Charlottegård – seminarudgravning 13. juni – 8. juli 2005 Thomas, Jens, Thit, Stine, Sofie, Diana, Vibeke og Luises første gravning.

At komme på seminarudgravning havde de fleste vist glædet sig til. Nu skulle teknikken afprøves,

og måske var det i virkeligheden her, man skulle finde ud af, om arkæologi var det helt rigtige.

Efter meget usikkerhed om hvorvidt seminargravningen overhoved blev til noget pga. nedskæringer

og i så fald i hvilken form, troppede 8 forventningsfulde studerende op på Baldersbuen i Høje

Taastrup d. 13 juni. Her skulle der bygges typehuse, og efter prøvegravningen blev det konstateret,

at der først skulle foretages en udgravning, da der fremkom stolpehuller og neolitisk keramik i

søgegrøfterne.

Kroppedal, amtsmuseet, beliggende mellem Høje Taastrup og Sengeløse, tog os under vingerne og

gjorde undersøgelsen til en seminargravning, hvor vi i løbet af 4 uger, under kyndig vejledning af

tutor-Mads og daglige leder og studievejleder Thomas, skulle tilegne os færdigheder nok til at

komme på ”rigtige gravninger” og tjene penge bagefter.

Første dag blev imidlertid noget, vi aldrig vil glemme!

Den første lektion i fladeskovling af kulturlag blev fulgt op af silende regn, som det sjældent er set

før. Opmåling af kvadratmeterfelter blev den rene kamp om at komme fra den ene ende af

kulturlaget til den anden med målebåndet uden at skvatte i mudderet eller over sømmene. På de små

kolde knæ og med ske gik vi i gang med at udgrave felterne. Til spørgsmålet, om man virkelig

gravede i sådan et vejr, svarede Thomas, at selvfølgelig gjorde man det. Vi havde håbet, det kun var

for at skræmme os. Efter denne dag var der vist et par stykker, der var klar til at give op, men på

den anden side kunne det nu kun gå fremad. Det viste sig også af være tilfældet, da vi siden kun

havde en enkelt eftermiddag med regn og ellers flot solskinsvejr. Nu kom der kun et: ”nu er det for

varmt” og ”nu er det for koldt” engang i mellem.

En stor udfordring var også mødetiderne, indtil rytmen blev indarbejdet. Kl. 7.00 begyndte arbejdet

i Høje Taastrup, så den første time blev der tit ikke sagt så meget. Til gengæld havde vi fri kl. 3 og

torsdag og fredag endnu tidligere, det var jo dejligt.

De første uger stiftede vi bekendtskab med udgravning af kvadratmeter felter, hvordan man går

efter maskine, opmåling af felter og nivellering. De to sidste ting var faktisk overflødigt, da

Kroppedal er i besiddelse af en GPS, men det er jo godt at kunne, hvis man skal grave for andre

museer. GPS er rigtig smart, fandt vi ud af. Nivellering er nemlig ikke det letteste, resultaterne

svingede faktisk over en meter! Diana og Vibeke blev så stædige, at de skippede frokost for at finde

fejlen. Det lykkedes dog aldrig, selv Thomas og Mads blev forvirrede, selvom vi efterhånden blev

enige om hvilket trådkors, man skulle aflæse efter. Kalibreret blev apparatet dog aldrig.

Da de grundlæggende færdigheder var (nogenlunde) indarbejdet, kunne arbejdet med at snitte og

tegne anlæg begynde. Efter lidt tøven (”er der overhoved noget Mads?”) blev vi eksperter i

beskrivelsen af profilerne (”jeg er ret sikker på at lag to er en nr. 34 med nr. 9 i!”), og anlæggene

blev tillagt navne som: amøben, spunken, rejen osv.. Nogle gange blev det dog for meget for nogle

af dem, der ikke var helt så ”vilde med fysisk arbejde” som Thomas og Jens. Så blev Mads tilkaldt

til opmuntring. Med sine gode pædagogiske evner kunne han også se, hvornår man havde brug for

lidt vand og en hjælpende hånd. Hvis det hele var ved at brænde på, kunne Sofie hjælpe een i gang

med sangen ”You can do it if you really want”.

Alle 4 uger blev dog ikke brugt på Charlottegård. Et besøg på Kroppedal museum gav os indsigt i

arbejdet efter udgravningens afslutning. Her vaskede vi fund, floterede jordprøver, tastede i det

smarte computerprogram Mapinfo, blev instrueret i GPS´en, og så museets nye udstilling om den

rige Vestegn.

Også 2 dage på den nedpløjede megalit ”Sneglehøj” blev det til. Den var ekstra interessant, fordi

den ikke var noteret under sogneberejsningen og altså først opdaget, da store maskiner gik i gang

med arbejdet til en aflastningsplads til motorvejen. Faktisk var det en dramatisk historie, fordi

fundet først ikke blev meldt, men udgravning blev det altså til, da Anne fra Koppedal opdagede den.

Mellem to store sten i randstenskæden var tørmuren bevaret, en stor oplevelse at se. Lokalavisen

kom også ud for at tage billeder og interviewede Stine til artiklen.

.

En udgravning ved bymuseet i Borgergade var vi også inde og se.

En dag var ”detektor-Lars” ude for at demonstrere sin hobby, og vi fik lov at prøve. En anden dag

kom Lone, Kroppedals konservator, for at tage en næsten hel potte op i præparat med sin

kalvedræber. Et uhyggeligt instrument som rent faktisk bruges til at skære kalve over med, hvis

koen ikke kan føde dem hele. Efter lidt diskussion frem og tilbage blev vi enige om, at de blev

aflivet først, adr!

Et dagligt indslag var at udgravningens nabo, den lokale gartner, kom forbi. Det skete efter hans

morgenmad kl. 8 og efter frokost. Standartreplikken: ”Nå finder I noget?” blev fyret af, og så måtte

man jo udbrede sig om de flotte potteskår, som måske havde ligget i jorden i 5000 år. Hans besøg

blev dog færre, efter han klappede Sofie i numsen for at klapse en hveps, sagde han. Vi andre er dog

ikke så sikre, Sofie var i hvert fald ikke så begejstret!

Allerede den første dag blev vi introduceret til begrebet ”kage-fund”, derfor kan det måske undre, at

vi faktisk næsten ikke fik kage! Mange kage-fund blev ellers gjort, men det fik ingen konsekvenser.

Derfor var der stor lykke, da Henriette Lyngstrøm og Lena fra holdet besøgte gravningen og havde

henholdsvis slik og kage med. Kagen var en vigtig del af deres besøg, men det var også hyggeligt at

se dem. Til sidst viste Mads sid dog som et godt eksempel, da han havde kage med. Udover at være

formidabel til at lave julekranse er Mads også er god til at bage kage.

Under udgravningen fandt vi tre falske grave. Vi var næsten blevet lovet, at der ville komme grave,

for det havde der været de to sidste år på seminargravningerne på Kroppedal, så der var stor

entusiasme.

Den første viste sig i et par skinneben, som stak ud fra profilen i en stor grube. En ihærdig opmåling

og udgravning i niveau blev igangsat. Senere viste skinnebenene sig dog at være sprosser fra at

kronhjortegevir. Det var jo ikke helt det samme som en grav, men det var også flot og usædvanligt.

Stine og Thit gik også i gang med en falsk grav, og den sidste var det tutor-Mads, som havde fat i.

Her kom flotte keramikskår, som nok var fra Yngre Romersk Jernalder, et sikar og det eneste metal

på udgravningen: en bronzenål frem, og da tiden var ved at rende ud, blev 60 sorte sække fyldt med

jord fra anlægget og transporteret til museet. Jorden blev siden soldet af Luise og Diana, et stort

arbejde, uden de store resultater desværre. Anlægget var dog ikke en grav, men alligevel interessant.

Selvom der ikke blev fundet egentlige grave, lærte vi, hvordan de skulle udgraves, så det var jo fint.

Af de på felterne fremkomne huse var især et flot. Vi blev vist enige om, at det var fra Germansk

Jernalder, og både tagbærende- og vægstopler var bevaret. Et fint eksemplar, som blev melet op og

fotograferet en

masse.

Det blev også til neolitisk keramik, som Thomas skovlede op foran næsen på os andre, og en sleben

mejselende.

Historier om egne vilde drengestreger, en venindes date med en voksenbaby med ble på, Luises

powernaps i skurvognen, spørgsmålet om Tournesol har en søster (det har han ikke, jf. Tintin og

Picaroerne, s. 42) og en hærget mands daglige stirren på pigernes bare ben i bussen blev en del af

hverdagen.

En god og meget lærerig udgravning afsluttedes med maskinernes tildækning af feltet og 8 glade

arkæologistuderende nu med certifikat til nye gravninger takket være god

vejledning.