Bye Bye Blackbird - af Jesper Stein

90 mm 30 mm147 mm 147 mm

220 mm

90 mm

Af forfAtteren til bestselleren Uro

Vicepolitikommissær Axel steen får en opringning fra fortiden, da han en stegende hed

sommerdag kontaktes af Kriminalteknisk Center. Der er fundet dna i en ny voldtægts-

sag, som matcher dna fra den såkaldte solsortesag, et uopklaret sexdrab på en nybagt

student, som rystede København i 2004. nu – fire år efter – får Axel steen en ny chance for

at løse den sag, der i sin tid kostede ham hans ægteskab og var ved at knuse ham. og som

lige siden har redet ham som en mare.

Det viser sig hurtigt, at der er flere sager, som sløset politiarbejde, fejl og mistro til

voldtægtsofre har forhindret sammenkædningen af. Men Axel steen ser mønsteret. Jagten

går ind på en sadistisk og kynisk serievoldtægtsforbryder og drabsmand, som huserer på

nørrebro, og Axel steen, som er tvunget i knæ af samværskonflikt om sit barn og et eska-

lerende hashmisbrug, går længere end nogensinde før i sit forsøg på at få stillet gernings-

manden til ansvar.

B Y E B Y E B L A C K B I R D er en rå københavnerkrimi om ofre og gerningsmænd, straf,

selvtægt og de værste forbrydelser: drab og voldtægt. som sin anmelderroste forgænger

U R O foregår den i et nutidigt København og på nørrebro.

Jesper stein BYE BYE BLACKBIRD

Det rykkede i snoren. en. to. tre gange.

”Han har fundet noget,” sagde frømanden ved

hans side.

Axels hjerte trak sig sammen. Han kunne høre

dets slag som en ond blodrytme i øregangen. Han

bad til Gud om, at ’noget’ ikke var Marie schmidt,

men han vidste godt, at Gud ikke fandtes. slet

ikke her i Ørstedsparken, hvor de ledte efter liget

af den 18-årige pige, der lige var blevet student.

Der gik to minutter, før dykkerne kom op. i den

tid tænkte Axel ikke på noget andet end pigen.

Han tænkte på det, han vidste om sagen. Marie

schmidt var gået mod hjemmet. sandsynligvis

beruset. fra nørreport. og så var hun havnet her.

efter alt at dømme voldtaget. og smidt i søen. for

halvandet døgn siden. De måtte sammenstykke

hendes færden lige fra bellevue og herind. Hvem

havde hun talt med? Hvem havde set hende? Var

hun alene?

Det rykkede i snoren, og serier af bobler steg

op sammen med mudder og blade. Dykkernes

hoveder med maskerne var det første, de så, så

en utydelig hvid skygge mellem dem, som blev til

en krop, en død pigekrop.

– Uddrag fra bogen.

Jesper stein er født 1965 i Århus. Han

er journalist på Jyllands-Posten og har i otte

år arbejdet som rets- og kriminalreporter i

København. i dag skriver han om litteratur.

i 2008 skrev han bestselleren Man jager et

bæst og fanger et menneske sammen med

bent isager-nielsen. i 2012 udkom hans

skønlitterære debut Uro, der fik fremragende

anmeldelser, og som allerede før udgivelsen

blev solgt til italien. siden er de udenlandske

rettigheder solgt til tyskland, island, norge,

Holland og sverige.

foto

: Mo

rten

Ho

ltUM

o M s l A G : s t o l t z e D e s i G n . D K

f o t o : K l A U s H o l s t i n G

P O L I T I K E N S F O R LAG

p o l i t i ke n s fo r l a g . d k

ISBN 978-87 -400-0868-5

J e s p e r

s t e i nK R I m I

P o l i t i k e n s F o r l a g788740 0086859

JESPER STEIN

Bye ByeBlackbird

Krimi

P O L I T I K E N S F O R L A G

Bye Bye Blackbird.indd 3 08/05/13 15.37

7

PrologØrstedsparken, København, juni 2004

Det var sommer, mandag formiddag, i et hjørne af parken. 26 grader og luften stod stille med sværme af små insekter i rådnende idyl.

Vicekriminalkommissær Axel Steen så på snoren, der forsvandt ned i det grønne vand. En halv meters sigtbarhed, så var den væk. Den var fastgjort til en orange bøje med frømandskorpsets logo, som hvilede i søens overflade et par meter fra den udsigtsbro, han stod på.

Hans blik gled rundt langs bredden, som piletræerne lænede sig ud over med deres tunge kapper af grønt; blomster i orange, rødt og gult flor omringede vandet, flimrende i varmedisen.

Det rykkede svagt i snoren, og bøjen vuggede. Axel vendte sig om mod den frømand, der lige var kommet op fra

søbunden efter en halv times forgæves eftersøgning. Han havde krænget våddragtens gummihætte og dykkermasken af. Hans ansigtshud var helt hvid. Han rystede på hovedet.

En vandløber skøjtede forvirret hen over den blanke overflade. Axel kunne se totter af hvide skyer svæve hen over det lyseblå i søens grønne spejl. Så kom der en ny serie bobler sivende op fra dybet. De opløstes gådefuldt, da de nåede overfladen.

“ ... er jo ikke sikkert, at hun er her,” lød det bag ham.Stemmen var John Darlings, hans makker, der havde taget ledelsen

af evakueringen og afspærringen af parken. Drabsafdelingens won-derboy, en høj, bredskuldret, blond herretøjsmodel med dansk politis strammeste bukser og en allestedsnærværende fornemmelse for, at tingene skulle gå ordentligt for sig. Men ikke den store gerningssteds-mand.


8

Axel sendte ham et blik. Darling gav op og vendte sig mod frømanden.“Hvor lang tid vil det tage jer at undersøge søen?”“Mener du hele søen?”“Jeg ved ikke, hvad jeg mener. Hvor lang tid vil det tage?”“Hvis vi skal rundt i hele søen, kan det vare lang tid. Et døgn måske.

Den er fire meter dyb. Men hvis hun ligger hernede,” han drejede ho-vedet ud mod vandet foran dem, “så finder vi hende. Snart.”

“Kan hun være båret væk af strømmen?”“Man flyder ikke rundt dernede. Der er næsten ingen strøm. Det er

dødt vand.”Darling vendte sig mod Axel og begyndte igen.“Hvad er der? Det er da rigtigt, hvad jeg siger. Bare fordi vi har fun-

det hendes tøj, behøver hun ikke være her. Hun kan være hvor som helst. Det er slet ikke sikkert, hun er død. Hun kan ligge hjemme hos en eller anden fyr og hygge sig. Måske har de taget et bad i søen, og hun har glemt sine ting ...”

Axel lagde hånden på kollegaens underarm og klemte. Så ham i øjnene. Stemningen havde sat ild til Darlings frygt. Og han prøvede at snakke den væk.

“Hvorfor tror du, hun er i søen? Hvis hun er død, kan liget jo være hvor som helst. Hun kan for den sags skyld lige så godt være ...”

“Nu stopper du,” sagde Axel. Han vendte sig om og så på snoren igen. Bobler. Ellers ingen bevægelse. “Hun er dernede.” Han kiggede hen mod den bolsjefarvede plastictape, som var spændt ud 50 meter fra ham tværs over stien i begge retninger. Der var mennesker overalt, ikke bare bag afspærringen, også på de græsklædte brinker overfor. Folk pegede over mod dem, stivnede i deres bevægelser. En mand sad med en telelinse og knipsede løs.

“Har I tæpper med?” spurgte han frømanden.“Nej.”Han vendte sig mod Darling.“Skaf nogle tæpper.”“Hvorfor det?”“Nu.” Axel vendte sig mod søen igen. “Hun skal op i fred.”


9

Hans mobil vibrerede. Det var Cecilie, hans kone. Han afviste op-kaldet.

Ørstedsparken af alle steder. Københavns mest gennemkneppede grønne område. Døgnåbent analparadis for omstrejfende bøsser, grønt liggeunderlag for rygsækturister på skrabebudget.

Den firkantede park, der sank som en skål ned mod søen fra de om-kringliggende gader, var anlagt i 1800-tallet på resterne af Københavns volde. Otte meter under niveau med resten af kvarteret lå den nyrefor-mede sø omgivet af plæner og frodigt bevoksede skråninger, en lomme af skønhed omringet af nogle af byens travleste trafikårer.

Tre blishøns anført af en svane kom sejlende majestætisk over mod dem. Og så forventningsfuldt op på mændene på broen.

Det rykkede i snoren. En. To. Tre gange.“Han har fundet noget,” sagde frømanden ved hans side.Axels hjerte trak sig sammen. Han kunne høre dets slag som en ond

blodrytme i øregangen. Han bad til Gud om, at ‘noget’ ikke var Marie Schmidt, men han vidste godt, at Gud ikke fandtes. Slet ikke her i Ørstedsparken, hvor de ledte efter liget af den 18-årige pige, der lige var blevet student.

Marie Schmidt havde været savnet i halvandet døgn. Det var på ingen måde unormalt for en pige på 18 år i København, men det var unormalt for Marie. Hun havde været til studenterfest på Bellevue og var kørt hjem med S-toget til Nørreport ved 24-tiden. Klokken 00.23 havde hun sendt en sms til sin far om, at hun snart var på stationen. Ti minutters gang fra deres lejlighed i Nansensgade. Men hun var aldrig kommet hjem. Og hendes mobiltelefon var blevet afbrudt kun en time senere. Det var aldrig et godt tegn. Alligevel blev det blot betragtet som en forsvindingssag.

Indtil for fire timer siden, da en gartner havde fundet en taske, en studenterhue og noget tøj i et buskads i Ørstedsparkens nordlige ende ud for Israels Plads. Axel havde været første mand på stedet sammen med John Darling. Da de havde talt kort med gartneren, bevægede de sig ind i det meterhøje bregnebuskads, der var klemt inde mellem stien rundt om søen og opgangen til Israels Plads. Varmen føltes kvælende og ond. Der var toiletpapir flere steder, visne blade fra i fjor, knækkede


10

grene og forskellige slags brugt emballage. Lugten af jord og afføring. Fem meter inde lå huen, den lille lædertaske, en jakke og det, der fik Axel til at rette sig op og råbe til to ordensbetjente, som stod ude på stien, at de skulle tilkalde beredskabet og få afspærret hele området: en hvid ærmeløs kjole med et bånd af flæser og blonder ved skørtet. Den var støvet og havde fået vendt vrangen ud. Guldtråde i den indiske silke glimtede i de få solstråler, der trængte gennem løvet. I en busk en g-streng, der var revet itu.

Tøjet og tasken matchede det udsendte signalement af Marie Schmidt og lå spredt omkring et sted, hvor jordbunden og bladene var rodet op, som om nogen havde ligget ned. Axel havde taget den lille taske op. Smøger, en pung, en lighter, men ingen mobil. I pungen lå et månedskort til busser og tog i hovedstaden med et foto af den smilende unge pige. Han kunne mærke syren strømme ud i sin mavesæk. Ikke kun fordi stedet bar præg af, at pigen var blevet voldtaget, men fordi han vidste, at hun var død.

Parken var blevet spærret af og gennemsøgt af betjente fra hundetjene-sten. Uden at der var fundet yderligere spor af Marie. Kriminalteknikerne var ankommet og var i gang i buskadset. Men resten af drabsafdelingens faste setup, politifotograf og retsmediciner ventede oppe på gaden. De havde ikke noget lig. Endnu.

På stien bag ham stod kriminalassistent Tine Jensen, som havde haft kontakten til Marie Schmidts far. Moren var død af kræft fem år tidli-gere. Axel havde ringet til Tine Jensen, så snart han var klar over, at det var den savnede piges tøj og taske, de havde fundet, og han havde bedt hende advare faren om, at de var i gang i Ørstedsparken, og at medierne sikkert ville begynde at skrive om det. Tine Jensen var kommet ind i parken en time senere og havde gennemgået beklædningsgenstandene. Nu gik hun rundt på stien bag ham, ventede og røg. Han kaldte på hende.

“De har fundet noget,” sagde Axel, og det fik hende til at stivne. Hun var et hoved lavere end Axels 190, i slutningen af 20’erne, meget jysk, med kort blondt hår, blå øjne, der sad langt fra hinanden, et lille hul i hagen, en stift i næseboret og ti kilo overvægt.

Den orange bøje rykkede sig og blev trukket hen over overfladen.


11

Han vidste, hvad det betød. Hvad dykkeren end havde fundet, ville han afmærke det, så han kunne finde det igen. De stirrede begge ned i van-det og så serier af iltbobler og en sky af mudder stige op mod dem, in-den frømandens hoved og overkrop dukkede frem og brød overfladen.

Han blev i vandet, tog mundingsstykket til iltflaskerne ud og nikkede kort, ikke som en hilsen, men som en bekræftelse på noget, de vidste, hvad var.

“Jeg kan ikke sige, om det er hende, men det er i hvert fald en død kvinde. Hun ser ung ud.”

Axel følte varmen lukke sig om ham, som om hele hans krop blev klemt af en stor hånd. Han trak vejret dybt.

“Kan du få hende op?”“Ja, ingen problemer.”“Du bliver nødt til at vente lidt. Vi skal have retsmedicineren her-

ned, og vi skal have dækket af, så folk ikke ser det.”Han kunne høre John Darling ringe ind til radiotjenesten og bede

dem om at få et større beredskab ud, så de kunne rydde denne ende af parken helt.

Axel skulle til at bede ham om at få hele parken spærret af, da han hørte et råb. Det kom fra stien 100 meter væk neden for en cafe, der lå i parken. Axel vendte sig og så en mand komme gående hen imod afspærringen med journalister og flere pressefotografer omkring sig.

“Shit, det er hendes far,” sagde Tine Jensen. “Hvad fanden laver han her? Han skal væk, inden vi får hende op,”

sagde Axel. Tine Jensen begyndte med det samme at gå hen imod man-den, der var kommet helt hen til afspærringen og nu hørtes i højlydt diskussion med en ordensbetjent, der stod og holdt den bolsjefarvede afspærringstape op foran ham.

“Lad mig komme forbi. Jeg er hendes far.” Han var en mand i 50’erne med kruset blondt hår, der fik ham til at

se yngre ud, end han var. Klædt i jeans og en blå- og hvidstribet sømands-T-shirt, der virkede alt for frisk. Ikke mindst til det, der ventede ham.

Tine Jensen var nået hen til ham.“Hvad sker der? Har I fundet hende?” spurgte han højt og ængsteligt

på kanten af opløsning.


12

Tine Jensen bad to betjente om at få pressen væk, lagde en hånd på mandens skulder, løftede afspærringstapen og begyndte at lede ham hen mod en buet trappe, der førte op til Israels Plads. Hun bøjede sig ind mod ham og trak hans hoved ned mod sig. Axel kunne ikke høre, hvad hun sagde, men manden rettede sig op og udbrød:

“Det er min datter, der er dernede.”Så krummede han sig sammen og gik i knæ på stien. Axel kunne se

fotograferne knipse løs.“Hallo du.” Frømanden bankede i broens træ. “Hvad så? Hvor længe

skal jeg ligge her i suppen og vente?”Axels skjorte klistrede til overkroppen, og sveden løb ned ad hans

maveskind. Han råbte på Darling, der kom gående med en stabel am-bulancelagner.

“Vi er nødt til at rydde området, hvis vi skal have hende op. Og vi skal have hele parken finkæmmet igen. Jo flere tilskuere, der vader rundt, des større chance er der for, at de ødelægger spor. Jeg vil have hende op nu.”

Tine Jensen havde overladt faren til to uniformerede betjente, der var på vej væk med ham. Hun vendte tilbage til Axel. Bag ved ham var Darling i færd med at instruere en håndfuld betjente om at få låst portene og trænge folk ned gennem parken, så de kunne arbejde i fred.

De gik ud på udsigtsbroen, som stak tre meter ud i vandet. Axel gjorde tegn til dykkeren. Frømandens kollega havde taget masken på igen og var på vej i vandet.

“Så går vi i gang,” sagde Axel.Dykkerne gik ned i en sky af bobler. Tine Jensen bed negle. John

Darling stod og trippede med et udfoldet lagen.“Hvor kommer de op?”Axels mobil vibrerede igen. Endnu et opkald fra Cecilie. Og en sms.

“RING NU!!” stod der. Han skrev: “Jeg er midt i en drabssag. Vender tilbage.” Lukkede mobilen.

Der gik to minutter, før dykkerne kom op. I den tid tænkte Axel ikke på noget andet end pigen. Han tænkte på det, han vidste om sagen. Marie Schmidt var gået mod hjemmet. Sandsynligvis beruset. Fra Nørreport. Og så var hun havnet her. Efter alt at dømme voldtaget. Og smidt i søen. For halvandet døgn siden. De måtte sammenstykke hendes


13

færden lige fra Bellevue og herind. Hvem havde hun talt med? Hvem havde set hende? Var hun alene? Der måtte være vidner. Ørstedsparken var velbesøgt om natten. Allerede i aften ville de finkæmme hele områ-det for at få fat på nogen, der havde hørt eller set noget.

Det rykkede i snoren, og serier af bobler steg op sammen med mud-der og blade. Dykkernes hoveder med maskerne var det første, de så, så en utydelig hvid skygge mellem dem, som blev til en krop, en død pigekrop, vokshvid med vaskekonehud på hænder og fødder. Rifter på halsen. Mørke skygger. Var det kvælningsmærker? Hendes blonde hår bølgede vægtløst frem og tilbage i vandet som en shampooreklame. Åbne vandopløste grønne øjne, der stirrede dødt op i himlen. Et par højhælede hvide sko med ankelremme, som huden pressede sig op omkring. Ellers var hun nøgen. Små bryster, overkroppen, der glinsede af vand og mudder, det hårløse køn, ben og arme, ansigtet, ingen syn-lige skrammer, men på venstre ankel: en tatovering af en solsort. Marie Schmidts kælenavn.

Dykkerne fik en plasticbåre ud i vandet og dækkede hende med et ambulancelagen, inden de løftede hende op på den.

“Nej. For satan,” sagde Darling, der ellers aldrig bandede.“Tager du faren?” spurgte Axel Tine Jensen.Tunge skridt ramte broen.“De herrer, ingen rører mere ved hende, før jeg er færdig, og se at få

det lagen af. Hvis I skal afskærme liget for nysgerrige, må I gøre det på en anden måde.”

Landets førende retsmediciner, Lennart Jönsson, bedre kendt som Svenskeren, var der ingen, der sagde imod. Høj med topmave og bæ-reposer under øjnene. Han hilste på Axel og Darling, nikkede til de andre, åbnede sin gamle lædertaske, iførte sig den hvide heldragt, så mundbind. Han fandt handsker frem, pustede dem op, tog dem på og satte sig på hug ved siden af båren, der nu lå på trappen ned til udsigtsbroen. Og begyndte at undersøge liget fra top til tå. Alle så på ham. I stilhed. Han stoppede ved øjnene, tog en pincet frem, løftede øjenlåget op, mumlede noget, drejede hendes hoved og så bag ørerne. Axel vidste, at han ledte efter punktformede blødninger. Svenskeren tog et lommekamera frem og fotograferede ansigtet.


14

“Axel, hvor længe har hun ligget i vandet?”“Vi ved det ikke. 36 timer er et bud.”“Hvad ved I om hende?”Axel vidste, at Svenskeren kun var interesseret i oplysninger, der

kunne belyse ligets tilstand.“Ikke meget. Spor i buskadset tyder på, at hun er blevet voldtaget

eller har været udsat for noget seksuelt. Hun er sidst set lørdag nat, sand-synligvis i beruset tilstand på vej hjem fra en studenterfest. Ellers intet.”

“Er hun student?”“Ja.”“Fy faen. Lov mig, at du får fat på skiderikken.”Så åbnede han pigens mund, og Axel kunne se noget, der lignede

opvaskeskum.“Jeg ville umiddelbart have sagt kvælning, for der er rifter på halsen,

mærker, punktformede blødninger i øjnene og rødmen bag ørerne, men det her er skumsvamp. Og det betyder, at hun er druknet.”

Han undersøgte resten af kroppen. Tog skrab fra neglene, mens po-litifolkene stod i tavshed og så på.

“Hvad kan du se, hvis hun har været så længe i vandet?”“Det er individuelt. Der kan godt være mulighed for dna. Sæd i anus

eller vagina vil være bevaret. Hudrester under neglene vil nok være skyllet væk,” sagde svenskeren og vendte liget halvt om og førte et elek-tronisk termometer op i endetarmen på pigen. Han ventede, trak det ud og rystede på hovedet.

“Hun er blevet for kold. Har samme temperatur som vandet. Jeg kan ikke sige noget om tidspunktet. Hvad ved I om hendes sexliv? Var hun jomfru? Næppe, vel? I den alder. I denne tid.”

Darling hostede, som om han skulle brække sig, og gik hastigt væk. Svenskeren hævede øjenbrynene.

“Sarte maver. Nå, det er svært at sige ret meget, når hun har ligget så længe i vandet. Jeg må have hende ind på instituttet, så kan det være, jeg har mere til dig, men umiddelbart vil jeg sige, at hun er blevet forsøgt kvalt og smidt i vandet. Hun har sikkert mistet bevidstheden, men hun var i live, så hun druknede. Det får vi at se, når vi får åbnet lungerne.”


15

Han rejste sig. Fjernede mundbindet. Tog handskerne af og tog en dåse snus frem. Så op i trækronen over dem.

“Japansk pagodetræ,” konstaterede han og stoppede en portion ind i kæften. “Jeg skriver en foreløbig ligsynsrapport. Jeg sidder i bilen, hvis du vil mig noget. Hun er jeres.”

Politifotografen kom over. Han havde været i gang i buskadset sam-men med retsteknikerne. Axel gik hen til Darling, der stod og talte i telefon med drabsafdelingens chef. Han var bleg.

“Vi skal have hele afdelingen ud. Der skal folk på familien, på hendes liv, kærester, studenterkammerater, festen på Bellevue, overvåg-ningskameraer fra Nørreport. Og Parken skal gennemgås for vidner i aften, i nat og de kommende dage. Axel og jeg kører sagen.”

Det betød, at Darling organiserede. Mens Axel skulle finde morde-ren. Det passede ham godt.

“Møde på Gården om en time. Yes. Det er en aftale.”Darling afsluttede samtalen.“Du ser bekymret ud,” sagde han til Axel, da han havde lagt mobilen

i lommen.Axel var gennemblødt af sved. “Jeg har en dårlig fornemmelse.”“Hvorfor?”“Jeg ved det ikke. Som om det er smuttet allerede.”“Det er varmen. Eller stemningen. Det hele stinker jo. Hvem fanden

kvæler en nybagt student? Det er sgu da ikke til at holde ud. Måske skal du tage ti minutters pause. Det kunne jeg også godt bruge. Vi har lange dage foran os,” sagde Darling.

Axel gik igen ned til udsigtsbroen og kastede et sidste blik på liget af pigen, der blev blitzet fra alle vinkler. Hun så urimeligt blottet ud, udstillet i sin nøgenhed, kvælermærkerne om halsen var som en uskyld, der var blevet krænget af hende med ekstrem voldsomhed. Så gik han op ad den buede trappe og ud af parken.

Han satte sig på en sten på Israels Plads. En flok studenter sad på nogle bænke et stykke væk. Skidefulde. Cigaretter i mundvigen og klirrende flasker, deres alt for nye tøj og alt for nye smil. De skrålede. Axel fik øjenkontakt med en af pigerne, som så på ham med et tomt


blik langt borte i branderten. Hendes øjenlåg var blå af øjenskygge, og han kom til at tænke på sin barndoms ulykkelige kærlighed, Agnetha Fältskog. Så fik pigen rigtigt øje på ham og råbte:

“Hej, mand, tag og smil!”Axel vendte sig bort. Åbnede sin mobil. Der var kommet tre sms’er

fra Cecilie. Han trykkede hendes nummer uden at læse dem.“Hvad er der galt?”“Din store idiot. Hvorfor har du ikke svaret? Jeg er på Riget. Emma

ligger på intensiv. På grund af dig.”


Documents

Bye Bye Blackbird - af Jesper Stein