Alling Kloster Klosterruin på de lave enge syd for Alling Sø.

middelalder 1050-1536 Alling Kloster blev opført af benedictinermunke omkring 1230-60 og eksisterede som kloster frem til Reformationen. Før Alling Kloster blev oprettet fandtes der et kloster i Vejerslev 8 km mod vest. Klostret i Vejrslev blev nedlagt og munkene overflyttet til Alling Kloster. Klosterkirken i Vejerslev eksisterer fremdeles, men nu som sognekirke. Det bærende element i udpegningen er klosterruinen og landskabet omkring de lave enge syd for Alling Sø. Sårbarhed: Som i middelalderen ligger Alling Kloster også i dag isoleret i området syd for Alling Sø, og området bør friholdes for beplantning så synligheden af den karakteristiske beliggenhed bevares.

Allinggård Herregårdslandskab med hovedgård fra den sene periode 1725-1900

storlandbrug 1536-1750 Allinggård ligger på kanten af Gudenådalen og Alling Å dalen, omgivet af skov og et stort parkanlæg. Allinggård kan muligvis skrive sin historie tilbage til middelalderen, hvor den skulle have været ladegård til Alling Kloster. Hovedgården er opført i palæstil i 1919-1920 og avlsbygningerne stammer fra samme periode. Et lille elektricitetsværk har udnyttet vandkraften i Alling Å. Kulturmiljøet omfatter hele ejerlavet. Sårbarhed: nybygning, om og tilbygning, nedrivning

Bryrup-Vrads jernbane Jernbanestrækning og station.

Jernbanen fra Horsens til Bryrup blev indviet den 22. april 1899 med to daglige afgange i hver retning. I 1929 blev banen forlænget til Silkeborg. Togdriften blev indstillet igen i 1968. Horsens-Bryrup-Silkeborgbanen transporterede passagerer, gødnings- og foderstoffer og desuden dyr til slagteriet i Horsens. Strækningen mellem Bryrup og Vrads er bevaret som veteranbane og den smukke Vrads Station fungerer som sommerrestaurant. Det bærende element i udpegningen er Baneforløbet og stationen i Vrads. Kulturmiljøet er en strækningsudpegning. Sårbarhed: Både station og jernbanestrækningens overlevelse forudsætter lokalt engagement som nu. Det er vigtigt, at stationsbygningen bevarer sin ensomme beliggenhed og at den i øvrigt ikke bygges, udvides eller på anden måde ændres.

Gjessø Forsamlingshus

Forsamlingshuset i Gjessø er landets ældste fungerende forsamlingshus, opført i 1874. Huset står i marksten med rundbuede "staldvinduer" i støbejern og med en lille tværstillet våbehuslignende entrefløj. Det bærende element i udpegningen er Bygningen. Afgrænsning: Kulturmiljøet omfatter forsamlignshuset. Sårbarhed: Sårbar over for om- og tilbygning og modernisering.

Grane Plantage Kuperet område med stor koncentration af høje.

Forhistorisk tid - 1050 I det kuperede plantageområde i den sydlige del af Grane Plantage omkring Tingdalen og Rævsø ligger en stor koncentration af især små bronzealderhøje. Højenes synes anlagt langs de to Hærvejsforløb, som går gennem området og som mødes syd for Grane Plantage. Syd for Rævsø ligger de små høje tæt og flere af dem kan ses fra vejen. Syd for det udpegede kulturmiljø, på en hede i Kongsø Plantage, ligger et område med mange høje. Det bærende element i udpegningen er højene og Hærvejsforløbene. Mod syd er kulturmiljøet afgrænset af skoven og mod vest og øst primært af skovveje og brandbælter gennem området. Området er sårbart over for tilgroning og tungt maskinel.

Grauballegård Herregårdslandskab fra den mellemste periode 1625-1725.

Grauballegård ligger nord for Grauballe på højtliggende og noget sandede jorder. Gården er skabt i 1600-tallet ved sammenlægning af fire store gårde. Den nuværende hovedbygning er en grundmuret rødstensbygning i ét stokværk og med to sidefløje. Det bærende element i udpegningen er hovedbygningen. Kulturmiljøet er afgrænset til hovedbygningen og haven. Området er sårbart over for om- og tilbygning.

Hesselskov Skovområde med stor koncentration af høje.

forhistorisk tid -1050 I den beskedne Hesselskov vest for Mollerup ligger et stor antal velbevarede gravhøje side om side inde i skoven. Højene stammer formodentlig fra bronzealderen. Det bærende element i udpegningen er antallet og tætheden af højene. Omkring Hesselskov følger afgrænsningen skoven mens den længere nordpå omkring Ligeskov er mere blødt afgrænset. Kulturmiljøet strækker sig helt ind til Linå af hensyn til et par markante høje umiddelbart øst for denne. Området er sårbart over for hårdhændet skovdrift, dybdepløjning og grøftning. Der bør udvises forsigtighed ved fældning af de store bøgetræer i Hesselskov.

Hjortsballe Them Tidligere hedeområde, nu plantageområde som rummer fine jernalderagre.

Forhistorisk tid - 1050 På det der indtil for et par generationer siden var et hedeområde omkring Hjortsballe og Fogstrup, har der i jernalderen været et udstrakt og sammenhængende agersystem, som stadig træder tydeligt frem på luftfotos fra 1960'erne. Store dele af dette agersystem er i løbet af de seneste årtier plantet til med nåletræ. Et fredet område med agre fra førromersk jernalder er bevaret inde i skoven. Her ses agrene som flade områder omgivet af lave volde, de såkaldte digevoldninger. Adskellige steder i områder er der desuden store rydningsrøser og nogle karakteristiske små gravhøje, som man kender dem fra det midtjyske område, bl.a. længere sydpå i Grane og Kongsø Plantager. Agrene blev dyrket i perioden ca. 500 f. Kr. til 200 e. Kr. Agrene er bevaret, fordi området ikke har været opdyrket i den efterfølgende periode. Det bærende element er agrene, højene og stenrøserne. Afgrænsning: Kulturmiljøet, hvis kerne er det fredede område med agre inde i skoven er afgrænset således, at det øst for liggende skov- og hedeområde Gavlbanker ligeledes er omfattet, hvilket også gælder for en del af

Elmelys marker. Det vil formodentlig stadig være muligt at finde flere overleverede agerormåder inden for kulturmiljøet. Sårbar over for opdyrkning og beplantning, hvilket dog ikke gælder den fredede del af kulturmiljøet.

Hærvejen i Silkeborg kommune Omfattende vejsystem fra Viborg og ned i Nordtyskland.

Hærvejen er på visse stræk et entydigt og kendt vejforløb, mens det på andre stræk er et system af paralleltløbende veje. I de århundreder, hvor Hærvejen blev benyttet til studedrift fra godserne i Jylland til markederne i Nordtyskland var der på flere strækninger både en sommervej og en vintervej. Hærvejen løber på vandskellene ned midt gennem Jylland. Dens historie går formodentlig langt tilbage i tiden, hvad ikke mindst de mange gravhøje langs Hærvejen indikerer, men især i Middelalderen og i 16- og 1700-tallet var Hærvejen kendt viden om. Pilgrimmene på vej til Rom eller Santiago - eller Tronheim - benyttede vejen. Konger, gejstlige og handelsfolk kendte og benyttede Hærvejen og i storlandbrugets århundreder var det den foretrukne drivvej for kvægdrifterne fra nord- og østjylland. I løbet af 1800-tallet mistede vejen sin betydning. På nogle strækninger er den blevet asfalteret, f.eks. i amtets vestligste del, hvor i hvert fald ét spor af Hærvejen er blevet til hovedvej A13. Andre steder er den forfaldet og groet til. Forbløffende mange steder ligger sporene af Hærvejen imidlertid tilbage i landskabet. Det gælder ikke kun vejsporene men også kroer, studefolde, stenbrolægninger, dæmninger, stenkistebroer og andre spor fra århundredes leben på og omkring Hærvejen.

Det bærende element i udpegningerne er Vejforløbene, gravhøje m.v. Kulturmiljøet er afgrænset som flere forløb ned gennem den vestlige del af kommunen. I den sydlige del omkring Hjøllund Plantage er der såvel et vestligt forløb (hovedvej A13) som et østligt forløb omkring Vrads og længere nordpå, omkring Sepstrup Sande er der flere forløb som samler og deler sig. En del af strækningen går via Kragelund og genforenes senere med hovedforløbet syd for Funder Kirkeby.

En del af strækningen går via Kragelund og genforenes senere med hovedforløbet syd for Funder Kirkeby. Mod nord forgrenes vejforløbet. Et forløb, der går forbi Kong Knaps diger ved hærvejspassagen over Haller Å. Et østligt forløb passerer hjemstedet, hvor slaget på Grathe Hede fandt sted. Hærvejsforløbet går gennem Thorning og videre mod Viborg øst og vest om Hald sø. Det er således Hærvejsforløbet mere end de konkrete spor, der er afgrænset og hærvejudpegningerne falder flere steder sammen med forhistoriske udpegninger.

Områderne er sårbare over for tilplantning, intensiv landbrugsdrift, tilgroning og nye bebyggelser og anlæg som beboelse og vejanlæg.

Høgdal, Them Husmandssted

1750-1850 Høgdal er et intakt skovhusmandssted som formidler skovlovringernes (skovhusmænd i det midtjyske område) kultur og levevilkår. Stedet har kun i beskedent omfang ændret sig siden tiden omkring 1900, selvom det har været beboet op til midten af forrige århundrede. Fungerer nu som levende museum over skovhusmandskulturen. Det bærende element i udpegningen er husmandsstedet og de omgivende skovområder. Kulturmiljøet er afgrænset til ejerlavet. Ophør af museumsdrift er den største trussel mod stedet mange kulturhistoriske værdier

Højkold og Høvild Plantager og plantagevillaer.

Fra slutningen af 1700-tallet blev der gjort tilløb til at nyttiggøre heden gennem plantageplantning, men det var først med tabet af Slesvig og Sønderjylland i 1864, at plantningssagen for alvor fik vind i sejlene med oprettelsen af Det danske Hedeselskab i 1866. Hedeselskabets rolle var først og fremmest at virke som katalysator for plantageanlæggelse i privat regi. Nogle af de første plantager blev anlagt i Midt- og Vestjylland. Det bærende element i udpegningerne er Plantagevillaerne og de tilhørende store skovområder. Kulturmiljøet omfatter villaer og plantageområder. Sårbare over for om- og tilbygning.

Klosterlund ved Kragelund Kuperet moseområde med mange høje og bopladser.

forhistorisk -1050 På højdedragene rundt om mosen og især i egeskoven Stenholt Skov findes der en del høje, bl.a. et par usædvanlige gravhøje hvor fra der udgår lange stenrækker. De fleste af højene i området formodes at stamme fra bronzealderen. En helleristningssten har indhugget skåltegn. Der er fundet spor fra Ahrensburgkulturen, som er en tidlig jægerstenalderkultur, og bopladser fra Maglemosekulturen og Ertebøllekulturen. En overgang af trædesten er lagt ud i mosen. Et broanlæg stammer oprindeligt fra jernalderen. Flere nyere tids kulturhistoriske elementer i og omkring skoven. Det bærende element i udpegningen er trædestenene og bopladsområdet. Afgrænsningen følger på visse dele skoven, andre steder veje i området og andre steder igen terrænnet. Sårbarhed: Ved genetableringen af Bølling Sø er der taget hensyn til områdets forhistoriske værdier.

Kongsø Plantage ved Vrads Hedeområde med fritliggende høje.

forhistorisk tid - 1050 På de jævne skrånende sider af et større dalområde, hvori Grane Langsø, Kalgård Sø og Kongsø ligger, findes et åbent hedeområde med en koncentration af høje. Højene stammer formodentlig fra bronzealderen. Hærvejen har passeret tæt forbi området. Det bærende element i udpegningen er højene. Kulturmiljøet er overvejende afgrænset til hedeområdet. Området er sårbart over for ændret skovdrift, skovrejsning og tilgroning.

Linå Vesterskov, Linå Kuperet område med stor koncentration af høje og jernalderagre.

Tid: forhistorisk -1050 Kulturhistorisk hovedtræk: Kulturmiljøets hovedtræk: Det kuperede skovområde er rig på høje fra bondestenalderen og bronzealderen. På det skrånende terræn omkring Høgholt findes et område med agerterrasser fra jernalderen. Bærende element: Højene og terrasserne. Afgrænsning: Kulturmiljøet er afgrænset efter mindre veje i området og terrænet. Sårbarhed: Sårbar over for skovdrift med tungt materiel, grøftning og dybdepløjning.

Løve

Tid: forhistorisk tid - 1050 Kulturhistorisk hovedtræk: Område med mange høje. Kulturmiljøets hovedtræk: Meget kuperet moræneområde mellem de to ådale, hvor henholdsvis Kulsø og Kvindsø, Grane Langsø og Kalgård Sø ligger. Et område med stor koncentration af store og små høje, som ligger ganske frit og synligt på markerne mellem områdets gårde og huse. Ganske mange af højene har sigende navne som Svinhøj og Klovenhøje, Ulvehøje, Store Granhøj og Lille Granhøj, Harbo Høj og Giverkonen, der er en markant langhøj (jf. billedet). Bærende element: De fritliggende høje. Afgrænsning: Afgrænsningen følger dels vejen, dels skel og hegn i landskabet. Sårbarhed: Sårbar over for skovrejsning, hegnsplantning, intensiveret landbrugsdrift og tilgroning.

Løvenholt

Tid: landboreformerne 1750-1850 Kulturhistorisk hovedtræk: En sen herregård som blev skabt ved sammenlægning af tre bøndergårde o. 1830. Hovedbygningen er i ét stokværk med frontispice og karakteristiske kamtakkede gavle. Avlsgården, hvoraf den østlige længe er væk, er opført i grundmur i 1830'erne. Løvenholt var i begyndelsen af 1900-tallet grundtvigiansk højskole. Højskolens gymnastiksal ligger fremdeles bevaret i forlængelse af hovedbygningen. Et område syd for haven har været byens markedsplads. Kulturmiljøets hovedtræk: Bygninger, have og herregårdslandskab. Bærende element: Bygningerne og haven. Afgrænsning: Afgrænsningen omfatter ejerlavet. Sårbarhed: Nedrivning og til og ombygninger

Navn: Mollerup

Tid: middelalder 1050-1536 Kulturhistorisk hovedtræk: Landsby. Kulturmiljøets hovedtræk: Mollerup ligger placeret på en nordvendt skråning på en ådal. Landsbyens kerne udgøres af 6 meget tætliggende gårde, et træk, der er atypisk for områdets landsbyer, hvor gårdene typisk ligger mere spredt. Flere af gårdene har længer i kampesten. Omkring gårdene, mod nord og vest, ligger landsbyens småhuse. Der ligger også enkelte småhuse syd for Linåvej og på den anden side af ådalen. Mollerup omtales første gang i 1423 som Maalerup. Ifølge Frits Hastrup er Mollerup en uregelmæssig vejforteby. Bærende element: Strukturen og gårdene. Afgrænsning: Kulturmiljøet er afgrænset til landsbyen. Sårbarhed: Sårbar over for nybyggeri, om- og tilbygning, overflødiggørelse og nedrivning.

Nårup

Tid: forhistorisk tid - 1050 Kulturhistorisk hovedtræk: Område med bronzealderhøje. Kulturmiljøets hovedtræk: Landskabsmæssigt flot placeret række af bronzealderhøje, hvor især de fire høje NØ for Nårup Højgård udgør en fin enhed. Bærende element: Bronzealderhøjene. Afgrænsning: Mod SV er området afgrænset af hovedvejen mod S og NØ af småveje fra Mølkær i syd og omkring Doverhøj mod nord. Sårbarhed: Højene skal først og fremmest være synlige fra hovedvejen og der bør derfor ikke ske beplantning omkring dem.

Sejlgård

Tid: Storlandbruget 1536-1750 Kulturhistorisk hovedtræk: Herregårdslandskab fra den mellemste periode 1625-1725. Kulturmiljøets hovedtræk: Sejlgård ligger på det skrånende moræneplateauet oven for den dybe Funder Ådal. Hovedgårdens skovområder ligger fortrinsvis på de sydlige skråninger ned mod Funder Å. Sejlgård var i 1598 en bondegård under Silkeborg Slot. Hovedbygningen er opført i 1723 i egebindingsværk på kampestenssokkel. Bygningerne er i ét stokværk med sadelkvist og tegltag. Bærende element: Hovedbygningen. Afgrænsning: Kulturmiljøet omfatter ejerlavet. Sårbarhed: Bygningsmassen er sårbar over for nybyggeri, om- og tilbygning, overflødiggørelse og nedrivning.

Serup Skov

Tid: forhistorisk tid -1050 Kulturhistorisk hovedtræk Kulturmiljøets hovedtræk: Serup Skov ligger på kanten af den lille ådal hvor igennem Alling Å løber igennem. Området er ret kuperet. I Serup Skov findes flere gravhøje, bl.a. Troldhøj og Sørhøj samt flere overpløjede høje og ikke mindst bevarede jernalderagre. Bærende element: Jernalderagrene. Afgrænsning: Kulturmiljøet er afgrænset til skoven. Sårbarhed: Sårbar over for hårdhændet skovdrift, tunge maskiner, rendrift og dybdegående jordbehandling.

Silkeborg Kurbad

Tid: Industrialisering andelstid, nyere tid Kulturmiljøets hovedtræk: Silkeborg Vandkuranstalt blev grundlagt i 1883. Kuranstalten skiftede i 1918 navn til Silkeborg Bad. I dag holder KunstCentret Silkeborg Bad til i den nyklassicistiske badebygning, mens andre af kurbadeanstaltens bygninger tilsvarende har fået andre funktioner (restaurant, børnehave, udstillingsbygning) Silkeborg Kurbad ligger på de skovklædte skrænter ned mod Ørnsø. I et større parkområde ligger flere forskellige bygninger, som har været en del af kurbadeanstalten, bl.a. en skovvilla og en søvilla og det oprindelige hovedbygning kaldet Societetshuset. De nævnte bygninger - bortset fra badebygningen - er opført i slutningen af 1900-tallet i nationalromantisk stil med inspiration og lån fra centraleuropæisk byggestil. I tilknytning til kurbadet fandtes der en række pensionater bl.a. det nærliggende Aggerholm. Fra Anden Verdenskrig findes nogle bunkeranlæg i området. Bærende element: Kurbadets bygninger og parken. Afgrænsning: Kulturmiljøet omfatter bygningerne og parken samt Aggerholm og bunkerne. Sårbarhed: Om- og tilbygning og nybyggeri.

Sminge Kloster Klosterområde ved Gudenåen.

Tid: Middelaldedr 1050-1536 Kulturmiljøets hovedtræk: I 1165 grundlagde cisterciensermunkene et lille kloster her ved Sminge Sø. Klostret eksisterede kun ganske kort tid, hvorefter munkene i 1166 flyttede til Veng. Umiddelbart syd for Sminge Sø kan man i dag se resterne af klostret. Bærende element: Landskabet omkring klosterområdet Afgrænsning: Mod N-NV afgrænset af søen og Gudenåen, mod Ø-SØ afgrænset af vejen. Sårbarhed: Sårbar over for skovrejsning, hegnsplantning og tilgroning.

Sommerhusbebyggelsen Vesterlund

Tid: nyere tid 1920- Kulturmiljøets hovedtræk: Indlandssommerhusområde i Vesterskoven på en skråning ned mod Thorsø. I modsætning til mange nyere sommerhusområder ligger husene her spredt og "tilfældigt" i skovområdet. Sommerhusene repræsenterer flere perioder og der er såvel små sorttjærede hytter som store og moderne helårssommerhuse i området. Langs bredden af Thorsø finder man muligvis landets tætteste koncentration af private bådebroer. Bærende element: Landskabet og bebyggelsen. Afgrænsning: Kulturmiljøet er løst afgrænset omkring sommerhusområdet.

Stat-ene Område med markant beliggende højrække.

Tid: forhistorisk tid -1050 Kulturmiljøets hovedtræk: Meget kuperet og højtbeliggende moræneområde syd for Salten Ådal. De seks tilbageværende bronzealderhøje i højgruppen Ottehøje udgør en flot og ret markant beliggende højgruppe, som kan ses viden om. Vejen mellem Addit og Vinding skærer midt igennem højrækken og gør det derfor muligt at komme på tæt hold af højene. I den nærliggende Stat-ene skov findes et område med jernalderagre og en markant hulvej fra nyere tid. Bærende element: Højgruppen Ottehøje. Afgrænsning: Afgrænsningen følger højdekurver i terrænet. Afgrænsningen har til hensigt at undgå elementer i kulturmiljøet, der forstyrrer oplevelsen af højene så som master, møller og elledninger. Sårbarhed: Sårbar over for tekniske anlæg som sendemaster og vindmøller, skovrejsning og hegnsplantning der på forskellig vis kan forringe den uforstyrrede indsigt til højene.

Svejbæk Træskofabrikker

Tid: Industrialisering, andelstid Kulturmiljøets hovedtræk: Træskomageri og træskoproduktion har spillet en vigtig rolle i Søhøjlandet i 1800-tallet og et godt stykke op i det 20. århundrede. Skovhusmændene - de såkaldte skovlovringer - fremstillede træsko som håndgjort hjemmeproduktion, mens der i Gl. Rye og ved Svejbæk var tale om egentlig fabriksproduktion. Træskofabrikken i Svejbæk, Svejbæk Træskofabrikker, var i drift fra 1919-1946 og producerede op omkring en 1/4 million træsko om året og har beskæftiget omkring 30 mand. Bærende element: Fabriksbygningen. Afgrænsning: Kulturmiljøet er afgrænset til fabriksbygningen. Sårbarhed: Sårbar over for om- og tilbygning.

Svostrup Kro Landevejskro.

Tid: landboreformarne 1750-1850 Kulturhistorisk hovedtræk: Kulturmiljøets hovedtræk: Svostrup Kro er en gammel kongelig privilegeret kro som dels har betjent de vejfarende, som er kommet gennem Svostrup, men nok så vigtigt sejladsen på Gudenåen ikke mindst pramkarlene. Svostrup Kro er en firlænget gård, og var en af de meget søgte pramdragerkroer langs Gudenåen. I længen tættest på Gudenåen, var der indrettet kro i den ene ende af bygningen og købmandshandel i den anden. Bærende element: Krobygningen Afgrænsning: Kulturmiljøet er fagrænset til kroen. Sårbarhed: Sårbart over for nybyggeri og om- og tilbygninger.

Søbyvad Vandmølle Vandmølle.

Tid: Industrialisering andelstid Kulturmiljøets hovedtræk: Ved det gamle vadested over Søbygård Å ligger en større kornmølle som i sit nuværende anlæg blev opført i 1855. Der har dog været mølleri på stedet helt tilbage i middelalderen, hvor møllen i 1349 omtales som Søbyuadsmølle. Indtil 1962 var der også kro ved Søbyvad. Møllebygningen, som er i tre etager, er stilmæssigt et tidligt industribyggeri og som sådant sjældent. På møllen er der ud over møllevirksomheden også blevet produceret brød. Bærende element: Møllebygningen. Afgrænsning: Kulturmiljøet er afgrænset til selve møllen. Sårbarhed: om- og tilbygninger

Tovstrup Stærkt kuperet område på kanten af en ådal.

Tid: Forhistorisk tid og middelalder – 1050 og 1050-1536 Kulturmiljøets hovedtræk: I Sønderskov findes et agersystemer fra jernalderen. Desuden en ikke dateret dæmning/vej over dalbunden vest for hovedvejen ved Langvad Bro og neden for Langvad Bakke. Sønderskov rummer desuden nogle meget markante og dybe nord-sydgående hulveje. Bærende element: Hulvejene og agrene. Afgrænsning: Området omfatter den vestligste del af Sønderskov, mod øst afgrænset af Skovvej mod vest af hovedvejen og mod nord af skoven. Desuden er området omkring dæmningen med i udpegningen. Sårbarhed: Sårbar over for hårdhændet skovdrift, rydning og rendrift med tunge maskiner.

Trækstien Træksti langs Gudenåen.

Kulturmiljøets hovedtræk: Gennem en årrække i 1800-tallet fungerede Gudenåen som en til tider meget benyttet vandvej på strækningen mellem Randers og Silkeborg. På en del af Gudenåen kunne prammene stages, mens de på andre strækninger måtte trækkes enten af heste, hvor de kunne komme til, eller af pramkarle, der blev hyret fra opgave til opgave. Op til Hornbæk Enge kunne prammene stages, og herfra tog lejesvendene over indtil Bjerringbro, hvor hestene blev spændt for. Ned ad Gudenåen kunne prammen flyde af sig selv. Da pramfarten var på sit højeste i perioden mellem 1850 og 1880, var der over 200 pramme i drift på Gudenåen. Etableringen af jernbaneforbindelse fra Horsens til Silkeborg og fra Langå til Silkeborg fjernede grundlaget for pramdriften, der fik det endelige dødsstød da Tangeværket blev anlagt omkring 1920. Fra da af var det uigenkaldeligt slut med at besejle Gudenåen fra Randers til Silkeborg med pram. Netop ved Tangeværket står i øvrigt en original Gudenåpram til beskuelse. Bærende element: Trækstien. Afgrænsning: Kulturmiljøet er afgrænset som et strækningsanlæg. Sårbarhed: Så længe stien plejes er der ingen fare for, at den forsvinder.

Tvilum

Tid: forhistorisk tid og middelalder Kulturhistorisk hovedtræk: Område med lavtliggende sandede terrasser langs Gudenåen og med en stor koncentration af fortidsminder fra yngre stenalder til ældre bronzealder, germansk jernalder og middelalderen. Kulturmiljøets hovedtræk: Den særegne klosterkirke Tvilum kirke. Bærende element: Den særegne klosterkirke Tvilum kirke. Afgrænsning: Mod vest afgrænset af Gudenåen mens afgrænsningen mod syd, nord og øst ikke følger naturlige grænser i landskabet, men er trukket med henblik på at sikre de forhistoriske områder. Sårbarhed: En del af de forhistoriske områder er truet af landbrugsdrift. Der bør ikke plantes yderligere i området mellem Kirkeskov og landevejen, hvorved indsigten til kirken vil blive sløret. Området er udpeget som kirkeindsigtsområde.

Tvilumgård Herregård oprindelig fra den tidlige periode 1500-1625.

Tid:Storlandbrug 1536-1750 Kulturmiljøets hovedtræk: Tvilumgård ligger på kanten af det bakkede og temmelig sandede moræneplateau. Neden for Tvilumgård mod Gudenåen sporer man en karakteristisk terrasseformation som Gudenådalen er kendt for. Tvilumgård var oprindelig ladegård til Tvilum Kloster. Gårdens navn kendes som Lathegurth fra 1428. Ved Reformationen blev Tvilumgård inddraget af kronen og Frederik II lod gården omdanne til jagtområde. Senere blev der gården lagt ind under Skanderborg Rytterdistrikt. Den nuværende hovedbygning er fra 1870'erne og står i grundmur over høj kælder. Avlsbygningerne er et trelænget anlæg. Bærende element: Afgrænsning: Kulturmiljøet omfatter ejerlavet. Sårbarhed: Sårbar over for nybyggeri, om- og tilbygning, nedrivning, overflødiggørelse og efterfølgende forfald og nedrivning.

Velling Skov området Skovområde i Midtjylland.

Tid: landboreformerne og industrialisering 1750-1850 og 1850-1920 Kulturmiljøets hovedtræk: Området, der strækker sig fra Velling via Lystrupminde til Katrinedal rummer under ét mange elementer, der tilsammen anskueliggør områdets nyere kulturhistorie. Til de mere interessante elementer hører de beskedne husmandsteder, Kathrinedal Mølle og den nedlagte Lystrupminde Savmølle samt det ret forfaldne Kathrinedal Teglværk med karakteristisk ringovn. Turismens betydning for området fremgår af vandrehjemmet i Kathrinedal, der i øvrigt er indrettet i et tidligere mejeri samt Kulsø Hotel, der har haft en noget omskiftelig tilværelse. Bærende element: Samspillet mellem områdets forskellige elementer. Afgrænsning: Kulturmiljøet omfatter et større område omkring Velling Skov. Sårbarhed: Forfald i bygningmassen og om- og tilbygning.

Vrads Landsby på de karrige hedeområder i midtjylland.

Tid: Middelalder Kulturhistorisk hovedtræk: Kulturmiljøets hovedtræk: Landsbyen Vrads ligger i et kuperet og sandet bakkeland i et område som tidligere for størstepartens vedkommende var hede, men som i dag mestendels er tilplantet med nåletræsplantager. Sandflugt har tidligere givet store problemer for befolkningen i Vrads. Umiddelbart vest for byen ligger den store indsande Vrads Sande som i dag fremtræder som et naturskønt og søgt område. En gren af Hærvejen går gennem Vrads, og byen har i det hele taget mange veje til og fra den noget isoleret beliggende landsby. Vrads er en kirkelandsby med en lille middelalderlig kirke uden tårn og en bevaret præstegård. Jernbanen mellem Silkeborg og Horsens gik forbi Vrads i en østlig liggende ådal men jernbaneforbindelsen synes ikke at have fået den store betydning for landsbyen. Vrads omtales første gang i 1343 som Wradtz. Ifølge Frits Hastrup er Vrads en slynget vejby, og ikke overraskende med et meget beskedent hartkorn. Bærende element: Samspillet mellem landsby og naturgrundlaget. Afgrænsning: Kulturmiljøet er afgrænset til selve landsbyen. Sårbarhed: Sårbar over for større udstykninger.

Vium Landsbyen, der er Blichers fødeby (mangler billede) Middelalder Landsbyen Vium ligger i et meget kuperet bakkeland med skovområder. Området var også meget vandrigt med flere søer og vådområder. Bl.a. kan nævnes Vium Mose, Nipgård Sø, Papsø og Kongemosen. Vium er en kirkelandsby med en middelalderlig kirke tårn og en bevaret præstegård. Det var i denne præstegård Steen Steensen Blicher blev født. Vium er en forteby, hvor gårdbebyggelsen er placeret omkring byen forte, en grønning der ligger midt i byen. Vejenes krumme forløb giver sammen med bebyggelsen og de store træbeplantning byen karakter. Navnet Vium kommer af Vie, som er betegnelsen for et hedensk offersted.

Aunsbjerg - Vium billede Tid: middelalder og storlandbruget 1536-1750 Aunsbjerg Hovedgård og ladegården ligger nord for Kjellerup. Landevejen fra Viborg mod syd gik i ældre tid kun til Aunsbjerg og herfra mod vest til Vium og mod øst til Sjørslev og Levring. Herregården er omgivet af store markflader, opdelt af diger og hegn og større sammenhængende skovområde. Aunsbjerg ligger på et rummeligt voldsted, der delvist har bevaret de gamle grave. Bygningernes ældste dele er fra første halvdel af 1500erne. Ved Aunsbjerg ligger Liselund en går der er udstykket Det bærende element i herregårdslandskabet er præget af store markflader, opdelt af diger og hegn og skovarealer, smålunde og alleer. I området ligger også Liselund og Marsvinlund der tidligere har hørt under Aunsbjerg. Til herregårdsmiljøer hører også usmandsudstykningerne i Duelund. Vium Landsbyen Vium og området omkring er udpeget med vægt på den relativt velbevarede forteby og stjerneudstykningen. Kulturmiljøet omfatter begge ejerlav .

Grønbæk billede Tid: Middelalder Landsbyen Grønbæk ligger strategisk ved Gudenåen og den gamle landevej har været en betydelig ligger ved den gamle landevej fra Viborg til Silkeborg og på mellem Ans og Silkeborg, en strategisk på kanten af Allingådalen med skovklædte stejle dalsider. Modsat Gudenådalen, hvor terrasseniveauerne, der blev skabt under istiden, ses tydeligt mod nordvest. De bærende elementer i kulturmiljøet er byens struktur, hvor edr er tydelig en, hvor den ældste del tydeligtlandsbyen Grønbæk, kirken, hospitalet, kongens jagthus og vildtbane. Området er afgrænset nord og vest for Grønbæk ned til Alling Å og Alling Klosterruin Kulturmiljøet er sårbart over for dårlig vedligeholdelse af delelementerne samt udbygning.

Grønbæk billede Tid: Middelalder Grønbæk ligger med en strategisk god placering ved den gamle kongevej fra Viborg til Skanderborg. Kirken ligger ved den gamle kongevej Skanderborg-Viborg, med Kong Erik Glippings jagthytte nord for kirken. Den oprindelige by består af den betydelige og seværdige kirke, præstegård, skole, hospital og gamle gårdanlæg, der udgør den nordlige del af byen. I den sydlige del af byen er bebyggelsen opført på begge sider af Præstevangen. De bærende elementer i landsbyen er Grønbæk kirken, der også kaldes for egnens domkirke. Kirken er en middelalder kirke og har en anseelig størrelse, og er særlig rig på udsmykning både udvendig og indvendig. Grønbæk præstegård ligger syd for kirken og opført i 1757 af provst Hurtigkarl. Provsten har selv tegnet gården og fået murstenene fremstillet i en speciel stor størrelse, der minder om munkesten. Bygningen er fredet. Grønbæk Hospital ligger overfor kirken og blev opført i 1778 som plejehjem skænket af Fischer fra Allinggård. Plejehjemmet blev overtaget af Dialyseforeningen i 1965 og anvendes i dag som feriehjem. Kongen Erik Glippings jagthus ligger nord for kirken. Historien fortæller at det var her at kongen opholdt sig natten inden han blev myrdet i Finderup Lade i 1286. Området er afgrænset omkring byen.