Upload
rosinante-co
View
230
Download
3
Embed Size (px)
DESCRIPTION
Â
Citation preview
vi var løgnere
Bogblok 140 x 220 mm - flap 100 mm Ryg 17,5 mm Lars Bech-Jessen · [email protected] · tlf. 2894 8200
143 mm 143 mm100 mm
100 mm
220
mm
17,5mm
e . l o c k h a r t
VI_VAR_LOEGNERE.indd 1 3/23/2015 11:16:57 AM
e . l o c k h a r t
På dansk ved Elisabeth Kiertzner
Høst & Søn
e. lockhart
vi var løgnere
På dansk af Elisabeth Kiertzner
Høst & Søn
e . l o c k h a r t
På dansk ved Elisabeth Kiertzner
Høst & Søn
Vi var løgnereer oversat fra amerikansk af Elisabeth Kiertzner efter We were liars,
udgivet af Delacorte Press, New York, 2013.A division of Random House LLC
Published by arrangement with Lennart Sane Agency ABText copyright © 2013 by E. Lockhart
Denne udgave: © Høst & Søn/ROSINANTE & CO, København, 20151. udgave, 1. oplag, 2015
Dansk versionering af omslag: Lars Rosenquist Bech-Jessen/bogmager.dkOmslagsfoto © 2014 Getty Images/kang-ggSat med Stone Serif hos Christensen Grafisk
og trykt hos Livonia Print, RigaISBN 978-87-638-3689-0Printed in Latvia 2015
Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.
Høst & Søn er et forlag i ROSINANTE & CO
Købmagergade 62, 3. | Postboks 2252 | DK-1019 København K rosinante-co.dk
5
Til Daniel
6
7
F Ø R S T E D E L
Velkommen
9
1
Velkommen til den smukke familien Sinclair.
Her er ingen kriminelle.
Her er ingen misbrugere.
Her er ingen tabere.
I Sinclair-familien er vi høje, smukke og atletiske. Vi støt-
ter Demokraterne, og vores formue går mange generationer
tilbage. Vi har brede smil, vi har firkantede kæbepartier, og
vi har en aggressiv baghåndsserv i tennis.
Pyt med at skilsmisser tærer så hårdt på vores hjertemuskel,
at den må kæmpe for hvert slag. Pyt med at formuen er brugt
næsten op, og at kontokortregningerne ligger ubetalte hen
på køkkenbordet. Pyt med den massive samling af pilleglas
på natbordet.
Pyt med at en af os er så vildt og voldsomt forelsket
så voldsomt
forelsket
at voldsomme midler må tages
i brug.
Vi er Sinclair-familien.
Ingen lider nød.
Ingen har uret.
Vi bor, i hvert fald om sommeren, på en privat ø ud for
Massachusetts kyst.
Det er muligvis alt, du behøver at vide.
10
2
Mit fulde navn er Cadence Sinclair Eastman.
Jeg bor i Burlington, Vermont, med min mor og tre hunde.
Jeg er næsten 18.
Jeg ejer ikke meget andet end et slidt bibliotekslånerkort,
selv om jeg sandt nok bor i et stort hus fyldt med dyre og
ubrugelige ting.
Engang var jeg lyshåret, nu er mit hår sort.
Engang var jeg stærk, nu er jeg svag.
Engang var jeg køn, nu ser jeg syg ud.
Det er rigtigt, at jeg siden ulykken udstår et liv med mi-
græne.
Det er sandt, at jeg ikke kan udstå tåber.
Jeg kan lide, når ord har dobbeltbetydninger. Kan du se det?
Udstå et liv med migræne. Ikke udstå tåber. Ordet betyder
næsten det samme i de to sætninger, men ikke helt.
At udstå.
Man kunne hævde, det betyder at stå igennem, men det er
ikke helt rigtigt.
Min historie begynder inden ulykken. I juni, sommeren fem-
ten, stak min far af med en eller anden kvinde, han elskede
højere end os.
Far var en middelmådig professor i militærhistorie. Den-
gang forgudede jeg ham. Han gik i tweedjakker. Han var høj
og knoklet. Han drak te med mælk. Han kunne lide at spille
brætspil og lod mig vinde, han kunne lide sejlbåde og lærte
mig at ro kajak, han kunne lide cykler, bøger og kunstmuseer.
Han brød sig ikke om hunde, og det var et tegn på hans store
kærlighed til min mor, at han lod vores golden retrievere sove i
11
sofaerne og gik en fem kilometer lang tur med dem hver mor-
gen. Han brød sig heller ikke om mine bedsteforældre, og det
var et tegn på hans store kærlighed til både mig og min mor,
at han tilbragte somrene i Windemere House på Beechwood
Island, hvor han skrev artikler om krige, der blev udkæmpet
for mange år siden, og til ære for familien satte sig smilende
til bords til alle måltider.
Den juni, i sommeren femten, meddelte min far, at han for-
lod os, og to dage senere var han væk. Han sagde til min mor,
at han ikke var en Sinclair, og at han ikke længere kunne prøve
at være det. Han kunne ikke smile, kunne ikke lyve, kunne
ikke være en del af den smukke familie i de smukke huse.
Kunne ikke. Kunne ikke. Ville ikke.
Han havde allerede bestilt en flyttevogn. Han havde også
lejet et hus. Min far lagde den sidste kuffert ind på bagsædet
af Mercedesen (han efterlod min mor med kun Saaben) og
startede motoren.
Så trak han en pistol frem og skød mig i brystet. Jeg faldt om
på græsplænen. Hullet fra projektilet åbnede sig op på vid gab,
og mit hjerte trillede ud af brystkassen og ned i blomsterbedet.
Blodet pumpede rytmisk ud fra mit åbne sår,
og fra mine øjne,
mine ører,
min mund.
Det smagte af salt og nederlag. Den ildrøde skam over at
være uelsket gennemblødte græsset foran huset, fliserne på
stien, trappetrinene op til verandaen. Mit hjerte sprællede
som en ørred mellem pæonerne.
Mor flegnede. Hun bad mig om at tage mig sammen.
Opfør dig normalt, lige nu, sagde hun. Lige nu, sagde hun.
For det er du. Det kan du være.
12
Lad være at lave en scene, sagde hun. Tag en dyb indånding,
og sæt dig op.
Jeg gjorde, som hun sagde.
Hun var den eneste, jeg havde tilbage.
Mor og jeg stak vores firkantede hager i sky, mens far kørte
ned ad bakken. Så gik vi indenfor og ødelagde de gaver, han
havde givet os: smykker, tøj, bøger, alting. I de efterfølgende
dage skilte vi os af med sofaen og lænestolene, som mine for-
ældre havde købt sammen. Kasserede det stel, de havde fået i
bryllupsgave, sølvtøjet og fotografierne.
Vi købte nye møbler. Hyrede en indretningsarkitekt. Bestilte
sølvtøj fra Tiffany. Tilbragte en dag i kunstgallerier og købte
malerier til de tomme pladser på væggene.
Vi bad morfars advokat sikre mors formue.
Så pakkede vi vores tasker og tog til Beechwood Island.
3
Penny, Carrie og Bess er døtre af Tipper og Harris Sinclair. Har-
ris fik sin formue, da han var 21 år gammel og nyudklækket
kandidat fra Harvard, og han fik formuen til at vokse gen-
nem forretninger, jeg aldrig har orket at prøve at forstå. Han
arvede ejendomme og jord. Han traf kloge beslutninger på
aktiemarkedet. Han giftede sig med Tipper og placerede hende
i køkkenet og i haven. Han udstyrede hende med perler og
udstillede hende på sejlbåde. Hun lod til at nyde det.
Morfars eneste nederlag var, at han aldrig fik en søn, men
pyt med det. Sinclair-døtrene var solbrændte og lykkelige,
muntre og rige, de piger var som eventyrprinsesser. Fra Boston
over Harvard Yard til Martha’s Vineyard var de kendt for deres
13
kashmircardigans og overdådige fester. De var gjort af det stof,
der skaber legender. Født til prinser og Ivy League-skoler, til
elfenbensskulpturer og prægtige huse.
Morfar og Tipper elskede pigerne så højt, at de umuligt
kunne sige, hvem de elskede højest. Først Carrie, så Penny,
så Bess, så Carrie igen. De holdt overdådige bryllupper med
laks og harpespillere, så kom der lyshårede børnebørn til og
sjove hunde med lys pels. Ingen kunne have været mere stolte
af deres smukke, amerikanske pigebørn end Tipper og Harris
var dengang.
De byggede tre nye huse på deres private ø og navngav
dem henholdsvis Windemere til Penny, Red Gate til Carrie
og Cuddledown til Bess.
Jeg er den ældste af Sinclair-børnebørnene. Jeg er arving til
øen, til formuen og til forventningerne.
Formodentlig, altså.
4
Mig, Johnny, Mirren og Gat. Gat, Mirren, Johnny og mig.
Familien kalder os fire for Løgnerne, og det har vi sikkert
fortjent. Vi er næsten jævnaldrende og har alle fødselsdag om
efteråret. De fleste år på øen har vi lavet ballade.
Gat begyndte at komme til Beechwood det år, vi var otte.
Sommeren otte, kaldte vi den.
Inden da var Mirren, Johnny og jeg ikke Løgnerne. Vi var
bare fætre og kusiner, og Johnny var møgirriterende, fordi
han ikke kunne lide at lege med piger.
Johnny er energi, flid og ironi. Han plejede at hænge vores
barbiedukker op ved halsen og skyde os med Lego-pistoler.
14
Mirren, hun er sukker, videlyst og regn. Dengang tilbragte
hun lange eftermiddage på den store strand og pjaskede i
vand med Taft og tvillingerne, mens jeg tegnede tegninger på
grafpapir og læste bøger i hængekøjen på Clairmont-husets
veranda.
Så ankom Gat for at tilbringe somrene med os.
Tante Carries mand forlod hende, mens hun ventede John-
nys bror, Will. Jeg ved ikke, hvad der skete. Vi taler aldrig om
det i familien. I sommeren otte var Will en lille baby, og tante
Carrie havde allerede mødt Ed.
Ham Ed var kunsthandler, og han elskede børnene. Andet
vidste vi ikke om ham, da Carrie bekendtgjorde, at hun tog
ham med til Beechwood sammen med Johnny og den lille.
De ankom som de sidste den sommer, og de fleste af os
stod ved kajen og tog imod dem, da båden lagde til. Morfar
løftede mig op, så jeg kunne vinke til Johnny, der iført orange
redningsvest stod i stævnen og råbte.
Ved siden af os stod mormor Tipper. Hun vendte sig et kort
øjeblik væk fra båden, stak hånden i lommen og fremdrog et
hvidt pebermyntebolsje. Hun pakkede det ud og stoppede det
i munden på mig. Da hun atter rettede blikket mod båden,
ændredes hendes ansigtsudtryk. Jeg klemte øjnene sammen
for at se, hvad hun så.
Carrie trådte op fra båden med Will på hoften. Han havde
en gul babyredningsvest på og var derudover en kaskade af
lyst hår. Der udbrød jubel ved synet af ham. Vesten, som vi
alle havde haft på som små. Håret. Hvor skønt, at denne lille
dreng, vi endnu ikke kendte, så tydeligt var en Sinclair.
Johnny for op fra båden og kylede sin redningsvest på kajen.
Så styrtede han direkte hen til Mirren og gav hende et spark.
Så sparkede han mig. Dernæst tvillingerne. Gik hen til vores
15
bedsteforældre og stod ret. »Godt at se jer, mormor og morfar.
Jeg ser frem til en god sommer.«
Tipper gav ham et knus. »Det har din mor sagt, at du skulle
sige, ikke?«
»Jo,« sagde Johnny. »Og jeg skulle sige, at det er godt at se
jer igen.«
»Du er en god dreng.«
»Må jeg gå nu?«
Tipper plantede et kys på hans fregnede kind. »Smut du
bare.«
Ed fulgte efter Johnny, da han havde hjulpet besætningen
med at få bagagen op fra motorbåden. Han var høj og slank.
Han var meget mørk i huden, af indisk herkomst fandt vi
senere ud af. Han havde briller på med sort stel og var tjekket
klædt i lærredsjakkesæt og stribet skjorte. Bukserne var krøl-
lede efter rejsen.
Morfar satte mig ned igen.
Mormor Tippers mund formede sig til en lige linje. Så blot-
tede hun tænderne og gik hen imod ham.
»Du må være Ed. Sikke en herlig overraskelse.«
Han tog hendes hånd. »Har Carrie ikke sagt, at vi kom?«
»Selvfølgelig har hun det.«
Ed kiggede rundt på vores hvide, hvide familie. Vendte sig
mod Carrie og spurgte: »Hvor er Gat?«
De kaldte på ham, og han kravlede op fra båden og spændte
med bøjet hoved redningsvesten af.
»Mor, far,« sagde Carrie, »vi tog Eds nevø med, så han kan
lege med Johnny. Det her er Gat Patil.«
Morfar rakte hånden frem og klappede Gat på hovedet.
»Goddag, unge mand.«
»Goddag.«
16
»Hans far døde i år,« forklarede Carrie. »Han og Johnny er
bedste venner. Det er en kæmpestor hjælp for Eds søster, hvis
vi har ham nogle uger. Og Gat? Vi skal lave mad i det fri og
bade, som vi har snakket om. Ikke?«
Men Gat svarede ikke. Han stod og kiggede på mig.
Hans næse var markant, hans mund var dejlig. Hans hud
var mørkebrun, og hans hår var sort og bølgende. Hans krop
var et bundt af energi. Gat virkede ladet. Som om han ledte
efter noget. Han var forventning og begejstring. Ambition og
stærk kaffe. Jeg kunne have kigget på ham i al evighed.
Vi sad fast i hinandens blik.
Jeg vendte mig om og løb.
Gat fulgte efter. Jeg kunne høre hans fodtrin bag mig mod
plankestierne, der går på kryds og tværs over øen.
Jeg blev ved at løbe. Han blev ved at løbe efter.
Johnny løb efter Gat. Og Mirren løb efter Johnny.
De voksne stod tilbage på kajen og talte, mens de cirkule-
rede høfligt omkring Ed og kurrede over lille Will. Småtterne
gjorde, hvad småttere nu gør.
Vi fire holdt op med at løbe, da vi nåede den lillebitte strand
nede ved Cuddledown House. Det er en lille sandstrækning
omgivet af høje klipper. Ingen brugte den rigtig dengang. Der
var blødere sand og mindre tang på den store strand.
Mirren tog skoene af, og vi andre fulgte hendes eksempel.
Vi kastede sten i vandet. Vi var bare til.
Jeg skrev vores navne i sandet.
Cadence, Mirren, Johnny og Gat.
Gat, Johnny, Mirren og Cadence.
Det var begyndelsen på os.
* * *
17
Johnny tiggede og bad om, at Gat måtte blive lidt længere.
Han fik sit ønske opfyldt.
Næste år tiggede og bad han om, at han blev hele sommeren.
Gat kom.
Johnny var den første dattersøn. Mine bedsteforældre sagde
stort set aldrig nej til Johnny.
5
I sommeren fjorten tog Gat og jeg alene ud i den lille mo-
torbåd. Det var lige efter morgenmad. Bess bad Mirren spille
tennis med tvillingerne og Taft. Johnny var begyndt at løbe-
træne det år og løb runder på kyststien, der omkranser øen.
Gat opsøgte mig i Clairmonts køkken og spurgte, om jeg ville
med ud i båden.
»Ikke rigtigt.« Jeg havde lyst til at kravle i seng igen med
en bog.
»Vil du ikke nok?« Gat spurgte næsten aldrig på den måde.
»Tag selv ud.«
»Jeg må ikke låne den,« sagde han. »Jeg er ikke helt rigtig.«
»Selvfølgelig må du låne den.«
»Ikke uden en af jer.«
Det var latterligt. »Hvor vil du hen?« spurgte jeg.
»Jeg vil bare væk fra øen. Nogen gange kan jeg ikke holde
ud at være her.«
Dengang havde jeg ingen ide om, hvad det var, han ikke
kunne holde ud, men jeg sagde okay. Vi startede motoren og
tog ud på havet i vindjakker og badetøj. Efter et stykke tid
slukkede Gat motoren. Vi spiste pistacienødder og indåndede
den salte havluft. Solen skinnede i vandoverfladen.
18
»Lad os hoppe i,« sagde jeg.
Gat hoppede i, og jeg fulgte efter, men vandet var betydeligt
koldere end inde ved stranden og tog pusten fra os. Solen for-
svandt bag en sky. Vi lo i panik og råbte, at det var den mest
åndssvage ide at hoppe i vandet. Hvad tænkte vi på? Der var
hajer ud for kysten, det vidste alle.
Lad være at nævne hajerne, helt ærligt, altså! Vi puffede
og maste til hinanden og kæmpede for at komme først op ad
stigen i bådens agterstavn.
Efter et minuts tid lænede Gat sig tilbage og lod mig komme
først op. »Ikke fordi du er en pige, men fordi jeg er et godt
menneske,« sagde han.
»Tak.« Jeg rakte tunge.
»Men når nu en haj bider mine ben af, så lov, at du skriver
en tale om, hvor fantastisk jeg var.«
»Aftale,« sagde jeg. »Gatwick Matthew Patil udgjorde et
fremragende måltid.«
Det var hysterisk sjovt at fryse sådan. Vi havde ingen hånd-
klæder. Vi krøb sammen under et fleecetæppe, som vi fandt
under sæderne, vores nøgne skuldre rørte hinanden. Kolde
fødder, hans oven på mine, og mine på hans.
»Det er kun, så vi ikke får forfrysninger,« sagde Gat. »Du
skal ikke tro, at jeg synes, du er pæn, eller noget.«
»Det ved jeg godt, at du ikke synes.«
»Du tager hele tæppet.«
»Undskyld.«
Pause.
Gat sagde: »Men jeg synes, du er pæn, Cady. Det var ikke
sådan ment. Hvornår blev du egentlig så pæn? Det er distra-
herende.«
»Jeg ser ud, som jeg plejer.«
19
»Du har forandret dig i løbet af skoleåret. Det ødelægger
mit forsvar.«
»Har du et forsvar?«
»Intet trænger igennem mit panser. Har du ikke bemærket
det?«
Jeg kunne ikke lade være at le. »Nej.«
»Pokkers. Jeg troede, det virkede.«
Vi skiftede emne. Snakkede om at tage småtterne med til
Edgartown om eftermiddagen, og om hajer, og om de virkelig
spiser mennesker, om Plants vs. Zombies.
Så sejlede vi tilbage til øen.
Kort efter begyndte Gat at låne mig sine bøger og opsøge
mig på den lillebitte strand først på aftenen. Han kom ud til
mig, når jeg lå på plænen ved Windemere med retrieverne,
de gyldengule.
Vi begyndte at gå ture sammen på stien, der omkranser øen.
Gat forrest og mig bag ham. Vi snakkede om bøger og opfandt
ord. Indimellem gik vi flere gange rundt, inden vi blev sultne
eller begyndte at kede os.
Langs med stien voksede der lyserøde strandroser. De duf-
tede diskret og sødt.
En dag betragtede jeg Gat, som han lå i hængekøjen uden
for Clairmont med en bog, og det var, som om han var, ja,
min. Som om han var mit særlige menneske.
Jeg lagde mig stille ned i hængekøjen ved siden af ham.
Jeg tog pennen ud af hans hånden – han havde altid en pen i
hånden, når han læste – og skrev Gat på hans venstre håndryg
og Cadence på højre.
Han tog pennen fra mig. Skrev Gat på min venstre håndryg
og Cadence på min højre.
Jeg snakker ikke om skæbne. Jeg tror ikke på skæbne eller
20
på soulmates eller på overnaturlige kræfter. Jeg mener bare,
at vi forstod hinanden. Helt igennem.
Men vi var kun fjorten. Jeg havde aldrig kysset en dreng,
selv om jeg i det følgende skoleår kyssede nogle stykker, men
af en eller anden grund kaldte vi det aldrig kærlighed.
6
I sommeren femten ankom jeg en uge senere end de andre. Far
havde forladt os, og mor og jeg havde alle de der indkøb, vi
skulle have klaret og det med indretningsarkitekten og alting.
Johnny og Mirren hentede os ved kajen med lyserøde kinder
og tonsvis af sommerplaner. De var i gang med at planlægge
en familieturnering i tennis og havde sat kryds ved nogle is-
opskrifter, vi skulle prøve. Vi skulle sejle og lave bål.
Småtterne myldrede rundt og larmede som sædvanligt. Mo-
strene smilede deres kølige smil. Da ankomstpostyret havde
lagt sig, gik alle op til Clairmont til cocktail-time.
Jeg gik over til Red Gate for at finde Gat. Red Gate er et meget
mindre hus end Clairmont, men har dog fire soveværelser på
første sal. Der boede Johnny, Gat og Will sammen med tante
Carrie – og Ed, når han var der, hvilket ikke var så tit.
Jeg gik hen til køkkendøren og kiggede ind gennem trådnet-
tet. Gat så mig ikke. Han stod ved køkkenbordet i en slidt, grå
T-shirt og jeans. Hans skuldre var bredere, end jeg huskede
dem.
Han var ved at tage en tørret blomst ned, der hang i en sløjfe
over køkkenvasken. Blomsten var en strandrose, lyserød og løs
i strukturen, sikkert en af dem fra stien langs Beechwoods kyst.
Gat, min Gat. Han havde plukket en rose til mig fra vores
21
yndlingsrute. Han havde hængt den til tørre og ventet på, at
jeg ankom til øen, så han kunne give mig den.
Jeg havde kysset en ligegyldig dreng eller tre siden sidst.
Jeg havde mistet min far.
Jeg var ankommet til denne ø fra et hus fuldt af tårer og
løgne,
og jeg så Gat,
jeg så rosen i hans hånd,
og i det øjeblik, da solen skinnede på ham gennem vinduet,
med æblerne på køkkenbordet,
duften af træ og hav i luften,
kaldte jeg det kærlighed.
Det var kærlighed, og det ramte mig så hårdt, at jeg måtte
læne mig ind mod døren, der stadig var imellem os, for ikke
at falde. Jeg ville røre ham, som var han en kanin, en killing,
noget så helt særligt og blødt, at fingrene ikke kan holde sig
fra det. Universet var godt, fordi han var i det. Jeg elskede
hullet i hans jeans og snavset på hans bare tæer og såret på
hans albue og arret, der løb tværs henover hans ene øjenbryn.
Gat, min Gat.
Mens jeg stod der og stirrede, lagde han rosen i en konvolut.
Han ledte efter en pen, åbnede skuffer og lukkede dem igen,
fandt en i sin lomme og skrev.
Det gik først op for mig, at det var en adresse, han skrev, da
han tog et frimærkeark op fra skuffen.
Gat satte frimærket på. Skrev en returadresse.
Det var ikke til mig.
Jeg forlod døren til Red Gate, inden han opdagede mig, og
løb ned til kyststien. Alene betragtede jeg himlen blive mørk.
Jeg flåede alle roserne af en enkelt latterlig busk og kastede
dem, en efter en, ud i det vrede hav.