22

Gamle København

  • Upload
    saxocom

  • View
    251

  • Download
    3

Embed Size (px)

DESCRIPTION

Jørgen Larsens klumme om det gamle København er en af de mest læste i Berlingske Tidende. Med humor, indsigt og stor baggrundsviden fortæller han underholdende om både kendte og ukendte bygninger, gader, kvarterer og personer i det gamle Kongens København.

Citation preview

Page 1: Gamle København
Page 2: Gamle København

k k k

k k k

k k k

k k k

k k k

k k k

k k k

k k k

k k k

Jørgen larsen

gyldendal

GAMLEKØBENHAVNflere historier og fotos fra en svunden tid

Page 3: Gamle København

INDHOLD

Hovedstad i spændetrøje 4

Hvor byen morer sig 6

Fra promenade til motorgade 8

En lykkelig teater-beslutning 10

Aborreparken – fra sø til skinner 12

Tårnhøj forventning 14

Magtens storslåede centrum 16

Hver tid sin bro 18

Det var på Frederiksberg 20

Københavns nye havn 22

Et hospital uden stank 24

Vejen til Amager 26

Fiskerlejet ved stranden 28

Blege mændenes land 30

Blandt rebslagere og skyde brødre 32

En oase i byen 34

En bydel kommer op af vandet 36

Saneret ud af bybilledet 38

Den Ny Kongevej 40

På Trianglen gik traikken i stå 42

Penge talte man virkelig ikke om 44

Nyboder – en by i byen 46

Betaling for kørsel på Strandvejen 48

Kirken 145 år forsinket 50

Smugkroen ved Damhussøen 52

Fra vingård til stormagasin 54

Alle kom i Bakkehuset 56

En lukket by i byen 58

Storbyens små jomfrubure 60

Sunde boliger for småkårsfolk 62

Folkestyrets ruin 64

Botanisk Have i Nyhavn 66

Lediggang er roden til alt ondt 68

Studenterliv med armod og oprør 70

De farlige danseboder 72

Kirkegårde overalt i byen 74

Fra operahus til domhus 76

Kuglen er faldet, klokken er et 78

Page 4: Gamle København

Husvildeboliger for kongehuset 118

København skal forsvares 120

Guldhus og Grødslot 122

Gas til storbyens gadelygter 124

Søheltens palæ på Kongens Nytorv 126

Museet i Prinsens Palæ 128

Carstensens gamle Tivoli 130

Byen brænder 132

Katastrofen der ikke kunne ske 134

Da København blev moderne 136

Kød og læsk på kirkens grund 138

Da cirkus kom til byen 140

Den fornemme skole på Østergade 142

Da København blev verdensby 144

Hellig-Hansens stukteater 146

Amager var ikke for de sarte 148

Register 150

Byens nye nødtørfts anstalter 80

Gadenavne som forsvandt 82

Byens fornemste hotel 84

Heste sporvogn til tiden 86

Det lugtede af penge 88

En Holberg-kulisse 90

Værftet blev herskabs kvarter 92

Københavns (spilde)vand forsyning 94

København – nordens Paris 96

Lysthuset i haven 98

Det store hunde slagsmål 100

Kampen om Friheds støtten 102

Da Hollywood lå i Valby 104

Vægteren og de lette piger 106

Byens korteste gade 108

Det kongelige jagtslot i Dyrehaven 110

Kongens private teater 112

Herrer vi ere i åndernes rige 114

Folkets teater i Nørregade 116

Page 5: Gamle København

4

HOVEDSTAD I SPÆNDETRØJE

Vesterport i 1857 umiddelbart før den bleV reVet ned. den stod omtrent midt på rådhuspladsen, og det er udmundingen af frederiksberggade

– strøget – man kan ane i baggrunden.

Page 6: Gamle København

5

langs den nuværende Vestervoldgade har rejst sig en fem-ti

meter høj jordvold, som i den ene ende mundede ud i strand-

området, hvor Den Sorte Diamant nu ligger, og i den anden

strakte sig op til knækket ved den nuværende Nørrevold-

gade. På den anden side af volden var der gravet en bred

vandfyldt kanal, som gjorde det praktisk talt umuligt for an-

gribende soldater at komme ind i byen uden at blive beskudt

fra de bastioner, der var placeret på strategisk udvalgte punk-

ter. Netop hvor H.C. Andersens Boulevard i dag strækker sig

som en af byens hovedfærdselsårer, lå der i århundreder en

voldgrav, som kun kunne passeres i umiddelbar nærhed af

byporten.

Søen i Tivoli er de sidste rester af stadsgraven på denne

strækning, ligesom søen i Ørstedsparken er det langs Nørre-

vold. Al traik til og fra byen måtte nødvendigvis gå gennem

en af byens porte. Den mest befærdede var Vesterport. Det

var den, bønderne fra Frederiksberg, Valby, Hvidovre og

Rødovre måtte igennem, når de skulle ind til byen for at af-

sætte deres produkter.

Først midt i attenhundredtallet brød dette upraktiske

system sammen. Militært havde det ingen mening at opret-

holde jordvoldene rundt om byen, der nu mest blev brugt

som rekreativt område, hvor man kunne gå tur om søndagen.

Og de få og snævre veje ind og ud af byen var en åbenbar

hindring for den økonomiske vækst, tiden i øvrigt var præ-

get af. I sommeren 1856 blev de militære vagter fjernet fra

byportene som tegn på, at København ophørte med at have

karakter af fæstning. Den moderne tidsalder var begyndt.

Året efter blev Vesterport revet ned, og endelig i 1872 tog

man det sidste skridt, da man fjernede voldene. Jorden blev

kastet i stadsgraven, og et helt nyt område åbnede sig for by-

ens vækst. Nu kom brokvarterernes periode.

´ Midt på Rådhuspladsen en snes skridt fra Dragespring-

vandet er der rejst en næsten to meter høj granitsten. Det er

der ikke mange, som bemærker, når de i den daglige travlhed

iler forbi. Man kunne kalde den 0-kilometerstenen, for en in-

skription fortæller, at det var herfra, man opmålte vejafstan-

dene mellem hovedstaden og de store sjællandske provins-

byer.

På stenen kan man imidlertid også læse, at det var på

dette sted, Vesterport havde sin placering, før den blev revet

ned i 1857. Det kræver naturligvis en vis portion historisk vi-

den, men det kræver først og fremmest fantasi, hvis man vil

danne sig et indtryk af, hvordan København i langt størstede-

len af byens mere end 800 år lange historie har været klemt

inde bag snærende volde på alle sider.

Helt tilbage fra byens grundlæggelse i ellevehundred-

tallet har den været en fæstning beskyttet bag et skiftende

system af palisader, ringmure, jordvolde og vandfyldte gra-

ve. Der er ganske vist ikke mange synlige tegn tilbage fra de

tidligste forsvarsværker, selv om man tydeligt endnu kan se

ruinerne af en del af bymuren fra den sene middelalder ved

Jarmers Plads.

Som i så mange andre henseender var det også på dette

område Christian IV, der satte de tydeligste ingeraftryk på

byens udvikling. Som en konsekvens af krigskunstens ud-

vikling og især kanonernes større rækkevidde og ødelæg-

gelseskraft påbegyndte han opførelsen af et tidssvarende

voldanlæg, der strakte sig rundt om hele byen, og som første

gang rigtigt skulle stå sin prøve ved svenskernes belejring af

København i 1658 og stormen på byen den 11. februar 1659.

En storm, som blev afværget takket være borgernes heroiske

forsvar, men altså også på grund af de fortræffelige volde.

Endnu minder gadenavnet Stormgade os om, hvor ho-

vedangrebet blev sat ind, og man skal se for sig, hvordan der

Page 7: Gamle København

6

HVOR BYEN MORER SIG

etablissementet »national« på hJørnet af Vesterbrogade og aXeltorV som det tog sig ud i 1890erne. de tre kupler i baggrunden er fra Venstre

det ældste Cirkus, panorama-bYgningen og dagmar-teatret. foto fra »københaVn før og nu«.

Page 8: Gamle København

7

´ Længe efter at Vesterport var blevet revet ned 1857 og

havde frilagt det store område, som i dag er Rådhuspladsen,

lå voldene stadig som et bælte rundt om byen. Man kunne

derfor ikke bare køre ind fra det åbne land dér, hvor det nu

passede den rejsende. Byens udfartsveje var endnu få og

snævre.

Den mest befærdede af dem var vejen mod vest hen

over Halmtorvet for enden af Frederiksberggade. Hullet i

volden på dette sted hed Vesterbros Gab, men i folkemunde

kom strækningen ud til Frihedsstøtten imidlertid aldrig til at

hedde andet end Vesterbros Passage, selv om man oficielt i

1874 havde bestemt, at hele gadestrækningen for fremtiden

skulle bære navnet Vesterbrogade.

I løbet af et par årtier i sidste halvdel af attenhundred-

tallet opstod netop her et par hundrede meter langt strøg,

som man roligt kan betegne som hovedstadens forlystelses-

kvarter. I forvejen havde Tivoli udviklet sig til københavner-

nes foretrukne udlugtsmål, og nu skød det ene etablisse-

ment op efter det andet.

Her mødtes det mondæne og det spidsborgerlige Kø-

benhavn på byens dyreste restauranter med et mere folkeligt

publikum, tiltrukket af et simpelt, usnobbet café-miljø. Det

var kort sagt her, man søgte hen, hvad enten det var for at

indtage den store udsøgte menu eller bare for at læske sig

med et godt glas øl fra fad i en af de mange øl-haller. Og det

var – ikke at forglemme – også her, byens løse fugle lod sig

fange, både de helt kostbare og de, som lod sig lokke med

mindre end champagne. Det var dengang, »provinshandels-

kammeret« havde sin helt egen betydning i københavner-

sproget. Her fandt man på hjørnet af Rådhuspladsen Industri-

Cafeen, som senere blev til restaurant Frascati.

Hvis overklassens herrer og damer ikke følte sig helt

vel til mode blandt det fortrinsvis unge og noget folkelige

publikum lige her, kunne det træde indenfor ganske få meter

længere oppe ad gaden i restauranterne Nimb og Wivel, som

var garanteret fri for upassende tale, og hvor taffelmusikken

i Palmehaven var af en sådan dæmpet karakter, at den endog

var accepteret af Statsradiofonien. Fornemt skulle det være,

og fornemt var det. Sådan var det ikke på den anden side af

gaden. Her lå byens berømteste hjørne med Centralhotellet

og en restaurant med det populære navn Paraplyen. Begge

dele forsvandt, da huset i mellemkrigstiden blev erstattet af

Richshuset, med restaurant Scandia, som hurtigt blev et af

tilholdsstederne for dansk guldalderjazz.

Inden for få år i 1880erne opførte en af tidens største

byggematadorer Hans Hansen med tilnavnet Hellig Hansen

de to overdimensionerede etablissementer National-kom-

plekset og Dagmar-komplekset. Det første blev anlagt, hvor

vi dag inder Scala ved Axeltorv, og det andet på Dagmarhus-

grunden. National var under forskellige navne i et halvt år-

hundrede centrum for folkelig dansk underholdning. Det var

her, tidens største revystjerner var på scenen, og det var her,

man for første gang under vore himmelstrøg kunne opleve

letpåklædte kordamer ligesom i Paris. Et sandt gys af fryd og

forargelse gik gennem salen og videre ud over hele landet,

da Josephine Baker ved Dagmarteatrets Sommerrevy i 1928

optrådte i et bananskørt. Nu var man advaret. Denne del af

Vesterbro var ikke for de sarte. De kunne så til gengæld søge

ind i byens nye cirkus i naboejendommen, hvor der blev budt

på klovnerier og lyvende artister.

Med årene blev det imidlertid stadig vanskeligere at få

økonomien i de store teater-restauranter til at hænge sam-

men. Dagmar blev solgt til nedrivning i 1937. National-Scala

holdt lidt længere. Men i 1957 sluttede eventyret også her.

Huset blev solgt til stormagasinet Anva, og da Anva lukkede,

opstod det moderne forlystelsestempel med navnet... Scala.

Page 9: Gamle København

8

FRA PROMENADE TIL MOTORGADE

Vestre bouleVard omkring 1940 set fra langebro mod rådhuspladsen. så idYllisk tog h.C. andersens bouleVard sig ud for en menneskealder

siden. foto fra »københaVn før og nu«.

Page 10: Gamle København

9

´ For ikke så mange år siden kunne man endnu høre gam-

le københavnere i distraktion komme til at sige Vestre Boule-

vard, når de mente H.C. Andersens Boulevard. En besynder-

lig fortalelse kan man mene. For det er vanskeligt at forestille

sig et mere forskelligt miljø i bybilledet, end det, som dækker

sig bag disse to gadenavne.

Det ene vækker mindelser om en stille havelignende

promenade. En bred langstrakt, blomsterprydet park, som

byens borgere i vid udstrækning forstod at benytte rekrea-

tivt i en tid, hvor det endnu var almindeligt at færdes til fods

gennem byens gader. Sådan var billedet af Vestre Boulevard.

Den blev anlagt i 1891-92, netop på den strækning, hvor den

brede, vandfyldte grav langs Vestervold tidligere havde dan-

net grænsen mellem by og land. Men nu var byen under for-

vandling. Volden var revet ned, og de kolossale jordmængder

kastet i stadsgraven. Byens proil ændredes på få år fuldstæn-

dig. Væk var det snævre, indelukkede præg af middelalder.

Den moderne tid havde holdt sit indtog. Og i de europæiske

storbyer som Wien, Berlin og Paris kunne datidens arkitekter

se, hvordan åbne pladser og brede boulevarder var en essen-

tiel del af moderne byplanlægning.

Det slog også igennem i København. Da Vesterport en-

delig var blevet revet ned i 1850erne og det gamle halmtorv

lyttet ud på Vesterbro, åbnede der sig et kæmpestort åbent

område, der var som skabt for at give plads til byens nye råd-

hus, når det ad åre ville blive aktuelt.

Det var ud fra denne plads og ned mod Kalvebod

Strand, den ny boulevard blev anlagt. Det lå ikke i planerne,

at der skulle være gennemkørende traik. Her skulle herske

en vis fornem ro, og her inviterede man nogle af tidens bed-

ste arkitekter og mest velhavende bygherrer til at vise omver-

denen, hvad det nye driftige København kunne formå. Det

var således helt i tidens ånd, at det var på denne strækning,

brygger Carl Jacobsen byggede sit storslåede kunstpalæ,

Glyptoteket, ved siden af de andre herskabelige bygninger

ved Dantes Plads.

København var rykket mod vest, men det var stadig

Vestervold gade, der var den vigtigste traikåre ned mod

Lange bro, som endnu var en snæver og besværlig passage

til Amager.

Således lå Vestre Boulevard hen i ro og fred lige til be-

sættelsesårene, hvor det første angreb på det fornemme

gade miljø blev sat ind, da der i den brede midterrabat i 1943-

44 blev gravet ud og støbt underjordiske beskyttelsesrum.

Og endelig i de første efterkrigsår forsvandt idyllen fuld-

stændig. Der blev nu anlagt bredere vejbaner for at tilfreds-

stille den stigende biltraik, og for at alaste Vestervoldgade

blev den nye tiltrængte Langebro åbnet i 1954 som en direkte

forlængelse af den motorgade, der med årene periodevis er

blevet den mest befærdede i hele landet.

Boulevarden ik samme år navneforandring efter den

store eventyrdigter, selv om det hverken er idyl eller eventyr-

stemning, man forbinder med det traikale inferno, der dag-

ligt udspiller sig i denne del af hovedstaden.

Page 11: Gamle København

10

EN LYKKELIG TEATER-BESLUTNING

´ Kongens Nytorv er det historiske hjemsted for Køben-

havns teaterliv. Her er der spillet teater i hvert fald siden be-

gyndelsen af syttenhundredtallet. I begyndelsen ganske vist

i en form, som de færreste i dag vil forbinde med skuespil-

kunst. De optrædende var fortrinsvis udenlandske komedi-

anter, som formåede at underholde på enhver tænkelig måde

lige fra linedans til roulettespil.

Det var et par franske indvandrere, Montaigu og Ca-

pion, der på denne tid især havde gjort sig bemærket som

hovedstadens forlystelseskonger. Den sidstnævnte havde le-

jet Gjethuset – en gammel fabriksbygning, der lå netop, hvor

det nuværende kongelige teater ligger, og som i årevis havde

tjent som kanonstøberi for låden. En dag i 1721 blev lejemå-

let imidlertid opsagt, og han måtte inde et nyt lokale.

Det har tilsyneladende været lidt problematisk, for en-

den blev, at han købte en grund i Lille Grønnegade – i dag Ny

Adelgade nr. 10 – lige ved torvet og byggede sit eget teater.

Dette var måske den lykkeligste beslutning i dansk teaters hi-

storie. For nu begyndte en helt ny æra.

En af byens kendte ansigter, den excentriske professor

Holberg, leverede straks fra teatrets åbning i 1722 og de føl-

gende seks år en sand guldgrube af udødelige komedier, der

alle gik over scenen i Grønnegadeteatret. Folk strømmede til

fra den første dag, og sådan fortsatte det lige til den skæb-

nesvangre brand i 1728. Ganske vist undgik teatret i sidste

øjeblik lammernes hærgen, men nu var tiden ikke længere til

komedie i Kongens København.

Pietismen havde holdt sit indtog, og from levevis blev

nu dikteret fra højeste sted. Sammen med teatret blev også

byens kaffe- og ølhuse lukket på helligdage, og det blev på-

lagt enhver under straf at søge opbyggelse i kirken »medmin-

dre han af sygdom eller anden lovlig årsag forhindredes«.

Det står ikke som den morsomste periode i byens historie,

men i 1746 døde Christian VI, og allerede året efter var der

igen gang i teaterlivet. Ved en tilfældighed overværede den

nye konge, Frederik V, en opførelse af Holbergs Mascarade.

Det begejstrede ham så meget, at han så med velvilje på en

ansøgning fra skuespillertruppen om fremover at optræde

Page 12: Gamle København

11

i lådens gamle tjærehus på Kongens Nytorv – »det aller-

bekvemmeste sted i hele København«. Og nu gik det hurtigt.

Allerede året efter blev Tjærehuset revet ned, og på

grunden ud mod Holmens Kanal blev der med Nicolaj Eigt-

ved som bygmester rejst en stor pompøs teaterbygning. Det

Kongelige Teater havde set dagens lys med åbningsforestil-

ling 18. december 1748.

I de følgende næsten halvandethundrede år var dette

hus selve hjemstedet for nationens ineste kulturelle udfol-

delser. Det var her, guldalderens store navne satte hinanden

stævne. Her havde – ud over kongen naturligvis – H.C. An-

dersen, Oehlenschläger, brødrene Ørsted og en lang række

nu mere eller mindre glemte borgerfamilier deres egen pri-

vate loge. Her overværede Søren Kierkegaard opførelsen af

Don Juan sammen med sin Regine, og i dette rum sov Bertel

Thorvaldsen stille ind i 1844. Her fejrede århundredets mest

feterede skuespillerinde Johanne Luise Heiberg sine sceniske

triumfer, og herfra udsendte hendes mand og teatrets direk-

tør, Johan Ludvig Heiberg, sine inappellable kritiske domme.

Selv om teatret blev bygget om og udvidet adskillige

gange, stod det imidlertid klart omkring midten af attenhund-

redtallet, at det ikke længere var tidssvarende. Der måtte en

ny og større teaterbygning til, hvis København skulle måle sig

med de store europæiske hovedstæder. Pengene blev bragt

til veje, men desværre løb man ind i en ægte skandale, da det

siden viste sig, at kassereren var kommet til at spille dem op

i lotteriet. Først i 1870 blev der udskrevet en arkitektkonkur-

rence, men så gik det til gengæld også hurtigt. På ire år rejste

sig et stort moderne teater, som rummede plads til alle tre

sceniske kunstarter, og som til fulde levede op til de tårnhøje

forventninger. Imens byggeriet stod på, blev der stadig spillet

i det gamle teaterhus, men i 1874 var det endelig slut, og man

kunne tage afsked med en hel epoke i dansk kulturhistorie.

I en hast hen over sommeren blev den gamle bygning revet

ned, og den 15. oktober kunne Det Kongelige Teater slå por-

tene op for en ny sæson og en helt ny æra i et helt nyt hus.

det nYe og det gamle kongelige teater fotograferet i 1873. året efter stod det nYe hus færdigt, og det gamle bleV i hast reVet ned. i dag

strækker holmens kanal sin brede VeJbane hen oVer grunden, hVor det gamle teater i sin tid lå. foto fra »før og nu«.

Page 13: Gamle København

12

ABORREPARKEN – FRA SØ TIL SKINNER

aborreparken kort før år 1900. til Venstre bYgningerne nY rosenborg og helmershus på Vestre bouleVard. (i dag h.C. andersens bouleVard).

i baggrunden er bYens nYe rådhus Ved at skYde i VeJret – endnu mangler det øVerste af tårnet. til høJre turisthotellet og kuplen på

dagmarteatret. foto fra »før og nu«.

Page 14: Gamle København

13

´ Allerede lang tid før voldene rundt om byen var blevet

jævnet ud i slutningen af attenhundredtallet, havde der været

en voldsom debat i aviserne: Hvad skulle man bruge de store

arealer til, som nu pludselig åbnede sig uden for bykernen?

Selvfølgelig skulle der bygges huse, således at den katastro-

fale boligstandard inde i den usunde og overbefolkede by

kunne afhjælpes. Det var alle enige om. Men var det nu også

rimeligt at bruge så mange penge på klargøring af bygge-

grunde, der måske aldrig ville blive brug for? Det var et godt

spørgsmål. Og i hvert fald indtog Berlingske Tidende i 1857

det forsigtige standpunkt, at man indtil videre kunne lade

voldene ligge, hvor de nu engang lå, og så bygge de nødven-

dige boliger i Kongens Have, hvor der var rigeligt med plads.

Sådan gik det som bekendt ikke. Voldene faldt, og byen

voksede i løbet af få årtier ud af sin snærende ramme. Men

ikke uden sværdslag. Der var mange interesser, som gjorde

sig gældende. Krigsministeriet, som ejede jorden, ville gerne

sælge til foretagsomme bygmestre. Det var der mest øko-

nomi i. Kommunen ville på sin side gerne have råderet over

arealerne for at sikre sig mod, at udviklingen løb løbsk. Det

var kommunen, som i denne sag trak det længste strå.

I dag kan det være vanskeligt at se i bybilledet, hvor vol-

dene strakte sig, selv om der er enkelte tydelige reminiscen-

ser. Rundt om byen blev der i 1870erne og 80erne anlagt et

grønt bælte af parker netop på det sløjfede voldterræn. Tivoli

havde allerede ligget der i årtier, og nu fulgte Ørstedsparken,

Botanisk Have, Østre Anlæg og Aborreparken efter. De før-

ste er jo i den grad blevet en del af Københavns proil, at man

ikke i dag kan forestille sig byen uden disse grønne oaser.

Anderledes med den sidste, Aborreparken, der blot

optræder som en parentes i byhistorien. Den blev anlagt i

1885-86 i området mellem Vester Farimagsgade, H.C. An-

dersens Boulevard, som dengang hed Vestre Boulevard, og

Studiestræde. I dag er der absolut intet tilbage af det lille,

idylliske parkanlæg, hvor en rest af stadsgraven udgjorde den

obligatoriske sø med spadserestier rundt om. Stedet var helt

bevidst anlagt kuperet, således at der åbnede sig et helt lille

landskab oppe fra boulevarden.

I dens blot 25 år lange eksistens var der ustandselig riv-

ninger i borgerrepræsentationen om det rimelige i at anlægge

en park netop på dette sted, der var udset til den kommende

jernbanelinie. Der havde nemlig i adskillige år ligget udar-

bejdede planer klar for en endelig løsning af byens tog traik.

Løsningen hed boulevardbanen og indebar, at skinnerne

skulle trækkes i en dyb banegrav fra en ny hovedbanegård

ved Frihedsstøtten hen forbi Vesterport Station og videre ud

mod Nørreport. Og altså også tværs igennem Aborreparken.

Netop den linieføring, vi kender i dag. Men det trak ud med

planernes realisering, og man skulle helt op mod Første Ver-

denskrig, før det stod klart, at parkens dage var talte. I 1910

blev der slået et første, slemt skår i idyllen, da Studenter-

foreningen ik lov at rejse sin voldsomt dominerende, røde,

borglignende bygning ved bredden af søen. Og blot ire år

senere havde de store moderne gravemaskiner arbejdet sig

igennem parken og var godt på vej ud gennem Nørre Vold-

gade. Et kapitel i byens historie var slut.

Page 15: Gamle København

14

TÅRNHØJ FORVENTNING

det nYe rådhus er Ved at tage form. foto fra 1897. (»før og nu«).

Page 16: Gamle København

15

´ Det var mandag den 31. december år 1900, at rådhus-

forvalteren udstyret med et til lejligheden anskaffet kronome-

ter og en ti mands besætning var klatret højt op under himlen

for præcis på slaget tolv at forkynde, at verden havde taget

hul på et nyt århundrede. Nede på pladsen var en betrag-

telig del af byens borgere stimlet sammen foran det endnu

kun halvt færdige rådhus. Mellem bragene fra kanonslagene

hørte de ved denne lejlighed for første gang det karakteristi-

ske klokkespil, som i nu mere end hundrede år så at sige har

været Københavns vartegn.

I 1815 havde byens styre indrettet sig i C.F. Hansens

klassicistiske endnu eksisterende råd- og domhus på Ny-

torv. Dengang var der omkring 100.000 indbyggere i hoved-

staden. Dette tal var i løbet af blot et par generationer tredob-

let, og det stod efterhånden klart, at der var ved at blive for

trangt i den gamle administrationsbygning.

Før eller siden blev man nødt til at bygge et nyt hus,

som kommunen ikke skulle dele med de statslige myndighe-

der politi og retsvæsen. Men hvor skulle det ligge? Det var

der stor diskussion om i 1880erne. Traditionelt havde byens

rådhuse altid ligget på eller lige i nærheden af Nytorv og

Gammel torv. Men det var indlysende, at der simpelthen ikke

var en eneste passende byggegrund i den gamle del af byen.

Altså måtte man ud i periferien, hvor der var bedre plads. Der

var en del fortalere for at vælge den nuværende Israels Plads

nær den nedlagte Nørreport, men man endte med at vælge

Halmtorvet, hvor Vesterport havde stået indtil nedrivningen

i 1857. Her skulle der bygges, og allerede året inden grund-

stenen blev lagt i 1894, havde stedet fået nyt navn: Rådhus-

pladsen.

Alle var enige om, at nu skulle byen endelig have et stort

og værdigt rådhus, som alene ved sin fremtræden ville vise,

at København ikke blot var landets hovedstad men var en

storby i europæisk format. Der blev indkaldt til en arkitekt-

konkurrence i to omgange. Intet blev overladt til tilfældighe-

derne. Tidens førende arkitekt, Martin Nyrop, leverede et

pragtudkast, og selv om en del medlemmer af borgerrepræ-

sentationen kviede sig over det økonomiske overslag, blev

det dog vedtaget med et spinkelt lertal. Godt to millioner

kroner sneg budgettet sig op på. Her skulle der nemlig ikke

spares på hverken materialer eller håndværk. Den 10. de-

cember 1892 blev det første spadestik taget, og de følgende

13 år fulgte hele byen dagligt med i, hvordan dette gigantiske

bygningsværk voksede frem.

I 1898 kunne der holdes rejsegilde, men endnu skulle

der gå fem år, før borgerrepræsentationen kunne lytte ind i

de nye lokaler, og først i september 1905 kunne man invitere

kongehuset, regeringen og nationens øvrige honoratiores

til den højtidelige indvielse. Her stod det: Et hus, som stil-

mæssigt ikke lod sig bestemme, men simpelt hen var sig selv.

Gammeldags? Ja, det middelalderlige og borgagtige præg

var ikke til at overse. Og om ikke andet kunne tårnet med sine

godt 105 meter vække beundring. Så høj en bygning, havde

der ikke været i byen, siden spiret på Frue Kirke faldt for de

engelske brandbomber i 1807.

Resultatet af anstrengelserne levede til fulde op til selv

de største forventninger. Byen havde fået et bygningsværk af

en helt enestående arkitektonisk og håndværksmæssig kva-

litet, og med en uudtømmelig rigdom af ine detaljer. Og så

gav det kun et mindre skår i glæden, at man måtte konsta-

tere en betragtelig budgetoverskridelse: 6,8 millioner kroner

endte huset med at koste. Den regning måtte byens borgere

tage sig af i de følgende årtier.

Page 17: Gamle København

16

MAGTENS STORSLÅEDE CENTRUM

´ At landets politiske magt i vore dage hører hjemme på

Christiansborg er en selvfølge. Det er her fra Slotsholmen

midt i den gamle by omkranset af kanalerne og havneløbet,

at love og anordninger, retsafgørelser og ministerielle beslut-

ninger i en lind strøm lyder ud over landet. Her har regerin-

gen, Folketinget og Højesteret adresse under samme tag.

Sådan har det været i hele byens lange historie. Det var

nemlig på Slotsholmen, en af de mange små øer som lå spredt

rundt om i farvandet ved det lille iskerleje Havn, at Biskop

Absalon ifølge Saxo i 1167 »lagde grunden til en ny borg og

omgav øen med en mur for at jage vikingerne bort.«

Der eksisterer så at sige ingen reelle vidnesbyrd om

denne første borg, og i mange år var man ikke engang sikker

på dens nøjagtige placering. Det blev man først i 1907, da

arkæologerne i forbindelse med udgravningen til det nuvæ-

rende Christiansborg pludselig fandt murrester mange meter

under slotspladsen. Op igennem middelalderen har der på

det klassiCistiske Christiansborg set fra høJbro plads. fotografi

fra omkring 1865. (»københaVn før og nu – og aldrig«).

Page 18: Gamle København

17

denne grund ligget forskellige borge, som alle havde til for-

mål at yde militær beskyttelse til byen.

I denne tidlige periode måtte kongerne nødvendigvis

tage ophold mange forskellige steder i riget, men fra midten

af femtenhundredtallet blev det normen, at kongefamilien

havde residens på Københavns Slot, som nu blev det oficiel-

le navn. Igennem de følgende århundreder lagde slottet ryg

til utallige om- og tilbygninger.

Mest kendt er det kolossale Blåtårn, som var noget af

det første Christian den Fjerde lod bygge i sin hovedstad.

Efter enevældens indførelse kunne den gamle middelal-

derbygning ikke længere leve op til den pompøse livs førelse,

man nu fandt naturlig for kronede hoveder. Vel kunne der

ikke blive hverken plads eller råd til et dansk Versailles, men

ambitionen om at bygge et stort og kostbart kongeslot var

ikke til at skjule. Københavns Slot blev i 1731 revet ned til

sidste sten, og på Slotsholmen opførte man i løbet af den

næste halve snes år Nordeuropas største og kostbareste slot.

Det første Christiansborg tog sig netop så imponerende ud,

som det var hensigten. Det vendte så at sige ryggen til byen,

og besøgende måtte nærme sig dette magtens palads ved at

passere Marmorbroen ved Frederiksholms Kanal og ærbø-

digt træde ind på det kæmpemæssige ridebaneanlæg.

Det var i dette hus med de hundreder af værelser, den

sindssyge Christian den Syvende for vanvittig omkring, hvis

han ikke legede skuespiller på Hofteatret i den ene løj, og

det var her Struensee og den unge dronning havde hemme-

lige stævnemøder. Slottet blev kun 54 år gammelt, og en fe-

bruardag i 1794 kunne den 15-årige Oehlenschlæger ude fra

Frederiksberg iagttage, hvordan det gik til grunde i et ildskær,

der oplyste hele nattehimlen.

Kongefamilien var ved branden blevet hjemløs, men

løste problemet ved sraks efter at købe to af palæerne på

Amalien borg. Endnu er Marmorbroen og Ridebaneanlægget

bevaret som et minde om dette monumentale barokslot.

Året efter brændte op mod halvdelen af byen, og det

var som om ulykkerne ingen ende ville tage. Det kom til krig

med England. Slaget på Reden lige uden for sejlløbet var den

første alvorlige advarsel, og i 1807 kom det lammende slag,

da byen oplevede et af historiens første egentlige bombarde-

menter. Så kom statsbankerotten i 1813, og der er ikke noget

at sige til, at det tog mange år før der igen blev overskud til

at sætte kræfter ind på opførelsen af et nyt Christiansborg.

Der kom først skred i byggeriet i 1820erne, men så rejste der

sig imidlertid også stille og roligt et prægtigt slot i nyklassici-

stisk stil med C.F. Hansen som bygmester. På trods af at der

var masser af genbrug i det nye slot, ik det en helt ny frem-

toning. Hovedindgangen blev placeret ud til slotspladsen,

og i forhold til forgængeren vendte det nu sin søjleprydede

facade ud mod byen.

Der blev ganske vist indrettet en standsmæssig bolig til

monarken på det andet Christiansborg, men i løbet af slottets

kun 56 år lange levetid var det kun Frederik den Syvende,

som periodevis boede der. Og det skyldtes formentlig ude-

lukkende, at han her kunne være sammen med Grevinde

Danner, hans »dronning til venstre hånd«, som havde fået en

passende lejlighed stillet til rådighed i den ene løj.

Bygningen indtager imidlertid en vigtig rolle i både Kø-

benhavns og landets historie. Den var nemlig rammen om

de begivenheder, som i 1848-49 førte landet fra enevælde

til folkestyre. Her mødtes den grundlovgivende forsamling,

her blev den første grundlov underskrevet, og her tog såvel

Folketinget som Landstinget sæde.

Den 3. oktober 1884 var det hele slut. En banal brand

i et skorstensrør ik lov at udvikle sig, og den følgende dag

stod der kun en sodsværtet ruin tilbage. Kun slotskirken blev

reddet, og den er i dag eneste vidnesbyrd om Christiansborg

i guldalderens København.

Page 19: Gamle København

18

HVER TID SIN BRO

´ Det kan ikke diskuteres: Myldretiden på Langebro er

et inferno af støj, møg og røg. Broforbindelsen mellem H.C.

Andersens Boulevard og Amager Boulevard er ganske enkelt

en af de vejstrækninger i hele landet med den højeste traik-

tæthed.

Sådan har det langtfra altid været. Ganske vist har der i

mere end 300 år været en bro over havneløbet på dette sted,

men som regel har der været tale om primitive trækonstruk-

tioner, som kun var beregnet til fodgængere og oficerer til

hest. I modsætning til Knippelsbro, som blev anlagt i forbin-

delse med opførelsen af den nye befolkningsrige købstad

Christianshavn i sekstenhundredtallet, var Langebro i perio-

der udelukkende forbeholdt militæret. Det var nemlig over

Langebro vagten kunne rondere uden afbrydelse fra Vester-

vold til Christianshavns Vold.

Før byens volde blev udjævnet og byportene fjernet i

anden halvdel af attenhundredtallet, var Langebro den natur-

lige traikale forbindelse mellem Vestervoldgade og Lange-

brogade på Christianshavn-siden. Langebro var altså ligesom

voldene en markering af, at her sluttede byen. På den ene

side lå havnen. På den anden Kalvebod Strand og det åbne

vand ud mod Køge Bugt.

Dette giver også forklaringen på, hvorfor broen i fjerne

tider hed »Kallebo-broen«. Andre kaldte den »Den ny bro

ved Blåtårn« eller »Den lange bro ved det blå tårn«. I en tid,

hvor der ikke var oficielle navne på gader og stræder, blev

det hele ekstra kompliceret af, at Knippelsbro ofte blev kaldt

»Langebro«. Det fandt dog omsider sin løsning: Langebro var

og blev den længste af de to. Men altså også den smalleste

– tre meter i de første mange år, og dertil aldeles vakkelvorn.

De 130 meter hen over bølgetoppene var ikke noget man til-

bagelagde for sjov skyld.

På midten var broen forsynet med nogle primitive klap-

per, som kunne løftes med håndkraft, hvis en af byens iskere

skulle igennem.

Med den stigende traik var der behov for stadige ud-

videlser af vejbanen. De tre meter blev til fem og endelig i

1875 til hele syv meter. Nu kunne to hestevogne snildt pas-

Page 20: Gamle København

19

sere hinanden uden at presse fodgængerne helt ud i vandet.

Og så skulle man tro, at det problem var løst. Det var imidler-

tid netop i denne periode, at byen så at sige eksploderede i

vækst. Brokvartererne på sjællandssiden skød i vejret, men

også på det hidtid næsten ubeboede Amager begyndte de

første bymæssige træk at gøre sig gældende.

Der blev diskuteret længe, hvordan man kunne trække

den helt rigtige forbindelse mellem Sjælland og Amager – så

fremtidssikret, som det nu var muligt. Byplanlæggerne havde

travle dage, og endelig lige omkring århundredskiftet blev et

rent ud sagt revolutionerende forslag lagt frem på rådhuset:

Langebro skulle holde lyttedag. Fremover skulle den ikke

længere forbinde Vestervoldgade og Langebrogade, men

skubbes 125 meter mod syd, således at den blev en forlæn-

gelse af den nyanlagte Vestre Boulevard – den nuværende

H.C. Andersens Boulevard – og en fremtidig hovedfærdsels-

åre kaldet Amager Boulevard. En moderne jernbro skulle det

være, og så skulle der oven i købet også anlægges togskinner.

Det ville naturligvis blive uhyggeligt kostbart, men hvis

man gav projektet et nationalt tilsnit og opkaldte broen efter

majestæten, Christian den IX´s Bro, gik det vel an. I 1903 stod

den færdig: et monument for den moderne tid. Broen var

160 meter lang og dobbelt så bred som den gamle, nemlig

22 meter. Men det allervigtigste var, at den kunne dreje sig

omkring en kolossal granitpille midt i havneløbet, således at

der opstod to sejlåbninger.

Samtidig med at et skib sejlede igennem, svingede

den ende, der før vendte mod københavnssiden, over mod

Amager og omvendt. Et imponerende ingeniørarbejde til

halvanden million kroner. Det var, som der står i en samtidig

beskrivelse, »især i begyndelsen en yndet fornøjelse både for

voksne og børn at blive på svingpartiet, når der var signaleret

gennemsejling, og køre rundt med det. Men nu har det ikke

længere nyhedens interesse at køre rundt med svingbroen.«

Broens oficielle kongelige navn kom aldrig i brug. Man

sagde bare »den nye Langebro« omtrent lige til den var så

gammel, at den skulle aløses af den næste i rækken. Det var

i 1933.

langebro som den så ud mellem 1875 og 1903. det ses, at den har forbindelse med Vester Voldgade, hVor bYens nYe rådhus i baggrunden er

Ved at skYde i VeJret. foto fra Ca. 1900. (»før og nu«).

Page 21: Gamle København

20

DET VAR PÅ FREDERIKSBERG

´ Frederiksberg har en mærkelig stilling. Det er en fuld-

stændig integreret del af hovedstaden – omringet af Køben-

havns Kommune på alle sider. Og så er der alligevel tale om

den bydel med sin egen identitet og sin egen brogede historie.

Herom kan man læse på de to mindebrønde, der er op-

stillet, hvor Frederiksberg Allé udvider sig til en hel lille plads.

En indskrift fortæller, at Absalon i 1186 skænkede Solbjerg By

til Roskilde-bispen, og altså må der langt tilbage i forhistorisk

tid have boet mennesker på dette sted. Der er ingen historisk

dokumentation for, at navnet Solbjerg er opstået, fordi top-

pen af bakken var et helligt sted for bronze- og jernalderens

solkult. Men det er en besnærende tanke.

Hvad man derimod ved med sikkerhed er, at Christian

IV i 1621 besluttede, at der ikke længere kunne bo selvstæn-

dige bønder herude. Det var efterhånden blevet vanskeligt at

skaffe tilstrækkeligt med fødevarer til den stadigt voksende

husholdning på Københavns Slot, og han købte derfor et stort

areal i passende afstand fra byen, hvor den nye Ladegård skul-

le anlægges. Gården blev bygget, omtrent hvor det tidligere

Radio hus ligger i dag, og de tilliggende marker svarer stort set

til Frederiksberg Kommunes nuværende udstrækning.

»Jernporten« Ved indgangen til frederiksberg allé set fra

Vesterbrogade. porten stod på dette sted fra 1785 til 1862.

i dag kan den ses Ved indgangen til søndermarken på hJørnet af

roskildeVeJ og pile allé. huset til Venstre er osborne-bYgningen.

det bleV nedreVet i 1960erne. foto fra »gamle københaVnske

billeder«.

Page 22: Gamle København

21

Projektet blev aldrig nogen økonomisk succes, og tre år

efter kongens død ik hans søn en helt anden idé. Han hen-

tede tyve af de driftige hollandske bønder ude fra Amager og

overlod dem Ladegårdens jorder, mod at de byggede en helt

ny by med tyve gårde. Byen ik navnet Ny-Amager eller Ny-

Hollænderby, og gårdene kom til at ligge på stribe langs den

nuværende Allégade mellem Frederiksberg Allé og Gammel

Kongevej – ti på hver side. Aktstykket er dateret 2. juni 1651,

Frederiksbergs oficielle fødselsdag.

Det så til at begynde med meget lovende ud, men siden

gik det så gruelig galt. Det var nemlig lige præcis på dette

sted, den svenske kong Karl X Gustav slog sig ned med sine

tropper, da han begyndte belejringen af København i 1658-

59. Godt nok blev svenskekongen sendt tilbage, hvor han

kom fra, men det var et sørgeligt syn, han efterlod de hol-

landske bønder. Alt var ødelagt, og efterfølgende kom der

misvækst. Det var ulig nemmere at drive landbrug på det

lade Amager end i dette bjerglandskab, og resultatet blev da

også, at hollænderne fortrak, og overlod jorden til nye ejere.

Omkring år 1700 var det blevet mondænt for velhavere

inde fra København at købe en jordlod herude i de landlige

omgivelser, og der skød i denne periode den ene lystgård op

efter den anden. Ja, selv kongehuset følte sig fristet, og til et

par af de unge piger i familien indrettede man »Prinsessernes

Gård« ved indgangen til Frederiksberg Have – som dengang

endnu kun var endeløse græsmarker.

Det blev imidlertid drengen i familien, som afgørende

kom til at ændre historiens gang. Allerede som kronprins

havde han forelsket sig i stedet, og da han blev konge under

navnet Frederik IV anlagde han et storslået parkanlæg, som i

det mindste kunne give minder om, hvad han havde set på

rejser i Frankrig. Og midt i det hele lod han opføre et slot,

som havde alt det, man savnede inde på Slotsholmen: lys og

luft og masser af natur. Både slottet og haveanlægget ik navn

efter bygherren, og i løbet af få år havde også landsbyen fået

et nyt kongeligt navn: Frederiksberg.

De lystige dage på slottet ik imidlertid en ende. Den

pietistiske Christian VI fortsatte med at regere fra slottet og

lade sig transportere rundt i parken, men stemningen var ble-

vet en anden. Nu skulle det ikke længere være en folkefor-

lystelse at begive sig ud ad den fornemme allé, der strakte sig

fra Vesterbro og op til slottet. Der blev sat en jernport op ved

Vesterbrogade, så man havde kontrol med, hvem der kom

og gik. Men først og fremmest var kongen optaget af sine

undersåtters himmelske frelse. Der blev bygget en ny kirke.

Og derefter ændrede han sognegrænserne, således at bebo-

erne på Vesterbro, som hidtil havde søgt til kirkerne i byen,

nu skulle høre til Frederiksberg Kirke. Det havde nemlig vist

sig at være et problem med de åbne byporte om søndagen,

at mange folk inde i byen havde følt sig fristet til at smutte

ud i det åbne land, selv om loven udtrykkelig påbød dem at

tilbringe helligdagen i Guds hus.

Fristelser var der nemlig nok af. Ikke blot ude på Vester-

bro, men efterhånden også på Frederiksberg. Endnu var det

en udpræget landsby med bøndergårde, men de første re-

stauratører var begyndt at slå sig ned på stedet, og da man

kom op i attenhundredtallet var der næppe et eneste hus i

Allégade, som ikke var beværtning. Frederiksberg var ganske

langsomt blevet et forlystelseskvarter i den folkelige ende af

skalaen. Fra hele byen kom der gæster til de store etablisse-

menter Josty og Lorry, som tidligere havde været sangerinde-

knejpe med optræden af »Nordens skjønneste kvinder«, hvis

man ikke hellere ville slå sig ned i en af de små haver i Pile

Allé, hvor priserne for en bajer og en snaps var mere over-

kommelige.

I Frederiksberg Allé lå Alhambra, Sommerlyst og Alléen-

berg side om side med en lille håndfuld teatre og cabaretsce-

ner. Repertoiret var der sjældent vrøvl med. Alle kunne more

sig over den let vovede intrige, som kunne forklares med en

enkelt replik: »Hurtigt, ind i skabet. Der kommer min mand!«

Helt op i vore dage har det været en gylden regel: Hvis det

skulle være sjovt, var det på Frederiksberg, det foregik. Det

var i ABC-teatret, man kunne opleve sidste århundredes sto-

re komikere Kjeld Petersen og Dirch Passer og senere Jørgen

Ryg og Preben Kaas.