H I NAYA

- en tekst i lvirksomhedi Kyoto

118

Hinaya

Shin Takamatsu: Imanishi Motoakasaka, Tokyo (1991) - særlig bobleøkonomiens sidste år havde en stor appetit på storladne arkitektoniske iscenesættelser

119

Dette case-studie er bygget op omkring den japanske arki-tekt Shin Takamatsus design af et nyt hovedkvarter forHinaya, et 200 år gammelt tekstilfirma i Kyoto. Takamatsusarkitektur har, siden jeg første gang stod konfronteret medden, ægget min nysgerrighed. Så uendelig fjernt fra, hvadjeg selv kunne formulere af positive værdier for, hvorfor jegselv var arkitekt eller hvad en menneskeligt, økologisk el-ler æstetisk fuldbyrdet arkitektur måtte indebære, så for-måede Takamatsu med sine bygninger af rette fokus på,hvad arkitektur overhovedet var for en størrelse, befriendelangt borte fra de sædvanlige nyttebetragtninger og ratio-naler og truende tæt på, hvilke kræfter, der rørte sig i men-nesket. Ikke noget idealiseret menneske, men et menneskei sine sansers, sine lidenskabers og sit begærs vold - et dø-deligt og dødbringende menneske. Var dette blot et udslagaf Takamatsus sikre sans for iscenesættelsen omkring hamselv og hans værker? Var hans bygninger, med alle slørborte, i sidste ende blot narcissistiske selvspejlinger? Ellerligger der i en vedkenden sig menneskets begærsnatur ogopmærksom hengiven sig til tilværelsens skyggeside vig-tige ting at uddrage for os alle?

Spørgsmålene rejser sig umiddelbart, når man nærmersig Takamatsus arkitektur: Hvad ligger der bag, at en virk-somhed som Hinaya, hvis virke var dybt forankret i Kyotossilketradition, vælger en ung, uprøvet avantgardearkitektog giver ham fuldstændig frie hænder? Hvad ligger der bagTakamatsus voldsomme, ofte bizarre arkitekturudladninger,som synes at mane mørke kræfter frem og at undgælde sigenhver kontekstuel binding? Hvordan kunne en sådan ar-kitektur - som tilsyneladende fuldstændig undsiger sig ba-sale, funktionelle refleksioner - resultere i en voldsomt sti-gende omsætning for Hinaya? Hvordan virker sådannemoderniseringer ind i den urbane tilstand? Hvad betyderdet for den traditionsrige japanske silkeproduktions over-levelse? Hvad betyder sådanne arkitektoniske rammer fordet daglige arbejdsrum - eller for det kreative rum?Det her foreliggende materiale svarer ikke på alt. Men det

er spørgsmål som ovenstående, som har båret min afsøg-ning omkring Hinaya og Shin Takamatsu.1 Den er mundetud i tre kapitler med udgangspunkt i henholdsvis arkitek-tens, direktørens og de ansattes Hinaya, samt et indledendekapitel om bobleøkonomiens betingelser for arkitektur-tilblivelse, idet Shin Takamatsus nye hovedkvarter for Hina-ya, Origin I, II og III (1981, 1982 og 1986)2 er typiske pro-dukter af bobleøkonomien.

Bobleøkonomien er en betegnelse, som dækker over80ernes økonomiske situation i Japan, hvor det gik virke-lig stærkt, og alt syntes at kunne lade sig gøre.3 Penge-rigeligheden, investeringslysten, optimismen og troen på,at det japanske maskineri kunne accelerere i evighed udenmindste slinger i valsen, gjorde særlig de japanske bycentretil synergetiske felter af voldsom intensitet. Byggeaktivite-ten var kolossal, så det vil være svært at finde blot ét bypro-spekt, der ikke i løbet af disse år blev radikalt forandret.Denne boblende situation genererede et stadigt behov fornye, markante bygningsudtryk, og ansporede japanske ar-kitekter til en fascinerende, mangerettet afsøgning af detarkitektoniske udtryks mulighedsfelt. Denne afsøgning hari sin vej videre fra den modernistiske arkitektur været gan-ske pluralistisk og mangerettet - uden nogen bestemt ismesom dominerende. Men bag denne mangfoldige og frodigemangerettethed har der ligget ganske præcise forvent-ninger til arkitekterne om, at deres bygninger levede op tilen højt gearet økonomis forudgående kalkuler.

Luften gik af bobleøkonomien omkring 1992, og de for-udgående års værdiopskrivninger på fast ejendom medflercifrede procentsatser per år var med ét afløst af stagna-tion. Mange projekter blev standset på tegnebordene, ogmange af dem, der var iværksat, da boblen brast, stod end-nu tomme f lere år efter. Som tilrejsende har man kunnetopleve, at et vækstfikseret og vækstblændet Japan klædeligtvågnede som af en rus. Den nuværende situation vækker tileftertanke. De svimlende mængder af yen, som cirkulereri det store system, synes ikke at have gjort den enkeltes

Shin Takamatsu: Imanishi Motoakasaka, Tokyo (1991)

BOBLE ARK ITE KTU R

120

Hinaya

I Japans hyper-liberalistiske økonomiske virkelighed er motorvejene privat financierede betalingsveje

dagligdag enklere. Og spørgsmålene om, hvad man får forpengene i verdens på papiret rigeste land, synes at trængesig på, efterhånden som man indser, hvilke bolig- og sund-hedsfaciliteter og hvilke livs- og frihedsrum, som andrenotorisk langt fattigere lande kan tilbyde sine indbyggere.

Som en lidt ulogisk følgevirkning af informationstekno-logien, der potentielt kunne dekoncentrere vore storbyer,er der i en verdensby som Tokyo foregået en stor koncen-tration af virksomheder, skriver René Kural i Informations-samfundets Arkitektur.4 Det japanske samfunds høje for-tættethed synes at have afstedkommet en enorm, kunstigværdiskabelse, der ikke nødvendigvis bunder i real- ellerbrugsværdier. Summen af de samlede ejendomsvurderingerfor Japan nåede allerede år tilbage op over de samledeejendomsvurderinger for hele USA, men nu overstigeralene vurderingerne for Tokyo de samlede amerikanskeejendomsvurderinger. Grundprisernes himmelf lugt underbobleøkonomien - i en radius af 15 km fra Tokyos centrumvar der alene fra 1986 til 1987 tale om en stigning på om-kring 70%5 - er de seneste år stilnet af. For de mest over-ophedede områders vedkommende har der endog kunnetregistreres et fald. I 1993 var de dyreste grunde i Japanbeliggende i Tokyos Ginza-distrikt med priser på 29 mill.yen per m2, hvilket svarer til ca. 1½ mill. danske kroner perm2. Dette repræsenterede et fald på 20,5% i forhold til åretfør.6 Niveauet i den ti gange mindre by Kyoto ligger langtunder dette, men ikke desto mindre ligger grundprisernei Kyoto ifølge Diane Durston fem gange højere end for til-svarende placeringer på Manhattan.7

I de japanske bykerner er det byggegrunden, ikke byg-ningen, der koster. Af Kurals bog fremgår det, at for 1,3 kmmotorvej fra Toranomon til Shimbashi i det centrale To-kyo, der slynger sig mellem højhusene i komplicerede bro-konstruktioner og udfletninger, var kun 0,6% af budgettetdirekte anlægsudgifter - resten gik til opkøb af land.8 To-kyos grundprisniveau lå i 1986 40 gange over Londons,9

der i parentes bemærket ligger langt over det københavn-ske. Disse astronomiske, fiktive værdiansættelser fluktuererhele tiden og er blot medtaget her for at illustrere de me-get anderledes økonomiske betingelser for at bygge. Ilængden er denne kunstige værdiskabelse livstruende for

121

Boblearkitektur

Tokyos floder er idag transportkorridorer, og prisen i ødelagte byrum og rekreative værdier er ubetalelig

122

Hinaya

verdensøkonomien, men der bygges (belånes og tjenes)stadig flittigt på denne abstraktion.

Under et besøg på arkitekten Toyo Itos (f. 1941) tegne-stue i 1989 sammenlignede vi10 den danske og den japan-ske byggesituation i forbindelse med en bygning i en afTokyos forstæder, som Ito var ved at projektere. Selvomhan havde omkring 20 gange flere penge til sin opgaveend en tilsvarende i Danmark, udgjorde bygningens prisstadig kun 25% af grundprisen.11 Budgetterne ved de kom-mercielle byggeopgaver i Japan synes således ikke at fejlenoget. Man har ikke råd til at forspilde nogen chance for atnå det optimale. De astronomiske grundpriser på de attrak-tive, centralt beliggende byggegrunde gør det lettere atvære arkitekturmæcen. Og skulle projektet ende med al-drig at blive realiseret, så er PR-værdien for både arkitektog klient i velpræsenterede, velpublicerede projekter gan-ske høj. Forbløffende mange af de eksperimenterende ogvisionært viltre projekter ser dog dagens lys. Projekter medvisionær kraft - som i hjemlige sammenhænge typisk kunville nå til præsentationsmodellen, den hæderfulde anden-præmie eller blive realiseret i en til ukendelighed ned-skåret discountversion - bliver i Japan opført med stolthedog entusiasme.

Med udsigt fra de snærende økonomiske vilkår for arki-tekturtilblivelse herhjemme kan det måske undre, men detviser sig ofte problematisk at have så mange penge tilrådighed for arkitekturen. Fristelsen er næsten uimodståe-lig til at bruge 17 slags marmor og granit, forskellige metal-ler, guldbelægninger og specialdesignet inventar, når til-skyndelsen til enkelhed og klarhed ikke ligger i budgettet.Faren for det overgjorte er overhængende. I den japanskebyggesektors kolossale produktion finder man dog indi-mellem en række eksempler, hvor arkitekt og bygherre harforløst situationen i virkelig begavet arkitektur.

De høje grundpriser kan give groteske udslag. Arkitek-ten Masaharu Takasaki (f. 1953) lavede i Tokyo et ganskeenestående stykke arkitektur, Crystal Light (1987), en tre-etages bygning, som med sine forunderlige organiske for-mer omsluttede et indre haverum med himmelstræbendekæmpebambus. Overdækningen imod himlen var udfor-met som stiliserede hvide skyer. Træsøjler med naturfor-

Aoyama-dori, en af Tokyos hovedarterier

123

Boblearkitektur

Do, vej eller sti, kalligrafi af zen-mesteren Shin’ichi Hisamatsu (1889-1980). Samme skrifttegn bruges om en religiøst-eksi-stentielt defineret „vej“ og om moderne veje og gader, som for eksempel herover Aoyama-dori

124

Hinaya

men intakt var indarbejdet i facaderne af stål, akryl og glas;alle bygningselementer bølgede i svungne organiske be-vægelser og skabte ud af bygningens få kvadratmeter12 eteventyrligt univers som ramme for såvel modeshows somfamilie- og arbejdsliv, med familiebolig, værkstedsfaciliteterfor tøjdesign og gæstebolig for modeskabere.

„Lofter og belysning er behandlet som et enkelt ele-ment, og er opbygget af ondulerende paneler i hvide, a-morfe, plastiske bølger. De skaber en udsøgt rumoplysning,og udgør yderligere et plan af rumlig spænding,“ skriverTakasaki: „Mit mål var at forsyne de mennesker, der villebenytte dette bygningsmiljø med en unik kombination afstabilitet og magnetisme. Uanset hvor de måtte opholdesig i denne bygning, ville de altid være opmærksomme påde udendørs omgivelser, føle deres indf lydelse og havesameksistens med naturen som valgmulighed.“13 Med sitfrodige formsprog anslog Takasakis bygning næsten ur-skovsagtige klange i storbyarkitekturen. Crystal Light stårsom et markant eksempel på en række yngre Tokyo-arki-tekters bestræbelser på at genskabe eller snarere at nåfrem til en ny Tokyonatur.

I forbindelse med Crystal Light har Takasaki skrevet omArkitektur som en social kunstart. Jeg har medtaget hanspunkter derfra (se overfor), da de, til forskel fra den tidligemodernismes sociale arkitekturimpulser, rummer et fuld-byrdet menneskebillede.14 Takasakis sociale arkitekturrummer en omsorg for menneskets bevidsthedsmæssigeudfrielse, dets genklang i universet, dets skabende og gen-skabende processer, dets forankring i og medskabelse afhistorien og afbalanceringen mellem vilje, følsomhed, fy-sisk struktur og funktionel mekanisme. Crystal Light havdesåledes i sit programmatiske udgangspunkt yderst konse-kvent og vidtgående formuleret ingredienserne i det udvik-lende arbejdsrum.

„Crystal Light er et arkitektonisk arbejde, der vækker enkunstnerisk impuls og derved stimulerer bevidstheder idødvande og åndløshed,“ skriver Takasaki: „Jeg søgte atskabe en bygning, hvor menneskets krop, bevidsthed ogånd bevidst eller ubevidst kunne lette, [en bygning,] derkunne skærpe ens perception og realisere ens eget selv.Jeg søgte også at få den til at tjene som katalysator for at

Masaharu Takasaki: Crystal Light, Tokyo (1987), kig mod himlen fra det indre atrium

125

DDDDD

DDDDD

GGGGGIIIII FFFFF

BBBBB

BBBBB AAAAA

AAAAA

CCCCC

EEEEE

HHHHH

hjælpe mennesker til at finde og uddybe kommunikatio-nen mellem en persons vilje til form og materialets ‘vilje’til at blive formet.“15

Men da jeg i forsommeren 1989 kom til Tokyo, var byg-ningen rømmet og ville blive revet ned i nær fremtid. Cry-stal Light havde ikke levet op til de forretningsmæssigeforventninger for sin kostbare byggegrund og måtte ladepladsen for en mere rentabel bygning.16 Her kunne manforbande privatøkonomiens lovmæssigheder, for det havdeværet særdeles værdifuldt for os andre at kunne følge oppå og høste erfaringer fra arbejdet i denne bygning.

Selv den modernistiske arkitekturs nestor, Kenzo Tange(f. 1913), har måttet se et af sine værker fra 50erne, det ele-gante Sogetsu Art Center (1958), vige pladsen for et nyt ogstørre. Til forskel fra Takasaki fik Tange dog selv lov til attegne den nye bygning. Sogetsu Art Center er hovedkontorfor en af Japans største ikebana-skoler, Sogetsu. Hvor Tan-ges pavillon fra 1958 havde tre etager, med de to øversteetager indklædt i mørkeblå glaserede tegl som et tungt vo-lumen svævende over stueetagens spinkle glaslukke, såblev der, typisk for Tokyos udvikling, fundet plads til syvgange så mange kvadratmetre bag det nye Sogetsus him-melstræbende, mørkeblå spejlglasfacader.18 Hvor det gamleSogetsu havde sin konstruktive soliditet og udtalte Corbu-sier-inspirerede gestik, så lod det nye Sogetsu (1977) tidensstrømninger virke diskret tilbage på Tanges senmoder-nisme. Som for eksempel den koket asymmetriske, mat-sorte søjle i den tilbagelagte indgangsåbning, som i sinopadstræben skruer 45° og slutter, så den lige akkurat ikkerører. Eller det raffinerede, diagonale skår, der skiller byg-ningens to hovedvolumener og giver bygningen en uhyrepræcision og udtrykskraft på sit gadehjørne. Direkte over-sat betyder So-getsu, Blå Måne, og Kenzo Tange fortæller, atfarven blå samtidig associerer til lederen af Sogetsu, SofuTeshigahara, da so i hans fornavn betyder blå,19 så valget afde blå spejlglasfacader virker hér sjældent indlysende.Sogetsu knejser højt over de kejserlige parker, der strækkersig nord for bygningen og som orkanens stillestående øjeudgør det travle Tokyos paradoksalt stille centrum. Tangeselv indrettede sin tegnestue i det nye Sogetsus oversky-dende øverste etager, med en for en verdensarkitekt pas-

Crystal Light, plan og snit, ca. 1:300

A privatrumB tomrumC familierumD balkonE salonF kontorG meditationsrum

H gæsterumI patioL hovedindgangM sideindgang

Boblearkitektur

LLLLL

MMMMMJJJJJ

FFFFFGGGGG

IIIII

HHHHH

Architecture as a Social ArtI consider architecture as a social art. It is an act of makinga configuration inclusive of following:

- a form whereby people are incited to realize their views oncosmos, nature and oneself,

- a form whereby people come to recognize a past history andwill produce it anew,

- a form whereby people involved share the joy of creating,and of re-creating as if it were a living creature,

- a form wherein the physical structure, functional mechan-ism, sensitivity and one’s own will are kept in good balance,

- a form whereby people are induced to meditate, realize one’sliberated state of mind, and

- a form wherein the infinite world contained in the universeresounds.Actually, in designing architecture, I take into considerationsocial and individual elements:

Social Elements:

- Benefits society as a problem-solving medium, for instance,a certain space for the public,

- the sensitivity and emotional development of the people, - Pursuit of work values through handmade products, and - Incorporation of community characteristics,

Individual Elements:

- The innate forms of nature, human beings as a person sub-consciously conceives.I attempt to make an architectural work as a „social being“containing these social elements, and as a „living entity“implicitly expressing these individual spiritual elementsthrough the materials used. It seems now is the time whenwe should explore a direction of architecture to relate withthe fauna and flora and nature as a whole, as well as themental and spiritual aspects of people in the community.Through such formative art, I intend to exert some impactthat will give birth to a new culture or new consciousnesstoward the future.

Masaharu Takasaki

126

Hinaya

sende prominent udsigt. Sogetsu har stærke rødder i tradi-tionens ikebana, men udviser i forhold til andre ikebana-skoler ganske avantgardistiske træk og har taget udfor-dringen i mødet med moderne vestlig kunst op på et højtniveau.20 Det er således naturligt for en institution somSogetsu at udtrykke sig gennem moderne arkitektur. Te-skoler som Ura Senke og Omote Senke har i Kyoto lige-ledes indrettet sig med moderne hovedsæder. Sådanne tids-svarende iscenesættelser er med til at fastholde og ud-bygge traditionelle størrelsers vitale placering i det mo-derne Japan. En ganske stor del af de japanske kvinder la-der sig stadig uddanne indenfor de klassiske dyder, og kun-sten at arrangere blomster står sammen med te-ceremo-nien centralt i opretholdelsen og videreførelsen af det tra-

Kenzo Tange: det gamle Sogetsu, Tokyo (1958) Kenzo Tange: det nye Sogetsu, Tokyo (1977)

ditionelle Japans moralske, kulturelle og æstetiske kodeks.Kan Japan stadig virke lidt uigennemtrængelig overfor

den fri verdenshandel, hvad særlig amerikanerne har mar-keret stor utilfredshed med, så er der i Japan en voldsomindenlandsk konkurrence.21 Det Japan, som konstitueredesefter 1945, blev stort set modelleret efter den amerikanskemodel, så den japanske økonomi har i forhold til nord-europæiske tilstande været underlagt langt færre styrings-mekanismer. Det frie initiativs råderum er kun helt spora-disk blevet korrigeret af kulturelle eller sociale målsæt-ninger, og efterkrigstidens omfattende bydannelser er ble-vet til under ganske snævre nytteperspektiver. For eksem-pel er store dele af den trafikale infrastruktur planlagt udfra rene profitmotiver. De resulterende urbane tilstande

rummer med deres lave organisationsniveau et latent be-hov for opmærksomhedsskabelse. Alle har brug for at bliveset - også institutioner som universiteterne. De drives somstore private virksomheder i stadig konkurrence om nyestuderende og må fortsat pleje deres renommé. De stude-rendes fremtidige ansættelsesmuligheder er i lige så højgrad betinget af institutionens placering på universiteter-nes rangliste som af den individuelle præstation.

Tokyo Institute for Technology opførte til deres 100-årsjubilæum TIT Centennial Hall (1987), en særdeles markantbygning ved universitetets indgang. Den minder mest af altom en rumstation, der er faret vild i en af Tokyos endeløseforstæder. Smukke, kontemplative haver foran bygningensvinduer, som forbinder menneske og natur - nej, træerne er