Bestyrelsens sammensætning: Formand: Tommy Thomsen Bækken 17 9300 Sæby Tlf.: 98463687 tothomse@worldonline.dk Næstformand: Steffen Munch Hansen Vævervej 37 9300 Sæby Tlf.: 98462128 steffenmh@ofir.dk Kasserer og løbsleder: Steen Reinholdt Henrik Ibsens Vej 33 9300 Sæby Tlf.: 98462850 sem@os.dk Materielansvarlig+klubtøj: Michael Martinussen Lyngmosevej 2, Sulbæk 9900 Frederikshavn Tlf.: 98 46 53 60 michael.m@mail.tele.dk Sekretær Ib Nielsen O. Bannersvej 16 9300 Sæby Tlf.: 98 46 20 23 ib.nielsen@get2net.dk

Husk at besøge klubbens hjemmeside på adressen:

www.smcc.nordjyskeklubber.dk

Peter Steen Knudsen er webmaster, og laver en rigtig fornuftig hjemmeside.

På hjemmesiden vil bladet ligge som en pdf-fil. Så har alle mulighed for at se hele bladet, også i farver.

Den trykte udgave vil selvfølgelig fortsat blive udsendt. Ingen oplevelse er større, end at gå i seng med klubbladet, og det er nemmest med en A5-udgave i papir.

Lidt om bladets indhold: Efterårsudgaven 2009 af klubbladet indeholder adskillige gode – håber jeg da – historier. Fælles-nævneren for disse historier er cyklen, mere speci-fikt medlemmernes cykel. Og for det ikke skal blive for ensformigt omtales både MTB- og racer-udgaven. Der er også internationalt snit over flere af histori-erne. Både nordisk og sydlandsk. Så er der skriveri om både enkeltstart i Ørtoft og holdløb i Gistrup. Formanden har ordet for en kort bemærkning om sæsonen 2009. Formanden er i øvrigt også på forsiden af bladet, på vej op ad en Dolomitterstig-ning. God fornøjelse Hilsen – redaktøren: Per Kragh Nielsen Øster Alle 56, 9300 Sæby, tlf.: 98 46 38 22

Mailadresse: perkragh@privat.dk

Husk denne mailadresse, når I har en historie til bladet. Det er som om, adressen ikke er rigtigt kendt!

Klubmesterskab i MTB Ved redaktøren

I skrivende stund viser kalenderen 5. oktober. Klubmesterskabet for mountainbikeryttere blev afholdt søndag den 15. marts, altså for 7 måneder siden, men jeg husker da-gen meget tydeligt.

Vejret var per-fekt. Lidt køligt, men med høj sol, og Ib havde lavet en perfekt rute i skoven,

som vist på nedenstående kort.

Nu hævder jeg nok, at jeg husker dagen meget tydeligt. Det gælder dog ikke alle hændelser på dagen.

F.eks. husker jeg ikke hvor mange gange ruten blev kørt igennem, men mon ikke det var en tre, fire stykker. Det var i hvert fald passende for de fleste. Dog især for vinderen, mens det for nogle enkelte af deltagerne forekom at være en rimelig lang rute.

Alle kom flot igennem, og alle blev hyldet på passende vis. Jeg er sikker på, dette arrangement vil blive gen-taget i årene fremover.

Jeg kan tilføje, at træningen til næ-

ste års

mesterskab for mindst 5 af klubbens medlemmer startede søndag den 4. oktober. Så kom bare i gang. At køre mountainbike er en dejlig op-levelse i sig selv, og det er helt sik-kert en god måde at holde formen ved lige her i vinterhalvåret. (tilføjelse: Løbets længde var 3 omgange á 5.18 km)

Paris – Roubaix Ved Tommy Thomsen

Min store oplevelse i foråret foregik ikke på cykel, men som tilskuer til en af de helt store klassikere på de nordfranske brosten.

Vi var en lille eksklusiv skare på 14 cykelinteresserede fra stort hele landet, der mødtes i Fredericia. Transporten foregik med en luksus BusHotel, hvilket er en ombygget 2 dækker bus, indrettet med 22 sen-gepladser og restaurant. 2 chauffø-rer og en servitrice sør-gede for, at vi ikke manglede hverken vådt eller tørt på hele turen fra fredag aften til mandag morgen.

Riis-cykler og Skoda, som havde arrangeret turen, havde også tænkt på en guide til os. Allan, som til daglig er skolelæ-rer i Vejle og sørger for at Team Saxo Banks hjemmeside er opdateret, gav en uundværlig infor-

mation om såvel løbet og cykelhol-det, lige som han kunne svare på alle mulige og umulige spørgsmål fra selskabet.

Lørdag eftermiddag skulle vi se præsentationen af alle 24 hold, der foregik i startbyen Compiégne. Sel-ve præsentationen af hold og rytte-re, blev foretaget af en hurtigtalende franskmand der kun talte fransk. Herudover udfoldede der sig et flot skue af folkeliv med musikalsk un-derholdning, opvisning af BMX cyklers muligheder og masser af boder, der kunne tilbyde alt til selv den mest kræsne cyklist.

Allan fik inden tilbageturen til ho-tellet arrangeret en lille seance med Saxo rytterne, der viste os stor imø-dekommenhed. Specielt holdets direktør, Lars Michaelsen, gav en god orientering om morgendagens

taktiske oplæg. Som Paris-Roubaix veteran, kunne specielt de unge ryt-ter sikkert nyde godt af hans store erfaring.

På en runde blandt flere af holdenes værkstedsvogne, kunne vi se at morgendagens løb stiller store krav til materiellet. Der køres på lavpro-fil hjul med forholdsvis brede dæk og mange eger. Der er viklet en ekstra blød membran og bånd om-kring styret, så de mange rystelser ikke går direkte op i hænder og arme. Nog-le af rytterne får monteret ekstra bremsegreb på øver-ste del af styret, hvorved reaktionstiden kan mind-skes. Team Sakso Bank har fået udviklet en speciel Roubaix ramme med gel i for- og baggaffel, der skul-le give en bedre affjedring.

Søndag formiddag gik tu-ren igen tilbage til startom-

rådet. Her blev vi budt på morgen-kaffe i VIP-teltet, få meter fra start-stedet. Nu kunne vi tydelig mærke på rytterne, at det var ved at være alvor, de kvikke bemærkninger var blevet erstattet af en indadvendt fokusering på opgaven.

Efter en god frokost i bussen kunne vi gå ud og strække benene ved pavé nr. 14 og besigtige brostenene. Vi fandt et godt sted i vejkanten, hvor vi havde et godt overblik over ruten og efter en lille times venten kom rytterne i en sky af støv og larm fra helikopterne.

Først 11 udbrydere med bl.a. Klostergaard og 1½ min. efter kom hovedfeltet drønende med hele 5 Saxo-rytter med helt fremme. Om det var fordi vi stod der ved jeg ik-ke, men fakta var, at herfra, var det en vis mr. Boonen der overtog takt-stokken. Hvilket vi kunne konstate-

re på storskærmen, da vi nåede til Velodromen i Roubaix. Fra mid-tercirklen kunne vi konstatere, at belgieren fra Quick Step holdet kom i mål mere end 1 omgang (400 m) før nr. 2, Pozzato, og Thor Hushovd spurtede sig til en flot 3. plads.

Tom Boonen kunne således 30.000 euro og en brosten rigere lade sig hylde, medens der stadig kom rytte-re ind på velodromen. Sammen med de øvrige deltagere kunne jeg, rig på oplevelser, spadsere hen til bussen for at køre tilbage mod nord.

På cykel i Dolomitterne Ved Per Kragh Nielsen

Indledende bemærkninger. Fredag den 11. september kl. 14.45 startede min lille Clio og en WW Transporter fra Østeralle 56, med kurs mod Århus. Nærmere bestemt mod Kristians adresse i Risskov.

Det endelige mål var Canazei i Do-lomitterne, og nu var turen endelig i gang. Mange timers forberedelse og mange kilometers træning skulle nu bære frugt.

En bil, med Lars, Niels, Steen og Jan om bord ville køre lidt senere, og dem skulle vi mødes med på rastepladsen Hamburger Berge.

I Clio’en var vi, udover min kone, der skulle et smut til Lissabon, og mig, Tommy og Rene. I Transporte-

ren var Michael og Kuno, samt 11 cykler. Sæ-byfolkenes 9 cykler, samt 2 fra Århus, da jeg havde været i Århus dagen før og hente denne bil.

I Århus læsse-de vi om, og fyldte 3 cykler mere i Trans-porteren, og lidt mere baga-ge. Der var fyldt op i vare-

rummet nu. Helt op. Det var der også i de to personbiler, der også skulle køre med fra Århus.

Med hele logistikken på plads, Transporteren og to personbiler af sted fra Århus, en personbil un-dervejs fra Sæby og endnu en per-sonbil der var kørt fra Herning alle-rede fredag morgen, og havde sam-let en fjerdemand op i Viborg, var vi nu 18 cykelryttere på vej mod Dolomitterne.

Til en meget stor cykeloplevelse. På godt og ondt. Mest godt, men også med nogle rigtig onde indslag. Blandt andet nogle grimmer stig-ninger, som jeg vender tilbage til, og noget knap så behageligt vejr. Det vender jeg også tilbage til.

Turen blev til i en snak, Lars-Erik (fra Århus) og jeg havde på sidste års tur, Coast to Coast i Pyrenæerne, med Dan Frost rejser. Vi var enige om, det var en god cykeloplevelse, men vi var også enige om, at selve turarrangementet ikke var optimalt. Vi mente ganske enkelt ikke vi fik valuta for pengene.

Vi blev enige om, at lave en tur på helt private, ikke kommercielle vil-kår. I vinterperioden tog turen form, og vi endte op med, at 18 personer var det rette antal. Det passede til 4 personbiler og en varevogn, og det passede til, vi kunne cykle i samlet flok.

At arrangere en sådan tur lyder sim-pelt, og er det egentlig også. Jeg skal ikke trætte med hele forhistori-en, og da slet ikke hele historien omkring forberedelse og gennem-førelse af turen. Jeg skal prøve at indskrænke mig til nogle få fakta herom, og så i stedet fortælle lidt om cykeloplevelserne vi havde de 6 dage i Dolomitterne.

Vi var som nævnt 18 personer. 9 fra Sæby, 5 fra Århus, 3 fra Videbæk ved Herning, og endelig en enkelt sømand fra Svendborg.

En lidt rodet sammensætning, men ikke tilfældig, som man næsten skulle tro.

I planlægningsperioden faldt kun en enkelt tilmeldt fra, og han blev hur-tigt erstattet. Ham, der faldt fra, havde kontakt til et hotel i Canazei, som han anbefalede stærkt, og det viste sig, at det var et rigtig godt valg. På en måde reddede dette ho-telvalg turen, hvilket jeg også skal vende tilbage til.

Lars-Erik og jeg havde valgt at hver deltager skulle indbetale 3.500 kr. Det skulle dække hotelophold, med morgen- og aftensmad, samt kørsel. Transporteren havde vi lånt hos Essex, en af Lars-Eriks utallige for-bindelser, de 4 biler var privatbiler, som blev betalt på den måde, at ejerne af disse 4 biler ikke skulle

have udgifter til brændstof til disse 4 biler.

Økonomien hang fint sammen. De 4 ejere fik ca. 1.350 kr. tilbage. De øvrige ca. 850 kr. Desuden blev der til en frokost en af dagene, og der blev til en særlig aftensmad en af dagene. Det vender jeg også tilbage til. Endelig har hver deltager fået nogle cykelslanger, samt lidt gel og barer, samt en DVD med billedma-teriale mm. fra hele turen.

Alt i alt må det siges, at have været en billig tur, med fint hotel og ho-telophold.

Selve turen. Køreturen derned springer vi hurtigt hen over. En sådan tur i bil skal bare overstås, uanset hvor man skal hen.

Men se lige ovenstående billede. Dette syn mødte os, da vi kom til Dolomitterne lørdag morgen. Så er køreturen derned hurtigt glemt.

Vi var fremme midt formiddag, og efter en hurtig udpakning, og mor-genmad på hotellet, blev der sadlet op. Den planlagte køretur rundt om massivet – Sella Ronda-turen – blev lavet om til en tur op ad Passo Fe-daia til Marmolada området, ned igen til Canazei, og så op til Passo Podoi. Så havde alle fået stillet ly-

sten til bjergkørsel den dag. Stignings-profilerne viser må-ske lidt om hvorfor.

Egentlig er det ikke så meget stignings-procenterne der var det hårdeste – de fleste af dagene – det var stigningsprocen-ter der bare bliver ved kilometer efter kilometer, der gør

bjergkørsel så fascinerende. For den type mennesker, der kan lide at pine sig selv. Hvilken type alle vi cykel-entusiaster åbenbart er.

Jeg er nu inde på det med stignin-gerne, som jeg ville vende tilbage til. Lørdag, søndag, mandag, tirs-dag, onsdag og såmænd også lidt om torsdagen. Der var der stignin-ger. Jeg mener ikke vi – undtagen lidt den sidste halve dag på cykel – torsdag – kørte på vandret vej. Alle fik prøvet bjergkørsel, som var det vi kom for. Alle fik også prøvet ekstrem bjergkørsel. Det var tirsdag.

Jeg havde hjemme fra planlagt ruter for de enkelte dag, men var dog meget bevidst om, at sådan ville det næppe gå. Hvilket det da heller ikke gjorde.

Nogen gange på grund af vejret, men om tirsdagen på grund af Ugo.

Ugo var hotelværten, som drev det lille hotel vi boede på sammen med sin kone, Terry, der i øvrigt var amerikaner af fødsel.

Disse to mennesker reddede turen for os. Først og frem-mest fordi de begge var inkarnerede cykelryttere, og derfor vidste, at vi behøvede et godt morgenmåltid, at vi – ikke mindst på grund af vejret – havde brug for at få vasket og tørret cykeltøj, hvilket Terry klarede på formidabel vis, og så tog

Ugo os med på tirsdags tur, på rigtig bjergkørsel. En tur med to stignin-ger på over 20 %, kilometer efter kilometer.

Alle nåede deres grænser denne dag, de fleste overskred deres græn-

ser, men en helt fantastisk tur, på nogle små bjergveje, vi aldrig selv havde fundet frem til.

Værtsparret sørgede også for en anden stor oplevelse, da de foreslog, at vi onsdag aften, i stedet for at spise på hotellet, tog op i bjergene til et spisested, normalt beregnet for vandrere. Et såkaldt ”Refuge”. Her fik vi alle en oplevelse af de helt store, madmæssigt, men også ople-velsen af en helt anden måde at leve og spise på. Et spisested uden spise-kort, men et aftenmåltid helt ud over det sædvanlige. Alt hjemmelavet, og utroligt lækkert tilberedt, og her-til masser af vin, velkomstdrink, grappa, og sukkerknalde i næsten ren, men grønt alkohol.

Den aften husker vi alle som noget helt specielt, og humøret var helt i top.

Det var humøret derimod ikke hver-ken mandag eller onsdag morgen, men vi tager lige søndagens ture inden.

Søndag morgen var vejret helt i top. Koldt, men med klar himmel og stille vejr. 6 mand fra Århus tog i et par biler til Arabba, en by 25 km væk, hvor der var cykelløb. De hav-de en god dag, men det havde vi andre helt sikkert også. Vi kørte ”Sella Ronda” turen. Op ad Passo Sella, ned på den anden side, med lidt op og nedkørsel, pizza til fro-kost på et lille sted nær byen Corva-ra.

Derefter op og ned igen til byen Arabba, hvor vi oplevede halløjet omkring cykelløbet, og så op til Passo Podoi, ad en anden rute end dagen før. Helt bestemt en af de hårde stigninger. En samlet tur på ca. 70 km, med en aller h……. mas-se højdemeter.

En god dag på cyklen for alle, i modsætning til mandagen, hvor det regnede, da vi stod op om morge-

nen. Og det var koldt. Canazei lig-ger 1.500 over havet, det forklarer lidt om temperaturen.

De fleste af os valgte dog at trodse vejret, og drage af sted på dagens planlagte tur. Først ca. 25 km ned gennem dalen, med et støt fald på ca. 400 meter. Så op ad et ret så heftigt bjerg, op til Passo Pellegrino. Stigningsprocenten var ind i mellem over de 15 %, og opkørslen var lang.

Alle nåede dog op, og gennemblød-te af regn og sved søgte vi ind på et hotel, hvor vi fik noget halvvarmt kaffe eller kakao. Det skal lige med, at der var meget koldt, da vi nåede toppen, hvor jeg meldte ud, straks vi var fremme, at jeg vendte om og kørte hjem. Det betød en nedkørsel, og så den føromtalte nedkørsel, der så ville være en opkørsel.

Mange tilsluttede sig mig, men ad-skillige besluttede at fortsætte den planlagte tur. Det ville betyde en nedkørsel, en meget hård opkørsel, og endnu en nedkørsel, inden de ville være hjemme.

Kort før afgang begyndte det at sne, og da vi kom ud i kulden, vendte vi alle snuden hjemad. Og kørte ned af den bjergside, vi lige havde kæmpet os op ad. En nedkørsel, hvor jeg frøs, så mine tænder klaprede, og hvor jeg en overgang troede, der var noget galt med cyklen, sådan ryste-de den. Men det var mig, der var noget galt med.

Alle nåede dog ned i god behold, og så gik det ellers hjemad, alt hvad kræfterne nu tillod hos den enkelte.

Om eftermiddagen benyttede flere lejligheden til at smutte en tur op i bjergene. I bil. Hvor vi bl.a. opleve-de vejret som på billedet.

Vi var enige om, at denne dag ville vi aldrig glemme, der var sådan lidt soldatertid over den. Ingen tvivl om, at jo længere vi får den på afstand, det større vil dagens oplevelser

fremstå i erindringen.

Tirsdagsturen var som omtalt turens højdepunkt. Det var onsdagsturen ikke. Igen regnede det fra morgen-stunden, men en stor del af os be-sluttede at trodse vejret, og snuppe-de lige Passo Sella en gang mere. På trods af vejret blev det en fin cykel-tur, dog afkortet til en formidagstur.

Om eftermiddagen, efter endnu et pizzabesøg, var vi en del, der vendte tilbage til Passo Sella. Denne gang dog i gondol. En imponerende tur, hvor vi det ene øjeblik havde en fantastisk udsigt, trods regnen, for i næste øjeblik at være nærmest ind-hyllet i skyerne.

Aftenturen med spisning har jeg fortalt om. Den reddede dagen to-talt. Ganske enkelt.

Torsdag var sidste dag, afrejsedag. Vejret var helt fantastisk. Klart, solrigt og køligt. Lige til en sidste bjergtur, hvad de fleste af os da og-så udnyttede. Op ad Fedeia, til Marmolada-området, hvilket siger en hel masse for dem, der har været på skiferie i Dolomitterne. Lige som mange af de andre navne er vel-kendte for slalomløbere.

Turen op havde vi også prøvet den første dag, men denne gang gik det bare let og ubesværet. Formen var ved at være der hos alle.

På toppen nød vi det gode vejr, og ikke mindst de vandrette vejstræk-ninger, selv om nogle lige skulle prøve lidt af stigningen på den an-den side af passet.

Dette skilt virkede dragende på no-gen.

Jeg var mere draget af denne udsigt.

Og Kuno slappede også af denne dag. Helt på toppen.

Og så kørte vi hjem. Til hotellet, og derefter til Sæby. Og det er der lige

så meget at skrive om, som turen der-ned.

Efter turen Jeg selv har haft en stor cykeloplevelse. Mine forventninger til områdets skøn-hed blev til fulde indfriet. Hotellet og da især værtsparret var helt i top. Når vi kom hjem fra cy-kelturene tilbragte mange af os lang tid

i hotellets welnessafdeling, hvor vi blev renset, udvendig og indvendig, og varmet godt igennem.

Mine forventninger til bjergenes ”karakter” blev mere end indfriet. Jeg syntes det var lige hårdt nok ind i mellem, men her betød vejret sik-kert også noget. At cykle i bjerge er – og skal være – hårdt, men dårligt vejr gør det altså ekstra hårdt.

Vejret et par af dagene var stort set eneste minusfaktor på turen. Også efter jeg har tænkt turen igennem. Ikke dermed sagt, at intet kunne gøres anderledes.

Allerede nu snakker Lars-Erik og jeg om næste års tur, og hvad vi skal gøre anderledes, og ikke gøre ander-ledes, ud fra hvad vi har lært af denne tur.

Vi er enige om, at Dolomitterne er et perfekt cykelområde, at hotellet med værtspar ikke fås bedre, og at hvis der bliver en tur næste år, vil vi tilbage hertil.

Det er også en god ting, at vi bor på samme hotel i hele perioden. Det giver en sikker base, og det betyder, at den enkelte egentlig kan gøre med sin hverdag, som man har lyst til.

Vi havde en plan om at Passo Stel-vio skulle prøves af. Det blev ikke til noget. Især på grund af vejrfor-holdene, men nok også fordi der er for langt fra Canazei derover, til at turen kan være en endagstur. Derfor

vil vi måske prøve med en to-dagstur i stedet. Med Ugo som guide på turen. Hvis det kan lade sig gøre.

Og der er sikkert andre ting der skal æn-dres. Lad os nu se, hvad der sker på cykel-fronten i 2010.

Klubmesterskab i enkeltstart Ved redaktøren

Søndag den 6. september afholdt klubben sit traditionsrige klubme-sterskab i enkeltstart, som vanligt i Ørtoft City.

Lad os tage det vigtigste først. Re-sultatlisten.

Aldrig i løbets historie er der blevet kørt så hurtigt. Hverken af vinderen eller af sidste mand i mål.

Jeg mener nok jeg tør sige, at alle deltagerne havde en god dag. Det havde vi andre også. Os der hjalp lidt til med det praktiske for arran-gementets afvikling, og de der bare var der, og åd pølser og drak soda-vand.

Jeg fotogra-ferede lidt på da-gen, og på klub-bens hjem-meside kan man se re-sultatet her-af. Er du interesseret,

er linket: http://kortlink.dk/7234

Denne fotoserie fortæller lidt om dagen, i billeder og tekst.

Her lige et par enkelte af disse bil-leder.

Vi havde alle en hård dag, som det fremgår af billederne.

Holdløb i Gistrup Den 13. September 2009 Fotograf Karsten Niss Frit efter rygter ved redaktøren

I år deltog Sæby med et hold be-stående af følgende: Peter, Per, Henning, Anton, Ib og Henrik. Nævnt fra venstre mod højre på billedet af de gæve gutter på startlinien.

Holdet ydede en god indsats, og endte i den bedste halvdel, ud af de 33 deltagende hold. Jeg mener, det er rekorddeltagelse for løbet, som i øvrigt er et rigtigt godt arrangement, som jeg desværre ikke kunne delta-ge i, da løbsdatoen faldt sammen med Dolomitterturen..

Løbsruten er 3 omgange af 25,3 km, så den samlede distance er på 76 km. Og alle kilometrene gør ondt, da holddeltagerne hver især må yde det optimale, for at få en samlet god tid.

Og det er egentlig kernen i holdløb, og det som gør det sjovt t deltage.

Klubben har tidligere deltaget med 3 hold. Lad os se til næste år, om vi skal flere hold afsted.

Tre gode cykeldage i Harzen. Ved Morten Petersen

Hen over sommeren har Mads og jeg, under vores træningsaftener med klubben, talt om, at det kunne være sjovt at arrangere en klubtur til Harzen næste år. Så vi besluttede os for at undersøge forholdene nærme-re, og bestilte derfor, hos HappyDa-ys i Vangen, 3 overnatninger på Maritime Hotel i Braunlage.

Torsdag morgen d. 17.09. var vi, dvs. Mads og Pia, Lene og under-tegnede, klar til at erobre Harzen. Planen for turen var selvfølgelig at Mads og jeg skulle cykle landeve-jene/ bakkerne tynde, alt imens Pia og Lene ville vandre og leje moun-tainbikes en af dagene. Det med pi-gerne og mountainbikes, er vi ”des-værre” bange for kan få efterfølgen-de store økonomiske omkostninger,

da de nu begge har talt om at inve-stere i MTB.

Vi ankom til Braunlage kl. 16.00. Der var ikke en sky på himmelen over Harzen, så efter at vi var blevet indlogeret på værelserne, kunne Mads og jeg lige nå en lille opvarm-ningstur inden aftensmaden. Vi valgte at kører en lille rundtur, hen over Hohegeis, videre til Unterzorge og Wiada. Hohegeis er en lille ”knold” på 3,8 km, 280 hm og en

gns. stigning på 7,4%. Dertil skal dog tilføjes at den topper (cirka midt på) med en stigningsprocent på 20,2%. Dagens cykel-fakta blev i alt 31 km og 592 hm for denne lille tur.

Efter vores lille opvarmnings tur torsdag, var forventningerne store, da vi fredag morgen efter et solidt morgenmåltid var klar til endnu en dag i sadlen. Der var ikke en vind der rørte sig, ca. 22gr og stadig kun blå himmel over Harzen. Nu skulle benene for alvor testes, så vi kørte samme vej ud af byen, over

Hohegeis, videre ad gode og kupe-rede veje til Bad Sacha og Bad La-uterberg. Lidt uden for Bad Lauter-berg startede opkørselen til Sct. An-dreasberg/ Sonnenberg, hvilket skulle vise sig at være vores første store prøve. Denne opkørsel er egentlig ikke så stejl, men bare pok-kers lang. I alt 18,3 km som starter stille og roligt de første 11 km, for til sidst at ende i det tætteste man kommer ”hårnålesving” i Harzen. Fra Sonnenberg gik det nu ad for-holdsvis flad vej til Altenau, hvor middagsmaden blev serveret på en lille landevejs-cafe………

”wienerschnitzel mit alles”. Godt mætte var vi nu klar til dagens sidste etape, som skulle vise sig at blive et yderst interessant bekendt-skab med Steilewand, der er en stig-ning over 6 km, med største stig-ningsprocent på 10,8%. Det er en af den slags stigninger hvor man flere gange tror at toppen er nået, for så at konstatere, at det bare fortsætter opad. Men toppen blev da nået og det var vist godt, at der nu kun var nedkørslen ind til Braunlage og ho-tellet tilbage. Dagens cykelfakta endte på 94,5km og 1737 hm.

Lørdag morgen begav vi os, med masser af ”brændstof i motoren”, ud på vores sidste cykeldag. Endnu en dag med høj sol og nu knap 25 gr. over Harzen. Vi kørte ud af Braun-lage med retning mod Elend. Fra Elend og til Drei Annen Hohne kør-te vi langs jernbanen, hvorpå et gammelt damplokomotiv kører op til toppen af Blocksberg. Videre af små, mere eller mindre kuperede veje, fortsatte vi til Wernigerode og Ilsenburg, for til sidst at ende i Gos-lar, som er Harzen’s største by. Klokken var nu ca. 14, og vi beslut-tede os for lige at køre ud af Goslar for så at finde et sted hvor vi kunne få lidt middagsmad.

Så satte vi kursen mod Clausthal-Zellerfeld, og efter 10,2 km opkør-sel i bagende sol, fandt vi endelig en lille kro. Det viste sig dog, at deres køkken kun kunne servere is og ka-ge på denne tid af dagen, og des-værre først serverede varm mad fra kl. 18.00. Det lykkedes dog allige-vel tjeneren at fremtrylle en god portion pasta, som forsvandt som dug for solen.

Mætte og tilpasse gik turen nu hjem over, gennem Dammhaus og over Sonnenberg. Lørdag aften i Braun-lage bød på weisbierfest på den lo-kale, men efter dagens cykeltur, måtte vi kl. 22.30 erkende, at kræf-terne var brugt op, og vi traskede

hjem i køjen. Dagens cykelfakta endte på 105,5 km og 1652 hm.

Søndag gik turen hjem over igen. Vi havde haft en rigtig god forlænget weekend med 3 rigtig gode dage på cykel i en fantastisk natur. Hotellet var med gode store værelser, swim-mingpool, fitness rum, mulighed for cykelopbevaring i aflåst rum, og sidst men ikke mindst, rigtig god morgen- og aftensmad.

Absolut noget vi vil anbefale og gentage, og selvfølgelig gerne i klubregi, hvis der er stemning for det.

Turen (uden cykel)

Sæby – Braunlage: 750 km.

Hotel Maritime (4-stjernet): 3 overnatninger inkl. 3x morgen-mad, 2x3 retters aftenmenu. Kr. 1550,00 pr. pers.

Årets gang i klubben Ved formanden, og tilrettet af redaktøren.

Årets standerhejsning blev afvik-let den 21. marts, og i alt 43 af klub-bens medlemmer havde klædt sig godt på, til denne – for nogle – årets

første tur på den tohjulede.

En del af klubbens medlemmer var allerede på dette tidspunkt i rimelig god form, efter en god mountainbi-ke sæson.

Jeg tror egentlig også, det for nogle af klubbens medlemmer var årets ikke alene første, men også sidste tur på den tohjulede. I hvert fald i klubregi, men suppen var som sæd-vanlig god. Lige så serveringen.

Bemærk i øvrigt formandens hold-ning. Den er mere opret i år, hvor der tilsyneladende kun er noget i vejen med ørerne.

MTB afdeling. Flere at deltagerne i vinterens MTB søndagstræning, havde lyst til at

fortsætte på mountainbike, så de fortsætter træningen i skoven hver tirsdag og torsdag. Det er et godt alternativ til de, der ikke ønsker at køre på racercykel om sommeren, men interessen kunne godt være større. Håber det bliver bedre til næste år. Coast 2 Coast, søndag d. 3. maj, kl. 08.45-13.45 – Vi var 6 jævnbyrdige deltagere der helt igennem fik en god og udfordrende tur fra øst- til vestkysten og retur.

Vi rundede Hirtshals, og havde en god udtur, og ikke mindst en fin hjemtur.

Klubben har traditionen tro været godt repræsenteret ved de to lokale motionsløb. Rødspætteløbet i Frede-rikshavn og Jyske Aas i Dronning-lund. NM for Veteraner. Sammen med DCU, Frede-rikshavn Event og NBC ar-rangerede klubben d. 1. og 2. august det Nordiske Mester-skab for Veteraner i enkelt-start og linjeløb. Mesterska-bet, der havde ca. 300 deltage-re, blev en stor succes. Alt klappede til ikke mindst ryt-ternes store tilfredshed. Vi har i bestyrelsen fået mange posi-tive tilbagemeldinger på den måde vi fik afviklet arrange-mentet på. Takket være godt

20 medlemmer fra begge cykel-klubber, der stillede deres arbejds-kraft til rådighed under weekenden, fik cykelsporten vist flaget i områ-det og vi fik vores kommune og by sat på landkortet.

Som det fremgår af billedet, var der

en flot opbakning til rytterne. Spe-

cielt de kvindelige enkeltstartsrytte-re blev sendt af sted med megen omhu.

Der var mange spændende opløb i linieløbet om søndagen, hvor Stef-fen Munch fik en flot placering i H60-klassen.

Om lørdagen fik Michael Nielsen en flot placering - og tid - i enkelt-start i H30-klassen. (Nu fremhæver Tommy 20 medlemmers ind-sats. Her er det nok på sin plads især at frem-hæve bestyrelsens forudgående arbejde. Re-daktørens tilføjelse)

Nordjylland Rundt løbet havde i år valgt at flytte depotet fra Kry-staltorvet til Iveco vest for byen. Det bevirkede at løbet ikke blev så synligt i byen, men for deltagerne var det en lettelse at kunne køre i depot, uden unødig stres med den megen trafik i centrum. Klubmesterskabet i enkeltstart havde kun samlet 13 deltagere i år. Det mindre deltagerantal skyldes i nogen grad, at klubben valgte at in-vitere alle de gamle medlemmer, som vi ikke ser så tit, til en hygge-tur, hvor vi mener at den svageste bestemmer farten. Vi sluttede af med et godt socialt samvær på sportspladsen i Ørtoft sammen med deltagerne i enkeltstarten. (Se redak-tørens indlæg for nærmere orientering om denne dag)

Sæsonens sidste klubarrangement var Nordjysk Mesterskab for hold i Gistrup d. 13. september, hvor vo-res hold med Henning, Peter, Ib, Henrik, Anton og Per, kæmpede sig til en flot 14. plads ud af 32 tilmeld-te hold. (Også her har redaktøren in-formeret tidlige i bladet)

Vi har i år desværre mistet to aktive medlemmer. Niels Nejsig Larsen og Torben Nielsen, døde alt for tidligt, netop som de skulle til at nyde deres velfortjente pensionisttilværelse. Specielt Torbens bortgang, har gjort et uudsletteligt indtryk hos mange medlemmer, da han pludse-lig fald omkuld midt under en dejlig træningsaften i maj.

Ære være deres minde.