ET SPADESTIK DYBERE I BIBELENS VERDEN landet er mitep.teologi.dk/Tidsskrifter/Tel/tel19aarg4.pdf · jøde” (2 Makk 6,6). opSTAnden I år 167 f.Kr. bliver alt dette præsten Mat-tathias

TEL udgives af Selskab for Bibelsk Arkæologi (SBA) | bibelskarkaeologi.dk

E T S PA D E S T I K D Y B E R E

I B I B E L E N S V E R D E N

nr. 4 | december 2008 | 19. årgang

Bagsiden | En ny inskription...

Side 3 | Jesus og festen for genindvielsen af templet Side 8 | “...For landet er mit” – hellig jord aldrig på udsalgSide 14 | Hvor meget skrev man i det gamle Israel?

– for landet er mit...

MArKer oG FAMILIeLIV

Selskab for Bibelsk ArkæologiLykkegårdsvej 26, 6000 Kolding

Tlf. 4826 3855E-Mail: [email protected]: www.bibelskarkaeologi.dkBank: Sydbank konto 7920-1014 846Norge: Den norske Bank 7877.06.93402

Redaktion:Morten Hørning Jensen (ansv. red.),Hartvig Wagner (red. sekr.),Carsten Vang

Forsidefoto:Terrassemarker i Judæas bjerge.© Todd Bolen, www.bibleplaces.com.

Links i TEL:De fl este nyheder i TEL følges op af links til hjemme-sider, hvor der kan læses mere. Disse links er samlet på vores hjemmeside www.bibelskarkaeologi.dk.

Layout:Freehand, Herning, freehand.dk

Tryk:Økotryk, Videbæk

Artikler i TEL dækker ikke nødvendigvis redaktionens eller SBAs synspunkter. TEL sendes gratis til medlem-mer af Selskab for Bibelsk Arkæologi.

Kontingent:Danske kr. 155,- / norske kr. 170,-(For unge under 26 år: kr. 105,- / norske kr. 115,-).Kontingent opkræves via PBS først på året.Medlemskab tegnes ved henvendelse til SBA.

Tel udgives med tilskud fra undervisningsministeriets tips- og lottobevilling.

Selskabets bestyrelse:Studentersekr., cand.theol. Klaus Vibe (formand),tlf.: 8612 0037 · [email protected], ph.d., cand.theol.Morten Hørning Jensen (redaktør),tlf.: 8742 0242 · [email protected]. Christian rasmussen,tlf.: 2511 1415 · [email protected]. Jacob Bank Møller (kasserer),tlf.: 8615 3402 · [email protected]., cand.theol. Thomas Bank Møller(webmaster),tlf.: 8678 7805 · [email protected]

© SBA og artiklernes forfattere.Ved enhver form for eftertryk/citat skal kilde angives.

ISSN 0905 - 5827

HISTorISK oG ArKÆoLoGISK SIdeLyS pÅ BIBeLen

Af pastor emer. Hartvig Wagner

når vi juleaften i år tænder lysene på juletræet, har jøderne allerede to dage tidligere indledt deres årlige ”lysfest”,

kaldet Hanukkah, som fejres i 8 dage. I Johannesevangeliet kap. 10,22-39 læser vi om Jesu deltagelse i denne fest under

sit ophold i Jerusalem og om sammenstødet med jøderne ved denne lejlighed. Beretningen får særlig betydning set i

historisk lys.

Jesus og festen forgenindvielsen

af templet

Den jødiske fest Hanukkah, som betyder indvielse eller helligelse, indledes den 25. i den jødiske måned Kislev. Datoen falder i reglen kort før jul efter vor kalender. Baggrunden for festen er ikke ligesom jødernes tre store højtider, påsken, pinsen og løvhyttefesten, knyttet til bibelske begivenheder og er slet ikke omtalt i Det gamle Testamente. Ikke desto mindre spil-ler festen en stor rolle i jødiske familier, fordi særlige traditioner og symboler er knyttet til den.

HISTorIen BAG

Festens oprindelse går tilbage til en af de alvorligste krisetider i det jødiske folks historie, som er levende beskrevet i 1 og 2 Makkabæerbog, to af de såkaldte apokry-fe bøger, og hos historieskriveren Josefus. Under den syriske konge Antiokus IV med tilnavnet Epifanes (175-163 f.Kr.) voksede spændingen i Judæa mellem hellenistiske og konservative jøder. Hellenisterne var venligt stemte mod Syrien, der reelt havde magten i landet, og ønskede at tilpasse den jødiske religion til den nye

En af Antiokus IV’s mønter.

Yderst til venstre er teksten

’theou epifanou’ trykt,

der betyder ’(tilhører) den

åbenbarede Gud’.

Foto: © Gordon Franz.

Af lektor Carsten Vang

Dengang kong Salomo byggede templet, lod han støbe mange genstande i bronze (1 Kong 7,15-47). Da bronze er en legering af kobber og tin, må hans store projekt have krævet enorme mængder af kobber i løbet af få år.

Gennem fl ere år har arkæologer gravet i et meget stort areal, hvor man har udvundet kobber. Området, der ligger sydøst for Det døde Hav, hedder Khirbet en-Nahash i det bibelske Edom. I 2006 gravede de gennem et 6 m tykt lag af slagger og trækul. Ud fra en række kulstof-14 prøver kan man konstatere, at området blev intensivt udnyttet fra det 11. årh. f.Kr. Det er tre hun-drede år tidligere, end man hidtil har antaget.

Desuden steg produktionen af kobber voldsomt omkring midten af det 10. årh. f.Kr. (Salomos tid) for så pludselig at ophøre nogle årtier senere. Først efter 70 års forløb kom produktionen i gang igen.

Om anlægget har været kontrolle-ret af kong Salomo, ved vi endnu ikke. Men de kommende års udgravninger vil fokusere på, om der i denne periode er spor efter israelitter i Kh. en-Nahash.

Salomos miner?

Overalt i det store område ligger der

mængder af slagger fra kobberpro-

duktionen. © www.bibleplaces.com.

2 Selskab for Bibelsk Arkæologi 3www.bibelskarkaeologi.dk

græske kultur. De konservative, som ønskede at fastholde den klassiske jødedom, var på Egyptens parti. Den sidste legitime ypperstepræst, den konservative Onias III blev fordrevet af sin hel-lenistiske bror Jason, der ønskede at gøre Jerusalem til en græsk by. Det vakte f.eks. opsigt, at han byggede et ”gymnasium”, hvor idrætsudøverne optrådte nøgne.

AnTIoKUS oG JØderne

Efter et forgæves forsøg på at erobre Egypten, vendte Antiokus sig mod Jerusalem og plyndrede templet for skatte for at få penge til fortsat kamp mod Egypten. Han tog røgelsesalteret, lysesta-gen og skuebrødsbordet med sig til Syrien. Endnu et felttog til Egypten mislykkedes, og efter det rettede Antiokus et sidste afgørende slag mod jøderne i år 168 f.Kr. Hans skatteopkræver og feltherre Apollonius foranstaltede et blodbad i Jerusalem, udplyndrede og afbrændte byen. En syrisk borg blev opført, og et Zeus-alter rejst på brændeofferalterets plads i templet (”Ødelæg-gelsens Vederstyggelighed”, Dan 11,31; 1 Makk 1,54; Matt 24,15). Der blev dødsstraf for sabbatsfejring og omskærelse. Bøger med

Moseloven blev brændt, og tilsynsmænd skulle overalt overvåge, at jøderne over-holdt kongens bestemmelser. Situationen gøres således op: ”Det var hverken tilladt at holde sabbatten eller de fædrene fester eller overhovedet at bekende sig som jøde” (2 Makk 6,6).

opSTAnden

I år 167 f.Kr. bliver alt dette præsten Mat-tathias i landsbyen Modein nær Lydda for meget. Han dræber en jøde, som er i færd med at ofre på et afgudsalter, og kongens udsending, som så til. Derpå fl ygter Mat-tathias med sine fem sønner ud i bjer-gene. Det blev signalet til jødernes oprør, som en af sønnerne, Judas med tilnavnet Makkabæus = ”Hammeren”, stod i spidsen for. Det lykkedes ham at erobre templet år 165 f.Kr. Brændofferalteret blev genindviet nøjagtigt på 3-årsdagen for det første

afgudsoffer den 25. Kislev. Til minde om denne vigtige begivenhed blev festen til(1 Makk 4,36-59).

”LySFeSTen”

Således kalder den jødiske historieskri-ver Josefus festen med henvisning til, at genindvielsen af alteret og genoptagelsen af den rette gudstjeneste var et strålende lyspunkt midt i den dystre tid, man lige havde gennemlevet. Der blev ikke sparet på fest og glæde, sang og musik til Guds ære, fortæller han. Navnet ”Lysfesten” fi k snart en ny mening. Det jødiske skrift Megillath Ta’anit fra 1. årh. e.Kr. beretter om et sælsomt under. Efter indtagelsen af templet lykkedes det kun jøderne at fi nde én enkelt fl aske olie, hvis indhold ikke var gjort kultisk urent af hedningerne. Olien var kun tilstrækkelig til at holde lysestagen i templet brændende en enkelt dag, men

Mindesmærke i Modein for præsten Mattathias og hans slægt Makkabæerne, som førte kampen mod det syriske overherredømme. Slægten menes

begravet i omkringliggende grave, hugget ud i klippegrunden. Foto: Hartvig Wagner.

InGen KVInder oG BØrn I QUMrAn

Da man i 1950’erne udgravede lidt af gravpladsen i Qumran, fandt man også skeletter af kvinder og børn. Forskerne har lige siden diskuteret heftigt, hvordan man skulle forklare det forhold, at en menighed, som udelukkende bestod af mænd, der levede i cølibat, også havde kvinde- og børnegrave på sin kirkegård.

Israelske antropologer har for nylig undersøgt knoglerne igen under anvendelse af de nyeste metoder. Antropologen Josef Zias fortæller på en blog om resultatet af undersøgelsen: Kvinde- og barneknoglerne er ikke 2000 år gamle, som udgraverne i sin tid sagde, men stammer fra beduiner fra tyrkisk tid! Et uløseligt problem fi nder sin uventede løsning,

fordi fundene nu bliver tolket rig-tigt af folk, som er eksperter på gamle skeletter, og som kender beduiners vane med at genbruge gamle gravpladser. Man kan så fundere over, hvor mange andre arkæologiske såkaldte ”fakta” fra ældre udgravninger i virkelighe-den skyldes udgravernes forkerte antagelser.

Foto af en af gravene ved Qumran.

© www.bibleplaces.com.© www.bibleplaces.com.

til stor overraskelse slog olien til i alle festens 8 dage.

Her er forklaringen på den 9-armede såkaldte Hanukkahstage, som jøderne op gennem tiden har taget frem under festen af samme navn. Ved hjælp af lyset fra en bestemt af armene tændes ét af de øvrige lys for hver dag i de 8 dage, festen varer. Forskellige andre traditioner knytter sig til festen. Man hygger sig i familien med leg og gaver på en måde, som minder om vore juletraditioner.

JeSUS oG de JØdISKe FeSTer

Johannes angiver et klart formål med sit skrift: ”Dette er skrevet, for at I skal tro, at Jesus er Kristus (Messias), Guds søn, og for at I, når I tror, skal have livet i hans navn” (Joh 20,31). For at lede læserne frem til denne tro, har Johannes valgt en genial disposition i bogens


Læs mere...Yderligere litteratur om emnet kan fi ndes på TELs linkside.

første 12 kapitler. Han tager udgangspunkt i nogle af de jødiske helligdage og fester og viser, hvordan de peger frem på ham selv og vidner om, at han er Kristus, Guds søn.

På en sabbat (kap 5) fastslår Jesus, at ligesom Faderen til stadighed arbejder på at bringe liv og frelse, således må også Sønnen stadig udføre, hvad Faderen har pålagt ham - også på sabbatten. Un-der påskefesten (kap. 6) er Jesu svar på beretningen om mannaunderet i ørkenen hans brødunder som tegn på, at han er livets brød, der er kommet ned fra himlen. Under løvhyttefesten (kap. 7-9) med dens vand- og lys ceremoni, gør Jesus det klart, at han er kilden med det levende vand og verdens lys (se TEL 2006/1). I alle tre tilfælde aner tilhørerne, at Jesus med sine gerninger og ord tilkendegiver, at han er Kristus, Guds søn. Nogle går af den grund så vidt, at de vil stene ham for gudsbe-spottelse.

JeSUS, den Gode Hyrde

Det samme gentager sig under den sidste fest i året, festen for templets genindvi-else, Hanukkah. Som optakt til festen blev Ezekiel kap. 34 læst i synagogerne den forudgående sabbat. I denne tekst lover

Herren: ”Jeg vil sætte én hyrde over dem, min tjener David; han skal vogte dem og være deres hyrde” (v. 23). Det er derfor næppe tilfældigt, at Jesus lige op til festen har holdt sin hyrdetale og sagt: ”Jeg er den gode hyrde” (Joh 10,11). Mange har straks forstået meningen: Jesus gør der-med krav på at være opfylderen af løftet til fædrene om Messias, Davidssønnen.

Da festen så begynder er det vinter,

eT USÆdVAnLIGT SeGL

Gennem fl ere år har man gravet i den nordvestlige ende af pladsen foran Grædemuren i Jerusalem. Nu er man efterhån-den nået ned i lagene fra det 7. årh. f.Kr., som er kong Ma-nasses og kong Josijas tid (ca. 685-609 f.Kr.). Her fandt man for nyligt i et privat hus et usædvanligt segl. Seglet viser et billede af en spændstig bueskytte, der spænder buen, rede til at sende pilen af sted. Foran skytten står på hebraisk ”Til-hørende Hagab”. Teksten er spejlvendt på seglet, så at den kommer til at stå rigtigt i aftrykket.

Hvem denne Hagab var, ved vi ikke. Om han havde forbin-delse til den tempeltræl Hagab, som er nævnt i Ezra 2,46, og hvis efterkommere vendte tilbage fra landfl ygtigheden, er dog ikke sandsynligt. Tempeltrælle gik ikke i militært antræk. Seglets ejermand må have været en højtstående offi cer i Ju-das hær. Det specielle ved dette segl er, at det er formet i assyrisk stil. Seglet bærer dermed vidnesbyrd om, hvor meget Juda og Jerusalem var under assyrisk påvirkning i det 7. årh. f.Kr. Læs mere på TELs linkside.

Den kvindelige arkæolog Shlomit Wexler-Bdolah forklarer ud-

gravningen i det nordvestlige hjørne af pladsen ved Græde-

muren. Det var her seglet blev fundet. Foto: Hartvig Wagner.

Dette smukke segl

med billede og tekst

har tilhørt en fornem

person i Jerusalem.

© Clara Amit, Israel

Antiquities Authority.

f.Kr. Læs mere på TELs linkside.f.Kr. Læs mere på TELs linkside.

og Jesus må søge læ for de kolde østen-vinde i Salomos Søjlegang (10,22). Den var åben ind mod tempelpladsen og lukket mod øst. Her slår jøderne ring omkring ham og forlanger med Jesu hyrdetale i øret at få ren besked om Messiasspørgs-målet, som også var på bane under årets tidligere fester. ”Hvor længe vil du holde os hen? Hvis du er Kristus, så sig os det ligeud,” lyder kravet (v. 24). De får et svar. Blot ikke et kort Ja. Det falder først, da Jesus til sidst står anklaget for jødernes store råd (Mark 14,62). Nu får jøderne blot det udfordrende svar: ”Jeg og Faderen er ét” (Joh 10,31) - med det resultat, at de tog sten op for at stene ham.

JeSUS oG AnTIoKUS

Med det svar knytter Jesus antagelig til ved den begivenhed, festen peger tilbage på. På sine mønter gav Antiokus sig tilnav-net Epifanes, som betyder Guds åbenba-ring. Hermed og på anden måde gjorde han med dette tilnavn krav på at være ét med guden Zeus. Det huskede jøderne og svarer derfor Jesus: ”Det er ikke for nogen god gerning, vi vil stene dig, men for bespottelse, fordi du, der er et menneske, gør dig selv til Gud” (10,33). I sit svar gør Jesus sine modstandere opmærksom på, at det med ham forholder sig helt ander-ledes end med Antiokus. Denne gjorde sig

selv til Gud. Jesus gør ikke sig selv til Gud, men er derimod helli-get og sendt til verden af Faderen (10,36). Ordet ”helliget” er ikke tilfældigt valgt. På hebraisk er det nemlig samme ord, som indgår i festens navn Hanukkah, der netop betyder, indvielse, helligelse.

den JØdISKe oG den KrISTne ”LySFeST”, HAnUKKAH

Jesus vil hermed sige: I fejrer genindvielsen af en jordisk hel-ligdom. Jeg er det sande tempel, som ikke er bygget af hænder, men kommet fra Himlen, fra Faderen. Kun ved tro på mig og mit offer får I adgang til den levende Gud. At Jesus er det nye og san-de tempel indviet og helliget af Faderen, har Johannes fastslået allerede i begyndelsen af sit evangelium, hvor det hedder: ”Ordet blev kød og tog bolig iblandt os, og vi så hans herlighed, en herlighed, som den Enbårne har den fra Faderen, fuld af nåde og sandhed” (1,14). I grundteksten står der ordret, at Ordet ”opslog sit åbenbaringstelt, sin helligdom” med al sin herlighed hos os på jorden. Det er jo, hvad vi fejrer ved vor ”lysfest”, julen. Alt imens kan vi også glæde os over, hvor troværdigt Johannesevangeliet beretter om Jesu ord og gerninger set i lyset af jødernes historie og traditioner.

Model af Tempelpladsen set fra vest. I baggrunden ”Salomos Søjle-

gang”, som er åben ind mod tempelpladsen og lukket mod øst. Foto:

© www.bibleplaces.com.

Hanukkahstage i Kibbutz Ein Gev ved Genesaret Sø. Stagen er formet som et skib. De 8 lamper

øverst tændes fra den 9. lampe i skibets agterende. Foto: Hartvig Wagner.


”...for landet er mit”Hellig jord aldrig på udsalg

FAMILIeLIV I BIBeLen

Huset

Jorden

Begravelse

Ære og skam

Af postdoc, ph.d. Morten Hørning Jensen

Jord – landbrugsjord – var livsnødvendig i det gamle Is-

rael. Som i alle andre landbrugssamfund gennem tiderne

var livets opretholdelse baseret på markens afgrøder og

husdyr. Familien var i vid udstrækning selvforsynende:

korn, olie, most, mælk, osv., var alt sammen produkter af

familiens aktiviteter på den fælles jord. derfor var særligt

to ting afgørende: For det første skulle familien formå at

holde sammen på sin arv for at kunne videregive den til

næste generation. Jorden var hellig. den kom aldrig på

udsalg. For det andet skulle familien være dygtig nok til

at dyrke jorden. det krævede hårdt slid, knowhow og ’be-

kymringer’ for dagen i morgen.

TEL forsætter i dette nummer artikelserien om familieliv i Bibelen. De første artikler kan fi ndes i sidste nummer.

Jorden: FAMILIenS ArV

Jorden var familiens vigtigste ejendom og den primære del af familiens arv, der skulle varetages og vedligeholdes til næ-ste generation.

Mistede en familie sin jord, kunne den ikke blot anlægge en ny mark. Langt størstedelen af Israels landbrugsjord måtte man nemlig anlægge på bjergskråninger. Den fede jord i dalen gik til de rige bønder eller kongen (jf. f.eks. 1 Sam 8,14). Ville en almindelig landmand udvide, måtte han

gå i gang med at anlægge marker på en bjergskråning.

Det var et langtidsprojekt. Først skulle skråningen ryddes for store sten. Dernæst skulle der bygges stengærder op med 5-10 meters afstand ned ad skråningen. Så skulle der konstrueres et dræningssystem. Endelig kunne muldjorden fyldes på i forskellige lag efter den kundskab gene-rationers erfaringer havde oparbejdet. Es 5,1-2 giver et godt indblik i det slidsomme arbejde med at etablere en terrasse, her

til en vingård med diverse installationer.Ikke nok med det. En sådan type mark

krævede også megen vedligeholdelse. Når den kraftige vinterregn falder i Israel, samler den sig til stærke strømme på skråningen, der hvert år udhuler og vælter en del af terrasserne.

En terrassemark kunne ganske enkelt ikke etableres af én driftig landmand, men var generation på generations arbejde.

Derfor er der også mange love i Det gamle Testamente, der beskytter en

Denne terrassemark er genopbygget i Nazareth Village og giver et godt indtryk af det store arbejde, det krævede at anlægge en mark på en

skråning. Foto: Morten Hørning Jensen.


Loven tager udgangspunkt i, at al jorden i virkeligheden er Guds, som han blot har lånt ud til israelitterne, der skal se sig selv som fremmede og tilfl yttere: ”Der må ikke sælges land uigenkaldeligt, for landet er mit; I er fremmede og tilfl yttere hos mig. I hele det land, I ejer, skal I sørge for, at jorden kan indløses” (25,23-24). Man kan naturligvis ikke sælge noget, man har lånt. Det kan hø-jest udlånes eller udlejes.

Men skulle det ske, at en landsmand falder i gæld og ”må sælge af sin ejendom,” så skal den, ”der står nærmest, træde til som løser og indløse, hvad hans slægtning har solgt” (25,25). Jorden skal altså så vidt muligt holdes på familiens hænder.

Så vidt, så godt. Det særlige ved loven er nu, at skulle det ske, at ingen i den nærmeste familie kan indløse jorden, så træder loven om ’jubelåret’ i kraft. I det gamle Israel skulle hvert

de syv frugters landI 5 Mos 8,7-8 beskrives Israel som et land med ”hvede og byg, med vin og fi gner og granatæbler, et land med olivenolie og honning” – altså syv frugter i alt (honning blev fremstillet af dadler).

Der blev naturligvis også dyrket andre afgrøder, og sam-let set gjorde det den israelitiske familie mere eller min-dre selvforsynende.

Det gav også arbejde til alle årets måneder. Det kan vi bl.a. se af en fantastisk indskrift, der blev fundet på Tel Gezer i 1908. Skriften betegnes af kendere som sjusket og grim. En teori er faktisk, at det er en art skolebog, hvor en elev har øvet sig på det svære alfabet. Den tekst, han har afskrevet, angiver en landmands årskalender og lyder: ”To måneders høst (af oliven og druer), to må-neders kornsåning, to måneders sensåning, en måneds hørhøst, en måneds høstning af byg, en måneds høst-ning af hvede, to måneders vinhøst, en måneds sommer-frugt” – og så var det år vist gået!

families jord. I 5 Mos 19,14 læser vi: ”I den arvelod, du får i det land, Herren din Gud vil give dig i eje, må du ikke fl ytte skellet til din nabos mark; det har tidligere slægt-led sat.” Det var kun ”onde mennesker,” der kunne fi nde på at fl ytte markskel (Job 24,2, jf. Ordsp 23,10-11).

Desværre var en sådan fremfærd ikke et sjældent syn. Ofte fordømmer profe-terne ”dem, der lægger hus til hus og føjer mark til mark” (Es 5,8, jf. Mika 2,2-9; Hos 5,10).

En familie gik nemlig praktisk talt i op-løsning, hvis den mistede sin jord. Marker-ne kunne ikke umiddelbart erstattes. Det kunne de nødvendige afgrøder heller ikke. For mens nogle af markens afgrøder, som f.eks. byg og hvede, var årstidsvækster, så var andre afgrøder produkter af træer og vækster, der først gav frugt længe efter, de blev plantet.

Det gjaldt ikke mindst to af de vig-tigste afgrøder, vindruer og oliven. Særlig oliventræer voksede langsomt og gav først frugt efter en årrække. Man plantede så at sige oliventræer som en gave til sine børn!

Familiefaderens, patriarkens, vigtigste opgave var at forvalte slægtens ejendom,

50. år udråbes som et jubelår, hvor al ejendom skulle returneres til sin oprindelige ejer: ”I jubelåret bliver det givet frit, og så kan han vende tilbage til sin ejendom” (25,28). Også huse i landsbyer uden bymur og slaver skal leveres tilbage (25,29-43).

IKKe TIL SALG

Hvordan og i hvor høj grad loven om frigivelse og jubelår blev overholdt i Israel er et åbent spørgsmål (se mere i tekstboksen ’Et nådeår for Herren’), men at jord var hellig og ikke til salg har vi fl ere eksempler på i Det gamle Testamente.

1 Kong 21 beskriver en tragisk historie om, hvordan den onde kong Akab af Samaria ville fravriste en vingård fra en bonde ved navn Nabot for at bruge den som køkkenhave (21,1). Først forsøger han at købe den, men Nabots svar kommer prompte: ”Herren be-vare mig fra at overdrage dig mine fædres ejendom!” (21,3).

mens han var i spidsen. ”En god mand ef-terlader sine børnebørn arv” (Ordsp 13,22)!

Det var derfor et udtryk for den største desperation, hvis en familiefar måtte pantsætte eller sælge sine marker. Nehemias 5,1-5 beskriver netop sådan en situation. Hungersnød har ramt landet og folkets klage lyder: ”Vi må pantsætte vores marker, vingårde og huse, for at vi kan få korn under hungersnøden.” Familierne stod nu tilbage helt uden forsikring, og snart måtte de også sende ”sønner og døtre i trældom.”

HeLLIG Jord!

Denne virkelighed, som Israel delte med alle andre kulturer i oldtiden og antikken, er baggrunden for en særlig lovgivning i 3 Mosebog, der til gengæld er helt særegen og ellers ikke kendt.

For at beskytte familierne socialt og økonomisk fi nder vi i kap. 25,23-55 en række bestemmelser, der skulle fungere som et sikkerhedsnet mod udbytning og ophobning af rigdom hos de få på de manges bekostning – nemlig løskøb-ningsloven eller goel-institutionen (goel: løskøber) og jubelåret hvert 50. år.

Anlæggelsen af en terrassemark krævede stor teknisk viden, der blev nedarvet gennem gene-

rationerne. Kun med den rigtige sammensætning af jordlag kunne fugten bevares i mulden.

Denne opstilling fra ’Nazareth Village’ viser et tværsnit af de forskellige jordlag. Foto: Morten

Hørning Jensen.

I vinterhalvåret falder der store mængder regn i Israel, der ofte ødelægger stendigerne på

marken. Foto: Morten Hørning Jensen.

I vinterhalvåret falder der store mængder regn i Israel, der ofte ødelægger stendigerne på

En landmand pløjer sin vinmark på gammeldags maner.

Foto: www.holylandphotos.org.


et nådeår for HerrenI loven i Det gamle Testamente er der særligt to bestem-melser, der skulle sikre, at jord og rigdomme ikke endte på nogle fås hænder. Hvert 7. år skulle være et sabbatsår, hvor marken ikke skulle dyrkes (3 Mos 25,1-7), gæld skulle eftergives og israelitiske trælle frigives (5 Mos 15,7-18).

Efter syv sådanne sabbatsår kom det helt særlige 50. år: jubelåret. På den store forsoningsdag skulle der dette år blæses i horn (’jubel’ er afl edt af det hebraiske ord for vædderhorn, jobel) som signal til, at nu skulle al handlet ejendom returneres (3 Mos 25,8-16). Dette skulle være året for frigivelse (25,10).

Det er dog usikkert, i hvilket omfang denne meget ra-dikale lov blev overholdt af israelitterne. I Jer 34,8-17 er der et enkelt eksempel på, at loven om frigivelse hvert 7. år blev overholdt. Dvs. kun delvist, for de rige stormænd fortrød frigivelsen af deres slaver, og krævede dem tilba-ge! Faktisk er der i rabbinske skrifter fra det 2. årh. e.Kr. opfundet traditioner, der direkte søgte at undgå loven om eftergivelse hvert 7. år.

Loven om jubelåret blev dog ikke fuldstændig glemt. I Esajas 61 møder vi den pludselig som et billede på det, der skal ske, når Herren griber ind til sidst. Herrens tje-ner skal komme og ”bringe godt budskab til fattige … udråbe frigivelse for fanger” og ”et nådeår fra Herren” (Es 61,1-2).

Præcist dette skriftsted citerer Jesus om sig selv, da han er på besøg i synagogen i Nazaret ifølge Lukasevange-liet, hvor hændelsen står som indledning til Jesu offent-lige virke (4,16-21). Han så sit kald som en opfyldelse af loven om frigivelse og nådeår. Til sidst i Lukasevangeliet tager Jesus denne tråd op igen, når han siger, at der i hans navn skal ”prædikes omvendelse til syndernes for-ladelse” (24,47). Ordet ”forladelse” er præcis det samme som i 4,18 oversættes ”frigivelse.”

Jesus kom og forkyndte et jubelår for Herren, og på bag-grund af sin død og opstandelse kunne han sende di-sciple ud til ”alle folkeslag” for at fortælle om den største frigivelse af alle: syndernes forladelse.

Akabs kone, Jezabel, lægger da en plan om at få Nabot stenet for gudsbespot-telse. Det lykkedes, hvorefter Akab kan tage vingården i besiddelse.

På samme måde er der en episode i Jeremias’ bog, hvor Jeremias må træde til og købe sin farbrors jord for at holde den på familiens hænder (Jer 32,6-15).

BeKyMrInGer oG KnoWHoW

Jorden var altså afgørende for en families

Tærskeplads med tærskeslæde. I baggrunden ses terrasser. © www.bibleplaces.com.

overlevelse, der afhang af markens afgrø-der. For at sikre sig på bedst mulig måde valgte man derfor at dyrke så mange for-skellige afgrøder som muligt. Israel bliver ligefrem kendt som ’de syv frugters land’ (5 Mos 8,7-8).

Om foråret høstede man korn, om efteråret vindruer og diverse andre frugter. Så gennemgribende var årstidens rytme på marken, at de jødiske fester var knyttet til høsten som takkefester samtidig med,

at man mindedes en bestemt frelsesger-ning i Israels historie (jf. festkalenderne i 2 Mos 23,14-17; 3 Mos 23; 5 Mos 16).

På den måde minimerede landmanden også risikoen for fejlslået høst. Hvis tørke ramte kornet, så kunne man måske hente lidt ind på olivenhøsten. I denne kultur var der nemlig intet sikkerhedsnet spændt ud under familien. Så man gjorde alt, hvad man kunne, for at sikre sig mod ulykke.

En af måderne til at undgå at løbe nogen unødig risiko var at lytte til den mest erfarne i familien. Han havde oplevet fl est somre og vintre og kunne bedst skønne, hvornår det f.eks. var tid til at så kornet. Modsat dansk klima, hvor regnen kan falde hele året, krævede det i Israel stort kendskab til årstidens rytme for at vide, hvornår tiden var til at så, da regnen falder i bestemte perioder. Nogle gange kunne der gå lang tid fra den første regn var faldet til næste regndag. Andre gange kunne regnen være så kraftig, at den kun-ne skylle ”alt bort, så der ingen afgrøde bliver” (Ordsp 28,3). Den kostbare, men uforudsigelige regn kaldes derfor også ved forskellige navne i Bibelen som ”efterårs-regn” og ”forårsregn” (5 Mos 11,14; Jer 5,24; Joel 2,23, jf. også Es 28,23-28, der beskriver bondens visdom).

Men selv den bedste landmand var ikke herre over vejret. Det vidste israelit-ten godt. Derfor møder vi også i f.eks.

Salmernes Bog en høstsalme, der takker Gud, der giver landet regn, ”væder plovfurerne og jævner pløjejorden” (Sl 65,10-11).

Jord og landbrug handlede for en israelitisk familie i sidste in-stans om overlevelse. Man søgte at sikre sig på den bedst mulige måde, tage alle forholdsregler og minimere enhver risiko.

”I SKAL IKKe BeKyMre Jer …”

Det er denne virkelighed af generationers hårdt arbejde på mar-ken med truslen om tørke og sult, skadedyrsangreb og misvækst,

hængende over hovedet, vi skal se for vores indre øje, når vi hører Jesus sige: ”Vær ikke bekymrede for jeres liv, hvordan I får noget at spise og drikke, eller for, hvordan I får tøj på kroppen …” (Matt 6,25).

Jesu tilhørere var ikke moderne vesterlændinge med økono-misk sikkerhedsnet fra staten, forsikringer for alt og overskud til at sidde ubekymret og fi losofere over fremtiden med en ’cafe latte’ ved hånden. Han talte til landmænd og bønder, der hele deres liv havde lært vigtigheden af netop at bekymre sig og tænke fremad i årstidens rytme på marken. Det må have lydt uhørt radi-kalt. Der var netop al mulig grund til at bekymre sig for mad, tøj og andre nødvendige ting i et samfund uden kreditkort og super-markeder. Det lå i selve landmandslivets rytme at bekymre sig.

Jesus går dermed til nerven af sit samfund for at forklare den nye virkelighed i Guds rige. Han udfordrer sine tilhørere til at have større tillid til Gud, end til selv den bedste mark og det kraftigste oliventræ. Også selvom det at følge ham for nogle – i hvert fald disciplene – betød, at de for en tid måtte forlade ”alt” (Matt 19,27).

Det betyder ikke, at mad og drikke fornægtes. Faktisk siger Je-sus: ”jeres himmelske fader ved, at I trænger til alt dette” (6,32), og han lover, at ingen skal forlade ”marker” uden at det gives ”hundreddobbelt” igen (19,29).

Men han giver sine tilhørere en stærk udfordring til at vende op og ned på prioriteterne og have tillid til Gud, selv hvad angår marker og landbrug: ”Men søg først Guds rige og hans retfærdig-hed, så skal det andet gives jer i tilgift” (6,33).

Oliventræsmark på Oliebjerget i Jerusalem. Foto: Morten Hørning Jensen.

Vinklaser på ranker på en mark uden for Jerusalem. Foto: Morten

Hørning Jensen.


nyT FUnd I JerUSALeM

Dr. Eilat Mazar, som graver i Davidsbyen i Jerusalem, fandt for få år siden en stor paladslignende bygning, som hun kalder for ”Davids palads” (TEL 2006/3). I slutningen af oktober meddelte hun, at hun har gjort et nyt bemærkel-sesværdigt fund. Umiddelbart neden under paladset stødte hendes hold ved et tilfælde på en tunnel, lige stor nok til, at en person kan gå igennem. Tunnelen løber i nord-syd retning, og ca. 50 m af den er udgravet. Begge ender er spærret af nedfaldent materiale.

Hun mener, at tunnellen kan dateres til kong Davids tid, og at den muligvis har været en vandkanal, der skulle lede vand ind i paladset. Hun hævder videre, at den kan have været den sinnor, som Davids folk brugte til at trænge ind i Jerusalem for at erobre byen fra jebusitterne (2 Sam 5,8).

Det sidste er rent gætværk, og hun har ikke fremlagt skyggen af bevis for, hvad tunnelen har været brugt til, eller hvordan sammenhængen er mellem tunnel og ”palads”. Hun slutter desværre for hurtigt ud fra Bibelen, og det virker ikke særlig seriøst.

Af prof. Alan Millard, Liverpool

Læser man Gammel Testamente, får man det klare indtryk, at der i kongetidens Israel blev skrevet bøger på hebraisk.

Flere forskere har dog afvist dette. Flere fund peger imidlertid i modsat retning, og der er ligefrem en god mulighed

for, at man faktisk skrev bøger.

Hvor meget skrev mani det gamle Israel?

rende skrift. De blev fundet ved en gammel ørkenvej mellem to af Nilens bugtninger. Egyptiske graffi ti umiddelbart ved siden af ty-der på, at de to inskriptioner må være skrevet så tidligt som 1900 f.Kr. Kana’anæere og andre folk fra de østlige middelhavslande arbejdede i Egypten på den tid, så det er sandsynligt, at nogle få har kendt til alfabetet i dets tidlige fase.

ALFABeTeTS UdVIKLInG

Om alfabetet blev opfundet i Egypten eller i Kana’an, er omdisku-teret, og ingen ved præcist, hvordan idéen om at have et tegn for hver eneste lyd opstod.

Den, der udviklede alfabetet, måtte analysere sit eget sprog for at kunne isolere hver enkel væsentlig lyd og så lave et pas-sende tegn til den. Da intet ord begynder med en vokal på de oldsemitiske sprog, kunne man via denne metode altså heller ikke lave tegn for vokaler. To vigtige efterkommere af dette alfabet, arabisk og hebraisk, skrives stadig grundlæggende uden vokaler.

Forskellige genstande, som er fundet i Kana’an, viser, hvordan skrivemåden blev udviklet, indtil den i slutningen af det andet årtusind f.Kr. fi nder den hævdvundne form.

Skriverne var påvirket af egyptisk praksis, så de sædvanligvis

skrev fra højre mod venstre. De skrev med blæk på papyrus eller læder, og derfor er næsten alt deres arbejde gået til grunde nu. Det, som er fundet af alfabetskriften skrevet på metal, sten eller potteskår, viser, at den var tilgængelig som et alter-nativ til babylonsk eller egyptisk. Omkring 1200 f.Kr. var disse to skriftsprog ikke længere i brug i Kana’an, og kun alfabet-skriften blev fremover brugt der.

eT KULTUreLT TIGerSprInG

Opfi ndelsen af alfabetet er et altafgø-rende trin i menneskets kulturelle udvik-ling. Mens babylonsk og egyptisk kræver

hundredvis af tegn og symboler, bestod den tidlige udgave af alfabetet bare af 20-30 konsonanter. Det krævede ikke mange års træning og viste sig væsentlig lettere at bruge end de to andre skrifter. Almindelige mennesker kunne nu lære at læse og skrive, hvis der var behov for det. Det blev væsentligt nemmere at overle-vere informationer af enhver art på skrift, også større skriftlige værker.

MoSeS SKreV

Den første bibelske reference til skriv-ning er, at Moses optegnede sejren over amalekitterne i en bogrulle (2 Mos 17,14).

Selvom han kunne have skrevet på egyp-tisk, er det lige så sandsynligt, at han har brugt en udgave af alfabetet, og at det også blev brugt til De 10 Bud og andre love (2 Mos 24,4-7; 31,18; 32,15-16; 5 Mos 28,58; m.fl .).

Da israelitterne slog sig ned i det forjættede land, overtog de det fra den kana’anæiske kultur, som kunne forenes med Guds lov. Hvis de ikke brugte alfabe-tet i forvejen, har de også overtaget det. Det hebraiske alfabet er videreudviklet fra det ældre kana’anæiske alfabet; dog er de tidligste eksempler på det hebraiske alfa-bet fl ere hundrede år yngre end Moses.

poTTeSKÅr FrA SAMArIA

I et overvejende bondesamfund var der kun få, som havde behov for at kunne læse og skrive; men de fl este ville kende til skrivning ved at lægge mærke til skat-teopkrævernes aktiviteter. Potteskår med to eller tre korte linjer hebraisk skrift, som er fundet i ruinerne af borgen i Samaria, illustrerer dette. Disse såkaldte Samaria ostraka rummer optegnelser over leve-rancer af byg og vin til paladset fra de omkringliggende godser ca. 775 f.Kr.

ostraka: potteskår med skrift på

Vi kan forestille os, at skatteopkræveren har siddet ved indgangen til magasinet og noteret hver eneste sæk eller fl aske på et potteskår, for derefter at samle alle

En af inskriptionerne fra Serabit el-Khaddim. Det 9. tegn fra oven er bogstavet ‘m’. I den vandrette

linje ses to ‘hoveder’, som repræsenterer bogstavet ‘r’. © W.F. Albright, The Protosinaitic Inscrip-

tions and their Decipherment (Cambridge, MA: Harvard University Press, 1969), fi g. 4.

Nederst på dette potteskår (fra Izbet Sarta, 11. årh. f.Kr.) er alfabetets bogstaver ridset ind,

skrevet fra venstre mod højre. Den normale retning for hebraisk – fra højre mod venstre – var

åbenbart ikke blevet fast norm endnu. Bogstavernes form er grove og plumpe. Derfor formo-

der man, at potteskåret har været en slags skriveøvelse. © Biblical Archaeology Review.

I 1905 fandt Flinders Petrie usædvanlige inskriptioner ridset ind i klipper og sten på Sinai-halvøen. Ti år senere foreslog egyptologen Alan Gardiner, at disse var de ældste eksempler på alfabetet. Han antog, at nogen havde tegnet billeder svarende til egyptiske hieroglyffer, men i stedet for at billedet som i egyptisk betegnede et helt ord eller en stavelse, angav det kun begyndelseslyden i det afbildede ord.

ALFABeTeT opdAGeT

Navnene på de fønikiske og hebraiske bogstaver ledte ham på sporet, for her er hvert bogstav et ord. I inskriptionerne så han bl.a. en zig-zag-linje, som kunne betegne vand, og da det hedder mêm på oldsemitisk, læste han bogstavlyden ‘m’. Efterfølgende var et hoved afbilledet, som hedder ra’sh på oldsemitisk, hvorfor han læste bogstavlyden ‘r’. Det gjorde ham i stand til at læse nogle få ord på kana’anæisk; men inskriptionerne var for korte eller ødelagte til at give ret megen mening.

Der er givet forskellige dateringer, men de samler sig primært om 1700-1600 f.Kr. De fl este eksperter anerkender, at inskriptionerne er en meget tidlig form af alfabetet.

I 1994-95 opdagede man på en klippe i Egypten to graffi ti med en næsten tilsva-


er JoASH-TAVLen ALLIGeVeL ÆGTe?

Det vakte stor opsigt for fem år siden, da en tavle dukkede op i Jerusalem med hele 15 linjer tekst skrevet på gammel-

hebraisk. Teksten beskriver de reparationer, som kong Joash af Jerusalem (835-796 f.Kr.) foretog på templet, og den

minder meget om 2 Kong 12. Hvis den er ægte, er det den første kongelige tekst, som vi har fra kongetidens Jerusa-

lem.

Tavlen er imidlertid ikke fundet ved en arkæologisk udgravning, og mange forskere var derfor særdeles skeptiske over

for tavlens mulige ægthed. Israels arkæologistyrelse undersøgte den i 2004, og konklusionen her var entydig: Selve

tavlen er nok gammel; men teksten på den er helt sikkert fabrikeret i nyere tid. Dermed skulle sagen være afgjort.

en ny UnderSØGeLSe

Diskussionen vil imidlertid ikke dø. Fem eksperter i geologi har lavet en ny undersøgelse af tavlen og dens patina. I en

artikel i tidsskriftet Journal of Archeological Science i år når de frem til, at inskriptionen efter alt at dømme er ægte!

Teksten er blevet udhugget nogenlunde på samme tid, som selve tavlen blev lavet.

De fandt tydelige forekomster af to typer patina, som dækker både tavlen og dens bogstaver. Der er klare spor efter

mikrobiologisk aktivitet i patinaen, som viser, at den er vokset frem over lang tid, og den følger et velkendt mønster

for klippematerialers forvitring over hundredvis af år. Patinaen rummer også mikroskopiske guldperler, som er meget

mindre end guldstøv, der kan købes på markedet. Det tyder på, at det mikroskopiske guld ikke er tilført i moderne

tid, men skyldes langvarig kontakt med jord beriget med smeltet guld. Der er ingen spor efter

brug af moderne redskaber eller kemikalier, siger de fem eksperter.

dISKUSSIonen ForTSÆTTer

Fra naturvidenskabeligt hold er sagen klar: Indskriften

på tavlen er gammel. Eksperterne i gamle skrifter er

imidlertid stadig usikre, og nogle afviser rent ud,

at teksten kan være ægte. En del af problemet

er imidlertid, at vi ikke har andre kongelige tek-

ster fra den periode at sammenligne med.

Måske er Joash-tavlen endnu et eksempel

på hebraisk tekst fra Gammel Testamentes

tid. I så fald er den en væsentlig forøgelse

af udvalget af tekster skrevet på hebraisk.

Den nye naturvidenskabelige undersøgelse

har i hvert fald gjort det noget sværere at

afvise ”Joash-tavlen”.

Carsten Vang

Læs mere om Joashtavlen på TELs link-

side!

Joash-tavlen er tidligere blevet omtalt i TEL: 2003/1, s. 11, 2003/2, s. 14-15, 2003/3 s. 3-7 og 2004/4 s. 13-15

© Biblical Archaeology Review

















Få enestående overblik over årstal, politiske udviklinger, religiøse strømninger og meget mere gennem Hart-vig Wagners nytestament-lig tidshistorie. Ny pris: 180 kr. portofrit tilsendt.

BeSTILLInG VedHenVendeLSe TIL

Hartvig WagnerRevlingens Kvarter 747400 HerningTlf. 97 21 52 27E-mail: [email protected]

”Wagners tidshistorie er et fantastisk arbejdsredskab, som jeg holder inden for en arms rækkevidde fra skrivebordet for et hurtigt opslag! Kan varmt anbefales til enhver, der ønsker oversigt over den verden, Jesus blev født ind i.”

Morten Hørning Jensen, redaktør af TEL.

Tidshistorie på danskoplysningerne på en bogrulle og smide potteskårene ud. Arbej-derne, som afl everede afgifterne og så ham notere, ville uden tvivl vide, hvad han lavede.

FLere eKSeMpLer pÅ SKrIVnInG

Snesevis af ostraka, indgraverede segl og deres aftryk er beva-ret – primært fra Juda Rige. Seglaftrykkene på små klumper ler er bemærkelsesværdige. På forsiden er aftrykt et personnavn og undertiden et billede. På bagsiden af de fl este har man fundet mærker efter papyrusfi bre. Det viser, at seglene har været brugt til at forsegle skrevne dokumenter med. Blandt de navne, der op-træder på seglene, fi nder vi de judæiske konger Akaz og Hizkija.

Teksten på dette seglaftryk lyder: ”Tilhørende Hizkija (søn af) Akaz kon-

ge af Juda”. Aftrykket viser også en bille med to vinger, der skubber en

kugle. © Biblical Archaeology Review.

På en stor krukke i karavanestationen Kuntillet ‘Ajrud var tegnet graffi ti

med billeder af tre guder. Hen over den største af dem står skrevet:

”Jeg velsigner jer ved Herren og hans Ashera”. © Biblical Archaeology

Review.

Dog er der ikke fundet større inskriptioner fra nogen af de ju-dæiske og israelitiske konger. Det hænger sandsynligvis sammen med, at Jerusalem og Samaria er blevet ødelagt og genopbygget mange gange i historiens løb. Vi har derimod eksempler på, at private personer indgraverede tekster på sten som permanente mindesmærker over dem selv, som det f.eks. fremgår af inskrip-tionen i Hizkijas tunnel, af to fragmenter udgravet i Jerusalem og af gravskrifter over indgangen til grave, fundet i landsbyen Silwan, øst for Davidsbyen.

Ligesom folk i dag laver graffi ti, gjorde israelitterne det også. Rejsende, der overnattede i Kuntillet ‘Ajrud, et herberg i Sinajør-kenen på vejen fra Egypten til Eilat, ridsede deres tilbedelse af Herren og hans Ashera ind på opbevaringskrukker i herberget. Andre kradsede velsignelser ind på vægge i grave. Nogle kradsede også deres egne navne ind på lerkrukker.

Alt dette medfører, at der har været ganske megen skrivning på gammelhebraisk. Den store spredning af lokaliteter, hvor man har fundet ostraka, viser, at skrivekunsten blev praktiseret både på mindre steder og i større bycentre som Jerusalem og Lakish.


BoGAnMeLdeLSeBoGAnMeLdeLSeBoGAnMeLdeLSe

The City of Ugarit at Tell ras ShamraMarguerite yoneisenbrauns, Winona Lake, Indiana179 siderpris: $ 33,75

I 1929 stødte man ved et tilfælde på resterne af den gamle by Ugarit i det nordlige Syrien. Forbløf-fende fund er blevet gjort i løbet af de godt 70 år, som udgravningerne har varet. Meget hurtigt fandt man store arkiver med lertavler, hvoraf man-ge var skrevet med alfabetskrift. Religiøse tekster med lange fortællinger om guden Ba’al og andre kana’anæiske guder giver et godt indblik i den kana’anæiske religiøse forestillingsverden, noget som Det gamle Testamente ofte hentyder til.

Ugarit havde sin storhedstid fra 1400-1200 f.Kr. Herefter blev byen fuldstændig ødelagt og aldrig bygget op igen.

I bogen beskriver M. Yon, der har stået i spidsen for udgravningerne gennem 25 år, Ugarits spæn-dende historie og fald. Derefter gennemgår hun byen kvarter for kvarter og beskriver de enkelte huse og gader. Turen fører os gennem kongepa-ladset, adskillige templer, embedsmænds huse og almindelige borgeres hjem. Bogen giver et stærkt indblik i, hvordan en storby i det nordlige Kanaan var organiseret. I det sidste kapitel får læseren en illustreret beskrivelse af de vigtigste genstande, der er fundet.

Denne bog giver en af de bedste indføringer i Uga-rits indretning og historie. Den illustrerer også, hvor meget der stadig venter på at blive udgravet.

Carsten Vang

Læs mere...Der er meget mere spændende at fortælle om hver en-kelt af de tekster, som er omtalt i denne artikel. Tidligere numre af TEL rummer adskillige uddybende artikler, bl.a. af Alan Millard. Desuden har han andetsteds skrevet om Lovens tavler. Se mere på TELs linkside.

de ÆLdSTe eKSeMpLer

Eksempler på hebraisk skrivekunst, der er tidligere end ostraka-erne fra Samaria, er sjældne.

Mest berømt er Gezer-kalenderen, som blev fundet for mange år siden på tel Gezer. Den er en groft skrevet fortegnelse over bondens opgaver gennem årets måneder. Måske er det en elev, som har øvet sig på at skrive. Den bliver dateret til ca. 925 f.Kr., lige efter kong Salomos regeringstid.

Et spændende fund blev tilføjet i 2005, da udgravninger på Tel Zayit nord for Lakish under ledelse af Ron Tappy afdækkede en stenblok placeret i en mur. På blokken har nogen skåret samtlige alfabetets bogstaver ind i rækkefølge. Denne inskription stammer også fra omkring 925 f.Kr.

At folk skrev allerede i det 10. århundrede f.Kr. (Davids og Salomos tid), synes klart, selvom det allermeste af, hvad de har skrevet, er gået til grunde.

To SpÆndende FUnd

De eksempler, jeg her har beskrevet, er korte øjeblikstekster. Man kunne spørge, om længere værker også blev skrevet ned, eller de kun blev overleveret i mundtlig form. Dele af forskningen har afvist muligheden for, at folk har skrevet bøger på hebraisk; men de arkæologiske vidnesbyrd modsiger denne forståelse.

For få år siden blev to sølvamuletter fundet i en grav i udkan-ten af Hinnoms Dal ved Jerusalem. Begge amuletter viste sig at indeholde velsignelser, hvor formuleringen nøje svarer til den aro-nitiske velsignelse fra 4 Mos 6,24-26, og de bevidner dermed, at man har skrevet længere tekster af religiøs art omkring 600 f.Kr. Desuden synes ostraka, der er fundet i Arad og ved Horvat ‘Uzza øst for Be’ersheba, at indeholde dele af litterære tekster.

To hundrede år tidligere, måske før profeten Amos’ tid, kunne de, som gjorde holdt ved Kuntillet ‘Ajrud på Sinajhalvøen, læse uddrag af digte, der var malet på en kalket væg, og som nævner guden Ba’al. Lidt tidligere endnu, langt mod nord i Jordanda-len ved Tell Deir ‘Alla (måske det bibelske Sukkot), blev en lang fortælling skrevet på en kalket væg i et hus. Teksten blev skrevet på en sådan måde, at den lignede en bogrulle med røde begyn-delsesbogstaver, sådan som de gamle egyptere gjorde det i deres bøger. Denne lange fortælling skildrer visioner, som en vis Bileam, Beors søn, modtog fra guderne.

BØGerneS BoG BeVAreT

Disse fund vidner – helt uafhængigt af de bibelske informationer – om den stærke sandsynlighed for, at man ikke blot skrev korte notitser og lavede segl med navne i det gamle Israel, men også skrev bøger og andre større værker. De bibelske bøger er dog de eneste, der er bevaret for eftertiden som et resultat af trofast og kontinuerlig afskrivning, som generationer af skrivere har foreta-get.

Oversættelse: cand.theol. Christian Rasmussen

Gezer-kalenderen, en fortegnelse over

bondens opgaver gennem årets måneder.

© Biblical Archaeology Review.

Tegning af alfabetets bogstaver, ridset ind på en sten i et hus på Tel

Zayit (925. e.Kr.). Courtesy of R. E. Tappy, The Zeitah Excavations;

tegning: Prof. P. Kyle McCarter, trykt med tilladelse fra the American

Schools of Oriental Research.

Kortet viser de lokaliteter, som er omtalt i artiklen.

© www.biblemapper.com.

Begyndelsen på den lange tekst, som stod skrevet med blæk på en

kalket væg i et hus i Deir ’Alla. © Biblical Archaeology Review.

de ÆLdSTe eKSeMpLer


Gezer-kalenderen, en fortegnelse over


© Biblical Archaeology Review.


Afsender:Jacob Bank MøllerLykkegårdsvej 266000 Kolding

Adresseændring

meddeles til:

[email protected]

Eftersendes ved varig adresseændring B

Af lektor Carsten Vang

Som prof. Alan Millard bemærker i sin artikel inde i bladet

om den hebraiske skrivekunsts udbredelse i det gamle

Israel, har vi meget få inskriptioner på hebraisk, som er

ældre end ca. 775 f.Kr. Af tekster fra kong Salomos tid

(ca. 970-930 f.Kr.) har vi kun et alfabet ridset ind på en

sten i et hus på Tel Zayit og et kluntet skrevet notat om

bondens årsrytme, den såkaldte Gezer-kalender. Begge

menes at være skrevet omkring 925 f.Kr., altså lige efter

Salomos død.

Denne situation ændrede sig dramatisk en julidag i år. Her fandt en ung volontør på Khirbet Qeiyafa et stort potteskår med fem linjer tekst skrevet på tidlig-hebraisk. Potteskåret lå i et hus tæt ved byporten. Laget, som skåret lå i, kan entydigt dateres til mid-ten af det 10. årh. f.Kr., og dermed er det ældre end de ovenfor nævnte tekster. Det bemærkelsesværdige er, at alle fagfolk er enige om denne datering af fundene, som en kulstof-14 analyse af olivenkerner i samme lag også har bekræftet.

Kh. Qeiyafa blev opført som en meget stærk befæstning i be-gyndelsen af det 10. årh., og den blev opgivet igen efter få årtiers brug. Det gør stedet helt usædvanligt arkæologisk set.

InSKrIpTIonen

Teksten har vist sig sværere at tyde end først antaget, fordi dele af den er falmet bort. Derfor varer det nogen tid endnu, inden et udkast til oversættelse vil blive fremlagt. Så meget er dog slup-pet ud, at teksten er skrevet med blæk på et 15 gange 15 cm stort potteskår. Begyndelsen er ufuldstændig og mindst en linje mangler, mens slutningen er intakt.

Ifølge eksperten, der arbejder på at tyde teksten, er der ikke tale om et kluntet skrevet notat, men det er et brev eller et dokument fra en veltrænet skrivers hånd. Det første, der kan læses, er or-dene ”Du skal ikke”, ligesom ordene ”konge”, ”dommer” og ”træl” er identificeret.

BeTydnInG

Denne inskription fra kong Salomos tid har med et slag rykket grænserne for skrivekunstens udbredelse i det gamle Israel tilbage med et par hundrede år. Det viser sig nu, at eliten dengang kunne skrive og læse, ligesom de kunne gemme information i skriftlig form.

Alan Millards udsagn om, at folk i det gamle Israel faktisk kunne skrive bøger, er blevet bekræftet på dramatisk vis denne sommer. Og så venter vi i spænding på, hvad der står på potte-skåret.

en ny inskription fra kong Salomos tid

Potteskåret fra Kh. Qeiyafa, som bliver dateret til Salomos tid.

© G. Laron og Hebrew University of Jerusalem

Documents

ET SPADESTIK DYBERE I BIBELENS VERDEN landet er mitep.teologi.dk/Tidsskrifter/Tel/tel19aarg4.pdf · jøde” (2 Makk 6,6). opSTAnden I år 167 f.Kr. bliver alt dette præsten Mat-tathias