Georg Metz

PORTRÆT10 | november 2013 | LIXEN

Georg Metz: Er han en hård samfunds-kritiker eller bare en sur, gammel mand?Georg Metz bliver af og til beskyldt for at være en sur, gammel mand, men den betegnelse køber han ikke selv. Han er kritisk, siger han. Og der er en forskel. Mød manden, der startede sin karriere allernederst i mediebranchens fødekæde, men i dag både kan skrive nyhedsoplæser, chefredaktør og anmelder på cv’et.

Carl-Emil Søe og Kasper Thomsen

Blandt 10.000 bøger og utallige hyldemetre fyldt med cd-‐covere med Beethoven, Haydn og Mozart har Lixen fået en interviewaftale med Georg Metz. Man skulle tro, at vi be-‐fandt os på et bibliotek eller i et kulturhus, men vi er faktisk i journalistens og samfundsdebattørens 220 kvadratmeter store lejlighed på Østerbro. I lysskæret fra adskillige PH-‐lamper sætter vi os til rette i Metz’ sofa trakteret med et stærkt skud espresso. Georg Metz sætter sig helt ud på kanten af en sofa overfor. Karakteristisk for en mand, der er ivrig efter at snakke. Metz er i dag mest kendt som samfundsdebattør fra Informa-‐tion men har i 40 år arbejdet som journalist. Det var på DR, at han første gang blev kendt i den brede befolkning, da han efter

at have været menig journalist på DR’s radioprogram Orien-‐ tering blev nyhedsoplæser på TV Avisen. På et tidspunkt, hvor Ulla Terkelsen var redaktionschef. Med værtstjansen blev Metz et kendt ansigt: »Jeg skulle vænne mig til, at folk vendte sig om. En af mine che-‐fer kom over til mig inden min debut og sagde med glimt i øjet: ”Husk nu Georg. Du kan ikke mere gå på pornoklub.”« Berømmelsen ik Metz til at værne om sit privatliv. Dengang ville det ifølge ham selv have været ”utænkeligt”, at han havde inviteret pressen indenfor, som Lixen er i dag. »Det er noget krukkeri at sige, at det var et problem, men det var underligt pludseligt at miste anonymiteten, og derfor værnede jeg om privatlivet.«

Ordentlig underholdning for licensen

67-‐årige Georg Metz er for længst stoppet med at arbejde med tv-‐mediet. Nu trykker han i stedet løs på tastaturet en gang om ugen, når der skal leveres til hans faste klumme på Information, Intermetzo. Her giver han sin mening om stort og småt til kende

og på trods af, at de grå hår er blevet mere permanente siden dagene på TV Avisen, er hans holdninger alt andet end grå. Sær-‐ligt hans tidligere arbejdsplads på DR undgår ikke hans kritiske blik og slet ikke licenskanalens forsøg på at lave underholdning til danskerne. I Metz’ optik laver DR underholdning for det, han kalder ”laveste fællesnævner”. »DR’s underholdningsprogrammer går på kompromis med kvaliteten, fordi de tror, de appellerer til så mange seere som muligt.« DR har de senere år brugt Thomas Blachman i mange af deres underholdningsformater, men Metz ser ikke det store lys i ham: »Det, Blachman siger, er noget objektivt idioti. Hvis du prøver at følge hans tankegang, er det som at forsøge at spille billard, selv om man ikke kan. Kuglen farer i alle retninger. Der er ikke noget substans i det, han siger.« For Metz handler det om, hvad man kan forvente for sine licens-‐ penge: »DR må konkurrere på kvalitet i stedet for mængde. Ellers kan public service lige så godt afskaffes. Og når DR ikke konkurrerer

1945

Født

Den 22. december 1945bliver Georg Metz født.

Hans mor er hjemmegående og hans far arbejder som embeds-‐mand i landbrugsministeriet.

1968

Studerende

og journalist

Metz begynder at studere historie på Københavns Uni-‐versitet. Samtidig får han et job som billedtekstforfatter

hos Politiken.

1970

Ansat på

Dammarks Radio

Metz bliver ansat hos DR, hvor han får en lang karriere. Først på Orientering, senere på Radioavisen og sidst på

TV Avisen.

1977

Nyhedsoplæser

på TV Avisen

Metz giver den som Mr. News på TV Avisen i mere end 11 år. Undervejs interviewer han alt fra statsministre til

skraldemænd.

+ 23 år + 2 år + 7 år

Foto: Kasper Thomsen

PORTRÆT LIXEN | november 2013 | 11

på kvalitet, kommer jeg efter dem, til jeg bliver båret ud.« I stedet for fredagsunderholdning på DR1 ser Metz QI med Stephen Fry på BBC. Et program han karakteriserer som intelligent underholdning: »På BBC er de fuldstændig ligeglade med, om folk kan følge med. De laver, hvad der er sjovt at lave, og så må seerne hænge på.« Metz nævner også Monty Python som eksempel på den kom-promisløse og intelligente underholdning: »Monty Python var pisseligeglade med, om folk kunne følge med. De lavede det, som de kunne stå inde for, og de prøvede ikke at inde ud af, hvor der var lest seere. Monty Python lavede underholdning ud fra et meget højt dannelsesniveau. Ud fra det udgangspunkt laver de en humor, som bliver stående. Den bliver ikke forældet.«

Kend din historieEfter Georg Metz havde taget sit toårige studenterkursus, vidste han, at han ville være journalist. Alligevel startede han ikke på Journalisthøjskolen i Aarhus men blev i stedet optaget på Køben-havns Universitets historiestudie. For Georg Metz er historie nemlig ikke bare en fordel, men en forudsætning for at være journalist. »Det er en forudsætning for at eksistere, at man har en his-torisk fornemmelse og en holdning til historien. Hvis man ikke tager stilling til historien, synes jeg ikke, man kan være journa-‐list. Eller menneske, for nu ikke at tage munden for fuld.« Metz mener også, at den historiske viden hjælper til at forstå, hvorfor mennesker handler, som de gør: »Du skal sætte dig i vedkommendes sted som journalist. Eksempelvis med Lars Løkke. Hvorfor udvikler GGGI-‐pressemø-det sig, som det gør? Hvad er Løkkes historie, karakter og bag-grund? Hvis vi ved det, kan vi måske forstå lidt mere.« Mens den unge Georg studerede historie, ik han sig en tjans i bunden af Politikens hierarki. Han begyndte at skrive små billedtekster og steg snart i graderne på Rådhuspladsen, indtil han skiftede Politikens Hus ud med DR-‐byen og en ansættelse på Radioavisen.

Selv om Georg Metz sidder med korslagte arme gennem hele interviewet, svarer han beredvilligt på Lixens spørgsmål. Han sidder med sin karakteristiske sorte skjorte og en tilhørende sort sweater skødesløst lagt over skuldrene. Metz snakker artikuleret og raspet med sin ældre københavnske dialekt. I læng citerer han Kierkegaard, Pontoppidan og Brandes, når han skal illustrere sine pointer. Også når det gælder musik, tyer Metz til klassikerne. Hans 3000-‐4000 cd’er indeholder udelukk-ende klassisk musik, og han insisterer på at høre dem fra sin cd-‐ afspiller frem for sin iPhone. Den duer nemlig ikke til klassiske stykker, der skal høres i rækkefølge, mener han. Passionen for den klassiske musik mærkes tydeligt, når vi spørger ind til, om der er et par favoritter blandt klassikerne. »Min kone og jeg var nede og høre Herbert von Karajan dirigere ”Ein Deutsches Requiem”. Det var pianisten Andres Schiff, der skrev: ”Efter sådan en oplevelse, så kan man godt krepere. Der er ikke mere at hente. Det hele er sagt nu.” Og den var altså stærk,« lyder det fra en engageret Metz. Derimod inder poppen og rocken ikke vej til Metz’ øregange, for ”det er livet alt for kort til.” Med den karakteristik er det frist-‐ende at give Metz mærkatet inkulturel. Der er næppe mange, der kender deres Beethoven bedre end Metz. Men det ord vil han nødig have siddende på sig: »Finkultur. Det er jo et ord, der er blevet påtvunget. I mine øjne er klassisk musik slet ikke int. For mig er klassisk musik fasci-‐nerende, fordi det kræver en meget stor rationalitet at skabe noget, der viser en så abstrakt side af menneskeheden.« At Metz kan sine klassikere, handler for ham mere om dan-nelse. Et ord, han gentager lere gange i interviewet. I Metz’ barndomshjem blev der læst Information, og Metz begyndte som 12-‐13-‐ årig at læse lederne i avisen. Som søn af direktøren i Landbrugsministeriet var barndommen det, Metz selv betegner som privilegeret, og da Metz var fem år rejste familien ud i det sønderbombede Europa, der få år forinden havde været igen-nem Anden Verdenskrig.

Rejserne ik Metz til at spærre øjnene op for det smadrede kon-tinent: »Rejserne gav mig en bevidsthed om, hvor frygteligt et århund-‐rede vi var midt i. Min første rejse var ned gennem Tyskland. Jeg har kun meget spora-‐diske erindringer, men jeg husker et Hamborg, der lå ned. Du kunne bogstaveligt talt stå på en ølkasse og se store dele af byen fra den. Det var den rene nød og elendighed. Lige-‐ som Bremen, der var en stor sortsveden ruin.« Avisen fra barndom-mens stuebord, In-formation, blev Georg Metz ansat på i 1991. Her startede han som kronikredaktør og blev siden chefredaktør i 1994, da Lasse Elle-gaard stoppede. Metz beskriver chefredak-‐tørhvervet som et, han tog af pligt mere end af lyst. Ud over at skulle fastsætte den journalistiske linje skulle Metz også sørge for personale og øko-‐ nomi. Og det var an-‐strengende, for Metz havde jobbet i hovedet i ”alle døgnets timer”. I tiden som chefredak-tør gennemlever Metz sin største karriere-‐mæssige udfordring: »Vi havde en vold-‐som oplagsnedgang og var nødt til at fyre lere medarbejdere på avi-‐ sen. Det var ubeskrive-‐ ligt rædsomt. Det er det værste, jeg har været ude for i min karriere. Men man skal passe meget på med ikke at få for meget medlidenhed med sig selv i sådan en situation, for det er dem, der bliver fyret, det går udover. Men det er fandme ikke sjovt at fyre.« Metz stoppede som chefredaktør på Information i 1996 men fortsatte siden med bidrag til avisen, og gør det stadig i dag i form af sin ugentlige klumme, ”Intermetzo”. Information er Metz’ avis. Han ser avisens store styrke i, at den ikke under-‐ vurderer sine læsere: »Den tør godt skrive svært. At undervurdere sine medmen-nesker er noget af det værste, man kan gøre. Der skal sgu meget til, før folk står af, hvis bare tingene er interessante nok.«

Den sure gamle mandI Informations spalter er han blevet kendt som en aktiv sam-fundsdebattør og kritiker, der ikke er sen til verbalt at svitse politikere og andre, han er uenig med. Det har fået lere til at døbe ham ’den sure gamle mand’. Den karakteristik giver Metz dog ikke meget for:

»Jeg er skideligeglad med, om jeg bliver kaldt sur. Når jeg er i morgen-‐tv med Niels Krause-‐Kjær, spørger han mig altid, om jeg ikke bare er en sur gammel mand. Jeg synes ikke, at jeg er sur. Jeg synes, at jeg er kritisk. Det drejer sig om, hvad jeg siger, og ikke om jeg er sur.« At sige sin mening og at ytre sig med omtanke ligger Metz på sinde. Det synspunkt brugte han spalteplads på under Mu-hammed-‐krisen, og også i dag opfordrer han til omtanke, når snakken falder på ytringsfrihed: »Der er ingen, der siger, at ytringsfriheden ikke skal tage hen-syn. Det gør man for eksempel hele tiden i sit ægteskab. Digteren Peter Poulsen siger: ”Hver dag værner jeg om ytringsfriheden og råber røvhul til min nabo.” Det er hans kommentar, for selvfølge-‐lig kan han råbe røvhul, men det er ikke nødvendigvis et forsvar af ytringsfriheden. Selvfølgelig kan du lave de tegninger, men er det klogt? Begreberne er forbundet med en yderligere tanke-‐virksomhed.« Ifølge Metz gradbøjer vi hele tiden ytringsfriheden, og det er

1988

Statens ilmkonsulent

Efter mere end 20 år hos DR beslutter Metz sig for, at der

skal ske noget nyt. Han bliver hyret som statens ilmkonsulent.

1991

Ansat påInformation

Metz bliver kontaktet af sin gode ven Lasse Ellegaard

(chefredaktør på Information), der tilbyder ham et job som

kronikredaktør på Information. Metz takker ja.

1994

Chefredaktørpå Information

Efter tre år i forskellige stillinger på Information bliver Metz ansat som

chefredaktør.

1996

Anmelder og klumm-‐skribent på Information

Metz stopper som chefredaktør, men fortsætter på Information, hvor han stadigvæk er anmelder

og klummeskribent i dag.

+ 3 år + 3 år + 2 år

Bibliotek. Metz anslår selv, at han har omkring 10.000 bøger. Og han har læst de fleste. Foto Kasper Thomsen

PORTRÆT12 | november 2013 | LIXEN

nødvendigt. »Som journalister bestiller vi jo ikke andet og som redaktører overhovedet ikke. Også i privatlivet siger vi jo ikke, hvad vi mener hele tiden. Det ville være totalt uudholdeligt,« lyder det fra Metz.

Når debatten bliver meningsløsMetz var imod tegningerne af Muhammed, men det er langt fra det eneste emne, han har været uenig med særligt de borgerlige politikere om. Det har lere gange givet Metz panelplads i DR-‐programmet ”Debatten”, når der er blevet diskuteret værdier. Et debatprogram, han dog tvivler på, gavner samfundsdebatten: »I “Debatten” får du fremprovokeret nogle konfrontationer, der er meningsløse. Du får ikke nogen samtale, du får et mund-‐huggeri. Det gælder om at være så hurtig og hårdtslående som mulig, for du får kun taletid til at sige hovedsætningerne. Jeg er meget rutineret i det, og jeg ved, at det gælder om at sige noget skidt med det samme, for ellers kommer man ikke til orde. Men du mister nuancerne.« Metz mener, at programformater som Debatten har været med til at udvikle en hård tone. Han er dog også klar til at tage sit ansvar på sig: »Den konfrontative tone er ikke særlig sund, men jeg har selvfølgelig også tænkt på mit eget ansvar i debatten. Og jeg er kørt fra DR Byen et par gange med lidt dårlig smag i munden. Det vil jeg gerne indrømme.« I stedet for en meget aggressiv stil så Metz gerne, at man i pro-‐grammer som Debatten inviterede folk ind, der holdningsmæs-‐sigt var mere enige med hinanden. »Der kommer folk ind, hvor den ene siger, at verden er sort, og den anden siger, at verden er hvid. Hvad kommer der ud af det?,« spørger Metz retorisk.

Brug for gode redaktørerEn stor del af samfundsdebatten er lyttet fra aviserne til inter-‐ nettet med de sociale mediers ankomst. Eksempelvis med plat-‐forme som Facebook, Twitter og Ekstra Bladets debatforum ”Na-‐tionen”. Nogle ville måske mene, at de nye fora er en gave til den demokratiske debat, da lere nu kan komme til orde. Men den gave har Metz svært ved at få øje på: »Jeg er ikke forelsket i Nationen, for det er en forfalskning af de forudsætninger, der skal til, for at demokratiet kan fungere. Det er da int, at folk får luft, men det er også en for stor forenkling af demokratiet.« Metz forstår godt den store begejstring og opmærksomhed, som de nye medier har tiltrukket, men han ser også mange jour-‐nalisters fremtid i at sortere i den stigende mængde af information: »Jeg tror, at der mere end nogensinde er brug for dygtige redak-‐tører, der kan skelne imellem skæg og snot.« Ytringsfriheden har Metz ikke kun brugt i Debatten. Han har også optrådt som anmelder i DRK’s kulturprogram ”Smagsdom-‐merne”, og Metz anmelder stadig bøger i Information. Derfor er han fra tid til anden blevet kaldt for bedrevidende. Det har han dog ikke noget imod. Til gengæld ærgrer det ham, at ordet bedre-‐ videnhed har en negativ klang. »Vi kender alle sammen den bedrevidende, Bezzerwizzeren, der er uudholdelig. Men et menneske, der ved bedre end mig, er jeg da taknemmelig for, vil lære mig noget.«

Han henviser til, at vi hele tiden vælger ud for hinanden. Lægen vælger vores medicin, læreren bestemmer, hvad vi skal lære. »Og det er jo ikke bedrevidenhed,« lyder det fra Metz. »Hvis man går på museum, er der nogle, der har valgt, hvad vi skal se. Alternativet er, at folk selv tager deres billeder med hen på museet og hænger dem op på dertil indrettede kroge for at stå og glo på dem og så tage billederne ned igen og gå hjem. Det ville være det ultimative museum, men det er jo meningsløst,« siger Metz.

Den ikke så forfærdelige fremtidMetz’ avis, Information, er ligesom mange andre dagblade skrumpet ind i løbet af de senere år. Og Metz er skeptisk på vegne af papiravisens chancer for at overleve: »Det ville være mest logisk at forestille sig, at papiravisen lang-‐somt fases ud. Men avissiden er jo charmerende, fordi du vælger med øjnene. Hvordan redaktøren har sat det op på siden, det er jo også en meddelelse i en god avis, og det vil jeg komme til at savne.” Selv om Metz vil savne papiravisen, hvis den endeligt uddør, minder han om, at den nye generation af læsere måske ikke vil lide samme afsavn: »I vores fag er man nogle gange spøjs til at tænke konservativt og sige, at det er frygteligt, at avisen forsvinder. Men nej, det er det måske ikke, for behovene hos den opvoksende generation er anderledes end min generations. Så I får mig ikke til at sige, at det er helt forfærdeligt. Så forbenet er jeg ikke.«

Og Georg Metz er positiv over for den nye generation, der måske ender papiravisløse. Særligt fordi journalistuddan-‐ nelserne ifølge ham, er blevet markant bedre: »Det har gavnet, at der er kommet journalistuddannelser i både Roskilde og Odense. Det, at journalistuddannelserne er kommet i nærheden af og ind på et universitet, er rigtig int. Det giver en gunstig afsmitning.« Metz peger på, at teknologien og særligt internettet har været en gave for den nye generation af journalister, da det gør det let-‐tere at få tjekket baggrundsstof og forhistorie. Én udvikling i journalistikken ærgrer dog debattøren: Tempoet i journalistikken er løbet løbsk. »At man hurtigere kan indhente oplysninger, kan kun være en fordel. Ulempen er så, at ledere på aviser og tv mener, at der kan laves endnu lere nyheder.« Metz mener, at den teknologiske fordel i stedet burde føre til mere overvejelse hos mediebranchens redaktører: »Hvis man nu var mere begavet, så sagde man: Da vi nu kan det her hurtigere, skal vi passe på, at det ikke går for hurtigt. Vi skal i stedet løfte fagets niveau med den teknologiske fordel. Hvem har besluttet, at det skal gå så stærkt? Det har vi selv. Men summen af dumhed er åbenbart konstant,« lyder det ærgrende fra Metz. Georg Metz virker absolut ikke sur. Men hans kritiske sans fornægter sig ikke.

[email protected]@student.sdu.dk

TRE RÅD FRA METZ

1. Gør noget mere oprør!Lad være med at være så ærbødige over for magthaverne. Vær nu noget mere kritisk, selv om de måske en dag bliver jeres arbejdsgiver.

2. Dygtiggør jer i nogle andre fag end journaliststikHvis jeg skulle rådgive unge journalister i dag, så ville jeg sige: Tag et akademisk fag ved siden af! Det ville jeg gøre. Et bifag og måske også et hovedfag.

3. Lær en masse sprogJeg tror, Europa i langt højere grad bliver ét stort arbejdsmarked i fremtiden. Også for journalister.

Forfatter. Ud over en lang karriere på DR og Information har Georg Metz også forfattet adskillige bøger. Foto: Kasper Thomsen

Net. Selv om Metz er indehaver af diverse encyklopædier foretrækker han at slå fakta op på internettet. Foto: Kasper Thomsen

Documents

Georg Metz