„ D E T T E Å R S G O N E G I R L – B A R E B E D R E . “

– H U F F I N G T O N P O S T

„ E T K Æ M P E H I T . “ – N E W Y O R K T I M E S

R O M A N

P O L I T I K E N S F O R L A G

A . S . A . H A R R I S O N E R P S E U D O N Y M F O R

P S Y K O T E R A P E U T O G F O R F A T T E R S U S A N

H A R R I S O N , D E R T I D L I G E R E H A R U D G I V E T E N

R Æ K K E F A G B Ø G E R . D E N T A V S E K V I N D E E R

H E N D E S D E B U T R O M A N . H U N D Ø D E I 2 0 1 3

U N D E R A R B E J D E T M E D E N N Y R O M A N .

S K U E S P I L L E R E N N I C O L E K I D M A N

H A R S I K R E T S I G F I L M R E T T I G H E D E R N E

T I L D E N T A V S E K V I N D E .

Æ g t e p a r r e t J o d i o g To d d l e v e r e t l u k s u r i ø s t l i v

m e d g e n s i d i g r e s p e k t o g o r d k n a p b e n æ g t e l s e . H a n e r

d e d i k e r e t u t r o . H u n v e d d e t , m e n d a h a n v æ l g e r a t b r y d e

d e n g l a t t e o v e r f a l d e , b l i v e r h u n m o r d e r o g h a n o f f e r .

D e n t a v s e k v i n d e e r e t b e g a v e t p s y k o l o g i s k d r a m a

o m æ g t e s k a b p å r a n d e n a f o p l ø s n i n g , i n d r ø m m e l s e r ,

d e r i k k e k a n g ø r e s , o g l ø f t e r , d e r i k k e k a n h o l d e s .

A.S.A.HARRISON DEN TAVSE KVINDEISBN 9788740017557

O M S L A G : S I M O N L I L H O L T / I M P E R I E T . D K

FOTO: JOHN MASSEY

Den_tavse_kvinde_FINAL.indd 1 17/12/14 15.20

a .s.a . Harrison

Den tavse kv inDeroman

På dansk ved Betty Frank simonsen

P o l i t i k e n s F o r l a g

Den tavse kvinde.indd 3 06/01/15 10.05

9

1

H e n D e

Det er i begyndelsen af september. Jodi Brett står i sit køkken og laver aftensmad. Takket være lejlighedens åbne indretning kan hun se ned gennem stuen og ud gennem de østvendte vinduer mod sø og himmel, der står dybblåt frem i aftenlyset. En lidt mørkere, tynd tegnet linje, horisonten, ligger tæt på, nærmest inden for rækkevidde. Hun kan godt lide den afgrænsende bue, den følelse, hun får af at være rammet ind. Den indramning er det, hun elsker mest ved at bo her i sin himmelhybel på syvogtyvende etage.

Jodi er femogfyrre og føler sig stadig ung. Hun tænker ikke så meget på fremtiden, hun lever i nuet og koncentrerer sig om dagen i dag. Hun går ud fra, uden at have tænkt så meget over det, at alt dette fortsætter i det uendelige, på sin egen uperfekte, men helt igennem acceptable måde. Med andre ord er hun slet ikke klar over, at hendes liv netop nu når et højdepunkt, at hendes ungdommelige modstandskraft – som det tyve år lange ægteskab med Todd Gilbert langsomt har udhulet – nær-mer sig sidste fase, inden den helt går i opløsning. At hendes klare for-nemmelse af, hvem hun selv er, og hvordan hun bør opføre sig, slet ikke

Den tavse kvinde.indd 9 06/01/15 10.05

10

er så fasttømret, som hun tror, idet det ikke tager mere end få måneder, før hun er blevet morder.

Hvis man sagde det til hende, ville hun ikke tro på det. Ordet ‘mord’ findes knap nok i hendes ordforråd, det er et begreb uden mening, noget, der findes i nyhederne, og som omhandler mennesker, hun ikke kender og aldrig kommer til at møde. Hustruvold er især svært at forstå for hende. At den almindelige hverdagsirritation i en familie kan eska-lere på den måde. Der er flere grunde til manglen på forståelse, ud over hendes vanlige selvkontrol: Hun er ikke idealist, hun tror på det med at tage det gode med det onde, hun starter aldrig et skænderi, og hun lader sig heller ikke lokke ind i et.

Hunden, en golden retriever med silkeblød, gylden pels, sidder ved hendes fødder, mens hun arbejder på skærebrættet. Indimellem kaster hun en skive gulerod ned, som den glad fanger med munden og kvaser mellem kindtænderne. Dette kast med grøntsager er et gammelt ritual før aftensmaden, som de har haft, siden hun havde den lille tumlinge-hvalp med hjem for at aflede Todd fra hans trang til yngel. En trang, der kom pludseligt og ud af det blå, da han fyldte fyrre. Hun kaldte hunden Freud for at gøre nar ad dens navnebror, kvindehaderen, som hun havde været nødt til at tage alvorligt på universitetet. Freud, der pruttede, Freud, der spiste affald, Freud, der jagtede sin egen hale. Hunden er uendeligt kærlig og har ikke det mindste imod at blive grinet ad.

Hun snitter grøntsager og hakker krydderurter og kaster sig ind i arbejdet med hele kroppen. Hun nyder intensiteten i det at lave mad – gasflammens parathed, minuturet, der tikker, det hurtige resultat. Hun er bevidst om stilheden rundt om køkkenet, alt det, der bevæger sig hen mod det tidspunkt, hvor hun hører hans nøgle i døren. Noget, hun glæ-der sig til. Hun kan stadig have følelsen af, at det at lave mad til Todd er en særlig begivenhed, og undre sig over det lykketræf, der førte ham ind i hendes liv. En ren og skær tilfældighed, der på ingen måde lagde op til yderligere bekendtskab, og da slet ikke en fremtid fuld af kærligt tilberedte måltider.

Den tavse kvinde.indd 10 06/01/15 10.05

11

Det skete en regnfuld forårsmorgen. Hun havde travlt med sit psy-kologistudie og arbejdede som tjener om aftenen. Hun skulle flytte og kørte nordpå ad State Street i en lejet bil fuld af møbler. Hun var ved at skifte kørebane fra venstre til højre og så sig over skulderen. Eller måske ikke. Varevognen var svær at styre, hun havde ikke rigtig nogen fornem-melse af den, og derudover var ruderne duggede, så hun havde ikke fået drejet af ved sidste lyskryds. Derfor var hun måske lidt distræt – det var et spørgsmål, de senere kom til at diskutere. Da han snittede hendes dør og sendte hende hvirvlende ud i den modkørende trafik, blev der dyttet og bremset med hvinende dæk, og inden hun kom helt til sig selv – inden det gik op for hende, at bilen holdt stille igen, og at hun var helt uskadt – råbte han ad hende gennem den lukkede bilrude.

“Din skøre kælling! Hvad fanden i helvede har du gang i? Er du fuldstændig sindssyg? Hvor har du lært at køre bil? Folk som dig burde holde sig væk fra vejene! Kommer du ud af bilen, eller har du tænkt dig at blive siddende derinde som en eller anden debil nar?”

Hans raseriudbrud gav hende måske ikke det bedste indtryk af ham, men en mand, der har været med i en trafikulykke, bliver jo harmdir-rende, også selvom det er hans egen skyld – hvilket det ikke var i dette tilfælde – så da han ringede et par dage efter og inviterede hende ud på middag, sagde hun ja tak.

Han tog hende med til Greektown, hvor de spiste souvlaki af lam skyllet ned med kold retsina. Restauranten var fuld, bordene stod tæt, lysene blændede dem nærmest. De var nødt til at råbe for at overdøve larmen og endte med at grine ad, hvor umuligt det var. Samtalen blev kogt ned til korte sætninger som: “Maden er god”, “Jeg kan godt lide det her”, “Bilruden blev dugget til”, “Hvis ikke det var sket, ville jeg aldrig have mødt dig”.

Hun gik ikke ud på særlig mange rigtige dates. De mænd, hun kendte fra universitetet, inviterede på pizza og øl og vendte hver en femøre. De dukkede op på restauranten med skægstubbe og iført det samme krøl-lede tøj, de havde haft på hele dagen på universitetet. Hvorimod Todd

Den tavse kvinde.indd 11 06/01/15 10.05

12

havde taget en ren skjorte på, og han havde hentet hende, og de kørte hen til restauranten sammen – og nu tog han sig af hende, skænkede vin op og holdt øje med, om hun havde det godt. Hun sad over for ham og var glad for det, hun så – måden, han afslappet indtog rummet på og diskret tog styringen. Hun kunne lide hans hyggelige vane med at tørre kniven af i brødet og det, at han lagde sit kreditkort på bakken uden så meget som at se på regningen.

Da de sad ude i firhjulstrækkeren igen, kørte de til Bucktown, hvor han var ved at renovere et palæ fra det nittende århundrede. Det skulle ombygges fra pensionat til det enfamilieshus, det havde været engang. Han førte hende op ad den smuldrende gangsti og tog forsigtigt om hendes albue.

“Forsigtig nu. Pas på, hvor du træder.”Det var en faldefærdig rædsel i neo-gotisk stil med smuldrende mur-

sten, afskallet maling, smalle vinduer og strittende gavle, der gav hele huset en truende opadgående kurve – et tarveligt monstrum på en gade med firkantede, nyrenoverede huse. Dér, hvor verandaen skulle være, stod der en lille trappestige, og i den store hall lå en kæmpe lysekrone på gulvet. I det første rum, et hvælvet, højloftet værelse, lå bunker af småsten på gulvet, og ledninger hang fra loftet.

“Der plejede at være en væg her,” sagde han og pegede. “Man kan stadig se, hvor den stod.”

Hun så ned på gulvet med de manglende brædder.“Da de lavede det om til pensionat, delte de det op i en masse små

værelser. Nu vender vi tilbage til den oprindelige indretning. Man kan virkelig se, hvor godt det bliver.”

Hun havde svært ved at se resultatet for sig. Det gjorde det ikke bedre, at der ikke var nogen elektricitet, og at det eneste lys var et blegt genskær fra gadelamperne udenfor. Han tændte et levende lys, dryppede lidt af den smeltede stearin ned i en underkop og fik det til at stå fast. Han var ivrig efter at vise hende rundt, og de bar lyset rundt i de tomme værelser – det, der ville blive køkken, det, der i tidernes morgen havde været en

Den tavse kvinde.indd 12 06/01/15 10.05

13

salon, interimistiske rum indrammet af vægge, hvor kun trækonstruk-tionen stod tilbage. Ovenpå kunne man bedre se, at det havde været et pensionat. Der var lås på dørene til de forskellige værelser, og væggene havde mystiske farver. Heroppe var skimmellugten stærkere, og stemnin-gen var uhyggelig, med gamle, knirkende gulvbrædder og stearinlyset, der kastede hendes og Todds skygger op på væggen som spøgelser.

“Det er ikke bare en restaurering,” sagde han. “Det skal alt sammen skiftes ud og moderniseres. Egetræsgulve, døre i massivt træ, termoglas i vinduerne ... Det bliver noget, alle vil have, et gammelt hus med sjæl, som er i orden og topmoderne.”

Han havde påtaget sig det ene mand, som han sagde, og lærte sig håndværket undervejs. Han gjorde det i stedet for at gå på universite-tet, lånte penge, levede på kredit og optimisme. Hun forstod, at han var hårdt spændt for, da hun så den sammenrullede sovepose i et af soveværelserne og fik øje på barbermaskine og barberskum ude på bade-værelset.

“Hvad synes du så?” spurgte han, da de stod nedenunder igen.“Jeg glæder mig til at se det, når det er færdigt,” sagde hun.Han grinede. “Du synes, jeg har slået for stort et brød op.”“Det er et ambitiøst projekt,” sagde hun og nikkede.“Du bliver imponeret,” sagde han.

* * *

Da hun hører ham komme ind, har sø og himmel fortonet sig i det fløjls-bløde tusmørke. Hun slukker for lyset i loftet og lader de diskrete væg-spots henlægge stuen i et blødt og gyldent skær. Så tager hun forklædet af og fugter sine fingre for at glatte håret i tindingen – en bevægelse, der emmer af ren forventning – mens hun lytter til lydene fra entréen. Han kæler med hunden, hænger jakken op, tømmer sine lommer i den store bronzeskål på entrébordet. En kort pause, mens han bladrer posten igen-nem. Hun lægger røget ørred på et fad med en vifte af kiks rundt om.

Den tavse kvinde.indd 13 06/01/15 10.05

14

Han er en stor mand med sandfarvet hår, skifergrå øjne og masser af gåpåmod. Når Todd Gilbert træder ind i et rum, vågner folk op. Det er det, hun ville svare, hvis nogen spurgte, hvad hun elskede mest ved ham. Og så det, at han kan få hende til at grine, når han vil, og at han, i modsætning til mange andre mænd, er god til at multitaske. Mens han besvarer et opkald på mobilen, kan han samtidig lukke låsen på hendes halskæde eller vise hende, hvordan man bruger en tjenerproptrækker.

Han lader et kys feje hen over hendes pande, går rundt om hende og hiver et par cocktailglas ud af skabet. “Det ser godt ud,” siger han. “Hvad er det?” Han mener det gyldne butterdejsindpakkede kød, der netop er kommet ud af ovnen og står og køler af på fadet.

“Beef Wellington. Vi har fået det før, kan du ikke huske det? Du kan godt lide det.”

Det er hans job at lave en martini til dem. Mens hun rører marinade sammen til grøntsagerne, bemærker hun de klirrende isterninger og den skarpe lugt, der kommer fra citronen, da han skærer den over med kni-ven. Han støder ind i hende, vælter ting, går i vejen for hende, men hun kan godt lide at have ham tæt på, den trygge fornemmelse af hans store korpus. Hun indsnuser lugten af hans dag, tiltrækkes af hans kropsvarme. Han er en mand, hvis berøring altid er varm. Det har en næsten dyrisk tiltrækningskraft på en, der ofte har det koldt.

Han sætter en drink på køkkenbordet foran hende og tager sin egen drink og ørreden med ind i stuen, hvor han finder avisen, hun sirligt har foldet sammen og lagt til ham på sofabordet. Hun lægger de grønne bønner og babygulerødderne i hver sin dampkoger og tager den første tår af sin drink. Hun elsker følelsen af vodkaen, der rammer hendes blodomløb og ræser ned gennem hendes krop. Han kaster kommenta-rer om dagens nyheder ud til hende fra sofaen: det næste OL, stigende rentesatser, en vejrmelding om regn. Da han har slugt det meste af ør-reden og det sidste af sin martini, rejser han sig og åbner en flaske vin, mens hun skærer kødet ud i tykke skiver. De sætter sig ved bordet, hvor de begge kan se ud på den lysende himmel.

Den tavse kvinde.indd 14 06/01/15 10.05

15

“Hvordan har din dag været?” spørger han og øser mere op på gaflen.“Jeg mødtes med Bergman,” siger hun.“Bergman. Hvad havde hun at sige?” Han skovler kødet ind med en

rolig koncentration og taler uden at se op fra tallerkenen.“Hun mindede mig om, at det nu er tre år siden, hun lavede den bud-

dingreklame. Jeg tror, hun havde tænkt sig at give mig noget af skylden.”Han kender hendes klienter på de kodenavne, hun giver dem. De

kommer og går, mens han er ude af huset, så han har aldrig mødt nogen af dem. Men hun holder ham opdateret, og på en måde kender han dem alle ud og ind. Det synes hun ikke, der er noget i vejen med, når bare deres virkelige navne forbliver hemmelige. Bergman er kodenavnet for den arbejdsløse skuespillerinde, hvis sidste job – den famøse bud-dingreklame – efterhånden er et fjernt minde.

“Så nu er det din skyld,” siger han.“Hun forstår godt, at det er hendes desperation, der skræmmer folk

væk, og hvorfor har jeg ikke hjulpet hende med det? siger hun. I guder. Det har vi arbejdet på i flere uger.”

“Jeg forstår ikke, hvordan du kan holde det ud,” siger han.“Hvis du kunne se hende, ville du forstå det. Hun er viljestærk, en

rigtig fighter. Hun giver aldrig op, og på et eller andet tidspunkt skal tingene nok ændre sig.”

“Jeg ville ikke have tålmodighed til det.”“Det ville du, hvis du holdt af dem. Du ved godt, mine klienter er

som børn for mig.”En skygge glider hen over hans ansigt, og hun ved, at hun har mindet

ham om de børn, han ikke har. Hun vender tilbage til Bergman. “Men jeg er lidt bekymret for hende. Det er en af de sager, hvor hun ikke tror på sig selv, når ingen hyrer hende, men ingen hyrer hende, når hun ikke tror på sig selv. Og jeg ved faktisk ikke, om jeg er til nogen hjælp. Nogle gange tænker jeg, at jeg burde fyre mig selv som hendes psykolog.”

“Hvorfor gør du så ikke det?” siger han. “Hvis I alligevel ikke kommer nogen vegne.”

Den tavse kvinde.indd 15 06/01/15 10.05

16

“Men det er jo ikke sådan, at vi ikke kommer nogen vegne. Som jeg sagde, så er det i det mindste gået op for hende, at det er det her, hun gør.”

“Det er så lækkert med det oksekød,” siger han. “Hvordan fik du kødet ind i butterdejen?”

Som om det var et skib i en flaske, men hun ved, at han ikke siger det for sjov. Han er en mand, der rejser vægge og vælter mursokler, men når det drejer sig om madlavning, er han overraskende dum.

“Det er viklet om,” siger hun. “Tænk på isoleringen rundt om et rør.”Men han ser ud i luften og lader ikke til at høre hendes svar.Han har altid haft en tendens til at falde i staver på den måde, men

det er, som om det er blevet hyppigere på det seneste. Han er der det ene øjeblik, forsvundet det næste, som er han båret væk af en strøm af tanker, planer, bekymringer. Han er måske i gang med at tælle ned fra hundrede eller reciterer tavst alle amerikanske præsidenters navne. Hun kan i hvert fald ikke klandre hans humør. Han har været i meget bedre humør på det sidste, har nærmest været sit gamle jeg. Så meget, at hun faktisk er begyndt at tænke, at hans depression hører fortiden til. På et tidspunkt havde hun frygtet, at den ville vare for evigt. Den stod på så længe, og end ikke Freud kunne hive ham ud af den. Freud som hvalp, med alle sine skøre påfund, var ellers lige så god som en hofnar.

I det mindste kunne han altid spille skuespil, når de havde gæster – hælde godt med sprut på dem, skrue op for hyggen, få folk til at føle sig godt tilpas. Kvinder kan altid lide Todd, fordi han er så opfindsom og rundhåndet. Nu har du drukket af ungdommens kilde igen, Rosalie. Åh, Deirdre, du ser så godt ud, at du er lige til at spise. Han gør det også ved mændene. Lader dem tale om sig selv, uden at han føler trang til at konkurrere, og han får folk til at grine ad sine parodier: den øst-indiske biopat (Du tage alt for meget spænding i dit liv ... du nu gå langsomt, langsomt) eller mekanikeren fra Jamaica (Den bil skal ha’ tre nye dæk, mayn’... pop op den kølerhjelm, mayn).

Han har det helt klart bedre nu, er mere levende, lattermild – også

Den tavse kvinde.indd 16 06/01/15 10.05

17

når de er alene – mere afslappet og tilbagelænet, ikke nær så bekymret. Mere som han var engang, i de tidlige år. Selvom de dage, hvor de hop-pede nøgne i seng for at læse avis, se fodbold og dele en skål cornflakes, mens mælkekartonen balancerede på sengestolpen og sukkeret dryssede fra posen og ud på lagnet, er forbi. Dengang havde de den frihed, at de næsten ikke kendte hinanden; de stod lalleglade foran en skøn fremtid, hvor alle døre stod på vid gab, og alle løfter stadig kunne holdes.

“En krone for dine tanker?” spørger hun.Hans øjenlåg vibrerer, og han sender hende et smil. “Det smager

skønt,” siger han. Han rækker ud efter den halvfulde flaske og skænker mere op i deres glas. “Hvad synes du om vinen?”

Han elsker at tale om vin. Nogle gange kan snakken om vinen udgøre hele samtalen under middagen. Men i stedet for at vente på hendes svar slår han sig nu for panden. “Åh, jeg glemte at sige det til dig. Der er en fisketur her i weekenden. Nogle af drengene skal af sted.”

“En fisketur?” siger hun.Han har sat de to store stykker kød til livs og er ved at rense tallerke-

nen med et stykke brød. “Vi tager af sted fredag efter arbejde. Tilbage igen søndag.”

Todd tager ikke på fisketur, og det er der, så vidt hun ved, heller ikke nogen af hans venner, der gør. Hun forstår straks – der er ikke skyggen af tvivl i hendes sind – at ‘fisketur’ er kodeord for noget andet.

“Tager du af sted?” spørger hun.“Det tror jeg.”Hun er stadig i gang med at spise og forsøger at skynde sig. Måden,

hun indimellem spiser på – hvor hun tager små bitte bidder og holder dem som gidsler i sin mund – kan teste hans tålmodighed, ved hun. Hun sluger en bid, der kun er halvt tygget igennem, og den sætter sig fast i halsen, så hun næsten er ved at blive kvalt. Galant springer han op fra stolen og banker hende på ryggen, mens hun hoster og hiver efter vejret. Endelig lander det lille stykke kød i hendes hånd. Hun lægger det på kanten af sin tallerken uden at se på det.

Den tavse kvinde.indd 17 06/01/15 10.05

18

“Nå, men sig til, når du har besluttet dig,” siger hun og dupper øjen-krogen med servietten. “Hvis du tager af sted, får jeg måske renset tæp-perne. Og laver noget marmelade.”

Hun har ikke tænkt sig at gøre nogen af delene; det er bare for at sige noget. Hun har altid syntes, det var et plus, at han ikke lyver for hende. Han pynter ikke på sandheden ved at levere så mange detaljer, at det bliver til en løgn. Problemet har intet med hans omskrivninger af sandheden at gøre. Problemet her er, at han ikke tager på weekendtur, at det med at tage af sted på weekendtur ikke er noget, han nogensinde har gjort før.

“Hey,” siger han. “Jeg har købt en gave til dig.”Han forlader stuen og vender tilbage med en pakke – en flad, rek-

tangulær sag på størrelse med en paperback, pakket ind i brunt papir og tape. Han lægger den på bordet ved siden af hendes tallerken og sætter sig igen. Han giver hende ofte gaver, og det elsker hun ved ham, men hun elsker det ikke lige så højt, når det er meningen, at gaven skal formilde hende.

“Hvad skyldes æren?”“Ingenting.”Der sidder et smil i hans ansigt, men luften er knitrende. Ting burde

flyve rundt i rummet, hoveder burde rotere. Hun tager fat i pakken og kan mærke, at den er næsten vægtløs. Tapen kommer hurtigt af, og fra en sandwich af beskyttende pap trækker hun et lille smukt maleri ud. Et originalt Rajput-maleri. Motivet, i blåt og grønt, viser en kvinde i lang kjole, der står i en have med en mur omkring. Hun er omringet af påfugle og en gazelle og iklædt en masse guldjuveler, så hun er tilsyne-ladende ikke plaget af materielle mangler eller bekymringer fra verden udenfor. Bladrige grene buer sig beskyttende over hendes hoved, og græsset under hendes fødder er et tykt, grønt tæppe. De kigger sammen på billedet, kommenterer kvindens hennatatoverede hænder, hendes lille, hvide kurv, hendes fine figur, som man skimter gennem det tynde kjolestof. Mens de står og ser på de fine detaljer og flade farveblokke,

Den tavse kvinde.indd 18 06/01/15 10.05

19

vender deres liv umærkeligt tilbage til det normale. Det var det rigtige at gøre at give hende det. Han har en god fornemmelse for hende.

Det er ved at være sengetid, da hun rydder af bordet og begynder at vaske op. Han kommer med et henkastet tilbud om at hjælpe, men de ved begge to, at det er bedst, hvis han overlader afrydningen til hende og i stedet går tur med hunden. Ikke at hun er særlig pertentlig. Hun sætter ikke barren ustyrligt højt, men når man vasker en stegepande af, skal den helst ikke være fedtet, når man er færdig, og man bør heller ikke tørre fedtet af i et viskestykke, som man bagefter bruger til krystalglassene. Det er bare sund fornuft. Han er ikke skødesløs, når det handler om byggeri. Hvis han skulle sætte en hylde op, ville han jo heller ikke sætte den op i en vinkel, så alting gled ned og gik i stykker. Han ville være omhyggelig og gøre det ordentligt, og ingen, der så på, ville kalde ham perfektionist eller hysterisk. Ikke at hun klager over det. Det er velkendt, at folks stør-ste styrke i andre sammenhænge kan blive deres største svaghed. Hans utålmodighed med husarbejde handler om, at hans enorme energi over-skrider omfanget af de opgaver, der skal udføres. Man kan se det på den måde, han indtager et rum på: Han virker kolossal og faretruende på den begrænsede plads, han er højlydt, og kropssproget er brusende. Han er en mand, der hører til udendørs eller på en byggeplads, hvor det giver mening at være så stor. Derhjemme passer han bedst ind, når han sover ved siden af hende, når hans krop er i ro, og hans energi i en tilstand af beroligende dvale.

Hun går gennem sine smukke rum, trækker gardiner for, banker pu-der, retter på malerier, samler fnuller op fra gulvet og skaber i det hele taget den scenografi, hun gerne vil vågne op til næste morgen. Det er vig-tigt for hende at have alting på plads, når hun begynder på dagen. Inde i soveværelset tager hun sengetæppet af og lægger en pyjamas frem til ham og en natkjole til sig selv, glatter stoffet og ombukker vedhængene, så de ikke ligner livløse kroppe. Alligevel er der noget ved det, der for-skrækker hende – den hvide kant på den mørke pyjamas, silkebåndene på natkjolen. Hun forlader værelset og træder ud på balkonen. Vinden

Den tavse kvinde.indd 19 06/01/15 10.05

20

er rå, og i den måneløse nat er udsigten uendeligt mørk. Hun læner sig ud i det stride mørke, smager lidt på ensomheden og kan lide følelsen af, at hun selv bestemmer over det – at hun kan blive hængende, indtil hun mister smagen for det, og så gå ind igen. Hun er taknemmelig for stabiliteten og sikkerheden i sit liv, er kommet til at sætte pris på friheden til hverdag, fraværet af krav og komplikationer. Ved at give afkald på børn og ægteskab har hun holdt rent bord og gjort det muligt at have denne følelse af plads. Hun fortryder intet. Hun får afløb for sin omsorgstrang hos sine klienter, og hun er i enhver praktisk forstand lige så gift som alle andre. Hendes venner kender hende selvfølgelig som Jodi Brett, men for de fleste er hun mrs. Gilbert. Hun kan lide både navnet og titlen; det giver hende en form for herkomst og fungerer fint som en forkortelse, så hun ikke behøver rette på folk eller komme med forklaringer, og som gør det unødvendigt med fjollede betegnelser som livsledsager eller kæreste.

Om morgenen, efter han er taget på arbejde, står hun op, tager tøj på og går tur med hunden langs havnefronten mod Navy Pier. Solen skinner svagt i den mælkede dis og lægger et sølvagtigt net over søen. Pålandsvinden er kras og fører en heftig havlugt af fisk og motorolie og råddent træ med sig. På denne tid af dagen er havnen en hvilende kæmpe med dæmpet puls og åndedræt. Kun de lokale – hundeejerne og løberne – er der til at se de vippende både, det skvulpende vand, kar-rusellen og pariserhjulet, der ligger øde hen, mågerne, der dykker efter morgenmad. Da hun vender om igen, dukker byens skyline op som et fatamorgana og lyses dramatisk op af solens første stråler. Hun kom til Chicago som studerende for mere end tyve år siden og følte sig straks hjemme. Hun bor her ikke blot fysisk, men også temperamentsmæssigt. Efter at være vokset op i en lille provinsby, med de afsavn, der hører med til det, elskede hun straks de tårnhøje bygninger, trængslen af men-nesker, den overdådige mangfoldighed og selv det dramatiske vejr. Det var her, hun blev voksen, skabte sin identitet, lærte at udvikle sig som menneske og i sin karriere.

Den tavse kvinde.indd 20 06/01/15 10.05

21

Hun startede sin psykologpraksis det forår, hun blev færdig på univer-sitetet. Da boede hun med Todd i en lille toværelses i Lincoln Park. Sine første klienter fik hun fra sine kontakter på universitetet, og hun holdt sine sessioner inde i stuen, mens Todd var på arbejde. Hun havde hurtigt besluttet, kort efter hun begyndte på universitetet, at hun ville vælge en eklektisk tilgang til terapi – hun ville trække på, hvad hun end havde på sit repertoire, som kunne være brugbart i situationen. Hun prakti-serede aktiv lytning, havde en gestaltagtig tilgang til drømmetydning og udfordrede åbenlyst selvdestruktive handlingsmønstre. Hun rådgav mennesker til at stille større krav til sig selv og tage ansvar for deres eget velbefindende. Hun gav dem opmuntring og positiv feedback. I løbet af det første år fandt hun ud af, hvordan hun skulle være tålmodig og lade mennesker finde ud af tingene i deres eget tempo. Hendes største styrke var en oprigtig imødekommenhed – hun holdt af sine klienter og lod altid tvivlen komme dem til gode, hvilket fik dem til at slappe af. De talte godt om hende til andre, og hendes praksis voksede.

I knap et år gik det fint, hun fandt sin rytme, udviklede nye kompeten-cer, fik mere selvtillid. Og så en dag var der en af hendes klienter – en ung fyr på femten med en bipolar lidelse, en god dreng, som klarede sig godt i skolen, og som virkede helt okay, Sebastian hed han, mørkt hår, mørke øjne, nysgerrig, interesseret, stillede altid retoriske spørgsmål (“Hvorfor er der noget i stedet for ingenting?”, “Hvordan kan vi vide noget med sikkerhed?”) – denne klient, unge Sebastian, blev fundet død på fortovet under den tiendesalslejlighed med balkon, hvor han boede med sine forældre. Da han ikke dukkede op til sin session, ringede hun hjem og hørte det fra hans mor. Da havde han været død i fem dage.

“Du skal ikke bebrejde dig selv,” var hans mor storsindet nok til at sige. Men han var sprunget den dag, de havde deres sidste session. Hun havde talt med ham om morgenen, og han havde taget sit eget liv min-dre end tolv timer senere. Hvad havde de talt om? Et lille problem, han havde med øjnene. Han var begyndt at se ting ud af øjenkrogen, flygtige ting, der ikke var der.

Den tavse kvinde.indd 21 06/01/15 10.05

22

Da var det, hun var begyndt at tage videregående kurser på Adler School, og derefter begyndte hun omhyggeligt at udvælge sine klienter.

Hun krydser Gateway Park, småsludrer med en nabo og stopper ved Caffé Rom og køber en latte to go. Mens hun spiser sit blødkogte æg og ristede stykke brød, læser hun avisen. Efter morgenmaden rydder hun af og finder sagsmappen på sin første klient, med kodenavnet ‘dommeren’, frem: en homoseksuel mandlig advokat med kone og børn. Dommeren har visse ting til fælles med hendes andre klienter. Han er rendt ind i en livskrise og tror og håber, at psykoterapi hjælper. Han har lovet sig selv at gennemføre det. Og han kommer ikke med mere bagage, end hun kan håndtere. Det sidste element har hun sikret sig gennem en omhyggelig udvælgelsesproces. Folk med meget selvdestruktiv adfærd sender hun et andet sted hen. Hun tager for eksempel ikke imod misbrugere, uanset om det er stoffer, alkohol eller ludomani, og hun afviser alle med en spiseforstyrrelse eller en diagnose inden for skizofreni, bipolare lidelser eller depression. Eller folk, som har overvejet eller forsøgt selvmord. Det er mennesker, som burde blive medicineret eller være på afvænning.

Hun har ikke tid til mere end to klienter om dagen inden frokost. De klienter, hun ender med efter udvælgelsen, sidder som regel fast, er usikre, føler sig lidt fortabte. Mennesker, som har svært ved at finde ud af, hvad de vil, og beslutter sig ud fra, hvad der forventes af dem, eller hvad de tror, andre forventer. De kan være hårde ved sig selv – fordi de har internaliseret ufølsomme forældres hårde domme – og samtidig opfører de sig uansvarligt eller upassende. De kan med andre ord ikke få styr på deres prioriteringer, lykkes ikke med at sætte grænser, ignorerer egne behov og ser sig selv som ofre.

Det ekstra værelse, hun bruger som konsultationsrum, er stort nok til at rumme skrivebord, arkivskab og et par lænestole, der står over for hin-anden på et stort, antikt kelimtæppe. Mellem stolene står et lille bord, hvor der ligger en blok og kuglepen, en æske papirservietter, en flaske vand og to glas. Dommeren er klædt i sit sædvanlige mørke jakkesæt med sorte spadseresko og farvestrålende, skotskternede strømper, som

Den tavse kvinde.indd 22 06/01/15 10.05

23

kommer til syne, da han sætter sig og lægger benene over kors. Han er otteogtredive, har sensuelle øjne og læber og et langt ansigt. Hun sætter sig over for ham og spørger, hvordan han har haft det, siden de så hin-anden sidst, for en uge siden. Han taler om sit besøg på en bøssebar, og hvad der skete omme i baggyden. Han går i detaljer, håber måske, at han kan chokere hende. Men der skal mere til end sex mellem to voksne, der selv har indvilliget i det, og det er alligevel ikke første gang, han har udsat hende for noget i den stil. Han taler hurtigt, skifter retning midt i en sætning, oplever det hele én gang til, gør sit bedste for at trække hende ind i fortællingen.

“Mine bukser hang nede om anklerne ... tænk, hvis nogen havde ... åh gud, hvor det affald stank. Det var det, jeg fokuserede på ... affaldet ... for at sætte tempoet ned ... jeg var nødt til at gøre noget. Han havde stirret på mig inde i baren. Jeg har set ham derinde før, men jeg troede ikke ... Jeg har ikke været på den bar i hundrede år.”

Da fortællingen er ved at være slut, sender han hende et lumsk blik, hans øjne skinner, læberne er fugtige. Han ville ønske, hun begyndte at grine og kaldte ham en slem dreng, sagde, at han var en værre én, men det er ikke hendes job at udfylde de tomme huller i samtalen eller få ham til at føle sig bedre tilpas. Han venter, og da hun ikke siger noget, begynder han at sidde uroligt og se ned på sine hænder. “Men,” siger han til sidst. “Jeg er ked af det. Det er jeg virkelig. Jeg er virkelig ked af det. Jeg burde ikke have gjort det.” Det er de ord, han ikke kan sige til sin kone, så han siger dem i stedet til sin psykolog.

Hans mønster er fornægtelse, efterfulgt af hengivelse, efterfulgt af en fornyet periode med fornægtelse. Fornægtelsesfasen kendetegnes af erklæringer som: “Jeg elsker min familie, og jeg vil ikke gøre dem kede af det”. Hans anger er ægte, men han kan lige så lidt opgive sine udforskninger af bøsselivet, som han kan opgive det hjemlige sikkerheds-net. Begge dele udfylder en rolle i opfyldelsen af hans behov, og begge er vigtige for hans selvopfattelse. Han bilder sig ind, at hans interesse i mænd blot er en fase, og er ikke stand til at se, at hans afholdenhed og

Den tavse kvinde.indd 23 06/01/15 10.05

24

skyld er en måde at lade batterierne op på, så han kan opnå den fulde nydelse. Som så mange andre mennesker, der er utro, elsker han at overdramatisere. Han er en større diva, end han selv ved.

“Det er dig, der er dommeren,” siger hun. Men han er stadig langt fra at tage ansvar for noget som helst.

Onsdag er for de utro. Hendes næste klient, miss Piggy, en koket, ung kvinde med buttede kinder og fregnede hænder, fastholder, at det at have en elsker øger hendes sexappetit og holder hendes ægteskab i live. Ifølge miss Piggy aner hendes mand intet og ville ikke have grund til at klage over noget, hvis han gjorde. Det er uklart, hvorfor miss Piggy er i terapi, eller hvad hun forventer at få ud af det. Hun adskiller sig fra dommeren ved ikke at have dårlig samvittighed og ved sin pragmatiske tilgang til utroskab – hun ser elskeren hver mandag og torsdag eftermid-dag, mellem indkøb og afhentning af børnene.

Miss Piggy forekommer ikke at være lige så splittet som dommeren, men Jodi ser hende som en større udfordring. Hendes angst løber lige under overfladen i underjordiske strømme, der kun sjældent bobler op eller skaber uro. At få kontakt med den og gøre den synlig for hende bli-ver ikke nemt. Hvorimod dommeren er en åben bog, en følsom mand, der er kommet i knibe. Med tiden vil dommerens problem, med eller uden Jodis hjælp, spidse til og bevæge sig ud af hans liv.

På trods af miss Piggys idé om, at hendes mand intet ved, har Jodi på fornemmelsen, at han har en mistanke. Der er altid tegn, som hun selv kender alt for godt. Den, der er utro, er ofte distræt eller åndsfravæ-rende, vedkommende kan ikke lide at svare på alt for mange spørgsmål, uforklarlige dufte hænger ved vedkommendes hår og tøj. Det kan være duften af hvad som helst: røgelse, fugt, græs. Mundskyl. Hvem bruger mundskyl, lige inden man skal hjem i seng? Et brusebad kan fjerne mistænkelige kropslugte, men sæben på hotellets badeværelse er ander-ledes end den, han bruger derhjemme. Og så er der alle de sædvanlige spor: de tilfældige røde eller lyse hår, pletter fra læbestift, krøllet tøj, hemmelige telefonopkald, uforklarlige udeblivelser, mystiske mærker på

Den tavse kvinde.indd 24 06/01/15 10.05

25

kroppen ... for ikke at nævne de besynderlige nyanskaffelser – en fornem nøglering eller en aftershave – der pludselig dukker op ud af det blå, især på valentinsdag.

Han gør i det mindste sit bedste for at være diskret og lægger som regel aldrig an på hendes veninder; det er kun sket få gange. Der var et par, de plejede at se. De mødte dem på en ferie i Caribien og fandt sammen med dem over margaritaer og dykkerkurser. Parret havde et firma, der solgte præfabrikerede feriehuse, og Todd havde kun foragt tilovers for det. Alligevel mødtes de med dem vinter efter vinter på for-skellige resorts. Hun havde på fornemmelsen, at Todd og Sheila havde noget kørende, men ignorerede det, indtil de en eftermiddag forsvandt fra poolområdet. Lidt senere vendte de tilbage og lignede et par katte, der lige havde slikket en skål fløde i sig. Det kunne hun måske godt i sig selv have set gennem fingre med, men så var der den måde, Todds badebukser havde forskubbet sig på, og det geléagtige, der glinsede i håret på hans bryst.

Og alligevel betyder det intet. Det betyder intet, at han igen og igen afslører sig selv, for han ved, og hun ved, at han er utro, og han ved, at hun ved det. Men pointen er, at skuespillet, det altafgørende skuespil, skal opretholdes, forestillingen om, at alt er fint, og at der ikke er noget i vejen. Så længe sandheden ikke kommer frem, så længe han taler i kode og omskriver tingene, så længe tingene går, som de skal, og den rolige overflade kan bevares, kan de fortsætte med at leve deres liv. Det er et velkendt faktum, at vejen til det gode liv går gennem en række kompro-miser og en accept af ens kære med alle de behov og særheder, som ikke altid kan skræddersyes, så de passer til én eller passer ind i samfundets rigide normer. Folk lever deres liv, udtrykker sig og søger tilfredsstillelse på deres egen måde og i deres eget tempo. De begår fejl, udviser dårlig dømmekraft og elendig timing, træffer de forkerte valg, får sårende vaner og ryger ud ad en tangent. Hvis hun har lært noget på universitetet, er det dét, takket være Albert Ellis, faderen til det kognitive-adfærdsmæs-sige paradigmeskifte i psykoterapien. Andre mennesker er her ikke for

Den tavse kvinde.indd 25 06/01/15 10.05

26

at opfylde vores behov eller møde vores forventninger, og de vil heller ikke altid behandle os pænt. Hvis man ikke kan erkende det, vil det blot generere en masse vrede og foragt. Ro i sindet kommer af at acceptere mennesker, som de er, og ved at lægge vægt på det positive.

De utro trives, mange af dem gør i hvert fald. Og selvom de ikke gør, er det de færreste, der forandrer sig. For mennesker forandrer sig kun sjældent – medmindre de har en stærk motivation og lægger en stor indsats i det. Basale personlighedstræk dannes tidligt i livet og bliver med tiden næsten umulige at lave om på. De fleste lærer meget lidt af livet og tænker kun sjældent over at ændre adfærd; de ser problemer som noget, der opstår på grund af de mennesker, der omgiver dem, og fortsætter på godt og ondt med at gøre, som de plejer. En, der er utro, bliver ved at være utro. På samme måde som en optimist bliver ved at være optimistisk. En optimist er en, der efter at være blevet kørt over af en spritbilist og har fået knust begge ben og har været nødt til at sætte huset på tvangsauktion på grund af alle hospitalsregningerne, siger: “Jeg har været heldig. Jeg kunne være blevet slået ihjel.” For en optimist giver den slags udsagn mening. For en, der er utro, giver det mening at leve et dobbeltliv og både blæse og have mel i munden.

Når hun siger, at folk ikke forandrer sig, mener hun egentlig, at de ikke forandrer sig til det bedre. Men de kan sagtens forandre sig til det værre. Livet har det med at slide på den person, man troede, man var. Hun plejede at være sød og god, god hele vejen igennem, men det kan hun ikke sige om sig selv længere. Der var den gang, hun smed hans mobil i søen – sammen med en besked fra en kvinde, der kaldte ham “Wolfie”. Den gang, hvor hun smed hans hvide boksershorts i vaskemaskinen med alt det kulørte. Alle de gange, hun har sørget for, at han mister sine ting. Hun er ikke stolt af det. Hun ville gerne kunne sige, at hun var hævet over den slags, at hun accepterer ham, som han er, at hun ikke er en af den slags kvinder, som føler, at hendes mand skylder hende noget, når hun er gået ind i forholdet med åbne øjne. Men hun ser disse små overtrædelser som ubetydelige i forhold til de friheder, han tager sig.

Den tavse kvinde.indd 26 06/01/15 10.05

Hun viser miss Piggy ud og går ned til fitnessrummet i kælderetagen, hvor hun løfter vægte og cykler ti kilometer. Efter en frokost bestående af kolde grøntsagsrester med mayonnaise tager hun et bad og klæder sig på for at gå nogle ærinder. Inden hun går, skriver hun instruktioner til Klara, der gør rent hos dem hver onsdag eftermiddag. Den daglige rutine er den lindrende balsam, der binder hendes liv sammen og holder humøret oppe. Den holder den eksistentielle angst fra døren, som ellers kan lave et bagholdsangreb på én, hvis man falder i staver eller er lidt fortabt, og som minder én om det gigantiske sorte hul, man sidder i. At holde sig beskæftiget er middelklassemåden at gøre det på – en praktisk og god måde. Hun kan lide at have travlt med at lave aftaler med klienter, holde orden på hjemmet og holde sig selv i form. Hun kan lide, når der er styr på tingene, og føler sig tryg, når der er aftaler i hendes kalender langt ud i fremtiden. Det er skønt at bladre kalenderen igennem og se, hvad hun kan glæde sig til: spature, frisøraftaler, besøg hos lægen, pilatestimer. Hun deltager i det meste af det, der arrangeres af hendes brancheorganisation, og melder sig til kurser i alt, der interesserer hende. Hvis ikke hun skal lave mad til Todd en aften, spiser hun sammen med veninder. Og så er der de to lange ferier hvert år – en om sommeren og en om vinteren – som hun og Todd altid tager på sammen.

Hun kører rundt i sin Audi Coupe, ruller vinduerne ned og indsnuser larmen og travlheden fra byen. Hun nyder støjen fra alt det, der foregår: de små boder, gademusikanterne og udendørsmarkederne – selv men-neskemængderne, sirenerne og trafikpropperne. En teenagepige med favnen fuld af balloner danser over gaden. En mand i hvidt forklæde sidder i lotusstilling på trappestenen foran en restaurant. Hun stopper ved glarmesteren med Rajput-maleriet, køber en rejsebog og en ny køk-kenvægt til at erstatte den, der er gået i stykker derhjemme. På vej hjem sætter hun sig på sin lokale Starbucks med en frappuccino og giver sig selv nok tid til, at hun kan nå at gå tur med hunden og stege en kotelet til aftensmad inden blomsterbindingskurset.

Den tavse kvinde.indd 27 06/01/15 10.05