[1]

Forside til Hjemmeopgaver/synopsis

Institut for Tværkulturelle og Regionale studier

Københavns Universitet

Navn: Erik Meier Carlsen

KU brugernavn gvp273

Telefon/ e-mail adresse: erikmeierc@gmail.com 20771030

Uddannelse: Religionsvidenskab

Prøvens navn: Tibetologisk Realia A Modul V

Kursus titel: HUM -10E-TRS-TIB-Policies and Local Responses in Western China

Modul 4801-E-Tib

Fagelementskode: 46850037 emnekode HIS

Studieordning/år: Religionsvidenskab 2010

4. semester

Eksamenstermin: vinter 2010

Niveau: Sæt X

Opgavetitel: Forhandlet reinkarnation BA

BA tilvalg x

Kandidat

Kandidat tilvalg

Åbent Universitet

Andet

Normalsider: (Normalt 2400 enheder pr. side. Se din studieordning under generelle bestemmelser)det er i

studieordningen angivne maximale normalsidetal for hjemmeopgave må ikke overskrides.

Eksaminator: Trine Brox

Det erklæres herved på tro og love, at undertegnede egenhændigt og selvstændigt har udformet

opgaven. Alle citater i teksten er markeret som sådanne, og opgaven eller væsentlige dele af den har

ikke tidligere været fremlagt i anden bedømmelsessammenhæng. Det i studieordningen angivne

maximale normalsidetal er ikke overskredet.

Dato: 16. december 2010 Navn: Erik Meier Carlsen

[2]

Forhandlet reinkarnation

AF ERIK MEIER CARLSEN

KØBENHAVNS UNIVERSITET

Den 14. Dalai Lama har i den vestlige offentlighed en næsten uantastet status som den autentiske

leder og talsmand for den tibetanske befolkning. Når den nuværende Dalai Lama dør, vil "Tibet-

spørgsmålet" overgå i en ny fase; men har Kina også i tibetanernes historiske, politisk-religiøse

selvforståelse1, en legitim adgang til at blande sig i "tulku-institutionen" (”den reinkarnerede

lama”), der med Dalai Lamaerne som centrale eksempler, har domineret Tibets religio-politiske

autoritetsdannelse i et halvt årtusinde? Denne opgave stiller spørgsmålet med udgangspunkt i

historisk materiale og en analyse af processen i 1989-1995 omkring udnævnelsen af den 11.

Panchen Lama, Tibets måske næst vigtigste magt-figur.

Forsknings-problem: Det historiske materiale om tilblivelsen af tulku-institutionen2 er mangelfuldt

og spredt – i kinesiske imperiale arkiver og tibetanske lama'er livshistorier (namthar) - ofte

revideret gennem tiden. Det er præget af efterrationaliseringer af institutionens tilblivelse og af

meget forskellige kulturer og forestillingsverdner hos de centrale aktører, det tibetansk-buddhistiske

establishment og det kinesiske hof. De aktuelle konflikter omkring udnævnelsen af den 11. Panchen

Lama er ligeledes præget af modstridende faktuelle og historiske tolkninger, som udgår fra den

kinesiske centralregering og den tibetanske eksilregering og dens kreds af vestlige supportere.

Men et grundlæggende problem – ikke mindst i det historiske perspektiv – er den dybe forskel i

Vestens og Asiens metoder til at skabe forestillinger om nøglebegreber som nation, suverænitet,

autoritet med mere.

1Med ”selvforståelse” menes her det billede, der fremstår af klassiske, tibetanske historiske og religiøse tekster og

forløb, som de foreligger dokumenteret, vurderet ud fra den forståelsesramme, som sådanne skrifter og forløb leverer til

Tibets religiøse politiske institutioner og magt-strukturer. 2 Ved tulku-institutionen forstås den særlige kontinuitet, der i Tibet blev institutioneret derved, at en afdød buddhistisk

stormesters hof umiddelbart efter mesterens død igangsatte en eftersøgning af hans ”rainkarnation”, som regel et barn,

der blev identificeret ved tegn og varsler og andre prognostiske procedurer.

[3]

Påstand: Alligevel finder jeg det muligt at påvise, at tulku-institutionen faktisk bliver til i en

forhandling3 mellem tibetansk-religiøse autoriteter og en kinesisk central-regering, som ønsker

kontrol med det tibetanske område, og at intervention fra den kinesiske central-regering i

spørgsmålet om udnævnelsen af de centrale tulku'er således har en vis historisk legitimitet. Jeg vil

argumentere for, at situationen omkring udnævnelsen af den 11. Panchen Lama var en forhandlings-

situation, hvor den kinesiske centralregering søgte en konsensus-løsning, og hvor Dalai Lama og

eksilregeringen et stykke af vejen deltog i en proces med et sådant formål, men endeligt afbrød

processen og forhøjede konfliktniveauet mellem de to aktører.

Formål: Formålet med den følgende analyse er ved at belyse legitimitets-spørgsmålet at opbryde de

skarpe fronter i debatten, herunder den vestlige offentligheds ofte romantiske og ensporede

opfattelse4, og måske således bane vejen for en forsoning, der kunne forøge mulighederne for mere

harmoniske relationer mellem den kinesiske central-regering og det religiøse magt-hierarki i Tibet,

som i de sidste årtier har været under gendannelse. Et ønskværdigt resultat kunne være en

forbedring af vilkårene for udviklingen af en moderne form af Tibets enestående religiøst

dominerede kultur og identitet.

Beskrivelse: Denne opgave vil diskutere tilblivelsen af den tibetanske tulku-institution (sprul

sku/yang srid)5, der opstod i det 12. århundrede og prægede Tibets politiske og religiøse magt-

strukturer frem til Tibets indlemmelse i Den Kinesiske Folkerepublik. Særligt vil relationerne

mellem det kinesiske Yuan-, Ming- og Chin-dynastier og de helt dominerende tulku-institutioner i

Tibet blive diskuteret.

Hovedparten af artiklen vil belyse det dramatiske forløb omkring udnævnelsen af den 11.

Panchen Lama i årene 1989-1995 med inddragelse af vestlige, kinesiske og eksil-tibetanske kilder.

3 Med forhandling forstås her en interaktion mellem to eller flere parter, hvor de involverede reagerer på hinandens

handlinger i et mønster, der tilstræber en form for konsensus om fordeling af magt, ressourcer og lignende. 4Se f. eks. Robert Barnett (1998) om ”Western misconstructions of Tibet” i Steve Lehman, The Tibetans: Struggle to

Survive, Umbrage Editions, New York. 5 Det tibetanske ord ”tulku” (sprul sku) henviser til en ”inkarnation” eller ”udstråling” som kan være en overjordisk

Buddhas udstråling i form af et menneske, eller en høj mesters ”re-inkarnation” i form af en nyfødt afløser (det sidste

fænomen betegnes på tibetansk specielt ved ”yangtrul” (yang sprul = ”gentaget inkarnation”) eller ”yangsi” (yang srid =

”gentaget liv” – eller ved ”tjebuva” (sky bu ba), som betyder ”genfødsel”. (Her og i det efterfølgende er der for det

meste anvendt en i hovedsagen angelsaksisk udtaleform af tibetanske navne og begreber, i enkelte tilfælde med den

mere præcise, bredt anvendte Wylie-transskription i parentes). Se også note 2.

[4]

Endelig vil artiklen reflektere over en ny lovgivning, som fastlægger den kinesiske centralregerings

godkendelse af tibetanske tulku'er, og et modsvar fra eksilregeringen

Hovedpart

I et berømt essay kaldte den amerikanske tibetolog Turrell V. Wylie i 1978 ”tulku-institutionen”

– den inkarnerede lama for en ”political innovation in Tibetan Buddhism”6. I modsætning til

udbredte romantiske forestillinger om inkarnerede lamaer, har Wylie ikke alene ret i sin analyse.

Noget tyder på, at denne politiske innovation, som stammer fra det 14. århundrede, er blevet til i et

forhandlingsmønster mellem tibetanske adelsfolk og religiøse ledere samt mongolske khaner og

kinesiske kejsere.

I dannelsen af den helt enestående tibetanske konstruktion af politico-religiøs autoritet i tulku-

institutionen indgår dels den særlige tibetanske opfattelse af chod-yon, relationen mellem en

tibetansk religiøs mester (lama) og en verdslig sponsor og politisk/militær beskytter, dels den lige så

enestående og særprægede kinesiske konstruktion af autoritet gennem konfucianske ritualer og

forestillinger om hierarki, samfunds-moral og etik. Fra den opstår under Yuan-dynastiet og indtil

moderne tid er denne relation mellem Kina og Tibet helt afgørende.

Den 3. Karmapa – tulku-institutionens første

En gennem gribende analyse af dette samspil ligger helt udenfor denne opgaves ramme. Her skal

blot antydes koblinger mellem tibetansk buddhistiske ideer og mongolske og kinesiske opfattelser:

De første agenter i etableringen af mønstret er mere eller mindre buddhistiske mongolske khaner

og lederne af Karma-kagyu-sekten i Tibet.

Allerede i 1207 erobrede Gengis Khan uden blodsudgydelser Tibet. Da Gengis Khan døde i 1227

holdt tibetanerne op med at betale tribut og derfor blev en mongolsk hærstyrke sendt på

erobringstogt i Tibet. Flere tibetanske lama blandet andet Sakya Pandita konkurrerer ved

forskellige khaners hof om at vinde deres støtte og dermed magt i Tibet. I slutningen af det 13.

Århundrede etableres Sakya Panditas nevø Phakpa, formelt som den mongolske khan Kubilais

viceregent i Tibet.

6 Turrell V. Wylie (Seattle): 1978 „Reincarnation: A Political Innovation in Tibetan Buddhism”. In “Procedings of the

Csoma de Kórös Memorial Symposium”. Akademiai Kiadó“, Budapest.

[5]

Ved mongolernes overtagelse af den kinesiske kejsertrone kort efter blev de taoistiske og

konfucianske ritualer, der havde været en helt afgørende del af den imperiale kinesiske

autoritetsdannelse i mange århundreder, afløst af tibetansk-buddhistiske ritualer, udført i storslået

målestok og med deltagelse af mange hundreder, formentlig flere tusinde tibetansk- buddhistiske

munke. I den kinesiske hovedstad, Beijing, etableres der under Yuan-dynastiet et dusin tibetansk-

buddhistiske klostre og mange hundrede klostre og templer bygges, betalt af den kinesiske kejser

både i Kina og Tibet. De besøgende reinkarnerede lamaer får segl af guld, sølv eller jade,

certifikater og betydelige pengegaver.

Moderne kinesiske historikere og tibetologer anklager ligefrem Yuan-dynastiet for at have

udhulet kejser-trone og statsmagt med de helt enorme udgifter til tibetansk-buddhistiske formål, der

ifølge moderne beregninger på grundlag af gamle kilder løber op i en tiendedel af den kinesiske

stats samlede indtægter på dette tidspunkt7. Centralt i denne omfavnelse af den tibetanske

buddhisme står udviklingen af tulku-institutionen, som først etableres i begyndelsen af det 14.

århundrede.

Traditionelt udnævner tibetanske historiske kilder den første hierark i Karmapa-sekten, Dusum

Khyenpa (1110-1193) som den første inkarnerede Lama i tulku-institutionens forstand i Tibets

historie. Wylie og nyere Tibet-forskere8 kommer frem til ved kritiske historie-studier, ser det ud til

at det først er den 3. Karmapa (1284-1338), der betragtes som og kommer til at fungere som tulku i

tulku-institutionens forstand. Wylie lægger i sær vægt på, at det af hans vigtigste kildeskrift, en

serie biografier over de første 14 Karmapa’er (herefter kaldt Namthar9), fremgår, at de to første

Karmapa’er godt nok omtales som ”inkarnationer”er , ”tulku”, men ikke som ”re-inkarnationer”,

”yangtrul”, idet det først er om den 3. Karmapa at udtrykket ”tjebuva”, ”genfødsel” anvendes.

Den 3. Karmapa blev inviteret til det Mongolske kejserhof i 1333, for at deltage i Toghon

Temürs kroning. Forud for det var gået mere end et århundrede med mongolsk indblanding i

tibetanske forhold. Markant er det videre, at d. 3. Karmapa kommer frem til beslutningen om ikke

alene at lade sig genføde umiddelbart efter sin død, men også afgive indikationer af, hvor den

genfødsel kan findes, efter et forslag fra førsteministeren Tha’i-shri hos kejser Toghon Temür, en

mongolsk kejser i det kinesiske Yuan-dynasti.

7 Wang Qilong: “Tibetan Buddhism and the Economy of the Yuan Dynasty”, China Tibetology nr. 7

8 F. eks. Michael Kapstein (2000): “The Tibetan Assimilation of Buddhism”, Oxford University Press. p. 99-100

9 Chos rje karma pa sku ’phreng rim byon gyi rnam thar mdor bsdus dpag bsam khri shing publiceret i “Brief

Biographies of the Successive Embodiments of the Black Har Karmapa Lamas”, New Delhi, 1973.

[6]

Wylie antyder noget spekulativt, at det var de mongolsk-kinesiske kejseres strategi, at bruge

tulku-institutionen til at skabe en ny styreform i Tibet, fordi de så sakyapa-styret gå i opløsning i

1294 og at det var selve bevæggrunden for at invitere den 3. Karmapa i 1333. Indikationen på en

sådan plan finder Wylie i den kendsgerning, at invitationen til d. 3. Karmapa var ledsaget af det

selvsamme guld-segl, som Möngke Khan havde foræret den 2. Karmapa, Karma Pakshi, da han

blev inviteret til det mongolske hof et halvt århundrede tidligere. Grunden til at den mongolske plan

ikke blev virkeliggjort finder Wylie i den kendsgerning, at den 3. Karmapa dør under sit besøg i

Kina10

. Men Yuan-dynastiet forbliver fra først til sidst i helt usædvanlig grad dedikeret til den

tibetanske buddhisme.

I Namthar berettes det, at den 3. Karmapa, Rangjung Dorje, kun 3 år gammel erklærer, at han er

„Karma Pakshi“, altså den 2. Karmapa. Han bliver så spurgt: „Hvis du er Karma Pakshi, så er du

ikke Rangjung Dorje, er du?“. Men han svarer: „Disse to er en. Igen drager jeg til kongens

palads“.11

Selv om disse linjer med stor sandsynlighed er skrevet ind i Namthar flere århundreder efter

begivenhederne, illustrerer de, at der synes at være en helt særlig overensstemmelse mellem de

mongolsk-kinesiske kejseres tildeling af segl, titler og gaver til fremtrædende tibetanske lama’er og

så udviklingen af tulku-institutionen.

Her er tale om en forhandling, der ender i en form for spejling mellem kejseren og den

inkarnerede lama, og fødslen af en relation, der ifølge Gray Tuttle12

bliver afgørende for

udformningen af et moderne Tibet og for relationen mellem Kina og Tibet helt op i vor tid.

Tuttle taler – med brug af sociologen Max Webers magt-typologier – om den inkarnerede lama

som en „bureaukratisering af karisma“. Og relationen kejser-inkarneret lama som afgørende for

forholdet mellem Kina og Tibet.

Karmapaerne bliver ikke på noget tidpunkt formelle regenter i Tibet, men de bliver politisk-

religiøse autoriteter med meget stor indflydelse. I de første århundreder efter Sakya-regimets fald

søger en ny række af verdslige konger eller regenter især opbakning i Karmapa-sekten og andre

kagyupa-sekter, der i perioder og med vekslende iver anerkender Karmapa som den samlede

kagyupa-skoles overhoved. Også den 4. Karmapa opnår titel, certifikat, segl og rige gaver af den

sidste Yuan-kejser.

10

Wylie (1978) 11

Namthar, p. 184-85 12

Gray Tuttle (2005)

[7]

Den 5. Karmapa opnår en helt særlig status ved besøg hos det han-kinesiske Ming-dynastis

kejser Yongle. Ved Yuan-dynastiets fald i 1368 flyttes hovedstaden af det nye Ming-dynasti til

Nanking, men under kejser Yongles regeringstid (1403-1425) flytter hovedstaden tilbage til Beijing.

Muligvis derfor antager Yongle igen den tibetanske buddhisme som hof-religion. Yongle tildeler

den 5. Karmapa en sorte hat eller krone, som Karmapa-inkarnationerne senere har båret som det

vigtigste værdighedstegn. Under Ming-dynastiet fortsætter en meget betydelig tilstedeværelse af

tibetansk buddhistiske klostre og munke i Beijing og det vestlige Kina.13

Dalai Lama-styret, Beijing strammer grebet

Karmapaernes dominerende politiske indflydelse ophører i Tibet, da den 5. Dalai Lama med

bistand fra mongolske khaner overtager magten midt i det 17. Århundrede. Den reformerte

Gelugpa-sekt, stiftet af Tsongkhapa (1357-1419) havde vundet tilslutning blandt dele af den

tibetanske adel og aktivt brugt reinkarnations-systemet til at konstruere politisk-religiøs autoritet.

Den 2. reinkarnation af en af Tsongkhapas vigtigste disciple knyttede forbindelse til den mægtige

Altan Khan og af denne udstyres med titlen Dalai Lama, som han retrospektivt også tildelte sine to

forudgående inkarnationer så Sönam Gyatso blev den 3. Dalai Lama. Ved hans død befæstede

Gelugpa-sekten sin alliance med mongolerne ved at udnævne et barnebarn af Altan Khan som d. 4.

Dalai Lama. Den efterfølgende 5. Dalai Lama blev fundet i en af Tibets mægtigste familier og

dermed var vejen banet for, at Gelugpa kunne vinde den dominerende magt.

Da den 5. Dalai Lama i 1652 kom til Beijing, blev han modtaget af det nye manchuriske Qin-

dynastis første kejser og udstyret med titel, segl, certifikat samt rige gaver og et følge af bl. a.

kinesiske håndværkere, der gjorde det muligt at etablere det imponerende Potala-palads i Lhasa

(bygget 1645-1700).

Efter den 5. Dalai Lamas død blev Tibet kastet ud i en urolig periode, hvor Dalai Lamas "regent"

Sanggye Gyatso holdt herskerens død skjult i 14 år. Det betød igen, at den næste Dalai Lama-

inkarnation som regenten havde identificeret i hemmelighed i Bhutan først kom til Lhasa som en

ung mand og nægtede at tage munkeløfter og spille rollen som ophøjet religiøs helgenagtig leder,

men i stedet dyrkede bueskydning, drikker alkohol og besøger Lhasa's bordeller. Regenten søgte at

fortsætte de komplicerede alliancer med flere mongolske khaner, der bragte den 5. Dalai Lama til

magten, men resultatet blev næsten 100 år med politisk kaos, hvor stærke tibetanske adelsfolk,

mongolske khaner og den kinesiske kejsermagt skiftevis dominerede Tibet politisk. I den urolige

13

Chen Nann (2008): ”Influence of Tibetan Buddhism On The Hinterland In The Ming Dynasty” in Chinese Tibetology

nr. 2. (General nr. 11)

[8]

periode blev den 6. Dalai Lama afsat og bortført og en anden Dalai Lama udnævnt under

mongolske khaners direktiver, men aldrig accepteret af hovedparten af Gelugpa-sektens religiøse

ledere. Derimod lykkes det under aktiv medvirken af en inkarneret mester fra Østtibet med nære

bånd til det manchuriske Qing-dynasti i Kina at identificere, hvad han mente var reinkarnationen af

den viltre 6. Dalai Lama, som angiveligt var død under bortførelsen. Reinkarnationen blev fundet i

Lithang og de tibetanske beretninger vil vide, at hans status som den ny Dalai Lama godkendtes i

hemmelighed af høje Gelugpa-lama'er fra Centraltibet. I hvert fald fulgte næste Qing-kejser Kangxi

sin fars anerkendelse af den 5. Dalai Lama op ved at sende kejserlige budbringere til den nye

reinkarnation, da han var otte år gammel, hvorefter han eksorteredes til det store østtibetanske

kloster Kumbum og blev tronsat, mens han ved kejserlig deklaration udnævntes til den 7. Dalai

Lama. I 1720 blev det mongolske herredømme i Tibet overvundet af kinesiske og mongolske

tropper og den 13-årige 7. Dalai Lama ledsaget af den kinesiske kejsersøn og militær kinesisk

eskorte bragt til Lhasa.

Dermed indledtes en historie, hvor der under Qing-dynastiets dominans blev lagt faste rammer

for Dalai Lama-institutionen og den særlige tibetanske regeringsform, Kashag, der bestod indtil den

kinesiske overtagelse af magten i Centraltibet i 1959.

Men 1787 brød den første af to krige med invaderende gurkha'er fra Nepal ud, Sydtibet blev

invaderet og den tibetanske regering bad den kinesiske kejser om hjælp. En kinesiske hær sendtes til

Tibet og nedkæmpede nepaleserne, men allerede fem år senere invaderede nepaleserne igen og atter

måtte Qing-dynastiet sende en hær. Herefter besluttede Qing-kejseren at udsende en "Kejserlig

Erklæring i 29 Punkter" i 1793 om en "bedre styring af Tibet", der indeholdt en kontroversiel

bestemmelse om, at fremtidige Dalai Lama- og Panchen-Lama-inkarnationer14

skulle godkendes af

Qing-dynstiets repræsentanter, efter at der under anvendelsen af en "gylden urne" var trukket lod

mellem de mest oplagte kandidater. Metoden er ikke i særlig grad i modstrid med de metoder, der

traditionelt er anvendt til at finde sande reinkarnationer, således blev den 5. Dalai Lama ifølge hans

selvbiografi udvalgt ved lodtrækning mellem tre kandidater foran Buddha-statuen i Reting-klostret -

og var i øvrigt ikke i stand til at bestå en i dag mere velkendt metode, nemlig udpegning af den

forrige inkarnations kæreste ejendele blandt dubletter af sådanne.15

14

Panchen Lama er inkarnationerne af den 5. Dalais Lamas lærer, også i dette tilfælde blev 3 forudgående inkarnationer

udstyret med titlen, der betyder Den Store lærde. 15

Karmay, Samten G. (1998): “The Fifth Dalai Lama and his Reunification of Tibet” i “The Arrow and the Spindle”,

Mandala Book Point, Nepal, p. 507-508.

[9]

Når den gyldne urne introduceres lige efter de to krige mod Nepal synes det også at have

tilknytning til den omstændighed, at en arve-strid mellem to brødre fra en af Tibets vigtigste

adelsfamilier, der var blevet identificeret som henholdsvis den 6. Panchen Lama og den 9.

Shamarpa Lama fra to konkurrerende sekter (Gelug og Kagyu) havde været en del af anledningen

til krigene.16

Lotteriet skulle begrænse muligheden for at adelsfamilier kunne gennemtrumfe valget

af deres sønner som de højeste reinkarnationer. Men den gyldne urne var og blev et særligt markant

symbol på Kinas magt over Tibet, og ledende tibetanere har ofte søgt at komme uden om

anvendelsen af denne metode, når det var muligt. Den 10. 11. og 12. Dalai Lama og flere Panchen

Lama'er er dog tilsyneladende udpeget ved anvendelsen af den gyldne urne. 17

Derimod blev den 13.

og 14. Dalai Lama ifølge den kinesiske opfattelse "undtaget" fra den gyldne urnes procedure, det

samme gjaldt valget af 10. Panchen Lama. Begrundelsen var i alle tilfælde, at eftersøgningen helt

klart havde peget på kun én kandidat.

Den sammenbrudte forhandling om udpegningen af den 11. Panchen Lama

I 1989 døde den 10. Panchen Lama pludseligt under set besøg på sit kloster, Tashilhunpo, i

Sydvest-Tibet. Dødsfaldet repræsenterede en voldsom udfordring både til den kinesiske regering og

den tibetanske eksilregering i Indien. Den 10. Panchen Lama var vokset op i grænseområdet mellem

Vestkina og Østtibet efter at den forrige inkarnation var flygtet fra den 13. Dalai Lamas forsøg på at

bygge en nation med hær og regering i Tibet i 1920'erne. Allerede forgængeren knyttede en nær

forbindelse til Kinas republikanske regering i 1930'erne. Den mindreårige Dalai Lama og Lhasa-

regeringen afviste at anerkende den nye inkarnation, som efter den 9. Panchen Lamas død i 1938

var levet identificeret af den afdøde lamas ladrang (bla brang= Lama Hus) eller hof. Faktisk blev

den 10. Panchen Lama først anerkendt af Dalai Lama på et kinesisk krav som et led i den 17-

punktsaftale, hvormed Dalai Lama og Lhasa-regeringen accepterede at være en del af Den

Kinesiske Folkerepublik.

Da Dalai Lama i 1959 flygtede fra Tibet blev Panchen Lama Beijing-regeringens legitimation,

idet han uafbrudt udtrykte sin støtte til Beijing om end et par gange ledsaget af markant kritik. Han

undgik heller ikke at blive hånet, vanæret og anbragt i stuearrest under kulturrevolutionen, men blev

16

Cammann, Schylur (1951) "Trade Through The Himalayas: The Early British Attempts to Open Tibet "(Princeton)

og Richardson, H.E., (1958) "The Karma-pa Sect. A Historical Note," Journal of the Royal Asiatic Society, p. 139-64.

17

Maher, Derek F.: "The Ninth to Twelfth Dalai Lamas" in "Dalai Lamas" Serindia Publications, Chicago 2005

[10]

rehabiliteret efter fire-bandens fald og spillede en væsentlig rolle i genrejsningen af buddhismen i

Tibet i 80'erne.

Hans død d. 17. januar 1989 skete på et kritisk tidspunkt for Beijing. Sovjet-imperiet var på vej i

opløsning og Beijing med Tienanmen i april 1989 selv oplevede et oprør i rigets midte.

Kinas politik overfor Tibet blev dramatisk forandret med omfattende liberaliseringer i slutningen

af 1970'erne og fremefter, der gradvist havde skabt rum for genrejsningen af den buddhistiske

kultur med tusindvis af nye eller genskabte klostre og ny- eller genindviede munke og lamaer. Et

stort antal af de højst respekterede mestre var draget med Dalai Lama i eksil, men mange af dem

vendte nu tilbage på besøg til deres fædreland og velsignede de nye klostre, indviede nye munke og

lamaer og gav belæringer og indvielser til hundrede tusinder af tibetanere.

Beijing havde i begyndelsen af 80'erne taget kontakt til Dalai Lama i eksilet og inviteret ham til

at komme tilbage. En dialog blev indledt, blandt andet gennem besøg i Tibet af udsendte delega-

tioner fra eksilregeringen, der i to tilfælde talte slægtninge af Dalai Lama. Men forhandlingerne

endte uden resultat, begge parter var skuffede, og midt i 80'erne indledte Dalai Lama en interna-

tional kampagne, hvor han for første gang som politiker besøgte flere af klodens hovedstæder og

talte for tibetansk selvstyre. Dalai Lama fik et gennembrud i den amerikanske kongres, som gav

ham opbakning, selv om USA's ufravigelige politik havde været at anerkende Tibet som en del af

Kina. Formentlig delvis inspireret af Dalai Lamas internationale succes gik munke fra de genrejste

klostre omkring Lhasa, der tidligere havde været Dalai Lama-styrets magtbase, nu i demonstration i

Lhasa, demonstrationer der kævede "Frit Tibet" og Dalai Lamas tilbagevenden og i flere tilfælde

endte i blodige optøjer. Dalai Lamas succesfulde internationale kampagne kulminerede i tildelingen

af Nobels fredspris og kun en måned herefter indtraf Panchen Lamas død.

Selv om Beijing var under pres fra de internationale begivenheder, tog den kinesiske regering det

usædvanlige skridt at invitere Dalai Lama til Panchen Lamas gravsættelse, men invitationen blev

afvist, et skridt som nogle kommentatorer18

betegner som et alvorligt tab af mulighed for

genoptagelse af dialog på en mere direkte måde end hidtil. Beijing besluttede nu, at igangsætte en

traditionel eftersøgning af Panchen Lamas genfødsel.

Alt tyder på, at der udviklede sig en meget presset og særpræget forhandlingssituation.

Umiddelbart tyder mange indicier på, at Beijing i første omgang var indstillet på at holde Dalai

Lama udenfor identifikation af d. 11. Panchen Lama, men i øvrigt at gennemføre en proces, der

svarede til Tibets historie og sædvane. Lederen af Panchen Lamas historiske kloster Tashilhunpo

18

Bl. a. Patrick Finch, der havde været i spidsen for den britiske del af Tibet-kampagnen men foretog et selvopgør efter

en lang rejse til Tibet i bogen ”Tibet, Tibet”, Harper Collins, 2003. p. 114 og 115.

[11]

blev udnævnt til leder af eftersøgningen efter den nye inkarnation og i en pressemeddelelse fra det

kinesiske nyhedsbureau i august 1989 gav myndighederne indtryk af, at deres egen rolle ville være i

hovedsagen at tage til efterretning det resultat, som Tashilhunpos eftersøgning fandt frem til.

I april 1991 blev der imidlertid afholdt et møde i Tashilhunpo, hvor eftersøgningens leder,

Chadrel Rinpoche, orienterede om den proces, der var sat i gang. En forsamling af højtstående

lamaer fra TAR19

, Østtibet samt Mongoliet var inviteret, men flere af disse lamaer, der nu i en snes

år havde samarbejdet med de kinesiske myndigheder, tilkendegav, at der ikke kunne skabes tiltro i

befolkningen til en ny Panchen Lama, hvis ikke Dalai Lama godkendte valget.

Året efter gennemførte Chadrel Rinpoches eftersøgningskomite et besøg ved den

sagnomspundne sø Lhamo Latso, i hvis klare vand tibetanske mestre tidligere har set syner af tegn

på, hvor den nye inkarnation skulle findes. Her fandt man indikationer, der senere skulle føre

delegationen til landsbyen Lhari.

Mellemspil: Et inspirerende eksempel – den 17. Karmapa

Men inden da havde den kinesiske regering for første gang medvirket til at anerkende en

betydningsfuld reinkarnation, som også Dalai Lama havde anerkendt. Det drejede sig om den 17.

Karmapa. Den 16. Karmapa var fulgt med Dalai Lama i eksil, men døde i 1982 af cancer under et

ophold i USA. De fire "regenter", de næst vigtigste, unge inkarnationer i Karma-kagyu-skolen, som

historisk ledes af Karmapa, havde svært ved at finde de traditionelle tegn på, hvor en ny fødsel ville

finde sted. Men i marts 1992 præsenterede en af regenterne, Situ Rinpoche, de øvrige for et

testamentarisk vers skrevet af den 16. Karmapa, som pegede på at hans nye inkarnation skulle søges

i det nordøstlige Tibet. Derpå blev der med udgangspunkt i Karmapa-sektens nu genopførte kloster,

Tshurpu, i Tibet, indledt en eftersøgning i samarbejde de lokale myndigheder efter godkendelse af

den kinesiske regering. Eftersøgningsholdet fandt frem til en dreng, som svarede til deres

forventninger og i begyndelsen af juni fik to af regenterne i eksilet, Situ og Gyaltsab Rinpoche,

meddelelsen i Tibet. Herefter konsulterede de to regenter d. 7. juni pr. telefon Dalai Lama som var

på rejse i Sydamerika. Over telefonen godkendte han deres valg. D. 12. juni proklamerede Situ

Rinpoche i sektens hovedsæde Rumtek i Sikkim fundet af den 17. Karmapa og to uger efter bragte

kinesiske og tibetanske aviser meddelelsen om, at den kinesiske central-regering for første gang

siden "den fredelige befrielse af Tibet" officielt havde godkendt en genfødt tibetansk stor-lama.

Først tre dage senere kom Dalai Lamas officielle, skriftlige godkendelse af den inkarnation.

19

TAR=Den Tibetanske Autonome Republik omfatter Centraltibet, men ikke Østtibet, som er delt, så den tibetanske

befolkning er mindretal i tre kinesiske provinser.

[12]

Processen udløste spild blandt den oprindelige gruppe af fire regenter, hvor af Jamgon Kongtrul

Rinpoche, blev dræbt ved en dramatisk bilulykke i få dage før han var udset til at drage til Tibet for

at stå i spidsen for eftersøgningen af den nye Karmapa. Mystik omgærder Jamgon Kongtruls rolle

også fordi han er barnebarn af den kendte Ngabo Ngavang Jigme, der indtil sin død for nylig var en

tæt samarbejdspartner for den kinesiske regering helt siden den kinesiske magtovertagelse i Tibet.

Den fjerde regent, Shamar Rinpoche, brød med de øvrige regenter i protest mod, hvad han fandt,

var en kritisabel og manipuleret eftersøgning og præsenterede senere en rivaliserende Karmapa-

inkarnation. Shamar Rinpoche og hans tilhængere har antydet, at den kinesiske regering har været

involveret meget tidligt i en forhandling om tronsættelsen af den 17. Karmapa og at Dalai Lama

gennem telefonsamtalen nærmest blev lokket i en fælde.

Med processen var det lykkedes at etablere en religiøs lederskikkelse i form af en højtstående

reinkarnation med både Dalai Lamas og den kinesiske regerings godkendelse. Den 17. Karmapa

blev tronsat Tshurpu under overværelse af de to regenter og udsendinge fra lokale myndigheder og

den kinesiske centralregering, der overbragte en anerkendelsesskrivelse og gaver bl.a. i form af

silke og brokade, som skikken var i de tidligere kinesiske dynastier.

Beijing åbner – men forhandlingerne bryder sammen

Måske opmuntret heraf tog den kinesiske regering året efter i juli 1993 skridt til at inddrage

Dalai Lama i eftersøgningen af Panchen Lama-inkarnationen. Et møde blev afholdt i Beijing

mellem Dalai Lamas bror Gyalo Thodub samt endnu en repræsentant for eksilregeringen, hvor

Gyalo Thondub var minister, samt Chadrel Rinpoche og en repræsentant for United Front, et organ

under den kinesiske regering. På mødet fik Chadrel Rinpoche mulighed for at levere et brev til

Dalai Lama. Brevets indhold er aldrig blevet offentliggjort, men det har uden tvivl været en

opfordring til Dalai Lama om at deltage i en fælles proces med henblik på at identificere den nye

Panchen-inkarnation.

Dalai Lama fik brevet, men besvarede det ikke. I stedet afleverede han på den kinesiske

ambassade i Delhi d. 3. august en invitation til Chadrel Rinpoche om at komme til eksilregeringen i

Dharamsala. Den invitation blev heller ikke umiddelbart besvaret. En måned senere udsendte Dalai

Lama via indisk presse en meddelelse, hvori han beskylder de kinesiske myndigheder for at afvise

"at diskutere noget af substans" og at "udsætte en substantiel diskussion" Som Robert Barnett

[13]

konstaterer : " The statement was unprecedented and indicated a serious collapse of trust between

the two sides"20

.

Hvorfor en begyndende forhandling på den måde tilsyneladende bryder sammen er en gåde.

Barnett mener, at den kinesiske regering simpelthen i den mellemliggende måned har skiftet kurs.

Men en anden mulig forklaring er, at Dalai Lama og eksil-regeringen - også under indtryk af

tronsættelsen af den 17. Karmapa - blev bekymret for at give Beijing for gode kort på hånden i

deres kontrol med Tibet og måske ikke mindst i en fremtidig identifikation af Dalai Lamas

efterfølger.

Chadrel Rinpoches plan synes at have været i diskretion at få Dalai Lama's godkendelse af en

kandidat og så forelægge en sådan til godkendelse hos de kinesiske myndigheder. Men planen

mislykkedes.

I januar 1995 inviterer Dalai Lama en britisk journalist, som han har fået et særligt nært og

fortroligt forhold til, til Dharamsala på en særlig opgave. Hun, Isabel Hilton, bliver fortalt, at Dalai

Lama i januar havde modtaget en lille kompakt pakke fra Chadrel Rinpoche, smuglet ud af Tibet

gennem en sindrig procedure. Pakken indeholdt navne på de 28 kandidater, eftersøgningsholdet

havde fundet frem til, med fotos og nogle af Chadrel Rinpoches vurderinger. Dalai Lama ønskede

nu, at Isabel Hilton med et tv-hold skulle dokumentere, hvordan han selv ved at anvende en noget,

men ikke helt utraditionel form for divination ville finde frem til den autentiske inkarnation. Tre

navne fra Chadrels liste blev gemt i dejkugler og Dalai Lama valgte én. Processen blev gentaget tre

gange, alle gange med samme resultat, nemlig Gedhun Choekyi Gyatso, som ifølge Dalai Lama

også var eftersøgningsholdets og Chadrel Rinpoches foretrukne. Dalai Lama genopførte processen

foran Hiltons kamera-hold.21

Hans hensigt synes at være, at denne filmiske dokumentation kunne fremlægges, hvis Gedhun

Choekyi Gyatso også skulle blive godkendt af de kinesiske myndigheder og de ville insistere på, at

Dalai Lama ikke havde været indblandet i processen. Men ifølge Hiltons referat af samtaler med

Dalai Lama havde han dengang ingen klar strategi for, hvordan processen skulle komme videre.

Tilsyneladende har der udspillet sig en nervekrig i de følgende måneder. Det fremstår klart af

kilder på begge sider, at Chadrel Rinpoche har argumenteret for, at den kinesiske regering

dispenserede fra "den gyldne urne"s lotteri, men at myndighederne holdt fast. Spørgsmålet er, om

den gyldne urnes metode ville have hindret, at Dalai Lamas og Chadrel Rinpoches foretrukne

kandidat ville være blevet valgt. Som det også fremgår af Dalai Lamas lodtrækning med de tre

20

Robert Barnett (2008) 21

Hilton, Isabel (1999) ”The Search for the Panchen Lama”. Viking

[14]

dejklumper er den traditionelle tibetanske opfattelse af lodtrækning ikke nødvendigvis en hindring

for, at den rigtige kandidat bliver valgt. Dertil kommer muligheden for direkte at manipulere med

lodtrækningen, hvad kineserne efterfølgende er blevet beskyldt for at have gjort.

Men efter 2-3 måneders nervekrig tog Dalai Lama det skæbnesvangre skridt at offentliggøre

navnet på sin kandidat. Det udløste et forudsigeligt raseri i Beijing, der omgående erklærede Dalai

lams valg for ugyldigt, mens Dalai Lamas kandidat og Chadrel Rinpoche blev anbragt "under

beskyttelse". I november besluttede en rekonstrueret eftersøgningskommission fra Trashilhunpo at

anvende den gyldne urnes metode. Og den 29. november blev der mellem kl. 3 og 4 om morgenen

holdt en ceremoni i Tibets helligste tempel Jokhang katedralen i Lhasa, hvor den fungerende

indehaver af Gelugpa-skolens højeste embede i Tibet Ganden Tripa Drogmi Rinpoche trak en

beskrevet elfenbenstav fra den gyldne urne og erklærede Gyaltsan Norbu for valgt som den 11.

Panchen Lama. Valget blev øjeblikkeligt godkendt af ledelsen af TAR og den kinesiske regering,

Statsrådet. Gyaltsen Norbu stod også på den oprindelige liste, udfærdiget af Chadrel Rinpoche, og

kom fra samme landsby, som visionerne i søen havde anvist og hvorefter Dalai Lamas kandidat

blev fundet.

Den sammenbrudte forhandling om en fælles godkendelse af den nye Panchen Lama har haft

drastiske konsekvenser. Chadrel Rinpoche blev efterfølgende idømt 6 års fængselsstraf for at have

røbet statshemmeligheder. Dalai Lamas kandidats skæbne er ukendt, selv om de kinesiske

myndigheder med mellemrum forsikrer, at han har et godt liv med sine forældre skjult for

verdensoffentligheden. Men de alvorligste konsekvenser har ramt de tusinder af lamaer og

millioner af troende tibetanere, der under kinesisk styre søger at genskabe den buddhistiske kultur i

Tibet. For hovedparten af befolkningen er det utvivlsomt svært at fæste lid til den "kinesiske

Panchen", selv om han tilsyneladende gør sit bedste for at opfylde sin funktion og tydeligt nu -

blandt andet i tv-interviews - fremstår som en velbegavet og lærd buddhistisk mester. Særlig hårdt

ramt er de tibetanske lamaer, som nu af myndighederne presses til at acceptere et valg imod Dalai

Lamas, og dermed anbringes i en samvittighedskonflikt, der berører deres inderste værdier. Dalai

Lama er blevet kritiseret for sin håndtering også af fremtrædende sympatisører. Den eksil-

tibetanske historiker Tsering Tsakya, uddannet ved London School of Oriental and African Studies,

skriver: "However, even if the search party in Tibet had submitted a list of candidates to the Dalai

Lama, its members may not have expected him to make a public announcement, and would rather

have presumed that he would make a selection in secret, which would be conveyed back to

Tashilhunpo, allowing the final announcement to follow, at least in public the procedure laid down

[15]

by the Chinese. This would have placated both sides, allowing the Chinese to retain their dignity

and the Dalai Lama to maintain that it was he, who had selected the new lama. To accomplish this,

Chadrel Rinpoche would have needed to have had absolute confidence that there was a consensus

on the need to avoid confrontation. Needles to say, such a consensus did not exist: the two

protagonists in the dispute were clearly swayed by their eagerness to use the issue to gain

maximum propaganda value".22

Robert Barnett har argumenteret for, at kompromismuligheden blev fjernet af kineserne mindst

et halvt år, måske to år før Dalai Lamas skæbnesvangre annoncering. Indicierne herfor er

dokumenter, der synes at vise, at de lokale tibetanske og de centrale kinesiske myndigheder var lige

ufravigelige i kravet om "den gyldne urne"s metode. Og at der i 1994 blev afholdt Det 3. Nationale

Arbejsforum om Tibet under præsident Jiang Zimens ledelse, som fastlagde en særdeles kritisk kurs

overfor Dalai Lama og nye restriktive initiativer overfor Tibets klostre.

Den sammenbrudte forhandling om Panchen Lama har i sig selv udviklet sig til en blokering for

en ny forståelse mellem Dalai Lama og Beijing. Det er et tilbageslag for det kontakt- og

forhandlingsmønster, som har domineret kinesisk-tibetanske relationer i næsten 700 år.

Som den britiske historiker og samfundsforsker Benedict Anderson23

har argumenteret for, er

den moderne nations-opfattelse et produkt af dynastiske og religiøse regimer. Intet tyder på, at

noget der tåler sammenligning med vor tids især vestlige nations-opfattelse har været til stede i

Tibet og Kina før det seneste århundrede. Men Tibet og Kina har været tæt knyttet til hinanden især

gennem det mønster af gensidig spejling af dynastisk og religiøs autoritet som udviklede sig med

tulku-institutionen. Også Mao Tse Tung søgte at videreføre modellen, da han i 1950 med 17-punkt-

aftalen lod den 14. Dalai Lamas styre fortsætte under kinesisk overhøjhed. Som tidligere kejsere

inviterede Mao Tse Tung også den nuværende Dalai Lama til Beijing og viste ham hæder og gav

han titler og gaver. Det moderne Beijing-regimets forsøg på at genoptage en forhandling om en

genskabelse af tulku-institutionen i tilfældet d. 17. Karmapa og d. 11. Panchen Lama har ikke ført

til de ønskede resultater. Men forhandlingsmulighederne holdes fortsat åbne og kan stadig få stor

indflydelse på Tibets fremtid. Den kinesiske regering har i en lovbestemmelse fra marts 2009

fastsat, at alle ”Grand Reincarnated Lamas” skal godkendes af de statslige myndigheder.

Lovbestemmelsen blev set som et overgreb af Dalai Lamas eksilregering, der som modtræk har

erklæret, at kun reinkarnationer godkendt af de fire skolers ledere (der alle lever i eksil og er

godkendt i denne position af eksilregeringen/Dalai Lama) er gyldige. Begge parter forbereder sig

22

Tsering Shakya (1999) “The Dragon in the Land of Snows”, Pimlico, London. 23

“Imagined Communities: Reflections on the Origin and Spread of Nationalism”, 2005.

[16]

utvivlsomt på at skulle finde genfødslen til den nulevende, 76-årige Dalai Lama, men der er

formentlig også tale om en kinesisk erkendelse af, at tulku-institutionen i bredere forstand stadig vil

være en væsentlig del af det moderne Tibets religiøse og politiske magtstruktur og at et ”harmonisk

samfund”, som den kinesiske ledelse angiveligt tilstræber, derfor i en eller anden forstand

forudsætter en forsonlig genoptagelse af det gamle mønster.

Konklusion

Tibet og Kina har nærmet sig en moderne vestlig forestilling om ”nation” og ”suverænitet”, selv

om udgangspunktet i det over 1000 år gamle samspil mellem de to parter har været præget af et

komplekst mønster, hvor den kinesiske kejser spejlede sig i den reinkarnerede tibetanske stor-lama

– og ikke mindst omvendt. At tage udgangspunkt i de moderne begreber har tydeligt ikke bragt

”Tibet-spørgsmålet” nærmere en løsning. Efter den kommunistiske magtovertagelse i Kina fortsatte

kinesiske ledere med at søge forhandling om etablering af loyalitetsforhold og gensidighed mellem

inkarnerede lamaer og den kinesiske centralregering. Succeserne har ikke været opsigtvækkende.

Efter de første ni års forsøg flygtede Dalai Lama. Den 17 Karmapa blev først med begge parters

anerkendelse tronsat i Tibet, men flygtede efter syv år. Forhandlingerne om en fælles anerkendelse

af den 11. Panchen Lama endte i et sammenbrud og tronsættelsen af en kandidat til posten, som kun

de færreste troende tibetanere synes at anerkende. Men den kinesiske centralregering har vist, at den

vil arbejde med reinkarnerede lamaer som en del af Tibets religio-politiske magtstruktur. En ny,

dramatisk krise truer, når den nuværende Dalai Lama dør. Chancen er, at der kan virkeliggøres mere

forsonlige forhandlinger fremover. Et særligt håb kan knytte sig til den 17. Karmapa, der nu er aktiv

i eksilet, men endnu ikke er undsagt af den kinesiske regering, ligesom han selv er mådeholden i sin

kritik af Kina. Han synes i dag den mest realistiske afløser for Dalai Lama som repræsentant for

ikke bare eksil-tibetanerne men som en skikkelse som anerkendes bredt i Tibet.

Selv om Beijing ikke i praksis har genvundet legitimiteten til at blande sig i udvælgelsen af

tibetanske reinkarnerede lamaer, viser den historiske proces dog hen imod, at en sådan indblanding

formentlig var med til at skabe selve tulku-institutionen.

Bibliografi:

[17]

Kilde:

Chos rje karma pa sku ’phreng rim byon gyi rnam thar mdor bsdus dpag bsam khri shing publiseret i “Brief

Biographies of the Successive Embodiments of the Black Har Karmapa Lamas”, New Delhi, 1973.

Litteratur:

Barnett, Robert (2008): "Authenticity, Secrecy and Public Space: Chen Kyiyuan and Representations of the Panchen

Lama Reincarnation Dispute of 1995." R. Barnett and R. Schwartz (eds.): Tibetan Modernities: Notes from the Field on

Cultural and Social Change. Proceedings of the Tenth Seminar of the IATS, 2003. Leiden, Brill.

Barnett, Robert (1998), ”Western misconstructions of Tibet” i Steve Lehman, The Tibetans: Struggle to Survive,

Umbrage Editions, New York.

Cammann, Schylur (1951) "Trade Through The Himalayas: The Early British Attempts to Open Tibet "(Princeton)

Chen Nann (2008): ”Influence of Tibetan Buddhism On The Hinterland In The Ming Dynasty” in Chinese Tibetology

nr. 2. (General nr. 11)

Goldstein, Melwyn C. (1995) University of California Press, "The Snow Lion and The Dragon", 1995

Finch, Patrick (2003) ”Tibet, Tibet”, Harper Collins.

Hilton, Isabel (1999) ”The Search for the Panchen Lama”. Viking

Kapstein, Matthew T. 2004: "A Thorn in the Dragon's Side: Tibetan Buddhist Culture in China.” M. Rossabi (ed.):

Governing China’s Multi-Ethnic Frontier. University of Washington Press.

Kapstein, Matthew T. (2000): “The Tibetan Assimilation of Buddhism”, Oxford University Press.

Karmay, Samten G. (1998): “The Fifth Dalai Lama and his Reunification of Tibet” i “The Arrow and the Spindle”,

Mandala Book Point, Nepal, p. 507-508

Kolås, Åshild (1996): "Tibetan Nationalism: The Politics of Religion." Journal of Peace Research, 33 (1),

Maher, Derek F.(2005): "The Ninth to Twelfth Dalai Lamas" in "Dalai Lamas" Serindia Publications, Chicago.

Powers, John, 2004: "History as Propaganda", Oxford University Press

Richardson, H.E., (1958) "The Karma-pa Sect. A Historical Note," Journal of the Royal Asiatic Society

Schwartz, Ronald David (1999): "Renewal and Resistance: Tibetan Buddhism in the Modern Era." I. Harris (ed.):

Buddhism and Politics in Twentieth-Century Asia. London Continuum.

Schwartz, Ronald D. (1994): Circle of Protest: Political Ritual in the Tibetan Uprising. London, Hurst & Company.

"Inventing Political Ritual" .

Shakya, Tsering (1999) “The Dragon in the Land of Snows”, Pimlico, London.

Turrell V. Wylie: (1978) „Reincarnation: A Political Innovation in Tibetan Buddhism”. In “Procedings of the Csoma de

Kórös Memorial Symposium”. Akademiai Kiadó“, Budapest.

Tuttle, Gray (2005): Tibetan Buddhists in the Making of Modern China. New York, Columbia University Press.

Wang Qilong: “Tibetan Buddhism and the Economy of the Yuan Dynasty”, China Tibetology nr. 7