Mandag den 23. maj 2016kl. 9.00 - 15.00hhx161-DANn/A-23052016

Dansk AHøjere handelseksamenDigital eksamensopgave med adgang til internettet

Teksthæfte

51428.indd 1 23/02/16 10.14

Side 1 af 20 sider

Opgavesættet består af 6 opgaver. Du skal kun besvare én af dem.

Indholdsfortegnelse:

Opgaveoversigt . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . side 2

Tekstoversigt

Opgave 1, tekst 1: Camilla Christensen: ”Jeg er Carl Eriks hjemløshed” . . . . . . . side 4

Opgave 2, tekst 2: Christina Anderskov: ”Ingen er blevet smukkere af at få at vide, at de er grimme” . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . side 7

Opgave 4, tekst 4: Tom Kristensen: ”Hvad er døden?” . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . side 10

Opgave 4, tekst 5: Tove Ditlevsen: ”Til mit døde barn” . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . side 14

Opgave 5, tekst 6: H .C . Andersen: ”Det gamle Huus” . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . side 15

Opgave 6, tekst 7: Mathias Nielsen: ”Forfatter: Der er gået religion i ekstremløb og grøntsags smoothies” . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . side 19

OPGAVE 3, TEKST 3 OG OPGAVE 6, TEKST 8 FINDES KUN ELEKTRONISK.

51428.indd 2 23/02/16 10.14

Side 2 af 20 sider

Opgaveoversigt:

Opgave 1

Foretag en analyse og fortolkning af ”Jeg er Carl Eriks hjemløshed”.

Tekstgrundlag:

Tekst 1: Camilla Christensen: ”Jeg er Carl Eriks hjemløshed” . Fra novellesamlingen Mere ved jeg ikke, 2014 .

Opgave 2

Foretag en analyse af ”Ingen er blevet smukkere af at få at vide, at de er grimme” med særligt fokus på sprog og argumentation.

Tekstgrundlag:

Tekst 2: Christina Anderskov: ”Ingen er blevet smukkere af at få at vide, at de er grimme” . Kronik i dagbladet Information, den 30 . juni 2015 .

Opgave 3

Foretag en analyse og fortolkning af ”Peaceforce”.

Tekstgrundlag:

Tekst 3: Peter Gorstein: ”Peaceforce” . Kortfilm, 2011 . Varighed: 19 min. og 8 sek.

51428.indd 3 23/02/16 10.14

Side 3 af 20 sider

Opgave 4

Foretag en sammenlignende analyse og fortolkning af ”Hvad er døden?” og ”Til mit døde barn”.

Tekstgrundlag:

Tekst 4: Tom Kristensen: ”Hvad er døden?” . Fra novellesamlingen Hvad er Heta?, 1946 .

Tekst 5: Tove Ditlevsen: ”Til mit døde barn” . Trykt i tidsskriftet Vild Hvede, 1937 .

Opgave 5

Foretag en analyse og fortolkning af ”Det gamle Huus”. Perspektivér teksten litteraturhistorisk.

Tekstgrundlag:

Tekst 6: H .C . Andersen: ”Det gamle Huus” . Fra Nye Eventyr. Andet bind, Anden Samling, 1848 .

Opgave 6

Skriv et essay om opfattelser af motion og sundhed i dag, hvor du bl.a. diskuterer synspunkter i Tekst 7 og Tekst 8 samt i andre tekster, du finder på internettet. Giv dit essay en titel.

Tekstgrundlag:

Tekst 7: Mathias Nielsen: ”Forfatter: Der er gået religion i ekstremløb og grøntsags­smoothies” . Artikel i Berlingske, den 25 . september 2015 .

Tekst 8: ”Rigtige mænd” . Vist på DR1, 2015 . Varighed: 28 min. og 48 sek.

51428.indd 4 23/02/16 10.14

Side 4 af 20 sider

Opgave 1 Tekst 1 Camilla Christensen: ”Jeg er Carl Eriks hjemløshed” .Fra novellesamlingen Mere ved jeg ikke, 2014 .

Jeg er Carl Eriks hjemløshedCamilla Christensen

Vi elsker, i læ, i en gryde, i marehalmen, på en af soveposerne, sand mellem balderne og udsigt til drivende skyer . Deroppe er jeg, mågen, der svæver på vinden, vinden selv, nede på stranden er jeg, tangloppe, ravstykke, drivtømmer, plastikdunk, i gry­den er jeg i hvert fald ikke .

Det er den måde, jeg erfarer på: Hvad der ikke opfylder, hvad der ikke tilfredsstil­ler, jeg er nitten, jeg længes, og mit liv går meget langsomt .

I havestuen, kaffekop klirrer mod under­kop, småkage knaser højlydt mellem tæn­derne, udsigten østhældende tjørn, bølgen­de korn, om end sparsomt, fåfold, vi er langt mod vest, det er sidst i juli, høsten nærmer sig, tordentunge skyer, så langt øjet rækker . Carl Eriks mor skænker anden gang, nøder fra fadet, skæver til sin mand, fortæller løst og fast, Carl Erik svarer, skæ­ver til sin far, jeg nikker, smiler, skæver til Carl Eriks far i kurvestolen . Han er kom­met ind fra stalden, der er gæster, vi er gæster, kedeldragten af, hjemmesko på, arbejdshænder samlet over maven .

Det er ham, der sidder med udsigten, med oplyst ansigt . Det er ham, der pløjer og harver og sår og sprøjter, ham, der kører gylle, og han betragter frugten, de modne aks af den karrige jord, Guds milde gaver . Det er hans hus, det er her, han betragter fra, i læ, ubevægelig og tavs, han skænker ikke kaffe, fortæller ikke løst og fast, og jeg har aldrig før set så rolige hænder, så stor tyngde i en krop, et menneske så omsluttet af sit, så ubesværet høre til, han ejer sin verden, den er ham så tydeligt givet .

Jeg har heller aldrig før set det sted, vin­den kommer fra, kom fra, den vind, der evig og altid fejede mod os som en mod­stand, når vi gik langs blokkene, en træg­

hed i bevægelserne på vej hjem fra skole, fra centeret, men det er herfra, den kom­mer, fra den yderste rand, fra marehalmen, klitterne, de tilsandede fyrtårne, kirker, bunkers, huse, der styrter i havet, her kom­mer vinden fra, blæsten, stormen, fejende ind fra horisontens store tomhed, og der blev vi brat standset på kanten af klitten, af tomheden, og snappede efter luft, øredø­vende opslugt af suset, af bruset, mens ordene: De er jo meget troende, råbte Carl Erik, de er gudelige, i nat kan vi ikke sove sammen, blev revet ud af munden på ham og forsvandt .

Herude er man nødt til at stå fast, man er nødt til at læne sig mod vinden .

Carl Erik ved siden af mig ved spisebordet, jeg skæver til hans hænder under bordkan­ten, voksdugen, foldede, hans mors til den anden side, foldede, jeg folder også, men affolder så, folder igen, affolder endnu en gang . Jeg er Carl Eriks vækkelse, hans helt egen åbenbaring, anfægtet yngstesøn fra en gård med mere end én skorsten, oprørsk søn af et missionsk sognerådsmedlem, fra­falden prædikantsøn, og jeg beundrer ham grænseløst, hans anfægtelser, tvivl, hans smerte og oprør, han står fast, han læner sig mod vinden, og jeg er den solbeskin­nede augustdag, han første gang tog rutebi­len og mødte op på katedralskolen, den dag, han udstødte et lettelsens suk, lod håret vokse og stiftede bekendtskab med Hendrix, Warhol, SFU, dirrende brystvor­ter og lange, lyse sommernætter .

Nu sidder han med bøjet hoved, foldede hænder, skæver til mig, jeg ser ned på mine affoldede hænder, og op af skuffen i spise­bordet, under voksdugen, den dampende kartoffelskål, trækker hans far den slidte bog .

1

5

10

15

20

25

30

35

40

45

50

55

60

65

70

75

80

51428.indd 5 23/02/16 10.14

Side 5 af 20 sider

Salmevers, for første og eneste gang stå­ende ret bag en stol, en pult, jeg reciterede om en due og et hul i himlen og så hr . Pegepind gribe med hvide knoer om de små hår foran drengenes kortklippede ører og trække, indtil tårerne sprang, jeg så deres ydmygelse . Jeg så den om aftenen, i sengen, når jeg lukkede øjnene, den mands hånd, tårerne, ydmygelsen, den hvide due og et lysende hul i himlen, duen falder ud af himlen, breder vingerne ud og svæver, og hr . Pegepind blev hurtigt fyret, duen sti­ger op og svæver væk, hullet udvider sig, trækker sig sammen, pulserer under dynen .

Min mor troede på ormeføde, fuglenæb og vajende græsstrå, min far kaldte sig bud­dhist, og jeg vælger noget i den retning, hænderne under bordet, håndfladerne opad, en håndryg på hvert lår under voks­dugen, meditationens stilling, forsøgsvis et indre, uhørligt oouuummm, der snarere er et forlegent æhøm .

’Jeg er vintræet, I er grenene . Den, der bli­ver i mig og jeg i ham, han bærer megen frugt, for skilt fra mig kan I slet intet gøre . Den, der ikke bliver i mig, kastes væk som en gren og visner, man samler dem sam­men og kaster dem i ilden, og de bliver brændt,’1 læser Carl Eriks far og kaster et blik på mig, på Carl Erik, da han klapper bogen sammen .

Så er det sagt, så er alt sagt, én gang for alle, utvetydigt, uimodsigeligt, det er Skrif­ten selv, det er Johannes, og der sidder jeg med kinderne allerede i lys lue og ukriste­lige hænder på lårene og kan pludselig ikke nå gulvet med mine tiårige ben i den alt for korte spencer, og da vi når til bønnen, læg­ger jeg med en tavs undskyldning til Carl Erik og trods skik følge eller land fly, tak for ord til enhver lejlighed, mormor, demonstrativt hænderne op på bordet, på voksdugen, på hver side af min tallerken ved siden af kniv og gaffel, og efter sit amen, efter bogen ned i skuffen igen, under han mig tydeligvis ikke så meget som en skurvet sandjordskartoffel .

Erindring er også ønsketænkning, og

1 Citat fra Johannesevangeliet, Det ny Testamente .

nej, og undskyld mor, undskyld far, jeg lag­de ikke demonstrativt hænderne op på bordet, på voksdugen, på hver side af min tallerken ved siden af kniv og gaffel, de lå, hvor de lå, på lårene, der lå de nu engang bedst, mens hjertet hamrede i brystet, og kinderne brændte, jeg er ikke engang døbt, råbte jeg ikke, og jeg rejste mig ikke, jeg gik ikke min vej, smækkede ikke med døren, men skævede til Carl Erik, udtryks­løs, til Carl Eriks mor, et undskyldende smil, et tavst: Du må forstå, han er lidt striks med den slags, du må forstå, frister­indens navn er altid Eva .

Og da en kvinde i det samme vælter på cyklen på vejen udenfor, falder ind under naboens Massey Ferguson, får kørt højre­benet og skriger, vanvittig af smerte, bliver han med ro i sjælen og foldede hænder sid­dende ved bordet, mufti, imam, rabbiner, han mangler bare skægget, det bruger vi ikke her, og nikker mildt og viist til sine kære, at de skal blive siddende, og ser forbi den lidende kvinde ud på byggen, majsen svinefoderet, Inshallah, priset være Gud, han er stor og straffer et syndigt levned, jeg er hans ydmyge tjener, tjener mit brød i mit ansigts sved, og min pligt er at leve efter Skriftens ord .

Først da hans helt egen Eva rejser sig for at tage af bordet, rejser jeg mig lettet for at hjælpe .

Teltet er gennemblødt, soveposerne, cykel­taskerne, madpakken fra Carl Eriks mor, vi er endt midt i syndfloden, i et læskur på Kongenshus hede, vinden suser ind mel­lem de nødtørftige brædder, det drypper gennem taget, og der er udsigt til lyng og ene, så langt øjet rækker .

Efter den nat, alene i sengen, Carl Erik på førstesalen, jeg i stueetagen, med foræl­dresoveværelset som et flammesværd imel­lem os . Efter den eftermiddagskaffe, den aftenkaffe, efter tavsheden og den trykken­de morgenmad i køkkenet, hans mor med forklæde, brødkniv og rødsprængte øjne, hans far i stalden . Efter det håndtryk i stald­døren, tøvende og uden et blik, heller ikke på Carl Erik, og uden et ord, heller ikke til Carl Erik . Efter de kilometer af sted, væk, i

85

90

95

100

105

110

115

120

125

130

135

140

145

150

155

160

165

170

175

180

51428.indd 6 23/02/16 10.14

Side 6 af 20 sider

den øsende regn, har Carl Erik ikke bare mistet sin Gud, mistet troen, han har også, endnu en gang, mistet sin far, og jeg er Carl Eriks hjemløshed .

Jeg er den sensommerdag i Viborg, han lige nu forbander ned i hede, hule helvede, den dag, perleporten smækkede, Sankt Peter stak nøglen i lommen og lagde arme­ne over kors på brystet . Jeg er Eva, og Eva og jeg længes også hjem, lige da er hjem det eneste, jeg længes efter, og kære mor, for længst ormeføde, fuglenæb og vajende græsstrå, hvordan kan man længes efter noget, man slet ikke vil have?

Og jeg lægger en hånd på Carl Eriks arm, men han ryster den af, vender ansig­tet væk, og derfra, hvor kun fyr og ingen dadelpalmer gror, hvor folk og fæ vender røven til blæsten, fiskerne drukner, bøn­derne kæmper mod sandflugt, og vi kun har Herren min Gud at ty til, og hans veje er som bekendt uransagelige, fra det sted

er der uendeligt langt til Viborg, til Skive, til steder med jernbanestationer, kørepla­ner, kiosker med aviser, chokolade . Der er heller ingen due i sigte, ikke antydningen af et olieblad, kun forkrøblet tjørn, våde får, en slynget hulvej og to dryppende cyk­ler .

Skrift er også retfærdiggørelse, bogen lig­ger opslået på bordet, computeren sum­mer, og udenfor rusker blæsten i kirsebær­træet, også i år fortrænges dueparret af ska­derne, den evindelige palaver, det evinde­lige slagsmål om reden .

’Hellere levende hund end død løve,’2 læser jeg trøsterigt, det er den fortvivlede prædiker . Kaffen i kruset, et glimt af sun­det mellem husene, tunge skyer over byen og i radioen Carl Eriks nøgterne stemme, der rapporterer fra et sted mellem Eufrat og Tigris .

2 Henviser til et udtryk fra Prædikerens Bog, Det gamle Testamente, hvor livsnydelse prises .

185

190

195

200

205

210

215

220

51428.indd 7 23/02/16 10.14

Side 7 af 20 sider

Opgave 2 Tekst 2 Christina Anderskov: ”Ingen er blevet smukkere af at få at vide, at de er grimme” . Kronik i dagbladet Information, den 30 . juni 2015 .

’Du kan tro det eller lade være: Jeg er aldrig blevet drillet af et andet barn – det er voksne menne­sker, som har gjort mig ondt, siden jeg var barn,’ skriver Christina Anderskov i dagens kronik. Foto: Linda Hansen

Ingen er blevet smukkere af at få at vide, at de er grimmeJeg har haft 39 år til at lære at håndtere mine omgivelsers respons på mit udse-ende. Faktisk er jeg blevet lidt af en superhelt: altid parat. Altid parat til at afværge en sårende bemærkning med et kæmpe grin eller en verbal øretæve

KRONIKAf Christina Anderskov

Da jeg blev født en sol­skinsdag i august 1976, tog sygeplejersken mig om nakken og holdt mig op i lyset, der strømmede igen­nem Rigets store vinduer . Hun konkluderede, til min unge mors rædsel, at jeg

var blind og åndssvag . Det sortrøde mærke, der dæk­kede den ene del af mit lil­lebitte ansigt, skulle min mor dog ikke bekymre sig om . Dét skulle nok forsvin­de med tiden .

Jeg er ret glad for, at det forholdt sig stik modsat . Mit syn er udmærket . Min hjerne fejler ikke noget .

Men jeg har et modermær­ke, der deler mit ansigt i to . Mærket er blevet min­dre, men summa summa­rum: Jeg kommer aldrig til at se normal ud .

Mit modermærke kan i dag bleges via laserteknik, men fjernes kan det ikke . Modermærket gør ikke ondt, det smitter ikke, det

1

5

10

15

20

25

30

51428.indd 8 23/02/16 10.14

Side 8 af 20 sider

klør ikke, og jeg har ikke en øget risiko for hudkræft . Altså er der ingen fysiske mén forbundet med den farverige anomali, som jeg bærer i ansigtet – og i hjer­tet . Punktum . Verdens mest ligegyldige kronik . For så er der er jo ikke noget problem, vel?

Men jeg har rent faktisk noget på hjertet, et pro­blem at problematisere, om du vil . Sagen er blot, at det ikke er mig og mit moder­mærke, der er problemet . Fingeren drejer 180 grader og peger på dig . Problemet er dig! Ja, dig . Og det kom­mer vi tilbage til . Først skal vi lige en tur forbi mor og minimenneske­mig igen .

På med baby-makeuppenDa mor var ung, og jeg var bette, fik hun et par gode råd og hjælp med på vejen fra en eller anden offentlig instans . I myndighedernes øjne var der ikke nogen tvivl om, at jeg ville blive drillet af andre børn og opleve psykosociale proble­mer . Derfor skulle jeg i bør­nehave og socialisere ASAP . Min mor fik et stykke papir fra kommunen, der tilside­satte alle ventelister . Samti­dig skulle jeg skjules for omverdenen . For min egen skyld, forstås . Så min mor fik ordineret et baby­make­up­kursus . Makeuppen ville på magisk vis beskytte mig mod ondskabsfuldheder fra andre børn .

Logikken er upåklagelig . I hvert fald hvis man som forældre ønsker at lære sit barn, at barnet ikke er godt nok, at det ikke kan elskes,

hvis ikke det ligner de andre børn . Så er det bare på med baby­makeuppen, ind med flyveørerne og af med høreapparater og bril­ler . Men hvorfor stoppe der? Vil du give dit barn en garanti for aldrig at blive mobbet, aldrig at stå uden­for, altid være elsket og kla­re sig godt og smertefrit her i livet – en ægte lille smuksak af en prinsesse – så skynd dig at få opereret den lille, skæve næse snor­lige og for Guds skyld skær ned på babymosen, og lær dit barn at tælle kalorier, før det kan gå på potte .

Hvor gammel jeg var, da jeg gik på baby­makeup­kursus, ved jeg ikke . Det eneste, jeg ved, er, at jeg lykkeligt åd den dyre make­up og som tilgift fik dårlig mave . Så var den skid lige­som slået . Min mor droppe­de de gode råd, og jeg kom i børnehave . Som mig selv .

Du er bare for grim!Jeg elskede at gå i børneha­ve, elskede folkeskolen og var pænt pjattet med gym­nasiet . Du kan tro det eller lade være: Jeg er ALDRIG blevet drillet af et andet barn . Hermed ikke sagt, at jeg ikke har været udsat for en del ubehageligheder, der er forbundet med mit udseende . Det er her, du kommer ind i billedet . For jeg antager, at du er et vok­sent menneske . Det er voksne mennesker, som har gjort mig ondt, siden jeg var barn .

Hvordan tror du, det føles at blive stoppet på gaden, i bussen og i køen i

Netto af vildt fremmede, voksne mennesker og blive udbedt en forklaring på: »Hvad fanden har du lavet?« »Fuck, har du været oppe at slås?« »Gik det galt med sømpistolen?« »Hey, er du blevet forbrændt?« Eller den mere direkte: »Du er bare for grim!«

Det overskrider alle grænser . Især den aggressi­vitet, de hårde domme bli­ver uddelt med . Vreden . Her kunne du lære noget af dit barn . Børn spørger pænt, og de får pæne, pædagogiske svar .

En af mine værste ople­velser var, da jeg var en syv år gammel og legede på en nu hedengangen storebælts­færges legeplads . Jeg legede med en pige, som var lidt yngre end mig . Midt i legen kommer pigens mor forbi . Pigen kigger på sin mor, peger på mig og spørger moren: »Hvad er det, pigen har i ansigtet?« Moren gri­ber fat i sit barn og trækker af sted med hende, mens hun aggressivt hvæser til pigen: »Dét er, hvad der sker, når man leger med varme kogeplader!« Der stod lille mig efterladt på legepladsen og med raseri­tårer, der svømmede over . Afmagt, skyld og skam . For jeg vidste da godt, at man ikke må lege med varme kogeplader, men kunne ikke tage til genmæle .

Personlig firewallHvis du nu sidder og tæn­ker, tør øjnene, så er det yderst simpelt at prøve, hvordan det er at se en anelse anderledes ud i Dan­

35

40

45

50

55

60

65

70

75

80

85

90

95

100

105

110

115

120

125

130

135

140

145

150

155

160

165

170

175

180

51428.indd 9 23/02/16 10.14

Side 9 af 20 sider

mark anno 2015 . I dare you! Du tager en sprit­tusch, maler halvdelen af ansigtet Peter Lundin­style og smutter så en tur ned ad strøget . Derpå tager du til en reception, nupper en jobsamtale og en blind date . Har du stadig ikke fået nok, så smider du et par trutmund­selfies på Tin­der . Vågner du op næste dag med en lidt grim smag i munden, kan du lune dig ved tanken om, at det kun tager cirka en uge, før du har fået skrubbet resterne af sprittuschen af . Jeg bærer mit mærke for livet .

Men du skal ikke have ondt af mig . Jeg har jo haft 39 år til at lære at håndtere mine omgivelsers respons på mit udseende . Faktisk er jeg blevet sådan lidt af en superhelt: altid parat . Altid parat til at afværge en sårende bemærkning med et kæmpe grin eller en ver­bal øretæve .

Jeg er et menneske, som tager rummet, før det tager mig . En af de ekstremt udadvendte . Det fungerer som min personlige fire­wall, og det er flere år siden, at nogen sidst har fået mig til at søge i tude­

skjul på nærmeste toilet .Til gengæld er det lidt af

en udfordring at lægge hel­tekappen og slå firewall’en fra . Jeg havde engang en stresspsykolog, som fore­slog, at jeg skulle arbejde med min sårbarhed . Sårbar­hed?! Det var som at blive bedt om at stille sig ud på Køge Bugt Motorvejen midt i myldretiden . Du er min motorvej . Det må du rigtig gerne tænke over, hvis du vil lære mig at kende . For inde bag superheltekappen gemmer der sig en lille pige, som er virkelig bange for, at du pludseligt råber af hende .

At råbe ad mennesker, som er anderledes og ikke lever op til normalen, er sagens kerne her . Du kun­ne selvfølgeligt aldrig finde på at råbe ad mig i Netto . Du kunne heller ikke finde på at give dit barn baby­makeup på, og da slet ikke at fortælle dit barn, at udse­ende er det vigtigste i ver­den .

Men hvis du tænker dig om, så har du måske allige­vel ladet den indre svine­hund glamme et svagt øje­blik . Et like på Facebook er ikke så uskyldigt, som det

ser ud . Når en kendisblog­ger går bananas over en for tynd model; en for tyk model; en Hollywood­stjer­ne, der er blevet fed, træt og rynket over night, så er dit like et råb . Et råb ad et fremmed menneske . Et slidt, beskidt menneskekan­vas, der skurrer i dine sarte øjne .

Ved hvert eneste like lærer du dit barn og andre, der måske er lidt mindre modne, selvsikre og velud­dannede end dig, at udse­ende er alfa og omega, og de bare har at rette ind, hvis de skal gøre sig for­tjent til at finde lykken her i livet .

Vil du ikke nok være sød at holde op med at råbe? Mit udseende vedkommer ikke dig, og der er aldrig nogen, der er blevet smuk­kere af at få at vide, de er grimme . Så venligst, get out of my face, tak .

kronik@information .dk

Christina Anderskov er antropolog og special­konsulent i Københavns Kommune

185

190

195

200

205

210

215

220

225

230

235

240

245

250

255

260

265

270

275

280

285

51428.indd 10 23/02/16 10.14

Side 10 af 20 sider

Opgave 4 Tekst 4 Tom Kristensen: ”Hvad er døden?” . Fra novellesamlingen Hvad er Heta?, 1946 .

Hvad er døden?Tom Kristensen

Det blev morgen . I det blege, uvirkelige lys, som faldt ind gennem tagkammerets skraa vindue, vaagnede de hvide, nøgne vægge . En firkant af sol som i en ramme, der var presset skæv, faldt ned paa en krøllet hovedpude, en forvirring af tjavset haar og et par vidtaabne øjne, hvor udtrykket laa i mælkeagtige ringe . Langsomt gled firkan­ten hen over en gabende mund og fik tæn­derne til at skinne . Mundhulen laa i mørke .

Det var en kvinde .I det blaalige halvlys til begge sider stod

der andre senge .”Aah ja!” lød det, og en seksaarig dreng

med glat, lyst haar rejste sig over ende . Han gned øjnene, strakte armene i vejret, saa at de lasede skjorteærmer gled op til albuer­ne, og gabede .

”Er du vaagen, Adolf?” hviskede han ned til en haartop, der stak frem under dynen ved siden af ham; men haartoppen laa ube­vægelig som en tot vissent græs .

Saa stirrede drengen over paa de to andre senge, paa moderen og paa søsteren . Hvorfor var de ikke oppe? Moderen skulle da paa arbejde og Edith i skole .

Han kunne høre en sagte aanden . Værel­set med de nøgne vægge og det blaalige lys fik liv af disse aandedræt; men det var ure­gelmæssigt, dette liv, for snart levede værel­set stærkest ovre ved søsterens seng, hvor den syvaarige pige laa saa pænt paa ryggen med armene pænt ovenpaa dynen, og snart levede det stærkest her henne, hvor Adolf med besvær stønnede under dynen, og snart – nej, der var en fremmed stilhed i værelset . Hvor var den kommet fra? Hvorle­des var den kommet ind?

Men saa begyndte spurvene i tagrenden at skrige op, og den nye fornemmelse for­svandt .

Drengen bøjede sig ud af sengen for bedre at kunne se moderen . Hun laa med aaben mund; men hun var jo vaagen! Hun saa op mod loftet .

”Mor!” hviskede han .Men hun rørte sig ikke . Hun ville have

ro, – og i gaar aftes havde hun jo ogsaa været syg . De havde maattet putte sig selv i seng . Det havde været saa vanskeligt! Tænk, at klæde sig selv af, at vride sig, strække armene bagover for den bluses skyld!

Nu laa den paa gulvet . Alt deres tøj laa paa gulvet eller var slet ikke i orden paa en stol . Mor var nok træt endnu!

Han lagde sig atter ned – og lukkede øjnene; men han kunne ikke sove, for nede paa gaden suste sporvognene forbi . Der var ogsaa mange mennesker paa fortovet, kunne han høre .

Saa rejste han sig op igen .Broderen sukkede nede under dynen .”Adolf!” hviskede han .Haartoppen bevægede sig, som om

blæst rykkede i den .”Du skal ikke op, Adolf; men det er mor­

gen .”Haartoppen blev stille igen .”Adolf, du skal op!” – hviskede han ned

i dynen – og jog en knytnæve ned mod et hoved .

”Lad være, Anton!” klynkede det .”Hyss, du skal være stille . Mor skal sove!”Men Adolf med haartoppen stak sit run­

de hoved op, og de altfor store, blaa øjne var hvide af raseri .

”Du skal ikke slaa, naa jeg sover .””Hyss!”Adolf saa mut paa ham og svarede:”Det var dig, der slog!””Mor skal sove!” formanede Anton og

1

5

10

15

20

25

30

35

40

45

50

55

60

65

70

75

80

51428.indd 11 23/02/16 10.14

Side 11 af 20 sider

slog haanden mod dynen, som om det var et bord .

Adolf drejede sin sindige, runde krop og kiggede hen paa moderen .

”Hæ, mor sover ikke!” sagde han trevent .”Jo, hun gør .””Nej, for hun har aabne øjne .””Jamen hun sover .””Nej!””Jo!””Man kan ikke sove med aabne øjne,”

protesterede Adolf og bed munden sam­men til en fure, saa at kinderne bulnede ud .

”Jo, mor kan sove med aabne øjne . Jeg har selv hørt hende sige til madam Rasmus­sen, at naar hun havde os tre, maatte hun sove med aabne øjne . Det har jeg selv hørt .”

”Jeg kan ikke sove med aabne øjne!” svarede Adolf vredt .

”Du er heller ikke voksen; men du skal være stille – saa, nu har du vækket Edith .”

”Det var ikke mig . Det var dig .””Det var dig, som snakkede højest!””Nej, det var dig!”­­”Nu skal I være stille, I to rollinger!”

Det var Edith, som havde rejst sig . Hendes stride haar faldt ned og skjulte halvdelen af det blege ansigt .

”Det var Adolf!””Nej, det var ikke, nej! Jeg hviskede

bare!”Men Edith afbrød dem skarpt: ”Nu skal I

sove, forstaar I . Naar mor sover, skal I og saa sove .”

”Der kan du selv høre!” bemærkede Anton og nikkede ivrigt .

”Mor har aabne øjne!“ svarede Adolf stædigt .

”Hvad har hun?” udbrød Edith . ”Mor! Mor! Sover du?”

Men der var ganske stille .Alle tre børn stirrede hen mod mode­

rens ansigt, som laa halvt væltet om paa hovedpuden . Der var samme stille ulykkes­stemning over det som over et skib, der er slynget op paa en strandbred . Den gabende mund var ikke en mund, men et brud .

”Mor, sover du? De siger, du har lukket øjnene op, mor!” raabte Edith, og da der stadig var stille, stak hun de nøgne fødder

ud af sengen, standsede lidt og satte dem saa endelig paa gulvet .

”Uh, hvor er der koldt,” stønnede hun og skuttede sig i sin lille chemise . Saa løb hun hen til moderens seng .

”Mor , du er jo vaagen . Mig kan du ikke narre! Vil du holde sjov med os, mor? Vil du? Jamen – mor – mor – hvorfor ser du saadan med øjnene?”

Hun blev hysterisk i stemmen .”Mor sover med aabne øjne, naturlig­

vis!” bemærkede Anton overlegent .”Naah ja!” svarede Edith . Hendes sking­

rende tone faldt med hvert ord . ”Og mor var syg i aftes, ja, og hun er træt, ja, og saa maa vi jo ikke vække hende, før vækkeuret har kimet . Nej! Og nu skal I sove, I to – rol­linger, forstaar I .”

Hun listede hen til deres seng og trak i dem; men idet hun tvang den ene ned mod hovedpuden, rejste den anden sig . De lo og raabte . De trillede rundt og smuttede bort under hendes hænder .

”Nu sidder jeg op!” sang Adolf, medens hun holdt Anton nede .

”Jeg skal nok faa dig ned!” raabte hun og kastede sig ovenpaa sit første offer for at faa fat i det andet; men Anton snoede sig løs under hende, skubbede sig helt op til hovedgærdet og satte sig over ende .

”Nu sidder jeg op!” sang han .”Nu sidder jeg op!” sang Adolf, som hun

ikke havde fået fat i endnu .Og så skraalede de i kor: ”Nu sidder jeg

op! Nu sidder jeg op!””Nej, hører I! Mor var syg i aftes, og I

skal være rolige!” gispede Edith grædefær­dig . ”I skal være stille . Mor har spansk, og jeg skal ikke i skole, for alle mennesker har spansk . Man kan dø af det .”

”Hvad er dø?” spurgte Adolf og spilede de blaa øjne op .

”Det er væk . Det er op i himlen,” forkla­rede Edith . Nu var de meget rolige alle tre . ”Men uh, hvor det er koldt . Jeg tror, jeg gaar i seng igen, og saa skal I være stille .”

De nøgne fødder klaskede hen forbi moderen og om paa den anden side; saa knirkede sengen, og Edith havde puttet sig ned under dynen .

”Uh, hvor er det koldt!” gentog hun .

85

90

95

100

105

110

115

120

125

130

135

140

145

150

155

160

165

170

175

180

51428.indd 12 23/02/16 10.14

Side 12 af 20 sider

Men Adolf sad og mumlede: ”Hvad er dø? Det er væk . Det er op i himlen . Hvad er dø? Det er væk . Det er op i himlen!”

Han fandt en lille melodi, som passede, en vise med ordene: ”Lot’ er død”, og medens han gyngede kroppen frem og til­bage, sang han sig dybere og dybere ind i den nye gaade: ”Lot’ er død! Hvad er dø? Det er op i himlen! Lot’ er død! Hvad er dø? Det er op i himlen!”

Anton sad med sine milde øjne og kig­gede paa ham . Saa vendte han kælent det hvide ud af dem og sagde sagte:

”Adolf fik en øretæve i gaar .”Adolf standsende pludselig, saa at den

indelukkede sang blæste kinderne ud, og saa spruttede det ud af ham:

”Jamen, mor legede hund .””Mor legede ikke hund . Hun var syg, og

saa faldt hun om, og saa kunne hun ikke gaa, og saa kravlede hun .”

”Jamen, det var kun Edith, der gav mig øretæven .”

”Ja, du var rigtig uartig, var du!” lød det ovre fra Ediths seng . ”Du lo, gjorde du!”

”Jamen mor legede hund!” protesterede Adolf .

”Nu ved jeg, hvad dø er!” udbrød Anton skingrende . ”Det er at blive kørt over lige­som ”Panik” og ikke kunne gø mere .”

”Er det dø?””Ja, det er . Farbror rørte ved dens ben,

og de var helt stive .” Anton lod sin arm lig­ge ganske stift . ”Det er dø .”

”Det er ikke op i himlen . Den blev put­tet ned i et hul, og saa kom farbror jord ned paa den,” protesterede Adolf heftigt .

”Jo, det er død,” svarede Edith .”Det er ikke op i himlen .””Du er et rigtigt lille skvat .””Nej, jeg er ikke!” skreg Adolf, som blev

blodrød i sit runde hoved . ”Nej, jeg er ikke!” Og saa greb han sin hovedpude og ville slynge den over moderens seng i hove­det paa Edith; men den faldt ned paa mode­ren .

”Armen! Armen!” skreg Edith og sprang op af sengen .

”Se mors arm . Den er faldet ned .”De sprang alle tre ud paa gulvet og skreg .”Mor! Mor!”

Ned fra sengen hang en arm i en stiv stil­ling .

”Mor!” skreg Edith og greb fat i armen, men slap den straks igen . ”Nej, hvor var det væmmeligt . Mor! Mor! Hvad er der i vejen? Nej, jeg tør ikke være her .”

Hun skreg og løb ind i det andet kammer .”Hvad skal jeg gøre? Hvad skal jeg gøre?”Drengene stod stille ved sengen og stir­

rede .”Hun tuder!” sagde Adolf .”Mor!” hviskede Anton og tog fat i armen;

men slap den ogsaa . Den var stiv som træ . ”Det er ligesom ”Paniks” ben . Mor – mor – er – død!”

Og straks løb de ind i det andet kammer, hvor Edith sad og græd . De løb hen til hen­de, skælvende af kulde, og stillede sig op ad hende, en lille klump smaa mennesker i stumpede skjorter og stumpet chemise . De nøgne ben var blaa .

”Jeg gaar ned og siger det til Andersen!” hulkede Anton og nærmede sig døren . Han fik fat i haandtaget; men døren var laaset .

”Edith! Kom og hjælp mig . Du ved det . Kom og hjælp mig! Du kan dreje nøglen om!”

Han blev staaende henne ved døren .Men Edith rettede sig vredt i vejret og

kommanderede: ”Du bliver her, Anton . Du ved godt, du ikke maa gaa ud paa trappen . Det siger mor!”

Og saa græd hun endnu højere .Adolf lænede sig op til hende og græd

med .”Jeg vil hente fru Andersen!” raabte

Anton . ”Mor er død! Ligesom ”Panik”! Men hun er ikke kørt over .”

”Du bliver her!” kommanderede Edith og hulkede igen . ”Du ved godt – at du ikke maa gaa ned til Andersen – til den uartige Michaël – til den fulde Andersen – du ved godt, at han klør fru Andersen – naar han er fuld ­, og mor siger selv – vi maa ikke lege med Michaël – han bander .”

Anton blev stående henne ved døren .”Bare far var hjemme og ikke ude at sej­

le!””Bare far var hjemme!” skraalede Adolf .Men med ét blev Edith den fornuftige

pige igen .

185

190

195

200

205

210

215

220

225

230

235

240

245

250

255

260

265

270

275

280

285

51428.indd 13 23/02/16 10.14

Side 13 af 20 sider

”I skal gaa i seng!” befalede hun og tør­rede taarerne af øjnene . ”Ellers bliver I for­kølede, ved I nok . I skal i seng, og saa klæ­der jeg mig paa og saa vaagner mor .”

Anton kom tilbage til de to andre, og de gik, tæt sammenklyngede, hen til sovekam­merdøren; men da de saa moderens ansigt med de aabne, udtryksløse øjne og den gabende mund, blev de staaende i rædsel . Armen hang ligesom før .

”Mor!” skreg Edith . ”Mor! Sover du? Mor!”

Og pludselig for de alle tre tilbage til den laasede dør .

”Jeg er bange!” græd Anton . Adolf hyle­de . Men Edith vrikkede nøglen rundt, døren gik op, og de stod ude paa den mør­ke trappe .

”Her maa vi ikke være!” hviskede Adolf . Nogle store taarer drev ned ad kinderne .

De saa alle tre paa hinanden .”Hvad mon mor siger? Og vi har ingen

tøj paa!” hviskede Anton .”Gaa ind med jer . Jeg skal hente fru

Andersen!” sagde Edith og gik nølende ned ad trappen .

De to drenge blev staaende og stak hove­derne ud gennem gelænderet for at se deres søster i en lille, tynd chemise gaa ned . Saa forsvandt hun .

De gik et stykke bagefter .Jo, hun stod der nede ved en dør .

”A­n­d­e­r­s­e­n!” Hørte de hende stave, og saa bankede hun paa .

”Ha! Hvad vil du, tøs?”Det var Michaël, og de to drenge flygte­

de op ad trappen .”Mor! Det er Jensens tøs i bar særk . Hun

siger s’gu, hendes mor ikke kan vaagne .””Men Gud, dreng, og Edith! Du milde

Gud og skaber! Splitternøgen! Er din mor syg? Kan du se, du rubber op i seng med dig . Du faar en lungebetændelse paa hal­sen, din satans tøs .”

Edith græd, og drengene løb ind .De gemte sig i en krog, og saa den skræk­

kelige fru Andersen komme farende med en gulvskrubbe i haanden . Hun glemte at stille den fra sig .

”Gud, hun er jo død, den stakkels fru Jensen .”

”Ligesom – Panik,” hviskede Anton, og saa skreg begge drengene .

Et øjeblik efter var alle husets beboere samlet i de to kamre . Børnene blev bragt ned til fru Rasmussen i stuen og straks lagt i seng .

Anton saa paa de to andre, som laa og hulkede .

”Jamen! Jamen! Mor blev jo ikke kørt over!” hviskede han .

Og saa lod han hovedet dingle frem og tilbage . Det gjorde ondt, for det var ikke til at forstaa .

290

295

300

305

310

315

320

325

330

335

340

345

350

51428.indd 14 23/02/16 10.14

Side 14 af 20 sider

Opgave 4 Tekst 5 Tove Ditlevsen: ”Til mit døde barn” . Trykt i tidsskriftet Vild Hvede, 1937 .

Til mit døde barn Tove Ditlevsen

Aldrig hørte jeg din spæde stemme, aldrig smilte dine blege læber til mig, men de bitte, bitte fødders spark vil jeg aldrig nogensinde glemme .

Du var alt mit håb og al min glæde, helt beskyttet lå du inden i mig,­ al min længsel, livets store drøm . Åh ­ og dine fødder var så spæde .

Vi har været sammen mange dage, al min næring delte jeg jo med dig . Hvad kan du og jeg vel gøre for, at vi begge to var alt for svage .

Lille barn, nu skal du aldrig mærke livets hede puls i godt og ondt . ­ Godt det samme, sov kun sødt, min dreng, vi må bukke under for de stærke .

Se, jeg kysser dine kolde hænder, glad at jeg endnu en stund kan nå dig, stille kysser jeg dig, uden tårer, ­ selv om gråden i min strube brænder .

Når de kommer med den hvide kiste, skal du ikke være bange, mor går med dig, i din lille silkeskjorte skal jeg klæde dig for første gang ­ og allersidste .

Jeg vil lege, du har levet nogle dage, jeg vil tænke mig, at du har smilet til mig, og din lille mund har suget af mit bryst, så der ingen dråbe er tilbage .

Åh, så hårdt de mænd med kisten træder, brystet spænder meningsløst imod dig . Lille barn, min gyldne, døde drøm . ­ Dine fødder kysser jeg ­ og græder .

1

5

10

15

20

25

30

51428.indd 15 23/02/16 10.14

Side 15 af 20 sider

Opgave 5 Tekst 6 H .C . Andersen: ”Det gamle Huus” . Fra Nye Eventyr. Andet bind, Anden Samling, 1848 .

DET GAMLE HUUS H.C. Andersen

Der var omme i Gaden et gammelt, gam­melt Huus, det var næsten tre hundrede Aar, det kunde man læse sig til paa Bjælken, hvor Aarstallet var skaaret ud tilligemed Tulipa­ner og Humleranker; der stod hele Vers bog­staverede som i gamle Dage, og over hvert Vindue var der i Bjælken snittet et Ansigt, som vrængede; den ene Etage gik et langt Stykke ud over den anden, og lige under Taget var en Bly­Rende med Dragehoved; Regnvandet skulde løbe ud af Gabet, men det løb ud af Maven, for der var Hul paa Ren­den .

Alle de andre Huse i Gaden vare saa nye og saa nette, med store Ruder og glatte Væg­ge, man kunde nok see at de vilde ikke have noget at gjøre med det gamle Huus; de tænkte nok: ”hvor længe skal det Skrummel staae til Spektakel3 her i Gaden; saa løber Carnappet saadan ud, at Ingen fra vore Vin­duer kan see hvad der skeer i den Kant! Trappen er saa bred som til et Slot og saa høi som til et Kirketaarn . Jerngelænderet seer jo ud som Døren til en gammel Begravelse4, og saa har det Mæssingknapper . Det er flaut5!”

Lige over for i Gaden var ogsaa nye og nette Huse og de tænkte som de andre, men ved Vinduet her sad en lille Dreng med fri­ske røde Kinder, med klare straalende Øine, han syntes rigtignok bedst om det gamle Huus, og det baade i Solskin og i Maaneskin . Og saae han over paa Muren, hvor Kalken var gaaet af, saa kunde han sidde og udfin­de6 der alle de underligste Billeder, akkurat hvorledes Gaden havde seet ud før med Trapper, Karnapper, og spidse Gavle; han kunde see Soldater med Hellebarder7, og Tagrender der løb om som Drager og Lind­

3 Spektakel: til spot og spe .4 Begravelse: gravkammer, gravmæle .5 flaut: smagløst .6 udfinde: finde på, udtænke .7 Hellebard(er): spydøkse .

orme8 . – Det var rigtig nok et Huus at see paa! og der ovre boede en gammel Mand, som gik i Skjægs Buxur, havde en Kjole9 med store Mæssingknapper og en Paryk, som man kunde see var en virkelig Paryk . Hver Morgen kom der til ham en gammel Karl, som ryddede op og gik Ærinder, ellers var den gamle Mand i de Skjægs Buxer10 ganske alene i det gamle Huus; imellem11 kom han hen til Vindues­Ruden og saae ud, og den lille Dreng nikkede til ham, og den gamle Mand nikkede igjen, og saa vare de Bekjendtere og saa vare de Venner, skjøndt de aldrig havde talt med hinanden, men det kunde da ogsaa være det samme .

Den lille Dreng hørte sine Forældre sige: ”den gamle Mand derovre har det meget godt, men han er saa skrækkelig ene!”

Næste Søndag tog den lille Dreng og svøbte noget ind i et Stykke Papir, gik ned i Porten, og da han, som gik Ærinder, kom forbi, sagde han til ham: ”hør! vil du bringe den gamle Mand derovre dette fra mig! jeg har to Tinsoldater, dette er den ene; han skal have den, for jeg veed at han er saa skrækkelig ene .”

Og den gamle Karl saae ganske fornøiet ud, nikkede og bar Tinsoldaten over i det gamle Huus . Siden kom der Bud om den lille Dreng ikke havde Lyst til selv at komme over at gjøre Besøg, og det fik han Lov til af sine Forældre, og saa kom han over i det gamle Huus .

Og Mæssingknapperne paa Trappe­Gelænderet skinnede meget stærkere end ellers, man skulde troe at de vare polerede i Anledning af Besøget, og det var som om de udskaarne Trompetere – for der var udskaa­

8 Lindorm(e): ifølge folketroen en kæmpestor, menneske­ædende slange eller drage .

9 Kjole: mellemting mellem en moderne jakke og en frakke .10 Skjægs Buxer: bukser af en slags langhåret uldfløjl .11 imellem: indimellem .

1

5

10

15

20

25

30

35

40

45

50

55

60

65

70

75

51428.indd 16 23/02/16 10.14

Side 16 af 20 sider

ret i Døren Trompetere, som stode i Tulipa­nerne – blæste af alle Kræfter, Kinderne saae meget tykkere ud end før . Jo de blæste: ”Tratteratra! den lille Dreng kommer! trat­teratra!” – og saa gik Døren op . Hele Gan­gen var med gamle Portrætter, Riddere i Harnisk12 og Fruer i Silkekjole; og Harnisker­ne raslede og Silkekjolerne raslede! – Og saa kom der en Trappe, den gik et stort Stykke opad og et lille Stykke ned – og saa var man paa en Altan, der rigtignok var meget skrø­belig, med store Huller og lange Sprækker, men der voxte Græs og Blade op af dem Alle sammen, for hele Altanen udenfor, Gaarden og Muren, var med saa meget Grønt, det saae ud som Have, men det var kun en Altan . Her stode gamle Urtepotter, som havde Ansigt og Æsel­Ører; Blomsterne de voxte nu ligesom de vilde . I den ene Pot­te løb det over alle Bredder med Nelliker, det vil sige med det Grønne, Skud ved Skud, og ganske tydeligt sagde det: ”Luften har klappet mig, Solen har kysset mig og lovet mig en lille Blomst paa Søndag, en lille Blomst paa Søndag!”

Og saa kom de ind i et Kammer, hvor Væggene vare med Svinelæders Betræk og der var trykt Guldblomster paa .

”Forgyldning forgaaer,Men Svinelæder bestaaer!”

sagde Væggene .Og der stode Lænestole saa høiryggede,

saa udskaarne, og med Arme paa begge Sider . ”Sid ned! sid ned!” sagde de . ”Uh, hvor det knager i mig! nu faar jeg nok Gigt ligesom det gamle Skab! Gigt i Ryggen, uh!”

Og saa kom den lille Dreng ind i Stuen hvor Karnappet var og hvor den gamle Mand sad .

”Tak for Tinsoldaten, min lille Ven!” sag­de de gamle Mand . ”Og tak fordi du kom­mer over til mig!”

”Tak! Tak!” eller ”Knak! Knak!” sagde det i alle Meublerne; de vare saa mange at de næsten stode hverandre iveien for at see den lille Dreng .

Og midt på Væggen hang et Skilderi13

12 Harnisk: rustning .13 Skilderi: maleri .

med en deilig Dame, saa ung, saa glad, men ganske klædt paa, som i gamle Dage, med Pudder i Haaret og Klæder, som stode stive; hun sagde hverken ”tak” eller ”knak,” men saae med sine milde Øine paa den lille Dreng, som strax spurgte den gamle Mand: ”hvor har du faaet hende?”

”Omme hos Marskandiseren!” sagde den gamle Mand . ”Der hænge saa mange Bille­der; Ingen kjende eller bryde sig om dem, for de ere begravede Allesammen, men i gamle Dage har jeg kjendt hende og nu er hun død og borte i et halvhundrede Aar!”

Og under Skilderiet hang bag Glas en Bouquet visne Blomster; de vare vist ogsaa et halvhundrede Aar, saa gamle saae de ud . Og Perpendikelen14 paa det store Uhr gik frem og tilbage og Viseren dreiede og Alting i Stuen blev endnu ældre, men det mærkede de ikke .

”De sige hjemme,” sagde den lille Dreng, ”at Du er saa skrækkelig ene!”

”O” sagde han, ”de gamle Tanker, med hvad de kunne føre med sig, komme og besøge mig, og nu kommer du jo ogsaa! – Jeg har det meget godt!”

Og saa tog han ned af Hylden en Bog med Billeder, der vare hele lange Optog, de forunderligste Karreeter, som man ikke seer dem nu til Dags, Soldater som Kløverknægt15 og Borgere med vaiende Faner; Skræderne havde deres med en Sax, som blev holdt af to Løver og Skomagerne deres uden Støvle, men med en Ørn, som havde to Hoveder, for Skomagerne maa have Alting saaledes at de kunne sige: det er et Par . – Jo det var en Billedbog!

Og den gamle Mand gik ind i den anden Stue for at hente Syltetøi, Æbler og Nødder; – der var rigtig nok velsignet ovre i det gam­le Huus .

”Jeg kan ikke holde det ud!” sagde Tinsol­daten, som stod paa Dragkisten16; ”her er saa eensomt og saa sørgeligt; nei, naar man har været i Familieliv, kan man ikke vænne sig til dette her! – Jeg kan ikke holde det ud! Den hele Dag er saa lang og Aftenen er end­nu længer! her er slet ikke, som ovre hos Dig, hvor din Fader og Moder talte saa for­

14 Perpendikelen: pendulet .15 Kløverknægt: klørknægt .16 Dragkiste(n): kiste eller kommode med store skuffer .

80

85

90

95

100

105

110

115

120

125

130

135

140

145

150

155

160

165

170

51428.indd 17 23/02/16 10.14

Side 17 af 20 sider

nøiede, og hvor Du og alle I søde Børn gjor­de saadant et deiligt Spektakel . Nei hvor den gamle Mand har det eensomt! troer Du han faaer Kys! troer Du han faaer milde Øine, eller Juletræ! Han faaer ikke noget, uden Begravelse! – jeg kan ikke holde det ud!”

”Du maa ikke tage det saa sørgeligt!” sag­de den lille Dreng; ”jeg synes her er saa dei­ligt og alle de gamle Tanker, med hvad de kunne føre med sig, komme jo og gjøre Besøg!”

”Ja, dem seer jeg ikke og den kjender jeg ikke!” sagde Tinsoldaten, ”jeg kan ikke hol­de det ud!” ”Det maa Du!” sagde den lille Dreng .

Og den gamle Mand kom med det meest fornøiede Ansigt, det deiligste Syltetøi, Æbler og Nødder, og saa tænkte den lille Dreng ikke paa Tinsoldaten .

Lykkelig og fornøiet kom den lille Dreng hjem, og der gik Uger og der gik Dage, og der blev nikket til det gamle Huus og fra det gamle Huus, og saa kom den lille Dreng der­over igjen .

Og de udskaarne Trompetere blæste: ”tratteratra! der er den lille Dreng! tratte­ratra!” og Sværd og Rustning paa Ridderbil­lederne raslede og Silkekjolerne raslede, Svi­nelæderet talte og de gamle Stole havde Gigt i Ryggen: ”av!” det var akkurat ligesom før­ste Gang, for der ovre var den ene Dag og Time ligesom den anden .

”Jeg kan ikke holde det ud!” sagde Tinsol­daten, ”jeg har grædt Tin! her er altfor sørge­ligt! lad mig heller gaae i Krig og miste Arme og Been! det er dog en Forandring . Jeg kan ikke holde det ud! – nu veed jeg hvad det er at have Besøg af sine gamle Tanker, med hvad de kunne føre med! jeg har havt Besøg af mine og Du kan troe, det er ingen Fornø­ielse i Længden, jeg var tilsidst nær ved at springe ned af Dragkisten . Alle I derovre i Huset saae jeg saa tydeligt, som om I virke­ligt var her; det var igjen den Søndag­Mor­gen, som Du veed nok! Alle I Børn stode foran Bordet og sang eders Psalme, som I synge den hver Morgen; I stode andægtige med foldede Hænder, og Fader og Moder vare ligesaa høitidelige, og saa gik Døren op og den lille Søster Maria, som ikke er to Aar endnu, og som altid dandser naar hun hører Musik eller Sang, hvad Slags det endogsaa

er, blev sat ind, ­ hun skulde det nu ikke, ­ og saa begyndte hun at dandse, men kunde ikke komme i Tact, for Tonerne vare saa lan­ge, og saa stod hun først paa det ene Been og hældede Hovedet heelt forover, og saa paa det andet Been og hældede Hovedet heelt forover, men det vilde ikke slaae til . I stode meget alvorlige, Allesammen, skjøndt det var nok svært, men jeg loe indvendig og derfor faldt jeg ned af Bordet og fik en Bule, som jeg endnu gaaer med, for det var ikke Ret af mig at Lee . Men det Hele gaaer nu igjen indeni mig, og Alt hvad jeg saadan har oplevet; og det er nok de gamle Tanker med hvad de kunne føre med! – Siig mig, om I synge endnu om Søndagen? Siig mig Lidt om den lille Maria! og hvordan har min Kammerat det, den anden Tinsoldat! ja han er rigtignok lykkelig! – jeg kan ikke holde det ud!”

”Du er foræret bort!” sagde den lille Dreng, ”Du maa blive . Kan Du ikke indsee det?”

Og den gamle Mand kom med en Skuffe, hvori der var meget at see, baade ”Kridthu­us17”, og Balsombøsse18”, og gamle Kort, saa store og saa forgyldte, som man aldrig seer dem nu . Og der blev aabnet flere Skuffer og Claveret blev aabnet, det var med Landskab indvendigt paa Laaget, og det var saa hæst da den gamle Mand spillede paa det; og saa nynnede han en Vise .

”Ja, den kunde hun synge!” sagde han og saa nikkede han til Portrættet, som han hav­de kjøbt hos Marskandiseren, og den gamle Mands Øine de skinnede saa klare .

”Jeg vil i Krig! jeg vil i Krig!” raabte Tin­soldaten saa høit han kunde og styrtede sig lige ned på Gulvet . –

Ja, hvor blev han af? Den gamle Mand søgte, den lille Dreng søgte, borte var han og borte blev han19 . ”Jeg finder ham nok!” sagde den Gamle, men han fandt ham aldrig; Gulvet var alt for aabnet og hullet; ­ Tinsol­daten var faldet igjennem en Sprække og der laa han som i aaben Begravelse .

Og den Dag gik og den lille Dreng kom hjem, og Ugen gik og der gik flere Uger . Vin­

17 Kridthuus: blikbøsse med to rum til opbevaring af kridt til regnskabsføring og småpenge .

18 Balsombøsse: (metal)æske med vellugtende parfume e .l .19 borte blev han: borte forblev han .

175

180

185

190

195

200

205

210

215

220

225

230

235

240

245

250

255

260

265

270

51428.indd 18 23/02/16 10.14

Side 18 af 20 sider

duerne vare ganske frosne; den lille Dreng maatte sidde og aande paa dem for at faae et Kighul over til det gamle Huus, og der var Sneen fyget ind i alle Snirkler og Indskrifter, den laae heelt op over Trappen, ligesom om der var Ingen hjemme, og der var heller Ingen hjemme, den gamle Mand var død!

Om Aftenen holdt en Vogn udenfor, og ned i den bar man ham i hans Kiste, han skulde ud at ligge paa Landet i sin Begravel­se . Der kjørte han nu, men Ingen fulgte, alle hans Venner vare jo døde . Og den lille Dreng kyssede paa Fingeren efter Kisten da den kjørte .

Nogle Dage efter blev der Auction paa det gamle Huus, og den lille Dreng saae fra sit Vindue, hvor man bar bort: de gamle Rid­dere og de gamle Damer, Urtepotterne med lange Ører, de gamle Stole og de gamle Ska­be; noget kom her og noget kom der; Por­trættet af hende, som var fundet hos Mar­skandiseren, kom til Marskandiseren igjen og der hang det altid, for Ingen kjendte hen­de mere, Ingen brød sig om det gamle Bil­lede .

I Foraaret rev man Huset selv ned, for det var et Skrummel, sagde Folk . Man kunde see fra Gaden lige ind i Stuen til det Svine­skinds Betræk, som blev flænget og revet; og det Grønne om Altanen hang ganske vildsomt om de faldende Bjælker . –

Og saa blev der ryddet op .”Det hjalp!” sagde Nabohusene .

Og der blev bygget et deiligt Huus med sto­re Vinduer og hvide, glatte Mure, men for­an, hvor egentligt det gamle Huus havde staaet, plantedes en lille Have og op af Naboens Mure voxte vilde Viinranker; foran Haven kom et stort Jerngitter med Jernport, det saae stadseligt ud, Folk stode stille og kigede derind . Og Spurvene hang sig i Sne­seviis, paa Viinrankerne, snakkede i Mun­den paa hverandre, saa godt de kunde, men det var ikke om det gamle Huus, for det kunde de ikke huske, der var gaaet saa man­ge Aar, at den lille Dreng var voxet op til en heel Mand, ja en dygtig Mand, som hans For­ældre havde Fornøielse af; og han var lige blevet gift og med sin Lille Kone flyttet ind i Huset her, hvor Haven var, og han stod hos hende der i det hun plantede en Mark­

blomst, som hun fandt saa yndig . Hun plan­tede den med sin lille Haand og klappede Jorden til med Fingrene . – Av! hvad var det? Hun stak sig . Der sad noget Spidst lige op af den bløde Jord .

Det var – ja tænk! det var Tinsoldaten, ham som var blevet borte oppe hos den gamle Mand, og var rumlet og tumlet mel­lem Tømmer og Gruus og tilsidst havde lig­get mange Aar i Jorden .

Og den unge Kone tørrede Soldaten, først med et grønt Blad og saa med sit fine Lom­metørklæde, det havde saadan en deilig Lugt! og det var for Tinsoldaten, ligesom om den vaagnede op af en Dvale .

”Lad mig see ham!” sagde den unge Mand, loe og rystede saa med Hovedet . ”Ja ham kan det nu ikke være, men han husker mig paa en Historie med en Tinsoldat jeg havde, da jeg var en lille Dreng!” og saa for­talte han sin Kone om det gamle Huus, og den gamle Mand, og om Tinsoldaten han sendte over til ham, fordi han var saa skræk­kelig ene, og han fortalte det saa akkurat, som det virkelig havde været, saa at den unge Kone fik Taarer i Øinene over det gam­le Huus og den gamle Mand .

”Det kan dog være at det er den samme Tinsoldat!” sagde hun, ”jeg vil gjemme den og huske paa Alt hvad Du har fortalt mig; men den gamle Mands Grav maa Du vise mig!”

”Ja den veed jeg ikke,” sagde han, ”og Ingen veed den! alle hans Venner vare døde, Ingen passede den og jeg var jo en lille Dreng!”

”Hvor han maa have været skrækkeligt ene!” sagde hun .

”Skrækkeligt ene!” sagde Tinsoldaten, ”men deiligt er det, ikke at blive glemt!”

”Deiligt!” raabte Noget tæt ved, men Ingen uden Tinsoldaten saae at det var en Lap af det Svinelæders Betræk, det var uden al Forgyldning, det saae ud, som vaad Jord, men en Mening havde det og den sagde det:

”Forgyldning forgaaer,Men Svinelæder bestaaer .”

Dog det troede Tinsoldaten ikke .

275

280

285

290

295

300

305

310

315

320

325

330

335

340

345

350

355

360

365

370

51428.indd 19 23/02/16 10.14

Side 19 af 20 sider

Opgave 6 Tekst 7 Mathias Nielsen: ”Forfatter: Der er gået religion i ekstremløb og grøntsags smoothies” . Artikel i Berlingske, den 25 . september 2015 .

Forfatter: Der er gået religion i ekstremløb og grøntsagssmoothies

Mathias Nielsen

Vi er ikke syge, men heller aldrig rigtigt sunde. Vi halser efter et

ideal om at være fit, fittere, fittest – dømt til et liv i biodynamiske

løbetights-lænker. Forfatter til ny bog mener, at sundhedsbølgen

ligner en erstatningsreligion.

Alle, der har meldt sig ind i et fitnesscenter og aldrig fået brugt abonnementet mere end et par gange, rækker hånden op .

Ikke så få vil sidde med armen i vejret, men intentionen er der . Intentionen om at holde sig sund . Spise økologisk, motionere regelmæssigt, deltage i halv­ og helmaraton og helst også et triatlon, hvis vi rigtigt skal med på bølgen .

Sundhedsidealet ligner nærmest en reli­gion, mener forfatter til den nye bog »For­bandede Sunddom« Morten Ebbe Juul Niel­sen . Han er ph .d . og lektor i anvendt filo­sofi ved Københavns Universitet og kaster et kritisk blik på den sundhedsbølge, som han mener har ramt danskerne .

»Vi føler os simpelthen dømt til at være sunde . Vil man have de fedeste forfrem­melser og sødeste kærester, så gælder det om at holde sig sund . Det er ikke længere en individuel afgørelse, men kommer fra et politisk og socialt pres,« siger Morten Ebbe Juul Nielsen .

Sundhed er en jagt på status, og den for­bandede sunddom er det limbo, hvor man ikke er syg, men heller ikke føler sig rigtigt sund, som ifølge forfatteren, martrer flere og flere danskere . Det limbo, der driver os ud i ekstremløb og grøntsagssmoothies . Og så går der religion i den .

Morten Ebbe Juul Nielsen mener, at sundheden er en hellig ko: Uangribelig og

et dogme, som per definition er godt . På den måde ligner det en erstatning for en religion .

»Det er en måde at rydde op i dit liv og få nogle simple holdepunkter . Det handler om at være perfekt og ren og er vel nær­mest en slags renhedskult,« siger han .

Bølgen har rejst sig i løbet af de seneste 20 år . Fra at en løbetur i parken og et par alkoholfrie uger i januar var »sundt«, skal der nu Ironman og biodynamik til . Men der er omkostninger ved joggeturen og økodiæten, mener forfatteren .

Nej tak til rødvinMagdalena Misiak løber aldrig under ti kilo­meter ad gangen . Hun spiser masser af kul­hydrater, proteiner og grøntsager, holder igen med fedt og alkohol og gennemførte i august en ironman . Magdalena er i den grad sprunget på bølgen .

»Jeg lever sundt hele tiden . Går tidligt i seng, spiser varieret, træner . Jeg startede i fitnesscentret og løbetrænede, så løb jeg et maraton, men det var ikke nok, og så skul­le det være en ironman,« siger hun .

Vennerne og kæresten vil hellere drikke rødvin og spise en god bøf .

»Det kan da godt gå ud over mit sociale liv . Jeg tager ikke med i byen og trænede måske 20 timer om ugen, da jeg trænede op til ironman . Jeg ved godt, at jeg bruger

1

5

10

15

20

25

30

35

40

45

50

55

60

51428.indd 20 23/02/16 10.14

Side 20 af 20 sider

mange timer på det, men jeg synes ikke, at det har taget overhånd,« siger Magdalena .

»Jeg vil også sige, at det mere er et pres, der kommer indefra . Jeg kan da godt mær­ke, at der er en slags bølge, hvor flere og flere for eksempel laver en ironman, og det giver noget anerkendelse at gennemføre .«

Splittet samfundUd over at sige »nej tak« til rødvin mener Morten Ebbe Juul Nielsen, at sundhedsbøl­gen har omkostninger for samfundet . Bar­ren bliver højere og højere, og mange står af på halvvejen, når et maraton er blevet et obligatorisk punkt i mellemleder­jobansøg­ningen .

»Når der så sidder en kontanthjælpsmod­tager og tænker, at der skal et halvmaraton til for at komme nogen vegne, så tror jeg,

der er en tendens til at give op og købe en pose flæskesvær og 20 Kings i stedet,« siger han .

Der bliver et fit A­hold og et gumpe­tungt B­hold .

Samtidig vil det altid have omkostninger at følge sundhedsidealerne . Otte milliarder i sundhedsomkostninger er otte milliarder kroner færre til infrastruktur, uddannelse og kultur . Og tre timer i fitnesscentret er tre timer færre med kæreste, børn eller en digtsamling .

»At være så optaget af sundhed gør sådan set ikke noget godt . Hvis vi virkeligt skulle gøre noget for folkesundheden, så skulle vi alle sammen slappe lidt af, dyrke noget sex, læse en digtsamling og lytte til noget klassisk musik,« siger forfatteren .

65

70

75

80

85

90

95

51428.indd 21 23/02/16 10.14

51428.indd 22 23/02/16 10.14

51428.indd 23 23/02/16 10.14

51428.indd 24 23/02/16 10.14

EG

YM

161

-04