TIDSSKRIFT FOR STUDERENDE VED DET TEOLOGISKE FAKULTET, KØBENHAVN NR. 3 2012 34. ÅRGANG. GRATIS

151

i rede

Åndn&d ADette nummers skribenter

Nikolai Peter HjorthKristoffer GarneRasmus VangshardtEmil B. SaggauKim Stig AndersenJonas Ankjær FrederiksenGabrielle Tine Juhl Nilausen

KorrekturlæsereStephan de FønssKristine Marstrand-JørgensenThilde Thordahl Andersen

“Arken gør opmærksom på, at alle artikler, debatindlæg m.v. er et udtryk for skribentens egen holdning.”

TrykKUA’s trykkeri

KontaktForlaget ArkenDet Teologiske FakultetKøbenhavns UniversitetKøbmagergade 44-461150 København Ktlf. 35 32 36 29

Arken modtager meget gerne artikler, kom-mentarer o.a. Send en e-mail med dit bidrag til redaktør Inge Haandsbæk Jensen, haandsbaek@gmail.com, journalist Annette Kruhøffer, ak@ak-kommunikation.dk eller til grafiker Troels Bering, troels.bering@gmail.com

s. 6Et stort lille fællesskab

s. 14Studenterpræster

s. 22Ét begreb - Tværfagligt be-lyst: Viljen til Magt

2 ARKEN ES2012

Redaktion Indhold

s. 26Ånd og and i rede

s. 20Den Sokratiske Vending

JournalistAnnette Kruhøfferak@ak-kommunikation.dk

JournalistMathias Hardingmathiasharding@gmail.com

FotografThomas Sandagerthomass@ndager.dk

GrafikerTroels Beringtroels.bering@gmail.com

s. 3Lederen

s. 4 Velkommen til den nye generation af teologer

s. 13 Fagrådet inviterer

s. 16 En varm prut eller et varigt gode

s. 18 Homovielserne forårsager flugt fra Folkekirken

s. 31 TrosForum informerer

s. 32 Et farvel til Geert Hallbäck

s. 36 Arken Anmelder

Arken beklager, men Arkens BS udgår i dette nummer grun-det manglende plads. Dog lover vi, at Arkens BS kommer igen næste gang, stærkere end nogensinde.

RedaktørInge Elise Haandsbækhaandsbaek@gmail.com

JournalistAgnethe S. Sørensen

JournalistKristian Ditlev Jensen

JournalistKristine Marstrand-Jørgensen

3 ARKEN ES2012

Lederen

Valgkampen i USA er nu skudt i gang, og vi skal igen følge med i det politiske cirkus, som kæmpelandet kan opvise i den forbindelse. Fra en teologisk synsvinkel er der et centralt punkt, som især har interesse: Religionens rolle i valgkampen. Nogle holdninger fra Republikanernes side har der været et særligt fokus på allerede her i valgkampens spæde start. Republikanernes vicepræsidentkandidat Paul Ryan er kato-lik, men han er allerede blevet skarpt kritiseret af adskillige katolske biskopper. Ryan har stået frem med sine konserva-tive minimalstatsidealer og krav om ophævelse af Obamas sundhedsreform, men disse initiativer er i biskoppernes øjne ukristelige og antikatolske, da det vil få store konsekvenser for USA’s fattige og laveste klasser. Hvor er dog næstekær-ligheden i disse visioner, spørges der. Dog er Ryan ikke helt forhadt, idet hans modstand mod aborter og homoægtesk-aber går fint i tråd med den officielle katolske holdning.

Herhjemme har vi tidligere i år oplevet den storm, som fulgte med det nye vielsesritual for homoseksuelle par. Kirkelige retninger er i gang med at se sig selv godt og grundigt i spejlet og finde ud af, om de skal forblive tilknyttet til folkekirken, el-ler om de skal forlade den. Også i USA har der denne sommer været opstand omkring homovielser generelt, da direktøren for kyllinge-fastfoodkæden Chick-fil-A udtalte, at ægteskab skam var for heteroseksuelle par. Denne udtalelse høstede tru-sler om boykot fra mange homoseksuelle, hvortil den kristne højrefløj svarede igen ved at støtte direktørens holdninger, idet de på en udvalgt dag kollektivt besluttede sig for at spise burgere fra Chick-fil-A. Responsen kom prompte fra homover-denen, der arrangerede kyssehappenings på samme dag foran restauranterne.

Ikke kun kyllingeburgere bliver brugt som brik i starten af val-gkampen; Politikens USA korrespondent Jakob Nielsen kunne for nylig berette om, hvordan den demokratiske præsident Obama under valgkampen i Iowa brugte tid på at markere sin forkærlighed for øl. Præsidenten gav runder til de nærm-

este gæster (dog med undtagelse af en mand, som havde en Mitt Romney badge på sin jakke). Obamas glæde for øl er et decideret offentligt anliggende, da han sågar stolt har fået installeret et mikrobryggeri i Det Hvide Hus. Nuvel, alle har brug for en hobby, men ifølge korrespondent Nielsen er det ikke kun til glæde for familien i det hvide hjem. Der er en klar pointe for Obama i at markere, at han kan nyde en øl ligesom mange andre – det står nemlig i skarp kontrast til Mitt Rom-neys afholdenhed, som følger med hans medlemskab af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige, også kaldet mormonerne. Mens kampråbene lød over valgkampsbarerne i Iowa (”FOUR MORE BEERS”) blev det klart, at Obama repræsenterer en anden holdning.

Tilbage i Danmark er der andre aktuelle stridspunkter i debat-ten om kirkens mere eller mindre fromme indflydelse på det sekulære samfund. Den 1. oktober afskaffes lukkeloven, der bygger på den gammeltestamentlige fortælling om at Gud hvilede på syvendedagen efter skabelsen, en fortælling der førte til, at søndagen under Konstantin den Store blev offen-tlig helligdag. Kristne grupper kritiserer derfor bortskaffelsen af lukkeloven, både af religiøse og humane grunde (bl.a. at det moderne menneske har brug for en dags pause til hvile og refleksion), så det er værd at overveje, i hvor høj grad kristendommen spiller ind på vores familieidealer. Er vores forbrugsmønstre prægede af vores kristne kulturarv, så der ikke umiddelbart er et indkøbsbehov på helligdagene, eller vil vi i dag hellere holde kristendommen udenfor konsumerismen og det politiske liv? Vi kommer nok ikke udenom at meget har ændret sig i måden hvorpå vi holder hviledage om søndagen, i forhold til tidligere fortolkninger af den gammeltestamentlige fortællings budskab. Trods alt skåler de fleste af os jo stadig i øl herhjemme – selv på søndage, hvad end vores politiske holdninger ellers måtte være.

Inge Haandsbæk Jensen, Redaktør

4 ARKEN ES2012

Det var en velkendt følelse, da jeg sammen med Cecilie og Nanna fra baren startede bilen en fredag morgen på Nør-rebro og satte kursen nordpå – mod Sejerborg ved Asnæs, Odsherred. Vi havde lige nået en kop kaffe og pakket bilen med bagage og litervis af karton vin fra Super Best, og så var halvdelen af TEO bar ellers klar til den årlige rustur. Jeg følte mig efterhånden som en slags veteran, kun overgået af andet personale og svævegynge entusiaster, for dette var mit fjerde år på denne festlige galej. Første gang som russer, dernæst som tutor, og nu for andet år i træk som medlem af TEO bar – denne gang ganske vist kun som bonusmedlem, idet jeg trådte ud af bar bestyrelsen sidste år. Selvom følelsen af at

stå nervøs på Vor Frue Plads med de andre russer og vente på bussen, der skulle fragte os nordpå, føltes langt væk, så kunne jeg stadig mærke en spænding over den kommende weekend. Rusturen har nemlig hvert år været en sikker succes i mine øjne. Når jeg sammenligner med mine venner som læser på andre afdelinger af universitetet, synes der at være en klar for-skel. Nogle af dem tilbringer en hel uge med drukspil og højt tempo – så kan nerverne drikkes væk, nu skal vi RIGTIG hygge os! Her afviger Det Teologiske Fakultets en del - man er kun af sted på en weekend, der udover festivitas også har et fagligt program. Fredag er der, som menig stud.theol måske kan huske, en introduktion til hver afdeling på teologi: Eksegese,

Velkommen til den nye generation af teologer - en rapport fra årets rusturAf Inge Haandsbæk Jensen

5 ARKEN ES2012

Kirkehistorie og Systematisk Teologi, samt en generel og mere uformel snak om hvad det er for en størrelse, det studium vi nu har valgt at blive en del af. Men fest behøver teologerne selvfølgelig også, så fredag åbnede vi for fadølshanerne og fandt udstyret til drinks frem. Med blandet musik på anlæg-get slappede russerne af og samledes rundt omkring bordene til en sludder, udenfor til en smøg i den kølige september nat og senere på dansegulvet ved baren. Køkkenet var anført af Peter, som også arrangerer gourmet aftener for madglade teologer, og maden som han og resten af teamet smækkede sammen var velstruktureret, velproportioneret og hamrende lækker. Den første dag havde allerede taget den værste brod af nervøsiteten og folk morede sig til langt ud på natten.

Det var derfor en rolig og udmattet stemning som prægede forsamlingen lørdag formiddag, da hele flokken skulle op og synge morgensang ved fanen udenfor – for en folkelig vinkel var der også lagt på turen. Herefter kunne lørdagen gå med gruppearbejde omkring emnet Teologisk Etik, som handlede om hvordan man kunne behandle etiske dilemmaer fra en teologisk vinkel. Her blev der rundt omkring i grupperne diskuteret og overvejet efter bedste evne. Da dette var vel overstået havde folk tid til at hænge ud rundt omkring, bade eller spille bold efter behag, mens tutorerne pyntede salen op til aftenens fest. Aftenens galla tema var Oscar uddeling, og tu-torerne havde internt besluttet at køre et tema med Ringenes Herre. Derfor var der gang i makeup, kostumer, sakse og kun-stigt hår, imens alle gjorde sig klar til festen. De forrige år er jeg altid blevet forbløffet over folks kreativitet og fokus på at

få denne aften til at blive et ordentligt bash - og i år var ingen undtagelse. Der blev fremført fantasifulde fortolkninger af film såsom Harry Potter (udført med præcise rollefordelinger og gode kostumer), Ringenes Herre (med afskyvækkende, be-hårede hobbitfødder), Shrek (med grøn maling og lærredstøj) og mange flere. I baren havde vi valgt vores eget tema: Havne-folk med sømænd, matroser og en enkelt havneluder i form af Stephans årlige drag. Det var dejligt at opleve hvordan folk formåede at holde et respektfuldt fokus på hele programmet. Der blev pænt dannet kø ind til festsalen, folk lyttede og så opmærksomt og godt underholdte på hinandens opvisninger, der fulgte i klynger mellem de lækre retter der strømmede fra køkkenet, hvis personale også havde valgt en udklædning i tråd med temaet: De Grønne Slagtere. Og stemningen var høj, da tutorerne som de sidste opførte deres udgave af youtube remix hittet fra Ringenes Herre, ”They’re Taking The Hobbits to Isengard”, der blev fremført med vanvittigt lystig dans. Herefter gik natten sin gang med høj musik, en lind strøm af fadøl, vild dans og mere afslappede diskussioner udenfor, når trangen til en smøg meldte sig - aftenen gik og natten med lige til vi vita-wrappede fadølshanerne kl. 8 om morgnen og overlod de sidste få til de dybere samtaler om livets mening og kirkens status på bænkene udenfor i daggryet. Nu vil resten af året vise hvor mange der bliver på teologi og hvem der ikke lige fandt hvad de søgte – men noget siger mig at en god del af de deltagende russer faktisk var ganske tilfredse med nu at være blevet en del af det fine faglige og sociale fællesskab som teologi kan tilbyde.

FOTO: Adam Garff

I Store Kannikestræde nummer otte ligger et lille, gammelt hus fra 1730. Gennem årene har væggene sat sig, så alt er vindt og skævt. Når man går op ad trappen hælder man til højre, og når man går på gulvene, føler man sig svim-mel, fordi man hele tiden skifter retning i forhold til universet.

”Man vænner sig til det,” påstår studen-terpræst Stefan Lamhauge Hansen.

Han må vide det, for han har sin daglige gang i huset, hvor han har sit kontor, og hvor Studentermenigheden holder til oppe på første sal. I den store stue er der stillet et bord op, der både kan bru-ges som mødebord og som spisebord. Til den ene side er der en mindre stue, hvor der engang var en computer.

”Den led oprydningsdøden i sommer-ferien, fordi den ikke blev brugt ret meget. Men der er trådløst internet,” rapporterer Lise Lotz, der arbejder i huset.

Til den anden side ligger det lille bitte

ET STORT LILLE FÆLLES- SKAB

køkken, der domineres af en vask og en opvaskemaskine. Hver fredag bliver der tryllet mad frem til 20-30 fremmødte, når der inviteres på frokost efter gud-stjenesten i Trinitatis.

”Studentermenigheden blev grundlagt i 1966, da der skete en stor tilvækst af studerende ved Universitetet,” forklarer han.

Der var ingen tvivl om, hvilken kirke der skulle lægge vægge og tag til den nye menighed. Trinitatis blev oprindelig byg-get til universitetet, og det var derfor naturligt at lade den første studenter-præst tage fast base her. Dengang lå det meste af universitetet desuden sta-dig inde i området omkring kirken. Og den spæde begyndelse med en enkelt præst og en telefon er i mellemtiden vokset. I dag er der i hovedstaden fire præster fordelt på de forskellige bydele og fag. Stefan Lamhauge Hansen har fået tilknyttet jura, samfundsfag og teo-logi, men der er ingen, der tjekker folks tilhørsforhold - man møder op, hvis man har lyst til at være med.

Studentermenigheden syner ikke af meget, men den favner mange slags – både af mennesker og aktiviteter.

Af Annette Kruhøffer

Stefan Lamhauge Hansen gennemgår lige dagens program en ekstra gang med Kim Stig An-dersen, der er dagens prædikant. Foto: Annette Kruhøffer

6 ARKEN ES2012

7 ARKEN ES2012

De studerende på prædikestolen

Det er som regel en studerende, der prædiker. Man melder sig, hvis man har lyst, og så kommer man på en liste. En fredag i september er det Kim Stig Andersens tur. Han sidder parat i kirken i god tid, for der er nogle detaljer, der lige skal pudses af. Stefan Lamhauge har læst hans prædiken på forhånd, så der er styr på det hele, men rækkefølgen af de enkelte elementer skal lige repeteres. Læsning, prædiken, kirkebøn og med-delelser.

”Og så siger du: ’… velsign og bevar, men der skal du lige huske at skifte kon-gen ud og sige ’dronningen’. Jeg plejer at tilføje ’og hele hendes hus’. Altså: ’… vel-sign og bevar dronningen og hele hendes hus,” forklarer Stefan Lamhauge.

Imens de sidste detaljer kommer på plads, indfinder folk sig i den store, lyse kirke. På trods af efterårssolen spreder de store lysekroner et gyldent lys ud over alle stolerækkerne, der er hegnet ind med trælåger, så det næsten føles som at vælge sig sin egen lille parcel i Guds have, når man sætter sig. Da præludiet sætter i gang, forstummer snakken, og alle er klar til at stemme i på Kingos salme ’Nu rinder solen op’. Sidste tone er kun netop klinget af, da Kim er på plads på prædikestolen og begynder at tampe samvittigheden med dagens tekst, der handler om lov kontra tro: Jesus, der spiser med toldere og syndere. Teksten taler til os gennem Kims prædiken. Også vi har vores ”lov” i form af skarpe påbud om at hjælpe Afrika, spise økologisk og passe godt på kloden. Men somme

Et stort lille fællesskab

tider er det jo noget nemmere at sende en halvtredser med en SMS, når der er Danmarksindsamling i TV end at sætte sig ned og spise sammen med vor tids toldere og syndere. Jesus fra dagens tekst skal efterleves – langt mere end han skal tænkes, siger Kim.

Kun til sidst kom der en lille episode, der fik kirkegængerne til at holde sig for munden i et stille fnis. Salmebogen, hvor teksten til Kirkebønnen var stukket ind, var blevet væk. ”Det er pinligt …” udbryder Kim mens han febrilsk leder efter den. Væk er den imidlertid, så både dronningen og hendes hus må klare sig med vores uudtalte ønsker i denne uge. Organisten maner energisk til koncen-tration igen ved at spille op til næste salme, og mens trafikken fortsætter udenfor de indfattede ruder, fortsætter gudstjenesten med fadervor, altergang og velsignelse – nu med præsten selv ved roret. Et bragende postludium med enkelte blide passager skyller fredagen ind over os igen – frokosten venter.

Fredagsfrokost

”En del benytter gudstjenesten som en slutning på ugen, men andre betragter det som optakten til weekenden. Så går de i byen eller i kælderbaren, når de er færdige med frokosten her. Det er jo, hvordan man vil vende det,” konstaterer Stefan Lamhauge.

Mange kommer efter gudstjenesten med tilbage til Store Kannikestræde, hvor der er frokost for alle, som ønsker at deltage. Det koster en tyver, og man forventes at deltage i borddækning og opvask.

8 ARKEN ES2012

9 ARKEN ES2011

Sådan finder du Studenter-menigheden:

Stefan Lamhauge Hansen har kontor i Store Kannikestræde 8 og har træffetid mandage klokken 10-11 samt i øvrigt efter aftale. Ring evt til ham på telefon 33 14 01 83 eller skriv en mail til slh@rundetaarn.dk

Formanden for Studentermenigheden er Mia Geisler, der har mailadressen miage-isler@hotmail.com.Der er flere oplysninger om Studenter-menigheden på http://studenterpraesterne.ku.dk/

Gudstjenesterne foregår i Trinitatis hver fredag klokken 12.15. Der er frokost bagefter i Studentermenigheden, hvor alle er velkomne. Man møder bare op i Store Kannikestræde 8 på første sal. Det koster 20 kroner, og man må gerne hjælpe med ved borddækning og afryd-ning.

”Det kan du godt skrive!” siger Lise Lotz, der er ansat i Studentermenigheden. Ikke til at opvarte de studerende, men til at tage sig af økonomi og elektronisk kommunikation. Hun betegner sig selv som ”noget af det kit, der holder det hele sammen”, og hun kender de fleste af deltagerne, for folk kan lide at komme der. Mange kommer ofte.

”Det er en af de gode ting, men selvfølgelig er det også lidt mærkeligt, når folk så bliver færdige og forsvinder væk til andre steder. Men så kommer der jo en ny flok,” siger hun med varme i stemmen.

I dag er der fyldt godt op, så der må hentes flere tallerkener og stole, før den sidste sidder med ved bordet. ”Vi kan godt være flere, end vi er i dag. I sidste uge måtte vi også dække op inde ved siden af, og hvis det bliver meget trængt, har vi også et lokale nedenunder,” siger Lise Lotz.

Appetitten er god, og der er rigeligt med mad: Godt rugbrød og karrysild, frikadel-ler, lunet leverpostej med bacontern, skinke og melon, skiveskåret pålæg, æg, tomater og agurker. Snakken går livligt på kryds og tværs, og ingen sidder alene.

10 ARKEN ES2012

Der tales om fjernsynsprogrammer, studier, små dagligdags oplevelser og andre helt almindelige ting. Der er ingen dagsorden og ingen ordstyrer.

Fællesskabet i centrum

For studenterpræsterne handler det om at skabe nogle gode rammer for sam-været mellem en gruppe af mennesker, der bare har det til fælles, at de har tilknytning til universitetet og gerne vil være med i Studentermenigheden.

”Naturligvis opstår der et fællesskab, når man mødes med mellemrum. Det er ikke noget styret, og det er noget, der opstår naturligt,” forklarer Stefan Lamhauge og fortæller, at der er forskel på, hvad de enkelte studerende deltager i. Nogle går bevidst efter foredragene og kommer kun sjældent til de andre ting. Andre kommer kun til gudstjenester og del-tager ikke i andet.

Selvom teologi ligger lige om døren, og teologerne er ret godt repræsenteret i Studentermenigheden – ”ja, det er nok af indlysende grunde, fordi det jo ligger lige til studiet,” siger Stefan Lamhauge – så er der rigeligt plads til andre. Kim, der prædikede ved gudstjenesten, læser for eksempel dansk. Og alle kan få indfly-delse på det, der foregår ved at møde op og være med til at beslutte.

”Det er faktisk en demokratisk proces, når vi vedtager, hvad vi skal lave. Vi har et planlægningsmøde, hvor vi laver en brainstorm, hvor alle kaster ideer ind. Så sorterer vi i bunkerne og finder frem til, hvad der skal ske,” forklarer Stefan Lamhauge.

11 ARKEN ES2012

Det har resulteret i en studiekreds om Nick Cave, og en anden om Miltons Para-dise Lost. En studietur til Rom i uge 45 er også på programmet.

”Vi ved godt, at man ikke har alverden som studerende. De fleste af de ting, vi laver, er gratis. Det kan turen selvfølgelig ikke være men vi prøver at holde prisen nede.”

En rigtig menighed

Studentermenigheden er en menighed under folkekirken, og derfor varetager den også opgaver som for eksempel sjælesorg. Men hvad er det egentlige formål for Studentermenigheden?

Stefan Lamhauge tøver for første gang lidt, før han svarer: ”Formålet med det hele er at italesætte den forbindelse, der altid skal være mellem kirken på den ene side og samfundet på den anden. De ting bør have en form for samtale med hinanden. Fra et rent sekulært synspunkt kan man selvfølgelig godt spørge: ’Hvad skal vi egentlig med den kirke’, men kirken kan ikke leve uden samfundet.”

Derfor hører det også naturligt med til livet i menigheden at lave alle mulige aktiviteter, der har højskolekarakter.

”I Danmark kan man gå lige ind i en kirke uden problemer, hvis man da ikke selv har nogle barrierer for det. Men den kul-turelle vej er måske nemmere at gå, hvis man gerne vil beskæftige sig med tro og kirke,” siger præsten men afværger forsøget på at kalde det mission.

Trinitatis Kirke

Christian den fjerde ville bygge en uni-versitetskirke til glæde for universitets studerende og ansatte. Kirken skulle også fungere som opbevaringssted for den kongelige bogsamling og øverst skulle der være et observato-rium. Til dette formål erhvervede kon-gen en grund fra sin svigermor, Ellen Marsvin, og da de eksisterende huse var blevet ryddet væk, blev grundste-nen lagt den 7. juli 1637. Rundetaarn stod færdig 1642-43 og den sidste sten i hvælvingerne blev sat 7. juli 1651. Kirken blev indviet Trinitatis søndag 1. juni 1656. I Rigsarkivet ligger et referat fra konsistoriet fra denne dag. En række professorer blev efter guds-tjenesten inviteret til at følge kongen i procession hjem, hvor de blev trak-teret og drukket til af majestæten.

”Hvilken ære universitetet den Dag beviist bør at blifve hos universitet udi stedseværende ihukommelse.” står der i det gamle referat.

Den omtalte majestæt var Frederik III – han havde ’arvet’ kirkebyggeriet, da hans far døde, og det var ham, der havde bygget kirken færdig.

”Kirken var fra Begyndelsen, alleene tiltænkt og bygget til Universitetets Studenteris Nytte og Adgang, hvor-fore og Professorerne Aar 1658 dend 6. Julii erhvervede Ius Patronatus dertil. Kirken blev og for Studiosis alleene, indtil Kong Christian den Femte, Høylovlig Ihukommelse, Anno 1683 anordnede den til en Sogne-Kirke,” beretter den danske Vitruvius.

Ius patronatus – patronatsretten – betød, at universitet selv kunne ansætte præsterne. Samtidig var det ganske praktisk for universitetet, at kirken også blev sognekirke, for det betød gode indtægter til kirken fra betjeningen af borgerne.

12 ARKEN ES2012

Stefan Lamhauge Hansen om sjælesorg

”Samtaler har vi en del af. Jeg har nogle hver uge, men jeg har ikke lyst til at sætte tal på. Nogle kommer flere gange for at tale med mig – andre bare en enkelt gang. De kommer fra alle fag, og det er emner indenfor det private område, familierelaterede problemer, ensomhed, selvmordstanker … - hele paletten! Og i høj grad også studiepro-blemer som for eksempel: Har jeg valgt

det rigtige studie? Hvordan kommer man igennem en større opgave? Eller kan jeg overhovedet klare et studium?

Jeg har i hvert fald fået at vide af de studerende selv, at jeg kan gøre noget. Det er meget sjældent, jeg viser videre til andre. Men jeg taler med folk så længe, at jeg kan forholde mig til dem og tale med dem, så de bliver i stand til at hand-

le på deres situation. Det er meget sjældent at nogen siger – det er aldrig sket! – at de står og mangler penge til næste måneds husleje. Generelt kan man sige, at både dem der kommer for at tale med mig, og dem, der deltager i Studentermenighedens aktiviteter, udgør et bredt gennemsnit af alle stu-derende, som de nu engang er. ”

”Det er ikke et ord, jeg er vild med at bruge. Måske kommer jeg til at vænne mig til det, men der dukker stadig mænd med tropehjelme op, når man taler om det,” smiler han.

Derfor er tankerne fuldstændig toldfri, når man deltager i menighedens arrange-menter. Ingen spørger, om man har den rette tro – eller for den sags skyld en tro overhovedet. Men der er muligheder for at drøfte spørgsmål om tro og tvivl, hvis man har lyst til at gøre det i en mere organiseret sammenhæng:

”Vi prøver at finde nogle fora for det. For eksempel giver vi respons på de prædikener, der er blevet holdt om fredagen, og det kan omfatte både ind-holdsmæssige og dogmatiske spørgsmål. Hvordan stemmer prædikenen overens med det, vi ”bør” mene? Hvordan brugte du det personlige i din prædiken, uden at det blev for privat? Det er et naturligt forum, hvor folk også kan få meddelt sig til hinanden om deres tanker,” slutter præsten.

Et stort lille fællesskab

13 ARKEN ES2012

Indbydelse100-års jubilæum

Det Teologiske Fagråd inviterer hermed til jubilæumsreception i anledning af fagrådets 100 år.

Det vil glæde fagrådet at se fakultetets studerende, ansatte, samt samarbejd-spartnere og særligt indbudte til recep-tion. Fagrådet vil byde på et lille glas, samt lidt ekstra godt.

I forbindelse med receptionen præsen-teres fagrådets jubilæumsskrift, ligesom der også vil være festlige indslag, både af nuværende og tidligere fagrådsmedlem-mer.

Så kom forbi og nyd en festlig dag i selsk-ab med gamle venner. Vi kender ikke alle tidligere fagrådsfolk, og håber derfor, at I vil sende denne invitation videre.

Tid og sted

2. november 2012 kl. 15-18Kælderlokalet,Købmagergade 44, over gården, 1150 København K

Af hensyn til trakteringen, vil fagrådet være taknemmelige for en (ikke bindende) tilmelding til teo.100jubilaeum@gmail.com

Kærlig hilsen

Det Teologiske FagrådBestyrelsen anno 2012

facebook.com/fagraadetTEOtwitter.com/fagraadetTEO

1912 - 2012

14 ARKEN ES2012

En opfordrende artikel om studenterprædikener. Ikke kun set fra en studerendes perspektiv, men også det opmuntrende scoop, at sognepræst ved Brøndbyvester Kirke, Lisbeth Chris-tensen, fortæller om sin erfaring med at overlade prædikesto-len til en studerende.

Hvorfor bekymre sig om at prædike allerede som studerende, for kommer tid, kommer, som bekendt, også råd. Men der er faktisk to gode grunde til at interessere sig for at få erfaring i at prædike, inden man en dag skal tiltræde et embede: Kaldet og Pragmatikken.

Den første grund handler om, at hvis man føler sig kaldet til at tjene som præst, da er forkyndelsen en meget vigtig del af ens funktion i menigheden. Her låner jeg lige autoritet hos Luther, som et sted har ytret, at sand teologi er praktisk, hvorved han blandt andet mener, at prædikenen er en central del af præstens virke. Med kaldet følger altså en forkyndelsesop-gave, som man må varetage med største omhu, og derfor er det bare om at komme i gang med at studere bibelteksterne med fokus på hvordan man kan og vil prædike over dem.

Den anden grund drejer sig om det rent pragmatiske. Jeg ved, både af erfaring og har ud fra religionssociologiske under-søgelser forstået, at én af de ting, der får folk til at omtale en gudstjeneste eller et ritual i folkekirken, som de har deltaget i, med begejstring, er hvis der var en god prædiken. At præsten prædikede, så man forstod det. At præsten var klar i mælet. At præsten kunne få bibelteksten til at vedrøre noget, som folk kender og tænker over i deres eget liv. Dem, der anbefaler en præst, gør det ofte på grundlag af, at han eller hun har sagt noget, der gav mening i folks her-og-nu situation. Det er et fak-tum: Det kan måske være svært at få folk til at komme i kirken, imens det er meget nemt at kede folk ud af kirken, hvis man kommer til at gøre bibelteksterne fremmede for dem.

Når det vigtige i at begynde at prædike nu er slået fast, så følger det naturligt at spørge til hvordan man så lærer at

prædike? Svaret er indlysende: Øvelse gør mester! Og det er faktisk muligt at komme til at prædike allerede fra første semes-ter, om man skulle ønske det. En mulighed er at skrive sig på prædikantlisten til studenterprædikenerne på fredage i Trinitatis Kirke. Den bliver ophængt i Studenter-lokalet i St. Kannikestræde. Her skal man dog være på tæerne og holde øje med, hvornår listen bliver hængt op, idet listen lynhurtigt bliver overtegnet. Er man først kommet på listen, skal man vide, at det er meget lærerigt at få præsten til at kommentere på prædikenen inden selve dagen for afholdelsen. På den måde får man en chance for at forbedre tekstens sam-menhæng og struktur, arbejde med forkyndelsen og rette prædikenen til, så den bliver mere mundret. Da jeg engang skulle prædike i Trinitatis Kirke, fik jeg kuglerunde øjne af forbavselse på grund af studenterpræsten, Stefan Lamhauge Hansen, der insisterede på at høre min prædiken, frem for at få den tilsendt via mail til kommentering. Efter at han havde hørt mig fremsige prædikenen og tænkt sig om et øjeblik, kunne han give en præcis analyse af mit ærinde, komme med et par kommentarer, der helt klart kvalificerede min prædiken samt rose mit værk, således at jeg blev glad og fik

Studenteprædikener

15 ARKEN ES2012

StudenteprædikenerAf Agnethe S. Sørensen

mod – alt sammen på grundlag af, at

han lige havde hørt prædikenen og det

imponerede mig.

En anden mulighed, som man måske ikke lige

tænker på, er at spørge sin lokale præst eller en præst,

som man har fået anbefalet, om man må komme og være

prædikant hos pågældende. Selv har jeg også været prædi-

kant i Brøndbyvester Kirke, hvor jeg har den glæde at have lært

sognepræst, Lisbeth Christensen, at kende. Hun er en flittig og

menneskekærlig person, og med hende har jeg diskuteret troen og

embedet og fået en unik indsigt i en præsts arbejde og overvejelserne i

forbindelse hermed. Desuden er det gennem Lisbeth, at jeg har lært at give forkyndelsen en mere værdig plads i prædikenen, imellem alt det andet, som jeg har på hjertet, og som munden ønsker at plapre løs med. Jeg har spurgt Lisbeth om, hvorfor hun valgte at over-lade prædikestolen til en studerende? Her er hendes opmuntrende svar:

”Da jeg blev præst for godt 15 år siden, var der én, der fortalte mig, at englænderne kaldte den danske præsteuddannelse for ”the parachute-model” – måske fordi mange teologi-studerende dengang havde et ganske

begrænset kendskab til selve præstelivet………når man fik embede måtte man bare springe ud i det og håbe på, at ”faldskærmen foldede sig ud”. Da jeg efter ordinationen påbe-gyndte et barselsvikariat, havde jeg holdt tre prædikener – to i forbindelse med tiden på pastoralseminariet, og én i praktik-perioden – det var derfor med bævende hjerte, at jeg i de første mange måneder i embede nærmede mig prædikestolen.

Denne tilbageholdenhed overfor at forene studieliv med præsteliv synes dog at have ændret sig. De senere år er mine kolleger og jeg stadigt oftere blevet kontaktet af teologistu-derende, der spørger, om de allerede under uddannelsen må komme i praktik hos os – herunder også indtage prædikestolen - og dét er herligt! Det er inspirerende at fornemme, dels hvad der rør sig i universitetsverdenen lige nu – dels at opleve, at det synes som om, at der hos de studerende er en langt større homiletisk bevidsthed m.h.t. at prædikenen holdes i et mund-ret sprog og ikke skal være et dogmatisk spækket foredrag, der ville komme mere til sin ret i en studiekreds. Ligeledes har den studerende under en eventuel samtale før afholdelse af prædikenen ofte gode vinkler og spørgsmål, der udfordrer ens egne – måske noget fasttømrede - iagttagelser i prædikentek-sten.

Set ud fra mit perspektiv har det på alle måder været berigen-de at have studerende til at prædike, og det er også blevet vel modtaget i menigheden på såvel plejehjemmet som i kirken.”

Efter at have læst Lisbeths svar, er der kun tilbage at sige: Se at komme i gang! :)

16 ARKEN ES2012

Debatindlæg - En varm prut eller et varigt gode

Min studiestart var mere tjekket end sædvanlig. Det skyldtes til dels, at jeg kom hjem fra ferie dagen før semesterstart. De få ledige timer blev derfor ikke brugt til at sortere post eller ordne vasketøj. Jeg surfede rundt i Absalon og orienterede mig i den kommende uges programmer.

Samtidig samlede jeg på en USB-stick de dokumenter, som flit-tige lærere i deres sommerferie havde udvalgt som pensum for semesterets undervisning og lagt ud til de studerende. En god ven med en professionel printer havde nemlig lovet mig liiige at ordne den opgave for mig, så jeg ikke skulle sidde med min egen langsomme og lettere uldne hjemmeprinter.

Han var svedig, min gode ven, da han kom tilbage med mine papirer – og hans imødekommende hjælpsomhed var forvand-let til en lettere irritation over, at han ikke havde haft papir nok til at gøre arbejdet færdigt. Med de ord fik jeg den foreløbige bunke i hånde. Eller rettere sagt i hænderne, for man skal bruge to hænder til sådan en stak. Den målte 8 cm i højden – målt med min gamle lineal fra bordkant til papirtop.

Der er gået et træ eller to til at producere denne mængde kopier, men det er uden tvivl omkostningerne værd. Jeg stoler på, at papirstakken repræsenterer highlights inden for moderne teologiske problemstillinger - fremragende tænkere håndplukket af de dygtigste forskere. Så meget desto ærger-ligere er det, at jeg formodentlig ikke kan få den fulde glæde af dem. Min erfaring er nemlig, at man først til fulde forstår sit pensum, når man har været til eksamen. På det tidspunkt begynder man at få et overblik over stoffet, og det er på dette tidspunkt, at man fatter, hvad man ikke forstod. Så er det, at man griber tilbage i bøgerne, slår op og finder svar på spørgsmål, som man bare få uger tidligere end ikke anede, at man kunne stille. – Men hvordan slår man op i 8 cm høj stak løse papirer uden sidetal, indholdsfortegnelse eller nogle af alle de andre navigeringsmidler, man plejer at benytte sig af indenfor vidensformidling?

I erkendelse af, at jeg aldrig finder tilbage til en fotokopi, har jeg både sidste semester og forrige semester smidt tilsvarende stakke ud. Når jeg har konstateret, at karakteren for fagene er blevet registreret elektronisk, ryger papirerne direkte til Vestforbrænding – inklusive tilskrevne noter og henvisninger. Samfundsmæssigt kan man så glæde sig over, at alle disse

eller et varigt godeEn varm prutguldkorn i det mindste ender med at blive en lille varm prut, men personligt ville jeg hellere have en bog stående på hylden – og fra min tidligere studietid i gamle dage husker jeg også den gode fornemmelse, når jeg så på den langsomt voksende boghylde af lødige værker, der visuelt understøttede min fornemmelse af at blive klogere og klogere.

Som gammel og dedikeret underviser forstår jeg godt, at man vil give sine studerende det bedste af det bedste. Derfor sam-mensætter man en buket af uddrag og artikler, som for den garvede fagperson er langt mere fornuftig end nogen enkelt bog alene. Man kan naturligvis spørge sig selv, om de studer-ende nu også kan værdsætte denne fragmentariske undervis-ning – eller om det måske var bedre at vælge nogle enkelte værker, som man så kritiserede passende skarpt og begavet i undervisningen. Især på bachelordelen er det måske vigtigere at få lagt et godt fundament end at blive delagtiggjort i de fineste nuancer inden for de forskellige discipliner. Men der er unægtelig en lang tradition for, at underviserne har ret til selv at sammensætte pensum. Derfor var det måske værd at overveje, om man kunne bevare denne ret samtidig med, at man tilbyder de studerende rigtige bøger.

Teknologien indenfor bogudgivelser er nu på et niveau, hvor man kan trykke bøgerne i den hastighed, hvormed der er efterspørgsel. Print-on-demand hedder det på nu-dansk. De relevante tekster indskrives i en standardskabelon og lægges som pdf-filer, og først, når en studerende har lagt en bestil-ling på bogen, starter bogtrykkeren sin maskine. Man kan sagtens udskifte nogle pdf-filer med andre – det koster blot lidt administrativ tid, som eventuelt kunne finansieres ved et overhead pr. bog. ”Værkerne”, der jo blot er tekstsamlinger, kan givetvis genbruges år efter år med ganske få, løbende justeringer.

Hvad så med tilladelse til at trykke andres værker, og hvad med eventuelt honorar til dem, der har skrevet bøgerne? Man kan spørge sig, om ikke det problem allerede er løst i fag som for eksempel Etik og Religionsfilosofi eller Bifag til NT1, hvortil der sælges kompendier via Athænæums Boghandel. Muligvis skal der betales et beløb for retten til at trykke dele af et værk, men til gengæld undgår man den situation vi står i nu som studerende: Et værk, der ikke mere kan anskaffes fra boghand-leren, benyttes i undervisningen og opgives til eksamen. Der

Debatindlæg

17 ARKEN ES2012

bare til at bestå i at sørge for, at virksomheden ikke tjener penge. Hvorfor sætter vi ikke i gang?

eller et varigt godeEn varm prut

findes (som regel – hvis ikke en anden studerende har lånt det med hjem) et eksemplar på semesterhylden. De studerende på holdet, der tæller mellem fem og tyve personer, formodes at læse på skift, så alle møder velforberedte til undervisningen – eller også forudsætter man stiltiende, at de studerende laver ulovlige fotokopier, så de kan følge med i timerne.

Det kræver ikke så meget at sætte denne virksomhed i værk. En myndig person med organisatoriske evner kan hurtigt få disse ting op at køre. Universiteterne må ikke tjene penge på deres virksomhed, så den store udfordring kommer egentlig

Lidt læsestof til de lange efterårsaftener – men sådan en stak kopier er ikke god at tage med i seng. Foto: Annette Kruhøffer.

Af Annette Kruhøffer

18 ARKEN ES2012

Homovielserne forårsager flugt fra Folkekirken

Balladen startede egentlig med Folketingets lov om registreret partnerskab, som blev vedtaget allerede i maj 1989. Den gjorde Danmark til det første land i verden, der lovliggjorde juridisk partnerskab mellem to mennesker af samme køn. Og d. 7. juni 2012 var turen så kommet til den kirkelige vielse. Danmarks folkekirke fik nu et nyt vielsesritual parallelt med det gamle, hvori ordene ”ægtemand” og ”ægtehustru” var erstattet med det politisk neutrale ”ægtefæller”. Den nye lov var et af resultaterne af regeringsskiftets nye Ministerium for Ligestil-ling og Kirke, som har Manu Sareen (B) ved roret som minister. Debatten om dette nye ritual blev som bekendt efterfulgt af et polemisk stormvejr, der rasede frem og tilbage mellem kirkens højrefløj og de mere liberale og kulturradikale medlemmer af folkekirken. Enhver, som har haft øjnene åbne i dette forår, har sikkert fornemmet tyngden af debatten: Fremgår det tydeligt af Bibelen, hvorvidt ægteskabet er begrænset til en mand og en kvinde? Hvor meget spiller traditionen ind? Er tilføjelsen af det alternative vielsesritual en grov, menneskelig redigering, hvor man forsøger at tage Guds ord i egen mund? I hvor høj er det overhovedet Christiansborgs opgave at bestemme, hvad der angår kirkens indre anliggender?

Debatten i sig selv er stor og indviklet – og vel også temmelig udmattende efterhånden. Men først nu ser man nogle af følge-virkningerne ved tiltaget, for nu melder spørgsmålet sig for alvor hos modstanderne af det nye vielsesritual; should I go or should I stay?

Det forhenværende medlem af folkekirken, Jakob Høeg, var hurtigt ude og skrev allerede samme dag som vedtagelsen af ritualet d. 7. juni i år et debatindlæg i Kristeligt Dagblad. Her gjorde han opmærksom på, at denne sag nu havde været drå-ben, der fik ham til at forlade Den Danske Folkekirke, og han forklarede, hvordan han var nået til den konklusion:”Med Folketingets vedtagelse og den efterfølgende ind-

førelse af et folkekirkeligt ritual for indgåelse af kønsneutrale ægteskaber, har folkekirken stillet sig selv uden for sit hidti-dige bekendelsesgrundlag. Det er et udtryk for, at mennesker vil sætte sig over Gud, og selv bestemme, hvad kristendom er. Den udvikling er jeg imod, og jeg giver dette til kende ved ikke længere at ville være medlem”. Jakob Høeg så med andre ord tiltaget som et groft indgreb i noget, der ikke står i folkets magt at redigere i. Hvor mennesket er skabt i Guds billede, forsøger mennesket altså i stedet at skabe Gud i sit billede: ”Det er hovedløst, at Folketinget og store dele af folkekirkens ledelse er i færd med at indføre ritualiserede kønsneutrale ægteskaber i et forsøg på at gøre humanismens og tidsåndens nye normer til kristendom”. Er det humanistiske normer, der projiceres over på det kristne bekendelsesgrundlag? Det var det for Jakob Høeg, der altså så det som nødvendigt at forlade den synkende skude.

Høeg m.fl. har senest fået selskab af selveste den russisk-orto-dokse kirke. I september udmeldte det russisk-ortodokse patri-arkat i Moskva, at Folkekirkens dåb nu ikke længere anses for gyldig som følge af vores stillingtagen til homoseksuelles plads i kirken: ”Vi anerkender ikke dåben officielt, hverken den sven-ske eller danske. Denne praksis – at tage imod nogen uden gendåb – vil være umulig for os, fordi homoseksuelle forhold er en synd i ortodoks teologi” har patriarkatets talsmands for mellemkirkelige anliggender, Dimitrij Sizonenko, udtalt i denne forbindelse. Konsekvenserne heraf er, at det økumeniske samarbejde er mere udfordret end hidtil, da man tidligere, om end ikke andet, har kunnet gå sammen om dåbens gyldighed. Internationalt set har ritualet og diskussionen altså skabt split-telser, der måske ikke får umiddelbare praktiske konsekvenser for så mange, men som på det symbolske plan kan få fremti-dige og vidtstrakte konsekvenser for det økumeniske samar-bejde.

Homovielserne forårsager flugt fra Folkekirken

Af Inge Haandsbæk Jensen

19 ARKEN ES2012

Den danske interne tendens til helt at forlade folkekirken efter det nye tiltag er tilsyneladende stigende. Det ses blandt andet på oprettelsen af nye frimenigheder, hvor præsterne og de kristne selv har mulighed for at vende tilbage til det, de beskriver som ’den klassisk evangelisk-lutherske kristendoms-forståelse’. I det seneste år er der blevet oprettet hele ni nye frimenigheder, direkte eller indirekte som følge af tiltaget om homovielser. ”Folkekirkens teologi er blevet så udvandet, at dette simpelthen har fået bægeret til at flyde over”, har landssekretær i Evangelisk Luthersk Netværk, Lasse Holm-gaard Iversen, sagt til Jyllands Posten. Han er selv vejleder for seks af de ni frimenigheder. Flere menigheder står til at blive oprettet, så der er tale om en reel flugt fra folkekirken. I samme artikel blev Manu Sareen også bedt om at kommentere medlemsflugten, hvortil han bød de nye menigheder velkom-men af hele sit hjerte: ”Hvis man ikke har lyst til at være en del af en rummelig folkekirke, så er det en god løsning at lave sin egen”.

Det er dog ikke alle, der tager den drastiske konsekvens af util-fredsheden med regeringens beslutning. Jens Ole Christensen er generalsekretær i Luthersk Mission, og han begrundede i en klumme i Kristeligt Dagblad, hvorfor han ikke har i sinde at bryde med folkekirken, selv om han heller ikke bifalder de nye tiltag i kirken: ”For mig er det et ligeså stort samvit-tighedsproblem at forlade folkekirken, som det for nogle af mine gode venner er at forblive i den. Den ’nok er nok’ retorik, som fra det politiske liv har bredt sig til kirkespørgsmålet, er jeg temmelig skeptisk over for. Jeg finder den ikke i Det Nye Testamente, heller ikke de steder, hvor den sunde tro tydeligt var i mindretal. Der finder jeg en udfordring til at styrke det, der er tilbage” skrev han. Hvor adskillige tidligere medlem-mer af folkekirken henviser til Bibelen som grundlag for deres brud med folkekirken, påpeger Jens Ole Christensen altså den bibelske forpligtelse til at være tålmodig med den retoriske

og pragmatiske bølgegang. At forlade kirken er for ham den lette løsning, og der er en opgave i at stå fast på retten til at forblive en del af folkekirken, selv i modgang. Det er for Jens Ole Christensen ikke ensbetydende med, at de nyoprettede frie menigheders medlemmer skal tages mindre seriøst, for de kan ifølge ham også komme til tro og være Jesu disciple; ”Men for mig er det tydeligt, at der er store befolkningsgrupper, som vi langt lettere får i tale gennem folkekirken end fra andre platforme”. Netop styrken ved en bredspektret folkekirke ser lektor i praktisk teologi Hans Raun Iversen også, da han i oven-nævnte artikel i Jyllands Posten gjorde opmærksom på, hvor stor en del af kirkens historie der netop har tilhørt højrefløjen: ”Tænk på, hvad missionsfolk har drevet af søndagsskoler og så videre. Det er nogle vigtige kræfter, som nu går tabt for folkekirken”.

Mange flere frimenigheder forventer at se dagens lys i løbet af det næste års tid, men hvor flugten fra folkekirken viser sig hurtigt, vil der nok gå lidt længere tid, før vi får konsekven-serne af det nu udfordrede samarbejde mellem skandinaviske kirker og de russisk-ortodokse at se.

Homovielserne forårsager flugt fra Folkekirken

20 ARKEN ES2012

Den Sokratiske Vending

21 ARKEN ES2012

noget ned selv, men blev kun skrevet om. Og ligesom ham havde han både disciple, følge og forfølgere. Denne anden skikkelse er kristendommens egen jøde fra Nazaræth, og lige-som der læses mellem linjerne med Jesus, læser Kierkegaard også mellem linjerne hos Sokrates.

Dette fik mig til at tænke.

Da denne opgave udkom var det liberal teologien der domi-nerede på Københavns Universitet, men andre teologer havde også ligesom Kierkegaard forsøgt at indføre filosoffer i den kristne tænkning. Således som Augustin gjorde det med nyplatonismen og Thomas Aquinas gjorde det med aristotelisk kristendom tænkte jeg ved mig selv om man kunne opfatte Kierkegaards gennemgang af Sokrates som en sokratisk kristendom. I Om Begrebet Ironi introducerer Kierkegaard det han kalder den sokratiske vending, som han opfatter som det Sokrates gjorde når han snakkede med eller til folk. Folk kom til Sokrates søgende efter meningen med livet og i stedet giver han dem nogle absurde vendinger og slet ikke det svar de forventer. Det, siger Kierkegaard, er fordi han giver dem hvad de har brug for og ikke nødvendigvis hvad de vil have. Og dette gør han med så skarp overbevisning at det får folk til at reflektere. Reflektere over deres egen forståelse og hold-ning til deres virkelighed. Når Sokrates har fået en til at tænke anderledes over tilværelsen, så har man foretaget denne sokratiske vending og denne omvendelse har også paralleller til den kristne åbenbaring. Men vendingen fører ofte også til skepticisme. Når man begynder at sætte spørgsmålstegn ved alt, så bliver man også skeptisk ved alt. Kierkegaard argu-menterer i bogen for at det i og for sig er bedre at det fører skepticisme, end at det ikke gør, eftersom han opfatter skepti-cismen som bedre end det at leve med skyklapper på og aldrig hverken reflektere eller kritisere. Denne vending er meget kort fortalt det jeg ender med at kalde den sokratiske kristendom; ”Når man følger Sokrates, ligesom det er Kristus’ opfordring, at følge ham, vendes overbevisningerne væk fra det overflødige og mod det nødvendige.” konkluderede jeg.

Opgaven kastede jeg mig over, og den var både interessant og hård at arbejde med. Både kendere og ikke kendere ved at Kierkegaard ikke altid er letlæseligt, men ikke desto mindre inspirerende, og jeg kan kun opfordre andre til at følge Søren Kierkegaard Instituttets sommerkursus.

Sokratiske VendingI sommers tog jeg på Kierkegaard kursus. Jeg valgte således at bruge min sommer på at få afløst mit tilvalgsfag og til-bringe den i selskab med folk fra alle verdens hjørner, der var kommet helt fra Australien, til Japan og USA for at høre om vores danske tænker; Søren Kierkegaard. Mine forventninger til kurset blev mere end indfriet. Med mange sammenholds aktiviteter og oplæg fra kierkegaard forskere fra hhv. England, USA og Italien fik vi gennemgået op til 4 Kierkegaard værker og juli måned gik hurtigere end den skulle. Eksamen bestod i at aflevere en afløsningsopgave. Her valgte jeg at fokusere på Kierkegaards egen afløsningsopgave for hans magister grad i teologi. Den hedder Om Begrebet Ironi og handler om en af de centrale personer i Kierkegaards værker; Sokrates. Denne bog vakte min interesse, dels grundet det historiske ved opgaven, nemlig at Kierkegaard egentlig ikke havde foretaget sig meget på teologi, indtil hans far dør. Det satte skub i sagerne, og Kierkegaard færdiggjorde nogle år senere hans afløsningsop-gave. Bogen er på 350 sider og gennemgår Kierkegaards sam-tids forståelse af Sokrates, og Kierkegaard piller selvfølgelig forståelsen af Sokrates fra hinanden. I denne argumenterer han for at Sokrates ikke kun er en mytologisk helt, men også en absurd skikkelse, som ikke giver folk de svar de søger, men derimod de svar, som de har brug for - og dette stemmer ikke helt overens med de forestillinger der var om Sokrates på den tid og måske stadigvæk i dag. Sokrates har i filosofien været med til at bidrage til tankegangen om at det, at tænke over hvordan vi lever vores liv, kan bidrage til et mere fyldest-gørende liv, og det er netop det Kierkegaard hænger fast i. Sokrates fortæller ikke folk lommefilosofi, eller fortæller dem at alt er relativt og at tid heler alle sår, nej, han tvinger dem til at tænke over deres fundamentale overbevisning. Ikke måske altid lige rart, men måske nødvendigt.

Men hvor passer teologien så ind? Well, da Kierkegaard skrev denne opgave var det blot den anden magisterop-

gave der blev afleveret på dansk, og dens udsagn var ikke teologiske. Det var med andre ord en meget

filosofisk opgave. Der hvor vi finder sammen-hængen med teologi er ved at gøre det, som så

mange teologer må tyde til; benytte symboler, lignelser og paralleller. Sokrates har nemlig

nogle ganske iøjefaldende ligheder med en anden litterær skikkelse. Ligesom ham

blev Sokrates dømt til døden af stats-magten, ligesom ham skrev han aldrig

Af Nikolai Peter Hjorth

Den

22 ARKEN ES2011

tværfagligt belystét begreb

Den tyske filosof Friedrich Nietzsches tænkning er omfattende og gennemgribende. I denne udgave af Arken er det følgende spørgsmål fremsendt til besvarelse: ”I hvor høj grad mener du, at Friedrich Nietzsches (1844-1900) dictum ’Der Wille zur Macht’ har udfordret (måske endda beriget) den vestlige opfattelse af metafysikbegrebet og subjektbegrebet? “

Generelt betragtet kan Nietzsches forfatterskab inddeles i tre perioder1, hvor hans tænkning betoner forskelligt, sideløbende med en tilvejebringelse af de i dag velkendte centrale idéer, som er typiske for hans ikke systematik anlagte filosofi. Den første periode af Nietzsches tænkning spænder fra hans udnævnelse til professor i klassisk filologi ved universitetet i Basel i 1869 til 1876. I denne periode er Nietzsche ikke mindst optaget af Arthur Schopenhauers filosofi2 og i disse år er han en stor beundrer af vennen Richard Wagners musik. Schopen-hauer og Wagner tog Nietzsche sidenhen stærkt afstand fra, grundet de to herres asketisk prægede livssyn. Af kendte værker fra denne tid kan nævnes Tragediens fødsel (1872) og

de fire Utidssvarende betragtninger (1873-76). Den anden peri-ode 1876-1883 er præget af den radikale fritænker Nietzsche. Værkerne Menneskeligt, alt for menneskeligt (1878-80) og Den muntre videnskab (1882) hører til i dette tidsrum. Sidst-nævnte værk peger frem mod den tredje og sidste periode af forfatterskabet, som sædvanligvis afgrænses fra året 1883 til Nietzsches sammenbrud i 1889. I denne tid agerer Nietzsche seer i Således talte Zarathustra (1883-85), moralgenealog i Mo-ralens oprindelse (1887), mens han i Antikrist (1888) leverer en sønderlemmende kritik af en livsforsagende kristendom.

1. I det følgende vil jeg støtte mig til dr.theol Inge Houmanns(1939-2001) periodisering af Nietzsches forfatterskab. Inge Houmann, Nietzsche , værdiernes krise – En introduktion (1972/1996) s.9-14

2. I Schopenhauers hovedværk ’Verden som vilje og forestilling’ beskrives Viljen som verdens og menneskets inderste væsen. Viljen er irrationel, blind og meningsløs. Viljen hos mennesket forvolder i sidste ende kun lidelse og smerte. I kraft af menneskets bevidsthed og evne til refleksion er muligheden tilstede for en delvis frigørelse fra viljen ved bl.a askese.

af stud.theol. Mathias Harding

23 ARKEN ES2012

ét begreb Ét begreb - Tværfaligt belyst: Viljen til magt

Friedrich Nietzsche og viljen til magtAf Mette Blok , Ph.d. og ekstern lektor ved RUC

Spørgsmålet er ikke helt let og måske også lidt misvisende stillet, da der selvsagt ikke blot er ét metafysikbegreb og ét subjektbegreb i den vestlige filosofi. Alligevel er det rimeligt klart, hvad der menes: I hvor høj grad gør Nietzsches begreb ”der Wille zur Macht” op med traditionelle forståelser af metafysik (f.eks. hos Platon) og traditionelle forståelser af subjektet (f.eks. hos Descartes)?

Nu er det klart, at Nietzsches filosofi generelt er anti-meta-fysisk, og at han generelt gør op med forståelsen af subjektet som uforanderlig kerne eller substans, men lige netop når det kommer til begrebet ”vilje til magt” er sagen lidt mere kom-pliceret end som så. Når Heidegger udlagde Nietzsche som den sidste metafysiker, var det i vid udstrækning på grundlag af ”viljen til magt”, og selv om man ikke vil gå så langt som Hei-degger, er man nødt til at anerkende, at Nietzsche med dette begreb kommer med sit bud på, hvad der er verdens inderste væsen – og dermed i en eller anden forstand stiller sig i den metafysiske tradition.

”Viljen til magt” er formuleret op imod Spinozas ”selvophold-elsesdrift” og Schopenhauers ”vilje til liv”. Hvor den metafysis-ke tradition tænker væren – ”selvopholdelsesdriften” er et be-greb om den kraft, der bevarer en ting i dens væren – tænker Nietzsche tilblivelse; ”viljen til magt” er idéen om, at verden (mennesket, naturen, herunder også den uorganiske natur) bliver drevet frem af en kraft, en trang, ikke blot til selvopret-holdelse, men til selvovervindelse: Verden er ikke bare vilje til liv som hos Schopenhauer, men vilje til mere liv, til selvover-skridelse eller ekspansion. For så vidt som Nietzsche betoner foranderligheden i det værende og fokuserer på tilblivelsen, kan han siges at gøre op med den metafysiske tradition, men for så vidt som også han mener at kunne sige, hvad verdens inderste væsen er, nemlig ”vilje til magt”, må han siges at komme meget tæt på en metafysisk position.

Hvad angår subjektbegrebet hos Nietzsche, så følger hans syn herpå naturligt af forestillingen om ”viljen til magt”. Det er klart, at idéen om et enhedsligt, tilgrundliggende subjekt eller jeg må opgives – i denne forstand foregriber Nietzsche Ernst Machs berømte diktum: ”Das Ich ist unrettbar”. Imidlertid har dette ikke de vidtrækkende konsekvenser, det ofte tilskrives; Nietzsche opererer uproblematisk med en forestilling om selvet, et selv, der kan udvikle og forandre sig, et selv, der kan blive til ”overmenneske”. Men det er en anden historie.

Om begrebet ”vilje til magt” har udfordret og beriget filosof-ien? Ja da! Filosofien bevæger sig langsomt frem gennem positioner og modpositioner, og Nietzsches begreb er ingen undtagelse. Det fine ved ”viljen til magt” er dog, at det selvre-fleksivt forklarer denne bevægelse.

Videre litteratur: Martin Heidegger: Nietzsche I & II, Neske, Pfullingen 1961 Jørgen Hass: Illusionens filosofi, Nyt Nordisk Forlag, København 1982 Mette Blok: Nietzsche som etiker, Museum Tusculanums Forlag, København 2010

Viljen til magt. En replikAf Kirsten Hyldgaard , Lektor, ph.d. Institut for Uddannelse og Pædagogik (DPU), Aarhus Universitet (Campus Emdrup)

Det er Nietzsches fortjeneste, at spørgsmålet om metafysik blev relevant uden for en snæver fagfilosofisk og filosofihis-torisk horisont. Metafysik tog i 1980’erne over efter begrebet ideologi, da dét blev forladt sammen med marxismen. Da Marx faldt som altdominerende referent blev det tiden for alle referenters forfald, den store desillusion eller illusionsløshed kaldet ”Guds død” satte ind, ganske vist med knap hundrede års forsinkelse. Begrebet metafysik var nu snævert samhørigt med kritik af selvsamme, med analyse af hvilke, som oftest, implicitte grundantagelser vi opererer med hvad angår det værende i sit hele.

Viljen til magt var og er et metafysisk spørgsmål. Viljen til magt benævner alt værendes grundkarakter og er altså ikke et pseu-do-videnskabeligt psykologisk eller biologisk begreb. Vi har ikke en vilje til magt, som en art psykologisk stræben ved siden af en stræben efter lykke eller nydelse. Vi er vilje til magt. Og ’vi’ vil sige alt værende, ikke kun menneskets væren. Metafysik er navngivningen af og det spekulative svar på spørgsmålet om det værende i sit heles væren.

Når viljen til magt er svaret på altings grund, bliver det også en kritik af subjektbegrebet, der som filosofisk begreb betyder det tilgrundliggende. Det var den humanistiske ide om men-nesket og dets bevidsthed som det tilgrundliggende, men-nesket som rationelt, fornuftsstyret væsen, der stod for fald. Derfor tog mange af dem, der havde afsæt i en tredje af de tre store ”mistankens mestre”, Freud, også Nietzsche til sig, altså så Nietzsche som den filosofiske forløber for dén kopernikan-ske vending, som Freud afstedkom inden for psykologiens felt.Med hensyn til betydning for andre filosoffer er det umuligt at overvurdere den betydning, som Nietzsche havde for

24 ARKEN ES2012

Ét begreb - Tværfagligt belyst

Heidegger, for den såkaldte ”vending” i Heideggers forfat-terskab, det vil sige en vending væk fra fænomenologien til fordel for ”værenshistorie”; det var netop igennem arbejdet med Nietzsche, at denne vending tog form. Viljen til magt fik også afgørende effekt på måden, hvorpå historicitet tænkes. Nietzsche var med sin ”genealogi” ophav til kritikken af den historiefilosofiske tanke, altså den tanke, at der er et mål og en mening med historiens gang. Således er det umuligt at fore-stille sig, at Foucaults idehistorie ville have set dagens lys uden Nietzsches genealogi. Tilfældet, hændelsen, det tilfældige ud-fald af viljers kampe kom til ære og værdighed, fremfor ideen om mening, logik, udvikling og fremskridt, at der skulle være et subjekt for historiens gang.

De to forhold - kritikken af det humanistiske subjektbegreb, såkaldt ”subjektfilosofi”, og kritikken af historiefilosofien - er væsenssamhørige. Det er nok den vigtigste arv, vi har fra Nietzsche. Om viljen til magt så fortsat er godt at tænke med, om det kan artikulere tidens tanker, er et spørgsmål, der ikke kan besvares her.

Om ”viljen til magt” og om ”subjektet som mangfoldighed” – en replikAf Peter K. Westergaard, Lektor, Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier, Københavns Universitet

I den firdelte udgivelse som F. Nietzsche (1844-1900) selv betragter som sit hovedværk nemlig i Also sprach Zarathustra (1883-1885) introduceres tre af forfatterskabets ’sene’ cen-trale tankefigurer: viljen til magt, overmennesket og den evige genkomst. Disse tankefigurer er internt relaterede og forud-sættes bag såvel værkets proklamation af at ”Gud er død” som opfordring til at ”være jorden tro!”. ”Jeg besværger jer, mine brødre, forbliv tro mod jorden og tro ikke dem, der fylder jer med overjordiske håb!”. Viljen til magt er med andre ord en af de væsentlige forestillinger i Zarathustras forkyndelse. En

forestilling, der generelt betragtet siger: den grundlæggende ’struktur’ vi finder i alle livets og i alle livsformers processer er en art vilje. Mere præcist hævdes der med tankefiguren fire antagelser: (i) at viljen til magt er identisk med livets tilgrundliggende og bærende princip: den er ”den uudtømte, avlende livsvilje”; (ii) at princippets udfoldelse og manifesta-tioner altid inkluderer et normativt aspekt: Zarathustra siger, ”for at I forstår, hvad jeg har at sige om godt og ondt. Så vil jeg tale til jer om livet og alt levendes væsen”; (iii) at viljen til magt opviser en egen dynamik og stræben mod mere magt, mere liv, større mangfoldighed og højere former. Viljen til magt er med andre ord et princip, som omfatter det selvover-skridende. Således forstået er viljen til magt et princip, der ikke kan beskrives løsrevet fra proces og forvandling. Tilblivelse og skabelse står i forgrunden over for konsolidering og beva-relse: viljen til magt siger om sig selv: ”jeg er det, der altid må overvinde sig selv”; og (iv) at princippets normative aspekt er det, der giver livet mening: ”Først ved at værdsætte gives der værdi: og uden at værdsætte ville tilværelsens nød være hul. Hører I det, I skabende!”.

Tyngdepunktet i Zarathustras taler og det vil også sige i Nietz-sches ’sene’ tænkning er forkyndelsen af en første værdi, som rejser sig op af viljen til magt: en immanensens livserfaring – den erfaring, at den strøm og de mangfoldige former, dette endelige liv opviser og udstiller, er alt, hvad der er; at denne strøm udgør horisonten for al væren, og at ingen værdier bør søges hinsides denne, thi derved udhules, nedskrives immanensens værdi (livet selv) til fordel for en opskrivning af en livløs, konstrueret, transcendent verden. Nietzsches metafysik-kritik er først og fremmest en kritik af ”metafysik-erens grundlæggende tro – troen på at der findes modsatte værdier”. Værdier som modsiger og står over immanensens livserfaring. Således vender Nietzsche sig mod en platonisme, en ægypticisme, en rationalisme og en idealisme, en scien-tisme samt nihilistiske religioner og deres værdsættelse af det transcendente, ahistoriske, fornuft, ånd, det almene og deres ophøjelse af en essentialistisk og kropsløs tænkning. Heroverfor står Nietzsches metafysik-kritiske og udfordrende genbeskrivelser af viljen (som ”en resultant”), af erkendelsen (som ”et perspektiv”), af værdierne (som du ”skaber dem, at noget er godt og ondt”), af historien (som ”en fortløbende kæde af tegn på stadig nye interpretationer”), af videnskaben (som ”en munter dans”), af filosofien (som ”selvbekendelse og en slags utilsigtet og ubemærket memoirer”) og af religion

25 ARKEN ES2012

(som ”en form for taknemmelighed”).

Til disse nye beskrivelser hører også Nietzsches bestem-melse af subjektet som ”blot et ord for noget ved kroppen”. Vendt mod de overleverede opfattelser af subjektet som en udødelig, guddommelig, udelelig entitet eller substans tilbyder Nietzsche en ny beskrivelse i lyset af viljen til magt, hvorved subjektet bestemmes som fysiologisk bundet, som handling og udladning, som interesse og affekt, som forvandling og selv-overskridelse. ”Min hypotese: Das Subjekt als Vielheit”. Subjek-tet som summen af flere samvirkende og indbyrdes stridende stimuli. - Hermed skitserer Nietzsche en beskrivelse af subjek-tet, der både tager tråden op fra Hume (jeget ”er ikke andet end en klynge eller en samling af forskellige perceptioner”) og som bereder vejen – på berigende vis – for nye og for os i dag velkendte beskrivelser af subjektet, som krop, drift, konstruk-tion eller fortælling.

Nietzsches ”Gud”Af Ole Morsing , lektor, Ph.d. , Idéhistorie, Aarhus Universitet

En berømt graffiti lyder: ”Gud er død” - Nietzsche Jeg bliver dog mere og mere tilbøjelig til at påstå det modsatte, altså at Nietzsche siger: ”Gud lever!” Det kan udtrykkes meget bastant med den tilføjelse graffitien hastigt påklistres:”Nietzsche er død” –Gud. Begrundelsen for at jeg er tilbøjelig til at mene, at jeg kan få Gud over på Nietzsches side hænger sammen med den måde, man bør forstå hans dictum ”viljen til magt” i forhold til både metafysikbegrebet og subjektbegrebet. Nietzsche er ikke kun Guds morder. Men selvfølgelig: Hvis der med Gud skal associeres til et (bedre) liv efter døden, er der ikke noget som helst tilbage af Gud hos Nietzsche. For Nietzsche er der ingen dommedag og derfor heller intet helvede, men der er ansatser til en evig genkomst. Afsættet for at bryde med Nietzsche som gudsdræber er indlysende, hvis man påstår, at det guddommelige er totalt fraværende hos Nietzsche. I så fald ender vi i nihilisme. Drabet på Gud har med og uden Nietzsche allerede mange steder ført til nihilisme. Men hvis Nietzsche på den måde gøres til gudsmorder overses det, at Nietzsche er mindst lige så kritisk ift. nihilismen som ift. Gud. Nietzsches radikale opgør med nihilismen åbner op for et positivt forhold til det guddom-melige, som overskrider og befrugter det moderne subjekt-begreb, der reducerer og isolerer det enkelte menneske til et

tomt hylster uden værdier. Nietzsches positive alternativ er overmennesket, som kan skabe nye værdier. Forudsætningen for overmennesket er præcis viljen til magt som en skabende kraft. Det er menneskets mulighed, fordi livets inderste væsen er viljen til magt. Nietzsche ser ikke dette som et snævert ego-istisk projekt, for det drejer sig om at lære at elske livet i med- og modgang og i al sin mangfoldighed. Med viljen til magt vil Nietzsche fastholde eller skabe en meningsgivende dimension i den verden, der opstår, efter at den metafysiske Gud er slået ihjel. Eller sagt på en anden måde: Livet står over sandheden, og det gør ikke Gud mindre, men nærværende i stedet for fraværende. Der er ingen på forhånd givne positioner, hvorfra livets værdi kan vurderes. Hvis man stiller sig uden for livet og værdisætter det, fører det til den klassiske metafysik. Hvis man omvendt inde fra livet værdisætter, er det betinget af et altomfattende kendskab til livet og fører til det moderne sub-jekt.Den form for guddommelighed (og metafysik!), Nietzsche tilstræber, er livets, og derfor er han inspireret af grækerne, som har deres guder for at kunne leve og ikke for at gøre sig fremmede for livet.

Det er ikke viljen, der vil have magten, men viljen er den kraft som værdsætter. Livet selv tvinger os til at fastsætte værdier, men det er samtidig livet selv, der vurderer gennem os, når vi fastsætter værdier. Dette er en form for metafysik, og jeg vo-ver også at påstå, at Nietzsches begreb viljen til magt skal for-stås i retning af Kierkegaards Eksistens og Heideggers Dasein. På Aarhus Universitet kunne man indtil for nylig læse følgende citat på teologis opslagstavle:

”Nietzsche sagde: ’Gud er død’. Hvad siger du? Nogen spør-ger”. En eller anden har med sin håndskrift tilføjet: ”Jeg er Gud”. Nietzsche ville nikke bekræftende til spørgsmålet, men ikke acceptere svaret. Vi er ikke færdige med hans tanker.

Viljen til magt

26 ARKEN ES2012

Betragtninger over en uges åndelig føde

i rede

Åndn&d AAf stud.theol. Kristoffer Garne og stud.mag. Rasmus Vangshardt

27 ARKEN ES2012

I Knudsens fodspor

I år var det vist nok 111. gang, at Studenterkredsen afholdt sit traditionsrige sommermøde, der hvert år, udover bl.a. højskolesamvær, dans og sang til den lyse morgen, også byder på en række foredrag af mere eller mindre teologisk og folkelig art. Og selvom der er løbet meget vand i åen siden Holger Begtrup, Grundtvig-udgiveren og Jakob Knudsen-biografen, i 1904 talte om, at der er i tiden var overordentligt brug for de grundtvigske tanker, kunne man dog denne uge få forsikring om, at visse ting dog ikke ændrer sig ret meget. Den evige grundtvigske selvbesindelse, kla-gen over tidens dårligdomme og åndelige forfald samt uendelige kontroverser omkring den rette sondring mellem hedenskab og kristendom, ser åbenbart ud til alle at være uopslidelige emner.

Sommermødet var i år arrangeret af Studenterkred-sen Århus, lillesøsterforeningen til Studenterkredsen,

der siden 1888 har drevet frisindet diskussionsforening. Mødet, der løb fra søndag den første julis eftermiddag til lørdag morgen, foregik dette år på den just genåbnede

Mellerup Højskole, der indtil videre har til huse på eft-erskolen af samme navn, blot et stenkast fra den

kirke og præstegård, hvor Jakob Knudsen, der i en årrække også var højskolens forstander,

hver juleaften indtog sin berygtede ”and i rede”. Intet mindre end et styks helstegt

andesteg på en bund af medister med brunede kartofler til at illustrere æggene.

Det var også her, han skrev salmen ”Se nu stiger solen” og desuden virkede som valgmenigheds-

præst, indtil han blev smidt ud på grund af hans udenomsægteskabelige eskapader. I stedet blev han

forfatter til det skønlitterære og filosofisk-teologiske forfatterskab, der senere skulle gøre ham berømt og give

Studenterkredsens Sommermøde 2012

ÅndA

28 ARKEN ES2012

Ånd og and i rede - Betragtninger over en uges åndelig føde

ham stor anerkendelse i grundtvigske såvel som i tidehvervske kredse.

Køkken- og gifteknive

Søndag aften indledtes med et åbningsforedrag ved højsko-lens kursusleder, Hans Henrik Hjermitslev, om Brandes’ Niets-zche-reception og dens betydning for datidens kulturkamp. Dette dog først efter en rundvisning med indblik i landsbyens og skolens historie, samt den sædvanlige præsentationsrunde, der både bød på ømme gensynskram og førstegangsmøder. De knap 40 deltagere fordelte sig ud over alle aldre og et bredt udsnit af befolkningen, hvoraf nogle var med for første gang, mens en enkelt snart nærmede sig sit tyvende som-mermøde. Rigest repræsenteret var dog teologiske stude-rende og præster med en eller anden form for tilknytning til det grundtvigske, hvilket satte sit præg på alt fra sangvalg til indholdet af de mange diskussioner, ja sågar menuens sam-mensætning. Sidstnævnte var nemlig af køkkenpersonalet, der i år bestod af driftige drenge og piger fra foreningens to besty-relser, inklusiv undertegnede, tilrettelagt med udgangspunkt i den gamle Grundtvigs forestilling om verdenshistoriens syv menigheder, således at vi i ugens løb spiste os tilbage gennem tiderne med mad fra Indien, Danmark, Tyskland, England, Rom, Grækenland og Israel. En idé der vist først og fremmest gennemførtes for at sikre den vanlige grundtvigske selvironi og en køkkenhumor rig på ordspil. Trods mistanke om at teologien også her havde haft sine fingre i fedtefadet, fejlede maden dog bestemt intet.

Ugens første regulære indslag med taler udefra var mandag formiddags foredrag om Jakob Knudsen ved domprovst Hen-rik Wigh-Poulsen, der udover at berette indlevende og frit fra leveren om Knudsens liv og levned, inklusiv anekdoten om ju-leanden, fremførte den pointe, at vores billede af Grundtvig og dennes billede af Luther (jf. den på fakultet i foråret afholdte forelæsningsrække) efter Kaj Thannings skelsættende dispu-

tats af 1963 i altomfattende grad er gennemsyret af Jakob Knudsens forfatterskab. Forvirrende og en smule indforstået? Måske, men den efterfølgende diskussionsrunde viste, at de fremmødte deltagere var beredte og lystne til at diskutere vidt og bredt om alt inden for dansk åndsliv. Således blev der i køl-vandet på foredraget drøftet så forskellige emner som Luthers toregimentelære, Kierkegaard-reception og Jakob Knudsens forhold til sine samtidige præste- forfatterkollegaer. Ydermere flød der utallige anekdoter om Jakob Knudsen virke og tjenes-tepiger frem og tilbage mellem publikum og foredragsholder og forsamlingen nåede også lige at tage temperaturen på åndens velbefindende i nutidens Tidehverv.

Trods det, at årets møde havde fået overskriften “Livet selv – en dansk dannelsesrejse”, der sammen med de mange litterære og historiske foredrag ledte tankerne i retning af lebensfilosofi og en mere sekulær tone, viste allerede denne første spørgerunde, at teologien og det grundtvigske frisinds ivrige optagethed af folkelige såvel som kirkelige spørgsmål skulle komme til at fylde en hel del i løbet af ugen, hvor også nævnelsen af Kristi navn og mængden af bibelcitater nærmede sig en dosis på størrelse med den, en gennemsnitlig stud.theol. når at indtage i løbet af seks år på Købmagergade.

Alt dette krydret med et utal af fester, skåltaler, utrættelig sang og skrål med og uden højskolesangbog. Ud over de i alt 10 foredrag bød ugens program også på andre indslag i form af forfatteraften, sommerbal med lanciers, filmvisning, ekskur-sion med besigtigelse af kalkmalerier, gudstjeneste og revy. Mens nogle, særligt blandt det ældre publikum, udmattede af dagens program trak sig tilbage tidligt, holdt andre ud til den lyse morgen, hvor solen dagligt blev sunget til himmels med ”Den signede dag” og ”Se nu stiger solen”. Inden da var en hel del dog som oftest gået til køjs. Nogle udmattede af rødvinsbranderter og ihærdig dans, mens andre havde fundet vej til kysseri i mere skjulte kroge. Af teologiske koryfæer, der har fundet deres fremtidige ægtefæller på Kredsens sommer-

29 ARKEN ES2012

Ånd og and i rede - Betragtninger over en uges åndelig føde

møde, kan blandt andet tælles så forskellige navne som Søren Krarup, miljøministeren og dennes forældre samt en gennem tiden ikke uanselig mængde af ansatte her på fakultetet.

H. C. Andersen, Globalisme og Grundtvig

På trods af, at alkohol, sang og kærlighed altid fylder meget på sommermødet, er foredragene alligevel det centrale, når Studenterkredsen drager på sommermøde. Dette år ingen undtagelse.

Tidehvervsyndlingen og litteraten Monica Papazu talte om ”hjertets og sindets dannelse” hos H.C. Andersen og gennem læsninger med hovedvægten lagt på ”Klokken” og ”Snedron-ningen” demonstrerede hun, hvorledes digterens eventyr fra start til slut handler om og er bestemt af kristendommen. Omend medrevet og opløftede var ikke alle dog lige over-beviste af tesens berettigelse. Af de efterfølgende spørgsmål affødtes en disput om forskellen på nyplatonisme og kristen-dom og førstnævntes berettigelse i henholdsvis en luthersk og russisk-ortodoks tradition. Mens foredragsholderen nemlig hørte hjemme i sidstnævnte, var det tydeligt, at flere blandt de stridslystne teologer ikke havde samme veneration for nyplatonismen.

En anden prominent gæst var lektor Hans Hauge, hvis foredrag vist bedst kan beskrives som dekonstruktion in actio. Foredra-get handlede om globalisering og beslægtede fænomeners betydning og var noget af en rundtur i manegen med et hav af forskellige teoretikere og postmoderne begreber. Mest af alt bevirkede foredraget hovedrysten og uforståenhed. Alt flyder, når Hauge har ordet, men det er måske netop pointen. Idet Hans Hauge, ikke mindst i kraft af sin fortid i Kredsen, nemlig har benene dybt plantet i den grundtvigske muld, kan han al syrlighed og kompleksitet til trods skue lige igennem globaliseringens overfladiske punkt-identitet og erklære den for forstemmende flad.

Intet højskolekursus i en grundtvigsk forening uden et fore-drag om Grundtvig. Dette år var det et særdeles ortodokst et af slagsen. Assisteret af et uddelt 10 sider langt arbejdspapir med endeløse citater førte valgmenighedspræst Kim Arne Pe-dersen med den karakteristiske bragetale os sikkert igennem den gamles forfatterskab og virkningshistorie i et forsøg på at opspore livsfilosofiske træk heri. Det kan lyder tørt og svært at følge med i, men var alt andet. Nok engang fremviste den grundtvigske virtuos frugtbarheden i frisindet og den kirkelige anskuelse. Med en naturlig skepsis, men med åbent sind, blev teologiens forhold til naturalisme, universitet og højskole, samt forgreninger langt ud over dens snævre grænser taget op til kyndig behandling og vurdering. Alt sammen med ivrig deltagelse fra det noget tømmermændsramte, men engage-rede og livlige publikum. En hungrig appetit på de væsentlige spørgsmål og en evig trang til bestandig selvbesindelse er på en og samme tid både grundtvigianismens last og dyd.

Ugens sidste foredrag handlede om Løgstrup og de suveræne livsytringer, der igennem ugen havde været genstand for nogen debat og spottende latter. På trods af en udpræget mangel på veneration for den hæderkronede Århus-teolog blev selv den mest hårdkogte københavnske teolog af tide-hvervsk observans nødet til at genoverveje sit noget firkant-ede billede af Løgstrup. De færreste havde vist regnet med sådan at få lektier for, men efter et helt liv igennem at have hørt på åbenbaringsteologiske angreb, blev det vist en tand for meget for Løgstrup-forsker og valgmenighedspræst Marie Louise Odgaard Møller, det var i hvert fald forfriskende at høre hende gå til stålet.

Universitetet på højskole

Studenterkredsen, der i København hvert år arrangerer en række foredrag på Vartov under overskrifterne teologi, filosofi, æstetik, politik, bliver oftest omtalt som drivende højskole på universitetet. Hvis det er rigtigt, kan Kredsen siges denne

Studenterkredsen, sammenslutning af studerende med tilknytning til den grundtvigske tradition, stiftet 1888 som Frisindet Diskussionsklub (navneændring 1892). Studenterkredsen har siden været et sam-lingssted i København (Vartov), senere tillige i Århus og Odense, for kulturelt og kirkeligt interesserede studerende.” - Den Store Danske Encyklopædi, At-tende bind

Foredragsforeningen Studenterkredsen (eller bare kredsen) arrangerer en række foredrag inden for felter som teologi, filosofi, æstetik og politik. Vort håb med disse arrangementer er at kunne kombi-

nere universitetets høje faglige niveau med højskole-foredragets nysgerrighed i forhold til livet og dets væsentligste spørgsmål. Disse foredrage finder sted torsdage kl. 20.00 i Vartov, der ligger på Farvergade 27, midt i København og tæt på Rådhuspladsen. Læs mere og se det færdige efterårsprogram på www.studenterkredsen.dk.

Studenterkredsens sommermøde finder næste år sted på Grundtvigs Højskole i Hillerød fra den 21. til den. 27. Juli og bærer indtil videre overskriften ”Sproget skaber sig”.

Fra København til Thyholm

ene uge om året at være universitetet på højskole, når de grundtvigsk sindede studerende rykker teltpælene op og in-tensivt indtager den højskole, der byder sig til og holder skole for livet for alle, der nu måtte have lyst til at deltage. Men hvad vil det egentlig sige at være grundtvigianer? Er det ikke bare noget med frihed for Loke såvel som for Thor og en noget udvandet betegnelse? En sådan indvending bør man nok desværre svare bekræftende på, men alligevel ikke stille sig tilfreds med. At være grundtvigsk vil nemlig – for os at se – sige, at man tager Johannesevangeliets tale om det levende ord, der bliver kød og tager bolig iblandt os, ganske alvorligt (1.14). Det betyder altså, at vi samles om det ord, om hvilket der bæres vidnesbyrd langt ud over kirkens og biblens snævrere rammer. Derfor står de vitalistiske naturdigte og pietistiske salmer side om side i Højskolesangbogen, og skønt vi finder sammen om almindelig livsoplysning, højskolesam-vær og den frie diskussion, så henter fællesskabet alligevel liv og næring ved at have rødderne dybt plantet i den tradition, der udspringer fra Jesu Kristi prædiken. Det sker, hvad end vi kaster os ud i sang, lystige nætter, bragesnak, gudstjeneste eller fællesskabet omkring måltiderne. Menneske først, kristen så.

Enhver, der måtte have lyst til at deltage i et fællesskab i bed-ste højskoleånd og få skærpet sansen for teologien og kirke-

livet uden for universitets til tider snævre rammer, opfordres hermed på det varmeste til at besøge Studenterkredsen en torsdag aften i Vartov og komme på næste års sommermøde.

Vi vil lade de afsluttende ord være fra Grundtvigs store menighedssalme “O kristelighed”, der også meget passende havde været ugens sidst afsungne, hvis ikke der var opstået en sidste disput om menighedens rolle i Kredsen. Sådan måtte det jo gå.

“O kærligheds Ånd!det evige liv i fuldkommenheds bånd!O, smelt du vort hjerte ved højaltrets ild,og klar du jordklimpen i solglansen mild,så glade vi føler, os skabes i brystde levendes lyst!”

30 ARKEN ES2012

31 ARKEN ES2012

TrosForumTrosForum kan i dette efterår byde på disse to foredrag:

Keltisk spiritualitet21. november 2012 kl. 19.30

Forskellige spirituelle strømninger påvirker i disse tider dansk kirkeliv, deriblandt keltisk spiritualitet. Vi får denne aften besøg af Torsten Borbye Nielsen, præst i Københavns Fri-menighed, som giver et indblik i keltisk spiritualitet.

„Skæld ud på Gud“ - sjælesorg 12 december 2012 kl. 19.30.

”Alting kan blive bedre”, siger man, men det er ikke rigtigt. Meget kann blive bedre, men ikke alting. Vi vil gerne lade som om, vi har magten over tingene og kan kontrollere dem.Sygehuspræst Preben Kok vil imidlertid pege på, at når vi fastholder, at vi er Guds børn, der har barneret i forhold til vores far i himlen, så sættes den naturlige grænse for, hvor meget, der kan forlanges af os.

32 ARKEN ES2012

Et flot og vemodigt farvel til Geert Hallbäck

– årets underviser

af Gabrielle Tine Juhl Nilausen

33 ARKEN ES2012

Geert Hallbäck er gået på pension. Geert begyndte sit teolo-giske studium i 1969, blev færdig i 1976 og blev i 1977 under-visningsassistent. Fra 1979-82 var Geert kandidatstipendiat i Aarhus, hvor han arbejdede tæt sammen med Hans Jørgen Lundager Jensen og Ole Davidsen. Efter Geerts ophold i Aarhus, tog han tilbage til København og underviste på teo-logi, hvor han er blevet lige siden, til stor glæde for mange.

Den 30. maj 2012 blev der i anledning af Geerts pension afholdt en temadag, efterfulgt af Geerts afskedsforelæsning, hvor temaet var Bibelens aktualitet i undervisningen. Geert skriver selv om dette tema: ”Jeg er ret sikker på, at vi lærer vores studerende at forstå Bibelen i dens fremmedhed. De forstår, at Bibelen hører til i en fjern fortid med andre forudsætninger end vores. Og de lærer at håndtere denne fremmedhed. Til gengæld er jeg bange for, at vi svigter studenterne, når det drejer sig om Bibelens aktualitet. Men Bibelen er først og frem-mest en aktuel størrelse i kulturen, i kirken, i skolen osv. Og det skal studenterne også kunne håndtere, når de kommer ud og får et arbejde. Men hvordan skal vi lære dem det?”.

Geert har ikke selv fundet det endelige svar, men har heller ikke givet op, og derfor havde han inviteret nogle af sine ven-ner til at hjælpe med at finde et svar. De inviterede var profes-sor Hans Jørgen Lundager Jensen, lektor Ole Davidsen (begge fra Aarhus Universitet), lektor Søren Holst og den pæne adjunkt Lars K. Bruun. De gav hver især deres bud på Bibelens aktualitet i undervisningen, inden Geert selv afsluttede dagen med sin afskedsforelæsning om “Johannes’ Åbenbaring kap. 13: Dyret fra havet og dyret fra jorden. Overvejelser over tek-stens aktualitet.

Arrangementet foregik i auditorium 7, der var meget flot besøgt hele dagen, men da Geert afsluttede, var auditoriet fyldt, og folk måtte sidde i vindueskarmene og på gulvet, da alt

andet var optaget. Antallet af fremmødte viste hvor populær Geert er, hvilket bestemt ikke er uden grund.

Efterfølgende fulgte en bunke af taler, fra både elever, kol-leger, Bibelselskabet og andre. De gennemgående ord var, at Geert er ordentlig, har en enorm viden og altid er hjælpsom. Som Jørgen Demand sagde: “Tak fordi du kan alt!”. Alligevel fandt vi dog ud af, at Geert ikke ved alt, da studieleder Jesper Tang fortalte, at han gennem årene ikke var stødt på noget, som Geert ikke vidste noget om, indtil han var begyndt at tale om Paradise Hotel, her stod Geert nemlig af. Måske Geerts pension kan lave om på det?

Derudover takkede Bibelselskabet Geert for at være et åndfuldt menneske, og så holdt professor Troels Engberg-Pedersen en yderst bevægende tale, hvori han kaldte Geert for “professoren vi aldrig fik”. Til det svarede Geert: “Og nu er jeg den eneste lektor”. Alle de søde ord og hilsener var fuldt ud fortjente, det kan der ikke herske nogen tvivl om. Utroligt nok, så fældede Geert ikke en tåre undervejs, hvordan det lykkedes ham forstår jeg ikke, for det lykkedes ikke mig.

Inden den store dag mødtes jeg med Geert. Man skulle tro, at han havde for travlt til den slags, men kender man Geert, så ved man at han aldrig siger nej. Jeg spurgte til hans bedste minde, som personligt set var da han af sekretæren i Aarhus fik af vide, at han var blevet indstillet som nummer ét til at være adjunkt på teologi i København. Fagligt set, er det samarbej-det om at lave Den Nye Aftale med Tine Lindhardt og Malene Bjerre.

Da jeg spurgte Geert, om han ville have gjort noget anderledes, når han så tilbage, lød svaret først at det vidste han ikke, men efter at han havde funderet lidt over det, kom han frem til, at han nok ikke ville have gjort noget anderledes. Men Geert er

Dagens foredragsholdere. Til venstre Ole Davidsen og Hans Jørgen Lundager Jensen. I Midten Geert. Til højre Lars K. Bruun og Søren Holst.

34 ARKEN ES2012

glad for at hans karriere er gået nemt for ham, hvilket Geert selv mener skyldes, at han har været det rigtige sted, på det rigtige tidspunkt.

Da jeg selv er stor fan af Geert, måtte jeg spørge ham om vi kommer til at høre mere fra ham, nu hvor han går på pen-sion. Måske han kunne mærke presset – det håber jeg! Under alle omstændigheder udkommer studiebibelen, som Geert er redaktør på, formodentlig inden så længe. Studiebibelen er bibelteksten med en række forklarende noter til steder, navne og vanskelige passager osv. Ligeledes vil Geert forsætte med at skrive sin klumme Hallbäcks halvleg i Bibliana. Og så vil han også fortsætte med at være aktiv i Center for Studiet af Bibe-lens Brug, i så fald at det fortsætter. Om der kommer noget derudover vil kun tiden vise. Dog ser Geert flere muligheder og projekter, i det tilfælde at han orker. Og det håber vi at han gør!

Da jeg spurgte om der var forskel på de studerende fra den-gang Geert begyndte til de studerende nu, lød svaret: ”Ja i høj grad”. Da Geert selv begyndte på teologi, var der kun 20-30 personer der blev optaget på hver årgang. Derfor kendte man alle på sin årgang på en helt anden måde end i dag. Det var ligeledes under studenteroprøret, hvilket medførte at de studerende var kritiske og ikke troede på autoriteter, herunder på læreren, så de studerende stillede spørgsmål og kom med indvendinger, hvorimod de nuværende studenter er langt mere autoritetstro og ikke stiller ikke nær så mange spørgsmål i forhold til det de bliver lært.

De tidligere studerende gav underviseren langt mere mod-spil, hvilket Geert så som en udfordring, frem for den mere skoleagtige måde hvorpå man gør det i dag – især på bache-lorstudiet. Måske man som studerende skal se det som en opfordring?

Af gode råd til de studerende sagde Geert: Hold Bibliana! Og derudover to ting, som er umiddelbart modstridende. Det første: At man skal som student være indstillet på at være det sidste led i en lang række af generationer, der har beskæftiget

sig med det teologiske fag, og at de tidligere generationer har set, overvejet og tænkt over nogle bestemte problemstillinger i de her fag, og at man derfor hurtigt kan regne med, at nogen af dem der er gået forud for en selv ved mere om det, end man selv gør, så en del af studiet består i at indordne sig under de klassiske problemstillinger, hvilket er en del af den intellek-tuelle disciplinering et studie skal indeholde. Her må man som studerende ikke komme og tro at man kan lave om på det hele, og mene at de gamle problemstillinger er ligegyldige. Man må altså indstille sig på en disciplinering i forhold til faget. Det andet: At man også skal holde fast i sit udgangspunkt, det man kom med, da man begyndte sit studium. For mange er det noget underligt noget, man som studerende bliver kon-fronteret med på teologi, det er ikke altid lige de problemstil-linger man kunne sige sig selv at man bliver præsenteret for. Som ny studerende har man tit en distance, og den er vigtig at holde fast ved, så man ikke lader sig fuldstændig opsluge af studiet, men også holder fast i hvad man var før studiet. Det er ifølge Geert vigtigt at beholde en undren over for stoffet for at kunne udvikle sig fagligt, altså på den ene side at kunne under-kaste sig den her disciplin, og så på den anden side at kunne fastholde en vis distance og evne til at undre sig.

Herfra er der et stort tak og et varmt farvel til Geert. Vi er mange, der har haft glæde af din store visdom, dit engage-ment og dine pædagogiske evner. Hos Geert er man altid blevet mødt, hvor man var, hvilket har givet en enorm tryghed. Geert, du vil blive savnet.

Farvel til Geert Hallbäck

35 ARKEN FS2012

Geert modtag et festskrift i anledning af sin pension. Geert, der ellers altid ved hvad der foregår rundt omkring ham, havde ikke set det komme. Dejligt at det stadig kan lykkes at overraske ham. Festskriftet kan købes på rpc.dk.

ANMELDER

Baggrund

Safet Bektovic er lektor på Center for Europæisk Islamisk Tænkning, som lig-ger gemt væk i en fløj på fjerde sal på Det Teologiske Fakultet. Hans forskning rummer ganske brede spændvidder og favner både kristen teologi og islamisk filosofi. Det umiddelbart interessante for teologer og teologistuderende ved Bektovics tidlige forskning findes i hans beskrivelse af Kierkegaard - receptionen i den muslimske verden.

Bektovics nyere forskning beskæftiger, og modarbejder, de fordomme, som mange af os har over for islam og den muslimske verden. Fordomme, der giver os en blind vinkel, så vi slet ikke opdager de moderne iranske heftige diskussioner om Kant, Kierkegaard og Heidegger. Selvom spørgsmålet om Kants univer-salisme pludselig er mere prægnant i en iransk kontekst – langt fra det baltiske hav og protestantismen – midt i en ældgammel shia-mystisk tradition, hvor Kants filosofi vitterligt må siges at blive udfordret.

Islamisk filosofi er mest kendt i Europa, hvilket også Hegel portrætterer i sin filosofihistorie, som en parentes og en udladning af abstrakt monoteisme. Til dette portræt af islams bidrag til ånds-historiens civilisatoriske fremskridt, føjer

Hegel kun de arabiske oversættelser af Aristoteles og deres refleksioner i kommentarer til Aristoteles. I Vesten bedst kendt gennem Averroes (Ibn Rushd), hvis skrifter blev videregivet og satte gang i middelalderens og Thomas Aquinas skolasticisme, der konsekvent omtalte Averroes som ”Kommenta-toren.”

Det er nok ikke overraskende, at virke-ligheden ikke altid stemmer overens med det, som Hegel skriver. Hegels beskrivel-se er på mange måder et typisk eksem-pel på det, som Edward Said i 1970’erne identificerede som orientalisme, der dækker over fordomme og eksotiske billeder af det orientale som Europas andethed. Bektovics, i lighed med Jesper Garsdals, forskning i islamisk filosofi og teologi bryder med det gængse billede herhjemme i Danmark. Billedet er allere-de brudt i den internationale forskning gennem de nyere islamiske filosoffer, og især af Oliver Leaman, der ganske vist af udseende minder mest om Merlin fra Disneys gengivelse af ”Sværdet i stenen, men klart og forståeligt formidler den islamiske tradition og tanker om filosofi.

Bektovics forskning og undervisning er ikke blot en dansk oversættelse og gen-givelse af de nye islamiske filosofier, men et led i Vesteuropas begyndende brug af islamisk kultur og dens tanker. Bektovics forskning er led i et nybrud i europæisk kontinental åndshistorie, som tyskerne, som så ofte, er de første til at implemen-tere i uddannelsessystemet. I Tyskland er man ved at oprette i seks delstater 40 nye professorater i islamisk teologi som pendant til kristen teologi - både til ud-dannelse af religionslærere og imamer, såvel som egentlig teologisk forskning i islam. En udvikling, som også har ført til oprettelse af et islamisk teologisk kursus i Wien. I Holland har man indført islamiske filosofi-/teologiforløb for de teologistuderende, såvel som en egentlig imam-uddannelse. På Oslos teologiske fakultet vurderer man for tiden idéen, imens Bektovic gæsteforelæser over emnet.

Forgrund

Spørgsmålet er, hvad islamisk filosofi og teologi er, og om det overhovedet adskiller sig fra en specifik kristen eller europæisk filosofi? Her er Bektovics bog både et ja, et nej og et måske, men mange svarmuligheder får man i hans

“Islamisk Filosofi – baggrund, problem-stillinger og moderne udformninger”

- af Safet Bektovic

anmeldt af Emil B. Saggau

ISBN-10: 8774576186

36 ARKEN ES2012

nye bog ”Islamisk filosofi – baggrund, problemstillinger og moderne udform-ninger.” I bogen gennemgår Bektovic islams tidlige diskussioner om så centrale teologiske spørgsmål som prædestina-tion, åbenbaring, skriftens betydning etc. på en let og overskuelig måde. I den tidlige islamiske periode er diskussionen tæt bundet sammen med Aristoteles og nyplatoniske værker, der hurtigt blev oversat til arabisk, hvorfra de senere blev oversat til latin. Det måske mest spæn-dende og interessante, for teologer, er bogens anden del, hvor diskussionen om modernitet, materialitet og islams plads udfoldes påny og viser sin relevans for den moderne teologi. Bektovic gennemgår de centrale islamiske filosof-fer lige fra ægypterne og marokkanerne over iranerne og indoneserne til den islamiske feministiske strømning. Herved viser han både den geografiske og in-tellektuelle spændvidde inden for feltet. I denne moderne strømning støder man på filosoffer, der med udgangspunkt i islam pludselig sætter perspektiv og ny-tænkning ind i forhold til vores teologi.

Personligt er jeg dybt fascineret af Mo-hammed Arkouns værker. Han udviklede en filosofi om dekonstruktion, mens han studerede under Derrida, med stærk in-spiration fra den franske strukturalistiske psykoanalytiker Lacan. I hans teologi gives åbenbaring og skriften en ny cen-tral plads på trods af dekonstruktionen, som derved faktisk kan læses som en videreudvikling af Barths dialektiske tanker på dekonstruktionens præmis-ser. Det er mildes talt sjældent, at man med det teoretiske udgangspunkt hos Derrida eller Lacan, siger noget teologisk understøttende og udbyggende frem for religionsnedbrydende. En anden lige så interessant islamisk filosof er Has-san Hanafi, der under Ricoeurs vejled-ning, skrev om eksegetiske metoder og markerer et nybrud i islamisk – og på sin vis også kristen – eksegese. De moderne islamiske filosoffer er interessante, da de på nye måder tager spørgsmål op, såsom modernitet og religion, skriftens rolle som hellig og gudgivet, åbenba-ring, såvel som anderledes betragtninger over forholdet mellem religion og sam-fund, der bryder med vestlige fastlåste sekulære modeller.

Bektovics bogs styrke er dens let-tilgængelige sprog, dens overskuelighed og dens klare redegørelse for, som titlen siger, baggrund, problemstillinger og

moderne udfordringer inden for islamisk filosofi. Den kan måske bedst sammen-lignes med ”Metafysikkens historie,” som alle BA - studerende skal igennem i Almen filosofi – den store forskel er, at Bektovics bog er pædagogisk, let-forståelig, uden at forsimple, og kan fungere som et opslagsværk. Bogen er tydeligvis præget af Bektovics under-visning på teologi, hvor han kyndigt har gennemgået islamisk filosofi for grup-per af blandede studenter – arabisk-, teologi- og religionsstuderende. Bogen er en hjælpende hånd, som et sekundært pensum, når man læser originaltekster af de moderne islamiske filosofer, hvilket nok er grunden til, at den er ved at blive oversat til engelsk og forhåbentlig tysk, så den kan bruges i det voksende antal kurser om emnet som moderne univer-siteter, som eksempelvis Berkeley kaster sig over. Bogens styrke som lærebog er også dens svaghed som akademisk litteratur, da den ikke indeholder mange fodnoter med rige henvisninger, såvel som centrale citater til at belyse den behandlede filosofs position – det ville naturligvis også gøre bogen til noget helt andet end den lettilgængelige og oplysende lærebog, den er.

Jeg havde dog en snigende fornem-melse, mens jeg læste Bektovics bog – det virker som om, at en del sætninger i første del af bogen, der beskriver den islamiske filosofis baggrund, er standard-formuleringer og indirekte referencer til filosoffernes egne sætninger eller fra Ko-ranen, men uden fodnoter. Det er måske ikke så overraskende, da vi ofte tyer til bekendte formuleringer, når vi, som Bek-tovic, skal beskrive komplekse størrelser med få ord. Det samme metalag af re-ferencer optræder også i ”Metafysikkens historie,” hvor man, hvis man har læst de enkelte filosoffers værker, pludselig genkender eksempler og formuleringer fra deres værker (altså ikke hesten Lotte, men andre eksempler). Hos Bektovic er man dog ladt alene, hvis man ikke kender koranen eller de islamiske filosoffer så godt, at man kan genkende metare-ferencer - det må være en slet skjult opfordring fra Bektovics side om at gå ad fontes til filosofferne selv, hvis værker oftest findes på engelsk eller fransk.

For en mere filosofi historisk introduk-tion til Islamisk teologi findes en glim-rende Cambridge Companion med den sigende titel ”Classical Islamic Theology” (af bla. Oliver Leaman) for 21 pund.

Gammel historie i en ny overraskende tegneserie

Selvom Tom Gaulds anden tegneserie bygger på en gammel og kendt historie, er den fyldt med overraskelser på alle niveauer. I stedet for at følge Davids færd imod kæmpen, ser vi Goliat, der lever et stille liv med papyrusarbejde, som på kongelig befaling sendes ud i slagmarken for at udfordre en israeler til tvekamp.

Goliat er en Svejk, der i sin blidhed bare vil stille sine overordnede tilfreds. Så da der bliver taget mål til brynjen, stiller han sig undrende men accepterende overfor det, dog går han i dørken, da han læser meddelelsen han skal råbe ud over sletten, at han udfordrer en Israeler til tvekamp. Det havde han godt nok ikke lige forestillet sig. Men som den gode undersåt han er, bliver han der, trods han snakker med sin skjoldbærer om at stikke af. Men det bliver ikke til noget. Og så kommer David.

Tom Gauls fortæller med sin lille fine historie om en mand, der misforstås som menneske udelukkende vurderet på hans størrelse. Denne ironi kører igennem bo-gen med små overraskelser, som får en til at klukle under læsningen. Det samme med den enkle lette streg, der ligesom teksten er båret af en enkelthed og dog et smukt poetisk udtryk.

De mange finurlige detaljer er også med til at danne denne stemning, fx da israel-erne første gang kommer og hundene

“Goliath”

- af Tom Gauld

anmeldt af Kim Stig Andersen

ISBN-10: 8792246494

37 ARKEN ES2012

siger ”kling” i stedet for at gø.

At fortælle gamle fortærskede bibel-tekster med den tyngde og den lune som Tom Gauld gør i Goliat, kræver en sjælden humor og en fantasi. Goliat fortjener at blive fremhævet som en af de bedste tegneserier for voksne udgivet i år, og er et garanteret julegavehit til de teologistuderende i omgangskredsen.

Arken anmelder musik af Jonas Ankjær Frederiksen

Dæmonuddrivelserne fortsætter på 6. album

Ligesom tilfældet var med amerikanske Demon Hunters 5. album The World Is A Thorn er deres 6. album True Defi-ance af bandet selv blevet udråbt som deres mest aggressive til dato. Musik-ken er den samme med på den ene side aggressive riffs og versevokaler og melodiske og rene omkvædsvokaler på den anden. Med hensyn til musikken er der altså intet nyt under solen på True Defiance, ligesom der med hensyn til det tekstmæssige heller ikke er sket det store, da sangene på albummet som på The World Is A Thorn kredser om to helt centrale temaer, nemlig kristendom (for eksempel Crucifix og God Forsaken) og personlige problemer (for eksempel My Destiny og This I Know). At der ikke er sket det store på hverken det musik- eller tekstmæssige område gør egentlig ikke det store, da Demon Hunter for hvert eneste album, de har udgivet, er blevet mere tight på begge områder. Musikken og teksterne er simpelthen bare blevet bedre og bedre, hvilket tilsammen gør True Defiance til Demon Hunters bed-ste album til dato, hvilket jeg vitterligt også mener, at det er. Dog har jeg også noget kritik at udsætte på True Defiance. Blandet andet er det deres første album siden The Triptych uden gæsteartister. Dette behøver jo selvfølgelig ikke at være en dårlig ting i sig selv, men på et Demon Hunter album er det, både fordi

Demon Hunter -True Defiance

det altid har været et af Demon Hunt-ers varemærker, og så fordi det er med til at sætte kulør på deres albums, men udover dette er der ikke mange fingre at sætte på True Defiance. Det er gennem-ført, solidt og velspillet, nøjagtigt som et hvilken som helst andet Demon Hunter album.

As I Lay Dying tilbage med ny metalcore-magtdemonstration

Skulle jeg vælge ét band blandt de over 220, der er repræsenteret i min cd-samling, som virkelig har betydet meget for og fulgt mig, siden jeg begyndte at høre metal, må det være det ameri-kanske metalcore band As I Lay Dying. Jeg er stor fan eller i hvert fald større fan end samtlige andre metalbands, jeg hører, hvilket nok i nogen grad vil påvirke denne anmeldelse, selvom jeg som seriøs anmelder selvfølgelig vil forsøge at forholde mig så objektivt til Awakened som muligt. Musikken er den samme hurtige og brutale, der har ken-detegnet As I Lay Dying siden album et, men som det har været tilfældet siden debuten, formår de endnu engang at løfte niveauet en anelse på Awakened til tæt på astronomiske højder. Awakened er musisk uden tvivl og sammenligning det bedste metalcore album, der til dato er udgivet, og alene det gør albummet til et mustbuy. Det virker som om, at musikkerne på Awakened har fået mere personlig frihed til at påvirke de enkelte numre, måske som en erkendelse af, at deres tekniske niveau nu er så højt, at de rent faktisk hver især kun kunne gøre numrene endnu bedre end de i forvejen lagde op til. Også vokalerne, specielt Josh Gilberts rene omkvædsvokaler, er bedre end nogensinde før og optræder derfor væsentlig hyppigere end på tidligere udgivelser, men også Tim Lam-besis’ råbe/skrige versevokaler er tighte som en i h******, og den mere ligelige

fordeling af de to vokaltyper fungerer efter min mening optimalt på de enkelte numre isoleret set og på albummet som en helhed. Der er altså ikke sket det store på hverken musik- eller vokalsiden siden The Powerless Rise, men det gør på ingen måde noget, når resultatet er så overbevisende, som det på Awakened er tilfældet. Hvad der derimod er sket det store med på Awakened er teksterne, der er de mørkeste og mest melankol-ske hidtil. Tim Lambesis har selv udtalt, at han denne gang har været på jagt inde i sig selv efter tekstmateriale, og at de færdige tekster skal opfattes som resultaterne af denne jagt. Tekstmæs-sigt er Awakened altså et langt over-vejende introspektivt album, hvor det udvendige resultat så at sige afspejler den indre jagt, Tim Lambesis har været på, og hvem ved, hvad der gemmer sig af mørke og melankoli dybt inde i en overtatoveret metalcorefanatiker, derinde hvor, når man først har forvildet sig derind, kun kan råbe og skrige sig vej ud igen.

As I Lay Dying - Awakened

Kristent deathcore band tilbage med 4. album

Da amerikanske Impending Doom i 2007 udgav deres debutalbum Nailed. Dead. Risen., var det som et dødsmetal band stærkt influeret af både den aggressive hardcore på den ene side og den eks-tremt aggressive grindcore på den an-den, men som årene er gået, og Impend-ing Doom er blevet mere mainstream, på samme måde er deres musik også blevet det. Baptized In Filth er således et udtryk for en mere ren og strømlinet dødsmetal lyd, dog uden at de føromtalte hardco-reelementer er fuldstændig forsvun-det, om end de er henvist til en mindre fremtrædende plads i det samlede lydbillede. Musikken er for det meste hurtig med de for genren karakteristiske blast beats (gentagne sekstendelsrytme

Impending Doom -Baptized In Filth

38 ARKEN ES2012

figurer, spillet i et hurtigt tempo og delt ud mellem stortrommen, lilletromme og hihatten), men også hardcorens breakdowns forekommer i hovedparten af sangene, hvilket er med til at skabe en tempomæssig balance i ikke bare de enkelte sange isoleret set, men også på albummet som en helhed. Den tem-pomæssige balance på plader som Bap-tized In Filth er αω, da enten et konstant langsomt tempo eller tilsvarende hurtigt ditto ikke skaber andet end monotoni, i metalmiljøet bedre kendt som deathcore bands’ værste mareridt. Parolen dyna-mikken i musikken er altså om noget ken-detegnet for og primært virkemiddel i deathcoregenren, fordi den hele tiden er med til at fastholde lytteren og konstant at tvinge denne til at reflektere over det hørte. Musikken kan altså på Baptized In Filth sammenfattes i tre ord, nemlig hurtig, tung og tilfredsstillende. Der hvor medlemmerne af Impending Doom afslører deres religiøse tilhørsforhold er i bandets tekster, der udelukkende kredser om nytestamentlige temaer som for eksempel apokalyptik og realiseret

eskatologi, hvor de kristne sammen med Gud hersker over de vantro og under-trykker Djævlen, men dette er som sagt noget, man skal læse sig til, for musikken i sig selv giver ikke det mindste clue herom, kun at der på Bap-tized In Filth er tale om ultra brutal døds-metal med enkelte hardcoreelementer. Baptized In Filth er et solidt 4. album fra Impending Doom, men så heller ikke mere. Det overrasker og imponerer ikke synderligt, men det gør egentlig heller ikke så meget, hvis man da bare kunne lide bandets forrige meritter.

Vil du anmelde for Arken?Vi får stadig flere og flere bøger ind og de skal jo gerne anmeldes. Og aftalen er den samme som altid.

Giv en anmeldelse af en bog og den bliver din egen personlige ejendom.

Kom ned og se, hvad vi har på lager. Der er stadig mange interessante titler, som kan ende som gave til dig selv eller dine kære.

Blandt vores nuværende titler er:

“Jøder og Kristne i Danmark” - af Martin Schwarz Lausten“Kirke før politik” - af Asger Baunsbak-Jensen“Jeg har ladet mig fortælle” - af Gudmund Rask Pedersen“Hvem er Nielsen” - af Morten Møller“Kærlighedens Teologi” af Werner G. Jeanrond

Princippet er først-til-mølle, så skynd dig at komme forbi.

Mvh Redaktionen

Ja. Arken er nu online og numrene 143 til 150 ligger allerede til brug på internettet. Så skynd dig ind og meld dig til og læs udgaverne elektronisk.

Du kan enten subscribe direkte til vores Issuu-profil: www.issuu.com/forlaget_arkenEller du kan finde og “synes godt om” os på facebook, hvor vi også linker til udgivelserne.

Derudover påskønner vi, hvis du falder over et link eller en god historie, som du mener har relevans for dine medstuderende, at du poster det på Arkens facebook-væg.

39 ARKEN ES2012

TEOLOGIMØDET 2013“Teologi og samtale, - et grundtvigsk møde i et Kierkegaardår”.

- arrangeret af Den Grundtvigske Kirkehøjskole - løber af stabelen den 28. - 30. jan. 2013 på kursusstedet Liselund ved Slagelse.

Der er klækkelig rabat til studerende! Foredrag med Jørgen I. Jensen, Sarah og Sune Auken, Lilian Munk Rösing, Claus Th. Nielsen, Morten Kvist, Anders Thyrring Andersen og Jørgen Carlsen samt gudstjeneste med Christiane Gammeltoft-Hansen, mange gode samtaler, dejlig mad, en seng at sove i samt masser af sang.Find os på Facebook - hvor du finder programmet.

Grundtvigsk Forum giver tilskud, så studerende og arbejdsløse kan deltage i hele mødet for kun kr. 500,- og præster med op til fem års anciennitet kan deltage for kun kr. 1.100,-Der betales på mødet.Tilmeldingsfrist er 14. januar 2013.

DANSK KIRKETIDENDE – debatmagasinKriminel kristendom, jagt efter menneskeånd, Grundtvig i overhalingsbanen, Hal Koch, med og uden kjole, Batmanfilm, indtryk på sjælen, homovielse, vampyrer i spejlsalen, hundekiks, Kingo og U2, dåbsdebat, maratonsang, den ondes bøn, realistisk folkekirke

175,- kr. for årets 3 sidste numre og hele 2013 (gælder kun studerende med gyldigt årskort).

Bestil på LL@VARTOV.DK - Tlf. 33 73 28 10. Læs mere på Grundtvigsk Forums hjemmeside www.grundtvig.dk Mød magasinet på Facebook www.facebook.com/DanskKirketidende

Dansk Kirketidende redigeres af Birgitte Stoklund Larsen.