ÅRSSKRIFT

2010

HOSPICE DJURSLAND

Årsskrift 2010 Hospice Djursland 1.udgave 1.oplag Oplag: 700 stk. Redaktion Dorit Simonsen (ansvarshavende) Rie Pedersen Jørgen Fog Rikke Krogager Grafisk layout Hospice Djursland Lene Ahlmann Foto Kissen Møller Hansen Ketty Thomsen Søren Holm Marit Benthe Norheim Claus Ørntoft Indra Lene Ahlmann Hospice Djursland Tryk Hornslet Bogtrykkeri © Hospice Djursland

ÅRSSKRIFT 2010

1

DET ØKOLOGISKE KØKKEN HANNE KOCK VIXØ, KØKKENLEDER

UDVIKLING & UDBYGNING ERIK SALOMONSEN FORMAND STØTTEFORENINGEN HOSPICE DJURSLAND NIELS OLE BIRK, BYGNINGSANSVARLIG

STATISTIK 2010 UDVIKLING AF DEN PALLIATIVE INDSATS DORIT SIMONSEN HOSPICELEDER

NATIONALT UDVIKLINGSARBEJDE ANNEGRETE VENBORG UDVIKLINGSSYGEPLEJERSKE

DAGHOSPICE - EN NY VISION DAGHOSPICEGRUPPEN

EPILOG DORIT SIMONSEN, HOSPICELEDER

INDLEDNING DORIT SIMONSEN HOSPICELEDER

INITIATIVET HAR BÅRET FRUGT STEEN FRIS, BESTYRELSESFORMAND SUSANNE HOGREFE, BESTYRELSESMEDLEM

KULTUR OG KOMMUNIKATION DORIT SIMONSEN HOSPICELEDER

MOD TIL AT VÆRE BIRGITTE JENSEN SYGEPLEJERSKE

FRA STORE GRUPPER TIL SMÅ TEAMS HELLE DALBY SOUSCHEF

LIVSKRAFT LISE, JAN OG MARTIN DATTER OG SØNNER AF AFDØD PATIENT

SORGEN ER KÆRLIGHEDENS PRIS LISE MOLL PETERSEN, SYGEPLEJERSKE BENTE UDSEN, SYGEPLEJERSKE

PROJEKT MÅLTIDSSTØTTE ANNEGRETE VENBORG UDVIKLINGSSYGEPLEJERSKE BIRGIT MÜHLBACH, ERGOTERAPEUT

DET FYSISKE ARBEJDSMILJØ FORFLYTNINGSVEJLEDERNE

KUNST UDE OG INDE MADS LARSEN KUNSTUDVALGET

FRIVILLIGE FRØ RIE PEDERSEN FRIVILLIGKOORDINATOR

ONSDAGSBAR LISBETH NIELSEN FRIVILLIG HOSPICE DJURSLAND

NÆRVÆR OG NERVE VIBEKE HOLM FRIVILLIG HOSPICE DJURSLAND

VI TOG PÅ BESØG SVEND ERIK JESPERSEN LENA ANDERSEN FRIVILLIGE HOSPICE DJURSLAND

VI FIK BESØG KIRSTEN REESE FRIVILLIG HOSPICE SØNDERJYLLAND

VI PLANTER EN SKOV AF LÆRKETRO ANN MAJ LORENZEN, HOSPICEPRÆST

SUPERVISION HELLE JOHNSEN, PSYKOLOG

DEN GODE TID ANNE TERMAN BODILSEN IBEN JENSEN SYGEPLEJESTUDERENDE

44 46 48 51 54 56 58

03 05 08 12 14 18 20 24 26

28 31 34 36 37 38 39 40 42

ÅRSSKRIFT 2010

3

”Fra de første poser frø spirede en ny kultur frem i gartneriet. Planterne satte frø, og frøsamlingen blev suppleret med frø fra andre kilder. Noget af det, der gør Helleborus orientalis – også kendt som Julerose – så fascinerende, er den smukke plantes evne til at krydse sig indbyrdes. Når en lille ny plante spirer frem, ved man aldrig præcist, hvor-dan dens blomster kommer til at se ud, man må tålmodigt ven-te, idet der går hele tre år fra frøet sås, til planten blomster.”

Denne beskrivelse er givet af en gartner, hvis passion er at udvikle smukke juleroser. Beskri-velsen af julerosens udvikling kan på mange måder sammenlignes med den udvikling, der har fundet sted på Hospice Djursland.

Den ”kultur”, der i dag er på Hospice Djursland, er sammensat af en gruppe unikke medarbej-dere, hver med sin faglighed og personlighed. Hver gang en ny medarbejder kommer til, har det stor betydning for kulturen og udviklingen, at man bliver integreret i gruppen med alt, hvad man har at byde på. Samtidig tager man imod det, gruppen her har at byde på. Ja, det er en forudsætning for, at et sted som Hospice Djursland kan eksistere.

Vi har her i 2010 lige præcis eksisteret i tre år, og som det var tilfældet med julerosen, så er det lige nu, vi blomstrer. I årsskriftet sidste år skrev jeg, at vi var på vej. Det er vi selvfølgelig fortsat på mange områder, men på andre er vi lige dér, hvor vi skal være. I 2007 begyndte vi alle mere eller mindre som generalister i det palliative felt, og nu i 2010 kan vi efterhånden tillade os at kalde os specialister på området.

INDLEDNING DORIT SIMONSEN HOSPICELEDER

ÅRSSKRIFT 2010

4

Årsskrift 2010 har fokus på den udvikling og forvandling, som har haft betydning for, at vi på Hospice Djursland har nået de mål og visioner, vi opstillede for vores virke.

Mælkebøtten, der sender sine frø ud i verden, er for os et fint billede på udvikling og forvand-ling. Derfor har vi som det gennemgående grafiske udtryk valgt netop dette billede.

Frøene udgår alle fra samme plante, og de skal nu hver især finde deres vej og plads. De vil rodfæste sig og forvandle sig til nye selvstændige mælkebøtter, der igen selv sender deres frø ud i verden.

Dette udtryk er en ønskværdig udvikling for den samlede palliative indsats i Danmark og ikke mindst for indsatsen i Region Midtjylland. En indsats, som vi hver dag yder sammen med vores nærmeste samarbejdspartnere. Den viden og den erfaring, vi opnår gennem vores indsats, skal vi være med til at sprede, så den palliative indsats når frem til alle alvorligt syge patienter og de pårørende, som har behov for den, uanset om de befinder sig på hospice, på hospitalet, på plejehjemmet eller i eget hjem.

Vi ønsker med dette årsskrift at give dig et billede af udviklingen på Hospice Djursland og af den betydning, udviklingen har for stedet som hospice for alvorligt syge og døende, som støtte for de pårørende og efterlevende, som uddannelsessted, som et sted, hvor frivillige til-byder deres hjælp, og en meningsfyldt arbejdsplads, hvor medarbejderne trives og er stolte over at arbejde.

ÅRSSKRIFT 2010

5

INITIATIVET HAR BÅRET FRUGT STEEN FRIS, BESTYRELSESFORMAND SUSANNE HOGREFE, BESTYRELSESMEDLEM

Fra den spæde start i 2001, hvor en gruppe mennesker tog initiativ til at arbejde for et hospice på Djursland, til i dag er der virkelig sket fremskridt. Huset på toppen af Strandbakken med en fantastisk udsigt over Følle Bund er blevet et hus, vi alle kan være stolte af.

Inden initiativtagerne nåede så langt, har mange mennesker været involveret i projektet. Støt-teforeningen blev dannet, og interessen for medlemskab var stor allerede fra starten. Det fol-kelige engagement har uden tvivl været en af årsagerne til, at det tidligere Århus Amt blev en særdeles positiv medspiller på projektet.

Som tingene udviklede sig, blev der i 2005 nedsat en bestyrelse til at løse de mange vidt for-skellige opgaver. For Støtteforeningen var det vigtigt, at bestyrelsen blev sammensat af flere forskellige faggrupper - læger, sygeplejersker, erhvervsfolk og politikere - for at være i stand til at understøtte hospicets udvikling. Det lykkedes.

I tæt samarbejde med Støtteforeningen, som har udpegningsret til fire af de syv bestyrelses-poster, diskuterer vi løbende, hvilke kompetencer bestyrelsen har brug for til at stille konstruk-tive spørgsmål til de udviklingsprojekter, der bliver fremlagt. Her ser vi ikke bare de specialise-rede palliative kompetencer som vigtige, men også kompetencer inden for økonomi, ledelse, administration, byggeri etc. Desuden har bestyrelsen en medarbejderrepræsentant, en repræ-sentant fra de praktiserende læger og en repræsentant fra Region Midtjylland.

Der var opgaver nok for bestyrelsen at tage fat på. Vi skulle udarbejde en driftsaftale med År-hus Amt, grunden skulle findes og købes, vi søgte fondsmidler, udvalgte bygherrerådgiver, finansieringen skulle på plads, projektet skulle i udbud, vi udvalgte en totalentreprenør og sidst, men ikke mindst, skulle man finde den rette leder til at tage hånd om de mange udfor-dringer, fremtiden ville byde på. Bestyrelsen er tilfreds med de mange valg, der er truffet, og glæder sig i det daglige over, at vi er kommet så godt fra start.

Fra Hospice Djursland blev taget i brug den 1. oktober 2007 til i dag, er bestyrelsesarbejdet naturligvis blevet noget anderledes. Efter åbningen ændrede opgaverne sig til i højere grad at skabe de overordnede rammer for huset. Den daglige drift blander vi os ikke i. Hospicelederen udfører sammen med det øvrige personale et fantastisk stykke arbejde til stor glæde for pati-enterne, deres pårørende og alle øvrige, der har deres gang på Hospice Djursland.

ÅRSSKRIFT 2010

6

Vi ser det som en vigtig bestyrelsesopgave at være understøttende for alle de udviklingspro-jekter, der hele tiden foregår i huset. Vi skal i fællesskab med ledelsen og medarbejderne tæn-ke nye tanker og være visionære for at sikre Hospice Djurslands fremtid. Der er allerede inden for de første år sat mange udviklingsprojekter i søen. Men i de første tre år er der også skabt et fundament - så mælkebøtten har både rodfæstet sig og sendt sine frø videre.

For at have en retning at følge, afholder bestyrelsen sammen med Hospice Djurslands ledelse og medarbejdere hvert år et visionsmøde, hvor alle får mulighed for at komme med input til forandringer og nødvendige forbedringer. Der inviteres også foredragsholdere, som kan bidra-ge med den nyeste viden inden for området. Efterfølgende udstikkes rammer for større udvik-lingsprojekter.

Ved det seneste visionsmøde talte vi om muligheden for at give uhelbredeligt syge et dagtil-bud. Interessen for idéen var så stor, at bestyrelsen har besluttet at arbejde videre med idéen.

De mange kræfter, vi har brugt på at skabe et af landes bedste hospicer, må ikke gå til spilde. Det vil bestyrelsen og ledelsen være garant for. Vi er og skal fortsat være blandt de bedste til:

at være medhjælpende til at give vores patienter den bedst mulige afslutning på livet, at sikre god medarbejdertrivsel, at sikre de bygningsmæssige kvaliteter, at sørge for sikker drift og sidst, men ikke mindst, at se muligheder frem for begrænsninger. Afslutningsvis vil bestyrelsen sige en tak til alle jer, der på den ene eller den anden måde har bidraget til Hospice Djurslands tilblivelse og videreførelse. Uden jeres hjælp tror vi næppe, at vi havde fået det hospice, som initiativtagerne drømte om ved projektets spæde start i 2001. Det er bestyrelsens intention fortsat at give lys og næring til moderplanten, så mange frø fort-sat kan spire og udvikle sig.

ÅRSSKRIFT 2010

7

ÅRSSKRIFT 2010

8

De fleste medarbejdere på Hospice Djursland har været ansat, siden vi modtog den første pati-ent, og det er nu lidt over tre år siden. Alle var udvalgt blandt mange på baggrund af deres kvalifikationer, faglige kompetencer og personlige egenskaber. Sammen var vi en flok individu-alister med komplementære kompetencer – en spændende gruppe og et fantastisk udgangs-punkt for, at vi sammen skulle skabe en fælles kultur, fælles mål og fælles visioner.

Vi ønskede at bringe alt det gode med fra vores fortid ind i vores fælles fremtid, en fremtid i et for mange helt nyt specialeområde. De første to år gik med at skabe den nye organisation. Vi skulle skabe struktur og indhold samtidig med, at vi varetog omsorgen og behandlingen af de mange alvorligt syge mennesker og deres pårørende i vores hus. For at det kunne lykkes, var det en forudsætning, at medarbejderne følte tryghed og havde en tro på, at den proces, vi var i gang med, var meningsfyldt og til alles bedste.

Efterfølgende spørger vi os selv, hvordan denne krævende proces kunne lade sig gennemføre. Hvordan skal man som medarbejder kunne føle sig tryg, når alt er nyt og uforudsigeligt ? Når intet er, som det plejer at være, og der ikke findes ret mange skrevne procedurer for, hvornår man gør hvad i hvilken situation?

Når jeg ser tilbage, er det alligevel lykkedes - og til overmål. Det har været, og er fortsat, en spændende, udviklende og udfordrende proces. Hvad er ”det gode”, vi hver især bragte med? Og er det fortsat godt her og nu? Eller bliver vi nødt til at opgive det, vi troede var ”det gode” til fordel for noget helt andet, noget nyt? Det er vigtige spørgsmål, som hos mange efterfølges af spørgsmål som: ”Hvad sker der, hvis jeg nu giver slip på det, som jeg troede var ”det gode” – hvem er jeg så? Hvad gør jeg så?”

Disse spørgsmål har mange af os stillet os selv i processen. Svarene er mange. Ledelse i den-ne fase handler om at erkende, at vi nu navigerer i nyt farvand, og at være i stand til at skifte til rette kurs i tide, efterhånden som farvandet ændrer sig.

Efter de første to år var tiden inde for os til at skifte kurs. Vi erkendte, at vi nu sejlede i et helt andet farvand. Hvedebrødsdagene var ovre. Vi så hinanden tydeligere og så, at træerne ikke vokser ind i himlen. Denne erkendelse kan opleves både trist og sorgfuld, men den kan også give energi til videre udvikling. Vi oplevede begge dele.

KULTUR OG KOMMUNIKATION DORIT SIMONSEN HOSPICELEDER

ÅRSSKRIFT 2010

9

Vores relationer, indbyrdes forskelle, forskellige roller og funktioner fremstod pludselig klarere. Vi havde indtil da været fælles om de forskellige opgaver. Det at få øje på og mærke at vi be-fandt os i et andet farvand, er overordentlig vigtigt, for det markerer, at nye mål og visioner venter forude.

Vi indså, at tiden nu var inde til at fokusere på vores forskelligheder, vores interne relationer og på, hvorledes organisationens struktur og kultur stemte overens med vores kommunikati-on.

Den mellemmenneskelige kommunikation er selve livsnerven i vores organisation. Derfor er det overordentlig vigtigt at have konstant opmærksomhed på kommunikationen og diskursen mellem de professionelle og patienterne og mellem de fagprofessionelle indbyrdes. I vores kommunikation med hinanden er det en evig bestræbelse at fokusere på intentionen. Når no-get går galt i kommunikationen – hvilket jo sker – har vi en tilbøjelighed til at tænke mere i skyld eller årsag end i intentionen bag det kommunikerede. Vi arbejder i et felt, hvor vores værdier konstant bliver bragt i spil og udfordres, og når det sker, kan det være vanskeligt at få øje på den gode intention hos den anden. Det er en udfordring for os alle.

Vi blev opmærksomme på, hvordan kommunikation influerer på vores fælles arbejdsmiljø og var enige om, at vi kunne gøre det bedre. Så vi satte en ny kurs. Som hjælp til at sætte den nye kurs valgte vi at tage en lods ombord. Vi tog derfor kontakt til erhvervspsykolog Bettina Høeg fra Skødstrup for sammen med hende at etablere to temadage med overskriften ”Kultur og kommunikation.”

ÅRSSKRIFT 2010

10

Alle medarbejdere blev opdelt i to hold på en sådan måde, at begge hold var tværfaglige. Hvert hold fik en hel temadag i juni og i september. Souschef Helle Dalby og jeg selv deltog på begge hold. Det blev nogle fantastiske og arbejdsomme temadage for både medarbejdere og os ledere. Vi arbejdede med anerkendelse som ytring, og hvordan man taler anerkendelsens sprog. Vi stiftede bekendtskab med ressourcesprog versus mangelsprog, og vi fokuserede på, hvad vores fornemmeste opgave er, hvad vi er ansat til, og hvorfor vi er sammen.

At give konstruktiv feedback var også et af vores fokusområder. Det er en disciplin, vi kontinu-erligt skal øve os en hel del i. Vi er enige om, at det dybest set jo ”bare” handler om at få øje på ting hos den anden – og fortælle det! Og alligevel er det svært og kræver øvelse.

Dagene bar præg af, at vi alle stod til rådighed for hinanden. Der var en stor tryghed i grup-perne, hvilket betød, at vi var villige til at åbne os for hinanden. Denne åbenhed medførte, at vi blev klar til de næste skridt på vejen i udviklingen af kulturen på Hospice Djursland. Med hinanden i hånden fik vi øje på nye muligheder, vi fik mod til at møde nye udfordringer på den nye kurs.

De to temadage var et helle i en travl hverdag. De gjorde det tydeligt for os, at vi alle er unik-ke, og at vi på hver vores måde gennem vores relationer og kommunikation bidrager til at ud-vikle vores organisation. Vi sætter pris på forskelligheden, nu og fremover.

Afslutningsvis et citat, som har fået en lille drejning. Citatet fortæller noget om den måde, vi ser vores fælles fremtidige udvikling på:

”At møde hinanden, der hvor vi skal hen…”

ÅRSSKRIFT 2010

11

ÅRSSKRIFT 2010

12

Forleden dag lå der i min postbakke en invitation til medarbejdersamtale. Jeg blev bedt om at møde op på årets første forårsdag, den 1.marts, og dér få en snak med min ledelse om, hvor-dan jeg har det som sygeplejerske på Hospice Djursland. Meget symbolsk var der på forsiden af invitationen et billedet af syv små frø: Det første frø var blot ganske lille og lige lagt i jorden. Efterhånden, som blikket bevægede sig fra venstre mod højre, kunne man se, hvordan frøene satte spirer, blev til ranke, fine stæng-ler, der voksede sig større og større og fik små blade og rødder, der også blev både større og længere. Da jeg betragtede billedet af frøenes udvikling, kunne jeg - hvad der sikkert også var tiltænkt fra min leders side – se mig selv i disse frø som sygeplejerske, som menneske.

For 3½ år siden blev jeg som et ganske lille frø sammen med ca. 40 andre lige så små frø lagt til spiring på Hospice Djursland. Jeg er gennem den forgangne tid næsten dagligt blevet plejet, gødet og vandet, men har også mærket kulden, blæsten og regnen – ja til tider næsten følt det som storm. Forunderligt er det, at selvom vejret den 1. marts stadig byder på kulde, is og sne, ja så finder vintergækkens strunke spire op ad jorden og bliver, uden at vi bemærker det, større og større. Den udvikler sig, den forandrer sig.

På samme forunderlige vis har samværet med syge, døende patienter og deres pårørende samt samarbejdet med mine fantastiske kolleger givet mig grobund for en både faglig og per-sonlig udvikling og forandring. Frøet i mig vokser, uden at jeg bemærker det. Indimellem vis-ner der et blad eller to, og en rod kan sågar ske at gå ud. Heldigvis kan frøet vandes og gødes for igen at blive lidt mere strunk, sætte lidt mere rodnet og få endnu et lille blad.

Jeg har været sygeplejerske i 23 år. Jeg har gennem tiden egentligt kun sporadisk arbejdet med alvorligt syge og døende patienter, men har til gengæld altid vidst, at det var her min faglige interesse lå. Det var i det palliative felt, jeg ville yde min sygepleje. I 2007 blev Hospi-ce Djursland en realitet. Mit ønske om ansættelse på stedet gik i opfyldelse. Ja, jeg kan stadig have brug for at knibe mig selv i armen, men det er både sandt og ganske vist! Jeg følte mig lille, spinkel, sårbar og ydmyg, men havde til gengæld en lyst i mig til at ville dét her. En følel-se der heldigvis også viste sig at være gældende for mine kolleger. Sammen ville vi gerne til-egne os mere viden, blive klogere, blive bedre.

MOD TIL AT VÆRE BIRGITTE JENSEN SYGEPLEJERSKE

ÅRSSKRIFT 2010

13

Vi blev endog præsenteret for ordet SPECIALISTER. Det var i den spæde start temmelig skræmmende. Lidt skræmmende har det også været at erfare, at jo mere, vi ved, jo mere ved vi, at vi ikke ved! Til gengæld giver det os noget at arbejde videre med.

Jeg gør dagligt brug af mine kollegers faglige viden og erfaring. Jeg er så privilegeret, at jeg sammen med dem tør grine og græde. Jeg tør undre mig sammen med dem, og jeg tør dele både dét, der gør ondt og dét, der gør godt, med dem. Alt sammen giver det næring til mit lille frø, der, uden at jeg bemærker det, vokser sig større og stærkere. Men mest af alt får jeg næ-ring via samværet med den enkelte patient og familierne. I dette samvær ligger en læring, jeg ikke er i stand til at få andre steder fra. Det er givende, det er livsbekræftende.

Når jeg tænker på mit arbejde, er det første, der falder mig ind: glæde, taknemmelighed og ydmyghed. Glæden over at se, hvordan det er muligt for os mennesker at finde mod, styrke og håb - ja endog at være i stand til at glædes oprigtigt over små ting trods tilstedeværelsen af smerte, lidelse, angst og død. Taknemmeligheden over at føle den tillid, patienter og pårø-rende dagligt viser mig. Ingen er bedre til at fortælle mig, i det sagte som i det usagte, om dét, jeg gør og siger, er brugbart for dem. Ydmygheden over at få lov til at blive involveret i den enkelte familie, komme så tæt på og for en kort stund få lov til at være en lille del af et andet menneskes liv. Alt sammen dét, der gør det så svært og samtidig gør det hele værd at være i.

Ganske uden at tænke over det har mit frø med tiden fået mere styrke og fundet mere rodfæ-ste. Før i tiden kunne jeg tage mig selv i at græde over tabet af en af ”mine” patienter. Jeg lod mig involvere, så jeg selv kunne mærke sorgen og smerten. I dag har jeg lært at være i det svære. Lært at jeg ikke er i stand til at fjerne patientens og den pårørendes smerte, men at jeg i stedet er i stand til at give dem styrke til at udholde det smertelige ved at turde være der sammen med dem.

Jeg kan heldigvis stadig blive berørt. Jeg kan også få en tåre i øjenkrogen, og jeg kan i et svagt øjeblik ”falde i” og for en stund involvere mig mere, end godt er. Så svajer stænglen lidt i vinden, får et vissent blad og retter sig efter lidt vand og gødning op igen.

På billedet af frøene kan man se, at de endnu ikke er sprunget ud i blomst, de har kun sat knop. Jeg har det på samme måde, når jeg tænker på min tid som sygeplejerske på Hospice Djursland. Jeg er vokset med opgaven, står bedre fast, men har endnu meget at lære. Jeg er glad for, at frøet endnu ”kun” står i knop og endnu har mulighed for at udvikle og forandre sig. For var blomsten fuldt udsprungen, var der jo kun ét tilbage: nemlig at visne og forgå.

ÅRSSKRIFT 2010

14

Da Hospice Djursland modtog den første patient i november 2007, havde ledelsen og medar-bejderne sammen besluttet rammerne og organiseringen for sygeplejen. Sygeplejerskerne skulle være organiseret i to grupper - blå og grøn gruppe - og hver gruppe var ansvarlig for plejen af henholdsvis syv og otte patienter. Hver patient havde to kontaktsygeplejersker, som fulgte patienten og de pårørende gennem hele indlæggelsesforløbet på Hospice Djursland. Kon-taktsygeplejerskernes funktion var nøje beskrevet, og der var en handleplan for, hvordan man skulle agere, når ingen af kontaktsygeplejerskerne var til stede. Derudover havde vi besluttet, hvilke møder og konferencer vi ville have den enkelte dag i løbet af ugen.

Det første år gik med denne organisationsform, og det gik rimeligt. Men princippet om at være så få forskellige sygeplejersker omkring den enkelte familie som muligt lykkedes ikke altid, og kontaktsygeplejerske-ordningen så indimellem ud til at spænde ben for kontinuiteten i forløbe-ne for både sygeplejersker og patienter.

Derfor holdt vi i december 2008 en temadag, hvor vi gik yderligere i dybden med organiserin-gen af sygeplejen samt ansvarsfordelingen og kontinuiteten i patientforløbene. Dagen mundede ud i, at der blev nedsat en arbejdsgruppe på fem personer, der arbejdede videre med organise-ringen. De fik kompetence til at beslutte, hvordan den nye organisering skulle se ud.

Gruppen mødtes fire gange i løbet af foråret, og ud fra brainstorm, talrige diskussioner, inspira-tion fra Sankt Maria Hospice og litteratursøgning besluttede vi, at sygeplejen fremover skulle være organiseret i fire team i stedet for de to grupper, og at kontaktsygeplejerskeordningen skulle droppes. Vi valgte følgende definition på et team:

”Et lille antal mennesker med komplementære færdigheder, der har forpligtet sig til et fælles formål, præstationsmål og fremgangsmåde, som de holder hinanden fælles ansvarlige overfor.”

Jon R. Katzenbach og Douglas K. Smith

Citatet rummer i al sin korthed den brede vifte af overvejelser og begrundelser, gruppen hav-de under processen med at aflive kontaktsygeplejerske-ordningen: Team egner sig til at løse tværfaglige opgaver og komplekse problemstillinger, som kræver megen viden. De kan udnyt-te flere personers stærke sider og kompensere for deres svagheder. Den enkelte lærer mere ved at udveksle viden og erfaringer med de andre, og alles kompetencer kan udnyttes bedre.

FRA STORE GRUPPER TIL SMÅ TEAMS HELLE DALBY SOUSCHEF

ÅRSSKRIFT 2010

15

Beslutningsvejene er kortere, og der kan handles hurtigere, når teamene består af forholdsvis få personer. Herved kan kreativiteten og engagementet styrkes, og kvaliteten af sygeplejen højnes til gavn for både patienter, pårørende og personale.

Teamenes mål og rammer bygger på Hospice Djurslands værdigrundlag og visioner samt et helhedsorienteret menneskesyn, der indebærer respekt for patientens værdier, livsopfattelse samt de ønsker og behov, patienten til enhver tid måtte have. Hospice Djurslands overordnede visioner og værdigrundlag bygger på faglighed, anerkendelse, livskvalitet og nærvær.

IMPLEMENTERINGEN - EN LANG PROCES

Forud for implementeringen af den nye organiseringsform var der en længere proces med mø-der i det nedsatte organiseringsudvalg. Der blev afholdt personalemøder og en temaeftermid-dag med afsløring af den nye struktur, og som afslutning på processen et mini-internat med teambuilding for hvert team, hvor man skulle diskutere det fremtidige samarbejde. I organise-ringsgruppen var vi enige om, at det havde været en utrolig spændende opgave. Gruppen hav-de arbejdet seriøst, og gruppedynamikken havde været konstruktiv, positiv og udviklende. Sy-geplejerskerne begyndte at arbejde i de nye team i slutningen af oktober 2009.

SAMSPILLET I TEAMET

Organisationsgruppen var i implementeringsfasen ressourcepersoner for de fire team og var meget bevidst om, at en omorganisering af sygeplejen ville betyde hårdt arbejde, idet opbyg-ning af noget nyt kræver nedbrydning af noget gammelt. Den nye team-organisering ville ikke i sig selv skabe forandring. De bedste team dannes ofte fra bunden og omkring en specifik opga-ve. Derfor er det vigtigt med gode kommunikationslinier, åbenhed og god kemi i det enkelte team.

Omorganiseringen til fire team indebar en opmærksomhed på at sikre samarbejde og samspil på flere niveauer. Et samspil i det enkelte team, kaldet det lille fællesskab, og et samspil de fire team imellem og samspillet med hele den øvrige organisation på Hospice Djursland, det store fællesskab. Samspillet skal bero på faglighed, anerkendelse, åbenhed, ansvarlighed, fleksibili-tet, tillid og loyalitet, således at både den enkelte og fællesskabet samlet når de opsatte mål.

ÅRSSKRIFT 2010

16

Hvert enkelt teammedlem har autoritet til at træffe beslutninger i det enkelte patientforløb. Beslutningen skal tages med afsæt i Hospice Djurslands overordnede værdier og ud fra de til-kendegivelser og observationer, andre teammedlemmer har givet i såvel sygeplejejournal som ved teamkonferencer. Ved at give den enkelte sygeplejerske autoritet bruges minimal tid på at træffe beslutninger, og ansvarsfordelingen er tydelig.

Sygeplejejournalen er primær kommunikator i teamet. Foruden sygeplejejournalen har hvert team en kalender. I kalenderen noteres opfølgende kontakt til pårørende, men kalenderen kan også bruges til andre beskeder, som ikke er umiddelbart relateret til sygeplejejournalen.

HVORDAN GÅR DET SÅ?

Arbejdet i de fire teams har nu været i gang i lidt over et år. Teamene planlagde - med lidt støtte - selv deres ferie sidste år samt fordelingen af arbejdet på helligdagene. Det enkelte team skal afholde tre teammøde om året, hvoraf det ene møde er med deltagelse af ledelsen. Mødet med ledelsen er tilrettelagt som et coaching-møde, på de to øvrige møder planlægger teamene selv indholdet. Der skal foreligge referat fra møderne til inspiration for alle.

Hvis denne proces havde været et eventyr, var den endt nu og endog lykkeligt. Men det er blevet hverdag, og enhver organisering har sine udfordringer og hverdagsproblemer at slås med. En af de store udfordringer er at være en del af et team, hvor man sjældent er samlet - et vilkår, som alle døgninstitutioner er oppe imod. De mange vagter, perioder med meget ar-bejde afløst af perioder med megen frihed, er en anden udfordring. Det er derfor af afgørende betydning, at få kommunikationen og dokumentationen til at fungere for at sikre kvaliteten og give den enkelte de bedst mulige vilkår til at udføre arbejdet med patienten og familien. En god arbejdsplanlægning er vigtig og kan bidrage til kontinuiteten, men den har selvfølgelig ringe vilkår ved sygdom og alt for mange bytninger af vagter.

Alt i alt er det dog min klare fornemmelse, at den nye organisering rummer en masse udvik-lingspotentialer, og at de fire teams arbejder seriøst med hver deres samlede kompetencer og fokusområder. Derudover er vi godt i gang med at arbejde med at give feedback på en aner-kendende måde, hvilket højner vores kvalitet og arbejdsglæde.

Et frø blev plantet. Det fik de bedste vækstbetingelser. Det blev gødet og begyndte at spire. Nu er det ved at vokse op, og så må vi se, hvordan det klarer sig i uvejr og blæst.

ÅRSSKRIFT 2010

17

ÅRSSKRIFT 2010

18

Far var indlagt på Århus Kommunehospital i tre uger. Han gennemgik flere operationer, men lægerne måtte opgive til sidst. Han var på dette tidspunkt meget afkræftet, og vi forventede, at hans død var absolut nærtstående. Vi stod over for et valg: skulle han passes i eget hjem, eller skulle vi finde plads på et hospice? Vi fik plads på Hospice Djursland.

Far fik sin ”bolig” i et miljø, som langt fra mindede om et hospital. Her var på en måde lidt hjemligt, og der var en gudsbenådet udsigt. Far fik et løft og roen til at tænke over sin kom-mende afsked med denne verden. På trods af hans sygdom livede han op fra dag ét.

Ved besøgsankomst så vi ham tit sidde ved det store vindue og kigge ud på den storslåede natur. Her kunne han finde ro til at tænke. Og han blev meget afklaret. Her fik han salmerne på plads til kirken og ønskerne tænkt til præstens tale. Her fik han også fortalt, hvad der hav-de glædet ham i livet, og hvad han havde fortrudt.

Det gode køkken har også efter vores overbevisning været medvirkende til livsforlængelsen. Vores far satte overordentlig stor pris på god mad, og det fik han. Alt var lavet fra bunden, og det kunne han smage. Stegte ål på hans fødselsdag kunne personalet fremtrylle. Selvom det kun blev til få bidder, var det en oplevelse.

Især plejen og omsorgen var helt unik og meget livsforlængende. Far følte sig ikke som pati-ent og til besvær, men i centrum på den gode måde. Det var ham og hans velbefindende, det handlede om - ALTID. Den positive ånd, den glade stemning. Der var plads til at joke og pjatte og plads til alvor og trøst. Især spabadene, hvor han fik massage, blid musik og et glas port-vin, var noget af det, far satte pris på. Bagefter blev han pakket ind i forvarmede håndklæder. Det var en fornøjelse at se ham komme rullende i stolen frisk fra spabadet, at se hans ro og

LIVSKRAFT LISE, JAN OG MARTIN DATTER OG SØNNER AF AFDØD PATIENT

”Jeg tror, der er mere mellem himmel og jord, end vi ved.”

ÅRSSKRIFT 2010

19

afslappethed og det glade ansigt, når man gik ham i møde. Vi tror, han i korte stunder glemte, han var patient og følte sig som en greve. Han forstod at nyde det og værdsætte det.

Musikken og højskolesangbogen var lige i hans ånd. Morgensamlingen holdt han utrolig meget af. På hans stue blev der sat en cd på musikanlægget med blid og beroligende musik morgen og aften og ofte også om natten, hvis der var behov. Det gav ham ro.

Miljøet har påvirket os pårørende i stor grad og har været ganske afsmittende og livsforlæn-gende for vores far. Der kunne altid berettes og diskuteres om fuglene, himlen og havet og dagens vejr. Oplevelserne i det flotte hus kunne fortælles videre. Den gode kaffe og eftermid-dagskage kunne der tales om. Når der blev spist aftensmad, kunne der tales om de gode lune retter. Børnene kunne tage cola i køleskabet og spise frugt fra fadet i køkkenet.

Dermed omvendes pligten ved besøget til noget positivt, og det kan den døende mærke, og det giver livskraft. Vi kunne også mærke, at han ændrede holdning til livet. I begyndelsen sag-de far: ”Jeg tror, alt slutter ved døden.” Men den holdning ændrede han til sidst, hvor han sag-de: ”Jeg tror, der er mere mellem himmel og jord, end vi ved.” Vi tror, at mange tanker blev dannet gennem det scenarie, der udspillede sig uden for vinduerne.

Sammenfattet kan det siges, at mens vores far lå på hospitalet, var hans bekymringer enor-me, for hvordan skulle han dog klare sig selv i den sidste tid, og hvad med os børn og den byr-de, han ville blive for os. Men da han kom på Hospice Djursland, svandt hans bekymringer. Det lettede hans sind og gav ham ro og fornyet livskraft. Her var der en hel del oplevelser, han skulle nå at have med… han fik syv uger på Hospice Djursland.

ÅRSSKRIFT 2010

20

Selvhjælpsgrupper for efterlevende ægtefæller er et forholdsvis nyt tilbud på Hospice Djurs-land. Psykologen visiterer deltagerne til gruppen, der ledes af to sygeplejersker, som sender in-vitationen ud til deltagerne. Der er mellem seks og ti personer i hver gruppe, gerne med ligelig fordeling af mænd og kvinder. Gruppen mødes seks gange à halvanden times varighed, hvoref-ter man opfordres til efterfølgende at mødes over en – eller flere - kopper kaffe uden gruppele-derne. Vi håber, at deltagerne på denne måde føler et ejerskab af gruppen.

SORGEN ER KÆRLIGHEDENS PRIS LISE MOLL PETERSEN OG BENTE UDSEN BRUUS SYGEPLEJERSKER

ÅRSSKRIFT 2010

21

Vi arbejder løbende med at udvikle tilbud til de efterlevende, som det ene øjeblik er pårørende til en meget syg ægtefælle, og det andet øjeblik er efterlevende ægtefælle. Det er en svær tid, og rigtig mange har god hjælp af at kunne tale med ligestillede. Det vante netværk som for eksempel familie og venner er oftest gode sparringspartnere, men kan have svært ved helt at sætte sig ind i og forstå, hvordan den efterlevende egentlig har det. Mange oplever, at kontak-ten til visse familiemedlemmer eller venner enten forstærkes eller mindskes. Nogle oplever desværre helt at miste kontakten til dem, da mange ikke ved, hvordan de skal reagere over for et menneske, som lige har mistet og derfor er i sorg. Familie og venner kan også selv være berørt af tabet, hvilket kan være medvirkende til formindsket rummelighed over for andre.

Mange efterlevende oplever efter en tid et ydre pres fra omgivelserne i form af holdningen, at ”nu må man da snart til at komme videre.” Men der kan ikke sættes tid på sorgen. At være i sorg har mange ansigter, og forløbene er individuelle. Nogle har brug for og gavn af at tale om deres følelser og tanker, mens andre har større glæde af at høre andre tale om deres oplevel-ser og følelser, som kan give genklang hos den, der lytter.

I selvhjælpsgruppen bliver der givet mulighed for og plads til, at hver enkelt deltager frit og fortroligt kan fortælle om sygdomsforløbet, opholdet på hospice, døden og den svære tid efter tabet. Der er mange forskellige oplevelser, men der er mindst ligeså mange fællestræk. Alle føler sig alene og kan blive i tvivl, om deres reaktion nu også er ”normal”. Man kan heller ikke altid genkende sig selv og sine reaktioner.

De flestes sorgproces forløber ukompliceret, om end det er en smertefuld proces, som ikke er noget, man skal ”komme over,” men noget man skal lære at leve med. Sorgen er på sin vis at betragte som kærlighedens pris, og paradoksalt nok rummer den også glæden for eksempel over det gode liv, der er levet, og dejlige minder.

Det er deltagerne selv, der fremsætter de emner, der skal drøftes. Mange vil gerne tale om det at skulle sove alene. Skal man sove et andet sted, skal man fjerne den afdødes dyne og pude? Andre vil ikke ændre på noget. Hvad med tøjet? Skal det smides ud eller gemmes? Nogle vil have tøjet ud af huset så hurtigt som muligt, andre har det godt med, at det lades tilbage. Nogle vil gerne give noget til familie og venner, og andre kan ikke holde tanken ud at skulle se tøjet på en anden.

”Første gang ude” er også et emne der fylder meget. Der kan være bekymring om, hvordan det skal gå første gang, man skal til en form for selskabelighed uden sin ægtefælle. Man kan være bange for både egne og andres reaktioner, men tilbagemeldingerne er oftest positive, selvom det var svært.

ÅRSSKRIFT 2010

22

Vores rolle i gruppen er bl.a. at skabe rolige og trygge rammer, hvor deltagerne kan føle sig mødte. Vi er en slags tovholdere, som holder den røde tråd, som lytter og spørger ind til det sagte for på den måde at få en fornemmelse af, hvor deltagerne hver især er, og hvordan de har det. Man må huske på, at for de fleste er det første gang, de besøger huset siden ægte-fællens død, og det at komme tilbage på hospice kan for nogen være noget at en overvindelse. Det er overvældende at komme her igen, men med tiden kan besøgene fremkalde en følelse af, at et af livets kapitler afsluttes, så et nyt kan begynde og videreudvikles.

Tidligere sagde man, at man skulle gennemleve forskellige faser i sorgprocessen i en bestemt rækkefølge for at være ”kommet igennem sorgen”, men den nyere teoretiske tilgang til sorg-processen taler om en to-sporsmodel. Den beskriver en konstant vekselvirkning mellem kon-frontation med og undgåelse af tabet. Det kan beskrives som et pendul, der svinger fra side til side. Da det ikke er muligt for et menneske at være i den pinefulde smerte konstant, vil psy-ken naturligt svinge over i en anden mere handlingsorienteret adfærd, som for eksempel udfø-relse af praktiske opgaver.

Flere deltagere fra selvhjælpsgrupperne fortæller, hvordan de indretter et husalter med billede af den afdøde, en mappe med billeder og andre personlige ting, som er knyttet til deres kære, eller en kuffert fyldt med gode minder. Disse arrangementer kan være medhjælpende til, at man med tiden bevidst bliver i stand til at vælge, hvornår og hvordan man vil gå ind i selve sorgen og dermed også træde ud af den igen.

Billedet med mælkebøttens frø, der blæser ud i verden med vindens hjælp, er et godt billede på vidensdeling, og dette skrift er ment som en inspiration for andre, for eksempel kommuner og praktiserende læger, til at skabe selvhjælpsgrupper for efterladte. Vi oplever, at vores tiltag har stor betydning for den enkelte, hvis livskvalitet øges, idet man forebygger ensomhed, iso-lation og i sidste ende tilmed depression. Samfundsmæssigt behøver det ikke være særligt ressourcekrævende at etablere selvhjælpsgrupper i større omfang. Og det er af stor betydning, at tilbuddet bliver udbudt, da overskuddet for den enkelte til selv at tage initiativ midt i sorgen oftest kan ligge på et meget lille sted.

ÅRSSKRIFT 2010

23

NYT FOTO

ÅRSSKRIFT 2010

24

Formålet med hospice er at give den bedst mulige lindring med afsæt i, hvad der for hver en-kelt patient giver livskvalitet. Som led i en ændret livssituation med alvorlig sygdom er en del hospicepatienter funktionelt hæmmede med både synlige og skjulte følger. Man bliver måske mere sårbar, når man skal deltage i basale hverdagsaktiviteter, for eksempel i spisesituatio-nen. Ved problemer med at spise og drikke kan nydelsen ved et måltid reduceres væsentligt. Dette er et tab, da indtagelse af mad og drikke for de fleste er forbundet med glæde, dels som positiv sanseoplevelse, dels som en vigtig del af det sociale liv.

Det er gængs praksis på landets hospicer at gøre måltider så attraktive som muligt for patien-terne i den livssituation, de befinder sig i. Køkkenet på Hospice Djursland honorerer dette til fulde. Sygeplejerskerne søger på faglig kompetent måde at støtte patienter ved måltiderne. I nogen situationer kan specialbestik være en hjælp, og patienter, der gerne vil, bliver naturlig-vis fulgt til fælleskøkkenet, hvor de kan spise i selskab med andre.

Men rigtig mange faktorer kan indvirke på kvaliteten af vores patienters oplevelse af måltidet. Bl.a. korrekt spisestilling, synkeproblemer, madens konsistens samt mund- og tandstatus. Man kan opleve det som stressende at sidde med til bords, hvis man ikke efterlever de gængse so-ciale spilleregler for god bordskik; en oplevelse, der kan opstå ved problemer med at spilde, tage for meget mad i munden, have madrester omkring munden eller at ”overse” den ene tal-lerkenhalvdel. Man trækker sig og mister måske i utide det tilhørsforhold, der knytter sig til fællesskabet omkring måltidet.

Patienter er ikke nødvendigvis vidende om, i hvilken udstrækning et funktionstab evt. kan af-hjælpes. Derfor er det af afgørende betydning, at sygeplejerskerne er opmærksomme på, at behovene for kompenserende støtte bliver opfyldt. Erfaringer fra hverdagens praksis har givet anledning til refleksioner over måltidets betydning og over, om man kan forlænge den tid, pa-tienter oplever nydelse ved at spise, ved at indføre nye faglige tiltag. Herunder minimere barri-erer, der får patienter til at opgive måltidet unødigt tidligt, og dermed forlænge perioden, hvor patienten oplever livskvalitet.

PROJEKT MÅLTIDSSTØTTE ANNEGRETE VENBORG, UDVIKLINGSSYGEPLEJESRKE BIRGIT MÜHLBACH, ERGOTERAPEUT

ÅRSSKRIFT 2010

25

Vi ved, at små og større støttende foranstaltninger fra personalets side kan gøre måltidet til en mere positiv oplevelse for mange af vore patienter. Og da vi på Hospice Djursland til enhver tid gerne vil højne kvaliteten af vort arbejde, har vi igangsat Projekt Måltidsstøtte, der har til formål at afsøge, hvilke tiltag der kan supplere den aktuelle praksis for at højne vore patien-ters måltidsoplevelse.

Vi har fået en fondsbevilling til at ansætte ergoterapeut Birgit Mühlbach i en projektperiode. Hun og Hospice Djurslands udviklingssygeplejerske udgør en projektgruppe, der skal beskrive, hvilke nye konkrete tiltag, det kan dreje sig om. Den foreløbige etape af projektet består i at beskrive og skabe overblik over nødvendige kompetencer hos fagpersonalet og forventes af-sluttet i foråret 2011.

ÅRSSKRIFT 2010

26

På Hospice Djursland har vi fokus på det fysiske arbejdsmiljø. Siden åbningen i 2007 har der her i huset været en forflytningsgruppe bestående af to medarbejdere med særlig opmærk-somhed på forflytning og hjælpemidler.

I sommeren 2009 besluttede vi i samarbejde med ledelsen at udvide gruppen med endnu en medarbejder, og vi fik mulighed for at blive uddannet som forflytningsvejledere. Uddannelsen forløb over tre dage med en underviser fra ArbejdsmiljøCentret i Randers. Undervisningen fo-regik på Hospice Djursland og tog udgangspunkt i vores dagligdag herunder vores fysiske ram-mer og de hjælpemidler, vi har til rådighed. De tre dage var fyldt med praktiske øvelser, ca-ses, pædagogiske øvelser i forhold til vejlederrollen og inspiration til, hvordan vi på Hospice Djursland fremover kan undervise vores kolleger.

Et godt fysisk arbejdsmiljø er ikke alene til gavn for medarbejdere, men i høj grad også til pa-tienternes bedste. En del af vores patienter har gennem deres indlæggelse behov for hjælp og støtte i forbindelse med forflytninger. Det er afgørende for patientens oplevelse af forflytnin-gen, hvordan denne støtte gives, og om vi anvender de rigtige hjælpemidler.

I vores arbejde er dagligdagen i høj grad præget af at hjælpe patienterne til, at den sidste tid bliver så meningsfuld og værdig som mulig. Det kan betyde, at vi i vores iver efter at hjælpe patienterne glemmer at passe på vores egne kroppe. Som flytningsvejleder består vores opga-ve i at inspirere kolleger til at være opmærksomme på hensigtsmæssige arbejdsstillinger og på andre måder at bidrage til et sikkert og sundt fysisk arbejdsmiljø.

I arbejdet som forflytningsvejleder byder hverdagen på mange spændende udfordringer. Vi har udarbejdet en forflytningspolitik og en beskrivelse af de forflytningsprincipper, der er gæl-dende på Hospice Djursland. I skrivende stund er vi i gang med at tilrettelægge endnu en om-

DET FYSISKE ARBEJDSMILJØ BIRGIT KJELDAHL, SYGEPLEJERSKE RITA BØDKER, SYGEPLEJERSKE ANJA GJETTERMANN, FYSIOTERAPEUT

ÅRSSKRIFT 2010

27

gang undervisning i forflytning for alle medarbejdere, hvilket vil være en fortløbende proces. Når vi får nye kolleger, introduceres de til Hospice Djurslands forflytningspolitik, og de bliver gjort bekendt med vores hjælpemidler og anvendelsen af disse.

Herudover indgår vi som forflytningsvejledere naturligvis i et samarbejde med vores kolleger om plejen af patienterne, herunder forflytninger. Vi ønsker at være med til at skabe en kultur med gode vaner, og vi ser det som vores opgave at være ”rollemodeller”, der har øget fokus på forflytning.

På Hospice Djursland har vi nogle velindrettede fysiske rammer, og vi er veludstyret med rele-vante hjælpemidler til glæde og gavn for både patienter og medarbejdere. Som vi ser det, er rammerne allerede sat, og det er i høj grad op til den enkelte medarbejder at tage ansvar for og være med til at skabe et fysisk sikkert og sundt arbejdsmiljø – både for os selv, hinanden og ikke mindst patienterne.

ÅRSSKRIFT 2010

28

Marit Benthe Norheims skulpturer "Aftryksportal" og "Slægtstræ”, som står uden for hospice, er i virkeligheden nogle frø, som har slået rod. Frø, som forhenværende formand for Hospice Djurslands bestyrelse, Peter Hørsman, pustede hen til mig, da han i vor fælles Lions Club Ro-senholm i 2006 foreslog mig at lave et kunstudvalg på det kommende hospice. Kunstudvalget kom til at bestå af hospicelederen og fire udefra kommende. Senere kom der to sygeplejersker til. Udvalget begyndte sit arbejde i 2007.

Jeg lod mig inspirere af kunstbiblioteket på Radiumhospitalet i Oslo, "Artoteket”, til at oprette et lignende på Hospice Djursland sideløbende med den kunst, som doneres eller købes. Kunst-udvalgets seriøse og engagerede medlemmer havde et spændende samarbejde om det, og siden er der sket såvel forandring som udvikling på det kunstneriske område på Hospice Djurs-land. Så frøene har absolut slået rod.

I dag møder man allerede i hovedindgangen "Ballet i glidesko" og en bronzeskulptur "Be’ om en ske" af Lars Nørgaard. Inde i cafeen til højre for indgangspartiet hænger der flere af Lars Nørgaards skønne malerier. Overalt på gange, i møderum, kontorer og på patientstuerne hænger der kunst af kendte kunstnere. Rundt på borde og hylder står unik glaskunst.

I det bageste gangareal hænger værkerne i det, vi kalder kunstbiblioteket, hvor patienter og pårørende kan vælge den kunst, de har lyst til at have på stuen.

Udenfor vil billedhuggeren Claus Ørntoft, når han er færdig med dronningens løver ved Marselisborg Slot, færdiggøre en løve, der vil få front ned mod Følle Bund. Claus Ørntoft har gennem hele sin produktion arbejdet med løver, og - som han udtrykker det:

"bl.a. repræsenterer løven mod, styrke og tapperhed - vigtige egenskaber - både for patienter, de pårørende og ansatte på

hospice."

KUNST UDE OG INDE MADS LARSEN KUNSTUDVALGET FOR HOSPICE DJURSLAND

ÅRSSKRIFT 2010

29

Sluttelig et citat fra gæstebogen: "...Vores far har også nydt "huset", arkitekturen og roen, og han har indlevet sig i kunsten på væggene og tolket flere værker i dybden, bl.a. billederne af tvillingetårnene for enden af gangen, som han mente var et håb om fred på jord. Og Aftryksportalen..., far tolkede den straks som hans indgang til Hospice, og i nat gik han ud igen til det skønne og evigheden. Det er kunst, der giver mening..."

I atriumhaven har billed-kunstner Sophia Kalkau lavet et oplæg til en stenfontæne med frise - en vandkunst i sort kalksten med springvand som en lille gejser. Vi forven-ter, at den bliver opstillet i første halvdel af 2011.

Glaskunstneren Maja Lisa Engelhard vil i samarbejde med andre aktører udføre en glasmosaik til en reol, der udbygges med lys og desig-nes specielt til hospicepræ-sten. Reolen skal fungere som et rullende alter, der kan flyttes rundt i huset.

ÅRSSKRIFT 2010

30

ÅRSSKRIFT 2010

31

Udenfor blafrer en stribe fakler.

I rummet bag cafeen lyder forventningsfulde stemmer og klirren af glas. Stadig flere glider op ad den røde løber og ledes ind i rummet, hvor en ansat møder dem med et ”velkommen” og en drink og tager imod overtøjet. Så bæres canapeer og andet ganegodt rundt. Flere kikker spændt hen mod den lukkede dør til cafeen. For det er der, de skal ind, de frivillige, som den-ne aften er inviteret til nytårskur.

Nytårskuren er de ansattes tak til de frivillige for deres indsats. Kur-frøet blev sået året tidlige-re i form af en gigantisk fest med sølvkandelabre, røde løbere, gourmetmad og underholdning. Med endnu en nytårskur ligner det en tradition, der er kommet for at blive, men vel at mærke ikke med et traditionsbundet koncept, for i år har de ansatte fundet på noget helt andet.

Døren til cafeen går op, og der lyder et ”naajj” næsten som juleaften, når det tændte juletræ åbenbares for børnene. Men her er ingen lys, tværtimod er salen næsten hel mørk, kun oplyst foroven, hvor der er en lille scene, resten af salen er fyldt med stole. Teater, det er, hvad de frivillige får i år. Ind kommer Pia Rosenbaum i lyserødt kostume for at spille ”Oscar og den ly-serøde dame”, en smuk, underfundig og rørende monolog om tro, liv og død.

Nytårskuren er blot ét af tiltagene i forbindelse med de frivilliges indsats på Hospice Djursland. Andre frø er sat i jorden for så enten at blomstre op eller blive klippet til, enkelte er visnet un-dervejs.

Vi betragter hele tiden disse ”planter”, tager stilling til udviklingen, og hvilken retning den skal vokse i. For udvikling er vigtig på frivilligområdet, både for at stimulere og fastholde de frivilli-ge, sørge for at de trives, men også for at ajourføre deres aktiviteter, som jo først og frem-mest skal gavne patienterne og de pårørende.

Også i år er der drysset frø ud, som de frivillige selv har været med til at pleje, her skal næv-nes onsdagsbaren for de pårørende. Nogle af de frivillige har stort set selv lavet konceptet og stille og roligt fået ideen til at gro, som det ses af det efterfølgende indlæg af Lisbeth Nielsen.

FRIVILLIGE FRØ RIE PEDERSEN FRIVILLIGKOORDINATOR

ÅRSSKRIFT 2010

32

Et andet initiativ kommer fra frivillige, der er med i For-eningen af frivillige ved hos-pice. De har sørget for, at kendte kunstnere har under-holdt patienter og pårørende på Hospice Djursland, dette har Vibeke Holm skrevet et indlæg om. Personligt har et billede brændt sig ind i mig ved Susse Wolds besøg her: Jeg kom gående med hende ned ad gangen efter hendes optræden. Pludselig går dø-ren til en af stuerne op, og en patient kommer ud. Han kan næsten ikke gå, men han rækker to kort frem mod Susse Wold:

- Se her, de to kort betyder meget for mig, for der står nogle ord på, som jeg ind imellem trø-ster mig med. Vil du sætte din autograf på bagsiden, så har jeg da noget godt at efterlade til min familie.

Udvikling handler altså ikke kun om undervisning, men selvfølgelig har vi også det på program-met. I år forsøgte vi os med et weekendkursus, ”Krop, kommunikation og stemme”, hvor klovn og terapeut Mikael Hermansson underviste de frivillige i, hvordan kroppen undertiden bagtaler vores ord. Ud over selve læringen betyder samværet rigtig meget på kurserne, derfor er under-visningstilbuddene til de frivillige væsentlige, når man tænker i trivsel og fastholdelse.

Emnerne, vi tager op, skal være vedkommende for de frivillige og relatere sig til det arbejde, de udfører på hospice. Vi kan have temaer og oplægsholdere på fællesmøderne og har allerede

ÅRSSKRIFT 2010

33

en ”tradition” med højskoleaftener, som er et lidt længere møde på 3-4 timer, hvor et tema vendes og drøftes mere indgående. I skrivende stund er et helt nyt frø i den forbindelse sat i jorden: ”Refleksionsmøder”. Vi skal starte med en højskoleaften med psykologen og så lade vores læring derfra udvikle sig til nogle møder, hvor de frivillige kan få sat ord på de oplevelser og indtryk, man som frivillig kan have på et hospice.

Nye frivillige skal altid have et indførende kursus i blandt andet etik, hospicefilosofi, arbejdsop-gaver. I år fik vi lavet en mappe til de nye frivillige, så de kan slå op på de ting, de er usikre på - og have noget med sig hjem fra kurset. De ”gamle” frivillige blev nu også meget glade for mappen.

Kun fantasien sætter grænser for, hvad vi finder på af kurser og tiltag for de frivillige – og dog: Vi er hele tiden afhængige af donationer og fonde. Vi ved derfor aldrig helt, hvor mange kurser og hvor stort et ambi-tionsbrød, vi kan slå op, det svinger lidt fra år til år, alt efter hvor heldige vi har væ-ret med vores ansøgninger.

Til slut skal nævnes de frø, vi skal sætte i det nye orangeri, for dér skal nogle frivillige helt bogstaveligt passe spirer og planter og udvide deres plantekundskaber, så der også kommer blomster og frugter ud af deres arbejde.

De frivilliges udvikling hand-ler altså ikke blot om noget til hjernen, men i lige så høj grad om næring til hjertet og til sjælen.

ÅRSSKRIFT 2010

34

Vi lukkes ind af én af aftensygeplejerskerne og går forbi ”vagtstuen” for at sige hej, så man i huset ved, at nu er vi her. Og så skal der gøres klar til Onsdagsbaren.

Vi finder en hvid dug til at lægge på et rullebord, og her stilles kaffe- og tekopper, glas til vin, vand, cognac og en skål med chips. Så er turen kommet til drikkevarerne i form af kaffe og te, en flaske vin, cognac og Baileys. Det er basisopdækningen, som altid kan varieres og ud-bygges efter ønske eller årstid. Som regel sidder vi i biblioteket, men en lun sommeraften kan mødestedet også være én af terrasserne eller atriumgårdene. Uanset stedet gør vi det altid hyggeligt med dæmpet belysning og tændte lys. Og så er vi klar til at tage imod gæster i Onsdagsbaren.

ONSDAGSBAR LISBETH NIELSEN FRIVILLIG

ÅRSSKRIFT 2010

35

Ideen til Onsdagsbaren er kommet fra en pårørende, som opholdt sig i lang tid på hospice sammen med sin ægtefælle. Om aftenen, når ægtefællen var gået til ro, kunne hun savne et ”åndehul”, hvor hun sammen med andre pårørende eller frivillige kunne sætte sig med en kop kaffe, et glas vin eller en irish coffee og sludre hyggeligt sammen. Denne tanke blev diskuteret med ledelsen og sygeplejerskerne, som gav fuld støtte til projektet. Det er af stor vigtighed, at der blandt sygeplejerskerne er opbakning til arrangementet, da det i høj grad er dem, der skal formidle information til de pårørende og måske også motivere dem til at komme.

Projektet blev siden vendt på et fællesmøde for frivillige, hvor en lille arbejdsgruppe blev ned-sat. Det blev en hurtigt arbejdende gruppe, for i løbet af et par måneder blev projektet en rea-litet, og den første Onsdagsbar løb af stablen i midten af maj. I første omgang som forsøg i tre måneder. Men det viste sig hurtigt, at det var for kort tid, så projektet kører nu frem til kom-mende maj. Vi får derved erfaring fra et helt år, før det skal besluttes, om Onsdagsbaren skal fortsætte som tilbud til de pårørende.

Baren er åben mellem kl. 20-21, men den/de frivillige kommer en halv time før for at rette an. Man er vært alene eller sammen med én alt efter ønske. For mange af de frivillige er det en god idé at være to på vagten, og det gør det måske også mere tiltrækkende for de pårørende at komme, når der er flere.

Vi ved ikke på forhånd, hvor mange der kommer, og det betyder også, at vi ind imellem ople-ver at sidde alene. Men det er vilkårene. Til gengæld har vi fået mange positive tilkendegivel-ser fra pårørende, der har deltaget i Onsdagsbaren, og mange frivillige har oplevet nogle me-get givende samtaler med pårørende.

Parallelt med Onsdagsbaren arbejdede gruppen med et forslag om en café for efterlevende og nære venner. Dette arbejde er mundet ud i et forslag til en Søndagscafé for efterlevende og nære venner. Caféen er åben første søndag i februar og marts samt september og oktober. Tanken er, at man her har mulighed for at gense hospice, få kontakt med andre efterlevende og deltage i hyggeligt samvær. Som optakt vil der hver gang være et kort oplæg, som kan danne udgangspunkt for snakken. Første gang vil en af de frivillige fortælle om sin tid på Grøn-land, senere gives stafetten videre til andre frivillige og folk udefra. Vi er spændte på, hvordan dette projekt har udviklet sig, når det skal evalueres efter at have eksisteret i et år.

ÅRSSKRIFT 2010

36

Så stod hun der - Susse Wold - i vores dejlige café, der var fyldt med patienter, pårørende, personale og frivillige, for sådan havde hun ønsket, at det skulle være. Hun stod der også, for-di hun har meldt sig til ”Kunstnere i Hospice”, hvor kunstnere, hver med sine særegne og smukke talenter, ønsker at glæde specielt patienter og deres pårørende. De får ikke honorar, men de har et ønske om med deres hjertes kunst at sprede nærvær og glæde for en stund, og de kunstnere, der har været på Hospice Djursland, siger, at glæden kommer tifold tilbage.

Susse Wold var den første af en række kunstnere i det regi, og hun var en kende nervøs, for det var hendes første optræden på et hospice. Med vid og humor fortalte hun om sin bog ”Fremkaldt” og delte både alvorlige, sjove og livskloge erfaringer med os fra et langt liv i og uden for rampelyset.

Efter seancen blev der signeret bøger, sludret og vist rundt. Det blev også tid til besøg på stu-erne, hvor Susse Wold talte med patienter og pårørende. Der var tid og plads til det hele den dag på Hospice Djursland. - Jeg kommer gerne igen, sagde hun, inden hun sammen med sin Bent vinkede farvel for denne gang.

Vi har haft flere dejlige kunstnerbesøg og smukke oplevelser af vidt forskellig art på vores hos-pice, og flere kommer til. Én patient står lysende klar i min erindring. Han boede på Hospice Djursland i længere tid, og ved den første koncert, han var med til, sad han klar og spændt i sin kørestol en time før koncerten og fik en hyggelig snak med Vigga Bro og Erik Moseholm.

Et par uger senere var Helen Davies på besøg med sit smukke harpespil, og da blev han kørt ud i sin seng. Han kunne godt have hørt koncerten inde fra stuen, for Helen Davies spillede på gangen over for køkkenalrummet, men det var så vigtigt for ham at være med helt tæt på.

Efter koncerten blev han kørt ind på sin stue igen. Da jeg spurgte ham, om han havde nydt koncerten, tog han min hånd og sagde ganske stille:

- Nu ved jeg, at det er rigtigt, at engle spiller på harpe.

Dette øjeblik var så fyldt med både nærvær og nerve. Jeg gemmer det i mit hjerte.

NÆRVÆR OG NERVE VIBEKE TOLSTRUP HOLM FRIVILLIG

ÅRSSKRIFT 2010

37

VI TOG PÅ BESØG SVEND ERIK JESPERSEN OG LENA ANDERSEN FRIVILLIGE HOSPICE DJURSLAND

Vi forbinder Hospice Djursland med et smukt hus på en skøn plet med en enestående udsigt. Som frivillige her er vi knyttet til huset, dets personale og dets brugere. Vi berøres dagligt af omgangen med menneskene i huset og føler, at sådan er et hospice, og sådan skal et hospice fungere. For at lade os inspirere og opleve et andet hospice tog vi imod tilbuddet om at besøge Anker-fjord Hospice i Hvide Sande. Hvor var det spændende at gå ind i denne bygning, der ligger med en helt unik udsigt over Ringkøbing Fjord. Hvad skjulte der sig bag facaden? Hvordan var dagligdagen for de frivillige? I Hvide Sande har man fælles morgenbord kl.10, hvor alle er samlet. Det deltog vi i sammen med de to frivillige, der var vores ”guider” under besøget. De gav os herefter en rundvisning i huset, som med hensyn til indretning ligner det, vi kender. Dog er der den forskel, at persona-let har sin egen spisestue, hvor man indtager frokost og aftensmad. Patienternes stuer er også anderledes end på Hospice Djursland, idet der til hver stue hører et værelse til pårørende. Der-udover er der på hver af de to etager et opholdsrum til patienter og pårørende. Vi var sammen med vores guider værter ved frokosten. Her oplevede vi, at værterne har et stort samarbejde med køkkenet. Vi deltog i værtsarbejdet på lige fod med de to frivillige og oplevede deres dagligdag. På grund af husets indretning er flere funktioner lidt anderledes end hos os, men også her i Hvide Sande oplevede vi en dejlig smittende glæde ved at være frivil-lig. Vi sluttede besøget af med at sætte kaffe og kage frem til patienter og pårørende i deres opholdsrum. Mens vi kørte den lange vej hjem fra Hvide Sande, evaluerede vi besøget. Vi er enige om, at vi har besøgt et rigtig smukt sted med søde og gæstfrie mennesker. Vi føler også, at vi nu, hvor vi har set, hvordan forholdene på et hospice også kan være, har et andet grundlag at vurdere vores frivillige indsats ud fra. Vi konkluderede, at vi er trygge ved tilrettelæggelsen af frivilligarbejdet her på Hospice Djurs-land, og vi har stor glæde ved at komme her og være en del af et velfungerende hus, der hele tiden udvikler sig.

ÅRSSKRIFT 2010

38

Mit første indtryk af Hospice Djursland var bygningens bu-ede konstruktion, som giver en fantastisk udsigt over Følle Bund fra patientstuerne.

Jeg blev venligt modtaget af Rie (frivilligkoordinator) og to frivillige, Randi og Jytte. Efter en lille snak med Rie, viste Randi og Jytte mig rundt i huset. Jeg blev imponeret af det ”åbne” hus - åbent, fordi receptionen, hospicechefens kontor og de øvrige medarbejderes kontorer er åb-ne, så alle kan se alle. På skranken i receptionen ligger der en gæstebog, som patienter, pårø-rende og besøgende kan skrive i. På en anden skranke ligger en frivilligmappe. I den er der et foto af alle frivillige, og ud for hvert foto står der skrevet lidt om, hvorfor ”jeg” har lyst til at være frivillig på Hospice Djursland.

Jeg så et super børne- og legerum med tv, som børn til pårørende og patienter kan benytte. Et lille bibliotek styret af en frivillig, der tilbyder og bytter bøger for patienterne. I hyggestuen er der et stort fuglebur med fugle i skønne farver. Jeg så en patientstue med ovenlysvinduer, så patienterne kan ligge i deres senge og kigge op på solen, skyerne, månen og stjernerne, og jeg var med i personalets motionsrum. Jeg gik i en skøn have med brede stier, hvor patienterne kan køres ud i deres senge og var inde i en af atriumgårdene midt i huset med haver og træer, hvor man kan sidde og fordybe sig i stilheden.

Efter rundvisningen spiste vi lækker middagsmad. Da vi havde spist og ryddet op, fik vi tre fri-villige os en kop kaffe og en ordentlig omgang snak. Jeg fortalte om arbejdsgangen hos os i Haderslev, og vi blev enige om, at vi næsten har ens opgaver. På Hospice Djursland hjælper de frivillige til ved forskellige arrangementer, til alle højtider, og når der er gudstjeneste om tors-dagen, her er en af de frivillige tilmed forsanger. Nogle få frivillige er blomsterpiger, der laver dekorationer og vander blomster. Flere gange om ugen er der hjemlig hygge for patienter og pårørende. Der kan være forskellige aktiviteter for eksempel sang, musik, oplæsning, småka-gebagning, papirklip, og to gange om året afholdes der mindehøjtidelighed.

Alt i alt en dejlig og hyggelig dag med nye indtryk…

VI FIK BESØG KIRSTEN REESE FRIVILLIG HOSPICESØNDERJYLLAND

ÅRSSKRIFT 2010

39

Noget af det, jeg som hospicepræst er ansvarlig for, er, at der jævnligt holdes gudstjenester i huset. Derfor indbydes der 2-3 gange om måneden til gudstjeneste i caféen, hvor et lille team af frivillige hver gang sørger for, at rummet tjener som ”kirkerum” med alterbord, lys, blomster og stole i rækker. Flyglet betjenes af Knud Bagger, organist i Thorsager-Bregnet pastorat, som udover at akkompagnere salmesangen også spiller 2-3 stykker musik undervejs i gudstje-nesten. Han er således med til at forme forløbet og skabe sammenhæng mellem tekst og musik.

Flere af de nyere salmers melodier er ganske velegnet til klaver, og derfor vælger jeg sommeti-der salmer af f.eks. Holger Lissner, Simon Grotrian og Lisbeth Smedegaard Andersen. Ligesom de gamle salmedigtere har også disse et sprog, som kan tale til hjerterne og tegne håbefulde billeder i sindet, som Simon Grotrian gør det i salmelinien, jeg har sat som overskrift.

For mange mennesker har det dog stor betydning, at vi synger de velkendte salmer, og har man haft én bestemt salme med sig fra barndommen, går den ufortyndet ind, når den synges her med sind og sanser åbne. Derfor synger vi oftest de mest kendte salmer af Grundtvig, Ingemann, Brorson og Kingo. Gudstjenesterne, som vi holder på hospice, er for patienter, pårørende, ansatte og frivillige.

To gange om året, i maj og november, afholder vi i Bregnet Kirke en anderledes mindehøjtidelighed, hvor vi og de efter-ladte mindes alle, der har afsluttet deres liv på Hospice Djurs-land. Ved disse arrangementer er der lagt stor vægt på mu-sikken, og der er altid, ud over organisten, indbudt musikere ”udefra”. I 2010 var det gruppen INDRA, som bidrog med stemningsfuld musik og et nærvær, der rørte os alle.

I kirkerummet mellem orgel, døbefont og alter løftes både ord og toner. Det er som om, murenes gamle historie og slægters gang taler med, når vi sammen mindes om, hvad der har evig betydning for os.

“VI PLANTER EN SKOV AF LÆRKETRO” ANN MAJ LORENZEN HOSPICEPRÆST

ÅRSSKRIFT 2010

40

SUPERVISION HELLE JOHNSEN PSYKOLOG

Sygeplejerskerne har i supervisionsgruppen arbejdet med autoritet. I denne sammenhæng skal autoritet forstås som det at kunne rumme sine kompetencer fagligt og personligt og bruge dem hensigtsmæssigt. Vi har arbejdet med:

At finde sin egen autoritet. At forholde sig til ydre autoritet. At give og tage autoritet. Autoritet er et udviklingsområde, hvor mange arbejdspladser kuldsejler – udpeger en synde-buk – og ”løser” autoritetsproblemer, som opstår i alle sammenhænge, hvor mennesker mø-des, ved at fjerne syndebukken.

Systems Centered Therapy (SCT), som er den supervisionsmodel, vi arbejder med på Hospice Djursland, tilbyder andre veje at gå.

I arbejdet med egen autoritet har vi arbejdet med en model, der har det formål at bearbejde fastlåste roller. En fastlåst rolle kan f.eks. være: ”Den omsorgsfulde”, ”Den det er synd for”, ”Den sippede”, ”Mariehønen Evigglad”, ”Ydmyget”, ”Mundlam”, ”Den evige rebel”.

Målet med at bearbejde fastlåste roller er at få øje på, at vi deltager i en ufrugtbar relation, der handler om at sidde fast i henholdsvis trods eller (over)tilpasning, og få mulighed for at finde tilbage til os selv som fagpersoner igen.

I arbejdet med at forholde os hensigtsmæssigt til ydre autoritet har vi igen arbejdet med at lære vores egen autoritet at kende og finde ud af, hvordan vi kan bruge vores autoritet rele-vant. Også når den bliver udfordret. Hvad er min opgave? Hvad er din opgave? Hvor overlap-per vores opgaver? Hvordan kan jeg bidrage konstruktivt med det, jeg kan?

Vi har i grupperne arbejdet med at blive realistiske:

ÅRSSKRIFT 2010

41

Vi har de patienter og pårørende, vi har. Vi har de kollegaer, vi har. Vi har den ledelse, vi har. Vi har de politiske/overordnede vilkår, vi har. Grupperne har udviklet sig fra ”De andre skal være anderledes…” og ”Hvis bare…..så….” til at udforske, hvad der er af muligheder inden for de givne rammer. Dette skridt giver mulighed for fleksibilitet, det at turde tage og give autoritet.

Den udfordring, vi står over for nu, er at finde vejen fra at insistere på, at ”Jeg gør det på min måde” til at turde bruge de mange forskellige ressourcer, der samlet set er i huset, så vi hele tiden arbejder med at udvikle vores arbejdsmiljø med gensidigt forpligtende samarbejdsrelati-oner.

ÅRSSKRIFT 2010

42

DEN GODE TID ANNE TERMAN BODILSEN IBEN JENSEN SYGEPLEJESTUDERENDE

At være sygeplejestuderende på et hospice er på mange måde anderledes end at være syge-plejestuderende på en sygehusafdeling, i hjemmeplejen eller i psykiatrien. Når man kommer til et hospice, flyttes fokus fra sygdom og behandling til lindring af symptomer og livskvalitet. Ud over at lære den helt grundlæggende sygepleje til en patient får man på hospice også rig mu-lighed for at fordybe sig i et speciale – nemlig den palliative sygepleje. Her oplever vi livet tæt på døden, og vi ser, hvordan døden ikke nødvendigvis behøver at være noget negativt. Døden kan gøres til noget smukt, hvis vi formår at give det enkelte menneske lindring og tryghed.

Hospice Djursland er et tværfagligt sted, hvor der bl.a. er sygeplejersker, læge, fysioterapeut, musikterapeut, psykolog og præst. Den sammensatte medarbejdergruppe lærer os som syge-plejestuderende vigtigheden af tværfaglighed og giver os et godt indblik i, hvordan forskellige faggrupper hver især kan bidrage med en viden om, hvordan det enkelte menneske får en god og værdig afslutning på sit liv, og om hvorledes de pårørende også inddrages og støttes i pro-cessen.

Vi har hæftet os ved ”den gode tid”, der er på hospice. Selv om der er nok at lave, er der altid tid til det enkelte menneske, tid til at lytte til patienten og til pårørende, som fortæller om et liv, som nu er ved at være slut.

”Du er en engel. I er alle engle. Man kan nærmest se jeres vinger”. Dette er et citat fra en pa-tient, hvor hun beskriver den glæde og tilfredshed, hun oplever ved at være på hospice og især personalets helt specielle måde at takle hendes situation på. Vi oplever også, at patienter finder glæde ved at komme på hospice, hvor personalet tager udgangspunkt i den enkeltes behov og ønsker og sørger for, at patienterne lever deres liv til det sidste.

Den viden om det enkelte menneskes oplevelse af at være uhelbredeligt syg og døende samt de pårørendes forskellige reaktioner på at være ved at miste en, man holder af, er en værdi-fuld viden, vi tager med os og vil bruge andre steder inden for sundhedsområdet.

ÅRSSKRIFT 2010

43

ÅRSSKRIFT 2010

44

Når jeg tænker tilbage, så er årene fløjet af sted her i køkkenet på Hospice Djurs-land. Fra starten havde le-delsen besluttet, at vi skulle arbejde med økologiske råvarer i vores køkken. Alle vi i køkkenet blev derfor allerede ved an-sættelsen gjort bekendt med visionen.

Hvorfor har vi så valgt at fokuserer på økologi? Det er der flere grunde til, men den grundlæg-gende tanke er, at det er ligeså vigtigt at drage omsorg uden for huset som inde i huset.

Vi drager blandt andet omsorg for alles miljø ved at bruge økologisk mælk. Det forholder sig nemlig sådan, at når vi bruger en liter økologisk mælk, ja så skåner vi 200 liter grundvand for mødet med sprøjterester. Økologisk korn, mel, gryn og ris dyrkes helt uden brug af kunstgød-ning, ligesom de er lagret uden brug af kemiske midler. Desuden må der ikke bruges stråfor-korter i dyrkningen, og afgrøderne må ikke udsættes for bakteriedræbende bestråling. Økolo-giske æg har en gul blomme, fordi hønsene spiser græs, som indeholder naturligt karotin, og derfor varierer farven også efter årstiderne. Hønsenes foder må ikke være tilsat gensplejsede ingredienser, antibiotika, farvestoffer eller konserveringsmidler, og de lever mindst 81 dage og får ikke klippet næb.

Så ved at benytte økologiske produkter, der bliver produceret på en måde, som blandt andet mindsker CO2-udledning og forurening af grundvandet, er vi med til at værne om klimaet.

Samtidig med at vi drager omsorg for miljøet, giver vi vores patienter, pårørende og medar-bejdere en unik og god madoplevelse. Når grøntsagerne bruger længere tid på at vokse sig modne og spisefærdige, indeholder de generelt flere smagsstoffer. Og når osten er uden e-numre og nitrat, skåner vi kroppen for unødige giftstoffer, som er unaturligt for os at indtage.

I dag er vi nået langt i bestræbelsen på at være et økologisk køkken. Vi har modtaget Det Økologiske Spisemærke i Sølv af Fødevarestyrelsen. Det betyder, at køkkenet kan dokumente-

DET ØKOLOGISKE KØKKEN HANNE KOCK VIXØ KØKKENLEDER

ÅRSSKRIFT 2010

45

re, at 60-90% af køkkenets samlede råvareindkøb er økologisk. Hospice Djursland er det før-ste hospice i Danmark, der modtager medaljen, og det er vi stolte af!

I opbygningen af det økologiske køkken har vi søgt hjælp ved Økologisk Landsforening, der har sørget for rundvisning i andre økologiske køkkener og stillet rådgivning til rådighed. I løbet af de seneste år er det blevet nemmere at drive et økologisk køkken, for producenterne er ble-vet bevidste om, at der er et marked for økologiske produkter, da det også er blevet en trend for den bevidste privatforbruger at tænke økologisk. Vi har fundet nogle gode leverandører, der har det udbud af varer af den kvalitet, som vi har brug for i vores køkken - og til en god pris.

Og så er det op til os som fagfolk at finde nye veje, når vi ikke kan få varerne økologisk. Når der for eksempel skal laves budding, er det slut med pulveret og frem med den gode gamle opskrift. Mange gange søger vi tilbage til de gamle opskrifter for så at vække dem til live i en opdateret udgave. Det er en sjov udfordring, og det viser med al skræmmende tydelighed, at vores mad er gået hen og blevet industrialiseret.

Ligesom vi har fokus på økologiske varer, tilrettelægger vi menuen efter årstidens udbud af råvarer, fordi her er smagen bedst, mængden størst, og dermed er prisen også lavest. Nu glæder vi os, når de første spæde sommergrøntsager indtager vores køkken og ikke mindst sommerens bær - uha hvor det så dufter af sommer efter en lang vinter med alle de grove grøntsager. Men så alligevel, når sommeren går på hæld, så har det nu også sin charme, at de grove grøntsager holder de-res indtog igen, for så skal der snittes rødkål, syltes rødbeder og koges supper. På den måde mærkes årstidernes skift i høj grad i menuerne på Hospice Djursland. Selv synes jeg, det er skønt, når jeg lige må ringe hjem til min mor, så hun kan fin-de min mormors og farmors gamle opskrifter frem - så mær-ker jeg, at livet går i ring.

Jeg kan varmt anbefale andre at gøre det samme, som vi har gjort i vores køkken: gå tilbage til de gamle rødder og giv den gas med nye input og vær samtidig med til at passe på vores eneste moder jord.

ÅRSSKRIFT 2010

46

Udviklingen fra en nybygget institution til en fungerende institution kræver til stadighed en indsats på alle fronter, men den giver også grobund for yderligere udvikling og dermed også for nye ønsker og nye og anderledes faciliteter. Vi kan se tilbage på 2010 som året, hvor vi atter fik lagt mursten oven på vores stærke fundament, når det gælder bygningerne, de tekni-ske installationer, netværk m.m.

Året er især specielt, da vi på grund af nye lovkrav til sikkerheden på Hospice Djursland tog fat på udvidelsen af garagerne trods vores i forvejen ca. 3.000 m2 under tag. Der skal på bag-grund af lovændringerne blandt andet bygges et nyt separat rum til vores centrale iltanlæg. Sammen med de lovpligtige forandringer havde vi et ønske om og behov for mere depotplads og tillige drømmen om et orangeri. Da en stor donation fra en privat giver pludselig gav os et realistisk økonomisk grundlag for at føre drømmen ud i virkeligheden, tog vi et skridt i den retning. Bestyrelsen drøftede i foråret de forskellige muligheder og sagde efterfølgende god for ønskerne.

Det er med stor glæde, at vi ser vores nye ekstragarage, iltdepot og orangeri tage form. Den ny garage kommer til at rumme en masse plads, som vi har savnet til diverse tekniske hjælpe-midler både til håndværk og sygepleje.

Med orangeriet vil det blive muligt at tilbyde patienter og pårørende endnu en sanseoplevelse eller blot en oase til adspredelse i smukke og rolige omgivelser. Her vil såvel liggende som sid-dende patienter og pårørende kunne nyde en forlænget udesæson inden døre. Man kan også vælge at tage plads på terrasserne og se på vandspejlet i de nedstøbte bassiner, som også vil kunne ses indefra. Der vil blive brug for frivillige hænder til at passe planter og hygge om pati-enter og pårørende.

Byggeriet er i fuld gang, og vi regner med at tage det i brug i foråret 2011. De nye tilbygnin-ger vil indgå i den øvrige bebyggelse, som havde den været der fra starten, men vil samtidig tilføre huset en ny, spændende og smuk dimension.

Vi håber og tror, at især orangeriet bliver til stor fornøjelse og glæde i årene fremover.

UDVIKLING & UDBYGNING ERIK SALOMONSEN, FORMAND FOR STØTTEFORENINGEN HOSPICE DJURSLAND NIELS OLE BIRK, BYGNINGSANSVARLIG

ÅRSSKRIFT 2010

47

ÅRSSKRIFT 2010

48

STATISTIK FOR 2010 Hospice Djursland har modtaget 346 henvisninger i løbet af 2010. I alt har 235 patienter været indlagt - heraf 9 patienter fra 2009.

• 86 patienter blev visiteret men af forskellige årsager ikke indlagt

• 32 patienter døde inden for få døgn efter modtagelsen af henvisningen

• 23 blev for dårlige til at flytte eller døde i samme døgn, som de skulle have været indlagt

• 16 patienter valgte ar forblive i deres eget hjem

• 15 patienter valgte at tage imod indlæggelse på et andet hospice i Region Midtjylland

• 2 af de henviste blev først indlagt på hospice i 2011

Derudover opfyldte 32 patienter ikke de nuværende kriterier for indlæggelse på hospice. Det var eksempelvis patienter, som fortsat er i aktiv helbredende behandling for deres sygdom, patienter som ønsker genoptræning eller aflastning og patienter, som ikke har palliative pro-blemstillinger i en sådan grad, at en hospiceindlæggelse er nødvendig.

Af de 226 patienter, som er blevet henvist og indlagt i 2010, er 224 patienter fra Region Midt-jylland og 2 er fra Region Nordjylland.

I henhold til Sundhedsloven er ophold på hospice gratis, og der er frit hospicevalg i Danmark. Patienter kan altså selv væl-ge, hvilket hospice i Danmark, de ønsker at blive indlagt på. Ovenstående tal vi-ser, at langt de fleste patienter vælger et hospice i nærheden af, hvor de bor. De som vælger anderledes, vælger hospice ud fra, hvor deres nærmeste pårørende bor.

De 346 henvisninger, Hospice Djursland modtog i 2010, fordeler sig således:

Aarhus Sygehus30%

Egen læge29%

Regionshospitalet Randers

12%

Palliativt team Aarhus

9%

Palliativt team Randers

6%

Skejby Sygehus5%

Andre sygehuse5%

Regionshospitalet Silkeborg

4%

Henvisende organisationer fig. 1

ÅRSSKRIFT 2010

49

Der kræves en lægelig henvisning forud for indlæggelse på hospice. Henvisningen kan enten komme fra patientens egen læge, den behandlingsansvarlige læge på sygehuset eller fra et palliativt team.

Som det fremgår af fig. 1, kommer 194 (56 %) henvisninger fra sygehuse. Det drejer sig om indlagte patienter. Især kommer der mange henvisninger fra Aarhus Sygehus. At det forholder sig sådan, skyldes formodentligt, at der på Aarhus Sygehus findes en stor onkologisk afdeling.

Et næsten ligeså stort antal henvisninger, nemlig 152 (44 %) henvisninger, er på patienter, som er i deres eget hjem, og hvor dette ikke længere er muligt. Disse henvisninger kommer fra patientens egen læge eller fra et palliativt team, som gennem en tid har fulgt og støttet pa-tienten i at være derhjemme.

Den gennemsnitlige indlæggelsestid er 17 dage, og den mediane er 9 dage. Medianen fortæl-ler, at halvdelen af patienterne er indlagt mellem 1 og 9 dage og den anden halvdel mere end 9 dage.

Den korte indlæggelsestid på hospice er iøjnefaldende og på sigt en nærmere undersøgelse værd. Vi oplever ofte patienter, som ville ønske, de havde vidst mere om, hvad hospice kunne tilbyde, idet de så ville have haft søgt denne hjælp tidligere. Vores erfaring er dog også, at det at lade sig indlægge på hospice er så væsentlig en beslutning, at både patienten og de pårø-rende skal være mentalt klar til at tage imod tilbuddet.

Antal liggedage fig. 2

94

42

2419

27

9

01-07 dg 08-14 dg 15-21 dg 22-28 dg 29-60 dg >60 dg

Median = 9 dage

Middel = 17 dage

MEDIAN = 9 DAGE

MIDDEL = 17 DAGE

ÅRSSKRIFT 2010

50

At det ikke kun er et fænomen, der er gældende for hospice Djursland, viser tal fra Dansk Palli-ativ Database. Opgørelser herfra viser, at der på landsplan er en median på 22 dage fra alvor-ligt syge kræftpatienter kommer i kontakt med det palliative specialistniveau, som hospice eller palliativt team, til de dør. Denne nye indsigt stiller os opgaven, at vi i højere grad skal informe-re både patienter, pårørende og henvisende læger om, hvad vi rent faktisk kan tilbyde.

Ved indlæggelsen er langt de fleste patienter i en dårlig almentilstand, og de fleste har været sengeliggende i dage eller uger forud for indlæggelsen. Smerter, åndenød, træthed og angst er de hyppigst forekommende symp-tomer. Men også kognitive forstyr-relser som følge af enten hjernetu-mor eller metastaser til hjernen er hyppigt forekommende.

Fig. 3 viser de hyppigst forekom-mende kræfttyper hos patienter indlagt på Hospice Djursland. Ikke overraskende er der kun ganske få, 4,4 % svarende til 10 patienter, med en anden diagnose end kræft. Med Kræftplan III vil gruppen af patienter, som ikke har en kræftdi-agnose, i de kommende år fylde mere på hospice, idet der i planen opfordres til, at den specialiserede palliative indsats i højere grad end nu bør målrettes disse patienter.

De 226 patienter fordeler sig ligeligt på køn. De 114 var kvinder og de 112 mænd. Gennemsnitsalderen for kvinderne var 70,8 år (21-94 år), og gennemsnitsalderen for mænd var 70,2 år (39–92 år), se fig. 4.

Andre kræftformer25%

Lungekræft24%

Mave-tarmkræft13%

Brystkræft11%

Underlivskræft kv.7%

Prostatakræft6%

Bugspytkirtelkræft6%

Kræft i hjernen4%

Ikke kræft4%

4 6

23

6471

52

6

<40 år 40-49 år 50-59 år 60-69 år 70-79 år 80-89 år >90 årAldersfordeling fig. 4

Sygdomsmønster fig. 3

ÅRSSKRIFT 2010

51

UDVIKLING AF DEN PALLIATIVE INDSATS DORIT SIMONSEN HOSPICELEDER

Nogle af elementerne i den nye Kræftplan III faldt på plads i november 2010 og betyder mere palliation og flere midler til den specialiserede lindrende indsats, særligt hospice, støtte til Palli-ativt Videncenter i København og dermed en fortsat udvikling af viden og forskning på det pal-liative område.

Regeringens godkendelse af planen får stor betydning for den tværfaglige indsats og den nød-vendige støtte, som man fremover vil kunne tilbyde alvorligt syge og døende, så de bliver i stand til at opleve en tryg og værdig afslutning på livet.

Der er afsat midler for at sikre en øget adgang til den specialiserede palliative behandling og specialiseret rådgivning på det basale niveau. Initiativet vil ikke alene komme kræftpatienter til gode. Det vil i lige så høj grad løfte indsatsen for alle uhelbredeligt syge patienter.

Ovenstående er blot det seneste vigtige tiltag inden for det palliative felt. Hvilke konkrete tiltag de afsatte penge skal gå til, er endnu ikke vedtaget. Der er i løbet af de sidste fem år sket en stor udvikling inden for området. Jeg vil i det følgende nævne nogle af de væsentligste:

UDBYGNINGEN AF HOSPICESENGE I DANMARK

Hospice Djursland åbnede i 2007 som det 13. hospice i Damnark, og efterfølgende er der åb-net endnu fire. Tre på Sjælland og et på Lolland, og endnu et forventes at åbne på Sydfyn i 2012. Desuden åbnede Sankt Lukas Stiftelsens Hospice i København 12 ny senge, så det nu har 24 sengepladser. Regeringens mål er, at der skal være 250 hospicepladser i Danmark, det antal er vi ikke oppe på endnu. Lige nu har vi fire hospicer og dermed 50 pladser her i Region Midtjylland. Hospice Søholm i Stautrup, Hospice Limfjord i Skive, Anker Fjord Hospice i Hvide sande og Hospice Djursland i Rønde.

PALLIATIVT VIDENCENTER (PAVI)

PAVI er et nationalt center, der har til formål at sikre udvikling, høj faglig kvalitet og spredning af viden i den palliative indsats i Danmark. PAVI er etableret i samarbejde mellem seks organi-sationer: Tryg Fonden, Dansk Selskab for Palliativ Medicin, Foreningen for Palliativ Indsats - omsorg ved livets afslutning, Gruppen af Ledere ved Hospice, Palliative Teams og Palliative En-heder, Hospice Forum Danmark og Kræftens Bekæmpelse.

ÅRSSKRIFT 2010

52

Leder af PAVI Helle Timm omtalte ved åbningen af videncentret i 2009 opgaven: ”Lige nu er der 1000 blomster, der blomstrer, og vores opgave bliver systematisk at indsamle viden og skabe overblik. Videncentret skulle gerne blive et sted, som det samlede palliative felt kender og anvender, og som fungerer som en slags retningslinje, en beskrivelse af, hvordan man gør på udvalgte områder - som den enkelte medarbejder kan forholde sig til.”

De 4 mio. kroner, der i 2010 blev afsat til PAVI, har til formål at sikre en videreførelse af PAVI, så centret kan sikre den fremtidige udvikling og spredning af viden om palliation i Danmark.

DANSK PALLIATIV DATABASE

2010 var året, hvor vi tog fat på samarbejdet med Dansk Palliativ Database. Den blev etable-ret 2007 og har til formål ”at danne grundlag for kvalitetsudvikling af og forskning i den speci-aliserede, palliative indsats i Danmark.” Ønsket om en database bunder i et ønske om at syn-liggøre kvaliteten af den specialiserede, palliative indsats.

Man ønsker blandt andet at finde ud af, hvor mange patienter der bliver henvist, og om de henviste patienter når at få adgang til den specialiserede, palliative indsats. Baggrunden for dette ønske er en teori om, at indsatsen forbedrer patientens livskvalitet. Man ønsker derfor, at så mange patienter som muligt får adgang til indsatsen, og at ventetiden er så kort som muligt.

Arbejdet med Dansk Palliativ Database ligger hos Dansk Multidisciplinær CancerGruppe for Pal-liativ Indsats (DMCG-PAL). Samtlige hospicer, palliative teams og palliative enheder i Danmark registrerer deres patienter i databasen. For Hospice Djursland betyder det, at alle de patienter, der i løbet af 2010 har haft et ønske om et ophold her, er blevet registreret i databasen. Det drejer sig om 348 patienter.

I 2011 udkommer den første samlede statusrapport med de første resultater - det ser vi alle meget frem til.

ÅRSSKRIFT 2010

53

KLINISKE RETNINGSLINJER

I 2010 indsamlede PAVI viden om, hvad klinikere i Danmark for nuværende anså som ret-ningslinjer for ”bedste prak-sis” på en række centrale om-råder inden for den palliative indsats. Disse retningslinjer er tilgængelige for alle på PAVIs hjemmeside.

Sideløbende med dette pro-jekt blev der iværksat et nati-onalt arbejde med at udvikle evidensbaserede kliniske ret-ningslinjer. Der blev i første omgang etableret fem ar-bejdsgrupper med repræsen-

tanter fra de forskellige hospicer, palliative teams og palliative enheder. De fem grupper arbej-der med henholdsvis smerter, åndedrætsbesvær, kognitive forstyrrelser og hjernesvulster, på-rørende og efterladte samt patientforløb. Deres arbejde forventes afsluttet midt i 2011, hvoref-ter der igangsættes yderligere fire nye grupper med emner som lymfødem, forstoppelse, delir og de sidste 48 timer af et liv.

Dette var en kort oversigt over mange af de spændende nationale tiltag, der i øjeblikket er sat i gang på det palliative felt. Der vil fortsat være mange områder at tage fat på. Der er mange udviklingsområder og meget, vi fortsat kan gøre bedre for alvorligt syge og døende patienter, uanset om de befinder sig i deres eget hjem, på hospitaler eller på hospice.

ÅRSSKRIFT 2010

54

NATIONALT UDVIKLINGSARBEJDE ANNEGRETE VENBORG UDVIKLINGSSYGEPLEJERSKE

Efterhånden findes der i alt 17 hospicer i Danmark fordelt i landets fem regioner. Sammen med i alt ca. 25 palliative teams og palliative enheder, som er knyttet til landets sygehuse, tilbyder de regionale hospicer en palliativ indsats på specialiseret niveau.

De tilbud, man som patient og pårørende kan nyde gavn af på disse steder, lever op til den nyeste forskning inden for forskellige delområder af palliation. Men undersøger man feltet nær-mere, varierer praksis en del de forskellige hospicer imellem. For eksempel når det gælder holdningen til og procedurer ved åndenød og iltbehandling eller tilbud til pårørende efter døds-fald. Variationen skal blandt andet ses i lyset af, at palliation er et globalt fagområde, og at forskningslitteratur på området er tilsvarende stort at overskue. Der publiceres konstant ny viden om små delfelter af palliation i rigtig mange internationale faglige tidsskrifter.

Dansk Multidisciplinær Cancer Gruppe for Palliation (DMCG-pal) har igangsat og styrer et landsomfattende arbejde i grupper, der hver arbejder med et udvalgt delområde inden for pal-liation. Grupperne har til opgave at finde det forskningsmæssige bedst funderede svar på, hvordan en given palliativ problemstilling kan løses.

Der foregår lige nu en række arbejdsprocesser i fem grupper, der er sammensat på tværs af landet, faggrupper og forskellige typer steder, der yder palliation på specialiseret niveau. Ar-bejdet i hver gruppe skal udmunde i en såkaldt klinisk retningslinje, der er en systematisk ud-redning af, hvilke undersøgelser der findes om effekten af et konkret tiltag, som man ønsker belyst. Fra relevante internationale databaser findes alle undersøgelser om emnet frem til nøje gennemgang af metode og eksempelvis en vurdering af, om resultaterne fra en australsk un-dersøgelse kan overføres til dansk praksis.

Visse delområder af palliation er allerede velundersøgte. Smertelindring er for eksempel det mest udforskede område. Det betyder, at forskning i form af konkrete effektmålinger af be-stemte medikamenter på specifikke smertetyper kommer patienter til gode, frem for at lægen ordinerer smertestillende medicin, hvis virkning ikke er tilsvarende veldokumenteret.

Hvis man finder materiale, der på en valid måde underbygger, at én fremgangsmåde frem for en anden giver det bedste resultat for patienten i en bestemt situation, skal denne praksis

ÅRSSKRIFT 2010

55

anbefales i en klinisk ret-ningslinje. Arbejdet munder ud i anbefalinger til støtte for fagpersoner og patienter, når der skal træffes beslutning om optimal og hensigtsmæs-sig faglig ydelse i specifikke kliniske situationer. Initiati-vet fremmer udvikling af den palliative indsats både lokalt og nationalt, idet de udledte anbefalinger skal gælde alle steder i den specialiserede palliative indsats.

Arbejdsgrupperne er sam-mensat på en måde, så for-skellige nødvendige kompe-tencer er til stede. Arbejdet lyder næsten ukompliceret på skrift, men det er temmelig omfattende, og selvom det enkelte arbejdssted bidrager med arbejdstid, er gruppemedlemmerne typisk ildsjæle, som ofrer en god del af deres fritid, fordi man ellers ikke kan nå at afslutte opgaverne inden for den fastlagte tidsramme. Men som indforstået i den palliative indsats finder man arbejdet meningsfuldt, for-di vi selv oplever, hvor påtrængende og relevant det er.

Hospice Djursland er naturligvis på banen med indsatsen i dette arbejde. Både i første etape, som ikke er afsluttet, men også i det næste sæt af emner, der står for tur at udrede.

ÅRSSKRIFT 2010

56

De første visioner for udviklingen af Hospice Djursland indeholdt tanker om et dagtilbud og eventuelt også et nattilbud til uhelbredeligt syge patienter. Det var ikke muligt at realisere vi-sionen i første omgang, men nu har bestyrelsen og hospiceledelsen genoptaget ideen. I for-sommeren blev der holdt en visionsdag for medarbejdere og bestyrelse, hvor muligheden for at etablere et dagtilbud blev diskuteret. Resultatet af dagen blev en arbejdsgruppe bestående af repræsentanter fra medarbejderne, ledelsen og bestyrelsen, som skulle komme med et ide-oplæg inden årets udgang.

Arbejdsgruppen tog i november på studietur til London. Hospicerne i England har en lang tradi-tion for at indeholde et dagtilbud sideløbende med indlæggelse på hospice, og det var derfor nærliggende at aflægge dem et besøg. Det lykkedes at få aftaler om besøg på tre forskellige hospicer i London og nærmeste omegn. Hospicerne viste sig at være vidt forskellige på mange områder, men alle var overbeviste om, at dagtilbuddet var en stor succes. Ikke mindst fordi det hjælper patienterne til en bedre sidste tid derhjemme, idet mange problematikker løses lø-bende, og inden de resulterer i en hospitalsindlæggelse.

Tilbuddene på daghospicerne var meget varierede. Lige fra lægekonsultation, tilbud om be-handling ved fysioterapeuten, psykologen og socialrådgiveren, til deltagelse i grupper, hvor andre patienter i sammen situation kan støtte hinanden. Derudover så vi også eksempler på mere sociale aktiviteter, som giver omsorg, hygge og fællesskab, og hvor de frivillige spiller en stor rolle.

På alle hospicerne havde brugerne af dagtilbuddet kontakt til en sygeplejerske, som koordine-rer indsatsen med de øvrige tilbud, og som giver støtte og vejledning i at klare de forskellige problemstillinger, man kan have som uhelbredeligt syg.

Vi havde en spændende og inspirerende tur, som gav os endnu mere lyst til at komme i gang med opbygningen af et daghospice, end vi havde, da vi pakkede vores kuffert. Nogle af de ide-er, vi på forhånd nærmest allerede havde ”købt”, blev skudt i sænk undervejs, men vi fik mas-ser af andre ideer med os hjem.

DAGHOSPICE - EN NY VISION SUSANNE HOGREFE BIRTHE STENDORFF HANSEN PÅ VEGNE AF DAGHOSPICEGRUPPEN

ÅRSSKRIFT 2010

57

Flere undersøgelser viser, at patienter har et ønske om at være hjemme den sidste tid, men her kan man opleve at være overladt til sig selv langt hen ad vejen. Det er i netop denne situation, vi fo-restiller os, at det vil være gavnligt med en støtte, som tilbydes på anden vis end den eksisterende – og det er her ideen om et daghospice kommer ind.

Ideoplægget er klart, og planlægningen af, hvordan et daghospice kan strukture-res og fungere sammen med de allerede eksisterende fa-ciliteter, er godt på vej. Vi håber, at vi i næste årsskrift kan fortælle meget mere konkret om, hvordan opbyg-ningen af denne nye funkti-on skrider fremad.

Dame Cicely Saunders grund-lagde i 1967 det første moder-ne hospice, St. Christopher’s Hospice i London - og således også den moderne hospicebe-vægelse.

ÅRSSKRIFT 2010

58

Udvikling har noget med tid at gøre, idet udvikling kun kan observeres og studeres over tid - dette tidsrum kan være kort eller langt afhængig af hvilke fænomener, vi studerer udviklingen af. På hospice Djursland er der hele tiden udvikling i gang, udvikling på mange forskellige ni-veauer. Udvikling på det personlige niveau, udvikling i og af relationer, udvikling af organisati-onen, udvikling af kulturen på hospice og den faglige udvikling. Vi arbejder hele tiden på at dygtiggøre os, så vores samlede kompetencer lever op til de krav og forventninger, der til en-hver tid er til en institution som vores.

Vi forsøger at komme fremtiden i møde. Her tænker jeg på de tanker - nye tanker - vi gør os, for at vi kan medvirke til, at flere mennesker med en livstruende sygdom kan få mulighed for at komme tidligere i kontakt med den specialiserede palliative indsats.

De ideer, vi fik på vores årlige Visionsdag, og den inspiration, vi fik under studiebesøget på hospicerne i London, arbejder vi videre med. I London iagttog vi den nytte og glæde, som al-vorligt syge mennesker har af at tage imod et palliativt dagtilbud, her i form af et daghospice. Her har de kontakt til den specialiserede palliative indsats og kontakt til andre, som er i en si-tuation, som ligner deres egen. Vi observerede et tæt samarbejde mellem de forskellige sekto-rer og koordinatorer. Et samarbejde som tænker i gode patientforløb, for både den syge og de pårørende.

Vi har samlet vores ideer i et projekt, ”Projekt palliative dagtilbud”, et projekt vi håber, vi kommer til at arbejde meget mere konkret med i 2011. Vores projekt er et innovationsprojekt og tager udgangspunkt i en tankegang om at: ”Fremtidens udfordringer ikke kan løses med fortidens erfaringer og udfordringer.” Derfor har vi forsøgt at tænke anderledes. Vi vil lade de lyttende og kreative processer få plads. Vaclav Havel har udtrykt det på denne fantastiske og beskrivende måde: ”Something wants to be born.” Om det lykkes, må tiden vise.

Jeg vil afslutte med en tak til alle medarbejdere, uden jeres fantastiske indsats hver dag ville der ikke være nogen udvikling på Hospice Djursland. Tak til alle frivillige, som hver dag giver fylde til huset. Tak til bestyrelsen for Hospice Djursland og Støtteforeningen Hospice Djursland og til alle jer, som har støttet os økonomisk eller på anden måde.

Tak til alle kolleger og samarbejdspartnere. Tak for endnu et spændende år. Og ikke mindst tak til alle, der har bidraget med deres fortællinger i dette årsskrift.

EPILOG DORIT SIMONSEN HOSPICELEDER

ÅRSSKRIFT 2010

59

Hospice Djursland Strandbakken 1 8410 Rønde 8777 3300 hospice@hospicedjursland.dk www.hospicedjursland.dk