Embed Size (px)
Citation preview
1
Den fantastiske fortælling
- med udgangspunkt i tekster af H. C. Andersen, Karen Blixen og Villy Sørensen
Af Anna Schmidt
Institut for Nordisk Filologi, Dansk (grundfag 2. år),
Litteraturhistorie II, 25 normalsider, vejleder: Vibeke A. Pedersen
August 2003
Karakter: 9
Den fantastiske fortælling
2
Indholdsfortegnelse 1. Indledning..................................................................................................................... s. 1 2. Den fantastiske fortælling............................................................................................. s. 2 3. H. C. Andersen og den fantastiske fortælling............................................................... s. 3 3.1. Forfatteren H. C. Andersen (1805-1875)........................................................ s. 3 3.2. Romantisme.................................................................................................... s. 4 3.3. Analyse af udvalgte tekster af H. C. Andersen............................................... s. 5 3.3.1. To verdener mødes........................................................................ s. 5 3.3.2. Den splittede kunstner og splittelsen mellem det gode og det onde...................................................................... s. 6 3.3.3. Den mytiske tendens...................................................................... s. 8 3.3.4. Fortælleren i stilen......................................................................... s. 9 4. Karen Blixen og den fantastiske fortælling................................................................... s.10 4.1. Forfatteren Karen Blixen (1885-1962)........................................................... s.10 4.2. Eksistentialisme.............................................................................................. s.11 4.3. Analyse af udvalgte tekster af Karen Blixen.................................................. s.11 4.3.1. Det overnaturlige........................................................................... s.11 4.3.2. Dobbeltgængermotivet og kunstnerens splittelse.......................... s.13 4.3.3. Myten............................................................................................. s.14 4.3.4. Den kinesiske æske - fortællestil og fortællerrolle........................ s.15
3
5. Villy Sørensen og den fantastiske fortælling................................................................ s.17 5.1. Forfatteren Villy Sørensen (1929-2001)........................................... ............. s.17 5.2. Modernisme.................................................................................................... s.17 5.3. Analyse af udvalgte tekster af Villy Sørensen................................................ s.18 5.3.1. Illusionen....................................................................................... s.18 5.3.2. Splittelsen...................................................................................... s.19 5.3.3. Myten og den kunstneriske erkendelse.......................................... s.20 5.3.4. Det sproglige spil........................................................................... s.22 6. En linie i de fantastiske fortællinger............................................................................. s.23 6.1. Den fantastiske fortællings gennembrud........................................................ s.23 6.2. De fantastiske træk hos H. C. Andersen, Karen Blixen og Villy Sørensen............................................................................................ s.23 6.3. Det guddommelige og det pyskologiske perspektiv....................................... s.25 6.4. Den fantastiske fortælling frem mod i dag..................................................... s.26 7. Konklusion.................................................................................................................... s.27
Litteraturliste + billedliste
Den fantastiske fortælling - med udgangspunkt i tekster af H. C. Andersen, Karen Blixen og Villy Sørensen
1. Indledning. Den fantastiske fortælling får i Danmark sit egentlige gennembrud i første halvdel af
1800-tallet, hvor navnligt H. C. Andersens tekster rummer træk, der gør det nærliggende at
placere dem inden for den fantastiske litteratur. En del af disse træk tages siden hen op af
4
bl.a. Karen Blixen og Villy Sørensen. I denne opgave fokuseres der primært på tekster af
disse tre forfattere, H. C. Andersen, Karen Blixen og Villy Sørensen, men også tekster af
andre forfattere berøres i mindre omfang.
Gennem en analyse af tekster af de tre forfattere, hvor der fokuseres på de
fantastiske kendetegn, trækkes en linie i den fantastiske fortællings historie, og udviklingen
af den fantastiske fortælling belyses. Formålet med opgaven er at påvise, at de analyserede
tekster af de tre forfattere kan klassificeres som fantastiske fortællinger: Hvilke kendetegn
ved den fantastiske fortælling inddrages, og hvorledes inddrages de? Endvidere er formålet
med opgaven at belyse ligheder og forskelle imellem teksterne af de tre forfattere set i
biografisk såvel som samtidsorienteret perspektiv.
Opgaven indledes med et redegørende afsnit, hvor der kigges på den fantastiske
fortællings opståen og på genredefinitioner af den fantastiske fortælling.
I analyseafsnittet analyseres først tekster af H. C. Andersen, dernæst tekster af
Karen Blixen og til sidst tekster af Villy Sørensen.1 Disse tre analyseafsnit indeholder
udover analysen indledningsvis en kort redegørelse for forfatterens liv samt en kort
redegørelse for den litterære periode, indenfor hvilken forfatteren kan placeres.
Efterfølgende opsummeres og sammenlignes de tre analysedele, og der trækkes en
linie i de fantastiske fortællinger. Samme afsnit indeholder også en perspektivering, hvor
der inddrages andre tekster med relevans for den fantastiske fortælling.
Afslutningsvis følger en konklusion, hvor jeg opsummerer og rekflekterer over de
væsentlige punkter i opgaven.
2. Den fantastiske fortælling. Den fantastiske fortællings opståen kan ses som en reaktion mod 1700-tallets
rationalisme. Det meste af 1700-tallet havde nemlig været præget af et rationelt og praktisk
syn på tilværelsen og af rationalismens ideal - den gode borger, der gør nytte til fælles gavn.
I modsætning til dette sættes der i romantikken fokus på følelsen og fantasien. Det er dog
først nogle år senere - i romantismen - at den fantastiske fortælling får sit egentlige
gennembrud med en forfatter som H. C. Andersen, som til en vis grad fjerner sig fra den
1 Det skal nævnes, at mængden af sekundær litteratur om forfatterskaberne er meget omfattende. De analyse- og fortolkningsmuligheder, som er inddraget i denne opgave, er udvalgt i overensstemmelse med min egen holdning og med henblik på relevans for mit formål med opgaven.
5
tidlige romantik. (Fischer Hansen, Anker Jørgensen, Michelsen, Sørensen og Tonnesen
(red.), 1981, s. 257).
Den fantastiske fortælling har rødder i både eventyret og myten. Thomas Bredsdorff
definerer i "Sære fortællere" den fantastiske fortælling som genre således: "Hvis den
fantastiske fortælling er en genre, så er den i hvert fald som sådan meget rummelig. Den
rummer rene eventyr (...) og legender (...). Den omfatter fortællinger der som
"Købmanden" (af Villy Sørensen) på det nærmeste er romaner i miniformat (...). Det
afgørende er at de alle har en række stiltendenser fælles (...)." (Bredsdorff, 1967/1968, s.
94, min tilføjelse i parentes). Det er således vanskeligt at definere den fantastiske fortælling
som en selvstændig genre, men de fantastiske fortællinger rummer visse fællestræk, som i
det følgende vil blive gennemgået. Udgangspunktet for denne opgave er denne brede
definition af den fantastiske fortælling, som altså både inkluderer eventyr, legender og
"mini-romaner" som "Købmanden". Der skelnes således i denne opgave ikke så skarpt
mellem f.eks. eventyr og fantastisk fortælling eller allegori og fantastisk fortælling, som
f.eks. Finn Barlby gør i "Det dobbelte liv". (Barlby, 1993/1994, s. 69).2
Tzvetan Todorov har i bogen "Den fantastiske litteratur" defineret den fantastiske
fortælling som en selvstændig genre, men som tilgrænsende til bl.a. allegorien. Det
fantastiske defineres af Todorov som "...den tøven, et menneske, der kun kender
naturlovene, fornemmer, stillet over for en tilsyneladende overnaturlig hændelse."
(Todorov, 1970, s. 28). Læserens tøven og usikkerhed overfor de fantastiske elementer i
teksten opstår ofte i forbindelse med illusions- og drømmeantydninger, hvor læseren bliver
usikker på, om der er tale om virkelighed eller drøm. Dette træk ved de fantastiske
fortællinger inddrages i denne opgave sammen med de nedenfor opstillede kendetegn, som
tager udgangspunkt i Bredsdorffs definition.
I de fantastiske fortællinger gennemføres sammenstødet mellem to verdener -
mellem et ikke-fantastisk og et fantastisk univers. Det fantastiske inddrages ofte i form af
illusions- og drømmeantydninger (som Todorov er inde på).
Splittelsen er et gennemgående træk ved de fantastiske fortællinger, som ofte
udtrykkes ved at belyse indre forhold i kunstneren. I nogle af fortællingerne gøres indre
2 Jeg har således valgt at inddrage f.eks. "Den lille Havfrue", selvom bl.a. Finn Barlby i "Det dobbelte liv" (s. 69), placerer "Den lille Havfrue" under den selvstændige genre allegori. Imidlertid indeholder "Den lille Havfrue" efter min mening adskillige fantastiske træk som ikke nødvendigvis udelukker de allegoriske træk eller omvendt, hvorfor den er medtaget i denne opgave.
6
tilstande i personerne anskuelige i ydre situationer, f.eks. kan splittelsen vise sig i form af en
fysisk dobbeltgænger. (Bredsdorff, 1967/1968, s. 91+97).
Kendetegnende for de fantastiske fortællinger er også fortællingernes trækken på de
gamle myter. De fantastiske fortællinger udelader ofte overflødige realistiske detaljer,
ligesom de gamle myter gør det. Den mytiske tendens er, som Thomas Bredsdorff skriver i
"Sære fortællere": "...tendensen til i en given menneskelig situation at se det
grundlæggende og fremstille det i håndgribelige billeder som lægger vægt på dette, snart
med forlæg i en gammel myte, snart uden, men så som de gamle myter: enkelt og konkret."
(Bredsdorff, 1967/1968, s. 95).
Karakteristisk for den fantastiske fortælling er desuden dobbeltheden i sproget,
mellem det der siges på overfladen og en underliggende pointe. Desuden er fortællerens
tilstedeværelse ofte synlig i de fantastiske fortællinger. (Bredsdorff, 1967/1968, s. 90-94).
3. H. C. Andersen og den fantastiske fortælling. 3.1. Forfatteren H. C. Andersen (1805-1875).
H. C. Andersen vokser op i et proletarmiljø i Odense som søn af en skomager. Efter
sin konfirmation i 1819 rejser han til København for at prøve lykken som skuespiller, danser
og sanger, men uden held. P.g.a. manglende skolekundskaber sættes han ved hjælp af
kongelig understøttelse i latinskole fra 1822-28. I begyndelsen af 1830'erne kommer hans
produktivitet som forfatter for alvor i gang, og omkring århundredets midte er han kendt i
både Danmark og Europa.
H. C. Andersens forfatterskab spreder sig over mange genrer, bl.a. eventyrgenren. I
alt har H. C. Andersen udgivet 156 eventyr (fra 1835-1870). Karakteristisk for eventyrene
er den ironiske spænding mellem fortællestilens appel til et barnligt publikum og de
tolkningsmuligheder, som åbner sig for den voksne. Et centralt tema er splittelsen - en
splittelse, som H. C. Andersen selv oplevede mellem sin proletariske baggrund og
dannelseskulturen i den samfundsmæssige elite, som han endte med at tilhøre. (Fischer
Hansen m.fl., (red.), 1981, s. 10-12).
3.2. Romantisme.
7
Begrebet romantisme betegner den senere romantik fra ca. 1820 til 1850.
Romantismen er kendetegnet ved en mere distanceret intellektuel holdning og en mere
kompliceret psykologi end den, som optræder i den tidlige romantik. Personerne i
romantismens værker reflekterer over sine egne følelser, og det er ofte splittede mennesker,
som skildres, fremfor det hele menneske som i romantikken. Af romantismens centrale
skikkelser kan udover H. C. Andersen bl.a. nævnes filosoffen Søren Kierkegaard.3
Det interessante viser sig som et gennemgående træk i romantismens litteratur. J. L.
Heiberg4 opridser i en anmeldelse forskellen på den ældre romantiks persontegning og den
nye. Mens den ældre persontegning beskæftiger sig med det umiddelbart synlige og
overfladiske indhold, forudsætter den moderne persontegning, at der under overfladen
ligger noget andet, som er fortiet. Fascinationskraften som udgår fra dette fortiede, kalder
Heiberg for det interessante (Lundbo Levy, Mortensen og Nielsen, 1994, s. 138-139).
Denne dobbelthed illustreres ofte ved, at to separate figurer sammenholdes til en siamesisk
enhed. Dette er f.eks. tilfældet i R. L. Stevensons5 kendte historie om Dr. Jekyll og Mr.
Hyde, hvor skiftevis englen og djævlen behersker det fælles legeme.
Set i større perspektiv er romantismen udtryk for en begyndende skepsis over for
romantikkens tro på en højere guddommelig verdensorden. Holdningen er dog stadig noget
uafklaret hos romantismens forfattere (bl.a. hos H. C. Andersen), og det er først efter 1870
med naturalismens gennembrud, at en egentlig politisk og samfundskritisk digtning opstår.
(Fischer Hansen m.fl., (red.), 1981, s. 259-260).
3.3. Analyse af udvalgte tekster af H. C. Andersen.
I de følgende afsnit analyseres med henblik på de fantastiske træk historierne "Den
lille Havfrue", 1837 ("H. C. Andersens Eventyr", 1919, bind I), "Sneedronningen", 1845
og "Skyggen", 1847 ("H. C. Andersens Eventyr", 1919, bind II). I mindre omfang
inddrages også "Springfyrene", 1845 ("H. C. Andersens Eventyr", 1919, bind II).
3 Søren Kierkegaard (1813-1855): Dansk filosof og forfatter. Centralt for Kierkegaard står spørgsmålet om menneskets sande eksistens. 4 Johan Ludvig Heiberg (1791-1860): Dansk forfatter og toneangivende i det københavnske borgerskab. 5 Robert Louis Stevenson (1850-1894): Skotsk forfatter. Har bl.a. skrevet "The Strange Case of Dr. Jekyll and Mr. Hyde", 1886 (på dansk "Dr. Jekyll og Mr. Hyde", 1889).
8
3.3.1. To verdener mødes:
Som nævnt i afsnit 2 forekommer der i de fantastiske fortællinger ofte et
sammenstød mellem to verdener, således også i H. C. Andersens. Han mente ikke, at
tingene omkring ham kunne deles op i naturlige og overnaturlige, og derfor lod han ofte i
sine fortællinger det naturlige og overnaturlige mødes. Ifølge Paul V. Rubow hørte H. C.
Andersen "...til de Sjæle for hvilke Modsætningen mellem Miraklet og Tingenes naturlige
Sammenhæng er uantagelig..." (Rubow, 1943, s. 91). Dertil kom, at H. C. Andersen
gennem sit bekendtskabs- og lærlingeforhold til samtidens største videnskabsmand H. C.
Ørsted6 mødte en filosofi, som opfatter modsætningen mellem virkeligheden og miraklet,
mellem ånden og naturen, som en illusion. (Rubow, 1943, s. 89).
"Skyggen" handler om den lærde mand og hans skygge. En dag selvstændiggøres
skyggen, men vender senere tilbage til den lærde mand. Herefter bliver den lærde mand sin
egen skygges skygge, og historien ender med, at den lærde mand henrettes af skyggen, som
vinder prinsessen og hele kongeriget. I "Skyggen" er grænsen mellem det fantastiske og det
ikke-fantastiske nedbrudt: "De indledende beskrivelser af den lærdes logi i det solhede
Syden, (...) fører fra starten af læseren ind i et fantastisk univers, hvor alt bliver tvetydigt,
hvor alt kan forstås på mere end én måde..." (Johansen, 1986, s. 34). P.g.a.
illusionsantydninger kommer læseren ofte i tvivl om, hvad han/hun skal mene om de
fænomener, der skildres, og der opbygges derved en tøven hos læseren, f.eks.: "En Nat
vaagnede den Fremmede, (...) og han syntes at der kom en forunderlig Glands fra
Gjenboens Altan, (...) og midt imellem Blomsterne stod en slank, yndig Jomfru, (...) i eet
Spring var han paa Gulvet, (...) men Jomfruen var borte, Glandsen var borte..."
(Andersen, 1919, s. 253, bind II). Via illusionsantydninger som denne nedbrydes skellet
mellem det fantastiske og det ikke-fantastiske univers.
"Den lille Havfrue" handler om havfruens stræben efter jordisk kærlighed og om
ønsket om at vinde en udødelig sjæl. I "Den lille Havfrue", hvor havfruen i sit ønske om at
vinde prinsens kærlighed afgiver sin havfruehale til fordel for et liv på smertende ben i
menneskenes verden, findes også sammenstødet mellem forskellige verdener, men her
foregår sammenstødet via en allegori. Havfrueverdenen er nemlig en allegori på
menneskeverdenen - den er et abstrakt billede på virkeligheden. Der tages således i
havfrueverdenen udgangspunkt i virkeligheden, hvilket i sig selv ikke peger hen imod det
6 Hans Christian Ørsted (1777-1851): Dansk fysiker.
9
fantastiske, men i modsætning til menneskenes verden forekommer der i havfrueverdenen
ikke-naturlige og usandsynlige fænomener, som f.eks. heksen og havfruerne. De to
verdener er forbundet via den lille havfrue, som har adgang til begge verdener.
3.3.2. Den splittede kunstner og splittelsen mellem det gode og det onde:
I "Skyggen" kan hovedpersonen, den lærde mand og hans skygge, opfattes som to
forskellige sider af én person. Splittelsen viser sig, da skyggen en dag forlader den lærde
mand og selvstændiggøres. (Andersen, 1919, s. 254, bind II). Konflikten mellem den lærde
mand og skyggen kan ses som udtryk for et sammenstød mellem en idealistisk, vertikal
embedsmandskultur (den lærde mand) og en ny på individuelt profitjageri baseret
samfundsform (skyggen og prinsessen). (Johansen, 1986, s. 32).7 På den ene side må
skyggen afvise den lærde mand, fordi den lærde står i vejen for profitmaksimeringen
(skyggen forlader den lærde), men på den anden side har skyggen brug for den lærde mand,
fordi den lærde udgør betingelsen for hans opstigning til samfundets top (skyggen kommer
tilbage til den lærde). (Johansen, 1986, s. 33-38). I "Skyggen" henviser den lærde mand og
skyggen til to forskellige kunstnertyper, henholdsvis det poetiske geni og den, der praktisk
udnytter digterevnen, hvilket bl.a. kan ses på skyggens fine klæder. Skyggen, som forstår at
udnytte poesien økonomisk, er den, der når længst. Hermed siger H. C. Andersen indirekte,
at det ikke nødvendigvis er den dygtigste digter og den reneste poesi, som vinder størst
anerkendelse hos publikum - tværtimod. Den lærde mand, som jo er det poetiske geni,
forstår ikke at udnytte sit talent i praksis og ender derfor med at være underlagt sin egen
skygge og dør. (Leffers, 1994, s. 73-76). Denne holdning skal ses på baggrund af H. C.
Andersens samtid, hvor flere afgørende nyorienteringer er på vej over hele Europa. En af
disse er de borgerlige handelsprincipper, der presser på som gryende kapitalisme. Det er
bl.a. denne nye samfundsform, som H. C. Andersen kommenterer i "Skyggen". Som Finn
Barlby skriver, slutter fortællingen med det uudtalte råb: "'Idealisten er død! Sælgeren
leve!'" Dertil kommer, at der som følge af opfindelsen af papirmaskinen (1799) kommer
store mængder litteratur til Danmark, som er fremstillet med større blik for salgbarhed end
for kunstnerisk kvalitet. (Barlby, 1993/1994, s. 8-9).
"Den lille Havfrue" handler om kunstnerens (havfruens) dragning mod at udnytte sit
talent, tjene et højere formål og dermed følge det, som fornemmes som en indre
7 Oprindeligt nævnt af Peer E. Sørensen, "H. C. Andersen & Herskabet", 1973, GMT, s. 158-160.
10
nødvendighed, og samtidig det, der holder kunstneren tilbage - i havfruens tilfælde det
faktum, at hun er havfrue og ikke menneske. Kunstnerens splittelse er udtryk for H. C.
Andersens egen splittelse. Efter han var blevet en kendt forfatter satte hans succes ham i
permanent konflikt mellem hans proletariske baggrund og dannelseskulturen i den
samfundsmæssige elite, som han endte med at tilhøre. Denne konflikt kan illustreres ved et
eksempel fra "Skyggen". Om skyggen lyder det: "...jo Skyggen var overordentlig godt
klædt paa, og det var just det, som gjorde, at den var ganske et Menneske." (Andersen,
1919, s. 258, bind II). Her antyder fortælleren, at han deler skyggens opfattelse af, at de
gode borgeres menneskelighed er ren facade. Men samtidig kommer det frem, at
fortælleren selv har lighedspunkter med den selviscenesættende skygge, som nok henter sig
levebrød hos de gode borgere, men som samtidig føler sig fremmed blandt dem og foragter
dem i det skjulte. På den måde kan fortællingen læses som "...et karikeret, men også
ironisk-dæmoniseret selvportræt af en eventyrdigter, som havde gjort sig fri af sit
oprindelige sociale miljø og nu færdedes i de dannede kredse uden at føle sig hjemme
dér." (Lundbo Levy m.fl., 1994, s. 147).
Historien "Sneedronningen" handler også om splittelse - mellem godt og ondt. I
historien følger vi den lille pige Gerdas rejse til snedronningens slot, hvor drengen Kay
befinder sig efter at have fået et glaskorn fra troldspejlet i øjet. Efter at Kay har fået
glaskornet i øjet begynder det onde at træde tydeligt frem: "Det var just saadant et af disse
Glaskorn, der sprang fra Speilet, Troldspeilet, vi huske det nok, det fæle Glas, som gjorde
at alt Stort og Godt, der afspeilede sig deri, blev Smaat og Hæsligt..." (Andersen, 1919, s.
90, bind II). Kay overvinder dog splittelsen mellem det gode og det onde ved at blive elsket
af Gerda: "...da græd den lille Gerda hede Taarer, de faldt paa hans Bryst, de trængte ind
i hans Hjerte, de optøede Iisklumpen og fortærede den lille Speilstump derinde..."
(Andersen, 1919, s. 129, bind II). Det er dog ikke kun Gerdas kærlighed, der hjælper Kay,
men også erkendelsen af Guds almagt for deraf bliver man et frit menneske: Hvis man kan
lægge ordet "Evigheden" med "Forstands-Iisspillet", så bliver man sin "egen Herre".
(Andersen, 1919, s. 128, bind II). (Bredsdorff, 1967/1968, s. 42).
3.3.3. Den mytiske tendens:
H. C. Andersen tager i flere af sine tekster udgangspunkt i de gamle myter.
"Skyggen" trækker på myten om Faust. Faust-myten handler om faldet fra det hele
menneske til det spaltede menneske. Faldet skyldes trangen til erkendelse.
11
Erkendelsestrangen ender dog i det absurde, fordi det faustiske menneske står alene overfor
massen og herved er ude af stand til at etablere fælles menneskelige værdier. (Pedersen,
2000, s. 28). Ved at sammenligne "Skyggen" af H. C. Andersen og Goethes8 "Faust" kan
flere paralleller drages. Den væsentligste parallel er skyggemotivet, som kan uddrages
"...ved hjælp af en sammenligning mellem fristelsesscenen i begyndelsen af eventyret og
scenen foran porten i 'Faust' (1. del), hvor Faust siger: 'Ak, tvende sjæle huses i mit
bryst...'." (Nyborg, 1962, s. 211). I "Faust" indgår altså ligesom i "Skyggen" splittelsen,
som et centralt tema.
I "Den lille Havfrue" skildres som i "Skyggen" faldet fra det hele menneske - her via
syndefaldsmyten. Syndefaldsmyten handler om, hvordan kundskaben om at være et jeg
straks fører til en konflikt med Gud, og medfører et fald fra uskyldheden frem mod
splittelsen. (Pedersen, 2000, s. 15). I "Den lille Havfrue" skaber havfruens forvandling fra
havfrue til menneske allusioner til Eva i paradiset: "...hun (havfruen) slog sine (øjne) ned
og saae, at hendes Fiskehale var borte, og at hun havde de nydeligste smaa, hvide Been,
nogen lille Pige kunde have, men hun var ganske nøgen..." (Andersen, 1919, s. 130, bind
I, mine tilføjelser i parentes). Her opdager havfruen sin egen nøgenhed på samme måde,
som Eva opdager sin efter at have overtrådt Guds bud i paradisets have. (Dahlerup, 1995,
s. 22). Hermed udtrykkes en af tekstens pointer, nemlig den, at gode handlinger og uskyld
befinder sig på et højere niveau end den jordiske kærlighed. Havfruen stræber efter den
jordiske kærlighed, men mister derved sin uskyld.
I nogle af sine tekster udtrykker H. C. Andersen en forestilling om, at forsynet
hjælper den udvalgte. Dog er troen på forsynet afdæmpet i f.eks. "Den lille Havfrue".
(Rubow, 1943, s. 95). Havfruen er nemlig afhængig af menneskenes kærlighed: "'Havfruen
har ingen udødelig Sjæl, kan aldrig faae den, uden hun vinder et Menneskes Kjærlighed!'"
(Andersen, 1919, s. 139-140, bind I). Hun har dog mulighed for at komme i Guds rige om
tre hundrede år, men også dette er usikkert: "'Usynligt svæve vi ind i Menneskenes Huse,
(...) og for hver Dag vi finde et godt Barn, (...) forkorter Gud vor Prøvetid. (...) men see vi
et uartigt og ondt Barn, da maae vi græde Sorgens Graad, og hver Taare lægger en Dag
til vor Prøvetid!'" (Andersen, 1919, s. 140-141, bind I).
8 Johann Wolfgang von Goethe (1749-1832): Tysk digter. Har bl.a. skrevet "Faust" (1. del 1808 og 2. del 1833 - på dansk 1. og 2. del 1847).
12
Skildringen af det hele menneskes fald i form af Faust- og syndefaldsmyten kan hos
H. C. Andersen ses som udtryk for overgangen mellem romantikken og romantismen. Som
det tidligere blev nævnt, er det jo netop karakteristisk for romantismens værker, at
personerne heri skildres som spaltede til forskel fra romantikkens, som skildres som hele.
3.3.4. Fortælleren i stilen:
H. C. Andersen er i særlig høj grad kendt for sin sprogbrug. Et kendetegnende træk
ved hans sprog er sammenhængen mellem velkendte vendinger og fysisk virkelighed. F.eks.
lyder det om springgåsen i historien "Springfyrene", hvor loppen, græshoppen og
springgåsen (som i øvrigt kan tale) konkurrerer om hvem, der kan springe højst: "Den har
Been i Panden!" (Andersen, 1919, s. 188, bind II), hvilket betyder det samme som at have
ben i næsen. Den overførte betydning af vendingen "ben i panden" er her således forbundet
med det fysiske udgangspunkt, nemlig det, at springgåsen har mange ben. (Bredsdorff,
1967/1968, s. 39). Det barnlige publikum opfatter sandsynligvis talemåden ("ben i panden")
som noget i forvejen bekendt, og således appellerer teksten i hvert fald på overfladen til den
barnlige læser. Til gengæld forstår barnet muligvis ikke sammenhængen mellem talemåden
og det fysiske udgangspunkt. Dette er således et eksempel på den ironiske spænding
mellem fortællestilens appel til barnet og de tolkningsmuligheder, som åbner sig for den
voksne. Dette træk var på H. C. Andersens tid noget nyt og banebrydende i Danmark. Som
så meget andet nyt og ukendt blev dette sproglige træk kritiseret af samtiden, idet denne stil
ikke blev accepteret af den akademiske tradition. Til gengæld er det i høj grad denne
sproglige stil, som har vundet stor anerkendelse i eftertiden.
Det karakteristiske ved mange af H. C. Andersens historier og ved de fantastiske
fortællinger er, at der ikke gøres noget forsøg på at skjule fortællerens stemme. Om H. C.
Andersens fortæller skriver Paul V. Rubow: "En første Forudsætning for at Eventyret
skulde sejre i den Form Andersen ønskede at give det, var Valget af en Eventyrfortæller."
(Rubow, 1943, s. 187). H. C. Andersen selv har formuleret følgende om fortælleren i sine
historier: "'Man skulde i Stilen høre Fortælleren, Sproget maatte derfor nærme sig det
mundtlige Foredrag'." (Bredsdorff, 1967/1968, s. 93).9 Et godt eksempel kan findes i
"Sneedronningen", hvor læseren tydeligt kan høre fortælleren. Her lyder det indledningsvis:
"See saa! nu begynde vi. Naar vi ere ved Enden af Historien, veed vi mere, end vi nu vide,
9 Oprindeligt nævnt af H. C. Andersen, 1863.
13
for det var en ond Trold; det var een af de allerværste, det var 'Dævelen'. Een Dag var
han i et rigtigt godt Humeur..." (Andersen, 1919, s. 83, bind II). Ved at bruge ord som du
og vi (sidstnævnte i ovenstående eksempel) etablerer H. C. Andersen et direkte forhold til
sin læser, hvilket er et gennemgående træk ved mange af hans historier.
4. Karen Blixen og den fantastiske fortælling. 4.1. Forfatteren Karen Blixen (1885-1962).
Karen Blixen vokser op som datter af forfatteren og politikeren Vilhelm Dinesen.
Efter faderens selvmord i 1895 præges Karen Blixens opvækst af moderens familie, som af
Karen Blixen opleves som moralsk og livsfjendsk. I 1913 gifter hun sig i Nairobi med sin
fætter. Sammen driver de i de følgende år en kaffefarm i Afrika. Efter ægteskabets
opløsning i 1922 bliver Karen Blixen i Afrika og vender først tilbage til Danmark i 1932.
Karen Blixens egentlige debut som forfatter får hun under synonymet Isak Dinesen
med samlingen "Seven Gothic Tales" (1934, på dansk "Syv fantastiske Fortællinger"
1935), som gør hende berømt i USA og England. Af efterfølgende værker kan bl.a. nævnes
"Vinter-eventyr" som udkommer i 1942.
Karakteristisk for Karen Blixens forfatterskab er bl.a. de samtalende jeg-fortællere,
som beretter fortællingerne, og den ofte bevidst gammeldags fortællestil med henvisninger
til Bibelen og den litterære tradition. Fortællingerne skildrer ofte et menneske, som står
overfor et afgørende valg i livet. Beslutningsprocesserne i forbindelse hermed aktiverer
fællesmenneskelige kræfter, som Karen Blixen beskriver i myter og symboler. Karen
Blixens kunst rummer et oprør mod borgerlighed og konvention og er samtidig udtryk for
et kvindeoprør. (Fischer Hansen m.fl., (red.), 1981, s. 23-25).
4.2. Eksistentialisme.
På flere punkter adskiller Karen Blixen sig fra sine medforfattere i samtiden. Mange
litteraturhistorikere har således placeret hende inden for forskellige perioder. I
"Litteraturhistorier" af Jette Lundbo Levy m.fl. placeres Karen Blixen blandt surrealisterne
og som moderne med den begrundelse, at man kan opfatte hendes fortællinger som et
kulturrevolutionært projekt. (Lundbo Levy m.fl., 1994, s. 352). Jeg har i denne opgave
imidlertid valgt at placere hende inden for den eksistentialistiske retning, vel vidende at
hendes tekster kun indeholder en del af de eksistentialistiske træk. Men som jeg vil komme
14
ind på i analyseafsnittet, fokuserer hun i sine tekster på identitetsspørgsmål og på dét, at
træde ud af den rolle man spiller for i stedet at være sig selv.
Eksistentialismen er en filosofisk retning, der går tilbage til Kierkegaard, og den er
senere blevet videreudviklet af bl.a. Friedrich Nietzsche.10 I Danmark får eksistentialismen
især stor betydning for litteraturen i de første årtier efter 2. verdenskrig, og dens påvirkning
kan bl.a. ses hos en forfatter som Villy Sørensen (hovedafsnit 5).
Udgangspunktet for eksistentialismen er opfattelsen af, at mennesket har en
bevidsthed om sig selv og er i stand til at foretage valg. På trods af dette lader mennesket
sig alligevel styre af omstændighederne og drukner spørgsmålet om meningen med
tilværelsen i optagethed af daglige gøremål. Mennesket bliver derved fremmed for sig selv.
For at mennesket kan blive sig selv, kræver det, at mennesket træffer et valg om at
overtage ansvaret for sit liv og at vedkende sig, hvem det er. Dette valg udebliver dog ofte,
fordi friheden til at vælge skaber angst. (Fischer Hansen m.fl., (red.), 1981, s. 204-205).
4.3. Analyse af udvalgte tekster af Karen Blixen.
Med fokus på kendetegnene ved den fantastiske fortælling analyseres på de følgende
sider tre af Karen Blixens fortællinger: "Aben" og "Drømmerne" ("Syv fantastiske
Fortællinger", 1935) og "Skibsdrengens fortælling" ("Vinter-eventyr", 1942).
4.3.1. Det overnaturlige:
Ligesom i "Skyggen" er skellet mellem det fantastiske og det ikke-fantastiske
nedbrudt i "Aben". I historien besøger Boris sin tante (og hendes abe) på klosteret, efter at
han har rodet sig ud i en formentlig homoseksuel affære. Her beder han hende om
ægteskabsråd, hvorefter tanten (priorinden) foreslår nabodatteren Athene som hustru. Hun
er dog ikke helt indforstået med ægteskabsplanerne. Det overnaturlige inddrages flere
steder i teksten. Et tydeligt eksempel forekommer i slutningen: "...ved højlys Dag og for
deres Øjne, indtraadte et Hamskifte, en stor Metamorphose. Den gamle Dame, hvem de
nylig havde talt med, blev spjættende og forpustet tvunget i Gulvet, knust og forvandlet.
Hvor hun havde ligget, sad nu en Abe og krøb pibende sammen..." (Blixen, 1935, s. 132-
133). Med bl.a. denne hændelse overskrides grænsen til det fantastiske univers.
10 Friedrich Wilhelm Nietzsche (1844-1900): Tysk filosof. Centralt for Nietzsche står "Guds død". Kristendommen har mistet sin troværdighed, og de hidtil højeste værdier er herved blevet udhulet.
15
I Karen Blixens fortællinger skabes ofte spændingen mellem det ubevidste og det
bevidste, mellem drøm og virkelighed, hvilket hænger sammen med hendes opvækst i et
miljø præget af en streng moralistisk kristendom, som hun vendte sig imod. Det, hun hørte
gennem religionen, svarede ikke til det hun oplevede i livet (f.eks. farens selvmord), og som
følge heraf blev interessen for det ubevidste og det usynlige næret. (Henriksen, 1992, s.
53-54). Således er tingene i historien "Drømmerne" heller ikke, som de umiddelbart tager
sig ud. Fortællingen handler om operasangerinden Pellegrina, som efter en brand mister sin
stemme, hvorefter hun kaster sig ud i skiftende identiteter. I de forskellige identiteter møder
hun forskellige mænd, som først i slutningen, hvor Pellegrina dør, møder hinanden og
derved får kendskab til hendes skiftende identiteter. I historiens indledning antydes
forholdet mellem illusion og virkelighed: "Denne stille Nat var forvirrende, svimlende og
farlig i sin dybe Fred og Ro, (...) som om der ved Trolddom var vendt op og ned paa selve
dens Sjæl, (...) Men Maaneskinnet paa Søen var saa blændende klart, at det saa ud, som
alt Lys i Verden udstraalede fra Havet, for at genspejles i Himmelrummet." (Blixen, 1935,
s. 257). I beskrivelsen står himmel og hav i ét, og de faste strukturer inden for det vi
normalt betegner som virkelighed er ophævet. (Johansen, 1986, s. 90).
I "Skibsdrengens fortælling" redder skibsdrengen Simon i fortællingens begyndelse
en falk. Senere hen stikker han i selvforsvar en mand ned, hvorefter han flygter. Han bliver
herefter reddet fra sine forfølgere af en gammel lappekone, Sunniva.. Sunnivas over-
menneskelige egenskaber antydes, idet hun siger til skibsdrengen: "'Men du husker da i
hvert Fald den Falk, som sad fast i Taklegarnet i et af Faldene paa din Bark (...). Den
Falk var mig. Vi Lapper flyver ofte saadan for at se os om i Verden'." (Blixen, 1942, s.
14). Sunniva er altså på sin vis karakteriseret ved sin allestedsnærværelse og antydningen af
hendes flyveevne peger i retning af det fantastiske. (Johansen, 1986, s. 98).
4.3.2. Dobbeltgængermotivet og kunstnerens splittelse:
Ligesom hos H. C. Andersen er splittelsen i Karen Blixens fortællinger et centralt
tema, og splittelsen markeres ofte i form af en dobbeltgænger. I fortællingen "Aben" er
priorinden og aben hinandens dobbeltgænger. Dobbeltgængermotivet påpeges direkte i
fortællingen, da greven taler om kærlighedens gudinde (Blixen, 1935, s. 106), som
forestiller: "…set forfra, af Ansigt og Statur en skøn Kvinde; men når man vender hende
om, paa Bagsiden en grinende Abe." (Brix, 1949, s. 56). I slutscenen forvandles aben til
priorinden og omvendt. I følgende uddrag sker også en forvandling: "Pludselig rejste
16
Priorinden sig op og ilede hen til Vinduet, som agtede hun at styrte sig ud af det. (...) Hun
var helt forvandlet (...). Hun gik saa let, at det virkelig tog sig ud, som om hun havde
kastet en svær Byrde ud af Vinduet og nu kom svævende imod ham en Tomme over
Gulvet." (Blixen, 1935, s. 113). I uddraget styrter priorinden sig ud af vinduet, og den
priorinde, der kommer tilbage til Boris, er i virkeligheden aben. Den der arrangerer
"Forførelsessouper" er således aben, som nu går sansernes eller lystens vej med de to unge.
(Juhl og Jørgensen, 1981, s. 49). Aben er således i historien et symbol på den menneskelige
drift, som imidlertid ikke er erkendt og forstået af de tre hovedpersoner (priorinden, Boris
og Athene). Hos priorinden er seksualiteten fortrængt, hos Boris har seksualiteten udviklet
sig i homoseksuel retning, og Athenes problem består i hendes uvidenhed om seksualitet.
(Johansen, 1986, s. 84). Aben repræsenterer udover driften den afrikanske kultur, en
virkelighed, som endnu ikke er underlagt den vestlige verdens rationalitet og
effektivitetsprincipper. Aben ender dog med at tilslutte sig den vestlige verdens "rene
fornuft", som filosoffen Kant repræsenterer, idet den springer op på hans piedestal (Blixen,
1935, s. 133). Abens tilslutning til fornuften kan varsle om en begyndende "vestliggørelse"
af den afrikanske kultur. Kultursammenstød skildres i mange af Karen Blixens fortællinger
og var noget, hun oplevede i sit eget liv. Hun voksede op i et vestligt aristokratisk miljø og
mødte senere under opholdet i Afrika et helt andet mere oprindeligt og ikke så
modsætningsfyldt miljø. Himmelsk og jordisk kærlighed var dér ifølge Karen Blixens
opfattelse ikke modsætninger som hos de kristne europæere. (Henriksen, 1992, s. 54-55).
I "Drømmerne" er Pellegrina splittet mellem at være kunstner (operasangerinde) og
kvinde: "'Den store Operasangerinde døde. (...) Men Kvinden blev ved at leve i disse
tretten Aar'." (Blixen, 1935, s. 309). Jøden Marcus kan opfattes som en udspaltning af
operasangerinden, idet han omtales som hendes skygge (Blixen, 1935, s. 271). (Juhl og
Jørgensen, 1981, s. 153). Forholdet mellem Pellegrina og Marcus kan opfattes som udtryk
for en alliance mellem kunstnerevnen og pengemagten, hvilket svarer til forholdet mellem
den lærde og skyggen i H. C. Andersens "Skyggen". Kunstneren behøver pengemagten til
at udfolde sine kunstneriske evner på samme måde som pengemagten behøver det
kunstneriske talent. Det er ofte blevet påpeget, at Pellegrina afspejler Karen Blixens egen
person som kvinde og kunstner. Sammenhængen mellem Pellegrina og Karen Blixen
beskrives da også af hende selv: "'Dét at hun (Pellegrina) mister sin Stemme, svarer til at
jeg mistede Farmen og Afrika'." (Bjørnvig, 1992, s. 44, min tilføjelse i parentes).
17
I "Skibsdrengens fortælling" indgår splittelsen ikke på samme måde som i "Aben"
og "Drømmerne". Her repræsenterer Simon tværtimod en idealtilstand. I "Skibsdrengens
fortælling" er forbindelsen mellem dyre- og menneskeverdenen knyttet til "...en Følelse af
Fællesskab, en dyb Erkendelse af alt levendes Samhørighed..." (Blixen, 1942, s. 5).
Skibsdrengen i denne fortælling handler ud fra det inderste og dybeste i sig selv, og han
belønnes derfor; han reddes således af dén han først har hjulpet, nemlig
falken/lappekvinden. Den position, at være sig selv i sin fulde ret som menneske, bliver dog
kun få beskåret, og som oftest er personerne i Karen Blixens fortællinger splittede.
4.3.3. Myten:
Tendensen mod myten er et karakteristisk træk ved de fantastiske fortællinger. I
Karen Blixens fortællinger indgår da også en stor mængde af myte-, sagn- og legendestof. I
"Drømmerne" kan Pellegrina f.eks. opfattes som Faust. Som tidligere nævnt omhandler
myten om Faust faldet fra det hele til det spaltede menneske. Og Pellegrina er jo i
"Drømmerne" netop spaltet mellem at være kvinde og kunstner og mellem de tre
forskellige roller, som hun får tildelt af sine mandlige omgivelser. Pellegrinas splittelse
hænger sammen med Karen Blixens opfattelse af kvinden som produkt af sin omverden.
Karen Blixen udtrykker et opgør med de borgerligt-moralske rammer, hvormed man
omkring århundredeskiftet i det bedre borgerskab stækkede kvinder, og med den totale
tavshed omkring det seksuelle, som gjorde det svært for unge kvinder at opdage og
acceptere deres egne drifter. Omverdenen opfattes som en tvang, en begrænsning af
kvindens jeg, som forhindrer hende i at tilfredsstille sin lyst. (Juhl og Jørgensen, 1981, s.
65). Branden betegner faldet fra det hele til det spaltede menneske og henviser til
syndefaldsmyten, hvilket symboliseres af slangearet på Pellegrinas hals. Efter branden har
hun flere forskellige roller: Luder (Olalla - Lincoln), mor (Madame Lola - Pilot) og
madonna (Madame Rosalba - baronen), men hun er aldrig blot kvinde. Hun skal derimod
passe ind i bestemte kvinderoller, som alle tjener til at formulere mandens identitet og ikke
kvindens. (Juhl og Jørgensen, 1981, s. 153).
I en historie som "Aben" inddrages i stort omfang den græske mytologi: "'Aben' er
nok den fortælling, hvor slægtsskabet med den græske mytiske verden er tydeligst..." (Juhl
og Jørgensen, 1981, s. 44). F.eks. henviser Athene i historien til Pallas Athene,
krigsgudinden fra den græske mytologi. Om Athene lyder det: "Athene var en kraftig, ung
Kvinde paa 18 Aar, seks Fod høj og tilsvarende bred, (...). Alligevel var hun saa ren og
18
klar i Huden, at hun ligefrem lyste op i Hallen, (...). Hendes klare Øjne havde en mørkere
Ring omkring Iris - et Par Øjne for en Ørn eller for en ung Løvinde..." (Blixen, 1935, s.
105). Athene er parat til at slås for sin jomfruelighed med næb og klør og er i forbindelse
med voldtægtsscenen tæt på at slå Boris ihjel (Blixen, 1935, s. 126). Athene er nemlig
fortsat i barnets, pigens, rolle som Artemis (den kyske jagtgudinde) helt op i den unge
kvindes alder, fordi hendes omverden ikke har givet hende mulighed for at forstå sig selv
som kvinde. Athenes far, greven, hentyder også til den græske mytologi. Han kan opfattes
som en imponerende Zeus (Blixen, 1935, s. 100) og med Diana-statuer og sfinxer i parken
er omgivelserne lagt. (Juhl og Jørgensen, 1981, s. 44-47).
4.3.4. Den kinesiske æske - fortællestil og fortællerrolle:
Det er karakteristisk for Karen Blixen, at en stor del af hendes fortællinger foregår i
1830'erne og 1870'erne, nogle endnu tidligere. I dybdestrukturen udtrykkes dog en
moderne bevidsthed om frihed, identitet og eksistensvilkår. (Rostbøll, 1996, s. 11). Karen
Blixen modtog fra sin mors familie en moralsk-kristelig påvirkning, hvor religion og moral
var smeltet sammen til ét. De absolutte dyder var her bl.a. seksuel renfærdighed og
kærlighed til familien og fædrelandet. (Westenholz, 1982, s. 62). I sit forfatterskab tager
Karen Blixen afstand til disse dyder, f.eks. ved at beskæftige sig med kvindens seksualitet
(som i "Aben" og "Drømmerne"). For at overvinde tabuforestillinger i sin egen tid
beskriver Karen Blixen en tilsyneladende harmonisk verden, som opretholder moralen. Der
skabes således en spænding mellem den harmoniske og anstændige form og de seksuelle
temaer i indholdet. Valget af fortælleform sætter desuden forfatterskabet "...i
litteraturhistorisk sammenhæng med myter, eventyr, gotiske fortællinger og (...) Bibelen,
Koranen og græske gudesagn." (Rostbøll, 1996, s. 12). At leve i overensstemmelse med
Guds plan var i morens familie ensbetydende med at yde sit bedste i livet under de givne
vilkår i det miljø, man var født i. Som udtryk for dette forhold beskrives personerne i Karen
Blixens fortællinger ofte som marionetter, f.eks. i "Aben", hvor Boris ser sig selv "...som en
Sprællemand, i hvis Snore den ubønhørlige gamle Dame og den ubønhørlige unge Dame
skiftevis trak." (Blixen, 1935, s. 113). Personerne kan således opfattes som brikker i et spil,
som kun kan optræde inden for spillets rammer. Karen Blixen opfatter derimod Guds plan
som en søgen efter dét miljø, hvor ens personlighed bedst kan udfolde sig uanset herkomst.
Mennesket er her frit og er kun ansvarligt for sin egen instinktive fornemmelse af, hvad der
er rigtigt og forkert. (Westenholz, 1982, s. 62-70).
19
Karen Blixens fortællinger bærer ofte tydeligt præg af at være fortalte, og i
historierne indgår ofte en lang række af indlejrede fortællere, som f.eks. i "Drømmerne".
Der er dels den overordnede fortæller, som bl.a. giver indledningsbeskrivelsen af månen og
havet, og som refererer eventyrfortælleren Miras og englænderen Lincolns samtale. På
næste niveau forekommer Mira og Lincoln som fortællere, og på tredje niveau refererer
Lincoln Pilots, baronens og jødens fortællinger. (Jørgensen, 1999, s. 19). Via Karen Blixens
fortællere gennemspilles en række mulige fortolkninger af livet, som tilsammen udgør et
kinesisk æske-system, der bevæger sig mod det uendelige.
Spørgsmålet "hvem er jeg?" står centralt i hendes fortællinger. Dette
identitetsspørgsmål knytter sig til det enkelte subjekts problemer med at orientere sig i en
moderne kompleks og foranderlig livssammenhæng. Karen Blixen nærmer sig svaret ved at
fortælle, at vi altid allerede er indføjet i en fortælling - i første omgang en familiemytologi -
og at dét, det gælder om, er at forstå, hvordan vi er placeret i de forskellige fortællinger.
Svaret findes imidlertid ikke i subjektiviteten, men uden for subjektet, i et større mønster,
som fortællingen netop står som skaber af. (Engberg, 2000, s. 100). Med denne fokuseren
på eksistens og identitet indskriver Karen Blixen sig inden for den eksistentialistiske
retning. Eksistensproblemet er jo netop centralt i "Drømmerne", hvor Lincoln spørger
Pellegrina: "'Hvem er Du?'" (Blixen, 1935, s. 307). Spørgsmålet udløser Pellegrinas
flyveforsøg og er således indirekte grunden til hendes død. Hele hendes eksistens er netop
bestemt ud fra hendes forskellige identiteter, og da disse bliver afsløret og forbundet med
hinanden, falder hendes eksistensgrundlag bort.
5. Villy Sørensen og den fantastiske fortælling. 5.1. Forfatteren Villy Sørensen (1929-2001).
Villy Sørensen vokser op i et småborgerhjem i Valby. Efter studentereksamen
påbegynder han filosofistudiet på Københavns Universitet, men tager ingen eksamen og
lever herefter som forfatter.
Med sine moderne eventyr og fantastiske fortællinger har Villy Sørensen skabt noget
af det væsentligste i 1950'ernes og 60'ernes danske prosa. Han har desuden som essayist i
høj grad været med til at præge tidens åndsliv og debat, bl.a. som medredaktør af
tidsskriftet "Vindrosen" fra 1959-63.
20
Villy Sørensens forfatterskab kan inddeles i kunst, filosofi og samtidskritik. Fælles
for de tre udtryksformer er den samme erkendelse og bestræbelse: at lade mennesket
komme til en så sand forståelse af sig selv, at det kan leve frit. Forfatterskabet omfatter
bl.a. bøgerne: "Sære historier" (1953), "Ufarlige historier" (1955) og
"Formynderfortællinger" (1964). Villy Sørensen er bl.a. blevet tildelt: Kritikerprisen, Det
Danske Akademis pris og Nordisk Råds Litteraturpris. (Fischer Hansen m.fl., (red.), 1981,
s. 167-170).
5.2. Modernisme.
Udover at indskrive sig inden for den litterære periode eksistentialismen (afsnit 4.2.)
er Villy Sørensens tekster også præget af modernistiske tendenser. Modernismen kan deles
op i flere faser, men overordnet set præger modernismen især 50'ernes og 60'ernes
litteratur. Modernismen kan historisk set føres tilbage til symbolismen. Efter 50'ernes og
60'ernes stærke præg af modernistiske tendenser genoptages retningen i 1980'erne af post-
modernisterne.
For modernisterne består verden ikke længere af romantisk kærlighed eller naturidyl.
Den virkelighed, der omgiver efterkrigsmennesket, er præget af storbyer, teknologi og
naturvidenskab. Når det drejer sig om mennesket, sker der en forskydning til de biologiske
processer og ubevidst psykologiske mekanismer. Det er de uerkendte og fortrængte
områder hos mennesket, som interesserer modernisten. Virkeligheden opleves som splittet
og mennesket som fremmedgjort. Disse vilkår fortrænges dog ikke, men fastholdes i en
konfrontation med virkeligheden. Modernisten prøver ikke at hele den splittede virkelighed,
men erkender dens ufuldkommenhed og prøver at forstå den ud fra denne opfattelse.
(Fischer Hansen m.fl., (red.), 1981, s. 242-243).
5.3. Analyse af udvalgte tekster af Villy Sørensen.
På de følgende sider vil jeg gennem en analyse kigge nærmere på de fantastiske træk
i Villy Sørensens historier. I analysen inddrages følgende tekster: "Tigrene" ("Sære
historier", 1953), "Købmanden" ("Ufarlige historier", 1955) og "En glashistorie"
("Formynderfortællinger", 1964).
5.3.1. Illusionen:
21
På samme måde som hos H. C. Andersen og Karen Blixen antydes illusionen også
hos Villy Sørensen. F.eks. lyder det i "Købmanden": "Men da han endelig så derhen,
mistede han på een gang besindelsen (...), thi i et syn så han hende sidde der som han
første gang havde set hende. (...) Og med faste skridt gik han hen til bordet hvor synet sad
endnu og smilte så han forstod at det ikke var et syn, thi så skønne syner gives ikke."
(Sørensen, 1955, s. 46). I uddraget antydes illusionen via beskrivelsen af synet. Det viser
sig dog (muligvis) ikke at være et syn, men virkelighed. Begrundelsen herfor er imidlertid
ikke, at syner er modstridende med vores normale opfattelse af virkelighed, men i stedet, at
"...så skønne syner gives ikke." "Købmanden" handler om købmanden (som tidligere har
været tjener på en luksusdamper) og hans stumme søn Filip. Købmanden umyndiggør sine
omgivelser, både familien og kunderne, og kunderne forsvinder efterhånden over til en
nyere butik. Købmandsbutikken laves om til et værtshus, og i historiens slutning forlader
Filip hjemmet for at være trompetist i et skibsorkester.
Villy Sørensens fortælling "Tigrene" omhandler de to brødre Fif og Steen og deres
forsøg på at fjerne tigre, som har bosat sig i menneskenes huse. Fif kommer længst i sit
forsøg og får tigrene ført til zoologisk have efter at være gået i seng med dem, men de
slippes senere løs igen. Det fantastiske i fortællingen viser sig først og fremmest via tigrene,
som krudt og kugler præller af på og som lever blandt menneskene i huse.
I "En glashistorie" eksisterer et par briller, som har den egenskab, at alt dårligt og
hæsligt gennem brillerne tager sig ligeså godt ud som det gode, hvilket i sig selv peger i
retning af det fantastiske. Kaja, den kvindelige hovedperson, er tilhænger af de nye briller,
Gert, hendes mand, er ikke. Brillerne bliver mere og mere populære i befolkningen, men
efterhånden aftager virkningen, hvilket resulterer i nye stærkere øjenglas. Efterhånden kan
glassene dog ikke blive stærkere, og alle folk bliver blinde. Fremmede styrker besætter
glasværker og glaslagre og begejstres for glasset - historien kan begynde forfra.
Hvad angår de indre tilstande i personerne er det karakteristisk, at de gøres
anskuelige i ydre situationer. F.eks. forbindes personernes driftsliv i "Tigrene" med tigrene,
på samme måde som aben forbindes med drifter i "Aben".
5.3.2. Splittelsen:
Villy Sørensen mener, at mennesket hverken er helt godt eller helt ondt, men at det
har to viljer. Splittelsen mellem godt og ondt findes ikke udenfor mennesket, men i
mennesket, som et indre vilkår. (Bredsdorff, 1967/1968, s. 27).
22
Hos Villy Sørensen i "Tigrene" markeres splittelsen på flere planer. Gitteret, som
nævnes flere steder i novellen, er udtryk for splittelsen og adskiller bl.a. mennesker/dyr, de
fri/de ufri og det indre/det ydre. I "Tigrene" er forholdet mellem Fif og tigrene selve kernen
i historien. Allerede i barndommen har Fif været optaget af tigrene og har prøvet at gøre sig
forståelig på deres sprog, d.v.s. via drifterne. (Sørensen, 1953, s. 152). Det faktum, at
tigrene i slutningen sættes på fri fod igen, kan ses som en parallel til H. C. Andersens
"Skyggen", hvor skyggen efter at have forladt den lærde mand vender tilbage igen. Fifs
løsning på tigerproblemet, som går ud på at forvise tigrene fra samfundslivet, er blot
foreløbig og udgør derfor kun en fortrængning. Tigrene som repræsentation for
menneskelig drift bringer tankerne hen på Karen Blixens fortælling "Aben". Her bruges
ligeledes et vildt dyr, aben fra Zanzibar, til at afspejle en side af mennesket - nemlig den
menneskelige drift, og også her er driften undertrykt.
I "En glashistorie" kommer splittelsen og ufriheden til udtryk i en politisk-social
virkelighed og ikke i det enkelte individs indre, som i "Tigrene". Splittelsen og ufriheden
skyldes det forskønnede syn på virkeligheden, som brillerne forårsager. To fjendtlige
ideologier står uforsonelige overfor hinanden: "På den ene side den glade majoritet, der
kun ser hvad den gerne vil og derfor i grunden ikke ser noget, på den anden det utilfredse
mindretal, der består af de 'seende, der vil bevare deres syn'." (Bonde Jensen, 1972, s.
171). Dét, som i historien truer Gert og de andre oprørere, er halvtredsernes og tressernes
vestlige overflodssamfund. Gert færdes nemlig kun på gaden om natten "...af frygt for de
pragtfulde vinduesruder der funklede i alle huse og de indbydende udstillingsvinduer der
smykkede alle butikker." (Sørensen, 1964, s. 22). (Bonde Jensen, 1972, s. 173).
"En glashistorie" henviser direkte til H. C. Andersens historie "Sneedronningen",
som har syv afsnit. I Villy Sørensens fortælling "En glashistorie" tilføjes et ottende, hvor
historiens foreløbige harmonisering ophæves. "Sneedronningen " handler både om tabet af
følelserne, og om hvordan man genvinder dem. I H. C. Andersens fortælling kan nemlig
kærligheden og troen på Guds almagt henvise menneskene fra de jordiske tilfældigheder til
den metafysiske lovmæssighed: Evigheden. "En glashistorie" handler kun om hvordan man
mister herredømmet over sig selv. Villy Sørensens historie handler nemlig om det kroniske
og jordiske værdisammenbrud, som hindrer menneskene i at skelne mellem godt og ondt og
der gives ingen løsninger på problemet. Allerede i første linie negeres H. C. Andersens tro:
"Når vi er ved enden af historien, ved vi ikke mere end vi ved nu…" (Sørensen, 1964, s. 7,
min understregning). (Sønderiis, 1972, s. 102-103). I "En glashistorie" formår
23
modstanderne ikke at frigøre nogen, og heller ikke glasmagerens forskønnelse af tilværelsen
holder i længden. Forklaringen er, at Villy Sørensen mener, at det er den gode vilje i
menneskene, som forfører dem til at se bort fra det onde. Hvor H. C. Andersen ser det
onde, som noget der tilføres mennesket fra et udefrakommende element (fra den onde
trold), ser Villy Sørensen altså det onde som kommende fra menneskets indre. (Bonde
Jensen, 1972, s. 168).
5.3.3. Myten og den kunstneriske erkendelse:
Myten om Faust inddrages (ligesom hos H. C. Andersen og Karen Blixen) i Villy
Sørensens historie "Tigrene". Fif og Steen er en slags dobbeltgængere og optræder i
teksten som henholdsvis kunstneren og videnskabsmanden. Steen forsøger på rationel vis
først at skyde tigrene og siden hen at bygge havne, som tigrene ikke kan betræde, men
Steens forsøg på at løse problemet virker mest af alt latterlige. Hermed tager Villy Sørensen
med sin komik afstand til det naturvidenskabelige. Forslaget om at bygge havne, som
tigrene ikke kan betræde, udtrykker, at Steen i videnskabelig distraktion glemmer det
konkrete og nærværende problem: Der er stadig en tiger i hvert køkken. (Sønderiis, 1972,
s. 55). Kunstneren og hovedpersonen i novellen er Fif, og han er den, som kommer længst i
sit forsøg på at løse tiger-problemet. Men det ender med, "…at han i Faust-mytens mønster
slutter en højst irrationel djævlepagt." (Sønderiis, 1972, s. 55). Fif er et eksempel på det
faustiske menneske, og hans trang til erkendelse ender i det absurde - han skal gå i seng
med tigrene (Sørensen, 1953, s. 166) - fordi han ikke er i stand til at etablere fælles
menneskelige værdier, hvilket f.eks. kommer til udtryk, da han afviser Grethe (Sørensen,
1953, s. 160). Kunstneren Fif er splittet mellem sandhed og formulering. Da han har ført
tigrene til zoologisk have, skriver han om sit forhold til dem, men udelader det seksuelle:
"…der var dog bestandig noget han ikke kunne skrive om, (…) Som kunstnere tvinges til at
være ærlige, ti de kan kvæles af mangel på ærlighed (…), blev han bestandig tvunget
længere og længere frem mod den sandhed der sad bag tremmer i hans sjæl…" (Sørensen,
1953, s. 169). Splittelsen skyldes, at Fif hverken har erkendt sit seksuelle forhold til tigrene
eller de homoseksuelle tendenser, som antydes i forbindelse med beskrivelsen af direktøren
fra zoologisk have (Sørensen, 1953, s. 163). Kunstneren Fif hjælper hverken sig selv eller
andre til frigørelse, hvilket viser sig ved, at historien slutter som den startede - direktøren
bliver nemlig nødt til at sætte tigrene på fri fod igen (Sørensen, 1953, s. 173).
24
"Købmanden" er en fortælling om kunstnerens rolle i et borgerligt samfund.
Købmanden repræsenterer den ældre generation og småborgerskabet, og hans stumme søn
Filip står for kunsten, idet musikalitet bliver en erstatning for hans manglende evne til at
udtrykke sig i ord. Købmandsfamilien eksemplificerer det patriarkalske familiemønster, som
er karakteristisk for en bestemt fase af kapitalismens udvikling. Familiemønstret ender dog
med at gå i opløsning, som følge af småkøbmandsskabets håbløse kamp mod
monopolkapitalismens repræsentanter - det nye supermarked. Fortællingen kan derfor ses
som udtryk for modsætningen mellem gammeldags småhandel og moderne kommercialisme
og som udtryk for generationsmodsætninger inden for det deklasserede småborgerskab.
(Johansen, 1986, s. 129). Købmanden har i historien ifølge sin egen overbevisning den
guddommelige egenskab, at "...kunne se forskel på hvad en kunde virkelig behøver og
hvad han bare sådan har lyst til." (Sørensen, 1955, s. 49). Konsekvensen er dog, at
købmanden umynddiggør både kunderne og sin familie. Filips umyndiggørelse viser sig ved,
at han er stum. Butikken går efterhånden dårligere, og købmanden bliver nødt til at lave sin
butik om til et værtshus. Købmanden kan i historien ses som et billede på Gud. Dermed
bliver fortællingen til historien om Gud, som først formåede (gennem sine stedfortrædere)
at holde menneskene nede og senere (gennem de samme repræsentanter) måtte give dem,
hvad de havde lyst til for at holde butikken gående. (Bredsdorff, 1967/1968, s. 45-46).
5.3.4. Det sproglige spil:
Som det blev vist i afsnit 3.3.4 bruger H. C. Andersen bl.a. velkendte talemåder og
giver dem en tvetydig mening. Et lignende træk kan findes hos Villy Sørensen, f.eks. i
"Tigrene". Det karakteristiske ved hans sprogbrug er, at han så at sige vækker de døde
metaforer til live igen. (Bredsdorff, 1967/1968, s. 21). F.eks. bringes den døde metafor "at
holde sig i skindet" til live igen ved en ganske lille ændring. Villy Sørensen tilføjer ordet
"stribede", og om tigrene lyder det nu således: "...Fif havde haft ret i sin formodning om at
de kun holdt sig i de stribede skind sålænge..." (Sørensen, 1953, s. 162, min
understregning). Det sproglige spil, som fornemmes i "Tigrene", gør fortællerens
tilstedeværelse synlig, hvilket er karakteristisk for den fantastiske fortælling. For ligesom
hos H. C. Andersen er det nemlig i stilen, man kan høre fortælleren.
I "Købmanden" står der om købmanden, at han "...tog dåser og poser ned fra
hylderne og lagde dem i spånkurven så de fyldte mindst muligt, for en så lille dreng kan jo
ikke bære så meget." (Sørensen, 1955, s. 40). I eksemplet siges der med overbevisende
logik i virkeligheden noget sludder. Ved første øjekast synes linierne at sige noget om
25
købmandens venlighed, men straks efter opløses denne venlighed i sludder og vrøvl. "Det
er en tryllekunst i sproget, som sætter bevidstheden i endeløs svingning mellem illusion og
realitet. (…)Hermed hænger også historiernes atmosfære sammen, hvor jo det fortrolige
er fremmedgjort, mens det fantastiske fremtræder med største selvfølgelighed." (Behrendt,
1967, s. 8-9).
I "En glashistorie" kommer ligeledes det sproglige spil til udtryk. F.eks. lyder det
indledningsvis i historien: "Den unge mand, der hed Gert og gik på arbejde hele dagen,
kunne lide at komme hjem til sin kone om aftenen, men konen, der hed Kaja og ikke gik på
arbejde, begyndte at kede sig i det beklemte værelse og at gå ture om dagen, og turene
blev længere og længere og hjemvejen altså også." (Sørensen, 1964, s. 7). Tingene
beskrives her på en overdreven logisk måde, f.eks. er det ret indlysende, at hjemvejen bliver
længere, jo længere turen er. Desuden rummer eksemplet også en anden betydning, nemlig
den, at Kaja fjerner sig mere og mere fra Gert og forelsker sig i en anden. Dette beskrives
ved at hendes ture bliver længere og hjemvejen til Gert ligeså. (Bonde Jensen, 1972, s.
166). Den overdrevne logik på overfladen og den underliggende betydning skaber en
tvetydighed, som minder om spændingen mellem fortællestilens appel til en barnlig læser,
og de tolkninger, som er mulige for en voksen i H. C. Andersens fortællinger.
6. En linie i de fantastiske fortællinger. Dette afsnit indeholder dels en opsummering af de foregående analyseafsnit, ud fra
hvilke jeg vil trække en tidslinie gennem de fantastiske fortællinger og dels en
perspektivering, hvor der inddrages andre forfattere og tekster med relevans for den
fantastiske fortællings udvikling.
6.1. Den fantastiske fortællings gennembrud:
Det er først og fremmest i tysk romantik, at den fantastiske fortælling for første
gang får almeneuropæisk gennemslagskraft, og en del af H. C. Andersens tekster har
forbindelser til den tyske romantiske novelle. F.eks. kan hans ironisk-lunefulde litteraturstil
og splittelsesmotivet i f.eks. "Skyggen" spores tilbage til de tyske romantikere, Heine11 og
11 Heinrich Heine (1797-1856): Tysk digter. Bl.a. kendt for sin realistiske ironi.
26
Hoffmann.12 Også nogle år før hos B. S. Ingemann13 kan tendensen mod det fantastiske
spores. En af de tidligste fantastiske tekster fra Ingemanns forfatterskab er fortællingen
"Sphinxen" ("Eventyr og Fortællinger", 1820), som han selv har givet betegnelsen eventyr.
Heri problematiserer han de beskrevne hændelsers virkelighedskarakter, og helten kan
hverken skelne mellem drøm og virkelighed eller mellem sine egne og andres skiftende
identiteter. Desuden spiller dobbeltgængermotivet en fremtrædende rolle i denne fortælling
som i de senere. (Johansen, 1986, s. 17-18).
6.2. De fantastiske træk hos H. C. Andersen, Karen Blixen og Villy Sørensen.
Som vi så i de foregående afsnit er det karakteristisk for H. C. Andersens, Karen
Blixens og Villy Sørensens tekster, at skellet mellem det fantastiske og det ikke-fantastiske
nedbrydes gennem illusionsantydninger og drømmeagtige tilstande, således i f.eks.
"Skyggen", "Drømmerne" og "Købmanden". Elementer og hændelser som ikke hører til i
den virkelige verden inddrages i fortællingerne, f.eks. metamorfosen i "Aben".
Splittelsen er et hovedtema hos alle tre forfattere. Det er karakteristisk, at splittelsen
ofte sammenkædes med kunstnerens udfoldelsesmuligheder, som f.eks. i "Den lille
Havfrue" og "Skyggen", "Drømmerne" og "Tigrene". Hos H. C. Andersen og Karen Blixen
udtrykkes kunstnerens afhængighed af sin omverden og af det givne livsgrundlag, f.eks. i
"Den lille Havfrue". Hos Villy Sørensen er det kunstnerens erkendelse af fortrængte
områder i ham selv, f.eks. drifter og homoseksualitet, som determinerer kunstnerens
skæbne. I Villy Sørensens senere fortælling "En glashistorie", hvor han bl.a. skildrer det
vestlige overflodssamfund, skildres splittelsen ikke længere i det enkelte individs indre, men
i et større samfundsmæssigt perspektiv, hvilket afspejler den øgede fokuseren på
samfundsforhold i samtiden (1960'erne).
Dobbeltgængermotivet bruges ofte i de fantastiske fortællinger til at illustrere
splittelsen. Inspirationen til dobbeltgængermotivet stammer til dels fra Kierkegaard. I
"Forførerens Dagbog" ("Enten-Eller", 1843) er selvfordoblingen et centralt tema.
Udgiveren af Johannes' (hovedpersonens) papirer, A, føler sig "...'revet med ind i det
Taage-Rige, i den Drømme-Verden, hvor man hvert Øieblik bliver ræd for sin egen
12 Ernst Theodor Amadeus Hoffmann (1776-1822): Tysk forfatter, tegner og musiker. Har bl.a. skrevet eventyrfortællinger, hvor de centrale temaer er det overnaturlige, det gruopvækkende og det humoristiske. 13 Bernhard Severin Ingemann (1789-1862): Dansk digter. Især kendt for sine historiske romaner.
27
Skygge'." (Lundbo Levy m.fl., 1994, s. 141)14 Her bruges skyggemotivet, ligesom hos H.
C. Andersen i "Skyggen", og forholdet mellem virkelighed og drøm står centralt. I spillet
mellem Johannes og A antyder Kierkegaard "...den metafysiske fortabelsesmulighed, som
er latent til stede i det interessante, i refleksionsevnen og i selvfordoblingen." (Lundbo
Levy m.fl., 1994, s. 141). For Heiberg og dannelseseliten ses det interessante som en
æstetisk-psykologisk kategori, men for Kierkegaard rummer samme kategori sprængfarlige
kræfter i personligheden, som Heiberg ikke forholder sig til. H. C. Andersen som levede ca.
samtidig med Kierkegaard stod også i modsætningsforhold til det borgerlige samfund. Han
formåede dog med tiden at leve op til dannelsens krav, samtidig med at han mere eller
mindre overskred dens grænser. (Lundbo Levy m.fl., 1994, s. 142-145). Det fantastiske
stod nemlig i opposition til Heiberg og dannelseseliten, som hårdnakket forsøgte at hindre
den tyske fantastik i at vinde indpas i Danmark. Med fantastikken opløstes nemlig
dannelsens ideologiske grundværdier, og alle illusioner om mening og sammenhæng i
personligheden og verden blev nedbrudt. Det er denne tendens til opløsning, som
videreudvikles i det moderne gennembrud i årene omkring 1870, hvor der bevidst gøres op
med den romantiske tradition. (Lundbo Levy m.fl., 1994, s. 149-150).
Tendensen mod myten er at finde hos alle tre forfattere. Det er primært to myter,
som går igen, Faust-myten og syndefaldsmyten, som begge har at gøre med faldet fra det
hele til det spaltede menneske: "Faust-myten udtrykker det eksistentielle knudepunkt, hvor
det personlige og det historiske bliver til ét i den europæiske modernitet; og dette
knudepunkts væsensform er syndefaldet..." (Pedersen, 2000, s. 19). Myterne er at finde i
bl.a. "Skyggen" og "Den lille Havfrue", "Drømmerne" og "Tigrene".
Med hensyn til sprogbrug og fortællestil er det karakteristisk, at der hos alle tre
forfattere eksisterer en form for dobbelthed mellem det, der siges på overfladen og en
underliggende betydning. Fortællerens tilstedeværelse mærkes ofte tydeligt i fortællingerne,
i spillet med sproget hos H. C. Andersen og Villy Sørensen og via de indlejrede jeg-
fortællere hos Karen Blixen. Hos H. C. Andersen skabes spændingen mellem fortællestilens
appel til et barnligt publikum og de fortolkningsmuligheder, der åbner sig for den voksne,
f.eks. i "Springfyrene". I Karen Blixens tekster eksisterer en spænding mellem en
harmonisk form, som opretholder moralen, og et indhold, som ofte omhandler seksuelle
temaer tilknyttet de kvindelige hovedpersoners skæbne, som f.eks. i "Aben". I den
14 Oprindeligt citat af Søren Kierkegaard, "Forførerens Dagbog" i "Enten-Eller", 1843.
28
forbindelse er Nietzsches begreb amor fati, kærlighed til skæbnen, centralt. F.eks. ligger
Nietzsches begreb om amor fati tilsyneladende bag Athenes sluttelige (omend forbeholdne)
accept af sin skæbne (Blixen, 1935, s. 131) (Johansen, 1986, s. 88). Villy Sørensens
sprogbrug minder om H. C. Andersens. Her vækkes de døde metaforer til live (som i
"Tigrene"), og der skabes en spænding mellem en overdreven logik på overfladen og en
anden mere usynlig, underliggende betydning som i "En glashistorie".
6.3. Det guddommelige og det psykologiske perspektiv.
En forskel mellem de tre forfattere viser sig i synet på Gud. En del af H. C.
Andersens tekster er præget af en tillidsfuld tro på forsynet, som dog ikke er helt entydig i
f.eks. "Den lille Havfrue", hvor en begyndende skepsis overfor troen på forsynet antydes.
Med det moderne gennembrud bliver kritikken mod kristendommen skærpet, og det
religiøse liv bliver efterhånden frigjort fra den borgerlige kirkeinstitutions omklamring. Det
er til dels dette opgør med den borgerlige og moralske kristendom, som Karen Blixens
fortællinger omhandler. Det er ikke den tillidsfulde tro på Gud, der gør sig gældende hos
Karen Blixen. Guds plan opfattes snarere som en søgen efter det miljø, hvor man kan leve i
overensstemmelse med det inderste i sig selv (f.eks. som skibsdrengen i "Skibsdrengens
fortælling"). I form af eksistentialismen sker der efter 2. verdenskrig et brud med den
borgerligt-disciplinerede og mekanisk-regelmæssige livsførelse. Villy Sørensens syn på Gud
er præget af en negativ holdning, som f.eks. i "Købmanden", hvor købmanden (Gud)
umyndiggør sin søn (Filip). Ifølge Villy Sørensen (og eksistentialismen) har mennesket
mulighed for at overtage ansvaret for sit eget liv og for at være sig selv. Det er denne
mulighed, som fratages Filip i "Købmanden", hvilket Villy Sørensen opponerer imod. I den
tidlige modernisme står "Heretica"-digtningen (heretica=kætterier) centralt, og Villy
Sørensen har da også visse ting til fælles med denne digtning. Bl.a. tager Villy Sørensen (og
andre) afstand til naturalismens naturvidenskabeligt prægede verdensbillede - som i
"Tigrene", hvor videnskabsmanden Steen latterliggøres - og der fokuseres i stedet på de
ubevidst psykologiske processer. Villy Sørensens "kætteri" mod naturalismen adskiller sig
dog på flere punkter fra samtidens forfattere, f.eks. er komikken noget specielt for ham.
Hos Villy Sørensen gives der ikke længere klare løsninger på menneskenes splittelse (som
f.eks. erkendelsen af Guds almagt i "Sneedronningen"), hvorved det overlades til læseren at
tænke selv. Hvor H. C. Andersens tekster sættes ind i et guddommeligt perspektiv, er det
hos Villy Sørensen det psykologiske perspektiv, som danner rammen om fortællingerne.
29
Karen Blixen står midt imellem: Hun omtaler ofte Guds plan i forbindelse med menneskets
idealtilstand, men i virkeligheden er det ikke kun de højere magter og religiøsitet, som står
centralt. Det er også menneskets indsigt i sin virkelige og sande natur.
6.4. Den fantastiske fortælling frem mod i dag.
Inden for den nyere fantastiske litteratur er inspirationen fra den fjerde verden, fra
såkaldt "primitive" kulturer, et slående træk. F.eks. trækker Ib Michael15 forbindelseslinier
mellem Sydamerika og Danmark i "Rejsen tilbage" (1977), som omhandler et
kultursammenstød mellem latinamerikansk og vestlig kultur. Her beskrives oplevelsen af
den indianske, mytisk tænkende kultur over for den vestlige, rationelle og udbyttende.
Rejserne i Ib Michaels bøger er ikke kun geografiske og reelle, de er også mytiske, og
overrumplende sammentræf, og utrolige begivenheder peger ind mod dybere
sammenhænge. (Fischer Hansen m.fl. (red.), 1981, s. 112). Kultursammenstød kan dog
spores langt tidligere især i Karen Blixens tekster, f.eks. i "Aben", hvor aben repræsenterer
den afrikanske kultur. Fælles for de ældre og de nyere fortællinger er trangen til at bygge
bro mellem adskilte verdener for på den måde at fremme erkendelsen af alt levendes
samhørighed (ligesom i "Skibsdrengens fortælling"). Derved antydes en menneskelig
ansvarlighed for det levende, for dyre- og planteverdenen og for hele det økologiske
system. (Johansen, 1986, s. 100).
7. Konklusion. I indledningen blev forskellige karakteristiske træk gennemgået som kendetegnende
for den fantastiske fortælling. Ud fra analysen af de udvalgte tekster af henholdsvis H. C.
Andersen, Karen Blixen og Villy Sørensen mener jeg at kunne konkludere, at de
analyserede tekster kan defineres som fantastiske fortællinger ifølge Bredsdorffs brede
genredefinition, som er udgangspunktet for denne opgave.
I de fantastiske fortællinger gennemføres sammenstødet mellem to verdener, mellem
det ikke-fantastiske og det fantastiske. Dette gøres ofte via illusions- og
drømmeantydninger, som opbygger en tøven hos læseren (som Todorov pointerer).
Splittelsen og dobbeltheden, der er et gennemgående tema i de fantastiske fortællinger, er
omdrejningspunktet i de tekster, som er analyseret i denne opgave. Det viser sig både som
15 Ib Michael (f. 1945): Dansk forfatter. Har bl.a. skrevet rejseberetninger med fantastisk præg.
30
et indre vilkår i kunstneren, i form af dobbeltgængermotivet, i den mytiske tendens samt i
fortællestilen og sproget. Alle tre forfattere påpeger ved inddragelsen af fantastiske
elementer, splittelsen mellem godt og ondt (mellem det bevidste og det ubevidste) som en
del af mennesket, hvad enten det er tilknyttet en kritik af det borgerlige samfund og
dannelseseliten (H. C. Andersen), en kritik af de kristeligt-moralske rammer (Karen Blixen)
eller en kritik af omgivelsernes (Guds) umyndiggørelse, som fratager mennesket
muligheden for at finde og forstå sig selv (Villy Sørensen).
Af de tre forfattere angives dog forskellige måder, hvorpå man kan overkomme
splittelsen: Hos H. C. Andersen er det ofte i erkendelsen af Guds almagt, og hos Karen
Blixen er det i en søgen efter det miljø, hvor man kan leve efter det inderste i sig selv. Villy
Sørensen giver ikke så klare løsninger, men antyder bl.a. i "En glashistorie", at erkendelsen
og accepten af det onde og ubevidste som værende en del af mennesket og af livet er første
skridt på vejen mod forløsningen. Hvor H. C. Andersen og til dels Karen Blixen knytter
løsningen til det guddommelige, findes løsningen hos Villy Sørensen i mennesket selv. Men
hvad enten tilværelsen fortolkes ud fra guddommelige eller psykologiske kriterier, og hvad
enten det onde ses som noget, der tilføres mennesker udefra (som i "Sneedronningen") eller
som noget, der allerede er i menneskets indre (som i "En glashistorie"), er det samme
pointe, der går igen. Ved netop at belyse splittelsen og dobbeltheden formulerer alle tre
forfattere en længsel efter det hele menneske - d.v.s. drømmen om at se på livet med én
vilje i stedet for med to.
Litteraturliste.
Primær litteratur:
Andersen, H. C.: "Den lille Havfrue" (1837) i "H. C. Andersens Eventyr", bind I, 1919,
Gyldendalske Boghandel - Nordisk Forlag A.S., København.
31
Andersen, H. C.: "Sneedronningen" (1845), "Springfyrene" (1845) og "Skyggen"
(1847) i "H. C. Andersens Eventyr", bind II, 1919, Gyldendalske Boghandel - Nordisk
Forlag A.S., København.
Blixen, Karen: "Aben" og "Drømmerne" i "Syv fantastiske Fortællinger", 1935, fornyet
1961, (8. udgave, 3. oplag, 1996), Gyldendal, København.
Blixen, Karen: "Skibsdrengens fortælling" i "Vinter-eventyr", 1942, fornyet 1970 (4.
udgave, 4. oplag, 1985), Gyldendalske Boghandel - Nordisk Forlag A.S., København.
Sørensen, Villy: "Tigrene" i "Sære historier", 1953, (6. udgave, 2001), Gyldendalske
Boghandel - Nordisk Forlag A.S., København.
Sørensen, Villy: "Købmanden" i "Ufarlige historier", 1955, (1966), Gyldendal,
København.
Sørensen, Villy: "En glashistorie" i "Formynderfortællinger", 1964, (3. udgave, 1980),
Gyldendal, København.
Sekundær litteratur:
Barlby, Finn: "Det dobbelte liv", 1993/1994, Dråben, København.
Behrendt, Poul: "Det ukendte træ" i Henriksen, Aage og Fjord Jensen, Johan (red.):
"Kritik" (tidsskrift), nr. 3, 1967, Fremad, København.
Bjørnvig, Thorkild: "Hvem er jeg?" i Wamberg, Bodil (red.): "Karen Blixen", 1992,
Spektrum, Danmark.
Bonde Jensen, Jørgen: "Glem ikke at det aldrig kan være en fordel at være blind" i
Dines Johansen, Jørgen (red.): "Analyser af Dansk kortprosa II", 1972, (2. oplag
1977), Borgens Forlag A/S, København.
Bredsdorff, Thomas: "Sære fortællere", 1967/1968, Gyldendal, København.
Brix, Hans: "Karen Blixens Eventyr", 1949, Gyldendalske Boghandel - Nordisk Forlag
A.S., København.
Dahlerup, Pil: "'Den lille Havfrue' dekonstrueret" i Barlby, Finn (red.): "Det flydende
spejl", 1995, Dråben, København.
Engberg, Charlotte: "Billedets ekko", 2000, Gyldendal, København.
Fischer Hansen, Ib / Anker Jørgensen, Jens / Michelsen, Knud / Sørensen, Jørgen og
Tonnesen, Lars (red.): "Litteraturhåndbogen 2", 1981, (5. reviderede udgave, 2. oplag,
1998), Gyldendalske Boghandel - Nordisk Forlag A.S., København.
32
Henriksen, Aage: "Det tomme rum mellem kunsten og kirken" i Wamberg, Bodil (red.):
"Karen Blixen", 1992, Spektrum, Danmark.
Johansen, Ib: "Sfinksens forvandlinger", 1986, Aalborg Universitetsforlag, Aalborg.
Juhl, Marianne og Jørgensen, Bo Hakon: "Dianas hævn", 1981, Odense
Universitetsforlag, Odense.
Jørgensen, Bo Hakon: "Siden hen", 1999, Odense Universitetsforlag, Odense.
Leffers, Gerda T.: "Kunstnerproblematikken hos H. C. Andersen", 1994, C.A. Reitzels
Forlag, København.
Lundbo Levy, Jette / Mortensen, Klaus P. og Nielsen, Erik A.: "Litteraturhistorier",
1994, (2. oplag, 1996), Danmarks Radio Forlaget, København.
Nyborg, Eigil: "Den indre linie i H. C. Andersens eventyr", 1962, (2. udgave, 1983),
Gyldendalske Boghandel - Nordisk Forlag A.S., København.
Pedersen, Carl Steen: "Midtens vovestykke", 2000, Gyldendal, København.
Rostbøll, Grethe F.: "Længslens vingeslag", 1996, Gyldendal, København.
Rubow, Poul V.: "H. C. Andersens Eventyr", 1943, Gyldendalske Boghandel - Nordisk
Forlag A.S., København.
Sønderiis, Ebbe: "Villy Sørensen - En ideologikritisk analyse", 1972, GMT, Danmark.
Todorov, Tzvetan: "Den fantastiske litteratur", (oversat fra "Introduction à la
Littérature fantastique"), 1970, (dansk udgave 1989), forlaget KLIM, Århus.
Westenholz, Anders: "Kraftens horn", 1982, Gyldendal, København.
Billedliste.
Forsidebillede:
Malet af Wenzel Hablik, "Geniets Vej" (handler om den ensomme kunstners søgen),
1918, fra bogen "Drømmen om Utopia" (oversat fra "Utopian Visions"), Eva Serner og
Jørgen Pedersen (red.), 1992, Det ny Lademann A/S, København.
33
