Castberggaard Syndrom Forord Der er flere som har bedt mig skrive om Castberggaard Syndrom og udgive det, selvom jeg i første omgang bare havde tænkt at det bare var min egen hypotese. Jeg har ikke nogen form for akademisk og forsker baggrund, og som jeg kun kunne gå med og tage op af lommen og snakke med folk om. Men da flere højtstående akademiske folk har udtrykt begejstring over konceptet har de bedt om at emnet blev mere udbredt, og at de kan få mit materiale til deres egen videre arbejde, ligesom jeg nu har holdt flere foredrag rundt i landet og i udlandet. Derfor tillader jeg mig at udgive mine tanker, så alle folk kan læse og selv vende og dreje med. Det er vigtigt at når man læser bogen, er opmærksom på at synsvinklen omkring døve, er at døve er en kulturelt og sproglig minoritet ligesom f.eks. sorte befolkning i Sverige, og ikke som en handicap med hørelsen som mangler. Såfremt man vil læse om døve som handicap, skal man læse medicinhåndbøger om døve, som er skrevet af folk med minimal kendskab til døve som menneske. Jeg skal understrege jeg ikke har sinde at gøre hørende til skurke, da de fleste handler i god tro, fordi de er blevet vejledt til at gøre det, som fremkalder Castberggaard Syndrom. Havde de blevet vejledt på anden måde var situationen meget anderledes. Derfor skal bogen her ikke uden videre gøre hørende til skurke, trods det kan virke sådan. Men for at forstå hvad Castberggaard Syndrom er, må man først forstå Audism, og forstå at Audism findes i stort omfang. Castberggaard Syndrom er et konsekvens af Audism, og derfor er det nødvendigt at vide noget om Audism, før man går videre med Castberggaard Syndrom, for at få et større forståelse for emnet. Derfor skal I ikke blive forundret over når jeg indleder med en kort beskrivelse af hvad Audism er, og referere til to andre bøger som beskriver mere om Audism. Derefter vil jeg beskrive baggrunden for min ide omkring konceptet Castberggaard Syndrom, og derfra gå videre til indholdet til syndromet, som jeg har udarbejdet gennem flere år via mine egne erfaringer, samlet andres erfaringer, lavet interviews og fået feedbacks via mine mange foredrags omkring emnet. Jeg vil slutte bogen med at skrive om hvordan man kan forebygge Castberggaard Syndrom, og beskrive en løsning på hvordan man kan påvirke døve på en positiv måde. Samtidigt med at læsere som vil mere efter denne bog kan gå videre til emnerne, Deafhood og Deaf Gain. God fornøjelse Tomas Kold Erlandsen

Audism Begrebet Audism betyder at diskriminere døve på grund af hørelsen. Begrebet sttammer fra år 1975 af den amerikanske døveforskeren Tom Humphries. Han skrev en artikel med et nyt ord: Audism, og gav en definition på ordet Audism som kommer oprindeligt fra latinens ord audire "for at høre". Det kan gå parallelt med racism, som er at behandle mennesker forskelligt udefra race (hudfarve), dvs at hvide mennesker undertrykker, ser ned på og nedgøre sorte mennesker fordi de er mørkhudet, i dette Audism tilfælde handler det om at til at behandle mennesker udefra hørelsen, som er at folk nedgør, undertrykker og behandler folk som ikke har en hørendes hørelse dårligt. I Sverige i slutningen af 70 og begyndelsen af 80's i løbet af døvbevidsteheds bevægelse med døveaktivisten Lars-Åke Wikstrøm i spidsen gik det meget hurtigt med Audism. Rundt i verden er begrebet Audism et meget vigtigt begreb i døvekulturen, ligesom racism er for sorte. Ifølge Dirksen Baumann fra Gallaudet Universitet findes der tre niveauer for Audism.

1. Individuelt niveau

Når undertrykkelsen foregår blandt almindelige folk. Et kan være når en person forhindrer en døv person i at deltage i en samtale, ved at tale sådan den døve person ikke får mulighed for at følge med på tegnsprog. Gør ting og sager hvor døve vil være forhindret i tilgængeligheden, og derved gør den døve til den svage person. Det kan også være på skoler hvor der går døve børn, og at lærerne på døveskoler ikke bruger tegnsprog i arbejdstiden. Også at tale ned og gøre nar af døve fordi personen er døv.

1. Institutionelt niveau Det er når systemet undertrykker døve. Det kan være ved at forhindre døve at få lige tilgængelighed til informationer ved offentlige steder som bus og tog stationer, medier og offentlige forsamlinger. Det kan også være når samfundet vælger at forringe døves behov efter samfundsøkonomi, som f.eks. at tvinge døve børn ud af døveskoler og enkelteintegrere i en hørende skole.

1. Ideologisk/metafysisk niveau Gennem mange år er mennesket blevet opdraget til at hørelsen er en magtfaktor. ”Jo bedre man kan høre, des bedre er man”. Det vil sige at fra fødslen bliver folk påvirket til at få den opfattelse at døve er svag pga. døve ikke hører. Og at døvheden er noget der skal kureres. Begrebet Audism skal være en slags krukke og vidensbank som samler erfaringer om undertrykte døve, på samme måde som f.eks. racism og sexism. Når vi f.eks. nævner ”racism” sætter det mange tanker frem som vi kender fra historiebøgerne, f.eks. slavehandel, klux klu klan og etnisk udrensning m.m.. På samme måde når vi nævner ordet ”sexism”, sætter det gang i tankerne om kvindeundertrykkelse gennem historien med bl.a. lønforskel, kvindesyn og kbindehandel. Vi kender holdningen til racism og sexism som noget forfærdeligt. Det samme skal man når man støder på ordet ”audism”, skal folk med det samme forstå at det handler om undertrykkelse af døve – alene pga. døvheden og ikke som menneske. Audisme er et substantiv ord. En person som begår audism kaldes personen en audist, et adjektiv ord. Det var en meget kort udpluk af hvad Audism er. For at forstå det helt, anbefales det at læse; ”Deafhood/Audism” af Patrik Nordell og Tomas Kold Erlandsen og ”Mask of Benevolence: Disabling the Deaf Community” af Harlan Lane Når vi kommer til Castberggaard Syndrom er det vigtigt at tænke på hvad det betyder når man begår audism. Audism ville være helt ligegyldigt hvis det ikke havde noget konsekvens. Men det ved vi alle at det ikke er sandt, for vi ved at, ved alle enhver form for undertrykkelse giver det ubehagelige mærker hos en! Og det er her vi kommer til mit begreb Castberggaard Syndrom. Jeg vil vise et klip fra en artikel i Døvebladet skrevet af psykologen Palle Vestberg, som har arbejdet med omkring døve i mange år. Jeg anser ham som en audist, sådan som han har skrevet artiklen. Jeg er selv forbavset over at Døvebladet godkendte at trykke artiklen. Døvebladet har sikkert deres forklaring på hvorfor de trykte artiklen. Men det er for mig det samme som at en nazist fik en racist artikel trykt i en jødisk medlemsblad.

Jeg omformulerer det, så det handler om sorte i stedet for døve. Så kan artiklen komme til at se sådan ud. ”Gennem de sidste årtier er der udviklet en hårfarve, der kan gøre sorte mere hvid, Nogle sorte børn lærer nu af sig selv at opføre sig som en typisk dansker! Nogle sorte kan ikke bare danse samba, men også danske folkedans sammen med hvide venner. Det er fantastisk!” Racist udsagn vil mange sige. Man vil sikkert anklage skribenten for at være racist, og anmelde det for racisme. Men Palle Vestbergs artikel gik glat igennem uden nogen større reaktion på audismen. Det kan være et tegn på Castberggaard syndrome. At døve har indfundet og opdraget til at lade hørende krænke døve. Døve er vokset op med at der ikke kommer noget konsekvens for audisten. Det er Castberggaard Syndrome! Castberggaard Syndrom

A. Baggrunden for ordet Castberggaard Syndrom. På Castberggaard højskolen i Danmark, som er et kursuscenter for døve og hørehæmmede arrangerede en række weekend kurser og work shops med emner som omhandlede døves kultur. Blandt andet var emnerne; Deafhood af Martjee, Audism af Dirksen Baumann, CODA børn af Millena M og andre emner om døves kurtur m.m. Jeg deltog til alle kurserne, som jeg synes at Castberggaard har arrangeret til UG. Jeg har altid kaldt Castberggaard for mit andet hjem, og gør det stadig. Under en af kurserne om Deafhood, oplevede jeg at, vi under hele forløbet gav udtryk for at Audism er forfærdeligt, og at det er så alvorligt at der må gøres noget ved det. Men oplevede samtidigt blandt deltagerne, den udmattelse og magtesløshed for at finde en handling. Det undrede mig så meget at jeg kom til at tænke på Stockholm Syndromet, som er en psykisk tilstand, i hvilken betyder at ofrene for en kidnapning eller person, der indespærres imod deres frie vilje - fanger - udvikler et forhold til deres vogtere. Denne solidaritet kan sommetider komplicere tingene, når fangerne ligefrem hjælper deres tilfangetagere med at opnå deres mål eller undslippe politiet. Syndromet udvikler sig ud af ofrets forsøg på at relatere sig til sin tilfangetager eller få sympati fra kidnapperen. Det er en psykisk lidelse som er alvorlig og kræver behandling.

Det samme tænkte jeg om døve som udsættes for Audism, og samtidigt bliver udsat for psykisk omprogrammering til at underkaste sig over for hørendes præmisser. Det var sådan jeg begyndte min teori om Castberggaard Syndrom, som blev opfundet på Castberggaard, og derfor navnet. Når jeg sætter ”syndrom” til er det fordi ordet karakteriserer mønstre som beskriver fælles genkendelige træk hos en gruppe mennesker, som ikke behøver have noget med hinanden at gøre. Det vil sige at døve rundt i verden som udsættes for Audism får en lidelse, social tilstand og symptomer som er fælles genkendelig. Mange syndromer er opkaldt efter lægen som opfinder lidelsen. Her vælger jeg stedet for opfindelsen, og det er Castberggaard, som kan sammenlignes med Stockholm Syndrom hvor forfatteren til Stockholm Syndrom byggede sin teori udefra episoden i Stockholm. Derfor har jeg valgt at kalde det for Castberggaard Syndrom.

A. Tegnet for Castberggaard Syndrom Begrebet handler om at den døves væsen bliver malet/programmet til at glemme at man er døv, og være bevidste om de hørendes væsen. Ligesom telefonopfinderen Alex. Graham Bell fra England, som jeg betragter som er en audist udtrykker: ”Vi bør forsøge glemme at de er døve. Vi bør lære dem at glemme at de er døve”. Derfor kom jeg frem til at tegnet for Castberggaard Syndrom er at venstre hånden viser tegnalfabetet ”D” (døv) og højre hånden med tegnalfabet for ”H” (hørende), som klapper eller maler på ”D”´ets pegefinger. På den måde viser tegnet at det handler om at det døves identitet vaskes af og erstattes med hørendes autoritet.

A. Grundprincipper for Castberggaard Syndrom Bemærkning Alle døve har mere eller mindre Castberggaard Syndrom. For nogle som har haft en ”heldigere” barndom, er lidelsen mindre i forhold til andre som er mere mærket af Castberggaad Syndrom.De eksempler jeg kommer med i bogen kommer fra interviews, samtaler og artikler jeg har hentet rundt omkring, og derfor behøver de enkelte eksempler ikke omfatte alle døve, da hvert døv har sin egen oplevelse og erfaring.

Det gør ikke ondt at være døv. Man kan få et normalt tilværelse som døv. Man kan være stolt over at være døv. Der er fordele ved at være døv. For at det skal gøre ondt at være døv, skal man skabe en handling der gør at det gør ondt at være døv. Det er der det begynder at gøre psykisk ondt at være døv, at Castberggaard Syndrome fremkaldes. I de fleste tilfældninger begynder den smerteligt handling allerede, når det døve barn bliver født. Når barnet udsættes for udstødelse. Når ethvert barn fødes, er det allervigtigste for barnet at få omsorg og nærvær af familien, især moderen og modermælken som også kendetegner kontaktformen. Når barnet efter en tid kommer til høreundersøgelse, og familien får at vide at barnet er døvt, sker det for det meste at familien kommer ud for en voldsom krise. Familiens forestillinger og billede af barnet bliver brast, og det sker derfor ofte at barnet bliver afvist og anset som anderledes, i nogle tilfælde som et uønsket barn. Denne afvisning af barnet er så voldsom at barnet påvirkes, og barnet rammes Castberggaard Syndrom. Det bedste man kan gøre for at hjælpe familierne er at vejlede familierne om hvad det vil sige at være døv. At familierne kan møde døve, og se at det er ingen sag at være døv. Døve lider ikke ved at være døv. Døve er stolte folk med eget sprog og kultur, som med det integreres i samfundet. Men desværre udtalelser den medicinske verden, uden at have taget døves erfaringer og døve med på råd, at man anser døvheden som en handicap som er svær at leve med. Derfor tilbydes mange familier som får døve børn en operation, så det døve barn får indopereret en coclea implant (CI), som giver et surrogat hørelse. Mange indenfor sygehusvæsnet udtrykker meget fejlagtigt at når barnet får CI øges barnets livskvalitet, og sikrer barnet et fremtid. Samtidigt som familierne med chokket om besked at deres barn er døv, får de besked om at CI kan ”give” deres ønske barn tilbage, og barnet ikke længere er døv. Igen der smøres barnet for Castberggaard Syndrom, fordi her er det ikke barnets naturlig og smertefrie fødte væsen man tager hensyn til, men at barnet skal tilpasses i det hørendes vilkår. Barnet kan uden tvivl mærke at familien igen er glad, og at det skyldes CI. Barnet er allerede påvirket til at døvheden gør omgivelserne ked af det og at hørelsen skaber ”venskaber”. Barnet vokser op med den hjernevask om at hørelsen er vigtigt, og at jo bedre man hører, des bedre er man. I den voksne periode er smerten for mange døve, at den døves identitet kidnappes (af samfundets fordomme/audism) og programmeres/manipuleret til underståtere og underkaste sig overfor den hørende befolkning og tilpasse sig efter hørendes behov, trang, vilkår, regler, og principper i samfundet. Folk som rammes af Castberggaard Syndrom indebærer også at døve bliver splittet og får negativ syn på døvheden og derved lavere selvværd. Døve får også svært ved at indordne sig indenbyrdeles, fordi det fællesskab der binder døve sammen bliver krænket. Det kan sammenlignes med Onkel Toms Syndrom. Onkel Tom Syndrom er et begreb i psykologi, som handler om at skabe en passivitet og underkastelse hos de sorte befolkning når de konfronteres med hvide overmagten. Onkel Tom Syndromet kommer fra den amerikanske forfatterinde Harriet Beecher Stowes

roman ”Onkel Toms Hytte”, som handler om en sort slave som bliver bedre stillet hos hans hvide ejer fordi han lader sig ydmyge af ham. Han får også opfattelse at hvis man lader sig underkaste sig og skjule sine sande følelser overfor hvide bliver man respekteret. Men han bliver alligevel slået ihjel af hans overmand fordi han ikke vil sladre om tilflugtssted for to andre slaver. Man kan genkende det blandt døve, når en døv tilpasser de hørendes betingelser, som f.eks. at tale uden tolk til hørende, bruger høretekniske hjælpemidler og tilpasser sig efter hørendes kulturelle behov og lader sig erkende over for hørende at hørende overfor sig er bedre stillet på grund af hørelsen. Sådan at jo mere en døv er mærket af Castberggaard Syndrom som er en nedsættende betegnelse for døve, der gemmer sine sande værdier, træk og behov til side, for at blive accepteret blandt majoritet. Andre målgrupper som kan have det samme konsekvens er f.eks. homoseksuelle og indvandrere, som i mange tilfælde også må efterleve majoritets egoisme for at blive anerkendt. En psykisk tilstand som også gør at døve bliver udsat for meget mere undertrykkelse end mange andre minoriteter, der så gør at døve føler sig ekstra mindreværdige i forhold til andre minoriteter er ved at sammenligne folks opfattelse af hvordan man ser undertrykkelse af kørestolsbrugere, indvandrere, kvinder med døve. Jeg tog et eksempel og spurgte en forsamling: Har man set en assistent til en kørestolsbruger som møder en anden assistent, beder den lamme mand om at rejse sig og støtte sig på trappegenlænderen, hvor at derefter selv sidder på kørestolen og behager dig med den anden assistent som gør det samme. Nej, vil alle sige... Har man set to hvide komme gående forbi en bænk og set at der sidder en sort person, og beder den sorte person om at rejse sig op, hvor derefter selv sidde på bænken og behage sig. Nej, ikke i år 2011, vil det fleste sige... Har man nu oplevet at i svømmehallen, at mænd ikke gad gå ind ad herreomklædningen, men i stedet kvindeomklædningsrummet. Nej vil næsten alle sige... Har man set en døv skoleelev og hørende tegnsprogslærer kommunikere sammen på tegnsprog, og de møder en anden hørende tegnsprogslærer, at den første tegnsprogslærer begynder at snakke uden tegnsprog, så den døve elev ikke kan følge med eller får sværre ved at følge med. Ja vil alle sige!!! Vi går tilbage igen til første eksempel og spørge hvad omgivelserne reagerer ved at se kørestolsbrugeren kæmpe for at stå med støtte af genlænderen, mens assistenten sidder på kørestolen. De fleste siger at assistenten bliver fyret med gråt papir. Om de to hvide som beder indvanderen om at rejse sig siger alle at anklage de to hvide for racisme og diskrimination. Nogle vil klage over dem til myndighederne. Omkring herrerne i dameomklædningsrummet siger alle at svømmehallens vagter vil storme ind og vride armene på de frække herre og bortvise dem fra svømmehallen.

Så hvad sker der når vi snakker om den døve som står mellem to tegsprogslærere som taler uden tegnsprog. Alle klemte øjnene og nikkede genkendende og knyttede hænderne og sagde: Ja, for fanden, der sker ingenting! Måske hvis man klager over det får lærerne en påmindelse af rektoren, men der kommer ingen konsekvens ud af det – ej heller om det gentager sig i 20 år! Her kan man se at døve er så dårligt stillet, at det påvirker så meget, at det er ikke overraskende at mange døve er usikre på sig selv, om det er tilladt at være stolt over at være døv. Castberggaard Syndrom trives i store dele blandt døve som gennem mange år er blevet stigmatiseret ved at lægeverden har placeret døve i kasser udefra hvor meget man hører. Kasserne bliver placeret sådan at det handler om at havne i den kasse som står tættest på den sidste store kasse som består af hørende. Stigmatiseringen har stor indflydelse på at døve får lav selvværd og selvfølelse, for det er ikke personen med hørelsen der favoriserer den døve person. På den måde går døve indbyredeles og kalder sig for døv, hørehæmmet, tunghør, CI opereret eller hvad det nu kan være, for at karakterisere som som person. Det kan sammenlignes med indvandre, hvor samfundet også stigmatiserer dem ved at kalde dem for 2. generationsindvandre, nydanskere, mulatbørn og andet. Alt det for at se hvor meget hvid de er, og derved blive mere accepteret. Indlært hjælpeløshed Der er meget kritik over hvorfor mange døve mennesker har svært ved at stå på egen ben, og gøre tingene selv uden noget hjælp. En af forklaringerne er at mange døve børn bliver fra barnsben anset som hjælpeløs, og bliver derfor overbeskyttet. Mange eksempler kan nævnes at døve altid får hjælp til deres udfordringer og bliver beskyttet med en osteklokke. Det kan også ses ved at mange døve ofte forventer at hørende klarer døves ting og sager. Indlært hjælpeløshed er en vigtig begreb blandt børnehavepædagoger. Pædagogerne er bevidste om at de ikke hele tiden skal hjælpe børnenes udfordringer, som f.eks. når børn skal tage deres jakker på, er pædagogerne bevidste om at børnene skal lære at selv tage jakke på. Hvis man hele tiden hjælper barnet med at tage jakke på, lærer barnet jo ikke at selv tage jakke på. Andre eksempler kan nævnes at pædagogerne er meget opmærksomme på når børn har konflikt med hinanden, at de også skal lære at kunne løse dem selv, og ikke altid gribe ind og komme med færdige løsninger. En døv fyr fortalte at da han gik i børnehave, og når han var færdig på toilettet kaldte han altid på en pædagog som kom og hjalp med at tørre numsen. En dag var det en døv pædagog som kom ind. Hun valgte i stedet for at hjælpe, fortælle fyren hvad han skulle gøre. Siden har han selv gjort det. Det viser at ofte kommer døve ud for situationer hvor hørende overtager handlingerne for længe at døve bliver afhængig af andres hjælp, og ikke lærer at løse hverdagens udfordringer godt nok. Derfor er det ikke underligt at mange døve vokser op med den overbeskyttede lag og har derfor svært ved at stå på eget ben som voksen.

Det er ikke døvheden som er noget i vejen med, men at døvheden ikke bliver udfordret på sammen måde som hørende børn. Dukketesten En tankevækkende eksempel som kan sammenlignes med Castberggaard Syndrom er dukketesten som blev lavet for at teste sorte børns selvtillid ved at lade 41 børn vælge mellem en sort og en hvid dukke. Uden at børnene kunne se hinanden, valgte 39 af børnene den hvide dukke. En en række interviews og undersøgelser om hvorfor sorte børn foretrak hvide dukker frem for sorte dukker som ellers kunne identificeres med sig selv, viste de sig at grundet til at de hvide dukker blev foretrukne var at de havde bedre vilkår end sorte. At man var bedre stillet med hvide dukker, og at hvide fik mere end sorte. Det viser at børnene er blevet påvirket til at det er bedre at være hvid en sort. På samme måde ved at teste døve ved at spørge om hvilket livskvalitet der er bedst man skal tilpasse sig efter, enten som døv eller som hørende, vil de fleste sige ”hørende”, og er klar til at underkaste sin identitet og tilpasse sig efter hørendes vilkår. 95% af døve fødes i familier som eneste døv, og bliver derfor ofte udsat for at skulle tilpasse sig i hørendes vilkår, som f.eks. at finde sig i at se TV udsendelser uden at kunne følge med, deltage i familiesammenkomster uden at der er en tolk med så vedkommende kan følge med uden at skulle anstrenge sig, og ofte har familierne ikke fået korrekt vejledning og informationer om hvad det vil sige at være døv og hvad man kan gøre for at opfylde den døves behov, så døve ikke føler sig socialt overset. Derfor er det ikke mærkeligt hvis døve skulle vælge den hørende dukke frem for den døve dukke. Det er at smøre Castberggaard Syndrom på døve, hvilket er tragisk. Hundetesten En eksempel kan også overføres til hvordan man kan påvirke døve til at ændre adfærd, så døve vælger at lade sig underkaste overfor hørendes præmisser er hundetesten som handler om at teste to hunde ved at placere dem i to forskellige bure. Det ene bur er delt i to rum med en væg med et hul i midten, og man kan hoppe igennem til det andet rum. Den første hund placeres i det ene rum og man sætter en mild strøm i rummet. Hunden føler irritation og hopper indtil den hopper igennem til det andet rum. Man skifter så for strømmen til det andet rum, hvor hunden atter hopper og igen falder tilbage tilbage til det første rum. Efter en tid opdager hunden at for at undgå at få strøm skal man hoppe igennem hullet til det andet rum. Så tester man det andet bur hvor der slet ikke er mulighed for at havne til en strømfri rum. Den hund som placeres i det bur, må efter at have kæmpet for at undgå strøm, give op og ligger ned og accepterer strømmen. Da man slukker for strømmen, og tænder igen, hopper hunden igen, men hundens kamp bliver efterhånden kortere og kortere, og vælger at finde sig i at der er strøm. Pointet ved hundetesten er at man derefter to de to hunde ud og sendte dem ud på en forhindring, hvor den hund som kunne hoppe igennem et hul, gennemførte forhindringen, mens den anden hund opgav efter den første forhindring. Det viser at den opgivende hund har fået nedbrudt sine ressourcer og selvtillid, at hunden vælger at opgive presset og

acceptere forholdene som de er, mens den første hund forsat har sin tro på at nå sit mål og har den tillid til at kunne klare presset. Sådan er det med mange døve som gennem mange år har måttet give op for at få sine rettigheder som døv gennemført, og i stedet vælger at lade sig underkaste for overmagten. Hunden savler Døve børn bliver også påvirket psykisk via systematisk indoktrinering, ved at blive påvirket af omgivelserne at man får glæder ved at ”glemme” at man er døv. Igen kan eksemplet med hunde som testes, ved at hunde bliver påvirket til at hvergang en klokke ringer serveres der mad. Efter en tid med den fremgangsmåde forsøger man at lade være med at give hunden mad når klokken ringer. Men hunden savler dog når klokken ringer, fordi hunden er blevet hjernevasket til at klokken er lig med mad. På samme måde bliver mange døve påvirket med ros og belønninger når f.eks. kan høre lyde, snakke hørendes sprog og efterleve hørende. Mange døve svarede at de oplever at på deres barneskole blev de rost for at høre og sige lyde rigtigt, men aldrig er blevet rost for et flot tegnsprog. Babyer med huer på for at holde på høreapparater. Flere hørehæmmede giver udtryk for at de har været udsat for tvang når det handlede om at få høreapparat på som lille. Mange børn fik høreapparater på og derefter bundet en hue på hovedet for at børnene ikke skal kunne tage høreapparatet af. Flere har udtrykt at det var ulideligt at skulle have høreapparater på, som var indstillet for højt eller givet hyldelyde, at det har medført tinnitus senere som voksen. Pateralism Det begreb skal nævnes, fordi mange døve oplever at mange hørende omkring sig giver udtryk for hvad der er bedst for den døve. Døve har gennem flere generationer gjort opmærksom på at det er tale om fejlagtige og uvidende handlinger, men det er ikke blevet taget højde for det. I stedet mener hørende at døve vil være taknemmelig senere. Udtrykket gør også at hørende kommer til den følelse som at det gør mere ondt på dem end på døve.

Paternalisme betyder formynderi. Begrebet betyder at formynderen giver udtryk på: ”Jeg ved bedre end dig selv hvad der er bedst for dig, og det giver mig ret til at bestemme over dig.” Men oftest – især i døvesammenhæng - er påstandene forkerte. I døve sammenhæng er det klart døve selv som ved bedst, hvad der er bedst for vedkommende. Og det bør ikke give formynderen ret til at træffe beslutninger og afgørelser på den døves vegne, selvom formynderen skulle have noget viden som døve ikke har på dette tidspunkt.

En voksen kvinde fortalte at da hun gik i skole, fik hun besked fra læreren at det er vigtigt at have høreapparat på, for at høre og få lydfornemmelser af hvad der sker omkring hende. Og samtdigt kunne reagere når læreren kalder på hende. Læreren fortalte hende hvad der er bedst for hende. At hun vil klare sig bedre når hun kan høre, når andre kaldte på hende. Men hun tænker nu som voksen, at læreren handlede efter hendes egne erfaringer som hørende. Hun taler af egne erfaringer som hørende, og hvad der er bedst for hørende. Læreren tænkte ikke på hvad det er bedst og nemmest for hende som døv. Læreren har i den situation ikke taget højde for at hun er døv og har eget deafhood (døvhed og identitet).

Læreren har fokuseret på hvordan hun kan tilpasse lærerens kultur. Det er ikke meningen at hun skal i skoletiden lære at tilpasse sig efter andre, men skal have en skolegang, som går ud på at hun skal få kundskaber på den måde der er bedst for døve (på denne skole for døve). Det vil sige at læreren skulle have rettet sig efter døves præmisser, og derved forstærke hendes identitet som døv. For når en person har en identitet vil man have lettere ved at tilpasse sig efter andre miljøer uden at være frustreret. Kende sine rettigheder som døv. Være med til at udvikle samfundet til et større forsamlingssted for alle typer folk. Det forhindrede læreren hende i, fordi i den situation handlede det om at hun skulle lære at efterleve en anden kultur.

For at vende det om, så vil man aldrig bede en blind på en blindeskole skulle tilrette sig efter den seende lærernes fordel. Man vil tage højde for at den blinde person skal have en så god skolegang, og få de kundskaber der skal til. Derfor ville man sørge for at tilrette skolen så den blinde kan være tryg, og derved en god identitet, uden at skulle leve sit liv på seendes præmisser. Derefter vil den blinde have en så god identitet og ressource til at klare sig i samfundet som ikke er tilrettelagt efter blindes betingelser. Men vil have stærk mulighed for at være med til at udvikle samfundets muligheder so samfundet vil kunne rumme alle folk, og ikke bare majoritet.

Det samme kan man sige om analfabeter. I dag er der mulighed for at få lydbøger, lyd og stemmer, sådan at analfabeter kan blive del af samfundet. Det ville de ikke hvis de skulle indordne sig efter andres præmisser. Det vil betyde at analfabeter vil være den svage led i forhold til majoritet. CI som lokkemiddel – bedre muligheder En eksempel på den døve bliver bedre accepteret og anerkendt hvis barnet kan høre. Døve får det billede at barnet har to veje i livet. Den ene vej som døv, medfører arbejdsløshed, ringere kommunikation med familien, sorg i familien, specialskoler, skal bruge tolk m.m.. Mens de vil få et bedre liv med hørelse – via et CI operaration – vil de kunne klare sig i den lokale skole, flydende kommunikation med familien, og uden tolk. Flere uddannelsesmuligheder m.m.. Det er nogle af de detaljer der presser den døve til at bøje sig for formynderen og majoritetens armvridninger. Apparatfejlsmodellen Det er når lægen for enhver pris vil "reparere" og er stærkt fokuseret på de fysiske egenskaber.Og ikke tager det sociale liv, psykologien osv. med i betragtning.Man ser det også i forbindelse med døende mennesker. Når det er meningsløst at fortsætte en behandling, og det var bedre at stoppe, fortsætter nogle læger ud over alle grænser med at behandle den syge.At nogle læger arbejder ud fra det, der i medicinsk etik kaldes for apparatfejlsmodellen. Dvs. de focuserer KUN på de fysiske egenskaber ved en person og vil reparere personen, hvis der er noget "der ikke virker".De "glemmer", at mennesket har sin egen integritet, at det f. eks. også er et socialt individ og ikke mindst, at det har ret til egen selvforståelse.

Lægen som arbejder udefra "apparatsfejlmodellen", betyder at lægens vinkel er objektiverende. Han ser personen udefra, dvs. som et objekt.Hvis han/hun derimod ser personen som et subjekt, ser han/hun mennesket som en hel person og vil spørge om eller

undersøge, hvordan personen selv ser verden osv.Vi kan også tage begrebet livskvalitet.Den objektiverende læge, som arbejder udefra apparatfejlsmodellen, definerer livskvalitet som summen af fysiske egenskaber. Dvs. jo flere fysiske egenskaber en person har, jo mere lykke.Men enhver ved jo, at det ikke holder vand.Livskvalitet er en subjektiv størrelse. Det er kun et menneske selv, der kan sige, om det er lykkeligt.

En læge / person, der ikke kender døvekulturen, og påstår, at man har mere livskvalitet som hørende end som døv, handler udefra apparatsfejlmodellen. Det er et synspunkt, som lægen ikke pr. definition har ret i! Det er udefra den samme tankegang man sorterer mennesker fra osv., osv. Alan Topor, svensk psykolog siger at i mange tilfælde er behandlingen bedre, bare ved at ændre synet på ”fejlen”. F.eks. syn på døve ændres, frem for at ændre døvheden. Eksempler på indoktrinering Et stort problem som døve organisationerne kæmper med er, at få myndighederne, lægevidenskaben og samfundet til at ændre deres fremgangsmåde og holdning (audism) til døve og i stedet bør se døve som kulturelt minoritet. Det vil straks mindste Castberggaard Syndrom meget. Som det er nu så fødes 95% døve i en hørende familie, og bliver den eneste døv. De første såkaldte eksperter familierne møder er folk i lægeverden, som anser døve som en handicap (deafness). Mange familier møder først velfungerende voksne døve lang tid senere. Derfor er det ikke mærkeligt at døve børn kommer til at føle sig alene og anderledes i forhold til resten af familien. Sådan bliver døve børn meget nem at animere til at efterleve hørendes kultur og præmisser.

I 1960érne var det ofte sådan at når en familie fik et døvt barn, kontaktede familierne skoler for døve, og talte med lærerne om døve. Ofte udtrykte lærerne at døve har svært ved at klare sig i samfundet og ikke er stabile mennesker. Det har givet et forkert billede af døve overfor uvidende familier. Man kan se dokumentationer i dokumentarfilmen ”dövmetvende”, hvor en hørende indrømmer at have handlet forkert, og udtrykker at det var tale om mangel på viden om døve. I dag er det heldigvis nemmere for familier at hente saglige dokumenter om døve via internettet og døveorganisationerne er kommet mere frem med nye lovgivninger. Men det er ikke godt nok endnu. Kontrol/belønning Gennem døve børns opvækst er der meget kontrol over døve børns udvikling omkring høre og tale arealet. Døve børn er flere gange på sygehuset tl hørekontrol, tilpasning af høreapparater og til øre operationer (CI). Og samtidigt med at døve børn bliver fast kunde på sygehuset skal børnene også gennem en række tale undervisning på skoler, tale institutionerne og testes på sygehuset. Når der sker fremskrift, belønnes børnene med orde som ”du får det bedre i fremtiden”, ”Når du taler så godt er du et god frontfigur” og meget andet der gør at, jo bedre man hører og taler das bedre fremtid får man. Det hører til sjældentheder at døve børn roses for flot tegnsprog, som er døves første sprog. Mange døve bliver vasket med at livskvalitet bliver bedre, når man taler og hører bedre.

Vi kan læse om at døveskolerne kalder sig for to-sproget skole, og kan tilbyde talesprog og talemiljøer. På skolernes foldere omtales tegnsproget ikke på samme måde som talesproget. Derfor er det ikke underligt at døve føler at deres eget sprog ikke er tilstrækkelig, og at talesproget er en vigtig led i deres livskvalitet. Det er trist, for mange døve som vil have lettere ved at udtrykke sig på tegnsprog bliver smørret til at foretrække talesproget. Et eksempel er at mange døve børn som stammer fra familier som vægter talesproget frem for tegnsproget har ikke lyst til at melde sig til sportsklubber, foreninger, spejder m.m. blandt hørende, hvorimod døve som kommer fra tegnsprogede familier har et større overskud til det. Det er et tegn på at disse døve børn som omgives af massiv talesprog har et mindre overskud i sig til at omgå i majoritets miljø, fordi deres overskud er brugt til at belaste sig selv psykisk med at indordne sig efter andres ønsker og præmisser, frem for det de ellers vil have nemmest ved. Følelsesmæssigt manipulation En børne bog som kan sammenlignes med det som døve udsættes for er meget tydelig. Det handler om Heksen Willy som bor sammen med sin sorte kat i et kæmpe slot som er helt sort som katten. Der som sker, er at heksen Willy kommer til at sidde på katten som lå på den sorte sofa, og senere kommer til at træde på katten fordi hun ikke så katten for det sorte gulvtæppe. Men det som gjorde udslaget var da hun faldt ned ad trappen, fordi hun ikke så katten foran trappen. Willy fik den ide at trylle katten om så katten blev helt grøn. Det løste mange problemer. Men kun indtil foråret kom, og Willy og katten gik udenfor slottet til den grønne eng. Så skete det at heksen Willy ikke så katten for det grønne græs, og faldt over katten og over til busken med roser. Willy blev rasende, og tryllede katten nu om, så katten havde forskellige farver. Lilla hale, grønne forben, blå hoved, røde ører, brune bagben og gult krop. Nu var problemerne for heksens vedkommende løst. Men katten følte sig forbiset. Kattens virkelige jeg er blevet til en andens ønske. Følte sig uaccepteret. Katten valgte at flygte fra Willy og slottet, og boede helt oppe på træets top. Det var heller ikke nemmere der, for nu gjorde fuglene nar af kattens mærkelige farver, og kattens selvværd var helt nedbrudt. Nede på jorden stod Willy og tænkte over sagen, og indså at det var forkert at være egoist og skulle have ladet katten være som den var. Samtidigt så fik Willy den ide der kunne få katten tilbage i slottet og katten kunne få sin selvtillid tilbage. Det var at katten fik sin naturlige sorte farve og en kæmpe undskyldning, og derefter valgte at lave om så slottet, så slottet fik forskellige farver. Nu var alle glade igen. Pointet er at det ikke bare skal være døve som skal tilpasses til de hørendes vilkår, når man kan skåne både døve og hørende for lidelser, kan man i stedet for lave om på omgivelserne, sådan at begge bliver glade. Det viser også at man vælger at ligestille begge partnere, og ikke lader majoritet dominere minoritet. Akkulations begrebet. Akkulation (hentet fra wikipedia) er betegnelsen for de gensidige kulturelle ændringer, der finder sted ved kontakt mellem grupper med forskellig kulturel baggrund.

Hvis to grupper er ligestillede, kan de påvirke hinanden gensidigt, og omvendt kan den mest dominerende gruppe bevirke, at akkulturationen er ensidig, og dette kan i sidste ende føre til kulturel assimilation, hvorved de kulturelle forskelle udjævnes. Assilmination (hentet fra wikipedia) betegner inden for samfundsvidenskaben som oftest, at en befolkningsgruppe kulturelt tilpasser sig en anden og derved indlemmes i denne ved at opgive eller ændre eksempelvis religiøse eller politiske overbevisninger. Blandt forskellige samfundsvidenskabelige discipliner er der en ophedet debat om definition, anvendelighed og relevans af disse begreber. Man forsøger at leve som de lokale (dansker, svensker etc.) i det land man er kommet til; man tilpasser sig landets regler og læremåde og kommer i det pågældende lands skole. Defensiv strategi: Holde tryghed ved at fastholde sit oprindelige sprog. Integrere sig i det pågældende samfund.

Tænker man på døve som gennem mange år bliver påvirket med at det er bedre at kunne høre og tale. Det giver den effekt at døve vælger at indordne sig efter hørendes præmisser. At døve bliver en del af majoritet (hørende) når døve lader opføre sig som en hørende. Døve skal så anstrenge sig for at blive integreret blandt hørende. Det vil sige, ikke være sig selv som døv, men skal tilpasse sig efter hørende. Der skal nævnes at mange døve børn vokser op uden valg. Døve børn bliver påvirket med at det er fordelagtigt at kunne høre en snakke bag sig, og at kunne høre omgivelsen. Hvis børnene var opdraget som døv, hvor døvheden fik indflydelse på indvidet, var det anderledes. Så havde døve ikke den behov for de hørendes vilkår, som at høre en snakke bag om og kunne høre omgivelsen. I stedet vil døve have gavn af døve fordele, som at være mere visuel og lydhør på den visuelle måde. Mange døve udtrykker at de føler sig hjemme og afslappende i omgivelser hvor der er andre døve. Men så snart der kommer en hørende i lokalet retter de døve sig efter den hørende.

En interessant artikel fra smaablade for døvstumme som beskriver at når døve er samlet selv er de frie, og når der kommer en hørende, bliver døves meningsfrihed begrænset.

Det gælder også uanset om den hørende skulle være en som respekterer døve og døve som sproglig minoritet. For den døve er blevet hjernevasket til at indordne sig efter den kultur. Man kan sammenligne det med f.eks. heste som kommer ud for en ulykke ved at falde i is, vil hesten ikke kunne overskue at skulle gå på is andre steder selvom det skulle holde til. Et andet eksempel kan nævnes om mennesker som bliver udsat for overfald af f.eks. en mand med rødt skæg, hår og briller, vil offeret opleve traume ved at se en lignende mand som skulle være god nok.

Eksempler på Castberggaard Syndrom Engang fortalte en skoledreng at efter han og hans skoleklasse havde besøgt en busselskab, synes han at det var et spændende erhverv, at han gerne ville være buschauffør eller taxachauffør. Men til drengens skuffelse fik han at vide at døve ikke kan blive buschauffør eller taxachauffør. Begrundelsen for at døve ikke kan blive chauffør er at han ikke kan kommunikere flydende med passagerne, som er ekstremt vigtigt, især ved ulykker. Samt at der ikke var mulighed for telefonkontakt mellem chaufføren og hovedkontoret. Efter nogle dage da drengen havde tygget på det, spurgte drengen sine lærere om hvorfor døve ikke kan blive chauffør af de argumenter som han fik, når chaufførerne som kører i skolebussen som kører døve børn hver morgen og eftermiddag slet ikke kan tegnsprog og endog ikke kan skrive svensk da de er udlændinge. Læreren svarede; ”Det er sværere for døve”. Punktum, og mere var der ikke om den sag. Den episode er tragisk for den drengs selvværd som døv. Man har for det første ikke taget de tekniske hjælpemidler og muligheder der forefindes i betragtning - f.eks. tolk og elektronisk skrivetolkning/midler-, men taget den nemme og billige udvej at døve ikke kan. Hvorimod hørende som står i samme situation som døve mht. kommunikations barriere (kan ikke kommunikere med døve og ikke kan det nationale sprog) sagtens kan få job som chauffør. Tragedien forværres når drengens signal om at der ligger problemer i at skolebussens chauffører ikke kan kommunikere med døve og man ikke har taget hjælpemidler/løsninger for at løse det, betyder at drengens psyke bliver påvirket med at, døve passagerer ikke har samme værdi hørende passager ved f.eks. uheld. Altså at omsorgen for hørende passager er vigtigere end omsorgen for døve passager. Den lille historie er en blandt mange episoder som døve udsættes for hverdag. Mange små oplevelser, beskeder og svigt gør at døve bliver smurt med den besked om at det i samfundets øjne er vanskeligt at være døv, og må finde sig i at der er forskel mellem døve og hørende.

Et eksempel på at den slags påvirkning medfører at døves selvværd bliver nedbrudt og lader sig underkaste sig over for hørende. En hørende mand kom gående forbi en åben forsamling for døve. Han gik ind af ren nysgerrighed. Han satte sig diskret helt tilbage for ikke at forstyrre. Hans formål ved deltagelsen var ganske enkelt at se hvordan en forsamling for døve foregår. En døv medarbejder så tilfældigvis manden og gik hen til ham og sagde velkommen til ham på tegnsprog. Manden udtrykte at han ikke forstår tegnsprog og viste tegn på at han bare vil kigge forbi. Medarbejderen gjorde store øjne og løb lynhurtigt til en hørende kollega og fortalte at der er en hørende siddende blandt døve. Den hørende kollega gav signal til endnu en anden døv kollega om at tage over. Og som endte med at skrive at det er en forsamling på tegnsprog, og den hørende mand svarede blot at han bare ville se hvordan det foregik. Tilbage til den første medarbejder som fartede ned til hørende kollega, er det et tegn på at vedkommende gennem langt til er blevet påvirket at lade sig underkastet overfor hørende og bliver automatisk psykisk svag ved møde med hørende folk. Og vælger at undgå at føre en samtale med hørende og lader en anden hørende tage over. Andre lignende eksempler kan henvises til DVD filmene fra Sverige ”Dövmetvetenhet”, hvor f.eks. Sten Ulfsparre siger at døve har den tendens til at henvise til hørende. Han fortæller endog at når han siger ”de hørende”, så gør han det ved at pege med fingren opad, som om hørende er bedre. I begyndelsen i den samme DVD ser man at en hørende fortæller at det skal skiller mellem mennesket og dyret er talen. Man forsøgte at placere et barn sammen med dyrene, og det resulterede i at barnet talte dyresprog, og var dum. Det blev sammenlignet med at når døve ikke kan høre stemmen og derfor ikke kan komme til at tale godt, hører mere til dyrenes verden end mennesket. Og derfor også være dum. Tænk at døve skal få det besked smidt i ansigtet gentagne gange af læger, talepædagoger og forskere. Og forældre får det samme besked, og behandler derfor døve som svag og giver ikke døve et normalt barndom med udfordringer og udviklingsmuligheder. Det skader døve som menneske og konsekvensen at døve bliver påvirket/vasket med Castberggaard Syndrom. Flere eksempler kan nævnes at lærerne på døveskolerne har et så ringe tegnsprogskunnen og viden omkring døve. Og det er indelysende at det er årsagen til at der er så få døve som går ud af skolen med fuldt eksamen. Det kræver næsten trolddom for at klarer skolen under disse vilkår. Det som kan kobles til Castberggaard Syndrom er at samfundet, majoritet og skolernes ledelse ikke deler samme opfattelse og gør tiltrækkeligt for at forbedre det. I den sammenhæng bliver der forsket i hvorfor døve har svært ved at klare sig gennem en uddannelse. Og hvorfor der er så få som tager eksamen i skolen. Trods for at det er indelysende at det er svært at lære noget i skolen, når man skal kæmpe for at forstå lærerne, og ikke får mulighed for at omgås i et fuldt tegnsprogsmiljø.

Døve bliver derfor malet med det indtryk at det er døve som fejler noget og at skolernes ringe tegnsprogsmiljø ikke bærer det tunge årsag. De fleste forskninger konkludrer at grundet til døves mangelfulde eksamensresultater skyldtes at døve har et ekstra handicap udover døvheden, at døve ikke får tegnsprog i hjemmet m.m.. Men det holder ikke i længden, for når man sammenligner døveskoler, mellem tegnsprogede skoler (ofte med døve forstandere) med skoler som ser forbi den reelle problem, kan man se at der er stort forskel mellem disse skoler. Børn som går ud fra skoler med fuldt tegnsprogsundervisning og miljø er meget større end de andre skoler som beskytter det faktiske problem. Det giver derfor disse døve børn Castberggaard Syndrom. De bliver malet med at det er dem som fejler noget og ikke det faktiske problem. Disse døve ved jo at hvor de kan få bedst gavn, men får den besked om at det er dem som fejler noget. Nu vi taler om situationer fra skolemiljøet skal der også nævnes at mange døve børn gennem deres skoletid bliver malet med Castberggaard Syndrom når lærerne kommenterer deres talesprog og ikke tegnsprog. Mange døve kan nikke genkendende over at lærerne i klasserummet har rost enkelte døve børns taleudvikling. Når de kunne sige ordet oralt, bliver de rost for det. Men det hører til sjældenthederne at lærerne roser børnenes tegnsprog. Det påvirker børnene i den retning at talesproget er finere end tegnsproget. Det er med til at mange døve i voksenalderen føler skam når de skal sige ord oralt. For mange år siden var det forbudt for døve børn at bruge tegnsprog i skolen, hvilket også betyder at døves identitet er forbudt. Heldigvis blev tegnsproget i flere lande accepteret, og endog anerkendt som et sprog – enten i sprogloven eller grundloven – men nu er det begyndt igen at det er skamfuldt at bruge tegnsprog. Nu indfører skolemiljøet massiv taleundervisning og tale under lektionerne, til trods for at skolen ellers forefindes for at give børn kundskaber, handler det nu mere og mere om at lære børnene at tale. Det er også med til at smøre Castberggaard Syndrom på børnene. En psykisk påvirkning som er skadeligt for døves identitet er også når man hele tiden forsøger at finde det rette kalde navn på institutioner og steder som har med døve at gøre. For eksempel skoler, arbejdspladser og institutioner. Et konkret eksempel kan der henvises til DVD filmen ”Dövmetvetanda”, som er lavet af Svensk Døves Riksforbundet (SDR). Her bliver der nævnt at før i tiden kaldte man skolerne for døve for ”døveskolen”, men senere ændrede man det til ”Skolen i Lund”. Og igen senere gav man skolerne navn, som f.eks. Manillaskolen, for at skjule begrebet ”døv” så meget som muligt. Det er også for at trække på børn som ikke er medicinsk døve, men hørehæmmede. Men vender vi det om og spørger os selv, hvad det betyder hvis vi også gjorde det med f.eks. skoler for jøder. At samfundet vælger at give skolen et nav, der gør at man ikke ser at skolen er for jøder. Det for at trække halvjøder til skolen og informere folk at skolen ikke er en skole for jøder i kulturform, men også er en skole for jøder uden jødisk identitet.

Så vil man begynde at snakke om racisme, og krænkelse af jødernes kultur og identitet. Et andet eksempel som også er med til at nedbryde døves selvtillid, er at man kalder skolerne for specialskole. Døve føler sig ikke speciel, uden at det er samfundet (majoritet) som vælger at placere døve som specielle folkefærd. Døve har ikke problemer med at omgås andre døve med forskellige former af høretab udefra medicinsk måling. Det er omgivelserne der skaber de mange små kasser og placerer døve i kasserne udefra de medicinske hørekurver, hvor helt døve hører i den ene ende, og helt ikke døve (hørende) er på den anden ende. Og når børn hører mere og kan tale mere kommer de i de ”finere kasser” som er placeret tættere på den sidste kasse hvor ikke døve (hørende) er placeret. Det er en af stor årsagerne til at døve bliver påvirket til at det er bedre at komme i de ”finere” kasser. Det er en synd for alle døve uanset hvordan de hører og taler, for de har ikke selv bedt om det, uden at de selv helt fra begyndelsen hvis de fik den valg mulighed, ville vælge at stå sammen og tage det letteste udgangspunkt på identitet og kommunikation der foretrækkes blandt døve. Castberggaard Syndrome bliver forstærket meget, når en elev oplever (oftest efter 1. eller 2. klasse) at blive bedre en læreren til tegnsprog og får sværere ved at forstå lærernes udfordringer pga. lærerens meget begrænsede tegnsprog. Og alligevel skal eleven finde sig i at læreren bliver anset som god lærer pga. lærerens læreruddannelses baggrund, men ikke kommunikationsbaggrund. Vender vi det om og går over til en almindelig folkeskole hvor der ikke går døve børn, det vil sige hørende børn, og lærernes kommunikation er flydende og ikke begrænsede. Hvis nu der kom en japansk uddannet lærer, men kun kan 300 svenske ord, og skulle undervise svenske børn i svensk. Det vil skabe røre blandt elevernes forældre, medier og samfundet med klager og store krav om forbedringer af kommunikationen. For alle ved at eleverne lærer bedst hvis eleverne har et flydende (afslappende) kommunikation og let ved at forstå hvad lærerne siger. Det er derfor ikke mærkeligt at mange døve børn går ud af skolen med dårlige resultater. Men samtidigt så oplever døve børn også at deres behov, rettigheder og identitet bliver krænket og får Castberggaard Syndrome, fordi omgivelserne (forældrene, medierne og samfundet) ikke stiller krav og handling til skolelærernes ringe sprogkunnen, sammenlignet med hvad der vil ske hvis det var på en almindelig folkeskole for hørende børn. I stedet skal døve børn finde sig i at respektere skolelærernes læreruddannelse og give plads til at det tager tid før lærerne bliver bedre til tegnsprog – i mange tilfælde over 10-15 år. Og så er det for sent, og eleverne som skulle få kundskaber på skolen bliver indokteret til at underkaste sig for hørendes præmisser. Det vil sige at børnene får Castberggaard Syndrome. Når en lærer underviser eller når en forældre fortæller nogle erfaringer, kommer meget ud fra egne oplevelser og erfaringer fra egen barndom, opdragelse og livsstil. Og derfor sker det at mange døve som behøver erfaringer der forbindes med at være døv, uanset hvor døv medicinsk barnet er. Disse erfaringer og oplevelser kan de fleste hørende ikke give, da deres livs bagage ikke indeholder nok viden om døve og hvad det er at være

døv. Derfor får mange døve børn ofte erfaringer og opdragelse der relaterer efter hørendes behov. Det er det samme som at fortrænge døves identitet, uden at de hørende behøver gøre det bevidst. Man kan sammenligne det med en skole med fokus på elitesport, er det naturligt at lærerne har et erfaring og oplevelse indenfor sporten som eleverne får til videre udvikling af eliteidræt. Det kan være OL oplevelser, træningsformer og følelsesmæssige oplevelser med familien, kæreste og træning. Det vil eleverne ikke få hvis de blev undervist af en lærer uden sportslige erfaringer. Det svarer jo til at elev lige så godt kunne gå på en almindelig skole, og derved ikke få elite idræt med i blodet. På samme måde kan man sige at døveskoler også bør have en stærkt døv identitet, og ikke skal være en skole som handler om at døve skal lære at indordne sig i majoritets betingelser. Det vil ikke gøre det lettere for den døve at blive velintegreret, men i stedet smøre døve med Castberggaard Syndrome, som er at bygge en hørende identitet end hvad døve er født til. I døveskolen i USA, Freintmore fortæller studierektoren at skolen vægter døvekulturen og identitet meget højt. Og at det har resulteret i at mange elever fra skolen klarer sig godt ude i samfundet som er præget med majoritet. Pointet er at man ikke skal omvende døve til at opføre sig som hørende, og lære døve at efterabe hørende, men styrke døves identitet, så døve kan være med til at udvikle samfundet med nye synspunkter. Jeg kan refecere til Deaf Gain, som beskriver fordele ved at være døv. Hvilke fordele samfundet kan have af døve. På flere døveskoler er der ansat døve som lærere og andet på skolen. I mange år har døve lærere ofte fungeret som assistenter, hjælpelærere for hørende lærere. I mange lande er døve aldrig mentorer for klassens elever. Det er kun hørende lærere. Det kan sammenlignes med Onkel Toms Syndromet, hvor sorte ansatte, som ofte har stillinger som anses som lavstående, som f.eks. pedel, rengøringsassistent og assistenter, mens hvide er rektorer, studierektorer, overlærere, bibliotekar, økonomisk ansvarlig og tillidsfolk. Det er klart at det påvirker den identitetsopbygning, når man ser ”sig selv” hos andre. Det er vigtigt for minoriteter at få et andet billede, der gør at deres selvværd og troen på sig selv bliver styrket. Derfor er det ikke underligt at mange døve enten har svært ved at gennemføre en uddannelse og få arbejde. Mange døve børn oplever at alle kommunikationer med hørende fagfolk er at man bliver belært. Mange hørende fagfolk er ikke vant til at kommunikere med døve i ikke arbejdsrelateret situationer. Derfor sker det oftest at når et døvt barn spørger om et enkelt ting, får barnet en lang lærings process. For eksempel i en situation ved en frokostpause, hvor et døvt barn spørger en hørende voksen person om sidder ved siden af, hvad det er for noget smørebrød man har taget med. Så svarer den hørende generelt at kødet (kyllingen) på smørrebrødet kommer fra en kylling, som man har hugget hovedet af og plukket fjerene af, renset kødet, kogt det, delt det i forskellige typer kød som kyllingepølse og kyllingeskiver. Og så har man købt det i butikken lagt det ovenpå et smurt rugbrød. Her er maden så. Det døve barn spurgte ganske bare: ”hvad er det…”, og fik en lang smøre forklaring.

Det handler ikke blot om situationer på skoler, men også på arbejdspladser hvor hørende belærer døve under mange kommunikationer. Selvom hørende ikke har det formål at undertrykke døve på den måde, skyldtes det at mange hørende er ikke vant til at kommunikere med døve uden at det handler om arbejde eller opdragelsen. Men det er desværre medvirkende til at døve bliver påvirket til at al kommunikation med en hørende bliver en belæringsprocess. Og derved påvirket til at tro at hørende er klogere end døve. Et eksempel på at man fortrænger døves identitet, og samtidigt smører hørendes kultur på døve, er når en døv støjer (laver lyde) ved f.eks. at trampe på gulvet, trækker på kuglepennen m.m., får besked på at det larmer. Men for døve er det lige så irriterende at se en hørende laver lydløs støj, som f.eks. at vifte med benet, lave lydløse øvelser. Alt det som en hørende forældre ikke vil lægge mærke til, fordi hørende ikke ser det lydløse støj på samme måde som døve gør. Det lyd som hørende ikke reagerer ved. Det er helt fint at man gør døve opmærksom på larmende støj. Men man skal også være opmærksom på at der findes noget visuelt støj som døve bliver lige irriteret over som hvis det var tale om lyd. Når en døv oplever at hørendes støj er forstyrrende og døves støj ikke er forstyrrende er det det samme som at sige at man kun skal lave være med at forstyrre hørende, og at det er ligegyldigt med døves støj. Det er at indirekte smøre den døve med Castberggaard Syndrome. En interessant rundespørge foretaget af Danske Døves Landsforbundet viser at døve i Danmark udtrykker at de må indrette sig efter hørendes præmisser. Rundespørge... Tror du mange døve føler, at de skal indrette livet på hørendes præmisser? JA: 77,6% NEJ: 9,2% VED IKKE: 13,2 Flere eksempler kan læses i Døveblade, blandet andet nr. 1. 2010 af Jette Zehnter, som skriver : ”En del døve er nok bange for at kritistere for meget og bliver bare for pæne, lytter til de hørende og går på kompromis for ofte”. I samme artikel skriver hun også: ”Ofte er der flere vinkler på en sag, men jeg fornemmer af og til at døve er bange for at markere sig og have en holdning blandt hørende. Eller de kører træt i hele tiden at kæmpe for et plads, og derfor vælger bare at følge efter. Med det risikerer man, at ens grænse overskrides jævnligt, uden at man nødvendigvis mærker det hver gang. En dag bliver man psykisk stresset af det”. Det er nemlig meget rigtigt. Og en af argumenterne for at døve bliver svag er som Jette udtrykker: ”Mange døve er vokset op som curlingbørn, altså børn, som ikke har oplevet hindringer og problemer, for de voksne klarede jo de hele for dem. Pludselig skal de som unge og voksne klare det hele selv, også problemerne”. En anden skribent Karin Mikkelsen skriver i samme Døveblad: ”Mange døve skal slås mod fordomme og uvidenhed. Døve skal kæmpe mere for deres rettigheder, går oftere på kompromis med hørende og skal leve op til andres forventninger m.m.”.

Både Jette og Karin er stærke døve som har haft held og tror på at døve kan tackle problemerne. Begge mener at døve må se fremad og ikke give op. Det er gode takter. Endvidere klummen af filosoffen Patrik Nordell i samme nummer, beskriver Patrik Nordell at døve i Sverige har været udsat for systematisk udryddelse i perioden 1938 til 1966 af det svenske regering, ved brug af medicinske og tekniske udstyr og formynderi over for døve, sådan at døve skulle opdrages til at blive hørende. Det svarer til at begå audisme med konsekvens at få Castberggaard syndrom lidelsen. I DVDen ”Dövmetvetenda”, fortæller en hørende lærer at han har gjort sager som han fortryder i dag. Han havde fået at vide at det var sådan han skulle handle. At døve skal lære at tale. Han fortalte at engang kom en elev til ham og sagde at han skulle tisse. Og det hastede. Han sagde at han skulle sige det oralt. Eleven skulle tisse og sagde det igen på tegnsprog, at dte hastede. Men det prellede af på læreren, som stod fast og bad om at elev sagde det på talesproget. Det resulterede i at eleven tissede i bukserne. Det vil ikke være mærkeligt at eleven vil opfatte det som at det var elevens egen fejl, når eleven ikke kunne sige det oralt. Det har krænket døve identitet, og medført Castberggaard syndrome. Samme lærer fortæller også at en anden elev brugte mimik – som er en del af tegnsprog – og blev straffet for det, og smidt op på værelset. Eleven har så fået smurt i ansigtet at mimik ikke er pænt, og ikke er noget man skal gøre. Eleven vil få svære ved at kommunikere i fremtiden, når han ikke kan kommunikere på et sprog hvor mimik udgør en stor del af sproget. Det har ødelagt elevens mulighed for at udtrykke sig sprogligt. Det fordi han skulle tilpasses hørendes smag og behag. Noget der også gør at døve bliver stemplet som dumme, er at hørende ofte skal repræsentere døve i døvesager – både omkring teoriske elementer omkring døvheden og følelsesmæssigt. mange døve ved at omkring andre undertrykte grupper som f.eks. kvinder og sorte, har mandag Det er tragisk, og mærkværdigt, når man ellers har forståelse for at mænd ikke kan være kvindeeksperter omkring kvindedetaljer som f.eks. følelser omkring at have menstruation og graviditet. Der vil det være naturligt at kvinder repræsenterer disse områder og er eksperter. Det samme kan nævnes om blinde, så er det normalt at man spørger blinde om hvad det vil sige at være blind følelsesmæssigt. Men det er ikke udsædvanligt at se en hørende stå foran en forsamling og fortælle om døves liv, kvalitet, livsstil og følelser, til trods for at den hørende ikke omgår døve i sociale og deafhood sammenhæng, men kun i medicinske sammenhæng og har en begrænset viden om døve som menneske. Konsekvenser ved omprogrammeringen Castberggaard syndrome har et negativ effekt. Det er også derfor man skal tage audism (undertrykkelse af døve) alvorligt. Hvis audism ikke havde noget konsekvens, var audism ikke forkert. Men det ved alle at det ikke passer. Blandt døve som bliver udsat for audism, og får castberggaard syndrome som konsekvens kan nævnes: Menighedsfriheden begrænses

Lavere uddannelse Usikker/lav selvværd m.m. Passiv i at gøre noget Mundlam Mangel på Deafhood Dysconstious audisme Mangel eller lav identitet Udkørthed/udmattenhed Arbejdsløshed Mange døve siger at det er svært under uddannelsen, og ville gerne have at der var en eller flere døve i klassen. Når en døv er alene i klassen, siger man ikke så meget som hvis alle i klasserummet var døve, pga man er blevet programmeret til at tro at hørende er bedrevidende. Det til trods at de hørende man sidder i rummet sammen med sagtens kan have et positivt syn og holdning til døve. Tager vi en undersøgelse man har fundet ud af om heste, som handler om at heste som kommer ud for en uheldig episode et sted, husker hesten det og overfører traumet med til andre steder som minder om ulykkesstedet. En eksempel er at en hest som faldt i tynd lag is, og kæmpede sig op, kunne hesten på en anden tidspunkt og andet sted ikke klare at gå på is, selvom isen skulle være meget mere solid. Hesten er blevet mærket af det, og har svært ved at skille mellem isene hvor hesten faldt i og andre steder hvor isen skulle være stærk nok. På samme måde, så bliver døve psykisk svag ved hørendes nærvær. Det sker desværre når døve gennem mange år er blevet programmeret til at tro at det er bedre at være hørende, vil derfor have svært ved at indordne sig i andre miljøer med hørende. Jeg skal også citere Carl Becker, som døv pioner fra Danmark, som stiftede en læseforening for døve. Han skrev at læseforeningen udelukkende var for døve, og da en hørende spurgte ham hvorfor hørende ikke måtte være med i læseforeningen, svarede han: ”Med hørende til stede, vil døves meningsfrihed blive begrænset”. Han har jo ret, og det er interessant når man ser mange lignende argumenter rundt omkring. En anden eksempel fra nutiden kan nævnes at Sten Ulfsparre fra Stockholm udtrykker i en interview i programmet ”Dömetvetenda”, hvor han siger at det er typisk døve at referere til en hørende hvis to døve er uenige. Samme person udtrykker også forundret over hvorfor døve har den tendens til at når en døveforening skal fremlægge regnskab, og skal besvare på spørgsmål er det altid til hørende man retter henvendelsen til. En tredje eksempel ser sådan ud, da tre pædagoger (to døve og en hørende) på en elevhjem sidder og spiller spørgeleg. Der kommet et spørgsmål, som den døve pædagog svarer på, mens den hørende pædagog tvivl på at det er korrekt. Efter en kort diskussion siger den tredje pædagog som også er døv at den hørende pædagog må have ret, da hun er hørende. Den første pædagog (døv) holder fast ved at have svaret korrekt, vælger at tjekke spørgsmålet på internettet, som også viser sig at være korrekt. Den tredje pædagog som gav den hørende ret udbryder overfor den hørende pædagog: ”Jamen du er hørende, og du burde vide bedre...”.

Den eksempel viser tydeligt at den døve pædagog har fået den opfattelse at hørende er uden videre bedrevidende end døve, herunder sig selv. I den danske avis Politikken 9. maj 2006 blev der sat en artikel om døve på arbejdsmarkedet, fordi der er et stort problem og stadig store problemer med at få døve i beskæftigelse. Mere end hver anden døv er arbejdsløs. På kursuscentret på Castberggaard holdes der jobkurser for døve, som vil i arbejde, havde de blandt andet en kursist Irena Bocquet som fortæller at hun oprindelig gerne vil være stewardesse eller socialpædagog, men har opgivet det pga hendes hørehandicap som er formuleret sådan. Hun tror mere på at få job som hjemmehjælper eller postmedarbejder. Projektleder for Job- og Udviklingscentret, Flemming Wang Jensen fortæller at mange døve oplever mangel på accept som hørehandicappet, og bliver klintgjort fra barnsben. Og at manglen på anerkendelse af tegnsprog har betydning for den måde man møder verden på. Flemming udtrykker også at skolesystemet ikke er gearet til døve og hørehæmmede, fordi der ikke er krav på at lærerne skal kunne tegnsprog. Derfor er det ikke underligt at døve kommer til at føle at vigtigheden for at de får god skolegang med god undervisning bliver prioriteret lavere i forhold til at man ikke stiller krav til lærernes tegnsprogskunnen. Nogle døve føler at det er en skam at få døve børn. Vi ser gentagne gange at når et døvt par får et barn, er ønsket at barnet er hørende. Flere har udtrykt forskellige årsager til det. Blandt årsagerne er at døve forældre har oplevet så meget undertrykkelse og nedlag, at de ikke ønsker at deres barn kommer ud for det samme som dem selv. Det kamp børn skal gennem barndommen vil forældrene ikke byde deres eget barn. Og så er der andre som har fået så meget Castberggaard syndrome, at de ser at det er bedre at være hørende end at være døv. Andre ser det sådan at det handler om at døve stadig ikke er blevet ligestillet, og ikke magter at kæmpe for døves rettigheder og vælger den nemme udvej. I dag er der også flere døve forældre som giver deres døve barn CI, til trods for at de ikke ønsker det. Årsagen til det er at der i flere lande nu har forringet døves vilkår, at man tager den nemme løsning for at blive accepteret. At man ser at livet som døv er forringet. Men så er der nogle andre som ser at hvis de får hørende børn, vil de kunne hjælpe døve forældre ved forskellige situationer, som f.eks. lægebesøg, kommunikation med andre hørende og hjælpe med at ringe m.m.. Alt det som døve gennem egen barndom er blevet vant til at hørende skal hjælpe døve. Identitet er vigtig for at selvværdet og selvtilliden kan være god. Selvværd og selvtillid kan man nedbryde på mange måder. De meget udbredte eksempler er mobning, overgreb og terror. Blandt døve er der mange som har lavere selvværd og selvtillid af andre grunde som ikke omtales så meget. Det største er audisme, indoktrinering og frarøve døves rettigheder til at kende sit døvhed (deafhood). Dansk Døves Landsforbundet lavede en rundespørge som er interessant. I øjeblikket er døve i Danmark en skam, i forhold til at være døv i Norge. Og det har stået på længe.

Resultatet af den undertrykkelse af døve har medført at døve i Danmark har et mindre tillid til sig selv i forhold til døve i Norge. Rundespørge... I Norge blev der svaret: 3 døve er valgt til parlamentet i Ungarn, Østerike og belgia. Tror du det er muligt for en døv å bli valgt til det norske Stortinget? JA: 77% NEJ: 23% I Danmark blev der svaret: Første døv valgt i Ungarn til EU! Tror du at det samme kunne ske i Danmark JA: 39% NEJ: 61% Det er et tydelig tegn på at Castberggaard syndrome som følge af den konsekvens af audisme og fjernelse af døve identitet er et forfærdlig handling. På samme måde som racisme i 1960 har gjort ved mange sorte, og har resulteret i at mange sorte har lav selvværd, lavere uddannelse, selvtillid. Trods at racisme stadig eksisterer, så er det blevet formindsket, og stærke sorte har kæmpet sig frem og markeret sig og fremhævet racisme som en kriminel handling. Nu har USA en sort som præsident, der har medført at flere sorte nu tager uddannelse og større tillid til at sorte kan opnå samme status som hvide. Det samme vil ske for døve. Der er mange måder at fremhæve at døve mennesker kan opnå samme status som ikke døve mennesker. Det vil være meget lettere, hvis osteklokken oven for døve fjernes, og døve får mulighed for at se at døve kan lige så meget som ikke døve. Det kræver først og fremmest at den øverste lag af audisme (idelogiske niveau) ændres. Forebyggelse Deafstudier Når man bliver udsat for mangel på identitet, skal det selvfølgelig genopbygges. Tager vi f.eks. indvandere børn som skal velintegreres i det svenske samfund, anbefaler man at man børnene får deres modersmål/hjemsprog, lærer om deres oprindelige kultur og arv. På den måde bliver deres psyke klar til at klare store udfordringer. De vil også have store ressourcer til at være med til at udvikle samfundet med nye synspunkter og udviklingsmuligheder. Hvad angår døve vil Deafhood være en god medicin til at formindske Castberggaard syndrome meget. Det modsatte af Deafhood er Deafness. Deafness er medvirkende til Castberggaard syndrome fremkaldes og trives i velbefindende. For at forebygge Deafness, skal man over i Deafhood lejren hvor det handler om at se døve som menneske.

Deafhood er et begreb forklares ved Dr. Paddy Ladd i sin bog "Understanding Deaf Culture: In Search of Deafhood." Dette udtryk formidler en bekræftelse og positiv accept af at være døv. Det står i kontrast til døvhed (deafness), som angår døve kun i form af deres høretab. Deafhood er en påstand om, at være døv med en positiv værdi for menneskeheden og behøver ikke at blive helbredt som en sygdom. Mange andre døve, har som Ella Mae Lentz brugt dette begreb til at forklare en døves unikke personlige rejse for at opdage og forstå sig selv som en døv. Dirksen L. Bauman citerer Ladd's definition af Deafhood i indførelsen af det arbejde, Open Your Eyes: "Deafhood ses ikke som en afgrænset stat, men som en proces, hvor døve personer kommer til at aktualisere deres Døve identitet, at hævde, at disse personer at konstruere identitet omkring nogle anderledes bestilte sæt prioriteter og principper, som er påvirket af forskellige faktorer såsom nation, æra, og klasse." Det kræver Døve at evaluere og frigøre sig fra den undertrykkelse, de har oplevet historisk set fra de fleste hørende samfund. Til denne proces af selvfrigørelse, skriver Ladd: "... Jeg fandt mig selv og andre er skabt ud af en ny etiket Deafhood. "Deafhood er imidlertid ikke en "statisk" medicinsk tilstand som "døvhed." I stedet, det er en proces - den kamp, som hver døve barn, Døve familie og Døve voksne til at forklare sig selv og hinanden deres egen eksistens i verden. At dele deres liv med hinanden som et fællesskab, samt at vedtage disse forklaringer i stedet for skrive om dem, Døve er involveret i en daglig praksis, en løbende intern og ekstern dialog." (Ladd, 2003:3) Historiske synspunkter om Døvhed Konceptet er bemyndigelse for Døve på grund af historien om forskelsbehandling af døve personer står over for. Mange Døve enkeltpersoner står audism, et nyt begreb, der betyder at diskriminere på grundlag af den manglende evne til at høre. Døve historisk set har ofte været anset ude af stand til abstrakt tænkning, da de manglede tale til at udtrykke tanker. Dette begreb blev forstærket af apostlen Paul, der sagde "Troen kommer gennem hørelse (Fides ex auditu)" Romerne 10:17 og gentaget af St. Augustine, der skrev, at døve ved denne dom ikke kunne få tro og være værdig til nadver. Som et resultat døve blev anset ineducable.

Denne tradition for troende blev væltet i løbet af oplysningstiden. Ideologien i denne periode var fokuseret på videnskabelig tænkning. To store skoler til at tænke frem om, hvilken metode for uddannelse vil være til gavn døve børn: med et visuelt tegnsprog eller med udelukkende tale og lipreading, manualism vs oralism. Da tegnsprog var forbundet med fordomme af mindreværd, for at være ulige med talt sprog, for at mangle abstrakte ordforråd, og som ikke har de grammatik, vandt den mundtlig skole og fik kontrol i undervisning af døve overalt. Gennem denne form for uddannelse, overfor døve børn visse negative opfattelser af døvhed, om overlegenhed for at tale over undertegnelsen af at høre folk bliver klogere. Stigmatiseringen fra denne bevægelse i høj grad folger mange døve mennesker i dag. Der er et stort behov for at tage afstand fra denne undertrykkende tankegang i deres voksne liv, når de deltager i Døves Kultur. Da William Stokoe og andre lingvister, viste, at amerikanske Tegnsprog var en sand sprog med sine egne grammatiske struktur, Døve i USA blev mere motiverede til at søge anerkendelse fra det almindelige samfund om legitimiteten af amerikanske Døve kultur og deres status som et sprogligt mindretal. Deafhood har modtaget anerkendelse under protesterne på Gallaudet University i Washington, DC i maj og oktober 2006. Såfremt døve kan kalde sig for Deafhood´er, svarer det som at sige at en svensker som bor i Tyskland siger at de er en velintegreret svensker Tyskland og ikke kalder sig for en nytysker. Døve bør se fordele ved at være døv, da der er beviser på at døve har gavnet samfundet mange ting. Hvis ikke det var for døve var det anderledes eller ikke opfundet. Nogle eksempler kan nævnes at E-mail er opfundet af døve. Døve som ser arkitektur med øjne, har gavnet mange arkitekter som ikke er døve. Hvis ikke det var for døve, havde ikke døve tænkt på at opfinde telefonen! Så det var takket være døve at telefonen blev opfundet dengang! Døve forbilleder Der findes mange døve som har udrettet meget, som vil figurere som frontfigurer for døve. Når døve vil få lettere adgang og rigtig vejledning til historiebøger som beskriver om døve personer som har udrettet sager, vil det give døve troen på sig selv. Og derved lade døve arven gå videre. Blandt kendte døve kan der nævnes, Carl Becker fra Danmark, Henry Winther Syle fra USA, xxx fra Rusland og Antonelle Dresse fra Belgien m.m..

Jeg spurgte to unge binde om de kan nævne to kendte blinde som har udrettet store sager for blinde, svarede de begge to Hellen Keller. Jeg spurgte nogle sorte, og de nævnte blandt andet USA's præsident Barak Obama og Nelson Mandela. Hvis vi i dag spørger døve børn om de kan nævne nogle kendte døve, er jeg sikker på at 99% ikke kan nævne en person. Hvorimod de vil kunne nævne kendte som har relation til andre kulturer og eventuelt til sig selv som statsborger. F.eks. vil en døv svensker sige Kong Gustav og August Strindberg. Men ikke til det specielle og meget vigtige led der relaterer til døvheden. Seværdier Hvert land har sin stolthed. Når man omtaler Danmark, henviser man til ”Den lille havfrue”, forfatteren HC Andersen og den danske kongefamilie. Tager vi til Sverige henvises til forfatteren til Pippi Langstrømpe - Astrid Lindgren, Torso bygningen i Malmø og Drottningsholm Slott. Kina har Den kinesiske mur. Hvert land har sin stolthed. Det samme har køn, religioner, kulturer. Blinde markerer sig med bl.a Helen Keller, kvinder vifter med deres fælles styrker, sorte har deres x, jøder har Grædemuren og muslimmerne har Mekka og koranen m.m.. Døve har også deres seværdier som kan markere døve. Men desværre bliver de ikke markeret så meget som de bør. De mange styrker som døve har opnået vil uden tvivl styrke døves identitet, og forebygge Castberggaard syndrome. Her kan nævnes – Gallaudet Universitet, verdens første døveskole i Frankrig, Mechanices Monumentet, Juan Bonet statue i Spanien, Hassler Hotellet i Italien og mange flere som findes rundt i verden. Hvis døve fik kendskab til alle de seværdier, og adgang til viden omkring de enkelte værker, vil det styrke døves selvtillid. Erkendelse Vi kender det at alkoholikere har problemer, og gemmer sig fra problemerne i flasken. Det samme gælder for mange døve som bliver vasket til at tro at det er et ulempe at være døv. Mange døve gemmer derfor deres døvhed i ”flasken”. Mange eksempler kan læses i denne bog. For at komme af med ”flasken”, kræver en erkendelse at man lider af Castberggaard syndrome, og har behov for hjælp. Der er mange døve som slet ikke lægger mærke til at de har gemt deres identitet i ”flasken”, før de f.eks. deltager til en kursus eller seminar der omhandler døve. Jeg har mødt mange som efter deres barneskoletid tager til Gallaudet eller til andre deafstudier rundt i verden, bl.a. Frontrunners i Danmark, udtrykker at de har fået styrket deres selvtillid og bygget nye depoter med ressourcer. Flere udtrykker at de i begyndelsen var skeptisk, men erkender at det var deres bedste efter skolevalg. Kidnapperne Folk som er fremkalder Castberggaard syndrome, kalder man for Audister. Der skal understreges at det betyder ikke at alle audister er onde, uden at mange handler i uvidenhed. I DVDen ”dövmetvetande”, udtrykker en hørende lærer at han troede at det var rigtigt det han gjorde. At han fremtvang døve skulle tale og ikke bruge tegnsprog. Blev gal og smed døve i lukkede rum når døve brugte mimik, fortryder han pure.

Han har i dag stået frem og fortalt hans handler, som han ikke har det godt med. Det samme gælder for mange forældre som har handlet udefra de medicinske magthavere, som står fast ved at døve er en handicap og skal helbredes. Mange forældre har set den konsekvens at de ikke kan kommunikere optimalt med deres egne børn. Og ser at eget barn ikke klarer sig godt som voksen. Det er smerteligt for forældrene ligesom døve også lider under det. Men der er en stor gruppe mennesker som kender til hvad døve ønsker og ved hvad der er bedst. Det er nu man kan tale om bevidst audisme. Det er ofte folk som ser økonomisk muligheder i at arbejde omkring døve. Det er ofte folk som ikke har interesse i at omgås døve i sociale sammenhæng. Ligesom de heller ikke omgår blandt voksne døve. Deres viden om døve i deafhood format er minimal, og har størst interesse i døve i medicinsk omfang. Det er de folk som fremkalder Castberggaard syndrome i ekstreme retninger. Ofte så er deres udredninger, forskninger, møder og beslutninger baseret uden døves deltagelse og gavn. Men til egen arbejdsmæssige gavn og profit. Det er ofte disse folk som har stor indflydelse på påvirkninger overfor ubevidste audister. Men også indflydelse på samfundets opfattelse af døve. F.eks. så kan der dokumenteres i DVDén ”Dövmetvetande”, at man har brugt profithungrende lærere som døveeksperter indenfor hvad det vil sige og føle at være døv. En ide var at der blev lavet en sorteliste, hvor man skrev en liste med navne over dem som har bevidst undertrykt døve. På den måde vil det forhåbentlig påvirke audisterne til at lade være med at undertrykke døve. Når de ikke længere kan gemme sig på et tidspunkt. En sådan liste har jøderne, med nazisterne som er flygtet. De har navne på dem som gemmer sig, og når en bliver fundet gør jøderne meget ud af at få nazisten for retten og dømt. Blandt døve er det nok svært at få audisterne dømt til fængsel. Men man kunne sortliste dem, og de aldrig vil kunne arbejde med og for døve. Og eventuelt forsøge at køre en økonomisk retssag mod dem, ligesom det er sket i Island, som resulterede i at alle døve som gennem deres barndom har været undertrykt og udsat for overgreb, både som døv og seksuelt. Og udnyttet deres magt sådan at døve fremstod som svag pga deres døvhed. For dem som ikke bevidst har undertrykt døve, bør de straks tilbydes en efteruddannelse omkring døve. Det vil være naturligt at de folk vil angre deres handlinger. Ligesom de ville angre hvis de ubevidst medvirkede til en racist handling eller overgreb. For folk som vil arbejde med døve men ikke har kendskab til døve som mennesker, eller skal gennem efteruddannelse bør de have kendskab til audisme, deafhood, deaf gain og være indstillet på at det ikke handler om et 8-16 arbejde, men at man er indstillet på at det er en livslang process at kende til døve. Det kan sammenlignes med hvis man vil arbejde med samere (folk i Nordsverige), kan man ikke bare gøre det til en 8-16 arbejdstid, men at man også kender til deres livsstil og omgår deres færden. Forestil jer hvad samere vil sige til at en vildt fremmed kun deltager og af økonomiske grunde blandt samere fra kl 8-16. Og samtidigt kalder sig for ekspert omkring samere, og anser gør sig klogere overfor samere og deres kultur. Det samme gælder for døve.

Slutord Castberggaard syndrome er en konsekvens af den undertrykkelse døve bliver udsat for fordi de er døve. Døve kan godt ligesom alle andre bliver udsat for undertrykkelse uden at det giver skade. Når grænsen til at man får Castberggaard syndrome, er det tegnet for at det er alvorligt og at undertrykkelsen har taget skade. Når så mange døve lider af Castberggaars syndrome skyldtes det at der er noget alvorligt galt omkrimg behandlingen og opførslen overfor døve.For at stoppe Castberggaard syndrome kræves der at der komme handling og behandling på samme måde som hvis det er tale om racist eller seksuelt overgreb med alvorlige følger. Der bør være nye forskninger omkring døve som bliver og er blevet udsat for undertrykkelse og forskninger om hvad man skal gøre for at forebygge det. Til slut vil jeg lægge en artikel skrevet af Carl Becker, som handler om at vælge mellem to veje – en god og en dårlig vej. For mig er artiklen vigtig, fordi den beskriver for mig at vi døve ikke skal tage den lette vej, men kæmpe for vores eksistens og rettigheder. ”Bliver man ved, får man resultat!” Tomas Kold Erlandsen, Malmø, december 2011