Biologi Egå Gymnasium

Niels Roholt

Side 1 af 20

ATLAS over

PATTEGRISENS KROP

Tillæg

Fagudtryk og teknikker der benyttes i anatomi og ved dissektion af dyr (Planer, retninger og udsnit af kroppen)

Illustrationer over pattegrisens anatomi til brug ved dissektionsøvelser i biologi.

Biologi Egå Gymnasium

Niels Roholt

Side 2 af 20

INDHOLDSFORTEGNELSE

Figur nr.

Figurtekst Side

1 Kropsregioner og ydre strukturer 3 2 Mundhulen 4 3 Dissektionssnit til åbning af bughulen 4 4 Fordøjelsesorganerne i bughulen 5 5 Jejunum – ileum afsnittet i tyndtarmen 6 6 Ventralsiden af halsregionen og brysthulen 7 7 Hjertet 7 8 Venerne nær ved hjertet 8 9 Aortas forgreninger 9

10 Aortas og Nedre Hulvenes forgreninger i bughulen 10 11 Eksempler på blodkredsløb 11 12 Lever - portåresystemet 12 13 Åndedrætsorganerne 13 14 Nyrernes opbygning 14 15 Ekskretions- og kønsorganer (han-gris) 15 16 Ekskretions- og kønsorganer (han-gris), forstørret 16 17 Ekskretions- og kønsorganer (hun-gris) 17 18 Ekskretions- og kønsorganer (han-gris), forstørret 18

Tillæg Fagudtryk og teknikker ved dissektion af dyr 19-20

Biologi Egå Gymnasium

Niels Roholt

Side 3 af 20

(Uddrag fra øvelsesvejledning 1)

Biologi Egå Gymnasium

Niels Roholt

Side 4 af 20

(Uddrag fra øvelsesvejledning 2)

Biologi Egå Gymnasium

Niels Roholt

Side 5 af 20

Figur 4. Fordøjelsesorganerne i bughulen. (3.a) Leveren er på tegningen løftet op i cranial retning, så de dyberelig-gende organer blotlægges. Mavesækken føres videre i tolvfingertarmen, duodenum, i den første del af tyndtarmen, Fortsættelsen i tyndtarmen fra duodenum, jejunum-ileum, er forbundet med tyktarmen (colon) nær ved caecum (blindtarmen). (3.b) Den opklippede mavesæk viser dens indre foldede væg (gastric ru-gae). (3.c) En forstørrelse af galdeblæren og de kanaler den er forbundet med. (Uddrag fra øvelsesvejledning 2)

Biologi Egå Gymnasium

Niels Roholt

Side 6 af 20

Figur 5: Tværsnit af jejunum-ileum afsnittet af tyndtarmen hos en gris. Indføj de manglende signaturforklaringer. (Uddrag fra øvelsesvejledning 2)

Biologi Egå Gymnasium

Niels Roholt

Side 7 af 20

(Uddrag fra øvelsesvejledning 3)

(Uddrag fra øvelsesvejledning 4)

Biologi Egå Gymnasium

Niels Roholt

Side 8 af 20

(Uddrag fra øvelsesvejledning 5)

Biologi Egå Gymnasium

Niels Roholt

Side 9 af 20

(Uddrag fra øvelsesvejledning 5)

Biologi Egå Gymnasium

Niels Roholt

Side 10 af 20

(Uddrag fra øvelsesvejledning 6)

Biologi Egå Gymnasium

Niels Roholt

Side 11 af 20

Figur 11. Eksempler på blodkredsløb

(a) Det generelle kredsløb (b) Kredsløbet i et portåresystem (c) Kredsløbet i lever-portårekredsløbet

(Uddrag fra øvelsesvejledning 6)

Biologi Egå Gymnasium

Niels Roholt

Side 12 af 20

Figur 12. Lever-portåresystemet Blodet fra tyndtarmen strømmer over i mesenteriets vener, som ender med at løbe sammen med den lienogastriske vene, hvorefter de til sammen danner portåren. (ve-na portae). Portåren løber ind i leveren, hvor den forgrener sig i et sekundært kapillærnet. Kapillærnettet løber dernæst sammen i den store levervene, der ender med at tømme sit blod ud i den nedre hulvene (ikke gengivet på figur 12). (Uddrag fra øvelsesvejledning 6)

Biologi Egå Gymnasium

Niels Roholt

Side 13 af 20

(Uddrag fra øvelsesvejledning 7)

Biologi Egå Gymnasium

Niels Roholt

Side 14 af 20

Figur 14. Nyrens opbygning (a) Beskrevet ude fra og ind består en nyre af en bark (cortex), en marv (medulla) og inderst et ny-rebækken (pelvis). Såkaldte nyrepyramider opbygger marven, og nyrebækkenet står direkte i kontakt med urinlederen (ureter). (b) Et forstørret udsnit visende nyrebarken og en nyrepyramide. Nyrernes funktionelle enheder kaldes nephroner. En nephron består en Bowman'sk kapsel, et pro-ximalt snoet rør (tubulus), Henles slynge, et distalt foldet rør (tubulus) og et samlerør, der strækker sig både gennem barken og marven. Urinen, med sit indhold af affaldsstoffer, løber via samlerøret ud i nyrebækkenet og herfra videre i urinlederen, som udmunder i urinblæren (ikke vist på figuren).

Biologi Egå Gymnasium

Niels Roholt

Side 15 af 20

Figur 15. Ekskretionsorganerne og kønsorganerne hos en han pattegris. Urinlederen (ureter) udmunder i urinblæren, som ligger mellem navlestrengens arterier. Urinrø-ret (urethra) leder urinen fra urinblæren til penis. Penis fører ud til forhudens (preputium) mun-ding. Testiklerne ligger i en lomme i pungen (scrotum). I testiklerne produceres der sperm, der op-lagres i bitestiklerne (epididymis) på testiklernes yderside, og føres herfra til sædlederen (ductus de-ferens) som udmunder i urinrøret.

Biologi Egå Gymnasium

Niels Roholt

Side 16 af 20

Figur 16. Forstørret dorsalt billede af ekskretionsorganerne og kønsorganerne hos en han pattegris. Sæd-blærerne ligger nær ved forbindelsesstedet mellem urinrøret og sædlederen. De to Cowperske kirt-ler sidder på hver sin side af urinrøret

Biologi Egå Gymnasium

Niels Roholt

Side 17 af 20

Figur 17. Ekskretionsorganerne og kønsorganerne hos en hun pattegris. Urinlederen (ureter) udmunder i urinblæren. Urinrøret (urethra) leder urinen fra urinblæren og forbindes med vagina (skeden), så de tilsammen danner en vaginal vestibule.

Biologi Egå Gymnasium

Niels Roholt

Side 18 af 20

Figur 18. Kønsorganerne hos en hun pattegris (forstørret). Livmoderhalsen (Cervix) og skeden (vagina) er klippet op for at vise folderyggene i livmoderhal-sen, og som mangler i selve skeden. Den vaginale vestibule er et kammer, der er dannet ved en sammensmeltning af skeden og urinrøret (urethra).

Biologi Egå Gymnasium

Niels Roholt

Side 19 af 20

Tillæg Fagudtryk og teknikker der benyttes i anatomi og ved dissektion af dyr

(Planer, retninger og udsnit af kroppen) Udtryk til beskrivelse af retninger (”forende, bagende, rygside, bugside”) De fagudtryk, der benyttes til anatomisk beskrivelse af firbenede dyr (som f.eks. pattegrisen), er kun lidt forskellige fra de termer der benyttes ved beskrivelse af dyr og mennesker, der går på bagbene-ne. Før en dissektion: Bliv fortrolig med følgende fagtermer, som benyttes på firbenede dyr (figur 1).

Figur 1

Højre/venstre: refererer altid til dyrets højre eller venstre side, ikke til din egen orientering. Anterior: (lat. 'længere fremme, forrest'), forrest på et dyr eller på forsiden af et menneske. Cranial, (af lat. cranialis, se kranium), beliggende i hovedenden af et dyr eller hørende til dyrets kranium Posterior: (lat. 'bagtil, bagest'), i anatomi en struktur beliggende bagtil i et dyr eller mod rygsiden hos et menneske, modsat anterior. Caudal: (lat. cauda 'hale'), bagtil, beliggende i hale- eller bagenden af et dyr; ”mod halen”. Dorsal, (af lat. dorsalis 'vedr. ryggen', af dorsum 'ryg'), rygstillet, beliggende i et dyrs rygside, eller om oversiden af fx vinger og blade (modsat ventral). Ventral: (af senlat. ventralis 'som har med bugen at gøre', afledn. af lat. venter 'bug'), bugstillet, be-liggende i et dyrs bugside eller om undersiden af fx vinger og blade (modsat dorsal). Fagudtryk der relaterer til kroppens position Proximal: den nærmeste; placeret nærmest ved kroppen eller centrum, for eksempel: ”grisens albue er proximal i forhold til dens vrist." Distal: placeret væk fra kroppen eller et fasthæftnings/referencepunkt, for eksempel: "tæerne er distale i forhold til anklerne." Superficial: ligger på toppen eller nær kroppens overflade. Planer og snit En sektion (”snitflade”) er et snit gennem en struktur. Et plan er en imaginær linje langs hvilken et snit kan lægges. I anatomi refereres der almindeligvis til planer eller sektioner (Figur 2). Sagittal snit: deler kroppen i venstre og højre halvdele. Det er en longitudinal eller deling i længde-retningen fra anterior til posterior.

Biologi Egå Gymnasium

Niels Roholt

Side 20 af 20

Frontal snit: Et snit i længderetningen fra anterior til posterior, som deler kroppen i en dorsal og ventral del eller halvdel. Transvers snit: Ligeledes et tværsnit. Det deler kroppen i anterior og posterior dele eller markerer et snit på tværs med den mindste diameter.

Figur 2

Dissektionsteknikker Når man undersøger en organismes anatomi er udtrykket dissektion måske et lidt misvisende ud-tryk. Dissektion betyder nemlig bogstaveligt talt at skære fra hinanden stykke for stykke. I øvelsen er det meningen på passende vis at blotlægge de forskellige organer og strukturer mere end det er at skære dem i stykker. De første snit kræver, at man skærer i kroppen på forsøgsorganismen, men efter at kropshulen er blotlagt, skiller man normalt kun de enkelte organer og strukturer fra hinanden, og benytter kun sjælden en egentlig dissektion. I overensstemmelse hermed vil man benytte skalpel, når man foreta-ger de første snit i kropsvæggen hos et stort forsøgsdyr, men sjældent når man undersøger små dyr eller organer fra store dyr. Man benytter altid en saks til at uddybe de første snit, der er foretaget med en skalpel i store dyr, og til at opskære kroppen på små dyr. Når man benytter en saks, skal man så vidt muligt styre spidsen opad, så man undgår at skade dybereliggende organer og væv. Når kropshulen ligger åben skal man bruge pincetter og den uskarpe, flade sonde til omhyggeligt at adskille organerne og til at fjerne bindevæv, som dækker over organer og kanaler. Dissektionsnåle har ikke den store nytteværdi. Skær aldrig organer væk eller overskære blodårer, nerver eller tarm, med mindre, der gives besked om det. At udføre en god dissektion tager lang tid og må ikke gennemføres med hastværk. Når man under-søger en organismes anatomi, er målet at blotlægge alle anatomiske dele så de let kan undersøges og fremvises til ens arbejdspartner eller til vejlederen.