Anvendelsen af Luhmanns systemteori i analysen og ...cesau.au.dk/fileadmin/ · PDF filePaper til ”Systemteorien i anvendelse”, Århus Universitet, CESAU – Center for sociologiske

Paper til ”Systemteorien i anvendelse”, Århus Universitet, CESAU – Center for sociologiske studier, 3. december 2010

1 | Anvendelsen af Luhmanns systemteori i analysen og udviklingen af socialt arbejdes refleksion og selvbeskrivelse

Anvendelsen af Luhmanns systemteori i analysen og udviklingen af socialt arbejdes refleksion og selvbeskrivelse

Maria Appel Nissen, Lektor

Cand.mag. i Kommunikation og Sociologisk Samfundsanalyse, PhD. Sociologi,

Aalborg Universitet, Institut for Sociologi, Socialt Arbejde og Organisation

Kroghstræde 7, 9220 Aalborg, Denmark, +45 96 44 72 92, [email protected]

Indledning

I Sociale systemer – Grundrids til en almen teori (2000) skitserer Niklas Luhmann nogle ge-

nerelle principper for den funktionelle metodologi og den funktionelle analyse. Han be-

skriver den funktionelle metodologi som en ”teoriteknik” (Ibid.:91), og den funktionelle

analyse som en strategi, der:

”… anvender relationer med det formål at forstå det eksisterende som kon-

tingent og det forskelligartede som sammenligneligt. Den relaterer det giv-

ne, det være sig tilstande eller hændelser, til perspektiver på problemer, og

søger at gøre det forståeligt, at problemet kan løses på såvel en som på en

anden måde. Relationen mellem problem og problemløsning bliver således

ikke taget op for sin egen skyld, men som ledetråd for spørgsmålet om andre

muligheder, som ledetråd for eftersøgningen af funktionelle ækvivalenter”

(Luhmann 2000:91)

I det følgende vil jeg redegøre for den funktionelle metodologi som et program for ud-

forskning af sociale systemer, og for det, jeg vil betragte som teoretiske grundforudsæt-

ninger for dette program, dvs. den funktionelle metodologi som teoriteknik. I redegørelsen

knyttes den funktionelle metodologi til forståelse og forklaring. Dernæst vil jeg operatio-

nalisere metodologien som knyttet til det sammenlignende kvalitative empiriske studie og

som differentieret i tre analysefaser. Denne operationalisering vil i høj grad blive formidlet

gennem eksempler fra min egen forskning, som falder inden for det, man i daglig tale kal-

der forskning i socialt arbejde. Operationaliseringen er selvsagt et forsøg på at konkretise-

re den funktionelle metodologi og analyse gennem udlægningen af en mulig strategi for

forskning. Der er på flere måder tale om et ambitiøst program, som stiller krav om specifi-

kation, generalisering og teoriudvikling. Derfor forekommer det rimeligt afslutningsvist at

reflektere over den funktionelle analyses potentialer. Inden alt dette, vil jeg dog indlede



med nogle overvejelser om, hvad formålet er med at sætte fokus på den funktionelle me-

todologi og analyse.

Hvorfor den funktionelle metodologi og analyse?

Formålet med at sætte fokus på den funktionelle metodologi og analyse er på ét niveau at

udfolde en mulig vej for, hvordan systemteorien kan anvendes i empiriske analyser af so-

ciale systemer, dvs. anvendelsen som knyttet til videnskabelig analyse. På et andet niveau

er formålet dog også at vise, at systemteoretiske videnskabelige analyser, i den form som

her foreslås, kan anvendes som grundlag for udvikling af de sociale systemer, der gøres til

genstand for analyse. Jeg forsøger således også at belyse systemteoriens potentiale som

grundlag for en forskning, der så at sige både kan tjene videnskaben og dens omverden, -

eller sagt med andre ord; at argumentere for at systemteorien har en sådan karakter, at

den, anvendt på en særlig måde, kan være på ’omgangshøjde’ med samfundets sociale sy-

stemer, de problemer, de har sat sig for til at håndtere, og de udfordringer de møder med

henblik på at finde adækvate løsninger på problemer. Anvendelse får dermed en dobbelt-

betydning – for videnskabssystemet og udviklingen af empiriske studier og teori, og for

praksis og udviklingen af praksisteori – hvor formålet også at vise, hvordan der kan fore-

komme en integration mellem disse to former for anvendelse. Min antagelse er, at en be-

stemt tilgang til den funktionelle metodologi og analyse kan skabe en sådan integration.

Dette formål kan ses i lyset af den forskningsmæssige position, jeg er eller

har placeret mig selv i. Jeg vil kort nævne to forhold knyttet til denne, da det giver læseren

en forståelse for det forskningsproblem, jeg vil beskæftige mig med. Det første forhold

knytter sig (naturligt nok) til, at jeg de sidste 10-15 år har været inspireret af systemteori-

en som et grundlag for empirisk analyse og har eksperimenteret med forskellige analyse-

strategiske tilgange (Jf. Nissen 2000, Nissen og Vardinghus-Nielsen 2002, Nissen 2005).

Givet systemteoriens i det mindste tidligere relativt marginale position inden for sociolo-

gien i Danmark, har det til stedse været nødvendigt at legitimere brugen af denne teori

som et grundlag for empirisk analyse. Spørgsmålet har fornuftigt nok lydt, hvad kan sy-

stemteorien bidrage med i forhold til empiriske studier, som andre teorier ikke kan? Ved

at udvikle den funktionelle metodologi og analyse, og ved, at der bliver bedrevet flere em-

piriske undersøgelser ud fra denne tilgang, er det min antagelse, at dette spørgsmål kan

besvares klarere, ligesom at det kan synliggøres, at man med denne tilgang kan tilbyde

analyser, som ikke ville kunne udledes af et andet teoretisk grundlag.

Det andet forhold er, at jeg igennem samme 10-15 år har bedrevet empiriske

analyser funderet i kvalitative studier af politiske, organisatoriske og professionelle for-

ståelser og praktiske arbejde med sociale problemer knyttet til familier og børns liv og

trivsel, dvs. analyser med et særligt blik for de konkrete udfordringer, problemopfattelser

og løsningsstrategier, som anvendes i mødet med komplekse sociale problemer. De umid-

delbare erfaringer har været, at systemteorien har meget at byde på med hensyn til at



frembringe skarpe analyser af det, man kan kalde samfundets komplekse praktiske sam-

menhænge, men kan styrkes i dens begrebsmæssige blik for og tagen højde for de prakti-

ske problemer, som samfundet står overfor. Kan systemteorien f.eks. sætte sine egne an-

tagelser om samfundet og det sociale i spil, ikke blot som begreber for analyse, men som

antagelser om, hvilke mulige svar samfundet har eller kan udvikle i håndteringen og for-

søget på at løse egne problemer? Inden for forskningen i socialt arbejde og sociale pro-

blemer udfordres man med sådanne spørgsmål givet systemteoriens ikke-normative ud-

gangspunkt, og givet de traditioner, der er på dette felt for forskning ikke blot i, men også

for praksis. Her kan spørgsmålet lyde, hvad ville under systemteoriens betingelser, være

en bedre eller dårligere løsning? Ved at udvikle den funktionelle metodologi og analyse, og

ved at der bliver bedrevet flere empiriske analyser ud fra denne tilgang, er det min anta-

gelse, at systemteoriens praktiske potentialer kan blive tydeligere. Den funktionelle meto-

dologi og analyse tilbyder dybdegående indsigt i systemers måde at fungere på, og en sy-

stematik i måden, hvorpå denne indsigt behandles, der har potentialer for sammenligning,

generalisering og udvikling af nye perspektiver for, hvordan samfundet håndterer egne

problemer. Disse to forhold - den videnskabelige og den praktiske udfordring - ligger til

grund for det problem jeg beskæftiger mig med; hvordan kan man anvende Luhmanns sy-

stemteori til analyse og udvikling af samfundets sociale systemer i det tilfælde det sociale ar-

bejde? Min antagelse er som sagt, at den funktionelle metodologi og analyse tilbyder et

frugtbart svar på denne problematik og det dobbelte formål, den angiver. Min antagelse er

imidlertid også, at dette svar må udvikles i retningen af en større sensitivitet overfor de

praktiske problemer samfundets sociale systemer udfordres af, og at denne sensitivitet

kan øges gennem det perspektiv, der ligger i begrebet om refleksionsteori.

Refleksionsteori

Af Luhmanns generelle principper for den funktionelle metodologi og analyse fremgår det,

at den funktionelle analyse sætter sig for, at synliggøre, at problemer ”kan løses på såvel

en som på en anden måde”, og at ”relationen mellem problem og problemløsning ikke ta-

ges op for dets egen skyld” men med det formål at lede efter funktionelle ækvivalenter (jf.

citatet ovenfor). Det er imidlertid også her, at det systemteoretiske oplæg, således som

Luhmann har fremlagt det, rummer begrænsninger med hensyn til at angive klare strate-

gier for, hvordan dette skal realiseres. Hagen stiller således kritisk spørgsmål ved, om det

gennem den funktionelle analyse er muligt at specificere mere end relationen mellem pro-

blemer og deres løsning. Er det faktisk muligt at identificere alternativer, som har konse-

kvenser i samfundet, og som sådan kan blive diskuteret som forskellige svar på eller løs-

ninger af samfundets problemer? (Hagen 1999:261)? Dertil kunne man tilføje, kan system-

teorien selv anvendes til at identificere sådanne alternativer? Som det antydes ovenfor er

min pointe, at dette faktisk er muligt, men samtidig fordrer det på den ene side fastholdel-

sen af en kobling til bestemte systemteoretiske begrebskonstellationer, på den anden side



brugen af nye begreber og perspektiver for systemteoretisk analyse. Dvs. ikke en fuld-

kommen ændring af det systemteoretiske grundlag for forskning og analyse men en for-

skydning i betoning og perspektiv, som ’driver’ analysen i retningen af en systematisk

problemorienteret analyse, der dels interesserer sig for de praktiske problemer, som sam-

fundet udfordres af, dels interesserer sig for de problemer der er indbygget i systemteori-

en, og endelig forsøger at udforske og tilbyde alternativer baseret på en integration mel-

lem og udvikling af disse to. Et begreb, der gør det muligt at foretage en sådan betoning af

begrebet refleksionsteori.

Refleksionsteori kan ifølge Roar Hagen operationelt beskrives som ”teori om

systemet, i systemet, for systemet” (Hagen 2006:178). Der er tale om en særlig form for

teori, som så at sige fungerer i systemet, og som anvendes af systemet til at regulere dets

operationer og dets evne til at forholde sig som system i en omverden. Som teori rummer

refleksionsteori en særlig forståelse og forklaring på, hvordan virkeligheden inklusive sy-

stemet selv er, og kan således betragtes som en fungerende model af virkeligheden, der

virker i systemet. Inden for forsknings i socialt arbejde, vil man måske betegne refleksi-

onsteori som en praksis- eller professionsteori, og i Hagens perspektiv, er refleksionsteori

også praksisvejledende i den forstand, at den fordi der fra den kan afledes perspektiver på

praktiske problemer og på, hvordan man gribe ind overfor disse problemer (Ibid.). Reflek-

sionsteori betegner med andre ord i praksis fungerende teorier om, hvordan problemer

kan anskues og løses. I dette udtrykker de en særlig problemhorisont, som rummer forstå-

elser af og forklaringer på problemer og problemløsninger, som anses som virkningsfulde

for systemet (Nissen 2010:39).

Med begrebet refleksionsteori øges sensitiviteten for, hvordan systemer ikke

blot fungerer ’automatisk’ eller blot producerer kommunikationer m.m., men mere grund-

læggende er orienteret mod at håndtere bestemte praktiske problemer, og i dette produ-

cerer bestemte virkelighedsforståelser og forklaringer, som har betydning for systemets

rationalitet forstået som evnen til at forstå, forklare og håndtere bestemte problemer

knyttet til dets omgivelser på en frugtbar måde (jf. Hagen 2006:191). Begrebet refleksi-

onsteori gør det desuden muligt at tale om forskellige (systemrelative) refleksionsteorier.

Eksempelvis kan man tale om, at både videnskabssystemet og samfundets systemer an-

vender refleksionsteorier, men at de er væsensforskellige med hensyn til, hvilke proble-

mer, de er orienteret mod, på hvilken måde de anskuer problemer og søger at løse dem, og

at dette i udgangspunktet skaber et inkongruent forhold mellem videnskabssystemet og

samfundssystemet i øvrigt. Men man kan også forestille sig, at man gennem refleksion

over dette forhold kan udvikle dét, man kan betegne som videnskabelige refleksionsteori-

er (Jf. Nissen 2010), der integrerer erkendelser fra videnskabelig teori med de teorier, der

virker i samfundets øvrige systemer. Nedenstående figur illustrerer dette potentiale:



Samfundets systemer Systemintegration Videnskabssyste-

met/samfundsvidenskab

At have greb om noget

”Praksisteori”

At løse problemer

Hvilke teorier kan bruges? Teori-

er, der beskriver det konkrete

(”hverdagsbegreber”)

At begribe hvordan og hvorfor

man gør, som man gør

Kritisk-konstruktiv analyse

(fortid/fremtid)

Hvilke teorier kan forskyde vores

måde at opfatte og håndtere vir-

keligheden på (problemperspek-

tiv og problemløsning)

Videnskabelig teori, empiri, me-

tode og videnskabsteori som re-

fleksionsteori

At begribe noget – samfundsvi-

denskabelig analyse

Hvilke teorier er ”sande”? Teori-

er, der kan beskrive mange for-

skellige forhold (”abstrakte be-

greber”)

Figur 1: Integration af teori og praksis

Potentialet består i forestillingen om, at det er muligt at udvikle teorier, der reflekterer det

forhold, at professionalitet er en teoretiseret praksis, de befinder sig i et differentielt for-

hold mellem teori og praksis, mellem viden og erfaring (Von Oettingen 2007), og at forsk-

ning i og om professioner og professionsviden må forholde sig til dette.

Det er ikke en nødvendighed, at man som forsker, der er inspireret af sy-

stemteori, er optaget af dette integrationsproblem, og det er i og for sig vidtgående, fordi

det fordrer en interesse i, hvordan samfundet kan udvikle deres opfattelse af problemer og

løsninger. Luhmann påpeger, at man må passe på ikke at forveksle begreber med deres

genstande, men går alligevel ud fra systemteorien refererer til noget, som ”virkelig er et

system, og det påtager sig dermed et ansvar for at lade sine udsagn bekræfte ved hjælp af

henvisninger til virkeligheden” (Luhmann 2000:48)(jf. også senere), dvs. at systemteorien,

og de analyser, der genereres på den baggrund, må have en reference til virkeligheden.

Men ligger der ikke også i dette en antagelse om, at systembegrebet er særligt velegnet til

at beskrive, hvordan virkeligheden er, og dermed tilbyder særlige potentialer for at forstå,

forklare og eventuelt forme virkeligheden på en anden måde? Kritik hænger sammen med

en forståelse af, hvad samfundet er (dvs. ontologiske antagelser), og i og med, at sociologi-

en beskriver samfundet, er sociologiens beskrivelser af samfundet ikke objektive; de er et

udtryk for en position, ligesom at de kan have en betydning for omverdenen (Knud-

sen1996). Kritik kan også indbefatte selvkritik, som f.eks. refleksionen over, hvor velegnet

teorien er, ikke alene som en analytisk konstruktion, men som vejledende for samfundet.

Udvikling af praksis/teoriudvikling



Driver man refleksionen så vidt, påtager man sig ikke kun et ansvar for at lave gyldige vi-

denskabelige analyser med samfundskritiske potentialer; man tager også ansvar for, at

disse analyser - som kommunikationer om virkeligheden - potentielt kan have en gennem-

slagskraft og få betydning for, hvordan virkeligheden formes, og man udfordres og opfor-

dres til at undersøge, hvordan.

Den funktionelle metodologi

Luhmann beskriver som nævnt den funktionelle metodologi som en art ”teoriteknik”, der

hviler på, at man præciserer de ”betingelser, under hvilke differencer udvirker en forskel”

(Luhmann 2000:91). De betingelser Luhmann selv stiller op – og dvs. den funktionelle me-

todologi som et program for forskning - kan groft sagt beskrives med to citater, hvor det

første allerede er angivet i kapitlets indledning:

”Den funktionelle analyse anvender relationer med det formål at forstå det

eksisterende som kontingent og det forskelligartede som sammenligneligt.

Den relaterer det givne, det være sig tilstande eller hændelser, til perspekti-

ver på problemer, og søger at gøre det forståeligt, at problemet kan løses på

såvel en som på en anden måde. Relationen mellem problem og problemløs-

ning bliver således ikke taget op for sin egen skyld, men som ledetråd for

spørgsmålet om andre muligheder, som ledetråd for eftersøgningen af funk-

tionelle ækvivalenter” (Luhmann 2000:91)

Ovenstående drejer sig om den funktionelle analyse. Formuleringen af et metodologisk

program ligger ligesom på ’tværs’ af citatet. Den funktionelle metodologi drejer sig om at

eftersøge funktionelle ækvivalenter – dvs. funktionelle alternativer - med afsæt i en foku-

sering på relationen mellem problemperspektiv og problemløsning og med det formål at

vise, at problemer kan identificere og løses på flere måder (jf. La Cour 2002:25). I dette

ligger til dels et formål om at belyse, at et givet perspektiv på problemer og en given løs-

ningsstrategi ikke er nødvendig, dels et formål om at vise, hvordan dette kunne være an-

derledes. Udgangspunktet er et forståelsesorienteret program, der ønsker at belyse, og

dermed skabe forståelse for, hvordan sammenlignelige men forskellige systemer anskuer

og løser problemer. Heri er en forestilling om komparation mellem forskellige perspekti-

ver på og løsninger af sammenlignelige problemer. Af citatet fremgår det også, at dette gø-

res ved at relatere det givne, dvs. de tilstande og hændelser man kan observere, til syste-

mers perspektiver på problemer og løsninger, og at dette sker ved, at man ”anvender rela-

tioner”. Spørgsmålet er, hvad det vil sige? Man kan læse dette, som at der i den funktionel-

le metodologi også er indbygget et program for forklaring: Når vi observerer forskellige

tilstande og hændelser, så gør vi det ikke blot med det formål at konstatere og forstå, at

noget sker på en bestemt måde, som kunne være anderledes. Vi gør det også med det for-



mål at knytte forståelsen til forklaringen af, hvorfor noget sker. Relationer iagttages ikke

altså ikke alene med det formål at beskrive dem, men med henblik på at forklare dem, dvs.

at relationer anvendes i en forklaringsmodel. Luhmann udtrykker det således:

”Frugtbarheden af den funktionelle metode og dens resultaters forklarings-

værdi afhænger af, hvorledes relationen mellem problem og mulig problem-

løsning kan specificeres. Specificering betyder at angive snævrere betingel-

ser for muligheden og for empirisk videnskab betyder det rekurs til kausali-

tet. Ganske vist består den funktionelle metode ikke blot i at afdække kausal-

lovmæssigheder med det mål at kunne forklare eksisterende bestemte årsa-

gers bestemte virkninger som nødvendige (eller tilstrækkeligt sandsynlige).

Erkendelsen ligger nærmest på tværs af kausaliteten, den består i sammen-

ligning af kausaliteter […] I den forstand er den funktionelle metode i sidste

ende en sammenlignende metode og dens indføring i realiteten tjener til at

åbne det eksisterende for sideblik til andre muligheder. Endelig undersøger

den relationer mellem relationer: Den relaterer noget til et perspektiv på et

problem for at kunne relatere det til andre problemløsninger. Og ”funktionel

forklaring” kan derfor ikke være andet end konstateringen (alment) og ude-

lukkelsen (konkret) af funktionelle ækvivalenter (Luhmann 2000:93)

Som citatet angiver, anvender den funktionelle metodologi relationer på en særlig måde

ved at indskrive dem i en forklaringsmodel, der specificerer relationen mellem relationer.

Ved siden af ambitionen om at forstå relationen mellem (forskellige) problemperspektiver

og problemløsninger, rummer den funktionelle metodologi således også en ambition om at

specificere relationen mellem disse relationer gennem forklaring. Forklaringstypen er ikke

årsagsforklaring med henblik på at identificere lovmæssigheder. Det er i stedet en særlig

form for funktionel forklaring, der tager udgangspunkt i spørgsmålet om hvad der kan

forklare sammenhængen mellem problemperspektiver og mulige problemløsninger. Det

er på dette niveau, man kan betragte den funktionelle analyse som teoriteknik. Den model-

lerer betingelserne for forståelse og ikke mindst forklaring. I det følgende vil jeg beskrive

de to centrale teoretiske perspektiver, som modellerer forståelse og forklaring.

Teoretiske betingelser for den funktionelle metodologi.

Udgangspunktet for den funktionelle metodologi er for det første en udvikling af den ge-

nerelle systemteori til en teori om selvreferentielle systemer, for det andet funktionsbe-

grebet og antagelsen om sociale systemers mulige funktionsorientering. Det er disse to te-

oretiske perspektiver, som skaber forståelse for og forklarer det grundproblem systemte-

orien beskæftiger sig med, nemlig, hvordan samfundet eller social orden er mulig, og i den



forstand kan de ses som en særlig teoretisk løsning. Disse perspektiver, der som nævnt

også modellerer forståelse og forklaring, vil jeg kort redegøre for i det følgende.

Teorien om selvreferentielle systemer hviler på den eksplicitte erkendelses-

teoretiske antagelse, at der findes (reale) systemer, og at teoriens ’objekt’ på den ene side

(og først og fremmest) er ”… en analyse af den virkelige verdens reale systemer” (Luh-

mann 2000:48), på den anden side (altid) er teorien selv, som det erkendelsesmæssige

grundlag for sådanne analyser. Udgangspunktet er med andre ord, at teorien, gennem ana-

lysen af systemer i omverdenen, samtidig altid må underlægge sig en ”egnethedstest” af

sig selv, dvs. en refleksion over sig selv som forskningsprogram, som i givet fald kan føre

til læring og udvikling af teoriens egne indbyggede forudsætninger (Ibid:48). Teorien om

selvreferentielle systemer er således på den ene side et lukket teoretisk system af begre-

ber, på den anden side et begrebssystem, som må operere med en indbygget åbenhed

overfor omverdenen, fordi det antages, at analyser af omverdenen kan fungere som et

korrektiv til teorien selv. Med dette erkendelsesteoretiske udgangspunkt forudsætter teo-

rien om selvreferentielle systemer en abduktiv forskningsstrategi, hvor teoretiske begre-

ber er vejledende for analysen af virkelig systemer, og hvor disse analyser omvendt an-

vendes som grundlag for en medløbende refleksion over teoriens potentialer med hensyn

til at begribe virkeligheden. Der er med andre ord en programmatisk ambition om, at

kombinere analyser af systemer med en interesse for udvikling af selve det teoretiske

grundlag for sådanne analyser. Ambitionen hviler på en antagelse om, at ikke-

videnskabelige systemer ”i deres selvbehandling udvikler former til at angribe kompleksi-

tet med, som ikke er tilgængelige for den videnskabelige analyse” (Ibid:50). Det vil sige, at

virkeligheden kan fremstå som en ”black box” for videnskaben, der omvendt kan lære af

og udvikle begreber for sådanne forhold.

Teorien om selvreferentielle systemer går ud fra antagelsen om, at der fin-

des ”… systemer med evne til at kunne frembringe relationer til sig selv og til at kunne

skelne disse relationer fra relationer til deres omverden” (Ibid.:49). Man må med andre

ord antage, at der findes systemer, som selv, og kun selv, danner relationer og de elemen-

ter de består i (deraf selvreferentialitet), og gør det ved at anvende forskellen mellem sy-

stem/omverden. Differencen mellem system/omverden er således en fundamental binding

i den systemteoretiske analyse (Ibid.:52), der refererer til selektion og systemkvalitet:

”Gennem differentiering opnår systemet systematiske egenskaber; ved siden af sin blotte

identitet (i difference til noget andet), opnår det en anden opfattelse af sin enhed (i diffe-

rence til sig selv)” (Ibid.: 55).

Teorien om selvreferentielle systemer modellerer især forståelse. Når man

studerer systemer, søger man at forstå, hvordan systemer adskiller sig fra systemer i om-

verdenen, og ad den vej vinder kvalitet, og man forklarer denne proces med selvreferen-

tialitet. Heri ligger en vis tautologisk fare, som er vanskelig at undgå, men som kan under-

lægges betingelser knyttet til specifikation af systemers relationer og elementer. Når man



studerer systemer, må man specificere de relationer, der dannes via system/omverden-

differencen og man identificere konkrete systemelementer (Luhmann 2000: 57ff). Hvor-

dan systemer ordner relationer og elementer er ikke givet. Den orden systemer danner,

må anskues som systemrelativ organiseret kompleksitet (Ibid.:61). Luhmann tillægger sy-

stembegrebet en særlig forrang. Han siger: ”Det synes at være teoretisk omstridt, om et

elements enhed skal forklares som emergens ”fra neden” eller som konstitution ”fra oven”.

Vi vælger afgjort den sidste opfattelse. Elementer er kun elementer for de systemer, der

anvender dem som enheder, og de er det kun på grund af disse systemer” (Ibid.:59). Dvs.

at spørgsmålet om, hvordan systemer mere konkret organiserer kompleksitet og ad den

vej danner en særlig orden, altid må relateres til systembegrebet. Meget er komplekst, der

findes mange relationer og elementer, men den systemteoretiske analyse drejer sig om at

’fæstne’ analysen af, hvordan systemer organiserer kompleksitet til netop systembegrebet.

Ovenstående perspektiv på system/omverden-differencen medfører, at man

må antage, at der er en grundlæggende forskel mellem systemet og systemer i omverde-

nen. System/omverden-differencen er med andre ord ikke blot relevant for enkeltsyste-

mer, men involverer antagelsen om en mere almen ordensproblematik, der drejer sig om,

hvordan kompleksitet relateret til forskellen mellem systemet og systemer i omverdenen

organiseres. Set fra et sådant perspektiv, der nu inkorporerer en flerhed af systemer, bli-

ver spørgsmålet, hvordan social orden (overhovedet) er muligt, når systemer organiserer

omverdenskompleksitet selvreferentielt? Det er her funktionsbegrebet og antagelsen om

systemers funktionsorientering bliver relevant.

Luhmanns antagelse er, at en måde, hvorpå systemer kan organisere sig selv

selvreferentielt, er ved at regulere dets relationer til omverdenen med en henvisning til

funktion (Ibid.:72). Funktion relaterer sig til system/omverden-differencen, i den forstand,

at det betegner ’noget’, der på særlig entydig og dermed gennemslagskraftig vis kan bidra-

ge til reguleringen af systemets elementer og relationer. Luhmann beskriver funktion på

følgende vis:

Funktion er altid synteser af en flerhed af muligheder. De er altid synspunk-

ter på sammenligning af det realiserede med andre muligheder. I den for-

stand er de egnede som udtryk for enhed og difference – på samme måde

som hierarkier er det. De kan, ligesom subhierarkier, relateres til et syste-

mets delområde, men de ligger altid inden for systemets ”problemhori-

sont”… som ved hierarki fører altså også funktion blikket i retning af enhed

men den strammer ikke strukturen så meget. Funktioner tjener følgelig også

til et komplekst systems selvbeskrivelse, til at indføre et udtryk for identitet

og difference i systemet. Funktioner hjælper systemet med at simplificere

sig selv og med at gøre sig selv mere komplekst – en dobbeltfunktion, som



må betales ved at give afkald på selvbeskrivelsens konkrete fuldstændighed

(Luhmann 2000:350)

Funktionsorientering henviser, som citatet angiver, til en særlig måde, hvorpå kompleksi-

tet kan organiseres. At et system orienterer sig efter funktion betyder ikke, at det er funk-

tionelt i betydningen godt eller mere effektivt, men alene, at det i dets organisering er ori-

enteret mod eller anvender en særlig funktion, der på primær vis bidrager til ordning af

dets relationer og elementer.

Det er den grundtanke, der ligger til grund for Luhmanns teoretiske antagel-

se om og analyse af samfundet som funktionelt differentieret (Luhmann 1997). Når han

beskriver samfundet som funktionelt differentieret beror det netop på antagelsen om, at

samfundet primært er orienteret mod og organiserer sig med henvisning til funktion, men

ikke som en nødvendighed. Som citatet også angiver, er funktion ækvivalent til hierarki.

Funktionssystemer er imidlertid ikke lig med funktionsorientering idet funktionsoriente-

ring blot angiver en særlig ordningsmodus. Samfundet består af andet end funktionssy-

stemer, nemlig organisationssystemer og interaktionssystemer. De kan på den anden side

være orienteret mod funktioner, men er ikke alene et produkt af funktion; mere præcist

anvender de funktion i deres fortløbende selvorganisering.

Denne sondring mellem funktionssystemer og funktionsorientering har i øv-

rigt at gøre med ’dynamikken’ i samfundet og det generative princip for funktionelt diffe-

rentierede samfund, som netop det modsatte af byggende på hierarki. Luhmann udtrykker

det således:

”Vi vil tale meget om ”uddifferentieringen” af funktionsindretninger; det be-

tyder imidlertid aldrig frakobling eller adskillelse fra den oprindelige sam-

menhæng men blot etablering af funktionsrelaterede differencer inden for

systemet, til hvis problemer funktionsindretningerne relaterer sig til. Uddif-

ferentieringen af funktionelle subsystemer betyder fx etablering af nye sy-

stem/omverden-differencer inden for det oprindelige system. Funktionsori-

enteringen bevarer følgelig ældre systemteoriers ”holistiske” træk, men den

kombinerer disse med muligheden for højere problemspecifikation. Det

gælder såvel for niveauet for reale systemer der strukturerer sig gennem

orienteringen mod funktioner, som for niveauet for en videnskabelig analyse

af sådanne systemer” (Luhmann 2000:92)

Man skal forstå citatet således, at samfundet systemer uddifferentierer funktionsindret-

ninger gennem specifikation af problemer og problemløsninger, og at dette – set i et sam-

fundsperspektiv – har muliggjort dannelsen af funktionssystemer. Citatet antyder også, at

denne uddifferentiering i retningen af funktion må ses som et genuint træk ved samfundet,



uden at dette må betragtes som en nødvendighed eller i øvrigt specificerer, præcist hvilke

funktionsindretninger samfundet genererer. På den måde har funktionsbegrebet karakter

af at være et hypotetisk begreb. Når den funktionelle metodologi hviler på funktionsbe-

grebet skal den forstås som en metodologi, som ikke blot går ud fra, at funktionel differen-

tiering er tilfældet, men også forsøger at indrette sine konkrete analyser med henblik på

en afprøvning af denne antagelse.

Luhmanns teorisystem byder på en kompleksitet, som er overvældende og

ovenstående kan måske betragtes som en simplifikation af det mulige teoretiske grundlag

for den funktionelle metodologi. Men hensigten er her at ’skære ind til benet’ og forsøge at

beskrive teoretiske betingelser, der kan ses som minimale nødvendigheder for den funkti-

onelle metodologi. Den funktionelle metodologi undersøger selvferentielle systemers rela-

tioner og elementer, de problembeskrivelser og – løsninger det indebærer, og reflekterer

om det er meningsfuldt kan forstås og forklares i lyset af funktionsforhold. I den forstand

er funktionsbegrebet uomgængeligt i den funktionelle metodologi og analyse. Den funkti-

onelle metodologi kan dog inddrage andre begreber fra Luhmanns teori. Skemaet neden-

for illustrerer forholdet mellem funktionsbegrebet og nogle andre udvalgte begreber i

Luhmanns teori:

Kommunikation Mening Social struktur

Operativt niveau Information

Meddelelse

Forståelse

Sagsdimensionen

Socialdimensionen

Tidsdimensionen

Sociale/psykiske

systemer

Selektionsform Tilslutning/afvisning Aktualitet/mulighed System/omverden

Selektionsgevinst Tema Form Identitet

Medie Kultur Semantik

Symbolsk generaliseret

medie

Program Funktion

Figur 2: Jf. Nissen og Vardinghus-Nielsen 2002, modificeret

Når jeg fremhæver funktionsbegrebets særlige status, skyldes det, at begrebet gør det mu-

ligt, at tilbyde en særlig forklaring på systemers selvreferentielle operationer, som indike-

rer ikke blot system/omverden-differencen men forskellen mellem systemer og systemer i

omverdenen. Forskellige systemer kan orientere sig efter funktion, men kan qua deres

selvreferentialitet, gøre det på forskellig måde. På den måde danner funktionsbegrebet og-

så grundlaget for sammenligningen af forskellige systemer. Netop af den grund kan funk-

tionsbegrebet vække modstand og ’irritere’ systemers selvforståelse, f.eks. oplevelsen af at

være et ’unikt’ system, hvilket Luhmann udtrykker således:



Et system som videnskaben, der iagttager og analyserer andre systemer

funktionelt, benytter i sit forhold til disse systemer et inkongruent perspek-

tiv. Det efterviser ikke slet og ret, hvorledes disse systemer oplever sig selv

og deres omverden. Den duplikerer ikke på en enkel måde det syn på sig

selv, som det finder. Snarere bliver det iagttagede system påført en procedu-

re vedrørende reproduktion og kompleksitetsstigning, som ikke er mulig for

det selv. Videnskaben benytter begrebslige abstraktioner i sin analyse, som

ikke giver det iagttagede systems konkrete viden om sit miljø og løbende

selverfaring ret. På grundlag af sådanne reduktioner – og det retfærdiggør

dem – bliver mere kompleksitet gjort synlig end den, der er tilgængelig for

det iagttagede system selv. Den funktionelle metode forstået som teknik for

den videnskabelige iagttagelse og analyse lader altså sin genstand fremtræ-

de mere kompleks, end den er for sig selv. I denne forstand stiller den for

store krav til sin genstands selvreferentielle orden. Den undergraver sin

genstands intuitive evidenser. Den irriterer, foruroliger, forstyrrer og øde-

lægger muligvis… ” (Luhmann 2000:95)

Som citatet fremhæver, og som jeg antydede i de indledende refleksioner, er den funktio-

nelle metodologi og analyse ikke uskyldig. Den begriber og kan også gribe ind i systemers

egen selvbeskrevne selvforståelse og refleksion. Teorien om selvreferentielle systemer

synliggør for systemer, at de selv skaber relationer og de elementer de består af. Funkti-

onsbegrebet synliggør, at de på trods af selvreferentialitet, er sammenlignelige med andre

systemer, og at der på den baggrund kan stilles spørgsmål ved, om deres operationer kun-

ne være anderledes. Hvordan dette er muligt, handler det følgende om.

Tre faser i den funktionelle analyse

I det følgende vil jeg forsøge at give et bud på, hvordan den funktionelle metodologi kan

operationaliseres i tre faser, der hver især repræsenterer analyser af forskellig orden.

Operationaliseringen formidles gennem eksempler fra mine egne studier og analyser af

det, vi i daglig tale kalder socialt arbejde. Analyser af forskellig orden skal forstås på den

måde, at de hver især rummer forskellige potentialer for kompleksitetsbearbejdning hvil-

ket mere specifikt skal forstås som analysernes potentialer for generalisering.

Generalisering skal ikke forstås som at gøre forskellige systemer ens dvs.

generalisering med udgangspunkt i substans (Luhmann 2000:50-51, jf. også Nissen 2010).

Generalisering skal i stedet forstås som et forsøg på at gøre forskellige systemer sammen-

lignelige gennem analytisk generalisering på problemhorisontens niveau og i relation til

spørgsmålet om funktion. En sådan abstraktion og orientering mod generelle perspektiver

på problemer og løsninger ligger i tråd med det teoretiske grundlag.



“Vil man kontrollere frugtbarheden af generaliseringer, skal man lokalisere

de begreber, som bruges på det mest generelle analyseniveau, ikke som be-

greber, der beskriver kendetegn, men som begreber, der formulerer pro-

blemer. Den almene systemteori fikserer nemlig ikke de væsenskendetegn,

som uden undtagelse forefindes i alle systemer. Den er snarere formuleret i

et sprog, der handler om problemer og problemløsninger, og som samtidig

gør det forståeligt, at der kan gives forskellige funktionelt ækvivalente pro-

blemløsninger til bestemte problemer” (Luhmann 2000:50)

Generalisering på problemhorisontens niveau er et alternativ til generalisering baseret på

en antagelse om systemers homogenitet.

Analyse 1: Systemanalyse

Den første fase i den funktionelle metodologi kan beskrives som studiet af sociale syste-

mer og som systemanalyse. På grundlag af det ovenfor beskrevne teoretiske grundlag ly-

der spørgsmålet for analysen: Hvordan skelner systemer mellem sig selv og omverdenen og

hvordan danner de på det grundlag sig selv som systemer, og kan dette relateres til en given

funktionsorientering? Hvilke problemperspektiver og problemløsningsstrategier uddifferen-

tieres (problemhorisont), og kan disse specificeres som funktionelle ækvivalente? I selve det

analysestrategiske spørgsmål ligger en forventning om en mulig funktionsorientering.

Denne forventning kan specificeres gennem en hypotese, der f.eks. kan lyde som følgende:

Antagelsen er, at der findes sociale systemer, der på problemorienteret og

primær vis er rettet mod og styret af forventningen om, at det er hensigts-

mæssigt og muligt at afhjælpe (dvs. forebygge, løse eller kompensere for)

sociale problemer i og for samfundet gennem hjælp til inklusion (Nissen

2010:64, jf. også Baecker 1994)

Funktionsorienteringen er formuleret som en hypotese om, at der findes sociale systemer,

der på problemorienteret vis er rettet mod hjælp til inklusion, og hypotesen kan anvendes

som et operativt grundlag for studiet af hjælpesystemer, som vi i daglig tale kalder institu-

tioner i/omkring socialt arbejde.

Operationelt må man forestille sig, at det er muligt at udvælge enheder, der

kan beskrives som systemer, der funktionelt orienterer sig mod hjælp til inklusion, men

gør det på hver deres måde. Dvs. at der udvælges ’systemenheder’, der antages at være

sammenlignelige men forskellige med hensyn til deres specifikke problemperspektiv og

strategi for løsning af problemer. Dette kræver en vis indsigt i, hvad der kan kendetegne

hjælpesystemer, herunder hvilke problembeskrivelser og strategier for problemløsning,

der er mulige. Er der, som i det eksempel jeg vil forfølge, tale om et studie af systemer, der



er rettet mod hjælp i forhold til sociale problemer vedrørende familier, må man gøre sig

kvalificerede antagelser om, hvordan sådanne problemer iagttages og hvordan hjælp ud-

øves. I en dansk kontekst, kan en sådan kvalificeret antagelse f.eks. tage udgangspunkt i

indsigten i, at socialpædagogiske og systemiske problemperspektiver og -løsninger har

været særligt kendetegnende for socialt hjælpearbejde med familier (Jf. Nissen 2005)

I det konkrete empiriske studie kan det være nødvendigt at specificere oven-

stående generelle spørgsmål for analysen, således at man mere direkte og mere konkret

adresserer aspekter ved det konkrete system, der gøres til genstand for iagttagelse. For

systemer rettet mod hjælp i forhold til sociale problemer vedrørende familier, kunne en

sådan specifikation f.eks. lyde: Hvordan kommunikerer de professionelle om omverdenen

hhv. egen hjælp? Hvordan kommunikerer de professionelle om familier, forældre og børn

og deres sociale problemer? (problemperspektiv) Hvilke strategier for problemløsning

anvendes i relation til familierne? Selve studiet involverer anvendelsen af forskellige typer

kvalitative metoder, der gør det muligt at indfange sådanne kommunikationer. Efterføl-

gende må man foretage analyser, der, gennem brugen af begreberne system/omverden,

element/relation, problemperspektiv/løsning, funktion samt evt. supplerende begreber

(jf. figur 1), gør det muligt at identificere systemet, dets mulige funktionelle orienteringer,

relationer og elementer, problemperspektiver og problemløsningsstrategier og endelig,

om der kan specificeres funktionelle ækvivalente.

Nedenfor ses et skema, der er genereret på baggrund af studiet og analysen

af ovennævnte typer hjælpesystemer. Skemaet illustrerer, hvordan dette er muligt i en ge-

neraliseret men ganske detaljeret form, at identificere systemer, som er kendetegnet ved

en bestemt funktionsorientering, og dermed er sammenlignelige, men som i øvrigt er for-

skellige mht. perspektiver på problemer og strategier for problemløsning:

Funktionsforhold Familiegården Kærnehuset

Ydelse At løse/forebygge sociale problemer At løse/forebygge sociale problemer

Funktionsorientering Hjælp/ikke-hjælp Hjælp/ikke-hjælp

Kode Normal/unormal

Forandring/ ikke-forandring

Normal/unormal

Forandring/ ikke-forandring

Medie Barnet Barnet

Funktionelle bindinger Penge, magt og ret Penge, magt og ret

Funktionstilskrivning Undersøgelse Undersøgelse

Funktionsunderstøttende

værdier

Solidaritet (konsensus, tilpasning,

kontrol som forudsætning for social

orden)

Frihed (Individuel autonomi, respekt

for forskellighed, selvbestemmelse)

Problemperspektiv Uordentlige familieliv og individer

Vanskeligheder med forældrerollen

Psykisk sårbare familier og individer

Krænkelser og manglende tillid



Kode Almindelig/ualmindelig Ydre/indre tilpasning

Problemløsning (Behand-

ling og undersøgelse)

Kontrol og observation

Fleksibilitet i metoder

Krav til forældreadfærd

Fleksibilitet/frihed fra observation

Kontrol af metoder

Krav til behandlere

Kode God/dårlig kontakt Dit/mit ansvar

Beskrivelse/vurdering/handling

Ressourcer/problemer

God/dårlig omsorgsevne

Din/min sandhed

God/dårlig forældrekompetence

Refleksionsteori Viden om børn, forældrefunktioner Teorier om familiesystemer

Værdier Ligeværdighed, Åbenhed, Tillid Ro, tryghed, frihed, åbenhed, respekt

Risiko Omsorgssvigt Overbehandling

Virkelighedsforståelse Objektiv viden /fantasi Subjektive oplevelser /formodning

Figur 3: Funktionelle ækvivalente knyttet til hjælp - jf. Nissen 2005, 2006

Skemaet viser, at det er muligt at fremanalysere to hjælpesystemer, der funktionelt er ret-

tet mod at løse/forebygge sociale problemer gennem hjælp til forandring. Hjælpen drejer

sig mere specifikt om forandring i retning af det normale og med et særligt fokus på, hvad

det er bedst for barnet. Denne overordnede orientering, som kan forstås som funktionsre-

laterede differencer inden for systemet, er strukturelt koblet til, og dermed betinget af,

økonomiske, politiske og retlige forhold, dvs. penge, magt og ret, og en forventning om, at

man ud over at skabe forandring i og for familierne, også tilvejebringer en undersøgelse af,

om og under hvilke betingelser forandring er muligt. At der ikke er tale om funktionssy-

stemer, men organisationer – hjælpesystemer – som kan være orienteret omkring funkti-

on, men som i deres problemperspektiv og problemløsningsstrategier, kan variere, ses og-

så af skemaet.

Det ene hjælpesystem giver mening til deres funktion gennem værdier om

konsensus, tilpasning og kontrol som forudsætning for social orden og med begrundelsen i

nødvendigheden af solidaritet. Dette er koblet til et problemperspektiv, der ser uordentlige

familier og forældre, der har vanskeligheder med forældrerollen i den betydning at de ikke

kan tilvejebringe det almindelige gode liv for barnet. Som strategi for løsning af problemer

ser man det følgelig som hensigtsmæssigt at basere sig på et metodisk fleksibelt behand-

lingsprogram, der betoner tæt kontrol og observation af familierne og dermed tæt kontakt,

og et undersøgelsesprogram, der angiver tydelige krav til forældrene, og er bygget op om-

kring systematiske procedurer og skriftlighed omkring beskrivelsen og vurderingen af

forældrenes omsorgsevne og behandlingsbehov. Problemperspektiver og problemløsnin-

ger for dette system søges begrundet gennem værdier for den gode kontakt, ligeværdig-

hed, åbenhed og tillid, og af teorier om barnets behov, udvikling m.m. samt forældrenes

funktion. Med henblik på at reflektere over egen funktion er der en særlig opmærksomhed



på risikoen for at tage fejl pga. manglende objektiv viden med det til følge, at barnet udsæt-

tes for et dobbelt omsorgssvigt fra systemets side.

Det andet hjælpesystem giver mening til deres funktion gennem værdier om

individuel autonomi, respekt for forskellighed og selvbestemmelse med begrundelse i nød-

vendigheden af frihed. Dette er koblet til et problemperspektiv, der ser psykisk sårbare fa-

milier, og forældre der har lidt under krænkelser og manglende tillid fra omverdenen, pri-

mært som følge af øvrige hjælpesystemers utilstrækkelige strategier. Som strategi for løs-

ning af problemer ser man, i tråd med dette, det som hensigtsmæssigt at basere sig på et

behandlingsprogram, der tilrettelægges med udgangspunkt i forældrenes behov for fleksi-

bilitet og frihed fra observation, men hvor der stilles krav til behandlere i retningen af, at de

ikke skal tage ansvar fra forældrene, der skal udvikle deres egne definitioner af sandhed og

deres egne kompetencer som ansvarlige forældre. Derfor betoner man ikke faste procedu-

rer for undersøgelser, men dialog om, hvad der er sandt. Problemperspektiver og pro-

blemløsninger for dette system søges begrundet af værdier, om hvordan man på positiv

vis udvikler og bevare forældreansvaret gennem ro, tryghed, frihed, åbenhed, respekt og af

teorier om, hvordan familiesystemer fungerer og kan være i balance eller ubalance. Med

henblik på at reflektere over egen funktion er der en særlig opmærksomhed på risikoen

for at objektiverer virkeligheden, så den fjerner sig fra subjektive oplevelser i situationen,

og risikoen for, at man gennem en sådan objektivering skaber overbehandling.

Samlet set viser skemaet to hjælpesystemer, der er funktionelt orienteret

mod hjælp, men som i deres problemperspektiv og strategi for løsning af sociale proble-

mer varierer på en sådan måde, at de kan betragtes som funktionelt ækvivalente. Der er

tale om systemer, som er sammenlignelige qua funktionsorienteringen og samtidig for-

skellige. Den funktionelle analyse gør det med andre ord muligt at ” forstå det eksisterende

som kontingent og det forskelligartede som sammenligneligt. Den relaterer det givne, det

være sig tilstande eller hændelser, til perspektiver på problemer, og søger at gøre det for-

ståeligt, at problemet kan løses på såvel en som på en anden måde” (jf. ovenfor).

Det praktiske potentiale på dette niveau ligger i at stille kritisk spørgsmål til

konkrete systemers konkrete problemperspektiver og løsningsstrategier. Eksempelvis: Er

det muligt, at et problemperspektiv og en problemløsningsstrategi, der bygger på antagel-

sen om, at forældre har vanskeligheder med forældrerollen, og som forudsætter tæt kon-

takt, kontrol og observation, tager ansvaret fra forældrene og fremmer det modsatte af li-

geværdighed, åbenhed og tillid? Er det muligt, at et problemperspektiv og en problemløs-

ningsstrategi, der bygger på antagelsen om, at forældre har behov for at definere, tilrette-

lægge og tage ansvar for udviklingen af egne forældrekompetencer, og som forudsætter

fleksibilitet og frihed, gør det vanskeligt og til en vis grad fritager professionelle fra at stille

konkrete krav til forældrenes adfærd, og omvendt rummer krav til forældrene, som bevir-

ker, at de kun kan opnå respekt hvis de kan definer egne behov? Der kræver selvudvikling

i en udstrækning, der står i modsætning til værdien om ro? Og endelig, er det givet disse



problemperspektiver og problemløsningsstrategier passer på alle typer familier i alle situ-

ationer? Det teoretiske potentiale ligger i den videre specifikation af og refleksion over på

hvilken måde, der er tale om funktionelle ækvivalente, dvs. hvordan ovenstående specifi-

kation af relationer mellem problemperspektiver og problemløsningsstrategier, kan ”an-

vendes” og mere konkret forklares. Hvorfor er ovenstående tilfældet, er det frugtbart, og

kunne det være anderledes? Dette er den funktionelle analyse af 2. orden.

Analyse 2: Refleksion over funktionelle ækvivalente

Den anden fase i den funktionelle analyse kan beskrives som studiet af de identificerede

funktionelle ækvivalente med henblik på refleksion. Der er tale om en analyse af anden

orden, der for alvor adresserer den funktionelle analyses ambition om, at ”Erkendelsen

ligger nærmest på tværs af kausaliteten, den består i sammenligning af kausaliteter […] I

den forstand er den funktionelle metode i sidste ende en sammenlignende metode og dens

indføring i realiteten tjener til at åbne det eksisterende for sideblik til andre muligheder”

(jf. ovenfor). Spørgsmålet er, hvordan dette kan lade sig gøre?

Analysen må rette sig mod en refleksion over, hvordan det kan forklares, at

konkrete systemer, der i øvrigt er sammenlignelige i deres funktionsorientering, anvender

relationer på forskellig vis. Formålet er at kunne sige noget om, hvilken betydning funktio-

nelle ækvivalente har for systemers fortløbende refleksion og selvbeskrivelse? (evne til gen-

nem problemspecifikation at håndtere kompleksitet). I dette tilfælde er der ikke tale om

specifikation af funktionelle ækvivalente men en refleksion over dem. For at kunne foreta-

ge en sådan refleksion, kan det være nødvendigt at foretage en generalisering på pro-

blemhorisontens niveau. Nu drejer det sig ikke om at specificerer systemers relationer

mellem problemperspektiv og problemløsningsstrategier, men om at ”anvende relationer”

af en sådan karakter med henblik på funktionel forklaring hhv. en interesse for, om kon-

stellationen af funktionelle ækvivalente udgør en frugtbar problemhorisont. Frugtbar skal

her forstås som evnen til at håndtere kompleksitet knyttet til funktion. Nedenfor gives et

eksempel på en sådan refleksion, som først tager vejen over en generalisering på pro-

blemhorisontens niveau. En sådan generalisering kan beskrives som i følgende skema,

som bygger på en antagelse om, at de specifikke funktionelle ækvivalente tilsammen med-

fører en problemhorisont for hjælpen, der skelner mellem normstyring hhv. selvstyring.

Antagelsen er, at - ikke enkeltsystemer - men hjælpens problemhorisont så at sige er spal-

tet i to ikke umiddelbart forenelige problemperspektiver og strategier for problemløsning.

Normstyring (som forudsætning for frihed) Selvstyring (som forudsætning for solidaritet)



Integration gennem normintegration

Inklusionsmuligheder – også til hjælp - fordeles

afhængigt af normopfyldelse (eller potentialer for

normsocialisering)

Det gode liv

Integration gennem individualisering

Inklusionsmuligheder – også til hjælp – fordeles af-

hængigt af individets evne til at markere sin individu-

alitet (eller potentialer for selvrealisering)

Frihed

Roller og sociale forventninger

(Hjælp til) socialisering gennem deltagelse i sociale

fællesskaber

Indlærte normer (social arv)

Individualitet og selvstændighed/modenhed

(Hjælp til) at realisere og frigøre sig selv så man kan

blive mere rummelig

Krænkelser og pres fra omverdenens forventninger

Forandring gennem interaktion med andre

Positiv opfattelse af nærhed og tætte miljøer

Forandring gennem selvindsigt (bevidsthed)

Positiv opfattelse af at kunne klare at være alene

Socialarbejderen som rollemodel (godt/dårligt)

Ressourcefremkalder

Socialarbejderen som facilitator af kritisk reflektere-

rende dialog

Hjælp-til-selvhjælp

Konsensusorienteret professionskultur Kritisk konfliktorienteret professionskultur

Figur 4: Normstyring versus selvstyring

Ovenstående generalisering på problemhorisontens niveau eksemplificerer, hvordan man

via abstraktion kan gå fra identifikationen af specifikke funktionelle ækvivalente til be-

skrivelsen af en mulig problemhorisont for hjælp. Denne problemhorisont kan reflekteres

sociologisk, idet den angiver relationer, roller og forventninger til handling. Hjælpens pro-

blemhorisont kan betragtes som et praktisk svar på samfundets integrationsproblemer

som skaber et særligt fokus på individers inklusionsproblemer. Spørgsmålet er, om dette

er et frugtbart svar?

En kritisk refleksion over hjælpens problemhorisont kan lyde, at sondringen

mellem normstyring og selvstyring reflekterer en problematik vedrørende frihed og soli-

daritet, men på begrænset vis, idet den ikke medinddrager, hvordan hjælpen selv indgår

som ’fortolker’ af og fordeler af betingelserne herfor gennem bestemte problemperspekti-

ver og løsninger. Problemhorisonten som en samlet horisont for hjælp, reducerer spørgs-

målet om integration til inklusion gennem normintegration i et fællesskab, der underbeto-

ner betydningen af individualitet, autonomi og frihed, eller reducerer den spørgsmålet om

integration til individers selvstyring, der underbetoner betydningen af fællesskab, kollek-

tivitet og solidaritet. Som samlet problemhorisont gør den det vanskeligt at se hjælp til in-

klusion som noget, der drejer sig om både fællesskab og selvstyring, både frihed og solida-

ritet, både individualitet og kollektivitet. Man kan kritisk antage, at et enten-eller-syn på

disse forhold kan bidrage til at skabe nogle utilsigtede, stereotype og problematiske mod-

sætningsforhold, og kan gøre det vanskeligt f.eks. at håndtere den kompleksitet, der er

knyttet til individer der både ønsker fællesskab og at styre sig selv (Nissen 2010:142).



Man kan antage, at der findes sociale problemer knyttet til individers evne til at tilpasse

sig og styre sig selv. Men man kan også antage, at systemer har vanskeligt ved at håndtere

bestemte kompleksiteter knyttet til det forhold, at der findes individer, der ikke ’passer

ind’ i en problemhorisont, der er spaltet i en sondring mellem normstyring og selvstyring.

Spørgsmålet er, om der findes andre muligheder? Og spørgsmålet er, om sy-

stemteorien selv kan antyde sådanne? Det er i den sammenhæng, at teorien underlægges

en egnethedstest – ikke blot i forhold til empirisk analyse – men som en teori, der er på

omgangshøjde med de problemer og udfordringer samfundets systemer står overfor med

hensyn til at løse egne problemer. I det omfang man sætter sig for at beskrive en alternativ

problemhorisont overgår den funktionelle analyse fra at specificere, generalisere og kri-

tisk reflektere over funktionelle ækvivalente til at anvende den funktionelle analyse og det

systemteoretiske grundlag til at give et konstruktivt svar på samfundets problemer. Dette

er analysen af 3. orden.

Analyse 3: Teoretisk reformulering

Den tredje fase drejer sig om at formulere en alternativ problemhorisont baseret på en an-

tagelse om, at dette kan være frugtbart. Spørgsmålet for denne analysefase er: Kan man

med systemteorien formulere, alternative problemperspektiver og strategier for problemløs-

ning? Analysen drejer sig ikke blot om teoretisk reformulering uafhængigt af empiriske

iagttagelser, men om anvendelsen af empiriske iagttagelser i en sådan reformulering, hvor

der er tale om en gensidig ’irritation’ mellem teoretiske begreber og måde hvorpå praksis

’griber’ virkeligheden an. Det er med andre ord her, at den funktionelle analyses potentia-

ler i relation til udvikling af refleksionsteori og teoriudvikling kan realiseres (jf. figur 1).

Spørgsmålet kan derfor også mere specifikt lyde: Kan man med systemteorien reformulere

det sociale arbejdes refleksionsteori, og således udvikle dets form? Er der behov for at udvikle

systemteorien, således at det er muligt?

Hvis man applikerer disse spørgsmål på eksemplet vedrørende hjælpesy-

stemers problemhorisont, kan et alternativ til problemhorisonten normsty-

ring/selvstyring, der netop medinddrager, hvordan hjælpesystemer selv indgår som for-

tolker gennem bestemte problemperspektiver og løsninger, være at tage udgangspunkt i

system/omverden-differencen, forskellen mellem system og systemer i omverden samt

funktionsbegrebet. I stedet for at se individer, der har behov for at lære enten normstyring

eller selvstyring, ser man systemer, der er rettet at løse eller forebygge sociale problemer

gennem hjælp, og i dette udfordres af kompleksitet med hensyn til, hvordan sociale pro-

blemer skal begribes og ’gribes’. Problemhorisonten normstyring/selvstyring reducerer

denne kompleksitet til alene at omhandle problematiske individer. Med systemteorien kan

man reflektere dels, hvordan kompleksitet også kan relateres til systemproblemer dvs.

forholdet mellem systemet og systemer i omverdenen og til forskellen mellem systemer

sociale og psykiske systemer. Derimod har systemteorien begrænsede begreber for den



sociale problematik, der drejer sig om forholdet mellem frihed og solidaritet, for hvordan

samfundet genererer integration, og hvilken rolle hjælp til inklusion spiller i den sammen-

hæng. Her tilbyder Roar Hagens begreb om solidaritet, kollektive og individuelle interes-

ser et udviklet systemteoretisk perspektiv på problematikken. Den problematik som son-

dringen mellem normstyring/selvstyring (af individer) udtrykker, er mere præcist en

problematik der drejer sig om, på hvilken måde solidaritet fordeles på grundlag af en skel-

nen mellem kollektive og individuelle interesser (jf. Hagen 1999, 2006), hvordan man

håndterer sociale konflikter knyttet til denne problematik, og hvilke muligheder der er for

hjælp gennem samarbejde til forskel fra tvang (Nissen 2010). I mødet med samfundets

praktiske problemer med at løse sociale problemer knyttet til systemintegration og inklu-

sion, kan systemteorien udfordres.

I forhold til hjælpesystemets problemhorisont er udgangspunktet for reformule-

ringen mere konkret antagelsen om:

At der findes hjælpesystemer rettet mod sociale problemer og hjælp til inklusion

At hjælpesystemer mere grundlæggende udfordres af en problematik vedrørende so-

lidaritet, samt fordelingen af kollektive og individuelle interesser, og at en anvendelse

af denne sondring vil være et frugtbart alternativ til sondringen mellem normstyring

og selvstyring

At sondringen mellem normstyring og selvstyring mere præcist drejer sig om en pro-

blematik vedrørende det kontingente forhold mellem sociale systemer og mellem so-

ciale og psykiske systemer.

At en reformulering af ovenstående har betydning hvordan man skal forstå forholdet

mellem hjælp, konflikt/magt samt normalitet/afvigelse.

Selve reformuleringen sigter således på at reformulere problemperspektiver og strategier

for problemløsning for hjælp ud fra en formodning om, at systemteorien kan bidrage med

et alternativ. Der er her tale om et ret så gennemgribende forsøg på at reformulere det so-

ciale arbejdes generelle problemhorisont, men man kan også forestille sig, at en reformu-

lering kan rette sig mod konkrete systemers refleksionsteorier, hvor systemteorien aktivt

bringes i anvendelse med henblik på at reformulerer relationer og elementer. De relatio-

ner og elementer knyttet til hjælp, der tages op, reflekteres empirisk og praktisk og refor-

muleres i et systemteoretisk perspektiv er:

Hjælpens funktionelle relation til samfundet herunder relationen til sociale pro-

blemer, politik og socialpolitik og velfærdsstaten

Hjælpens rettethed mod inklusion gennem forandringer af sociale problemer



Hjælpens form og dens betydning for problemperspektiver på og problemløs-

ningsstrategier samt betydningen heraf for perspektivet på 1) normalitet/afvigelse

og 2) magt

Potentialer og barrierer for en ny problemhorisont dvs. for refleksion (Jf. Nissen

2010)

På den baggrund kan det være muligt at formulere en ny teoretisk og praktisk problemho-

risont for hjælpen:

En traditionel teoretisk horisont En ny teoretisk horisont

Kollektive interesser står i modsætning til indivi-

duelle og/eller særlige gruppers interesser. Reelt

samarbejde kræver at konflikten ophæves

Konflikten mellem kollektive og individuelle interesser

kan ikke ophæves, men det er muligt at samarbejde

(selvom man ikke er enige)

Konflikten drejer sig om en konflikt mellem

normstyring / selvstyring

Samarbejde er muligt, hvis behov for både solidaritet

og frihed iagttages og gøres til genstand for refleksion

kommunikativt og i forhandling – og at de ses som hin-

andens forudsætning

Hjælp står i modsætning til kontrol og drejer sig

om at fremme individets autonomi

Hjælp drejer sig om begrænsning og udvidelse af fri-

hed (på forskellige områder)

Hjælp står i modsætning til magt eller er overve-

jende tvang

Hjælp er forbundet med konflikt og magt, men man må

skelne mellem forskellige former for konflikt- og magt-

forhold

Hjælp står i modsætning til eksklusion, eller hjælp

har overvejende ekskluderende effekter

Hjælp producerer inklusionsmuligheder og eksklusi-

onseffekter

Der findes normale og afvigende individer eller

hjælpen definerer, hvad normalitet og afvigelse er

(Nissen 2010)

Normalitet og afvigelse opstår på baggrund af forskel-

len mellem sociale og psykiske forhold og udtrykker

forståelses, forklarings og forventningsproblemer

knyttet til kommunikation og handling

En traditionel handlingshorisont En ny handlingshorisont

Hjælp drejer sig om at fremme individets interes-

ser og behov, og hjælpen bliver derfor rettet mod

individet

Hjælp er forhandling om og fordeling af kollektive og

individuelle interesser. Hjælp drejer sig om at synlig-

gør konflikten og finde muligheder for samarbejde

Hjælpen kræver enten om tilpasning til normer

eller giver frihed til selvstyring

Hjælp medierer mellem og muliggør både kollektive og

individuelle interesser og søger at skabe forpligtende

relationer

Refleksion drejer sig om at identificere de be-

grænsende virkninger af ’rammerne’

Refleksion drejer sig om integrationsmuligheder: at

kunne synliggøre, forme, afgrænse handlerummet

Hjælpen kan kun komme i stand under ligeværdi-

ge relationer hvor magtrelationer nedtones

Hjælp drejer sig om fordeling af ressourcer og handle-

muligheder: Hjælperen må identificere konfliktpunkter



og skelne mellem former for konflikter og magtforhold

Hjælp er altid godt eller hjælp har som oftest ne-

gative virkninger for personer

Hjælpen fordeler hjælpemuligheder og må kende

grundende til, at nogle inkluderes og andre eksklude-

res fra hjælp

Normalitet og afvigelse er enten noget objektivt

derude eller socialt konstrueret

Normalitet og afvigelse er knyttet til handling og hæn-

delser, der anses som konforme eller afvigende og

dermed til forventninger: Det kan undersøges og også

legitimeres som forhold knyttet til forventning og fak-

tiske handlinger

Figur 5: Reformulering af problemhorisont Jf. Nissen 2010

Den teoretiske og praktiske reformulering af hjælpens problemhorisont er et udtryk for en

abstraktion, der endnu ikke er men kan gøres til genstand for empirisk afprøvning gennem

specifikke funktionelle analyser. Derudover kan reformuleringen sammen med sådanne

specifikke funktionelle analyser give anledning til udviklingen af systemteorien som vi-

denskabelig teori og potentielt sociologiens problemhorisont f.eks. med hensyn til, hvor-

dan integration i form af samarbejde i praksis er muligt på trods af inkongruente og kon-

fliktende perspektiver.

Potentialer og udfordringer for systemteoretiske analyser

Forsøget på at diskutere, præcisere og eksemplificere, hvordan den funktionelle metodo-

logi og analyse kan gøres operationel gennem tre analysefaser, er baseret på en antagelse

om nogle stærke potentialer for studiet og analysen af samfundets systemer. Den funktio-

nelle metodologi gør det muligt at foretage systematiske sammenlignende studier og ana-

lyser af samfundets systemer med et stærkt blik for systemkvalitet og for, hvordan syste-

mer så at sige kvalificerer sig selv. Metodologien og analysen sigter på at forstå og forklare,

hvordan systemer anvender forskellige forståelser og forklaringer i deres måde at anskue

og løse problemer på, og dermed interesserer den sig for den kompleksitet, den ”sorte

boks” af perspektiver og praktiske problemløsninger, som kan være vanskelig at begribe

videnskabeligt (Luhmann 2000:50). Dermed er den funktionelle metodologi og analyse

også et stærkt alternativ til analyser af systemer, der alene interesserer sig for systemers

’output’. Det er efterhånden almindeligt, at der efterspørges undersøgelser og analyser,

der bestræber sig på at måle systemkvalitet som bestemte effekter på individniveau. Dette

forsøg på at etablere enkle kausalrelationer mellem systemers og individers operationer

kan være forståeligt, idet det repræsenterer et forsøg på at håndtere sociale systemers

problemer med at forudsige psykisk og social kompleksitet. Problemet med sådanne un-

dersøgelser og analyser er imidlertid, at de ikke medinddrager dette problem, idet de ikke

interesserer sig dybdegående og komplekst for, hvilke problemperspektiver og problem-

løsningsstrategier, der anvendes og kan forklare bestemte virkninger. I stede anvendes en



opfattelse af systemer som trivielle kausalt forudsigelige. Dermed leverer sådanne under-

søgelser og analyser heller ikke et komplekst bud på, hvordan systemer kan reflektere

over og eventuelt ændre deres problemperspektiver og strategier for problemløsning; den

funktionelle metodologi med dens opmærksomhed på refleksionsteori udgør et alternativ

til sådanne effektundersøgelser og analyser. Den muliggør teknologi af en anden orden ba-

seret på en antagelse om det ikke-trivielle, meningsbaserede og paradoksale ved syste-

mers og professioners tilgang til problemer og problemløsning (Jf. Von Oettingen)

Den funktionelle metodologi og analyses potentialer afhænger imidlertid af,

hvordan den udfoldes, og nærværende har været et forsøg på at vise, hvordan det kan ske i

det, der muligvis kan betegnes som en ambitiøs form. Den funktionelle metodologi og ana-

lyses potentialer kan anvendes i en mere modificeret form end eksemplificeret her, men

der findes teoretiske bindinger, som er vanskelige at se bort fra, hvis man ønsker at bevare

dens potentialer. For det første må man bedrive analyser af kommunikationer, ikke blot

som ’fritsvævende’ diskurser, men som kommunikationer, der afprøves med hensyn til de-

res kobling til systembegrebet og funktionsforhold. For det andet må man tage spørgsmå-

let om sammenligningsmuligheder i betragtning i udvælgelsen af enheder for observation.

Ellers vil specifikationen af funktionelle ækvivalente formentlig blive mere spekulativ.

Dette kan efterlade mere af ’bevisbyrden’ til teorien, og det kan betyde, at teorien ikke i så

høj grad udsættes for kritisk refleksion, dvs. at man i mindre grad forholder sig til teoriens

begrænsninger og potentialer for udvikling. For det tredje og i forlængelse heraf må man

forholde sig til teoriens kapacitet til at reflektere over og bidrage til formuleringen af nye

perspektiver på problemer. Dette gælder ikke mindst, hvis man gør krav på at sige noget

om funktionalitet.

Som et sammenhængende program for forskning og analyse stiller den funktionel-

le metodologi og analyse krav om empirisk udforskning og dybdegående indsigt i syste-

mers relationer og elementer, en ambition om at forklare relationen mellem relationer, og

en ambition om at anvende disse forståelser og forklaringer som bidrag til udvikling af

samfundets evne til at løse egne problemer. Derfor er det heller ikke tilfældigt at det gen-

nemgående eksempel fra studiet af hjælpesystemer er baseret på empiriske feltstudier og

ikke alene studier af tekster. Gennem det empiriske feltstudie udfordres systemteorien,

med dens fokus på kommunikative strukturer, af handlingens kompleksitet, hvilket er sy-

stemers betingelser i deres bestræbelser på at forstå, forklare og at løse bestemte proble-

mer. For det andet får man muligheden for at lære noget om, hvordan problemer, som

umiddelbart forekommer uløselige, lader sig løse i praksis gennem kompromis, samarbej-

de, professionel dømmekraft etc. De pragmatiske sider af systemteorien kan udvikles. En-

delig og for det tredje kan man forvente, at sådanne studier, giver bedre forudsætninger

for, ikke blot at specificere funktionelle ækvivalente, men at tilbyde en kvalificeret og be-

grundet kritisk refleksion over systemers problemperspektiver og problemløsningsstrate-

gier, der igen kan generere en større åbenhed for at reformulere og udvikle samfundets



evne til at løse egne problemer. Man kan hævde, at dette ikke nødvendigvis er målet med

systemteoretiske analyser, men da må det vel betragtes som en begrænsning ved teorien?

Referencer

Baecker, Dirk (1994): ”Soziale Hilfe als Funktionssystem der Gesellschaft” i Zeitschrift für

Soziologie, år 23 (2):93-110

Hagen, Roar (1999): Rasjonel Solidaritet. Olso Universitetsforlag

Hagen, Roar (2006): Nyliberalisme og samfunnsvitenskapene. Oslo Universitetsforlag

Knudsen, Morten (1996):”Rotter i Labyrinten”, GRUS, Årg. 17, nr. 49:75-87

La Cour, Anders (2002): Frivillighedens pris. Sociologisk Institut. Københavns Universitet

Luhmann, Niklas (1997): Die Gesellschaft der Gesellschaft. Suhrkamp.

Luhmann, Niklas (2000): Sociale Systemer – Grundris til en almen teori. Hans Reitzels For-

lag

Nissen, Maria Appel (2000): Det politiske barn. Om forandringer i det politiske børnesyn, det

politiske system og samfundet 1800-2000. Sociologisk Samfundsanalyse. Aalborg Universi-

tet.

Nissen, Maria Appel og Vardinghus-Nielsen (2002): ”Hvad skabes der i skolebestyrelser? –

en analysemodel til iagttagelse af sociale systemers meningsdannelse”, Jens Rasmussen

(red.): Luhmann Anvendt. Unge Pædagoger.

Nissen, Maria Appel (2005): Behandlerblikket. Om sociale problemers tilblivelse, interventi-

on og forandring i socialt arbejde med familier og børn med udgangspunkt i analyser af be-

handlingskommunikation på

Nissen, Maria Appel (2006): ”Behandlerblikket. Risiko og refleksion i socialt arbejde med

familier og børn”. Nordiske udkast. Nr. 1:61-80

Nissen, Maria Appel (2010): Nye horisonter i socialt arbejde. En refleksionsteori. Akademisk

Forlag.

Von Oettingen, Alexander (2007): ”Pædagogiske handlingsteorier i differencen mellem te-

ori og praksis”, i Von Oettingen og Wiedemann (red.): Mellem teori og praksis. Aktuelle ud-

fordringer for pædagogiske professioner og professionsuddannelser. Syddansk Universitets-

forlag.

Documents

Anvendelsen af Luhmanns systemteori i analysen og ...cesau.au.dk/fileadmin/ · PDF filePaper til ”Systemteorien i anvendelse”, Århus Universitet, CESAU – Center for sociologiske