Den betænksomme morder

den betænksomme morder

PP_Den betænksomme morder-P.indd 1 25/09/13 13.16

Af samme forfattere:drengen i kuffertenet stiLLe umærkeLigt drAbnAttergALens død


Kaaberbøl & Friis

den betænksomme morder– en nina borg-krimi

People’sPress


den betænksomme morder© Kaaberbøl & Friis 2013Copyright denne udgave © People’sPress 2013Omslag: Rasmus Fundermed illustrationer © Shutterstock / Ti Santi Bogen er sat med Legacy Serifhos An:Sats, Espergærdeog trykt hos NørhavenISBN 978-87-7137-548-01. udgave, 1. oplagPrinted in Denmark 2013

www.kaaberbol-friis.dk

www.artpeople.dk

Kopiering fra denne bog er kun tilladt i overensstemmelse med overenskomst mellem Undervisningsministeriet og Copy-Dan. Enhver anden udnyttelse uden forlagets skriftlige tilladelse er forbudt ifølge gældende lov om ophavsret. Undtaget herfra er korte uddrag til brug i anmeldelser.

People’sPressØrstedhus Vester Farimagsgade 41DK-1606 København V


Skriftestolen var tom. Ellers havde han ikke sat sig derind. Der var tyst og dunkelt – næsten køligt efter den fugtige, stinkende tropehede i Manilas gader – og han kunne lugte den bivoks menighedens kvin-der anvendte når de polerede de mørke træpaneler. Hans højre hånd bevægede sig ufrivilligt i et ældgammelt mønster – pande til bryst, venstre skulder til højre skulder – men han kunne ikke finde ud af at komme i gang med bønnen. Så kom det, brat og uden indledning. “Jeg skal slå et menneske ihjel,” hviskede han ind mod det lille gardin og skriftestolens tomme afdeling. “Jeg er ikke sikker på jeg kan gøre det. Men jeg kan heller ikke lade være. Hjælp mig!” Han ville være blevet rædselsslagen hvis der var kommet et svar. I stedet opslugte stilheden hans ord uden at give ham noget igen, og da han efter nogle minutter rejste sig og gik, følte han sig hverken let-tere om hjertet eller mindre angst.



7

det Andet sLAg ramte Nina i nakken, lige hvor kraniet møder halshvirvlerne. Hun faldt forover. Betonen sprang hende i møde, og hun var allerede så følelsesløs at den bratte kontakt ikke gjorde ondt. Hun lå på parkeringsanlæggets grumsede, oliestinkende betondæk, ude af stand til at skabe en forbindelse mellem sin forslåede hjerne og de arme og ben hun burde mobilisere for at redde sig selv. Hun havde tabt SuperBest-poserne ved første slag. En dåse hakkede tomater rullede hen over betonen så tæt på at hun kunne have rørt ved den hvis hendes arme og hænder stadig havde fungeret, og midt i hendes tågede synsfelt ramte en genstand jorden med en langstrakt metallisk klirren. Et jernrør, mørkebrunt af rust, som om det havde ligget uden-dørs i årevis i en brændenældedækket affaldsbunke bag et skur. Nogen faldt på knæ ved siden af hende. “Sorry,” mumlede en blød, snublende stemme på et sært syngende engelsk. “Sorry. It won’t take long, I promise …” Hvad var det der ikke ville tage lang tid? “Ama namin,” hviskede stemmen, hurtigt og forjaget, “Sumsalangi Ka, Sambahin ang ngalan Mo …” Nina havde hørt ordene før. Hun var ikke sikker på hvor, eller hvad de betød, men et sted i det tiltagende mørke i hen-des kranie steg små mindebobler op og bristede, små eksplo-sioner af sanseindtryk fra fortiden. Varme. Summende fluer. Ligstank. Fjern, utrøstelig gråd. “Mapasaamin ang kaharian Mo …” Fadervor, tænkte hun pludselig. Det er fadervor. Men hun kunne ikke huske på hvilket sprog. “Sundin ang loob Mo, dito sa lupa, para nang sa langit …” Hvorfor var der én der knælede ved hendes side på den fugtige kolde beton og bad fadervor?


8

“Vent …” mumlede hun. Eller hun prøvede på det, men hendes tunge var lige så følelsesløs som resten af hende. “Sorry, sorry,” gentog stemmen. “Amen.” Noget mørkt og læderduftende lagde sig over Ninas an-sigt og lukkede næsten alt lys ude. Der lød skridt. En motor startede og blev hidsigt gasset op. Først fjernede motorbrølet sig en smule, så kom det nærmere. Hun kunne høre lyden af dækkene der rullede hen over betonen, tættere og tættere på. Jeg burde flytte mig, tænkte Nina. Kravle væk. Gøre noget. Redde mig selv. Hun kunne ikke. Men i stedet for den knusende kontakt med hjul, under-vogn og motorkraft som hun havde ventet, lød der et skrig af metal mod metal, et dæmpet brag. Motorlyden satte ud. Først var der stille, så lød der ophidsede viborgensiske stemmer: “Hvad fanden har du gang i? Se dig dog for … Hallo, det er dig jeg taler til!” Ikke mig, tænkte Nina, det er ikke mig. Jeg behøver ikke svare. Den anden, den undskyldende, svarede åbenbart heller ikke. Der lød et rallende host fra en over-choket motor, så blev lyden igen regelmæssig og kraftfuld, og med hvinende dæk og skrigende bremser kørte en bil – bilen, tænkte Nina – ud af Sankt Mathias-centerets P-anlæg og forsvandt ud af hørevidde.

“Hov …” Tøvende skridt kom nærmere. “Hallo … er du okay?” Det ydre mørke forsvandt da nogen fjernede den læder-jakke der dækkede hendes ansigt. I stedet kom det indre mørke rullende og lod sig ikke stoppe. “Fuck …” hørte hun viborgenserstemmen sige, sekundet før hun holdt op med at høre noget som helst.


9

“søren kirkegård?” “Ja,” sagde Søren og rakte automatisk ud efter notes-bogen. Der var noget officielt over den ukendte stemme i den anden ende, så han regnede med at opkaldet var i embeds medfør. Men de næste ord smadrede hans professionelle for-ventninger og fik hånden med kuglepennen til at blive hæn-gende i luften over blokken, stivnet midt i bevægelsen. “Pårørende til Nina Borg?” Pårørende. Åh, gud. Hun er død. Det er kun døde men-nesker som har “pårørende”. “Ja,” sagde han hæst. “Jeg ringer fra Viborg Sygehus. Nina Borg er blevet indlagt hos os efter et overfald, og hun er desværre bevidstløs.” Ikke død. Det var ikke kun døde, tænkte han lettet, også patienter havde “pårørende”. Men – overfald? Bevidstløs? “Hvad er der sket?” spurgte han. “Jeg kender ikke de nærmere omstændigheder,” sagde stemmen forsigtigt. “Det er en politisag. Men jeg kan oplyse at hun ligger på Afdeling A24, vores akutafdeling, til obser-vation for kraniebrud. Hvis De henvender Dem i afdelingens reception …” “Jeg er i København,” sagde han. “Det vil tage mig nogle ti-mer at nå frem.” Tirstrup? Billund? Nej, Karup. Karup måtte være nærmeste lufthavn. Eller var det hurtigere simpelthen at sætte sig ind i bilen og bare køre? Bevidstløs. Det kunne jo betyde alt muligt. “Kan det ikke lade sig gøre at … at få lidt mere at vide nu?” spurgte han og tænkte på den lange tur hen over Fyn, tværs gennem Jylland, eller den ulidelige ventetid i lufthavnen, uden at vide, uden at kende … “Jeg er ansat i administrationen,” sagde stemmen, ikke uden en vis medfølelse. “Jeg ved desværre kun hvad der står i papirerne. Observation for kraniebrud.”


10

Observation – det lød trods alt lidt beroligende. Hvis kra-niet for alvor havde været smadret, så ville man vel ikke nøjes med at observere? “Jeg kommer,” sagde han. Så kom han i tanke om at der var andre end ham selv in-volveret i det her. Mennesker som havde en større ret, et tæt-tere forhold til Nina end han havde. Børn. Familie. “Har hendes mand – jeg mener, er hendes eksmand blevet underrettet? Og hendes mor?” Nina var i Viborg på grund af sin mor. På grund af sin mors sygdom. Hvorfor havde de egentlig ringet til ham? Først nu gik det op for ham at det var underligt. Når Nina ikke var ved bevidsthed, hvorfra vidste de så …? “Det her nummer er det eneste jeg har fået oplyst,” sagde stemmen. “Det stod i hendes lommekalender under ‘i tilfæl-de af uheld’.” “Jeg skal nok ringe til de andre,” sagde Søren.

Han ringede til eksmanden først. Det tog lidt tid at finde nummeret, tid han havde svært ved at give sig. Instinkterne krævede højlydt at han skulle kaste sig ind bag rattet og køre. Men Morten var børnenes far. Det rungede underligt i baggrunden da telefonen blev ta-get. Klaprende fodtrin, tilråb, den skingre lyd af sportssko der halvt skriger, halvt knirker mod et halgulv. Håndbold? Badminton? “Ja?” lød det afventende. Søren forklarede. Der blev stille i den anden ende, bortset fra sportslydkulissen. “Åh for fanden,” bandede Morten så. “Ikke én gang til. Hvad vil hun have jeg skal sige til børnene?” Søren gik ud fra at det var et retorisk spørgsmål. Han blev


11

forbløffet over vreden i Mortens stemme, som om det her var noget Nina havde gjort med vilje for at gøre sin familie ondt. Men nøglen til den vrede lå vel i “én gang til”. Det var Morten der havde sat skilsmissen i gang. Ham, der ikke havde kunnet leve med Ninas engagement i andre menneskers ulykke og den fare hun gang på gang udsatte sig selv for – og til tider også påførte familien – på grund af det hendes datter kaldte for et “verdensredder-gen”. Morten havde til gengæld følt at han var nødt til at redde Ida og Anton ud af katastrofezonen. “Hun har ikke ligefrem gjort det med vilje,” sagde Søren. “Nej,” sagde Morten og lød ikke synderligt formildet. “Det er aldrig med vilje. Hun kan bare ikke lade være.” “Jeg tager derover,” sagde Søren, og lod et uudtalt spørgs-mål hænge i luften. “Godt,” sagde Morten. “Det er fantastisk at der er nogen der stadig orker. Sig til hende at hun skal ringe til børnene så snart hun kan.” “Er du ikke lidt hård?” kunne Søren ikke lade være med at spørge. “Muligvis. Men det er … lad mig se … femte eller sjette gang inden for de seneste par år, hvis man tæller et par epi-soder fra Kulhuslejren med. Hun er blevet slået ned, hun har været strålesyg, hun er blevet skudt på … på grund af hen-de blev min datter overfaldet og bortført og … og anbragt i et hul i jorden, i en olietank hvor hun kunne være blevet kvalt …” Mortens stemme var begyndt at ryste, og det forstod Søren udmærket. Han huskede den episode tydeligere end han brød sig om, og udtrykket i Idas øjne. Det var ham der havde trukket hende op af dét hul og det der ellers kunne være endt som en levende begravelse. Morten afbrød sin opremsning med en kraftanstrengelse, kunne man høre. “Bare sig hun skal ringe,” sagde han så. “Jeg


12

venter med at fortælle det til børnene til hun selv kan snakke med dem.”

Ninas mor var mere medfølende selvom hendes første reak-tion var næsten identisk: “Åh nej. Ikke nu igen.” Hun vidste tilsyneladende godt hvem han var, så selv om han aldrig havde mødt hende – så langt var han og Nina ikke kommet i deres tøvende tilknytningsproces – havde Nina i det mindste fortalt sit mødrene ophav at han fandtes. “Jeg er ked af det,” sagde han. “Men ‘observation for kra-niebrud’ er jo ikke det samme som kraniebrud.” “Nej,” sagde Hanne Borg. “Det er det vel ikke.” “Jeg skal nok ringe så snart jeg ved mere,” sagde han. “Jeg kan selv ringe til hospitalet,” sagde Ninas mor. “Kør du nu bare. Og hvis du har brug for en seng, så har jeg et gæste værelse.” Hun lød ikke syg, men der var vel heller ingen der sagde man skulle lyde som sidste akt af La Traviata selv om man havde en kræftdiagnose.

Så kunne han endelig komme af sted. Det blev motorvejen, han havde ikke tålmodighed til det andet. Og mens kilome-ter efter kilometer forsvandt ind under Hyundaiens køler, spekulerede han på hvad han mon skulle lægge i det med “pårørende”. Det var på én gang rørende og overraskende for ham at hun havde tænkt på ham på den måde. De havde “dated” – som det hed på nutidsdansk – men var ikke nået længere ind i parforholdsforhandlingernes mine-felt. Han var usikker på hvad hun ville med ham. Sex, ja. Kær-lighed? Det kunne han ikke rigtig blive klog på. Hun havde ikke så meget som en tandbørste stående hos ham i Rødovre,


13

og ingen havde nævnt ordene “flytte sammen”. Måske var det først nu det gik op for ham at det var det han ville – helhjer-tet og uden reservationer. Være et par. Gift eller ej, det betød mindre, men bo sammen, leve sammen, agte og ære og elske, til den sidste livskraft forlod hans hensygnende krop. Hensygnende. Det var præcis sådan han følte sig nu, og måske den dybere grund til at han ikke havde presset mere på end han havde. Han følte sig mere dødelig end ellers, mere i forfald. En ting var den første rekonvalescens på grund af skudsåret og brystkassen der havde været længere om at hele end han havde håbet. Han havde rejst sig, var kommet til-bage i stolen som gruppeleder i PET. Det var hårdt, men han kunne klare det. Eller det mente han da selv, indtil … Indtil Torben var blevet meget chef-agtig, havde sat ham stolen for døren og sendt ham hjem med besked om at blive væk i mindst tre måneder. Vreden, den uretfærdige vrede, rumlede stadig i ham. Hvordan havde Torben kunnet for-råde ham på den måde? Han havde ikke fortalt Nina det. Misforstået maskulin stolthed, måske. Den blev han vel nødt til at droppe nu. Hvis de virkelig var “pårørende”. Og hvis han skulle forklare hvor-for han havde kunnet droppe alt med øjebliks varsel for at tage til Viborg og sidde ved hendes sygeseng. Overfaldet. Slået ned. Han så hendes spinkle, drengede skikkelse for sig, det mørke hår der var klippet så kort at det fulgte konturerne af hendes kranie som en blød, mørkebrun skygge. Det gjorde sikkert ikke den store forskel hvor langt håret var hvis nogen havde besluttet sig for at slå én i hovedet med et baseballbat, eller hvad de nu havde brugt. Men lige nu forekom det ham alligevel at det gjorde hende ekstra sårbar, og overfaldet mere brutalt.


14

Hvem havde gjort det? Og hvorfor? Var det tilfældigt, eller fordi Nina var Nina? Både Morten og Hanne gik vist auto-matisk ud fra det sidste, men også stædige og til tider øretæ-veindbydende Røde Kors-sygeplejersker kunne jo blive udsat for tilfældig vold. Han måtte tale med den lokale politimyn-dighed. Finde ud af hvad der var sket, og hvad de gjorde ved sagen. Trangen til at handle, til at gøre et eller andet, var over-vældende. Han pressede Hyundaien op i fart og trak ud for at passe-re en polsk lastbil. Adrenalinen fik hans hænder til at vibrere ganske let mod rattet, og et sted i brystet sad der en stram, nervøs smerte som for en gangs skyld ikke havde noget med fysisk arvæv at gøre.

Han nåede Viborg ved 23-tiden. Der havde været et uheld i nærheden af Fredericia som trak køer hele vejen over Lille-bæltsbroen til Middelfart. Lyset på intensivafdelingens observationsstuer var dæm-pet og livmoderagtigt. Der var ingen vinduer der vendte ud mod det fri, kun en glasvæg ind til den kommandocentral hvor alle signalerne fra stuernes apparater samledes. Lyde-ne var svage og uldne, bløde bip og fjerne skridt, dæmpede stemmer. Han kunne se hvordan personalet derinde lod blik-ket glide fra den ene monitor til den anden, med ansigter der blev oplyst mere af skærmlys end af baggrundsbelysning. Det mindede ham om atmosfæren i en overvågningsvogn. Nina lå alene i noget der blev kaldt OBS 4. Ved synet af hendes spinkle skikkelse i hospitalssengen foretog hans hjerte en aldeles uautoriseret kolbøtte i hans arrede bryst-kasse. Han vidste godt det var ulogisk og at man ikke rent faktisk elskede med hjertet, men snarere med hjernen og en indviklet række af hormonsignaler. Alligevel kunne han ikke


15

frigøre sig fra den tanke at hun havde skaffet sig adgang til den mest sårbare del af hans indre da hun – for at redde hans liv og give den punkterede lunge plads til at udvide sig igen – havde jaget først en kniv og derefter plasticrøret fra en kugle-pen ind i brystet på ham. Med stor præcision og handlekraft, nøjagtig det rigtige sted. “Hold da op,” havde den unge læge i ambulancen sagt, “hun ramte den lige i røven.” Og så, da det gik op for ham at Søren havde hørt ham, “Ja, undskyld, men det er sgu et af de mest effektive akutindgreb jeg nogensinde har set. Du kan takke hende for at du stadig er i live.” Det vidste han godt. Mens han havde ligget dér i sneen og mærket hvordan evnen til at trække vejret blev taget fra ham, sekund for sekund, havde han nået at tænke over døden. Ikke Døden med stort D og teatralske høstredskaber, men den simple, konkrete og allestedsnærværende biologiske proces der slukkede for alle livstegn. Der havde for hans vedkom-mende ikke været nogen mørk tunnel eller noget strålende lys, ingen ud-af-kroppen oplevelse. Absolut ingen fornem-melse af andet end kamp, smerte, lidelse og så et punkt i ti-den hvor lidelsen ville stoppe, og alt det han betragtede som sit – en aktiv krop, en velfungerende hjerne, et sind eller en sjæl eller hvad man nu foretrak at kalde det, alt det der var ham – hvor alt det ville ophøre med at være ham og hans, og i stedet blot blive en samling materialer der kunne nedbrydes og sendes en tur gennem biologiens genbrugssystem. Nina havde reddet ham fra dødsøjeblikket – eller i hvert fald udskudt det på ubestemt tid. Det var vel ikke så sært hvis det havde efterladt visse uudslettelige fordybninger i hans in-dre univers. Interessen fra hans side havde været der et stykke tid. Der var noget ved hendes stædighed, hendes intensitet, den næ-sten lidt for slanke krop, og øjnene … ja, først og fremmest


16

øjnene, der var mørkegrå som en uvejrshimmel, med et ufat-teligt levende blik som han havde haft svært ved ikke at op-søge og møde selv på tidspunkter hvor det ville have været klogere at lade være. Jo, han havde set hende. Bemærket hen-de. Han var nysgerrig. Interesseret. Men det var først efter det med kniven at hun havde fået evnen til at såre ham, evnen til at få hans mellemgulv til at trække sig sammen, evnen til at få hans hænder til at knyttes reflektorisk hvis han mente en eller anden fare, imaginær eller virkelig, truede hende. Hans hænder var lige nu knyttede så hårdt at det prikkede i fingerspidserne. Med en kraftanstrengelse strakte han fing-rene én for én. Hun lå på siden, sikkert for at hovedets vægt ikke skulle trykke på det barberede område på hendes baghoved og de skader der gemte sig under et hvidt gazekompres på størrelse med en A5-blok. En rå og skorpet hudafskrabning dækkede det meste af den ene kind, og hendes øjenomgivelser var rød-sprængte og så hævede at øjnene bare var fedtede sprækker. En smule klar væske sivede ud ved næsefløjen og dryppede ned på den flade pude under hendes hoved, hvor der i for-vejen var en fugtig plet. Søren var lettet over at se at hun trak vejret selv, men ellers var der ikke meget at glæde sig over. “Nina, for helvede,” sagde han lavt, uden nogen forhåb-ning om at hun kunne høre ham. “Hvad har du nu rodet dig ud i?” I samme nu genkendte han Mortens vrede og forstod den fuldt ud. Nina havde nok aldrig haft anledning til at jage en køkkenkniv i brystet på sin eksmand, men hun havde uden tvivl fået ham til at føle en tilsvarende smerte hver gang hun havde kastet sig ud foran en frembrusende katastrofe uden hensyn til konsekvenserne. Der var formodentlig grænser for


17

hvor mange jag fra dén kniv man kunne overleve før man begyndte at lede efter et forsvar. Og Morten var ikke alene. Han havde Ida og Anton at tænke på. Søren rørte tøvende ved Ninas ene hånd og vidste dårligt selv om det var et kærtegn eller en symptomregistrering. Kø-lig, konstaterede han, men ikke iskold. Ikke den kulde der kommer når blodet trækker sig tilbage fra kroppens yder-zoner fordi de indre organer kæmper mod døden. Stabil, havde de sagt. Ikke kritisk. Hun havde fået to slag; det første havde ramt ret højt og var til en vis grad prellet af mod hovedskallen, det andet var mere bekymrende – langs bunden af kraniet hvor overførslen af slagets fulde kraft hav-de fået hjernen til at klaske hårdt mod sine benede omgivel-ser. Og ja, der var en revne i knoglevævet. Kraniebrud var nu den officielle diagnose, en såkaldt basisfraktur. “Vi kan se det væsker lidt fra næsen og ørerne, så der er en rift på hjernehinden,” havde en hjælpsom intensivsygeplejer-ske forklaret. “Som regel stopper det af sig selv, men vi skal lige holde øje med det. Og vi vil også gerne snart se bevidst-hedstegn. Du må meget gerne sidde hos hende og snakke med hende, det kan nogle gange hjælpe.” Han satte sig lydigt, men kunne i første omgang ikke få et ord frem. Hvad skulle han sige? Skulle han skælde hende ud? Skulle han fortælle hende at han “var her”, som om den kendsgerning pludselig ville få alt det slemme til at gå over? “Nina,” sagde han lavmælt. “Det er mig. Søren.” Han føl te sig som en total idiot. Men hvis sygeplejersken havde ret og det på nogen måde kunne hjælpe Nina at høre hans stemme, så måtte han bare leve med idiot-fornemmelsen. “Jeg … kom for at se hvordan du havde det. Så jeg sidder bare her og … snakker lidt. Så du ved at jeg er her.”


18

Filippinerne, Fire år tidligere

Den betød ingenting. Samtalen. Det var en formsag af den slags som ingen for alvor bekymrede sig om ud over måske lige hans far og så Vincent selv. Men hans far havde altid tviv-let for meget på Gud, som hans mor sagde, og for hans eget vedkommende var det vel bare nerver. Studiepladsen på me-dicin var så godt som sikker. “Du er dygtig,” sagde hans mor. “Og du har fået dit legat fra kirken. Det betyder at du både er dygtig og et godt men-neske. Gud vil hjælpe os.” Vincent prøvede at holde fast i den tanke. Hans mor, Gud og det faktum at alle tidligere ansøgere på St. Joseph Kir-kes uddannelseslegat var kommet ind på medicinstudiet og havde bestået med udmærkelse, hvide kitler og familier der stortudede af lykke. Der var ingenting der kunne gå galt. Vincent så sig omkring i universitetets smeltende varme forhal. Det var et af Manilas fineste universiteter, og med eksa-men herfra var man sikker på at få arbejde – måske endda i udlandet. Men interiøret var langtfra fashionabelt. Den bre-de stentrappe til auditorierne på første sal var ridset og mat, og malingen på gelænderet var skallet af. Der hang malerier af skolens tidligere rektorer på de lysebrune vægge. Alvorligt smilende mænd og kvinder i jakkesæt. Skolens nuværende rektor var ikke kommet op at hænge endnu, men Vincent havde hørt at han var læge og professor og satte pris på at man var ordentligt klædt. Vincents mor havde forsynet ham med en strøget hvid skjorte og nypressede mørke bukser til lejligheden, og på hele turen i jeepneyen, den åbne lastbils-bus fra San Marcelino til Manila, havde han opbevaret den


19

uvante garderobe pænt sammenfoldet i sin kuffert sammen med shorts, sandaler, et par rene T-shirts og gaven til kusine Maria. Senere havde han skiftet tøj på toilettet i et bowling-center. Nu sad han så ubevægeligt han kunne i kostumet med armene lidt ud fra kroppen så der ikke kom alt for store sved-skjolder. Siderne i bogen han havde taget frem og forsøgte at læse i, var fugtige af sved fra hans hænder. For to timer siden havde der siddet eller stået flere andre fyre. Mørke bukser, hvide skjorter og svedblanke pander. Der havde også været piger, selvfølgelig. De fleste i jakke og ne-derdel, men også nogle stykker i dyrt udseende jeans, snea-kers, skjorte og afdæmpet make-up. Ingen af dem havde set ud til at være en dag over 18 år, og Vincent ville vædde hele næste semesters lommepenge på at de alle sammen kom di-rekte fra high school med høje karakterer, for det skulle man have for at blive optaget, men også penge. Pæne og sorgløse rich kids, de fleste af dem. Formentlig fra Manila eller de rige forstæder. Og de var alle sammen kommet ind før ham. Den eneste der var tilbage ud over ham selv, var en kæm-pestor fyr som sad et par tomme stolesæder væk og læste i Manila Times mens han roligt tyggede sig igennem en pose cashewnødder. “Vil du have én?” spurgte han da han bemærkede Vin-cents blik. “Nej tak.” Bare tanken om de salte, tørre nødder fik stru-ben til at snøre sig yderligere sammen. Fyren nikkede bare. “Victor,” sagde han og rakte en stor hånd frem. Han kun-ne mageligt nå hen over de tomme sæder. “Vincent,” sagde Vincent og gav hånd. Victors håndtryk var blødt og tørt og uden noget macho-


20

forsøg på at demonstrere styrke. Vincent spekulerede på hvordan hans eget mon føltes – fugtigere end ellers, i hvert fald, men kunne panikken mon mærkes? Victor bemærkede tilsyneladende ikke noget. Han sendte ham bare endnu et lille nik, som om han satte et flueben på en eller anden indre huskeliste: Hils høfligt – tjek. Vincent misundte ham hans tilsyneladende sjælefred. Han ville ønske det snart var overstået. Han vidste at de ville spørge ind til hans “motivation for at blive læge” og hans “personlige egenskaber”, som det lidt vagt var formule-ret i brevet. Hvad det var for personlige egenskaber de håbede at finde, havde han ingen anelse om selv om han havde haft god tid til at tænke over det da han lå vågen i nat. Dygtig og flittig havde han altid fået at vide han var. Han havde læst så heftigt op til sin eksamen i sidste uge at man kunne vække ham på et hvilket som helst tidspunkt af nat-ten og få ham til at opremse grundstoffernes egenskaber, cori oliskraften og beviser i differentialregning. Men ham selv? Det med at være et godt menneske virkede mere luftigt, og han måtte ty til Fader Abuels betragtninger om at holde sex inden for ægteskabet, ære sine forældre, alt det dér. Han var jomfru, hvilket ikke kunne siges at være helt hans egen fortjeneste. Det var Bea som plejede at holde hovedet koldt for dem begge to når de en sjælden gang havde været alene sammen og kysset så længe at alting var ved at gå op i flammer. Han var ikke sikker på at det gav pluspoint på hans egen moralske konto. Og så var der de forbandede egenrådige og natlige erek-tioner efterfulgt af de lige så forbandede natlige udløsninger både med og uden aktiv hjælp fra ham selv, en synd der ifølge kirken var næsten lige så skændig som sex uden for ægteska-bet. Hvis kyskhed og troskab var et fag, var han vel knap nok


21

bestået, og han var ikke god til at få skriftet den slags for Fa-der Abuel. Præsten havde tavshedspligt, selvfølgelig, men det føltes alligevel som om de syndige informationer på en eller anden måde ville kunne flyde fra skriftestolen og ud til Bea under søndagsgudstjenesten i San Marcelino. Dertil kom at det var Fader Abuel der havde skrevet den udtalelse der i sidste ende havde sikret Vincent St. Joseph-legatet. Vincent havde “en sund moral og en god, kristen livsførelse,” stod der. Efter det var Vincent holdt helt op med at sætte sig i skriftestolen. Med hensyn til at ære sine forældre gik det bedre. Helt hæderligt faktisk. Han gjorde som han blev bedt om. Det var egentlig ikke svært. Enhver idiot kunne vel læse lektier til klokken ti hver aften. Det var enkelt. Eller havde i hvert fald været det i grundskolen og på high school, hvor hans mor sørgede for nystrøget skoleuniform, rene T-shirts og tre daglige måltider. Så han var, når han summerede op, flittig og dygtig og ærede sin mor og far, som det stod skrevet i Bibelen. Andre positive og personlige egenskaber kunne han ikke komme i tanke om. Der var ikke rigtigt noget at holde fast i, syntes han, ud over oplysningerne på hans identitetskort. Vincent Bernardo. 20 år gammel, forlovet med Bea, søn af sine foræl-dre og storebror til Mimi. Ikke fattig, men langtfra rig. Om det var nok til at blive optaget på St. Francis College of Medi-cine, havde han ingen anelse om. “Hey!” Det gav et sæt i Vincent. Den tunge, mørke dør ud til gaden var blevet åbnet, og en ung fyr trådte ind i forhallen. Ansigtet var smalt og drenget, og hans krop havde endnu ikke fundet sine endelige propor-tioner. Alligevel lignede han ikke en på Vincents egen alder.


22

Det var fyrens holdning der gjorde det, konkluderede Vin-cent. Han førte sig med samme selvsikkerhed og tyngde som en voksen mand der vidste præcis hvor meget han var værd. Han så direkte på Vincent og gjorde et utålmodigt kast med hovedet. “Hvor lang tid har du siddet her?” Vincent kastede et blik på sit ur og regnede hurtigt efter. Fem svedige timer var det blevet til. Ifølge brevet fra universi-tetet havde han haft en tid klokken et, men det havde alle de andre håbefulde åbenbart også. “Surt.” Fyren kom hen og lod sig dumpe ned på stolen ved si-den af Vincent mens han rastløst jonglerede en smøg mellem fingrene. Han havde to guldringe på. En på ringfingeren og en ekstra bred én på tommelen. Det var måske i sig selv ikke så usædvanligt, men der var noget umiskendeligt lapset over ham. En slags naturlig arrogance som lå i måden han foldede de slanke arme bag nakken, de let spredte ben og den tydeligt rastløse kedsomhed som strålede ud fra ham. “Jeg hader at vente,” sagde han. “Hvert minut på et af de her stolesæder er for helvede spild af kostbar tid. Spild af liv. Hvis man bliver firs år, har man rundt regnet 42 millioner minutter at tage af, og det lyder måske af meget, men hvis du har siddet her i fem timer, så er der lige strøget 300 ud ad vinduet. Puf. Tid der er gået med ingenting. Som om det ikke er slemt nok at man bagefter skal tilbringe fem år af sit liv derinde.” Han pegede med den besmykkede tommelfinger ind mod glasdøren til auditoriet i den anden siden af forhallen og smilede. Og det var et smil der var uimodståeligt varmt og bredt i det smalle ansigt. Vincent kunne mærke hvordan hans sædvanlige parader faldt. Der var lidt Døde poeters klub


23

over fyren. Carpe Diem, grib dagen og alt det der. Vincent kunne sin latin fra kirken. “Jeg har læst,” sagde han og holdt sin bog frem. Begynder-pensum i pædiatri, lånt på biblioteket hjemme i San Marce-lino. Selv om han ikke var sikker på at blive optaget, havde han med vanlig omhu studeret listen over første års pensum, og det var, selv for ham, en ærefrygtindgydende mængde bø-ger der skulle læses. Fyren smilede endnu bredere selv om Vincent ville have forsvoret at det var muligt. “Du er sgu da typen der tager sorgerne på forskud,” sagde han. “Vi er jo ikke engang inde endnu. Er du nervøs?” Vincent trak på skuldrene. “Lidt,” sagde han og gned forsigtigt håndfladerne mod bukselårene. Hans billige skjorte klistrede til ryggen. I virkeligheden var nervøs ikke det rigtige ord. At vente på den samtale, eller rettere brevet der ville komme om nogle dage, var som at stå øverst i tårnet på Mount Samat og stir-re ud over først skovklædte skråninger, derefter de falmede lyse grønne rismarker og containerskibene under den støvgrå himmel langt, langt ude på Manilabugten. Hvis han kom ind, ville hele den verden stadig eksistere og ligne sig selv. Blev han afvist, ville den forsvinde så hurtigt som når man blinkede mod solen. Han skulle være læge. Han havde altid skullet være læge. Carpe Diem-fyren lod hånden løbe gennem det halvlange sorte hår. Der var noget europæer eller måske amerikaner i ham, gættede Vincent på. Hans næse var stor og havde en svag krumning som et rovfuglenæb, men hans hud var mørk og øjnene smalle, mørke og fulde af skjult venlig latter. Han virkede ikke nervøs. Bare en smule rastløs. At dømme efter


24

de knivskarpe pressefolder i bukserne og den kridhvide, ny-strøgne skjorte havde han heller ikke ventet i fem timer. Vincent smilede høfligt, lænede sig lidt frem og fandt frem til det afsnit han var nået til i sin bog. Et skema over normalt blodtryk for børn i alderen nul til femten. Det var mange tal, men han vidste at han kunne lære dem udenad hvis han læ-ste tabellen nogle gange, skrev tallene ned i et hæfte og øvede sig ved at lukke bogen og repetere for sig selv. Det kom ikke let til ham, den slags. Ting der skulle læres udenad. Han var nødt til at slide for det. “Så du vil gerne være læge? Hvorfor egentlig?” Vincent så op på Carpe Diem og følte sig et øjeblik forvir-ret. Det var han aldrig før blevet spurgt om. Det var den slags som ikke krævede nogen forklaring fordi det var så indlysen-de. Det var et godt job, man tjente mange penge, og man var … respekteret. Hans forældre havde sparet sammen til den uddannelse siden han var en lille dreng. “Det …” Vincent rømmede sig. “Det har jeg altid skullet.” Fyren nikkede som om han havde sagt noget virkelig klogt. “Jeg tror jeg ved hvad du mener,” sagde han. “Det er det dér med at hjælpe andre, ikke? At gøre en forskel. Det er også det jeg vil. Der er alt for mange her på Filippinerne der kun tænker på penge. Jeg har en … kæreste, der læser her. Vi vil arbejde for Læger uden Grænser, og så videre.” Fyren roterede igen den utændte smøg mellem fingrene og sukkede så dybt. “Arhh, fuck det,” sagde han så. Fiskede en lighter frem, tændte smøgen og tog et par dybe sug. “Jeg tror altså ikke man må ryge her,” sagde Vincent og pegede op på skiltet over dem. Fyren sendte ham et undersøgende blik. Venligt.


25

“Det er pænt af dig at bekymre dig på mine vegne,” sagde han. “Ryger du?” Han gravede lidt i sin bukselomme, trak en pakke smøger frem og sendte Vincent et opmuntrende nik. Han havde en tatovering på håndryggen. Noget skrevet med fint slyngede arabiske bogstaver. “Du kan bare tage en til senere hvis du ikke vil ryge her.” Vincent rystede på hovedet. “Jeg ryger ikke.” Fyren sprang op fra sin stol og travede med lette skridt hen over gulvet. Stadig med sin smøg hængende i mund-vigen. Den blå røg snoede sig op mod det ikke-fungerende airconditionanlæg og forsvandt. “Fornuftigt nok,” sagde han. “Jeg burde også selv holde op. Jeg dykker, du ved. Fridykning uden ilt. Man skal nå det man skal nå på én eneste vejrtrækning. Det er det fedeste i hele verden. Bedre end sex og stoffer. Har du prøvet det?” Vincent rystede på hovedet mens han fulgte Carpe Diems rastløse vandring. “Spild af tid,” sukkede fyren og sparkede let til et par stole-ben. “Jeg giver en øl bagefter, okay? For hvert minut vi bruger her, er vi nødt til at bruge tre på cigaretter, whisky og nøgne damer. Det er nødvendigt for at bringe universet i kosmisk balance. Jeg har studeret astrologi i flere år for at nå frem til det hér. I am not kidding. Det er dyrebar viden jeg deler med jer.” Vincent kunne ikke lade være med at grine, hvilket fik fy-ren til at springe op på en stol og slå ud med armene. Der dryssede aske fra hans smøg på gulvet. “Jeg venter på jer efter min samtale, okay? På Cabana Bar på den anden side af vejen. Vi skal jo for fanden fejre det her.” Den store gut, Victor, rejste sig og strakte sig i sin fulde


26

længde. Det var først nu Vincent for alvor forstod hvor stor han var. Manden var enorm. Mindst 190 centimeter høj, men hans højde var egentlig mindre imponerende end hans drøj-de. Alt på ham var bredt og så ud til at være bygget med tre-dobbelt forstærkning. Hans pande var bred, hans brystkasse var bred, hans håndled var brede og hans lægge var så heftigt muskuløse at de var på tykkelse med Vincents lår. Hans hår var klippet tæt ind til den mørke isse. “Jeg er på,” sagde han og krøllede sin snackpose sammen. “Jeg kunne godt trænge til en øl efter det her.” “En øl?” Carpe Diem-fyren fløjtede tydeligt imponeret og med let sammenknebne øjne mod røgen. “Du ligner mere en der har brug for ren alkohol hvis du nogensinde skal blive fuld. Du er for helvede bygget som en okse. Men … perfekt. Hvad hedder du?” “Victor.” “Og dig, du min regelrette unge ven?” Carpe Diem så spørgende på Vincent, og han nåede at tænke at han ikke forstod hvad det var der skulle fejres, men at det sandsynligvis var fuldstændig ligegyldigt. Fyrens ener-gi var smittende her midt i den kedsommeligt gule og brune forhal, og hvorfor skulle han ikke tage sig en øl? Hans eksa-mener var overstået, officielt var han ikke inde på lægestu-diet endnu, og han skulle først tilbage til San Marcelino om nogle dage. Mors kusine Maria havde lovet at hjælpe ham med at finde et kollegieværelse mens han var i Manila. Han kunne faktisk for én gangs skyld tillade sig en pause fra de tætskrevne engelske lærebøger. “Okay,” sagde han og blev belønnet med et øjeblikkeligt og lykkeligt grin fra sin nye ven. “Vadim,” sagde han og rakte hånden frem. “En fornøjelse at møde dig.”


27

“Vincent.” Deres blikke mødtes, og Vincent tænkte senere at det vel havde været en slags kærlighed ved første blik. Ikke af den ro-mantiske slags, ikke som han følte for Bea. Selvfølgelig ikke. Der var intet sug af seksuel spænding eller mørke længsler. Bare en overvældende nysgerrighed og et intenst ønske om at lære ham nærmere at kende. Vadim. Fornemmelsen af at have mødt et menneske som vil komme til at fylde i ens liv. Dén slags kærlighed. Det var naturligvis ikke noget han formulerede for sig selv på stedet, men det blev en efterrationalisering når han tænkte tilbage på V-holdets første møde. Det var kærlighed. Vincent, Victor og Vadim.


28

der vAr ikke rigtig nogen overgang. Det ene øjeblik var hun ingen steder, var i det hele taget ikke. I det næste … var hun der. Her. Hvor “her” så end var. Nina hørte en lavmælt hæs stemme som af en eller anden årsag fandt det nødven-digt at give hende en detaljeret beskrivelse af rummet. “… her er temmelig varmt. Jeg har taget min trøje af, og jeg sveder stadig. Men det er nok for din skyld at de skruer så højt op for varmen, for at du ikke skal blive kold. Her er egentlig meget roligt og rart, sådan alt taget i betragtning. Væggene er mørkeblå, og gardinerne er … du ville sikkert kalde dem violette. Sådan … mørklilla. Så er der sådan no-get … linoleum, tror jeg det er. På gulvet altså. Koksgråt. Det er nok praktisk og nemt at gøre rent.” Det var Søren. Men hvorfor i al verden sad han og fortalte hende om gulvbelægningen? Hvor var hun? Et kvalmende ryk af usikkerhed gik gennem hende. Der var sket noget, men hun vidste ikke hvad. Lydkulissen bag Sørens lavmælte stemme råbte “HOSPITAL” med meget store bogstaver, og hendes hovedpine lå omkring et 8-tal på smerteskalaen – så slemt at det var svært at tænke på andet – men hun var nødt til at tænke. Hvorfor kunne hun ikke huske hvad der var sket? Hovedtraumer ledsages ofte af retrograd amnesi, meddel-te en lærebog hjælpsomt et sted i hjernens bagkatalog. Men hvilket hovedtraume? Hun forsøgte at åbne øjnene, men det var som om der ikke var plads i øjenhulerne. “Jeg skulle forresten hilse fra Morten og fra børnene,” sagde Søren midt i sin absurde rumbeskrivelse. “De kommer når du har det lidt bedre. Eller … du kan ringe til dem. Snart, ikke?”


29

Børnene. Ida. Anton. Hun skulle hente Anton i SFOen, Morten ville blive rasende fordi – Nej. Morten blev ikke rasende længere. Skilsmissen var gået igennem, og Morten var som regel bare sur, kold og resigneret. Og desuden kunne han vel ikke forvente at hun skulle hente Anton når hun var på hospitalet. I Viborg. Hun var slet ikke i København, hun var i Viborg, hos sin mor. Hun havde taget et tremåneders barselsvikariat som sygeplejerske i et lokalt lægehus. Masser af blodprøver og såkaldte livsstilssamtaler og absolut ingen dramatik. Fre-deligt og kedeligt, for nu at sige det, og alt sammen for at “være der”, som det hed på engelskinspireret nutidsdansk når man gerne ville udtrykke den vage form for omsorg der gik ud på at man var i nærheden hvis noget gik galt. Men det der var gået galt lige nu, var åbenbart ikke hendes mors behandlingsforløb for den brystkræft hendes onkolog med forsigtig optimisme kaldte “en af mindre aggressive”. Et færdselsuheld? Hvinende bremser og knust glas? Det gav et nervøst ryk i et eller andet indre alarmcenter, men der kom ikke nogen klar erindring. “Du må gerne vågne hvis du kan,” sagde Søren. “Det ville være rigtig rart at se dig. Eller mærke dig. Måske kunne du trykke mig i hånden? Bare lidt?” Åh herregud. Han sad der og snakkede som et ensomt vandfald fordi han havde fået besked på det. Det var det de altid sagde til de pårørende – tal endelig, det kan være hun kan høre dig. Det var ikke fordi det var forkert; hun kunne jo faktisk høre ham, selv om det med at etablere kontrol over øjenlåg og finmotorik åbenbart ikke var så ligetil. Men det var også en taktik der skulle give de pårørende en fornem-melse af at det nyttede at de var der. Give dem trøst, give dem et formål, give dem en opgave at løse så de blev hos patienten


30

i stedet for at hænge al deres bekymring op på behandlerne. Hovedtraume. Hvor slemt var det? Ingen respirator, og selv om hendes tanker ikke stillede sig i pæne lige rækker, så kunne hun da tænke, spekulere, formulere, huske … det meste. Så … formodentlig ikke livstruende. Til trods for den underlige vage fornemmelse af … af gru. Af at være alt for tæt på døden. Det var bekymrende at hun ikke kunne finde ud af at be-væge sig. Hvad nu hvis der var lammelser? Hvad nu hvis den-ne her fornemmelse af kroppen som et tungt ureagerende kødfængsel var … permanent? Fandeme nej. Hun ignorerede hovedsmerterne og sam-lede hele sin koncentration, alle sine kræfter i forsøget på at knytte sin venstre hånd om Sørens fingre. Om det lykkedes fandt hun aldrig ud af, for smerten lod sig ikke undertvinge, den rejste sig som en voldsom mørk flod og rev hende med sig tilbage i intetheden.

Anden gang gik det bedre. Der var stemmer omkring hende, aktivitet. “Hendes øjne,” sagde Søren. “Det ser … ikke så pænt ud. Er det et slag, eller …?” “Ikke direkte. Det er det vi kalder et brillehæmatom. Det skyldes kraniebruddet.” Hun var stadig tungere end hun plejede at være. Øjenlåge-ne føltes tykke og klistrede, men det lykkedes hende at etab-lere en form for kontrol over underansigtet. “Jeg er tørstig,” sagde hun. “Nina!” udbrød Søren. “Undskyld, men jeg kunne ikke høre … hvad sagde du?” “Tørstig!” “Ja. Øhm … må hun få noget at drikke?”


31

“Det er bedst at vente til du har lidt mere styr på det, Nina,” sagde behandlerstemmen. “Du har egentlig ikke no-get væskebehov, vi har lagt et drop. Du er bare tør i munden, så du føler dig tørstig. Vi kan væde dine læber lidt. Hvordan har du det ellers?” “Ondt i hovedet,” sagde hun irriteret. Hun var udmærket i stand til selv at afgøre om hun kunne drikke. Eller … var hun? Hun havde ikke lyst til at få noget galt i halsen – bare tanken om et host fik det til at hamre i hendes forslåede kranie. “Det er der ikke noget at sige til. Nu hvor du er ved be-vidsthed, kan vi kigge på smertebehandlingen. Du har fået et par slag i baghovedet, og et af dem har forårsaget en lille frak-tur. Du skal tage den lidt med ro, men prognosen er god.” Lettelsen gled gennem hende i form af en tung mathed. Kampen var aflyst, hun kunne godt slappe af. Der var allige-vel ikke brug for adrenalinreserverne. Hun gabte forsigtigt og mærkede en sekundær ømhed i kæben. “Giv mig nu bare lidt vand,” sagde hun, noget tydeligere. “Jeg skal nok lade være med at hoste.” “En lille smule, så,” sagde stemmen. “Du kan altid få mere senere.” Et tykt plasticsugerør blev skubbet ind mellem hendes læ-ber, og hun sugede forsigtigt. Selve suget forplantede sig på en eller anden måde i hele kraniet og fik det til at gøre endnu mere ondt. Til gengæld føltes hendes mund omgående min-dre mumificeret – det blev lettere at bevæge tungen, lettere at synke. Små sejre. Meget små sejre, men lige nu tog hun hvad hun kunne få. “Det lokale politi vil gerne tale med dig,” sagde Søren, “når du føler dig klar til det.” “Hvorfor det?” spurgte hun dumt.


32

“Fordi du er blevet overfaldet. Så du hvem der gjorde det?” Overfaldet. Et par slag i hovedet. Det gav jo ikke nogen mening. “Nej,” sagde hun. “Jeg så ikke noget som helst.” I samme øjeblik hun sagde det, vendte frygten tilbage. Det var ikke engang en flygt-eller-kæmp reaktion, det var værre. Det var byttedyrets håbløse passive angst når der ikke er mere at gøre, ud over at vente på døden. Hold nu op, hviskede hun tavst til sig selv. Der er ikke noget at være bange for. Du er i sikkerhed her. Hun kunne høre pulsen knitre i ørerne. Hendes krop tro-ede ikke på hendes forsikringer; den vidste bedre.


Documents

Den betænksomme morder