exit roskilde.dkEn stor tak til Lilian. Gennem hendes

fortælling i billeder lader hun os følge sit forløb fra en sygemelding pga. en arbejdsskade, en efterfølgende fyring fra jobbet, masser af un-dersøgelser, træning og mødet med ”systemet” i kommunen og andre instanser.

Jeg har i mit konsulentfirma arbejdet med afklar-ingsforløb for sygemeldte personer gennem

mange år og kender alt for godt de følelsesmæs-sige nedture: sorte huller, som er let at falde i, skyldfølelse, bekymringer, uvished, selvværdet forsvinder og så oveni de fysiske smerter - et univers som Lilian formår at føre os ind i samti-dig med hun stadig kigger efter lyset forude.

Hun får belyst sygdomsforløbet med mange fine detaljer og rammer den kompleksitet,

der meget ofte bliver til virkelighed ved en syge-melding.

Hendes humoristiske indfaldsvinkel kombi-neret med hendes koloristiske, stærke kun-

stneriske formidling fanger både øjet og sjælen. Oplevelsen af hendes billeder bliver ikke blot en almindelig oplevelse, men en transformerende oplevelse hvis betragteren giver sig selv tid og lov til ”at leve med”.

Lilians billeder kan gøre os kloge på en virke-lighed som rammer rigtig mange mennesk-

er. De rummer et stærkt budskab om behovet for forståelse, hjælp og respekt fra omverden - ”systemerne” - og bør hænge, hvor de politiske beslutninger tages, i jobcentre og andre steder, hvor de kan bidrage til en debat om hvordan man støtter den sygemeldte på bedst mulig måde.

De bedste hilsner Birgit Bay

Indehaver af konsulentfirmaet lifeandwork.Personlig- og erhvervspsykologisk coach.

Lilian Britt Dørgelilian@dorge.dkwww.dorge.dk

facebook.com/2xdorge

Følg med i nyheder, events ogudstillinger på min facebookside.

“AAAV” - 120 x 100 cm“Guilty” - 100 x 80 cm

“Thanks” - 40 x 120 cm

“Sygt” - 60 x 80 cm

“Painkiller” - 60 x 80 cm

Den narrative kunst - når den er bedst!

Exit Roskilde.dkExit Roskilde.dk er en illustreret fortælling, der følger mit forløb igennem sys-temet. I sommeren 2010 bliver jeg udsat for en arbejdsskade, et hændeligt uheld, som skal vise sig at blive fatalt for det følgende år og min fremtid. Exit serien er min egen bearbejdelse af de oplevelser, jeg har været igennem. Den er ikke malet for at hænge nogen ud, men kan måske sætte tankerne igang om, hvordan og hvor hurtigt et liv kan ændre sig og minde os om, at vi skal nyde livet, mens vi er her.

Maleri 1: ”Hvor blev du af”. Indledning til hele fortællingen. Jeg tænker at de børn, jeg har tilbragt så meget tid sammen med, undrer sig over, hvor jeg pludselig blev af.

Maleri 2: ”På vej på arbejde”. Det er snart sommerferie ;-)

Maleri 3: ”AAAV”. Arbejdsskaden opstår, da jeg bliver trukket i hver sin retning i hver sin arm og mærker et smæld i min nakke og øjeblikkelig hovedpine. Dagen efter er min ene arm følelsesløs, den sover og mærkes som om der sidder en stor fed postelastik om håndleddet. En tur på skadestuen med besked om at søge egen læge.

Maleri 4: ”SYGT”. En tur forbi lægen. Mistanke om diskusprolaps. Bliver sygemeldt. Jeg hader at svigte arbejdspladsen, overvejer om jeg bare skal undlade at fortælle kollegaerne det og bare passe arbejdet. Men det gør for ondt. Sagen anmeldes til arbejdsskadestyrelsen.

Maleri 5: ”Painkiller”. Meget smertefuldt. Jeg må fylde mig med smertestillende. Kan ikke foretage mig andet end at sidde eller ligge.

Maleri 6: ”Fyssen”. Påbegynder rigtig mange behandlinger - ”ikke reducertbart”. Kan tage mange måneder, måske et halvt år, måske et helt er den triste melding. Tror ham ikke, jeg vil umuligt kunne have det sådan i så lang tid.

Maleri 7: ”En sag”. Bliver nu pga. sygemeldingen tilknyttet en sagsbehandler fra sygedagpengeafsnittet. Hun er meget sød og hjælpsom, men for pokker hvor er der mange paragraffer at forholde sig til. Jeg føler mig ydmyget og intet værd. Mit hoved sidder fastlåst i en ubehagelig stilling, jeg har hovedpine, kvalme og ondt i nakken og armene.

Maleri 8: ”Papirhelvede”. Jeg bliver bombarderet af breve, e-mails og telefonop-kald fra alle mulige instanser. Kan kun rumme mig selv og min egen smerte. Forsøger at begynde at male, men har mistet kraften i armen og taber penslen. Indkaldes til flere omsorgssamtaler på jobbet - jeg har deres opbakning.

Maleri 9: ”Fit care”. Bliver tilbudt genoptræning af sygedagpengeafsnittet. Jeg kan stadig ikke bevæge mit hoved eller løfte noget, men jeg kan da gå, så det er fint nok at forsøge at bevæge sig lidt. Jeg har også tabt mig en del efter en inaktiv periode. Træningen er et hold for langtidssygemeldte, smerteplagede og smådepressive. 4 gange om ugen i alt 10 timer skal vi træne. Med tilbuddet kan kommunen få refusion fra staten. Jeg bliver også tilknyttet Køge Reumatologisk Rygcenter, så nu har jeg 3 fysioterapeuter! Indstilles til MR scanning, da man overvejer operation. Men jeg kommer til at vente 2,5 måned på at komme til.

Maleri 10: ”Guilty”. Jeg føler mig skyldig, har dårlig samvittighed overfor kol-legaerne, som jeg ved må løbe hurtigere pga. mit fravær. Jeg føler, at jeg svigter dem. De er søde og opbakkende, de står så at sige på hovedet for mig og kommer med blomster og gaver. Kan man godt gå i Irma og handle, når man er sygemeldt? Føler at alle kigger på mig... shiit bliver småparanoid!

Maleri 11: Arbejdsskadestyrelsen udsætter sagen et halvt år, de kan selvfølgelig ikke tage stilling til varige mén på det tidspunkt. Jeg forstår så ikke lige, hvorfor de ikke anerkender, at der er tale om en arbejdsskade og udsætter konklusionen om varige mén. Jeg skal via en neurolog og få udarbejdet en speciallægeudtalelse,

og jeg skal da lige love for, at mit liv bliver endevendt på 5 A4-sider. Føler du dig TRYG – forsikringsselskabet mener ikke at der er tale om en ulykke, men en hæn-delse... ingen hjælp at hente der. Måske har de ret i, at det var en hændelse, men for mig blev det en ulykke - et spørgsmål om definition.

Maleri 12: ”Exit”. Jeg har nu været ufrivillig sygemeldt i over 120 dage. Lang tid med uendelig dårlig samvittighed og smerter. Et sandt helvede. Jeg kan nu beg-ynde at bevæge mit hoved fra den ene til den anden side. Jeg har mange nerves-merter i armene og konstant hovedpine. Min læge fastholder sygemeldingen, hun mener, at det er for risikabelt at vende tilbage til en masse børn, og at jeg bør passe genoptræningen og vente på den lægelige udredning efter scanningen, som jeg stadig venter på at komme til. Jeg bliver indkaldt til samtale på arbejdet, hvor jeg indstilles til afskedigelse. Hjælp. Min verden skrider i grus! Har hele tiden haft opbakning fra arbejdspladsen, men kommunens HR-afdeling vil ikke være med mere. Sådan kan livet fra den ene til den anden dag ændre sig radikalt. Er dybt påvirket og ked af det. Jeg er aldrig før i mit liv blevet fyret. Mit selvværd skal jeg lede længe efter. Jeg føler, at jeg bliver sparket på, mens jeg ligger ned. Det er paradoksalt at blive arbejdsskadet og fyret af samme grund.

Maleri 13 & 14: ”Worries”. Bekymringer, usikkerhed, uvished. Hvad nu? For en selvstændig, struktureret kontrolfreak som mig, er det noget af en udfordring. Hvad skal der ske med mig? Kan jeg få et nyt job? Er vi nødt til at flytte? Er det stadig billigere at bo i Sverige? Føler mig totalt nede. Holder smerterne no-gensinde op? Eller skal jeg bare give slip?

Maleri 15: ”Psyken”. Jeg får ved en fejl tildelt en time hos en psykolog af kom-munen. Var jeg blevet opsagt pga. besparelser, havde jeg fået tildelt coaching, psykologbistand og plads i den interne jobbank. Det gør man så ikke ved fyring pga. sygdom. Men pga. fejlen får jeg altså en enkelte time alligevel. Jeg finder psykologen bag visnede blomster i et villakvarter. En ældre herre åbner døren, jeg tror jeg er gået forkert. Han kan åbenbart ikke knappe skjorten, og da han sætter sig, er hans bukser revnet hele vejen i skridtet! – Ok, det tager jeg med som en oplevelse. Begrænset hvad man kan nå på en time, og hvilken tillid jeg har brug for at udvise!

Maleri 16: ”MR”. Endelig oprinder dagen, hvor jeg skal MR-scannes. Det skal blive skønt at få overstået og få nogle svar. Har besluttet mig for at lukke øjnene og kun tænke positive fremtidstanker. Men shiit, det er en monstermaskine med meget lidt plads i! 50 cm i diameter for at være helt præcis. Mit hoved bliver spændt fast i et gitter, og jeg bliver kørt ind. Jeg får desværre åbnet øjnene, da lægen taler til mig og min klaustrofobi springer ud i fuldt flor. Jeg må opgive og gå derfra med endnu en nederlagsfølelse. Jeg må selv finde ud af, at der findes en åben scanner for folk med klaustrofobi eller overvægt. Jeg overvejer at tage en 100 kg på. Men det er nok urealistisk. På privathospitalet koster det 3500 kr. Heldigvis har Hillerød Sygehus en åben scanner, hvor jeg, efter lidt debat frem og tilbage om frit sygehusvalg, får en tid 14 dage efter. Jeg bliver scannet. Done! Den diskusplade, der har siddet i klemme i nakkehvirvlerne, er heldigvis kun hævet nu og trykker på nervebanerne. Vurdering: ingen operation – heldigvis. Men nerve-banerne er blevet beskadiget. Ingen kan fortælle mig om jeg nogen-sinde bliver smertefri.

Maleri 17: “Kludetæppe”. Mit liv ligner snart et kludetæppe af behandlinger, genoptræninger, opfølgningsamtaler og jobafprøvning. Jeg føler mig sårbar, jeg er udmattet og træt. Arbejdsskadesstyrelsen anerkender ulykken som arbejdsskade. Min fagforening går ind i sagen om erhvervsevnetab. Min fremtid på arbejdsmark-edet er usikker. Jeg fortsætter i jobprøvning og der udarbejdes en “mulighedserk-læring”... jeg kommer på sygedagpenge. Flexjob kommer på tale. Neeeej... det er jo slet ikke mig. Jeg har jo altid klaret mig selv, jeg er en knokler og forsøger at presse mig selv lidt mere. Jeg ønsker, at jeg kunne klare det uden hjælp. Men jeg må erkende, at jeg ikke kan arbejde på fuld tid. Jeg har for mange smerter og brug for den hjælp, jeg kan få. Opgives af endnu en fysioterapeut.

Maleri 18: “Smerteklinik”. Jeg bevilliges smerteklinik. Køge smerteklinik har 12 måneders ventetid, så jeg benytter mig af behandlingsgarantien og vælger et

privathospitals smerteklinik. Smertelægen ordinerer en cocktail på 18 daglige smertestillende tabletter. Jeg bliver erklæret kronisk smertepatient. Nervebanerne er ødelagte. Hvor længe mon min lever og nyre kan klare så store doser kemi? Er bekymret. Lægen beroliger: “Vi har styr på det, vi tog jo blodprøver og EGK, da du startede hos os”. NÆ, det har I så ikke gjort. Velkommen til travle læger, der udover deres praksis på de offentlige hospitaler, også lige skal overskue en masse patienter på privathospitalerne.

Maleri 19: “Smertepsyk”. Jeg bliver tilknyttet smertepsykolog via privathospita-let. Jeg har tidligere i forløbet ansøgt arbejdsskadestyelsen om hjælp til psykolog-behandling, men fik følgende besked derfra: “Mener ikke en psykolog vil kunne hjælpe dine nakkesmerter”. Hos smertepsykologen forsøger jeg at træne mindfullness terapi, jeg tvinger mine tanker væk fra den fysiske smerte og forsøger at være i nuet og finde frem til det positive - om det så bare er en velsmagende kop kaffe. Jeg lærer om primære og sekundære smerter. Primære er den faktiske, fysiske smerteoplevelse. Sekundære er tab af muligheder: Arbejde, uddannelse, økonomi, interesser, venskaber og tab af identitet. Jeg er ikke den, jeg var engang, og jeg kan ikke det samme som før ulykken. Det er en kæmpe udfordring for mig at acceptere og erkende, at min resourcetank er blevet mindre.

Maleri 20: ”I believe I can fly”. Forsøger at få øje på lyset i mørket, at der nok skal findes noget godt fremover. Øver mig, klamrer mig fast til håbet om at det nok skal gå, falder indimellem ned. Med hjælp fra medicinalindustrien kan jeg nogen dage holde smerterne lidt nede. Genoptræner fortsat. Forsøger at få øje på mu-lighederne i stedet for begrænsningerne. Nogen dage er det lettere end andre.

Maleri 21: “Mit liv tilbage”. Jeg forsøger dagligt at erkende, at min identitet er ændret. Fortsat er det en stor udfordring at acceptere arbejdesskadens følger, som resulterer i fysiske begrænsninger, jeg ikke bryder mig om. Arbejdsskade-styrelsen anerkender erhversevnetab. Det er godt nok kun en midlertidig afgørelse, da jeg stadig er i jobprøvning. Smertelægen har ikke taget sig sammen til at udfylde en statusrapport til sagsbehandler. Han siger, at min tilstand er kronisk uden forvent-ning om helbredelse. Jeg får tilkendt en méngrad på 20%. Det højeste man kan få for nakken. De trækker så 5% fra, da jeg tidligere havde problemer med ryggen. Jeg er glad for arbejdsskadestyrelsens afgørelse. Jeg har på min vej igennem systemet oplevet mange, der ikke har fået anerkendt arbejds-skader. Jeg har fået fortalt, at det stort set er umuligt i øjeblikket at få anerkendt noget fra arbe-jdsskadestyrelsen, og at jeg lige så godt kunne droppe det. Er træt af min historie... Jeg ønsker mit gamle liv tilbage!

Maleri 22: “Right here, right now”. Forsøger at være i nuet og ikke i fortidens historie og fremtidens forventninger. Jeg vil acceptere omstændighederne og få det bedste ud af livet - her i nuet ;-)

Maleri 23: ”Sorry”. Undskyld – min meget navlebeskuende proces. Jeg har ikke kunnet rumme andet end mig selv og mine smerter. Så undskyld til alle dem, som jeg har svigtet.

Maleri 24: ”Thanks”. Til alle, der har hjulpet mig igennem en af de største ud-fordringer i mit liv. Min fantastiske mand og mine piger. Familie, venner, kolle-gaer, forældre og børn.

Tak fordi I mødte frem til min Exit-udstilling og specielt tak til Birgit Bay for at skrive indledningen til udstillingspiecen, til Rikke Lawetz for at være en fan-tastisk sagsbehandler, som jeg har været så heldig at have i hele forløbet, til min virksomhedskonsulent Inger Lam og Roskilde Kommunes Kunstforening for at lade min historie hænge på Rådhuset.

Historien er ikke slut endnu, jeg aner ikke, hvor den ender, men forhåbentlig ender den rigtig godt. Med ønske om en fantastisk fremtid for os alle!

Kjærligst

Lilian Britt Dørge