100 mm 100 mm14 mm140+3 mm 140+3 mm

220

mm

CMYK + MATTE KASCHE

Phønix har kun få måneder tilbage at

leve i og har forladt sin kone og lille datter for at rejse

til Varanasi i Indien. Mødet med Varanasis virvar af

pilgrimme og ligbål, spiritualitet og religion, er både

knugende og forløsende. Som søn af spirituelt søgende

forældre er han skeptisk over for det alternative, men

den skepsis sættes nu i perspektiv. Phønix vakler.

Han tør ikke håbe, men han tør heller ikke lade være.

Pressen skrev om Udflytterne

„En fornem og helstøbt roman om ukuelig optimisme og tabte illusioner. [...] At hendes talent er åbenlyst, hersker der ingen tvivl om. Ligesom romanens familie slår rod i de svenske skove, slår hendes lydefri, ukrukkede og mageløst

stilsikre prosa rod i læseren, så man – beklager klicheen – sluger teksten side for side, lige til bogen er slut.“ – Jyllands-Posten

„Camilla Stockmarrs indfølt sansede og samtidig næsten nøgterne beskrivelse efterlader læseren med et næsten lige så stort savn i sjælen efter vandfaldets brusen og de høje graner, når sidste side er vendt.“ – Kristeligt dagblad

„Udflytterne er et fornemt eksempel på, hvor-dan man med enkle virkemidler iblandet en meget raffineret ironi kan afdække livets store eksistenskonflikter.“

HHHH – dagbladenes bureau

„En lille poetisk roman at blive tænksom af.“

HHHH – berlingsKe

„Camilla Stockmarr skriver knaldhamrende godt.“ – WeeKendavisen

OMSlAg: AlETTE BErTElSEn / AlETTEB.dKOriginAlfOTO: gETTY iMAgES roman samleren

Camilla stoCkmarr debuterede med novellesamlingen I det skjulte

og har siden udsendt romanerne Noras tredje

alder (2004) og Udflytterne (2012). Camilla

Stockmarr fik i 2012 Kunstfondens treårige

arbejdsstipendie. Den anden bred er en selv-

stændig fortsættelse til Udflytterne.

www.camillastockmarr.dkfO

TO:

Ag

nE

TE

SC

Hl

iCH

TK

ru

ll

sa

ml

er

en

DEN ANDEN BRED

Af samme forfatter

I det skjulte. noveller, 2000Noras tredje alder. roman, 2004

Udflytterne. roman, 2012

Camilla Stockmarr

Den anden bred

Roman

Samleren

Den anden bred© Camilla Stockmarr og Samleren / rosinante&co, København 2014

1. udgave, 1. oplag, 2014Omslag: Alette Bertelsen, AletteB.dk

Sat med Minion og trykt hos Livonia Print, RigaISBN: 978-87-638-3390-5Printed in Latvia, 2014

Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglernei lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Tak til Statens Kunstfond og Statens Kunstråd.

www.camillastockmarr.dk

Samleren er et forlag i rosinante&coKøbmagergade 62, 3. | Postboks 2252 | DK-1019 København K

www.rosinante-co.dk

JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 4 SESS: 23 OUTPUT: Thu Dec 22 14:38:14 2011/first/Rosinante/odt2/1729_Udflytterne_140x220_Minion/Materie

Udflytterne

© Camilla Stockmarr og Samleren / rosinante&co, København 2012

1. udgave, �2 . oplag, 2012

Omslag: © Alette Bertelsen, Imperiet

Sat med Minion Pro hos Rosendahls − BookPartnerMedia

og trykt hos Scandinavian Book, Aarhus

ISBN 978-87-638-2061-5

Printed in Denmark 2012

Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne

i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Tak til Statens Kunstfond og Kunstrådets Litteraturudvalg.

Samleren er et forlag i rosinante&co

Købmagergade 62, 4. | Postboks 2252 | DK-1019 København K

www.rosinante-co.dk

5

Som barn fik jeg engang en knude på håndryggen på størrelse med en ært. En muskelknude, konstaterede lægen, i bagatelafde-lingen, ikke noget han ville gøre noget ved. Han kunne ikke sige, om den ville forsvinde, eller om den var kommet for at blive, men den gjorde jo ikke ondt? Så hvad var problemet, en dreng som jeg var vel ikke forfængelig? Så blev der ikke gjort mere ved den sag, og det var heller ikke noget, der generede mig synderligt. Men året efter begyndte den at vokse, ikke meget, men alligevel, og da den var på størrelse med en hasselnød, fik min lærer skolens sundhedsplejerske til at se på den, og hun sendte mig videre til en læge inde i byen. Ikke den, jeg havde været hos sidst, men en mere omhyggelig mand, der undersøgte den grundigt og ikke syntes at mene, det var en bagatel. – Gør den ondt? spurgte han, mens han forsigtigt lod tom-melfingeren glide hen over den. Jeg rystede på hovedet. – Men den er begyndt at vokse, siger du? Jeg nikkede. – Hm, sagde han og sad lidt og grundede over det. – Nu er det jo ikke sikkert, at den vil blive ved med at vokse, men jeg tror alligevel, det er bedre, hvis vi får den fjernet. – Hvordan fjernet? spurgte jeg. – Får den skåret væk, sagde han og tilføjede, da han så mit ansigtsudtryk, – bare rolig, det kommer ikke til at gøre ondt.

6

nervøs og angst personlighed. Pubertetsbumser er den spirende seksualitet (og en ting er bumser, noget andet er, i den alder, at få slynget i ansigtet, at det er ens spirende seksualitet, der bryder frem på denne påtrængende måde). Senilitet er summen af et helt livs fortrængninger, og døvhed manglende evne til at lytte til an-dre. Galdesygdomme – ja, det giver vel sig selv: vrede, vrede og atter vrede. Halsbrand og brok og sure opstød er også et billede på ens sindstilstand, og på den måde mener hun, at kroppen afspejler psyken. Sådan aflæser hun folks personlighed, ud fra deres krop og deres kropssprog. Hun var ikke et øjeblik i tvivl om, at min kræftknude var et symptom på uforløste følelser i forbindelse med min fars død. At han havde været død i årevis gjorde ingen forskel. Det var derfor ikke kemoterapi, men gestaltterapi, jeg havde brug for. Kemote-rapi anså hun for ren symptombehandling, rent bortset fra at det var en kemisk krigsførelse mod min krop og mit immunforsvar på et tidspunkt, hvor jeg behøvede mit immunforsvar mere end nogensinde.

Det var jeg ikke meget for, og min mor delte mit forbehold. Hun havde ikke den store tillid til hverken læger eller sygehuse, men ingen af hendes hvidløgsplastre eller urteomslag havde hjul-pet, så hun var heller ikke helt afvisende. Kompromiset blev, at vi skulle komme igen to uger efter. Hvis knuden ikke til den tid var blevet mærkbart mindre, skulle den opereres væk, og hvor stor var sandsynligheden for det? Jeg havde rendt rundt med den knude i årevis. Men allerede dagen efter syntes jeg, den var blevet mindre, og efter to uger var der ingen tvivl. Der var kun en lille bule, og den forsvandt stille og roligt over de næste par dage. Det var næsten et mirakel, og mine forældre var meget opta-gede af fænomenet, af kroppens evne til at helbrede sig selv. De diskuterede placeboeffekt og var helt oppe at køre over det. Min mor, som altid har ment, at jeg er en gammel inkarnation, troede, at det muligvis kunne være grunden, men det var min far ikke enig med hende i. Hendes snak om inkarnationer irriterede ham, ikke mindst fordi hun regnede ham for at være en meget ung inkarnation. Men min mor holdt på sit, og mange år senere, da lægerne konstaterede, at den knude, jeg rendte rundt med i lysken, hverken var en muskelknude eller en hævet lymfekirtel, men en kræftsvulst, så hun ingen grund til, at den ikke skulle forsvinde ligesom min knude på hånden. Kræftknude, muskelknude, prin-cippet var det samme. Som om jeg bevidst havde fået min knude til at forsvinde dengang, ved hjælp af en eller anden mental tryl-lekunst. Hendes tillid til min åndelige kapacitet er utrolig.

For min mor er der ingen tvivl om, at der er en sammenhæng mellem folks sygdomme og deres personlighed. En hæmoride, for eksempel, opstår ikke ud af den blå luft. Den kommer af, at vedkommende har ondt i røven over et eller andet. Astma er re-lateret til sorg, og luftvejssygdomme i det hele taget er tegn på en

7

nervøs og angst personlighed. Pubertetsbumser er den spirende seksualitet (og en ting er bumser, noget andet er, i den alder, at få slynget i ansigtet, at det er ens spirende seksualitet, der bryder frem på denne påtrængende måde). Senilitet er summen af et helt livs fortrængninger, og døvhed manglende evne til at lytte til an-dre. Galdesygdomme – ja, det giver vel sig selv: vrede, vrede og atter vrede. Halsbrand og brok og sure opstød er også et billede på ens sindstilstand, og på den måde mener hun, at kroppen afspejler psyken. Sådan aflæser hun folks personlighed, ud fra deres krop og deres kropssprog. Hun var ikke et øjeblik i tvivl om, at min kræftknude var et symptom på uforløste følelser i forbindelse med min fars død. At han havde været død i årevis gjorde ingen forskel. Det var derfor ikke kemoterapi, men gestaltterapi, jeg havde brug for. Kemote-rapi anså hun for ren symptombehandling, rent bortset fra at det var en kemisk krigsførelse mod min krop og mit immunforsvar på et tidspunkt, hvor jeg behøvede mit immunforsvar mere end nogensinde.

8

Her forleden sagde Steven: – Er du klar over, Phønix, at Varanasi er det sted i Indien, hvor der dør flest udlændinge? Det forbløffede mig at høre. Min første tanke var, at de døde af infektioner eller dårlig lægehjælp. Så tænkte jeg på, om Vara-nasi af alle steder i Indien var et farligere sted at opholde sig. Det virkede ikke usandsynligt, selv om jeg aldrig selv har følt mig utryg. Men da jeg spurgte, svarede han, at de døde her af samme grund som alle andre: fordi dette er en by, hvor folk tager til for at dø. Det var aften, og vi var på vej hjem gennem den gamle bydels smalle gader. I de mindre gyder var pladsen så trang, at man ikke kunne gå side om side, så Steven, der var langt mere stedkendt end jeg, gik nogle skridt foran. Indimellem passerede vi faldefærdige byggetomter, hvor der voksede store træer. Hvor affaldet hobede sig op mellem nedstyrtede huse og murbrokker. I nogle af de ned-styrtede huse boede der mennesker. De boede i den del, der endnu ikke var styrtet sammen, men som så ud til at kunne gøre det når som helst. Eller de byggede videre på ruinerne. Der var huse, hvor dørene førte direkte ud i ingenting, fordi det værelse, de førte ind i, for længst var styrtet sammen. Det var meget mørkt. Den eneste belysning var den, der faldt sporadisk ud gennem de lave døråbninger, og vi gik med øjnene

9

fæstet til jorden for ikke at snuble eller træde i noget. Alligevel slog jeg hele tiden fødderne mod kantsten, der ragede umotiveret op, eller trådte i ting, jeg helst ikke ville vide, hvad var. Bortset fra lyden af vores trin hen over den ujævne brolægning var der stille. Vi gik begge i klipklappere, lavkasteindernes fodtøj, samt store grå pashminasjaler, som vi bar omvendt ligesom inderne, med de frynsede ender hængende ned ad ryggen, noget, der fik Steven til at ligne en indfødt og mig til at ligne en nar. Jeg mere fornemmede end så de mange mus og rotter, der pi-lede langs husmurene. Pludselig blev en mus fanget i lysstriben fra en døråbning. Jeg nåede lige at registrere dens forvirring, før den pilede ud i mørket, og øjeblikket efter mærkede jeg den under foden. Den var kommet ind mellem min fod og min klipklap, i det øjeblik jeg havde løftet hælen. I det samme mærkede jeg den spæde musekrop knuses under min bare fod. Jeg sprang i vejret, og musen faldt ud. Den lå og spjættede i lysstriben med sin knuste musekrop, og ingen af os kunne få sig selv til at træde på den igen og gøre en ende på dens lidelser. Vi kunne heller ikke få os selv til bare at gå videre, så vi stod der og så, hvordan livet langsomt forlod den, indtil en forbipasserende sparkede den ind til siden, hurtigt og skødesløst, så den ikke lå i vejen for de gående. – Hvis det havde været en kakerlak, sagde jeg, – ville jeg ikke have skænket det en tanke. – Nej, men nu taler vi om Lord Ganeshs ridedyr, så du bliver nok nødt til at lave en puja for den i morgen, svarede Steven, og det var ikke til at sige, om han mente det, eller om han lavede grin med mig. – Vi skulle have taget en lygte med, sagde jeg. – Der er lys længere fremme. Lyset, en enlig pære, hang i åbningen over et gadekøkken, hvor et par unge drenge var beskæftiget med at lave mad og vaske op.

10

Et sodet og snavset smalt rum, der stank af uvaskede kroppe og friturestegt mad: pakora, samosa, bahji. I et hjørne stod en vandspand. Indimellem standsede en af de forbipasserende op og tog en slurk. Alle sørgede omhyggeligt for ikke at berøre øsen med læberne, men brugte den til at hælde vandet ned i munden, ligesom når de drak af en flaske. På den ødegård, hvor jeg voksede op, havde vi en tilsvarende spand med brøndvand stående i køkkenet. Men til forskel fra inderne drak vi direkte af øsen, en temmelig rusten sag, der gav vandet en metal-lisk bismag, men vi var ikke sarte. Det vil sige, min søster var sart. Hun hadede, når vi drak af øsen i stedet for at hælde vandet op i en kop. Jeg ved ikke, hvor hun havde det fra. Ingen af os andre havde det på den måde. Jeg havde intet imod at overtage et tyggegummi, som min far havde tygget på, eller spise af en tallerken, der havde været brugt af en anden. Men med tiden har jeg fået det ligesom min søster. – De danske sundhedsmyndigheder ville lukke stedet bare ved at kaste et enkelt blik ind ad døren, sagde jeg. Steven trak på skuldrene. – De danske sundhedsmyndigheder ville lukke hele Indien. En stor gryde med dahl stod og simrede på ilden, og al respekt for dahl, som er en dejlig og velsmagende ret, men det ligner no-get, et meget sygt menneske har kastet op i store mængder. Alene måden det var sprøjtet op ad siderne på gryden, der var gammel og bulet og givetvis aldrig gjort ren. Som den uendelighedssuppe min mor kogte, og som hun havde fået fond fra af en anden, som havde fået den af en anden osv. En kædebrevssuppe, som havde kogt hver dag i tredive år. Eller de rugbrødssurdeje, som hun fik på tilsvarende måde. Som hun opbevarede i syltetøjsglas i det iskolde vand under vandhjulet, eller som stod i kartoffelkælderen og mugnede, fordi rugbrød var noget, hun kun lavede i perioder.

11

Denne dej er hundrede år gammel, kunne hun finde på at sige, en oplysning, som ikke havde helt den samme værdi for min sø-ster og mig som for hende. Der var ting, vi helst ikke ville vide for meget om, og en af dem var så afgjort detaljerne omkring hendes madlavning. Det lille gadekøkken havde ingen borde, endsige stole. Man spiste stående eller siddende på en lille afsats langs husmuren. Maden blev serveret i små skåle af blade, og af samme grund stod der ofte en ko eller en ged og snaskede i resterne, som folk smed fra sig i hjørnet op ad pissoiret. Og i hvilket andet land ville man lægge et bespisningssted klos op og ned ad et åbent pissoir? Eller et pissoir klos op og ned ad et bespisningssted? Hele stedet stank, og jeg forstod ikke, hvordan folk kunne klemme noget ned under de betingelser, men måske havde de vænnet sig til lugten. En fyr, der bor i den anden ende af byen, i den del, hvor mange af de udlændinge, der opholder sig længere tid i Varanasi, foretrækker at bo, sagde engang til mig, at han boede der, fordi der var renere. – Ikke efter europæisk standard, skyndte han sig at tilføje, da han så mit ansigtsudtryk, – men efter Varanasi-standard. Han sagde ikke efter indisk standard, for selv efter indisk stan-dard skilte Varanasi sig ud. Jeg har ikke været noget sted i Indien, der er så sølet og beskidt. Især i den gamle bydel er det slemt. Ga-derne er smurt ind i lort, ikke kolort, som har en værdi og sjældent får lov til at ligge, men noget, som ligner lort fra syge mennesker, der ikke har haft tid til at gå afsides eller trække ind til siden, men bare har kastet sig ind i den nærmeste gyde og trukket bukserne ned, og det sker vel ikke kun for turister. Men i betragtning af at der hver dag valfarter mellem tyve og tredive tusinde pilgrimme til byen, og antallet af offentlige toiletter er begrænset, så er det ikke underligt, at gaderne ser ud, som de gør.

12

De kommer strømmende til byen fra alle egne af landet. Med busser og tog og lastbiler, i åbne ladvogne stuvet sammen som kreaturer. Fra tidligt om morgenen, endnu inden det bliver lyst, kommer de gående gennem gaderne, ad usynlige pilgrimsruter, i lange rækker på vej mod floden med deres rejsetasker og bylter på hovedet. Eller de kommer sejlende i store åbne både, og i den grå morgendis, siddende tæt sammen, indhyllede i deres grå og brune tørklæder, ligner de bådflygtninge. Også Steven omtalte sig selv som en pilgrim og sit ophold som en pilgrimsrejse. Det var han ikke den eneste, der gjorde, men han var den eneste, der kunne sige det, så det ikke lød som en floskel. Blandt de mange mennesker, der sad og spiste dahl ved siden af pissoiret, fik jeg øje på en canadier, som jeg havde talt med tidligere. En ung fyr, der ligesom så mange andre har en guru her. Som dyrker yoga og meditation for derigennem at nå en hø-jere bevidsthed, noget, han har arbejdet målrettet på hele livet. Enhver samtale fører uvægerligt tilbage til ham og hans åndelige udvikling, og jeg får hver gang en ubehagelig fornemmelse af, at han placerer de mennesker, han møder, på en skala, alt efter hvor åndeligt udviklede de er, og jeg er ret sikker på, at jeg befinder mig temmelig langt nede på den skala. Idet vi passerede ham, så han op, og jeg vinkede, som man vinker til folk, når man er på vej et andet sted hen og ikke har tid til at standse. Han rejste sig smilende og banede sig vej hen til os. – Hello guys. Ligesom de foregående gange begyndte han straks at tale om kriyayoga og hathayoga og navne på guruer, døde som levende. Havde en føler ude for at se, om disse navne sagde os noget, om der var håb. Det var der selvfølgelig, måske ikke i dette liv, men i det næste. – Nogle mennesker, sagde han og så på Steven, – skal jo gennem

13

flere inkarnationer for at få øjnene op for det, andre kunne se den dag, de blev født. Det er ikke alle, det kommer lige let til. Mens vi stod og talte, blev vi antastet af en tiggermunk. I di-straktion tog jeg imod hans små sukkerkugler (mest fordi jeg da-gen før havde afslået en blessing fra en hellig mand, hvilket jeg havde fortrudt umiddelbart efter), og hurtigt, inden jeg kunne nå at fortryde, bandt han en gul bomuldssnor om mit håndled og klaskede, sjusket og ligegyldigt, en rød klat pujamaling i panden på mig, hvorefter han forlangte et fuldstændig urimeligt beløb for sin ydelse. Jeg stak ham nogle mønter og følte, at han lige så godt kunne have skrevet idiot i panden på mig. Canadieren, der havde en tilsvarende rød klat i panden, smilede til mig. En af de udlændinge, der bor her, en tynd bleg franskmand, har valgt sig en guru blandt en af tiggermunkene. Han går klædt som han i hvid turban, der mere er en snavset klud om hovedet som dem, bønderne går med, end det er en turban. Han har ladet sit tynde skæg gro og bærer en stav som den, Ghandi gik med. Hele dagen går han i røven på den lille gamle mand, og han behandler ham med den største ærbødighed. Men hvem ved, måske når han en højere bevidsthed i samme tempo som de, der sidder for fød-derne af de mere etablerede guruer. Jeg har ikke den store tiltro til hverken den ene eller den anden. Alligevel strejfer tanken mig, om jeg blandt en af dem kan finde en mand med så stor åndelig kraft, at han bare ved håndspålæggelse kan få min kræftknude til at forsvinde. Men hvad ved jeg om hellige mænd. Jeg kan forestille mig, at mit ønske ville blive mødt med en lignelse eller en filosofi, der går ud på, at man ikke kan ændre sin skæbne. At jeg ikke skal frygte døden, fordi den vil give mig mulighed for at udvikle mig i mit næste liv. Samtlige de mennesker, jeg har mødt her i Indien, tror på rein-

14

jeg har en tilsvarende plet på overlæben, og når du sidder i dine egne tanker, vil du lade fingeren strejfe skønhedspletten, og jeg vil ønske, at jeg til den tid, hvor jeg end måtte befinde mig, vil kunne mærke dine fingerspidser, som et ganske let kærtegn hen over læben.

karnation, indere såvel som udlændinge. Canadieren ikke mindst, hvilket givetvis er grunden til hans afslappede forhold til døden, for hvorfor kæmpe imod når man alligevel står her igen i morgen. I en ny skikkelse ganske vist, men alligevel. Og din elskede: din kone og dit barn, dem møder du igen i næste liv. De vil have en anden skikkelse, men don’t worry, I vil genkende hinanden. Han puffer venskabeligt til mig: – Slap af mand, der er masser af liv. Det kan han sagtens sige. Det er ikke ham, der aldrig skal se sin datter blive voksen. Og ved tanken om dig, ved tanken om, at jeg aldrig skal se dig igen, bliver jeg grebet af et dybt savn. Indtil du blev født, anede jeg ikke, hvad dødsangst var. Hvis jeg i en eller anden situation havde strejfet døden, havde det væ-ret med et anstrøg af nonchalant ligegyldighed. Men da jeg stod med din lille bitte barnekrop i armene, ændrede alt sig. Døden voksede sig stor og skræmmende, og mit liv fik en betydning, det ikke tidligere havde haft. Det blev vigtigt, ikke kun fordi du havde brug for mig, men også af andre grunde. Jeg ville se dig vokse op. Jeg ville være der, når du slog dig. Når du var bange om natten. Jeg ville være den, der viste dig havet og humlebierne, som lærte dig at cykle og svømme og spytte kirsebærsten ud. Næste år når du starter i skole, vil jeg ikke være der. Du vil sidde med dine manglende fortænder og et nyt penalhus, og du vil aldrig mere komme løbende mig i møde. Og Clea vil møde en ny mand, som vil flytte ind og tage min plads. Han vil ligge i min side af sengen, og en dag på et fortov vil det være ham, du løber i møde. Og folk vil fortælle dig, at du i virkeligheden ikke har mistet mig, fordi jeg altid vil leve videre inden i dig, og du vil beholde en mørk skønhedsplet på overlæben, selv om alle vil spørge dig, hvorfor du dog ikke får den fjernet. Men du vil beholde den, fordi

15

jeg har en tilsvarende plet på overlæben, og når du sidder i dine egne tanker, vil du lade fingeren strejfe skønhedspletten, og jeg vil ønske, at jeg til den tid, hvor jeg end måtte befinde mig, vil kunne mærke dine fingerspidser, som et ganske let kærtegn hen over læben.