Den grønne ø 1

Mette Finderup

SMERTENSBARN

1

G Y L D E N D A L

gyldendal.dk - twitter.com/gyldendal - forlagetgyldendal youtube.com - facebook forlagetgyldendal

Den Grønne Ø ‒1Smertensbarn

Copyright © Mette Finderup og Gyldendal 2012Omslag: Harvey Macaulay, Imperiet

Tilrettelagt af Marianne BisballeBogen er sat med AGaramond og HelveticaNeue

hos Rosendahls − BookPartnerMediaog trykt hos Scandinavian Book A/S

1. udgave, 1. oplagISBN 978-87-02-1

Printed in Denmark1752-3

UNCORRECTED PROOF COPY

DENNE UDGAVE MÅ IKKEGØRES TIL GENSTAND FOR UDLÅN,

ANMELDELSE ELLER SALG


DEL 1

Det korteste strå


KAPITEL 1

Regn

Jeg gled, da jeg drejede for hurtigt om hjørnet, og før jeg vid-ste af det, lå jeg med munden fuld af smat og spyttede som enhund, der har sat tænderne i en rådden rotte. Forbandedevejr.

Det havde regnet siden min fødselsdag. Stille, stædigt ogvedvarende silede det på syvende uge ned fra sensommer-himlen. Jorden var for længst mættet, og hele gårdspladsenflød med klægt slam som satte sig i lerede kager op til knæenepå alle i byen. Gamle Arnora havde holdt fællestjeneste forFrej ved både ny- og fuldmåne, men selv om alle frie mændog kvinder i byen havde deltaget, havde regnens gud ikke lyt-tet. Overhovedet.

Det dårlige vejr passede på ingen måde min mor. De før-ste våde uger raslede hun truende med sine husnøgler ogkrævede at alle gik uden om den mudderflod, der var opståetpå tværs af gårdspladsen. Det betød, jeg skulle helt om bagstalden og forbi min veninde Ravnfagers families hus for atnå ud til vejen. Men nu havde selv mor givet op, og vorestrælle kunne på ingen måde vaske tøjet hurtigt nok til atholde os rene. Mors sidste bastion var hovedhuset, hvor jegblev tvunget til at skifte til ren kjole, så snart jeg satte fodenpå trinnet.

Det var den kjole – den fine, nye og eneste rene, der krad-sede ad helvede til – som jeg nu lå i sølet i.

Mor ville blive rasende, for ud over at have svinet minkjole til, var det hende, jeg var stukket af fra. Jeg orkede sim-

7


pelt hen ikke at terpe et minut længere om klokkefod ogsmalbladet duesejl og hvor langt tid, de skal koge for atvække gudernes glæde. Jeg ville hellere kaste op.

„Frue, frue, hun er herhenne!“ hørte jeg. Jeg tørrede hur-tigt det værste mudder væk med ærmet for at se, hvem detvar, der sladrede. Der stod en halvstor trælletøs og pegede påmig, mens hun råbte til min mor, der allerede var i fuld fir-spring på vej igennem regnen. Jeg greb et skarpt stykke flintog skulle lige til at kyle det efter sladderhanken, da det gik opfor mig, at det var det dummeste, jeg kunne gøre. Jeg havdebrug for tøsen, når mor nåede frem.

„Hvis ikke du bliver stående lige meget hvad, så smadrerjeg dig,“ hvæsede jeg til hende, mens jeg hævede stenen for atunderstrege truslen. Hun nikkede med bange øjne, der glim-tede frem og tilbage mellem mig og min mor, som nu havdestridt sig gennem regnen og tronede over mig.

„Og hvor tror du så, du skal hen?“ hvislede min mor.„Det rager ikke dig.“ Jeg så stridslysten op på hende. Hen-

des lyse øjne blev smalle, men hun skævede mod trællen, ogjeg lo indvendigt. Trælle har altid været mors svage punkt.Hun kan ikke lide at lave optøjer, mens de ser på. Jeg haraldrig forstået hvorfor, for hun er den eneste i familien, derhar det sådan. De er jo slaver for pokker, tænkende køer.

„Burde du ikke passe dine urter?“ spurgte mor.„MINE urter? Det er DINE urter, og jeg vil skide på dine

urter. Jeg gider ikke mere!“Hendes stemme var stadig blid og blød, og hun smilede,

da hun svarede, men hendes hånd borede sig hårdt ind i minarm: „Du har ikke tid til at være ligeglad, Gyrith. Vi holdersejd-rejsen til nymåne.“

Det sortnede for mig. Panikken bredte sig indeni. „Detbliver ikke med mig i hovedrollen. Så fat det dog, narrøv.Gør det selv!“

Men sådan taler man ikke til husfruen. Ikke engang, nårman er hendes datter. Jeg mærkede grebet blive hårdere ogfølte en smule blod bryde frem på oversiden af håndledet,hvor hendes pegefingernegl havde bedst fat. Trælletøsen

8


trippede og så angst frem og tilbage mellem os. Mor vendtesig mod hende.

„Gå op i huset, Mirka,“ sagde hun stille.„Jeg smadrer dig, hvis du gør, som hun siger,“ hvæsede

jeg. Pigen bed sig i læben. Så lod hun en sidste gang blikketvakle mellem mig og mor, før hun gjorde, som mor sagde ogspænede op mod huset. Mors ord vejede desværre altid tun-gest. Jeg ville have gjort fuldstændigt det samme.

Men uden trællen som vide frøs mors stemme til is.„Hvad bilder du dig ind, Gyrith? Du har allerede holdt

mig hen i en måned, og nu stikker du af midt i gennemgan-gen af rejsen. Hvem tror du, du er?“

Jeg bed mig i læben og så vredt ud i gården.„Det er ikke min skyld, det regner!“Nu dirrede hendes pegefinger lige mellem mine øjne. „Jo.

Det ER din skyld, Gyrith. Det er lige præcis det, der er heleproblemet. Vi er bagud med sejd-rejsen, fordi DU ikke er ditansvar bevidst og lærer, det DU skal. Det er klart, guderne errasende.“

„Men jeg VIL ikke. Jeg er voksen nu. Det siger du selv. Jeger ikke nogen træl, du bare kan bestemme over.“ Vreden rul-lede i min krop. Nærmere og nærmere. Jeg gispede efter vej-ret.

„Se på dig selv,“ sagde mor. „Der ligger du med mudderpå din kjole, ude af stand til at leve op til dit ansvar. Skyld iat hele byen står under vand. Og så vil du have, jeg kalder digVOKSEN!“

Jeg var så vred, at jeg rystede. Jeg hev efter vejret og vredmig under mors greb, men hun holdt fast.

„Men der er masser, der er bedre til alt det gudepis end jeger. Vælg en af dem og bland mig udenom,“ skreg jeg.

„Du kan ikke løbe fra, HVEM du er, Gyrith!“ Mor stakmig en lussing, der sved langt længere ind i kødet end der,hvor den ramte. Mor plejede aldrig at slå. Det plejede at værefars afdeling. Men far var stadig på vej hjem fra togt, og jeghavde aldrig set mor så isnende vred.

„Du fik mig overtalt og slap sidste år, og se, hvordan det

9


hele ser ud nu. Himmel, jord og hav står i ét. Det er voresfornemste jomfru, der foretager sejdrejsen, Gyrith. DU erdatter af byens høvedsmand og husfruen. Der er ingen tvivlom, at det er dit lod, og du kommer til det, om jeg så skalstoppe hver eneste urt ned i halsen på dig under ceremo-nien.“

Jeg krabbede væk, mens jeg tog mig til kinden, hvor hen-des slag stadig sved.

„Det tror du,“ råbte jeg. „Men ved du, hvad jeg gør? Jegløber bare ud og spreder ben for en af Egil Rebslagers sønner.Så har du ikke længere nogen jomfrudatter at sende nogetsom helst sted hen. Så kan jeg måske få lov at være i fred!!“

Det sidste skreg jeg ud over gårdspladsen, før jeg snub-lede væk i regnen. Trællene lod, som om, de var fordybede ideres endeløse forsøg på at holde gården ren, men jeg vidste,de alle lyttede, og jeg vidste, jeg havde ramt Mor lige såhårdt, som hendes lussing havde ramt mig. På det tidspunktvidste jeg bare ikke hvorfor.

10


KAPITEL 2

Ulver

Ulver fandt mig selvfølgelig på pynten, hvor jeg var løbet udefter mit skænderi med mor. Pynten var vores andet hjem,hvor vi havde hængt ud, lige fra vi var store nok til at luskevæk fra de voksne. Herfra så vi vores far og alle de andre sejleud i foråret, og vi ventede på deres hjemkomst samme stedhele sommeren. Somme tider var min veninde Ravnfagermed derude, men der var aldrig den samme ro over pynten,når hun var til stede. Ikke fordi hun VILLE larme. Ravnfagerog ro var bare to ret uforenelige størrelser.

Min bror satte sig ved siden af mig, mens jeg blev vedmed at skule ud mod et usynligt punkt i fjorden. Han lagdearmen om min skulder og gav den et klem. Først da jeg mær-kede hans hud mod min, blev jeg klar jeg, at jeg rystede overhele kroppen. Jeg havde ingen anelse om, hvor længe jeghavde siddet alene i regnen.Tiden var forsvundet.

„Mor sagde, du var stukket af. Fik du et anfald?“ spurgtehan. Ulver havde været på jagt. Hans lyse hår klistrede ind tilansigtet, huden var rød og kold, vamsen tung af vand. Gen-nemblødt fordi den ikke havde nået at tørre fra sidst hanhavde den på. Han prøvede at holde sit åndedræt i ro, menjeg kunne uden problemer se, at han var havde redet herud,så stærkt han kunne presse sig selv og Ketilbjørn, for hansnæsebor sitrede, og stemmen rystede en smule. Jeg elskedeham for det. Både for hans bekymring og for hans forsøg påikke at vise den.

„Næsten,“ svarede jeg „Jeg nåede lige at stoppe det.“ Så

11


vendte jeg igen blikket ud mod vandet til det sted, far altidlod vores to skibe ankre op, før folkene begyndte at læssehandel, gods og trælle over i mindre både og bugsere det heleind på lavt vand. Skibene kunne være her når som helst.

„Jeg kunne godt tænke mig at prøve, hvordan det er fordig at få de anfald. For at forstå. Bare en enkelt gang,“ sagdeUlver og rev mig ud af mine tanker.

„Nej. Det kunne du ikke.“„Men jeg tror, jeg har lidt af det samme. Somme tider, når

jeg er lige ved at sove, har jeg det pludselig, som om jeg er vedat falde. Så giver hele min krop et sæt, og jeg bliver bange etlille øjeblik.“

Jeg nikkede. „For mig stopper det bare ikke igen. Jeg bli-ver ved med at falde. Og der er noget meget, meget ondtnede på bunden af hullet.“

Han så på mig med de blå, blå øjne, som drev halvdelen afpigerne i byen til vanvid, og som var så fuldstændig anderle-des end mine egne mosemørke.

„Hvad er det? En sortånd?“Tårerne begyndte at løbe ned over mine kinder, så snart

han spurgte. Normalt ville jeg have prøvet at skjule dem,men nu regnede det alligevel så meget, at Ulver næppekunne se, hvad der var tårer og hvad der var regn.

„Jeg er blevet bedre til at bremse det. Eller til at besvimemed vilje, før jeg når bunden og finder ud af det,“ svarede jeg

Han kyssede mig på panden. „Mor siger, du er blevet van-vittig og nægter at tage sejd-rejsen.“

„Var det hende, der sendte dig herud for at hente mig?“Min krop stivnede instinktivt i hans favn.

„Nej, tosse,“ hviskede han ned i mit hår. „Men det må davære det vildeste i verden at få lov at tage på sejdrejse. Tænk,at se guderne. Tænk, at du skal møde Freja.“

Jeg puffede til ham og forsøgte at grine. Jeg ville ikketænke mere om mørket. Det blev tiltrukket af, at man talteom det.

„Ja det ku’ du li’. Du ville bare glo på hendes store bryster,hvis du mødte frugtbarhedsgudinden!“

12


Han grinede. „Selvfølgelig. Tænk sig ...“ Han formedeFrejas bryster med begge hænder, men afbrød så sig selv oglavede en hurtig cirkelbevægelse med sin lillefinger, som Ar-nora har lært os, for at Freja ikke skulle blive vred over at hantalte om hendes bryster. Det var ikke tiden at tage let på gu-derne. De var vrede nok endda.

Jeg rystede den sidste rest af mørket af mig. Alting var sånemt med Ulver, fordi hans liv på alle måder var så megetlettere end mit. Han var min fars eneste søn, elsket af alle, oghans største bekymring var, om han kunne komme med påtogt næste år, eller om far ville vente endnu et år med at tageham ombord. Ulver skulle arve gården og kunne vælge sinegen ægtefælle, så længe han blot valgte en fri kvinde af no-genlunde stand, mens jeg skulle giftes bort i en nær fremtidtil en ukendt stodder fra en helt anden by – måske et heltandet land, hvis det passede far at bruge mig som fredspant.Ulver fik de bedste vævninger til sit tøj. Der blev kastet lys ogvarsler på Ulver før alle andre, når Arnora holdt årstidssam-ling. Ulver havde fået min hest, da vores to plage voksede op,og det viste sig, min var hurtigere end hans. Ulver kunnebruge dagene på at jage og fiske i sommerskoven, mens jegskulle lære at styre en husholdning, og Ulver kunne se fremtil en fed sejdfest, hvor han skulle sole sig i alle pigernes op-mærksomhed, mens det var mig, der skulle lære 52 urterudenad og blande dem i den rigtige rækkefølge for at få dettil at holde op med at regne. Jeg var så skrækslagen for sejd-rejsen, at jeg lå vågen om natten, mens Ulver sov tungt vedsiden af mig. Så lå jeg der og gennemgik rækkefølgen af ur-terne igen og igen, mens han snorkede sødt og vågnede friskog glad til en ny dag. Det var på alle måder så uretfærdigt, atdet var til at tude over, og hvis det havde været enhver andenend Ulver, det havde handlet om, var jeg gået amok på hamfor længst. Nu nøjedes jeg med at ryste på hovedet af hansfjollerier.

Jeg red Kjetilbjørn hjem fra pynten, og min bror tog Alek.Men vi stoppede og byttede, før vi nåede gårdspladsen. Der

13


var ingen grund til at skændes med mor om, hvis hest der– egentlig – var hvis.

„Kommer du med ind?“ spurgte han, mens han tog beggeheste ved hovedtøjet.

„Nej. Sig til Mor, jeg sover hos Ravnfager.“Han nikkede og red hjem for at redde kastanjerne ud af

ilden for mig. Endnu en gang. Min Ulver.

14


KAPITEL 3

Thors vrede

Ravnfager, hendes mor, de seks søskende og tre hustrælle sovomkring mig, men jeg kunne ikke finde ro. Jeg frøs minetæer, fordi der var så fugtigt i huset, og jeg sloges med tankerom, hvad forskellen på smalbladet og bredbladet duesejlegentlig var. Mor har altid sagt, at kolde tæer og fugt er de tostørste grunde til søvnløshed, og hun kaster sig over detmindste hul i taget som en høg. Sådan var det mildest taltikke hos Ravnfager. Huset i hendes familie var hverken så so-lidt eller tæt eller rent som vores. Ravnfager og jeg kunne li-gefrem få et par af bjælkerne til at ryste en smule, når vi skub-bede hårdt nok til dem, og nogle steder var der huller i taget,der var store nok til, at Ravnfagers to mindste brødre kunnekrybe igennem, når de legede vilde dyr. Der var opgaver nok,der ventede på Ravnfagers far, når mændene kom hjem fratogt, men det ville næppe blive bedre til den tid, for Graneshænder var skruet bedre sammen til togt end til håndværk,og det ville sikkert ende med, at Ravnfagers mor måtte fåHåkon Smed til at hjælpe med taget, før frosten satte ind foralvor og gjorde de små vintersyge.

Jeg lå vågen med mine kolde tæer og hørte vandet drypperytmisk ned i de skåle, Ravnfagers mor, Hild, havde stilletunder hullerne. Der var så rart her hos Hild, selvom der vartræk og hul i taget. Hun var altid parat til at grine af Ravn-fagers og mine historier, mens hun møjsommeligt arbejdedede mest fantastiske stykker stof frem fra sin væv, og Ravnfa-

15


ger havde været min bedste veninde lige siden, vi som småkom op at slås om en hundehvalp.

Regnens trommen på taget tog til. Jeg hørte en rumlen frauvejrets første torden, og kun et splitsekund efter var torden-guden lige over os. Det hele gik så stærkt. Uden varsel slyn-gede Thor et af sine lyn direkte ned i taget, og verden om-kring mig eksploderede i et brag og et inferno af lys, der væk-kede alle. De små og trællene begyndte at skrige, da et nytlyn slog ned, og hele huset begyndte at knage faretruende.Lyden forvandledes til en klagende knirken, mens væggenebegyndte at skride fra hinanden. En hjørnebjælke gav efterog knækkede som en tynd kvist, og nu var der skrig overalt.En af trællene jamrede og råbte på sit uhyggelige østligesprog, der lød som vrede dæmoner, og Ravnfagers morkaldte panisk på sine børn. Selv så jeg lammet op i nattehim-len, hvor jeg kiggede direkte op gennem et hul i taget ogmærkede regnen vælte ned i rummet. Endnu et lyn flængedehimlen. Det blændede mig og efterlod sorte skygger der dan-sede for mine øjne. Skyggerne samledes og dannede et kortøjeblik en skarp silhuet af en mand på en vogn trukket afstore dyr med horn. Jeg gned mine øjne, men han var derstadig. Thor så selveste Thor og hans bukke deroppe højtoppe over huset gennem hullet i taget. Nu løftede han armenog slyngede endnu et lyn fra sin hånd og ned over Ravnfagershus. Jeg hørte en grim knagen samtidig med at tordenbragetdundrede ind over os, og så gav væggen over mod Arnorashus endeligt op, og rev loftbjælker med sig. Jeg så dale lang-somt direkte ned mod mig i skarp kontrast til den oplystehimmel bag den. Et øjeblik var alt sort og tyst, og da jeg våg-nede igen lå huset i ruiner om mig, regnen slog mig direkte iansigtet, og en skarp smerte jog op gennem mit højre ben.Jeg prøvede forsigtigt at bevæge det, men det gjorde vanvit-tigt ondt, og jeg var låst fast under en bjælke. Jeg bed tæn-derne sammen for ikke at skrige. Det var der allerede nok,der gjorde.

„Mor, Mor, MOAR,“ skreg Groa og Asgrim et sted i rui-nen. Jeg hørte også Ravnfager kalde derinde, men jeg kunne

16


ikke se nogen af dem, for der var træ og vægge i vejen, og jeglå for lavt. Jeg nåede lige at takke guderne for, at alt i detmindste var så vådt, at der ikke ville gå ild i noget, da jeghørte den første knitren. Få meter fra mig var en glød fra ild-stedet trillet alt for tæt på et det stykke klæde, der sad påHilds væv. Det røg voldsomt, mens ilden fik fat, og jeg så denførste rigtige flamme slikke langs kanten. Jeg strakte mig sålangt, jeg kunne for at nå hen til ilden, men blev så nødt til atskrige om kap med de andre på grund af smerte. Mit ben varuden tvivl brækket, og jeg sad ubehjælpeligt fast.

Jeg vred mig og kæmpede desperat med bjælken, mensilden fik bedre fat. Far siger altid, at et menneskes sande na-tur og styrke, først viser sig i nødens stund, og dette var isandhed sådan et øjeblik, men selv min frygt for ilden kunneikke flytte den tunge bjælke, der lå over mit ben. Jeg stemteimod af alle kræfter med ryggen, pressede begge arme opmod bjælken og skreg så højt, at adrenalinen jog en smule afsmerten på flugt. Mit hjerte hamrede, og jeg havde svært vedat tænke på andet, end ilden, der nu havde solidt fat i tæppet.Hvis den også fik fat i noget af det halm, der lå herinde, vardet kun et spørgsmål om tid, før jeg enten var kvalt i røg ellerbrændt ihjel.

„Tænk klart. Du har ikke en chance, hvis du ikke tænkerklart. Ro på, hjerte. Ro på,“ messede jeg til mig selv. Jeg bedtænderne sammen og vred kroppen rundt. Det dårlige benfulgte med, så jeg kunne lirke det ud under bjælken. Detfaldt tungt ned på gulvet, og jeg gispede af smerte, mens jegsparkede fra med det raske ben og endelig fri. Jeg slæbte mighen for at slukke ilden. Der var ikke tid til at falde sammenpå gulvet og skrige over, hvor ondt det gjorde, hvis jeg villeredde mig selv og de andre i det sammenstyrtede hus. Der lået stort stykke gyldent stof i brokkerne. Hild havde brugtmåneder på at væve det, og vi havde beundret det mange,mange gange og forgæves forsøgt at få hende til at fortælle,hvad det skulle bruges til, men nu var stoffet det eneste vå-ben, jeg havde mod ilden, og jeg smed det over flammerne.Så prøvede jeg med mine sidste kræfter at slæbe mig hen

17


mod det, der engang havde været en dør. Jeg nåede ikke imål, men sank sammen i snavset efter at have kravlet få me-ter. Der lå en væltet bænk i vejen for min flugtrute, og jegkunne overhovedet ikke overskue at komme over den. For atgøre det hele værre, så jeg over min skulder, at ilden alleredehavde vundet det tabte terræn tilbage. Den havde ikke kunfat i det smukke klæde, men bed også voldsomt i en bjælke,der burde være alt for våd til at nogen normal ild kunne fåfat. Men denne ild var anderledes. Det var tordengudens ild,og den havde allerede gnavet bjælken halvt igennem. Jeg lodpanden hvile mod min hånd og overgav mig endnu engangtil mørket og stilheden.

Nogen begyndte at rive og flå i bunkerne. Jeg åbnede øj-nene, og så gennem et slør Ulver sammen med smedens storeslave, Kelt. Min bror forsøgte at få mig op på skulderen, menjeg var for tung, og jeg skreg, da min fod slæbte hen over jor-den og stødte mod bænken. „Lad mig,“ sagde slaven med sinsære skurrende stemme, og jeg ville så gerne råbe, at jeg ikkeville reddes af en træl, men af Ulver, men ingen ord kom overmine læber. I stedet løftede Kelt mig hurtigt og i en glidendebevægelse, der vidnede om, han var vant til at bære ting, dervar langt tungere end et menneske. Han bar mig i sine sme-destærke arme gennem den silende regn og hele vejen hjem,som om jeg ikke havde vejet mere end et spædbarn. Jeg såmin by gennem et slør af vand og smerte. Han bar mig forbigamle Arnora, der fortvivlet tegnede runer i den våde jordenfor at formilde guderne, og forbi folk, der stor i dørene ogskuttede sig og hviskede bange og forsovede med hinandenog pegede på ruinerne af Ravnfagers hjem, hvor flammernenu stod højt og naturstridigt mod regnen, og jeg hagede migfast om hans hals og borede mine negle ind i hans skulder,mens jeg undrede mig over, hvorfor smerterne pludselig for-svandt, og hvorfor jeg ikke begyndte at græde.

„Tak, Kelt,“ sagde Mor og knugede trællens hænder, da hanforsigtigt havde lagt mig på mit eget leje derhjemme i huset.Jeg lukkede øjnene og lod, som om jeg var besvimet, så jeg

18


blev fri for at gøre det samme, og heldigvis forsvandt hanstraks efter ud i regnen. Jeg lå på ryggen og så op i vores tag.Lettet over at det var tæt og solidt, mens smerten dunkendevendte tilbage til min krop. Ulver og Ravnfager sad hos mig.Ravnfager holdt min hånd, mens Ulver strøg mit hår og nyn-nede en sang, min mor havde nynnet, da vi var små og skullesove, selvom der var råbende mænd i rummet.

Jeg blev ved med at se Thor for mig. Jeg vidste, jeg burdefortælle om ham til både mor og til Arnora, som vidste be-sked med gudernes viljer og kunne fortælle, hvad mit syn be-tød. Men jeg havde virkelig ikke lyst, for jeg havde en rigtiggrim fornemmelse af, at hans besøg handlede om mig. Enstemme i mig sagde „Måske var han slet ikke rigtig ... måsketror du bare, du så ham?“ Jeg valgte taknemmeligt at tro den.

Som byens Husfrue tog mor selvfølgelig hele Hilds hus tilsig. Mirakuløst var de fleste blevet fanget i en lomme dybereinde i huset og Hild sad nu med de små om sig, lettet over atalle var i god behold. Hun smilte og strøg dem over håret ogholdt sin stemme i ro, men hendes øjne flakkede fra den enetil den anden hen over ildstedet, og hendes hænder rystede.

En ung træl var bevidstløs, efter hun havde fået en bjælkei hovedet. Pigens mor sad og hulkede, mens en af vores egnetrælle tørrede pigens ansigt med våde klude. De ænsede ikkeos andre, og de havde ikke engang taget sig tid til at tage detæpper over sig, som mor havde delt ud. Mor sørgede ogsåfor øl til alle. Først da hun havde sikret sig, at enhver havdefået en plads og et krus, kom hun hen til mig. Men ikke en-gang nu havde hun tid til at sætte sig og tage min hånd. Dettrængte jeg ellers så forfærdelig til.

„Jeg må først se til pigen,“ sagde hun.„Men mor, pigen er kun en træl ...“ sagde Ulver. Jeg stop-

pede ham med en famlende hånd. Jeg ville hellere bide tun-gen over, end lade det blive åbenlyst for alle, at mor foretrakat hjælpe en slave frem for sin egen datter.

Ulver rejste sig og gik hen til mor. „Jeg tror, hendes ben erbrækket,“ sagde han. Mor sad allerede på hug og var ved athælde et afkog ind i den bevidstløse træls mund.

19


„Selv store mænd på togt skriger deres kæber af led, hvisde bliver flyttet med et brækket ben, og Gyrith var tavs, daKelt bar hende herhen. Hun kan ellers nok finde ud af atskrige op for mindre til daglig. Gå med dig. Jeg har et liv atredde her,“ svarede hun.

„Mor,“ hvæsede han. Jeg lod lidt af smerten slippe ud overlæberne, for at aflede ham. Han var tilbage hos mig i et langtspring.

„Somme tider er hun virkelig en idiot,“ hviskede han. Jeggemte hovedet i hans trøje og borede neglene ned i hansoverarm. Det hjalp.

Da mor meget længe efter endelig havde tid til mig,kunne jeg høre på hendes stemme, at hun stadig var vredover vores skænderi tidligere på dagen. Det var så uretfær-digt. Det var allerede længe siden, jeg var stukket af, og jeghavde for pokker både fået et halvt tag ned over mig og næ-sten slukket en ildebrand. Men jeg orkede ikke at fortsætteskænderiet. Jeg var alt for udmattet af at æde smerten i migtil også at have kræfter til at svare igen.

„Der kan du se, hvad der sker, når guderne ikke får deressejdfest,“ sagde hun, mens hun trak en lille krukke med rød-brun pasta frem fra sin kurv. „En bevidstløs lille pige og enhel familie uden tag over hovedet. Oven i købet din bedsteveninde. Er du snart tilfreds jomfru Jeg-ved-bedst? Eller hardu tænkt dig at blive ved med at kæmpe imod, indtil gu-derne har lagt hele byen øde?“

Mor greb fast om mit ben, og nu kunne jeg ikke holdeigen længere. Jeg skreg som en galning, og Ulver tog hårdtom min nakke og borede mit ansigt ned mod sin skulder.„Bare bid. Jeg kan klare det,“ mumlede han, mens mor fløjforskrækket tilbage. Jeg satte tænderne i min brors skulderog bed taknemmeligt til. Hele hans krop stivnede under mitbid, men han sagde ikke en lyd. Det var, som om noget afsmerten, der rev og brændte dernede i benet, drev gennemmine tænder og over i ham. Nu var vi i det mindste to om atbære den.

Mors hænder vendte tilbage. Denne gang mere forsigtige.

20


Det var hendes stemme også: „Hvor gør det mest ondt? Her?Her?“ Hun strøg mig varmt over huden og jeg fik tårer i øj-nene, men slap ikke Ulver. Jeg nikkede, mens jeg holdt fast ihans skulder med tænderne.

Mor blandede nogle blade i kogende vand. Duften afkvalmeurt bredte sig i rummet, og jeg slap endelig min brorog drak lydigt, da hun holdt en kop frem mod mig. „Dethjælper,“ sagde hun. Det vidste jeg. Jeg var ikke en krigersdatter for ingenting. Hun blev ved med at stryge mig overbenet, over armen og over håret, mens urtens kraft satte ind.Hun nynnede den samme lille sang, som Ulver havde før, ogresten af rummet med de alt for mange mennesker, fugten ogsmågråd i krogene begyndte langt om længe at uldne og for-svinde omkring mig. Jeg kunne stadig se hende, og jegkunne føle Ulvers krop, men alligevel ikke helt. Kvalmeur-tens beskyttende hinde lå nu mellem mig og verden. I detøjeblik var drikken det hele værd ... også den pris jeg vidste,jeg måtte betale i morgen.

Langt væk på den anden side af kvalmeurtens virkningrørte Mor igen mit ben.

„Du godeste, barn. Benet ER jo brækket,“ hviskede hunog begyndte så at hundse med folk. Nogen kom med skin-ner. Hun rørte igen forsigtigt ved mit ben. Hun følte og lir-kede. Nogen kom med snor. Hun gav tegn til Ulver, der igentvang mit hoved ned mod sin skulder, og hun satte et ellerandet på plads inde i mit ben mellem min fod og mit knæ.Jeg kunne mærke det klikke, mens jeg stønnede ned i Ulversvams. Selv kvalmeurt kunne ikke fjerne smerten helt

Mor satte skinnen på og strammede til. Så satte hun enpind i rebet og snoede det, så det strammede endnu mere.„Sådan. Nu støtter det, som den skal,“ sagde hun. Så tørredehun sveden af panden og hviskede. „Det værste er ovre nu,Gyrith.“

Jeg kom frem fra mit skjul ved Ulvers bryst og så ned påbenet, der så fremmed og drabeligt ud. En andens ben, derhavde været med i en voldsom kamp, som det tydeligvishavde tabt. Det havde en tyk bandage på med en løkke i, så

21


man kunne vende tilbage og stramme skinnen endnu mere.„Du har slet ingen anelse om, hvor stærk du er, pigelil,“

sagde mor og satte en lok af mit mørke hår på plads bag øret.„Hvis bare, du ikke var så stædig samtidigt.“

Jeg havde hørt hvis-bare-remsen, siden jeg var en lilleunge med halm i bukserne. Hvis bare jeg ville lytte lidt mereefter min mor. Hvis bare, jeg gjorde, hvad der var bedst formig selv. Hvis bare jeg ikke var så vred, så vild, så sur, så stæ-dig, så egenrådig. Hvis bare jeg ikke var så hysterisk.

Jeg smilede til mor gennem min døs. Og til Ravnfager,der stod bekymret lidt væk med en skål i favnen, der dam-pede. Og til Ulver, som på Mors ordre krængede vamsen afog afslørede et blåsort mærke. Det bredte sig over hele forsi-den af hans skulder og havde et rødt aftryk i midten. Der varogså noget hvidt. Mor mumlede forskrækket og begyndte atsmøre ham ind og forbinde ham også. Han våndede sig.

„Jeg skal nok, mor“ hviskede jeg, da hun lidt senere sadhos mig igen.

„Hvad?“„Jeg skal nok tage sejdrejsen til nymåne.“Hun gav mig endnu en slurk af en væske. Denne gang var

den sød og blød med minder om midvinter.Så faldt jeg i søvn.

22


Documents

Den grønne ø 1