Egyptens Muslimske Broderskab i bevægelse

Denne artikel vil følge Broderska-bets vej fra modstander til tilhængeraf partipolitik, og skitsere, hvordandet agerer, og hvad det står for ideo-logisk i dag. Det vil basere sig detudkast til et partiprogram, som blevpubliceret i august 2007.

Allerførst en definition: Islamismeer, som ordet angiver, en politiskideologi der sigter på at indføre el-ler konsolidere et islamisk samfund.Islam er derimod en religion, dvs.en formulering af universets, tidensog menneskets placering og me-ning, knyttet til troen og dyrkelsenaf en gud. Som alle andre ældre reli-gioner har islam på den måde også itidligere tider været garant for en

samfundsorden: Muslimske teologerog jurister formulerede vejledningerog love for, hvordan man skulle leveog omgås i samfundet, for at undgåstraf i efterlivet.

Men de udviklede ikke rigtigt no-gen politologi; der var ikke nogenkomplet formulering af indretnin-gen af en stat, eller nogen forvent-ning om en handlende og regule-rende stat som den centrale aktør isamfundet. Der var heller ikke no-gen idé om rettigheder, men aleneom pligter, over for Gud og øvrighe-den. Politiske ideologier kom førsttil Egypten og den arabiske verdenmed fremkomsten af moderne terri-toriale stater med store administrati-

61udenrigs 3 · 2007

Egyptens Muslimske Broderskab i bevægelseJakob Skovgaard-Petersen

Det Muslimske Broderskab i Egypten er alle islamistiske bevægelsers moder, og det er også iBroderskabets hjemby, Cairo, at mange af de vigtigste islamistiske ideologer og debattørerhører hjemme. Derfor er det vigtigt at følge medi, hvordan islamismen debatteres i Egypten, oghvad Broderskabet er for en størrelse

oner og borgerlige offentligheder.En af disse ideologier var islamis-men, som vi dog først rigtigt ser fra1920’erne og frem.

Et nyt parti

Den 10-14 august 2007 publiceredeEgyptens nye kvalitetsavis, al-Masrial-Yaum, et længere program for etnyt politiske parti, ‘De MuslimskeBrødre’. Programmet indeholdtikke de store overraskelser, idet detlå meget i forlængelse af, hvad Bro-derskabet havde skrevet i sit pro-gram op til valget i 2005 og i sit ma-nifest for reform i Egypten i 2004.Alligevel udsendte Broderskabetsøverste leder, generalvejleder MehdiAkef, en erklæring om, at det ikkevar det faktiske program, men kunnogle tidlige udkast.

Egentligt er hverken piratudgaveneller det ægte program – når det ud-kommer – helt hvad de giver sig udfor at være. For partiet eksistererikke, og vil ikke få lov til at eksistere.Det ved Broderskabet godt. Det vilnemlig ikke få lov til at oprette parti-et formelt, hvilket vil sige, at detikke vil kunne stille op til valg. Denkommission i parlamentet, der be-stemmer, om ansøgninger om opret-telse af nye partier kan godkendes,har stort set altid sagt nej til alle. Detskyldes, at den helt er domineret afrepræsentanter for regeringspartiet,det National Demokratiske Parti(NDP), som i virkeligheden blot for-svarer deres magtmonopol.

Alligevel er partikommissionenjævnligt blevet underkendt af dom-stolene, når de nye partier har inds-tævnet afslagene. Det er blot ikkesket for de tidligere partier, som folkmed tilknytning til Broderskabet haransøgt om at oprette, for her hardomstolene fulgt partiloven, derfastslog, at det ikke er tilladt at op-rette partier baseret på religion.Denne position er nu yderligere ce-menteret i den ny forfatning, somblev vedtaget i marts 2007: her for-byder paragraf fem politiske partierbaseret på religion.

Et parti med navnet ’De Muslim-ske Brødre’, og med selve Broder-skabet som skaber, vil derfor medsikkerhed ikke blive legaliseret. Såintentionen med partiprogrammeter sandsynsligvis at tilnærme sig an-dre politiske kræfter, berolige kriti-kere, og at fremstå som et realistisk,og mere demokratisk, alternativ tildet siddende styre.

Faktisk er Broderskabets øversteorgan, eksekutivkomitéen, uenigtom, hvorvidt man overhovedet skalsøge om godkendelse fra partikom-missionen, eller simpelthen barelade partiet forblive illegalt og altsåikke forsøge at stille det op. Broder-skabet har selv været illegalt siden1954, men efter Nassers død i 1970har myndighederne i praksis tålt, atdet opererede, selv om der vedhvert valg (og tit også ind imellem)er bølger af arrestationer af detsmedlemmer for at holde det nede.

Broderskabet forsøger i program-

62 udenrigs 3 · 2007

JAKOB SKOVGAARD-PETERSEN

met at omgå forfatningens forbudmod religiøst baserede partier – el-ler måske rettere at udstille forfat-ningens selvmodsigelser – ved eks-plicit at basere sig på dens paragrafto, der fastslår, at ”Islam er statensreligion, arabisk er dens officiellesprog, og principperne i den islami-ske sharia er hovedkilden til lovgiv-ningen.” (Dette er den afgørendekonstitutionelle forankring af islamsom politisk faktor i Egypten. Para-graf to var genstand for hidsig debati foråret 2007, da sekulariseredekræf ter forsøgte at få den annulle-ret. Se debatten på dansk på www.dedi.org.eg under ’Hvad skriver deegyptiske aviser?’)

Selv om det ikke er officielt, menformentligt en prøveballon, er parti-programmet af vigtighed – i alt fald isammenhæng med de andre politi-ske manifester, Broderskabet har ud-sendt de senere år. Først og frem-mest fordi det vidner om radikalenyorienteringer i broderskabetstænkning og strategi.

Fra parti-uvæsen til partidrømme

Partier var nemlig ikke altid Broder-skabets kop te. Hassan al-Banna(1906-49), der grundlagde Broder-skabet i 1928 og styrede det retegenrådigt, til han blev myrdet, vartemmelig skeptisk over for sin sam-tids politik, ikke mindst partierne.

Det Muslimske Broderskab var isit udgangspunkt ikke et parti, menen vækkelsesbevægelse, en reaktion

på den stigende sekularisering i detegyptiske samfund. Samtidigt vardet et svar på den egyptiske elites,og særligt det dominerende Wafd-partis, politiske sekularisering. Bro-derskabet blev i 1930’erne samlings-punkt for dem, der så landets og de-res egen identitet som først og frem-mest islamisk. Banna var stærkt kri-tisk over for den egyptiske elite, deri hans øjne ‘lagde sig på maven’ foreuropæisk kultur, selv om også denarbejdede for formel uafhængighedfra Storbritannien, som havde væretden egentlige magthaver i Egyptensiden 1882.

Men Banna var ligeså kritisk overfor de traditionelle muslimske lær-de, al-ulama, som han fandt bag-stræberiske og indskrænkede. Ban-na og Broderskabet var en læg -mands bevægelse, der ville forme ak-tive, sportslige, moralske og frommeunge mænd, som i de næste genera-tioner kunne skabe et samfund ligeså ungt, dynamisk og visionært, somdet muslimske samfund havde væ-ret, dengang muslimerne erobredeverden.

Som Banna selv havde mange afBroderskabets ledere fået ikke-reli-giøse, moderne uddannelser, og deså sig selv som modernister: Egyptenskulle industrialiseres, udvikles, ud-dannes og i det hele forandres. Her-til behøvedes teknologi, men ogsåorganisation og mange andre tingfra Europa. Dette var der sådan setikke noget principielt i vejen med,skrev Banna, men alt skulle vurderes


Egyptens Muslimske Broderskab i bevægelse

ud fra, om det var i overensstemmel-se med islam eller ej. Og først ogfremmest var dette muslimerneseget valg: de muslimske samfundsuafhængighed, enhed og styrke varnoget der virkelig lå Broderskabetpå sinde.

Broderskabet havde ikke nogenudarbejdet forfatning eller politisklære, og ikke noget program ommagtovertagelse i Egypten. Heri ad-skilte det sig fra samtidige mobilise-rende politiske bevægelser somkommunisterne og fascisterne, iskikkelse af partiet ‘Det Unge Egyp-ten’. Den mere umiddelbare inspi-ration for Broderskabet var de pro-testantiske missionsbevægelser, der ide år introducerede ungdomsarbej-de, bønnemøder, spejderkorps ogsommerlejre og mange andre nyska-belser til Egypten, som Broderska-bet kopierede.

I slutningen af 1930’ erne blevBroderskabet mere politisk i sinekampagner, og ved sin generalkon-gres i 1939 vedtog det sloganet‘Islam er religion og stat’ – helt tyde-ligt som reaktion på nationalisternesdominerende ‘Religionen er forGud, men fædrelandet for os alle’.Samme år oprettede en fløj af bro-derskabet i al hemmelighed et mili-tært korps, som i slutningen af1940’erne forestod flere snigmordpå politiske modstandere – hvilketførte til et forbud mod bevægelsen.

Det politiske system var i de årpluralistisk, med en ivrig konkurren-ce mellem partier, aviser og syns-

punkter, samtidigt med at kongen,og ultimativt briterne, satte grænserfor, hvor langt den egyptiske rege-ring kunne gå, fx i udenrigspolitik-ken. Partierne var sekulariserede, ogdet var naturligvis en af de ting,Banna reagerede imod. Hans be-vægelse var i første omgang en væk-kelsesbevægelse, der skulle hjælpeegypterne til at genfinde islam oghandle islamisk. Men Banna reage-rede også imod partiernes snævreog selviske interessepolitik og taltenedsættende om hizbiya, partivæsen.Et parti var i hans øjne netop forpartielt.

For ham var der noget højere, derskulle lede hele nationen, ummaen.Han talte gerne om samfundets be-hov for sammenhængskraft. Og detvar islam, der skulle give denne sam-menhæng og retning. Banna så sam-fundet som en organisme, og islamskulle være den drivende ånd. Ban-nas attitude var dog ikke en egentligafvisning af parlamentarisme, ogfaktisk stillede han selv op til parla-mentsvalgene.

Antidemokratisk tendens

Kongedømmet faldt med de Frie Of-ficerers kup i 1952, og i 1954 tog enaf dem, Gamal Abd al-Nasir (Nas-ser) magten. Alle politiske partierog organisationer blev forbudt, ogsærligt Det Muslimske Broderskabblev voldeligt undertrykt. Det led iforvejen af skismer efter Bannasdød, og disse blev forstærket ved, at



uafhængigheden som mål blev op-nået, samtidigt med at undertrykkel-sen først rigtigt begyndte. I fængsletudviklede særligt Sayyed Qutb(1906-66) en radikal ideologi, somnaturligvis er i forlængelse af Ban-nas, men på afgørende punkter bry-der med den.

Hvor Banna er optimist og moder-nist, er Qutb langt mere pessimistiskog stærkt antimodernistisk. For hamer verden af lave, og det er i grun-den ikke engang noget nyt; verdenbestår i en evig kamp mellem Gudsparti og dets fjender, og igennemårhundreder har Guds flok været lil-le bitte. Det er en illusion at tale omislamiske samfund i verden i dag.For at et samfund skal være islamisk,er det nemlig ikke nok, at indbyg-gerne er muslimer, som beder, fasterog tager på pilgrimsfærd. Gud skalråde i alt, og intet menneskeligt mådyrkes. De få rigtige muslimer, derfindes, må sande dette krav, tage be-stik af situationen og så vælge denkompromisløse kamp for islam, påalle niveauer.

Sayyed Qutb havde i sit sene for-fatterskab intet til overs for demo-kratiske institutioner, parlamentereller fx FN. Mennesket er til for attjene Gud, og al suverænitet tilhørerham. Folkesuverænitet er derforkæt teri, og det er menneskelig lov-givning også.

Qutbs forståelse forblev en mino-ritetsposition, også i den islamistiskebevægelse. Broderskabets leder efterHassan al-Banna, Hassan al-Hudhay-

bi, skrev et værk, ‘Prædikanter, ikkeDommere’, hvor han gik i rette medQutb for at appropriere en anden afGuds monopoler: dommeren overmenneskers gerninger. Det er ifølgeHudhaybi kun Gud, der kan døm-me, om de troende er hyklere elleroprigtige, så mennesker skal ikkebeflitte sig med at erklære hinandenfor ikke-troende. Det store flertal afegyptere er samvittighedsfulde ogtroende mennesker.

Hvor Broderskabet siden 1960’erne har afsvoret vold, har Qutb in-spireret en række mere militanteislamistiske bevægelser i Egypten ogi udlandet, inklusive Jihad-gruppenog Ayman az-Zawahiri, der i 1990’erne sluttede sig til Osama bin La-den og al-Qaeda. Broderskabet selvhar heller ikke rigtigt lagt afstandQutb, selv om det afviser den eksklu-sive og voldelige del af hans ideolo-gi.

Det Muslimske Broderskab i Egyp-ten – som har aflæggere i en rækkeandre islamiske lande – var derfor isit udgangspunkt ikke demokratisk,og der er også udgået en decideretanti-demokratisk ideologi fra det.

Omvendelsen

Det Muslimske Broderskab blevstærkt undertrykt i Nasser-årene fra1954 til 1970; organisationen blevoptrevlet, nogle gik i landflygtighed,mange blev fængslet og torteret ogenkelte radikale som Qutb faktiskhenrettet. Med Sadat skete der en



optøning af forholdet til den politi-ske magt. I 1970’erne begyndte Bro-derskabet at lukrere på en brederereligiøs vækkelse i den egyptiske be-folkning, samt finansiel støtte fradets tilhængere og sympatisører iden nu så olierige Golf. Efter CampDavid aftalerne i 1979 blev forholdettil staten igen stærkt fjendtligt. Bro-derskabet var nu del i en bredereislamisk bevægelse og var i en formfor konkurrence med mere radikalebevægelser, som for nogles vedkom-mende endda var revolutionære ogvoldelige. Sadat blev som bekendtmyrdet af en sådan bevægelse i1981. Hans efterfølger Hosni Muba-rak – som stadig er præsident – haroverlevet flere attentatforsøg fra dis-se bevægelser.

Til de revolutionære gruppers sto-re foragt valgte Broderskabet at del-tage i den politiske proces i Egyp-ten, selv om det ikke blev aner-kendt. Men det anerkendte hellerikke fuldt det siddende styre, som idet hele taget havde problemer medat opnå folkelig legitimitet, selv omdet ikke var egentligt truet.

I 1984 og 87 stillede brødrene optil parlamentsvalgene i alliance medeksisterende, legale partier, og vandthenholdsvis 15 og 17 procent at sæ-derne. Så der var en islamistisk bloki parlamentet, der især i begyndel-sen drømte om at islamisere lovgiv-ningen, men siden måtte slå sig tiltåls med mere beskedne projekterog i det hele taget ikke fik nogen vi-dere direkte indflydelse. Til gen-

gæld mærkede man i de år tydeligt,at også regimet og NDP måtte stillesig islamisk an for at angle efter legi-timitet.

1990’erne blev hårdere år for Bro-derskabet. Nye valglove tillod folk atstille op individuelt til Parlamentet,og der var også repræsentation af in-dividuelle med forbindelse til Bro-derskabet, men de blev stadigt fær -re. Særligt op til valgene i 1995 sattestyret ind med massiv repression, ognogle af de arresterede Broderskabs-kandidater og -aktivister kom til atsidde i fængsel i årevis. Broderska-bet var ikke stærkt nok til en kon-frontation, men valgte i stedet atkoncentrere sig om græsrodsarbejdeog indkassere den folkelige sympatiog legitimitet, som også var produktat undertrykkelsen.

En af grundene til den hårde kursfra regimet var, at det var i gangmed et større opgør med den mili -tante ‘Islamiske Gruppe’ (al-gamaaal-islamiya), primært i det sydligeEgypten, og led store tab, både i po-litisoldater og økonomisk, fordi ogsåturister blev myrdet af gruppen.Det var i de år, 1994-95, da Broder-skabet bestemt ikke var på sit stærke-ste, at det begyndte at udsende ma-nifester, der skulle vise omverdenen– i og uden for Egypten – at det ikkevar den trussel mod demokrati ogstabilitet, som styret hævdede, mentværtimod et offer for undertrykkel-se, og en garant for et mere fair ogdemokratisk system.

Det har ikke været let for Broder-



skabet selv, og det synes at hængesammen med, at en ny generationfik indflydelse på dets politik. Hvorden ældre generation havde lidt iNassers fængsler, men på noglepunkter delte meget af nasserismenstankegods, var en yngre gruppemindre paranoid og mere åben overfor samarbejde med den øvrige op-position. Det var noget, Broderska-bet havde prøvet lidt med sine koali-tionspartier i parlamentet, men somden yngre gruppe især kendte tilgennem politisk arbejde i faglige or-ganisationer – såsom lægernes, ad-vokaternes og ingeniørernes sam-menslutninger – hvor Broderskabeti slutningen af 1980’erne og i de tid-lige 1990’ere gradvist havde fået re-præsentation og senere vundet kon-trol.

Det var denne nye gruppe af yn-gre, mere pragmatiske aktivister,som nu pressede på for at få refor-mer. En af inspirationerne for demvar også nogle forfatterskaber, dernu formulerede nye bud på, hvor-dan en islamisk statsindretning, el-ler en islamisk social-, udenrigs-, un-dervisnings- eller finanspolitik kun-ne se ud. Men selve erfaringen medstatsundertrykkelse fra Nasser ogfrem har sikkert også været med tilat få dem til at opdage nødvendig-heden af at afgrænse statens magtog sikre den enkelte borgers frihedog rettigheder. I alt fald var det det-te langt mere liberale vokabular, derlangsomt gjorde sit indtog i Broder-skabets erklæringer og litteratur.

Det nye partiprogram

Vi vender nu tilbage til det pro-gram, som Broderskabet har formu-leret for sit nye parti i august 2007.Det, som det er værd at bide mærkei, er i første omgang programmetsforståelse af politik.

Programmet går ud fra, at det po-litiske system i Egypten skal være enkonstitutionel og parlamentarisk re-publik. Programmet betoner mag-tens tredeling, og domstolenes uaf-hængighed, men taler derudoverom en fjerde statsmagt, nemlig væl-gerkorpset; dette for at betone, atpolitikerne skal stå til ansvar, og atder skal være magtrotation.

Programmet gør en del ud af attale om den civile stat. Dette udtrykrummer først og fremmest en af-standtagen fra teokratiet, som sunni-islamistiske teoretikere altid har af-vist som noget (historisk) katolsk el-ler shiitisk. Men det står selvfølgeligtogså i modsætning til den militærtbaserede stat, som islamisterne ty-pisk står overfor. I lighed med denøvrige opposition forlanger pro-grammet en ophævelse af den mili-tære undtagelsestilstand.

Meget af dette er for så vidt ikkenyt. Islamister har igennem de sene-re årtier meget betonet idéen omkonstitutionalisme (som de sigerMuhammed opfandt), og de har fragammel tid en forkærlighed for be-grebet retsstaten, idet de ser deressamfundsmodel som lovbaseret ogdet modsatte af despoti (fordi også



herskeren er underlagt loven). Medloven menes der sharia, men i pro-grammets formulering er det intenti-onerne i sharia (maqasid al-Sharia),fordi de netop aldrig har været be-gejstrede for den klassiske islamiskejura, men derimod er på moderni-sternes hold, og fordi de derved vilsikre fleksibilitet og dynamik i for-ståelse af sharia. Kalifatet er hellerikke noget Broderskabet eller de fle-ste andre større islamistiske bevæ-gelser har brugt meget krudt pågennem årene (med undtagelse afisær Hizb al-Tahrir). De store sunni-muslimske bevægelser ser, med Gud-run Krämers ord, gudsstaten som enrepublik.

I lighed med et par andre nyeredokumenter fra Broderskabet slåsdet fast, at suveræniteten ligger hosborgerne i denne stat, og at disse erabsolut lige og skal sikres lige mulig-heder, uanset køn, race eller religi-on. Som ovenfor nævnt formuleredeSayyed Qutb det sådan, at suveræni-teten lå hos Gud, og derved var de-mokratiet allerede kættersk. Detteafviser Broderskabet, og i dag for-mulerer det det sådan, at den suve-ræne Gud har delegeret sin magt tilnationen (umma), som selv må for-valte sine timelige sager.

Islamisk sprogbrug

Programmet taler om at styrke de-mokratiet, og mange af dets visionerer også langt mere specifikt demo-kratiske, end man ville finde i tek-

ster fra 1930’erne, 40’erne og 50’erne. Men det er også tit tåget. Fordet første foretrækker man at anven-de ord fra den klassiske islamisketradition, i stedet for betegnelser,der mere utvetydigt kommer fra etmoderne politisk vokabular: umma(nation), shura (rådslagning), masla-ha amma (almenvel) osv. Det er værdat bemærke, at alle disse ord hargennemgået omdefinitioner i det20. århundrede, hvor de er kommettæt på vestlige termer og institutio-ner, som man på den måde approp-rierede uden at sige det ligeud.

Men ofte er de mere upræcise oggenstand for forskellige tolkninger,fra liberale til illiberale. For at kom-me med et eksempel: I paragraf nisiges der: ”Friheden er en velsignel-se fra Gud til mennesket, og derforer den fra vort partis synspunkt ennaturlig ret for enhver borger, udendiskrimination på basis af køn, over-bevisning eller hudfarve; [baseret påprincippet om at:] ’Gud har givetfriheden, så den ansvarlige kan væl-ge mellem troen og ulydighedenover for Gud (kufr)’.” Dette er for såvidt en klassisk islamisk dogmatiskposition, at mennesket har en fri vil-je og derfor har ansvar for sine syn-der. Men her står den i en modernepolitisk kontekst, og hvad betyderden så?

I sin mest optimistiske læsningkan den betyde, at Broderskabetomsider giver efter for et pres, ogsåblandt en mindre gruppe islamisti-ske teoretikere, og søger en ny defi-



nition af trosfrihed, som i princip-pet skulle tillade at konvertere fraislam. Det er imidlertid en megetoptimistisk udlægning, for det ernoget Broderskabet aldrig har ac-cepteret, og det er heller ikke ud-trykt her.

Mere sandsynligt er det, at Bro-derskabet vil begrunde trosfrihed ogtankefrihed som islamiske princip-per. Men muslimer har for så vidt al-tid accepteret, at kristne og jødertroede på noget andet. Hvorimodde muslimske lærde, og langt hoved-parten af islamisterne, aldrig har ac-cepteret religioner, der kom efterislam, som fx bahaismen. Ligger deren accept af sådanne religioner her?

Ligesådan med udtrykket ‘intentio-nerne i den islamiske sharia’; det erelsket af liberale, fordi det giver vidhandlefrihed, og bevæger lovarbej-det væk fra forpligtelse på specifikkeklassiske regler og formuleringer, oghen imod bredere moralske princip-per. Men hvem siger, at det er sådandet skal forstås? Eller sådan det ipraksis vil blive anvendt?

Programmet er meget lidt speci-fikt, når det kommer til kopterne(de egyptiske kristne) og kvindernesligestilling. Netop her vil en absolutligestilling klart gå imod intentio-nerne i den klassiske islamiske jura.Der er naturligvis sket meget på denfront, siden indførelsen af forfatnin-ger og moderne politisk tænkning,og med valgretten (som kopternehavde fra begyndelsen og kvindernefik i 1956) er det ikke grupper, det

er klogt at marginalisere for kraftigt.Så det har altid været emner, hvorBroderskabet var splittet, og hvordet er blevet kritiseret for at være re-aktionært og udemokratisk.

Da Egypten tidligere på året omsi-der fulgte en række andre arabiskelande og tillod kvindelige dommere,var mange af Broderskabets parla-mentarikere imod det. Dets progres-sive fløj har for nylig talt om, at detvar acceptabelt med en koptisk stats-minister eller præsident, hvis hanblev valgt. Men en anden fløj erimod det. Valgprogrammet slår fast,at der skal være ligestilling mellemkøn og religioner, og borgerrettig-hederne er de samme. Men det und-lader at kommer med konkrete an-visninger på, hvordan denne ligestil-ling skal harmoneres med princip-perne i den islamiske sharia.

Ud over specifikke islamiske ord,benytter programmet sig også afden slags kulturelle markeringer,som også vil findes i så mange andrepartiers programmer, men som godtkan ende i national chauvenisme el-ler ensretning. Om mange ting hed-der det, at de skal foregå i overens-stemmelse med den nationale kul-tur og identitet.

Det kan måske overraske, at Bro-derskabet vil bruge mange penge påkultur, kunst og medier, men det ernetop for at forsvare kulturen og fa-milien imod alt for voldsomme på-virkninger udefra. Desuden tales omet ‘ikke-statsligt’ råd, som skal over-våge kunsten, og sikre at den er ‘i



overensstemmelse med samfundetsværdier, moral og traditioner.’

Skepsis over for amerikanisering

Her stikker Broderskabets traditio-nelle overbevisning frem om en na-tional islamisk enhedskultur, somskal beskyttes mod vestliggørelse.Som så mange andre partier, derhar til hensigt at forsvare den natio-nale identitet, har Broderskabet van-skeligt ved at acceptere divergeren-de grupper og meninger som lige sånationale og legitime. Og nye ten-denser i samfundet vil stadig blivevurderet efter, om de er i overens-stemmelse med islam eller ej, hvil-ket kan betyde manglende accept af,at fx nogle borgere er indtaget afhip-hop, heavy metal, eller andre subkulturer.

Denne skepsis over for amerikani-sering mærker man naturligvis ogsåi de udenrigspolitiske afsnit. Her un-derstreges det, at forholdet til devestlige magter skal baseres på gensi-dig respekt og jævnbyrdighed. Dettaler også om at opbygge tættereforbindelser til Kina og Ruslandsom modvægt til den vestlige domi-nans (en idé der ville være helt uspi-selig for Qutb og alle jihadister – fordem er de alle islams fjender somskal bekriges).

Og Egypten skal være et aktivtmedlem af internationale organisati-oner og respektere de internationa-le traktater, som Egypten har under-skrevet. Her sidder man og venter

på, hvad programmet vil skrive omCamp David, som Broderskabet al-tid har været kraftigt imod. En for-mulering om, at trakater også kanophæves, hvis de ikke længere fore-kommer rimelige for begge parter,er formodentligt en henvisning tilCamp David. Men det er så forsig-tigt, at det uden tvivl er udtryk forstore uoverensstemmelser internt iBroderskabet. Det kunne man godtforestille sig blev tydeliggjort i denendelige version.

Endelig må nævnes de økonomi-ske visioner. Her formeligt blom-strer det med islamiske begreber.Broderskabet går ind for markeds -økonomi og en stærk privat sektor.Samtidigt skal staten aktivt bekæm-pe monopoldannelser, åger, spil ogandre økonomiske handlinger, somer forbudt ifølge islam, foruden kor-ruption, nepotisme og den slags ad-færd. Staten skal udvikle ørkenpro-vinserne og infrastrukturen med sto-re projekter, følgende en femårs-plan. Og den skal udvikle kernekrafttil civilt brug. Turismen skal tøjles,så alle turister har sat sig ind i dennationale kultur og islams princip-per og kan optræde derefter.

Modtagelsen

Al-Masri al-Yaum og et par andre avi-ser har selv kommenteret program-met eller ladet kendte debattørergøre det. Broderskabets modstande-re er (fuldt forståeligt) temmeligforagtelige over for især det økono-



miske program. Det minder nemligom NDP’s eget (økonomisk liberalis-me kombineret med store projekteri ørkenen og atomkraft), men tilsatmere økonomisk nationalisme oguanvendelige islamiske markeringer,fx den over for turisterne der i dagstår får hele 12 procent af landetsindtægter. Det er i kommentatorer-nes øjne at spille hazard med lan-dets økonomiske velbefindende.

Broderskabet var i 1940’erne me-get tæt på – og tydeligt inspireret –af socialismen, idet det krævede enstærk statsstyring af økonomien, na-tionaliseringer og en kraftig forde-lingspolitik. Dette er tonet stærktned siden hen; dels blev Broderska-bet frastødt af Nasser og hans socia-lisme og tilnærmede sig det kapita -listiske Saudi-Arabien, dels er detsærligt stærkt selv i den private sek-tor, og dels har det vel indset, at enstatsøkonomi ikke er svaret. Tilbagestår der en velfærdskapitalisme ikkeulig vor egen, alle islamiserende ter-mer til trods. Det er vanskeligt atsige, at islam er løsningen (Broder-skabets slagord), når det kommer tiløkonomien.

Til gengæld har menneskerettig-hedsforkæmpere gennemgåendehilst programmets mere politiske ogkonstitutionelle dele velkommen,om end de som her finder det nogettåget og sine steder selvmodsigende.Der er jo tydeligt tale om et udkast,men netop det er faktisk i sig selvganske rart; normalt kommunike-rer Broderskabet kun udadtil gen-

nem sine talsmænd i toppen, menher får man visse indtryk af de inter-ne uenigheder; derfor vil det væreinteressant at sammenligne det en-delige program med udkastet. HvisBroderskabets interne debat skullekomme mere frem, ville det i sig selvvære et demokratiserende skridt.

I et Danmark, hvor offentlige de-battører med stor selvsikkerhed ta-ler om islamismens demokratiskeumulighed, dens fascisme, ellerdens ondskab, vil et dokument somdette program forekomme ejen-dommeligt. Men det er bedre atsøge at kende til verden, som dener, end at holde sig til forudfattedeideologiske sandheder.

Dette er ikke skrevet for at overbe-vise læseren om, at islamister ikke erfarlige, eller altid er gode demokra-ter. Det ville være umuligt. Ikke bloter den islamistiske terrorisme måskevor tids største politiske problem;islamistiske regimer som Iran, Paki -stan under Zia ul-Haqq og Sudanhører til blandt de groveste overtræ-dere af menneskerettighederne,ofte nok med påkaldelse af islam, ogikke sjældent rummer de også totali-tære træk i den måde de bekæmperanderledes troende og tænkende. Vikan alle blive enige om, at islamis-men meget nemt kan forekomme iikkedemokratiske eller (som hosQutb) ideologisk antidemokratiskeformer.

Historisk kan vi dog konstatere, atogså andre ideologier, fx nationalis-me og socialisme, har produceret så-



danne ikke-demokratiske regimereller voldelige grupper. I Mellem-østen har vi også på lokalt plan man-ge eksempler på, at de islamistiskeorganisationer faktisk optræder de-mokratisk. Her tænker jeg ikke barepå Tyrkiet, men også på lande somMarokko og Jordan, hvor de har lovat organisere partier. Og selv har jegfulgt Broderskabets optræden i defaglige sammenslutninger i Egypten,hvor de også overholdt de demokra-tiske spilleregler. Faktisk er der imange mellemøstlige lande størredemokratiske problemer med enrække af de andre politiske aktører,inklusive regimerne selv.

Et snæversynet samfund

Problemet er i mine øjne ikke, atislamistiske partier skulle være sær-ligt udemokratiske – eller at mankan finde citater af Banna der hyl-der den stærke stat. (For et udvalgaf Bannas og Qutbs tekster på dansk,se Skovgaard-Petersen (2007). Etstørre udvalg af Bannas skrifter eroversat til engelsk af Wendell(1978). En grundig gennemgang afBroderskabets tidlige historie leve-res af Lia (1997). Det kan man medså mange politiske bevægelser påbåde højre og venstrefløj en, ikkemindst i 1930’erne, og selv i Dan-mark.

Man kan desuden også finde udta-lelser af Banna, der er stærkt kriti-ske over for fascismen. Først ogfremmest er det imidlertid ahisto-

risk og naivt at finde 60 år gamle ci-tater og basere sine vurderinger pådem. Som vi har set, har Broderska-bet foretaget store kursskifter i cen-trale politiske spørgsmål, som sta-tens økonomiske og politiske rolle,eller legitimiteten af politiske parti-er. Det har at gøre med de rammer,bevægelserne i de enkelte lande harværet underlagt, foruden generelleudviklinger i politisk og økonomisktænkning, som med tiden også in-fluerer islamister (eksempelvis gørprogrammet en del ud af miljøet,noget ingen havde drømt om for 50år siden).

En række islamistiske bevægelserer med tiden blevet mere pragmati-ske og demokratiske, fordi de er-kendte, at de bedre kunne nå deresmål – eller dele af deres mål – adden vej. Det er der ikke noget galtmed, sådan er de fleste begyndt.Igen kan man ikke være sikker på, atde ville optræde komplet demokra-tisk, hvis de kom til magten.

Men denne indvending kunne li-geså vel rettes imod deres politiskerivaler, og den synes svag som be-grundelse for præventive antidemo-kratiske indgreb, sådan som det ske-te i Algeriet. At opnå magten ad de-mokratisk vej ville jo desuden alt an-det lige betyde, at de islamistiske be-vægelser ville kunne få mange af de-res ting igennem på en langtids-holdbar måde, fordi de ville haveborgernes støtte.

At skabe et parti er det seneste afen række skridt, som Det Muslimske



Broderskab har taget mod en ind-placering i demokratisk konstitutio-nalisme. Partiet er et brud med Ban-nas holdning og med bevægelsenspolitiske tradition. Broderskabetskritikere har netop i årevis forlangt,at det stiftede et parti med et klartprogram, som det ville forfølge in-den for konstitutionelle demokrati-ske rammer; netop fordi Broderska-bet som religiøs organisation i lig-hed med andre vækkelsesbevægelsermener sig i besiddele af sandheden,var der brug for at det stiftede etparti, der bedre kunne formulerekonkret politik, agere taktisk og ind-gå kompromiser. Når netop en ideo-logisk bevægelse som Broderskabeter nået frem til at kunne argumente-re for og forsvare en række demo-kratiske institutioner og praksisserpå islamisk grund, så er det opmun-trende og skal ikke affærdiges.

Problemet er derimod, at Broder-skabets vision om et samfund stadiger snæversynet – og at det er godt påvej til at realisere det. Der går enkonservativ religiøs vækkelse henover Egypten, og den har efterhån-den stået på i tre årtier. I medier,skoler, domstole og andre steder serman en drejning imod det islamiskesamfund, Broderskabet altid har øn-sket sig, men gennem mange småskridt, og på trods af staten, ikke vedhjælp af den.

Disse skridt fører hyppigt til enstramning af, hvad man må skrive,opføre, udsige, udleve mv.; kendteliberale bliver sagsøgt og får bøder,

selvcensuren breder sig, og masseraf mennesker synes kun at gå op ileve rigtigt efter de islamiske (ellerkristne) forskrifter. Homoseksualitetbliver undsagt, små religiøse mind-retal fordømmes, piger der går forsmart klædt bliver verbalt overfaldeteller det der er værre. En ny, selvret-færdig kultur breder sig, der ser sigselv som ren og god, og andre somsmudsige og lavere. Denne attitudegør igen, at den enkelte unge mus-lim også bliver opdraget i et selvbe-kræftende dydsiret system, der be-nægter egne svagheder – og sommetider andres menneskelighed – ogforetrækker at se sig selv som reneofre for formørkede og amoralskekræfter.

Egypten har heldigvis et sprog, enhumor, en folkekultur, en massekul-tur og en finkultur, som alle rum-mer rige bidrag til at forstå verdenmere komplekst, mindre idealistiskog med en større erkendelse afmenneskelig skrøbelighed. Men deter denne mere humanistiske kultur,som er under pres i dag.

Denne selvgodhed er sådan setogså et gammelt træk i islamismen iEgypten, men i dag har den vind isejlene og satser, ligesom på Bannastid, på en islamisering fra neden,ikke fra oven.

Pointen er altså, at når partipro-grammet og det tidligere reform-program optager så meget fra libe-rale forfatninger, er det fordi de haren fælles interesse i at begrænse sta-tens magt over for borgerne. Dette





er attraktivt for Broderskabet, fordistaten siden Nasser har været detsmodstander og undertrykker, hvor-imod borgerne i landet mere ogmere synes at være dets allierede. Iet projekt, som nok vil være politiskdemokratisk, men som samtidigt vilvære socialt intolerant.

Efterskrift

I september 2007, da denne artikelvar afleveret, udkom så det endeligepartiprogram. Set med demokrati-ske øjne blev det et stort tilbage-skridt. Pludseligt var det holdt i etreligiøst sprog, som var uklart ogtvetydigt. Det ville hverken havekvinder eller koptere til at lede sta-ten. Og værst af alt: det talte nu omat indføre et ‘Råd af de øverste lær-de’ (hay’at kibar al-`ulama), som skul-le godkende alle præsidentielle be-slutninger og parlamentariske vedta-gelser. Dette var i direkte modstridmed partiets definition af sit målsom en civil stat.

Reaktionerne blandt de egyptiskepolitiske kommentatorer var hård.Den gennemgående kommentarvar, at dette var dybt skuffende, og atEgypten nu stod med både et styreog en opposition, som hævdede, atde var demokratiske, men som ikkevar det.

En kendt forsker i islamisme, AmrShubki, konkluderede, at der havdeværet et paladskup i Broderskabet,hvor ‘missionærerne’ havde vundetover ‘politikerne’. Shubki påpegede,

at et sådant råd aldrig havde væreten del af Broderskabets program.En anden kendt kommentator omislamiske emner, Dia Rashwan, er-klærede, at et sådant råd var udtrykfor en mistillid til det egyptiske folkog en afvisning af dets suverænitet,som programmet ellers forfægtede.Han påpegede endvidere, at ingenaf Broderskabets grene i de andrearabiske stater havde et sådant rådpå programmet. Kommentatorernefandt, at partiprogrammet med det-te råd ville indføre iranske tilstandei Egypten.

Det er også vanskeligt at se det pånogen anden måde. Som nævnt erdette noget ganske nyt og et overra-skende brud med Broderskabets po-litik igennem de seneste 30 år. Hi-storisk set har Broderskabet væretyderst kritisk over for de muslimskelærde, al-ulama (som det anså for in-effektive og forstenede), og det ervanskeligt at forstå, at det nu pludse-ligt skulle give dem absolut magt.

Broderskabet har også siden detsbeslutning om politisk deltagelse i1980’erne hyldet forfatningen ogforfatningsdomstolen. Det går der-for imod såvel Broderskabets politi-ske traditioner som hyppige udtalel-ser af dets ledere, at dette råd forulama skulle afløse forfatningsdom-stolen som den endegyldige juridi-ske autoritet.

Hele forløbet med lanceringen afplanen om partiet og særligt det ko-lossale sving mellem den lækkedeog den endelige version af partipro-

grammet må betyde, at der er storeinterne spændinger i Broderskabet,både hvad angår dets politiske rollei Egypten i dag, og hvad angår denstat som man gerne ser som ende-målet. Mens dette skrives, er etstørre antal brødre fængslet, og derkører et par store retssager modbrødrene, hvoraf særligt én modnogle af Broderskabets mest promi-nente forretningsmænd vil kunnesvække det yderligere. Der er næppetvivl om, at det officielle partipro-gram vil isolere Broderskabet og for-hindre det i at bygge forbindelser tilandre dele af den egyptiske opposi-tion. Det vil formentligt kræve et op-gør om topposterne at ændre denkurs, der nu er udstukket med parti-programmet.

Endnu bedre ville det nok være,om Broderskabet erkendte, hvor sto-re de interne forskelle faktisk er, ogblev splittet i to eller flere fraktio-ner.

Jakob Skovgaard-Petersen er dr. phil. ogdirektør for Det Dansk-Egyptiske DialogInstitut i Cairo. www.dedi.org.eg



Udvalgt litteraturAwadi, Hisham: In Pursuit of Legitimacy.

The Muslim Brothers and Mubarak, 1982 –2000. London, Tauris Academic Studies,2004.

Farschid, Olaf: Hizbiya: Die Neuorientierung der Muslimbruderschaft Ægyptens in den Ja-hren 1984 bis 1989. Orient 30, 1, 1989, s. 53-73.

Krämer, Gudrun: Gottesstaat als Republik. Baden-Baden, Nomos, 1999.

Lia, Brynjar: The Society of the Muslim Brot-hers in Egypt. The Rise of an Islamic MassMovement 1928 42. Reading: Ithaca Press1998.

Skovgaard-Petersen, Jakob: Islamismen og den sociale retfærdighed. I Tamm, Ditlev: Retfær-dighedens mange ansigter. Nyt Nordisk For-lag, 2003, s. 45-68.

Skovgaard-Petersen, Jakob: Det Muslimske Broderskab i Egypten og parlamentarisk po-litik. I Verden i Forandring 8, temaartiklerom demokrati og Mellemøsten. SyddanskUniversitetsforlag, 2005, s. 86-110.

Skovgaard-Petersen, Jakob: Moderne islam. Muslimer i Cairo. 3. udg. Gyldendal, 2007.

Documents

Egyptens Muslimske Broderskab i bevægelse