2 Søndag 11. august 2013 FynskeMedierFokus Kalle Carlsson 1:3

Kalle gentager sætningen i sit hoved. ”Jeg har ikke lyst til at leve. Jeg har ikke lyst

til at leve.”Han vrider hænderne under skolebordet,

som om han gnubber sæbe ind i håndfl aderne.Kalle har nogle særlige behov, fortæller dans-

klæreren. Det er grunden til, at han skal skifte skole til Enghaveskolen, hvor klasserne er min-dre, og der er mere tid til hver elev.

Det er også en svær meddelelse for dansklæ-reren at give til klassen. Hun fortæller, at vi alle-sammen er forskellige, og at der skal være plads til os alle, men at man nogle gange er nødt til at skifte skole for at kunne føle sig tryg og få det bedste ud af sin skolegang.

Kalle oplever det som om, at klassekam-meraterne i sjette klasse på Sct. Hans Skole i Odenses Skibhuskvarter drejer deres ansigter mod ham. Nogle nikker. Selvfølgelig.

Kalles bord står i hjørnet af hesteskoen nær-mest døren. Han glider ud på kanten af stolen og lader øjnene vandre mellem dansklæreren, klassekammeraterne og døren, som han har besluttet sig for at fl ygte ud af, hvis nogen be-gynder at grine.

Duften af viskelæder, blyantsfnuller og læder fra det åbne penalhus foran ham forsvinder i bevidstheden, selv om han normalt så godt kan lide netop den duft. Selv ikke hans superhelte kan redde ham nu.

Kalle frygter mobberierne. Vil de fortsætte eller blive værre de sidste uger op til sommerfe-

rien, hvor han stadig skal være i klassen? Kalle føler, at alting kører i ring. Det er, som

om hele hjernen har vendt sig rundt.

Manden med hattenJeg møder Kalle Carlsson en vinterdag i be-gyndelsen af februar 2012, hvor solen funkler i frostkrystaller. Kalle er nu 22 år og fylder 23 til marts.

Jeg er ude at gå en tur med musik i ørerne og går ind på en gammel slagterigrund ud mod Rugårdsvej i Odense. Nogle biler fra Odense Kommune er parkeret på det gamle kvægtorv, og ud mod vejen holder den kommunale tand-pleje til. Ellers er her tomt og stille. Graffi ti på ternede ruder højt oppe ligner glasmosaikker.

Jeg går ind i en baggård for at kigge på graf-fi ti. I udkanten af mit synsfelt fornemmer jeg en bevægelse. En mand med skulderlangt hår og sort hat smiler til mig.

- Leder du efter nogen, spørger han.Jeg fanger ikke spørgsmålet første gang, og

han må gentage.- Leder du efter nogen?- Nej, jeg går bare lidt rundt og kigger, siger

jeg.- Det gør jeg også. Går lidt rundt og kigger,

siger han.

”Then I saw her Face”Manden med hatten ligner en folkemusiker. Eller en skjald. Kroppen er spinkel. Han taler

Kalle

■Kalle Carlsson er en anderledes dreng. I skolen misforstår han de andre børn. Men i tonernes verden får følelserne frit spil

Kalle Carlsson har diagnosen Aspergers syndrom. Asper-gers syndrom er en form for autisme.

Omkring ét ud af 100 men-nesker har en autisme-diag-nose.

Kalles diagnose betyder, at han har sværere end normalt-udviklede ved at afl æse folks følelser gennem ansigtsudtryk og kropssprog.

Som barn betød handicap-pet, at han blev mobbet og følte sig udenfor. Han var en anderledes dreng, men vidste ikke hvorfor.

Musikken var hans frirum. Her kunne han udtrykke sine følelser og forstå andres.

Senere blev musikken Kal-les fuldtidsarbejde, og i dag er han musiker i musikgrup-pen Bali i Odense, som er for

musikere med et handicap.En dag efter en koncert bru-

sede blodet rundt i Kalles krop, og han besluttede sig for at byde Jenny op til dans.

Læs fortællingen om Kalle Carlsson og musikken i dag og de kommende to søndage.

I dag : Kalle og musikken18. august: Melodigrandprix25. august: En dans med Jenny

Første kapitel

og musikken

fynsk og går op i toneleje sidst i sætningerne, så punktummer lyder som spørgsmålstegn. Sætningerne virker nærmest indstuderede. De er fulde af velvilje, men mangler timing. Efter hver sætning siger han ”heh, heh” og smiler med tænderne, som virker små. Udtrykket i an-sigtet er, som om han har sagt noget forbudt.

Manden med hatten fortæller, at han nogle gange går fra sin lejlighed, som ligger lige i nær-heden, og over på det nedlagte slagteri for at være lidt alene. Vi taler om musik.

Han kan godt lide The Monkees fra 1960’erne.

- De har lavet ”I’m a Believer”, siger han og begynder at synge:

- Then I saw her Face, now I’m a Believer.Han bevæger armene i luften, som om han

maler hver en tone. Manden med hatten fortæller, at han spiller

i et band.- Hvor spiller I henne?

>

>

3Søndag 11. august 2013FynskeMedier FokusKalle Carlsson 1:3

- Vi holder til på Rytterkassernen. Det er et sted for handicappede. Vi spiller fire gange om ugen. Det er ligesom et arbejde, siger han.

- Hvad hedder du, spørger jeg.- Kalle, svarer han.Kalle fortæller, at han har været med i bandet,

som hedder Bali, i snart tre år.- Jeg er blevet meget mere udadvendt. Det er

rigtig fedt. Nu bliver jeg presset til at tale med folk. Når jeg går ned fra scenen, kommer der altid nogen hen og snakker, siger han.

Heri ligger hele pointen med historien om Kalle Carlsson.

Musik har en særlig plads i mange menne-skers liv, fordi musik bliver opfattet som nydel-se i hjernen, aktiverer vores følelser og giver en fornemmelse af samhørighed.

For Kalle Carlsson viste musikken en vej fra fortvivlelse til glæde. Og senere kærlighed.

Kalle Carlsson har Aspergers syndrom, som er en form for autisme. Derfor har han altid

haft sværere end normaltudviklede ved at forstå ansigtsudtryk og kropssprog eller skelne mel-lem et glad og surt toneleje, når folk taler. Men musikken er et frirum. Her kan Kalle udtrykke og forstå følelser.

- Det har reddet mit liv, siger han.

Utrøstelig uden musikJeg får Kalles telefonnummer, og vi aftaler at mødes igen, så jeg kan høre historien om, hvor-dan musik har forandret Kalles liv.

Da jeg besøger Kalle sidst i april 2012, drypper regnen over Ørstedsgade i Odense.

Kalle tager imod i bare tæer. I marts fyldte han 23 år. Denne lørdag har han ikke de store planer.

- Jeg skal bare slappe af i dag, siger han og til-føjer:

- Det skal jeg også i morgen.En brun lædersofa stikker ud fra væggen i stu-

en. Overfor hænger et fladskærms-tv. Ved vin-duet står et spisebord. Arbejdsværelset ligger på

den anden side af køkkenet. Her har Kalle sin computer, som han spiller ”World of Warcraft” på, et el-trommesæt, to elektriske guitarer og en akustisk, en forstærker, en guitarpedal, en ukulele og sit allerførste instrument - en gul xy-lofon.

- Jeg går udenfor for at ryge, siger Kalle, der har trukket en cigaret frem fra pakken.

- Det behøver du ikke, siger jeg.- Jeg ved, at mange ikke-rygere ikke kan lide

det. Derfor spørger jeg altid for at være venlig, forklarer han.

Kalle asker i et askebæger, der er formet som et kranie, imens han taler. Han fortæller om sin barndom.

I skolen blev Kalle mobbet, fordi han var an-derledes. Når han kom hjem, gik han ind til sto-rebroren Steffens, trommesæt og afreagerede eller satte sig ind på værelset for at se og lytte til musikkanalen MTV. En dag var Kalle utrø-stelig. Da hans mor, Marie, endelig fik en for-

[ Kalle frygter mobberierne. Vil de fortsætte eller blive værre de sidste uger op til sommerferien, hvor han stadig skal være i klassen? Kalle føler, at alting kører i ring. Det er som om, hele hjernen har vendt sig rundt. Fra artiklen

>

■ Kalle Carlsson går nogle gange over på slagterigrun-den ud mod Rugårdsvej og jernbanen, hvor Odense Of-fentlige Slagtehuse engang lå, for at være lidt alene.

4 Søndag 11. august 2013 FynskeMedierFokus Kalle Carlsson 1:3

klaring ud gennem hulk og tårer, fortalte Kalle, at signalet til MTV var væk.

Musikken var Kalles pusterum fra et liv, der var svært at overskue, og da mu-

sikken forsvandt, brød hans verden sammen.Et par dage efter, at Kalle var blevet konfi r-

meret, kom familien hjem efter at have ryddet op i forsamlingshuset.

Kalle gik sammen med sin mor, mormor og storebror ind i familiens musikrum, hvor væggene var lemonfarvede. Kalle satte sig bag trommesættet og begyndte en klassisk rockryt-me i fi re fjerdedele.

- Kalle, spil lidt højere, sagde hans mor, Ma-rie, der stod bag keyboardet til venstre sammen med mormoren.

Kalle bragede trommestikken så hårdt i lille-trommen, at han overraskede sig selv.

Mormorens bestemte ansigt blødte op i et smil.

Ved det andet keyboard til højre stod store-broren, Steffen. Steffen spillede ”Lanternen” med TV2, og Kalle fulgte forsigtigt storebro-rens rytme på trommerne. Kalle syntes, at Stef-fen spillede meget selvsikkert.

- Jeg kom lidt tættere på min familie, kan man sige, hver gang vi sad og øvede. Selv om man ikke sagde noget, så sad man bare og hyg-gede sig. Jeg har altid vidst, at jeg elskede min familie, og at de elskede mig, men jeg følte mig lidt udenfor, fordi jeg ikke rigtig vidste, hvor-dan jeg skulle svare på tingene. Jeg kendte ikke til så meget dengang, husker Kalle.

Kranier er et tegn på livI Kalles stue hænger et kranie med en sort hætte og åben mund.

- Jeg elsker kranier, forklarer Kalle.

- Hellere et kranie end slet ikke noget. Hvis man forestiller sig en planet uden kranier, så betyder det, at der ikke har været nogen. Hvis der er kranier, så har der været nogen. Jeg ser kranier lige så meget som et tegn på liv som et tegn på død, siger han.

Kalle står på stuegulvet foran kraniet. Hans fødder er som plantet i gulvet. Men armene be-væger sig, imens han taler. Han griner som én, der afslører en hemmelighed, da han skal for-klare, hvordan han opfatter kraniet med åben mund på væggen.

- Det har det godt. Det er ligesom om, det er sluppet fri fra smerten. Mødet med døden kan være en god ting, hvis man er uhelbredeligt fy-sisk eller psykisk syg. Jeg tænker meget over liv og død. Jeg kan godt lide at fi losofere. Hvad er grundlaget for liv? Jeg tror, hjertet er det første, vi får, og så hjernen bagefter, siger han.

Kalle udtaler liv med tydeligt V i slutningen, så det lyder som ”liif”.

Egentlig skulle Kalle være fl yttet sammen med en kæreste, men nu bor han i stedet ale-ne.

- Vi elskede hinanden og skændtes ikke, men der skete aldrig rigtig noget. Vi snakkede sam-men to gange om måneden. Hun har samme diagnose som mig; Aspergers syndrom. Men jeg tror, hun lider mere af det end mig. Hun er god til økonomi og den slags, men jeg er mere social, forklarer han.

Vi har sat os ved spisebordet. Diktafonen på bordet mellem os har suget Kalles historie til sig i over en time, og jeg spørger, om jeg må låne toilettet.

- Nej, siger Kalle og holder en pause, inden han lyser op i et drilsk smil.

- Jo, det må du godt, siger han så.

Tilbage i stuen sætter jeg mig på stolen ud mod vinduet. Udenfor er gaden våd og grå un-der en blytung himmel.

- Der er nærmest mere lys herinde end uden-for, siger Kalle og sætter en smøg omvendt i munden.

- Okay, det kan jeg så se, at der ikke er, siger han.

Kalle griner af sin egen fejl og vender ciga-retten 180 grader på den lange led, inden han tænder den med en lighter.

Misforståelser og mobningSom barn syntes Kalle, at de andre børn tænkte på en underlig måde i forhold til ham.

En dag sad han alene i den ene ende af klasselo-kalet. I den modsatte ende stod resten af klassen i en fl ok og grinede.

- Hvorfor sidder du alene, spurgte Oliver.- Er det ikke mig, I griner af, svarede Kalle.- Nej.

Blå bogKalle Carlsson er født 7. marts 1989.Han bor i Odense.Spiller musik i gruppen Bali, som er et band for musikere med et handicap.Har diagnosen Aspergers syndrom, som er en form for autisme.

Kalles mor og far bor i Bolbro.Har en lillebror, Valdemar, og en storebror, Steff en.Spiller blandt andet guitar, trommer og ukulele.Lytter blandt andre til Slipknot, Nirvana, The Off -spring, Red Hot Chili Peppers, The Clash, George Formby (som inspirerede Kalle til at spille ukulele).

>

■ Kalle Carlsson kan godt lide kranier. For ham symboliserer et kranie i lige så høj grad liv som død.

5Søndag 11. august 2013FynskeMedier FokusKalle Carlsson 1:3

Kalle gik hen til klassekammeraterne, der var samlet omkring et billede i Guinness’ Re-kordbog. Billedet viste en kvinde med verdens længste negle. Klassekammeraterne syntes, at de lange negle var ulækre, og derfor grinede de. Det havde intet med Kalle at gøre, som han havde troet.

Det var svært at blive klog på de andre børn, for ikke alle var flinke ligesom Oliver. Andre mobbede. Når de sagde ”Hey Kalle. Hister pister, dine patter klistrer”, så vidste han ikke, hvad han skulle gøre.

TrommesættetKalles yndlingslærer var Frank Jensen, der hav-de klassen til musik. Frank startede altid timen med at fortælle en gyserhistorie.

I fortællingerne huserede monstre og ninjaer. Franks fortællerstemme trak børnene ind i histo-rien, og Kalle ventede frydefuldt på at blive for-skrækket.

”Så gik han ind i rummet, løftede sin revolver, holdt dybt øje … PANG!”

Så fik man det største chok. Kalle elskede det. Om aftenen vækkede han sin syv år yngre lil-lebror, Valdemar, og fortalte historierne videre på samme måde, som Frank havde fortalt dem i musiktimen oppe i skolen.

Men det var ikke kun gyserhistorierne, der gjorde Frank Jensens timer til de bedste. I mu-siklokalet var der nemlig et trommesæt, og det blev Kalles yndlingsinstrument.

Kalle begyndte at gå til trommeundervisning, og når han kom hjem fra skole, gik han ind til trommesættet i det lemonfarvede musikrum og bankede aggressionerne ud.

YndlingsværelsetNæste gang, jeg mødes med Kalle, er det ble-vet juni 2012. Vi sidder i den brune lædersofa i stuen, og Kalles fod vipper i takt til musikken, som spiller på Youtube.

Musikken lyder som en blanding af en violin og en didgeridoo. Men i virkeligheden er det mon-golsk strubesang, der bølger fra computerens spinkle højttalere akkompagneret af et særligt strengeinstrument, der er en blanding mellem en guitar, en kontrabas og en violin.

Musikken er drømmende og inciterende. Den er længselsfuld som skibenes horn gennem tågen.

- Jeg kan godt lide at forestille mig, at jeg sid-der ude i en skov og lytter til træerne ved et bål sammen med et par venner, der synger, siger Kalle.

Han lytter og nikker roligt. Følger tonernes udvikling. Buen, der stryger over strengene, og den dybe didgeridoo-stemme.

- Jeg har altid elsket de der dybe stemmer, si-ger han og går en oktav ned i toneleje.

- Der synger dernede.Vi går ind i Kalles andet værelse, hvor musik-

instrumenterne står. De sorte persienner stjæ-ler sollyset. Sådan kan Kalle godt lide det. Kalle

[ Det var svært at blive klog på de andre børn, for ikke alle var flinke ligesom Oliver. Andre mobbede. Når de sagde ”Hey Kalle. Hister pister, dine patter klistrer”, så vidste han ikke, hvad han skulle gøre. Fra artiklen

>

■ Morgen i lejligheden på Ørstedsgade.

6 Søndag 11. august 2013 FynskeMedierFokus Kalle Carlsson 1:3

bøvler med et kabel og slutter den ene el-guitar til. Han øver sig på introen til ”Thunderstruck” med bandet AC/DC og ”Smells Like Teen Spirit” med Nirvana.

- Det her er mit yndlingsværelse, siger Kalle.Musikken har været helt afgørende for, at Kalle

har et godt liv i dag.- Det er virkelig fucked ikke at have nogen ven-

ner og blive mobbet i skolen. Jeg tror, jeg havde gjort det færdigt, hvis jeg ikke havde musikken. Sådan har jeg det. Jeg bruger det som terapi, både når jeg er glad og ked af det. Jeg ved ikke, hvad jeg ville have gjort, men jeg ville ikke have været sær-lig glad uden musikken, siger Kalle.

Spraglede forældreJeg besøger Kalle Carlssons forældre, Marie og John Carlsson, sammen med Kalle i marts 2013. De bor på en rolig villavej i Bolbro. Her har de boet, siden Kalle var 12 år. De har brygget kaffe og byder på chokolade og kage. John fylder 48 år til maj, og Marie fylder 48 år til juni. De kan godt lide at være anderledes.

John Carlsson underviser på Erhvervsaka-demiet Lillebælt og elsker farven lilla. Han bærer lilla briller, cykler på en lilla damecykel med et lilla båthorn og har malet lilla blom-ster på familiens campingvogn. John er med i frimurerlogen og spiller irsk fl øjte - eller penny whistle, som den hedder på originalsproget - og guitar. Han har tidligere eksperimenteret med sækkepibe og saxofon, men det larmede for me-get.

Marie Carlsson arbejder som pædagogisk assistent på Støttecentret Præstegårdshaven i

Tarup, som er et bosted for mennesker med et fysisk eller psykisk handicap. Hendes hår er far-vet rødt, og hun har grøn makeup på. Hun viser rundt i hjemmet. Marie har indrettet sovevæ-relset - det tidligere lemonfarvede musikrum - i guldfarver. Her er guldfarvede vægge, guldfar-vede gardiner og en guldfarvet seng.

Parret har snart sølvbryllup.- Det har været det sjoveste ægteskab, siger

Marie, der tidligere har været gift, og John giver hende ret.

Marie spiller keyboard, ligesom hendes mor også gjorde. Hendes mor, Kalles mormor, døde for nogle år siden.

En overgang lyttede Marie og John til heavy metal-bandet Cannibal Corpse. De er sjove, som John siger.

Kalle sparkede og sprællede, da Marie var gravid med ham. Forældrene oplevede ikke, at Kalle var anderledes end andre babyer, fortæl-ler John.

- Det første års tid var meget normalt. Men da han blev to år, havde han ikke noget sprog. Så kom han til talepædagog, husker John.

Men når forældrene satte en cd med smøl-fesange på, så hoppede Kalle rundt i stuen.

- Det var stort, husker Marie.

XylofonenPædagogerne i Egebæk Børnehave i Oden-ses Skibhuskvarter bemærkede også, at Kalles sprog var langsommere udviklet end de andre børns. Kalle kæmpede sig halvvejs ind i et ord, men snublede og fi k det aldrig ud. Han havde svært ved at beskrive følelser. Hvis Kalle var

glad, så kunne han ikke beskrive hvorfor.Kalle legede mest alene, og en af hans ynd-

lingsbeskæftigelser var at køre mooncar. På le-gepladsen var bygget en rampe i træ, som Kalle kørte op og ned ad i sin mooncar, og han elske-de, når pædagogerne hældte vand i et metalkar om sommeren, så børnene kunne soppe og pla-ske.

Efter børnehaven startede Kalle på Ejby-skolen i en klasse for børn med talevanskelig-heder. Kalle levede meget inde i sit hoved. I sin fantasi lavede han sine egne superhelte. En af superheltene var lige så venlig som Peter Pan og havde samtidig Robin Hoods mission om at hjælpe de fattige. Fra skolebussens vindue kig-gede Kalle ud på husene og forestillede sig, at hans superhelt sprang fra tag til tag og holdt øje med ham.

På samme tid, som Kalle startede i skole, fi k han sit første instrument i gave af sine forældre. Den gule xylofon. Når Kalle slog køllen mod

Hverdagen Mandag , tirsdag, torsdag og fredag arbejder Kalle Carlsson med musik i gruppen Bali.

Onsdag er musikerne hjemme.Bali øver fra ni om morgenen til omkring klok-

ken 14. Gruppen er ofte ude at spille koncerter, har udgivet fl ere cd’er og optaget musikvideoer til deres sange.

Sammen med Bali har Kalle Carlsson optrådt

på blandt andet en friskole, festivaler, til melodi-grandprix for handicapbands med 1000 tilsku-ere og sammen med musikeren Rock Nalle.

I sommer var Kalle på ferie i Prag med sin fa-milie.

I sin fritid kan Kalle Carlsson lide at udforske anderledes musik.Læs mere om Bali på www.balimusic.dk

>

■ Kalle Carlsson går næsten altid med hat.

7Søndag 11. august 2013FynskeMedier FokusKalle Carlsson 1:3

xylofonen, kom der en lyd, som var høj og mild. Han kunne godt lide den lyd.

Opslugt af sin egen verdenKalle gik på Ejbyskolen i børnehaveklassen, første og anden klasse. Kalle fik en ven, der hed Kasper og udtalte ”papir” som ”apir”. Efter an-den klasse begyndte Kalle i den lokale folkesko-le i Skibhuskvarteret i Odense, Sct. Hans Skole, hvor han startede forfra i anden klasse.

Kalle gik hjemmefra i god tid om morgenen for at nå første time på Sct. Hans Skole. Allige-vel kom han tit for sent. Gåturen til skole var et eventyr i sig selv, og Kalle glemte tid og sted. Han var opslugt af sin egen verden, og skolen eksisterede ikke længere i hans bevidsthed. Su-perheltene fyldte det hele. Én kunne flyve, en anden kunne se alt, en tredje - en troldmand - kunne høre et træ vokse 1000 kilometer borte.

Kalle samlede ting op fra jorden og kastede med dem. Han følte sig stærk. På vej mod skole

kunne han skyde genvej gennem en park, hvor der var en legeplads. Men han kunne ikke lade være med lige at lege fem minutter det ene sted og fem minutter det andet, og pludselig var ti-den gået og timen begyndt på Sct. Hans Skole.

Håbet dørI sjette klasse ved Kalle godt, at der nogle gange er forskel på, hvordan han selv og andre børn opfatter verden.

Men inde i sig gemmer Kalle et håb om, at det er de andre børn og ikke ham selv, der er noget galt med.

I slutningen af sjette klasse får Kalle at vide, at han har nogle særlige behov, og at det er grun-den til, han skal skifte skole til Enghaveskolen, som er en specialskole.

Diagnosen, Aspergers syndrom, som er en form for autisme, får han først flere år senere.

Håbet dør, i takt med at dansk-læreren for-tæller, at Kalle skal skifte skole.

[ Kalle levede meget inde i sit hoved. I sin fantasi lavede han sine egne superhelte. En af superheltene var lige så venlig som Peter Pan og

havde samtidig Robin Hoods mission om at hjælpe de fattige. Fra artiklen

Af Per Skovkjær SandFoto: Morten Rodepssa@fyens.dk, moer@fynskemedier.dk

Så er det altså ham og ikke de andre børn, der er noget galt med.

Kalle husker, at klassekammeraterne stiller spørgsmål.

Kalle svarer i enstavelsesord, imens han vri-der hænderne under bordet og gentager sæt-ningen i sit hovet.

”Jeg har ikke lyst til at leve. Jeg har ikke lyst til at leve.”

Han har glemt alt om trommesættet og xy-lofonen.

■ Kalle Carlsson overvejer at tage en måneds orlov fra Bali, hvis han får praktikplads i en pladeforretning.

Læs i næste uge: Kalle og bandet deltager i melodigrandprix