gud helst i min gode seng!"

,Ja, man er jo lidt forskellige ..." Emanuel blev ufortrødent ved at gnide på låsen.

„Lille Manuel, skal du ikke ind og ha' din kaffe, min dreng?" „Man må først være færdig, mo'r Karen!" , Jaja, så drikker jeg min," sagde madam Thomsen mildt og gik fra

butikken ind i bagstuen igen. „Drik!" sagde Emanuel. „Når kommer du?" „Om et kvarter!" Og først da dørlåsen skinnede som det gyldneste guld, samlede

han sine pudseremedier sammen og gik ind for at nyde sin morgen­drik.

Idet han åbnede butiksdøren, gned en stor, gråblå kat sig kælent ind mod hans ben.

„Dér har man jo Knors," sagde han med kælen røst og løftede, til trods for de forskellige sager, han bar i hænderne, dyret op på armen. „Hvorledes har han det, kisse-misse-barnet?"

„Mjau-au!" sagde Knors og borede sin snude ind under hans arm. Gustav Wied: Livsens ondskab (1899)

I tekstafsnittet spiller Thumsen en dominerende rolle, det er ham, der fokuseres på. H a n er hovedperson. Han er skildret både direkte og indirekte.

Mor Karen og de kvinder, der hilser på Thumsen, er biperso­ner.

1. Situation: Emanuel (Thumsen) er en voksen mand, der bor sammen med sin mor. Hun har en butik. De bor i en by, hvor alle kender hinanden. Omgivelserne opfatter ham som en særling.

2. Udseende: Thumsen er lille og har en skæv skulder.

3. Væremåde: H a n er yderst pligtopfyldende, omhyggelig, sin­dig, rolig og arbejdsom. Stædig er han også. Han har ikke humoristisk sans. Han er afmålt, kølig og studs over for fremmede, kærlig over for katten.

Referat

At referere vil sige at gengive noget set, læst eller hørt i forkortet form med ens egne ord. Kun det væsentlige skal med i referatet.

Forarbejdet

Uanset om man skal referere mundtligt eller skriftligt, har man brug for at udarbejde en disposition, som man kan støtte sig til, mens man refererer.

Dispositionen er grundlaget for referatet. Inddeler man tek­sten i for mange afsnit, får man mange overskrifter og dermed en for fyldig disposition. Referatet vil dermed blive for langt. -Det gælder altså om at være omhyggelig og kritisk allerede i dis­poneringen.

Referatet

Angiv kilden: Man angiver, hvem man refererer, og hvad titlen er på det, der refereres.

Sproget: Man refererer med sine egne ord i et sammenhæn­gende sprog. Referatet skal være neutralt, så den oprindelige mening ikke ændres. Man skal holde sin egen mening udenfor. ,Jeg" i den oprindelige tekst bliver i referatet til han/hun, di­rekte tale til indirekte. Ønsker man at bruge citater, skal de gengives fuldstændig korrekt, sættes i anførselstegn og placeres, så den oprindelige mening ikke ændres.

Længde: Referatet må maksimalt fylde ca. lh af den oprindelige tekst.

I avisen møder vi dagligt referatet: journalisten refererer en fodboldkamp, et møde, en trafikulykke osv.

Resumé

Egentlig betydning: gentage. Et resumé er et sammentrængt *referat; det er en gengivelse

af det helt centrale i noget læst, set eller hørt. Har man en *dis-position til brug ved et referat, kan en sammenkædning af over­skrifterne i dispositionen udgøre resuméet.

Rim

Eksempel 1 Du kære blide danske bæk, som bag om hegn og hybenhæk

3 mod salte fjorde glider, dit vandrevand, din puslestrøm

5 har nynnet i vor folkedrøm og pyntet Danmarks kjolesøm

7 fra landets ældste tider.

a a b c c c b

Jeppe

Digtet har enderim, hvilket vil sige, at det sidste ord i en linje ri­mer med det sidste ord i en anden. Linje 1 og 2 danner parrim,

linje 3 og 7 omsluttende rim.

I Ghr. Winthers digt „Flugten til Amerika" er der krydsrim:

linje 1 og 3 rimer, ligeledes linje 2 og 4.

Eksempel 1

3

1

3

Dengang da jeg var en lille en a og havde begyndt min skole, b og havde fået støvler på begge ben a og kastet min blusekjole; b

da var jeg ikke så from som nu, a da havde jeg ben i panden, b mit blod var hedt og ilter min hu, a jeg forstod mig kun lidt på forstanden. b

I gammel nordisk poesi - og efterligninger heraf - findes bog­stavrim, dvs. at flere trykstærke stavelser (se *rytme) i nogle sammenhørende linjer starter med samme lyd (lyde).

Johannes V. Jensen benytter denne form for rim i sit digt „Den nordiske kvinde":

De tre eksempler på rimstilling kan illustreres således:

Eksempel ,Jeg vilde altid vandre i venlige Skove. Dølg mig i dine Arme dugkølige Danmark."

Rimene findes altså her i de trykstærke stavelser, der begynder med v og d.

Uden for poesi bruges rim i forbindelse med ordsprog: Mange bække små gør en stor å. Tomme tønder buldrer mest.

Også i reklameslogans benyttes rimet: Godt i gang med GADS voksen.

Ved ordsprog og slogans er rimets funktion at give sætningen klang og at hjælpe brugerne til at huske den.

Rytme

Rytme findes i pulsslaget og i et urs tikken. Musik er baseret på rytme. Også i sproget er der en rytme, som fremkommer, fordi nogle stavelser er trykstærke, andre tryksvage. Ved at ordne sproget kan man frembringe en rytme, som undertiden kan være med til at understrege tekstens indhold.

Fast rytme i digte

„I Sne staar Urt og Busk i Skjul;

Der er saa koldt derude"

Læser man disse linjer højt, fornemmer man klart det faste mønster i de tryksvage (- ) og trykstærke (- ) stavelser. Man si­ger, at der er benyttet et bestemt versemål, der er bygget op af versefødder.

Fr i r y t m e I p ro sad ig t e

I prosadigte er ordenes rækkefølge og linjedelingen afgørende for rytmen. Når prosaens sætninger knækkes, må de læses og opleves anderledes end i fx en novelle. Man koncentrerer sig om de enkelte linjer, „smager" på hver enkelt og er indstillet på, at teksten skal opleves som et digt.

Følgende eksempel af Ole Sarvig er et digt med fri rytme og uden rim.

Eksempel Ganske stille som en flad kumme i juniregnen vil jeg løbe fuld af vilje i nat.

En hilsen til en VUC-lærer fra et danskhold, der bl.a. har læst knækprosa, blev udformet således:

Eksempel Efter en lang vinters hovedbrud kan vi unde dig en tid, hvor du får lejlighed til at bruge andre dele af kroppen. For at du ikke helt skal glemme os, og for at din skolefri sommer

kan blive behagelig, får du denne genbrugsæske med miljørigtige ting. Tak for inspirerende undervisning, der har givet os lyst til at lære mere.

R y t m e i p ro sa

I al prosa findes der rytme - en tilfældig rytme. Sætningerne kan dog også her *komponeres, så man fornemmer en speciel rytme. I I. P. Jacobsens novelle „Mogens" hører man tydeligt gennem beskrivelsen af regnvejret, at det kommer pludseligt, og at det tager voldsomt til.

Eksempel Pludselig kom der en lille rund, mørk Plet paa det lysegraa Muld, en til, tre, fire, mange, flere endnu, hele Tuen var ganske mørkegraa. Luften var lutter lange mørke Streger, Bladene nikkede og svajede, og der kom en Summen, der gik over til Syden; det øste Vande ned.

Alting glimtede, gnistrede, spruttede. Blade, Grene, Stammer, Al­ting glinsede af Væde; hver lille Draabe, der faldt paa Jord, paa Græs, paa Stenten, paa hvad som helst, splintredes og stænkedes bort i tusind fine Perler. Smaa Draaber hang lidt hist og blev til store Draaber, dryppede ned her, samledes med andre Draaber, blev smaa Strømme, blev borte i smaa Furer, løb ind i store Huller og ud af smaa, sejlede bort med Støv, med Splinter og Løvstumper, satte dem paa Grund, gjorde dem flot, snurrede dem rundt og satte dem paa Grund igen.

Sproglige billeder

Et sprogligt billede består af et ord eller udtryk, der skal forstås i overført betydning. Det skal altså ikke forstås bogstaveligt, men billedligt.

Sprogets billeder kaldes også metaforer, hvilket betyder at føre over. Når man bruger metaforer, fører man sprogbetyd­ning over fra et område til et andet.

Såvel i fiktive som i non-fiktive tekster kan man finde billed­sprog. Ikke blot digterens, men også hverdagens sprog er fuldt af billeder. Det er ikke blot levende væsener, der har hoved, ører, mund, arme, ryg, ben osv. Der er også hoved på en pibe, et hoved blandt byerne (hovedstaden), gryden har ører, floden har arme og „munder" ud i havet, og stolen har både arme, ryg og ben. Disse udtryk er tydelige, men så almindeligt brugt, at man knap oplever dem som billeder. Det er gamle, slidte bille­der.

For at udtrykke sig både levende og tydeligt må digteren af og til ty til „reserverne" i sproget. Han må selv skabe et udtryk. Digterens billeder er nye og friske og bruges for, at læseren ikke blot skal høre, se og forstå ordene, men opleve det, der ligger bag: situationen, følelsen.

Eksempel Eftermiddagstoget kørte gennem stationsbyen, kløvede julidagens solstilhed med sin damphvislen og fik hønsene i havernes varme sand til at rejse hovederne og vælte sig om på den anden side. Så flød stilheden igen sammen over skinnerne, og blundehinderne gled for hønsenes soltrætte øjne.

Således begynder Erling Kristensen sin roman „Byen mellem to tårne" (1928). I den første sætning skal to ord forstås i over­ført betydning: kløvede og solstilhed.

Lad os se på, hvad der egentlig sker, når man skal tolke — finde „ind bag" — et sprogligt billede. Punktvis kan processen fremstilles således:

1. Kløvede benyttes her i en betydning, hvor vi normalt ikke træffer det.

2. Vi stopper op. 3. Ordet giver *associationer, dvs. det sætter en tankerække i

gang, fordi vi kender ordet: kløvede - træstamme - økse -hugge - to dele.

4. Vi ser igen på sætningen, hvor ordet er brugt, og forstår, at togets ankomst opleves som en pludselig og næsten choke­rende larm (som et hug) i den stille by.

Solstilhed er et ord, som forfatteren har konstrueret. Vi kender ordet musestille - også et billede - men det kan ikke bruges her, da det vist må siges at give udtryk for for megen stilhed, når ta­len er om en by. Når vi ser ordet „solstilhed", sættes vore asso­ciationer i gang: sol - sommer - varme - døsighed - dvaskhed. Gennem ordet får vi at vide, hvorfor der er så stille, og vi ople­ver den varme, dvaske middagsstemning i den lille stationsby.

I H. C. Andersens eventyr „Storkene" prøver storkemor at overbevise sine unger om, at det virkelig kan betale sig at flyve til Ægypten om efteråret.

Eksempel , J a ! der er saa deiligt! man gjør ikke Andet end spise hele Dagen, og imens vi har det saa godt, er i dette Land ikke et grønt Blad paa Træ­erne; her er saa koldt, saa Skyerne fryse i Stykker og falde ned i smaa, hvide Lapper!"

1. Lapper! — i forbindelse med vintervejret, 2. vi stopper op, 3. får associationer: lapper — små stumper — uens, bølgede og

flossede kanter. 4. Vi mærker kulden og „ser" den falde ned over os i form af

snefnug.

S a m m e n l i g n i n g e n

Den form for billede, der er lettest at opfatte, er sammenlignin­gen. Begge led - det der skal sammenlignes, og det, som det skal sammenlignes med - er til stede og forbundet med et „som" (lige som).

I det gamle testamente (2. Kongebog kap. 21 vers 12-13) fin­der man denne sammenligning: „... så siger Herren, Israels Gud: Se jeg bringer ulykke over Jerusalem o g j u d a ...;jeg vil af­viske Jerusalem, som man afvisker et fad og vender det om." Vi ser situationen: fadet tørres af og vendes. Færdig med det!

Indledningskapitlet i Bella Chagalls „Brændende lys" (1939) er fuldt af sproglige billeder, som hjælper læseren til at opleve den situation, forfatteren beskriver, og de følelser, der ligger bag. Bogen indeholder erindringer fra barndommen i Vitebsk, der ligger ved floden Dyna (Dvina) i Hviderusland.

Eksempel Mærkeligt - jeg får pludselig lyst til at skrive, skrive stammende på mit modersmål, som jeg ikke har talt siden jeg forlod mit barndoms­hjem.

Hvor langt bort mine barneår end er gledet fra mig - nu kommer de tilbage til mig, nærmere, stadig nærmere, er allerede så nær, at jeg synes at fornemme deres ånde.

Jeg ser ganske tydeligt mig selv: en lille rund tingest, der løber gennem hele huset, gennem den ene dør efter den anden, gemmer sig på de brede vindueskarme med benene trukket op under sig, sam­menkrøbet som et lille dyr.

Far, mor, mine to bedstemødre, min værdige bedstefar, vores fa­milie, andre familier, bryllupper, begravelser, rige og fattige, vores gade, haverne - alt sammen strømmer det forbi mig som Dynas dybe vande.

Mit barndomshjem findes ikke mere. Alt er forsvundet, alle er de døde.

Min far - måtte hans bønner hjælpe mig som forbøn - er død. Min mor — kun Gud ved, om hun endnu lever, om hun bor blandt frem­mede mennesker i en kristen by. Børnene er spredt rundt over hele jorden, men alle har de i stedet for deres tabte arv taget barndoms­hjemmets luft med sig som et stykke af fars ligskjorte.

Jeg breder min del af arven ud foran mig, og straks indånder jeg duftene i vort gamle hus, hører støjen i vor forretning, de melodier rabbineren sang på helligdagene. Fra hver krog nærmer en skygge sig mig, berører mig, drager mig ind i en runddans sammen med an-

dre skygger. De omringer mig, strejfer mine skuldre, griber mine hænder, mine fødder, falder over mig som en summende fluesværm på en varm sommerdag. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal slippe fra dem. Og sådan drev de mig til for en dag, en time, et kort stykke tid i mit fædrene hjem at rive mig løs fra mørket.

Men hvordan skal jeg kalde disse øjeblikke tilbage til virkelighe­den? Min Gud, det er så vanskeligt at fa. et stykke forgangent liv til at blomstre op igen fra de indtørrede minder. Jeg vil ikke have, at mine minder slukkes og dør med mig. Jeg vil så gerne redde dem.

Sproglige virkemidler

Når man skal udtrykke sig - mundtligt eller skriftligt - oplever man ofte, at normalsproget ikke strækker til. Det bliver nødven­digt at tage særlige virkemidler i brug.

Eksempler på sådanne sproglige virkemidler er:

1. *Sproglige billeder og *symboler, ord, der skal forstås i overført betydning.

2. En særlig *stil, der fremkommer gennem valg af ord og for­tællemåde. H. C. Andersen har fx en helt speciel fortællestil, hvor sproget ligger et sted mellem tale- og skriftsprog. Samtidig henvender han sig til læseren med et „du", hvilket skaber en fortrolig tone: man lytter og oplever sammen med digteren.

3. *Rim og *rytme._

4. Modsætninger: Brugen af modsætninger bevirker, at noget sættes i relief; det „hvide" bliver hvidere, det „sorte" sortere. Forskelle bliver tydeligere, mere iøjnefaldende.

Modsætningen kan også bruges, når man vil gøre en beskri­velse omfattende. I stedet for at sige: Fra mange steder kom de gamle elever til skolens jubilæum, kan man sige: Fra syd og nord, fra øst og vest kom de ... I sangen „Som en rejselysten flå­de" beskriver Helge Rode i en af stroferne Danmark med otte tillægsord sat sammen som fire modsætningspar. Beskrivelsen opleves pga. de nævnte yderpunkter som bred og fyldig.

Eksempel Vinterklart og sommerbroget, morgenmuntert, skumringssvøbt, ligefremt og latterkroget, smilbestrålet, tåredøbt. Det er Danmarks frie sprog, uden tryk af fremmed åg frejdig Freja taler. Eget brød til egen dug, Danmarks hvede, Danmarks rug, Dybbøl mølle maler.

5. Gentagelser benyttes, når noget skal femhæves og understre­ges. I det daglige kender vi gentagelsen: gang på gang, de gik og gik, år ud og år ind osv.

I digte ser man ofte gentagelsen. Det kan være en linje eller et udtryk, der kommer igen, for at modtageren specielt skal be­mærke dette. I Brorsons salme „Her vil ties" indvirker genta­gelsen på tempoet og er med til at understrege stemningen.

Eksempel Her vil ties, her vil bies, her vil bies, o svage sind! Vist skal du hente, kun ved at vente kun ved at vente, vor sommer ind. Her vil ties, her vil bies, her vil bies, o svage sind.

Trange tider langsomt skrider, langsomt skrider, det har den art. Dagene længes, vinteren strænges, vinteren strænges, og det er svart. Trange tider langsomt skrider, langsomt skrider, det har den art.

Gentagelser kan såvel som modsætninger benyttes i komposi­tionen.

6. Ironi betyder forstillelse. Det er en udtryksmåde, hvor man med fint skjult spot siger noget og mener det modsatte. Ironien kommer også frem, når man lader uvidende, mens man i virke­ligheden ved god besked.

Eksempel Når danskerne har fri, driver de ikke tiden væk, men anvender den til noget fornuftigt, fordi de er så oplyste, og hele tiden må beskæftige sig med noget. De fleste danskere bruger en stor del af deres tid til at

tippe, hvilket vil sige, at de skal gætte, hvem der vinder de fodbold­kampe, der bliver spillet om søndagen. Hvis de gætter rigtigt, kan de vinde en hel masse penge, og de penge skal de ikke betale skat af, men kun en lille afgift, fordi myndighederne synes, at det er urime­ligt, hvis folk skal betale lige så meget i skat af penge, de har vundet ved at gætte rigtigt, som af penge, de har tjent ved at arbejde. Det er meget svært at tippe, og jeg lærte ikke at finde ud af det, mens jeg var der, men danskerne kan finde ud af det, fordi de er så oplyste. For man skal ikke bare gætte helt ud i luften, for så vinder man ikke no­get, men skal tippe efter et system, og aviserne bringer hver dag lange vejledninger og fylder mange sider med det, som de kalder kul­tursiderne, og som tager så megen plads, at de næsten ikke kan få plads til tegneserierne.

Finn Søeborg: Der er et land.

Stil

Stil betyder måde. Sprogstil betyder måden, sproget bruges på. En grov inddeling viser tre hovedområder: høj, lav og normal stil, men der er flydende grænser mellem de tre områder.

Høj stil kan karakteriseres ved lange og indviklede sætninger. Der anvendes mange vanskelige ord, som ofte har et gammel­dags og højtideligt præg. Høj stil ses specielt i ældre poesi.

Eksempel Velkommen, nymfe skøn, o dejlig lille pige, du Venus' eget barn; hvor finder man din lige?

O yndelig jomfru, o hjertens væne mø, hos dig jeg leve vil, hos dig jeg vil og dø.

O du som ypperst er iblandt de mark-hyrdinder, du engel-skønne sir, en pris for alle kvinder.

O du min eenste lyst, min glæd' og største ro, hos dig jeg bygge vil, hos dig jeg vil og bo.

Peder Syv 1631-1702

Lav stil findes i forskelllige former for gruppesprog. Karakteri­stisk er et lille ordforråd, korte, ofte ufuldstændige sætninger og brug af slang og bandeord.

Eksempel Kai var osse på bankeholdet, jeg trillede min tønde over til ham, - nå, sae han, - er du osse kommet på straffearbejde, ja, de derinde, sae han og nikkede mod fabrikken, — de har det bedre, det er over­vejende mejerister og laboranter, så er der enkelte arbejdsmænd, som kommer agar i karrene, det er sådan en rigtig fedterøvstjans. Hvordan faen de har båret sig ad med at få den, det begriber jeg ikke, og så går de i hvide kitler, du, ja, kom bare ikke her, og i spisestuen ser man dem aldrig, og ingen er organiseret, er du for resten det? Jeg viste ham min røde bog, — skidegodt, sae han, — så er vi da to.

John Nehm: Generalen og marmeladefabrikken

Normal stil anvendes i normalsproget. Der er ingen påfaldende træk i ordvalg eller sætninger. De fleste mennesker forstår denne sprogstil, bl.a. fordi det er den, der oftest bruges i me­dierne.

Eksempel Toget kom buldrende ind mod den lille Stationsby. Da det nærmede sig Stationen sagtnede det Farten. Et Pift i Fløjten, og saa holdt det med et Ryk stille.

Kupédørene blev revet op. Men kun to Rejsende steg ud: En uni­formeret Politibetjent, og derefter en sølle forhutlet Fyr, iklædt Tøj af forskellig Farve og Snit. Hans Ansigt var blaat med blodunderløbne Pletter. Paa Hænderne, der rystede som i Kulde, var store Tatove­ringer. Paa den ene Haand et Anker og paa den anden en Kvindefi­gur.

Det var Sofies Søn Hans, der nu efter de mange Aars Forløb kom tilbage.

Peder Jensen Kjærgård: Her mødes alle veje.

Inden for de tre skitserede stilområder findes der utallige varia­tioner. Enhver forfatter har sin stil.

Symboler

Eksempel MENNESKET har brug for symboler for at gøre det, som det ellers ikke kan forestille sig, håndgribeligt og få en mening ud af det. Sam­tidig er „håndgribeligt" i sig selv et symbolsk begreb, afledt af hån­den, der vil mærke efter for bedre at kunne vurdere det sete. Det er altså let at påvise, at det symbolske når ind i hverdagssproget og dets

talemåder. Gads symbolleksikon 1991

Et symbol er et tegn, hvor der ligger noget andet bag. Der fin­des nationale symboler: flaget, og kristne: korset, fisken (Kri­stus), slangen (det onde). De vilde dyr, der flere steder ses i for­bindelse med indgangspartiet på romanske kirker, symbolise­rer kampen om mennesket. Også farvesymbolik kender vi. Sort: sorg, hvidt: renhed. Trafiklys og -skilte er ligeledes symboler.

De nævnte symboler er entydige, men i litteraturen forsvin­der entydigheden. Det litterære symbol, som især bruges i poe­sien, er et sprogligt billede, der dukker op flere gange i en tekst.

Eksempel En rose så jeg skyde op af den frosne jord, alt som os fordum spå'de profetens trøsteord. Den rose spired' frem midt i den kolde vinter om nat ved Bethlehem.

For rosen nu jeg kvæder om kap med Himlens hær; den jomfru var hans mder, Maria ren og skær. I ham brød lyset frem midt i den mørke vinter om nat ved Bethlehem.

I denne salme af Brorson er rosen blevet et symbol. Der fortæl­les en historie om rosen. Historien kan opfattes helt konkret, men samtidig viser den hen til til andre forhold i teksten: „For rosen nu jeg kvæder, ... den jomfru var hans moder". Rosen-hi­storien peger altså ud over sig selv, og det er ikke vanskeligt her at opfatte rosen som symbol på Jesus.

„Den yndigste rose er funden", som også er skrevet af Bror­son, har samme symbol. I Ole Sarvigs digt „Husene" er disse symbol på mennesker, mens hunden i Klaus Rifbjergs digt „Danmark, Trofast" symboliserer danskeren. I Blichers digt­samling „Trækfuglene" benyttes fuglene som symboler.

I forbindelse med tolkning af digte med symboler kan man samle de oplysninger, der gives om symbolet (jf. rosenhistori­en). Dernæst ser man på den øvrige del af teksten og finder be­røringspunkterne mellem tekstens „dele". Derved skabes der i teksten en overordnet sammenhæng, der peger hen imod en tolkning.

Synonymer

Hurtig, rap, vaks, væver, rask, ekspedit, i huj og hast, akut og adræt er synonymer: de har samme betydning. De kan dog ikke bruges i flæng. Man kan tale om en hurtig bil, men den kan ikke være adræt eller akut. Hvert af ordene har sin medbetydning. Det forårsager, at vi får ganske bestemte *associationer i for­bindelse med de enkelte udtryk.

Bil, kasse, dollargrin og vogn er synonyme ord med hver sin medbetydning. Bil er et neutralt ord, kasse har en negativ med­betydning; et dollargrin er en stor, bred bil; vogn kan være et neutralt ord, men kan også have en positiv medbetydning. Det afhænger af den sammenhæng, ordet står i.

Ord med medbetydning viser altså afsenderens holdning. Lader modtageren sine associationer løbe i helt private baner, opnår afsenderen dog ikke det tilsigtede. Således kan et ord op­fattes negativt, positivt eller neutralt, helt afhængig af modtage­ren. Private associationer kan ikke benyttes, når man skal tolke en tekst.

Sproget indeholder en mængde synonyme ord, der gør, at man har mulighed for at udtrykke sig nuanceret, træffende og levende.

Synsvinkel Hos hvem placeres synsvinklen?

En sag kan ses fra flere sider, siger man. Når en forfatter skriver fiktion, vælger han selv, fra hvilken side han ønsker at anskue en sag. Han bestemmer den»position, hvorfra *fortælleren skal fortælle sit stof; sagt på en anden måde: forfatteren placerer for­tællerens „kameraøje", så det oplever sagen fra den ønskede synsvinkel.

Når forfatteren vælger synsvinkel, bestemmer han samtidig, hvilke oplysninger vi skal have. Lad os tænke os en novelle, der foregår i en undervisningstime. Her er valg af synsvinkel væ­sentligt for, hvad vi får at vide. Hvem skal vi opleve timen igen­nem: én elev, flere elever eller læreren? Det kommer an på for­fatterens hensigt med novellen.

Valg af synsvinkel har således også betydning for den hold­ning, afsenderen ønsker at videregive.

Ydre synsvinkel

I enhver tekst anlægger forfatteren en synsvinkel. Benyttes der ydre synsvinkel, står fortælleren på afstand og er iagttageren: ser og hører personerne og refererer det, han oplever. Fortælle­ren selv er i sådanne tilfælde normalt skjult. Læseren får det at vide, som kan optages på film eller lydbånd, men får ikke kendskab til personernes tanker.

Denne fremstillingsmade kaldes også scenisk fremstilling, fordi man kun får det at vide, der kan ses og høres på en scene (kulisserne, skuespillerne og deres replikker).

Eksempel „Tora, Tora, du må komme, her er store fremmede!" råbte Marinus, og Tora skyndte sig ind i stuen for at se, hvad der var løs. De to kvin­der hilste på hende med mange nik og små smil. Deres ansigter var glade og feststemte. Det sås på dem, at de rigtig var ude for at gøre godt.

„Goddag, Tora," sagde den ene. „Vi kommer sådan ..." „... dumpende ind ad døren uden næsten at banke på," fortsatte

den anden. „Men vi har jo slagtet, og så tænkte vi ..." „... at I jo havde mange børn og ikke noget sulefad at tage af," af­

brød den første. „Vi har taget nogle sager med, og de er jer sandelig vel undt."

De begyndte at pakke kurvens indhold ud, men nu kom Tora til sig selv. Hun stod med hænderne i siden, og hendes mørke øjenbryn var vredt rynkede.

Hans Kirk: Daglejerne

I n d r e synsvinkel

Ved indre synsvinkel placerer *fortælleren sig i hovedet på en af personerne således, at vi oplever alle begivenheder gennem denne. Vi kan på den måde følge med i, hvad personen tænker og får et godt kendskab til ham.

Fortælleren kan også på skift „vandre" ind i forskellige perso­ner således, at læseren får kendskab til flere personers tanker.

I Tove Ditlevsens novelle „Appelsiner" er synsvinklen først placeret hos grønthandler Jonassen, senere hos fru Nielsen. Begges tanker drejer sig om fru Klingspuhr:

Eksempel Han kunne ikke lide hende. Hendes hvide ansigt sad lunt puttet ned i pelskraven som en blomst i et knaphul. Om eftermiddagen kunne han fra sit kolde stade se hende sidde i karnappen og drikke kaffe

med sine veninder. Hun måtte have god tid, sådan en gift kone uden børn. Hans kone talte altid meget med hende.

Ja, naturligvis, sagde fru Nielsen fraværende, men alligevel. Hun så op mod bunden af den mægtige, solrøvende karnap og hu­

skede på, at Klingspuhrs havde et værelse mere end de, skønt de in­gen børn havde. Det var i hvert fald meningsløst. Hvor ville det være dejligt at ha et værelse at putte børnene ind i.

Også i det næste eksempel er der benyttet indre synsvinkel:

Eksempel Om aftenen var der møde i foreningen i vores kvarter. Han mødte ogsaa op og satte sig skråt fremme, så jeg havde lejlighed til at kigge nærmere på ham. Så var det jeg fik min mistanke. Jeg kan ikke sige hvoraf det kom. Måske noget ved hans kraftige skuldre og arme, eller måske fordi han sad og gumlede på en tændstik. I hvert fald var jeg med ét helt sikker i min sag. Jeg kan ikke begrunde det nærmere -kun sige, at jeg aldrig har været sikrere på noget.

Jeg fortalte, hviskende, P om min mistanke. Leif Panduro: Uro i forstæderne

Jeg-fortælleren er blevet en af personerne i handlingen, ofte ho­vedpersonen. Jeg 'et i en fiktiv tekst er som regel en opdigtet person på lige fod med de øvrige. I en jeg-fortælling får vi spe­cielt kendskab til denne ene persons tanker og oplevelser. De øvrige personer ses udefra, bl.a. gennem denne jeg-fortæller.

Forfatterkommentar

I nogle tekster kan man finde passager, der hverken er ydre el­ler indre synsvinkel. Forfatteren går ud over selve fortællingen og fremfører sine egne tanker og overvejelser. Han kommente­rer det, personerne tænker. Sådanne forfatterkommentarer kan oftest undværes i handlingsforløbet, men kan være væsentlige for forståelsen af teksten. I følgende eksempel står forfatterkom­mentaren til sidst:

Eksempel Men midt om Natten vaagnede Nissen ved et frygteligt Rabalder paa Vinduesskodderne, Folk udenfor dundrede paa! Vægteren peb, der var stor Ildløs; hele Gaden stod i lys Lue.

Den lille Nisse greb paa Bordet den vidunderlige Bog, puttede den i sin røde Hue og holdt paa den med begge Hænder, Husets bedste Skat var frelst; og saa foer han af Sted, helt ud paa Taget, helt op paa

Skorstenen, og der sad han, belyst af det brændende Hus lige over for, og holdt med begge Hænder paa sin røde Hue, hvori Skatten laa. Nu kendte han sit Hjertelag, hvem han egentlig hørte til; men da saa Ilden var slukket, og han blev besindig - j a : ,Jeg vil dele mig imel­lem dem!" sagde han, „jeg kan ikke rent slippe Spækhøkeren, for Grødens Skyld!"

Og det var ganske menneskeligt! — Vi andre gaa ogsaa til Spækhø­keren — for Grøden.

H. C. Andersen: Nissen hos spækhøkeren

I dette eksempel, som også er fra „Appelsiner", er der først indre synsvinkel, så en forfatterkommentar.

Og tyskerne var nogle røvere og banditter, men på visse områder så de klarere end andre.

Et eller andet hang ved i dagens løb. Man må snakke med om lidt af hvert, og det hænder nogle ord dukker op, som måske var ment i en anden betydning, måske ikke. De lader sig anvende. De luner i kulden. De kommer ingen steder fra. De er der bare. De er ens egne. Og det ender med de letter tilværelsen en smule, og man tager dem til sig og giver ikke slip på dem igen. Lempeligt vrider de sig på plads i sindets grå mosaik og tager farve efter de andre brikker, og en dag sidder man på sin omvendte kartoffelkasse og ser fru Klingspuhr gå over pladsen og er i givet tilfælde i stand til at forsvare de fem og tyve appelsiner med sit liv.

Hvordan bestemmer man fortæller synsvinklen?

Når man betragter en tekst, vil man ofte se, at der er benyttet forskellige former for synsvinkel inden for samme tekst. Har man fundet frem til, hvilke slags synsvinkel teksten rummer, kan man bestemme tekstens fortællersynsvinkel, dvs. den syns­vinkel, der er i teksten som helhed.

Synsvinkel (-vinkler) i teksten: Fortællersynsvinkel:

Ydre synsvinkel (scenisk fremstilling) —> Ydre fortællersynsvinkel Indre synsvinkel —> Indre fortællersynsvinkel Ydre og indre synsvinkel —> Kombineret

fortællersynsvinkel Ydre og indre synsvinkel og forfatterkommentarer Alvidende

fortællersynsvinkel

Oldtid Realisme

- Anonymitet i kunsten. - Runer. - Heltekvad gendigtet af Saxo.

Middelalder

1000 - Kristendommen ændrer tankegang

og levemåde. - Enhedskultur: det materielle og det

kristne som en enhed. - Universel religion:

katolicismen. - Universelt sprog: latin, fx Danernes

bedrifter af Saxo. - Mundtlige overleveringer på moders­

målet: saga, folkeeventyr, folkeviser. - Anonymitet i kunsten, der tjener

kongen og kirken.

Renæssance

1500 - Genfødelse. - Reaktion på middelalderens tanke­

gang—> humanisme og reformation. - Individet fødes: et verdsligt livssyn

spirer frem i Europa. - Ideal: en alsidig, harmonisk, naturlig

(i ordets egentlige betydning) udfol­delse af menneskets evner og kræfter.

- Mennesket er frit. - Forbillede: oldtidens Grækenland. - Salmeoversættelser. - Oversættelse af Bibelen til dansk.

Eksempler på forfattere: Hans Tausen, Peder Palladius.

1600 - Naturvidenskabens begyndelse. - Bygger på det reale = det der kan

tælles, måles og vejes = det som sanserne kan registrere.

- Ortodoksi (rettroenhed).

Eksempler på forfattere: Kingo.

Rationalisme og pietisme

1700 - Ratio: fornuft. - Livssynet verdsliggøres.

Humanistiske tanker vinder frem. - Pietas: fromhed. - Pietisme: det enkelte menneske må

være bevidst om sit forhold til troen på Gud.

- Borgerstanden vinder frem. Store købmandsgårde i købstæderne.

- Real- og borgerdydsskoler, tidsskrif­ter, biblioteker, bogforlag.

Eksempler på forfattere: Holberg, Brorson, Johs. Ewald, J. H. Wessel, Jens Baggesen.

Romantikken

1800 - Mennesket er andet end fornuft: en

reaktion på fornuftsdyrkelsen. - Panteisme: Gud er overalt, i stenen, i

planten, i dyret, i mennesket. - Nøgleord: følelse, anelse, længsel,

dunkelhed. - Inspiration: digtning kan ikke læres. - Digteren er bindeled mellem en

højere og en lavere verden. - Højskolebevægelsen medvirker til

national, folkelig, religiøs vækkelse.

Eksempler på forfattere: Oehlenschlæger, Ingemann, Grundtvig, H. G. Andersen, J. L. Heiberg, Blicher, Goldschmidt, Poul M. Møller, Chr. Winther.

Det moderne gennembrud

1870 - Naturvidenskabeligt livssyn på hu­

manistisk grund. - Grundlaget for digtningen: iagttagel­

se, analyse af virkeligheden. - Fotografisk gengivelse af virkelighe­

den. - Interesse for psykologi. - Irreligiøsitet. Mennesket er udeluk­

kende natur, ikke ånd. - Darwinisme. - Marxisme. - Demokrati. - Religiøse vækkelser.

Eksempler på forfattere: I. P.Jacobsen, Drachmann, H. Pontop­pidan, Herman Bang, Gustav Wied, Amalie Skram.

Det sjælelige gennembrud

1890 - Reaktion på det naturalistiske livs­

syn. - Materialismen fordømmes. - Interesse for menneskets åndelige

tilstand. - Kristendom og mystik.

Eksempler på forfattere: Johs. Jørgensen, Sophus Claussen, Ludvig Holstein.

Det folkelige gennembrud

1900 — Nyrealismen. — Optimistisk livssyn:

teknisk fremgang. — Blik for det sociale. — Digterne skildrer deres hjemegn:

landsbyen, købstaden og forholdene der.

— Digterne er „sønner" affolket.

Eksempler på forfattere: Nexø, Aakjær, Skjoldborg, Knud Hjortø, Marie Bregendahl. Desuden mange lokale.

Ekspressionisme

1. verdenskrig-1930 — Gennem kunstnerens temperament

og stemning skabes et virkelighedsbil­lede.

— Værdisammenbrud: pessimistisk syn på livet.

— De unge, der måtte snuble i starten. — Økonomisk verdenskrise.

Eksempler på forfattere: Tom Kristensen, Jacob Paludan.

Socialrealisme

1930 — Kritisk litteratur. — Økonomisk krise. — Opbygning af diktaturer. — Den kollektive roman. — Radioen.

Eksempler på forfattere: Hans Kirk, Tove Ditlevsen, Mogens Klitgård, Soya, Karen Blixen, Kaj Munk, Harald Herdal, Kjeld Abell.

i

Krigstid, Efterkrigstid

1940-57 - Opgør med ideologierne. - Eksistentialisme: det enkelte menne­

ske har selv ansvar for sin tilværelse, må vælge ståsted.

- Det eksistentielle valg = identitet. - Kunstneren er visionær, jf. romantik­

kens digtere, og beskæftiger sig ofte med sjælelige problemer.

- Fortsættelse af den kritiske realisme. - Først i 50'erne: en begyndende opti­

misme.

Eksempler på forfattere: Kaj Munk, H. C. Branner, Martin A. Hansen, Ole Sarvig, Th. Bjørnvig, Poul la Cour, Karen Blixen, Hans Scherfig, Hans Kirk, Tove Ditlevsen, Frank Jæger, Halfdan Rasmussen.

Modernisme

1957 - Velfærdssamfundet opbygges. - Modernisterne konfronterer menne­

sket med fremmedgørelsen, angsten, usikkerheden, manglen på identitet.

- Sproglige eksperimenter mht. sæt­ningsbygning og billeder.

- Svært tilgængelig stil. - Tv

Eksempler på forfattere: Klaus Rifbjerg, Benny Andersen, Peter Seeberg, Leif Panduro, Villy Sørensen.

Nyrealisme

1970 - Samfundskritik. - I et genkendeligt miljø skildres al­

mene problemer: ægteskab, familie, bolig, arbejde - i fiktiv form.

- Dokumentarisme: det fiktive er (næ­sten) borte. Litteraturen ligner rap­porter, reportager, interviews.

- Endeligt opgør med forestillingen om én endegyldig sandhed.

- Ingen bekendelse i kunsten. - Kvindelitteratur. - Arbejderlitteratur.

Eksempler på forfattere: Per Højholt, John Nehm, Carl Scharn-berg, Vita Andersen, Jytte Borberg, Dan Turell, Martha Christensen, Char­lotte Strandgård, Dea Trier Mørch, Anders Bodelsen, Henrik Stangerup, Christian Kampmann, Tage Skou-Hansen, Sv. Å. Madsen, Kirsten Tho­rup, Poul Hoffmann.

Postmodernisme

1980 - Samfundsmæssig håbløshed. Der

findes ingen sandhed, — udgangs­punktet er meningsløshed.

- Der satses på oplevelser i nuet frem for en mening med fx tilværelsen.

- Kunsten og tilværelsen skal give subjektive („fede") oplevelser, lige­gyldigt hvilke.

- Man er den, man er, i en verden, der er, som man tror, den er.

- Kunstneren er visionær. - Psykologiske skildringer af menne­

sker i krise.

Eksempler på forfattere: Anne Marie Løn, Niels E. Nielsen, Knud Sørensen, Johs. og Herdis Mølle­have, Poul Hoffmann, Bo Green Jensen, Michael Strunge, Ib Michael.

Tre livssyn

Det kristne - Gud i centrum. - Mennesket skabt af Gud. - Mennesket gør af sig selv ikke det

gode, mennesket er egoistisk, handler først og fremmest for sin egen skyld: forfængelighed (Kingo: Far, verden, far vel).

- Mennesket har brug for skaberen (Gud) som vejleder.

- Guds ånd (Helligånden) bliver men­neskets redning, —•> hjælper til et godt liv.

- „Håndbogen" er Bibelen, der giver besked om godt og ondt: leveregler.

Det humanistiske

- Mennesket i centrum. - Ga. 1500-1850: mennesket er skabt af

Gud. Efter ca. 1850 Darwins evolu­tionsteori.

- Menneskets forstand har et „indbyg­get" lys: fornuften, som viser vej, dvs.

fortæller mennesket, hvad der er ondt/godt, rigtigt/forkert.

- Mennesket er godt inderst inde - vil det gode, men må af og til irettesæt­tes. (fx Holberg).

- Moral: før ca. 1850 fra Bibelen. - „Håndbogen": de antikke græske

filosoffers tanker (Platon, Aristoteles) og menneskets dømmekraft.

Det naturvidenskabelige

- Videnskaben i centrum. - Evolution. Darwin ca. 1850: en uor­

ganisk celle —5» liv —-> udvikling til noget højerestående grundet mio. af tilfældigheder. Mennesket er det højeststående pattedyr.

- Mennesket er et produkt af de „begi­venheder", det har været udsat for. Miljøets betydning.

- Naturvidenskaben bygger udeluk­kende på videnskabelige sandheder, dvs. det som kan bevises.