Bent Haller - Magnolia af Skagerrak (læseprøve)

99496_magnolia af skagerrak_cs6_r1.indd 4 30-03-2015 08:38:05

En sær fangst

Magnolia var på vej ned til stranden sammen med sin storebror og sine to kusiner, den lyshårede Regina og den mørkhårede Zille med zigzag-Z. Da hendes storebror var næsten et år ældre end Regina, og næsten to år ældre end Magnolia, var det ham, der gik forrest ned mellem klitter-ne med fiskestangen, en hvid stofpose for enden af en lang bambusstang. Han gik og svingede med den, som om han var leder af et orkester. Tamburmajor af kransekageorde-nen, som morfar sagde, før de drog af sted.

Bag storebror kom kusinerne, Regina foran Zille. Efter-som hun var den ældste af de to, gik hun på den eftertrag- tede plads lige bag tamburmajoren og var derfor blevet betroet den røde skovl. Hun bar den over sin ene skulder som et gevær.

Zille bar den blå spand, mens Magnolia, den mindste, lidt eftertænksomt sakkede bagud og ikke var betroet andet end at skulle passe på sig selv og så ellers bare følge efter de store og se, hvordan de gjorde.

– Pas på hugormene, råbte storebror.Det skulle man, der var nemlig hugorme i både græs,

lyng og marehalm, og de kunne være farlige for børn, sær-ligt for dem på Magnolias alder, havde storebror sagt, deres blod smagte bedst, fordi det var fyldt med brystsukker.


Magnolia passede altid meget på, hvor hun satte sin fod, og hun havde en forkærlighed for at gå med lyserøde gummistøvler, selv når de andre gik i sandaler eller med bare fødder.

Der gik de så efter størrelse, de fire i flok. De var på tid-lig sommerferie hos deres bedsteforældre i sommerhytten med hemsen og det brusende hav ved Skagerrak, under en blå forsommerhimmel med kun enkelte hvide skytotter.

Magnolias mor og far var taget på fjeldvandring ved Jotunheimen i Norge, for at se om det kunne kvikke mor lidt op. Hun havde nemlig været syg, selv om man ikke kunne se det på hende.

Da Magnolia kunne mærke, at der var “noget”, havde mor bare sagt, at det snart ville gå over. Det skulle Mag-nolia ikke bekymre sig om.

Jotunheimen i Norge, som mor og far var taget til sam-men med onkel og tante, var ikke et sted at tage rollinger med hen, det var alt for farligt og besværligt med alle de stejle fjelde, de ville også hellere i sommerhytte med hems ved havet, så kunne de sove sammen alle fire, være sent oppe, sove længe og få pålægschokolademadder til mor-genmad.

Morfar fattede ikke, hvorfor de voksne ikke hellere ville klatre op ad Kebnekajse i Sverige. For morfar var alting meget bedre i Sverige, på nær én eneste ting: dansk øl.

Ungerne skulle gennem de høje klitter, og de måtte godt gå ned på stranden, alene fordi de kendte stien derned, der

6


var ikke noget at tage fejl af, hvis blot man undlod at gøre svinkeærinder, som morfar sagde.

Da Magnolia ville vide, hvad “svinkeærinder” var for no-get, sagde morfar, at det betød, at de ikke måtte tage på ureglementerede afstikkere. Så ville storebror have at vide, hvad “ureglementerede afstikkere” betød, og morfar sagde: Skrub nu af med jer, og hold jer på stien.

– Og samme vej tilbage, sagde storebror.– Nemlig, sagde morfar, – du er nu ikke så dum. Det eneste, de ikke måtte, var at gå ud i æ hav. Det var

absolut forbudt. Og de måtte under ingen omstændighe-der prøve at fange en hugorm, hvis de så en, og putte den i et tomt syltetøjsglas, uanset hvor lille den var. De små var nemlig de farligste. De kunne hoppe og bide én i næsen.

I den forbindelse havde morfar haft fat i storebror og rusket ham lidt i skulderen, fordi han somme tider glemte at være bange for det, som virkelig var farligt, det havde far også sagt i sin afskedsforelæsning.

7


Det skulle storebror rette sig efter, ellers var det slut med at gå nogen steder alene i spidsen for de mindre børn.

– Pas på hugormene, råbte storebror igen, – hvis I bliverbidt, får jeg skylden. Det er skideuretfærdigt, men sådan er livet.

De skulle ned og fiske. Storebror havde sagt til mormor, at hvis hun sørgede for kartofler, så skulle han nok, person-ligt, sørge for fisk til aftensmaden.

– Kom nu, Magnolia, råbte han af og til uden at vendesig, fordi han vidste, at hun altid sakkede bagud. Det kun-ne også høres på den uappetitlige slubren, der lød fra hen-des lidt for store gummistøvler.

– Jeg er overhovedet ikke ked af noget, hvis det er det,du tror, råbte Magnolia. Hun var nemlig holdt op med at spørge, hvornår mor kom tilbage.

Når hun af og til sakkede bagud, så var det måske, fordi hun fik øje på en

blomst. Så satte hun sig på hug og undrede sig. Hun syntes for

eksempel, det var helt fanta-stisk, at de små hvide og vi-

olette stedmoderblomster kunne vokse i klitternes sand. Det var også sjovt, at der fandtes blomster, som havde fiskenavne. For eksempel den gule torskemund.

8


– Kom nu, Magnolia, råbte storebror, – der er ikke nogetat være ked af.

– Det kan du selv være, mumlede Magnolia.

Der blæste en temmelig livskraftig sidevind, det gjorde der næsten altid ved Skagerrak, altså når det ikke ligefrem væl-tede ind med regnpiskende kulinger. For tiden var det knas- tørt vejr, men blæsten var strid, og det kunne være svært at finde læ.

Selv om mormor havde smurt dem ind i solcreme, så var de alle fire så brune som chokoladestænger, for nu havde de været fjorten dage ved det brusende hav under den blå himmel, og solbrændt bliver man altså, når man tumler rundt i solen fra morgen til aften. Selv lille Magnolia med de mange tilnavne: gavstrik, stump og trold, som endelig var holdt op med at spørge om, hvornår mor kom tilbage, havde en gyldenbrun hud, både på forsiden og på bagsiden. Kun under fødderne og i håndfladerne var huden stadig-væk lys.

Selv om mormor smurte dem ind, så var det ikke, som når mor gjorde det. Hun var storforbruger af solcreme.

– Kom nu, Magnolia, råbte storebror.– Jeg kommer, råbte Magnolia og satte farten lidt op.

I læ mellem sandbjergene hang der en duft af klitroser og lyng. Marehalmen havde en meget tør, halmagtig lugt. Magnolia syntes, det var en fryd for næsen. Her var det med at se sig godt for, ikke kun på grund af hugormene, der var andre farlige dyr, myg, brumbasser og hestebremser.

9


Det gjorde noget så forbistret ondt, hvis man blev stukket af en hestebremse.

Firbenene gjorde ingenting, dem måtte storebror godt prøve at fange, hvis han havde lyst til det, havde morfar sagt, de var nemlig alt for hurtige for ham. De sorte baby- orme var ikke farlige, de var ikke engang giftige, for det var ikke rigtige slanger. Det var stålorme. De var ikke lavet af stål, det så bare sådan ud, fordi de var blanke.

De absolut værste krapyler i hele verden, og dem fryg-tede alle i familien med særdeles god grund, det var Dan-marks farligste dyr: skovflåten. Den var så lille, at man næs- ten ikke kunne se den. Den sugede blod, også af døde dyr og dødningehoveder og kunne være ekstrem giftig.

Da storebror fik sådan en på sig, troede han, at han skul-le dø, og hylede i vilden sky. Så gik Magnolia og kusinerne ud i marken og plukkede vilde blomster til at lægge på hans grav, men han døde ikke.

– Pas på skovflåterne, råbte storebror.De små vampyrer levede på rådyrene, ræven, måren og

haren, og den slags dyr var der mange af, alt for mange, sagde morfar, som bebrejdede jægerne, at de ikke skød nogle flere af dem. Tidligt om morgenen gik rådyrene for eksempel lige uden for vinduerne og spiste af mormors hyben. Magnolia kunne godt lide dem. De lignede noget på et postkort, syntes hun.

10


Hvis der ikke lige var et rådyr, ræve, mår eller harer i nærhe-den, når skovflåten blev blodsulten, såsprang den på men-neskene og deres hun-de. Og man kunne bli-ve så syg af et flåtbid, at man blev nødt til at gå til lægen og få penicillin. Ja, man kunne dø af det.

Når de var på stranden, skulle de altid se efter “stenmønter” til morfar, dem samlede han på, de skulle være runde, tynde og flade på begge sider. De var ikke så lette at finde, men de fandtes, morfar havde efterhånden fået samlet en del. Han gemte dem i en skat- kiste ude i skuret.

Hvis de kom hjem med en “stenmønt”, den måtte ikke være større end en dansk femkrone, så gav morfar en is ved ishuset oppe på campingpladsen, hvis de altså orkede at gå derop, der var nemlig tre kilometer hver vej. Det or-kede de som regel godt. Engang spurgte storebror:

– Er det fuldstændig utænkeligt, morfar, at starte bilen og køre op til campingpladsen og få en is?

Det var virkelig fuldstændig utænkeligt. Hvis de ville have en is, så måtte de selv hente den.

11


De var ikke de eneste på stranden. Der var altid menne-sker, når solen skinnede, og det kun blæste en halv pelikan. Folk satte farvestrålende læhegn op, så de kunne solbade og læse aviser og bøger.

Mormor og morfar kunne også godt lide at finde et sted, hvor de var i læ for vinden, og læse eller sove til middag un-der bøllehatten. Hvis de ellers kunne få fred til det. Det var blandt andet på grund af morfars middagslur, at de havde fået lov til at gå alene ned på stranden. I begyndelsen hav-de morfar altid været med, men det blev han til sidst træt af.

– I kender vejen, sagde han.Det var uden for den tid, hvor de fleste holdt ferie, først

på sommeren omkring sankthans, den bedste tid, mente


mormor, så var der ikke så mange mennesker, som der ple-jede på sådan en blæsende solskinsdag. Alligevel var der en familie, far, mor og to børn, som var ude at bade. De råbte og skreg, fordi vandet var koldt, så man kunne høre, at de kom fra Tyskland. De sprøjtede vand på hinanden, svøm-mede på ryggen og sparkede med benene og syntes vist, alting var, lige præcist som det skulle være.

– Her, sagde storebror og standsede, da de faktisk heller ikke kunne komme længere. De var nået ned i havstokken. – Stop.

Magnolia og kusinerne stoppede lydigt op og så til, mens storebror med enden af sin fiskestang tegnede en lang, nogenlunde lige streg i sandet, og derefter tre mere, så det blev til en sammenhængende firkant.

– Det her er vores fiskeplads, sagde han. – Nu går jeg ud i den farlige havstok og prøver, om jeg kan fange en fisk. I putter vand i spanden, så vi kan have fisken i den, når vi går hjem, I ved godt, at morfar kun vil spise levende fisk.

– Ja, hvis de er helt friske, sagde Regina.– De må ikke lugte af rådden tang eller noget, sagde

Zille.– Det er det, jeg siger, sagde storebror. Han havde for

resten også et navn, han hed Orbin, men han blev aldrig kaldt andet end storebror. – Og så graver I en kanal her, hvor jeg har tegnet fiskepladsen, som I kan fylde med vand, så kan fisken svømme lidt rundt og holde sig i form, indtil vi går hjem. Har alle forstået det?

De tre piger nikkede.

13


– Også dig, Magnolia?Magnolia nikkede igen og var spændt på, om storebror

virkelig kunne fange en fisk. Han troede altid, han kunne alt muligt, fordi han var den ældste, men hun vidste, at det var svært at fange fisk i vandkanten. Man skulle ud på det dybe vand, og der måtte storebror ikke gå ud, så ville han blive rusket af morfar.

Fordi hun var den mindste, måtte hun ikke bruge skov-len, det var Regina, der sad med den, men man kunne lige så godt bruge hænderne til at grave med, så hun gravede i den streg, storebror havde tegnet i sandet. Det var let nok. Hun lagde det opgravede, våde sand på kanten og klappe-de det lidt til med en flad hånd, så det blev til en pølsemur.

Da hun gravede dybt, kom der også vand. Snart havde de lavet en flot kanal, og storebror stod i vandkanten og førte fiskestangen frem og tilbage.

– Så er der bid, råbte han triumferende og kom løbende.Men det var ikke en fisk, det var bare noget tang, men

det kunne også bruges, det kom i spanden, som Regina havde fyldt med vand, så havde fisken noget at spise.

– For hvis jeg nu fanger en fisk, der er for lille til aftens-maden, sagde storebror, – så kan den vokse sig stor i span-den på grund af det der sunde tang, som jeg lige har fanget, og som er ret sjældent.

Magnolia og kusinerne måtte hele tiden fylde vand i kanalen. Det varede kun to sekunder, før de måtte begynde forfra, fordi vandet hurtigt sank ned i sandet. Magnolia syntes næsten, det var en tryllekunst.

14


De skiftedes til at gå ned i vandkanten og hente vand, også Magnolia fik lov til at prøve, selv om hun var den mindste, og da kusinerne til sidst blev trætte af den trafik, så fik Magnolia lov til at gå frem og tilbage med spanden, så mange gange hun havde lyst.

– Så er der bid, råbte storebror, – jeg har fanget en fisk, jeg har fanget en fisk.

Han kom styrtende med den fyldte fiskepose, så det sprøjtede omkring ham.

15


Magnolia og kusinerne rykkede sammen omkring ham. Det var ikke til at se, hvad det var, der rørte sig i fiskeposen, men der var altså noget, det var de enige om. Det var noget ulækkert, men en fisk var det alligevel ikke. Det var bare en krabbe.

– Ned i spanden med den, sagde storebror. – Så har fisken noget at leve af. De er ret sjældne, de der krabber.

Til sidst blev det en lille smule kedeligt. Magnolia og kusi-nerne havde sat sig og kikkede på storebror. Han fiskede og fiskede, og hver gang han råbte: “Så er der bid,” kiggede de bare på hinanden og trak på skuldrene, som regel var det bare et eller andet “snadder og snask”, måske en halv vand-mand, en muslingeskal eller en lille, død søstjerne. Engang

16


var det en halv citron. Men hvis han nu virkelig fangede en fisk, var der i hvert fald mad nok til den.

– Nu gider jeg ikke det her mere, sagde Regina og rejste sig. Hun brugte lang tid på at børste sand af buksebagen, mens hun så sig mellemfornøjet omkring. – Han fanger al-drig noget. Hun rystede på det lyse, skulderlange hår, som havde små slangekrøller i spidserne.

– Får vi så ingen aftensmad? spurgte Zille.Det var der ingen, som kunne svare på. Men mon ikke

mormor i det mindste havde købt kartofler, så kunne de få kartoffelsalat med agurk og tomater, det var også godt nok, især hvis der var koldskål med kammerjunkere til dessert.

– Vil I med hjem? spurgte Regina.– Det vil jeg godt, sagde Zille.– I må hellere blive her, indtil jeg er færdig med at fiske,

sagde storebror, – det er for farligt at gå hjem alene.– Nu går jeg i hvert fald, sagde Regina.– Jeg går med, sagde Zille.– Ja, for hun tør jo ikke gå alene, når det kommet til

stykket, sagde storebror og hævede stemmen. – Du bliver her, Magnolia. Det er mig, der har ansvaret for dig.

– Ja, ja, sagde Magnolia, – du behøver ikke råbe det til mågerne.

– Pas på hugormene, råbte storebror. Så gik de to kusiner hjemefter, hånd i hånd og skulder

ved skulder, og da de var væk, var det, som om storebror blev en anden. Han virkede ikke længere så streng. Mag-nolia fik endda lov til at prøve at holde fiskestangen. Store-bror viste hende, hvordan hun skulle gøre.

17


– Sådan, frem og tilbage, frem og tilbage.– Det er da let nok, sagde Magnolia.– Så let er det altså heller ikke, sagde storebror, – vi har

ikke fanget noget endnu, vel? Havet er stort. Men nu kan du jo prøve, siden du synes, det er så let, så sidder jeg her og hviler mig lidt.

Magnolia kunne godt lide at fiske, og mens hun stod der og førte fiskestangen frem og tilbage, frem og tilbage, forbed-rede storebror kanalen rundt om fiskepladsen.

– I har jo ikke gravet den dyb nok, brummede han ær-gerligt, – aldrig kan man sætte jer fjollerikker til noget som helst. Det er, som om I ikke forstår, hvad man siger til jer, selv om man snakker med de store bogstaver.

Mens Magnolia stod der uden den helt store tiltro til, at det ville lykkes hende at fange en fisk, der var stor nok til aftensmaden, gav det et voldsomt ryk i bambusstangen. Det føltes lidt, som om hun havde fået en sten i fiskeposen. Eller en rusten cykellås.

– Så er der bid, stønnede hun, ligesom storebror, for det var sådan, man gjorde, når man havde fået noget i posen.

– Ja, den er god med dig, Magnolia, sagde storebror uden at afbryde sit arbejde, – hvis det er en levende krab-be, så smid den i spanden, er det den anden halvdel af den vandmand, jeg fangede for lidt siden, så lad den bare ligge til tørre.

– Der er altså et eller andet, som bevæger sig, sagde Magnolia og kikkede ned i posen.

18


– Lad mig se, sagde storebror.Han tog fiskestangen, vendte bunden i vejret på posen,

og ud i sandet faldt den særeste fisk, de nogensinde havde set.

– Hold da op, det ER en fisk, måbede storebror, – vi har fanget en fisk, Magnolia, den er godt nok grim.

Det var lige, før Magnolia blev fornærmet. Han skulle al-deles ikke kalde hendes fisk grim, selv om den godt nok så lidt mærkelig ud.

19


– Den er helt grå, sagde Magnolia.– Jeg tror, det er en ulk, mumlede storebor og bøjede sig

over den sære skabning. Han prikkede til den. Den rørte sig og vrikkede lidt med sin lille hale. – Se de øjne. Det er en dybhavsulk, føj for pokker.

Magnolia havde aldrig set sådan en fisk, ikke engang i en billedbog. Den var tyk på midten, nærmest klumpet, ikke meget større end en tennisbold, og så havde den enormt store, plettede øjne. Kroppen var grå som cement, og den havde en skæv næse med en svag rødlig streg. Hun kom til at fnise. De store, kuglerunde, lidt uhyggelige øjne stak frem. Pupillerne var sorte. Der groede små krebsdyr på den.

– Det er et lille monster, sagde storebror. Det havde han forstand på, han havde set mange naturudsendelser på iPad’en. – Det er en typisk dybhavsulk, det er derfor, den har så store øjne, den kan se i mørke. Føj, den kan i hvert fald ikke spises, den er sikkert giftig, lad os slå den ihjel og se, hvad der er indeni.

– Nej, sagde Magnolia, – det er synd. Hun turde ikke røre ved fisken med hænderne, men ved hjælp af skovlen fik hun den losset over i spanden.

– Vil du have det uhyre med hjem?– Så de andre kan se den, sagde Magnolia.– Hør her, sagde storebror, – det er min fiskestang, så

jeg har været med til at fange den, og så jeg har også ret til at bestemme over den.

– Det var altså mig, der fangede den, sagde Magnolia. – Du så det selv.

20


Documents

Bent Haller - Magnolia af Skagerrak (læseprøve)