RUST - STUdenTeRmagaSineT foR SyddanSk UniveRSiTeT

aPR

iL 2

010

RUST i Lag med magTen

vind BiLLeTTeR TiL RoSkiLde feSTivaL

HanS gammeLTofT-HanSen: den fLØJTende omBUdSmand

RUST

24 RUST / april / 2010

(PARNAS)

25 RUST / april / 2010 RUST / april / 2010 25

Hans Gammeltoft­Hansen har prøvet mange ting, siden han afsluttede den juridiske kan­didatuddannelse i 1970. Årene er blandt andet blevet brugt på at være professor i retsvidenskab og en formandspost i Dansk Flygtningehjælp. Men siden 1987 har han kunnet kalde sig for folketingets Ombuds­mand. Selv mener han, det er jobbets alsi­dighed, der har gjort, at han gerne har villet sidde så længe: »Jeg er glad for at være ombudsmand, fordi det giver mig mulighed for at arbejde med store dele af juraen. Jeg skal tage stil­ling til mange forskellige sager og har des­uden forskningslignende opgaver så som at skrive artikler.« Ombudsmanden mener ikke, han har magt,menderimodindflydelse.

»Jeg foretrækker ordet indflydelse fremfor magt, det passer bedre til ombudsmands­institutionen. Den minder på nogle områder om en domstol, men myndighederne er jo ikke forpligtet til at følge henstillingerne.«

ikke den lille mands advokatOmbudsmanden synes, at han har et alsi­digt job, men samtidig gør han det lysende klart, at jobbet har faste rammer. Det er in­den for disse rammer, vurderingerne skal foretages, siger han. »Rammerne er for så vidt vide. Og en gang imellem har jeg overvejet, om jeg kunne have gjort mere, hvis en borger virkelig har været i klemme,« fortæller juristen, der forklarer, at sager også har et menneskeligt aspekt, som man ikke altid kan tage stilling til:

»Jeg føler en sjælden gang imellem af­magt, når jeg møder en borger, som man egentlig gerne vil hjælpe, men hvor juraen forhindrer det. Men sådan er det, og det hører med til jobbet. Heldigvis følger myn­dighederne næsten altid mine henstillinger, derfor er det yderst sjældent, jeg føler af­magt i den retning.« Den66-årigekøbenhavnerharfleregan­ge set sig selv omtalt som ’den lille mands advokat’. Men det er ikke en betegnelse, som passer ham. »Det er svært at komme med et bedre bud på et navn end folketingets Ombuds­mand. Jeg synes ikke, begrebet ’den lille mands advokat’ er dækkende for mit job. Institutionen minder mere om en domstol og skal se både på borgerens og myndighe­

den�fløjtende�ombudsmandHans Gammeltoft­Hansen har kontor midt i landets hovedstad med de tre formelle mag­ter; folketinget, politigården og Københavns Byret inden for en kilometers radius. Men folketingets Ombudsmand er ikke glad for magt som betegnelse. Han foretrækker i ste­detindflydelseogvilfortælle,hvilkenindflydelsehanselvhar,hvordandenbørbruges,oghvadoghvemderharinflueretham.

TekST & foTo thoMAs dAMgAArd sØrensen

24 RUST / april / 2010 25 RUST / april / 2010 RUST / april / 2010 25

(PARNAS)

26 RUST / april / 2010

(PARNAS)

RUST / april / 2010 27

dens argumenter,« siger Hans Gammeltoft­Hansen, der slår fast, at jobbet også giver ham glædelige oplevelser: »Jegermegetgladfordenindflydelse,jeghar haft, når en borger, der var blevet be­handlet forkert, kontakter mig for at sige tak for hjælpen.«

magt er mange tingSelvom Hans Gammeltoft­Hansen foretræk­kerbegrebetindflydelse,vilhangernefor­tælle, hvorfor han ikke bryder sig om ordet magt. »Jeg synes, ordet magt har en negativ klang, som knytter sig til udøvelsen. Eller med andre ord siger man: Sådan skal det være,« for­tæller den 66­årige jurist. Manden, der på 23. år sidder i sit nuværende job, mener, at magt dæk­ker over mange ting. For ham er der dog især to be­tydninger, som er vigtige. »Magt er mange ting. De to vigtigste former er statslig magt ­ det vil i sidste ende sige volds­monopolet ­ og så den indflydelse, man kan någennem uddannelse og politik.«

jurist ved et tilfældeNetop indflydelse gennemuddannelse harbragt Hans Gammeltoft­Hansen i den posi­tion, han har i dag. Tilbage i 1962, da han som 18­årig stod med studenterhuen på hovedet, var der dog ikke meget, der tydede på, at Hans Gammel­toft­Hansen skulle nå så langt, som han er nu. »Jeg ville gerne være musiker og spille fløjteietorkester.Menidagerjeggladfor,at det ikke blev til noget, for musikken har været en god ting at have ved siden af ju­raen,« forklarer han. Faktisk var det lidt af et tilfælde, at det var Juridisk Institut, som modtog en ansøg­ning. »Jeg ville gerne indskrives på universi­tetet, og jeg valgte jura, fordi det var det korteste studie. Medicin, som jeg også over­vejede, varede to­tre år mere. Desuden ville jeg ikke være det samme som mine foræl­dre og voksne søskende,« fortæller juristen.

en sen starterGennem de første år i paragraffernes tegn havde den unge københavner svært ved at se, hvad fagene havde at gøre med verden udenfor murene: »Der gik et godt stykke tid, før jeg for alvor fik smag for juraen. Jeg tror blandtandet, det er fordi, man ikke har den store livserfaring som 18­årig.« 48 år og mange erfaringer senere har om­budsmanden et par bud på, hvad man kan gøre for at få et bedre tag i nye jurastude­rende fra dag et. »Jeg tror for det første, det er vigtigt at starte med de fag, som ligger nærmest dem.

For eksempel fami­lieret. Mange unge har for eksempel oplevet, at deres for­ældre er blevet skilt, eller også har de set, at andre er blevet det. For det andet er det vigtigt med nogle praktiske eksempler. Det kan blandt an­det være ture i rets­salen,« lyder det fra ombudsmanden. I dag er han glad for, at han ka­

stede sig over paragrafferne og ville ikke vælge noget andet, hvis han kunne. Skulle hanalligevelfindeenandenlevevej,skulleder enten studeres statskundskab eller teg­nes huse: »Statskundskab giver en masse spænden­de muligheder. Desuden interesserer jeg mig for en kombination af det funktionelle og æstetiske, og derfor ville arkitekt måske være en mulighed.« Hans Gammeltoft-Hansen fik dog hver­ken en karriere med politiske taler eller med blyant og lineal. Men det glæder ham faktisk, for selvom der er faste rammer, er der hele tiden en ny sag, der skal tages stil­ling til, ligesom han har kontakt til mange forskellige mennesker.

Jeg ville gerne være musiker og spille fløjte i

et orkester. Men i dag er jeg glad for, at det ikke blev til noget, for musikken har været en god ting at have ved siden af juraen.

foTo thoMAs Fryd