Click here to load reader

Copenhagen Jazz Festival. Den danske multisaxofonist · PDF fileEnrico Pieranunzi. De er alle gamle kendinge af jazzfesti-valen – og dog glæder man sig hver gang til et genhør

  • View
    213

  • Download
    0

Embed Size (px)

Text of Copenhagen Jazz Festival. Den danske multisaxofonist · PDF fileEnrico Pieranunzi. De er alle...

  • Af CHRISTIAN BRAAD THOMSEN

    M ed et nrmest uover-skueligt program p over 100 jazzkoncerter om dagen sammenst-ter hver enkelt tilh-rer sin egen udgave af Copenhagen Jazz Festival, s selv om vi i ti dage gr til den samme jazzfestival, er det mildest talt ikke den samme, vi oplever. For mig blev fe-stivalen i r pianisternes vagtparade, hvilket primrt skyldes, at den talte tre me-sterlige pianister, der range-rer lige under Keith Jarrett, nemlig de to amerikanere Brad Mehldau og Kenny Barron samt italieneren Enrico Pieranunzi. De er alle gamle kendinge af jazzfesti-valen og dog glder man sig hver gang til et genhr.

    Brad Mehldau entrede sce-nen i DRs koncertsal kldt i orange fra top til t, s man kunne formode, at han havde tilsluttet sig en bestemt indisk guru-bevgelse, og musikken havde da ogs et klart meditativt prg med trde til New Age. Han spillede med den trio, han har optrdt med de sidste ti r, nemlig bassisten Larry Grenadier og trommeslageren Jeff Ballard, og forstelsen mellem de tre var magelst intim og intuitiv. Mehldau har net en musikalsk modenhed, der gr, at han ikke mere har behov for at vise, hvilken blndende instrumentalist han er. Han tr slappe af og hvile i pausen og de blide fraseringer .

    Mehldau stod selv for det meste af aftenens repertoire, dog med en afstikker til brasili-anske Chico Buarque og til kreoleren Sidney Bechet. Men hvad han end spiller, eliminerer han kompositionernes oprindelige prg og gr dem til sine egne. Man kan mene, at Brad Mehldaus musik krtegner regangen snarere end at udfordre den, men at gre dette til et problem, ville vre utaknemmeligt over for en s udsgt behagelig oplevelse.

    Mehldau har flere gange nrmet sig den klassiske musik, bl.a. som akkompagnatr til sangerinderne Rene Fleming og Anne Sofie von Otter.

    OGS festivalens anden store pianist, Enrico Pieranunzi, har en klassisk ballast med sig og har bl.a. indspillet en cd med kompositioner af barokkomponisten Domenico Scarlatti. I Betty Nansen-teatret opfrte han sit klassisk inspirerede vrk Les Amants med multisa-xofonisten Benjamin Koppel samt bassist og strygekvartet.

    Forsget p at sammensmelte jazz og klassisk musik var strkt kontroversielt i 1950erne, da John Lewis og Gunther Schuller introducerede, hvad de kaldte Third Stream Music. Men dengang var jazzen endnu s ung en kunstart, at mange med nb og kler vr-nede om dens grnser imod disse forsg p at udvande, hvad man opfattede som jazzens kerne, nemlig improvisationen og swingfor-nemmelsen. I dag er disse grnser nedbrudte, og jazzen har indget organiske forbindelser med mange nationale musikformer: brasilian-ske, indiske, norske og italienske, s hvorfor

    ikke ogs med den europiske klassicisme? Der kom bestemt passager af en egen

    pastoraleagtig sknhed ud af Pieranunzis og Benjamin Koppels flles anstrengelser, og specielt Koppels lyriske saxofonspil tilfjede projektet en dimension, som gik til hjertet. Man kan da ogs nemt forestille sig, at netop han med familienavnets mangfoldige musi-kalske traditioner har flt sig srligt hjemme i dette projekt. Men i jazzsammenhng fles

    det alligevel i lngden lovlig statisk at hre en times mu-sik, hvor musikerne nsten uophrligt havde blikket stift rettet mod nodearkene.

    Enrico Pieranunzi har ogs udsendt Les Amants p cd, hvor han spiller sammen med saxofonisten Rosario Giuliani og den fremragende bassist Marc Johnson. Men nok s vigtigt: Pieranunzi kan ogs hres fredag aften i Gustavs Bistro p sterbro hvis der er til at f plads i det ydmyge sted. Her strkker han ud som improviserende solist

    og de tidligere r har det hrt til jazzfestiva-lens strste oplevelser.

    Kenny Barron mtte jeg desvrre g glip af, fordi to af hans koncerter i Montmartre var lagt samtidig med Mehldau og Pieranunzi. Til gengld mindede Montmartre os om, at vi jo ogs herhjemme har en pianist i ver-densklasse, nemlig Carsten Dahl. Nr han er i hopla, forener han en forrygende teknisk beherskelse med en stor musikalsk flsomhed. Han lagde ud med en hyldest til jazztradi-tionen personificeret ved Bud Powell og fortalte i den anledning en sigende anekdote:

    I sine yngre r havde han spillet sammen med den herboende amerikanske tromme-slager Ed Thigpen, og efter en koncert havde Dahl beklaget, at han vist l alt for tt p Bud Powell.

    Alts, hvem tror du egentlig, du er? havde Thigpen belrt ham. Tror du ikke, at enhver pianist m igennem Bud Powell for at finde sig selv!

    Carsten Dahl forvalter den kunst bde at sge inspiration fra mangfoldige kilder og dog i rigt ml at have fundet sig selv. I Montmartre kom det til udtryk i blndende personlige tolkninger af The Great American Song Book, der jo for jazzfolket har samme betydning som Carl Nielsens sange for den almindelige dansker: det var som at komme hjem.

    MAN kan godt nogle gange foruroliges over, hvilket indtryk den tilfldigt forbipasserende fr af jazzen, nr man p gader og strder konfronteres med den mest udvendige New Orleans-jazz flankeret af diverse fadlsan-lg. Den ukyndige fr nemt sine fordomme bekrftet om, at jazzen hrer hjemme p et friluftsmuseum og fr nppe den store lyst til at opsge musikken i en klub eller en koncert-sal.

    Men ogs den traditionelle jazz kan rumme forfriskende musikalske vrdier, sdan som det demonstreredes af swinggruppen Six City Stompers i Krgers Have. Trkplastret i den ualmindelig godt sammenspillede gruppe er sangeren og altsaxofonisten Mads Matthias.

    Han dykker ned i jazzens crooner-tradition med et repertoire, der rkker tilbage til 1920rnes Louis Armstrong, og han har en let rusten sangstemme, der er beslgtet med 1950ernes Nat King Cole. Alligevel er der intet museumsagtigt over hans sang, men en stor og tidls glde ved at udforske vitaliteten i denne stolte tradition, som han viderefrer med mhed og karakter. Mads Matthias kan genhres i La Fontaine p sndag med andre musikalske makkere.

    Det charmerende ved jazzfestivalen er i det hele taget, at man p de mindste spil-lesteder kan hre stor musik. Traditionel i ordets bedste forstand m man ogs kalde den internationale kvintet, der optrdte i Det Lille Musikhus under ledelse af den svenske trom-petist Anders Bergcrantz. Sammen med den amerikanske altsaxofonist Vincent Herring genoplivede de 1950ernes neobop, specielt som vi kender den fra Julian Cannonball og Nat Adderleys kvintet. De bragte glade min-der frem med en musik, der fortsat er bde fy-rig og jovial, og specielt Bergcrantz viste med sit boblende trompetspil, hvor meget overskud der endnu er at hente i disse velkendte former.

    TRODS jazzfestivalens store vingefang er der imidlertid grund til at rejse et enkelt kritisk sprgsml: hvor var den frie jazz? Festivalen ligger under for en tendens til at stryge publikum med hrene, hvilket helt sikkert har sin charme. Men p en jazzfestival vil man jo ogs gerne udfordres og bringes ud i jazzens grnseomrder, og det kom vi ikke via det officielle program. Her dominerede mainstream-jazzen, mens den grnsesprn-gende musik var fravrende, hvad der var et betydeligt savn. Det er f. eks. rtier siden, vi i Kbenhavn har hrt den frste og strste free jazz-pioner Cecil Taylor, og i betragtning af, at han i dag er 86 r, er det ungtelig sidste udkald.

    Og hvor var andre pionerer som Marilyn Crispell, Evan Parker, Herb Robertson, Peter Brtzmann, Misha Mengelberg samt den muntre hollandske trommeslager Han

    Bennink og hans forrygende violinspillende kone Mary Oliver? Der er nok at tage fat p, men det er, som om jazzfestivalen savner ekspertise p dette vitale omrde.

    Heldigvis kunne man p de mere ydmyge spillesteder mde danske free jazz-musikere, i Koncertkirken p Blgrds Plads sledes pia-nisten Jacob Anderskov. Han eksperimenterer hyppigt med en fusion af jazz og klassisk mu-sik, men p jazzfestivalen gav han en timelang rendyrket jazzimprovisation, som viste, at den frie jazz ikke behver at skrmme publikum vk, men ogs kan leve op til klassiske skn-hedsidealer ude i grnseomrdet. En srlig attraktion var, at Anderskov akkompagnere-des af trommeslageren Gerald Cleaver, som vi herhjemme isr kender fra hans kongeniale samarbejde med multisaxofonisten Lotte Anker.

    Og netop Anker og Cleaver gav, hvad der

    Copenhagen Jazz Festival. Den danske multisaxofonist Lotte Anker blev en af de strste oplevelser p en jazzfestival, der trods sin mangfoldighed svigtede free jazz-bevgelsen.

    Jazzpianisternes vagtparadeMultisaxofonisten Lotte Anker og trommeslageren Gerald Cleavers intime free jazz-koncert i Kdbyen blev en af jazzfestivalens bedste.

    Det lykkedes saxofonisten Benjamin Koppel sammen med pianisten Enrico Pieranunzi at sammensmelte klassiske toner og jazz, s det gik til hjertet i en koncert p Betty Nansen.

    LAYOUT: ANETTE RIEMANN

    Kultur4 # 28 10. juli 2015 Weekendavisen

Search related