ÅRHUSHISTORIE

En

FORKLÆDT som NAZIST

Charlotte Johannsen

Fortalt til GJERTSEN &

GJERDINGGJERTSEN

GJERDINGGJERTSEN

INFORMATIONS FORLAG

FORORd 5

1 MIN by 7

2 Nye veNNeR 31

3 RekRuTTeRING 53

4 dObbeLTLIv 69

5 eN TRedje AkTøR 87

6 vI hOLdeR øje Med dANMARk 99

7 STOLTe SOM Få 121

8 WhITe PRIde 151

9 heLT TæT På 195

10 GRAN CANARIA 221

eFTeRORd 255

Indhold

7

MIN FøRSTe dAG SOM højReekSTReM

Jakob trækker på det, da jeg foreslår at kigge ned forbi Den Hvide Hest. “Det er nok ikke så godt. De sidder her alle sammen,” siger han. I baggrunden kan jeg høre larmen fra barer og bodegagæster i gaden. “Slap nu af. Selvfølgelig kan jeg komme derned. Jeg er slet ikke så venstreorienteret mere. Tror du ikke, jeg er blevet klo-gere med alderen?” “Jo, jo, men…” Han forklarer, at fyrene i White Pride ikke er nogen, jeg skal begynde at diskutere med. Måske vil jeg ikke synes om dem, og det er ikke sikkert, jeg passer så godt ind i selskabet. Det skal jeg bare vide. Vi diskuterer et par minutter, før han er overtalt og til sidst undskylder for at have været så afvisende. “Vi ses om lidt. Men så er du advaret,” afrunder han, mens jeg glæder mig over mine egne overtalelsesevner. Jeg har ventet to måneder på at få mulighed for at møde per-sonerne i White Pride. I september besluttede jeg, at jeg ville

1

Min by

1. NOveMbeR 2008

8

infiltrere Århus’ højreekstreme miljø, og jeg kan ikke forestille mig en bedre indgang end deres eget stamværtshus. De kender hverken mig eller mine intentioner, og der er tre personer på ba-ren, som jeg allerede kender lidt i forvejen. Alligevel ville det være løgn at sige, at tanken ikke er skræmmende; de mænd, jeg skal møde, slår folk ned på gaden af lyst og ser gerne Danmark udrenset for alle, der ikke tilhører den hvide race. Hvad skal jeg sige, hvis de spørger, hvem jeg er? Og hvad for noget tøj, skal jeg tage på derned? Mens jeg roder skabet igen-nem, ringer jeg for en sikkerheds skyld til Peter. Han har et godt overblik over personkredsen i det højreradikale miljø og er min kontaktperson i foreningen Redox – en gruppe, der arbejder med at dokumentere og analysere den ekstreme højrefløjs akti-viteter. Da han tager telefonen, er reaktionen noget anderledes, end jeg havde håbet. “Vi har slet ikke diskuteret konsekvenserne af din idé, og det kan risikere at få store omkostninger for dig. Også mange år frem i tiden,” siger han. “Hold op, det skal da nok gå, jeg tager bare derned og drikker et par øl og ser mig omkring. Så kan jeg hilse på et par stykker og tage den derfra. Jeg kan jo altid tage hjem igen,” argumenterer jeg. “Det er dit valg i sidste ende, men jeg synes, du skal tænke over det en ekstra gang,” bliver han ved. Jeg fastholder, at nu har jeg tænkt over det i flere måneder, og at det er den mulighed, jeg har ventet på. “Jeg ringer til dig, så snart jeg kommer hjem,” siger jeg og forklarer, at jeg vil prøve at huske ansigter og navne på så mange som muligt, så jeg kan genfortælle det hele til ham. Samtalen med Peter har gjort mig lidt mere nervøs, og som jeg er på vej ud af døren, bliver jeg igen i tvivl om min påklæd-ning. Normalt bruger jeg min sorte læderjakke, men jeg tror ikke den passer ind dernede. Det samme gælder mine Converse Allstars-sko. I aftenens anledning lader jeg dem stå i entreen til

9

fordel for et par kedelige sko uden logo. Fra smykkeskålen fisker jeg en piget, lyseblå glimmerhalskæde med matchende øreringe op. Det er egentlig ikke min stil. Men på Den Hvide Hest skal pi-ger være piger, forestiller jeg mig, sætter øreringene i og opgiver at tage jakke på. Småfrysende cykler jeg ned til Jægergaardsgade, der heldig-vis ikke ligger ret langt væk. Cyklen parkerer jeg et stykke fra baren, og da jeg kommer derhen, tager det mig lidt tid at samle mod til at åbne døren. Lige indenfor står en pige med langt, afbleget hår. Hun er iført en kropsnær Dolce & Gabbana-bluse, og et bælte med stort Bur-berry-spænde springer i øjnene. Det samme gør det lille blanke dannebrogsflag, der dingler om hendes hals fra en sølvkæde. Mit eget tøj passer pludselig slet ikke ind alligevel. Hun stirrer på mig. Jeg ved ikke, om jeg skal sige hej, eller hvad hun regner med. Pludselig slår hun hælene sammen, retter ryggen, strækker højre arm i vejret. Heil! Jeg aner ikke, hvad jeg skal gøre af mig selv, men får heldigvis i samme øjeblik øje på Jakob og de andre oppe i baren. Lokalet er ikke meget større end en dagligstue, og der er pakket med mennesker. Jeg nikker, smiler lidt kejtet til pigen og møver mig op til baren. Vejen derop er kort, men jeg når at føle mig begloet og synes, at jeg hører nogen smågrine. Registrerer ikke hvem det er, men forsøger at fokusere på at komme op til de andre uden at se alt for utilpas og forbavset ud. Bortset fra overvægten af kronragede, hvide mænd, som har næsten ens tøj på, er der in-tet synligt nynazistisk over stedet, selvom bodegaen i årevis har været omdrejningspunkt for miljøet. Der er ingen hagekors, in-gen billeder af Hitler, ingen keltiske kors. Til gengæld er lokalet udsmykket med fodboldrelaterede ting. “Vi støtter AGF”, står der på et hvidt skilt henover baren, og på væggene hænger fod-boldhalstørklæder og gamle stemningsbilleder fra livet på AGF’s tribuner gennem årene. Da jeg er næsten oppe ved Jakob, genkender jeg fyren, han sidder ved siden af. Man aner, hvordan håret er rødt og matcher

10

den blege, fregnede ansigtskulør. Kenni, hedder han. Det ved jeg, fordi han er en del af den unge kreds omkring White Pride, selvom han ikke er meget over 18 år. Der står “VIKING” med sto-re bogstaver på ryggen af hans blå T-shirt. Jeg giver Jakob et stort knus og hilser også på Lindberg og Maren, som jeg kender fra gamle dage, hvor vi svømmede sam-men. Jeg gør meget ud af at virke sød over for dem og understre-ger flere gange, at jeg har savnet at drikke øl med dem. Kenni rækker hånden ud. Præsenterer sig høfligt, mens jeg forsøger at lade som om, jeg ikke aner, hvem han er. Desværre varer høfligheden ikke ret længe. Da jeg har talt et par minutter med Maren, afbryder han os: “Er det dig, der er venstreorienteret?” spørger han mig på en meget direkte facon. Befippet fremstammer jeg, at det skam kommer an på, hvad han mener med venstreorienteret. “Ja, er du rød eller hvad?” “Njarhr,” svarer jeg og ville ønske, jeg havde et godt svar. Maren smågriner ved siden af og ryster på sit lille blondkrøl-lede hoved. “Er du fra Redox?” følger han op. Marens grin ændrer karak-ter og får nervøse undertoner. “Undskyld, hvad sagde du?” spørger jeg og vinder nogle se-kunders betænkningstid. “Er du fra Redox eller hvad?” gentager han utålmodigt. Ingen almindelige mennesker ved, hvad Redox er, med-mindre de interesserer sig for den ekstreme politiske højrefløj. Derfor er det mit bedste kort at spille dum. “Øh? Jeg aner ikke, hvad du snakker om. Kan du ikke bare købe mig en øl?” skærer jeg ham af og smiler det mest charme-rende, jeg har lært. Han fnyser hånligt og vender sig om mod bartenderen for at bestille en øl. Jeg står tilbage med en skælvende fornemmelse i kroppen og vil gerne skifte samtaleemne hurtigst muligt. Maren og Jakob

11

begynder at tale om sidste gang, vi var i byen, og hvor fuld Jakob blev. Jeg tager en ordentlig slurk af min øl. Ved Kenni noget? Det er vel ikke alle nye piger, han udsætter for den slags forhør. Kan man se på mig, at jeg ikke hører til her? Nede ved bordene får jeg øje på flere af de ledende skikkelser i byens højreekstreme miljø. Tæt på mig sidder Diesel, en mu-skuløs fyr i midten af tyverne. Han har tidligere været central i White Pride, men bruger nu al sin tid på den højreekstreme for-ening Vederfølner, hvor han er kasserer. Ved siden af ham sidder Borg, der er berygtet for at have været med til et groft, racistisk overfald på en etiopisk udvekslingsstuderende. Fyren blev spar-ket og slået, og da han endelig kom på benene og flygtede, råbte Borg og de andre overfaldsmænd efter ham: “Løb, din neger, det gør I jo altid”. Der sidder også andre af de lidt ældre fyre fra White Pride nede ved bordene. Blandt andet en stor fyr, som de internt refe-rerer til som Føreren. Han har været ledende i miljøet i mere end ti år. Trods det ikke så hyggelige selskab er stemningen på baren udmærket. Alle drikker Ceres Top på flaske og supplerer med et Arnbitter-shot; et såkaldt Århus-sæt. De fleste lader til at kende hinanden, og mange er på fornavn med den kvindelige barten-der. Jeg småsnakker lidt videre med Maren og er endelig blevet nogenlunde afslappet, da stemningen i rummet ændrer sig på et splitsekund. Bag mig er to drenge og en pige i 16 års-alderen trådt ind i det lille lokale. Hun har ring i næsen, kort punkerhår og et krøllet partisantørklæde slynget om halsen. Drengene har Converse-sko på, og den ene er langhåret. De ligner tre efter-skoleelever, der er gået helt forkert. Hele beværtningen glor på dem. “Hvad fanden laver i her? Skrid med jer, mand!” råber først den ene og så den anden fuldvoksne mand. De tre, som næsten er nået op til os i baren, ændrer ansigts-udtryk og forsøger at vende om. De når ikke langt, før en af de

12

høje, skaldede fyre tager hårdt fat i pigen. Han river hende med ned mod døren og vælter hende ud over dørtrinnet. De to andre skynder sig samme vej, men slipper ikke for at blive spyttet efter, før manden smækker med døren og nikker aggressivt ind mod os andre. Der er helt stille i lokalet. Da jeg bryder tavsheden kommer det til at lyde som en vit-tighed: “De var vist gået forkert, hva?” Jakob og de andre griner. Selv Kenni trækker på smilebåndet. En times tid og et par Århus-sæt senere kommer der igen nye gæ-ster. Denne gang en gruppe unge drenge, der ser ud til at kende stedet godt. De ligner dem, der er her i forvejen. Veltrænede og i dyrt mærketøj. Flere har ens halstørklæder fra Aquascutum på. De koster mindst 700 kroner, ved jeg. Mange bruger dem som maskering, fordi de kan trækkes op over næsen, hvis man skal slås og ikke vil kunne genkendes. Mit blik stopper ved den ene af dem: Morten. Jeg vidste godt, at han havde planlagt at komme, for vi har sms’et en del de seneste par måneder og også i dag. For snart et år siden mødte jeg ham til en fest, men det er først på det sene-ste, at jeg har genoptaget kontakten. Det er lidt underligt, og jeg ved ikke, hvordan jeg skal reagere, for vi kender ikke rigtigt hin-anden trods de mange beskeder. Heldigvis lader det til, at han ikke kommer op i baren foreløbigt, fordi han er faldet i snak med de andre nede ved bordene. Da jeg vender mig om mod baren igen, får jeg øje på to fyre. De er begge på min alder, men ser ualmindeligt alvorlige ud og skiller sig ud fra mængden, fordi de ikke drikker andet end cola. Den ene kan jeg kende fra billeder, jeg har set på nettet. Ehlers hedder han. Ham ved siden af bliver kaldt Anden. Han er helt rødhåret. Pludselig rejser de sig begge to synkront, tager deres jakker på og kommer over til vores bord. Ehlers trækker Lind-berg til side. De tre stikker hovederne sammen, og det er tyde-ligt, at de ikke vil have at nogen følger med i deres samtale. Efter at have talt med Lindberg fortsætter de ned til gruppen

13

af drenge, som lige er kommet, og beder dem følge med ud. “Skal de små drenge allerede hjem i seng?” spørger jeg Kenni. “De skal bare videre,” svarer han. “Skal vi ikke også det?” “Nej. Ikke nu. Først når de lukker.” Kennis attitude fortæller mig, at det ikke er noget, jeg skal blande mig i. Men den bekræfter også min formodning: Grup-pen af drenge skal ned til Huset. Det er jeg ret sikker på, selvom det foregår helt anderledes, end jeg havde forestillet mig. De er ikke fulde og højrøstede, og der er ingen “nu skal vi fandme ned og smadre de røde svin” over den måde, de bryder op på. Det virker meget planlagt. Så snart de er gået, skynder jeg mig ud på toilettet. Mine hænder dirrer, mens jeg skriver en advarsels-sms til Sigrid, som er nede i Huset. “Anden, Ehlers og en stor gruppe går nu. Må-ske ned til jer. Svar ikke tilbage. For farligt. Alle er her. Også de gamle. Den Hvide Hest.” Da den er sendt, sletter jeg straks beskeden fra udbakken, hvor jeg også opdager andre sms’er, som kunne afsløre, hvad jeg har gang i. Der er et par stykker til Peter. De bliver alle sammen slettet, inden jeg vasker hænder og går ud igen. Det er et spørgs-mål om maksimalt et kvarter, før de når ned til Huset. Jakob er blevet så fuld, at han nærmest ikke kan sidde på sin stol længere. Morten er kommet op i baren, han gik åbenbart ikke med de andre. Vi hilser lidt akavet på hinanden, og han virker ge-nert. Sammen hjælper vi Jakob ud i en taxa, inden vi går ned på diskoteket Social Club sammen med Lindberg, Kenni og Maren. Bay, et tidligere White Pride-medlem, er barchef dernede, så vi springer køen over og får gratis drinks hele natten. Jeg for-søger ikke at blive for fuld, men er glad for, at alkoholen i det mindste kan bruges som undskyldning for, at tage en alvorlig snak med Lindberg. Jeg forklarer ham, at jeg gerne vil være ven-ner igen, selvom det er længe siden, vi har svømmet sammen. Natten ender på Ali Baba Pizza, hvor Maren og jeg klokken fem om morgenen bestiller pizzaslices. Trods min promille er jeg

14

fattet nok til at udnytte situationen. Rygtet om, at jeg er venstre-orienteret, skal stoppes. Derfor fortæller jeg hende energisk om nogle indvandrere, der voldtog en dansk pige, jeg kender, og så bagefter smadrede hendes kæreste, da han forsøgte at lægge sig imellem. Det er egentlig en historie, jeg har hørt et andet sted, men som jeg digter lidt videre på og gør til min egen. “Vi må gøre noget. Det kan ikke være rigtigt, at de skal skide på vores land på den måde. Så må de sgu tage hjem,” siger jeg forarget og forklarer, at jeg virkelig har ændret syn på indvan-drere, mens jeg boede et halvt år på Island. “Der er slet ingen muslimer på Island, og derfor fungerer de-res samfund meget bedre. Der er næsten ingen kriminalitet der-oppe,” siger jeg. Maren nikker begejstret. Det er fedt, at jeg har ændret mig så meget. For så kan vi måske blive gode veninder igen, siger hun. Desværre har hun lige fået job på et hotel i Norge og rejser derfor væk fra Århus i en periode. “Nej, hvor spændende. Det skal nok blive godt for dig,” siger jeg, selvom jeg ærgrer mig over nyheden. Maren er en af mine få stabile indgange til det højreekstreme miljø, og som veninde til hende er det nemt at hægte sig på ubemærket. Det var min plan. Uden hende ved jeg ikke, hvad der skal være min undskyldning. Jeg kender hverken Morten eller Lindberg særlig godt. Da jeg kommer hjem til mig selv, er klokken blevet seks, og det er lyst. Jeg er kun lige trådt ind på mit værelse, da jeg bliver bekræftet i, at min første dag som højreekstrem er forløbet helt efter planen. Måske endda bedre, end jeg havde håbet. Der lig-ger en ulæst sms fra Morten i min indbakke: “Hej søde. Så kom jeg endelig hjem. Faktisk kunne vi godt have fulgtes ad, for Harald Jensens plads er ikk så dumt i forhold til mig Det var hyggeligt endelig at se dig. Jeg vil spørge, om du vil med i bio på mandag, for jeg har to billetter, der skal bruges snart. Og så kan det jo være, at vi er heldige og rammer ind i en god film. Sov godt . God nat.” Hans sms opvejer Kennis mistro. Når jeg på én aften både har

15

nået at sende en advarselsbesked til Huset, er blevet venner med Lindberg og er blevet godkendt af Morten, må aftenen betragtes som en succes.

SkOAFTRyk I ANSIGTeT

Min første forbindelse til White Pride opstod, da jeg så min ven Oliver, lige efter han var blevet overfaldet af dem. Alle hans rib-ben var trykkede, han havde sår i hele ansigtet, og på den ene kind var et tydeligt skoaftryk. Det tog ham flere uger at komme sig over hjernerystelsen. Jeg var rystet, for jeg havde aldrig set noget lignende og kendte ikke andet til den voldelige gruppe Århus-hooligans end, hvad jeg havde læst i aviserne. Oliver forklarede mig, at han og en gruppe venner havde været til Århus Festuge. Sidst på aftenen var de kommet gående hen ad Hallssti, som er en dår-lig oplyst sti, der løber langs skinnerne ved Banegården. På vej ned ad stien fik Oliver øje på en fyr i hvid T-shirt, hvor der stod DANMARK henover brystet. Han stod oppe på Bruuns Bro, som strækker sig henover jernbaneskinnerne, og kiggede mærkeligt ned mod Oliver og hans venner. Oliver nåede ikke at tænke mere over det, før en gruppe på omkring 15 mænd overfaldt dem bag-fra. Flasker og spark røg ud af mørket. De løb alt, hvad de kunne, men en af dem blev sparket, så han faldt om på asfalten. Oliver løb tilbage og forsøgte at hjælpe ham, med det resultat, at han selv blev væltet omkuld på stien. De sparkede ham i ansigtet og maven. Til sidst mistede han bevidstheden, og da han våg-nede igen, var overfaldsmændene væk, og der var helt stille. De to venner var indsmurt i blod og humpede op på gaden, for at komme på skadestuen. Jeg var chokeret, men tænkte ikke så meget videre over, hvem White Pride egentlig var, før jeg i august året efter fik at vide, at Lindberg – en fyr, jeg har svømmet med – var kommet med i White Pride. Det var under en spontan sommerhustur med Maren og Jakob, som jeg ikke havde set længe, fordi jeg havde været på Island i et halvt år. Det ramte mig hårdt, da de fortalte,

16

hvad Lindberg havde gang i. Tanken om, at jeg potentielt kendte en af de personer, som havde været med til at slå Oliver og hans kammerat ned på sådan en måde, var nok til at gøre mig utilpas. Vi sad der og drak vodka-juice i sommeraftenen. Jeg bildte dem ind, at jeg lige ville gå ned af vejen og ringe til min veninde. I ste-det ringede jeg til Oliver og fortalte ham, at jeg åbenbart kendte en person fra White Pride. Jeg var helt oprevet over det, men Oliver tog det mere roligt. Han bad mig holde min frustration hemmelig for Jakob og Maren og rådede mig til at gå hjem og læse en rapport, som nogen der hed Redox lige havde udgivet om det højreekstreme miljø i Århus. I rapporten var der en masse billeder og navne, herunder Lindbergs, men også Mortens og et par andre jeg kendte. Da jeg pegede Lindberg og de andre ud på billederne for Oliver nogle dage senere, fik vi den idé, at jeg måske kunne udnytte mit kend-skab til Lindberg på en konstruktiv måde. Redox-rapporten var et sammensurium af detaljer, som det må have taget lang tid at indsamle. Hvem er med i hvilke fanfraktioner, hvem er dømt for hvad, og hvordan arbejder de højreekstreme gennem stadion-miljøet på at rekruttere nye unge kræfter. Meget af det ville jeg i princippet bare kunne spørge Lindberg om, hvis jeg blev venner med ham igen, og der var også en sandsynlighed for, at Maren lå inde med oplysninger, der kunne afdække miljøet. I 2008 var Huset på Vester Allé centrum for den politisk moti-verede vold i Århus. Huset var et værested, som venstrefløjsakti-vister efter lang dialog med kommunen havde fået lov til at bruge til deres politiske og sociale aktiviteter. Bagsiden var imidlertid, at de højreekstreme altid vidste, hvor de skulle finde “de røde”. Oliver havde længe været engageret på venstrefløjen og del-taget i aktiviteterne omkring Huset. Derfor kendte han også til volden og de overfald, der skete næsten hver uge ved Huset. Sommetider gik det ud over mennesker, andre gange kun ruder-ne. Hvis bare folkene i Huset vidste, hvornår White Pride ville angribe, kunne de barrikadere sig, stikke af eller forberede sig på forsvar.

17

Dén aften besluttede Oliver og jeg, at jeg i et par måneder skulle forsøge at arbejde mig ind på dem, jeg kendte i White Pri-de. På den måde kunne jeg forsøge at alarmere folkene i Huset, før de blev overfaldet. Desværre skulle Oliver selv flytte til København kort tid efter, så hvis det skulle lade sig gøre, var jeg nødt til at få en ny kontakt i Huset. Her kom Sigrid ind i billedet. Hun er Olivers veninde og bruger det meste af sin fritid på at være aktiv i Huset. Hende indviede vi i planerne, og hun svor at holde det hemmeligt for alle, selvom hun skulle tippe folkene i Huset, når jeg slog alarm. At det hele skulle være hemmeligt, var fuldstændig afgørende. Selv de venstreorienterede, som sikkert ville have sympati med missionen, kunne komme til at tale over sig. Hvis der bare var én, der kendte én i White Pride, risikerede jeg at havne i store problemer. Sigrid blev hurtigt en nær veninde, som jeg ikke ville have undværet for noget. Den fjerde og sidste, vi indviede, var Peter fra Redox. Det var Olivers idé. Han mente ikke, at jeg ville kunne gennemføre pro-jektet uden at få et større kendskab til White Pride og den eks-treme højrefløj. Desuden ville Redox sikkert kunne bruge mine informationer i deres researcharbejde. Peter var indledningsvis forbeholden over for ideen. Han mente, at det ville være alt for farligt. Jeg kunne risikere at blive afsløret undervejs, og de højreekstreme er generelt ikke nogen, man skal lægge sig ud med, uden at have tænkt grundigt over det først. Alligevel tog jeg ned på Den Hvide Hest efter kun at have mødt Peter en enkelt gang i København. Det blev projektets startskud, og da jeg først var i gang, ville han heldigvis ikke se passivt til. Derfor endte Peter med at blive en støtte for mig hele vejen igennem. Til sidst brugte han næsten lige så meget tid på mig, som jeg brugte på White Pride. Jeg havde et arbejde på Capacent Epinion, hvor jeg lavede te-lefoninterviews, men derudover var der ikke andet, der krævede min tid. I årene frem mod 2008 havde jeg svømmet så mange ti-mer om ugen, som jeg overhovedet kunne. Jeg kom på landshol-

18

det allerede, da jeg var 15 og brugte derefter hele min teenage-tid i bassinet. Efter VM 2007 kunne jeg ikke finde motivationen længere, og uden en helt ekstrem vilje og gejst, kan man ikke svømme på det niveau. Derfor valgte jeg at droppe målet om OL i Beijing 2008. I stedet rejste jeg til Island og svømmede for en klub i et halvt års tid, men det var mest som et sidste farvel til elitesporten. Da jeg kom hjem til Danmark igen, brød jeg helt med svøm-ningen, og dermed også med miljøet omkring sporten. Jeg valgte at tage et sabbatår, fordi jeg ikke var afklaret omkring, hvad jeg skulle fremover. Måske ville jeg studere i København. Der var mange muligheder, og et år til at tænke var tiltrængt. Svømningen havde fyldt så meget, at jeg blev tvunget til at stille mig selv en masse spørgsmål om, hvem jeg egentlig selv var, når jeg nu ikke længere var “svømmepigen Charlotte”. Politik havde altid interesseret mig, men det var en side af mig selv, som jeg aldrig havde haft tid til at prioritere. I 2005 var jeg en kort over-gang medlem af Rød Ungdom, men det var mest det sociale, jeg fik plads til. Når man skal træne hver dag, er der ikke plads til så mange møder og demonstrationer. Jeg mødtes sommetider med Oliver, og vi snakkede altid om politik, og om hvad der var rigtigt og forkert i verden. Jeg har altid respekteret, at han tid-ligt valgte at bruge sin fritid på at gøre en forskel. Alligevel var jeg dengang meget i tvivl, og jeg var også til møde i Konservativ Ungdom, fordi jeg mente, at jeg var nødt til at se begge sider af sagen, før jeg tog stilling. Jeg nåede aldrig dybere ind i det med politik, og var ikke medlem af noget parti i sommeren 2008. Det var mit held, for jeg havde ikke kunnet falde ind i rollen som spion, hvis jeg hav-de været kendt for et eller andet politisk. Rollen som tidligere svømmer var langt mere neutral. Da Oliver, Sigrid og jeg havde lagt en plan for, hvordan jeg kunne alarmere dem, følte jeg, at det gav utrolig meget mening – selvom jeg i dag godt kan se, at det var en vild idé, når jeg tæn-ker tilbage på den. Men hvis jeg kunne forhindre, at andre blev

19

overfaldet blot ved at omgås White Pride, følte jeg, at det ville være risikoen værd. Så sådan gik det til, at jeg intensivt begyndte at studere White Pride både i praksis og på papiret. Der var et hav af avisartikler om White Pride i Århus Stiftstidende, Ekstra Bladet og JP Århus, som jeg startede med at læse. Dernæst memorerede jeg analyserne på redox.dk og surfede rundt på nettet, hvor diverse fodboldfora og blogs giver indblik i hooligankulturen. Jeg så film, læste op på den engelske fodboldkultur, og fulgte de hooligansammenstød, som foregår landet rundt hver weekend i fodboldsæsonen. Ultra White Pride, som de egentlig hedder, blev stiftet i 1994 som en gruppe, der skulle forsvare AGF’s ære ved slagsmål mod andre hooligans. Det var især dem fra Brøndby, der blev modstan-derne, for dengang var hooligankulturen stadig ny i Danmark. White Pride blev derved et af de første organiserede “firms”, som de kalder hooligangrupperingerne efter britisk forbillede. Navnet, White Pride, skulle efter sigende referere til farven på AGF’s hvide spillerdragter, og kælenavnet for AGF er også “De hvi’e”. White Pride blev dog hurtigt synonym med de domine-rende medlemmers stærkt racistiske ideologi og deres argumen-ter om den hvide races overlegenhed. De ledende kræfter ind-ledte et samarbejde med den nazistiske terrorgruppe Combat 18 i England, som også havde sin storhedstid i 90’erne. White Prides medlemmer, fortrinsvis unge mænd, deltog i nazistiske marcher i både Sverige og Tyskland, og når andre højreekstreme foreninger i Danmark holdt møder, stod de vagt. Den oprindelige ledergruppe af White Pride begyndte senere at engagere sig i bredere politiske sammenhænge og søgte om-kring årtusindeskiftet politisk indflydelse i Dansk Folkeparti og Dansk Folkepartis Ungdom. Flere af dem tilkæmpede sig lokale bestyrelsesposter, men blev efterfølgende ekskluderet, da deres nazistiske sympatier kom frem. Derefter dannede de det lands-dækkende højreekstreme netværk, Dansk Front, der voksede sig relativt stort, men senere gik i opløsning på grund af interne uenigheder. Seneste udvikling i den ekstreme højrefløjs politi-

20

ske historie er, at der er kommet en ny højrenational forening, som hedder Vederfølner. Navnet refererer til en fugl, der ifølge nordisk mytologi har til opgave at overvåge hele verden. For-eningen blev stiftet i foråret 2007 på et møde, som blev afholdt i udkanten af Århus. Vederfølner vil samle “nationaltsindede og patrioter” i en landsdækkende organisation under sloganet “Vi holder øje med Danmark”. Deres mål er at fremstå så tilforladelig og bred som mulig, selvom flere af de aktive medlemmer fortsat kommer fra White Pride. Strategien med Vederfølner er at undgå det dårlige offentlige ry, der ellers har klæbet til den ekstreme højrefløj. Hverken Vederfølner eller White Pride bekender sig til den klassiske nationalsocialisme. Som en tidligere leder af White Pride forklarer til Ekstra Bladet: “Jonni Hansens naziparti er lidt latterligt. De skræmmer folk væk med deres hagekors. Det er taktisk dumt,” siger han i in-terviewet, hvor han redegør for, at White Pride alligevel deler idealet om racerenhed: “Vi signalerer klart og tydeligt, at vi er racister, og at vi vil have de sorte sendt hjem til deres egne lande. De er underlegne i forhold til os hvide og hører ikke til hos os. De har høns i huset og skider i et hul. De er bagud i tid og civilisa-tion,” forklarer den 28-årige leder, der skjuler sig bag initialerne R.F. af frygt for offentlighedens fordømmelse. Artiklen blev bragt i oktober 2008, netop som jeg var mest opslugt af at finde viden om emnet. Den var god for mig at læse, fordi det var White Pride selv, der fik lov til at sætte ord på, hvad gruppens formål er. “Vi er ikke som de andre fodbold-fangrupper. De ser kun fodbold og slås. Vi har også stærke politiske og ideologiske holdninger. Vi vil have et racerent Danmark. Og deler man ikke de holdninger, har man intet at gøre i WP. Så er det ud!” siger R.F. og fortsætter: “En hvid kvinde, der er sammen med en neger eller en araber, er en raceforræder. En landsforræder. Et knep-pedyr. En feltmadras. De piger skal kronrages. Hun er værre end perkeren. Hun tilfører urent blod til den hvide race.”

21

White Pride adskiller sig fra andre hooligangrupper, fordi de ikke kun er fælles om hadet til andre fodboldklubbers fans, men også til indvandrere og politiske modstandere. Andre hooligans slås White Pride med på en nærmest civiliseret måde, hvis man kan bruge den betegnelse om vold. De laver aftaler og regler for deres slåskampe og respekterer, hvornår en kamp starter og slut-ter. Venstreorienterede og personer med anden etnisk baggrund slår de derimod ned, når det passer dem. White Pride indlemmer også personer, der ikke er fans af byens hold, AGF, hvis de er gode til at slås og deler deres politiske over-bevisning – fordi volden og ideologien står over selv fodbolden. R.F. uddyber også, hvordan White Pride samler opbakning via stadion og styrer gruppen internt med ubarmhjertig disciplin: “Vi rekrutterer kun ordentlige racister i fodboldmiljøet. De kommer sådan set helt af sig selv, fordi de kan lide det, vi står for. (…) Det er mig og to andre, der bestemmer det hele. Demo-krati dur ikke. Folk skal adlyde ordrer og acceptere en streng mi-litaristisk og disciplineret adfærd. (…) Når jeg siger ’angrib den gruppe’ – så angriber vi! Det er forbudt at stikke af. Sker det, skal vedkommende stille op til tæsk. Ellers er det ud af klappen.” Langt størstedelen af de seriøse, højreekstreme projekter, Danmark har set de sidste 15 år, har taget udgangspunkt i hooli-ganmiljøet i Århus. Smilets by. Min by.

Møde På MCdONALd’S

Peter har ikke givet klar besked om, hvor vi skal mødes, eller hvad der skal foregå. Det føles lidt underligt at sidde hele efter-middagen og vente. Telefonen ringer først ved 17-tiden: “Hej, det er Peter. Jeg er i Århus nu. Kigger du ned på Bane-gården? Skriv lige, når du er der,” siger han. Jeg havde regnet med, at han ville ringe og give mig en adres-se på en lejlighed hos en af hans venner i byen. Vi kunne også være mødtes hos mig eller Sigrid for den sags skyld. Banegården i myldretiden virker ikke særligt diskret. Selvom det ikke er for hans eller Redox’ skyld, at jeg er i gang

6. NOveMbeR

22

med projektet, er det alligevel vigtigt med klare retningslinjer, målsætninger og prioriteringer. Da jeg mødtes med ham i Kø-benhavn nogle uger tidligere, havde vi kun en indledende snak, og den handlede mest om, at Peter præsenterede de potentielle problemer, jeg kunne løbe ind i. Der er nu gået en uge, siden jeg besøgte Den Hvide Hest, og det betragtede jeg som startskuddet på selve infiltrationen. Nu har jeg først og fremmest behov for viden om det højreekstreme netværk, som stadig fremstår stort og uoverskueligt for mig. “Hey, jeg er her nu. Hvor er du?” skriver jeg til Peter, da jeg står på Banegården, som kun ligger 10 minutter fra min lejlighed. Han ringer mig op med det samme. “Du er hurtig. Nu skal du høre, det er nemmest, hvis du par-kerer din cykel ved Banegården og tager en taxa ud til Falck-sta-tionen i Åbyhøj. Så venter jeg på dig der.” Jeg når bare at acceptere, inden han lægger på, og jeg parke-rer min cykel. Det er sært, at han ikke bare vil fortælle mig, hvor vi skal holde mødet. Hvorfor skal jeg bruge penge på det? Hvad i alverden skal vi på Falck-stationen i Åbyhøj? Det bekræfter mig i den følelse, jeg fik, da jeg mødte ham i København. Han stoler ikke på mig. Alt det her må være for at sikre, at jeg ikke er kom-met for at afsløre ham og de venner, han sikkert har med. Det undrer mig, at han er så mistroisk, for vi har jo talt sammen flere gange. Det gør åbenbart ikke det store indtryk på ham. Peter har sikkert folk med til at sikre sig, at jeg kommer alene og ikke tager nogen med ind i taxaen. Der har været flere forsøg på at infiltrere venstrefløjen, og Peter kender mig ikke. Jeg kigger rundt for at se, om der står nogle typer, som kunne se ud til at holde øje med mig. Jeg ser ingen. “Jeg skal ud til Falck-stationen ved Søren Frichs Vej,” siger jeg og sætter mig ind på forsædet af en af taxaerne, der holder forrest i rækken ved Banegårdens indgang. “Falck-stationen siger du?” siger taxachaufføren og kigger på mig med et spørgende og småskuffet udtryk. Det er en meget kort tur på under to kilometer, og man kan sagtens tage bussen.

23

“Ja. Falck-stationen,” svarer jeg. Vi kører ned ad Vester Allé og svinger ind på Thorvaldsens-gade på hjørnet ved Mølleparken, hvor de venstreorienterede mødes og drikker øl om sommeren. Til venstre ned forbi Bymu-seet, og så er vi der. “Bare hold ind her,” siger jeg. Peter står ganske rigtigt alene foran Falck-stationen og venter. Han sætter sig ind på bagsædet og hilser på mig med et klap på min skulder. “Vi skal til Havkærvej 116 i Tilst,” siger han til chaufføren. Chaufføren nikker og er glad for, at han får seks kilometer ekstra på sit taxameter. Ingen af os siger noget, mens bilen fortsætter i høj fart ud af Viborgvej, indtil den svinger til højre og holder ind ved Havkærvej 116, hvor der ikke ligger andet end en McDonald’s. Peter rækker en 200 krone-seddel til chaufføren, og vi står ud. Jeg har aldrig været på McDonald’s i Tilst og havde heller aldrig overvejet at komme der. Dem, jeg kender fra venstrefløjs-miljøet i Århus, er enten vegetarer eller veganere, og det ville ligge dem uendeligt fjernt at tage på McDonald’s. Og så i Tilst. Peter går hen over parkeringspladsen og ind af indgangspar-tiets store glasdøre med mig i hælene. En larm fra 100 burger-glade gæster slår imod os, da han åbner døren, og han tøver et øjeblik, mens han kigger rundt efter et bord. Der er helt fyldt, og der står også en større gruppe i kø ved skrankerne, hvor perso-nalet har travlt. Børnefamilier gnasker Big Macs i sig, og i restau-rantens højre side sidder en larmende børnefødselsdag og spiser Happy Meals med flag og det hele. “Der er for mange,” siger Peter og vender om igen. Vi går tilbage ud på parkeringspladsen, og han må på en eller anden måde have opdaget, at jeg er blevet irriteret. “Hvad er der galt? Er du okay?” spørger han. “Hvad skal vi herude? Vi kunne da bare have mødtes inde i byen, og så skal vi sidde herude på en propfyldt restaurant i Tilst? Hvis du ikke har et sted, vi kan være i byen, er du da velkommen hos mig,” siger jeg og lyder mere sur, end jeg havde tænkt mig.

24

Peter kigger på mig med et overrasket blik. “Det er helt fint her. Der skal bare lige være lidt færre men-nesker, så kan vi gå ind,” siger han. “Men hvad er der galt med en lejlighed inde i byen? Jeg ken-der masser af mennesker, og det gør du da også. Vi kan sgu da ikke sidde på en McDonald’s og holde møde”. “Det er et helt fint sted. Der er bare lidt for mange mennesker lige nu, men det ændrer sig sikkert om lidt.” siger han roligt. “Du må undskylde alle de krumspring, men jeg har bare nog-le sikkerhedshensyn, som jeg er nødt til at tage. Du skal ikke tage det personligt. Det er fedt, at du kom,” siger han. Ti minutter senere begynder det at tynde ud, og der bliver et bord ledigt nede i det ene hjørne. Jeg er stadig helt overbevist om, at han har nogle med sig derinde, som holder øje med os, og jeg spejder efter dem rundt i restauranten. En mand på samme alder som os og med halvlangt hår sidder alene. Han kigger ikke et øjeblik hen mod vores bord. Mit blik glider videre hen over alle borde i restauranten, men uden at jeg finder nogen, der helt oplagt sidder og tjekker os ud. “Jeg har allerede spist,” siger Peter med et smil, “men du kan bare gå op og bestille noget, hvis du er sulten”. Jeg går alene op til skranken og står i kø, mens han pakker en bærbar computer ud nede ved bordet, og jeg bestiller en Big Mac-menu med ketchup, pomfrites-sauce og cola. Man kan også bestille en AGF-menu. Støt byens hold, står der. “Sæt dig herover. Så kigger vi på det,” siger han, og jeg sætter mig ved siden af ham. Vi sidder mast sammen i hjørnet, så ingen af de andre gæster i restauranten kan følge med i, hvad der sker på skærmen. Han åbner en pdf-fil med en lang række fotos og navne i. Få af billederne er der ikke navne ved, bare tomme felter. Flere af dem vil Peter gerne have min hjælp til at identificere. Hver gang, han minimerer vinduet, studerer jeg hurtigt, hvad han har lig-gende på sit skrivebord. Til min store ærgrelse er det helt tomt for filer. Han har ikke engang et baggrundsbillede, men bare en

25

mørkeblå skærm. Hans opførsel pirrer min nysgerrighed, og jeg scanner restauranten endnu engang. Fæstner blikket i længere tid ved en mørkhåret fyr med skæg, der sidder 15 meter fra os og spiser af en bakke pomfritter. Kan det være ham, der er Peters sekundant? “Lad os lige gennemgå billederne fra en ende af. Så kan du forklare mig, hvem der var på Den Hvide Hest, og hvem af dren-gene du ellers har hørt om eller kan genkende,” siger Peter og begynder at bladre henover en masse sjællandske nazister, til vi ender ved Århus. Jeg peger hurtigt Morten, Diesel, Borg og et par af de andre ud. Er i tvivl om yderligere et par stykker, indtil jeg ser en, jeg i hvert fald godt kan kende. “Det er Anden. Det var ham, der sammen med Ehlers tog ini-tiativ til at gå ned mod Huset, da vi var på Den Hvide Hest. Han holdt sig helt ædru,” siger jeg med dæmpet stemme. Peter nikker, og vi bladrer lidt videre. Oversigten er egentlig delt op i et afsnit for White Pride og et afsnit for Vederfølner, men det giver ikke rigtigt mening, fordi så mange står anført som begge dele. “Der er Lindberg,” siger jeg og peger på et foto, hvor han står med et pølsebrød i hånden og et AGF-halstørklæde om halsen, mens der står nogen fra White Pride omkring ham. “Jep. Det er meget nyt, at han er blevet så politisk aktiv. Før var han bare en af dem, der hang ud på stadion. Han er virkelig dedikeret nu, og det seneste år har han bevæget sig tættere og tættere på de ledende personer i Vederfølner,” siger Peter. “Jeg troede, han var med i White Pride? Det var det, Maren og Jakob sagde i sommerhuset,” siger jeg. “Nej, jeg vil ikke kalde ham decideret medlem. De udnytter ham vist bare som arbejdskraft, fordi han har styr på computere. Så han hjælper dem med deres forum og sådan noget, men han kan ikke slås. Faktisk er det næsten synd for ham, for de mobber ham lidt, og nogle af de unge drenge i White Pride kalder ham hotdog-krigeren bag hans ryg,” siger Peter.

26

Peter bladrer videre. “Du mener, du så ham her på Den Hvide Hest?” siger han og peger. “Ja.” “Det er Diesel. Han er ret interessant. Tidligere ledende med-lem af White Pride og medstifter af Dansk Front. Nu er han en af de mest magtfulde af alle de højreekstreme i byen. Det er ham, der bestemmer i Vederfølner, og politisk er det ham, og Føreren der er de toneangivende. Føreren har været aktiv stort set de sam-me steder som Diesel helt tilbage fra 90’erne, forklarer Peter. Jeg nikker, forsøger at huske, hvad han siger. Han bladrer hen over en række unge ansigter, hvoraf en er Ehlers, som jeg så drikke cola på Den Hvide Hest. “Ehlers hører til den yngre generation i White Pride. Sam-men med Anden, en fyr der bliver kaldt Dollar og flere andre er de kommet med i de sidste par år. Det er vores vurdering, at det er dem, der giver flest problemer nede ved Huset,” siger han og bladrer længere ned til fotos af to helt kronragede mænd. “Det her er så de to nuværende ledere af White Pride,” siger han. “De hedder Randers og Simon CC. Randers bor i en lille by uden for Århus og har tidligere i år siddet varetægtsfængslet for et overfald på en venstreorienteret nede på Banegården. Simon CC er lidt speciel, fordi han tidligere har været en del af hooligan-miljøet i FCK, men nu holder med AGF. Det er meget sjældent, hooligans accepterer den slags, fordi det er så illoyalt overfor klubben, og loyalitet er essentielt for dem. Men Simon CC må gerne være med, og det er nok udelukkende af politiske grunde. Han har lige siddet inde, fordi han blandt andet har sparket en civil betjent og slået en dørmand og nogle vagter ned. Men nu kommer ham og Randers til at køre det sammen igen,” forklarer Peter. “Hvad står CC for?” “Copenhagen Casuals. Den gruppe FCK-hooligans, han var en del af, inden han skiftede over. Han var med til at overfalde

27

nogle FCK-fans sammen med White Pride og røg forståeligt nok ud af Copenhagen Casuals efter det. Han har også været med-lem af Dansk Front. Nu er han jaget vildt af FCK-hooligans, men det går fint for ham i White Pride, må man sige. Han er Randers’ højre hånd og vinder på at være mere intelligent og knap så af-stumpet.” Han afbryder rutineret sin talestrøm, hver gang nogen kom-mer for tæt på bordet. Viser mig billederne på skærmen tilstræk-keligt nonchalant, så ingen tænker, at der foregår noget mere suspekt end lektiehjælp. “Det her er Allan. Det er Mortens storebror,” siger Peter og viser mig et billede af en stor rødmosset mand med kort hår. “Har Morten en storebror?” “Ja. Han er tidligere White Pride-medlem, som også stadig er en del af kredsen. Både Morten og Allan er næsten altid at finde på stadion”. “Ok. Lindberg er min primære mulighed for at få en fod in-denfor, som det ser ud nu. Morten er min anden mulighed, for ham er jeg begyndt at sms’e lidt med igennem de seneste par måneder. Hvem af dem er mest interessant at fokusere på?” spørger jeg. “Det er svært at vurdere. Jeg vil sige, at Morten gennem de seneste år er blevet mere og mere tilbagetrukket både fra den voldelige del og det politiske. Han går primært til fodbold og er med i det sociale. Lige omvendt af Lindberg faktisk. Han er gået fra primært at være medlem af en af de fanfraktioner, som for-søger at undgå det politiske, til nu at være en af de centrale driv-kræfter i Vederfølner,” forklarer han. “Det er Diesel, der er den ubestridte leder af det projekt. Han er præcis lige så ultra-rabiat, som han altid har været, men det her er hans forsøg på at genop-finde en forening, der ikke kan stemples som voldelige nazister i offentligheden. Lindberg er hverken kendt som nazist eller vol-delig hooligan, så han er et vigtigt redskab i den forbindelse,” forklarer Peter og fortæller, hvordan dannelsen af Dansk Front og bestyrelsesposterne i Dansk Folkeparti var lignende forsøg.