David Bowie

David Bowie – Jagten på virkeligheden Af: Michael Valeur, GAFFA Denne portræt artikel er oprindelig blev skrevet i forbindelse med David Bowies forrige album, "Reality" fra 2003.

Hele David Bowies karriere kan ses som en lang bevægelse rundt om virkelighedsbegrebet. Og in-gen af hans erfaringer har været gratis. Digteren William Blake sagde engang, at man skulle være forsigtig med at stirre ned i afgrunden, for den risikerede at stirre tilbage igen. Bowie har set den afgrund i øjnene flere gange, været dér, hvor virkeligheden opløses og tilbage igen. Og det har man-ge gjort før ham, men det bemærkelsesværdige og fascinerende ved Bowie er, at han har været utrolig god til at fortælle, hvad han oplevede undervejs. Det har givet hans musik et underligt dob-belt skær, et eller andet, som rejsende får, og som man kan mærke, selv når de forsøger at være neutrale. Man kan lugte rejsestøv under det velpressede jakkesæt. Denne artikel vil hænge hvert eneste album op, som en lang række familieportrætter, der tilsammen fortæller om jagten på virke-ligheden, og alt det, der ligger lige under overfladen og sitrer. 1964–1967: "DAVID BOWIE" + EN VIGTIG SINGLE Hvis man vil se den ægte debutant, skal man helt tilbage til '64, '65 og '66, hvor Bowies første plader udkom under navne som Davie Jones And The King Beez, The Manish Boys og Davy Jones And The Lower Third – her leveres energisk, glad engelsk popmusik, og allerede med The Manish Boys debu-terer Bowie første gang på BBC. Det er dog først i 1966, da navnet Davy Jones udskiftes med navnet David Bowie, at der begynder at ske en lille smule. Navneskiftet er Bowies første forsøg på at distan-cere sig og tage en ny identitet på sig – og med Bowie sker der den underlige ting, at alt, hvad der rykker ham ind i fiktionen, rykker ham ud af livet – men gør ham til en større kunstner. David Bowie udgiver sin første plade under eget navn (og den hedder bare David Bowie). Den har en let tidstypisk stil, tilsat en lille smule engelsk kabaretstemning og så hans meget karakteristiske vokal. Men sangene har endnu ikke fået den personlighed, der senere bliver så tydelig. Den første "rigtige" Bowie-sang udkommer i 1966, som B-side på en single, der skal promovere selve album-met (A-siden hed Rubber Band). Instrumenteringen er tuba og Hammondorgel, og det er sikkert både første og sidste gang i rockmusikkens historie, at den kombination kommer til at skabe sådan en fantastisk melankoli. Den sang har alting imod sig, men det er ikke desto mindre en fantastisk hudløs sang om at være 17 år, tage fra provinsen til storbyen, og så løbe ind i alt, alt for mange drugs – og finde ud af, at der ingen vej er tilbage. Med den sang har Bowie smækket døren til den konforme virkelighed, og startet sin lange søgen efter en anden. Hvordan den ser ud, vil det tage mange album at forklare.

1969-1971: SPACE ODDITY / THE MAN WHO SOLD THE WORLD / HUNKY DORY Første officielle skridt på rejsen foretages med Bowies gennembrud i 1969. Nummeret hedder Space Oddity. Og Bowie starter billedligt talt sin karierre med at miste jordforbindelsen. På Space Oddity syn-ger han om Major Tom, som er sendt ud i rummet, men som ikke kan kaldes ned af basen på jorden og langsomt forsvinder uden for basens rækkevidde, fanget i sin kapsel fjernt fra alt, der har med vores verden at gøre. Med Major Tom præsenterer Bowie sit første alter ego, der ligesom alle de andre i hans karierre først og frem-mest er kendetegnet ved at være den fremmede, der frit svævende i universet både er fortabt og urørlig. Albummet stiller spørgsmålet: "Hvad sker der, hvis vi forlader alt, hvad vi kender?" Og det spørgs-

mål bruges hele resten af karrieren på at besvare, for Bowie kommer aldrig rigtigt for alvor hjem igen. På Space Oddity præsenteres hele universet af en stille melankolsk digter, af den slags, vi kender fra ældre engelsk litteratur, og Major Toms tur ud i det ukendte er det meste af vejen ledsaget af en akustisk guitar. Tonen veksler mellem det forsigtige og det melankolske, så da man året efter står med det næste album i hænderne, er det et chok at stå ansigt til ansigt med vanviddet. Guitarerne er blevet strømførende og tek-sterne kontante: The Man Who Sold The World er kulsort – og selvom teksterne er enklere, bliver de ikke mindre foruroligende. Alting på det album handler fra ende til anden om, hvad der sker, hvis man slipper tøjlerne. I første skæ-ring er det seksuelt, med en tekst, der er spækket med S/M-referencer. I den næste skæring er det skizo-frenien, Bowie kaster sig ind i, med sære dobbeltstemmer, der hvisker under teksten, og et blokfløjtear-rangement, der snor sig rundt i mørke kældre, hvor de gale banker hovedet mod væggene. Og senere på albummet er det volden, der tages fat på, i historien om soldaten, der nægter at aflevere sine våben efter krigen, men fortsætter sin massakre på civile. Endelig står vi til sidst ansigt til ansigt med selve den mand, der solgte verden, altså albummets titelnummer (som Nirvana i øvrigt lavede et fint cover af 25 år senere). Hele albummet er sort og smalt, med masser af okkulte referencer og kommentarer til magikeren og filo-soffen Aleister Crowley og filosoffen Nietzsches overmennesketeorier. Det er en lang opløsning af alle rammer, for at skabe et væsen, der er fortroligt med guderne og næsten ikke menneskeligt. Ud af dette mørke træder så Hunky Dory ("Helt i orden"). Her er Bowie ude i den virkelige verden igen, og kommenterer både Bob Dylan og Andy Warhol – og der er også en glad hyldest til den lille dreng, han net-op har fået med Angie Bowie. Men på Hunky Dory sker der første gang det besynderlige, at normaliteten synes at dække over noget fremmed, og at den glade pop derfor alligevel bliver … weird. Det er også på Hunky Dory, at Bowie giver et par af sine største hits fra sig: dels Changes, der næsten bliver en program-erklæring med sit "Turn and face the strange", og dels med den uopslidelige Life On Mars? Og hvorfor rammer netop den sang så rent? Ja, selvfølgelig er melodien fængende og stemmen speciel, men det er også første gang, Bowie for alvor præsenterer sig som den fremmede, der ser jorden udefra. Her er en popsanger, der siger, at han er helt som os, med børn og kommentarer til verden, men alle, der har set en optagelse fra dengang, kan se, at her har vi at gøre med noget, der ikke er menneskeligt, og ikke ligner noget andet på rockscenen i halvfjerdserne. Vi sendte måske Major Tom op på vores rundrejse, men det er dette væsen fra Mars, der vender tilbage.

1972-1974: ZIGGY STARDUST / ALADDIN SANE / PIN-UPS / DIAMOND DOGS Er man interesseret i at følge, hvad der sker med dette væsen, der har været ude på den anden side, og nu er vendt tilbage til jorden, skal man iagttage de følgende par år, hvor Bowie forvandles til fiktionen Ziggy Stardust og hans band The Spiders From Mars. På Ziggy-lp'en fortæller han historien om Ziggys storhed og fald. Åbningsnummeret handler om at indse, at verden vil gå under om fem år. Ziggy er den eneste, der ved det, og han betragter ver-den intenst og hudløst, med den viden. Alting er forgængeligt, og med den viden placeres han som en rockens Messias. Han ender også sådan på album-

mets sidste nummer; alene med sin viden, forrådt af sine fans må han tage livet af sig selv, ikke gennem en korsfæstelse, men i et Rock'n'Roll Suicide. Der er intet i morgen, kun nuets intensitet, og det Bowie siden kalder "en pervers længsel efter at dø voldsomt". Og han arbejder hårdt for at få profetien til at passe i sit virkelige liv. Der bliver taget bunker af drugs, der flirtes voldsomt med døden, og alle grænser er faldet. Også den seksuelle – når han går på scenen er det som tvekønnet, nogle gange er han drag, og uden for scenen har han også fornøjelse af begge køn. Grænser er til for at blive krydset, kun den sidste grænse står stadig og venter … døden. Og den flirter han også med. Pladen gør ham til idol overalt i Vesteuropa. Bowie bliver Ziggy, og da han siden skiller sig af med rollen, ses det næsten som et karrierestop. Sådan er det imidlertid ikke for Bowie selv; han skal bare videre. Og Ziggyalbummet følges (måske lidt for hurtigt) af Aladdin Sane, det berømte album, hvor hans ansigt er smykket med et rødt lyn uden på coveret. Titlen er et ordspil på Aladdins lampe (hvor man kan få alt, hvad man ønsker sig) og så A Lad Insane, altså en vanvittig fyr. Og der er kunstneriske referencer til den dekadente franske forfatter Jean Genet, som har lavet nogle af de mest æstetiske, men også grænse-overskridende bøger, der er skrevet om seksualitet og moral. Selve produktionen er lidt mere rodet og hastigt lavet end på Ziggy, og albummet stritter i mange retninger, men samtidigt eksperimenteres der bl.a. med et rablende klaver, der overbeviser én om, at her er både klassiske referencer og noget, der er helt ude af kontrol. Endelig bringer perioden et godt, men ufarligt album med covernumre fra det foregående årti. Album-met hedder Pin-Ups, og bands som The Who, Kinks og også tidlig Pink Floyd bliver originalt fortolket med ægte Ziggy-lyd – det vil sige den enkle rockmelodi med glamguitar, sopransaxofon og Bowies høje vokal. Men det er pladen Diamond Dogs, der for alvor runder perioden af. Den er det mest kulsorte, der er sket siden The Man Who Sold The World, og beskæftiger sig med en verden, der er gået under, og hvor butik-kerne plyndres for pelse og diamanter i den udbombede by. En stor verden af anarki, hvor alle love er ophævet, hvor alle seksuelle tabuer er forsvundet, og moralen ikke er til at få øje på. Dette er verden efter apokalypsen. Bowie er fjern, på drugs, ude over en kant – men de budskaber, han sender tilbage fra den anden side, er klare og fascinerende. På Ziggy Stardust forudsiger han Jordens undergang. På Dia-mond Dogs er profetien opfyldt. 1975-1976 YOUNG AMERICANS / STATION TO STATION For Bowie er det tid til at sætte kurs mod den virkelige simili. Han tager til New York, hvor han møder nye kollegaer som Lou Reed og Iggy Pop – og kommer meget tæt på John Lennon, som kommer til at deltage på hans næste plade Young Americans (der i øvrigt også indeholder et cover af det gamle Beatles-nummer Across The Universe). Pladen emmer af amerikanske natklubber, som de var i midthalvfjerdser-ne, og musikken skifter mærkbart til en meget amerikansk lyd; der kommer soul ind over. Pladen er me-get præget af David Sanborns saxofonlyd og Bowies nye måde at synge på. I stedet for de høje falsetkor synger Bowie nu med super-soulfeeling, men lyden er stadig hvid, og der kommer et sammenstød mel-lem soultraditionens tætte lyd og Bowies hang til det udvendige og bizarre – Yoko Ono kalder lyden for plasticsoul, og det er præcis, hvad det er.

Soulmusikken kommer forbi, og Bowie gør et eller andet sært ved den – det er åbenbart sådan, den slags spilles på Mars. Sangene handler næsten alle sammen om at leve op til ens egen myte, om at vinde og om at blive berømt. Selvom det er den mest lyse og poppede plade fra Bowie i mange år, kan man mærke, at han er ude, hvor man kan knække, og man aner, at jagten på succes har mere at gøre med at få fred i sjæ-len end egentlig karriere. Young Americans er alle stræberes plade, en giv-mig-chancen-plade. I den perio-de følger også filmen The Man Who Fell To Earth, hvor Bowie spiller en gæst fra det ydre rum, der er kom-met til jorden for at redde sin egen planet fra at gå til grunde. Mere end en science fiction bliver det til filmen om at være fremmed, ensom og længes efter det umulige. Bowie spiller den så gennemført, at man én gang for alle bliver sikker på, at han virkelig ikke er fra jorden, men desperat venter på at komme hjem. Og måske er det heller ikke helt forkert, på efterfølgeren Station To Station er det i hvert fald som om, the body snatchers har været på spil. Nu er længslen efter berømmelse fjernet fra sangene, stemmen er dyb som på Diamond Dogs – men alt er under kontrol, plasticsoulen er blevet stram. Teksterne er ikke sorte, men der er en dyb skygge over hele albummet. Bowies småboppede hår fra Young Americans er blevet redt glat tilbage, drag-udseendet er væk – og er blevet til jakkesæt i den konservative stil. Der er noget næsten adeligt og blegt over Bowie … han ligner én, der passer kontoret om dagen og sover i en kiste om natten. For første gang er det som om, tiden spiller en rolle. Noget er blevet voksent og er i foruroligende kontrol. Amerika- turen startede på dansegulvet, men den ender i limousinen hos "The thin white duke". 1977–1980: LOW / HEROES / BAAL / LODGER / SCARY MONSTERS Det er også det distancerede menneske, der i 1977 sætter kursen tilbage til Europa, nærmere bestemt Berlin. Her flytter Bowie og Iggy Pop ind i selve den by, der var symbolet på den kolde krig. Vestberlin var geografisk og politisk en by, der levede isoleret som en lille ø, midt i østblokken. Et lille stykke vest, midt i det kommunistiske Østtyskland, med sine helt egne regler bag muren. Det var det perfekte sted for Bowi-es musik på netop det tidspunkt. Det er som om, al lyst til at behage eller til berømmelse er forsvundet i Berlin. Bowie er for alvor i betragterens rolle, og laver sin karrieres stærkeste plader her. Indflydelsen kommer fra den elektroniske musik. Han omgås Kraftwerk, og han arbejder sammen med Brian Eno om sine to største plader: Low og Heroes, der begge udkommer i 1977. Pladerne er halvt instrumentale. Low er båret af synthesizer, mens Heroes blander guitar, bas og trommer med – til gengæld er selve produktionen så speciel, at der stadig ikke er noget, der bare minder om de instrumentale B-sider. Sideløbende skrev Bowie det meste af musikken til Iggy Pops The Idiot, som er pro-duceret samtidig og har næsten samme stemning som de to Bowie-plader, så selvom The Idiot ikke har samme far, så har den samme mor. Ved siden af musikken arbejdede Bowie med teatret. Han indspillede til den lejlighed en plade med gamle Brecht-tekster, Baal, og fordybede sig i Brechts teorier om teaterfæ-nomenet Verfremdung. I Berlin mødte han med Low og Heroes sin karrieres kunstneriske højdepunkt, men menneskeligt var han kølet ned – ikke bare ude ved grænsen, men hinsides grænsen. Han voksede sammen med sin myte, men der var næsten ingen indeni. Tiden efter de fantastiske Berlin-album er derfor fulgt af stofnedtrapning og mytenedtrapning, og en optrapning af helt almindeligt dagslys. Og mødet med verden er voldsomt, det er som at rive et støvet gardin ned og slå dørene op. Mødet med lyset er et chok. Lodger (altså fremlejeren) og Scary Monsters afspejler det chok. Næsten alle teksterne på Lodger handler om at rejse, at have hele verden som en mulighed, men ingen steder som sit hjem. Nummeret har meget lidt "jeg", men en masse beskrivelse af alle de mennesker, der strømmer ind i Bowies nyåbnede verden. Noget af myten dør, og den nye ubeskyttede Bowie rejser rundt for at finde ud af, hvad der er på den anden side af mytens død. På Lodgers cover ligger han som lig på et badeværelse, den afsjælede legende – på Scary Monsters er han klædt på som nar. Han starter albummet med It's No Game, og det er livet, der er tale om. Senere på al-bummet synger han om Major Tom, hans gamle fjerne alter ego, som "ikke er andet end en junkie".

Hele Scary Monsters beskriver den sårbarhed. Ikke flere fjerne space-eventyr, ikke mere depressiv di-stance; det ansigt, han ser i spejlet, er narrens. Perioden starter med den kontrollerede tynde hvide her-tug – der har alting under kontrol – men den slutter med den hvide klovn, narren uden svar. Og her er cirklen faktisk sluttet, hænderne er tomme, verden vælter ind. 1995-2003: OUTSIDE / EARTHLING / HOURS / HEATHEN / REALITY I 1995 er han et solidt aldrende hit i popmusikken, en legende hos rockanmelderne, men fortidig og af-skrevet af rockpublikummet. Men så kommer albummet Outside, og pludselig er alle de gamle ting til ste-de igen: eksperimenterende musik, hvor Eno har haft en finger med i spillet, noget, der ligner en fortlø-bende historie (som i Ziggy Stardust og Diamond Dogs), et kulsort fremtidsunivers med depraverede serie-mordere, for hvem mordet er en kunst. Og så med den foruroligende duft af kunst omkring hele projektet. Musikken bruges for en dels vedkommende til David Lynchs Lost Highway, side om side med Rammstein og Marilyn Manson, hvilket det sagtens kan matche. Og det hele sættes op som første del af en trilogi om Nathan Adler, efterforskeren af mord begået med kunstneriske ambitioner. Sammensmeltningen af kunst, mord og mysterium samler Bowies projekt til det allervæsentligste; i det øjeblik, mysteriet er med – og kunsten ikke er tandløs, men bundet til de farligste drifter i os selv – i det øjeblik fungerer Bowie optimalt. Og Nathan Adler er det perfekte alter ego, undersøgeren, der prøver at opklare og forstå. Alle holder vejret i spændt venten på toeren. Og mens man forbereder sig på det (den er i øvrigt endnu ikke kommet), kommer albummet Earthling, der er helt anderledes end ventet. Derfor er reaktionen også i første omgang negativ, men ved flere gennemlytninger har albummet faktisk meget at byde på. Musikalsk er det helt fremme med vilde breakbeats, og det bevæger sig ud af fiktionen og direkte ind i den politiske virkelighed, som f.eks. i det voldsomme nummer I'm Afraid Of Americans. Hvis Outside legede med sjæ-lens grænser og det indre liv, så leger Earthling med musikken, og verden udenfor. Med Outside og Earth-ling får Bowie lavet en ny akse: det indre og det ydre – fiktionen og virkeligheden. Begge dele afspejler de samme ting, men måden er helt forskellig. Og mens publikum prøver at finde rundt i de forskellige retninger, kommer Hours. Det album, hvor Bowie samler sammen fra hele sin karriere, og også prøver at integrere den bedste del af de poppede firsere. Hours er det mest kalejdoskopiske album i hele karrieren, og det album, hvor han første gang for alvor konfronterer sig med sin myte og prøver at få styr på alle sine roller, som om et kæmpe klaviatur ligger foran ham. Resultatet er bredt, men som album er der tale om spredehagl; man kan sagtens finde både sin favorit og et hadenummer fra det album. Det når hele vejen rundt, uden for alvor at samle sammen. Fra Hours er alting muligt. På dette tidspunkt er det som om, noget nyt er ved at dukke op hos Bowie, nemlig at kunne bruge alle rollerne til noget. At kunne gå ind i mørket uden at forsvinde i det, og at røre ved poppen uden at tabe al nerve. Det bedste bevis på det er 2002's album Heathen, hvor Bowie ligesom på Outside bruger de mørke farver på paletten, og hvor den elektroniske lyd har fået plads igen. Det er ikke lige så kompromisløst, men det har en moden klang af lang kunsthistorie og mange refleksioner med sig. Og titlen Heathen ("Hedning") indikerer også religiøse og eksistentielle refleksioner. På indercoveret ser vi kristen kunst, der er flænget af kløer, og allersidst et billede af de hedninge, der har gjort det: tre bøger af henholdsvis Einstein, Freud og Nietzsche. Og endelig er vi fremme ved Reality, hvis cover folder sig ud som et lille naivt billede af en barnlig tegnese-rie-Bowie … Hvor tonen på Heathen er mørk, er Reality lys, og musikken på albummet er klart rocket, mod Heathens synthesizerlyd. Skal det sammenlignes med noget af det andet, Bowie har lavet i halvfemserne, må det være Hours, men må man gå endnu længere tilbage, minder det måske mest om Hunky Dory, som også var et album med mange forskellige tendenser. Tonen på Reality er næsten drenget, og selvom en del af teksterne røber en stor melankoli, tror jeg, at det er netop det album, jeg så gerne ville have var kommet i 1983. For her er vi oppe, uden at tabe dybden. Vi er ude af en meget lang mørk tunnel … Står simpelthen med meget store øjne og stirrer mod lyset af Reality.

Om musikeren Af: Helen Bruus, Bibzoom Opvæksten David Robert Jones blev født i Brixton - en forstad til London den 8. januar 1947. Han blev af tanter omtalt som en køn og smilende lille dreng med en tidlig fascination af musik. En melodi som tidligt prægede ham var da han så Danny Kaye synge ”Inchworm” i filmen om HC Andersen. Den melankol-ske tone i ”Inchworm” fascinerede David og den skulle efter sigende have inspireret ham til melodilin-jen i ”Life on Mars”. Da han var seks år gammel, flyttede hans familie til Bromley i Kent, hvor han boe-de til han var 18. Bromley var også fødeby for H.G. Wells, opfinderen af science fiction. De lidt konser-vative og følelsesknappe forældre tog sig kærligt af ham, men knapt så kærligt af moderens to andre børn. Storesøsteren var blevet bortadopteret og storebroderen var psykisk ustabil og ikke Bowies fars store kop te. Dette gav barndomshjemmet en trykket stemning og Bowie dårlig samvittighed som må-ske delvist afspejles i filmen ”Merry X-mas Mr. Lawrence”. Bowies far arbejdede inden for den kreati-ve branche og han tog amerikanske plader med hjem til sin søn. Bowie har uden tvivl haft en vis presti-ge i at være blandt de første med adgang til jazz og rock fra staterne. Den fantasifulde dreng var bedst i de kreative fag i grundskolen, så derfor fortsatte han på Bromley Tech bl.a. med Peter Framptons far som lærer. De sære øjne og det specielle navn

I grundskolen sloges Bowie med sin kammerat George Underwood om den samme pige. Underwood

rammer Bowie på det ene øje, hvilket nær koster Bowie synet. Han slap med en udvidet pupil der gi-

ver hans ene øje et brunligt skær mens det andet det andet er rent blåt.

For at undgå at blive forvekslet med Davy Jones fra The Monkees, var han nødt til at finde et kunstner-

navn. Han valgte efternavnet Bowie efter Alamo-helten Jim Bowie og hans berømte Bowie Knife.

Efter 7 magre år fulgte 7 fede

I sin teenagetid spillede han i forskellige bluesgrupper som The King Bees, The Manish Boys og The

Lower Third. Det blev til nogle EP’er og siden albums i eget navn, hvor sangen Space Oddity opnåede

moderat succes da den blev spillet til månelandingen. I tresserne var han del af et hippiekollektiv og

han dansede også i en mime trup. Han giftede sig i 1970 med Angie Bowie. Ægteskabet varede i 10 år

og sammen fik de en søn, som i dag er filminstruktør. Bowie havde sunget og mimet og skrevet tekster

fra han var 18 år gammel. Men det var først som 25 årig, at gennembruddet kom i forbindelse med et

managerskifte og et imageskifte fra bluesrock og singer/songwriter typen til den kontroversielle, flam-

boyante glamrocker Ziggy Stardust. Siden er det gået slag i slag med mange forvandlinger og genre-

skift undervejs, hvilket har givet ham tilnavnet kamæleonen (The Chameleon of Pop).

Kokain, krautrock og Berlin triologi

Fra midt halvfjerdserne udskiftede Bowie glamrocken i England til fordel for blåøjet soul i Los Angeles

og krautrock. I de år blev Bowie hvirvlet ind i nye kontroverser affødt af hans kommentarer i Playboy,

hvor han tilsyneladende hyldede Hitler og udtalte at ”Britain could benefit from a fascist leader”. Disse

udtalelser blev fulgt af en tur i en åben veteran Mercedes, og hvad nogle har kaldt en nazihilsen uden

for Victoria Station i London. Bowie har siden trukket sine kommentarer tilbage med undskyldning om,

at hans dømmekraft var påvirket af en kokainpsykose. Bowie i midt halvfjerdserne levede på en diæt

af kaffe og kokain. Han var så radmager at han på et tidspunkt kun vejede 56 kilo. Måske heraf tilnav-

net ”The Thin White Duke”. Bowie og hans gode ven Iggy Pop forlod USA og tog på afvænning i Berlin,

hvor han samarbejdede med Brian Eno på det som kom til at hedder Berlin trilogien.

Mainstream firserne I 1983 udgav David Bowie albummet ”Let´s Dance”. Albummet blev hans store mainstream gennem-brud. Efter dette album fulgte nogle ret poppede og ikke særligt kritikerroste albums. Fra at have væ-ret en innovativ musiker bar disse albums præg af venstrehåndsarbejde. Bandet Tin Machine ændrede heldigvis på dette billede, og op gennem 90’erne genfandt Bowie, i samarbejdet med bl.a. Brian Eno, lysten til at eksperimentere med genrer som artrock og drum´n´bass.

Ægteskabet med Iman I 1992 blev Bowie gift med den somaliske topmodel Iman. Sammen har de en datter. Før 1992 levede Bowie det vilde rockstjerneliv, men med Iman er han faldet til ro. Hun omtales indimellem som lidt skrap. Især når hun fanger ham i at bomme smøger af omgangskredsen. De smøger som har været medvirkende årsag til at hans sidste album i 10 år blev Reality i 2003 pga. et alvorligt hjerteanfald i 2004. Den danske forbindelse I 2005 synger Bowie med på nummeret ”The Cynic” på det danske grungeband Kashmirs album No Balance Palace. Bowies gamle producerven Tony Visconti producerer albummet som indbringer Kash-mir platin.

Bagom teksterne – en indre og ydre rejse Bowies tekster er i verdensklasse. Der er indholdsmæssigt både noget for fantasten og filosoffen! Igen-nem årene har han også eksperimentet med forskellige skriveteknikker, f.eks. i samarbejdet med Brian Eno eller på albummet ’Diamond Dogs’, hvor han benyttede sig af William S. Burroughs ”Cut up tek-nik”. I det følgende vil vi se på nogle gennemgående teksttemaer. A crack in the sky (Starman) - en fascination af det ydre rum Historien om Bowies fascination af det ydre rum - afspejlet i tekster som ’Space Oddity’, ’Life on Mars’, ’Ziggy Stardust’, ’Starman’, ’Lady Stardust’, ’Ashes to Ashes’, ’Loving the Alien’, ’Hello Spaceboy’ og ’Looking for Satellites’ - er historien om en lille dreng i efterkrigstidens England, som har fået udfordret

sin store fantasi midt i alt det grå og almindelige ved at lytte til bl.a. Lovecraft’s science fiction historier i radioen samt læse bøger og tegneserier. Men i den om-fattende litteratur om Bowie beskrives også at han måske har følt sig alienated/fremmedgjort i forhold til sine omgivelser. Zane zane zane Ouvrez le Chien (All the Madmen) - en sindssyg halvbror Bowies ældre og meget musikinteresserede halvbror Terry fik som ung stillet di-agnosen skizofren. Det har uden tvivl påvirket familielivet, især da Terry begår selvmord. Sange som ’All the Madmen’ og ’Bewlay Brothers’ samt albummet Aladdin Sane (A Lad Insane) er sandsynligvis skrevet med tanke på halvbroderen.

’Live til your rebirth and do what you will’ (After All) – en hedonistisk livsfilosofi Bowie er en filosofisk åben rockmusiker som i sine unge år lod sig inspirere af filosoffen Nietzsches übermensch-teori, af forfatteren George Orwells dystopi og den biseksuelle okkultist Aleister Crowleys orden ’Golden Dawn’ og hedonistiske livstil med gør hvad du har lyst til (sex, drugs and rock´n´roll) ’Do what thou wilt’. Se f.eks. ’The Supermen’, ’After All’, ’Quicksand’, ’1984’ og ’Big Brother’. ’The hinterland, the hinterland we´re gonna sail to the hinter-land’ (Red Sails) – fra station til station Bowie har flere gange beskrevet sig selv som en raskløs natur. Han kommer let til at kede sig og er evigt på farten efter nye mål. Måske netop derfor har han gennem årene været så god til at forny sig. Han har bl.a. boet i England, USA, Tyskland og Schweitz. ’’Station to Stati-on’, ’Fantastic Voyage,’ ’African Night Flight’, ’Move On’, ’Red Sails’, ’Seven Years in Tibet’ beskriver meget godt hans indre og ydre rejser. Andre temaer f.eks. tid, krig og kærlighed Mange andre temaer er berørt. Tiden som går f.eks. i albummet Hours, og i numrene ’Changes’, ’Speed of Life’, ’Sons of the Silent Age’, ’Never Get Old’, ’Time’, ’Time will crawl’ og ’Golden years’. Krig og våben f.eks. i ’Saviour machine’, ’Scream like a Baby’, ’Criminal World’, ’Five Years’, ’A Better Future’ og ’Running gun blues’. Kærlighed f.eks. i ’Heroes’, ’Amazing’ og ’Letter to Hermione’.

Fankulturen - ’Well ain´t that poster love’ I en postmodernistisk verden blev de store fortællinger fra f.eks. Marx og Hegel udskiftet med de små fortællinger (legen med jeg-identiteten). David Bowies intelligente identitetsskift har været med til påvirke en hel generations selvopfattelse, og han har været samlingspunkt for en sort, apokalyptisk, og/eller drømmende, ekstatisk, eksistentialistisk, eksperimenterende og længselsfuld bykultur.

1972 landede et androgynt rumvæsen / 2012 er ekstreme udtryk indenfor musik blevet mainstream

’You are not alone’ En kontroversiel kunstner som Bowie har selvklart mødt nogen modstand i sin lange karriere. Men han har også nogle af verdens mest dedikerede fans. Fans som nærmest sværger til ”Bowieism”. Måske fordi han tilbyder en fascinerende og varieret pakkeløsning indenfor musik og lyrik og de mere visuelle udtryksformer såsom film og mode. Eller sagt med andre ord. Han har undgået at blive forudsigelig og kedelig pga. sine mange genre og stilskift. Han gjorde sig særligt bemærket i 1970’erne med Genration X—efterkrigstidens identitetssøgende teenagere. Hans androgyne fremtræden som rockmessiasen Ziggy Stardust vakte opsigt i et England, hvor homoseksualitet kunne straffes med fængsel. Bowie pustede til gløderne ved at udråbe sig selv som biseksuel (en påstand han senere trak tilbage og tog afstand fra). Da han rakte hånden ud i sangen ”Rock ´n´ Roll Suicide” mens han smerteligt skrålede ’You are not alone’ , blev den grebet af outsidere, introverte, bøsser, transvestitter, dem der siden skulle blive til punkere, utilpassede individualister, avantgarde typer, modefolk, filmfolk ja alle som havde brug for en ny og mere rummelig identifikationsmodel langt fra tidens maskuline denimrock. Mange fans - også i Danmark I 2003 blev Bowie udråbt som den næstrigeste kunstner i Storbritannien kun overgået af Sir Paul McCartney. Hans formue blev anslået til 510 millioner pund. På musikkanalen VH1's år 2000 liste over de 100 største kunstnere inden for rock 'n' roll var Bowie nummer syv. Han har solgt 136 millioner al-bum og er indskrevet i Rock 'n' Roll Hall of Fame.

I Danmark har Bowie så prominente fans som prins Joachim, forfatteren Benn Q. Holm, filminstruktø-ren Ole Bornedal, musikeren Trentemøller og skuespillerinden Ellen Hillingsø.

Om komponisten Dansk Wikipedia <Link> Engelsk Wikipedia <Link> All Music <Link>

Overblik

Bøger 99.4 Bowie, David Buckley, David: Strange fascination: David Bowie - the definitive story. London, Virgin, 2005. - x, 566 sider, tavler. 99.4 Bowie, David Nielsen, Erik: David Bowie: et sprogligt-musikalsk por-træt. Biografi over rockmusikeren David Bowie (f. 1947) og en gennemgang af hans tekster. Herning, Systime, 1986. - 277 sider, illustreret. 99. Bowie, David Poulsen, Jan: David Bowie : station til station. Om Da-vid Bowies (f. 1947) mange ansigter og udtryk, om musikken, filmene og billedkunsten, om succes og seksualitet, om fiasko og frustrationer. 3. udgave. - Kbh., Gyldendal, 2013. - 405 sider, illustreret (nogle i farver]. 99.4 Bowie, David Spitz, Marc: Bowie : en biografi om den engelske rockmusiker David Bowies (f. 1947) liv, hans karriere og hans relation til forskellige stilarter inden for mu-sikken og den historiske periode. Bogen er baseret på interviews, [...].1. udgave. - Århus, Klim, 2011. - 394 sider, tavler.

Artikler og essays David Bowie lytteguide Helen Bruus: David Bowie, Bibzoom, 2012 <Link> Davidbowie.com Seneste nyheder om David Bowie <Link>

Uddybende læsning

Inspiration

Noveller Bowie - tilsæt vand og rør: 7 noveller inspireret af David Bowi-es musikalske univers. En samling noveller, der hver især tager udgangspunkt i et af rockmusikerens David Bowies albums. 1. udgave. - Otterup, Ravnerock, 2011. - 128 sider. Green Jensen, Bo: Requiem & messe 1. udgave. - Kbh., Borgen, 1981. - 215 sider. - ([Rosens veje, bind 1]). /Læs: Sønner af den tavse tid (Bowie: Heroes - Sons of the Silent Age).

Film og dokumentar Ziggy Stardust and the Spiders from Mars : the motion pictu-re. DVD (film): 30th anniversary DVD special edition. - S.l., Jo-nes/Tintoretto Entertainment ; S.l., EMI, p 2003/(1973). - 1 dvd-video, surround + 1 hæfte. Producer Sarah Layish-Melamed; a film by D.A. Pennebaker. David Bowie - the road to the railway and Station to station DVD (video): Silver & Gold, 2011 • 1 bibliotek • director Christian Davies, voice over Thomas Arnold 1 DVD Dur.: 61 min. Filmtitel: David Bowie - The plastic soul review Medvirkende: David Bowie ... et al. Indhold: Uautoriseret biografi om David Bowie

Bowie in the '70s Christian Davies, David Bowie DVD (video): Deluxe 2 dvd edition. Pride, 2008 • 6 biblioteker • Christian Davies, David Bowie 2 dvd-videoer, farve med sort-hvide sekvenser Dvd 1: David Bowie : origins of a star man. - narrated by Sian Jones ; producer Tom Argento. - Medvirkende: David Bowie ... et al. - Produceret af Chrome Dreams i 2004. - Af indholdet: Discography ; Trivia quiz ; More Dvd 2: David Bowie under review 1976-1979 : the Berlin trilo-gy / director: Christian Davies- Medvirkende: David Bowie ... et al. - Produceret af Chrome Dreams i 2006. - Af indholdet: Bo-wie after Berlin ; The hardest David Bowie interactive quiz in the world ever ; Contributors biographies ; More David Bowie titles by Chrome Dreams Pride PGDVD 108