Hon tände en ny. Då satt hon under en strålande julgran. Den var ännu större och finare utstyrd än den hon hade sett genom glasdörren hos den rike köpmannen nu i julas. Tusen ljus brann på de gröna grenarna och hon såg brokiga bilder, som liknade dem som pryder butiksfönstren. Den lilla sträckte upp båda händerna i luften – då slocknade svavelstickan, de många julljusen steg högre och högre, hon såg att de nu var de klara stjärnorna, en av dem föll och gjorde en lång eldstrimma på himlen. "Nu är det en som dör!" sa den lilla, för gamla mormor, som var den enda, som hade varit snäll mot henne, men nu var död, hade sagt: - "när en stjärna faller, stiger en själ upp till Gud".

Ännu en gång strök hon en svavelsticka mot husväggen, den lyste runt omkring, och i ljusskenet stod gamla mormor, så klar, så strålande, så välsignat mild.- "Mormor!" ropade den lilla. "O, tag mig med! Jag vet, att du är borta när svavel-stickan har brunnit ut, borta liksom den varma kaminen, den härliga gåssteken och den stora, strålande granen!"

Och i en hast strök hon eld på alla stickorna, som var kvar i bunten, hon ville hålla kvar mormor, och svavelstickorna lyste med en glans så att det var ljusare än mitt på dagen. Mormor hade aldrig förr varit så vacker, så stor; hon lyfte upp den lilla flickan på sin arm, och de flög i glans och glädje, så högt, så högt. Och det var ingen kyla, ingen hunger, ingen ångest – de var hos Gud.

I hörnet vid huset satt den lilla flickan med röda kinder i den kalla morgonstun-den, med ett leende kring munnen – död, ihjälfrusen den sista kvällen på det gamla året. Nyårsmorgonen gick upp över det lilla liket, som satt med svavel-stickorna, en av buntarna var nästan uppbränd. Hon har velat värma sig, sa man. Ingen visste, hur mycket vackert hon hade sett, i vilken glans hon med gamla mormor hade gått in i nyårsglädjen.

Det var rysligt kallt, det snöade och började bli mörka kvällen, det var den sista kvällen på året, nyårsafton. I kylan och i mörkret gick en fattig flicka med bart huvud och bara fötter på gatan. Ja, hon hade ju haft tofflor när hon gick hemif-rån, men vad hjälpte det! Det var för stora tofflor, hennes mor hade använt dem sist, så stora var de. Och den lilla flickan tappade dem då hon skyndade sig över gatan just som två vagnar körde förbi i väldig fart. Den ena toffeln kunde hon inte hitta och den andra sprang en pojke bort med. Han sa att han kunde använ-da den till vagga, när han själv fick barn.

Där gick nu den lilla flickan på sina bara små fötter, som var röda och blå av köld. Hon bar en knippa svavelstickor I ett gammalt förkläde och en bunt gick hon med i handen. Ingen hade köpt av henne på hela dagen, ingen hade gett henne en liten slant. Hon gick hungrig och frusen och såg så ynklig ut, den lilla stackaren! Snöflingorna föll i hennes långa gula hår, som lockade sig så vackert i nacken, men hon tänkte sannerligen inte på lockarna. I alla fönster lyste ljusen, och på gatan luktade det så härligt av gåsstek; det var ju nyårsafton, ja, det tänkte hon på.

Borta i ett hörn mellan två hus, det ena sköt fram litet längre på gatan än det andra, där satte hon sig och kröp ihop. De små benen hade hon dragit upp under sig, men hon frös bara ännu mer. Hon tordes inte gå hem, hon hade ju inte sålt några svavelstickor, inte fått en enda slant. Hennes far skulle slå henne, och kallt var det hemma också. De hade bara taket rätt över sig, och där pep vinden in, fastän man hade stoppat halm och trasor i de största springorna. Hennes små händer var nästan alldeles döda av köld. Å, en liten svavelsticka skulle göra gott. Om hon bara tordes dra ut en ur bunten, stryka den mot väggen och värma fingrarna. Hon drog ut en, ritsch! vad den sprakade, vad den brann! Det var en varm, klar låga, liksom ett litet ljus, då hon höll handen kring den. Det var ett underligt ljus. Den lilla flickan tyckte att hon satt framför en stor järnkamin med blanka mässingskulor och mässingsspjäll. Elden brann så härligt, värmde så skönt. Nej vad var det! Den lilla sträckte redan ut fötterna för att värma dem också – då släcktes lågan. Kakelugnen försvann. Hon satt med en liten stump av den utbrända svavelstickan i handen.

Hon strök eld på en ny, den brann, den lyste, och där skenet föll på husväggen, blev den genomskinlig som en slöja. Hon såg rakt in i rummet, där bordet stod dukat med en skinande vit duk, med fint porslin. Den stekta gåsen ångade här-ligt, fylld med sviskon och äpplen och vad som var ändå bättre: gåsen hoppade från fatet, stultade fram över golvet med kniv och gaffel i ryggen, rakt fram till den fattiga flickan. Då slocknade svavelstickan, och där fanns inget annat att se än den tjocka, kalla husväggen.

Den lilla �ickan med svavelstickorna

av Hans Christian Andersen

błyszczącym obrusem, nakryty piękną porcelaną, a na półmisku smacznie dymiła pieczona gęś, nadziana śliwkami i jabłkami; a co jeszcze było wspanialsze, gęś zeskoczyła z półmiska i zaczęła się czołgać po podłodze, z widelcem i nożem wbitym w grzbiet; doczołgała się aż do biednej dziewczynki; aż tu nagle zgasła zapałka i widać tylko było nieprzejrzystą, zimną ścianę.Zapaliła nowy siarnik. I oto siedziała pod najpiękniejszą choinką; była ona jeszcze wspanialsza i piękniej ubrana niż choinka u bogatego kupca, którą ujrzała przez szklane drzwi podczas ostatnich świąt;

Tysiące świeczek płonęło na zielonych gałęziach, a kolorowe obrazki, takie, jakie zdobiły okna sklepów, spoglądały ku niej. Dziewczynka wyciągnęła do nich obie rączki - ale tu zgasła zapałka; mnóstwo światełek choinki wznosiło się ku górze, coraz wyżej i wyżej, i oto ujrzała ona, że były to tylko jasne gwiazdy, a jedna z nich spadła właśnie i zakreśliła na niebie długi, błyszczący ślad.

- Ktoś umarł! - powiedziała malutka, gdyż jej stara babka, która jedyna okazywała jej serce, ale już umarła, powiadała zawsze, że kiedy gwiazdka spada, dusza ludzka wstępuje do Boga.

Dziewczynka znowu potarła siarnikiem o ścianę, zajaśniało dookoła i w tym blasku stanęła przed nią stara babunia, taka łagodna, taka jasna, taka błyszcząca i taka kochana.

- Babuniu! - zawołała dziewczynka - o, zabierz mnie z sobą! Kiedy zapałka zgaśnie, znikniesz jak ciepły piec, jak gąska pieczona i jak wspaniała olbrzymia choinka! - i szybko potarła wszystkie zapałki, jakiezostały w wiązce, chciała jak najdłużej zatrzymać przy sobie babkę, i zapałki zabłysły takim blaskiem, iż stało się jaśniej niż za dnia. Babunia nigdy przedtem nie była taka piękna i taka wielka; chwyciła dziewczynkę w ramiona i poleciały w blasku i w radości wysoko, wysoko; a tam już nie było ani chłodu, ani głodu, ani strachu - bowiem były u Boga.

A kiedy nastał zimny ranek, w kąciku przy domu siedziała dziewczynka z czerwo-nymi policzkami, z uśmiechem na twarzy - nieżywa: zamarzła na śmierć ostatnie-go wieczora minionego roku. Ranek noworoczny oświetlił małego trupka trzymającego w ręku zapałki, z których garść była spalona. Chciała się ogrzać, powiadano; ale nikt nie miał pojęcia o tym, jak piękne rzeczy widziała dziewczyn-ka i w jakim blasku wstąpiła ona razem ze starą babką w szczęśliwość Nowego Roku.

Było bardzo zimno; śnieg padał i zaczynało się już ściemniać; był ostatni dzień w roku, wigilia Nowego Roku. W tym chłodzie i w tej ciemności szła ulicami biedna dziewczynka z gołą głową i boso; miaławprawdzie trzewiki na nogach, kiedy wychodziła z domu, ale co to znaczyło! To były bardzo duże trzewiki, nawet jej matka ostatnio je wkładała, tak były duże, i mała zgubiła je zaraz, przebiegając ulicę, którąpędem przejeżdżały dwa wozy; jednego trzewika nie mogła wcale znaleźć,a z drugim uciekł jakiś urwis; wołał, że przyda mu się on na kołyskę, kiedy już będzie miał dziecko.

Szła więc dziewczynka boso, stąpała nóżkami, które poczerwieniały i zsiniały z zimna; w starym fartuchu niosła zawiniętą całą masę zapałek, a jedną wiązkę trzymała w ręku; przez cały dzień nie sprzedała ani jednej; nikt jej nie dał przez cały dzień ani grosika;

Szła taka głodna i zmarznięta i wyglądała taka smutna, biedactwo!

Płatki śniegu padały jej na długie, jasne włosy, które tak pięknie zwijały się na karku, ale ona nie myślała wcale o tej ozdobie. Ze wszystkich okien naokoło połyskiwały światła i tak miło pachniało na ulicy pieczonymi gęśmi. "To przecież jest wigilia Nowego Roku" - pomyślała dziewczynka.

W kącie między dwoma domami, z których jeden bardziej wysuwał się na ulicę, usiadła i skurczyła się cała; małe nożyny podciągnęła pod siebie, ale marzła coraz bardziej, a w domu nie mogła się pokazać, bo przecież nie sprzedała ani jednej zapałki, nie dostała ani grosza, ojciec by ją zabił, a w domu było tak samo zimno, mieszkali na strychu pod samym dachem i wiatr hulał po izbie, chociaż największe szpary w dachu zatkane były słomą i gałganami.

Jej małe ręce prawie całkiem zamarzły z tego chłodu. Ach, jedna mała zapałka, jakby to dobrze było! Żeby tak wyciągnąć jedną zapałkę z wiązki, potrzeć ją o ścianę i tylko ogrzać paluszki! Wyciągnęła jedną i "trzask", jak się iskrzy, jak płonie! mały ciepły, jasny płomyczek, niby mała świeczka otoczona dłońmi! Dziwna to była świeca; dziewczynce zdawało się, że siedzi przed wielkim, żelaznym piecem o mosiężnych drzwiczkach i ozdobach; ogień palił się w nim tak łaskawie i grzał tak przyjemnie; ach, jakież to było rozkoszne! Dziewczynka wyciągnęła przed siebie nóżki, aby je rozgrzać - a tu płomień zgasł. Piec znikł - a ona siedziała z niedopałkiem siarnika w dłoni.

Zapaliła nowy, palił się i błyszczał, a gdzie cień padł na ścianę, stała się ona prze-jrzysta jak muślin; ujrzała wnętrze pokoju, gdzie stał stół przykryty białym,

Dziewczynka z zapałkami

H.C. Andersen

A menina riscou mais um fósforo e, no meio do clarão, viu a avó tão boa e tão carinhosa, contente como nunca.

-Vovó, me leva embora! Sei que você não vai mais estar aqui quando o fósforo apagar. Você vai desaparecer como a lareira, o assado e a árvore de Natal.

E foi acendendo os outros fósforos para que a avó não sumisse. Foi tanta luz que parecia dia. E a avó ali, tão bonita, tão bonita. Pegou a menina no colo e voou com ela para onde não fazia frio e não havia fome nem dor. Foram para junto de Deus.

De manhãzinha, as pessoas viram no canto entre duas casas uma menina corada e sorrindo. Estava morta. Tinha morrido de frio na última noite do ano. Nas mãos, uma caixa de fósforos queimados.

-Ela tentou se esquentar, coitadinha.

Ninguém podia adivinhar tudo o que ela tinha visto, o brilho, a avó, as alegrias de um ano novo.

Estava muito frio, a neve caía, e já estava começando a escurecer. Era a noite do último dia do ano. Uma menina descalça e sem agasalho andava pelas ruas, no frio e no escuro. Quando atravessou correndo para fugir dos carros, a menina perdeu os chinelos que tinham sido da mãe e eram grandes demais. Um ela não achou mais e um garoto levou o outro, dizendo que ia usar como berço quando tivesse um filho.

A menina já estava com os pés roxos de frio. Tinha um pacotinho de fósforos na mão e outro no avental velho. Naquele dia não tinha conseguido vender nada e estava sem um tostão. Com frio e com fome, ela andava pelas ruas morrendo de medo. A neve caía no cabelo cacheado, mas ela não podia pensar nem no cabelo nem no frio. As casas estavam iluminadas e havia por toda parte um cheirinho gostoso de assado de ano novo. Era nisso que ela pensava.

Num cantinho entre duas casas, ela se encolheu toda, mas continuava sentindo muito frio. Voltar para casa, nem pensar: sem dinheiro, sem ter vendido nada, era certo o castigo do pai. Além do mais, a casa deles também era muito fria, sem forro e com o telhado cheio de furos e emendas, por onde o vento entrava assobiando.

Com as mãos geladas, pensou em acender um fósforo. Conseguiu. A chama pequenina parecia uma vela na concha da mão. A menina se imaginou diante de uma lareira enorme com o fogo esquentando tudo e ela também. Mas logo a chama apagou e a lareira sumiu. Ela só ficou com o fósforo queimando na mão.

Acendeu outro que, brilhando, fez a parede ficar transparente. Ela viu a casa por dentro: a mesa posta, a toalha branca, a louça linda. O assado, o recheio, as frutas. Não é que o assado, com o garfo e faca espetados, pulou do prato e veio correndo até onde ela estava?Mas o fósforo apagou e ela só viu a parede grossa e húmida.

Acendeu mais um fósforo e se viu junto de uma belíssima árvore de Natal. Maior do que uma que tinha visto antes. Velinhas e figuras coloridas enchiam os galhos verdes. A menina esticou o braço e… o fósforo apagou. Mas as velinhas começa-ram a subir, a subir e ela viu que eram estrelas. Uma virou estrela cadente e riscou o céu.

-Alguém deve ter morrido. A avó – única pessoa que tinha gostado dela de verda-de e que já tinha morrido – sempre dizia: “Quando uma estrela caí, é sinal de que uma alma subiu para o céu”.

A Menina dos Fósforos

de H. C. Andersen

se enn den tykke, kalde murveggen igjen.

Så tente hun en ny. Da satt hun under det vidunderligste juletre. Det var enda større og finere pyntet enn det hun hadde sett gjennom glassdøren hos den rike kjøpmannen siste julekveld. Tusen lys brant på de grønne grenene, og farveglade bilder, slike som de pynter i butikkvinduene med, tittet ned på henne. Den lille piken strakte begge hendene i været - og da sloknet svovelstikken. Alle julelysene steg høyere og høyere, og nå så hun at de var de klare stjernene der oppe. En av dem falt og laget en lang ildstripe på himmelen.

"Nå døde et menneske!" sa den lille piken, for gamle mor hadde sagt at når en stjerne faller, så går en sjel opp til Gud. Mormor, som nå var død, var det eneste menneske som hadde vært snill mot den lille piken.

Hun strøk igjen en svovelstikke mot muren. Den lyste opp rundt om, og i skinnet sto gamle mormor, så klar, så strålende. så mild og god.

"Mormor" ropte den lille piken. "Å, la meg få være med deg! jeg vet at du er borte når svovelstikken går ut, borte akkurat som den varme kakkelovnen, den deilige gåsesteken og det store, vakre juletreet!" Og så strøk hun fort av alle de svovelstikkene som var igjen i bunten, for hun ville holde på mormoren. Og svo-velstikkene lyste med en slik glans at det ble lysere enn midt på lyse dagen. Mormor hadde aldri vært så vakker før og så stor. Hun løftet den lille piken opp på armen sin, og de fløy i lys og glede, så høyt, så høyt. Det fantes ingen kulde mer og ingen sult og angst - de var hos Gud.

Men i kroken ved huset satt den lille piken og var død da den kalde morgenen kom, hun var frosset i hjel den siste kvelden i det gamle året. Hun satt der med røde kinn og et smil om munnen.

Nyttårsmorgenen gikk opp over den lille døde, som satt der med svovelstikkene sine. En bunt av dem var nesten brent opp. Hun har villet varme seg, sa folk. Ingen visste noe om alt det vakre hun hadde sett, og om hvordan hun var gått sammen med mormor inn til nyttårs glede i stråleglans.

Det var gresselig kaldt. Det snedde, og det begynte å bli mørke kvelden. Det var da også den siste kvelden i året, nyttårskvelden. I denne kulden og i dette mørket gikk det en liten fattig pike, barhodet og med bare føtter gjennom gatene. Ja, egentlig hadde hun hatt tøfler på seg da hun gikk hjemmefra, men hva hjalp det? Det var noen riktig svære tøfler, så store at moren hennes hadde brukt dem den siste tiden, og den lille piken mistet dem da hun skyndte seg over gaten, akkurat idet to vogner for forbi i voldsom fart. Den ene tøffelen klarte hun ikke å finne igjen, og den andre tok en gutt og 1øp sin vei med. Han sa at han ville bruke den til vugge når han selv fikk barn.

Og der gikk den lille piken med de bare, små bena, som var røde og blå av kulde. I et gammelt forkle hadde hun en mengde svovelstikker, og en bunt gikk hun med i handen. Ingen hadde kjøpt noe av henne hele dagen. Ingen hadde gitt henne en eneste liten skilling. Sulten og forfrossen gikk hun der og så ulykkelig ut, stakkars liten. Snefnuggene falt i det lange, gule håret som krøl1et seg så pent i nakken, men slikt tenkte hun ikke det minste på. Ut av alle vinduer skinte det lys, og det luktet så deilig gåsestek i gaten, for det var jo nyttårsaften - ja, det tenkte hun på.

Borte i en krok mellom to hus - det ene stakk litt mer fram i gaten enn det andre, satte hun seg og krøket seg godt sammen. De små bena hadde hun trukket oppunder seg, men hun frøs mer og mer, og hjem torde hun ikke gå, for hun hadde jo ikke solgt noen svovelstikker. Ikke hadde hun fått en eneste skilling heller, og faren kom til å slå henne. Kaldt var det hjemme også, for de bodde oppunder taket, og der pep vinden inn, enda det var dyttet med strå og filler i de største sprekkene. De små hendene hennes var nesten døde av kulde. Å - så godt som en liten svovelstikke ville gjøre! Om hun bare vaget å dra en ut av bunten, ripe den mot veggen og varme fingrene! Hun trakk en ut, og ritsj! som den futtet og brant! Luen var varm og klar som et lite lys da hun holdt handen omkring den. Det var et underlig lys. Den lille piken syntes hun satt foran en stor jernovn med blanke messingkuler og messingrør på. Ilden brant så vidunderlig og varmet så godt. Å, så deilig det var! Den lille piken strakte allerede føttene fram for å varme dem også - da gikk flammen ut, kakkelovnen forsvant, og hun satt der med en liten stump av den utbrente svovelstikken i handen.

Hun ripet av en ny, den brant og lyste, og der hvor lysskinnet falt på muren, ble den gjennomsiktig som et stykke flor. Hun så helt inn i stuen, hvor bordet sto dekket med skinnende hvit duk og fint porselen, og en stekt gås sto og dampet så deilig, fylt med svisker og epler. Og det herligste av alt var at gåsen hoppet ned fra fatet og vraltet bortover gulvet med gaffel og kniv i ryggen, helt bort til den lille piken kom den. Da sloknet svovelstikken, og så var det ikke noe annet å

- -

Hans Christian Andersen

toen ging de vlam uit, de kachel verdween - en zij zat met een stompje van het afgebrande zwavelstokje in haar hand.

Ze stak er nog een aan. Het brandde, het gaf licht en waar het schijnsel op de muur viel, werd die doorzichtig, net als een sluier. Ze keek zo de kamer in, waar de tafel gedekt was met een spierwit tafelkleed, met het fijnste porselein. De gebraden gans, gevuld met pruimen en appeltjes, stond heerlijk te dampen. En wat het aller-heerlijkst was, de gans sprong van de schaal en waggelde met een vork en mes in zijn rug over de grond. Hij kwam recht op het arme meisje af; toen ging het zwavelstokje uit en was alleen de dichte, koude muur er nog.

Ze stak er nog een aan. Toen zat ze onder de mooiste kerstboom, nog groter en nog rijker versierd dan de boom die ze door de glazen deur bij de rijke koopman had gezien, vorig jaar met Kerstmis. Er brandden wel duizend kaarsjes aan de groene takken, en gekleurde prentjes, zoals je die in etalages ziet, keken haar aan. Het meisje strekte haar beide handen uit - toen ging het zwavelstokje uit, de vele kerstkaarsjes gingen de lucht in en veranderden in sterren, zag ze. Eentje viel er en liet een lange streep van vuur achter aan de hemel. "Nu gaat er iemand dood," zei het meisje. Want haar oude grootmoeder, de enige die lief voor haar was geweest, maar die nu dood was, had gezegd: "Als er een ster valt, gaat er een zieltje naar God."

Ze streek weer een zwavelstokje af tegen de muur, het gaf licht en in het schijn-sel stond haar oma, heel duidelijk, heel stralend, heel vriendelijk en lief. "Oma!" riep het meisje. "O, neem me mee! Ik weet dat je weg bent, als het zwavelstokje uitgaat. Weg, net als de warme kachel, de gebraden gans en die prachtige, grote kerstboom."

Haastig streek ze de rest van de zwavelstokjes uit het bosje af, want ze wilde oma vasthouden. De zwavelstokjes gaven zoveel licht dat het klaarlichte dag leek. Oma had er nog nooit zo mooi en zo groot uitgezien. Ze nam het kleine meisje op haar arm en ze vlogen, stralend en blij, heel, heel hoog. Er was geen kou, geen honger, geen angst - ze waren bij God.

Maar in het hoekje bij het huis zat in de koude wintermorgen het kleine meisje met de rode wangen, met een glimlach om haar mond - dood, doodgevroren op de laatste avond van het oude jaar.

Het werd nieuwjaarsochtend en de kleine dode zat daar met haar zwavelstokjes, waarvan een bosje bijna was opgebrand. Ze heeft zich willen warmen, zeiden ze. Niemand wist wat voor moois ze had gezien, hoe stralend ze met oma de vreugde van het nieuwe jaar was ingegaan.

Het was afschuwelijk koud, het sneeuwde en het begon donker te worden. Het was ook de laatste avond van het jaar, oudejaarsavond.

In die kou en in dat donker liep er op straat een arm, klein meisje, zonder muts en op blote voeten. Ze had wel pantoffels aangehad toen ze van huis ging, maar dat hielp niet veel: het waren heel grote pantoffels, haar moeder had ze het laatst gedragen, zo groot waren ze, en het meisje had ze bij het oversteken verloren, toen er twee rijtuigen vreselijk hard voorbijvlogen. De ene pantoffel was niet te vinden en met de andere ging er een jongen vandoor: hij zei dat hij hem als wieg kon gebruiken als hij later kinderen kreeg.

Daar liep dat meisje dus op haar blote voetjes, die rood en blauw zagen van de kou. In een oud schort had ze een heleboel zwavelstokjes en één bosje hield ze in haar hand. Niemand had nog iets van haar gekocht, de hele dag niet. Niemand had haar ook maar een stuivertje gegeven.

Hongerig en koud liep ze daar en ze zag er zo zielig uit, dat arme stakkerdje! De sneeuwvlokken vielen in haar lange, blonde haar, dat zo mooi in haar nek krulde, maar aan dat soort dingen dacht ze echt niet. Uit alle ramen scheen licht naar buiten en het rook overal zo lekker naar gebraden gans; het was immers oude-jaarsavond en daar dacht ze wel aan.

In een hoekje tussen twee huizen, waarvan het ene een beetje vooruitstak, ging ze in elkaar gedoken zitten. Haar beentjes trok ze onder zich op, maar ze kreeg het nog kouder, en naar huis durfde ze niet, want ze had geen zwavelstokjes verkocht en ook geen stuivertje gekregen. Haar vader zou haar slaan en thuis was het trouwens ook koud. Ze woonden vlak onder het dak en daar blies de wind doorheen, ook al waren de ergste kieren met stro en oude lappen dicht-gestopt.

Ze had bijna geen gevoel meer in haar handjes van de kou. O, wat zou een zwavelstokje lekker warm zijn! Zou ze er eentje uit het bosje durven trekken en het tegen de muur afstrijken om haar handen te warmen?

Ze trok er een uit. "Ritsss..." Wat vlamde dat, wat brandde dat! Het gaf een warm, helder vlammetje, net een kaarsje, toen ze haar handen eromheen hield.

Een wonderlijk licht gaf het. Het meisje dacht dat ze voor een grote, ijzeren kachel zat met glimmende koperen ballen en een koperen trommel. Het vuur brandde zo heerlijk, het was zo lekker warm.

Maar wat was dat? Het meisje strekte haar voetjes al uit om die ook te warmen -

Het meisje met de zwavelstokjes

van Hans Cristiaan Andersen

s'éteint.

L'enfant prend une troisième allumette, et elle se voit transportée près d'un arbre de Noël, splendide. Sur ses branches vertes, brillaient mille bougies de couleurs: de tous côtés, pendait une foule de merveilles. La petite étendit la main pour saisir la moins belle: l'allumette s'éteint. L'arbre semble monter vers le ciel et ses bougies deviennent des étoiles: il y en a une qui se détache et qui redescend vers la terre, laissant une trainée de feu.«Voilà quelqu'un qui va mourir » se dit la petite. Sa vieille grand-mère, le seul être qui l'avait aimée et chérie, et qui était morte il n'y avait pas longtemps, lui avait dit que lorsqu'on voit une étoile qui file, d'un autre côté une âme monte vers le paradis. Elle frotta encore une allumette: une grande clarté se répandit et, devant l'enfant, se tenait la vieille grand-mère.

- Grand-mère, s'écria la petite, grand-mère, emmène-moi. Oh! tu vas me quitter quand l'allumette sera éteinte: tu t'évanouiras comme le poêle si chaud, le super-be rôti d'oie, le splendide arbre de Noël. Reste, je te prie, ou emporte-moi.

Et l'enfant alluma une nouvelle allumette, et puis une autre, et enfin tout le paquet, pour voir la bonne grand-mère le plus longtemps possible. La grand-mère prit la petite dans ses bras et elle la porta bien haut, en un lieu où il n'y avait plus ni de froid, ni de faim, ni de chagrin: c'était devant le trône de Dieu.Le lendemain matin, cependant, les passants trouvèrent dans l'encoignure le corps de la petite ; ses joues étaient rouges, elle semblait sourire ; elle était morte de froid, pendant la nuit qui avait apporté à tant d'autres des joies et des plaisirs. Elle tenait dans sa petite main, toute raidie, les restes brûlés d'un paquet d'allumettes.

Il faisait effroyablement froid; il neigeait depuis le matin; il faisait déjà sombre; le soir approchait, le soir du dernier jour de l'année. Au milieu des rafales, par ce froid glacial, une pauvre petite fille marchait dans la rue: elle n'avait rien sur la tête, elle était pieds nus. Lorsqu'elle était sortie de chez elle le matin, elle avait eu de vieilles pantoufles beaucoup trop grandes pour elle. Aussi les perdit-elle lorsqu'elle eut à se sauver devant une file de voitures; les voitures passées, elle chercha après ses chaussures; un méchant gamin s'enfuyait emportant en riant l'une des pantoufles; l'autre avait été entièrement écrasée.

Voilà la malheureuse enfant n'ayant plus rien pour abriter ses pauvres petits petons. Dans son vieux tablier, elle portait des allumettes: elle en tenait à la main un paquet. Mais, ce jour, la veille du nouvel an, tout le monde était affairé; par cet affreux temps, personne ne s'arrêtait pour considérer l'air suppliant de la petite qui faisait pitié. La journée finissait, et elle n'avait pas encore vendu un seul paquet d'allumettes. Tremblante de froid et de faim, elle se traînait de rue en rue.

Des flocons de neige couvraient sa longue chevelure blonde. De toutes les fenêtres brillaient des lumières: de presque toutes les maisons sortait une délici-euse odeur, celle de l'oie, qu'on rôtissait pour le festin du soir: c'était la Saint-Sylvestre. Cela, oui, cela lui faisait arrêter ses pas errants.

Enfin, après avoir une dernière fois offert en vain son paquet d'allumettes, l'enfant aperçoit une encoignure entre deux maisons, dont l'une dépassait un peu l'autre. Harassée, elle s'y assied et s'y blottit, tirant à elle ses petits pieds: mais elle grelotte et frissonne encore plus qu'avant et cependant elle n'ose rentrer chez elle. Elle n'y rapporterait pas la plus petite monnaie, et son père la battrait.L'enfant avait ses petites menottes toutes transies. «Si je prenais une allumette, se dit-elle, une seule pour réchauffer mes doigts? » C'est ce qu'elle fit. Quelle flamme merveilleuse c'était! Il sembla tout à coup à la petite fille qu'elle se trou-vait devant un grand poêle en fonte, décoré d'ornements en cuivre. La petite allait étendre ses pieds pour les réchauffer, lorsque la petite flamme s'éteignit brusquement: le poêle disparut, et l'enfant restait là, tenant en main un petit morceau de bois à moitié brûlé.

Elle frotta une seconde allumette: la lueur se projetait sur la muraille qui devint transparente. Derrière, la table était mise: elle était couverte d'une belle nappe blanche, sur laquelle brillait une superbe vaisselle de porcelaine. Au milieu, s'étalait une magnifique oie rôtie, entourée de compote de pommes: et voilà que la bête se met en mouvement et, avec un couteau et une fourchette fixés dans sa poitrine, vient se présenter devant la pauvre petite. Et puis plus rien: la flamme

La petite �lle aux allumettes

Conte d'Andersen

ihmettä nyt tapahtuikaan? Hanhi hyppäsi vadistaan ja taapersi haarukka ja veitsi selässään lattian poikki oikopäätä kohti köyhää tyttö rukkaa! Mutta juuri kun se oli pääsemäisillään perille, sammui tulitikku ja paljas, paksu, kylmä seinä oli näkyvissä.

Hän sytytti vielä yhden. Siinä samassa hän istui mitä kauneimman joulukuusen juurella, joka oli paljon suurempi ja hienommin koristeltu kuin se, jonka hän oli nähnyt jouluna rikkaan kauppiaan lasioven läpi; tuhansia kynttilöitä loisti vehreillä oksilla ja moniväriset koristeet ja kiiltokuvat kimmelsivät hänelle. Tyttönen ojensi kätensä niitä kohti – ja silloin sammui tikku, kuusikynttilöiden paljous kohosi taivaalle, yhä ylemmäksi ja ylemmäksi ja pian hän näkikin ne kirkkaina tähtinä. Yksi niistä lähti putoamaan ja piirsi peräänsä pitkän tulivanan taivaankanteen.

”Joku kuolee.” totesi pienokainen. Niinhän hänen vanha isoäitinsä eläessään, ainut ihminen joka koskaan oli ollut kiltti hänelle, oli tavannut todeta: ”Kun tähti putoaa, nousee jonkun sielu Luojan luo.”

Hän raapaisi tulen vielä yhteen tikkuun. Nyt ilmestyi näkyviin valoisa huone ja sen keskellä seisoi hänen vanha isoäitinsä, voi kuinka lempeästi ja lämpöisesti hän katsoikaan.

”Isoäiti!” huudahti tyttönen. ”Voi, ota minut luoksesi! Tiedän, että sinäkin katoat, kun tikkuni sammuu, katoat niin kuin katosi lämmin kamiina, katosi ihana pais-tettu hanhi ja katosi taivaallisen kaunis joulukuusi! ” Kiireesti raapaisi hän tuleen loput tikut puntistaan, voi kuinka hän halusikaan pitää isoäidin luonaan! Ja tikut valaisivat sellaisella loisteella, että oli valoisampaa kuin kirkkaimpana päivänä. Milloinkaan ei isoäiti ollut ollut niin kaunis ja suuri! Hän kietoi tyttösen syliinsä ja he leijuivat ylös loistavaan valoon ja kuinka he riemuitsivatkaan! Enää ei tuntunut kylmää, ei nälkää, ei pelkoa eikä ahdistusta. He olivat Luojan luona.

Kylmässä aamunkajossa istui kujanteella käpertynyt pieni tyttö. Hänen poskensa punersivat ja huulensa hymyilivät. Hän oli kuollut, hän oli paleltunut vanhan vuoden viimeisenä iltana. Uudenvuodenpäivän sarastus paljasti pienen vainajan, joka istui siinä tikkuineen, joista puntillinen oli palanut. ”Hän halusi lämmitellä!” sanottiin. Kukaan ei saattanut aavistaakaan sitä ihanuutta, jonka hän oli nähnyt ja millaiseen ylenpalttiseen valoon hän oli isoäidin kanssa astunut uudenvuoden ilojuhlassaan!

Oli aivan hyytävän kylmää, pyrytti ja vuoden viimeinen iltahämärä lankesi, olihan uuden vuoden aatto. Tuossa kylmyydessä ja pimeydessä vaelsi pitkin katuja pieni, köyhä tyttörukka avopäin ja paljain jaloin; olihan hänellä ollut toki puuken-gät kotoa lähtiessään, mutta niistä ei ollut hyötyä kovinkaan kauan, sillä ne olivat olleet aivan liian isokokoiset, ne nimittäin olivat hänen äitinsä käytetyt kengät ja tyttömme kadotti ne syöksähtäessään kadun yli. Hän joutui väistämään hurjaa vauhtia kiitäneitä vaunuja välttyäkseen tulemasta yliajetuksi. Toista kenkää hän ei löytänyt ja toisen nappasi joku pojankoltiainen, joka säntäsi matkoihinsa kenkä mukanaan huutaen: ”Teen tästä kehdon, kun minulla on lapsia!”

Niinpä nyt vaelsi pieni tyttömme paljain jaloin, jotka punottivat ja sinersivät kylmästä. Hänellä oli puntillinen tulitikkuja kietaistuna vanhan esiliinan sisään ja toinen kädessään. Kukaan ei ollut ostanut häneltä tikun tikkua koko päivänä ja kukaan ei myöskään antanut killinkiäkään. Nälissään ja läpikotaisin kylmettynee-nä, peloissaan ja nujertunein mielin pikku rukka raahautui eteenpäin! Lumihiuta-leet leijuivat hänen pitkille vaaleille kutreilleen, jotka niin kauniisti kihartuivat hänen harteilleen, mutta tässä tilassa hän ei pystynyt ajattelemaankaan kauniita hiuksiaan. Kaikista ikkunoista loistelivat uudenvuoden juhlavalot ja kadulle asti leijui ihana hanhipaistin tuoksu, olihan nyt uuden vuoden aattoilta ja sitähän hän ei voinut olla ajattelematta.

Parin kadunvarsitalon väliin jäi pieni solanne ja siihen hän istua käpertyi. Hän oli vetänyt jalat alleen, mutta häntä palelsi silti yhä enemmän, mutta kotiinkaan hän ei menisi, etenkään kun hän ei ollut kyennyt myymään tikun tikkua tai saanut äyrin äyriä. Hänen isänsä pieksäisi hänet ja kylmää olisi kotonakin, sillä siellä suojana oli pelkkä ullakon katto ja tuuli tuiversi nurkissa, vaikka isoimpia reikiä ja rakoja oli koetettu tukkia oljilla ja vanhoilla rääsyillä. Tytön kätöset olivat täysin turtana kylmästä. Voi, kuinka ihanasti yksi ainoa pikkuinen tulitikku lämmittäisi-kään. Josko hän voisi ottaa yhden ainokaisen ja raapaista siihen seinästä tulen ja lämmittää sormiaan! Hän otti yhden. ”Ritsis!” kipunoi tikku ja syttyi ja kuinka se paloikaan! Oli kuin kaunisliekkinen kynttilä olisi ollut hänen käsissään. Kuinka ihanasti kynttilä loistikaan! Pieni tyttönen tunsi olevansa suuren messinkitorvisen ja -koristeisen rautakamiinan edessä, siunattu tuli loimusi ja lämmitti niin ihanas-ti! Mitä nyt? – Hän ehti tuskin ojentaa jalkansa myös niitä lämmittääkseen - niin tuli hävisi, kakluuni katosi, vain vaivainen palanut tikunpätkä oli hänen sormis-saan.

Hän raapaisi toisen tikun tuleen. Se syttyi, se loisti ja valo langetessaan talon seinään muutti seinän läpinäkyväksi harsoksi; hän näki suoraan sisälle huonee-seen, missä oli valkoisella liinalla ja hienolla porsliiniastiastolla katettu pöytä ja kuinka ihanasti höyrysikään pekonilla ja omenoilla täytetty hanhipaisti. Mitä

Pieni Tulitikkutyttö

H. C. ANDERSENHun tændte en ny. Da sad hun under det dejligste juletræ; det var endnu større og mere pyntet, end det hun gennem glasdøren havde set hos den rige købmand, nu sidste jul; tusinde lys brændte på de grønne grene og brogede billeder, som de der pynter butiksvinduerne, så ned til hende. Den lille strakte begge hænder i vejret — da slukkedes svovlstikken; de mange julelys gik højere og højere, hun så de var nu de klare stjerner, én af dem faldt og gjorde en lang ildstribe på himlen.

“Nu dør der én!” sagde den lille, for gamle mormor, som var den eneste, der havde været god mod hende, men nu var død, havde sagt: Når en stjerne falder, går der en sjæl op til Gud.

Hun strøg igen mod muren en svovlstik, den lyste rundt om, og i glansen stod den gamle mormor, så klar, så skinnende, så mild og velsignet.

“Mormor!” råbte den lille, “Oh tag mig med! jeg ved, du er borte, når svovlstikken går ud; borte ligesom den varme kakkelovn, den dejlige gåsesteg og det store velsignede juletræ!” — og hun strøg i hast den hele rest svovlstikker, der var i bundtet, hun ville ret holde på mormor; og svovlstikkerne lyste med en sådan glans, at det var klarere end ved den lyse dag. Mormor havde aldrig før været så smuk, så stor; hun løftede den lille pige op på sin arm, og de fløj i glans og glæde, så højt, så højt; og der var ingen kulde, ingen hunger, ingen angst, — de var hos Gud!

Men i krogen ved huset sad i den kolde morgenstund den lille pige med røde kinder, med smil om munden — død, frosset ihjel den sidste aften i det gamle år. Nytårsmorgen gik op over det lille lig, der sad med svovlstikkerne, hvoraf et knippe var næsten brændt. Hun har villet varme sig! sagde man; ingen vidste, hvad smukt hun havde set, i hvilken glans hun med gamle mormor var gået ind til nytårs glæde!

Det var så grueligt koldt; det sneede og det begyndte at blive mørk aften; det var også den sidste aften i året, nytårsaften. I denne kulde og i dette mørke gik på gaden en lille, fattig pige med bart hoved og nøgne fødder; ja hun havde jo rigtig-nok haft tøfler på, da hun kom hjemme fra; men hvad kunne det hjælpe! det var meget store tøfler, hendes moder havde sidst brugt dem, så store var de, og dem tabte den lille, da hun skyndte sig over gaden, idet to vogne fór så grueligt stærkt forbi; den ene tøffel var ikke at finde og den anden løb en dreng med; han sagde, at den kunne han bruge til vugge, når han selv fik børn.

Dér gik nu den lille pige på de nøgne små fødder, der var røde og blå af kulde; i et gammelt forklæde holdt hun en mængde svovlstikker og ét bundt gik hun med i hånden; ingen havde den hele dag købt af hende; ingen havde givet hende en lille skilling; sulten og forfrossen gik hun og så så forkuet ud, den lille stakkel! Snef-nuggene faldt i hendes lange gule hår, der krøllede så smukt om nakken, men den stads tænkte hun rigtignok ikke på. Ud fra alle vinduer skinnede lysene og så lugtede der i gaden så dejligt af gåsesteg; det var jo nytårsaften, ja det tænkte hun på.

Henne i en krog mellem to huse, det ene gik lidt mere frem i gaden end det andet, der satte hun sig og krøb sammen; de små ben havde hun trukket op under sig, men hun frøs endnu mere og hjem turde hun ikke gå, hun havde jo ingen svovlstikker solgt, ikke fået en eneste skilling, hendes fader ville slå hende og koldt var der også hjemme, de havde kun taget lige over dem og der peb vinden ind, skønt der var stoppet strå og klude i de største sprækker. Hendes små hænder var næsten ganske døde af kulde. Ak! en lille svovlstik kunne gøre godt. Turde hun bare trække én ud af bundtet, stryge den mod væggen og varme fingrene. Hun trak én ud, “ritsch!” hvor sprudede den, hvor brændte den! det var en varm, klar lue, ligesom et lille lys, da hun holdt hånden om den; det var et underligt lys! Den lille pige syntes hun sad foran en stor jernkakkelovn med blanke messingkugler og messingtromle; ilden brændte så velsignet, varmede så godt! nej, hvad var det! — Den lille strakte allerede fødderne ud for også at varme disse, – – da slukkedes flammen, kakkelovnen forsvandt, — hun sad med en lille stump af den udbrændte svovlstik i hånden.

En ny blev strøget, den brændte, den lyste, og hvor skinnet faldt på muren, blev denne gennemsigtig, som et flor; hun så lige ind i stuen, hvor bordet stod dækket med en skinnende hvid dug, med fint porcelæn, og dejligt dampede den stegte gås, fyldt med svesker og æbler! og hvad der endnu var prægtigere, gåsen sprang fra fadet, vraltede hen af gulvet med gaffel og kniv i ryggen; lige hen til den fattige pige kom den; da slukkedes svovlstikken og der var kun den tykke, kolde mur at se.

Den lille pige med svovlstikkerne

Af H. C. Andersen

die Mauer fiel, wurde diese durchsichtig wie ein Schleier: sie sah gerade in die Stube hinein, wo der Tisch gedeckt stand mit einem schimmernden weißen Tuch, mit feinem Porzellan, und herrlich dampfte die gebratene Gans, mit Äpfeln und getrockneten Pflaumen gefüllt. Und was noch prächtiger war, die Gans sprang von der Schüssel herunter und wackelte auf dem Fußboden, mit Messer und Gabel im Rücken, gerade bis zu dem armen Mädchen hin kam sie; da erlosch das Schwefel-hölzchen; und es war nur noch die dicke, kalte Mauer zu sehen.

Sie zündete ein neues an. Da saß sie unter dem herrlichsten Christbaum; es war noch größer und geputzter als der, den sie durch die Glastüre bei dem reichen Kaufmann jetzt beim letzten Weihnachtsfest gesehen hatte; Tausende von Lich-tern brannten auf den grünen Zweigen, und bunte Bilder, wie sie die Schaufenster schmückten, sahen auf sie herab. Die Kleine streckte beide Hände in die Höhe - da erlosch das Schwefelhölzchen; die vielen Weihnachtslichter stiegen höher und höher und höher, sie sah, es waren nun die klaren Sterne, einer davon fiel herun-ter und bildete einen langen Feuerstreifen am Himmel.

"Jetzt stirbt jemand!" sagte die Kleine; denn die alte Großmutter, die einzige, die gut zu ihr gewesen, aber nun tot war, hatte gesagt: Wenn ein Stern fällt, geht eine Seele empor zu Gott.

Sie strich wieder ein Schwefelhölzchen an der Mauer an, das leuchtete ringsum, und in dem Glanz stand die alte Großmutter, so klar, so schimmernd, so mild und gesegnet.

"Großmutter!" rief die Kleine, "o, nimm mich mit! Ich weiß, du bist fort, wenn das Schwefelhölzchen ausgeht, fort, wie der warme Ofen, der herrliche Gänsebraten und der große gesegnete Weihnachtsbaum!" - Und sie strich in Eile den ganzen Rest Schwefelhölzer an, die im Bund waren, sie wollte die Großmutter recht fest-halten; und die Schwefelhölzer leuchten mit solch einem Glanz, daß es heller war als der lichte Tag. Die Großmutter war nie zuvor so schön, so groß gewesen; sie hob das kleine Mädchen auf ihren Arm, und sie flogen in Glanz und Freude so hoch, so hoch; und da war keine Kälte, kein Hunger, keine Angst - sie waren bei Gott.

Aber im Winkel am Hause saß in der kalten Morgenstunde das kleine Mädchen mit roten Wangen, mit einem Lächeln um den Mund - tot, erfroren am letzten Abend des alten Jahres. Der Neujahrsmorgen ging auf über der kleinen Leiche, die da saß mit den Schwefelhölzern, von denen ein Bund fast abgebrannt war.

Sie hat sich wärmen wollen, sagte man; niemand wußte, was sie Schönes gese-hen, in welchem Glanz sie mit der alten Großmutter eingegangen war in die Neu-jahrsfreude.

Es war so gräßlich kalt; es schneite, und es begann dunkler Abend zu werden; es war auch der letzte Abend des Jahres, Silvesterabend. In dieser Kälte und in diesem Dunkel ging auf der Straße ein kleines, armes Mädchen mit bloßem Kopf und nackten Füßen; ja, sie hatte ja freilich Pantoffeln angehabt, als sie von zu Hause kam, aber was konnte das helfen? Es waren sehr große Pantoffeln, die ihre Mutter bisher benutzt hatte, so groß waren sie. Und die verlor die Kleine, als sie über die Straße weg eilte, weil zwei Wagen schrecklich schnell vorbeifuhren; der eine Pantoffel war nicht wieder zu finden, und mit dem andern lief ein Junge fort; er sagte, daß er ihn als Wiege benützen könne, wenn er selbst einmal Kinder bekäme.

Da ging nun das kleine Mädchen auf den nackten kleinen Füßen, die rot und blau vor Kälte waren; in einer alten Schürze trug sie eine Menge Schwefelhölzchen, und ein Bund davon hielt sie in der Hand; niemand hatte ihr den ganzen Tag etwas abgekauft, niemand ihr einen Pfennig geschenkt. Hungrig und erfroren ging sie und sah so elend aus, die arme Kleine. Die Schneeflocken fielen in ihr langes blondes Haar, das sich so schön um den Nacken lockte; aber an diese Pracht dachte sie nun freilich nicht. Aus allen Fenstern leuchteten die Lichter, und dann roch es so herrlich nach Gänsebraten auf der Straße; es war ja Silvester-abend. Ja, daran dachte sie!

In einem Winkel zwischen zwei Häusern, von denen das eine etwas mehr in die Straße vorsprang als das andere, da setzte sie sich hin und kauerte sich zusam-men; die kleinen Beine hatte sie unter sich hinaufgezogen; aber sie fror noch mehr, und nach Hause gehen durfte sie nicht, sie hatte ja keine Schwefelhölzchen verkauft, nicht einen einzigen Pfennig bekommen, ihr Vater würde sie schlagen, und kalt war es auch zu Hause, sie hatten nur das Dach gleich über sich, und da pfiff der Wind herein, wenn auch die größten Spalten mit Stroh und Lumpen zugestopft waren. Ihre kleinen Hände waren vor Kälte beinahe ganz abgestorben. Ach, ein kleines Schwefelhölzchen konnte gut tun! Wenn sie nur ein einziges aus dem Bunde herausziehen, es an die Wand streichen und sich die Finger wärmen dürfte. Sie zog eins heraus. Ritsch, wie sprühte das, wie brannte es! Es war eine warme, helle Flamme wie ein Lichtchen, als sie die Hände darum hielt; es war ein wunderbares Lichtchen! Dem kleinen Mädchen schien es, als säße sie vor einem großen eisernen Ofen mit blanken Messingfüßen und einem messingenen Auf-satz; das Feuer brannte darin so wohltuend, es wärmte so gut.

Nein, was war das! - Die Kleine streckte schon die Füße aus, um auch diese zu erwärmen - da erlosch das Flämmchen. Der Ofen verschwand - sie saß mit einem kleinen Stumpf des abgebrannten Schwefelhölzchens in der Hand.Ein zweites wurde angestrichen, es brannte, es leuchtete, und wo der Schein auf

Das kleine Mädchen mit den Schwefelhölzern

von Hans Christian Andersen

She rubbed another against the wall: it burned brightly, and where the light fell on the wall, there the wall became transparent like a veil, so that she could see into the room. On the table was spread a snow-white tablecloth; upon it was a splendid porcelain service, and the roast goose was steaming famously with its stuffing of apple and dried plums. And what was still more capital to behold was, the goose hopped down from the dish, reeled about on the floor with knife and fork in its breast, till it came up to the poor little girl; when - the match went out and nothing but the thick, cold, damp wall was left behind. She lit another match. Now there she was sitting under the most magnificent Christmas tree: it was still larger, and more decorated than the one which she had seen through the glass door in the rich merchant's house.

Thousands of lights were burning on the green branches, and gaily-colored pictu-res, such as she had seen in the shop windows, looked down upon her. The little maiden stretched out her hands towards them when - the match went out. The lights of the Christmas tree rose higher and higher, she saw them now as stars in heaven; one fell down and formed a long trail of fire.

"Someone just died!" said the little girl; for her old grandmother, the only person who had loved her, and who was now no more, had told her, that when a star falls, a soul ascends to God.

She drew another match against the wall: it was again light, and in the lustre there stood the old grandmother, so bright and radiant, so mild, and with such an expression of love.

"Grandmother!" cried the little one. "Oh, take me with you! You go away when the match burns out; you vanish like the warm stove, like the delicious roast goose, and like the magnificent Christmas tree!" And she rubbed the whole bundle of matches quickly against the wall, for she wanted to be quite sure of keeping her grandmother near her. And the matches gave such a brilliant light that it was brighter than at noon-day: never formerly had the grandmother been so beautiful and so tall. She took the little maiden, on her arm, and both flew in brightness and in joy so high, so very high, and then above was neither cold, nor hunger, nor anxiety - they were with God.

But in the corner, at the cold hour of dawn, sat the poor girl, with rosy cheeks and with a smiling mouth, leaning against the wall - frozen to death on the last eve-ning of the old year. Stiff and stark sat the child there with her matches, of which one bundle had been burnt. "She wanted to warm herself," people said. No one had the slightest suspicion of what beautiful things she had seen; no one even dreamed of the splendor in which, with her grandmother she had entered on the joys of a new year.

Most terribly cold it was; it snowed, and was nearly quite dark, and evening - the last evening of the year. In this cold and darkness there went along the street a poor little girl, bareheaded, and with naked feet. When she left home she had slippers on, it is true; but what was the good of that? They were very large slip-pers, which her mother had hitherto worn; so large were they; and the poor little thing lost them as she scuffled away across the street, because of two carriages that rolled by dreadfully fast.

One slipper was nowhere to be found; the other had been laid hold of by an urchin, and off he ran with it; he thought it would do capitally for a cradle when he some day or other should have children himself. So the little maiden walked on with her tiny naked feet, that were quite red and blue from cold. She carried a quantity of matches in an old apron, and she held a bundle of them in her hand. Nobody had bought anything of her the whole livelong day; no one had given her a single farthing.

She crept along trembling with cold and hunger - a very picture of sorrow, the poor little thing!

The flakes of snow covered her long fair hair, which fell in beautiful curls around her neck; but of that, of course, she never once now thought. From all the win-dows the candles were gleaming, and it smelt so deliciously of roast goose, for you know it was New Year's Eve; yes, of that she thought.

In a corner formed by two houses, of which one advanced more than the other, she seated herself down and cowered together. Her little feet she had drawn close up to her, but she grew colder and colder, and to go home she did not venture, for she had not sold any matches and could not bring a farthing of money: from her father she would certainly get blows, and at home it was cold too, for above her she had only the roof, through which the wind whistled, even though the largest cracks were stopped up with straw and rags.

Her little hands were almost numbed with cold. Oh! A match might afford her a world of comfort, if she only dared take a single one out of the bundle, draw it against the wall, and warm her fingers by it. She drew one out. "Rischt!" how it blazed, how it burnt! It was a warm, bright flame, like a candle, as she held her hands over it: it was a wonderful light. It seemed really to the little maiden as though she were sitting before a large iron stove, with burnished brass feet and a brass ornament at top. The fire burned with such blessed influence; it warmed so delightfully. The little girl had already stretched out her feet to warm them too; but--the small flame went out, the stove vanished: she had only the remains of the burnt-out match in her hand.

The Little Match Girl

by H. C. Andersen

La niña encendió una tercera cerilla y se encontró sentada debajo de un hermosí-simo árbol de Navidad. Era aún más alto y más bonito que el que vio la última Nochebuena, a través de la puerta de cristales, en casa del rico comerciante. Un montón de luces de colores ardían en las ramas verdes, y de éstas colgaban pintadas estampas, semejantes a las que adornaban los escaparates. La pequeña levantó los dos bracitos, y entonces se apagó el fósforo. Todas las lucecitas se remontaron a lo alto, y ella se dio cuenta de que eran las mismas estrellas del cielo. Una de ellas se desprendió y trazó en el firmamento una larga estela de fuego.

«Alguien se está muriendo» -pensó la niña, pues su abuela, la única persona que la había querido pero que estaba muerta ya, le había dicho: -Cuando una estrella cae, un alma se eleva hacia Dios.

Frotó una nueva cerilla contra la pared. Se iluminó el espacio de inmediato, y apareció la dulce y cariñosa abuelita.

- ¡Abuelita! -exclamó la pequeña-. ¡Llévame, contigo! Sé que te irás también cuando se apague el fósforo, del mismo modo que se fueron la estufa, el asado y el árbol de Navidad. Se apresuró a encender los fósforos que le quedaban, afano-sa de no perder a su abuela, y los fósforos brillaron con luz más clara que la del pleno día. Nunca la abuelita había sido tan alta y tan hermosa. Cogió a la niña por el brazo y, envueltas las dos en un gran resplandor, emprendieron el vuelo hacia las alturas, sin que la pequeña sintiera ya ni frío, ni hambre, ni miedo. Estaban en la mansión de Jesús.

Pero en esa fría madrugada, allí estaba la niña, apoyada contra la pared, con sus rojas mejillas, muerta de frío en la última noche del año. La primera mañana del Nuevo Año allí estaba la pobre niña, rígida, con su paquete de cerillas casi consu-mido. «¡Sólo quería calentarse!», decía la gente. Pero nadie supo las maravillas que había visto, ni el esplendor con que, en compañía de su anciana abuelita, había subido a la gloria del Año Nuevo.

¡Qué frío hacía!Nevaba y comenzaba a oscurecer. Era la última noche del año, la noche de San Silvestre. Bajo aquel frío y en aquella oscuridad, pasaba por la calle una pobre niña, descalza y con la cabeza descubierta. Al salir de su casa llevaba zapatillas, pero, ¡de qué le sirvieron! Eran unas zapatillas que su madre había llevado, y claro, a la pequeña le venían tan grandes, que las perdió al cruzar corriendo la calle para librarse de dos coches que venían a toda velocidad. No hubo manera de encontrar una de las zapatillas, y la otra se la había puesto un muchacho que dijo que la haría servir de cuna el día que tuviese hijos.

Así que la pobrecilla andaba descalza con los piececitos desnudos, completamen-te amoratados por el frío. En un viejo delantal llevaba un puñado de fósforos y un paquete en una mano. En todo el día nadie le había comprado nada, ni le había dado un mísero céntimo. Regresó a su casa hambrienta y medio helada, ¡y parecía tan abatida, la pobrecilla! Los copos de nieve caían sobre su largo cabello rubio, cuyos hermosos rizos le cubrían el cuello, pero no estaba ella para presu-mir.

Se sentó en el suelo, entre dos casa, y se acurrucó hecha un ovillo. Encogía los piececitos todo lo posible, pero el frío la iba invadiendo, y, por otra parte, no se atrevía a volver a casa, pues no había vendido ni un fósforo, ni recogido un triste céntimo. Su padre le pegaría, además de que no se podía soportar el frío que hacía en casa. Por suerte, los cobijaba el tejado, pero el viento entraba por todas partes, pese a la paja y los trapos con que habían procurado tapar las rendijas. Tenía las manitas casi ateridas de frío. ¡Ay, un fósforo seguramente la aliviaría! ¡Si se atreviese a sacar uno solo del manojo, frotarlo contra la pared y calentarse los dedos! Y sacó uno. ¡Cómo chispeó y cómo quemaba! Dio una llama clara, cálida, como una lucecita, cuando la resguardó con la mano. Era una luz maravil-losa. A la niña le pareció que estaba sentada junto a una gran estufa de hierro, con pies y campana de latón. El fuego ardía magníficamente en su interior, ¡y calentaba tanto! La niña alargó los pies para calentárselos, pero de repente se extinguió la llama, se esfumó la estufa, y ella se quedó sentada, con el resto de la cerilla consumida en la mano.

Encendió otra, que, al arder y proyectar su luz sobre la pared, volvió a ésta trans-parente como si fuese de gasa, y la niña pudo ver el interior de una habitación donde estaba la mesa puesta, cubierta con un blanquísimo mantel y fina porcela-na. Un pato asado relleno de ciruelas y manzanas echaba humo. Lo mejor fue que el pato saltó de la fuente y empezó a arrastrarse por el suelo con un tenedor y un cuchillo a la espalda, en dirección a la pobre muchacha. Pero en aquel mo-mento se apagó el fósforo, dejando visible tan sólo la gruesa y fría pared.

La niña de los fósforos

de Hans Christian Andersen

Hon tände en ny. Då satt hon under en strålande julgran. Den var ännu större och finare utstyrd än den hon hade sett genom glasdörren hos den rike köpmannen nu i julas. Tusen ljus brann på de gröna grenarna och hon såg brokiga bilder, som liknade dem som pryder butiksfönstren. Den lilla sträckte upp båda händerna i luften – då slocknade svavelstickan, de många julljusen steg högre och högre, hon såg att de nu var de klara stjärnorna, en av dem föll och gjorde en lång eldstrimma på himlen. "Nu är det en som dör!" sa den lilla, för gamla mormor, som var den enda, som hade varit snäll mot henne, men nu var död, hade sagt: - "när en stjärna faller, stiger en själ upp till Gud".

Ännu en gång strök hon en svavelsticka mot husväggen, den lyste runt omkring, och i ljusskenet stod gamla mormor, så klar, så strålande, så välsignat mild.- "Mormor!" ropade den lilla. "O, tag mig med! Jag vet, att du är borta när svavel-stickan har brunnit ut, borta liksom den varma kaminen, den härliga gåssteken och den stora, strålande granen!"

Och i en hast strök hon eld på alla stickorna, som var kvar i bunten, hon ville hålla kvar mormor, och svavelstickorna lyste med en glans så att det var ljusare än mitt på dagen. Mormor hade aldrig förr varit så vacker, så stor; hon lyfte upp den lilla flickan på sin arm, och de flög i glans och glädje, så högt, så högt. Och det var ingen kyla, ingen hunger, ingen ångest – de var hos Gud.

I hörnet vid huset satt den lilla flickan med röda kinder i den kalla morgonstun-den, med ett leende kring munnen – död, ihjälfrusen den sista kvällen på det gamla året. Nyårsmorgonen gick upp över det lilla liket, som satt med svavel-stickorna, en av buntarna var nästan uppbränd. Hon har velat värma sig, sa man. Ingen visste, hur mycket vackert hon hade sett, i vilken glans hon med gamla mormor hade gått in i nyårsglädjen.

Det var rysligt kallt, det snöade och började bli mörka kvällen, det var den sista kvällen på året, nyårsafton. I kylan och i mörkret gick en fattig flicka med bart huvud och bara fötter på gatan. Ja, hon hade ju haft tofflor när hon gick hemif-rån, men vad hjälpte det! Det var för stora tofflor, hennes mor hade använt dem sist, så stora var de. Och den lilla flickan tappade dem då hon skyndade sig över gatan just som två vagnar körde förbi i väldig fart. Den ena toffeln kunde hon inte hitta och den andra sprang en pojke bort med. Han sa att han kunde använ-da den till vagga, när han själv fick barn.

Där gick nu den lilla flickan på sina bara små fötter, som var röda och blå av köld. Hon bar en knippa svavelstickor I ett gammalt förkläde och en bunt gick hon med i handen. Ingen hade köpt av henne på hela dagen, ingen hade gett henne en liten slant. Hon gick hungrig och frusen och såg så ynklig ut, den lilla stackaren! Snöflingorna föll i hennes långa gula hår, som lockade sig så vackert i nacken, men hon tänkte sannerligen inte på lockarna. I alla fönster lyste ljusen, och på gatan luktade det så härligt av gåsstek; det var ju nyårsafton, ja, det tänkte hon på.

Borta i ett hörn mellan två hus, det ena sköt fram litet längre på gatan än det andra, där satte hon sig och kröp ihop. De små benen hade hon dragit upp under sig, men hon frös bara ännu mer. Hon tordes inte gå hem, hon hade ju inte sålt några svavelstickor, inte fått en enda slant. Hennes far skulle slå henne, och kallt var det hemma också. De hade bara taket rätt över sig, och där pep vinden in, fastän man hade stoppat halm och trasor i de största springorna. Hennes små händer var nästan alldeles döda av köld. Å, en liten svavelsticka skulle göra gott. Om hon bara tordes dra ut en ur bunten, stryka den mot väggen och värma fingrarna. Hon drog ut en, ritsch! vad den sprakade, vad den brann! Det var en varm, klar låga, liksom ett litet ljus, då hon höll handen kring den. Det var ett underligt ljus. Den lilla flickan tyckte att hon satt framför en stor järnkamin med blanka mässingskulor och mässingsspjäll. Elden brann så härligt, värmde så skönt. Nej vad var det! Den lilla sträckte redan ut fötterna för att värma dem också – då släcktes lågan. Kakelugnen försvann. Hon satt med en liten stump av den utbrända svavelstickan i handen.

Hon strök eld på en ny, den brann, den lyste, och där skenet föll på husväggen, blev den genomskinlig som en slöja. Hon såg rakt in i rummet, där bordet stod dukat med en skinande vit duk, med fint porslin. Den stekta gåsen ångade här-ligt, fylld med sviskon och äpplen och vad som var ändå bättre: gåsen hoppade från fatet, stultade fram över golvet med kniv och gaffel i ryggen, rakt fram till den fattiga flickan. Då slocknade svavelstickan, och där fanns inget annat att se än den tjocka, kalla husväggen.

błyszczącym obrusem, nakryty piękną porcelaną, a na półmisku smacznie dymiła pieczona gęś, nadziana śliwkami i jabłkami; a co jeszcze było wspanialsze, gęś zeskoczyła z półmiska i zaczęła się czołgać po podłodze, z widelcem i nożem wbitym w grzbiet; doczołgała się aż do biednej dziewczynki; aż tu nagle zgasła zapałka i widać tylko było nieprzejrzystą, zimną ścianę.Zapaliła nowy siarnik. I oto siedziała pod najpiękniejszą choinką; była ona jeszcze wspanialsza i piękniej ubrana niż choinka u bogatego kupca, którą ujrzała przez szklane drzwi podczas ostatnich świąt;

Tysiące świeczek płonęło na zielonych gałęziach, a kolorowe obrazki, takie, jakie zdobiły okna sklepów, spoglądały ku niej. Dziewczynka wyciągnęła do nich obie rączki - ale tu zgasła zapałka; mnóstwo światełek choinki wznosiło się ku górze, coraz wyżej i wyżej, i oto ujrzała ona, że były to tylko jasne gwiazdy, a jedna z nich spadła właśnie i zakreśliła na niebie długi, błyszczący ślad.

- Ktoś umarł! - powiedziała malutka, gdyż jej stara babka, która jedyna okazywała jej serce, ale już umarła, powiadała zawsze, że kiedy gwiazdka spada, dusza ludzka wstępuje do Boga.

Dziewczynka znowu potarła siarnikiem o ścianę, zajaśniało dookoła i w tym blasku stanęła przed nią stara babunia, taka łagodna, taka jasna, taka błyszcząca i taka kochana.

- Babuniu! - zawołała dziewczynka - o, zabierz mnie z sobą! Kiedy zapałka zgaśnie, znikniesz jak ciepły piec, jak gąska pieczona i jak wspaniała olbrzymia choinka! - i szybko potarła wszystkie zapałki, jakiezostały w wiązce, chciała jak najdłużej zatrzymać przy sobie babkę, i zapałki zabłysły takim blaskiem, iż stało się jaśniej niż za dnia. Babunia nigdy przedtem nie była taka piękna i taka wielka; chwyciła dziewczynkę w ramiona i poleciały w blasku i w radości wysoko, wysoko; a tam już nie było ani chłodu, ani głodu, ani strachu - bowiem były u Boga.

A kiedy nastał zimny ranek, w kąciku przy domu siedziała dziewczynka z czerwo-nymi policzkami, z uśmiechem na twarzy - nieżywa: zamarzła na śmierć ostatnie-go wieczora minionego roku. Ranek noworoczny oświetlił małego trupka trzymającego w ręku zapałki, z których garść była spalona. Chciała się ogrzać, powiadano; ale nikt nie miał pojęcia o tym, jak piękne rzeczy widziała dziewczyn-ka i w jakim blasku wstąpiła ona razem ze starą babką w szczęśliwość Nowego Roku.

Było bardzo zimno; śnieg padał i zaczynało się już ściemniać; był ostatni dzień w roku, wigilia Nowego Roku. W tym chłodzie i w tej ciemności szła ulicami biedna dziewczynka z gołą głową i boso; miaławprawdzie trzewiki na nogach, kiedy wychodziła z domu, ale co to znaczyło! To były bardzo duże trzewiki, nawet jej matka ostatnio je wkładała, tak były duże, i mała zgubiła je zaraz, przebiegając ulicę, którąpędem przejeżdżały dwa wozy; jednego trzewika nie mogła wcale znaleźć,a z drugim uciekł jakiś urwis; wołał, że przyda mu się on na kołyskę, kiedy już będzie miał dziecko.

Szła więc dziewczynka boso, stąpała nóżkami, które poczerwieniały i zsiniały z zimna; w starym fartuchu niosła zawiniętą całą masę zapałek, a jedną wiązkę trzymała w ręku; przez cały dzień nie sprzedała ani jednej; nikt jej nie dał przez cały dzień ani grosika;

Szła taka głodna i zmarznięta i wyglądała taka smutna, biedactwo!

Płatki śniegu padały jej na długie, jasne włosy, które tak pięknie zwijały się na karku, ale ona nie myślała wcale o tej ozdobie. Ze wszystkich okien naokoło połyskiwały światła i tak miło pachniało na ulicy pieczonymi gęśmi. "To przecież jest wigilia Nowego Roku" - pomyślała dziewczynka.

W kącie między dwoma domami, z których jeden bardziej wysuwał się na ulicę, usiadła i skurczyła się cała; małe nożyny podciągnęła pod siebie, ale marzła coraz bardziej, a w domu nie mogła się pokazać, bo przecież nie sprzedała ani jednej zapałki, nie dostała ani grosza, ojciec by ją zabił, a w domu było tak samo zimno, mieszkali na strychu pod samym dachem i wiatr hulał po izbie, chociaż największe szpary w dachu zatkane były słomą i gałganami.

Jej małe ręce prawie całkiem zamarzły z tego chłodu. Ach, jedna mała zapałka, jakby to dobrze było! Żeby tak wyciągnąć jedną zapałkę z wiązki, potrzeć ją o ścianę i tylko ogrzać paluszki! Wyciągnęła jedną i "trzask", jak się iskrzy, jak płonie! mały ciepły, jasny płomyczek, niby mała świeczka otoczona dłońmi! Dziwna to była świeca; dziewczynce zdawało się, że siedzi przed wielkim, żelaznym piecem o mosiężnych drzwiczkach i ozdobach; ogień palił się w nim tak łaskawie i grzał tak przyjemnie; ach, jakież to było rozkoszne! Dziewczynka wyciągnęła przed siebie nóżki, aby je rozgrzać - a tu płomień zgasł. Piec znikł - a ona siedziała z niedopałkiem siarnika w dłoni.

Zapaliła nowy, palił się i błyszczał, a gdzie cień padł na ścianę, stała się ona prze-jrzysta jak muślin; ujrzała wnętrze pokoju, gdzie stał stół przykryty białym,

A menina riscou mais um fósforo e, no meio do clarão, viu a avó tão boa e tão carinhosa, contente como nunca.

-Vovó, me leva embora! Sei que você não vai mais estar aqui quando o fósforo apagar. Você vai desaparecer como a lareira, o assado e a árvore de Natal.

E foi acendendo os outros fósforos para que a avó não sumisse. Foi tanta luz que parecia dia. E a avó ali, tão bonita, tão bonita. Pegou a menina no colo e voou com ela para onde não fazia frio e não havia fome nem dor. Foram para junto de Deus.

De manhãzinha, as pessoas viram no canto entre duas casas uma menina corada e sorrindo. Estava morta. Tinha morrido de frio na última noite do ano. Nas mãos, uma caixa de fósforos queimados.

-Ela tentou se esquentar, coitadinha.

Ninguém podia adivinhar tudo o que ela tinha visto, o brilho, a avó, as alegrias de um ano novo.

Estava muito frio, a neve caía, e já estava começando a escurecer. Era a noite do último dia do ano. Uma menina descalça e sem agasalho andava pelas ruas, no frio e no escuro. Quando atravessou correndo para fugir dos carros, a menina perdeu os chinelos que tinham sido da mãe e eram grandes demais. Um ela não achou mais e um garoto levou o outro, dizendo que ia usar como berço quando tivesse um filho.

A menina já estava com os pés roxos de frio. Tinha um pacotinho de fósforos na mão e outro no avental velho. Naquele dia não tinha conseguido vender nada e estava sem um tostão. Com frio e com fome, ela andava pelas ruas morrendo de medo. A neve caía no cabelo cacheado, mas ela não podia pensar nem no cabelo nem no frio. As casas estavam iluminadas e havia por toda parte um cheirinho gostoso de assado de ano novo. Era nisso que ela pensava.

Num cantinho entre duas casas, ela se encolheu toda, mas continuava sentindo muito frio. Voltar para casa, nem pensar: sem dinheiro, sem ter vendido nada, era certo o castigo do pai. Além do mais, a casa deles também era muito fria, sem forro e com o telhado cheio de furos e emendas, por onde o vento entrava assobiando.

Com as mãos geladas, pensou em acender um fósforo. Conseguiu. A chama pequenina parecia uma vela na concha da mão. A menina se imaginou diante de uma lareira enorme com o fogo esquentando tudo e ela também. Mas logo a chama apagou e a lareira sumiu. Ela só ficou com o fósforo queimando na mão.

Acendeu outro que, brilhando, fez a parede ficar transparente. Ela viu a casa por dentro: a mesa posta, a toalha branca, a louça linda. O assado, o recheio, as frutas. Não é que o assado, com o garfo e faca espetados, pulou do prato e veio correndo até onde ela estava?Mas o fósforo apagou e ela só viu a parede grossa e húmida.

Acendeu mais um fósforo e se viu junto de uma belíssima árvore de Natal. Maior do que uma que tinha visto antes. Velinhas e figuras coloridas enchiam os galhos verdes. A menina esticou o braço e… o fósforo apagou. Mas as velinhas começa-ram a subir, a subir e ela viu que eram estrelas. Uma virou estrela cadente e riscou o céu.

-Alguém deve ter morrido. A avó – única pessoa que tinha gostado dela de verda-de e que já tinha morrido – sempre dizia: “Quando uma estrela caí, é sinal de que uma alma subiu para o céu”.

se enn den tykke, kalde murveggen igjen.

Så tente hun en ny. Da satt hun under det vidunderligste juletre. Det var enda større og finere pyntet enn det hun hadde sett gjennom glassdøren hos den rike kjøpmannen siste julekveld. Tusen lys brant på de grønne grenene, og farveglade bilder, slike som de pynter i butikkvinduene med, tittet ned på henne. Den lille piken strakte begge hendene i været - og da sloknet svovelstikken. Alle julelysene steg høyere og høyere, og nå så hun at de var de klare stjernene der oppe. En av dem falt og laget en lang ildstripe på himmelen.

"Nå døde et menneske!" sa den lille piken, for gamle mor hadde sagt at når en stjerne faller, så går en sjel opp til Gud. Mormor, som nå var død, var det eneste menneske som hadde vært snill mot den lille piken.

Hun strøk igjen en svovelstikke mot muren. Den lyste opp rundt om, og i skinnet sto gamle mormor, så klar, så strålende. så mild og god.

"Mormor" ropte den lille piken. "Å, la meg få være med deg! jeg vet at du er borte når svovelstikken går ut, borte akkurat som den varme kakkelovnen, den deilige gåsesteken og det store, vakre juletreet!" Og så strøk hun fort av alle de svovelstikkene som var igjen i bunten, for hun ville holde på mormoren. Og svo-velstikkene lyste med en slik glans at det ble lysere enn midt på lyse dagen. Mormor hadde aldri vært så vakker før og så stor. Hun løftet den lille piken opp på armen sin, og de fløy i lys og glede, så høyt, så høyt. Det fantes ingen kulde mer og ingen sult og angst - de var hos Gud.

Men i kroken ved huset satt den lille piken og var død da den kalde morgenen kom, hun var frosset i hjel den siste kvelden i det gamle året. Hun satt der med røde kinn og et smil om munnen.

Nyttårsmorgenen gikk opp over den lille døde, som satt der med svovelstikkene sine. En bunt av dem var nesten brent opp. Hun har villet varme seg, sa folk. Ingen visste noe om alt det vakre hun hadde sett, og om hvordan hun var gått sammen med mormor inn til nyttårs glede i stråleglans.

Det var gresselig kaldt. Det snedde, og det begynte å bli mørke kvelden. Det var da også den siste kvelden i året, nyttårskvelden. I denne kulden og i dette mørket gikk det en liten fattig pike, barhodet og med bare føtter gjennom gatene. Ja, egentlig hadde hun hatt tøfler på seg da hun gikk hjemmefra, men hva hjalp det? Det var noen riktig svære tøfler, så store at moren hennes hadde brukt dem den siste tiden, og den lille piken mistet dem da hun skyndte seg over gaten, akkurat idet to vogner for forbi i voldsom fart. Den ene tøffelen klarte hun ikke å finne igjen, og den andre tok en gutt og 1øp sin vei med. Han sa at han ville bruke den til vugge når han selv fikk barn.

Og der gikk den lille piken med de bare, små bena, som var røde og blå av kulde. I et gammelt forkle hadde hun en mengde svovelstikker, og en bunt gikk hun med i handen. Ingen hadde kjøpt noe av henne hele dagen. Ingen hadde gitt henne en eneste liten skilling. Sulten og forfrossen gikk hun der og så ulykkelig ut, stakkars liten. Snefnuggene falt i det lange, gule håret som krøl1et seg så pent i nakken, men slikt tenkte hun ikke det minste på. Ut av alle vinduer skinte det lys, og det luktet så deilig gåsestek i gaten, for det var jo nyttårsaften - ja, det tenkte hun på.

Borte i en krok mellom to hus - det ene stakk litt mer fram i gaten enn det andre, satte hun seg og krøket seg godt sammen. De små bena hadde hun trukket oppunder seg, men hun frøs mer og mer, og hjem torde hun ikke gå, for hun hadde jo ikke solgt noen svovelstikker. Ikke hadde hun fått en eneste skilling heller, og faren kom til å slå henne. Kaldt var det hjemme også, for de bodde oppunder taket, og der pep vinden inn, enda det var dyttet med strå og filler i de største sprekkene. De små hendene hennes var nesten døde av kulde. Å - så godt som en liten svovelstikke ville gjøre! Om hun bare vaget å dra en ut av bunten, ripe den mot veggen og varme fingrene! Hun trakk en ut, og ritsj! som den futtet og brant! Luen var varm og klar som et lite lys da hun holdt handen omkring den. Det var et underlig lys. Den lille piken syntes hun satt foran en stor jernovn med blanke messingkuler og messingrør på. Ilden brant så vidunderlig og varmet så godt. Å, så deilig det var! Den lille piken strakte allerede føttene fram for å varme dem også - da gikk flammen ut, kakkelovnen forsvant, og hun satt der med en liten stump av den utbrente svovelstikken i handen.

Hun ripet av en ny, den brant og lyste, og der hvor lysskinnet falt på muren, ble den gjennomsiktig som et stykke flor. Hun så helt inn i stuen, hvor bordet sto dekket med skinnende hvit duk og fint porselen, og en stekt gås sto og dampet så deilig, fylt med svisker og epler. Og det herligste av alt var at gåsen hoppet ned fra fatet og vraltet bortover gulvet med gaffel og kniv i ryggen, helt bort til den lille piken kom den. Da sloknet svovelstikken, og så var det ikke noe annet å

toen ging de vlam uit, de kachel verdween - en zij zat met een stompje van het afgebrande zwavelstokje in haar hand.

Ze stak er nog een aan. Het brandde, het gaf licht en waar het schijnsel op de muur viel, werd die doorzichtig, net als een sluier. Ze keek zo de kamer in, waar de tafel gedekt was met een spierwit tafelkleed, met het fijnste porselein. De gebraden gans, gevuld met pruimen en appeltjes, stond heerlijk te dampen. En wat het aller-heerlijkst was, de gans sprong van de schaal en waggelde met een vork en mes in zijn rug over de grond. Hij kwam recht op het arme meisje af; toen ging het zwavelstokje uit en was alleen de dichte, koude muur er nog.

Ze stak er nog een aan. Toen zat ze onder de mooiste kerstboom, nog groter en nog rijker versierd dan de boom die ze door de glazen deur bij de rijke koopman had gezien, vorig jaar met Kerstmis. Er brandden wel duizend kaarsjes aan de groene takken, en gekleurde prentjes, zoals je die in etalages ziet, keken haar aan. Het meisje strekte haar beide handen uit - toen ging het zwavelstokje uit, de vele kerstkaarsjes gingen de lucht in en veranderden in sterren, zag ze. Eentje viel er en liet een lange streep van vuur achter aan de hemel. "Nu gaat er iemand dood," zei het meisje. Want haar oude grootmoeder, de enige die lief voor haar was geweest, maar die nu dood was, had gezegd: "Als er een ster valt, gaat er een zieltje naar God."

Ze streek weer een zwavelstokje af tegen de muur, het gaf licht en in het schijn-sel stond haar oma, heel duidelijk, heel stralend, heel vriendelijk en lief. "Oma!" riep het meisje. "O, neem me mee! Ik weet dat je weg bent, als het zwavelstokje uitgaat. Weg, net als de warme kachel, de gebraden gans en die prachtige, grote kerstboom."

Haastig streek ze de rest van de zwavelstokjes uit het bosje af, want ze wilde oma vasthouden. De zwavelstokjes gaven zoveel licht dat het klaarlichte dag leek. Oma had er nog nooit zo mooi en zo groot uitgezien. Ze nam het kleine meisje op haar arm en ze vlogen, stralend en blij, heel, heel hoog. Er was geen kou, geen honger, geen angst - ze waren bij God.

Maar in het hoekje bij het huis zat in de koude wintermorgen het kleine meisje met de rode wangen, met een glimlach om haar mond - dood, doodgevroren op de laatste avond van het oude jaar.

Het werd nieuwjaarsochtend en de kleine dode zat daar met haar zwavelstokjes, waarvan een bosje bijna was opgebrand. Ze heeft zich willen warmen, zeiden ze. Niemand wist wat voor moois ze had gezien, hoe stralend ze met oma de vreugde van het nieuwe jaar was ingegaan.

Het was afschuwelijk koud, het sneeuwde en het begon donker te worden. Het was ook de laatste avond van het jaar, oudejaarsavond.

In die kou en in dat donker liep er op straat een arm, klein meisje, zonder muts en op blote voeten. Ze had wel pantoffels aangehad toen ze van huis ging, maar dat hielp niet veel: het waren heel grote pantoffels, haar moeder had ze het laatst gedragen, zo groot waren ze, en het meisje had ze bij het oversteken verloren, toen er twee rijtuigen vreselijk hard voorbijvlogen. De ene pantoffel was niet te vinden en met de andere ging er een jongen vandoor: hij zei dat hij hem als wieg kon gebruiken als hij later kinderen kreeg.

Daar liep dat meisje dus op haar blote voetjes, die rood en blauw zagen van de kou. In een oud schort had ze een heleboel zwavelstokjes en één bosje hield ze in haar hand. Niemand had nog iets van haar gekocht, de hele dag niet. Niemand had haar ook maar een stuivertje gegeven.

Hongerig en koud liep ze daar en ze zag er zo zielig uit, dat arme stakkerdje! De sneeuwvlokken vielen in haar lange, blonde haar, dat zo mooi in haar nek krulde, maar aan dat soort dingen dacht ze echt niet. Uit alle ramen scheen licht naar buiten en het rook overal zo lekker naar gebraden gans; het was immers oude-jaarsavond en daar dacht ze wel aan.

In een hoekje tussen twee huizen, waarvan het ene een beetje vooruitstak, ging ze in elkaar gedoken zitten. Haar beentjes trok ze onder zich op, maar ze kreeg het nog kouder, en naar huis durfde ze niet, want ze had geen zwavelstokjes verkocht en ook geen stuivertje gekregen. Haar vader zou haar slaan en thuis was het trouwens ook koud. Ze woonden vlak onder het dak en daar blies de wind doorheen, ook al waren de ergste kieren met stro en oude lappen dicht-gestopt.

Ze had bijna geen gevoel meer in haar handjes van de kou. O, wat zou een zwavelstokje lekker warm zijn! Zou ze er eentje uit het bosje durven trekken en het tegen de muur afstrijken om haar handen te warmen?

Ze trok er een uit. "Ritsss..." Wat vlamde dat, wat brandde dat! Het gaf een warm, helder vlammetje, net een kaarsje, toen ze haar handen eromheen hield.

Een wonderlijk licht gaf het. Het meisje dacht dat ze voor een grote, ijzeren kachel zat met glimmende koperen ballen en een koperen trommel. Het vuur brandde zo heerlijk, het was zo lekker warm.

Maar wat was dat? Het meisje strekte haar voetjes al uit om die ook te warmen -

s'éteint.

L'enfant prend une troisième allumette, et elle se voit transportée près d'un arbre de Noël, splendide. Sur ses branches vertes, brillaient mille bougies de couleurs: de tous côtés, pendait une foule de merveilles. La petite étendit la main pour saisir la moins belle: l'allumette s'éteint. L'arbre semble monter vers le ciel et ses bougies deviennent des étoiles: il y en a une qui se détache et qui redescend vers la terre, laissant une trainée de feu.«Voilà quelqu'un qui va mourir » se dit la petite. Sa vieille grand-mère, le seul être qui l'avait aimée et chérie, et qui était morte il n'y avait pas longtemps, lui avait dit que lorsqu'on voit une étoile qui file, d'un autre côté une âme monte vers le paradis. Elle frotta encore une allumette: une grande clarté se répandit et, devant l'enfant, se tenait la vieille grand-mère.

- Grand-mère, s'écria la petite, grand-mère, emmène-moi. Oh! tu vas me quitter quand l'allumette sera éteinte: tu t'évanouiras comme le poêle si chaud, le super-be rôti d'oie, le splendide arbre de Noël. Reste, je te prie, ou emporte-moi.

Et l'enfant alluma une nouvelle allumette, et puis une autre, et enfin tout le paquet, pour voir la bonne grand-mère le plus longtemps possible. La grand-mère prit la petite dans ses bras et elle la porta bien haut, en un lieu où il n'y avait plus ni de froid, ni de faim, ni de chagrin: c'était devant le trône de Dieu.Le lendemain matin, cependant, les passants trouvèrent dans l'encoignure le corps de la petite ; ses joues étaient rouges, elle semblait sourire ; elle était morte de froid, pendant la nuit qui avait apporté à tant d'autres des joies et des plaisirs. Elle tenait dans sa petite main, toute raidie, les restes brûlés d'un paquet d'allumettes.

Il faisait effroyablement froid; il neigeait depuis le matin; il faisait déjà sombre; le soir approchait, le soir du dernier jour de l'année. Au milieu des rafales, par ce froid glacial, une pauvre petite fille marchait dans la rue: elle n'avait rien sur la tête, elle était pieds nus. Lorsqu'elle était sortie de chez elle le matin, elle avait eu de vieilles pantoufles beaucoup trop grandes pour elle. Aussi les perdit-elle lorsqu'elle eut à se sauver devant une file de voitures; les voitures passées, elle chercha après ses chaussures; un méchant gamin s'enfuyait emportant en riant l'une des pantoufles; l'autre avait été entièrement écrasée.

Voilà la malheureuse enfant n'ayant plus rien pour abriter ses pauvres petits petons. Dans son vieux tablier, elle portait des allumettes: elle en tenait à la main un paquet. Mais, ce jour, la veille du nouvel an, tout le monde était affairé; par cet affreux temps, personne ne s'arrêtait pour considérer l'air suppliant de la petite qui faisait pitié. La journée finissait, et elle n'avait pas encore vendu un seul paquet d'allumettes. Tremblante de froid et de faim, elle se traînait de rue en rue.

Des flocons de neige couvraient sa longue chevelure blonde. De toutes les fenêtres brillaient des lumières: de presque toutes les maisons sortait une délici-euse odeur, celle de l'oie, qu'on rôtissait pour le festin du soir: c'était la Saint-Sylvestre. Cela, oui, cela lui faisait arrêter ses pas errants.

Enfin, après avoir une dernière fois offert en vain son paquet d'allumettes, l'enfant aperçoit une encoignure entre deux maisons, dont l'une dépassait un peu l'autre. Harassée, elle s'y assied et s'y blottit, tirant à elle ses petits pieds: mais elle grelotte et frissonne encore plus qu'avant et cependant elle n'ose rentrer chez elle. Elle n'y rapporterait pas la plus petite monnaie, et son père la battrait.L'enfant avait ses petites menottes toutes transies. «Si je prenais une allumette, se dit-elle, une seule pour réchauffer mes doigts? » C'est ce qu'elle fit. Quelle flamme merveilleuse c'était! Il sembla tout à coup à la petite fille qu'elle se trou-vait devant un grand poêle en fonte, décoré d'ornements en cuivre. La petite allait étendre ses pieds pour les réchauffer, lorsque la petite flamme s'éteignit brusquement: le poêle disparut, et l'enfant restait là, tenant en main un petit morceau de bois à moitié brûlé.

Elle frotta une seconde allumette: la lueur se projetait sur la muraille qui devint transparente. Derrière, la table était mise: elle était couverte d'une belle nappe blanche, sur laquelle brillait une superbe vaisselle de porcelaine. Au milieu, s'étalait une magnifique oie rôtie, entourée de compote de pommes: et voilà que la bête se met en mouvement et, avec un couteau et une fourchette fixés dans sa poitrine, vient se présenter devant la pauvre petite. Et puis plus rien: la flamme

ihmettä nyt tapahtuikaan? Hanhi hyppäsi vadistaan ja taapersi haarukka ja veitsi selässään lattian poikki oikopäätä kohti köyhää tyttö rukkaa! Mutta juuri kun se oli pääsemäisillään perille, sammui tulitikku ja paljas, paksu, kylmä seinä oli näkyvissä.

Hän sytytti vielä yhden. Siinä samassa hän istui mitä kauneimman joulukuusen juurella, joka oli paljon suurempi ja hienommin koristeltu kuin se, jonka hän oli nähnyt jouluna rikkaan kauppiaan lasioven läpi; tuhansia kynttilöitä loisti vehreillä oksilla ja moniväriset koristeet ja kiiltokuvat kimmelsivät hänelle. Tyttönen ojensi kätensä niitä kohti – ja silloin sammui tikku, kuusikynttilöiden paljous kohosi taivaalle, yhä ylemmäksi ja ylemmäksi ja pian hän näkikin ne kirkkaina tähtinä. Yksi niistä lähti putoamaan ja piirsi peräänsä pitkän tulivanan taivaankanteen.

”Joku kuolee.” totesi pienokainen. Niinhän hänen vanha isoäitinsä eläessään, ainut ihminen joka koskaan oli ollut kiltti hänelle, oli tavannut todeta: ”Kun tähti putoaa, nousee jonkun sielu Luojan luo.”

Hän raapaisi tulen vielä yhteen tikkuun. Nyt ilmestyi näkyviin valoisa huone ja sen keskellä seisoi hänen vanha isoäitinsä, voi kuinka lempeästi ja lämpöisesti hän katsoikaan.

”Isoäiti!” huudahti tyttönen. ”Voi, ota minut luoksesi! Tiedän, että sinäkin katoat, kun tikkuni sammuu, katoat niin kuin katosi lämmin kamiina, katosi ihana pais-tettu hanhi ja katosi taivaallisen kaunis joulukuusi! ” Kiireesti raapaisi hän tuleen loput tikut puntistaan, voi kuinka hän halusikaan pitää isoäidin luonaan! Ja tikut valaisivat sellaisella loisteella, että oli valoisampaa kuin kirkkaimpana päivänä. Milloinkaan ei isoäiti ollut ollut niin kaunis ja suuri! Hän kietoi tyttösen syliinsä ja he leijuivat ylös loistavaan valoon ja kuinka he riemuitsivatkaan! Enää ei tuntunut kylmää, ei nälkää, ei pelkoa eikä ahdistusta. He olivat Luojan luona.

Kylmässä aamunkajossa istui kujanteella käpertynyt pieni tyttö. Hänen poskensa punersivat ja huulensa hymyilivät. Hän oli kuollut, hän oli paleltunut vanhan vuoden viimeisenä iltana. Uudenvuodenpäivän sarastus paljasti pienen vainajan, joka istui siinä tikkuineen, joista puntillinen oli palanut. ”Hän halusi lämmitellä!” sanottiin. Kukaan ei saattanut aavistaakaan sitä ihanuutta, jonka hän oli nähnyt ja millaiseen ylenpalttiseen valoon hän oli isoäidin kanssa astunut uudenvuoden ilojuhlassaan!

Oli aivan hyytävän kylmää, pyrytti ja vuoden viimeinen iltahämärä lankesi, olihan uuden vuoden aatto. Tuossa kylmyydessä ja pimeydessä vaelsi pitkin katuja pieni, köyhä tyttörukka avopäin ja paljain jaloin; olihan hänellä ollut toki puuken-gät kotoa lähtiessään, mutta niistä ei ollut hyötyä kovinkaan kauan, sillä ne olivat olleet aivan liian isokokoiset, ne nimittäin olivat hänen äitinsä käytetyt kengät ja tyttömme kadotti ne syöksähtäessään kadun yli. Hän joutui väistämään hurjaa vauhtia kiitäneitä vaunuja välttyäkseen tulemasta yliajetuksi. Toista kenkää hän ei löytänyt ja toisen nappasi joku pojankoltiainen, joka säntäsi matkoihinsa kenkä mukanaan huutaen: ”Teen tästä kehdon, kun minulla on lapsia!”

Niinpä nyt vaelsi pieni tyttömme paljain jaloin, jotka punottivat ja sinersivät kylmästä. Hänellä oli puntillinen tulitikkuja kietaistuna vanhan esiliinan sisään ja toinen kädessään. Kukaan ei ollut ostanut häneltä tikun tikkua koko päivänä ja kukaan ei myöskään antanut killinkiäkään. Nälissään ja läpikotaisin kylmettynee-nä, peloissaan ja nujertunein mielin pikku rukka raahautui eteenpäin! Lumihiuta-leet leijuivat hänen pitkille vaaleille kutreilleen, jotka niin kauniisti kihartuivat hänen harteilleen, mutta tässä tilassa hän ei pystynyt ajattelemaankaan kauniita hiuksiaan. Kaikista ikkunoista loistelivat uudenvuoden juhlavalot ja kadulle asti leijui ihana hanhipaistin tuoksu, olihan nyt uuden vuoden aattoilta ja sitähän hän ei voinut olla ajattelematta.

Parin kadunvarsitalon väliin jäi pieni solanne ja siihen hän istua käpertyi. Hän oli vetänyt jalat alleen, mutta häntä palelsi silti yhä enemmän, mutta kotiinkaan hän ei menisi, etenkään kun hän ei ollut kyennyt myymään tikun tikkua tai saanut äyrin äyriä. Hänen isänsä pieksäisi hänet ja kylmää olisi kotonakin, sillä siellä suojana oli pelkkä ullakon katto ja tuuli tuiversi nurkissa, vaikka isoimpia reikiä ja rakoja oli koetettu tukkia oljilla ja vanhoilla rääsyillä. Tytön kätöset olivat täysin turtana kylmästä. Voi, kuinka ihanasti yksi ainoa pikkuinen tulitikku lämmittäisi-kään. Josko hän voisi ottaa yhden ainokaisen ja raapaista siihen seinästä tulen ja lämmittää sormiaan! Hän otti yhden. ”Ritsis!” kipunoi tikku ja syttyi ja kuinka se paloikaan! Oli kuin kaunisliekkinen kynttilä olisi ollut hänen käsissään. Kuinka ihanasti kynttilä loistikaan! Pieni tyttönen tunsi olevansa suuren messinkitorvisen ja -koristeisen rautakamiinan edessä, siunattu tuli loimusi ja lämmitti niin ihanas-ti! Mitä nyt? – Hän ehti tuskin ojentaa jalkansa myös niitä lämmittääkseen - niin tuli hävisi, kakluuni katosi, vain vaivainen palanut tikunpätkä oli hänen sormis-saan.

Hän raapaisi toisen tikun tuleen. Se syttyi, se loisti ja valo langetessaan talon seinään muutti seinän läpinäkyväksi harsoksi; hän näki suoraan sisälle huonee-seen, missä oli valkoisella liinalla ja hienolla porsliiniastiastolla katettu pöytä ja kuinka ihanasti höyrysikään pekonilla ja omenoilla täytetty hanhipaisti. Mitä

Hun tændte en ny. Da sad hun under det dejligste juletræ; det var endnu større og mere pyntet, end det hun gennem glasdøren havde set hos den rige købmand, nu sidste jul; tusinde lys brændte på de grønne grene og brogede billeder, som de der pynter butiksvinduerne, så ned til hende. Den lille strakte begge hænder i vejret — da slukkedes svovlstikken; de mange julelys gik højere og højere, hun så de var nu de klare stjerner, én af dem faldt og gjorde en lang ildstribe på himlen.

“Nu dør der én!” sagde den lille, for gamle mormor, som var den eneste, der havde været god mod hende, men nu var død, havde sagt: Når en stjerne falder, går der en sjæl op til Gud.

Hun strøg igen mod muren en svovlstik, den lyste rundt om, og i glansen stod den gamle mormor, så klar, så skinnende, så mild og velsignet.

“Mormor!” råbte den lille, “Oh tag mig med! jeg ved, du er borte, når svovlstikken går ud; borte ligesom den varme kakkelovn, den dejlige gåsesteg og det store velsignede juletræ!” — og hun strøg i hast den hele rest svovlstikker, der var i bundtet, hun ville ret holde på mormor; og svovlstikkerne lyste med en sådan glans, at det var klarere end ved den lyse dag. Mormor havde aldrig før været så smuk, så stor; hun løftede den lille pige op på sin arm, og de fløj i glans og glæde, så højt, så højt; og der var ingen kulde, ingen hunger, ingen angst, — de var hos Gud!

Men i krogen ved huset sad i den kolde morgenstund den lille pige med røde kinder, med smil om munden — død, frosset ihjel den sidste aften i det gamle år. Nytårsmorgen gik op over det lille lig, der sad med svovlstikkerne, hvoraf et knippe var næsten brændt. Hun har villet varme sig! sagde man; ingen vidste, hvad smukt hun havde set, i hvilken glans hun med gamle mormor var gået ind til nytårs glæde!

Det var så grueligt koldt; det sneede og det begyndte at blive mørk aften; det var også den sidste aften i året, nytårsaften. I denne kulde og i dette mørke gik på gaden en lille, fattig pige med bart hoved og nøgne fødder; ja hun havde jo rigtig-nok haft tøfler på, da hun kom hjemme fra; men hvad kunne det hjælpe! det var meget store tøfler, hendes moder havde sidst brugt dem, så store var de, og dem tabte den lille, da hun skyndte sig over gaden, idet to vogne fór så grueligt stærkt forbi; den ene tøffel var ikke at finde og den anden løb en dreng med; han sagde, at den kunne han bruge til vugge, når han selv fik børn.

Dér gik nu den lille pige på de nøgne små fødder, der var røde og blå af kulde; i et gammelt forklæde holdt hun en mængde svovlstikker og ét bundt gik hun med i hånden; ingen havde den hele dag købt af hende; ingen havde givet hende en lille skilling; sulten og forfrossen gik hun og så så forkuet ud, den lille stakkel! Snef-nuggene faldt i hendes lange gule hår, der krøllede så smukt om nakken, men den stads tænkte hun rigtignok ikke på. Ud fra alle vinduer skinnede lysene og så lugtede der i gaden så dejligt af gåsesteg; det var jo nytårsaften, ja det tænkte hun på.

Henne i en krog mellem to huse, det ene gik lidt mere frem i gaden end det andet, der satte hun sig og krøb sammen; de små ben havde hun trukket op under sig, men hun frøs endnu mere og hjem turde hun ikke gå, hun havde jo ingen svovlstikker solgt, ikke fået en eneste skilling, hendes fader ville slå hende og koldt var der også hjemme, de havde kun taget lige over dem og der peb vinden ind, skønt der var stoppet strå og klude i de største sprækker. Hendes små hænder var næsten ganske døde af kulde. Ak! en lille svovlstik kunne gøre godt. Turde hun bare trække én ud af bundtet, stryge den mod væggen og varme fingrene. Hun trak én ud, “ritsch!” hvor sprudede den, hvor brændte den! det var en varm, klar lue, ligesom et lille lys, da hun holdt hånden om den; det var et underligt lys! Den lille pige syntes hun sad foran en stor jernkakkelovn med blanke messingkugler og messingtromle; ilden brændte så velsignet, varmede så godt! nej, hvad var det! — Den lille strakte allerede fødderne ud for også at varme disse, – – da slukkedes flammen, kakkelovnen forsvandt, — hun sad med en lille stump af den udbrændte svovlstik i hånden.

En ny blev strøget, den brændte, den lyste, og hvor skinnet faldt på muren, blev denne gennemsigtig, som et flor; hun så lige ind i stuen, hvor bordet stod dækket med en skinnende hvid dug, med fint porcelæn, og dejligt dampede den stegte gås, fyldt med svesker og æbler! og hvad der endnu var prægtigere, gåsen sprang fra fadet, vraltede hen af gulvet med gaffel og kniv i ryggen; lige hen til den fattige pige kom den; da slukkedes svovlstikken og der var kun den tykke, kolde mur at se.

die Mauer fiel, wurde diese durchsichtig wie ein Schleier: sie sah gerade in die Stube hinein, wo der Tisch gedeckt stand mit einem schimmernden weißen Tuch, mit feinem Porzellan, und herrlich dampfte die gebratene Gans, mit Äpfeln und getrockneten Pflaumen gefüllt. Und was noch prächtiger war, die Gans sprang von der Schüssel herunter und wackelte auf dem Fußboden, mit Messer und Gabel im Rücken, gerade bis zu dem armen Mädchen hin kam sie; da erlosch das Schwefel-hölzchen; und es war nur noch die dicke, kalte Mauer zu sehen.

Sie zündete ein neues an. Da saß sie unter dem herrlichsten Christbaum; es war noch größer und geputzter als der, den sie durch die Glastüre bei dem reichen Kaufmann jetzt beim letzten Weihnachtsfest gesehen hatte; Tausende von Lich-tern brannten auf den grünen Zweigen, und bunte Bilder, wie sie die Schaufenster schmückten, sahen auf sie herab. Die Kleine streckte beide Hände in die Höhe - da erlosch das Schwefelhölzchen; die vielen Weihnachtslichter stiegen höher und höher und höher, sie sah, es waren nun die klaren Sterne, einer davon fiel herun-ter und bildete einen langen Feuerstreifen am Himmel.

"Jetzt stirbt jemand!" sagte die Kleine; denn die alte Großmutter, die einzige, die gut zu ihr gewesen, aber nun tot war, hatte gesagt: Wenn ein Stern fällt, geht eine Seele empor zu Gott.

Sie strich wieder ein Schwefelhölzchen an der Mauer an, das leuchtete ringsum, und in dem Glanz stand die alte Großmutter, so klar, so schimmernd, so mild und gesegnet.

"Großmutter!" rief die Kleine, "o, nimm mich mit! Ich weiß, du bist fort, wenn das Schwefelhölzchen ausgeht, fort, wie der warme Ofen, der herrliche Gänsebraten und der große gesegnete Weihnachtsbaum!" - Und sie strich in Eile den ganzen Rest Schwefelhölzer an, die im Bund waren, sie wollte die Großmutter recht fest-halten; und die Schwefelhölzer leuchten mit solch einem Glanz, daß es heller war als der lichte Tag. Die Großmutter war nie zuvor so schön, so groß gewesen; sie hob das kleine Mädchen auf ihren Arm, und sie flogen in Glanz und Freude so hoch, so hoch; und da war keine Kälte, kein Hunger, keine Angst - sie waren bei Gott.

Aber im Winkel am Hause saß in der kalten Morgenstunde das kleine Mädchen mit roten Wangen, mit einem Lächeln um den Mund - tot, erfroren am letzten Abend des alten Jahres. Der Neujahrsmorgen ging auf über der kleinen Leiche, die da saß mit den Schwefelhölzern, von denen ein Bund fast abgebrannt war.

Sie hat sich wärmen wollen, sagte man; niemand wußte, was sie Schönes gese-hen, in welchem Glanz sie mit der alten Großmutter eingegangen war in die Neu-jahrsfreude.

Es war so gräßlich kalt; es schneite, und es begann dunkler Abend zu werden; es war auch der letzte Abend des Jahres, Silvesterabend. In dieser Kälte und in diesem Dunkel ging auf der Straße ein kleines, armes Mädchen mit bloßem Kopf und nackten Füßen; ja, sie hatte ja freilich Pantoffeln angehabt, als sie von zu Hause kam, aber was konnte das helfen? Es waren sehr große Pantoffeln, die ihre Mutter bisher benutzt hatte, so groß waren sie. Und die verlor die Kleine, als sie über die Straße weg eilte, weil zwei Wagen schrecklich schnell vorbeifuhren; der eine Pantoffel war nicht wieder zu finden, und mit dem andern lief ein Junge fort; er sagte, daß er ihn als Wiege benützen könne, wenn er selbst einmal Kinder bekäme.

Da ging nun das kleine Mädchen auf den nackten kleinen Füßen, die rot und blau vor Kälte waren; in einer alten Schürze trug sie eine Menge Schwefelhölzchen, und ein Bund davon hielt sie in der Hand; niemand hatte ihr den ganzen Tag etwas abgekauft, niemand ihr einen Pfennig geschenkt. Hungrig und erfroren ging sie und sah so elend aus, die arme Kleine. Die Schneeflocken fielen in ihr langes blondes Haar, das sich so schön um den Nacken lockte; aber an diese Pracht dachte sie nun freilich nicht. Aus allen Fenstern leuchteten die Lichter, und dann roch es so herrlich nach Gänsebraten auf der Straße; es war ja Silvester-abend. Ja, daran dachte sie!

In einem Winkel zwischen zwei Häusern, von denen das eine etwas mehr in die Straße vorsprang als das andere, da setzte sie sich hin und kauerte sich zusam-men; die kleinen Beine hatte sie unter sich hinaufgezogen; aber sie fror noch mehr, und nach Hause gehen durfte sie nicht, sie hatte ja keine Schwefelhölzchen verkauft, nicht einen einzigen Pfennig bekommen, ihr Vater würde sie schlagen, und kalt war es auch zu Hause, sie hatten nur das Dach gleich über sich, und da pfiff der Wind herein, wenn auch die größten Spalten mit Stroh und Lumpen zugestopft waren. Ihre kleinen Hände waren vor Kälte beinahe ganz abgestorben. Ach, ein kleines Schwefelhölzchen konnte gut tun! Wenn sie nur ein einziges aus dem Bunde herausziehen, es an die Wand streichen und sich die Finger wärmen dürfte. Sie zog eins heraus. Ritsch, wie sprühte das, wie brannte es! Es war eine warme, helle Flamme wie ein Lichtchen, als sie die Hände darum hielt; es war ein wunderbares Lichtchen! Dem kleinen Mädchen schien es, als säße sie vor einem großen eisernen Ofen mit blanken Messingfüßen und einem messingenen Auf-satz; das Feuer brannte darin so wohltuend, es wärmte so gut.

Nein, was war das! - Die Kleine streckte schon die Füße aus, um auch diese zu erwärmen - da erlosch das Flämmchen. Der Ofen verschwand - sie saß mit einem kleinen Stumpf des abgebrannten Schwefelhölzchens in der Hand.Ein zweites wurde angestrichen, es brannte, es leuchtete, und wo der Schein auf

She rubbed another against the wall: it burned brightly, and where the light fell on the wall, there the wall became transparent like a veil, so that she could see into the room. On the table was spread a snow-white tablecloth; upon it was a splendid porcelain service, and the roast goose was steaming famously with its stuffing of apple and dried plums. And what was still more capital to behold was, the goose hopped down from the dish, reeled about on the floor with knife and fork in its breast, till it came up to the poor little girl; when - the match went out and nothing but the thick, cold, damp wall was left behind. She lit another match. Now there she was sitting under the most magnificent Christmas tree: it was still larger, and more decorated than the one which she had seen through the glass door in the rich merchant's house.

Thousands of lights were burning on the green branches, and gaily-colored pictu-res, such as she had seen in the shop windows, looked down upon her. The little maiden stretched out her hands towards them when - the match went out. The lights of the Christmas tree rose higher and higher, she saw them now as stars in heaven; one fell down and formed a long trail of fire.

"Someone just died!" said the little girl; for her old grandmother, the only person who had loved her, and who was now no more, had told her, that when a star falls, a soul ascends to God.

She drew another match against the wall: it was again light, and in the lustre there stood the old grandmother, so bright and radiant, so mild, and with such an expression of love.

"Grandmother!" cried the little one. "Oh, take me with you! You go away when the match burns out; you vanish like the warm stove, like the delicious roast goose, and like the magnificent Christmas tree!" And she rubbed the whole bundle of matches quickly against the wall, for she wanted to be quite sure of keeping her grandmother near her. And the matches gave such a brilliant light that it was brighter than at noon-day: never formerly had the grandmother been so beautiful and so tall. She took the little maiden, on her arm, and both flew in brightness and in joy so high, so very high, and then above was neither cold, nor hunger, nor anxiety - they were with God.

But in the corner, at the cold hour of dawn, sat the poor girl, with rosy cheeks and with a smiling mouth, leaning against the wall - frozen to death on the last eve-ning of the old year. Stiff and stark sat the child there with her matches, of which one bundle had been burnt. "She wanted to warm herself," people said. No one had the slightest suspicion of what beautiful things she had seen; no one even dreamed of the splendor in which, with her grandmother she had entered on the joys of a new year.

Most terribly cold it was; it snowed, and was nearly quite dark, and evening - the last evening of the year. In this cold and darkness there went along the street a poor little girl, bareheaded, and with naked feet. When she left home she had slippers on, it is true; but what was the good of that? They were very large slip-pers, which her mother had hitherto worn; so large were they; and the poor little thing lost them as she scuffled away across the street, because of two carriages that rolled by dreadfully fast.

One slipper was nowhere to be found; the other had been laid hold of by an urchin, and off he ran with it; he thought it would do capitally for a cradle when he some day or other should have children himself. So the little maiden walked on with her tiny naked feet, that were quite red and blue from cold. She carried a quantity of matches in an old apron, and she held a bundle of them in her hand. Nobody had bought anything of her the whole livelong day; no one had given her a single farthing.

She crept along trembling with cold and hunger - a very picture of sorrow, the poor little thing!

The flakes of snow covered her long fair hair, which fell in beautiful curls around her neck; but of that, of course, she never once now thought. From all the win-dows the candles were gleaming, and it smelt so deliciously of roast goose, for you know it was New Year's Eve; yes, of that she thought.

In a corner formed by two houses, of which one advanced more than the other, she seated herself down and cowered together. Her little feet she had drawn close up to her, but she grew colder and colder, and to go home she did not venture, for she had not sold any matches and could not bring a farthing of money: from her father she would certainly get blows, and at home it was cold too, for above her she had only the roof, through which the wind whistled, even though the largest cracks were stopped up with straw and rags.

Her little hands were almost numbed with cold. Oh! A match might afford her a world of comfort, if she only dared take a single one out of the bundle, draw it against the wall, and warm her fingers by it. She drew one out. "Rischt!" how it blazed, how it burnt! It was a warm, bright flame, like a candle, as she held her hands over it: it was a wonderful light. It seemed really to the little maiden as though she were sitting before a large iron stove, with burnished brass feet and a brass ornament at top. The fire burned with such blessed influence; it warmed so delightfully. The little girl had already stretched out her feet to warm them too; but--the small flame went out, the stove vanished: she had only the remains of the burnt-out match in her hand.

La niña encendió una tercera cerilla y se encontró sentada debajo de un hermosí-simo árbol de Navidad. Era aún más alto y más bonito que el que vio la última Nochebuena, a través de la puerta de cristales, en casa del rico comerciante. Un montón de luces de colores ardían en las ramas verdes, y de éstas colgaban pintadas estampas, semejantes a las que adornaban los escaparates. La pequeña levantó los dos bracitos, y entonces se apagó el fósforo. Todas las lucecitas se remontaron a lo alto, y ella se dio cuenta de que eran las mismas estrellas del cielo. Una de ellas se desprendió y trazó en el firmamento una larga estela de fuego.

«Alguien se está muriendo» -pensó la niña, pues su abuela, la única persona que la había querido pero que estaba muerta ya, le había dicho: -Cuando una estrella cae, un alma se eleva hacia Dios.

Frotó una nueva cerilla contra la pared. Se iluminó el espacio de inmediato, y apareció la dulce y cariñosa abuelita.

- ¡Abuelita! -exclamó la pequeña-. ¡Llévame, contigo! Sé que te irás también cuando se apague el fósforo, del mismo modo que se fueron la estufa, el asado y el árbol de Navidad. Se apresuró a encender los fósforos que le quedaban, afano-sa de no perder a su abuela, y los fósforos brillaron con luz más clara que la del pleno día. Nunca la abuelita había sido tan alta y tan hermosa. Cogió a la niña por el brazo y, envueltas las dos en un gran resplandor, emprendieron el vuelo hacia las alturas, sin que la pequeña sintiera ya ni frío, ni hambre, ni miedo. Estaban en la mansión de Jesús.

Pero en esa fría madrugada, allí estaba la niña, apoyada contra la pared, con sus rojas mejillas, muerta de frío en la última noche del año. La primera mañana del Nuevo Año allí estaba la pobre niña, rígida, con su paquete de cerillas casi consu-mido. «¡Sólo quería calentarse!», decía la gente. Pero nadie supo las maravillas que había visto, ni el esplendor con que, en compañía de su anciana abuelita, había subido a la gloria del Año Nuevo.

¡Qué frío hacía!Nevaba y comenzaba a oscurecer. Era la última noche del año, la noche de San Silvestre. Bajo aquel frío y en aquella oscuridad, pasaba por la calle una pobre niña, descalza y con la cabeza descubierta. Al salir de su casa llevaba zapatillas, pero, ¡de qué le sirvieron! Eran unas zapatillas que su madre había llevado, y claro, a la pequeña le venían tan grandes, que las perdió al cruzar corriendo la calle para librarse de dos coches que venían a toda velocidad. No hubo manera de encontrar una de las zapatillas, y la otra se la había puesto un muchacho que dijo que la haría servir de cuna el día que tuviese hijos.

Así que la pobrecilla andaba descalza con los piececitos desnudos, completamen-te amoratados por el frío. En un viejo delantal llevaba un puñado de fósforos y un paquete en una mano. En todo el día nadie le había comprado nada, ni le había dado un mísero céntimo. Regresó a su casa hambrienta y medio helada, ¡y parecía tan abatida, la pobrecilla! Los copos de nieve caían sobre su largo cabello rubio, cuyos hermosos rizos le cubrían el cuello, pero no estaba ella para presu-mir.

Se sentó en el suelo, entre dos casa, y se acurrucó hecha un ovillo. Encogía los piececitos todo lo posible, pero el frío la iba invadiendo, y, por otra parte, no se atrevía a volver a casa, pues no había vendido ni un fósforo, ni recogido un triste céntimo. Su padre le pegaría, además de que no se podía soportar el frío que hacía en casa. Por suerte, los cobijaba el tejado, pero el viento entraba por todas partes, pese a la paja y los trapos con que habían procurado tapar las rendijas. Tenía las manitas casi ateridas de frío. ¡Ay, un fósforo seguramente la aliviaría! ¡Si se atreviese a sacar uno solo del manojo, frotarlo contra la pared y calentarse los dedos! Y sacó uno. ¡Cómo chispeó y cómo quemaba! Dio una llama clara, cálida, como una lucecita, cuando la resguardó con la mano. Era una luz maravil-losa. A la niña le pareció que estaba sentada junto a una gran estufa de hierro, con pies y campana de latón. El fuego ardía magníficamente en su interior, ¡y calentaba tanto! La niña alargó los pies para calentárselos, pero de repente se extinguió la llama, se esfumó la estufa, y ella se quedó sentada, con el resto de la cerilla consumida en la mano.

Encendió otra, que, al arder y proyectar su luz sobre la pared, volvió a ésta trans-parente como si fuese de gasa, y la niña pudo ver el interior de una habitación donde estaba la mesa puesta, cubierta con un blanquísimo mantel y fina porcela-na. Un pato asado relleno de ciruelas y manzanas echaba humo. Lo mejor fue que el pato saltó de la fuente y empezó a arrastrarse por el suelo con un tenedor y un cuchillo a la espalda, en dirección a la pobre muchacha. Pero en aquel mo-mento se apagó el fósforo, dejando visible tan sólo la gruesa y fría pared.