HJEMLØSESTRATEGIEN AFSLUTTENDE RAPPORT · 2018. 6. 20. · På den ene side har man ønsket at afprøve og do-kumentere en række virkningsfulde metoder i arbejdet med hjemløse

Til

Social- og Integrationsministeriet

Dokumenttype

Rapport

Dato

September 2013

HJEMLØSESTRATEGIEN

AFSLUTTENDE RAPPORT

HJEMLØSESTRATEGIEN

Rambøll

Hannemanns Allé 53

DK-2300 København S

T +45 5161 1000

F +45 5161 1001

www.ramboll-management.dk

1. Indledning 1 2. Målopfyldelse 6 3. Dokumentation af Hjemløsestrategien 19 4. Implementering af Housing First i Danmark 23 5. De unge hjemløse 37 6. Individual Case Management (ICM) 45 7. Critical Time Intervention (CTI) 77 8. Assertive Community Treatment (ACT) 105 9. Udredning og Plan 127 10. Opsøgende og Kontaktskabende Indsatser 148 11. Køreplan for God Løsladelse 178 12. God Udskrivning 192 13. Øvrige projekter 205 14. Erfaringer fra kommunernes egne undersøgelser og

evalueringer 232

BILAG

Bilag 1: Metode og metodeovervejelser

INDHOLD

SFI - Det Nationale Forskningscenter for Velfærd

Herluf Trolles Gade 11

DK-1052 København K

T +45 3348 0800

F +45 3348 0833

www.sfi.dk

http://www.sfi.dk/

1

1. INDLEDNING

Denne rapport udgør hovedrapporten for evalueringen af Hjemløsestrategien og skal ses i for-

længelse af sammenfatningsrapporten for evalueringen.

Hjemløsestrategien blev iværksat i forlængelse af satspuljeforhandlingerne i 2008, hvor partierne

bag puljen afsatte midler til et flerårigt program med det overordnede formål at nedbringe hjem-

løsheden i Danmark. Programmet er gennemført i årene 2009-2013 med en samlet økonomisk

ramme på ca. 500 mio. kr.

Hjemløsestrategien har haft et dobbelt fokus. På den ene side har man ønsket at afprøve og do-

kumentere en række virkningsfulde metoder i arbejdet med hjemløse. På den anden side har

man ønsket at reducere hjemløsheden i Danmark, hvilket udtrykkes i Hjemløsestrategiens fire

overordnede målsætninger – at ingen borgere ufrivilligt skal overnatte på gaden, at unge hjemlø-

se skal tilbydes andre løsninger end at overnatte på herberger, at reducere lange ophold på her-

berger og at sikre en boligløsning ved løsladelse fra fængsler og udskrivning fra hospita-

ler/behandlingstilbud.

I første omgang blev otte kommuner inviteret til at samarbejde med Social- og Integrationsmini-

steriet om at udmønte Hjemløsestrategien i konkrete indsatser for hjemløse borgere. De otte op-

rindeligt udvalgte kommuner kaldes efterfølgende for aftalekommunerne. Der er i forbindelse

med disse kommuner blandt andet givet støtte til opførelse eller ombygning af boliger til hjemlø-

se borgere, til at styrke de socialpædagogiske indsatser, til koordinering og bostøtte samt Opsø-

gende og Kontaktskabende Indsatser.

De otte aftalekommuner er Albertslund, Esbjerg, Frederiksberg, Høje-Taastrup, København,

Odense, Randers og Aarhus kommune.

De otte aftalekommuner opstillede konkrete mål for indsatser, der knytter an til Hjemløsestrate-

giens overordnede målsætninger. Målene skulle nås dels ved at opføre boliger, dels ved at styrke

metodearbejdet med hjemløse borgere gennem afprøvning af konkrete bostøttemetoder og andre

metoder. De otte kommuner har fået tildelt i alt ca. 410 mio. kr. til arbejdet med udmøntning af

Hjemløsestrategien.

Desuden bidrager ni andre kommuner ved at afprøve to af de tre bostøttemetoder. Disse kom-

muner kaldes efterfølgende bostøttekommuner. Bostøttekommunerne fik tildelt i alt 35 mio. kr. i

maj 2010 til dette arbejde. De ni bostøttekommuner er Guldborgsund, Herning, Horsens, Hvidov-

re, Næstved, Svendborg, Varde, Viborg og Aalborg kommune.

Når vi i det nedenstående henviser til aftale- og bostøttekommunerne samlet bruger vi ordet

strategikommunerne, der således er alle de kommuner, der har deltaget i Hjemløsestrategien.

1.1 Organiseringen af Hjemløsestrategien

Organisatorisk blev Hjemløsestrategien forankret med en politisk og administrativ styregruppe,

med Social- og Integrationsministeriet og de 8 aftalekommuner. Styregruppen mødtes halvårligt,

med politisk repræsentation ved hvert andet møde, og diskuterede løbende resultaterne for den

løbende dokumentation af strategien. Det skal som en selvstændig pointe fremhæves, at den po-

litiske forankring af målsætningerne har været med til at skabe et positivt og vedvarende fokus i

alle de deltagende aftalekommuner gennem hele projektperioden. Den politiske forankring af

Hjemløsestrategien har bidraget til en kontinuerlig opmærksomhed og prioritering.

I forbindelse med Hjemløsestrategien blev der ligeledes etableret en faglig følgegruppe, der hav-

de til formål at bidrage med faglige perspektiver, faglig kvalificering samt anbefalinger til styre-

gruppen undervejs i projektperioden. Den faglige følgegruppe havde repræsentanter fra SAND,

Sammenslutningen af boformer for hjemløse borgere (SBH), faggruppen af efterforsorgsmedar-

bejdere, KL, Rådet for Socialt Udsatte, den svenske Socialstyrelse og forskningschef Evelyn Dyb,

Norsk Institut for By- og Regionsforskning (NIBR), Norge.

2

Til at understøtte metodeafprøvningen i kommunerne havde Socialstyrelsen en rådgivningsfunk-

tion, der omfattede en løbende sparring med projektlederne, halvårlige møder i netværk samt

halvårlige metodenetværk, hvor forskellige temaer omkring afprøvningen og metoderne blev dis-

kuteret. Rådgivningsfunktionen arbejdede dels med projektledernetværk, dels med metodenet-

værk, hvor de kommuner, der arbejdede med en given metode, mødtes og diskuterede udviklin-

gen. Rådgivningsfunktionens formål har desuden været at bidrage til at sikre, at kommunernes

arbejde gennem hele forløbet har været i overensstemmelse med det overordnede formål med

satspuljebevillingen.

Rambøll Management Consulting og forsker Lars Benjaminsen, SFI – Det Nationale Forsknings-

center for Velfærd – har fungeret som eksterne konsulenter på opgaven. Opgaverne har primært

vedrørt:

At understøtte kommunernes fastlæggelse af indsatser og målsætninger ved at inddrage

den bedst tilgængelige viden på området.

At oversætte og videreudvikle metodebeskrivelser og implementeringsguider til kommu-

nerne.

At foretage en løbende dokumentation på individniveau af alle de borgere, der modtog

støtte under Hjemløsestrategien.

At udarbejde årlige statusrapporter om programmets progression.

At udarbejde en samlet afsluttende evaluering af Hjemløsestrategien.

1.2 Kommunernes målfastsættelse og løbende målopfølgning

Centralt i Hjemløsestrategien står de nedenstående fire overordnede målsætninger, som Hjemlø-

sestrategien samlet set skal bidrage til at nå:

Figur 1-1: Hjemløsestrategiens fire overordnede målsætninger.

I løbet af foråret og sommeren 2009 kortlagde de otte aftalekommuner omfanget af hjemløshed i

de respektive kommuner. På dette grundlag traf kommunalbestyrelserne beslutning om, hvilke af

de fire målsætninger man i den enkelte kommune ønskede at arbejde med, og hvilke konkrete

mål kommunen ville sætte for udviklingen frem til 2012 for det pågældende område.

Arbejdet med at fastlægge konkrete måltal i forhold til Hjemløsestrategiens fire målsætninger

blev for de involverede kommuner en faglig udfordring, hvor kommunerne ud fra deres bedste

skøn har forsøgt at fastlægge realistiske måltal. Hjemløseområdet var et indsatsområde som

kommunerne først overtog ansvaret for i forbindelse med kommunalreformen i 2007.

Det overordnede formål med at opstille målsætninger var at ansvarliggøre kommunalbestyrelser-

ne i de otte kommuner, der indgik, med hensyn til:

At synliggøre og skaffe viden om hjemløseproblemets omfang og art i kommunen. At fastsætte mål på baggrund heraf for indsatsen.

HJEMLØSESTRATEGIENS FIRE OVERORDNEDE MÅLSÆTNINGER

1. Ingen borgere skal leve et liv på gaden.

2. Ingen unge bør opholde sig på forsorgshjem, men tilbydes andre løsninger.

3. Ophold på forsorgshjem eller herberger bør ikke vare mere end 3-4 måneder for borge-

re, der er parate til at flytte i egen bolig med den fornødne støtte.

4. Løsladelse fra fængsel eller udskrivning fra behandlingstilbud eller sygehus bør forud-

sætte, at der er en løsning på boligsituationen.

3

Tæt forbundet med opstillingen af målsætninger var en fælles styringsmodel på tværs af de del-

tagende kommuner i forhold til vurdering af målindfrielsen. Dette indebar blandt andet, at alle

kommunerne har taget udgangspunkt i den samme måde at kategorisere og opgøre forskellige

hjemløsesituationer, og at man konkret har benyttet et fælles datagrundlag som referencepunkt,

nemlig dels Ankestyrelsens statistik over § 110-boformbrugere, dels SFI’s hjemløsetællinger.

Det har på den måde været muligt løbende at følge op på målindfrielsen i både de deltagende

kommuner og for Hjemløsestrategien som helhed idet man som udgangspunkt har benyttet en

fælles begrebslig ramme og et fælles datagrundlag.

I nedenstående tabel ses en oversigt over, hvilke målsætninger de enkelte aftalekommuner har

valgt at arbejde med.

Tabel 1-1: Aftalekommunernes målsætninger.

MÅLSÆTNINGER, SOM AFTALEKOMMUNERNE HAR VALGT AT ARBEJDE MED

Målsætning 1 Målsætning 2 Målsætning 3 Målsætning 4

Gadesovere Unge Opholdstid Udskrivning/

løsladelse

Albertslund X X X

Esbjerg X X X

Frederiksberg X X X

Høje-Taastrup X

København X X X X

Odense X X X X

Randers X X X

Aarhus X X X X

Som det fremgår af tabellen, arbejder flere af kommunerne med alle eller næsten alle målsæt-

ningerne. Der er således bred opbakning til strategiens målsætninger fra de enkelte deltagende

kommuner.

Kommunerne i bostøttepuljen fastlagde målsætningerne i løbet af foråret og forsommeren 2010.

Nedenstående tabel viser, hvilke målsætninger kommunerne i bostøttepuljen arbejder med. Som

det fremgår af tabellen, er der særligt fokus på målsætning 2 og 3.

Tabel 1-2: Bostøttekommunernes målsætninger.

MÅLSÆTNINGER, SOM KOMMUNERNE I BOSTØTTEPULJEN HAR VALGT AT ARBEJDE MED

Målsætning 1 Målsætning 2 Målsætning 3 Målsætning 4

Gadesovere Unge Opholdstid Udskrivning/

løsladelse

Aalborg X X X

Guldborgsund X X

Herning X X

Hvidovre X X X X

Næstved X X X X

Svendborg X

Varde X X

Viborg X X

Horsens X X

4

1.3 Metoderne og kommunerne

Der arbejdes i Hjemløsestrategien systematisk med seks udvalgte tilgange/metoder. Nedenstå-

ende oversigt viser, hvilke kommuner der arbejder med de forskellige metoder i Hjemløsestrate-

gien.

For en uddybende beskrivelse af de enkelte metoder henvises til de enkelte kapitler i denne rap-

port, der uddyber metoder. Herudover er der udarbejdet metodebeskrivelser for henholdsvis ICM,

CTI og ACT.

Figur 1-2: Oversigt over, hvilke kommuner der arbejder med hvilke metoder.

Udredning og Plan CTI ICM

Albertslund

Esbjerg

Frederiksberg

København

Odense

Randers

Aarhus

Viborg

Esbjerg

Frederiksberg

København

Odense

Aarhus

Aalborg

Guldborgsund

Herning

Hvidovre

Næstved

Varde

Viborg

Horsens

Albertslund

Esbjerg

Frederiksberg

Odense

Randers

Aarhus

Høje-Taastrup

Aalborg

Guldborgsund

Herning

Hvidovre

Næstved

Svendborg

Varde

Viborg

Horsens

ACT Opsøgende og Kontakt-

skabende Indsatser

Køreplan for God Løsladel-

se

København

Aarhus

Frederiksberg

København

Aarhus

Albertslund

Esbjerg

København

Odense

Randers

Aarhus

Herudover kan det nævnes, at Esbjerg, Odense, Randers og Aarhus arbejder med God Udskriv-

ning, der handler om at sikre en boligløsning og generel koordination ved udskrivning fra hospital

eller behandling. Arbejdet med God Udskrivning har karakter af at være en erfaringsopsamling,

med identifikation af barrierer og muligheder for samarbejdet og i nogle kommuner angivelse af

konkrete bud på samarbejdsmodeller.

1.4 Afprøvning af metoder i kommunerne

Som fremhævet ovenfor har processen i Hjemløsestrategien været, at kommunerne indlednings-

vist har meldt sig ind på en række målsætninger i foråret og sommeren 2009.

I løbet af efteråret 2009 blev kommunerne inviteret til en række metodeseminarer, hvor de en-

kelte metoder blev præsenteret. Herefter tog kommunerne endelig beslutning om, hvilke meto-

der man konkret ville afprøve. Undervisningen på metodeseminaret blev suppleret af en række

konkrete værktøjer og skabeloner, der understøtter afprøvningen af metoderne i kommunerne.

Den primære introduktion til metoderne er således forløbet gennem fælles seminarer om de en-

kelte metoder samt konkrete skriftlige støtteværktøjer, der beskriver metoderne.

Herudover har Socialstyrelsen løbende afholdt netværksmøder for kommunerne med fokus på

metodeafprøvningen med afsæt i dokumentationsresultaterne. Netværksmøderne har været et

rum for at udveksle erfaringer og dele refleksioner omkring den lokale afprøvning. Endelig har

netværksmøderne, kombineret med Socialstyrelsens løbende kontakt med kommunerne, været

5

et rum for at kvalificere og korrigere afprøvningen, så den i størst muligt omfang er ”tro” over for

metoden. Hertil skal det dog fremhæves, at der er en variation mellem kommunerne, der blandt

andet skyldes forskellige kommunale organiseringer og forankringer af indsatsen. Disse lokale

forskelle uddybes her i hovedrapporten.

6

2. MÅLOPFYLDELSE

I dette afsnit rettes fokus mod, hvorvidt man med Hjemløsestrategien har indfriet de opsatte

målsætninger. Der tages udgangspunkt i aftalekommunerne, da aftalekommunerne har indgået

som en integreret del af opsætningen af målsætningerne for strategien.

2.1 Vurderingen af de fire målsætninger

Datagrundlaget for vurderingen af indfrielsen af målsætningerne 1 og 4 vedrørende henholdsvis

gadesovere og løsladte/udskrevne er SFI’s hjemløsetælling fra februar 2013. Datagrundlaget for

vurdering af målsætning 2 og 3 om henholdsvis unge på boformer og længden af ophold på bor-

former er Ankestyrelsens årsstatistik for 2012.

Det er i den forbindelse vigtigt at understrege, at Ankestyrelsens årsstatistik er udarbejdet på

baggrund af talmateriale fra boformerne, som er indsamlet fra hele kalenderåret 2012. Ankesty-

relsens tal giver dermed et samlet billedet af hele året 2012. Heroverfor vedrører tallene fra SFI’s

hjemløsetælling en enkelt uge i februar 2013. Tallene for de enkelte målsætninger er dermed ik-

ke umiddelbart sammenlignelige.

Det er vigtigt at understrege, at udviklingen i forhold til målsætningerne i Hjemløsestrategien ik-

ke alene kan tilskrives effekter af metodearbejdet i Hjemløsestrategien. Metodearbejdet i Hjem-

løsestrategien sigter med bostøttemetoderne mod at gøre en indsats for borgere, der er eller har

været hjemløse, således at man fastholder de pågældende i en bolig og undgår tilbagefald til

hjemløshed efter etablering af en boligløsning. Hvis der skal ske en mere generel reduktion af

hjemløsheden i kommunerne, forudsætter det samtidig en lang række øvrige indsatser for at fo-

rebygge hjemløshed. Dette kan eksempelvis være i form af generel forebyggelse af sociale og

sundhedsmæssige problemer, en klar satsning på indsatser for unge, forebyggelse af udsættel-

ser, en lettere adgang til billige boliger for borgere med lav indtægt, samt en bedre koordination

og samarbejde mellem forskellige instanser (psykiatri, jobcenter, misbrugscenter, boliganvisning

med videre), der er i kontakt med borgere, som har mistet eller er i risiko for at miste deres bo-

lig. Den generelle udvikling i niveauet af hjemløshed i kommunerne må samtidig forstås i relation

til strukturelle og konjunkturmæssige tendenser på boligmarkedet og arbejdsmarkedet, som kan

påvirke muligheden for, at udsatte borgere kan skaffe sig en bolig. Dette uddybes i kapitel 4

nedenfor.

7

2.2 Den samlede udvikling i hjemløsheden

I dette afsnit opgør vi den samlede udvikling i omfanget af hjemløsheden i strategikommunerne

samt i landets øvrige kommuner, målt ved SFI’s kortlægninger af hjemløshed i 2009, 2011 og

2013. Kortlægningerne opgør omfanget af hjemløsheden i én bestemt uge, der ved hver kort-

lægning har været uge 6.

Tabel 2-1: Antal borgere, der befinder sig i en hjemløshedssituation, 2009-2013.

Borgerens hjemkom-

mune

Uge 6, 2009 Uge 6, 2011 Uge 6, 2013 Ændring

2009-2013

Ændring

2009-2013

(pct.)

Albertslund 46 46 52 6 13

Esbjerg 128 130 144 16 13

Frederiksberg 233 203 178 -55 -24

Høje-Taastrup 45 63 63 18 40

København 1.494 1.507 1.581 87 6

Odense 208 178 110 -98 -47

Randers 100 64 92 -8 -8

Aarhus 466 588 617 151 32

De 8 aftalekommuner 2.720 2.779 2.837 117 4

Guldborgsund 120 100 99 -21 -18

Herning 149 167 149 0 0

Horsens 87 57 77 -10 -11

Hvidovre 67 130 145 78 116

Næstved 59 66 86 27 46

Svendborg 63 45 32 -31 -49

Varde 27 28 28 1 3

Viborg 62 60 68 6 10

Aalborg 218 231 259 41 19

De 9 bostøttekommu-

ner i alt

852 884 943 91 11

Øvrige kommuner i alt 1.426 1.627 2.040 614 43

Hele landet i alt 4.998 5.290 5.820 822 16

Kilde: SFI – Det Nationale Forskningscenter for Velfærd

På landsplan er antallet af hjemløse borgere opgjort ved kortlægningerne over perioden fra 2009

til 2013 steget med 16 pct. fra 4.998 personer i 2009 til 5.820 personer i 2013. Udviklingen har

været markant forskellig, når vi sammenligner strategikommunerne under ét med de øvrige

kommuner. I aftalekommunerne har stigningen set under ét været 4 pct., og i bostøttekommu-

nerne har stigningen været 11 pct. mens der i de øvrige kommuner er sket en stigning på 43 pct.

Der er dog en betydelig variation mellem strategikommunerne. I København, hvor antallet af

hjemløse borgere samlet set er langt det største, er tallet steget med 6 pct. I Aarhus er der sket

en kraftig stigning med 32 pct., mens der i Odense næsten er sket en halvering med et fald på

47 pct.

Baseret på de interviews, der er foretaget med nøgleaktører som en del af evalueringen, er en

hovedårsag til den kraftige stigning i hjemløsheden i Aarhus, at der er en betydelig mangel på

billige lejeboliger til kommunal anvisning i byen, hvor boligsituationen i højere grad har lighed

med boligsituationen i hovedstadsområdet end med de øvrige større provinsbyer.

8

I Odense meldes der derimod om, at det i vid udstrækning har været muligt at skaffe tilstrække-

ligt med boliger til de hjemløse borgere i strategiperioden. Tallet for Odense afspejler således

formentlig en kombination af et forholdsvis stort bostøtteprogram og en gunstig boligsituation.

Også bostøttekommunerne imellem er der en betydelig variation i udviklingen med et betydeligt

fald i Svendborg, mens der har været en kraftig stigning i hjemløsheden i Hvidovre. I Hvidovre

meldes der generelt om en presset boligsituation, præget af den generelle boligsituation i hoved-

stadsområdet, med betydelige vanskeligheder med at skaffe tilstrækkeligt med boliger til anvis-

ning. Også i Aalborg er der sket en stigning i hjemløsheden med 19 pct.

I gruppen af øvrige kommuner er antallet af hjemløse borgere under ét steget med 43 pct.

Denne gruppe af kommuner består af forskellige typer af kommuner, dels mindre kommuner,

dels en gruppe af mellemstore kommuner, der ikke har været med i Hjemløsestrategien, samt

gruppen af omegnskommuner rundt om København.

Trods den indbyrdes variation i udviklingen i strategikommunerne er forskellen mellem strategi-

kommunerne og de øvrige kommuner markant. Sammenholdt med evalueringens dokumentation

af bostøttemetoderne under Hjemløsestrategien, der generelt viser, at disse indsatser har været

særdeles effektive til at få hjemløse borgere ud af hjemløshed og i bolig, må en betydelig del af

forskellen i udviklingen mellem strategikommunerne og de øvrige kommuner tilskrives Hjemløse-

strategien.

2.3 Målsætning 1: Ingen borgere skal leve et liv på gaden

Der er fem af aftalekommunerne, som arbejder med målsætningen om, at ingen borgere skal le-

ve et liv på gaden. Aftalekommunerne har opsat delmål for 2012. Tabellen nedenfor sammenhol-

der situationen ved tællingen i 2013 med det opstillede delmål: Ingen borgere skal leve et liv på

gaden. 1

Tabel 2-2: Antal gadesovere ved SFI’s hjemløsetælling i 2013 sammenholdt med kommunale målsætnin-ger.

Bopælskommune Udgangspunkt 2009 (SFI) Målsætning 2012 Tælling 2013 (SFI)

Albertslund 5 2 4

Frederiksberg 28 10 18

København 174 70 259

Odense 34 17 9

Aarhus 66 10 61

Total 307 109 351

Noter til tabel:

- Kommunernes målsætninger for 2012 er formuleret på baggrund af antallet af gadesovere opgjort ved SFI’s hjem-

løsetælling fra 2009.

I Odense er der i løbet af perioden opnået en betydelig reduktion i antallet af gadesovere, der

ved tællingen i 2013 er væsentligt lavere end måltallet.

I de øvrige kommuner er måltallet ikke nået. På Frederiksberg er antallet af gadesovere i 2013

dog en del lavere end ved tællingen i 2009.

I Aarhus er der sket et lille fald i antallet af gadesovere i 2013 sammenlignet med udgangspunk-

tet i 2009, men målsætningen sat for 2012 er ikke nået.

1 Det kan nævnes, at der som følge af Hjemløsestrategiens indsatser er blevet sat mere fokus på målgruppen, og at der i forlængelse

heraf også er opnået større kendskab til borgere, berørt af hjemløshed. Det kan derfor ikke afvises, at Hjemløsestrategien har medført

et øget kendskab til antallet af borgere, berørt at gadehjemløshed.

9

I København er der sket en stigning i antallet af gadesovere. Det skal imidlertid påpeges, at der

særligt for antallet af gadesovere i København er en stor usikkerhed på tallet2.

2.4 Målsætning 2: Ingen unge bør opholde sig på forsorgshjem

Nedenstående tabel giver en status for målsætning 2 for de aftalekommuner, som har valgt at

arbejde med denne som et led i Hjemløsestrategien.

Ved læsning af tabellen skal man være opmærksom på, at Ankestyrelsen løbende reviderer og

kvalificerer deres samlede database. Eksempelvis kan det vise sig, at der tidligere har været fo-

retaget manglende eller forkerte registreringer af ophold3. Dette betyder, at antallet af ophold for

2007, opgjort på nuværende tidspunkt, er anderledes end det oprindelige udgangspunkt, som

kommunerne har formuleret deres målsætninger på baggrund af. For enkelte kommuner kan for-

skellene være betragtelige, men ændringen er samlet set moderat. I tabellen nedenfor vises bå-

de det oprindelige udgangspunkt for 2007 og Ankestyrelsens seneste opgørelse over antallet af

ophold i 2007. Ud over antallet af ophold viser tabellen også antallet af unikke unge, idet den

samme person kan have haft flere ophold.

Tabellen viser både det det samlede antal ophold af unge og antallet af ophold fratrukket de 7

boformer, der har oprettet særlige ungepladser som et led i forsøget på at få de unge ud af

hjemløshed og videre til mere permanente boligløsninger.

Tabel 2-3: Antal unge og antal ophold af unge (18-24 år) på forsorgshjem ved Ankestyrelsens opgørelse i 2011 sammenholdt med kommunale målsætninger.

Antal ophold Antal unge

Årstal 07

(opr.)

07

10 11 12 12 (eks.

unge

pl)2

Målsæt.

2012

07 10 11 12 12 (eks.

unge pl)2

Esbjerg 44 36 51 129 73 73 0 20 36 59 50 50

Frederiksberg 25 29 43 43 35 18 4 21 29 35 29 17

København 204 210 240 196 177 82 82 193 220 166 136 66

Odense1 65 115 90 76 68 68 25 41 56 39 39 40

Randers 15 31 43 67 85 10 3 10 27 49 46 7

Aarhus 137 237 233 144 93 89 10 60 65 53 43 43

Total 490 658 708 671 539 348 124 345 440 415 349 229

Kilde: Ankestyrelsen 1 Det skal bemærkes, at Odense Kommune i deres projektansøgning har angivet SFI’s hjemløsetælling fra 2009 som

baseline, mens de resterende kommuner tager udgangspunkt i Ankestyrelsens årsstatistik fra 2007. 2 Ankestyrelsen har i februar 2013 spurgt alle botilbud der indgår i ovenstående tabel, om der er oprettet særlige §

110-pladser målrettet unge. Der er 7 botilbud der har sådanne tilbud. Det har ikke været muligt kun at fratrække de

særlige pladser til unge. Kolonnen viser således antallet af forløb/unge i 2012, fratrukket alle unge på de 7 botilbud

med særlige pladser målrettet unge.

Tabellen viser, at der i 2012 er færre ophold af unge og færre unge på boformer end i de foregå-

ende to år. Hvor der i 2010 var 708 ophold af unge på boformer, er dette tal i 2012 faldet til 539.

Fratrukket de 7 botilbud med særlige § 110-pladser målrettet unge var der 348 ophold i 2012.

Tilsvarende er antallet af unge på boformerne faldet fra 440 i 2010 til 349 i 2012. Fratrukket bo-

former med særlige ungepladser er antallet 229. Der er med andre ord sket en positiv udvikling i

de to seneste år.

2 For en del af gadesoverne i København mangler der oplysninger til at kunne identificere, om der er tale om gengangere, samt hvor-

vidt personen har fast/legalt ophold i Danmark. Der er kun tilstrækkeligt med oplysninger til at afgøre, at der er tale om unikke perso-

ner, der samtidig har fast/legalt ophold i Danmark, for 134 ud af de 259 gadesovere i København. Personer for hvem det fremgår, at

de er uden fast/legalt ophold i Danmark, er ikke inkluderet i det opgjorte antal gadesovere. 3 Der korrigeres primært for fejl ved manglende udskrivninger af brugere samt fejlindskrivninger i § 110-registret af brugere, der mod-

tager anden hjælp/støtte end § 110 – f.eks. § 108 eller efterværn i egen bolig. Ligeledes korrigeres der for fejl i de datasæt, der bliver

leveret fra de forskellige eksterne systemer, f.eks. opsætningsfejl.

10

I forhold til de oprindelige målsætninger for antallet af ophold af unge er der dog fortsat vej igen.

Både det samlede antal ophold og antallet fraregnet boformer med ungepladser er højere end

den oprindelige målsætning for 2012 på 124 ophold for unge mellem 18-24 år.

For Københavns Kommune kan det bemærkes, at Ankestyrelsens statistik omfatter enkelte bo-

former, der både omfatter herberger og krisecentre for kvinder. For disse boformer indgår alle

registrerede brugere i statistikken, idet det ikke har været muligt at skelne brugerne af krisecen-

terfunktionerne fra de øvrige brugere4.

For en uddybning og diskussion af spørgsmålet omkring de unge hjemløse borgere henvises til

kapitel 5.

2.5 Målsætning 3: Kortere opholdstider for borgere på § 110-boformer, der er parate til at

flytte i egen bolig med den fornødne støtte

Ankestyrelsens statistik over opholdstider på § 110-boformer viser en stigning i antallet af op-

hold, der varer 120 dage eller derover. Hvor der i 2007 på landsplan var 1.765 ophold over 120

dage, var dette tal steget til 1.917 ophold i 2012.

Det skal nævnes, at målsætningen vedrører opholdstider for borgere, der er parate til at flytte i

egen bolig. Ankestyrelsens statistik belyser udelukkende længden af opholdet. Ankestyrelsens

statistik udtaler sig ikke om, hvorvidt borgeren er parat til at flytte i egen bolig.

I nedenstående tabel opgøres aftalekommunernes resultater for målsætning 3: Ophold på for-

sorgshjem eller herberger bør ikke vare mere end 3-4 måneder for borgere, der er parate til at

flytte i egen bolig med den fornødne støtte.

Ved læsning af tabellen skal man igen være opmærksom på, at Ankestyrelsen har revideret deres

database siden Hjemløsestrategiens opstart. Der vises i tabellen både det oprindelige udgangs-

punkt for 2007, som kommunerne har formuleret deres målsætninger på baggrund af, samt tal-

lene for 2007 efter Ankestyrelsens revision.

Tabel 2-4: Antal af ophold på forsorgshjem på 120 dage eller derover ved Ankestyrelsens opgørelse i 2010 sammenholdt med kommunale målsætninger opgjort via boformsregister.

Bopælskommune Udgangspunkt

2007 (opr.)

Udgangspunkt

2007

2010

2011 2012 Målsætning

2012

Albertslund 10 9 14 11 8 0

Esbjerg 81 84 67 76 71 20

Frederiksberg 51 51 75 85 76 21

Høje-Taastrup 20 22 24 24 21 5

København 614 526 525 532 569 400

Odense1 45 68 74 48 70 20

Randers 27 25 40 40 36 21

Aarhus 144 118 130 109 137 20

Total 992 903 949 925 988 507

Kilde: Ankestyrelsen 1: Det skal bemærkes, at Odense Kommune i deres projektansøgning har angivet SFI’s hjemløsetælling fra 2009

som baseline, mens de resterende kommuner tager udgangspunkt i Ankestyrelsens årsstatistik fra 2007.

Tages der udgangspunkt i Ankestyrelsens reviderede tal, viser tabellen, at der i perioden fra

2007-2012 er sket en stigning i antallet af længerevarende ophold på forsorgshjem, fra 903 i

2007 til 988 i 2012. Sammenholdt med det oprindelige udgangspunkt på 992 ophold i 2007, er

antallet af ophold dog stabilt. Det fremgår også af tabellen, at de otte kommuner samlet set er

langt fra at nå målsætningen for 2012 på 507 længerevarende ophold på forsorgshjem.

4 Ankestyrelsen 2011: Brugere af botilbud efter servicelovens § 110. Årsstatistik 2010, side 21.

11

Kommunerne har fremhævet, at den manglende reduktion af lange opholdstider først og frem-

mest hænger sammen med, at der (særligt i storbyerne) er store udfordringer i at finde egnede

boliger til borgere, der er parate til at flytte i egen bolig. Manglen på boliger kommer særligt til

udtryk i de større byer, hvor der er et udtalt behov for flere små og ikke mindst billige boliger.

Et yderligere perspektiv på opholdstiderne omhandler det forhold, at man med Hjemløsestrate-

gien forsøger at gennemføre et skift i tilgangen til borgerne. Der er iværksat en bevægelse fra et

fokus, der primært sigtede på omsorg til et mere udviklingsorienteret fokus på borgerens frem-

adrettede muligheder for en selvstændig boligløsning med den nødvendige individuelle støtte.

Opholdstiderne kan ses som en afspejling af, at denne proces stadig er i gang. Dette kan dog ik-

ke forklare, at der er sket en stigning i antallet af lange ophold.

For Københavns Kommune kan det igen specifikt bemærkes, at Ankestyrelsens statistik omfatter

enkelte boformer, der både omfatter herberger og krisecentre for kvinder (se ovenstående af-snit).

2.6 Målsætning 4: Boligløsning ved løsladelse eller udskrivning

Målsætning 4 dækker over en væsentlig forskel mellem arbejdet med henholdsvis løsladte og ar-

bejdet med udskrevne fra blandt andet hospitaler. For de løsladte er der tale om, at man med

Hjemløsestrategien afprøver samarbejdsmodellen Køreplan for God Løsladelse, der er en præcis

og detaljeret plan for, hvordan samarbejdet mellem Kriminalforsorgen og kommunerne kan fore-

gå.

Heroverfor kan det nævnes, at metodearbejdet med udskrevne fra eksempelvis hospitaler befin-

der sig på et andet modenhedsniveau, idet man her primært forsøger at beskrive nogle mulighe-

der for samarbejdsmodeller. Herudover er der en stor forskel i selve konteksten for arbejdet, idet

man for de løsladte har et struktureret samarbejde med Kriminalforsorgen. Direktoratet for Kri-

minalforsorgen indgår i Hjemløsestrategiens styregruppe, ligesom de enkelte kommuner har ind-

gået samarbejdsaftaler med Direktoratet for Kriminalforsorgen og med Kriminalforsorgens insti-

tutioner. Konteksten for arbejdet med udskrevne fra hospitaler er her en anden, idet man ikke

har haft et tilsvarende samarbejde med regionerne fra start.

Nedenstående tabel viser målsætningerne for de aftalekommuner, som har valgt at arbejde med

målsætning 4 i Hjemløsestrategien. Tabellen er således et samlet udtryk for kommunernes arbej-

de med at finde boligløsninger til borgere ved både løsladelse fra Kriminalforsorgen og udskriv-

ning fra hospital eller behandlingssted.

Tabel 2-5: Antal hjemløse borgere, som står til løsladelse fra Kriminalforsorgen eller udskrivning fra ho-spital eller behandlingssted sammenholdt med kommunale målsætninger.

Bopælskommune Udgangspunkt 2009 (SFI) Målsætning 2012 2013 (SFI)

Albertslund1 9 3 2

Esbjerg 4 1 5

København 51 27 33

Odense 10 4 1

Randers 10 0 4

Aarhus 22 4 18

Total 106 39 63

Note 1: Det skal bemærkes, at Albertslund Kommune alene har forpligtet sig til at arbejde med Køreplan for God løs-

ladelse, hvorfor deres tal alene dækker over god løsladelse og således ikke udskrivning.

Øvrige noter til tabel:

- Kommunernes målsætninger for 2012 er formuleret på baggrund af antallet af borgere, som stod til løsladelse fra

fængsel eller udskrivning fra hospital uden at have en boligløsning ved SFI’s hjemløsetælling fra 2009.

Hvor Albertslund og Odense har indfriet deres målsætninger, er målsætningerne ikke nået i de

øvrige kommuner, om end målsætningen dog er tæt på at være opfyldt i København. Man skal

dog være opmærksom på, at der er tale om relativt få borgere.

12

Ovenstående tabel er et udtryk for situationen for målsætning 4 og differentierer således ikke

mellem arbejdet og målsætningerne for Køreplan for God Løsladelse og God Udskrivning, på nær

Albertslund Kommune, som alene har forpligtet sig til at arbejde med Køreplan for God Løsladel-

se. Nedenstående tabeller skelner mellem løsladelse og udskrivning og giver således et overblik

over, hvordan det specifikke arbejde med hvert af disse områder er forløbet.

Løsladelse fra fængsel

Af SFI’s hjemløsetælling fremgår det, at antallet af hjemløse borgere, som befinder sig under

Kriminalforsorgen og står til løsladelse inden for en måned, uden at der er fundet en boligløsning,

er faldet i de 6 kommuner, der arbejder med Køreplan for God Løsladelse. I 2009 var antallet

samlet set 32 personer, mens tallet er på 27 personer i 2011 og 23 personer i 2013.

Tabel 2-6: Udviklingen i antallet af hjemløse borgere, som befinder sig under Kriminalforsorgen, og som står til løsladelse inden for en måned, uden at der er fundet en boligløsning.

Kommune 2009 (SFI) 2011 (SFI) 2013 (SFI)

Albertslund 1 3 2

København 13 18 9

Esbjerg 2 0 2

Odense 6 1 1

Randers 0 0 1

Aarhus 10 5 8

Total 32 27 23

Noter til tabel:

- Udviklingen i kommunernes antal af hjemløse borgere, som befinder sig under Kriminalforsorgen, og står til løsla-

delse inden for en måned, uden at der er fundet en boligløsning, er opgjort på baggrund af SFI’s hjemløsetællinger

fra 2009, 2011 og 2013.

Udskrivning fra hospital eller behandlingssted

Af SFI’s hjemløsetælling fremgår det, at antallet af hjemløse borgere, som udskrives fra hospital

eller behandlingssted, uden at der er fundet en boligløsning, er faldet under ét i de 5 kommuner,

der har arbejdet med God Udskrivning – fra 66 personer i 2009 til 40 borgere i 2013.

Tabel 2-7: Udviklingen i antallet af hjemløse borgere, som befinder sig på hospital eller behandlingssted, og som står til udskrivning inden for en måned, uden at der er fundet en boligløsning.

Kommune 2009 (SFI) 2011 (SFI) 2013 (SFI)

København 38 42 24

Esbjerg 2 8 3

Odense 4 2 0

Randers 10 5 3

Aarhus 12 13 10

Total 66 70 40

Noter til tabel:

- Udviklingen i kommunernes antal af hjemløse, som befinder sig på hospital eller behandlingssted, og som står til

udskrivning inden for en måned, uden at der er fundet en boligløsning, er formuleret på baggrund af SFI’s hjemløse-

tælling fra 2009, 2011 og 2013.

2.7 Etablering af boliger

Den væsentligste vej til at skaffe boliger til hjemløse borgere er gennem den kommunale anvis-

ning til almene boliger. Som det vil fremgå i de følgende kapitler, er hovedparten af de hjemløse

borgere, der er kommet i bolig med bostøtte gennem Hjemløsestrategien, kommet i en alminde-

lig almen bolig.

En del hjemløse borgere har dog brug for andre typer af boliger, som f.eks. alternative pleje-

hjemspladser (§ 108) eller skæve boliger, ligesom der har været et behov for at skabe skærmede

akutpladser under § 110 til henholdsvis hjemløse kvinder og hjemløse unge.

13

Som en del af Hjemløsestrategien er der indgået aftaler om etablering af boliger/pladser i syv ud

af de otte aftalekommuner.

Af nedenstående tabel fremgår det, hvor mange boliger/pladser de enkelte kommuner har etab-

leret i projektperioden frem til den seneste projektindberetning i maj-juni 2013 sammenholdt

med hver enkelt kommunes målsætninger på området. Som det fremgår af tabellen har kommu-

nerne i udgangspunktet fastsat en række målsætninger som i løbet af Hjemløsestrategien samlet

set er blevet sat op af kommuner selv. Nederst i tabellen vises andelen af opførte/tilvejebragte

boliger/pladser i forhold til den nuværende målsætning og i forhold til den oprindelige målsæt-

ning.

Tabel 2-8: Oversigt over status for antallet af boliger

Alberts-

lund

Es-

bjerg

Høje-

Taastrup

Frede-

riksberg

Køben-

havn

Ran-

ders

Aarhus I alt

Oprindelig målsæt-

ning 6-8 26 20 42-44 240 27 12 377

Nuværende målsæt-

ning 6 45 10 48 321 27 79 536

Etablerede boliger,

maj-juni 2013 3 45 10 40 3001,2 16 39 453

Andel opførte boliger/

pladser i forhold til

oprindelig målsætning

43% 173% 50% 93% 125% 59% 325% 120%

Andel opførte boliger i

forhold til nuværende

målsætning

50% 100% 100% 83% 93% 59% 49% 85%

Note: Tabellen dækker over samtlige boliger, der etableres som et led i Hjemløsestrategien, herunder også eksem-

pelvis § 110-pladser.

1 I Københavns Kommune er etablering af boliger opgjort forskelligt fra de øvrige strategikommuner. Under etable-

ring af almenboliger er der registreret, hvor mange almene boliger der er blevet anvist borgere til under Housing

First-bostøtteindsatserne. København har foretaget opgørelsen på denne måde, da kommunen har vurderet, at stra-

tegiens bostøttemetoder har muliggjort, at man kunne anvise borgere, der førhen ville være blevet afvist med hen-

visning til manglende boligparathed. Der er således tale om borgere, der gennem Hjemløsestrategien har fået en bo-

lig, som de ikke ville have fået uden de særlige bostøtteindsatser. 2 Sammenlignet med rapporten udgivet i maj 2013 er der et fald i antallet af etablerede boliger i København. Det

skyldes, at det har været nødvendigt at afvikle 20 ”kategoriboliger” på grund af problemer i opgangen og i forhold til

det tilstødende botilbud. Dermed har beboerne skullet omplaceres i almene boliger gennem den boligsociale anvis-

ning. Det har betydet, at stort set alle ledige boliger i den rette prisklasse er gået til omplacering, og dermed er an-

tallet af nye borgerforløb i almene boliger blevet sat tilbage. I samme periode er der desuden blevet tilført færre bo-

liger gennem den boligsociale anvisning end forventet.

Af tabellen ses det, at der i løbet af Hjemløsestrategiens forløb er sket en opjustering i antallet af

boliger/pladser, som kommunerne har angivet, de vil tilvejebringe som led Hjemløsestrategien.

Den oprindelige målsætning var på 377 boliger/pladser, mens kommunernes endelige målsæt-

ning er 536 boliger/pladser. Den samlede opjustering i antallet af boliger/pladser er hovedsage-

ligt et resultat af opjusteringer i Esbjerg, Frederiksberg, København og Aarhus kommune.

På nuværende tidspunkt har kommunerne samlet set tilvejebragt 453 boliger/pladser. Dette sva-

rer til 85 pct. af den samlede målsætning på 536 boliger. Særligt i Esbjerg, Høje-Taastrup, Kø-

benhavn og Frederiksberg kommune er man langt i arbejdet med at tilvejebringe boliger til mål-

gruppen set i forhold til målsætningerne. Boligerne er således primært tilvejebragt i københavns-

området, hvor efterspørgslen efter billige boliger og flere målrettede tilbud ligeledes er særlig

stor.

Kommunerne mangler fortsat at tilvejebringe 15 pct. af de boliger eller pladser, som de har sat

som målsætning. Kommunerne fremhæver her, at det har været en udfordring at finde boliger

eller egnede grunde at bygge på. Herudover nævner enkelte kommuner, at tekniske aspekter

som miljøvurderinger og byggetilladelser også bidrager til forsinkelser. Endelig oplever enkelte

14

kommuner, at der fortsat er problemer med at få etableret samarbejdsaftaler med almene bolig-

selskaber.

Vurderet efter den oprindelige målsætning på 377 boliger/pladser har man samlet set etableret

flere boliger på nuværende tidspunkt, end det var målsætningen i udgangspunktet.

2.8 Målsætninger opdelt på boligtyper

Kommunernes målsætninger for etablering af boliger vedrører mange forskellige boligtyper. Ne-

denstående tabel viser kommunernes nuværende målsætninger for etablering af boliger. Tabellen

viser, hvor mange boliger den enkelte kommune har som målsætning at opføre af hver type bo-

lig. Tallene er baseret på projektindberetningerne fra maj-juni 2013.

Tabel 2-9: Målsætninger for etablering af boliger og pladser på nuværende tidspunkt i kommunerne og samlet set.

Boligtype

Al-

berts-

lund

Es-

bjerg

Høje-

Taa-

strup

Frede-

riks-

berg

Køben

havn

Ran-

ders

Aar-

hus

Samlet

Selvstændige boliger i al-

ment byggeri

6 5 140 5 156

Almene ungdomsboliger 0

Selvstændige boliger i bofæl-

lesskab, opgangsfællesskab

eller lignende

20 20

Selvstændige boliger i privat

byggeri

4 4

Boformer efter § 107 4 12 16


Boformer efter § 110 20 60 16 96

Skæve boliger 29 10 3 16 18 76

Kollegielignende boliger 0

Udslusningsboliger i alment

byggeri

16 16

Udslusningsboliger i privat

byggeri

6 6

Udslusningsboliger i tilknyt-

ning til § 110-boform

0

Andre midlertidige boformer

i tilknytning til § 110-

boformer

0

Andre boliger 6 18 11 20 55

Total 6 45 10 48 321 27 79 536

Oprindelig målsætning 6-8 26 20 42-44 240 27 12 377

Som det fremgår af tabellen, er der en række forskellige boligtyper, som kommunerne har plan-

lagt at etablere. På tværs af kommunerne er der målsætninger særligt om etablering af blandt

andet almene boliger, § 108-bofomer, § 110-boformer og skæve boliger. Alt i alt har kommuner-

ne en målsætning om at opføre 536 boliger, hvilket er højere end de 377 boliger, som oprindeligt

var målsætningen.

15

2.9 Antal etablererede boliger fordelt på boligtyper

Nedenstående tabel viser, hvor mange boliger og pladser af hver type der på nuværende tids-

punkt er etableret i Hjemløsestrategi-regi. Tallene er baseret på projektindberetningerne fra maj-

juni 2013.

Tabel 2-10: Etablerede boliger på nuværende tidspunkt i kommunerne og samlet.

Boligtype

Al-

berts-

lund

Es-

bjerg

Høje-

Taa-

strup

Frede-

riks-

berg

Køben

havn

Randers Aar-

hus

Sam-

let

Selvstændige boliger i al-

ment byggeri

6 6 1131, 2 125

Almene ungdomsboliger 0

Selvstændige boliger i bo-

fællesskab, opgangsfælles-

skab eller lignende

26 26

Selvstændige boliger i privat

byggeri

4 4



Boformer efter § 110 16 60 16 92

Skæve boliger 29 10 16 55

Kollegielignende boliger 3 3

Udslusningsboliger i alment

byggeri

14 14

Udslusningsboliger i privat

byggeri

6 6

Udslusningsboliger i tilknyt-

ning til § 110-boform

0

Andre midlertidige boformer

i tilknytning til § 110-

boformer

0

Andre boliger 3 18 21

Samlet 3 45 10 40 300 16 39 453

1 I Københavns Kommune er etablering af boliger opgjort forskelligt fra de øvrige strategikommuner. Under etable-

ring af almenboliger er der registreret, hvor mange almene boliger der er blevet anvist borgere til under Housing

First-bostøtteindsatserne. København har foretaget opgørelsen på denne måde, da kommunen har vurderet, at stra-

tegiens bostøttemetoder har muliggjort, at man kunne anvise borgere, der førhen ville være blevet afvist med hen-

visning til manglende boligparathed. Der er således tale om borgere, der gennem Hjemløsestrategien har fået en bo-

lig, som de ikke ville have fået uden de særlige bostøtteindsatser. 2 Sammenlignet med rapporten udgivet i maj 2013 er der et fald i antallet af etablerede boliger i København. Det

skyldes, at det har været nødvendigt at afvikle 20 ”kategoriboliger” på grund af problemer i opgangen og i forhold til

det tilstødende botilbud. Dermed har beboerne skullet omplaceres i almene boliger gennem den boligsociale anvis-

ning. Det har betydet, at stort set alle ledige boliger i den rette prisklasse er gået til omplacering, og dermed er an-

tallet af nye borgerforløb i almene boliger blevet sat tilbage. I samme periode er der desuden blevet tilført færre bo-

liger gennem den boligsociale anvisning end forventet.

Som det ses af tabellen, er der samlet set opført eller etableret 453 boliger/pladser. Særligt er

der opført mange almene boliger, § 108-boformer og botilbud efter § 110. Tabellen viser ligele-

des, at størstedelen af de etablerede boliger er i København.

På trods af det betydelige antal boliger, der er etableret til målgruppen gennem Hjemløsestrate-

gien, oplever mange kommuner stadig store udfordringer ved at skaffe tilstrækkeligt med boliger

til målgruppen. Det gælder særligt tilgængeligheden af almindelige lejeboliger, der samlet set

udgør den væsentligste boligform til hovedparten af de hjemløse borgere. Vi vil behandle

spørgsmålet om tilgængeligheden af boliger særskilt i kapitel 4.

16

2.10 Antallet af gennemførte forløb

I dette afsnit præsenteres det samlede antal borgerforløb, der er gennemført under Hjemløse-

strategien. Der er ikke opsat egentlige målsætninger for antallet af forløb.

Datagrundlaget for vurderingen af metodearbejdet er individdokumentationen. Alle borgere, der

har modtaget hjælp og støtte under en af metoderne i Hjemløsestrategien, er blevet oprettet i it-

systemet Rambøll Results, hvorefter der løbende er indberettet en række oplysninger om borger-

nes situation. Der er medtaget data til og med juni 2013.

Pr. juni 2013 er der indberettet i alt 3.904 forløb på tværs af de otte aftalekommuner og de ni

bostøttekommuner. Af nedenstående tabel fremgår det, hvor mange forløb, der er i de otte afta-

lekommuner samt i bostøttekommunerne. Ved læsning af tabellen skal man være opmærksom

på, at der er tale om antallet af forløb og ikke antallet af borgere. Den samme borger kan ek-

sempelvis have modtaget både en opsøgende indsats, et Udredning og Plan-forløb og et bostøtte-

forløb.

Tabel 2-11: Antal forløb i aftalekommunerne og samlet set for bostøttekommunerne, som har været eller er tilknyttet metoderne.

Kommu-

ne/metode

ACT CTI ICM Opsø-

gende

Udred-

ning og

Plan

Køreplan

for God

Løsladelse

I alt

Albertslund 30 23 01 53

Esbjerg 51 241 215 28 535

Frederiksberg 3 81 125 24 233

Høje-Taastrup 28 28

København 88 82 441 585 8 1.204

Odense 91 11 326 46 474

Randers 81 188 2 271

Aarhus 17 17 326 191 106 61 718

Aftalekommuner

i alt 105 244 798 757 1.467 145 3.516

Bostøttekommu-

ner 162 212 14 388

Samlet antal

kommuner i alt 105 406 1.010 757 1.481 145 3.904

Note: Tomme celler indikerer, at der ikke arbejdes med metoden i kommunen. 1 Albertslund Kommune kommenterer, at årsagen til, at der ikke er indberettet forløb under Køreplan for God Løsla-

delse er, at man ikke har modtaget henvendelser fra Kriminalforsorgens institutioner.

Flest forløb er der under de tre bostøttemetoder ACT, CTI og ICM. Der er samlet set igangsat

1.521 bostøtteforløb under de tre metoder. Herudover er det udredningsmetoden Udredning og

Plan, hvor der er flest metodeforløb. Under denne metode er der 1.481 forløb. Dertil kommer, at

der under Opsøgende og Kontaktskabende Indsatser er 757 forløb. Endelig er der 145 forløb un-

der metoden Køreplan for God Løsladelse5.

Af de tre bostøttemetoder har ICM-metoden haft det højeste antal forløb. Dette indikerer, at ICM-

metoden er blevet indtænkt og i vidt omfang bliver brugt som ramme for bostøtten, der etableres

som led i Hjemløsestrategien i mange kommuner. Sammenlignet med ICM er antallet af forløb

noget lavere under CTI-metoden. Dette skal ses i lyset af, at målgruppen til denne metode i ud-

gangspunktet skal kunne klare sig uden støtte efter afslutning af det 9-måneders metodeforløb.

5 Det kan nævnes, at nogle borgere ikke har ønsket at deltage i dokumentationen, hvorfor de ikke indgår i oversigten over antallet af

forløb. Der er løbende spurgt ind til omfanget heraf gennem projektindberetningerne. Kommunerne vurderer i gennemsnit, at der ved

hovedparten af indberetningerne er omkring 5 pct. af forløbene, hvor borgeren ikke ønsker at deltage. Det er særligt borgere under de

Opsøgende og Kontaktskabende Indsatser, der ikke ønsker at indgå.

17

Der foregår derfor i kommunerne et større arbejde med afgrænsning og definering af denne mål-

gruppe.

Der er kun et begrænset antal forløb under ACT-metoden, der er blevet afprøvet i København og

Aarhus Kommune, og som har de allermest socialt udsatte som målgruppe for de tværfaglige ud-

gående støtteteams. Det lave antal skal dog også ses på baggrund af, at der er tale om en mere

intensiv indsats, målrettet en meget udsat gruppe.

Under metoden ACT er der i alt indberettet 105 forløb fordelt på 88 i København og 17 i Aarhus.

Kommunerne har tilrettelagt ACT-indsatsen meget forskelligt, idet der kun i København er etable-

ret et egentligt udgående tværfagligt team. Gennemgangen af metodearbejdet er derfor i det føl-

gende baseret på Københavns Kommunes borgere.6

Det kan nævnes, at man i Københavns Kommune har haft en indberetningspraksis, som giver

anledning til dobbelttælling i den forstand, at den samme borger kan have flere registrerede for-

løb. I Københavns Kommune er der indberettet 106 forløb i alt. Der er efterfølgende indhentet

yderligere oplysninger, som viser, at det reelle antal forløb er 88. På baggrund af datagrundlaget

har det dog ikke været muligt at udarbejde en opgørelse udelukkende for de 88 forløb. For ikke

at give et misvisende billede af målgruppen og selve ACT-indsatsen er der i det følgende kun

medtaget borgere, der er indberettet for i den seneste indberetningsperiode (maj-juni 2013), idet

man hermed sikrer, at de borgere, som har dobbelttællinger, ikke indgår. Gennemgangen af me-

todearbejdet med ACT er baseret på i alt 65 borgere i København, der er blevet indberettet for i

maj-juni 2013.

Udredning og Plan er den metode, hvor der har været flest forløb. Det høje antal forløb under

denne metode var forventet, idet der er tale om en udredningsmetode, som er taget bredt i brug

i kommunerne, og som har skullet danne baggrund for en visitation til bostøttemetoderne. Det

skal ligeledes bemærkes, at nogle borgeres indgang til bostøttemetoderne sker igennem Udred-

ning og Plan.

Det forholdsvis lave antal forløb under metoden Køreplan for God Løsladelse skyldes, at indgåel-

sen af de indledende samarbejdsaftaler mellem kommunerne og Kriminalforsorgen mange steder

har trukket ud, og at metoden efterfølgende kun anvendes, hvor kommunen modtager henven-

delse fra Kriminalforsorgen, som ifølge lovgivningen skal tage initiativet til det koordinerede sam-

arbejde. Hertil skal det dog nævnes, at der i løbet af perioden er sket et stort fremskridt med at

udarbejde de såkaldte samarbejdsaftaler mellem Kriminalforsorgen og kommunerne. I alt 13 af

de 17 deltagende kommuner har pr. april 2013 således indgået samarbejdsaftaler, hvortil yderli-

gere 3 er i gang7.

Københavns Kommune pointerer i en af deres projektindberetninger, at man udelukkende doku-

menterer forløb under Køreplan for God Løsladelse for borgere, der var hjemløse ved indsættelse.

I andre kommuner har man en mere bred målgruppeforståelse, hvorfor der her er indberettet fle-

re borgere.

6 I Aarhus Kommune er der for de 17 borgere etableret et ad hoc-team omkring den enkelte borger. Denne indsats beskrives i kapitlet

om ACT. 7 www.kriminalforsorgen.dk.

18

Nedenstående tabel giver en detaljeret oversigt over, hvor mange forløb der er i bostøttekom-

munerne. Oprindeligt kunne bostøttekommunerne ansøge om at indgå i afprøvningen af alle tre

bostøttemetoder (ICM, CTI og ACT), men bostøttekommunernes endelige godkendte projektbe-

skrivelser omfattede udelukkende ICM- og CTI-metoderne. Derudover har Viborg Kommune valgt

at arbejde med metoden Udredning og Plan.

Tabel 2-12: Antal borgere i bostøttekommunerne, som har været eller er tilknyttet metoderne.

Kommuner CTI ICM Udredning og Plan I alt

Aalborg 35 49 84

Guldborgsund 18 23 41

Herning 22 32 54

Hvidovre 10 23 33

Næstved 26 16 42

Svendborg 11 11

Varde 12 14 26

Viborg 26 13 14 53

Horsens 13 31 44

I alt 162 212 14 388

Note: Tomme celler indikerer, at der ikke arbejdes med metoden i kommunen.

Samlet set er der indberettet 388 forløb i bostøttekommunerne. 212 af disse er ICM-forløb, mens

162 er CTI-forløb. Endelig er der i Viborg indberettet 14 forløb under Udredning og Plan.

En del af de påbegyndte forløb under hver metode er afsluttet på nuværende tidspunkt. Neden-

stående tabel viser antallet af afsluttede forløb under hver af de seks metoder for alle de delta-

gende kommuner.

Tabel 2-13: Antal afsluttede forløb under hver af metoderne.

Metode Antal afsluttede forløb

ACT 2

CTI 317

ICM 609

Opsøgende og Kontaktskabende Indsatser 438

Udredning og Plan 1077

Køreplan for God Løsladelse 114

I alt 2.557

Af de 3.904 forløb, der har været under Hjemløsestrategien, er der 2.557 forløb, der er afsluttet

ved indberetningen maj-juni 2013.

19

3. DOKUMENTATION AF HJEMLØSESTRATEGIEN

Dokumentationen af Hjemløsestrategien forløber overordnet ad to forskellige spor. Det ene spor

har fokus på de enkelte metoder og projekter samt på de borgere, der modtager støtte gennem

projektet. Det andet spor tager udgangspunkt i de nationale hjemløsetællinger og omhandler den

samlede udvikling på hjemløseområdet. Tilsammen bidrager de to spor med opbygning af viden

om virkningsfulde metoder på hjemløseområdet samt en vurdering af, hvorvidt hjemløsheden re-

duceres på kommunalt og nationalt plan i løbet af perioden.

Rammen for evalueringen af Hjemløsestrategien er i høj grad defineret ved en kvantitativ (spør-

geskemabaseret) tilgang, der skal bidrage til at belyse, hvad der helt konkret sker for borgerne,

som indgår i metodeforløbene. Hertil skal det dog nævnes, at der som en del af de afsluttende

aktiviteter i evalueringen er gennemført en række kvalitative interviews med medarbejdere og

borgere i udvalgte af de deltagende kommuner, ligesom erfaringer fra Socialstyrelsens løbende

netværksmøder indgår.

Nedenstående figur illustrerer det overordnede dokumentationsforløb i hele Hjemløsestrategiens

periode.

Figur 3-1: Det overordnede dokumentationsforløb i Hjemløsestrategien.

Dokumentationen giver et indblik i følgende elementer:

Metodernes målgrupper.

Status på og beskrivelse af udviklingen i borgernes boligsituation, herunder særligt hvor-

vidt borgerne får og fastholder en bolig.

Status og opfølgning på afprøvningen af metoderne, herunder arbejdet med de lovpligti-

ge § 141-handleplaner.

Individdokumentationen giver en omfattende beskrivelse af de borgere, der modtager støtte un-

der de forskellige metoder. Dette omfatter blandt andet borgernes nuværende boligsituation, år-

sagerne til hjemløshed, hvorvidt borgeren har en handleplan med videre.

Dokumentationen viser herudover, om der sker forskydninger og ændringer i boligsituationen for

borgerne, som indgår i metodearbejdet. Dette suppleres endvidere med en beskrivelse af, om

der sker ændringer i forhold til, hvordan medarbejderne vurderer borgernes problemer.

Herudover giver dokumentationen et indblik i de erfaringer, kommunerne har haft, heriblandt de

udfordringer, der opleves i forbindelse med at udrulle de fastsatte metoder lokalt og sikre koordi-

nationen af borgerens indsatser.

Dokumentation af individforløb for alle metoder

Identifikation af resultater af metoder

Metode- og implementeringsskabeloner

Opsamling af erfaringer med implementering og identifikation

af muligheder og barrierer for metoderne

Halvårlige projektindberetninger

Strukturerede diskussioner på netværksmøder

Udarbejdelse af metodebeskrivelser

Hjemløsetællinger og Ankestyrelsens statistik

Dokumentation af hjemløseerfaringer på kommunalt

og nationalt niveau

Vurdering af strategiens målindfrielse

Kvalitative interview med medarbejdere og borgere

Inddragelse af medarbejdernes og borgernes perspektiver

Vurdering af metodernes effekter

20

3.1 Gennemførelse af dokumentationen

Dokumentationen af individforløb gennemføres ved, at medarbejderne svarer på en række

spørgsmål om de deltagende borgere. For bostøttemetoderne og Opsøgende og Kontaktskabende

Indsatser svares der på spørgsmål hvert kvartal, mens der for Udredning og Plan og Køreplan for

God Løsladelse indberettes på to tidspunkter. Besvarelsen af spørgsmålene foregår konkret ved,

at medarbejderen logger ind på det internetbaserede Rambøll Results og svarer online på en

række fastsatte og tværgående spørgsmål. Der medtaget data til og med indberetningen maj-

juni 2013.

Erfaringerne vedrørende kommunernes arbejde med afprøvningen af metoderne er baseret på

gennemgang og analyse af de halvårlige projektindberetninger.

Alle kommuner har løbende haft mulighed for at trække på data for deres egen kommune. Både i

form af målgrupperapporter, der viser den aktuelle situation for borgerne og i form af opfølg-

ningsrapport, der viser udviklingen for borgerne. En central del af dokumentationen i Hjemløse-

strategien har således været at skabe rammerne for, at man lokalt kan arbejde og styre efter re-

sultater. Flere kommuner har på styregruppemøderne mod afslutningen af Hjemløsestrategien

fremhævet, at man vil tage dette fokus på resultatbaseret styring med videre i forankringen og

videreførelsen af metoderne.

Dokumentationen er uddybet i bilag.

3.2 De sociale problematikker

Medarbejderne bedes ved indberetningerne vurdere borgerens omfang af problemer inden for en

række områder. Når disse vurderinger for hver metode senere i rapporten bliver præsenteret,

bliver de for overskuelighedens skyld lagt sammen i tre kategorier for hvert område: ”Borgeren

har en problematik”, ”Borgeren har ikke en problematik” og ”Ved ikke”.

21

Nedenstående skema viser en oversigt over, hvilke svarmuligheder der indgår i hver af de tre ka-

tegorier.

Tabel 3-1: Kategorisering af sociale problematikker.

Område Spørgsmål Svarmuligheder Kategori

Alkoholmis-

brug, stof-

misbrug og

hashmisbrug

Har borgeren, efter din vur-

dering, et alkoholmisbrug/

stofmisbrug/hashmisbrug?

Nej Borgeren har ikke en

problematik

Ja, i et begrænset omfang Borgeren har en proble-

matik Ja, i et vist omfang

Ja, i et stort omfang

Ved ikke Ved ikke

Fysiske gener I hvor høj grad har borge-

ren, efter din vurdering, fysi-

ske helbredsmæssige gener,

der begrænser hans/hendes

dagligdag?

Slet ikke Borgeren har ikke en

problematik

I mindre grad Borgeren har en proble-

matik I nogen grad

I høj grad

Ved ikke Ved ikke

Psykiske li-

delser

I hvor høj grad har borge-

ren, efter din vurdering,

psykiske problemer eller en

psykisk sygdom?


problematik


matik I nogen grad

I høj grad

Ved ikke Ved ikke

Dagligdags-

funktioner


ren, efter din vurdering,

vanskeligt ved at varetage

dagligdagsfunktioner i for-

hold til at have en bolig, som

f.eks. at vaske op, gøre rent,

købe ind e.l.?


problematik


matik I nogen grad

I høj grad

Ved ikke Ved ikke

Økonomi I hvor høj grad har borgere,

efter din vurdering, økono-

miske problemer, der gør det

vanskeligt for borgeren at

betale husleje, el, varme og

lignende?


problematik


matik I nogen grad

I høj grad

Ved ikke Ved ikke

Socialt net-

værk


ren, efter din vurdering, pro-

blemer med manglen-

de/svagt socialt netværk?


problematik


matik I nogen grad

I høj grad

Ved ikke Ved ikke

3.3 Netværksmøder og kvalitative interviews

Den kvantitative dokumentation suppleres med erfaringer og refleksioner fra projektledernes

netværksmøder og øvrige netværksmøder afholdt af Socialstyrelsen frem til vinteren 2013, hvor

kommunerne har bidraget med information om det konkrete arbejde med metoderne og afprøv-

ningen heraf.

Endvidere er gennemført en kvalitativ interviewrunde, hvor der er gennemført ca. 30 nøgleper-

sonsinterview og ca. 30 borgerinterview. Hovedparten af interviewene er gennemført vinteren

2013. Nøglepersonsinterviewene er foretaget med projektledere i alle aftalekommunerne og ca.

22

halvdelen af bostøttekommunerne. Der er endvidere gennemført interviews med en række med-

arbejdere, herunder bostøttemedarbejdere og gadeplansarbejdere, samt forstandere på udvalgte

boformer. Borgerinterviewene er foretaget med borgere, der har modtaget én af de 3 bostøtte-

metoder – CTI, ICM og ACT.

I det omfang, der i rapporten citeres fra de kvalitative interviews, er der foretaget en anonymise-

ring af interviewpersonerne.

23

4. IMPLEMENTERING AF HOUSING FIRST I DANMARK

Det overordnede princip i den danske Hjemløsestrategi er Housing First-princippet. Kernen i Hou-

sing First-princippet er, at der tidligt i et indsatsforløb skal etableres en permanent boligløsning,

samtidig med at borgere gives den fornødne individuelle bostøtte til at kunne få dagligdagen til at

fungere og undgå, at boligen mistes igen.

I det følgende sammendrager vi hovederfaringerne med de to centrale komponenter i Housing

First, nemlig bostøtten og boligen, ligesom vi sætter fokus på en række centrale forudsætninger

for en succesfuld brug af metoderne relateret til organisering, samarbejde og "mindshift".

Indledningsvist rettes blikket dog mod række forhold om udviklingen i den samfundsmæssige

kontekst i samme periode som Hjemløsestrategien.

4.1 Den samfundsmæssige kontekst

Hjemløshed skabes i et samspil mellem både samfundsmæssige og individuelle forhold. Mange af

de hjemløse borgere i Danmark har psykosociale sårbarheder som psykisk sygdom, alkoholmis-

brug eller stofmisbrug. Individer med psykosociale sårbarheder er særligt udsatte for eksklusion

fra forskellige samfundsmæssige domæner som arbejdsmarkedet og boligmarkedet. Her kan

samfundsmæssige forhold som stigende arbejdsløshed eller mangel på boliger forstærke risikoen

for hjemløshed og udsættelser for den enkelte borger.

Når vi ser på udviklingen i hjemløsheden, må vi derfor også have fokus på samfundsmæssige

forhold, der rækker ud over det enkelte individs situation, men som påvirker risikoen for hjem-

løshed og muligheden for at komme ud af hjemløshed, og som dermed også kan påvirke udvik-

lingen i hjemløsheden. Således er der en række samfundsmæssige forhold, der kan have betyd-

ning for udviklingen i omfanget af hjemløsheden, og som kan have påvirket konteksten for Hou-

sing First-tilgangen.

En væsentlig samfundsmæssig forandring, siden arbejdet med Hjemløsestrategien begyndte, er

omslaget i den økonomiske situation fra høj- til lavkonjunktur. Dette påvirker konteksten for

Hjemløsestrategien på flere områder.

Der er i samme periode, som Hjemløsestrategien, sket en stigning i arbejdsløsheden i Danmark.

Antallet af bruttoledige er på landsplan steget fra ca. 83.000 i januar 2008 til 160.000 i januar

2013.8 Ligeledes er antallet af kontanthjælpsmodtagere steget fra ca. 130.000 i januar 2008 til

173.000 i december 2012.9

Stigningen i antallet af kontanthjælpsmodtagere kan have en betydning for udviklingen i hjem-

løsheden, idet overgangen til kontanthjælp for nogle borgere indebærer en større økonomisk

sårbarhed, der f.eks. kan påvirke risikoen for at blive sat ud af boligen på grund af huslejerestan-

ce.

Der er i strategiperioden sket en stigning i antallet af fogedudsættelser. Tidligere forskning viser,

at ca. en fjerdedel af de udsatte lejere ét år senere befinder sig i en hjemløshedssituation.10 Hvor

der i 2007 var ca. 2.700 effektive udsættelser, var tallet i 2010 steget til ca. 4.400 effektive ud-

sættelser. De 4.400 udsættelser i 2010 omfatter ca. 6.800 personer.11 Tal fra Domstolsstyrelsen

peger dog på et fald i antallet af udsættelser i 2012.12 Enlige mænd udgør den største gruppe

blandt de udsatte lejere. For 40 pct. af de udsatte lejere var psykisk sygdom en medvirkende år-

sag til udsættelsen.

Det relativt høje antal udsættelser i perioden kan have været medvirkende til, at det generelt ik-

ke er lykkedes at nedbringe hjemløsheden, idet der har været en løbende tilgang af borgere, der

er kommet ud i en hjemløshedssituation.

8 Kilde: Danmarks Statistik, Statistikbanken. 9 Kilde: Danmarks Statistik, Statistikbanken. 10 G. Christensen & T. H. Nielsen: ”Hvorfor lejere bliver sat ud af deres bolig”. SFI-rapport 08:09. 11 A. Høst et al. 2012: ”Når fogeden banker på. Fogedsager og effektive udsættelser af lejere”. SFI-rapport 12:27. 12 Statistik for fogedsager. ”Huslejesager – udsættelsessager for privat bolig i perioden 2007-2012”, Domstolsstyrelsen.

24

Samtidig har den økonomiske krise generelt presset kommunernes økonomi. Mange kommuner –

også blandt strategikommunerne – har haft faldende skatteindtægter og har været igennem ge-

nerelle besparelsesrunder. Selvom disse forhold ikke nødvendigvis direkte påvirker støtten til

hjemløse borgere, kan en presset kommunal økonomi påvirke en række tilstødende områder, ek-

sempelvis tilgængeligheden af botilbud for psykisk syge og tilgængeligheden af bostøtte til udsat-

te grupper generelt. Det skal dog understreges, at dette ikke særskilt er blevet undersøgt som en

del af evalueringen af Hjemløsestrategien.

4.2 Housing First – egen bolig med bostøtte

Housing First-tilgangen har sin oprindelse i USA, hvor den tog sit udspring i en kritik af den så-

kaldte Treatment First-tilgang, der også har været kendt under betegnelser som trappetrinstil-

gangen, "Housing Ready" (boligparathed) eller kædemodellen (Continuum of Care). Ifølge Treat-

ment First-tilgangen skal borgeren først være parat til at bo, før borgeren tilbydes en bolig. I

praksis betyder det, at borgeren gennem f.eks. misbrugsbehandling eller psykiatrisk behandling

skal have demonstreret en forandring i f.eks. misbrugsadfærd, der gør, at borgeren vurderes pa-

rat til at flytte i bolig.

Treatment First-/boligparathedstilgangen blev imidlertid udsat for en kritik af, at den snarere

fastholder den hjemløse borger i en hjemløshedssituation end muliggør en vej ud af hjemløshe-

den.13 Boligparathedstilgangen er således i udlandet blevet kritiseret for at bidrage til en situation

med et stort antal hjemløse borgere, der opholdt sig i lange perioder i midlertidige tilbud, herun-

der til overfyldte herberger, med lav gennemstrømning og med en lav chance for at komme ud af

hjemløsheden.

Ifølge Housing First-tilgangen er de midlertidige boligløsninger og den medfølgende ustabile bo-

ligsituation i sig selv en del af problemet, og Housing First-tilgangen betoner i stedet, at borgere,

der befinder sig i en hjemløshedssituation hurtigst muligt tilbydes en permanent boligløsning og

gives en intensiv bostøtte. En tidlig stabilisering af boligsituationen anses således for at være af-

gørende for, at borgeren kan komme ud af hjemløshed.

Ifølge Housing First-tilgangen bør borgeren som udgangspunkt tilbydes en almindelig, selvstæn-

dig bolig i et almindeligt boligområde, samtidig med at borgeren gives bostøtte af udgående støt-

temedarbejdere, der som udgangspunkt yder støtten i borgerens eget hjem.

Housing First-tilgangen bryder dermed med en tradition for at huse socialt udsatte i såkaldte "ka-

tegoriboliger". Det vil sige boligløsninger, hvor personer med samme problemkategorier, som

f.eks. tidligere hjemløse borgere, misbrugere eller psykisk syge, bor sammen. Ifølge Housing

First-tilgangen medvirker sådanne kategoriboliger ofte til at fastholde borgeren i bestemte pro-

blematikker, herunder navnlig misbrugsproblematikker. Kategoriboligerne har imidlertid ofte væ-

ret set som en nødvendig løsning på socialt udsattes boligproblemer ud fra den erfaring, at bor-

gere med komplekse psykosociale problemer har vanskeligt ved at bo i en selvstændig bolig i et

almindeligt boligområde. Ifølge Housing First-tilgangen skyldes det dog, at borgeren ofte ikke har

modtaget den fornødne og tilstrækkeligt intensive bostøtte.

Housing First-tilgangen forudsætter dog ikke, at alle socialt udsatte borgere er i stand til at bo i

selvstændige almindelige boliger, men betoner, at såfremt borgeren modtager en tilstrækkelig in-

tensiv social indsats, er det ikke muligt på forhånd at vide, hvem der på trods af den intensive

støtte ikke har mulighed for at bo på egen hånd, og i stedet har brug for forskellige former for

botilbud.

Housing First-tilgangen betoner vigtigheden af, sammen med en permanent boligløsning, at yde

den fornødne individuelle støtte gennem evidensbaserede bostøttemetoder. Her er der i den in-

ternationale litteratur særligt beskrevet tre bostøttemetoder – henholdsvis ACT (Assertive Com-

munity Treatment), ICM (Individual Case Management)14 og CTI (Critical Time Intervention). De

tre bostøttemetoder er indbyrdes forskellige og henvender sig til forskellige målgrupper. Meto-

derne er i udlandet (navnlig i USA) afprøvet gennem randomiserede, kontrollerede forsøg, der

13 Sahlin, I. (2005) “The Staircase of Transition: Survival through Failure”, Innovation 18(2), s. 115-35. 14 ICM-metoden benævnes af og til også som Intensive Case Management

25

generelt viser, at der ved brug af metoderne sammen med en boligløsning opnås en høj chance

for at komme ud af hjemløshed og i bolig, og for at kunne fastholde boligen.15

ACT består af et tværfagligt udgående team, der både rummer medarbejdere, der giver social og

praktisk støtte i dagligdagen (socialpædagoger), og medarbejdere, der kan yde en behandlings-

mæssig indsats (f.eks. en psykiater, psykolog, sygeplejerske og misbrugsbehandler) og endelig

medarbejdere med administrativ kompetence og evt. myndighedskompetence (f.eks. en social-

rådgiver fra et socialcenter og en jobcentermedarbejder). Alle medarbejdere yder støtten udgå-

ende, som udgangspunkt i borgerens eget hjem. Metoden er henvendt til socialt udsatte med

svære psykosociale problemstillinger som ikke, eller kun i meget begrænset omfang, er i stand til

at benytte de eksisterende sociale og behandlingsmæssige indsatser.

ICM består af en case manager, der yder både social og praktisk støtte i dagligdagen og samtidig

støtter op om og er tovholder for borgerens brug af eksisterende sociale og behandlingsmæssige

indsatser for at sikre den helhedsorienterede indsats. ICM leveres typisk af et team af case ma-

nagere, hvor hver borger typisk er tilknyttet en bestemt case manager. ICM er således henvendt

til borgere, som er i stand til at benytte øvrige sociale og behandlingsmæssige indsatser, men

som har brug for betydelig støtte dertil i en længerevarende periode.

CTI består ligeledes af en case manager, der yder social og praktisk støtte (bostøtte) i dagligda-

gen og samtidig støtter op om og er tovholder for borgerens brug af eksisterende sociale og be-

handlingsmæssige indsatser. Til forskel fra ICM ydes CTI dog kun i en tidsbegrænset periode på 9

måneder i en kritisk overgangsfase, hvilket, når det gælder hjemløshed, typisk er ved udflytning

fra herberg til egen bolig. CTI kan dog også anvendes ved andre kritiske overgange, f.eks. ved

udslusning fra hospital/behandlingstilbud. CTI gives til borgere, der i vid udstrækning har mulig-

hed for at benytte øvrige sociale og behandlingsmæssige indsatser, men som har brug for hjælp

hertil i en tidsbegrænset periode, hvorefter borgeren kan overgå til andre indsatser.

Et centralt element i den danske Hjemløsestrategi er at udvikle og afprøve bostøttemetoderne i

en dansk kontekst. De tre metoder vil blive beskrevet yderligere i de respektive kapitler, hvor re-

sultaterne fra hver af metoderne gennemgås.

I indeværende kapitel foretager vi en mere overordnet analyse af, i hvilken grad det er lykkedes

at implementere Housing First-tilgangen i Danmark gennem arbejdet med Hjemløsestrategien, og

hvilke udfordringer der gør sig gældende.

Vi sammendrager først de overordnede erfaringer med de tre bostøttemetoder. Som det vil frem-

gå, viser erfaringerne generelt, at de tre bostøttemetoder i vid udstrækning muliggør, at de

hjemløse borgere kan komme i bolig og fastholde den. Der er dog også, særligt for ICM-metoden,

en del borgere, som ikke er kommet i bolig, hvor der både kan gøre sig forhold gældende om

metodens målgruppe, ligesom der er forhold med hensyn til mangel på boliger, der gør sig gæl-

dende. Vi diskuterer også forhold om det "mindshift", der ligger i omstillingen fra trappetrinstil-

gangen/boligparathedsparadigmet og til Housing First. "Mindshiftet" indebærer, at trappetrins-

/boligparathedstilgangen erstattes af Housing First-tilgangen, der modsat trappetrinstilgangen

betoner vigtigheden af tidligt at etablere en permanent boligløsning og at yde en individuelt til-

passet støtte med udgangspunkt i borgerens behov for støtte.

Derefter ser vi på boligdelen. En helt central udfordring i Hjemløsestrategien generelt og for im-

plementeringen af Housing First-tilgangen har vist sig at være at skaffe det fornødne antal boli-

ger til målgruppen. Selvom der, som vist i kapitel 2, er blevet etableret et antal boliger som en

del af Hjemløsestrategien, er der således stadig udfordringer med at skaffe tilstrækkeligt med bo-

liger til målgruppen.

15 Nelson, G. and Aubry, T. (2007) “A Review of the Literature on the Effectiveness of Housing and Support, Assertive Community

Treatment, and Intensive Case Management Interventions for Persons with Mental Illness Who Have Been Homeless”, American Jour-

nal of Orthopsychiatry, 77(3), s. 350-61.

Coldwell, C. & Bendner, W. (2007) “The Effectiveness of Assertive Community Treatment for Homeless Populations with Severe Mental

Illness: A Meta-Analysis, American Journal of Psychiatry”, 164(3), s. 393-399.

26

4.3 Organisering, samarbejde og "mindshift"

Overgangen til en Housing First orienteret indsats indebærer som tidligere nævnt et brud med

boligparatheds/trappetrinstilgangen, hvori der ligger en betydelig omstilling – et "mindshift".

Samtidig nødvendiggør en Housing First baseret indsats et samspil mellem en række forskellige

aktører for at indsatsen for borgeren bliver sammenhængende og helhedsorienteret. Case mana-

ger funktionen bidrager generelt til at understøtte koordinationen og sammenhængen mellem

forskellige indsatser.

Behovet for et "mindshift" fra trappetrinstilgang til Housing First gør sig gældende på mange ni-

veauer og hos forskellige aktører i indsatsen − både blandt de medarbejdere, der udfører indsat-

sen, og i den kommunale forvaltning.

For de medarbejdere, der yder den sociale støtte, involverer overgangen til Housing First en om-

stilling til en støtte, der er baseret på recovery og rehabilitering, og som tager udgangspunkt i

borgerens egen oplevelse af behovet for støtte. Heri ligger en omstilling fra f.eks. en omsorgsba-

seret tilgang eller fra en tilgang baseret på krav om "boligparathed". Interviewpersonerne beskri-

ver her, hvorledes der heri har ligget en betydelig udfordring både for kommunale medarbejdere

og for medarbejdere på § 110-boformer.

Mange interviewpersoner betoner i forbindelse med "mindshiftet" vigtigheden af læring og under-

visning omkring bostøttemetoderne og de underliggende tilgange, som metoderne er baseret på

(recovery, rehabilitering med videre). Flere kommuner påpeger også dette som et fortsat behov

efter strategiens ophør for at sikre et fortsat fokus på metoderne.

Indsatsen for de socialt udsatte borgere kræver, at mange enheder i kommunen spiller sammen.

Erfaringerne på tværs af kommunerne peger på, at et godt samarbejde mellem forskellige aktø-

rer både inden for kommunen og med eksterne aktører afhænger af den politiske og ledelses-

mæssige opbakning til samarbejdet og til et fælles fokus på at arbejde Housing First-orienteret.

For at indsatsen skal blive en succes både for den enkelte borger og i kommunen som helhed, er

der behov for, at der i alle systemer sker en prioritering af, at det er denne indsats man vil og

denne måde man ønsker at samarbejde med hinanden og borgeren på. Her er der behov for, at

ledelsen går foran og er med til at bane vejen. I flere kommuner er der gode erfaringer med at

nedsætte følgegrupper eller styregrupper på tværs af afdelinger og forvaltninger. Ledelsesrepræ-

sentationen her har gjort det muligt at indgå og håndhæve samarbejdsaftaler på en direkte og

effektiv måde. Herunder har ledelsen en vigtig rolle i fra start at melde ud, hvad bostøttemedar-

bejdernes rolle og ansvarsområde er, og dermed også definere, hvad forskellene er mellem ICM,

§ 85 og andre former for bostøtte. Ligeledes er det vigtigt at definere, hvilke enheder, der har

ansvaret for bestemte elementer af indsatsen.

En interviewperson fortæller om samspillet mellem forskellige enheder:

Interviewperson: Nogle af de første erfaringer, vi gjorde os, var det dér med at få nogle af de

strukturelle tråde trukket også. Altså, tænke både på, hvad det er, medarbejderne skal kunne,

hvad det er, vi forventer af dem, hvordan det er, at de skal klædes på, hvordan det er, at vi hele

tiden følger op på, at de er med på beatet. Vi bakker medarbejderne op − det er supervision, det

er kompetenceudvikling, det er IT − alle de ting, som er en nødvendighed. Vi kan heller ikke

sende dem ud i marken, hvis de skal hjem at slås med en computer. Alle de dér ting, der handler

om, hvordan det er, at medarbejderen kan agere i det her. Så skal vi have alt det med organise-

ring, hvem placerer vi hvor og hvorfor. Hvordan skal tilbuddene være i forhold til hinanden, hvad

er det for nogle målgrupper osv. Og så er der det meget, meget nødvendige med det strukturelle

netværk inde bagved, hvor vi har sagt: "Okay, skal vi lave Housing First, så skal vi sikre os, at

borgerne får hjælp til at blive skrevet op på den dér venteliste, vi skal sikre os, at de kan få de

dér indskudslån, vi skal sikre os, at den dér engangsydelse på den halve måneds husleje, det ik-

ke er det, der bremser det her. Vi skal blive bedre til at se på helheden og samarbejde på tværs

af forvaltningen, vi skal sikre os, at medarbejderne på kontanthjælp også snakker sammen med

dem på jobcentret. Hele det strukturelle netværk inde bagved, det har bare vist sig, at det giver

rigtig god mening at sætte fokus på det. Det er det, der med projektledersprog hedder PSO-test

− medarbejder, struktur og organisation − det skal hele tiden spille sammen, man kan ikke lade

ét ben stå uden de to andre. Det er vores gode erfaring, tænker jeg.

27

En interviewperson i en anden kommune fortæller:

Interviewer: I har også haft det her… […] … sammenhængende borger…

Interviewperson: Sammenhængende borgerforløb? Ja, det har vi. Det er rigtigt. Det er jo helt

konkret et spørgsmål om at få et samarbejde i stand, når man henvender sig. Og måske når man

for tredje gang søger om indflytning. Der kan også være andet i samarbejdet. At man så ikke

møder en stopklods dér. Der har vi simpelthen kommet igennem med – og har valgt at sige – at

når det er Housing First-borgere, når det er borgere, der skal boligplaceres, så har det førsteprio-

ritet, så skal den behandles, og den skal behandles i forhold til … at man skal ud i en bolig. Ja.

Og det … det har man en aftale om, at det bare skal fungere. Hvis det ikke fungerer, så skriver vi

en mail, hvor der står ”Housing First”, så ved man, det en af de borgere, der skal have førstepri-

oritet. Så kan man komme igennem med det til borgerservice. Det er typisk den snitfalde – soci-

alcenter/borgerservice – der ligger, når man skal have indflydelse eller hjælp til noget i forbindel-

se med det. Ja. Så det er der en aftale om.

En central organisatorisk problematik har været, hvor bostøtten skulle være forankret, og særligt

om bostøtten er forankret i kommunen eller på en § 110-boform. I en del af kommunerne har

bostøtten været forankret i kommunen, mens den i en del kommuner har været forankret på §

110-boformerne, mens der i enkelte kommuner har været en forankring i både kommunen og på

boformer af forskellige dele af bostøtteindsatsen.

Generelt opleves der både fordele og ulemper ved henholdsvis forankring på kommunen eller på

boformerne, og det er ikke muligt entydigt at pege på en bestemt forankring som mest fordelag-

tig. En udfordring ved forankring på boformerne er koblingen til myndighedsdelen, herunder en

fortsat udfordring med at få udarbejdet handleplaner og at få forankret den videre indsats heri.

En udfordring ved forankring i kommunen kan derimod være, at der er medarbejdere, som ikke

har tilstrækkeligt kendskab til og erfaring med målgruppen. Omvendt er der også interviewper-

soner, der peger på, at en kommunal forankring har været en fordel i forhold til "mindshiftet" fra

omsorg til en recovery-orienteret indsats.

I forbindelse med at skabe sammenhæng i indsatsen har en vigtig del af strategiindsatsen været

at styrke udredningen af borgere på § 110-boformerne. Det er sket gennem metoden Udredning

og Plan. Interviewpersonerne giver generelt udtryk for positive erfaringer med Udredning og

Plan, men peger dog samtidig på fortsatte udfordringer med at omsætte udredningerne i konkre-

te planer for den videre indsats og herunder i tilstrækkelig grad at sikre koblingen til § 141-

handleplanerne.

En interviewperson siger om sammenhængen mellem Udredning og Plan og den øvrige indsats,

herunder § 141-handleplanerne:

Interviewer: Ja, hvordan med Udredning og Plan? Hvordan har erfaringerne været med at få …

det til at spille sammen?

Interviewperson: Jamen, vi valgte jo den dér udvikling og plan med de 8 domæner, og den har

man været rigtig glad for. Næsten helt i starten sagde vi: ”Den erstatter opholdsplanen”, altså

den lovpligtige opholdsplan, man skal lave på paragraf 110. Og det var et valgt, man selv valgte;

et forslag, man kom med fra forsorgshjemmet på et tovholdermøde og … Den har man været rig-

tig glad for. Det har været et superredskab, og den har fungeret fint. Det, vi kan se – vi har væ-

ret inde og lavet en undersøgelse af den på tidspunkt – det var, at … der er jo selvfølgelig nogen,

der har noget med skriftlighed: Det var jo nyt at skulle vænne sig til den skriftlighed, fordi op-

holdsplanerne var lidt anderledes … På et tidspunkt var vi inde og lave en undersøgelse af ”hvor-

dan bliver de lavet, de her udredninger og planer?”, og der må vi nok erkende – da vi læste dem

– at nogle kom til at vokse for meget, og der blev for meget udredning og for lidt plan; det blev

for forendetungt. Og dér, hvor vi kunne se, at det måske ikke helt havde en connection, det var

til 141-handleplanen, for det har vi lavet i metodebeskrivelsen … den kom til at hænge lidt. Så

det er vi gået i gang med at kigge på: Om man kan lave en Udredning og Plan, så den bliver …

mindre udredning og mere plan. Også fordi vi snakker meget rehabilitering og snakker meget

”det er borgeren, der selv skal have hånd om eget liv”, måske ud og have hus og økonomi og alle

de her ting, man nu skal ... der giver det meget mere mening at have en plan, end det gør at ha-

28

ve en udredning. Og man kan sige: Udredning kan være god i nogle tilfælde, men det er måske

bedre bare at gå ud og gøre det … sådan helt lavpraktisk. Det er i hvert fald noget af det, vi er

begyndt at dreje hen imod. Det spiller også bedre sammen med rehabiliteringstankegangen. Så

… Man har været rigtig glade for den, og vi laver jo så justeringer hen ad vejen – vi skal have la-

vet en større justering af det … på et eller andet tidspunkt. Ja. Vi er i gang med at lave resultat-

baseret styring og rulle det ud over alle vores tilbud, og der kommer det til at indgå som et led i

det. Vi kigger jo også på sammenhængen; vi har også været én af de kommuner, der har hængt

lidt med 141. Det er dog blevet bedre […] … men der skal være en større sammenhæng her. Vi

skal ligesom have Udredning og Plan … så har vi vores servicekatalog, og så har vi 141-

handleplanen. Det er den trekant, vi skal have til at hænge sammen.

Interviewer: Men du synes, at Udredning og Plan har styrket den?

Interviewperson: Ja. Absolut! Det har det. Og styrket dokumentation og målrettetheden … den

faglige målrettethed ved borgeren, det har den ... det er, hvad jeg hører fra dem, der arbejder

med det. Man har fået langt større fokus på ”hvad sker der efter forløbene”.

Et andet væsentligt aspekt i forhold til organisering og samarbejde ligger i samspillet mellem so-

cialafdeling og den kommunale boliganvisning. Her har der været forskellige erfaringer i kommu-

nerne, hvor særligt spørgsmålet om, hvor boliganvisningen er placeret organisatorisk, har haft en

betydning. Særligt, hvor boliganvisningen har været placeret langt fra socialafdelingen – f.eks. i

en anden forvaltning – har der været udfordringer med at ændre boligparathedstilgangen, og

dette beskrives i nogle kommuner som en medvirkende årsag til, at det har været vanskeligt at

skaffe tilstrækkeligt med boliger. Omvendt er der kommuner, hvor boliganvisningen organisato-

risk har været tættere på socialafdelingen, og hvor det alt andet lige har været lettere at ændre

på praksis omkring anvisning og de krav, der stilles i forbindelse med en anvisning.

En interviewperson fortæller om samarbejdet med den kommunale boliganvisning:

Interviewer: Og hvad på boligsiden – i forhold til anvisning?

Interviewperson: Den har vi jo heldigvis liggende her, så den har vi direkte adkomst til, så der er

også førsteprioritet i forhold til de borgere her. Og indtil videre er det lykkedes at anvise tilstræk-

keligt med billige boliger. Det er det. Og der er vi jo nok i en noget anden situation i [kommune].

Men der eksisterer jo også det, at vi har en lang tradition for et samarbejde med boligorganisati-

onerne, så man har en variation af gode, billige boliger rundt omkring. Jeg vil ikke sige … bolig-

markedet er også presset i [kommune], men der er trods alt stadig billige og gode boliger at få,

og også takket være det store samarbejde med boligorganisationerne. Så vi har kunnet skaffe

boliger!

Andre interviewpersoner peger på de ofte komplekse hensyn, der er på spil i den kommunale bo-

liganvisning.

Interviewer: Er der nogen af dem, der decideret får et ”nej”. Er der en del af jeres borgere, der

får at vide, at dem kan vi ikke anvise?

Interviewperson: Det er ikke den historie, der bliver fortalt. Den historie, der bliver fortalt er: Det

her boligområde – de har godt nok, også sidste gang, fået nogen, der var rigtig tunge. Nu skal vi

nok ikke belaste det boligområde for meget, fordi så gider de os nok bare ikke mere, eller også

er der for meget modstand. Det er den vej rundt. Det er nogle medarbejdere, der kender de her

boligområder. Administrative medarbejdere. Rigtig godt. Men man kan ikke tildele borgere ud fra

objektive kriterier som: ”Hvor meget har de fået”, og ”der var også ham dér. Han røg jo ud

igen”, og ”det går nok ikke”, og … Vi kan ikke udelukke at … der er nogle grupper, der bliver for-

fordelt. Vores er jo bøvlede!

En anden snitflade ligger i forhold til beskæftigelsesområdet, hvor det er vigtigt at koordinere

indsatsen omkring ydelser og aktivering i forhold til processen om at flytte i egen bolig. Et tæt

samarbejde er nødvendigt for at undgå, at forskellige dele af den samlede indsats modarbejder

hinanden. Der er forskellige vurderinger i kommunerne af, i hvilket omfang det er lykkedes at

etablere et tilstrækkeligt velfungerende samarbejde mellem de forskellige afdelinger, og flere in-

29

terviewpersoner peger på, at det stadig er et problem, at borgerne, der er flyttet i egen bolig,

rammes af sanktioner, hvis de f.eks. ikke er mødt op til et møde på et jobcenter, og at de deref-

ter er i risiko for at miste boligen igen på grund af manglende huslejebetaling.

Beskæftigelsesområdet spiller endvidere en vigtig rolle i forhold til at formidle deltagelse i for-

skellige former for aktivering/aktiviteter. Flere af de interviewede borgere angiver, at de deltager

i aktiviteter og beskriver generelt disse positivt som givende indhold i deres hverdag.

Ligeledes er der udfordringer omkring tildelingen af forskellige ydelser, herunder særligt bevillin-

gen af indskudslån, hvor der ligeledes er forskellige oplevelser af, hvor godt samarbejdet funge-

rer. Her har de hjemløse borgeres brugerorganisation SAND en oplevelse af, at krav vedrørende

indskudslån generelt ofte udgør en barriere for, at borgerne kan få en bolig. Det gælder eksem-

pelvis krav om, at borgeren har sparet op af sin kontanthjælp, hvilket ifølge SAND kan være me-

get vanskeligt, hvis borgeren overnatter på gaden eller på herberg. SAND påpeger her, at borge-

re i en akut hjemløshedssituation har højere daglige udgifter til mad og andre fornødenheder, da

f.eks. kølevarer ikke kan opbevares.

En udfordring, der beskrives i flere kommuner, er, at "boligparathedstilgangen" stadig står stærkt

i misbrugsbehandlingssystemet. I én kommune beskrives det, at hvis den hjemløse borger er i et

misbrugsbehandlingsforløb, er den sociale sag som oftest placeret i misbrugsbehandlingssyste-

met og ikke i kommunens hjemløseindsats, og at Housing First-tilgangen ikke i samme grad er

slået igennem i misbrugsbehandlingssystemet, og at det særligt har en betydning i forbindelse

med boligindstillinger, hvor der i vid udstrækning stadig stilles krav til behandling i forbindelse

med indstillinger.

I forhold til det psykiatriske system er der meget forskellige erfaringer i kommunerne. Hvor nogle

kommuner beskriver, at der er sket en styrkelse af samarbejdet, f.eks. gennem faste møder, be-

skriver andre kommuner stadig vanskeligheder i samarbejdet med psykiatrien. Det er særligt de

psykisk syge misbrugeres situation, der påpeges, hvor det opleves som et fortsat problem, at

psykiatrien ikke i tilstrækkelig grad er i stand til at tilbyde denne gruppe fornøden behandling. Li-

geledes er der en del interviewpersoner, og navnlig interviewpersoner uden for de kommunale

forvaltninger, der påpeger, at der i flere kommuner er en fortsat mangel på socialpsykiatriske bo-

tilbudspladser til gruppen af psykisk syge misbrugere.

4.4 Bostøtten virker

Som det vil fremgå af de respektive kapitler om de enkelte bostøttemetoder, viser dokumentati-

onen samlet set, at det er lykkedes for en stor del af de borgere, der er blevet tilknyttet de tre

bostøtteindsatser, at komme i bolig. Særligt viser dokumentationen, at for de borgere, som både

har fået en boligløsning og bostøtte, er det få, der mister boligen igen i løbet af observationsperi-

oden. Det viser overordnet set, at bostøttemetoderne er meget effektive til at få borgere ud af

hjemløshed og støtte dem i at fastholde boligen.

Resultaterne understøttes af de gennemførte borgerinterviews (i alt ca. 30 interviews, fordelt på

de tre metoder). På tværs af de tre metoder er de interviewede borgerne generelt meget tilfredse

både med at have fået en bolig og med den bostøtte, de modtager. Mange giver udtryk for, at

hvis ikke de fik bostøtte, ville de næppe kunne fastholde boligen. Mange beretter, at de har lange

ophold på gaden eller på herberger bag sig. De fleste beretter, at de tidligere har haft en bolig,

men på et tidspunkt mistede den. En del fortæller, at boligen har givet dem bedre mulighed for

at komme på afstand af et misbrugsmiljø, omend mange stadig har et misbrug.

De tre bostøttemetoder er, som nævnt, henvendt til forskellige målgrupper. Vi vil i det følgende

sammendrage erfaringerne fra de tre bostøttemetoder, mens dokumentationen for hver af meto-

derne gennemgås mere specifikt i de respektive kapitler.

Det skal her understreges, at det positive forløb, hovedparten af borgerne har haft med at fast-

holde boligen, ikke alene kan tilskrives bostøtteindsatsen. Der er netop i vid udstrækning tale

om, at bostøtteindsatsen også støtter op om borgerens brug af øvrige indsatser, som f.eks.

sundhedsmæssige indsatser. Bostøttemetoderne understøtter således muligheden for at etablere

en mere helhedsorienteret og sammenhængende indsats for borgeren.

30

Det skal endeligt også fremhæves, at vurderingen af bostøttemetodernes resultater er baseret på

borgernes situation i den periode, de har modtaget bostøtte. Udviklingen efter bostøtten ophør er

ikke medtaget. Herudover skal det fremhæves, at analyserne af fastholdelse er baseret på den

gruppe af borgere, der har mere end én indberetning og hvor der ikke er svaret ”Ved ikke” eller

”Andet” på borgerens boligsituation. Det vil sige, at borgere, hvor medarbejderen har svært ved

eller ikke kan vurdere borgerens boligsituation samt helt korte forløb ikke indgår. På grund af

denne afgrænsning indgår 74 pct. af borgerne i analyserne af fastholdelse, der citeres nedenfor.

Det er vanskeligt at vurdere præcist hvad dette betyder i forhold, hvorvidt analysen er repræsen-

tativ for den samlede gruppe af borgere i forhold til udviklingen i borgernes boligsituation.

4.5 ACT

ACT-indsatsen (i København) er henvendt til borgere med komplekse støttebehov, og som har

vanskeligt ved at benytte øvrige sociale støtteindsatser. Her viser resultaterne, at over 90 pct. af

denne målgruppe er i stand til at fastholde boligen igennem observationsperioden, hvilket må be-

tegnes som en stor succes. Interviewene med både borgere og medarbejdere viser, at det netop

er den tværfaglige kompetence i teamet, der er afgørende for indsatsens succes. Det er med den

socialpædagogiske del muligt at støtte borgeren både socialt og praktisk i hverdagen. Stort set

alle borgerne har misbrugsproblemer, mange har andre psykosociale problemstillinger, og en del

har alvorlige somatiske helbredsproblemer, blandt andet som følge af langvarigt misbrug og

hjemløshed. Ved at to misbrugsbehandlere, en psykiater og en misbrugslæge samt to social- og

sundhedsassistenter er tilknyttet teamet, er det muligt at yde en specialiseret indsats direkte til

borgeren og at bistå borgeren ved kontakt til det almindelige sundhedsvæsen. Endelig har til-

knytningen af medarbejdere med myndighedskompetence fra henholdsvis socialcenter og jobcen-

ter betydet, at administrative forhold vedrørende f.eks. bolig, ydelser, aktivering med videre har

kunnet håndteres smidigt og tæt på borgeren. Tilknytning af medarbejdere med myndigheds-

kompetence har også lettet arbejdet for de socialpædagogiske medarbejdere i teamet, der har

kunnet fokusere på den socialpædagogiske indsats.

Ved at "vende bøtten på hovedet" og samle en række fagpersoner fra forskellige sektorer i et

samlet udgående team, er det med ACT-indsatsen lykkedes at skabe en helhedsorienteret indsats

for en gruppe af svært socialt udsatte borgere.

Kapaciteten i det Københavnske ACT-team er ca. 70-80 aktive borgere. Ved observationsperio-

dens afslutning primo 2013 var kapaciteten fuldt udnyttet, og nytilgang sker således kun ved af-

slutning af borgere, eller når borgere, der er tilknyttet teamet, afgår ved døden.

Flere interviewpersoner i København peger på, at der formentlig er en større gruppe af de hjem-

løse borgere i byen, som kunne have gavn af ACT-støtte. Der kan således rettes fokus på et mu-

ligt potentiale for at opskalere indsatsen til en større del af målgruppen, hvilket kunne afdækkes

yderligere. Her skal der gøres opmærksom på, at forskningslitteraturen16 generelt peger på, at

den ideelle størrelse af et ACT-team er maksimalt 8-10 medarbejdere og 70-80 borgere, og at

udvidelser af indsatsen bedst foretages ved at etablere flere parallelle teams.

Der kan også rejses spørgsmål om, om andre kommuner kunne have gavn af at have et ACT-

team, hvilket dog kræver en målgruppe af en vis størrelse.

4.6 ICM

ICM-indsatsen er den bostøttemetode, der tegner sig for langt de fleste borgerforløb på tværs af

kommunerne. ICM er som nævnt henvendt til borgere, som har brug for en længerevarende flek-

sibel indsats, som kan tilpasses den enkelte borgers behov, i form af både social og praktisk støt-

te i hverdagen og hjælp til at benytte øvrige sociale og behandlingsmæssige indsatser.

Også for ICM-indsatsen er det generelle billede, at hovedparten af de borgere, der har modtaget

ICM-støtte, er kommet i bolig, og at af andelen af dem, der er kommet i bolig, er der forholdsvis

få, der mister den igen.

16 S. Tsemberis (2010): “Housing First. The Pathways Model to End Homelessness for People with Mental Illness and Addiction”, Hazel-

den, Center City, Minnesota.

31

Det skal også påpeges, at der er en gruppe af borgere, der har været tilknyttet ICM-forløb, som

ikke er kommet i bolig. Det gælder 16 pct. af borgerne, der har været tilknyttet ICM.

Flere mulige forklaringer på at det ikke er lykkedes at få en del af borgerne i bolig, bringes i spil i

interviewmaterialet. Flere kommuner peger på, at ICM-indsatsen er blevet anvendt bredt – f.eks.

at borgere, der opholder sig på gaden og på natvarmestuer, er blevet tilbudt ICM-forløb. Arbejdet

i relation til disse borgere starter typisk med at opbygge en relation til borgeren og etablere en

tillid mellem borgeren og bostøttemedarbejderen, der kan danne grundlag for det videre arbejde

med at skabe en boligløsning for borgeren.

Her fremhæves manglen på boliger som et stort problem, herunder de lange ventetider. At der

ikke kan tilbydes en bolig hurtigt betyder, at det er vanskeligt at holde en stabil kontakt med

borgeren, f.eks. når borgeren befinder sig på gaden, natvarmestuer eller på herberger.

Tendensen kan dog også være tegn på, at Housing First-tilgangen ikke er slået tilstrækkeligt

igennem i alle dele af det kommunale system. I enkelte kommuner, hvor den centrale boligan-

visning ligger "langt" fra hjemløseindsatsen, f.eks. i en anden forvaltning, meldes der om, at "bo-

ligparathedstilgangen" stadig indimellem gør sig gældende i vurderinger af, at borgeren ikke kan

boligindstilles. Kommunerne beretter her generelt om, at det har været et stort arbejde og ofte

en stor udfordring at vende "parathedstilgangen" i forskellige dele af det kommunale system, og

at "mindshiftet" til Housing First har været en stor udfordring. Her skal det også tages i betragt-

ning, at praksis tidligere ofte har været, at borgere tilbydes en væsentligt mindre intensiv bostøt-

te ved udflytning i egen bolig, og at forventningerne til borgerens boevne i boligindstillingen har

beroet på dette. Her skal også boligindstillingen gøre en erfaring med, at der med en mere inten-

siv bostøtte er en bedre chance for, at borgeren kan bo i egen bolig.

At det ikke er lykkedes at få 17 pct. af ICM-borgerne i bolig, og at der er enkelte borgere, der

mister den igen, kan også være tegn på, at ICM-indsatsen ikke er tilstrækkelig intensiv til en del

af disse borgere. Her skal der peges på, at ACT-indsatsen generelt er en mere intensiv støtte, der

med det tværfaglige team giver mulighed for at give en mere specialiseret indsats direkte til bor-

geren, og at det kan overvejes, om en del af ICM-borgerne snarere er målgruppe for ACT-

metoden.

4.7 CTI

Hovedparten af borgerne, der har modtaget CTI-forløb, er kommet i bolig. Samtidig er det meget

få af CTI-borgerne, der har mistet boligen igen over observationsperioden.

Her skal der dog gøres opmærksom på, at CTI-borgerne kun har været fulgt fra start til slut af

CTI-forløbet. Det har således ikke været muligt at følge borgerne efter afslutningen af forløbet.

Det er derfor ikke muligt at sige noget om, hvorvidt borgeren fastholder boligen, efter forløbet er

afsluttet.

Det skal her også tages i betragtning, at CTI-forløbene som oftest iværksættes, netop når en bo-

ligløsning er inden for rækkevidde, typisk således at ventetiden på boligen passer med, at første

fase af CTI-forløbet iværksættes, mens borgeren stadig opholder sig på § 110-boformen.

En central udfordring ved CTI-metoden har været at afgrænse målgruppen fra dem, der har brug

for længevarende støtte, og som således som udgangspunkt er målgruppe for ICM. Her skal det

påpeges, at ikke alle kommunerne har valgt at benytte både ICM- og CTI-metoden. Særligt i de

kommuner med CTI-støtte og uden ICM-støtte er der en problematik omkring overgangen til an-

den støtte efter endt CTI-forløb. Der er også kommuner, der kun i meget begrænset omfang har

anvendt ICM og i stedet har prioriteret, at CTI-borgere, med videre støttebehov efter endt forløb,

i stedet skal hjælpes videre inden for den eksisterende indsats.

Heroverfor kan det også fremhæves, at nogle kommuner har valgt at arbejde mere med ICM end

med CTI ud fra en vurdering af, at de hjemløse i kommunen generelt har ret betydelige støttebe-

hov, og således snarere har behov for en ICM-indsats end en CTI-indsats.

En CTI-bostøttemedarbejder anslår, at ca. halvdelen af de borgere, personen er bostøtte for, ef-

ter endt forløb vil være selvhjulpne og således ikke vil have behov for en ny støtteperson, mens

32

halvdelen vil have brug for en ny støtteperson. Denne tendens peger på at en grundig visitati-

onsprocedure er af stor betydning.

Nogle af de interviewede borgere giver desuden udtryk for stor usikkerhed over, at CTI-forløbet

skal afsluttes, og om de tildeles en ny støttemedarbejder i andet regi. Der kan her rettes op-

mærksomhed på, om en del af de borgere, der er henvist til CTI-forløb, reelt er målgruppe for et

længerevarende ICM-forløb.

Flere interviewpersoner påpeger, at de oplever udfordringer i forhold til at få borgerne visiteret

videre til de rette tilbud med udgangspunkt i, hvilke særlige udfordringer borgeren har, således

at vedkommende støttes bedst muligt. Uden den rette indsats er der større risiko for, at den en-

kelte borger mister sin bolig eller fastholdes i en hjemløsesituation.

Der skal her særligt gøres opmærksom på, at for borgere, der afsluttes, og som skal overgå til

anden støtte, f.eks. i form af en hjemmevejleder, er der typisk tale om tilbud med en væsentligt

højere caseload. Hvor caseloaden, altså antallet af borgere pr. medarbejder, for CTI maksimalt er

12:1, kan caseloaden i mainstream-indsatsen være fra ca. 30:1 til 50:1 vurderet ud fra inter-

views med udvalgte kommuner. Desuden er der i flere kommuner en betydelig ventetid på at få

en hjemmevejleder – der nævnes i interviewene ventetider på op til et halvt år. Her er praksis

typisk, at CTI-forløbet forlænges, indtil den efterfølgende støtte er tilgængelig.

På trods af disse udfordringer er det dog generelt vurderingen i kommunerne, at CTI-indsatsen

har givet et vigtigt redskab til at støtte en stor gruppe borgeres overgang fra herberg til egen bo-

lig.

Det skal her påpeges, at både ICM og CTI på mange måder har ligheder med den efterværnsind-

sats, der i mange år har været udført fra § 110-boformerne, samt med den eksisterende § 85-

indsats i kommunerne. Det skal dog påpeges, at der for ICM og CTI generelt er tale om en bety-

deligt lavere caseload, og således er der mulighed for at give en mere intensiv indsats.

I en del af de kommuner, hvor CTI-indsatsen har været forankret på § 110-boformerne, forank-

res CTI-indsatsen også efter udløbet af Hjemløsestrategien på boformerne. Det sker dog i de fle-

ste tilfælde inden for den eksisterende drift på boformerne, og et opmærksomhedspunkt er her,

om det er muligt at opretholde den relativt lave caseload, det vil sige den relativt høje intensitet

af bostøtten ved CTI. Et yderligere opmærksomhedspunkt er betydningen af et tæt samarbejde

med borgerens myndighedssagsbehandler i forbindelse med udarbejdelse af en § 141-

handleplan.

4.8 Almindelige boliger eller kategoriboliger?

En central erfaring er endvidere – i tråd med Housing First-tilgangen – at det for hovedparten af

de hjemløse borgere er en almindelig bolig (med bostøtte), som vurderes at være den mest hen-

sigtsmæssige boligløsning.

Ud fra resultaterne fra Udredning og Plan, samt ud fra fordelingen på boligtyper ved de tre

bostøttemetoder vurderes almindelige boliger (i praksis typisk almene boliger) at være den mest

hensigtsmæssige boligløsning for 70-75 pct. af de borgere, der befinder sig i en hjemløshedssi-

tuation.

20-25 pct. af de hjemløse borgere vurderes at have behov for forskellige former for botilbud,

som f.eks. § 108-boformer eller støttede bomiljøer. Det gælder f.eks. alternative plejehjemsplad-

ser til dem, der har udviklet egentlige plejebehov som følge af langvarigt misbrug, eller andre

former for botilbud.

Endelig vurderes ca. 5 pct. af de hjemløse borgere at have behov for alternative boliger (skæve

boliger), der er henvendt til borgere, der f.eks. på grund af kaotisk adfærd eller andre psykosoci-

ale problemstillinger ikke har mulighed for hverken at bo i almindelige boliger eller i øvrige botil-

bud.

Ser vi på kommunernes erfaringer og også på de interviewede borgere, er det en generel erfa-

ring, at det har fungeret godt, at borgere er kommet i almindelige boliger med bostøtte, og at

33

bostøtten netop muliggør, at en stor del af de hjemløse borgere kan bo i almindelige boliger.

Blandt de interviewede borgere, der er flyttet i en almindelig bolig og får bostøtte, er der generelt

stor tilfredshed med at have fået en bolig. Der er dog også borgere, der fortæller, at det i starten

var svært at bo i boligen, men de fleste har efterhånden vænnet sig til at være i boligen.

En borger siger om at have fået en bolig:

Interviewer: Hvordan var den forandring til lige pludselig at få en bolig?

Borger: Det var dejligt. Jeg kunne lukke døren og være mig selv. I starten havde jeg to mælke-

kasser og en oppustelig madras, og den var der hul i. Så når man havde en kvinde med hjem,

det var pinligt, mand.

Interviewer: Men alligevel …

Borger: Jeg synes stadigvæk, der skal ske noget mere. Men penge ligger mig lidt lavt for tiden.

Interviewer: Er det en etværelses?

Borger: Det er en toværelses. Så fik jeg nyt køleskab og komfur, da jeg flyttede ind. Det er godt

nok.

Interviewer: Sover du hér de fleste nætter?

Borger: Stort set hver nat. Det er meget sjældent, at jeg ligger i en brandert et eller andet sted,

eller hvis jeg skal noget længere væk, så kan jeg godt finde på at sove hos en anden, hvis det

bliver sent, hvis togene ikke kører mere, så gider jeg ikke cykle hjem.

[…]

Interviewer: Hvordan fungerer det nu?

Borger: Det fungerer rigtig godt. Bedre … i forhold til det andet, så fungerer det rigtig godt.

Interviewer: Hvad er det, der gør forskellen?

Borger: Jeg kan lukke min dør og være mig selv. Invitere venner hjem, hvem jeg vil have hjem,

og hvem jeg ikke vil have hjem.

Der er dog, som tidligere nævnt, også borgere, der har mistet boligen igen. Det kan f.eks. være

på grund af manglende huslejebetalinger, problemer med at overholde husorden, eller at borge-

ren ikke magter at bo i boligen.

For de, som ikke er i stand til at bo i egen bolig, er det vigtigt, at der er en differentieret vifte af

øvrige boligmuligheder.

Kommunerne beretter i flere tilfælde, at der har været vanskeligheder med de såkaldte kategori-

boliger, der har været etableret gennem Hjemløsestrategien. Med kategoriboliger forstås boliger,

hvor alle boliger i f.eks. en bygning eller en opgang beboes af mennesker af samme kategori,

f.eks. boliger, hvor der udelukkende bor borgere med misbrugsproblemer eller tidligere hjemløse

borgere. Det gælder navnlig problemer med at samle mange personer med misbrugsproblemer

samme sted, da der let opstår et miljø, som kan virke "fastholdende" for den enkelte, ligesom

der ofte opstår konflikter og uro. Dilemmaet er imidlertid, at alternativet til en kategoribolig i en

del tilfælde kan være ”ingen bolig” og dermed ophold på gaden eller på herberg.

Udfordringerne ved, at mange mennesker med svære sociale problemer bor i samme enhed,

kommer til udtryk i nogle af interviewene med borgere, der bor i kategoriboliger. En borger udta-

ler:

34

Borger: […] Folk der bor her, har nogle specielle problemer – jeg har også nogle problemer, men

folk, der bor her, er bare meget – jeg magter dem ikke. Jeg har ikke overskud til deres prostitu-

tion og hash. Ej, jeg magter det ikke. Nej …

Interviewer: Så du synes, folk har for mange problemer?

Borger: Nej, jeg tror bare, at … folk, der bor her, er meget sådan … jeg ved ikke, hvordan jeg

skal sige det … for eksempel pushere, dem gider jeg ikke snakke med. De har ikke noget intelli-

gent at sige, og ludere gider jeg heller ikke snakke med. De andre har jeg ikke rigtig mødt, de

har det nok ligesom mig, at de ikke gider snakke med dem.

En anden borger, der ligeledes bor i en midlertidig kategoribolig, udtaler:

Borger: […] Det er lidt irriterende, jeg har bare spildt min tid. Hvis man ikke er en helt dårlig sjæl

og har dårlige nerver, så bliver det ret lang tid. Men altså …

Interviewer: Hvordan kan det være, at du føler, det er spildtid?

Borger: Fordi man står stille, og jeg er ikke kommet videre i 2 år. Jeg har siddet her,… og egent-

lig ikke lavet noget fornuftigt.

Interviewer: Vil du føle, du har bedre mulighed for det, hvis du boede i din egen lejlighed?

Borger: Ja. Fordi det her er ikke noget hjem. Jeg kan ikke rigtig falde til, og jeg kan ikke sove

her, og pædagogerne vader ind, når det passer dem.

Interviewer: Så der er også pædagoger tilknyttet stedet?

Borger: Ja. Musikken kan høres over det hele, hvis nogen sætter musik på, så det er ikke til at

finde ro her. Der er så lydt. Det er næsten ikke til at holde ud.

Der er dog også borgere, der udtrykker tilfredshed med at bo i kategoribolig. Eksempelvis udtaler

en borger, der ligeledes bor i en midlertidig kategoribolig:

Interviewer: Hvordan var det at komme hér fra at have været uden bolig i noget tid?

Borger: Jamen, det har faktisk været rigtig godt. Man har tag over hovedet og kan sove trygt

uden at skulle bekymre sig om noget andet … kan låse døren, når man ikke gider tale med gæ-

sterne. Så det har jeg det fint med, det er kanon, rigtig godt. […] I stedet for, at man ikke har

nogen bolig, så skal man udenfor, så kan man blive lokket med på hvad som helst. Det er godt

bare at have sit eget, som man lige kan lukke af og have tiden for sig selv og bare hvile.

Således er der naturligvis individuel variation i borgernes erfaringer med forskellige boligtyper.

En del af de interviewede nøglepersoner fremhæver dog, at de lange ophold i midlertidige tilbud

først og fremmest skyldes, at det er vanskeligt at skaffe boliger nok til at få borgerne i egen bo-

lig.

4.9 Mangel på boliger

En helt central forudsætning for Housing First-tilgangen er, at der tidligt i et indsatsforløb etable-

res en permanent boligløsning for borgeren. En tilstrækkelig tilgang af boliger til indsatsen er så-

ledes en nødvendig forudsætning.

Det skal her fremhæves, at det er lykkedes at skaffe boliger til størstedelen af de borgere, der

har været tilknyttet bostøttemetoderne. Som nævnt er der dog også en gruppe af borgere, som

det ikke er lykkedes at skaffe en bolig til. Samtidig skal det påpeges, at det samlet set kun er en

vis andel af de hjemløse borgere i strategikommunerne, der har været omfattet af bostøtteind-

satserne. Tilgængeligheden af boliger til målgruppen må således ses i en bredere sammenhæng.

Kommunerne har imidlertid generelt erfaret, at der er stor mangel på boliger, som målgruppen

har adgang til og råd til at betale. Denne problematik udgør en central strukturel udfordring for

35

implementeringen af Housing First-princippet og det generelle metodearbejde under Hjemløse-

strategien.

Den største enkelte barriere i forbindelse med arbejdet med Hjemløsestrategien generelt og i for-

hold til implementeringen af Housing First-princippet har vist sig at være manglen på almindelige

lejeboliger med et huslejeniveau, som målgruppen har mulighed for at betale. Dette skal ses i

forhold til, at almindelige selvstændige boliger er den boligtype, som hovedparten af de hjemløse

borgere har behov for.

En forstander på en § 110-boform udtaler:

Interviewperson: Det har været en kæmpeudfordring. Der var den rigiditet om Housing First, at

vi slet ikke forholdt os til boligsituationen. […] Vi bliver nødt til også i hjemløshedsfeltet at be-

tragte boligmarkedet som et "vildt problem". Det er ustyrbart. Vi har ikke magten over det. […]

Interviewer: Hvad kunne man så have gjort anderledes? Det er jo vanskeligt at gøre noget ved

den strukturelle boligsituation?

Interviewperson: Hvis nu man lavede en metaanalyse af bevægelsesmønstrene på boligmarke-

det. Hvordan bevæger man sig egentlig? Hvor mange flytter ind? Hvor mange flytter ud? Hvad

for nogle lejlighedstyper har vi? Er det voksne, er det unge, er det gamle? Hvordan er mobilite-

ten? Der mangler enhver fundamental analyse.[…] Jeg er fagligt og professionelt enig i Housing

First – jeg er helt fundamentalt enig i, at borgere skal have en bolig, og at de skal have den så

hurtigt som muligt. Vores egen strukturelle situation kom bare til at stå i vejen. […]

Udfordringen i forbindelse med manglen på billige lejeboliger opleves af kommunerne som ha-

vende stor indflydelse på deres mulighed for at arbejde med metoderne under Hjemløsestrategi-

en og med at få implementeret Housing First som det grundlæggende princip, man i kommunen

arbejder ud fra på tværs af afdelinger og forvaltninger i forhold til målgruppen af hjemløse borge-

re. Kommunerne oplever, at dette i høj grad har påvirket metodearbejdets resultater set i forhold

til, hvor mange borgere det har været muligt at få i bolig som en del af Hjemløsestrategien.

Manglen på boliger gør sig gældende for den samlede gruppe af hjemløse borgere, men rammer

især de hjemløse borgere i storbyerne samt gruppen af unge hjemløse. I storbyerne er konkur-

rencen om særligt billige lejeboliger stor, samtidig med, at der er et stadigt mindre udbud af billi-

ge lejeboliger. For de unge hjemløse er der stor mangel på ungdomsboliger, ligesom der er få

almene boliger med en tilstrækkelig lav husleje, til at de unge har råd til at betale den. Dette

gælder især for de unge kontanthjælpsmodtagere, som har et væsentligt lavere forsørgelses-

grundlag end kontanthjælpsmodtagere på 25 år og derover.

Der er dog også fortsat et udækket behov for forskellige former for botilbud med videre til de

hjemløse borgere. Her oplever kommunerne generelt, at de mange boliger, der er blevet etable-

ret gennem strategien, har givet bedre muligheder for at tilbyde forskellige former for botilbud og

alternative boliger, men at der lokalt stadig er udækkede behov.

Manglen på boliger kan forstærkes, hvis det er vanskeligt at vende en praksis i boliganvisningen

med hensyn til boligparathed til Housing First. Her er erfaringerne meget forskellige i kommuner-

ne, og som nævnt kan "afstanden" forvaltningsmæssigt mellem hjemløseindsatsen og boliganvis-

ningen spille en rolle.

Der meldes endvidere, at hjemløse borgere møder forskellige former for administrative barrierer i

forbindelse med at få en bolig. Her fortæller de hjemløse borgeres brugerorganisation SAND, at

der ofte er vanskeligheder ved at få bevilget indskudslån, herunder krav om opsparing fra kon-

tanthjælpen – som det f.eks. kan være vanskeligt at opfylde, hvis personen i en længere periode

har været gadehjemløs.

De fleste af strategikommunerne har et relativt stort antal almene boliger i kommunerne, men

ofte er der tale om boliger, som enten er for dyre for målgruppen, eller også er der tale om boli-

ger, som målgruppen ikke har adgang til på grund af lokale aftaler. Nogle kommuner påpeger i

den forbindelse, at de oplever en modsætning mellem Hjemløsestrategien og Housing First-

36

princippet og brugen af fleksibel og kombineret boligudlejning i en række almene boligområder.

Der er udlejningsredskaber, der har til hensigt at ændre beboersammensætningen i områderne

ved f.eks. at give forrang til borgere i beskæftigelse til ledige boliger. Flere kommuner oplever

imidlertid, at brugen af disse udlejningsredskaber har den utilsigtede konsekvens, at det ikke er

muligt at placere socialt udsatte borgere i disse boligområder gennem kommunal anvisning. Det

betyder f.eks., at udsatte ikke har mulighed for at få de billige etværelseslejligheder, som findes

f.eks. i Gellerupparken i Aarhus.

En anden faktor, der forstærker manglen på boliger, er de omfattende renoveringsarbejder, der i

disse år foregår i en række almene boligområder. Hensigten med renoveringerne er generelt at

forbedre boligkvaliteten, men renoveringerne finansieres i vid udstrækning gennem huslejestig-

ninger, hvorved tilgængeligheden af billige boliger mindskes.

I de store kommuner under Hjemløsestrategien, Københavns Kommune og Aarhus Kommune,

har manglen på boliger været en central udfordring gennem Hjemløsestrategiens periode. På

styrgruppemødet i foråret 2012 udlagde de to kommuner i fællesskab et notat, som fremhævede

de mest centrale udfordringer på området.

Også de øvrige strategikommuner i hovedstadsområdet – Frederiksberg, Albertslund, Høje-

Taastrup og Hvidovre oplever store vanskeligheder ved at skaffe det fornødne antal almene boli-

ger til anvisning til målgruppen.

Der er dog også kommuner, der i vid udstrækning har oplevet at have en god tilgængelighed af

boliger. Det er typisk nogle af de mindre og mellemstore kommuner i provinsen.

Endelig er der mere specifikke forhold, der kan vanskeliggøre at finde en bolig. Flere kommuner

peger på, at en del hjemløse borgere har hund, og der bliver stadig færre boligafdelinger, som

tillader hundehold. Særligt større hunde og muskelhunde bliver i stigende omfang forbudt i bolig-

afdelingerne. Forbud mod hundehold kan være en barriere i forhold til, at den hjemløse borger

accepterer et tilbud om bolig. Her skal det særligt tages i betragtning, at en del hjemløse borgere

har et meget svagt socialt netværk, og at det således opleves som særligt vanskeligt at skille sig

af med en hund for at kunne modtage et boligtilbud.

Samarbejdet med boligselskaberne

Som led i at skaffe de nødvendige boliger til målgruppen er samarbejde med boligselskaberne

vigtigt, og der er i denne sammenhæng gode erfaringer at hente fra Hjemløsestrategien. I Oden-

se Kommune har man eksempelvis god erfaring med tæt og fleksibelt samarbejde omkring by-

delsfællesskaber. Succesen bunder, ifølge kommunen selv, i den tætte dialog med boligselska-

berne, som betyder, at de får tildelt boliger, som er målrettet kommunens behov og ikke blot

hver 4. ledige bolig. Også Høje-Taastrup Kommune har gode erfaringer med at indgå i dialog

med de almene boligselskaber. Den gode dialog har resulteret i, at kommunen i løbet af 3 måne-

der har fået oprettet 3 opgangsfællesskaber, hvilket dog har forudsat en forudgående grundig

kommunikation med lokalområderne.

Flere kommuner påpeger problemet med, at de ikke kan benytte de større lejligheder – 3-5-

værelses lejligheder, der stilles til rådighed gennem den kommunale anvisning.

Nogle kommuner oplever endvidere, at samarbejdet med de almene boligselskaber kan være

vanskeligt, fordi der i de områder, hvor boligerne er tilstrækkeligt billige, ofte i forvejen bor

mange udsatte, og derfor er det svært at få etableret samarbejde med boligselskaberne.

37

5. DE UNGE HJEMLØSE

En målsætning i Hjemløsestrategien har været at tilbyde de unge hjemløse borgere andre løsnin-

ger end ophold på § 110-boformer. I flere af strategikommunerne er der oprettet skærmede §

110-pladser til unge. Som nævnt i kapitel 2 om målopfyldelse er målsætningen kun i begrænset

grad indfriet, idet der fortsat er et betydeligt antal unge mellem 18 og 24 år med ophold på ordi-

nære § 110-pladser. Samtidig viser de nationale hjemløsetællinger, at der er sket en kraftig stig-

ning i antallet af hjemløse unge gennem strategiperioden. Den nedenstående figur viser den

samlede udvikling i antallet af unge hjemløse fra SFI’s hjemløsetællinger.

Figur 5-1: Udvikling i antallet af hjemløse unge mellem 18 og 24 år.

Kilde: SFI’s hjemløsetællinger 2009, 2011 og 2013.

Figuren viser, at stigningen i antallet af unge hjemløse både er sket i strategikommunerne og i

landets øvrige kommuner, hvilket tyder på, at stigningen ikke kan tilskrives et øget fokus på og

kendskab til ungegruppen, som har gjort sig gældende i strategikommunerne. Endvidere kan det

bemærkes, at hjemløsetællingerne viser, at hovedparten af de hjemløse unge overnatter midler-

tidigt hos personer i deres omgangskreds.

5.1 Skærmede pladser til unge efter § 110

I forbindelse med Hjemløsestrategien har man i flere kommuner oprettet skærmede § 110-

pladser til unge hjemløse. Hovedparten af de unge, der benytter disse tilbud, har enten mis-

brugsproblematikker og/eller en psykisk sygdom. Der er generelt ret blandede erfaringer med de

skærmede tilbud til unge.

Der er en betydelig variation i de fysiske faciliteter på de skærmede § 110-pladser til unge. I én

kommune er tale om 1-værelseslejligheder med egne faciliteter, mens der i en anden kommune

er tale om lejligheder, hvor køkken og bad deles for to personer. I en tredje kommune er der på

et tilbud med 30 pladser ét enkeltværelse, en række flersengsværelser, samt en tipersoners so-

vesal.

Nogle af de kvalitative borgerinterviews er foretaget med unge på de skærmede § 110-pladser.

Flere af de unge påpeger, at de oplever vanskeligheder ved at bo mange udsatte unge samlet,

herunder problemer med stofmisbrug, handel med stoffer, larm og konflikter. Der er dog også

unge, der har en mere positiv erfaring med ophold på stedet, herunder særligt, at tilbuddet ud-

gør en forbedring i forhold til deres tidligere situation. Samtidig gælder det særligt, at de inter-

viewede unge generelt udtrykker stor tilfredshed med at have en case manager.

Flere interviewpersoner peger på, at de unge ofte har lange ophold på disse tilbud, og at de lange

ophold ofte ikke nødvendigvis er udtryk for, at disse lange ophold er hensigtsmæssige for de un-

ge, men først og fremmest er udtryk for barrierer for at få de unge videre – herunder barrierer

for at få de unge videre i egen bolig. De skærmede ungepladser vurderes dog generelt som nød-

395

622 667

238

380

471

0

200

400

600

800

1000

1200

2009 2011 2013

An

tal u

ng

e

Unge, øvrige kommuner

Unge, strategikommuner

38

vendige i forhold til, at en stor gruppe af unge akut befinder sig i en hjemløshedssituation, og at

alternativet for disse unge er ophold på gaden, ordinære § 110-boformer, eller på sofaen hos

venner og bekendte, ofte i udsatte miljøer.

5.2 Udvikling i boligsituation

Den nedenstående figur viser udviklingen i boligsituation separat for henholdsvis de 18-24-årige

og for borgere på 25 år og derover, der har indgået i en af de tre bostøtteindsatser under strate-

gien.

Figur 5-2: Udvikling i borgernes boligsituation under bostøttemetoderne (ACT, CTI, ICM).

Antal borgere 18-24 år=405. Antal borgere 25 år eller derover=873. Figuren viser et samlet billede for de tre bostøt-

temetoder (ACT, CTI og ICM). Kun borgere, for hvem der er angivet alder, indgår i figuren. Kun borgere med mere

end én indberetning indgår i figuren.

Figuren viser, at de 18-24-årige i mindre grad kommer i egen bolig sammenlignet med borgerne

på 25 år og derover. Figuren skal læses med det forbehold, at flere kommuner, som nævnt oven-

for, har oprettet skærmede ungepladser i tilknytning til § 110-boformer, og at unge på disse

pladser indgår i gruppen uden egen bolig.

13% 19%

8% 8%

59%

23%

31%

8%

28%

58% 61%

83%

0%

10%

20%

30%

40%

50%

60%

70%

80%

90%

100%

Første indberetning

Seneste indberetning



18-24 år 25 år eller derover

An

del af

bo

rg

ere

Borgeren har egen bolig

Borgeren har ikke egen bolig

Ved ikke/andet

39

Nedenstående figur belyser borgernes fastholdelse af bolig. Det skal bemærkes, at tallene i ne-

denstående tabel ikke er direkte sammenlignelige med tallene fra figurerne ovenfor, idet tabellen

ikke medtager borgere, for hvem der enten ved første eller seneste indberetning er angivet ”Ved

ikke” eller ”Andet”. Der indgår derfor et mindre antal borgere i denne analyse. Særligt for de 18-

24-årige er der en del, der her udgår.

Tabel 5-1: Skema over fastholdelsesgrad for bostøttemetoderne (ACT, CTI, ICM). Andele i pct.

Fastholdelse af bolig Borgere 18-24 år Borgere 25 år eller

derover

Har stabilt haft en bolig 31 66

Har fået en bolig i perioden 32 22

Har mistet en bolig i perioden 9 5

Heraf mister en bolig og får en ny (4) (2)

Heraf mister en bolig og får ikke en ny (5) (3)

Har ikke haft bolig i hele perioden 28 8

I alt 100 100

Note: Uddybning af kategorier i figur:

Har stabilt haft en bolig: Har en bolig ved første indberetning og ved sidste indberetning og mister ikke boligen un-

dervejs.

Har fået en bolig i perioden: Har ikke en bolig ved første indberetning, men har en bolig ved sidste indberetning og

mister ikke boligen undervejs.

Har mistet en bolig i perioden: Har mistet en bolig på et tidspunkt i løbet af perioden.

Har ikke haft bolig i hele perioden: Har ikke en bolig ved første indberetning eller ved sidste indberetning og oplever

ikke at få en bolig for at miste den igen undervejs.

Antal borgere alle kommuner 18-24 år=335. Antal borgere 25 år eller derover=803. Tabellen viser et samlet billede

for de tre bostøttemetoder (ACT, CTI og ICM). Kun borgere med mere end én indberetning og borgere, for hvem der

ikke er svaret "Ved ikke" eller "Andet", indgår i figuren. Kun borgere, for hvem der er angivet en alder, indgår i figu-

ren.

Individdokumentationen peger således først og fremmest på, at omkring 2/3 af de 18-24-årige

får og fastholder en bolig i forbindelse med et bostøtteforløb. Det er således en væsentlig andel

af de unge, der kan profitere af et bostøtteforløb. Omvendt peger analysen dog også på, at der

er en gruppe af unge, der enten ikke får en bolig eller har vanskeligt ved at fastholde den og at

disse udfordringer er større for de 18-24-årige end for borgerne på 25 år og derover.

At færre unge får eller fastholder en bolig er ikke nødvendigvis udtryk for, at bostøtten ikke er

velegnet til de unge, eller at det er vanskeligere for de unge at bo i egen bolig. Det kan også væ-

re udtryk for, at det er vanskeligt for de unge at få en bolig. Interviewene peger her på, at de

unge ofte må opholde sig i lang tid på de skærmede § 110-pladser på grund af, at det er meget

vanskeligt at skaffe boliger til de unge.

Det kan her nævnes, at Aarhus Kommune har foretaget en analyse af gruppen af unge hjemløse i

kommunen, og heri vurderer, at ca. ¾ af de unge hjemløse vil være egnet til at bo i egen bolig,

heraf dog hovedparten med behov for intensiv bostøtte, mens en fjerdedel vurderes at have be-

hov for andre løsninger, det vil sige forskellige former for botilbud.17

Tabellen ovenfor viser yderligere, at der er lidt flere unge (9 pct.), der mister boliger end blandt

borgerne over 25 år (5 pct.). Den lidt mindre grad af fastholdelse blandt de unge kan skyldes fle-

re forhold. Ud over individuelle forhold peger flere interviewpersoner på, at en grund til, at det er

vanskeligere for de unge at fastholde boligen, er deres økonomiske situation, da mange af de

unge kun har et relativt lavt beløb til overs om måneden, efter at de faste udgifter er betalt, og

at de unge derfor er særligt sårbare i forhold til at kunne betale huslejen. Samtidig mangler

mange af de unge også fundamentale kompetencer til at bo, ifølge flere af interviewede medar-

bejdere.

17 Denne analyse beskrives yderligere sidst i dette kapitel.

40

5.3 § 141-handleplaner

Figuren nedenfor viser, hvorvidt borgeren har en § 141-handleplan ved den første og den sidste

indberetning, separat for de unge og de øvrige borgere.

Figur 5-3: Udviklingen i andelen af borgere under bostøttemetoderne (ACT, CTI, ICM) med en § 141-handleplan.


temetoder (ACT, CTI og ICM). Figuren er baseret på borgere med mere end én indberetning. Kun borgere, for hvem

der er angivet en alder, indgår i figuren.

Figuren viser, at de 18-24-årige i lidt mindre grad har en handleplan sammenlignet med øvrige

aldersgrupper. Det kan herudover bemærkes, at medarbejdernes oftere svarer ”Ved ikke” på

spørgsmålet for de unge. Selv ved den seneste indberetning for borgeren er der en femtedel af

de unge, hvor medarbejderen angiver ”Ved ikke” på spørgsmålet, om borgeren har en § 141-

handleplan.

25% 19%

13% 9%

38%

21% 40%

29%

5%

12%

7%

9%

14%

7%

12%

7%

18%

40%

28%

46%

0%

10%

20%

30%

40%

50%

60%

70%

80%

90%

100%






An

del af

bo

rg

ere

Alder

Ja, borgeren har en § 141-handleplan

Ja, en § 141-handleplan er under udarbejdelse

Nej, borgeren har ikke en § 141-handleplan, men er blevet tilbudt en handleplan inden for de seneste 3 måneder og har ikke modtaget tilbuddet

Nej, borgeren har ikke en § 141-handleplan og er ikke blevet tilbudt en handleplan inden for de seneste 3 måneder.

Ved ikke

41

5.4 De unges øvrige situation

Figuren nedenfor viser borgernes situation ved den første indberetning i relation til en række for-

skellige problematikker. Der vises resultater separat for de 18-24-årige og borgerene på 25 år og

derover.

Figur 5-4: Borgernes problematikker under bostøttemetoderne (ACT, CTI, ICM).


temetoder (ACT, CTI og ICM). Figuren viser situationen ved første indberetning. Kun borgere, for hvem der er angi-

vet en alder, indgår i figuren. Svarkategorierne "I mindre grad", "I nogen grad" og "I stor grad" er i figuren slået

sammen i kategorien "Borgeren har en problematik". I kategorien ”Totalt misbrug” er alle de borgere, der enten har

et misbrug af hash, stoffer eller alkohol eller er i behandling for et af disse misbrug, lagt sammen.

Figuren viser, at de unge i mindre grad har problemer med alkohol- og stofmisbrug end borgerne

over 24 år. Omvendt er der flere blandt de unge, der har et hashmisbrug (53 pct.). Færre blandt

de unge har fysiske gener, hvilket må betragtes i sammenhæng med aldersforskellen og at der

blandt de ældre er borgere, der formentligt har haft længerevarende misbrug, hjemløshed med

videre og kan være udfordret af fysiske følgevirkninger heraf.

Derimod er andelen af psykiske lidelser i begge aldersgrupper meget høj. 79 pct. af de unge vur-

deres at have psykiske lidelser over for 88 pct. af de øvrige. Det er yderligere interessant at be-

mærke, at omkring 80 pct. af de unge har problemer med både økonomi og socialt netværk,

hvilket er på linje med de øvrige borgere.

I betragtning af gruppens alder må det opsamlende derfor fremhæves, at de 18-24-årige lader til

at være udfordret af en række væsentlige problemer, hvoraf særligt hash misbrug, psykiske li-

delser, økonomi og sociale netværk er fremtrædende.

18% 25%

53% 63%

26%

79%

53%

80% 77%

53%

29% 40%

81%

62%

88%

63% 72%

84%

71% 62%

36%

29%

63%

9%

21%

9% 11%

41%

64% 48%

15%

32%

7%

25%

19% 8%

11% 13% 11% 8% 11% 11%

26%

11% 12% 6% 7%

12% 4% 6% 5%

12% 9% 8%

0%

10%

20%

30%

40%

50%

60%

70%

80%

90%

100%

An

del af

bo

rg

ere

Borgeren har problematik Borgeren har ikke problematik Ved ikke

18-24 18-24 25 år eller derover

42

Figuren nedenfor viser udviklingen i borgernes problematikker mellem den første indberetning og

den seneste indberetning:

Figur 5-5: Udvikling i borgernes problematikker under bostøttemetoderne (ACT, CTI, ICM): Hvor mange har positiv ændret situation, uændret situation eller negativt ændret situation ved seneste indberetning sammenholdt med første indberetning.


temetoder (ACT, CTI og ICM). Kun borgere med to eller flere indberetninger indgår. Kategorien ”Mere positiv vurde-

ring” dækker over borgere, som fra første indberetning til seneste indberetning har fået en mere positiv vurdering

af, hvorvidt de har en problematik inden for et område. ”Mere negativ vurdering” dækker modsat over en mere ne-

gativ vurdering, mens ”Uændret vurdering” dækker over samme vurdering ved henholdsvis første og seneste indbe-

retning. Borgere, for hvem der er svaret ”Ved ikke” ved enten den første eller seneste indberetning, er ikke medta-

get. Antallet af borgere for den enkelte problematik varierer fra 241 til 375 for de 18-24-årige og fra 726 til 811 for

borgerne over 24 år på grund af et forskelligt antal Ved ikke-besvarelser for de enkelte problematikker. Antallet

ovenfor i noten er et gennemsnit.

Figuren viser, at for både de 18-24-årige og dem over 25 år er det overordnede billede, at de fle-

ste borgere oplever at situationen er uændret. En mindre del oplever en positiv udvikling, og en

mindre del oplever en negativ udvikling. For begge grupper er der en svag tendens til, at der er

flere der oplever en positiv udvikling i forhold til økonomi, end der oplever en negativ udvikling.

Der er ingen klar tendens til, at de unge skiller sig ud i forhold til borgerne over 24 år.

5.5 Mangel på boliger til de unge hjemløse

I samtlige kommuner melder interviewpersoner om store vanskeligheder ved at skaffe boliger til

de unge hjemløse. Hovedproblemet er ifølge interviewpersonerne, at det er vanskeligt at skaffe

tilstrækkeligt med lejligheder med en tilstrækkeligt lav husleje til, at de unge har råd til at betale

den. Langt hovedparten af de unge hjemløse mellem 18 og 24 år er kontanthjælpsmodtagere18.

77 pct. af de unge, der har indgået i bostøtteindsatsen, er på kontanthjælp. Tal fra hjemløsetæl-

lingen peger på, at ca. 80 pct. af de unge hjemløse er kontanthjælpsmodtagere. De unges lavere

betalingsevne betyder, at der er væsentligt færre af de lejligheder, som er til rådighed for kom-

munal anvisning, som de unge har råd til at betale. Det betyder generelt, at ventetiden på lejlig-

heder er væsentligt længere for de unge. Det skal understreges, at det er kombinationen af de

unges forsørgelsesgrundlag og strukturerne på boligmarkedet, der er udfordringen.

18 Kontanthjælpssatsen for udeboende unge mellem 18 og 24 år i 2013 er 6.767 kr. pr. måned før skat i de første 6 måneder og deref-

ter 5.753 kr. pr. måned før skat., jævnfør www.bm.dk. Unge kontanthjælpsmodtagere har udover kontanthjælpen mulighed for at sø-

ge om enkeltydelser efter kapitel 10 i lov om aktiv socialpolitik og boligstøtte, herunder forhøjet boligstøtte efter boligstøtteloven.

9% 14% 19%

9% 15%

26% 28% 34%

27% 20%

14% 14% 5%

20% 24% 26% 32% 30%

75% 73% 60%

86% 66%

51% 49% 42%

44% 61% 72% 68% 91%

56% 51% 50% 46%

46%

15% 14% 21%

6%

19% 23% 23% 24% 30%

19% 14% 18%

3%

24% 24% 24% 22% 24%

0%

10%

20%

30%

40%

50%

60%

70%

80%

90%

100%

An

del af

bo

rg

ere

Mere positiv vurdering Uændret vurdering Mere negativ vurdering


43

Det skal her tages i betragtning, at dokumentationen generelt viser, at hovedparten af de unge

hjemløse kan bo i en almindelig bolig, forudsat at de samtidig modtager bostøtte fra f.eks. en ca-

se manager, og at en almindelig bolig for hovedparten af de unge er den mest hensigtsmæssige

boligløsning.

Det skal nævnes, at ifølge den gældende Lov om aktiv socialpolitik er en del af de udsatte unge

undtaget fra den lavere kontanthjælpssats for de unge19. Det gælder unge med diagnosticerede

psykiske lidelser inden for et vist spektrum (skizofrenispektret, borderline personlighedsforstyr-

relse med mere). Det er psykiske lidelser af en så alvorlig karakter, at en betydelig del af disse

unge er målgruppe for socialpsykiatriske botilbud. Flere interviewpersoner påpeger, at en betyde-

lig del af de udsatte unge falder uden for denne gruppe, f.eks. unge med misbrug og uden de på-

gældende lidelser, samt en stor gruppe af unge (særligt unge mænd) med ADHD. Endelig er der

stadig en del psykisk syge unge mellem 18-24 år, der endnu ikke er blevet tilstrækkeligt udredt

og ikke har fået stillet en diagnose.

På netværksmødet i februar 2013 om metoden Opsøgende og Kontaktskabende Indsatser, blev

det af de deltagende kommuner vurderet, at manglen på boliger til de unge hjemløse i høj grad

er en faktor, som, i samspil med en række andre faktorer, er med til at fastholde de unge borge-

re i hjemløshed.

De største kommuners (København og Aarhus) erfaring er, at der er et stigende antal unge

hjemløse. Begge kommuner oplever, at antallet af unge, der indstilles til en bolig gennem den

sociale boliganvisning, er stigende, og at de unge i gennemsnit venter længere på en bolig sam-

menlignet med borgere over 25 år.

Beregninger fra Københavns Kommune og Aarhus Kommune, fremlagt på styregruppemødet i

2012 viser, at størstedelen af unge under 25 år ikke kan betale over 3.000 kr. i husleje pr. må-

ned. Det er muligt, at unge studerende med en sammenlignelig indtægt i form af SU kan betale

mere og faktisk gør det, idet unge SU-modtagere for det første har mulighed for at optage billige

lån, samt for det andet har mulighed for at have et studiejob, uden at indtægten herfra skal

modregnes i støtten. De unge kontanthjælpsmodtagere har derimod ikke mulighed for at supple-

re indtægten, og deres økonomiske situation kan således ikke sammenlignes med SU-

modtagerne.

Københavns Kommune fremhæver på styregruppemødet i 2012 endvidere, at de oplever en op-

hobning af unge, som venter på bolig via boligsocial anvisning. I øjeblikket (2012) udgør unge 36

pct. af det samlede antal ansøgere, og blandt ansøgere, som er indstillet til bolig i 2011, er ande-

len ca. 28 pct. Antallet af mulige boliger, som Københavns Kommune kan anvise socialt udsatte

unge til, er faldende, hvilket blandt andet skyldes renoveringer i den ældre boligmasse. Køben-

havns Kommune fremhæver yderligere, at kommunen i 2010 opgjorde antallet af boliger til un-

der 3.000 kr. til ca. 4.000 boliger. Ved en søgning på boligportalen DanmarkBolig.dk i sidste

halvdel af 2012 var der alene ca. 1.300 boliger til under 3.000 kr. ifølge kommunen. Disse tal

bekræftes ifølge Købehavns Kommune af boligorganisationen KAB, som oplevede et fald i antal

boliger til under 3.000 på knap 64 pct. i perioden 2010-13, når en satsregulering blev indregnet20

KAB har ifølge kommunen oplyst, at stigningerne i husleje også skyldes faste udgifter til det of-

fentlige (f.eks. ejendomsskat, kloakbidrag og renovation) og øgede henlæggelser til fremtidssik-

ring og moderniseringer.

Aarhus Kommune fremhævede tilsvarende på styregruppemødet i 2012, at man har estimeret, at

der på nuværende tidspunkt mangler 55 boliger til målgruppen af unge hjemløse, samt at der på

lidt længere sigt vil mangle ca. 120 boliger til målgruppen. I Aarhus Kommune er tendensen for

andelen af unge, som er visiteret til Den Sociale Boligtildeling, den samme, som beskrives oven-

for for Københavns Kommune. Antallet af billige boliger til rådighed for anvisning er, ligesom i

Københavns Kommune, faldende i Aarhus Kommune.

19 Der skal endvidere gøres opmærksom på, at regeringen i april 2013 har indgået en aftale med en række af Folketingets partier om

en reform af kontanthjælpssystemet. 20 Københavns Kommune henviser til artiklen http://www.blboligen.dk/artikelarkiv/2013/marts/faerre-helt-billige-boliger-i-

koebenhavn.

http://www.blboligen.dk/artikelarkiv/2013/marts/faerre-helt-billige-boliger-i-koebenhavn

http://www.blboligen.dk/artikelarkiv/2013/marts/faerre-helt-billige-boliger-i-koebenhavn

44

5.6 Erfaringer fra Frederiksberg og Aarhus kommuners undersøgelser om unge hjemløse

Gennem strategiperioden har Frederiksberg og Aarhus Kommune gennemført undersøgelser af de

unge hjemløse borgere. Hovedresultaterne fra de to undersøgelser præsenteres kort her og ud-dybes i kapitel 14 om kommunernes egne undersøgelser. Erfaringerne fra de to undersøgelser peger på, at de unge er en meget udsat gruppe med sam-menfaldende problematikker og komplekse livssituationer. Begge undersøgelser viser, at der i høj grad er tale om unge, som har startet deres tilværelse med problematiske opvækstbetingelser, som har resulteret i et omflakkende liv. I den forbindelse peges på, at mange af de unge har skif-

tet mellem plejefamilier, børne- og ungdomsopholdssteder og bosteder, hvilket har haft som konsekvens at mange at de unge har dårlige eller ikke-eksisterende familiære netværk samt skrøbelige eller uhensigtsmæssige venskabsnetværk. Begge undersøgelser peger på, at de unge har brug for en indsats, som bygger på et øget fokus på helhedstænkning og kontinuitet, samt en indsats som i høj grad er individuelt tilrettelagt, og

som bygger på en tæt relation til de unge.

Frederiksberg Kommunes undersøgelse viser, at det at have et hjem er af stor betydning for målgruppen, hvilket skal ses i lyset af, at en stor del af de unge i undersøgelsen fortæller, at de aldrig har haft et trygt hjem. Et hjem er for mange af de unge i undersøgelsen forbundet med ro, tryghed og selvbestemmelse.

Frederiksberg Kommune har gode erfaringer med anvendelsen af ICM-metoden til de unge, og at de unge tillægger ICM-medarbejderen stor betydning. Frederiksberg Kommunes undersøgelse viser desuden, at de unges relation til kommunen er am-bivalent. På den ene side anerkender de unge Frederiksberg Kommune som én af de bedre kommuner at være i, fordi de angiveligt oplever, at tingene her sker hurtigere, og at tilbuddene er bedre og flere. På samme tid kritiserer de unge kommunen for manglende forståelse og lyd-

hørhed i forhold til deres udfordringer. Aarhus Kommunes undersøgelse anbefaler, at der sættes fokus på at sikre en større tilgængelig-hed af boliger som er til at betale for de udsatte unge. Dette ville i stor grad løse op for ”prop-pen” i systemet og give en langt større grad af flow, som vil give forsorgshjemmene mulighed for

at flytte de unge ud til andre relevante tilbud og ud i egen bolig.

For yderligere diskussion af ungeproblematikken henvises særligt til 14, hvor de to undersøgelser er uddybet, samt til kapitel 10 om Opsøgende og Kontaktskabende Indsatser, hvor også spørgs-målet om unge hjemløse diskuteres. Herudover er centrale analyser for hovedparten af metoder-ne foretaget separat for de 18-24-årige, hvilket præsenteres i de respektive kapitler.

45

6. INDIVIDUAL CASE MANAGEMENT (ICM)

Metoden Individual Case Management (ICM-metoden) er en metode til at forbedre tilgængelighe-

den, kvaliteten og koordineringen af de tilbud, der gives til særligt udsatte borgere, herunder

hjemløse borgere. Formålet med ICM-indsatsen er at øge borgerens muligheder for at fastholde

egen bolig ved at:

Styrke borgerens sociale kompetencer og ressourcer.

Styrke borgerens dagligdagsfunktioner (eksempelvis i forhold til madlavning, rengøring,

indkøb, opvask, tøjvask og post).

Styrke borgerens sociale og familiære netværk.

Styrke borgerens integration i lokalsamfundet.

Sikre koordination og sammenhæng i borgerens øvrige indsatser (eksempelvis afklaring

af økonomi og gæld, afklaring af beskæftigelse eller misbrugs- eller psykiatrisk behand-

ling).

Målgruppen for ICM-metoden er borgere med komplekse problemer og et langvarigt behov for

mangeartede indsatser. Der er eksempelvis tale om borgere, som ud over hjemløshed har psyki-

ske problemer og/eller et misbrug. Der er tale om borgere, som både har behov for konkret

bostøtte (§ 85-støtte), og som har behov for hjælp til at skabe overblik over og sammenhæng i

forhold til deres samlede støtte- og behandlingsmæssige indsats og til at skabe og fastholde kon-

takten hertil. Samtidig er der tale om borgere, som vurderes at være i stand til at profitere af

støtte og behandling fra det etablerede system.

ICM-indsatsen kan iværksættes både i forhold til borgere, som opholder sig og lever på gaden, til

borgere, som står over for at skulle flytte fra en boform ud i egen bolig, og til borgere, som alle-

rede bor i egen bolig.

Dette kapitel beskriver arbejdet med ICM-metoden under Hjemløsestrategien. Kapitlet er baseret

på data fra en række kilder, dels projekternes metode- og implementeringsskabeloner fra opstar-

ten af metodearbejdet, dels projekternes løbende projektindberetninger, dels de individuelle ind-

beretninger om borgerne, tilknyttet metoderne, og endelig dels på dialogen på Socialstyrelsens

Rådgivningsfunktions netværksmøder med de pågældende projekter. Endelig er der som en del

af evalueringens afslutning gennemført interviews med medarbejdere, som har arbejdet med

metoden samt med borgere, som har gennemført ICM-forløb.

6.1 Borgernes erfaringer

De interviewede borgere er generelt godt tilfredse med den støtte, de har fået fra case manage-

ren. Borgerne fortæller blandt andet om, hvordan de får hjælp til praktiske forhold, og her sær-

ligt hjælp til at håndtere deres økonomi. En borger fortæller:

Interviewer: Hvordan går det med at få det til at løbe rundt?

Borger: Det går ganske udmærket. Også i samarbejde med Henrik (case manager, navn ændret,

red.), så har jeg fået det arrangeret sådan, at kommunen betaler min husleje, inden jeg får ud-

betalt min kontanthjælp, så det ligesom på plads, for det er en af de ting, hvor det tidligere har

været sådan, at hvis der har været mange uforudsigelige udgifter, så er huslejen kommet … og

så må jeg jo bare finde et andet sted at bo. Så det er meget rart, at huslejen ligesom er sørget

for. Så har jeg det budget, jeg har, og så skal jeg ikke tænke på det.

Interviewer: Så det med at betale huslejen er ikke en alvorlig …?

Borger: Jeg har været utrolig dum, hvad sådan noget angår altid. Det er også noget af det, vi ar-

bejder med, med Henrik, med at få styr på den slags. Jeg har fået mig en kæmpe gæld. Det der

økonomiske har jeg aldrig gidet.

Interviewer: Hvordan arbejder du og Henrik med det?

46

Borger: Vi prøver at lægge et budget og prøver at snakke om de ting, der gør, at jeg tager dum-

me beslutninger. Nu kan jeg da få mine penge til at køre hele måneden, så det er en ny fornem-

melse.

Interviewer: Kan du prøve at fortælle, hvad han gør, og hvad I snakker om?

Borger: Det er sgu lidt svært, men vi snakker om løst og fast. Men alle de dér gældsting har han

hjulpet mig med at få snakket med alle de der kreditorer og få henstand på de her regninger, der

vælter ind. Det giver lidt mere ro på. Så har han hjulpet mig med at få et overblik over, hvad jeg

egentlig bruger mine penge på, og hvor jeg kan spare og sådan nogle ting.

Interviewer: Hvad er det for nogle steder, hvor du kan spare penge?

Borger: For det første er jeg holdt helt op med at tage stoffer og ryge hash og den slags – det

hjælper væsentligt og en hel del. Det frigiver utroligt meget.

Ligeledes beretter borgerne om, hvordan de bruger case manageren til at tale om og håndtere

personlige vanskeligheder og udfordringer med. En borger beretter:

Interviewer: Hvornår kom Birgit (case manager, navn ændret, red.) ind i billedet?

Borger: Det gjorde hun i slutningen af 2010.

Interviewer: Så det var lige lidt efter, du havde fået egen bolig?

Borger: Ja.

Interviewer: Hvordan fik du hende?

Borger: Hende fik jeg gennem … efter jeg havde været i misbrugsbehandling længe, og efter jeg

havde været stoffri længe, og jeg havde gået og skulle stoppe derinde, og jeg havde været til

nogle samtaler på kommunen, så synes jeg det var … de havde nogle redskaber og værktøjer,

der var åben … åben for mig, når det er sådan, at man selv søger hjælp, og så kan man vælge at

se, hvad der er af hjælp, som de kan tilbyde mig. Der fandt jeg ud af, at bostøtten var en god

ting for mig, for mit liv var kaotisk, når jeg i forvejen, det skulle være sådan, at når min søn kom

herhjem, så skulle der gerne være styr på det. Det var det, jeg startede med at bruge Birgit til −

at bakke lidt op omkring mig.

Interviewer: Kan du fortælle, hvad det var for nogle ting, du oplevede, og som var kaotiske i dit

liv?

Borger: Det var sådan noget med bare at få handlet, lave mad og få koordineret det hele, afleve-

ret Oscar (søn, navn ændret, red.) og hente ham igen. Der var rigtig mange ting, der hele tiden

flød ind over det ene og det andet. Aftaler blev brudt, og jeg stod nogle gange og slap, hvad jeg

havde i hænderne … også da han blev syg, for at jeg kunne overtage Oscar, og de kunne komme

på hospitalet. Så hun har været meget igennem med papirer og fulgt op på nogle ting og været

sikker på, at nogle ting sker. Det var hende, der hjalp mig med denne her gang, lige inden hun

gik på ferie, at nu skulle jeg ringe til lægen, for nu gik den altså, nu gik den ikke … hun kunne

godt se på mig, at sådan havde hun ikke set mig før. Hun havde set mig have ondt, men hun

havde ikke set mig på den måde før. Så havde det ikke været for hende, så havde jeg nok stadig

siddet her og været i et misbrug igen. For hun har ikke nogen tilknytning til mig, altså personligt,

så det er professionelt, hun går ind i det, hun har ingen følelsesmæssige ting at tage hensyn til,

derfor er hun en helt åben person for mig, som jeg kan bruge til lige nøjagtig, hvad jeg vil, og si-

ge lige nøjagtig hvad jeg vil, få hendes mening ud fra det, jeg siger, og så hendes accept og

feedback på det, jeg gør, og det har Birgit været rigtig god til. Også det der med … det er små

skridt, når man går ud af et misbrug, det er så små skridt hele vejen igennem.

6.2 Forankring og organisering

I alt 16 kommuner har arbejdet med ICM-metoden under Hjemløsestrategien. Som det er frem-

gået af de løbende projektindberetninger, varierer det, hvor ICM-indsatsen har været forankret i

47

kommunerne. Indsatsen har primært været forankret på § 110-boformer, men i seks kommuner

har indsatsen været forankret i kommunens øvrige (bo)støttetilbud til målgruppen. I én kommu-

ne har indsatsen været forankret både på en § 110-boform og i kommunens øvrige indsatser.

Af figuren nedenfor fremgår det, hvor bostøttemedarbejderne er ansat. Figuren er baseret på de

første individindberetninger for alle de deltagende borgere.

Figur 6-1: Hvor er du (bostøttemedarbejderen) ansat?

Antal borgere=931. For 79 forløb er spørgsmålet ubesvaret. Figuren er baseret på første indberetning for borgeren.

Figuren viser, at der omtrent er lige mange ICM-medarbejdere, der er ansat i en kommunal for-

valtning eller en kommunal enhed og på en § 110-boform.

Af projektledernes statusindberetninger og drøftelser på netværksmøderne er det fremgået, at

den organisatoriske forankring i kommunen er med til at præge den konkrete måde, metoden

bruges på. Forankringen påvirker blandt andet:

Hvilken målgruppe der visiteres til indsatsen (hvordan kommer borgeren ind i et forløb?).

Hvordan relationen til borgeren etableres og vedligeholdes.

Den konkrete visitationsprocedure – altså, hvem der har visitationskompetencen.

Hvordan metoden forankres i kommunens øvrige tilbud, herunder § 85-støtte.

Koblingen til § 141-handleplanen.

På tværs af kommunerne er der gode erfaringer med de forskellige måder at forankre indsatsen

på. Erfaringen fra metodearbejdet peger på, at det uanset hvilken forankringsform der vælges, er

vigtigt at være opmærksom på netop hvilken betydning forankringsformen har for den konkrete

udførelse af metodearbejdet, og indsatsen i forhold til den enkelte borger. Hvis indsatsen f.eks.

er forankret på boformen, giver det gode muligheder for at skabe en god og tillidsfuld relation til

borgeren, fordi medarbejderne her bliver et kendt ansigt i hverdagen, og de har mulighed for at

skabe kontakten til borgeren løbende gennem den daglige kontakt og dialog om meget praksis-

nære ting. Omvendt er det her vigtigt, at man gør sig klare overvejelser om hvordan ICM-

medarbejderens rolle og funktion adskilles fra den daglige drift på boformen, ligesom at det er

vigtigt, at man meget konkret arbejder på at etablere et tæt samarbejde med andre de øvrige

aktører omkring borgeren, som f.eks. myndighedssagsbehandleren, jobcentret, misbrugscentret,

boligindstillingskontoret mv. Flere af kommunerne på netværksmødet pointerede, at ICM-

indsatsen kun fungerer i samarbejde med de øvrige aktører.

Omvendt er der ligeledes gode erfaringer fra de kommuner, som har haft indsatsen forankret i

den øvrige § 85-støtte i kommunen, fysisk adskilt fra boformen. Denne forankringsform har givet

særligt gode muligheder for at få etableret et tæt samarbejde med borgerens myndighedssags-

behandler, og øvrige afdelinger i kommunen, som borgeren er i kontakt med, herunder jobcent-

ret/beskæftigelsesafdelingen. Et særligt opmærksomhedspunkt ved denne forankringsform er at

få etableret et samarbejde med de lokale tilbud og særligt § 110-boformerne i forhold til at få

skabt en god og tillidsfuld relation til de borgere, som bor her i den indledende fase. I nogle

10%

43%

46%

0%

10%

20%

30%

40%

50%

60%

70%

80%

90%

100%

An

del af

bo

rg

ere

Ansat på boform

Ansat under en kommunal forvaltning, socialcenter mv.

Andet

48

kommuner har ICM-medarbejderne f.eks. haft faste dage, hvor de har været til stede på bofor-

merne således at de også her bliver kendte ansigter for borgerne. Flere kommuner peger dog i

den forbindelse på, at målgruppen for ICM-indsatsen også inkluderer borgere, som ikke kommer

fra en boform.

6.3 Visitation

Der har været forskel på, hvem der har haft visitationskompetencen til ICM-indsatsen kommu-

nerne imellem. Overordnet set kan visitationskompetencen i kommunerne inddeles i følgende

overordnede kategorier: visitationsudvalg, forstander på boformen, bostøtteenhed/medarbejdere

og sagsbehandlere/ledere af en konkret enhed.

Tabel 6-1: Oversigt over, hvem der besidder visitationskompetencen.

Visitationsudvalg Forstander på

boform

Bostøtteenhed/

medarbejdere på boform

Sagsbehandlere/leder

Høje-Taastrup Esbjerg Frederiksberg Herning

Albertslund Horsens Næstved Aarhus

Guldborgsund Odense Randers Næstved

Hvidovre Varde Odense

Svendborg Viborg Varde

Aalborg

I tre kommuner (Næstved, Odense og Varde) er der tale om en kombination. Her ligger visitati-

onskompetencen som udgangspunkt både hos boformen (forstander eller medarbejdere) og i

kommunalt regi (sagsbehandlere). I Aarhus Kommune foregår visitationen til ICM på to forskelli-

ge måder, afhængig af hvem målgruppen er. For de unge foregår visitationen af ledelsen i unge-

indsatsen, mens visitationen til ICM for den øvrige målgruppe foregår via en myndighedssagsbe-

handler.

Erfaringen fra arbejdet med ICM-metoden på tværs af kommunerne har peget på, at det er vig-

tigt med en klar og tydelig visitationspraksis for tildelingen af ICM-indsatsen. På det sidste net-

værksmødet i februar 2013 pegede kommunerne på, at en god og grundig udredning forud for

visitation kan være afgørende for, at borgeren matches til det rette tilbud. Kommunerne gjorde

dog i den forbindelse ligeledes opmærksom på, at det med udgangspunkt i Housing First-

tilgangen er vigtigt at pointere, at den indledende udredning af borgeren ikke må forsinke igang-

sættelsen af ICM-forløbet. En ICM-indsats kan således med fordel igangsættes, inden borgeren er

afklaret i forhold til eksempelvis bolig, pension, misbrug eller psykiatri, da ICM-medarbejderen

kan hjælpe med at koordinere indsatserne og inddrage borgeren i tilrettelæggelsen. Endvidere er

det ICM-medarbejderens opgave at stå for en løbende udredning og revurdering af borgerens

behov.

Kommunerne påpegede på sidste netværksmøde desuden, at det er positivt, hvis ICM-

medarbejderen er tæt på visitationen til indsatsen, idet ICM-medarbejdere dermed har mulighed

for at opbygge en tæt kontakt til borgeren med det samme.

49

Figuren nedenfor viser, efter hvilken paragraf i serviceloven, bostøtten gives til borgerne. Figuren

er baseret på den første individindberetning for alle de deltagende borgere.

Figur 6-2: Efter hvilken paragraf i serviceloven gives bostøtten? Andele i pct.

Antal borgere=1.010. Figuren er baseret på første indberetning for borgeren.

Som det fremgår af figuren, modtager 38 pct. af borgerne bostøtten efter servicelovens § 85,

mens 34 pct. modtager bostøtten som efterværn efter § 110 i serviceloven.

For at sikre en god visitation til indsatsen og et bæredygtigt samarbejde om borgerne påpegede

kommunerne på det sidste netværksmøde, at det er vigtigt at være tydelige omkring ICM-

metodens formål og indhold, herunder ikke mindst at være tydelig på forskellen mellem ICM-

indsatsen og anden bostøtte, som tilbydes borgere i kommunen. Kommunerne fremhævede i den

forbindelse, at det er afgørende, at ledelsen på de forskellige niveauer bakker op om arbejdet og

formålet med metoden, og at de konkret samarbejder om denne afgrænsning og om at afklare

eventuelle snitflader.

Afgrænsning og snitfladerne til andre indsatser vil i høj grad afhænge af den lokale organisering

af indsatserne på området. På netværksmødet pegede flere kommuner på særligt to forskelle

mellem ICM og anden § 85-støtte eller efterforsorg. Disse er for det første, at ICM-metoden in-

debærer en større grad af fleksibilitet, fordi der ikke er et fastsat timeantal til arbejdet med den

enkelte borger, og fordi der ikke er en begrænsning på, hvor længe ICM-indsatsen kan vare. For

det andet, at ICM-medarbejderen i højere grad skal fungere som tovholder og koordinere samar-

bejdet med og indsatserne fra øvrige aktører, samtidig med at ICM-medarbejderen også selv

yder social og praktisk støtte til borgeren.

Flere kommuner pegede ligeledes på, at ICM-indsatsen har mulighed for at være mere opsøgen-

de end den almindelig bostøtte, blandt andet fordi borgerne ikke fra start nødvendigvis har egen

bolig, som det er tilfældet med § 85-bostøtten, og fordi ICM-indsatsen ikke afsluttes, hvis borge-

ren mister sin bolig og/eller i en periode opholder sig på hospital eller i fængsel. Kommunerne

pointerede, at ICM-indsatsen kræver flere ressourcer og et højere timetal, fordi den er målrettet

borgere, som generelt kan være meget ustabile. ICM-medarbejderen skal derfor have tid til at

besøge borgere, som ikke vil lukke op gentagne gange, og tid til at yde en massiv indsats, hvis

en borger får et tilbagefald. Kommunerne fremhævede, at det er tilgængeligheden og fleksibilite-

ten i indsatsen – dét at kunne levere netop den støtte, som borgeren har brug for, når borgeren

har brug for den – som de oplever giver de gode effekter af ICM, blandt andet i form af fasthol-

delsen af borgere i egen bolig.

6.4 Borgernes boligsituation

Et af de vigtigste fokuspunkter for indsatserne i Hjemløsestrategien er at skabe forbedringer i bo-

ligsituationen for borgerne, som indgår i metodeforløbene. ICM sigter som bostøttemetode mod

at gøre borgerne i stand til at fastholde en bolig efter en periode med hjemløshed gennem støtte

og medvirken til koordinering af tilbud og indsatser til borgeren samt praktisk bostøtte.

1%

38%

34%

15%

12%

§ 83: Personlig hjælp og pleje samt støtte til nødvendige praktiske opgaver.

§ 85: Øvrig hjælp, omsorg eller støtte samt optræning og hjælp til udvikling af færdigheder.

§ 110: Efterforsorg/efterværn, givet i forlængelse af ophold på § 110-boform

Andet

Ved ikke

50

Indledningsvist ses der nærmere på borgernes overordnede boligsituation. Figuren nedenfor vi-

ser, hvordan borgernes boligsituation var ved henholdsvis første og seneste indberetning. Be-

mærk, at kun borgere med mere end én indberetning, indgår i figuren. I alt har 914 borgere me-

re end én indberetning, svarende til 90 pct. af alle ICM-forløb.

Figur 6-3: Borgerne opdelt efter boligsituation ved henholdsvis første og seneste indberetning.

Antal borgere=914. Kun borgere med mere end én indberetning indgår i figuren.

Figuren viser, at andelen af borgere med egen bolig stiger fra 43 pct. til 69 pct. mellem den før-

ste og den sidste indberetning for borgeren. Ved afslutning af bostøtteforløbet har 69 pct. af bor-

gerne således egen bolig. Yderligere viser figuren, at der ved seneste indberetning svares "Ved

ikke" eller "Andet" for 15 pct. af borgerne. Der er 10 pct., for hvem der svares "Andet". Denne

gruppe dækker hovedsageligt over borgere, som bor på § 110-boformer, hos familie eller venner,

eller i et behandlingstilbud. Det vil sige, at andet-gruppen delvist formentligt dækker over nogle

borgere, der befinder sig i en hjemløsesituation.

Dokumentationen viser endvidere, at en forholdsvis stor gruppe af borgerne (47 pct.) ved ICM-

forløbets start ikke havde egen bolig. Dette kan i mange tilfælde hænge sammen med intentio-

nerne i ICM-metoden, hvor kontakt og relation mellem borger og ICM-medarbejderen med fordel

kan etableres tidligt i forløbet med henblik på, at relationen er stabil ved indflytning i relevant bo-

lig. Dette skal ligeledes ses i forlængelse af metodens forankring og visitationsgrundlag, hvor me-

toden i flere kommuner er forankret på § 110-boformer, hvorfor indsatsen og relationsarbejdet

startes op, mens borgeren bor på § 110-boformen. Fra netværksmøderne og projektindberetnin-

gerne fremgår det ligeledes, at der i nogle kommuner bliver lagt vægt på at fastholde kontakten

til borgere, som afsoner en dom. Her har Herning Kommune eksempelvis etableret et samarbejde

med Kriminalforsorgen med hensyn til tildeling af udslusningsboliger til borgere, hvor der vurde-

res behov for en langsom overgang til egen bolig.

En yderligere analyse af unge mellem 18-24 år viser, at denne gruppe i højere grad står uden

egen bolig ved opstarten af forløbet. Det er således 65 pct. af de unge, som ved første indberet-

ning ikke har egen bolig, mens blot 22 pct. har egen bolig. Ved seneste indberetning er der 25

pct. af de unge, som ikke har egen bolig, mens 54 pct. har egen bolig. Det er med andre ord en

lavere andel, der har egen bolig blandt de unge ved den seneste indberetning i forhold til alle,

der modtager ICM-støtte (se også kapitel 5 for en diskussion af de unge hjemløse).

Blandt borgerne, der har egen bolig, bor hovedparten i almene boliger. Ved borgernes seneste

indberetning er det 71 pct. af de borgere, som har egen bolig, der bor i en almen bolig.

Dokumentationen viser således, at hvor langt hovedparten af borgerne kommer i egen bolig, så

er der stadig 17. pct., der ved seneste indberetning ikke har egen bolig. Som forklaring herpå må

særligt fremhæves manglen på boliger. Projektindberetningerne, interviews og drøftelser på net-

værksmøderne peger her på udfordringer med at skaffe billige boliger til målgruppen, herunder

10% 15%

47%

17%

43%

69%

0%

10%

20%

30%

40%

50%

60%

70%

80%

90%

100%

Første indberetning Seneste indberetning

An

del af

bo

rg

ere



Ved ikke/andet

51

behov for dialog mellem kommunerne og boligselskaberne samt andre relevante aktører på bo-

ligområdet for at sikre adgang til det nødvendige antal relevante boliger. Mangel på boliger, som

målgruppen har råd til, er en generel problemstilling i arbejdet med metoden, men gør sig i sær-

lig grad gældende for unge, som ofte er på kontanthjælp.

Kommunernes projektledere er i projektindberetningerne blevet bedt om at angive, i hvilken grad

det har været muligt at fremskaffe det nødvendige antal boliger til de borgere, som er blevet ind-

stillet til en bolig i løbet af det seneste halve år. De fleste kommuner fremhæver i projektindbe-

retningen fra december 2012 udfordringer på dette område, og i alt ti projektledere har svaret,

at dette kun i nogen grad har været muligt. De seneste projektindberetninger fra maj-juni 2013

viser, at flere kommuner stadig oplever, at der er udfordringer med at fremskaffe det nødvendige

antal boliger til målgruppen. Ud af 9 projektindberetninger21 svares der i to kommuner, at det kun

i nogen grad har været muligt at fremskaffe det nødvendige antal boliger, mens fire kommuner

svarer, at det i ringe grad har været muligt at fremskaffe det nødvendige antal boliger. Endelig

svarer én kommune, at det i høj grad har været muligt at fremskaffe det nødvendige antal boli-

ger22.

Det kan på baggrund af ovenstående konkluderes, at der også fremadrettet bør fokuseres på at

fremskaffe de nødvendige boliger, således at borgernes boligsituation kan stabiliseres, og arbej-

det med en Housing First-fokuseret ICM-indsats muliggøres.

ICM som bostøttemetode handler helt overvejende om, at tidligere hjemløse borgere via indivi-

duelt tilrettelagt bostøtte bliver i stand til at fastholde deres bolig på trods af, at de har en række

sociale og sundhedsmæssige problemer. Det er denne fastholdelsesgrad over tid, som er det væ-

sentligste parameter i forhold til at vurdere, om metoden kan betegnes som en succes.

Nedenstående tabel belyser borgernes fastholdelse af bolig. Det skal bemærkes, at tallene i ne-

denstående tabel ikke er direkte sammenlignelige med tallene fra figuren ovenfor, idet tabellen

ikke medtager borgere, for hvem der enten ved første eller seneste indberetning er angivet ”Ved

ikke” eller ”Andet”. Der indgår derfor et mindre antal borgere i denne analyse.

Tabel 6-2: Borgernes boligudvikling og -fastholdelse igennem deres forløb.

Fastholdelse Andel i pct.

Har stabilt haft en bolig 47

Har fået en bolig i perioden 29

Har mistet en bolig i perioden 8

Heraf mister en bolig og får en ny (4)

Heraf mister en bolig og får ikke en ny (4)

Har ikke haft bolig i hele perioden 16

I alt 100

Antal borgere=717. Kun borgere med mere end én indberetning og borgere, for hvem der ikke er svaret "Ved ikke"

eller "Andet", indgår i figuren.


Har stabilt haft en bolig: Har en bolig ved første indberetning og ved sidste indberetning og mister ikke boligen un-

dervejs,

Har fået en bolig i perioden: Har ikke en bolig ved første indberetning, men har en bolig ved sidste indberetning og


Har mistet en bolig i perioden: Har mistet en bolig på et tidspunkt i løbet af perioden.

Har ikke haft bolig i hele perioden: Har ikke en bolig ved første indberetning og har heller ikke en bolig ved sidste

indberetning og har ikke fået/mistet en bolig undervejs.

21 Nogle projekter er ved den sidste indberetning i maj-juni 2013 stoppet eller overgået til drift og har ikke deltaget i indberetningen. 22 Det skal bemærkes, at to kommuner svarer "Ikke relevant" og én kommune svarer "Slet ikke" på spørgsmålet om, i hvor høj grad

det har været muligt at fremskaffe det nødvendige antal boliger til de borgere, som er blevet indstillet til en bolig i løbet af det sidste

halve år.

52

I lighed med resultaterne fra de løbende statusrapporter viser de endelige analyser, at 47 pct. af

borgerne stabilt har haft en bolig gennem forløbet i den forstand, at de både har en bolig ved

første og ved sidste indberetning. Hertil kommer, at 29 pct. af borgerne har fået en bolig i løbet

af deres forløb. Hertil skal det bemærkes, at den store gruppe af borgere, som ”stabilt har haft

en bolig”, kan dække over personer, der umiddelbart før den første registrering har fået en bolig.

Samtidig ses det, at 8 pct. af borgerne har mistet deres bolig på et tidspunkt i løbet deres forløb.

Blandt de 8 pct., som har mistet deres bolig undervejs i forløbet, er det 4 pct., som efterfølgende

får en ny. Endelig har 16 pct. hverken ved start eller ved slut af deres forløb egen bolig.

Ved læsning af den ovenstående tabel skal det bemærkes, at tabellen som nævnt ikke inkluderer

borgere, hvor der ved første eller sidste indberetning er svaret "Ved ikke" eller "Andet", ligesom

borgere med kun én indberetning ikke kan indgå i analysen af udvikling. Det vil sige, at borgere,

hvor medarbejderen har svært ved eller ikke kan vurdere borgerens boligsituation, samt helt kor-

te forløb ikke indgår. Det er vanskeligt at vurdere præcist, hvad dette betyder i forhold, hvorvidt

analysen er repræsentativ for den samlede gruppe af borgere i forhold til udviklingen i borgernes

boligsituation.

Sammenholdes udviklingen i borgernes boligsituation med bostøttemedarbejdernes ansættelses-

form (på boform eller i kommune), indikerer data ikke, at bostøttemedarbejderens ansættelse,

og dermed forankringen af indsatsen, hænger sammen med graden af fastholdelse.

Følgende tabel viser, hvor borgerne overvejende har overnattet den sidste uge inden seneste

indberetning. Resultaterne vises separat for borgere, der henholdsvis har og ikke har egen bolig,

og indikerer således omfanget af funktionel hjemløshed. Funktionel hjemløshed referer til borge-

re, der har en bolig, men som ikke kan benytte den på grund af psykiske eller sociale problemer.

Kun borgere med mere end én indberetning indgår i tabellen.

Tabel 6-3: Hvor har borgeren overvejende overnattet inden for den seneste uge?

Overnatningstype Har egen bolig

(i pct.)

Har ikke egen

bolig (i pct.)

Borgeren overnatter i egen bolig 82 3

Borgeren overnatter på gaden 0 4

Borgeren overnatter på en natvarmestue 1 3

Borgeren overnatter på et herberg eller forsorgshjem (§ 110 eller

lignende)

3 35

Borgeren overnatter hos familie, venner, bekendte med videre 8 42

Borgeren overnatter i en midlertidig udslusningsbolig efter service-

lovens § 110

0 2

Borgeren overnatter på hotel/vandrerhjem med videre 0 0

Borgeren er indsat i fængsel 1 3

Borgeren er indlagt på hospital (f.eks. psykiatrisk afdeling) 2 0

Borgeren er indskrevet i døgnbehandlingstilbud (misbrugsbehand-

ling eller lignende)

2 1

Andet 2 4

Ved ikke 6 15

Antal borgere med egen bolig=627, antal borgere uden egen bolig=154. Andelene i tabellen summerer ikke til 100

pct., da det har været muligt at sætte flere kryds. Kun borgere med mere end én indberetning indgår i tabellen.

For de borgere, som har egen bolig, er det langt størstedelen (82 pct.), som overvejende over-

natter i denne. Der er dog en mindre gruppe, som overnatter hos enten familie og venner eller

på § 110-boformer, hvilket indikerer, at der er en mindre gruppe borgere under ICM, som er

funktionelt hjemløse borgere. I projektindberetningen fra december 2012 angiver Næstved

Kommune, at de har oplevet et langt større behov for støtte til borgere til at fastholde deres bolig

end først antaget. Næstved Kommune vurderer, at især gruppen af funktionelt hjemløse, som

har fået en bolig, kan have udfordringer med at fastholde denne. Kommunen har i denne sam-

53

menhæng erfaret, at det er vigtigt at tage udgangspunkt i den enkeltes særlige udfordringer og

ressourcer, og at indsatsen dermed tager højde for de individuelle årsager til, at borgeren er i en

hjemløsesituation.

En kommune fremhæver, i sammenhæng med ovenstående, at bostøttemetodernes styrke netop

er, at de har et forebyggende element i forhold til at modvirke, at borgeren falder tilbage til

hjemløshed.

Borgerne uden egen bolig overnatter hovedsageligt enten hos familie og venner eller på en §

110-boform. Dette er tilfældet for henholdsvis 35 pct. og 42 pct. af borgerne.

Figuren nedenfor viser, hvor mange nætter borgeren samlet set har overnattet enten på gaden,

på herberg eller hos familie og venner i løbet af de sidste tre måneder ved deres sidste indberet-

ning. Borgerne er opdelt på, hvor lang tid de har deltaget i et ICM-forløb, og kun borgere med to

eller flere indberetninger indgår.

Figur 6-4: Antal nætter overnattet i en hjemløsesituation i løbet af de seneste tre måneder, opdelt på lænden af borgerens forløb.

Antal borgere: 901 (op til et år=489, mellem 1 og 2 år=291, 2 år eller derover=121). Kun borgere med mere end én

indberetning indgår i tabellen.

Angivelserne af, hvor mange nætter borgeren har overnattet henholdsvis på gaden, på herberg eller hos venner og

familie, er i figuren lagt sammen, og figuren giver således en oversigt over, hvor mange nætter borgeren samlet set

har overnattet i en hjemløsesituation.

Tidskategorierne er defineret ud fra, hvor mange indberetninger en borger har. Kategorien “Op til 1 år” dækker over

borgere, der har mellem 2-4 indberetninger. Kategorien ”Mellem 1 og 2 år” dækker over borgere med 5-9 indberet-

ninger. Kategorien ”2 år eller derover” dækker over borgere med 10 indberetninger eller derover.

Figuren viser en klar tendens i retning af, at borgere, der indgår i et ICM-forløb over længere tid,

overnatter færre nætter i en hjemløsesituation.

Yderligere analyse af de borgere, der har længerevarende ophold (over to måneder) i hjemløsesi-

tuationer, viser, at omkring 60 pct. af denne gruppe udgøres af borgere, der ikke på noget tids-

punkt under forløbet har egen bolig. De resterende er hovedsageligt personer, der får en bolig i

løbet af perioden og dermed har haft en periode med hjemløshed umiddelbart inden.

27%

12% 11%

20%

12% 5%

4%

1%

3%

4%

4%

2%

1%

3%

3%

44%

68% 75%

0%

10%

20%

30%

40%

50%

60%

70%

80%

90%

100%

Op til 1 år Mellem 1 og 2 år 2 år eller derover

An

del af

bo

rg

ere

0 dage

1-7 dage

8-30 dage

31-60 dage

61-93 dage

Ved ikke

54

For borgere uden egen bolig spørges medarbejderne om begrundelsen for, at borgeren står uden

egen bolig. Figuren nedenfor giver et overblik over begrundelserne for, at borgerne står uden bo-

lig ved seneste indberetning. Spørgsmålet stilles kun til borgere uden egen bolig.

Figur 6-5: Hvorfor har borgeren ikke egen bolig?

Antal borgere=204. Figuren viser situationen ved seneste indberetning for borgeren. Spørgsmålet stilles kun, hvis

der svares, at borgeren ikke har egen bolig. Tallene summerer ikke til 100 pct., da det har været muligt at sætte fle-

re kryds.

Figuren illustrerer, at der er en lang række forskellige årsager til, at borgerne står uden egen bo-

lig. Ifølge medarbejderne er det særligt borgernes sociale og/eller psykiske problemer, der van-

skeliggør at finde en egnet bolig, ligesom tidligere udsættelser, ventelister og vanskeligheder ved

at betale husleje fremhæves.

I forhold til resultaterne fra statusrapporten i 2012 er der ikke nogen væsentligt ændring at spore

i forhold til fordelingen af årsager til, at borgerne ikke har egen bolig. Sammenholdt med status-

rapporten fra 2011 ses der dog en mindre udvikling. På daværende tidspunkt var den hyppigste

årsag, at borgerne stod på venteliste til en bolig. Således blev venteliste angivet som årsag til

hjemløshed for 37 pct. af borgerne i 2011. Som det ses af figuren ovenfor, er dette årsagen i 24

pct. af tilfældene på nuværende tidspunkt. Det skal dog fremhæves, at ændringen er relativt lille,

samtidigt med at det kun er en lille gruppe blandt ICM-forløbene, der får dette spørgsmål.

Gennem projektperioden har projektledernes statusindberetninger yderlig kvalificeret, hvilke ud-

fordringer der er forbundet med at sikre borgerne boliger. Heraf fremgår det, at udfordringerne

særligt handler om:

Mangel på boliger og særligt mangel på billige boliger, som målgruppen har råd til.

Lange ventelister til boliger.

Borgernes økonomi og manglende mulighed for at få f.eks. indskudslån og hjælp til etab-

lering.

Lange og uhensigtsmæssige sagsgange.

Manglende botilbud til målgruppen.

32%

24%

8%

36%

20%

12% 15%

0%

5%

10%

15%

20%

25%

30%

35%

40%

An

del af

bo

rg

ere

Årsag

Borgeren er blevet sat ud af en tidligere bolig inden for de seneste 12 måneder

Der er venteliste til at blive anvist eller visiteret til en passende bolig

Der findes ikke egnede boliger eller botilbud til den pågældende borger i kommunen

Borgerens sociale og/eller psykiske problemer vanskeliggør at finde en egnet bolig

Borgeren har vanskeligt ved at betale en husleje

Borgeren ønsker ikke at bo i egen bolig

Ved ikke

55

Erfaringen på tværs af kommunerne fra den samlede projektperiode peger på, at der er særlige

udfordringer med at finde boliger til den samlede gruppe af borgere, men særligt at finde boliger

som unge på kontanthjælp har råd til at betale, giver store udfordringer på tværs af kommuner-

ne.

For de borgere, der ikke har egen bolig, bedes medarbejderen angive, om borgeren er skrevet op

til en bolig. Nedenstående tabel illustrerer, hvor mange af borgerne, der er skrevet op til en bo-

lig. Dette spørgsmål stilles kun for den mindre gruppe af ICM-forløb, hvor borgeren ikke har egen

bolig. Figuren viser situationen ved seneste indberetning for borgeren.

Tabel 6-4: Er borgeren skrevet op til én af følgende boliger?

Opskrivning Andele i pct.

Borgeren er skrevet op til en almen bolig 45

Borgeren er skrevet op til en almen ungdomsbolig 5

Borgeren er skrevet op til en bolig eller værelse i privat udlejning 3

Borgeren er skrevet op til en skæv bolig 1

Borgeren er skrevet op til en midlertidig boform (§ 107) 0

Borgeren er skrevet op til en længevarende boform (§ 108) 1

Borgeren er skrevet op til en anden bolig, Hvilken? 2

Borgeren skrevet op til en bolig som er opført eller tilvejebragt som en del af Hjemløse-

strategien/Hjemløseplanen

4

Borgeren er ikke skrevet op til en bolig 31

Ved ikke 16


der svares, at borgeren ikke har egen bolig. Tallene summerer ikke til 100 pct., da det har været muligt at sætte fle-

re kryds.

Tabellen viser, at 45 pct. af de borgere, der ikke har egen bolig, er skrevet op til en almen bolig,

mens yderligere 5 pct. er skrevet op til en almen ungdomsbolig. Relativt få er skrevet op til

egentlige botilbud eller andre boligløsninger.

Tabellen viser samtidig, at 31 pct. af borgerne uden egen bolig ikke er skrevet op til en bolig,

hvilket må siges at være en relativt stor gruppe af borgerne. Sammenholdt med de tidligere sta-

tusrapporter tegner der sig et billede af en svag negativ udvikling i forhold til andelen af borgere,

der ikke er skrevet op til en bolig. I statusrapporten fra 2011 var således 26 pct. af borgerne

uden bolig ikke skrevet op til en bolig, mens det samme var tilfældet for 30 pct. af borgerne ved

statusrapporten fra 2012. Fra kommunerne lyder begrundelsen, at det kan være vanskeligt at

finde boliger, som passer til borgerens behov og/eller betalingsevne, og at dette kan sætte hin-

dringer i vejen for opskrivning til en relevant bolig. Yderligere analyse af, hvem der ikke er skre-

vet op til bolig, viser her, at opskrivningssituationen blandt de unge er nogenlunde den samme

som for hele gruppen. Der er 33 pct. af de unge, som ikke er skrevet op til en bolig, hvilket gør

sig gældende for 31 pct. af den samlede gruppe borgere..

Udfordringerne omkring boliger er yderligere diskuteret i kapitel 4 om Housing First og kapitel 5

om situationen for de unge.

6.5 Baggrundsoplysninger om borgerne

I dette afsnit bliver de borgere, som får en ICM-indsats, beskrevet ud fra henholdsvis køn, alder,

nationalitet, forsørgelsesgrundlag og beskæftigelsessituation.

56

Nedenstående figur viser borgernes køn.

Figur 6-6: Hvad er borgerens køn?

Antal borgere=931. For 79 forløb er spørgsmålet ubesvaret

Blandt de borgere, som modtager en ICM-indsats, er hovedparten (71 pct.) mænd, og 29 pct.

kvinder.

Nedenstående figur viser aldersfordelingen blandt borgerne i ICM-forløb.

Figur 6-7: Hvad er borgerens alder?

Antal borgere=1.010.

Borgerne under ICM-metoden er relativt unge. 38 pct. er under 25 år, og samlet set er det 52

pct., der er under 30 år. Aldersfordelingen er uændret set i forhold til de tidligere statusrappor-

ter. Den unge målgruppe kan hænge sammen med, at man i Aarhus, Randers, Frederiksberg og

Esbjerg kommune har særlige projekter målrettet unge, hvor der tages udgangspunkt i ICM-

metoden. I en statusindberetning fra december 2012 angiver projektlederen fra Svendborg lige-

ledes, at behovet for ICM har vist sig at være størst blandt unge under 30 år.

29%

71%

0%

10%

20%

30%

40%

50%

60%

70%

80%

Kvinde Mand

An

del af

bo

rg

ere

Køn

0%

38%

14% 13% 15% 10% 2% 8%

0%

5%

10%

15%

20%

25%

30%

35%

40%

An

del af

bo

rg

ere

Alder

57

Nedenstående tabel viser borgernes nationalitet.

Tabel 6-5: Hvad er borgerens nationalitet?

Nationalitet Andele i pct.

Dansk 85

Øvrige nordiske lande 2

Øvrige EU-27 0

Øvrige Europa (inkl. Rusland) 1

Mellemøsten 4

Afrika 4

Andet 3

Ved ikke 1

I alt 100

Antal borgere=931. For 79 forløb er spørgsmålet ubesvaret. Note: Grønlændere indgår i tabellen som danskere.

Som det fremgår af tabellen ovenfor, er de borgere, der indgår under metoden, helt overvejende

dansk af nationalitet. 85 pct. af borgerne er således af dansk nationalitet.

Tabellen nedenfor viser borgernes forsørgelsesgrundlag ved den seneste indberetning.

Tabel 6-6: Hvad er borgerens forsørgelsesgrundlag?

Forsørgelsesgrundlag Andele i pct.

Løn 3

Arbejdsløshedsdagpenge eller sygedagpenge 2

Kontanthjælp 58

Starthjælp/introduktionsydelse 0

Førtidspension 25

Folkepension 0

Ingen indtægt 1

Andet 6

Ved ikke 4

I alt 100


Flertallet af borgerne er på offentlig forsørgelse i form af enten kontanthjælp, starthjælp/intro-

duktionsydelse eller førtidspension. Dette er tilfældet for 83 pct. af borgerne.

58

Nedenstående tabel viser borgernes beskæftigelsessituation ved den seneste indberetning.

Tabel 6-7: Hvad er borgerens beskæftigelsessituation?

Borgerens beskæftigelsessituation Andele i pct.

Ansat på ordinære vilkår 2

I fleksjob, skånejob, beskyttet beskæftigelse eller lignende 1

I aktivering, herunder løntilskud og virksomhedspraktik eller lignende 14

Ledig, men ikke i aktivering 32

Sygemeldt 6

Under uddannelse 5

Uden for arbejdsmarkedet (f.eks. pensionist, førtidspensionist) 25

Andet 6

Ved ikke 8

I alt 100


Gruppen af borgere under ICM-metoden har ikke overraskende kun en svag tilknytning til ar-

bejdsmarkedet. Kun samlet set 3 pct. af borgerne er i beskæftigelse på ordinære eller særlige

vilkår. I alt 57 pct. er enten ledige, men ikke i aktivering eller uden for arbejdsmarkedet. Herud-

over er 14 pct. af borgerne i aktivering.

6.6 Sociale problemer

Målgruppen for ICM-metoden er borgere med komplekse problemer og et langvarigt behov for

mangeartede indsatser.

I det følgende sættes der fokus på borgernes sociale problemer, såsom misbrug, fysiske og psy-

kiske problemer og evne til at klare dagligdags opgaver.

Der spørges i alt ind til otte forskellige problematikker. De otte problematikker er:

Alkoholmisbrug

Stofmisbrug

Hashmisbrug

Fysiske gener

Psykiske lidelser

Dagligdags funktioner

Økonomi

Socialt netværk.

59

Nedenstående figur viser, hvor stor en andel af borgerne under ICM som har et problem inden for

hver af de ovenstående problematikker ved opstarten af deres metodeforløb.

Figur 6-8: Borgernes problemer inden for otte forskellige domæner.

Antal borgere=1.010. Figuren viser situationen ved første indberetning for borgeren.

Som det ses af figuren ovenfor, er psykiske lidelser og problemer med socialt netværk de mest

udbredte problematikker blandt borgerne. 80 pct. eller derover har problemer inden for de to

områder. Herudover har tre ud af fire borgere problemer med misbrug og økonomi. Hertil har 61

pct. af borgerne problemer med dagligdagsfunktioner, og 47 pct. har fysiske gener. Opdeles bor-

gerne på køn, ses det, at mænd oftere end kvinder har problemer med økonomi, dagligdagspro-

blemer, fysiske gener og misbrug.

80%

74%

61%

85%

47%

74%

48%

31%

38%

8%

15%

19%

6%

43%

18%

39%

57%

52%

12%

11%

20%

9%

9%

8%

13%

12%

10%

0% 20% 40% 60% 80% 100%

Socialt netværk

Økonomi

Dagligdagsfunktioner

Psykiske lidelser

Fysiske gener

Totalt misbrug eller i behandling

Hash

Stof

Alkohol

Andel af borgere

Borgeren har problematik

Borgeren har ikke problematik

Ved ikke

60

I nedenstående figur ses der nærmere på gruppen af unge mellem 18 og 24 år under metoden.

På samme måde som ovenstående figur, viser figuren, hvor stor en andel af de unge under me-

toden der har et problem inden for hver af de otte problematikker ved opstarten af metodeforlø-

bet.

Figur 6-9: Borgernes problemer inden for otte forskellige domæner – unge mellem 18-24 år.

Antal borgere=384. Figuren viser situationen ved første indberetning for borgeren. Kun borgere mellem 18-24 år

indgår i figuren.

Figuren viser, at de unge særligt har en række sårbarheder i forhold til psykiske lidelser (78 pct.

har problematik), økonomi (78 pct.) og netværk (76 pct.). Her ligner de unge resten af målgrup-

pen for ICM. I forhold til misbrug er der færre unge, der har stof- eller alkoholmisbrug, men flere

der har hashmisbrug. Samlet set har knap 2 ud af 3 i ungegruppen enten et misbrug eller er i

behandling.

Der spørges til sociale problematikker ved hver opfølgning. I det følgende sammenholdes svar-

fordelingen ved den første besvarelse for borgerne med den seneste besvarelse, der er foretaget.

76%

78%

51%

78%

27%

63%

53%

26%

18%

10%

10%

20%

9%

61%

28%

35%

61%

70%

14%

12%

29%

13%

12%

9%

12%

14%

12%

0% 20% 40% 60% 80% 100%

Socialt netværk

Økonomi


Psykiske lidelser

Fysiske gener


Hash

Stoffer

Alkohol

Andel af borgere



Ved ikke

61

Figuren nedenfor viser borgernes antal af problematikker, samt hvorvidt der er sket en foran-

dring over tid. Kun borgere med mere end én indberetning indgår i figuren.

Figur 6-10: Antallet af problematikker hos borgerne.


Hovedparten af borgerne under ICM-metoden har sammensatte problemer. Det mest almindelige

er at have mellem fire og seks problematikker. Herudover viser figuren, at antallet af borgernes

problematikker stort set forbliver uændret fra første til seneste indberetning. Der ses dog en svag

tendens til, at borgerne får flere problemer. Denne tendens kan skyldes, at medarbejderne over

tid får et bedre kendskab til borgernes problemer.

3% 4%

6%

11%

19% 22%

18%

11%

6% 4% 4% 5%

10%

16% 19%

21%

13%

9%

0%

5%

10%

15%

20%

25%

0 1 2 3 4 5 6 7 8

An

del af

bo

rg

ere

Antal problematikker

Første besvarelse Seneste besvarelse

62

I nedenstående figur ses der nærmere på udviklingen i borgernes problematikker. Figuren viser,

om der er sket ændringer i vurderingen af borgernes problematikker. Hvis en borger tidligere har

haft et alkoholmisbrug i meget høj grad, og senere i forløbet vurderes at have et alkoholmisbrug i

nogen grad, fremgår det som en positiv udvikling i nedenstående figur. Hvis en borger tidligere

ikke har haft et misbrug, men ved den seneste indberetning har et misbrug i mindre grad, vil

borgeren indgå med en negativ udvikling. Kun borgere med mere end én indberetning indgår i fi-

guren.

Figur 6-11: Udviklingen i borgernes problematikker inden for otte forskellige domæner.


Kategorien ”Mere positiv vurdering” dækker over borgere, som fra første indberetning til seneste indberetning har

fået en mere positiv vurdering af, hvorvidt de har en problematik inden for et område. ”Mere negativ vurdering”

dækker modsat over en mere negativ vurdering, mens ”Uændret” dækker over samme vurdering ved henholdsvis

første og seneste indberetning. Borgere, for hvem der er svaret ”Ved ikke” ved enten den første eller seneste indbe-

retning, er ikke medtaget. Antallet af borgere for den enkelte problematik varierer fra 698 til 810 pga. et forskelligt

antal Ved ikke-besvarelser for de enkelte problematikker. Antallet ovenfor i noten er et gennemsnit.

Som figuren viser, er der et sammensat billede i forhold til udviklingen i borgernes problematik-

ker. For hver problematik er der en stor gruppe af borgere, som ikke oplever nogen udvikling.

Der ses samtidig en positiv udvikling for mellem 6 og 32 pct. af borgerne for de forskellige pro-

blematikker. På den anden side er også en gruppe borgere på mellem 4 og 28 pct., som vurderes

at have større problemer ved deres seneste indberetning end ved deres første indberetning. Den

største positive udvikling blandt borgerne ses i forhold til økonomi, mens der er færrest borgere

med en positiv udvikling i forhold til misbrug og fysiske gener. I denne forbindelse skal det be-

mærkes, at selvom der sker en positiv udvikling, betyder det ikke nødvendigvis, at borgerne helt

kommer ud af deres problemer, men blot at sværhedsgraden kan formindskes.

Yderligere analyse viser, at der ikke er nogen entydig sammenhæng mellem at få en bolig og op-

leve en positiv udvikling på de forskellige problematikker. Der synes dog at være en svag ten-

dens til, at borgere uden egen bolig oftere oplever en negativ udvikling. Der er dog tale om min-

dre forskelle. Det skal i den forbindelse bemærkes, at borgerne udelukkende følges i den periode,

hvor de modtager bostøtte. Det betyder, at det ikke er muligt at vurdere de mere langsigtede

konsekvenser af, at borgeren får en bolig i forhold til borgerens generelle situation gennem indi-

viddokumentationen.

Det skal endeligt bemærkes, at registeranalysen i forbindelse med den samfundsøkonomiske

analyse peger på en række positive tendenser i borgerens situation i året efter indsatsen, blandt

andet i forhold til psykiatri. Denne positive udvikling lader ikke til at være slået igennem i den lø-

bende registrering af borgernes situation som ovenstående er baseret på. Dette kan ses på bag-

grund af, at registeranalysen kan følge borgerne ud over afslutningen af selve bostøtteforløbet,

hvilket individregistreringen ikke kan.

27%

32%

25%

24%

19%

6%

17%

16%

15%

45%

43%

51%

54%

59%

90%

62%

68%

68%

28%

24%

23%

22%

22%

4%

21%

16%

17%

0% 20% 40% 60% 80% 100%

Socialt netværk

Økonomi


Psykiske lidelser

Fysiske gener


Hash

Stoffer

Alkohol

Andel af borgere

Mere positiv vurdering

Uændret vurdering

Mere negativ vurdering

63

Det bør understreges, at besvarelserne i ovenstående figur er baseret på medarbejdernes vurde-

ringer af borgernes problemer, og at der med andre ord indgår et element af skøn. I projekternes

indberetninger påpeges det desuden, at case manageren kan opleve, at den enkelte borgers pro-

blemer er større end først antaget, efterhånden som forholdet mellem de to udvikler sig, og de

lærer hinanden at kende. Derfor kan den første vurdering af borgerens tilstand i nogle tilfælde

tænkes at have været ”for positiv”.

Drøftelserne på netværksmøderne med medarbejdere og projektledere bekræfter ovenstående

billede af, at der under ICM-metoden arbejdes med borgere med komplekse problemer og et

langvarigt behov for mangeartede indsatser, der ud over hjemløshed eksempelvis også har psy-

kiske problemer og/eller et misbrug. Erfaringen fra kommunerne peger endvidere på, at en bety-

delig andel af borgerne har store problemer i forhold til deres økonomiske situation. Flere kom-

muner fortæller, at ét af de første indsatsområder i ICM-indsatsen typisk er at få styr på borge-

rens økonomi.

En af ambitionerne for Hjemløsestrategien er, at borgerne, ud over bostøtten, også modtager

anden nødvendig hjælp og behandling, f.eks. ved at de tilknyttes andre indsatser, som de har

behov for. Nedenstående figur viser, hvilke indsatser borgerne er tilknyttet ud over bostøtte. Fi-

guren sammenholder andelen af borgere, der er tilknyttet de enkelte indsatser ved første indbe-

retning, med andelen ved sidste indberetning. På denne måde er det muligt at se, om der sker en

forandring over tid. Kun borgere med mere end én indberetning indgår i figuren.

Figur 6-12: Hvilke indsatser er borgeren tilknyttet ud over bostøtteforløb?

Antal borgere=914. Kun borgere med mere end én indberetning indgår i figuren. Tallene summerer ikke op til 100

pct., da det har været muligt at sætte flere kryds.

Figuren viser, at borgerne udover ICM-bostøtten særligt får administreret deres kontanthjælp, er

tilknyttet psykiatrisk behandling og/eller er i misbrugsbehandling. Omkring en femtedel er ikke

tilknyttet nogle af indsatserne i figuren.

Som det ses af figuren, sker der ikke nogen væsentlig udvikling mellem den første og den sene-

ste besvarelse. Det ses dog, at der er sket en stigning på 7 procentpoint i antallet af borgere, der

modtager hjælp til administration af kontanthjælp. Dette er centralt, idet det kan være en vigtig

forudsætning for at sikre betaling af husleje og regninger og dermed for at fastholde en bolig.

8%

21%

10%

5%

35%

7%

12%

26%

13%

14%

10%

5%

24%

8%

4%

28%

9%

12%

26%

15%

14%

11%

0% 10% 20% 30% 40%

Ved ikke

Ingen

Anden behandling

Hjemmepleje

Administration af kontanthjælp

Tilsyn fra Kriminalforsorg

Somatisk behandling

Psykiatrisk behandling

Social stofmisbrugbehandling

Medicinsk …

Alkoholbehandling

Andel af borgere

Første besvarelse

Seneste besvarelse

64

6.7 Ophør af metodeforløb

En række borgere under ICM-metoden er af forskellige årsager ophørt med at modtage bostøtte.

På nuværende tidspunkt er 609 forløb blevet afsluttet under ICM, svarende til 60 pct. af de sam-

lede indberettede ICM-forløb.

Figuren nedenfor viser årsagerne til, at forløbene afsluttes.

Figur 6-13: Hvorfor afsluttes bostøtteforløbet?

Antal borgere=609. Kun borgere hvis forløb er afsluttet indgår i figuren. Tallene summerer ikke op til 100 pct., da

det har været muligt at sætte flere kryds.

Figuren tegner et billede af, at der er en bred vifte af årsager til, at borgerne ophører under me-

toden. I 20 pct. af tilfældene afsluttes forløbet, fordi det vurderes, at borgeren ikke længere har

behov for bostøtten, mens 22 pct. af forløbene afsluttes, fordi det vurderes, at borgeren har be-

hov for en anden type bostøtte. Dette indikerer, at borgeren enten har haft for svære problem-

stillinger, og derfor eksempelvis i stedet er blevet visiteret til en ACT-indsats, eller at borgeren er

for velfungerende til ICM-forløbet og derfor er blevet visiteret til en CTI-indsats eller anden støt-

te. Omvisitering fra en af de tre bostøttemetoder til anden indsats kan også omfatte visitering til

almindelig hjemmevejledning efter § 85. Omvisitering til anden indsats behøver således ikke for-

udsætte, at kommunen både har CTI- og ICM-støtte.

Figuren viser samtidig, at borgeren i 17 pct. af de afsluttede forløb er ophørt, fordi denne ikke

ønsker at modtage bostøtte længere. Ligeledes er 21 pct. af forløbene ophørt, fordi der ikke læn-

gere er kontakt til borgeren. Set i lyset af, at her er tale om en gruppe meget udsatte borgere,

som har svært ved at finde relevante tilbud og indsatser andetsteds, må det betragtes som en

relativt høj andel borgere, som afslutter deres bostøtteforløb på en uhensigtsmæssig måde. Med

det foreliggende datagrundlag er det dog ikke muligt at vide helt præcist, hvad der i øvrigt ligger

bag disse afbrudte forløb.

I 20 pct. af de ophørte forløb er ”Andet” blevet angivet som årsag. Disse besvarelser dækker

over en række forskellige årsager, herunder blandt andet at borgeren er flyttet til udlandet, at

borgeren er flyttet hjem til familie eller venner, at borgeren afsoner dom, at borgeren er overgå-

et til en anden form for støtte, med videre.

Årsager til afslutninger af ICM-forløb er løbende blevet drøftet med kommunerne på netværks-

møderne. Flere kommuner har fortalt at de har prøvet at afslutte enkelte borgere, fordi borgerne

overgik til andre tilbud, f.eks. mere intensiv støtte i form af intensiv misbrugs- eller psykiatrisk

behandling.

20%

22%

10%

17%

4%

21% 20%

0% 0%

5%

10%

15%

20%

25%

An

del af

bo

rg

ere

Borgeren har ikke længere behov for bostøtte

Det vurderes, at borgeren har behov for en anden type af bostøtte Borgeren er flyttet til anden kommune

Borgeren ønsker ikke længere at modtage bostøtte

Borgeren er død

Der er ikke længere kontakt til borgeren

Andet

Ved ikke

65

Kommunerne har generelt den oplevelse, at det i løbet af ICM-forløbet indimellem viser sig, at

ICM-indsatsen ikke er den rette indsats til borgeren. På det sidste netværksmøde lod kommuner-

ne dog til at have forskellige opfattelser af, om dette kunne have været undgået ved hjælp af en

grundigere udredning/visitation, eller om det altid vil ske for en vis andel, fordi det ikke altid er

muligt at skabe et retvisende og tilstrækkelig nuanceret billede af borgeren ved visitationstids-

punktet.

Fordi der er tale om borgere med meget komplekse problemstillinger, er det erfaringen fra kom-

munerne, at man altid må være opmærksom på, hvorvidt ICM-indsatsen er den rette og bedste

indsats og støtte for borgeren. Heri ligger der dermed et behov for, at ICM-medarbejderne hele

tiden er opmærksomme på, hvad deres kompetencer og kerneopgave består i, samtidig med at

der er fokus på borgernes udvikling. I Horsens Kommune afholdes der f.eks. i teamet ugentlige

møder, hvor de drøfter borgernes udvikling, og hvor det er relevant overvejes alternative indsat-

ser til borgeren23.

De fleste af ICM-indsatserne har været forankret i kommunernes socialforvaltninger, og projekt-

lederne oplever, at der gennem projektperioden er blevet etableret et godt samarbejde med hen-

syn til muligheden for visitationer af borgerne til andre indsatser inden for samme forvaltning.

Flere kommuner nævner dog i den forbindelse, at en god overlevering til andre indsatser tager

lang tid og kræver god forberedelse. Dette skyldes flere steder lange sagsbehandlingstider og

ventetid på andre indsatser.

På sidste netværksmøde i december 2012 fortalte flere projekter, at de oplever, at samarbejdet

er mere udfordret i forhold til blandt andet blandt andet sundheds-, misbrugs- og beskæftigel-

sesområderne/forvaltningerne end i forhold til socialforvaltningen. Som følge af dette oplever

nogle kommuner fortsat store udfordringer i forhold til at få visiteret borgerne videre til f.eks.

hjemmehjælp, alternative plejehjemspladser eller misbrugsbehandling.

På netværksmødet fortalte nogle kommuner, at de havde afsluttet enkelte borgere uden over-

gang til andre indsatser, fordi borgerne var selvhjulpne og kunne klare sig selv uden støtte fra

case manageren eller andre indsatser. I den forbindelse blev det drøftet, hvor ”selvkørende” bor-

gerne skal være, for at de bliver afsluttet i et ICM-forløb. Der var generelt enighed om, at det er

svært at definere meget faste kriterier, idet det er vanskeligt at vurdere, hvornår den enkelte

borger er parat til at stoppe forløbet. Her blev det blandt andet drøftet, at det snarere handler

om, at borgerne skal være så "selvkørende", at de ved, hvor de skal henvende sig, hvis der op-

står problemer.

I tilknytning hertil har nogle kommuner afprøvet forskellige metoder til at sikre en fortsat tryghed

for borgerne, når ICM-forløbet afsluttes. I Herning Kommune har man blandt andet gode erfarin-

ger med at give afsluttede borgere mulighed for at blive tilknyttet en telefonliste, hvor de kan

ringe til ICM-medarbejderen, eller ICM-medarbejderen kan ringe til dem, hvis der er behov for

det. De oplever, at telefonlisten giver sikkerhed og tryghed for borgerne, som gør, at de tør stå

på egne ben.

I Næstved Kommune udarbejdes der eksempelvis telefonlister for de borgere, som afsluttes. Te-

lefonlisten indeholder kontaktoplysninger på personerne i borgernes netværk, således at borger-

ne ved, hvem de skal henvende sig til om hvad, hvis der opstår problemer.

Nogle kommuner fortalte, at de indimellem oplever borgere, som ikke ønsker at fortsætte ICM-

forløbet og heller ikke ønsker anden støtte. En kommune fortalte også, at de har måttet afslutte

en ICM-indsats, fordi de oplevede, at borgeren ikke ville samarbejde om indsatsen.

23 Den konkrete bevilling af anden indsats skal ske via borgerens myndighedssagsbehandler.

66

Ved afslutning af bostøtteforløbet spørges medarbejderen, hvorvidt der er etableret et tilfredsstil-

lende tilbud efter endt forløb. Figuren nedenfor viser, hvordan medarbejderne her svarer.

Figur 6-14: I hvor høj grad er der etableret et tilfredsstillende tilbud efter endt forløb?

Antal borgere=609. Kun borgere, hvis forløb er afsluttet, indgår i figuren.

Figuren tegner et sammensat billede. I 55 pct. af tilfældene er der enten i høj grad eller i nogen

grad blevet etableret et tilfredsstillende tilbud efter endt forløb. På den anden side er der i 10 pct.

af de afsluttede forløb kun i ringe grad etableret et tilfredsstillende tilbud, mens medarbejderne i

19 pct. af tilfældene vurderer, at der slet ikke er etableret et tilfredsstillende tilbud. Der er altså

samlet set 29 pct. af forløbene, som slet ikke eller kun i ringe grad ender med, at borgeren får

etableret et tilfredsstillende tilbud efter endt ICM-forløb.

En kommune fremhæver, at man ved læsning af den ovenstående figur skal være opmærksom

på, at figuren også udtrykker, at nogle borgere ikke ønsker at modtage hjælp, at kontakten til

borgeren kan være mistet, eller at det ikke er muligt at finde tilfredsstillende tilbud. Kommunen

peger således på, at det ikke er viljen hos den enkelte medarbejder, der mangler. Af projekter-

nes indberetninger fremgår det i den forbindelse, at det sker, at borgeren afslutter forløbet eller

forlader boformen impulsivt. Flere kommuner peger ligeledes på, at borgeren på grund af mang-

lende erkendelse af sit støttebehov og komplekse problemstillinger, afviser at modtage støtten i

boligen. Afvisningen kan ligeledes skyldes, at borgeren ”tester” ICM-medarbejderen. Mange af

borgerne har en historik, som gør, at de er bange for at indgå i relationer til andre mennesker,

da de kan være bange for at blive afvist. Det er her afgørende, at ICM-medarbejderen er vedhol-

dende og i stand til at vise borgerne, at de kan have tillid til, at der er nogen, som gerne vil

hjælpe dem.

I projekternes indberetninger fremhæves også, at flere af projekterne oplever, at det kan være

vanskeligt at etablere tilfredsstillende tilbud til borgerne efter endt forløb. I nogle tilfælde nævnes

det, at omstruktureringer og økonomi i kommunerne kan have influeret på udbuddet af relevante

tilbud, mens det andre steder nævnes, at koordineringen mellem forskellige instanser og aktører

kan være en udfordring for at overlevere en borger fra ICM-forløbet til et andet tilbud. Et konkret

eksempel herpå, som fremhæves i kommunernes projektindberetninger, er ventetider hos sam-

arbejdspartnerne, som kan vanskeliggøre borgerens overgang til andre tilbud efter endt ICM-

forløb. Endelig nævner flere projektledere også, at case managerne kan finde det svært at sende

borgerne til et nyt tilbud, hvor borgeren får mindre støtte, end han eller hun har fået under ICM-

forløbet.

6.8 Handleplan og samarbejde

En af forudsætningerne for, at der skabes gode bostøtteforløb, som kan understøtte en fasthol-

delse i egen bolig, er, at der på tværs af forvaltninger og tilbud arbejdes i samme retning. På

netværksmødet i 2013 blev det formuleret således, at ICM-indsatsen kun fungerer i samarbejde

med andre. En stor del af opgaven i ICM består i at bidrage til dette arbejde. Udgangspunktet

herfor er § 141-handleplanen, som danner rammen for samarbejdet omkring borgernes indsat-

ser. I det følgende sættes der fokus på, om borgerne har en § 141-handleplan.

16%

19%

10%

25%

30%

0%

10%

20%

30%

40%

50%

60%

70%

80%

90%

100%

An

del af

bo

rg

ere

I høj grad

I nogen grad

I ringe grad

Slet ikke

Ved ikke

67

Nedenstående figur viser andelen af borgerne, der har en § 141-handleplan eller er blevet tilbudt

en handleplan henholdsvis ved første og seneste indberetning. Kun borgere med mere end én

indberetning indgår i figuren.

Figur 6-15: Har borgeren en § 141-handleplan på nuværende tidspunkt eller er blevet tilbudt en handle-plan inden for de seneste tre måneder?


Figuren viser, at der har været udfordringer i forhold til arbejdet med at få udarbejdet handlepla-

ner til borgerne. På nuværende tidspunkt er det omtrent halvdelen af borgerne, som ved seneste

indberetning ikke har en § 141-handleplan, eller hvor medarbejderen ikke ved, om borgeren har

én. 22 pct. af borgerne har således ikke en handleplan og er ikke blevet tilbudt én, mens 11 pct.

er blevet tilbudt én, men har sagt nej. Hertil kommer 15 pct., hvor medarbejderen ikke ved,

hvorvidt borgeren har en § 141-handleplan.

Samtidig ses det dog ligeledes, at der fra første til seneste indberetning er sket en stigning på 20

procentpoint i andelen af borgere, der har en § 141-handleplan.

Yderligere analyse af gruppen af borgere mellem 18-24 år viser, at de unge i lidt mindre grad

end hele gruppen har en § 141-handleplan. Ved første besvarelse er det således 16 pct. af de

unge, som har en handleplan, mens andelen af unge med en handleplan er steget til 39 pct. ved

seneste besvarelse.

Nedenstående figur viser, hvor mange borgere der havde en § 141-handleplan ved første og sid-

ste indberetning, opdelt på, om borgeren er startet i henholdsvis 2010, 2011, 2012 og 2013.

19% 15%

34%

22%

7%

11%

14%

6%

26%

46%

0%

10%

20%

30%

40%

50%

60%

70%

80%

90%

100%


An

del af

bo

rg

ere



Nej, borgeren har ikke en § 141-handleplan, men er blevet tilbudt en handleplan inden for de seneste 3 måneder og har ikke modtaget tilbuddet Nej, borgeren har ikke en § 141-handleplan og er ikke blevet tilbudt en handleplan inden for de seneste 3 måneder.

Ved ikke

68

Formålet med figuren er at belyse, hvorvidt der er sket en positiv udvikling undervejs i strategi-

perioden. Kun borgere med mere end én indberetning indgår i figuren.

Figur 6-16: Borgernes situation vedrørende § 141-handleplan opdelt på om borgeren er startet i hen-holdsvis 2010, 2011,2012 eller 2013.

Antal borgere: 914 (2010=314, 2011=302, 2012=262, 2013=36) Kun borgere med mere end én indberetning indgår i

figuren.

Figuren viser, at andelen med en § 141-handleplan overordnet set er det samme for de borgere,

der startede i 2010, 2011, 2012 og 2013. I alle fire år har ca. en fjerdel en § 141-handleplan ved

den første indberetning, mens omkring halvdelen enten har en handleplan eller har en handle-

plan under udarbejdelse ved den seneste indberetning. Andelen er lidt lavere i 2013, men det

skal her bemærkes, at der kun er startet relativt få forløb (36) sammenlignet med de andre år.

Opdeles analysen på bostøttens forankring, ser man, at der er flere borgere på boformerne, der

ikke har en § 141-handleplan. For gruppen af borgere, hvis indsats er forankret på en boform, er

det 56 pct., der ikke har en handleplan ved opstart af forløbet, mens 44 pct. ikke har en handle-

plan ved afslutningen af forløbet. For gruppen af borgere, hvis indsats er forankret under en

kommunal forvaltning, er det 29 pct., der ikke har en handleplan ved opstart af forløbet, mens

23 pct. ikke har en handleplan ved forløbets afslutning.

Af kommunernes metode- og implementeringsskabeloner fremgår det, at det som udgangspunkt

er den kommunale myndighedssagsbehandler, der har ansvaret for § 141-handleplanen, mens

den enkelte ICM-medarbejder har ansvaret for at koordinere borgernes planer (evt. i samarbejde

med borgerens myndighedssagsbehandler). Denne rollefordeling indikerer et stort behov for en

tæt dialog på tværs af myndighedssagsbehandleren og ICM-medarbejderen.

Erfaringen på tværs af kommunerne peger fortsat på, at der er forskel på, i hvor høj grad og

hvordan arbejdet med § 141-handleplaner prioriteres i forhold til målgruppen i kommunerne. I

nogle kommuner har man fået etableret et tæt samarbejde mellem ICM-medarbejderen og myn-

dighedssagsbehandleren. Eksempelvis har man i Herning Kommune et godt samarbejde med

myndighedssagsbehandleren omkring § 141-handleplanerne. Der er her krav om, at der skal ud-

arbejdes en § 141-handleplan, når en borger visiteres til en ICM-indsats. Myndighedssagsbe-

handleren indkalder ICM-medarbejderen og borgeren til et handleplansmøde, og myndigheds-

sagsbehandleren udarbejder handleplanen med udgangspunkt i den plan, som ICM-medarbejde-

ren har udarbejdet sammen med borgeren.

20% 15%

22% 17%

11% 11%

42%

19%

38%

22%

35%

23% 30%

21%

25%

25%

4%

8%

8%

12% 10%

13%

3%

17%

11%

4%

11%

6%

21%

11%

11%

6%

27%

51%

24%

43%

27%

44%

19%

33%

0%

10%

20%

30%

40%

50%

60%

70%

80%

90%

100%

Første Sidste Første Sidste Første Sidste Første Sidste

Start 2010 Start 2011 Start 2012 Start 2013

An

del af

bo

rg

ere

Starttidspunkt





Ved ikke

69

I andre kommuner har ICM-medarbejderne oplevet det som en særlig udfordring, at der ikke al-

tid er en tilstrækkelig dialog mellem ICM-medarbejderne og myndighedssagsbehandlerne i for-

hold til, hvad der bliver konkluderet for den enkelte borger. Der opleves både udfordringer med

at få § 141-handleplanerne udarbejdet, og med til at få disse handleplaner gjort så konkrete, at

de er brugbare redskaber i dialogen med borgeren og med at tilrettelægge den rigtige indsats

sammen med borgeren.

Sammenholdt med den forholdsvis store gruppe borgere, som ikke med sikkerhed hverken har

en § 141-handleplan eller er blevet tilbudt én, kan det fortsat konkluderes, at der er et stykke

vej, inden § 141-handleplansarbejdet er fuldt implementeret, og inden handleplanerne fast an-

vendes som et effektivt arbejdsredskab.

Samarbejde og koordinering med andre aktører er en central del af ICM-indsatsen, hvorfor pro-

jektlederne i indberetningerne spørges om, hvordan koordinationen vedrørende enkeltsager fun-

gerer i forhold til de forskellige aktører. De fleste projektledere svarer, at koordinationen fungerer

enten i høj eller i nogen grad i forhold til flertallet af aktørerne. Flere projektledere svarede ved

projektindberetningerne fra december 2012, at de har gode erfaringer med samarbejdet med an-

dre aktører, og at det var deres oplevelse, at arbejdet med Hjemløsestrategien og ICM-metoden

havde bidraget til at fremme samarbejdet. Ved de seneste projektindberetninger fra maj-juni

2013 svarer de fleste projektledere tilsvarende, at koordinationen i forhold til enkeltsager funge-

rer enten i høj grad eller i nogen grad i forhold til flertallet af aktørerne.

I arbejdet med ICM-metoden blev det på det sidste netværksmøde fremhævet, at ICM-

medarbejderne i overensstemmelse med metodebeskrivelsen bruger en stor andel af deres tid på

samarbejde og koordinering med andre – i nogle kommuner op mod halvdelen af ICM-

medarbejdernes tid. For at sikre det mest gnidningsfrie samarbejde og koordinering, er det et

opmærksomhedspunkt at sikre, at der er en god dialog, og at kompetencer og roller afklares. I

nogle kommuner har man oplevet, at samarbejdet med de øvrige aktører kan blive en udfor-

dring, hvis de øvrige aktører oplever, at ICM-medarbejderen går ind over deres banehalvdele,

f.eks. ved at invitere til netværksmøder.

Udover det borgerrettede samarbejde er der også et mere generelt samarbejde mellem bostøtten

og de øvrige sociale forvaltninger og enheder. En kommune fremhæver i den sidste indberetning

fra maj-juni 2013, at en væsentlig del af deres arbejde består i koordinering og kommunikation

med andre dele af kommunen. Kommunen formulerer det således, at bostøtten har været en lille

enhed med tre medarbejdere, som har opbygget erfaringer med de problematikker, der kan op-

stå, når målgruppen skal i egen bolig. Målet er at få denne viden videregivet til andre enheder.

Projekternes indberetninger og drøftelserne på netværksmøderne tyder på, at der nogle steder er

udfordringer i forhold til samarbejde og koordinering. Nogle medarbejdere oplever fortsat, at der

er udfordringer i forhold til at få tilstrækkelig information fra samarbejdspartnere om fælles bor-

gere. Ikke mindst peger projektledernes indberetninger på, at der opleves udfordringer i koordi-

nationen med hospitals- og distriktspsykiatrien, læger og speciallæger, andre kommunale for-

valtninger samt misbrugsbehandlingssteder, hvor flest angiver, at der kun sker koordinering i

nogen eller i ringe grad. Samtidig lader koordinationen til at være mest velfungerende i forhold til

§ 110-boformer, og andre kommunale projekter til målgruppen. Der er en tendens til en forbed-

ring i koordineringen med Kriminalforsorgen i Frihed og frivillige organisationer set i forhold til de

tidligere besvarelser. Der er dog lokale variationer i besvarelserne.

I dialogen på netværksmøderne har et tilbagevendende emne været det nødvendige "mindshift" i

kommunerne i forhold til at følge principperne i Housing First. Dialogen på det seneste net-

værksmøde i 2013 tyder på, at der fortsat er et arbejde forbundet med at skabe dette "mind-

shift". I flere kommuner fortæller projektlederne, at arbejdet med ICM-indsatsen på mange må-

der minder om det, de gjorde i forvejen, og det har gjort, at metoden har været nem at tage til

sig, men der er også et arbejde i forhold til at sikre, at der også fremadrettet er fokus på, at ar-

bejdet med metoden sker efter Housing First-princippet. Som beskrevet i de tidligere statusrap-

porter skal ændringen både ske i forhold til den måde, indsatsen er tilrettelagt for borgerne, i

forhold til opskrivning til og tildeling af bolig, i forhold til muligheden for økonomisk støtte samt i

forhold til muligheder for relevante og tilstrækkelige tilbud efter udflytning fra § 110-boform med

videre, sådan at der kan skabes sammenhæng i indsatsen til borgerne.

70

Erfaringerne på tværs af kommunerne peger på nuværende tidspunkt på, at et godt samarbejde

med andre aktører afhænger af den politiske og ledelsesmæssige opbakning til samarbejdet og til

et fælles fokus på at arbejde Housing First-orienteret. For at ICM-indsatsen skal blive en succes

både for den enkelte borger og i kommunen som helhed, er der behov for, at der i alle systemer

sker en prioritering af, at det er denne indsats man vil og denne måde man ønsker at samarbejde

med hinanden og borgeren på. Her er der behov for, at ledelsen går foran og er med til at bane

vejen. I flere kommuner er der gode erfaringer med at nedsætte følgegrupper eller styregrupper

på tværs af afdelinger og forvaltninger. Ledelsesrepræsentation her har gjort det muligt at indgå

og håndhæve samarbejdsaftaler på en direkte og effektiv måde. Herunder har ledelsen en vigtig

rolle i fra start at melde ud, hvad ICM-medarbejdernes rolle og ansvarsområde er, og dermed

også definere, hvad forskellene er mellem ICM, § 85 og andre former for bostøtte.

På tværs af kommunerne er der ligeledes enighed om, at synligheden af ICM-indsatsen er et vig-

tigt fundament for at etablere et godt samarbejde med øvrige aktører. I flere kommuner har man

eksempelvis udarbejdet brochurer og sørget for at holde personlige møder hos samarbejdspart-

nerne for at sikre projekternes synlighed.

Enkelte kommuner fortalte på det sidste netværksmøde, at ICM-indsatsen ikke i tilstrækkelig

grad blev kommunikeret ud til alle samarbejdspartnerne i opstarten af projektet, og at man der-

for i resten af projektperioden har måttet kæmpe hårdt for at få en plads som samarbejdspartner

hos de forskellige enheder og boligselskaber.

71

Projektlederne er i statusindberetningerne blevet spurgt om, hvad der henholdsvis fremmer og

hæmmer koordineringen af indsatser over for konkrete borgere. Svarene fremgår af boksen ne-

denfor.

Boks 6-1: Oversigt over faktorer, der af kommunerne nævnes som fremmende eller hæmmende for ko-

ordinering af indsatser for borgerne.

En kommune fremhæver i seneste indberetning fra maj-juni 2013, at man har gode erfaringer

med at afholde et forberedende møde med borgeren, inden der afholdes møder med samar-

bejdspartnere i kommunen. På mødet med borgeren drøftes borgerens forventninger og mulig-

heder, og borgeren inddrages i højere grad som en "medspiller" i sit eget indsatsforløb.

6.9 Bostøttens konkrete implementering

På mange måder oplever medarbejderne på § 110-boformer og i kommunernes § 85-tilbud, at

ICM-indsatsen minder om den indsats, de også før Hjemløsestrategien ydede i forhold til mål-

gruppen. Dette har gennem arbejdet med metoden vist sig som en stor fordel i forhold til motiva-

Fremmende faktorer

Den gode relation og dialog – "ansigt på"..

Direkte kommunikation og tydelighed i kommunikationen (herunder at orientere

hinanden, så vi kan trække i samme retning, og så borgeren ikke spiller samar-

bejdspartnere ud mod hinanden).

At være vedholdende i kontakten med de andre instanser.

At andre dele af forvaltningen kender til projektet og ICM-medarbejderne.

Afklaring af roller/ansvarsfordeling (at mødes og italesætte forventninger til hinan-

den og ansvarsområder).

Kendskab til hinandens ansvarsområder og kompetenceområder (herunder overblik

over tilbud, og at vi bevarer respekten for hinandens arbejde).

Kendskab til de personer, man samarbejde med og taler i telefon med (få sat an-

sigter på).

Kendskab til hinandens afdelinger og fag/arbejdsområder.

Et fælles sprog og fælles forståelse for målgruppen.

Koordinationsmøder/rundbordssamtaler faggrupperne imellem.

Tværfaglighed, fælles tilgang, og at man i fællesskab forsøger at finde alternative

løsninger.

At man ledelsesmæssigt understøtter og samarbejder på tværs af både afdelinger,

forvaltninger og eksterne samarbejdspartnere.

At der indgås gode administrationsaftaler med borgeren. Det er med til at give ro

og struktur på hverdagen.

At case managerne har den fornødne viden om både misbrug og psykiatri. Hæmmende faktorer

Hvis man ikke har kendskab til hinandens ansvarsområder.

Manglende afstemning af forventninger og afstemning af opgaver.

Manglende tradition for tværfagligt samarbejde.

Lange sagsbehandlingstider.

Udskiftning i personalegrupper.

Manglende kendskab til målgruppen og målgruppens komplekse problemstillinger.

Manglende § 141-handleplaner.

Forskellige metodiske/pædagogiske tilgange til arbejdet (f.eks. i forhold til mis-

brugsbehandlingsstederne).

Fysisk afstand, fyldte kalendere og prioritering.

At målgruppen betragtes ud fra en tænkning om, at der ikke er udviklingspotentia-

le.

At der stadig er usikkerhed om, hvornår en borger er boligløs, og hvornår borgeren

er hjemløs.

72

tionen for at arbejde med metoden. Men meget tyder også på, at der er behov for et særligt fo-

kus på at sikre, at metoden videreføres tro mod metodens elementer, og ikke mindst at den vi-

dereføres efter principperne for Housing First.

I det videre arbejde med implementeringen af metoden er der behov for fokus på fortsat at un-

derstøtte det "mindshift", der skal til, for at mindstekravene til metoden overholdes, og at meto-

dearbejdet videreføres med udgangspunkt i Housing First-princippet og metodebeskrivelsen. Det-

te indbefatter i særlig grad følgende:

At der fortsat er fokus på at sikre en lavt caseload, hvor den enkelte medarbejder funge-

rer som ICM-medarbejde for op til otte borgere, og at indsatsen er fleksibelt, intensivt og

individuelt tilrettelagt baseret på empowerment og recovery som udgangspunkt for ind-

satsen

At arbejdet med målgruppen tilrettelægges ud fra Housing First-tilgangen. I forhold til

dette er det vigtigt, at kommunens forskellige forvaltninger og enheder forpligter sig til at

samarbejde om at opnå en tidlig stabilisering af borgernes boligsituation. Dette er et helt

centralt element i hele tilgangen til borgeren, ligesom der er behov for et særligt ledel-

sesmæssigt og politisk fokus på, at man i kommunen prioriterer at arbejde ud fra denne

tilgang i arbejdet med borgerne.

Et centralt fokuspunkt for arbejdet med ICM-metoden er, som nævnt ovenfor, at indsatsen er

fleksibel, intensiv og tilpasses borgerens aktuelle behov og ønsker. Nedenstående figur viser,

hvorvidt borgeren er visiteret til et bestemt antal timers bostøtte pr. uge. Figuren viser situatio-

nen ved seneste indberetning for borgeren.

Figur 6-17: Er borgeren visiteret til et bestemt antal timers bostøtte pr. uge?

Antal borgere=1.010. Figuren viser situationen ved seneste indberetning for borgeren.

Dokumentationen viser, at mere end halvdelen af borgerne under metodeafprøvningen (57 pct.)

er visiteret til ICM-indsatsen uden et bestemt antal timers bostøtte, mens 39 pct. af borgerne er

visiteret til et bestemt antal timer.

Som det indledningsvist fremgik, fremhæver flere af kommunerne, at det som adskiller ICM-

indsatsen fra andre indsatser på området, er, at ICM-metoden indebærer en større grad af fleksi-

bilitet, fordi medarbejderne har en lav caseload, og fordi der ikke er en begrænsning på, hvor

længe ICM-indsatsen kan vare.

Metodebeskrivelsen for ICM-metoden fastslår, at hver ICM-medarbejder højest har en caseload

på 8 borgere, målt pr. fuldtidsstilling. Kommunerne fortalte på sidste netværksmøde, at den lave

caseload giver ICM-medarbejderen mulighed for at variere timeantallet til den enkelte borger fra

uge til uge for at lave spontane aftaler med borgerne og for at finde på kreative løsninger på

borgernes problemer. Endelig tillader fleksibiliteten ICM-medarbejderen at komme "tæt" på bor-

4%

57%

39%

0%

10%

20%

30%

40%

50%

60%

70%

80%

90%

100%

An

del af

bo

rg

ere

Ja

Nej

Ved ikke

73

geren, og det giver ICM-medarbejderen mulighed for at opdage ressourcer eller udfordringer hos

borgeren, som ellers nemt overses eller overhøres.

Af projektindberetningerne fra december 2012 fremgår det, at flere kommuner arbejder med en

caseload på omkring 7-8 borgere pr. medarbejder. Der er dog fortsat kommuner, som angiver

udfordringer med at adskille ICM-medarbejderen fra den øvrige indsats på § 110-tilbuddet, og

særligt kommuner som arbejder med både ICM- og CTI-indsats har udfordringer med at adskille

disse to indsatser.

Ligesom ved tidligere indberetninger, fremhæver projektlederne i projektindberetningerne fra de-

cember 2012 samt ved projektindberetningerne i maj-juni 2013, at det for borgerne er vigtigt, at

der er tilknyttet én primær medarbejder. Dette har betydning i forhold til relationsarbejdet og

skabelsen af tillid, og det medvirker til at skabe ro og kontinuitet om den enkelte borger. Af pro-

jektindberetningerne fremgår det ligeledes, at de fleste kommuner fortsat sikrer, at der ud over

den primære case manager også er en sekundær kontaktperson tilknyttet borgeren, som kan ta-

ge over i forbindelse med ferie, sygdom med videre. I en kommune, hvor det ikke har været mu-

ligt at tilknytte flere medarbejdere til den enkelte borger, forsøger case managerne i stedet at

koordinere indsatsen således, at medarbejderne kender hinandens borgere, så alle vil kunne

træde til om nødvendigt.

En kommune fremhæver specifikt i forhold til unge borgere, at det er fordelagtigt, at den unge

har den samme ICM-medarbejder tilknyttet igennem hele bostøtteforløbet. Hvis den unge bliver

forælder, kan det dog i nogle tilfælde være hensigtsmæssigt, at en familievejleder overtager

støttefunktionen. Der kan i denne forbindelse være en periode med overlap, hvor der både er

bostøtte og familievejleder.

En kommune fremhæver i projektindberetningen fra maj-juni 2013, at der kan være udfordringer

forbundet med, at borgere overleveres til nye case managere f.eks. i forbindelse med personale-

udskiftninger, idet det relationsopbyggende arbejde i så fald starter forfra. Der er ifølge kommu-

nen tale om en meget sårbar målgruppe, hvorfor nogle borgere kan tænkes at føle sig svigtet

ved overlevering til en ny primær case manager. Kommunens ICM-medarbejdere fortæller dog,

at det generelt går godt med at opbygge relationer til "nye" borgere på trods af, at dette er en

tidsmæssig krævende proces. Kommunen fremhæver i den forbindelse dog en række særlige ud-

fordringer i forbindelse med strategiens udløb, hvor indsatsborgerne skal overleveres til den al-

mindelige § 85-enhed. Der har her været en bekymring for, hvorvidt den almindelige §85-enhed

har de nødvendige ressourcer til at modtage borgerne. Det fremhæves i projektindberetningen

dog, at ledelsen i kommunen giver udtryk for, at der er taget højde for, at enheden skal tilføres

ressourcer, når den overtager støtten for projektborgerne.

Endelig fremhæver enkelte projektledere i projektindberetningerne fra december 2012, ligesom

ved tidligere projektindberetninger, at det kan være en udfordring at sikre det rigtige match mel-

lem borger og medarbejder, når der er tale om så tæt en relation, som ICM-indsatsen lægger op

til, og at der derfor kan være behov for, at borgeren får en anden case manager.

Igen fremhæves det at det er vigtigt, at case managerne sørger for at sparre med deres kollega-

er, sådan at de ikke kommer til at stå alene med deres, til tider, meget personlige oplevelser og

relationer til borgerne.

En kommune fremhæver i den seneste projektindberetning fra maj-juni 2013, at de gode ICM-

forløb etableres hurtigt efter henvendelse, hvor der sættes massivt ind med individuel støtte til

borgeren. Især for unge borgere, som ikke er nået så langt i deres misbrug. Desuden er det i føl-

ge denne kommune vigtigt, at bostøttemedarbejderne giver udtryk for, at bostøtten foregår

"sammen med" vedkommende og ikke "for" vedkommende, jævnfør den ovenstående diskussion

om at inddrage borgeren aktivt i samarbejdet med andre aktører.

74

I det nedenstående fremhæves en række øvrige drøftelser og erfaringer i forhold til afprøvningen

af ICM.

Inddrag alle ressourcer

Som det tidligere har været nævnt, er der som ICM-medarbejder et stort arbejde med at sikre

koordinering og samarbejde med andre fagpersoner rundt om borgeren. På projektledernet-

værksmøder blev det fremhævet, at man som ICM-medarbejder med stor fordel kan trække på

det professionelle netværk, som er omkring borgeren, både hvis der er behov for at genskabe

kontakt til en borger, men også når indsatsen generelt skal tilrettelægges og tilpasses borgerens

aktuelle situation. Borgerne i målgruppen har tit et stort netværk af professionelle, eksempelvis

gadeplansarbejdere, medarbejdere fra misbrugsbehandlingen eller fra apoteket, eller medarbej-

dere på væresteder med mere, og disse har tit en stor viden om, hvordan borgeren har det, eller

hvor han/hun befinder sig.

Endelig fortalte kommunerne, at lokalmiljøet i form af andre hjemløse borgere også kan bruges

som ressource, idet disse på samme måde som nogle af de professionelle i borgerens netværk tit

har viden om, hvor borgeren befinder sig, eller hvordan han/hun har det.

Det er derfor afgørende, at case manageren får afdækket, hvilke personer der indgår i borgerens

netværk, og får indtænkt dem som ressourcer i ICM-indsatsen. Dette kan kræve en opsøgende

indsats, både i forhold til de professionelle og i forhold til andre hjemløse borgere.

Vær vedholdende

En anden vigtig erfaring kommunerne har gjort sig gennem metodearbejdet, er, at det er vigtigt

at være vedholdende i de Opsøgende og Kontaktskabende Indsatser. På det sidste netværksmø-

de fremhævede kommunerne, at det er vigtigt ikke at stille for mange krav, især når borgerne er

i tilbagefald. En kommune nævnte, at hvis økonomien er et problem for borgeren, kan tilbuddet

om et måltid mad være med til at give borgeren motivation til at mødes med case manageren.

Flere kommuner nævnte, at de tit sender sms'er til borgerne, blandt andet fordi sms'er ikke er så

anmassende. Mange kommuner forsøger også at lave faste møder, men er samtidigt åbne over

for at borgeren ikke møder op. Flere kommuner fortalte, at de, hvis borgeren ikke lukkede op el-

ler mødte op til et aftalt møde, sendte en sms i stil med: "Jeg har været her i dag. Jeg håber, at

du har det godt. Jeg står foran Bio på torsdag kl. 13. Du kan komme forbi, hvis du har lyst til at

snakke, og ellers ses vi en anden gang." Det vigtige er at blive ved med at invitere uden at stille

krav om, at borgerne skal møde op eller lukke op.

Det overordnede råd fra kommunerne er, at det er vigtigt at være rummelig og til stede, hvor

borgeren er og være i stand til at rumme deres misbrug, psykiske sårbarhed med videre.

Den lukkede dør kan også være en test af ICM-medarbejderen og relationen

En kommune nævnte, at den lukkede dør også kan være udtryk for, at borgeren ”tester” ICM-

medarbejderen. Mange af borgerne er bange for relationer, og ICM-medarbejderen skal forstå at

"knække" testen. Det er derfor vigtigt, at ICM-medarbejderen er vedholdende og viser, at ved-

kommende ikke forsvinder, selvom borgeren får tilbagefald eller ikke vil ses i en periode. ICM-

medarbejderen skal arbejde for at styrke borgernes tillid til systemet og tro på, at andre vil dem

det godt og derigennem også mindske borgerens angst for igen at miste en god relation.

En kommune fremhæver i den seneste projektindberetning fra maj-juni 2013, at det kan være

nødvendigt undervejs i ICM-forløbet at foretage opsøgende arbejde med fokus på at opretholde

den nødvendige relation og tillid mellem borger og ICM-medarbejder. Dette kan være nødvendigt

i tilfælde, hvor borgeren ikke vil åbne døren for ICM-medarbejderen, eller hvis ICM-

medarbejderen i perioder ikke ved, hvor borgeren opholder sig.

Skab overskud og overblik i borgerens liv til at rumme ICM-medarbejderen

Kommunerne var enige om, at borgerens motivation er afgørende for en effektfuld indsats, og at

motivationen kan være behovsafhængig. Dette betyder, at eksempelvis abstinenser, sociale fobi-

er eller behov for at skaffe penge til mad kan træde i forgrunden i borgerens bevidsthed og der-

med mindske borgerens motivation og overskud til at samarbejde med og forholde sig til ICM-

medarbejderen. Hvis ICM-medarbejderen imidlertid kan fjerne nogle af stressfaktorerne i borge-

75

rens liv, som f.eks. misbrug eller en dårlig økonomi, kan borgeren få mere overskud og motivati-

on til at arbejde med ICM.

Mindre kontakt i en periode er ikke nødvendigvis et dårligt tegn

Nogle kommuner pointerede, at mindre kontakt ikke behøver at skyldes tilbagefald, men også

kan skyldes udvikling: At borgeren prøver at stå mere på egne ben. F.eks. er det en proces at

flytte i egen bolig, som giver borgeren et større ansvar. På en boform er medarbejderne der altid,

men i sit eget hjem har borgerne i højere grad mulighed for at vælge ICM-medarbejderen til og

fra. Der er i højere grad tale om et ligeværdigt forhold mellem medarbejder og borger.

Aftal på forhånd med borgeren, hvad ICM-medarbejderen skal gøre i perioder med til-

bagefald eller manglende kontakt

En kommune pointerede, at det er vigtigt løbende at afstemme forventninger til forløbet med

borgeren.

Flere kommuner anbefalede, at ICM-medarbejderen i de gode perioder aftaler med borgeren,

hvad ICM-medarbejderen skal gøre, hvis borgeren får et tilbagefald, eller ICM-medarbejderen ik-

ke kan få fat i borgeren. Nogle af de spørgsmål, der kan drøftes, er: Hvordan siger borgeren fra,

hvis vedkommende har brug for en "pause" fra ICM-indsatsen? Er det OK, hvis boligforeningen

kontakter ICM-medarbejderen, hvis han/hun er bekymret for borgeren? Må ICM-medarbejderen

f.eks. låse sig ind i borgerens lejlighed, hvis ICM-medarbejderen tror, at borgeren har brug for

hjælp?

Kommunerne fortæller dog også, at ICM-medarbejderen i situationer med tilbagefald kan opleve,

at borgeren beder om/har behov for noget andet, end vedkommende tidligere har aftalt med

ICM-medarbejderen. Kommunerne fortæller, at det i de situationer er afgørende, at ICM-

medarbejderne har en "fingerspidsfornemmelse" for, hvordan de bedst muligt hjælper borgeren.

Den løbende dokumentation giver nogle forskellige beskrivelser af, hvordan arbejdet konkret er

foregået i relation til, hvor ofte medarbejderen har haft kontakt med borgeren, og hvor lang tid

et typisk besøg hos borgeren har varet.

Nedenstående figur viser en oversigt over, hvor ofte medarbejderen i gennemsnit har besøgt

borgeren eller har lavet aktiviteter med denne i løbet af de seneste tre måneder. Figuren viser si-

tuationen ved seneste indberetning for borgeren.

Figur 6-18: Hvor ofte har du i gennemsnit besøgt borgeren eller lavet aktiviteter med borgeren i løbet af de seneste tre måneder?

Antal borgere=935. For 75 forløb er spørgsmålet ubesvaret. Figuren viser situationen ved seneste indberetning for

borgeren.

6%

20%

28%

16%

28%

3% 0%

5%

10%

15%

20%

25%

30%

Dagligt Ca. et par gange om ugen

Ca. en gang om ugen

Ca. hver 14. dag Ca. en gang om måneden eller

sjældnere

Ved ikke

An

del af

bo

rg

ere

Hyppighed

76

Som figuren viser, gennemfører medarbejderne i lidt over halvdelen af forløbene aktiviteter med

borgeren én gang om ugen eller mere. Omvendt er der dog også 28 pct. af medarbejderne, som

kun laver aktiviteter med borgeren én gang om måneden eller sjældnere.

Ud over hyppigheden af besøgene hos borgeren spørges der også til besøgenes eller aktiviteter-

nes varighed. Figuren viser situationen ved seneste indberetning for borgeren.

Figur 6-19: Hvor længe varer et typisk besøg hos borgeren eller aktivitet med borgeren på nuværende tidspunkt? (Angiv et ca. skøn i minutter).

Antal borgere=1.010. Figuren viser situationen ved seneste indberetning for borgeren.

Af figuren fremgår det, at det mest almindelige er, at et besøg varer mere end 45 minutter. 57

pct. af besøgene er således længere end 45 minutter. Det ses dog ligeledes, at der er en gruppe

borgere, som typisk modtager relativt kortvarige besøg på under en halv time.

Forskellen i besøgenes hyppighed og længde kan afspejle det forhold, at borgerne kan have be-

hov for varierende støtte på forskellige tidspunkter i forløbet. Denne fleksibilitet er en integreret

del af metoden. Eksempelvis kan der ved opstart af forløbet være behov for en mere intensiv

støtte. Omvendt kan der også være perioder, hvor det er hensigtsmæssigt at skrue lidt ned for

bostøtten, jævnfør den ovenstående diskussion af, at det også er en proces, hvor borgeren skal

væne sig til og tage ansvar for livet i boligen.

10%

2% 6%

14%

7%

27%

15% 14%

7%

0%

5%

10%

15%

20%

25%

30%

0 minutter 1-5 minutter

6-15 minutter

16-30 minutter

31-45 minutter

46-60 minutter

61-90 minutter

Mere end 90

minutter

Ved ikke

An

del af

bo

rg

ere

Antal minutter

77

7. CRITICAL TIME INTERVENTION (CTI)

Metoden Critical Time Intervention (CTI-metoden) er en bostøttemetode, som anvendes for at

sikre en vellykket overgang for en borger, der flytter fra en institutionslignende bolig (herberg,

hospital, fængsel eller lignende) til egen bolig. Der er tale om en intensiv og tidsbegrænset ind-

sats på 9 måneder, fordelt over tre faser:

Fase 1: Overgang til egen bolig (måned 1-3).

Fase 2: Afprøvning i egen bolig (måned 4-6).

Fase 3: Overdragelse af støtte (måned 7-9).

Formålet med CTI-indsatsen er at øge borgerens muligheder for at fastholde egen bolig ved at:




Sikre koordination og sammenhæng i borgerens øvrige indsatser og arbejde ved at give

borgeren kompetencer til selv at tage ansvar for kontakten til relevante indsatser og ak-

tører.

Som en del af opbygningen af borgerens ressourcer sigtes også efter at opbygge helt konkrete

dagligdagsfunktioner, eksempelvis i forhold til madlavning, rengøring, indkøb med videre.

I indsatsen vil der dermed være fokus på at udvikle og styrke specifikke kompetencer hos borge-

ren, så han eller hun bliver i stand til på sigt at klare sig selv i boligen, evt. med støtte fra støtte-

tilbud og/eller tilbud i lokalmiljøet. Formålet med indsatsen er endvidere at integrere borgeren i

det lokale samfund og introducere vedkommende til de allerede eksisterende tilbud, så borgeren

på sigt kan gøre brug af disse.

Dette kapitel præsenterer erfaringerne og resultaterne fra arbejdet med CTI-metoden under

Hjemløsestrategien. På samme måde som det forrige kapitel om ICM-metoden er dette kapitel

baseret på data fra en række kilder, nemlig projekternes metode- og implementeringsskabeloner

fra opstarten af metodearbejdet, projektindberetningerne, individdokumentationen og endelig di-

alogen på Socialstyrelsens Rådgivningsfunktions netværksmøder med de pågældende projekter.

Endelig er der som en del af evalueringens afslutning gennemført interviews med medarbejdere

som har arbejdet med metoden samt med borgere, der har gennemført CTI-forløb.


De interviewede borgere, der modtager CTI-støtte, er generelt meget tilfredse med den støtte,

de har modtaget.

En borger fortæller om den støtte, han har fået til at flytte i egen lejlighed og til at håndtere sin

livssituation:

Borger: Peter (CTI-medarbejder, navn ændret, red.) hjalp mig til at få lejlighed og få flyttet ting.

Han har kontor hos mig, han passer på alle mine papirer og breve, fordi jeg har en sag ... Jeg har

sagt til kommunen, at jeg skal have pension i 15 år, uden svar. Nu prøver han – du kan prøve at

læse en mail, vi har lavet sammen. I hans job, som socialrådgiver og hans stilling […] han har

gjort rigtig meget. Jeg var desperat og sagde, jeg kommer til at begå selvmord, fordi – jeg var

faldet i et mørkt hul. Han prøver at hjælpe mig ved at besøge mig 4 gange om ugen, og nogle

gange mere. Han har skaffet mig telefon, så jeg kan kontaktes og alt muligt. Han hjælper mig

med alt muligt – aftaler og papirer, kommunen og socialrådgiver, at få medicin og alt det der.

Rådgivningssamtaler. Han giver mig en chance til at leve igen.

En anden borger beskriver, hvordan han oplever case manageren (CTI-medarbejderen):

Interviewer: Kan du, sådan, prøve at beskrive, hvad det gode er ved at have en case manager.

Du har været inde på, at det er godt, når man skal op på kommunen, og at det er rart, at man

78

har en ekstra livline. Men kan du prøve at beskrive, hvad der er godt ved, at der er én, der

kommer herhjemme?

Borger: Det er godt på den måde, at selvom du ikke lige sidder og ... nu skal du lige have det der

ordnet og sådan nogle ting, at man sidder og snakker om alt mellem himmel og jord. Og at man

tit og ofte kommer ind på, at hvis man har noget, man vil af med, så kommer det også op, uden

at man måske ikke en gang ville have det. Nu kender Jan (CTI-medarbejder, navn ændret, red.),

han ved godt, hvor han skal trykke engang imellem, når der er noget. Men det er det gode ved

det, og det er rigtig godt. Jeg har vendt mange ting med Jan. […] Jeg ville godt have haft, at han

havde kunnet følge med. Ikke fordi ... han har sagt, at jeg bare kan gå ned til ham.

Interviewer: Hvad mener du med ”at følge med”? At det var ham, der stadigvæk var der?

Borger: Ja, jeg ville allerhelst have haft ham for ikke at starte forfra. Det er nummer 1. Den vejer

virkelig meget for mig, det gør den helt sikkert.

Interviewer: Er der noget, som så er mindre godt?

Borger: Nej. Jeg kan ikke se noget negativt ved det. Jeg ved godt, der nogle der kan, men jeg

kan ikke. Jeg har snakket med nogen, der siger: "Der er ikke nogen, der skal inden for min dør",

det kan jeg så ikke følge dem i. Fordi ellers har de jo brug for, at der er én, der kommer og kig-

ger til dem indimellem, om det så kun er én gang om måneden. Det har jeg i hvert fald.

Interviewer: Hvad, tror du, er det vigtigste for at få denne overgang fra forsorgshjemmet til sin

egen bolig til at fungere? Hvad er det, der skal til, før det bliver succesfuldt?

Borger: At man faktisk siger, når man er med i Hjemløsestrategien, at når man får den hjælp un-

der Hjemløsestrategien, at man minimum hver 14. dag skal sige ja til, at der er én, der kommer

og kigger til én. For så er der sgu virkelig opfølgning på, det tror jeg ville være godt for mange.

Og at det er den samme, der følger, det ville være perfekt.

Sidstnævnte borger udtrykker dog således utilfredshed med, at han af personalemæssige grunde

har måttet skifte CTI-medarbejder undervejs.

Han siger herom:

Interviewer: Hvordan synes du, det er med en ny?

Borger: Det er træls, det synes jeg. Fordi ... også fordi jeg har været vant til Jan i så lang tid. Jo,

jeg synes det er træls, fordi jeg godt kunne tænke mig, at den samme person beholdt det. Jeg

ved godt, at det ikke kan lade sig gøre, for så havde de mange ting at se til. Men det havde fak-

tisk været det bedste. Jeg tror også, at der er mange andre, der ville føle sig mere sikre.

Som vi vil uddybe i afsnit 7.9, er der endvidere flere CTI-borgere, der udtrykker bekymring over,

at CTI-støtten skal afsluttes efter 9 måneder, og at de formentlig skal overgå til en anden støtte-

person efterfølgende.


I alt arbejder 13 kommuner under Hjemløsestrategien med CTI-metoden. CTI-indsatserne har i

overvejende grad været forankret på § 110-boformer i de deltagende kommuner. I alt ni kom-

muner har valgt at forankre indsatsen her. Dog er der for to af disse kommuner tale om forank-

ring både på en § 110-boform og ét af kommunens øvrige støttetilbud til målgruppen. Derudover

har fire kommuner valgt at forankre indsatsen udelukkende i kommunens øvrige tilbud til mål-

gruppen.

79

Figuren nedenfor viser en oversigt over, hvor stor en andel af bostøttemedarbejderne der er an-

sat på en § 110-boform eller under en kommunal forvaltning. Figuren viser situationen ved første

indberetning for borgeren.

Figur 7-1: Hvor er du (bostøttemedarbejderen) ansat?

Antal borgere=394. For 12 forløb er spørgsmålet ubesvaret. Figuren viser situationen ved første indberetning for

borgeren.

Hovedparten af CTI-medarbejderne (74 pct.) er ansat på en boform, hvilket stemmer godt

overens med, at indsatsen i kommunerne hovedsageligt er forankret på disse.

Ligesom for ICM-indsatsen tyder erfaringer fra arbejdet med CTI-indsatsen også på, at forankrin-

gen har indflydelse på:

Målgruppen, som visiteres til indsatsen.

Den konkrete visitationsprocedure – altså, hvem der har visitationskompetencen.

Hvordan metoden forankres i kommunens øvrige tilbud, herunder § 85-støtte.

Koblingen til § 141-handleplanen.

Alle kommunerne, som har arbejdet med CTI-metoden, på nær Københavns Kommune, har som

en del af Hjemløsestrategiens metodearbejde ligeledes arbejdet med ICM metoden. Det er en

generel erfaring fra arbejdet med CTI-metoden, at det har været en udfordring i mange kommu-

ner at få defineret, hvem målgruppen for CTI-metoden er, og hvordan denne målgruppe adskiller

sig fra målgruppen til andre bostøttemetoder, herunder ICM. Mange steder har det været van-

skeligt at få defineret, hvilke borgere der vil være i stand til efter 9 måneder at klare sig selv i

egen bolig med støtte fra lokale og eksisterende tilbud.

CTI-indsatsens tidsramme på 9 måneder og meget eksplicitte fokus på integration i egen bolig og

i lokalområdet har betydet, at CTI-metoden har været en meget anderledes måde at arbejde

med borgerne på, end hvad der har været tilfældet i kommunerne tidligere. I alle kommuner har

der som følge heraf gennem hele projektperioden været stort fokus på udfordringerne med at

implementere det nødvendige "mindshift" blandt de medarbejdere, der har skullet arbejde med

metoden, og blandt medarbejderne i de forskellige organisationer generelt i forhold til at arbejde

efter principperne i Housing First. Herunder har der blandt andet været behov for et opgør med

”trappetrinstænkning”, hvor borgerne skal leve op til visse krav, inden de f.eks. kan få en bolig,

samt et skift til at tænke mere i udvikling og ikke kun i omsorg.

På det seneste netværksmøde i vinteren 2013 med deltagelse af alle kommunerne blev formålet

med metoden drøftet endnu en gang, idet erfaringen peger på, at kommunerne har arbejdet med

forskellige fortolkninger af, hvad det overordnede mål med indsatsen kan være. Det centrale

spørgsmål var særligt, om det er målet med metoden, at borgeren bliver i stand til at klare sig

9%

17%

74%

0%

10%

20%

30%

40%

50%

60%

70%

80%

90%

100%

An

del af

bo

rg

ere Ansat på boform

Ansat under en kommunal forvaltning, socialcenter mv.

Andet

80

selv i egen bolig udelukkende med støtte fra lokale tilbud som væresteder, sociale viceværter,

eget netværk med videre, eller om målet med støtten ligeledes kan være, at borgeren i løbet af

de 9 måneder bliver i stand til at profitere af og gøre brug af eksisterende tilbud til målgruppen

som eksempelvis § 85-støtte og § 99-støtte med videre. På baggrund af drøftelserne på sidste

netværksmøde og på baggrund af projekternes erfaring med målgruppen for CTI-indsatsen, er

målgruppen for CTI-metoden blevet præciseret.

Målgruppen for CTI er borgere i overgangen fra en institutionslignende bolig (forsorgshjem, her-

berg, fængsel, hospital eller lignende) til egen bolig. Ved visitationstidspunktet skal det vurderes,

at borgeren gennem en 9-måneders CTI-indsats:

a) vil blive i stand til at klare sig selv og fastholde boligen med hjælp fra netværk og/eller

lokalmiljøet,

b) eller vil få nedbragt sit støttebehov markant og f.eks. med almindelig § 85-bostøtte kan

blive i stand til at fastholde boligen samt få afdækket sit reelle støttebehov i egen bolig i

langt højere grad, end det er muligt ved visitationstidspunktet.

De forskellige tolkninger af formålet med metoden har gjort, at kommunerne har arbejdet med

forskellige målgrupper for CTI-metoden, hvilket vil blive yderligt uddybet senere i dette kapitel.

Flere kommuner fremhævede på det seneste netværksmøde, at det fremadrettet anbefales, at

CTI-medarbejderne arbejder i et team og/eller i faglige fællesskaber, hvor man har mulighed for

at give hinanden faglig sparring. Herunder nævnte Aarhus Kommune, at de på de to forsorgs-

hjem, som arbejder med CTI, hver har haft en halv CTI-stilling, men at denne stilling har været

fordelt på tre medarbejdere, og det har medarbejderne været rigtig glade for, fordi det har givet

dem mulighed for at sparre med hinanden og arbejde som et team.

I lighed med ICM-metoden har kommunerne gjort erfaringer med forskellige måder at forankre

indsatsen på, herunder hvad organiseringsformen betyder for relationsskabelsen med borgeren

og samarbejdet med øvrige aktører og afdelinger. På det seneste netværksmøde fremhævede

kommunerne gode erfaringer både med, at CTI-medarbejderne er forankret centralt i en kom-

munal forvaltning og decentralt på f.eks. en § 110-boform. Fordelene ved de to organisations-

former er kort opsummeret nedenfor.

Fordele ved, at CTI-medarbejderne er forankret centralt (en kommunal forvaltning):

Det er nemmere at samtænke CTI med kommunens øvrige bostøtteindsatser (SEL § 85),

herunder ICM-indsatsen, ordinær § 85-bostøtte og efterforsorg, Støtte og Kontaktper-

sonsordninger (SEL § 99) samt med øvrige tiltag i kommunen.

Det kan være nemmere at argumentere for metodens værdi over for kommunens interne

enheder og forvaltninger og opbygge et samarbejde med dem, hvis CTI-medarbejderne

er forankret centralt.

CTI-medarbejderne kan dele systemer, blandt andet kalendere, med kommunens øvrige

ansatte.

Fordele ved, at CTI-medarbejderne er forankret decentralt (f.eks. en boform):

CTI-medarbejderne har nemmere ved at skabe den første relation til borgerne, og bor-

gerne har nemt ved at komme til CTI-medarbejderne.

CTI-medarbejderne kan nemmere opbygge et stort netværk til lokale tilbud og argumen-

tere for metodens værdi i forhold til lokale aktører.

Ligeledes kan det tænkes, at forankringen af CTI-indsatsen på boformerne understøttet

mindshiftet mod Housing First på boformerne.

Alle kommuner er, uanset forankring og organisationsform, enige om, at det er afgørende, at der

er et tæt samarbejde mellem kommunens enheder, især myndighedsafdelingen og boformerne,

blandt andet for at skabe klare visitationsgange og styrke fokus på og samarbejde om § 141-

handleplanerne. Fremskudt sagsbehandling blev nævnt som en måde at fremme dette på.

81

7.3 Visitation

Den rette visitation til CTI-indsatsen er en vigtig forudsætning for, at forandringsprocessen kan

lykkes for borgerne inden for de 9 måneder. Af metode- og implementeringsskabelonerne frem-

går det, at der er variation i forhold til, hvem der har visitationskompetencen til CTI-indsatsen,

hvilket som nævnt hænger tæt sammen med, hvor indsatsen er forankret. Tabellen nedenfor vi-

ser, hvor visitationskompetencen har været placeret.

Tabel 7-1: Oversigt over, hvem der besidder visitationskompetencen.

Visitations-

udvalg

Forstander på

boform

Bostøtteenhed/med-

arbejdere på boform

Sagsbehandlere/

kommunal enhed

Guldborgsund Esbjerg Frederiksberg* Herning

Hvidovre Horsens København

(Hjemløseenhed)

Aarhus Næstved

Odense Odense

Viborg

Varde

Aalborg

* Der er her tale om medarbejdere i den kommunale gadeplansindsats og bostøttemedarbejdere, som er tilknyttet

en boform.

Ofte ligger visitationskompetencen, hvor indsatsen er forankret (jf. ovenstående afsnit). I Odense

ligger visitationskompetencen både hos forstanderen på den boform, hvor borgeren opholder sig,

samt hos sagsbehandlerne. I Aarhus ligger visitationskompetencen hos et visitationsudvalg på

boformen. I hovedparten af kommunerne kan sagsbehandlere og andre tilbud komme med ind-

stillinger af borgere, der skal visiteres til en CTI-indsats. I hovedparten af kommunerne er Ud-

redning og Plan visitationsgrundlaget, men andre udgangspunkter nævnes også.

Der er blandt kommunerne enighed om, at det er vigtigt at have en ensartet visitation inden for

den enkelte kommune. Flere kommuner fremhæver i den forbindelse, at de har gode erfaringer

med, at visitationen til CTI ligger centralt i den enkelte kommune – sammen med visitationen til

de øvrige bostøttemetoder. Dette vil formentlig også medvirke til, at de forskellige bostøttemeto-

der ses som en palet af muligheder med hver deres styrker og ikke som parallelindsatser.

Ligesom for ICM-metoden er det erfaringen på tværs af kommunerne, at det er vigtigt med en

klar og tydelig visitationspraksis for tildelingen af CTI-indsatsen. Det er herunder afgørende, at

indsatsen kobles sammen med myndighedsområdet og udarbejdelsen af borgerens § 141-

handleplan.

Afprøvningen af metoden har vist, at det har det fyldt meget i projekterne at få adskilt CTI fra

ICM og fra eksempelvis § 110-tilbuddets øvrige indsatser og daglige drift. I enkelte kommuner

har det resulteret i, at kun meget få borgere er blevet visiteret til indsatsen, idet man i langt hø-

jere grad har været tilbøjelig til at vælge ICM-metoden, som kan være et "tryggere" valg, fordi

denne metode ikke indebærer en tidsbegrænsning på 9 måneder.

På tværs af kommunerne er der forskellige erfaringer med, hvor tunge og komplekse problemstil-

linger borgeren kan have for at profitere af CTI-indsatsen. Nogle kommuner har erfaret, at bor-

gerne ikke bør have for mange eller for tunge problemstillinger, mens andre kommuner angiver,

at der med CTI-metoden kan arbejdes med alle borgere, uanset tyngden eller kompleksiteten af

deres problemstillinger.

82

Nedenfor er forsøgt fremhævet en række gennemgående karakteristika ved målgruppen for CTI

og nogle eksklusionskriterier:

Boks 7-1: Karakteristika af målgruppen for CTI.

På det seneste netværksmøde fremhævede blandt andre Herning, Odense og Københavns kom-

mune, at de har gode erfaringer med at arbejde med meget tunge borgere i CTI-forløb. I Odense

Kommune fortæller projektet dog, at de har dårlige erfaringer med brugen af CTI-metoden til

borgere med tunge dobbeltdiagnoser, f.eks. en borderline personlighedsforstyrrelse kombineret

med et massivt misbrug. Samtidig har man dog i Odense ligeledes oplevet, at nogle af de særlig

tunge borgere har overrasket medarbejderne og er blevet selvhjulpne som følge af CTI-

indsatsen. I lighed hermed oplever Københavns Kommune, at det er vanskeligt at definere præ-

cist, hvad målgruppen skal kunne for at kunne profitere af en CTI-indsats. Oplevelsen i kommu-

nen er, at borgernes udvikling i løbet af CTI-indsatsen i lige så høj grad afhænger af borgernes

motivation som af deres ressourcer og problemstillinger.

Spørgsmålet om afgrænsningen af målgruppen i forhold til tyngden af borgerens problemstillin-

ger opleves naturligvis også ved afslutningen af CTI-forløbene i forhold til, om borgeren vurderes

at være "selvhjulpen" eller har brug for at blive visiteret videre til øvrige indsatser – herunder

navnlig øvrig bostøtte i kommunen. Dette uddyber vi i nedenstående.

Flere kommuner fremhæver at have haft gode erfaringer med CTI-metoden i arbejdet med unge

borgere som en form for forebyggende indsats. Den intensive CTI-indsats kan nå at "vende man-

ge ting" i de unges liv og således forhindre, at den unge får behov for vedvarende støtte, eksem-

pelvis § 85-bostøtte. Et opmærksomhedspunkt er dog meget kaotiske unge og unge med et me-

get kaotiske netværk, som kan være meget svære at arbejde med inden for CTI-metodens faser

og de 9 måneder.

Karakteristik af målgruppen for CTI

Psykisk syge.

På kontanthjælp/pension.

Har været hjemløs i en del år.

Unge (forebyggende indsats).

Skal være samarbejdsvillig.

Skal være villig til at arbejde med sig selv (motiveret).

Skal have en grad af ressourcer/egen styrke og vilje.

Har et netværk (professionelt/privat).

Har en grad af positive "bo-erfaringer".

Har mindre kompleksitet i problemstillingerne, f.eks. få problemområder eller

et enkelt massivt problem.

Skal kunne klare sig selv med hjælp fra normalsystemet efter afsluttet CTI-

forløb.

Eksklusionskriterier for målgruppen:

Omfattende aktivt misbrug.

Bandemedlemmer.

Udadreagerende adfærd.

Tunge dobbeltdiagnoser.

83

Nedenstående figur viser, efter hvilken paragraf i serviceloven bostøtten gives til borgerne.


Antal borgere=406. Figuren viser situationen ved første indberetning for borgeren.

Næsten halvdelen af borgerne under CTI-metoden modtager bostøtten efter § 110 i form af ef-

terforsorg/efterværn. Dette afspejler i høj grad, hvor indsatsen er forankret, og at indsatsen gi-

ves som konkret støtte til at flytte i egen bolig, når borgeren fraflytter boformen.

7.4 Opstart af indsatsen

I metodearbejdet har det været en udfordring at få defineret, hvornår og hvordan indsatsen til

borgeren opstartes, efter borgeren er visiteret til indsatsen. Disse to temaer har kommunerne lø-

bende på netværksmøderne drøftet, hvilket ligeledes var tilfældet på det sidste netværksmøde i

februar 2013.

Kommunerne peger på, at opstarten af CTI-indsatsen tager lang tid, og at det derfor i nogle

tilfælde har været vanskeligt at overholde faseinddelingen af CTI-metoden og nå at afslutte

forløbet inden for de 9 måneder. Udfordringerne drejer sig blandt andet om, at borgerne kan

have alvorlige økonomiske problemer og derfor have svært ved at få økonomien til at hænge

sammen, når de flytter i egen bolig.

Kommunerne har afprøvet forskellige løsninger på denne udfordring, og det er en udbredt

opfattelse, at udfordringerne mindskes, jo mere § 110-boformerne arbejder med at sikre en vis

grad af udredning af borgeren, herunder udredning af borgerens økonomiske sitation, inden

vedkommende flytter i egen bolig. Blandt mange af deltagerne på netværksmødet var der et øn-

ske om, at borgerne får mere bo- og ADL-træning (almindelig daglig livsførelse) på § 110-

boformerne, sådan at de bliver forberedt til at flytte fra boformen og i egen bolig.

Det konkrete tidspunkt for, hvornår indsatsen med borgeren kan påbegyndes, har ligeledes væ-

ret drøftet gennem hele projektperioden. Af metodebeskrivelsen fremgår det, at indsatsen ikke

bør opstartes, før end der er (konkret) udsigt til, at borgeren får en bolig. Dette skyldes, at ét af

delmålene i metoden er, at borgeren skal være sikret en god overgang til egen bolig inden for de

tre første måneder af CTI-indsatsen (fase 1). Flere kommuner har forsøgt at udarbejde konkrete

retningslinjer for at imødekomme dette. Blandt andet har man i Aarhus Kommune besluttet, at

CTI-indsatsen først igangsættes 14 dage før udflytning fra boformen.

Manglen på (billige) boliger til målgruppen er et særligt opmærksomhedspunkt i denne forbindel-

se. Hvis borgeren ikke har en bolig, kan indsatsen ikke opstartes.

0%

40%

46%

8% 5%

§ 83: Personlig hjælp og pleje samt støtte til nødvendige praktiske opgaver.

§ 85: Øvrig hjælp, omsorg eller støtte samt optræning og hjælp til udvikling af færdigheder.

§ 110: Efterforsorg/efterværn givet i forlængelse af ophold på § 110-boform

Andet

Ved ikke

84


Et af de vigtigste fokuspunkter for bostøttemetoderne i Hjemløsestrategien er borgernes boligsi-

tuation, herunder forandringer i boligsituationen for borgerne, som indgår i metodeforløbene.

Figuren nedenfor viser, hvordan borgernes boligsituation var ved henholdsvis første og seneste

indberetning. Kun borgere med mere end én indberetning indgår i figuren, hvilket er 367 borge-

re, svarende til 90 pct. af de oprettede forløb.

Figur 7-3: Borgerne opdelt efter boligsituation ved henholdsvis første og seneste indberetning.


69 pct. af borgerne havde egen bolig ved første indberetning i deres CTI-forløb. Fra første til se-

neste indberetning har yderligere 20 pct. af borgerne fået en bolig, således at der ved seneste

indberetning er 89 pct. af borgerne, som har egen bolig. Resultaterne indikerer, at kommunerne

har succes med at etablere boligløsninger for størstedelen af borgerne i CTI-forløb. Andelen af

borgere med egen bolig er større for CTI-metoden end for ICM-metoden, både ved første og se-

neste indberetning. Til sammenligning havde 43 pct. af borgerne under ICM-metoden en bolig

ved første indberetning og 69 pct. egen bolig ved seneste indberetning. Dette afspejler dels, at

en del af kommunerne i højere grad først iværksætter CTI-indsatserne, efter at borgerne har fået

en bolig, og dels at CTI-metoden er målrettet borgere i overgang til egen bolig.

Samtidig ses det dog af figuren, at 22 pct. af borgerne ikke havde egen bolig ved opstarten af

forløbet. Set i forhold til metodebeskrivelsen for CTI-metoden kan dette være problematisk. CTI

er, som nævnt, baseret på et tidsbegrænset forløb, som alt i alt varer 9 måneder, og som er ind-

delt i forskellige faser. Påbegyndelsen af fase 1 tager således sit udgangspunkt i, at borgeren har

en bolig eller meget snarligt har udsigt til at få en sådan. Omvendt vil det ikke nødvendigvis væ-

re et problem, hvis borgeren sikkert står til at flytte i en bolig umiddelbart efter opstarten af for-

løbet.

Ses der nærmere på gruppen af borgere mellem 18-24 år, ses det, at denne gruppe borgeres bo-

ligsituation ligner den for hele målgruppen. Der er dog lidt færre (81 pct.) af de unge, som ved

seneste indberetning har egen bolig.

Størstedelen af de borgere, som har egen bolig, bor enten i almene boliger eller har en lejlighed

eller et værelse i privat udlejning. 74 pct. bor således i almene boliger, mens 12 pct. har en lej-

lighed eller et værelse i privat udlejning. Kun 1 pct. bor i skæve boliger.

Projektledernes indberetninger fra december 2012 peger på, at der i størstedelen af kommunerne

forsat er behov for et særligt fokus på, at det bliver muligt at skaffe de nødvendige boliger til

målgruppen. Af projektindberetningerne fra december 2012 fremgår det, at ni af de i alt tretten

kommuner, som arbejder med CTI-metoden, oplever, at det kun i nogen grad har været muligt

at fremskaffe det nødvendige antal boliger til de borgere, som har været indstillet til bolig i løbet

9% 7%

22%

4%

69%

89%

0%

10%

20%

30%

40%

50%

60%

70%

80%

90%

100%


An

del af

bo

rg

ere



Ved ikke/andet

85

af det seneste halve år. En kommune har angivet, at det kun i ringe grad har været muligt, mens

tre kommuner angiver, at det i høj grad har været muligt. Ved den seneste indberetning fra maj-

juni 2013 svarer 4 af de 9 deltagende kommuner24, at det i ringe eller nogen grad har været mu-

ligt at fremskaffe det nødvendige antal boliger til målgruppen, mens tre svarer i høj grad25.

Flere kommuner angiver ligeledes manglen på egnede boliger som en udfordring på det sidste

netværksmøde i februar 2013, herunder også kommuner, som hidtil ikke har oplevet boligerne

som en væsentlig udfordring for denne målgruppe.

Det er centralt for arbejdet med bostøttemetoderne, at der er fokus på at fastholde borgerne i en

bolig efter en periode med hjemløshed. Nedenstående tabel viser, hvor stor en andel af borgerne

i CTI-forløbene som har formået at fastholde boligen i perioden.

Det skal bemærkes, at tallene i nedenstående tabel ikke er direkte sammenlignelige med tallene

fra figuren ovenfor, idet tabellen ikke medtager borgere, for hvem der enten ved første eller se-

neste indberetning er angivet ”Ved ikke” eller ”Andet”. Der indgår derfor et mindre antal borgere

i denne analyse.

Tabel 7-2: Udvikling i borgernes boligsituation.

Fastholdelse Andele i pct.




Heraf mister en bolig og får en ny (1)



I alt 100

Antal borgere=316. Kun borgere med mere end én indberetning og borgere, for hvem, der ikke er svaret ”Ved ikke”

eller ”Andet” ved enten første eller sidste indberetning, indgår i figuren.


"Har stabilt haft en bolig": Har en bolig ved første indberetning og ved sidste indberetning og mister ikke boligen

undervejs.

"Har fået en bolig i perioden": Har ikke en bolig ved første indberetning, men har en bolig ved sidste indberetning og


"Har mistet en bolig i perioden": Har mistet en bolig på et tidspunkt i løbet af perioden.

"Har ikke haft bolig i hele perioden": Har ikke en bolig ved første indberetning og har heller ikke en bolig ved sidste

indberetning og har ikke fået /mistet en bolig undervejs.

Tabellen viser, at 73 pct. af borgerne under CTI-metoden har haft en bolig gennem forløbet i den

forstand, at de har en bolig ved den første indberetning og ved den sidste indberetning. Samtidig

har 22 pct. fået en bolig gennem forløbet. Hertil skal det dog bemærkes, at den store gruppe af

borgere, som ”stabilt har haft en bolig”, kan dække over personer, der umiddelbart før den første

registrering har fået en bolig. Omvendt ses det, at 3 pct. af borgerne har mistet en bolig på et

tidspunkt. Endelig har 2 pct. hverken ved start eller ved slut af deres forløb egen bolig. Tabellen

indikerer således, at der er en stærk fastholdelse af egen bolig under CTI, og at det er få, der mi-

ster boligen, og få, der ikke får en bolig.

Ved læsning af den ovenstående tabel skal det bemærkes, at tabellen som fremhævet ikke inklu-

derer borgere, hvor der ved første eller sidste indberetning er svaret "Ved ikke" eller "Andet", li-

gesom borgere med kun én indberetning ikke kan indgå i analysen af udvikling. Det vil sige, at

borgere, hvor medarbejderen har svært ved eller ikke kan vurdere borgerens boligsituation samt

helt korte forløb ikke indgår. Det er vanskeligt at vurdere præcist, hvad dette betyder i forhold,

hvorvidt analysen er repræsentativ for den samlede gruppe af borgere i forhold til udviklingen i

borgernes boligsituation.

24 Nogle af de i alt 13 deltagende kommuner er stoppet eller overgået til drift ved projektindberetningen maj-juni 2013 og har ikke del-

taget i indberetningen 25 Endvidere svarer én kommune "Ikke relevant" og én kommunen undlader at svare på spørgsmålet.

86

Sammenholdes udviklingen i borgernes boligsituation med bostøttemedarbejderens ansættelses-

sted, ser man nogle mindre forskelle mellem boform og kommune. Blandt de borgere, hvor

bostøtten er forankret på en boform, er der 15 pct., som ikke har egen bolig ved opstarten af for-

løbet, mens det samme tal er 58 pct. for borgere, tilknyttet en medarbejder under en kommunal

forvaltning. For begge grupper sker der dog et fald i andelen af borgere uden egen bolig. Der er

således henholdsvis 4 og 8 pct., som ikke har egen bolig ved seneste indberetning. Forskellen

mellem forankring på henholdsvis boform og kommune gør sig således ikke gældende ved den

sidste indberetning for borgeren og tyder således på, at forankringen ikke betyder noget for re-

sultaterne af indsatsen i forhold til, hvorvidt borgeren får en bolig.

Yderligere analyse viser, at der er lidt flere (9 pct.) af de unge borgere (18-24 år), der mister de-

res bolig i løbet af et forløb sammenlignet med 3 pct. for den samlede gruppe af borgere.

Mens den formelle boligsituation, som er beskrevet i det ovenstående, er vigtig, er det også rele-

vant at se på, hvor borgerne faktisk overnatter. Den nedenstående tabel viser, hvor borgerne

overvejende har overnattet den sidste uge inden seneste indberetning.



(andele i pct.)

Har ikke egen

bolig (andele i

pct.)




Borgeren overnatter på et herberg eller forsorgshjem (§ 110 eller

lignende)

2 33


Borgeren overnatter i en midlertidig udslusningsbolig efter service-

lovens § 110

0 7




Borgeren er indskrevet i døgnbehandlingstilbud (misbrugsbehand-

ling eller lignende)

0 0

Andet 1 13

Ved ikke 5 7

Antal borgere med egen bolig=326, antal borgere uden egen bolig=15. Tallene summerer ikke op til 100 pct., da det

har været muligt at sætte flere kryds. Kun borgere med mere end én indberetning indgår i tabellen.

Blandt borgerne med egen bolig er det hovedparten, som overnatter i denne. Der er dog en lille

gruppe, som sover på natvarmestuer (1 pct.), på § 110-boformer (2 pct.) eller hos familie og

venner (6 pct.). Dette indikerer, at der blandt CTI-borgerne er lille en gruppe, som er funktionelt

hjemløse borgere. Blandt de borgere, som ikke har egen bolig, overnatter en tredjedel på her-

berger eller forsorgshjem. Herudover overnatter 27 pct. hos familie og venner. Man skal dog her

være opmærksom på, at der i alt kun er 15 borgere, der ikke har egen bolig.

87

Figuren nedenfor giver et overblik over, hvor mange nætter borgeren samlet set har overnattet

enten på gaden, herberg eller hos familie og venner inden for de sidste tre måneder før seneste

indberetning. Kun borgere med to eller flere indberetninger indgår.

Figur 7-4: Hvor mange nætter har borgeren overnattet i en hjemløsesituation inden for de seneste 3 må-neder?

Antal borgere=367. Kun borgere med mere end én indberetning indgår i tabellen. Angivelserne af, hvor mange næt-

ter borgeren har overnattet henholdsvis på gaden, på herberg eller hos venner og familie, er i figuren lagt sammen,

og figuren giver således en oversigt over, hvor mange nætter borgeren samlet set har overnattet i en hjemløsesitua-

tion.

70 pct. af borgerne har ikke overnattet i en hjemløsesituation inden for de seneste tre måneder,

hvilket stemmer overens med, at hovedparten af borgerne har en bolig og overnatter i denne.

Der er dog 15 pct., som overnatter i en hjemløshedssituation i en dag eller mere, mens situatio-

nen er ukendt for yderligere 15 pct. af borgerne. Begrænses figuren til borgere, der har været i

indsatsen over tre kvartaler, ses det, at andelen, der ikke har overnattet i en hjemløshedssitua-

tion, stiger til 77 pct. Omvendt viser resultaterne for denne gruppe ligeledes, at 10 pct. fortsat

oplever en form for hjemløshed selv efter et længere CTI-forløb.

For borgere uden egen bolig spørges medarbejderne om begrundelsen for, at borgeren står uden

egen bolig. Figuren nedenfor giver et overblik over svarfordelingen ved seneste indberetning for

borgeren.

Tabel 7-4: Hvorfor har borgeren ikke egen bolig?

Årsag Andele i pct.

Borgeren er blevet sat ud af en tidligere bolig inden for de seneste 12 måneder 42

Der er venteliste til at blive anvist eller visiteret til en passende bolig 16

Der findes ikke egnede boliger eller botilbud til den pågældende borger i kommunen 0

Borgerens sociale og/eller psykiske problemer vanskeliggør at finde en egnet bolig 32

Borgeren har vanskeligt ved at betale en husleje 42

Borgeren ønsker ikke at bo i egen bolig 21

Ved ikke 0

Antal borgere=19. Figuren viser situationen ved seneste indberetning for borgeren. Spørgsmålet stilles kun, hvis der

svares, at borgeren ikke har egen bolig. Tallene summerer ikke op til 100 pct., da det har været muligt at sætte flere

kryds.

15%

4% 2%

7%

2%

70%

0%

10%

20%

30%

40%

50%

60%

70%

80%

90%

100%

An

del af

bo

rg

ere 0 dage

1-7 dage

8-30 dage

31-60 dage

61-93 dage

Ved ikke

88

Det skal bemærkes, at der i tabellen er tale om en meget lille gruppe på 19 personer, hvilket be-

tyder, at procentsatserne må tages med forbehold. Det lille antal borgere skyldes, at hovedpar-

ten af borgerne har en bolig.

Tabellen viser, at medarbejderne både peger på vanskeligheder ved at betale husleje, sociale

og/eller psykiske problemer, udsættelser og ventelister som årsager til, at borgeren ikke har

egen bolig. Det er bemærkelsesværdigt, at der ikke er nogen af medarbejderne, som vurderer, at

der ikke findes egnede boliger i kommunen. Dette skal dog ses i sammenhæng med de 16 pct.,

som er på venteliste til en bolig. Dette kan således indikere, at mens de rigtige typer af boliger

eksisterer i kommunerne, så er antallet af disse boliger ikke tilstrækkeligt til at imødekomme be-

hovet.

For de borgere, der ikke har egen bolig, spørges medarbejderen om, hvorvidt borgeren er skre-

vet op til en bolig. 53 pct. af borgerne uden egen bolig er skrevet op til en almen bolig eller ung-

domsbolig. Herudover er en gruppe på 11 pct. skrevet op til et værelse eller en lejlighed i privat

udlejning. Som for ICM-metoden er det altså hovedparten af borgerne, der er skrevet op til en

almen bolig eller ungdomsbolig. Endelig er 37 pct. af borgerne ikke skrevet op til en bolig.


I det følgende afsnit beskrives borgerne ud fra henholdsvis køn, alder, nationalitet, forsørgelses-

grundlag og beskæftigelsessituation.



Antal borgere=406.

Borgerne under CTI-metoden er hovedsageligt mænd. Andelen af mænd er større under CTI end

under ICM. Under CTI er 82 pct. af borgerne mænd, sammenlignet med ICM, hvor 71 pct. af

borgerne er mænd.

18%

82%

0%

10%

20%

30%

40%

50%

60%

70%

80%

90%

Kvinde Mand

An

del af

bo

rg

ere

Køn

89

Nedenstående figur viser aldersfordelingen.


Antal borgere=406.

31 pct. af borgerne i et CTI-forløb er mellem 40-49 år, og hovedparten er mellem 30 og 59 år.

Herudover er der 17 pct. mellem 18-24 år. Sammenlignet med ICM er målgruppen for CTI lidt

ældre.

Følgende tabel viser borgernes nationalitet.



Dansk 83


Øvrige EU-27 2


Mellemøsten 2

Afrika 6

Andet 3

Ved ikke 1

I alt 100

Antal borgere=394. For 12 borgere er spørgsmålet ubesvaret

Borgerne under CTI-metoden er helt overvejende af dansk nationalitet.

0%

17%

9%

17%

31%

19%

5% 3% 0%

5%

10%

15%

20%

25%

30%

35%

Under 18 år

18-24 år 25-29 år 30-39 år 40-49 år 50-59 år 60 år eller derover

Ved ikke

An

del af

bo

rg

ere

Alder

90

Nedenstående tabel viser borgernes forsørgelsesgrundlag ved den seneste indberetning.



Løn 7


Kontanthjælp 63


Førtidspension 17

Folkepension 1

Ingen indtægt 0

Andet 5

Ved ikke 3

I alt 100

Antal borgere=406.

Som det fremgår af tabellen, er flertallet af borgerne under CTI-metoden på offentlig forsørgelse.

63 pct. er på kontanthjælp, og 17 pct. modtager førtidspension. Tabellen viser dog også, at en

mindre gruppe på 7 pct. af borgerne har løn som forsørgelsesgrundlag, og at 4 pct. modtager

dagpenge. Således er i alt 11 pct. af borgerne tilknyttet arbejdsmarkedet i den forstand, at de

enten har løn som forsørgelsesgrundlag eller modtager dagpenge. Det tilsvarende tal for borger-

ne under ICM-metoden er 5 pct.

Nedenstående tabel viser borgernes beskæftigelsessituation ved den seneste indberetning







Sygemeldt 8

Under uddannelse 4


Andet 6

Ved ikke 4

I alt 100

Antal borgere=406.

Borgerne under CTI-metoden har overordnet set en svag tilknytning til arbejdsmarkedet. Lidt

over halvdelen af borgerne er enten ledige, men ikke i aktivering, eller uden for arbejdsmarke-

det. I forlængelse af det ovenstående kan det dog igen fremhæves, at der er en mindre gruppe,

der er ansat på ordinære vilkår, i fleksjob, skånejob, beskyttet beskæftigelses eller lignende. En-

delig er 17 pct. i en form for aktivering.

91


I det følgende sættes der fokus på borgernes sociale problemer såsom misbrug, fysiske og psyki-

ske problemer og evne til at klare dagligdagsopgaver.

Der spørges i alt ind til otte forskellige problematikker, der henholdsvis er:

Alkoholmisbrug

Stofmisbrug

Hashmisbrug

Fysiske gener

Psykiske lidelser


Økonomi

Socialt netværk.

Nedenstående figur viser, hvor stor en andel af borgerne under CTI, som har en problematik in-

den for hvert af disse områder ved opstarten af metodeforløbet.



Borgerne under CTI-metoden har en række forskellige problematikker. De hyppigst forekommen-

de er dårligt socialt netværk og psykiske lidelser som 83 pct. af borgerne oplever. Hertil kommer,

at 77 pct. af borgerne har problemer med økonomien, og at 74 pct. af borgerne har misbrugs-

problemer. Over halvdelen har herudover problematikker i forhold til fysiske gener og daglig-

dagsfunktioner. Opdeles gruppen på køn ses det, at der er en forskel på, hvem der har misbrug.

76 pct. af mændene har problemer med misbrug, mens dette er tilfældet for 62 pct. af kvinder-

ne.

83%

77%

56%

83%

52%

74%

33%

21%

47%

11%

16%

34%

12%

44%

23%

56%

73%

50%

6%

7%

10%

4%

4%

3%

11%

6%

3%

0% 20% 40% 60% 80% 100%

Socialt netværk

Økonomi


Psykiske lidelser

Fysiske gener


Hash

Stoffer

Alkohol

Andel af borgere



Ved ikke

92

Nedenstående figur viser situationen specifikt for borgere mellem 18 og 24 år.

Figur 7-8: Borgernes problemer inden for otte forskellige domæner − unge mellem 18-24 år.


For de unge er de hyppigst forekommende problematikker økonomi, psykiske lidelser, socialt

netværk og dagligdagsfunktioner, hvilket mere end tre fjerdedele oplever. Hertil kommer, at

halvdelen har et hashmisbrug, hvilket er flere end for den samlede gruppe af CTI-borgere. I be-

tragtning af, at det drejer sig om unge mellem 18-24 år, må det således fremhæves, at de unge

er en udsat gruppe, der står over for en række komplekse problemer.

I nedenstående figur er den samlede gruppe af CTI-borgere opdelt efter, hvor mange af de

nævnte problematikker de har. Figuren viser en status for både første og seneste indberetning.

Kun borgere med mere end én indberetning indgår i figuren.



Størstedelen af borgerne under CTI-metoden har en række sammensatte problemstillinger. Fler-

tallet har således mellem tre og seks problematikker. Sammenlignet med de borgere, der er i et

ICM-forløb, ses der en tendens til, at borgerne, der i CTI-forløb, har lidt færre problemstillinger.

Det er dog stadigvæk tydeligt, at borgerne har en række sammensatte problematikker, der kræ-

82%

90%

66%

87%

19%

60%

50%

24%

16%

18%

6%

22%

10%

76%

34%

44%

69%

81%

0%

4%

12%

3%

4%

6%

6%

7%

3%

0% 20% 40% 60% 80% 100%

Socialt netværk

Økonomi


Psykiske lidelser

Fysiske gener


Hash

Stoffer

Alkohol

Andel af borgere

Borgeren har poblematik


Ved ikke

1%

5% 8%

15%

20% 20%

18%

8% 4%

4%

2% 6%

14%

19% 19%

19%

9% 7%

0%

5%

10%

15%

20%

25%

0 1 2 3 4 5 6 7 8

An

del af

bo

rg

ere

Antal problematikker


93

ver en koordineret indsats. Figuren viser yderligere, at borgernes antal af problematikker er no-

genlunde stabilt mellem den første og den seneste indberetning.

Nedenstående figur viser udviklingen i borgernes problematikker, når man sammenholder første

indberetning med seneste indberetning i CTI-forløbet. Hvis en borger tidligere har haft et alko-

holmisbrug i meget høj grad og senere i forløbet vurderes at have et alkoholmisbrug i nogen

grad, fremgår det som en positiv udvikling. Hvis en borger tidligere ikke har haft et misbrug, men

ved den seneste indberetning har et misbrug i mindre grad, vil borgeren indgå i nedenstående

med en negativ udvikling. Kun borgere med mere end én indberetning indgår i figuren.


Antal borgere=327. Kun borgere med mere end én indberetning indgår i figuren. Kun borgere med to eller flere ind-

beretninger indgår. Kategorien ”Mere positiv vurdering” dækker over borgere, som fra første indberetning til seneste

indberetning har fået en mere positiv vurdering af, hvorvidt de har en problematik inden for et område. ”Mere nega-

tiv vurdering” dækker modsat over en mere negativ vurdering, mens ”Uændret vurdering” dækker over samme vur-

dering ved henholdsvis første og seneste indberetning. Borgere, for hvem der er svaret ”Ved ikke” ved enten den

første eller seneste indberetning, er ikke medtaget. Antallet af borgere for den enkelte problematik varierer fra 271

til 347 på grund af et forskelligt antal Ved ikke-besvarelser for de enkelte problematikker. Antallet ovenfor i noten er

et gennemsnit.

I lighed med borgerne under ICM-metoden tegner der sig et sammensat billede med hensyn til

udviklingen i borgernes problematikker. For hver af problematikkerne er der en stor gruppe af

borgerne, som ikke oplever nogen udvikling. Figuren viser samtidig, at der er en positiv udvikling

hos en del af borgerne i forhold til de forskellige problematikker. Særligt i forhold til dagligdags-

funktioner, økonomi og socialt netværk er der omtrent en tredjedel af borgerne, der oplever en

fremgang. Her bør det bemærkes, at selvom der sker en positiv udvikling, er dette ikke ensbety-

dende med, at borgerne helt kommer ud af deres problemer, men eksempelvis at sværhedsgra-

den reduceres. På den anden side er der en gruppe borgerne på mellem 5 pct. og 27 pct., som

vurderes at have en negativ udvikling i forhold til deres problematikker.

Det bør understreges, at ovenstående er baseret på medarbejdernes vurderinger af borgernes

problemer, og at der med andre ord indgår et væsentligt element af skøn i ovenstående figur.

Ikke desto mindre synes tendensen at være, at en vis andel af borgerne under CTI oplever en

svag forbedring af deres situation. At det blandt andet er på områderne socialt netværk, økonomi

og dagligdagsfunktioner, hvor der tilsyneladende sker en positiv udvikling, kan ses i lyset af, at

det netop er her, hvor CTI-bostøtten kan gøre en forskel.

Yderligere analyse viser, at der ikke er en entydig sammenhæng mellem det at få en bolig og at

opleve en forbedring i forhold til de forskellige problematikker. Det skal dog i den forbindelse

33%

32%

29%

25%

17%

7%

13%

9%

19%

47%

48%

48%

48%

60%

88%

75%

81%

62%

21%

20%

23%

27%

23%

5%

13%

10%

20%

0% 20% 40% 60% 80% 100%

Socialt netværk

Økonomi


Psykiske lidelser

Fysiske gener


Hash

Stoffer

Alkohol

Andel af borgere


Uændret vurdering


94

bemærkes, at borgerne udelukkende følges i den periode, hvor de modtager bostøtte. Det bety-

der, at det ikke er muligt at vurdere de mere langsigtede konsekvenser af, at borgeren får en bo-

lig i forhold til borgerens generelle situation gennem individdokumentationen.

Det skal endeligt bemærkes, at registeranalysen i forbindelse med den samfundsøkonomiske

analyse peger på en række positive tendenser i borgerens situation i året efter indsatsen, blandt

andet i forhold til psykiatri. Denne positive udvikling lader ikke til at være slået igennem i samme

grad i den løbende registrering af borgernes situation, som ovenstående er baseret på. Dette må

dels ses på baggrund af, at ovenstående er baseret på medarbejdernes vurderinger, hvor regi-

steranalysen er baseret på borgerens faktiske brug af offentlige ydelser. Dels er det vigtigt at un-

derstrege, at registeranalysen kan følge borgerne, også ud over afslutningen af selve bostøttefor-

løbet, hvilket individregistreringen ikke kan.

Ud over bostøtte er det ofte også vigtigt, at borgeren tilknyttes andre former for indsatser eller

behandling. Figuren nedenfor viser andelen af borgere, der er tilknyttet de enkelte indsatser. Kun

borgere med mere end én indberetning indgår i figuren.



Figuren viser, at borgerne, udover bostøtte, særligt modtager administration af kontanthjælp,

hvilket er tilfældet for 42 pct. ved den seneste indberetning. Derudover modtager 21 pct. psykia-

trisk behandling, mens 17 pct. modtager alkoholbehandling, og 15 pct. modtager somatisk be-

handling ved den seneste indberetning. 23 pct. af borgerne er ikke tilknyttet andre indsatser end

CTI-bostøtten.

Figuren viser endvidere, at der stort set ikke sker nogen stor udvikling i forhold til, hvilke indsat-

ser borgerne er tilknyttet udover CTI-bostøtten, bortset fra at lidt flere får administreret deres

kontanthjælp over perioden.

7.8 Målgruppeforskelle mellem CTI og ICM

CTI er som udgangspunkt målrettet en mindre belastet målgruppe end ICM, idet CTI retter sig

mod borgere, som efter et 9-månedersforløb skal kunne klare sig uden bostøtte eller vil få ned-

bragt deres støttebehov væsentligt. Som tidligere nævnt oplever nogle af kommunerne dog, at

det i praksis er svært at adskille målgrupperne for ICM og CTI. Sammenholdes de borgere, som

indgår i metodearbejdet for henholdsvis ICM og CTI, er der både ligheder og forskelle.

3%

23%

11%

5%

42%

8%

15%

21%

5%

12%

17%

4%

22%

11%

2%

37%

7%

12%

20%

7%

13%

18%

0% 10% 20% 30% 40% 50%

Ved ikke

Ingen

Anden behandling

Hjemmepleje



Somatisk behandling



Medicinsk stofmisbrugbehandling

Alkoholbehandling

Andel af borgere

Første besvarelse

Seneste besvarelse

95

Under ICM er der flere kvinder end under CTI. Under ICM er 29 pct. kvinder mod 18 pct. under

CTI. ICM har en yngre målgruppe end CTI. 38 pct. af borgerne under ICM er under 25 år, mens

hovedparten (72 pct.) af borgerne under CTI er 30 år eller derover. Ser man på borgernes for-

sørgelsesgrundlag, synes borgeren under CTI at være tættere på arbejdsmarkedet.

Ser man på borgernes sociale problematikker, viser dokumentationen, at borgerne under de to

metoder overvejende er udfordret af de samme problematikker. Størstedelen af borgerne under

de to metoder har sammensatte problematikker. Dog ses det, at der under CTI er lidt færre af de

tungeste borgere med henholdsvis 6, 7 eller 8 problematikker end under ICM. Vedrørende udvik-

lingen i borgernes problematikker er billedet overordnet det samme for de to metoder. Dog med

en tendens til, at flere borgere under CTI oplever en positiv udvikling med hensyn til dagligdags-

funktioner, økonomi og sociale netværk, end det er tilfældet for borgerne under ICM.

Der danner sig således et billede af, at borgerne under CTI-metoden er en anelse mindre bela-

stede end borgerne under ICM-metoden. I den forbindelse skal det dog også pointeres, at man

ikke i alle kommuner har brugt begge metoder, hvilket kan have ført til, at målgrupperne måske

ligner hinanden mere, end hvis man alle steder havde haft mulighed for at tage begge metoder i

brug.

7.9 Ophør af metodeforløb

På nuværende tidspunkt er 317 borgere ophørt i CTI-forløb, svarende til 86 pct. af det samlede

antal CTI-forløb i Hjemløsestrategien. CTI-bostøtten er et 9-månedersforløb, så det er i metoden

forudsat, at forløbet med bostøtte afsluttes efter denne periode. Der kan dog også være borgere,

som stopper af andre årsager. Nedenstående figur viser årsagerne til, at bostøtteforløbet afslut-

tes. Det har været muligt at angive flere årsager.

Figur 7-12: Hvorfor afsluttes bostøtteforløbet?

Antal borgere=317. Spørgsmålet stilles kun ved afslutning af et bostøtteforløb. Tallene summerer ikke op til 100


I knap to tredjedele af tilfældene afsluttes forløbet, fordi det 9-måneders CTI-forløb afsluttes,

mens årsagen i 13 pct. af tilfældene er, at borgeren ikke længere har behov for bostøtten.

Nogle kommuner har erfaringer med at give borgerne mulighed for at ringe til deres tidligere

CTI-medarbejder, hvis de får behov for det efter indsatsens afslutning. Disse kommuner fortæl-

ler, at de har gode erfaringer med denne form for "livline", der giver borgeren en tryghed. Erfa-

ringen er dog, at det reelt kun er få borgere, som benytter sig af den. For de borgere, der ringer,

er det ligeledes erfaringen, at CTI-medarbejderne hurtigt over telefonen kan guide borgerne vi-

dere.

13%

62%

17%

3% 9%

1% 9% 10%

0% 0%

10%

20%

30%

40%

50%

60%

70%

An

del af

bo

rg

ere

Borgeren har ikke længere behov for bostøtte

9-måneders CTI-forløb afsluttes

Det vurderes, at borgeren har behov for en anden type af bostøtte Borgeren er flyttet til anden kommune

Borgeren ønsker ikke længere at modtage bostøtte

Borgeren er død

Der er ikke længere kontakt til borgeren

Andet

96

I 17 pct. af de afsluttede forløb afsluttes forløbet med begrundelsen, at borgeren har behov for

en anden type bostøtte. Dette kan være tilfælde, hvor borgerens problemstillinger gennem forlø-

bet viser sig at være for tunge til at kunne profitere af CTI-indsatsen. Flere af kommunerne har

erfaret, at borgerens reelle funktionsniveau ofte først reelt kan afdækkes, når vedkommende er

flyttet i egen bolig.

Der er dog fortsat en gruppe borgere, hvis bostøtteforløb ophører af mere uhensigtsmæssige år-

sager. 9 pct. af borgerne ophører under metoden, da de ikke længere ønsker at modtage bostøt-

ten, og 9 pct. af forløbene afsluttes, da kontakten til borgeren er gået tabt.

Ovenstående figur giver kun i begrænset omfang mulighed for at vurdere, om borgeren i forbin-

delse med afslutningen af forløbet har fået et andet og måske mere relevant tilbud. Medarbej-

derne spørges derfor også om, hvorvidt de vurderer, at der er blevet etableret tilfredsstillende

tilbud til borgeren efter endt forløb.


Antal borgere=317. Spørgsmålet stilles kun ved afslutning af et bostøtteforløb.

Som figuren illustrerer, har medarbejderne i samlet set 66 pct. af forløbene vurderet, at der en-

ten i høj grad eller i nogen grad er etableret et tilfredsstillende tilbud ved afslutningen af bostøt-

teforløbet. Der er dog samtidig 11 pct. af borgerne, der vurderes kun i ringe grad at have fået

etableret tilfredsstillende tilbud, mens der for 12 pct. af borgerne slet ikke er etableret et tilfreds-

stillende tilbud. Selvom flertallet har fået etableret tilfredsstillende tilbud, er det centralt at have

fokus på den gruppe af borgere, som ikke eller kun i ringe grad har fået etableret tilfredsstillende

tilbud efter endt CTI-forløb. Dette er særlig relevant for CTI-metoden, da fokus i denne metode

netop er, at få borgeren bliver forankret i lokale tilbud med videre efter endt forløb.

Spørgsmålet om afslutning af forløb, herunder behovet for andre indsatser og overgangen til dis-

se, er også blevet berørt i de kvalitative interviews.

En CTI-bostøttemedarbejder vurderer, at ca. halvdelen af de borgere, medarbejderen har tilknyt-

tet, vil kunne klare sig uden yderligere bostøtte efter forløbet, mens den anden halvdel vurderes

at have behov for fortsat bostøtte. De borgere, som medarbejderen har afsluttet, og som har

haft behov for fortsat bostøtte, er typisk blevet visiteret videre til kommunens øvrige bostøt-

teindsats. Medarbejderen gør dog opmærksom på, at der her typisk er tale om en væsentligt hø-

jere caseload – typisk ca. 30 borgere pr. medarbejder − samt at der i perioder har været lang

ventetid på bostøtte – op til et halvt år. Her er CTI-indsatsen dog typisk blevet forlænget, indtil

det har været muligt at lade borgeren overgå til den efterfølgende indsats.

Flere af de interviewede CTI-borgere giver udtryk for bekymring over udsigten til, at CTI-forløbet

skal afsluttes, og at de derved skal skifte støtteperson.

11%

12%

11%

34%

32%

0%

10%

20%

30%

40%

50%

60%

70%

80%

90%

100%

An

del af

bo

rg

ere

I høj grad

I nogen grad

I ringe grad

Slet ikke

Ved ikke

97

Interviewer: Hvordan tænker du selv om det, at det er tidsbegrænset?

Borger: Det, tænker jeg, er dårligt. For bagefter skal jeg bare lære en ny at kende igen − det er

lidt underligt. Også fordi Lisbeth [tidligere SKP’er, navn ændret, red.] har fulgt mig i 5 år, og så

giver hun slip, og så er Jesper [nuværende CTI-bostøtte, navn ændret, red.] der kun i 9 måne-

der.

Interviewer: Du tænker, at den her støtte er noget, du har brug for i længere tid?

Borger: Længere tid, ja, det gør jeg helt klart. Jeg ved godt, så kommer jeg bare til en SKP'er el-

ler noget andet.

Der er her grund til opmærksomhed på risikoen for målgruppeglidning, hvor CTI-metoden benyt-

tes på borgere, der snarere er målgruppe for en længerevarende ICM-indsats.

Også i forbindelse med projektindberetningerne har projektlederne givet udtryk for, at der ople-

ves en række udfordringer med at etablere tilfredsstillende tilbud til borgerne efter endt forløb. I

nogle kommuner oplever projektlederne, at borgerne er for sårbare til at tage imod de eksiste-

rende tilbud, mens en enkelt projektleder i en kommune nævner, at der mangler tilbud til de me-

re velfungerende borgere, blandt andet i forhold til at skabe nye netværk. I flere kommuner op-

lever projektlederne også, at der er vanskeligheder, når der er tale om dobbeltbelastede borgere

(med både psykiske lidelser og misbrug).

En kommune fremhæver specifikt ved projektindberetningen fra maj-juni 2013, at der er udfor-

dringer i forbindelse med afslutningen af Hjemløsestrategien. Projektet har arbejdet for at sikre

en glidende overgang til driftsfase, men har oplevet udfordringer, der kan betyde, at den enkelte

borger kan risikere at være uden bostøtte i en periode, indtil der er fundet en ny støttekontakt-

person.

Udfordringerne handler ligeledes om mangel på billige, egnede boliger og om ventetid på bostøt-

te eller andre støttetilbud efter afslutningen af et CTI-forløb. En kommune fortæller f.eks., at de

har været nødt til enten at efterlade borgere "mellem to stole" eller forlænge CTI-indsatsen, fordi

der var ventetid på den bostøtte, som borgerne havde behov for efter afslutningen af CTI. På det

sidste netværksmøde i februar 2013 beskrev flere andre kommuner, at de ligeledes oplever van-

skeligheder ved at etablere en god overgang til de rette tilbud til borgeren, inden CTI-indsatsen

afsluttes, fordi der er lang ventetid. Der er også borgere, som er svære at motivere til at modta-

ge yderligere støtte efter endt CTI-forløb. De afviser typisk denne støtte, fordi de mangler erken-

delse af deres reelle funktionsniveau og støttebehov.

En anden kommune fremhæver i projektindberetningen fra maj-juni 2013, at det er en udfor-

dring, at der ofte forekommer ventetid hos samarbejdspartnere. Her kan blandt andet være tale

om ventetider på at få en tid hos egen læge, ventetider på behandlinger eller undersøgelser på

somatisk hospital og/eller hos speciallæger. Denne kommune oplever ligeledes, at lange venteti-

der i distriktspsykiatrien kan være en udfordring samt at borgere somme tider afvises i distrikts-

psykiatrien på grund af misbrug.

Det blev på sidste netværksmøde drøftet, at der stadig er et stykke vej, før kommunerne fuldt ud

har implementeret Housing First. Hvis flere borgere kommer i egen bolig i kraft af Housing First-

tankegangen, vil der desuden komme et øget behov for bostøtte i borgernes eget hjem, og del-

tagerne på netværksmøderne pointerede vigtigheden af, at der er politisk vilje til at tænke Hou-

sing First hele vejen gennem systemet.

I forhold til at sikre, at borgeren har en kontakt og et netværk, som han eller hun kan bruge ef-

ter CTI-indsatsens ophør, har flere kommuner gode erfaringer med at bruge kontaktpersoner fra

frivillige tilbud.

Københavns Kommune fortæller eksempelvis, at de har gode erfaringer med at afslutte nogle af

de mere ressourcestærke borgere til en netværksven eller en gældsrådgiver. Erfaringen med det-

te har også været, at gældsrådgiveren eller netværksvennen har haft mulighed for at tage kon-

takt til CTI-medarbejderen eller den relevante forvaltning, hvis de oplever, at borgeren har behov

98

for ydereligere tilbud. Kommunen fortæller, at de typisk begynder tilknytningen af netværksven-

ner og gældsrådgivere i fase 2 i CTI-forløbet.

I forhold til den konkrete afslutning og overlevering af borgere i et CTI-forløb har størstedelen af

kommunerne gode erfaringer med at afholde et afsluttende møde med borgeren og andre rele-

vante personerne i borgerens netværk. Flere kommuner fortalte på netværksmødet, at de holder

"trekantsmøder", hvor borgeren, CTI-medarbejderen og borgerens fremtidige kontaktperson,

f.eks. en sagsbehandler eller en medarbejder fra et værested, deltager. I nogle tilfælde kan der

holdes flere trekantsmøder med samme borger og forskellige kontaktpersoner.

På netværksmødet blev det drøftet, at en ulempe ved trekantsmøderne er, at den enkelte aktør

ikke får mulighed for at møde de andre aktører eller ressourcepersoner i borgerens netværk. En

kommune fortalte, at de har forsøgt at holde netværksmøder med borgerne og relevante perso-

ner fra borgernes netværk, men at det har været næsten umuligt at samle alle aktørerne samme

dag inden for en relevant tidsramme. Kommunen fortalte, at de havde oplevet at måtte vente 4

måneder for at få et møde i stand med én af de professionelle personer i en borgers netværk.

Kan de relevante aktører ikke deltage i møder, sker overleveringen i stedet på skrift.

Kommunerne fremhæver, at det er vigtigt at tydeliggøre over for borgeren, at CTI-indsatsen af-

sluttes, at borgeren nu selv bliver tovholder i eget liv (for de borgere, der er blevet så selvhjulp-

ne) og at tydeliggøre, hvem borgeren fremover kan søge hjælp hos. Derudover lægges der en

plan for fremtiden, og der kigges tilbage på den udvikling, som borgeren har været igennem. Det

afsluttende møde indeholder også tit en evaluering af CTI-indsatsen i form af en drøftelse af,

hvad der har været godt og dårligt.

7.10 Handleplan og samarbejde

I det følgende afsnit sættes der fokus på, om borgerne har en § 141-handleplan og kommuner-

nes foreløbige erfaringer med koordinering af arbejdet.

Figuren nedenfor viser hvor mange borgere, der har en § 141-handleplan eller er blevet tilbudt

en handleplan henholdsvis ved første og seneste indberetning. Kun borgere med mere end én




Figuren viser, at en stor del af borgerne ikke har en § 141-handleplan. Ved seneste indberetning

havde 40 pct. af borgerne ikke nogen handleplan og var ikke blevet tilbudt én. Hertil kommer, at

10 pct. af borgerne er blevet tilbudt én, men har sagt nej til tilbuddet. Figuren viser dog også, at

nogle borgere over CTI-forløbet får en handleplan. Fra første til sidste indberetning er andelen af

borgere med en handleplan således steget fra 19 pct. til 34 pct.

13% 8%

49%

40%

8%

10%

10%

8%

19%

34%

0%

10%

20%

30%

40%

50%

60%

70%

80%

90%

100%


An

del af

bo

rg

ere





Ved ikke

99

Yderligere analyse af gruppen af borgere mellem 18-24 år viser, at denne gruppe i højere grad

har § 141-handleplaner, end det er tilfældet for målgruppen som helhed. Der er 33 pct. af de un-

ge, som har en handleplan ved første indberetning, mens 50 pct. af de unge har en handleplan

ved seneste indberetning.

Som et af de centrale fokuspunkter i Hjemløsestrategien er det relevant at se nærmere på, om

der er sket en udvikling i arbejdet med handleplanerne. Nedenstående figur viser, hvor mange

borgere der havde en § 141-handleplan ved første og sidste indberetning opdelt på, om borgeren

er startet i henholdsvis 2010, 2011, 2012 og 2013

Figur 7-15: Borgernes situation vedrørende § 141-handleplan opdelt på, om borgeren er startet i hen-holdsvis 2010, 2011,2012 og 2013

Antal borgere: 367 (2010=76, 2011=160, 2012=111, 2013=20). Kun borgere med mere end én indberetning indgår

i figuren.

Figuren viser, at der ikke er sket nogen væsentlig udvikling i årene 2010-2012. I disse år er det

14-20 pct. af borgerne, der har en handleplan ved første indberetning, og 32-37 pct., der har en

handleplan ved ven sidste indberetning. I 2013 er der dog flere borgere, der enten har en hand-

leplan eller er ved at få udarbejdet én. Dette gør sig gældende for 55 pct. ved første indberetning

og 60 pct. ved sidste. Det skal dog fremhæves, at resultaterne for 2013 kun baserer sig på 20

forløb.

Opdeles analysen på bostøttens forankring, ses det, at andelen af borgere uden en handleplan er

større, hvor indsatsen er forankret på en boform, end hvor indsatsen er forankret under en

kommunal forvaltning. For gruppen af borgere, hvis indsats er forankret på en boform, er det så-

ledes 26 pct., der har en handleplan ved opstart af forløbet, mens 36 pct. har det ved afslutning

af forløbet. For gruppen af borgere, hvis indsats er forankret under en kommunal forvaltning, er

det 38 pct., der har en handleplan ved opstart af forløbet, mens 56 pct. har det ved afslutning.

Resultaterne vedrørende udbredelsen af handleplanerne peger sammen med projektledernes ind-

beretninger og dialogen på det sidste netværksmøde på, at der fortsat er et stykke vej, inden §

141-handleplanen bliver et veletableret og velbenyttet redskab til samarbejde og koordinering

mellem aktørerne.

På trods af de generelle udfordringer omkring § 141-handleplanerne har flere kommuner gennem

projektperioden fået etableret gode samarbejdsrelationer med myndighedssagsbehandleren og

andre afdelinger i kommunen. Erfaringen peger her på, at det har haft betydning, at man tidligt i

projektforløbet har fået etableret dette samarbejde og har fået defineret, hvordan samarbejdet

bør forløbe – herunder hvilken rolle CTI-medarbejderen og eksempelvis myndighedssagsbehand-

leren har, og hvordan de kan supplere hinanden.

17%

7% 12% 11%

14% 7%

0% 0%

50%

45%

49%

41%

52%

39%

35%

20%

9%

9%

6%

9%

12%

12%

10%

20%

7%

8%

14%

8%

7%

5%

5% 15%

17%

32%

20%

32%

14%

37%

50% 45%

0%

10%

20%

30%

40%

50%

60%

70%

80%

90%

100%



An

del af

bo

rg

ere




Ved ikke

100

Projektlederne er blevet spurgt om, hvad der henholdsvis fremmer og hæmmer koordineringen af

indsatser over for konkrete borgere. Svarene fremgår af boksen nedenfor. Som det fremgår af

boksen, er der en række sammenfald med de tilsvarende pointer for ICM-metoden, hvilket må

betragtes i lyset af, at metoderne har nogle fællestræk, eksempelvis i forhold til bostøttens rolle

som koordinerende og samarbejdende led.

Boks 7-2: Oversigt over faktorer, der af kommunerne nævnes som fremmende eller hæmmende for ko-ordinering af indsatser for borgerne.

7.11 Caseload og faseinddeling

Af metodebeskrivelsen fremgår det, at borger-/CTI-medarbejderforholdet kan være op til 12:1,

målt i forhold til en fuldtidsstilling. Altså, at hver medarbejder er tilknyttet 12 borgere. Det angi-

ves dog også, at det er vigtigt, at caseloaden er afstemt i forhold til, hvor i forløbet borgerne er,

således at den enkelte medarbejder ikke er fuldt booket med borgere, der alle har behov for den

meget intensive støtte i fase 1.

Det varierer, hvor mange borgere hver CTI-medarbejder har tilknyttet. Af projektledernes indbe-

retninger fra december 2012 fremgår det, at tre kommuner har henholdsvis 1-3 borgere, 4-6

borgere og 7-9 borgere pr. medarbejder. To kommuner angiver at have 10-13 borgere pr. med-

arbejder. Forskellen kan blandt andet forklares med, at der i perioder kan være forskel på, hvilke

borgere den enkelte medarbejder har, og hvor i forløbet de er. Forskellene i kommunernes kon-

krete caseload afspejler dog også forskellige måder at organisere og prioritere indsatsen på, på

tværs af kommunerne.

I løbet af CTI-forløbene varierer intensiteten af støtten som en del af metoden. Generelt anfører

kommunerne, at kontakten afstemmes efter borgerens individuelle behov. Der er dog lidt mere

Fremmende faktorer:

Dialog og klar og tydelig kommunikation.

Klar rollefordeling og forventningsafstemning.

Den gode relation samt personligt kendskab til dem, man kommunikerer med.

Helhedsorientering, fælles forståelse og recovery-fokus på tværs.

At deltage i møder sammen med borgeren hos f.eks. jobcentret og tage med til

lægen.

Kendskab til målgruppen for CTI og rummelighed i tilgangen til borgere.

Information om projektet og indsatsen til samarbejdspartnere.

Møder mellem ledere.

Anerkendelse af hinandens faglighed, arbejdsområder og kompetencer.

Hæmmende faktorer:

Lange sagsbehandlingstider, begrænsede telefonåbningstider med videre, som

vanskeliggør svar på presserende spørgsmål.

Manglende tradition for tværfagligt samarbejde, og manglende fælles viden om

målgruppen.

Forskellig lovgivning, kultur og tilgang til borgerne på tværs af forvaltningerne.

Manglende udarbejdelse af § 141-handleplaner.

Fysisk afstand.

Ressourcemangel.

At målgruppen betragtes ud fra en tænkning om, at der ikke er et udviklingspo-

tentiale, det vil sige manglende recovery-perspektiv.

Trappetrinstænkning i misbrugsbehandlingen.

101

end en fjerdedel (27 pct.) af borgerne, som er visiteret til et bestemt antal timers bostøtte om

ugen.

Af kommunernes oprindelige metode- og implementeringsskabeloner fra 2010 fremgår det, at

CTI-medarbejderne som udgangspunkt er tilgængelige inden for almindelig arbejdstid og under

hensyn til den enkelte medarbejders vagtplan. I nogle kommuner er der mulighed for akut hen-

vendelse uden for almindelig åbningstid. Dette består typisk i mulighed for at kontakte en boform

eller en vagttelefon, hvor der er mulighed for at indtale en besked.

Den gennemførte individdokumentation giver en række konkrete beskrivelser af, hvordan CTI-

forløbene konkret er blevet gennemført i forhold til hyppighed og længde af besøg.

Nedenstående figur viser, hvor ofte CTI-medarbejderen har besøgt eller lavet aktiviteter med

borgeren i løbet af de sidste tre måneder. Samtidig kan man af figuren sammenligne besvarel-

serne for anden besvarelse med den seneste besvarelse. Figuren viser situationen ved den anden

og den seneste indberetning26. Kun borgere med mere end én indberetning indgår i figuren.


Antal borgere ved anden besvarelse=360. Antal borgere ved seneste besvarelse=367. Kun borgere med mere end

én indberetning indgår i figuren.

Figuren viser, at hovedparten af CTI-medarbejderne besøger eller laver aktiviteter med borgeren

mellem et par gange om ugen og én gang om måneden. Figuren viser også særskilt situationen

ved den anden indberetning og ved den seneste indberetning for borgeren. Her ser man, at der

er størst intensitet tidligt i forløbet, hvilket ligger i god forlængelse af intentionen med metoden.

26 Spørgsmålet indgår først fra den anden indberetning og frem.

2%

24%

40%

16% 12%

5% 2% 13%

28% 29% 26%

3% 0%

5%

10%

15%

20%

25%

30%

35%

40%

45%

Dagligt Ca. et par gange om

ugen

Ca. en gang om ugen

Ca. hver 14. dag

Ca. en gang om

måneden eller

sjældnere

Ved ikke

An

del af

bo

rg

ere

Hyppighed

Anden besvarelse

Seneste besvarelse

102

Figuren nedenfor viser, hvor længe et typisk besøg eller en aktivitet varer.

Figur 7-17: Hvor længe varer et typisk besøg hos borgeren eller en aktivitet med borgeren på nuværende tidspunkt? (Angiv et ca. skøn i minutter).

Antal borgere ved anden besvarelse=360. Antal borgere ved seneste besvarelse=367. Kun borgere med mere end

én indberetning indgår i figuren.

Figuren viser, at 38 pct. af besøgene varer mellem 45 minutter og én time, mens yderligere 34

pct. varer længere end én time ved seneste indberetning. Figuren viser samtidig, at varigheden

af besøgene ikke ser ud til at ændre sig væsentligt over tid.

På det sidste netværksmøde var der blandt medarbejderne en generel opfattelse af CTI-metoden

som en effektiv og velegnet metode til at arbejde med målgruppen, og at deltagerne især netop

tilskrev dette CTI-metodens faseinddeling.

CTI-metodens faser er gode til at fastholde både borger og medarbejder på nogle mål og

på en retning.

Faseinddelingen og bevidstheden om slutdatoen er det, der adskiller CTI fra andre case

manager-metoder. Faseinddelingen og tidsbegrænsningen betyder, at medarbejderne

skal være meget realistiske om de mål og tidsplaner, de lægger, og at både medarbej-

derne og borgerne skal arbejde meget målrettet.

Faseinddelingen og tidsbegrænsningen er et godt redskab til at motivere og stille krav til

borgerne. Den grafiske oversigt over faseinddelingen kan bruges som et kommunikati-

onsredskab til at visualisere over for borgerne, hvor man er henne i udviklingen, hvor

man skal hen, og hvilke skridt det er nødvendigt at gennemføre.

Tidsbegrænsningen i CTI-metoden blev dog af nogle kommuner også opfattet som en ud-

fordring, især hvis borgerne indlægges, fængsles, falder tilbage i misbrug, får problemer

med økonomien eller lignende.

CTI-metodens faser og fokus på mål og delmål kan ifølge nogle kommuner med stor for-

del bruges både til den del af målgruppen med lettere problemstillinger og til dem med

de tunge problemstillinger. Tidsforbruget kan til gengæld variere mellem de enkelte bor-

gere. Andre kommuner har dog oplevet, at CTI-metoden ikke er så velegnet til borgere

med meget tunge problemstillinger, fordi risikoen for tilbagefald, f.eks. som følge af for-

nyet eller forøget misbrug, er stor for denne gruppe, og fordi tilbagefald gør det svært at

arbejde med metodens faser.

Fordi CTI-indsatsen starter, mens borgeren stadig er på boformen (dog først, når der er

udsigt til en konkret bolig), opbygges relationen mellem CTI-medarbejderen og borgeren,

inden borgeren flytter i egen bolig. Det er derfor en kendt bostøtte, som følger med bor-

4% 1% 1%

11%

5%

33%

20% 22%

4%

8%

1% 1%

12%

5%

38%

18% 16%

1%

0%

5%

10%

15%

20%

25%

30%

35%

40%

45%

0 minutter

1-5 minutter

6-15 minutter

16-30 minutter

31-45 minutter

46-60 minutter

61-90 minutter

Mere end 90

minutter

Ved ikke

An

del af

bo

rg

ere

Antal minutter

Anden besvarelse

Seneste besvarelse

103

geren ud i boligen, og CTI-medarbejderen og borgeren kan derfor arbejde med botræ-

ning fra første dag i den nye bolig.

Som det tidligere er beskrevet, kræver CTI-metoden dog også et "mindshift", både for de medar-

bejdere, som skal visitere til og arbejde med metoden, og for de aktører, de skal samarbejde

med. I forbindelse hermed opleves der fortsat udfordringer med at følge metodens tre faser og

dermed med at implementere metoden i praksis.

Projektlederne peger i de løbende statusindberetninger på, at der eksisterer nogle centrale ud-

fordringer i forhold til at arbejde målrettet med de tre faser i metoden. Den første udfordring dre-

jer sig om den overordnede ramme i forhold til, at CTI-indsatsen skal være tidsbegrænset til 9

måneder. En del kommuner oplever, at det for nogle af borgerne kan være svært at overholde

tidsbegrænsningen. Kommunerne angiver i den forbindelse, at kontakten til borgerne kan være

svær at opretholde, når borgerne har misbrugsproblematikker, kommer i fængsel, bliver indlagt,

får kærester og kærestesorger med videre, hvilket alt sammen påvirker deres aktuelle situation

og dermed også indsatsen og borgerens udvikling. Disse udfordringer kan dels ses som et udtryk

for nogle generelle vilkår i arbejdet med målgruppen. Dels må det også fremhæves, at det er en

del af metoden, at medarbejderen er vedholdende og altid følger op. En kommune fremhæver

desuden i den seneste projektindberetning fra maj-juni 2013, at det er vigtigt, at borgerne hur-

tigt føler sig trygge ved at bo i egen bolig, idet det ellers kan være svært for borgeren at "give

slip" på CTI-medarbejderen.

I forlængelse af ovenstående kan det dog nævnes, at flere kommuner i de seneste projektindbe-

retninger fra maj-juni 2013 svarer, at det i høj grad har været muligt at arbejde målrettet med

de tre faser i CTI-metoden.

Mange af kommunerne beskriver, at en del af de borgere, som visiteres til CTI-indsatsen, senere

hen viser sig at være for tunge til indsatsen. Det kan eksempelvis være borgere, hvis komplekse

sammensætning af problemstillinger kræver længerevarende bostøtte. Dette kan imidlertid være

svært at vurdere ved visitationen, idet nogle af borgernes problematikker først bliver tydelige for

medarbejderne, når medarbejderne har arbejdet sammen med borgerne i noget tid. I forlængel-

se heraf fremhæver nogle projekter, at borgerene kan være forholdsvis velfungerende, når de

bor på forsorgshjem, fordi de har lært at fungere i de faste rammer der, men at borgerne har

svært ved at klare sig selv, når de kommer ud i egen bolig. Dette understreger betydningen af,

at der foretages en grundig udredning indledningsvist, således at borgeren visiteres til den nød-

vendige bostøtte, der har tilstrækkeligt omfang og intensitet, samt at bostøttemedarbejderen er

vedholdende.

En anden diskussion vedfører (re)etableringen af sociale netværk. På netværksmøderne blev det

pointeret, at det er en central udfordring for borgerne at få skabt sig et netværk, som f.eks.

kommer hjem til borgeren i dennes bolig. Borgerne søger netværket, men netværket søger ikke

borgeren. Derudover vender nogle borgere tilbage til boformerne, fordi det er der, de har net-

værket.

104

I nedenstående tabel er de centrale udfordringer gengivet.

Tabel 7-8: Oversigt over centrale udfordringer i de enkelte faser i CTI-forløb.

Fase og centrale udfordringer

Fase 1:

Manglende eller udfordrende samarbejde med boformen om at gøre borgeren klar til CTI-forløb, blandt an-

det i form af opskrivning til bolig, opsparing med videre. I fase 1 fylder denne del derfor meget, set i for-

hold til indsatsen i forhold til borgeren, og det risikerer at forskubbe alle faserne.

Svært at finde ledige boliger, der passer til borgerne.

Svært at blive tilknyttet på det ideelle tidspunkt.

For lidt tid til kontakt, tillid og netværksdannelse, som er sværere for borgeren end forventet.

Borgerne er flere steder dårligere end forventet, hvilket forsinker processen.

Fase 2:

Fase 2 kommer ofte senere i gang, fordi fase 1 har trukket ud.

Svært at motivere borgeren til at skabe netværk, hvilket tager tid.

Flere falder tilbage i misbrug, når de flytter i egen bolig.

Fase 3:

Det kan være svært at afslutte et forløb, hvor borgeren er i tilbagefald eller har fået det psykisk værre.

Vanskeligt at nedtrappe længden og antallet af besøg, da CTI-medarbejderen ofte er borgerens eneste

kontakt.

En del borgere forbliver i netværket fra boformerne.

Udfordringer med at overlevere borgeren til andre støtteforanstaltninger, herunder at få aftalt handle-

plansmøder.

Projekterne kan være nødt til at sætte ind med intensiv støtte selv i sidste fase, hvis borgeren får tilbage-

fald, og relationerne til de nye støtteforanstaltninger ikke vurderes at være stærke nok endnu til at klare

det øgede behov for støtte.

Nogle medarbejdere kan finde det svært at ”slippe” borgerne efter de 9 måneder.

105

8. ASSERTIVE COMMUNITY TREATMENT (ACT)

Metoden Assertive Community Treatment (ACT-metoden) er en helhedsorienteret udgående og

tværfaglig indsats, specifikt rettet mod hjemløse borgere eller borgere med risiko for at miste de-

res bolig og med komplekse problemstillinger, som ikke profiterer af ordinære støttetilbud. Meto-

dens formål er at gøre borgeren i stand til at fastholde en stabil boligsituation i egen bolig med

den rette, individuelt tilpassede støtte. Der er tale om en kontinuerlig støtte, så længe borgeren

har behov herfor. Det centrale i ACT-metoden er, at borgeren tilknyttes et tværfagligt team, der

yder en samlet, helhedsorienteret opsøgende støtte til borgeren. At indsatsen er helhedsoriente-

ret betyder, at borgerens samlede behov kan dækkes af ACT-indsatsen. Det kan være behov for

bostøtte, sagsbehandling, psykolog/psykiatrisk-, sundheds- og misbrugsbehandling, hjælp til at

blive afklaret i forhold til den arbejdsmæssige situation, træning af sociale kompetencer med me-

re.

Formålet med ACT-indsatsen er at øge borgerens muligheder for at fastholde egen bolig ved at:

Levere en samlet tværfaglig støtte målrettet borgerens behov.




Sikre sammenhæng i borgerens øvrige indsatser.

Udgangspunktet for indsatsen er borgerens hverdag og de udfordringer, borgeren møder. Indsat-

sen tilrettelægges, så den er fleksibel og hele tiden kan justeres i forhold til borgerens aktuelle

behov.

Dette kapitel beskriver arbejdet med ACT-metoden under Hjemløsestrategien. Kapitlet er baseret

på data fra en række kilder, dels projekternes metode- og implementeringsskabeloner fra opstar-

ten af metodearbejdet, dels projekternes løbende projektindberetninger, dels de individuelle ind-

beretninger om borgerne, tilknyttet metoderne, og endelig dels på dialogen på Socialstyrelsens

Rådgivningsfunktions netværksmøder med de pågældende projekter. Endelig er der som en del

af evalueringen gennemført interviews med ledere og medarbejdere, som har arbejdet med me-

toden, samt med borgere, som har gennemført ACT-forløb.


De interviewede borgere er generelt godt tilfredse med den støtte, de har fået gennem ACT-

indsatsen. Borgerne fortæller både om den praktiske og sociale støtte, de modtager, i hverdagen,

støtte til at håndtere administrative forhold og støtte til at håndtere sundhedsmæssige proble-

mer, herunder ved kontakt med sundhedsvæsenet.

En borger fortæller om støtten:

Borger: Hvis jeg slet ikke havde haft den støtte, så er det sådan noget med, at man sidder og

kigger på de blanke vægge, og man har ikke en boremaskine eller støvsuger, og man har ikke ...

de dér ting, der skal til for at holde hjemmet ordenligt. Så det har været ... en stor støtte, både

med det … papirarbejde og få hjælp til at lave skemaer og ... hvis man har brug for det, så at bli-

ve hjulpet med tandlægen, hvis man har tandlægeskræk. Den ene gang, hvor jeg blev manisk −

det var engang midt i september ... der fulgte min bostøtte mig op til min læge, sådan så jeg ik-

ke kom til at fortryde på vejen eller sådan et eller andet. Det er en vældig god ting, for hvis man

er sådan lidt manisk, så kan man hurtigt komme til at tænke, at man ikke har noget problem, og

at man ikke gider lægen og ikke gider pillerne, og at man godt kan klare sig selv. Og så næste

øjeblik finder man ud af, at man er på herrens mark. Det er ikke rigtig godt.

En anden borger beretter om kontakten til teamets sygeplejerske og om støtte generelt:

Interviewer: Hvor meget er du i kontakt med hende, siger du?

Borger: Rimelig tit, især når jeg skal bruge medicin, eller jeg skal til en undersøgelse eller noget,

så følger hun op på det. Det er også hende, der samler alle mine lægepapirer sammen, fordi jeg

søger pension. Jeg skal ind og have fjernet det meste af mine lunger, så jeg skal lige stoppe med

106

at ryge smøger, og jeg skal tage nogle flere kilo på … fordi jeg har tabt 30 kilo, og de tør ikke

operere mig, før jeg har fået nogle flere kilo på, så mit immunforsvar er bedre. Det sagde lunge-

specialisten til mig, at hvis jeg kom på operationsbordet nu, så ville jeg dø. Rigshospitalet ville

ikke røre mig, før jeg er stoppet med at ryge. Men det er sgu svært, når jeg har røget i så mange

år, som jeg har. Jeg havde ellers lige fået skåret det ned i forbrug, men når man tænker for me-

get, så …

Så ryger forbruget op igen. Det er noget lort, det er det. Men jeg tror også, det har noget at gøre

med, at jeg er bange for den operation, jeg skal igennem – bare det, at de skal skære det meste

af lungerne væk, det er jeg sgu ikke lige glad for.

Interviewer: Nej, det lyder grimt. Må jeg spørge om – nu må du sige, hvis det bliver for person-

ligt – men har du en lungesygdom?

Borger: Jeg har KOL-rygelunger, de lader mig gå med en lille dum inhalator, som ikke har hjulpet

i 8 år. Det meste af mine lunger er så døde, at de skal ind og fjerne det, så jeg kan trække vej-

ret. Så regner jeg med, at lige så snart, at jeg stopper med at ryge smøger, så skal jeg gå med

iltflaske. Jo, jeg får brug for Lisbeth (sygeplejerske, navn ændret, red.) og hjemløseenheden et

godt stykke tid endnu … jeg er også kun glad for at have nogen, der har mere forstand på ting,

som jeg ikke har. Jeg har oplevet meget i mine XX27 år af livet, men der sker jo hele tiden nye

ting. Det kan de hjælpe mig med.

Interviewer: Så det har været rigtig vigtigt for dig at have den støtte, også når du er flyttet her-

ned osv.?

Borger: Ja, det har været en meget stor støtte, det har det. Det er som at starte helt forfra med

alt, det er nærmest som at få sin første lejlighed, selvom jeg har haft flere lejligheder i mellemti-

den, inden jeg flyttede over til min mor. Det er som at starte helt forfra med alt, jo … der er ikke

noget. De er der, når man beder om hjælp, jo …

Interviewer: Er der noget i processen, som du omvendt synes ikke har fungeret så godt? Er der

noget, du synes kunne være bedre eller noget, du ikke fik tilstrækkeligt hjælp til? Hvis der er no-

get selvfølgelig?

Borger: Nej, der har ikke været noget. Ikke noget, jeg kan sætte en finger på. Det må jeg ind-

rømme, jeg har været tilfreds. Det skulle de have lavet for mange år siden, det tror jeg, at der er

mange, der han kunne få gavn af – blandt andet mig, fordi jeg altid har klaret mig selv, og jeg

har aldrig spurgt om hjælp, før jeg startede med hjemløseenheden. Det er det største skridt, jeg

har taget, og det har jeg ikke fortrudt. Nu kan du se, at jeg ringede til Esben (Bostøtte-

medarbejder, navn ændret, red.), fordi jeg havde nogle problemer med gasregninger, den plejer

de at betale, og jeg havde noget med skat – en togbillet, som lige pludselig er blevet til 2800,

hvor han også forklarer mig, hvordan jeg skal gøre det. Der er ikke noget der … de kommer, når

man har brug for hjælp. Det er ikke til at sætte en finger der.

Der er dog enkelte borgere, der beretter om, at det har været vanskeligt, at de, efter at være

flyttet i egen bolig og har fået en fast adresse, begynder at modtage opkrævninger af gammel

gæld. Borgerne oplever, at dette presser deres økonomiske situation og stresser processen om-

kring at flytte i egen bolig.


I udgangspunktet er det København og Aarhus, som har arbejdet med ACT-metoden. Af de op-

rindelige metode- og implementeringsskabeloner, som Københavns og Aarhus Kommune har ud-

arbejdet for metodearbejdet, fremgår det, at indsatserne i de to kommuner er tilrettelagt meget

forskelligt.

27 Anonymiseret.

107

Dette skyldes ikke mindst, at der er stor forskel på omfanget af målgruppen for metodearbejdet i

de to kommuner og på den organiseringsform, der skal understøtte metodearbejdet.

Der er i København registreret 106 forløb under metoden i projektperioden, mens der i

Aarhus er registreret 17 forløb. Det skal understreges, at antallet af forløb særligt i Kø-

benhavn ikke er lig antallet af borgere, hvilket uddybes i afsnit 8.4.

I København er ACT-indsatsen organiseret i et tværfagligt udgående støtteteam, som be-

skrevet i mindstekravene i metodebeskrivelsen, mens indsatsen i Aarhus ikke er forank-

ret i et team, men udgør et ad hoc-samarbejde mellem relevante aktører.

Ca. halvdelen af ACT-borgerne i København bor i selvstændige almene boliger (spredte

boliger), mens den anden halvdel bor i forskellige former for kategoriboliger (det vil sige

boliger, hvor alle beboere er tidligere hjemløse borgere eller andre grupper af socialt ud-

satte borgere).

I Aarhus har projektet løbende haft store udfordringer med at finde egnede boliger, og

man begynder, med begrundelse heri, at arbejde med borgeren, inden der er en bolig-

løsning til trods for princippet om Housing First.

I nedenstående tabel er organiseringen af ACT-indsatsen i København og Aarhus kommuner kort

opsummeret.

Tabel 8-1: Koordinering af arbejdet med ACT i henholdsvis København og Aarhus kommuner.

Københavns Kommune Aarhus Kommune

ACT-indsatsen er primært forankret i Hjemløse-

enheden, der under samme ledelse har såvel myn-

dighedskompetencen som de specialkompetencer,

der er i ACT-indsatsen. Herudover rummer Hjem-

løseenheden et antal støttepersoner.

I tilknytning til ACT-teamet i Hjemløseenheden er

der etableret 3 eksterne mini-ACT-teams, forank-

ret på boformer, som har fået tildelt et lokalt for-

ankret budget til den del af ACT-indsatsen, som

vedrører bostøtten ekskl. specialkompetencerne.

På tidspunktet for evalueringen er der ét mini-

ACT-team tilbage.

De decentrale miniteams arbejder tæt sammen

med de centrale specialkompetencer i Hjemløse-

enheden.

ACT-indsatsen er centreret omkring en fuldtidskoordi-

nator. Ved tilfælde af længere tids sygemelding bliver

koordinatorrollen delt mellem socialrådgivere i Center

for Akut Opsøgende Indsatser og Center for Myndighed.

Foruden koordinatoren bygger indsatsen på et tværfag-

ligt ad hoc-team, sammensat omkring den enkelte bru-

ger. Teamet er bemandet med specifikt navngivent

personale fra forskellige instanser. Der er indgået sam-

arbejdsaftaler med de forskellige instanser om ACT-

indsatsen.

Tilknyttede fagpersoner:

Bostøttemedarbejdere (som typisk er pædagogisk,

ergoterapeutisk eller socialrådgiver uddannet),

sagsbehandler med myndighedsfunktion fra social-

center, beskæftigelseskonsulent fra jobcenter,

psykiater og misbrugslæge, sygeplejerske, social-

og sundhedsassistenter samt misbrugskonsulenter.

Tilknyttede fagpersoner:

Ad hoc-sammensat team bestående af: Pæda-

gog/socialpædagog, socialrådgiver, psykiater, mis-

brugsbehandler, social og sundhedsassistent, sygeple-

jerske, læge og ergoterapeut.

Det skal påpeges, at det kun er organiseringen i København, der følger ACT-modellen, som den

er beskrevet i forskningslitteraturen, det vil sige som et tværfagligt udgående indsatsteam.28

De to kommuners forskellige måder at organisere indsatsen og teamet på betyder også, at de

forholder sig forskelligt til caseload, altså hvor mange borgere den enkelte medarbejder er kon-

taktperson for.

28 S. Tsemberis (2010): “Housing First. The Pathways Model to End Homelessness for People with Mental Illness and Addiction”. Hazel-

den, Center City, Minnesota.

108

Af metodebeskrivelsen fremgår det, at der i ACT-metoden anvendes en caseload på maksimalt

1:10. Det svarer typisk til, at et team på 7-9 medarbejdere kan give støtte til ca. 70-80 borgere.

Erfaringen peger på, at hvis antallet af borgere øges, opstår der typisk problemer med koordina-

tion af indsatsen inden for teamet, og er der behov for at flere borgere tilknyttes et ACT-team

bør der oprettes et nyt team.

I Københavns Kommune er der sammensat et tværfagligt indsatsteam bestående af 7-8 bostøt-

temedarbejdere, en leder, social- og sundhedsassistenter, en psykiater og en misbrugslæge,

misbrugsbehandler, sagsbehandler fra socialcenter og en beskæftigelseskonsulent fra et jobcen-

ter. De to sidstnævnte har myndighedskompetence i forhold til f.eks. ydelser og indsatser. Gen-

nem projektperioden har der været tilknyttet mellem 6 og 8 borgere til hver kontaktperson ad

gangen. Projektet vurderer i projektindberetningen fra maj-juni 2013, at det i høj grad har været

muligt for teamet at fungere som et fælles team. Projektet vurderer endvidere, at det har været

muligt for teamet at have den nødvendige tilgængelighed, der rækker ud over normale åbnings-

tider. Der peges dog også på, at udskiftning i teamet har været en udfordring, og der er ifølge

projektet ansat en ny konstitueret leder og en ny sygeplejerske.

I Aarhus har der tidligere maksimalt været tilknyttet 10 borgere til ACT-indsatsen, men i løbet af

projektperioden har der været mellem 11 og 13 borgere tilknyttet. Kommunen fortæller, at udvi-

delsen over det anbefalede antal på maks. 10 borgere pr. ACT-team udelukkende berører koordi-

natorens arbejdsbyrde.

Projektet i Aarhus oplever, at der i løbet af projektperioden er etableret et bedre kendskab til

målgruppen blandt samarbejdspartnere, men det beskriver ligeledes, at det er udfordrende blot

at være én fast medarbejder, som både skal koordinere alle sager og stå for relationsarbejdet til

andre aktører. I kommunens seneste projektindberetning fra maj-juni 2013 vurderes det, at det i

høj grad har været muligt for teamet at fungere som et fælles team.

I Aarhus er man et lille projekt i et stort system med én enkelt koordinator, og projektet forkla-

rer, at de har oplevet at virke som en "enmandshær", der har skullet overbevise samarbejds-

partnere om metodens brugbarhed. Det har med andre ord været et kontinuerligt arbejde med at

skabe viden om og ejerskab til projektet. I en konstruktion med én ambassadør/koordinator er

ejerskabet hos denne desto mere vigtig for at sikre projektet og metoden.

I Aarhus har projektet oplevet udfordringer i forhold til at få etableret et samarbejde med be-

skæftigelsesafdelingen. Projektet fremhæver, at de indimellem har oplevet, at lovgivningen på

området har været en udfordring. F.eks. kan det være en udfordring for borgere i matchgruppe 3

med meget komplekse problemstillinger at skulle møde op i jobcentret for at få kontanthjælp. I

Aarhus har man oplevet, at der defineres to forskellige tilgange til borgerne i henholdsvis service-

loven og i lovgivningen på beskæftigelsesområdet, og at det kræver samarbejde for at arbejde i

samme retning med borgeren og undgå at modarbejde hinandens tiltag.

8.3 Information til samarbejdspartnere fra start

Erfaringerne viser, at det er vigtigt at have fokus på samarbejde og formidling ved afprøvningen

af ACT. Dels fordi, det ofte er via samarbejdspartnere, at borgere indstilles til ACT-indsatsen, og

dels fordi teamet efterfølgende skal samarbejde tæt med aktørerne omkring borgeren. Uden til-

strækkelig information kan det være vanskeligt for kommunens øvrige medarbejdere og sagsbe-

handlere at tænke ACT-indsatsen ind som en mulighed for den enkelte borger, når der snakkes

fremtidsplaner.

Projektet i Københavns Kommune har særligt i starten oplevet udfordringer i forhold til samar-

bejdet med nogle § 110-boformer omkring indstilling af borgere. Teamet havde i starten en ople-

velse af, at der er borgere, som bor fast på § 110-boformer, som efter teamets vurdering ville

kunne bo i egen bolig med bostøtte. Projektet beskriver, at sker der ikke et "mindshift" omkring

Housing First, eller er der ikke kendskab til, hvordan ACT-metoden kan støtte en borger, så bliver

der ikke indstillet borgere til indsatsen. I værste fald opleves modvilje mod projektet som konse-

kvens af en forestilling om, at borgerne ikke kan håndtere en bolig og ikke skal presses hertil.

Især i opstarten oplevede projektet i Københavns Kommune, at det var vanskeligt at få relevante

indstillinger til ACT-teamet. Det har dog ændret sig væsentligt i løbet af projektet, efterhånden

som forskellige aktører på området gjorde den erfaring, at det rent faktisk lykkedes at få borgere

med massive problemstillinger i bolig med ACT.

109

Det er vigtigt at være i dialog med § 110-bofomer om ACT-metoden og Housing First, således at

medarbejderne er bevidste om denne støttemulighed og kravene til visitation. Derudover opfor-

drer projektet til, at man fra begyndelsen fokuserer på ledelsen hos samarbejdsorganisationer og

herigennem sikrer en ledelsesmæssig opbakning og forpligtelse til at efterleve kommunens sam-

lede formål med Hjemløsestrategien.

8.4 Den følgende gennemgang af metodearbejdet

På grund af den store forskel i måden, hvorpå de to kommuner har tilrettelagt ACT-indsatsen, vil

der i den følgende gennemgang af metodearbejdet udelukkende blive taget udgangspunkt i Kø-

benhavns Kommunes borgere. Erfaringerne fra Aarhus Kommune vil efterfølgende blive behand-

let separat i afsnit 8.11. Udover forskellen i implementeringen i kommunerne er baggrunden for

udelukkende at tage udgangspunkt i Københavns Kommunes borgere, at antallet af borgere, om-

fattet af metoden, er langt større her end i Aarhus.

Det skal nævnes, at man i Københavns Kommune har haft en indberetningspraksis, som indebæ-

rer, at borgere, der er flyttet mellem boligtyper, er blevet afsluttet i den tidligere bolig og opret-

tet som et nyt forløb i den nye bolig. Dette har ikke været hensigten med dokumentationssyste-

met, idet det giver anledning til dobbelttælling i den forstand, at den samme borger kan have fle-

re registrerede forløb. I Københavns Kommune er der således indberettet 106 forløb i alt. Der er

efterfølgende indhentet yderligere oplysninger, som viser, at det reelle antal forløb er 88. På

baggrund af datagrundlaget har det dog ikke været muligt at lave en opgørelse udelukkende for

de 88 forløb. For ikke at give et misvisende billede af målgruppen og selve ACT-indsatsen er der i

det følgende kun medtaget borgere, der er indberettet i den seneste indberetningsperiode (maj-

juni 2013), idet man hermed sikrer, at den samme borger ikke tæller flere gange.

Der er indberettet 65 forløb i maj-juni 2013. Resultaterne fra individdokumentationen baserer sig

på disse 65 forløb.

8.5 Visitation

Af de oprindelige metode- og implementeringsskabeloner fremgår det, at visitationen til ACT-

metoden foregår via en indstilling til den enhed, hvor metoden er forankret. I Københavns Kom-

mune foregår visitationen via et visitationsudvalg, som er forankret i Hjemløseenheden, hvor

ACT-indsatsen samt CTI-indsatsen ligeledes er forankret. Projektet har gode erfaringer med at

have en samlet visitationsenhed for ACT og CTI, hvor man oplever et fagligt kendskab til meto-

derne, samt at der skabes et fælles omdrejningspunkt i forhold til målgruppen.

I starten var det tanken, at visitationen til ACT og CTI skulle placeres i den samlede visitations-

enhed i kommunen, som varetager visitationen til § 85-, § 107- og § 108-tilbud på hjemløse- og

socialpsykiatriområdet. Ved projektstart erfarede man dog, at det var centralt med et indgående

kendskab til metoderne og målgruppen for at kunne foretage en korrekt visitation, og derfor blev

den lille visitationsenhed i Hjemløseenheden oprettet.

I visitationsudvalget sidder en projektmedarbejder og en projektleder fra ACT-teamet samt en sagsbehandler fra Hjemløseenheden. Proceduren ved visitation er, at der bliver lavet en indstil-ling til ACT på en borger. Efterfølgende tager to medarbejdere (én fra visitationsudvalget og en

medarbejder fra ACT) ud og tager en visitationssamtale med borgeren. Dette for at sikre, at bor-

geren er bekendt med ACT-indsatsen, hvad der tilbydes, borgerens motivation for at samarbejde samt for at give borgeren mulighed for at stille spørgsmål. Efterfølgende bringes den nye viden efter samtalen med tilbage til visitationsudvalget, som på denne baggrund afgør, hvorvidt ACT er det rette tilbud til borgeren eller ej.

Projektet i København påpeger, at det er en forudsætning for at arbejde med borgeren, at ved-

kommende er indstillet på at modtage hjælp. Der er ikke krav om, at borgeren skal udvikle sig

under ACT-forløbet, men borgeren skal sige ja til at modtage ACT-indsatsen.

110

Ved indstilling til visitationsudvalget har projektet specificeret en række oplysninger, som skal

være afklaret forud for en mulig visitation:

Navn, CPR-nr., adresse/opholdssted.

Forsørgelsesgrundlag.

Borgerens beskrivelse af egen situation samt ønsker til støtte.

Overblik over borgerens bolighistorik.

Borgerens almene fysiske og psykiske tilstand. Herunder viden om borgerens eventuelle

psykiatriske lidelse.

Borgerens eventuelle misbrug – omfang og art.

Er der netværk, familie, venner eller andre nøglepersoner?

Bopælskommune og handlekommune.

Oplysninger fra evt. udredning og opholdsplan samt ASI.

Der skal være udarbejdet VUM (Voksenudredningsmetode), som vedlægges indstillingen.

Der skal altid være en myndighedsperson med i indstillingen. Det vil sige, at det er sagsbehand-

leren, der i samarbejde med f.eks. en gadeplansmedarbejder eller andre kontaktpersoner fra

herberger med videre, som laver indstillingen til ACT i samarbejde med borgeren. Indstillingerne

kommer primært fra Hjemløseenheden, Rådgivningscenter og Voksenenheder (da det er her,

sagsbehandlerne sidder).

Projektet oplever, at borgere, der indstilles til ACT fra herberger, er dem, der typisk ellers aldrig

ville blive indstillet til en bolig i København.

ACT-teamet i København har gennem projektperioden oplevet, at en del borgere undervejs bliver

mere plejekrævende end ved opstart i ACT-teamet. Dette blev på det afsluttende netværksmøde

i februar 2013 forklaret med, at der på den ene side er tale om borgere, der har levet et hårdt

liv, og på den anden side, at de somatiske problemstillinger bliver mere fremtrædende og presse-

rende, når der er taget hånd om andre problemstillinger som bolig og forsørgelse. I tilfælde, hvor

borgerens behov ikke kan dækkes af ACT-teamet, kobles der en ekstern aktør på, såsom den

kommunale hjemmepleje. ACT-teamet i København oplyser, at det i et mindre antal tilfælde har

været nødvendigt at visitere borgere videre til permanente plejepladser på grund af, at de er ble-

vet for fysisk dårlige til, at ACT-teamet kunne varetage deres behov.

Karakteristik af målgruppen for ACT

Har behov for flere indsatser og dermed stort behov for koordinering og opfølgning.

Det er særligt udsatte og ressourcesvage borgere, som mangler socialt netværk og

med behov for vedvarende støtte.

Borgerne er vanskelige at rumme og fastholde i andre forløb og profiterer ikke af

eksisterende tilbud i kommunen.

Ofte livslange og negative erfaringer med de etablerede hjælpesystemer.

Borgerne har massive misbrugsproblemer og/eller psykiatriske problemer (ofte

dobbeltdiagnoser).

Eksklusionskriterier for målgruppen:

Borgere, der er i et fungerende forløb hos psykiatrien.

Borgere med et konstant plejebehov.

Borgere, der ikke ønsker støtte.

111

Nedenstående figur viser, efter hvilken paragraf i serviceloven bostøtten gives til borgerne.

Figuren viser situationen ved første indberetning for borgeren.



Figuren viser, at hovedparten af borgerne under metoden i København modtager ACT-bostøtten

efter § 85. En central medarbejder fra ACT-indsatsen i København fremhæver, at al støtten gives

efter § 85, og de andre afkrydsninger kan skyldes fejlregistreringer, eller at medarbejderne må-

ske er i tvivl.


Et af de vigtigste fokuspunkter for indsatserne i Hjemløsestrategien er status og forandringer i

boligsituationen for borgerne, som indgår i metodeforløbene.

Nedenstående figur viser borgernes boligsituation ved den første og ved den seneste indberet-

ning. Kun borgere med mere end én indberetning indgår i figuren.

Figur 8-2: Borgerne, opdelt efter boligsituation ved henholdsvis første og seneste indberetning.


Figuren viser, at stort set alle borgere ved den seneste indberetning er i bolig, hvilket må betrag-

tes som et meget positivt resultat, særligt i lyset af omfanget af målgruppens problematikker

(disse problematikker beskrives yderligere nedenfor).

0%

82%

6% 2%

11%

§ 110: Efterforsorg/efterværn, givet i forlængelse af ophold på § 110 boform

§ 85: Øvrig hjælp, omsorg eller støtte samt optræning og hjælp til udvikling af færdigheder

§ 83: Personlig hjælp og pleje samt støtte til nødvendige praktiske opgaver

Andet

Ved ikke

2% 2%

32%

6%

66%

92%

0%

10%

20%

30%

40%

50%

60%

70%

80%

90%

100%


An

del af

bo

rg

ere



Ved ikke/andet

112

Figuren viser også, at der er en gruppe borgere, som bliver tilknyttet et ACT-forløb uden at have

en bolig, hvilket umiddelbart strider mod metodebeskrivelserne. Således havde 66 pct. af bor-

gerne egen bolig ved første indberetning, mens 32 pct. ikke havde.

ACT-teamet i København fremhæver dog, at de har gode erfaringer med at etablere kontakt og

skabe en relation med borgeren, allerede inden der er blevet etableret et botilbud. Herudover

fremhæver en medarbejder fra ACT-indsatsen i København, at man ved den første indberetning

med vilje har forsøgt at tegne et billede af borgerens situation før opstart af indsatsen, således at

man statistik set kan spore en udvikling i borgernes boligsituation. At det så tilsyneladende ikke

er sket konsekvent, forklarer medarbejderen med usikkerhed fra de øvrige medarbejderes side.

I den nedenstående tabel fremgår, hvilke type bolig borgerne har ved den første og den seneste

indberetning. Kun borgere med mere end én indberetning indgår i figuren.

Tabel 8-2: Boligsituation ved seneste indberetning opdelt i underkategorier. Andele i pct.

Boligtype Første Seneste

Borgeren har en almen bolig 24 61

Borgeren har en lejlighed eller et værelse i privat udlejning 3 0

Borgeren bor i en bolig efter servicelovens § 107 2 0


Borgeren bor i en lejlighed/et værelse i øvrige opgangsfæl-

lesskaber, bofællesskaber, særboliger e.l.

35 29

Borgeren bor i en ”skæv” bolig 0 2

Borgeren bor i eget hus, ejerlejlighed eller andelsbolig 0 0

Andet 2 2

Borgeren har ikke egen bolig 32 6

Ved ikke 0 0

I alt 100 100

Antal borgere=62. Kun borgere med mere end én indberetning indgår i figuren. Kategorierne "Borgeren har en lej-

lighed i privat udlejning" og "Borgeren har et værelse i privat udlejning" er i tabellen blevet slået sammen.

Af tabellen fremgår det, at borgerne ved den seneste indberetning altovervejende enten bor i en

almen bolig eller i en lejlighed/et værelse i opgangsfællesskab, bofællesskab, særbolig eller lig-

nende. Denne fordeling må tilskrives organiseringen af indsatsen i kommunen, hvor det således

er nogle af ACT-borgerne, som bor i forskellige former for kategoriboliger (det vil sige boliger,

hvor alle beboerne er tidligere hjemløse borgere eller tilhører andre grupper socialt udsatte bor-

gere), mens den anden del bor i selvstændige almene boliger i den almindelige boligmasse.

Der har løbende været negative erfaringer med at placere borgere i særboliger eller andre kate-

goriboliger. Projektet i København forklarer, at borgerne oplever det som en institution, og bor-

geren får dermed ofte den samme adfærd som på et herberg med uro og konflikter med andre

beboere til følge. I en kategoribolig kan man være højlydt og udadreagerende, og der er ikke den

samme husorden som i almene boliger. Der er desuden risiko for en negativ synergieffekt om-

kring en borgers misbrug ved at opholde sig en i gruppe med udpræget misbrug. Omvendt påpe-

ges det også, at der har været nogle borgere, som selv ønsker en kategoribolig og ikke kan fun-

gere i egen bolig. Det kan være borgere, som hele livet har boet på en institution, og som derfor

ikke kunne trives i egen bolig på grund af ensomhed.

Derimod er der meget positive erfaringer med borgere, der bor i almindelige boliger, hvor ACT-

støtten giver mulighed for, at selv borgere med komplekse støttebehov kan bo i egen bolig. Pro-

jektet oplever, at de roligere rammer med krav til husorden har en positiv indvirkning på borger-

ne.

Af projektets indberetning fra december 2012 fremgår det, at man i nogen grad er i stand til at

skaffe egnede boliger. I projektets indberetning fra maj-juni 2013 giver projektet dog udtryk for,

at man i ringe grad er i stand til at skaffe det nødvendige antal egnede boliger til de borgere,

113

som er blevet indstillet til en bolig. Det opleves ikke som en stor udfordring for ACT-teamet at

finde boliger til borgere over 25 år, der er målgruppen på nuværende tidspunkt, men på det se-

neste netværksmøde blev det understreget, at det skal ses i sammenhæng med det begrænsede

omfang af borgere, som den nuværende ACT-indsats støtter. I det omfang, Housing First udbre-

des til hjemløseindsatsen generelt i kommunen, forudser både projektet og socialforvaltningen,

at der vil opstå udfordringer med at finde tilstrækkeligt med egnede boliger og hermed navnlig at

skaffe tilstrækkeligt med almene boliger til anvisning. Det er dog vigtigt at huske, at selvom der

er gode erfaringer med at placere borgere i almindelige boliger, vil der altid være borgere i mål-

gruppen, som har brug for eller ønsker en anden boligtype. Dette understreger behovet for flere

boliger tiltænkt denne udsatte gruppe borgere, som grundet deres komplekse problemstillinger

har et behov for varierede botilbud.

Et af de vigtigste succeskriterier for bostøtteindsatserne er, om borgerne formår at fastholde de-

res bolig efter en periode med hjemløshed. Nedenstående figur viser, hvordan boligsituationen

har udviklet sig for borgerne under ACT.

Det skal bemærkes, at tallene i nedenstående tabel ikke er direkte sammenlignelige med tallene

fra figuren ovenfor, idet tabellen ikke medtager borgere, for hvem der enten ved første eller se-

neste indberetning er angivet ”Ved ikke” eller ”Andet”. Der indgår derfor et mindre antal borgere

i denne analyse.

Tabel 8-3: Udvikling i borgernes boligsituation.

Fastholdelse Andele i pct.




Heraf mister en bolig og får en ny (0)1



I alt 100

Antal borgere=60. Kun borgere med mere end én indberetning og borgere, for hvem der ikke er svaret ”Ved ikke”

eller ”Andet” ved enten første eller seneste indberetning, indgår i figuren.


"Har stabilt haft en bolig": Har en bolig ved første indberetning og ved sidste indberetning og mister ikke boligen

undervejs.

"Har fået en bolig i perioden": Har ikke en bolig ved første indberetning, men har en bolig ved sidste indberetning og


"Har mistet en bolig i perioden": Har mistet en bolig på et tidspunkt i løbet af perioden.

"Har ikke haft bolig i hele perioden": Har ikke en bolig ved første indberetning og har heller ikke en bolig ved sidste

indberetning og har ikke fået/mistet en bolig undervejs. 1 Nogle borgere i ACT-projektet i København er flyttet internt mellem forskellige enheder. Omfanget heraf er ikke

muligt at opgøre på baggrund af individindberetningen og indgår derfor ikke i tabellen. En opgørelse fra kommunen

viser, at det er ca. en fjerdedel af borgerne, der undervejs er flyttet fra en boligtype til en anden.

Tabellen viser, at langt størstedelen af borgerne enten stabilt har haft en bolig eller har fået en

bolig i løbet af forløbet. Der er således 62 pct. af borgerne, som stabilt har haft en bolig, mens 32

pct. har fået en bolig gennem forløbet. Hertil skal det dog bemærkes, at den store gruppe af bor-

gere, som ”stabilt har haft en bolig”, kan dække over personer, der umiddelbart før den første

registrering har fået en bolig.

Omvendt ses det, at 7 pct. af borgerne har mistet deres bolig på et tidspunkt i løbet deres forløb,

uden at få en ny. Der er ingen borgere, som hverken ved start eller ved slut af deres forløb har

egen bolig. At langt hovedparten får og fastholder en bolig er bemærkelsesværdigt positivt, idet

ACT netop er beregnet på nogle af de allermest udsatte borgere med meget komplekse og sam-

mensatte problemer, som ofte også har opholdt sig på gaden eller herberg gennem længere tid.

Ved læsning af den ovenstående tabel skal det dog bemærkes, at tabellen ikke inkluderer borge-

re, hvor der ved første eller sidste indberetning er svaret ”Ved ikke” eller ”Andet”, ligesom borge-

114

re med kun én indberetning ikke kan indgå i analysen af udvikling. Det vil sige, at borgere, hvor

medarbejderen har svært ved eller ikke kan vurdere borgerens boligsituation, samt helt korte

forløb ikke indgår. Det er vanskeligt at vurdere præcist, hvad dette betyder i forhold, hvorvidt

analysen er repræsentativ for den samlede gruppe af borgere i forhold til udviklingen i borgernes

boligsituation. Det skal dog fremhæves, at 92 pct. af de 65 forløb indgår i analysen.

Det skal også bemærkes, at den ovenstående analyse, af hensyn til problemet med dobbeltregi-

streringer, udelader en række borgere af analysen, idet kun borgere med en indberetning fra

maj-juni 2013 medtages.

Der er endvidere en gruppe af ACT-borgere, der har mistet den første bolig, men som efter om-

placering til en anden type bolig (typisk fra kategoribolig til selvstændig almen bolig) har fast-

holdt den nye bolig. Ligeledes er der en gruppe, der undervejs har taget imod et tilbud om at

flytte til en anden bolig. Her er der ligeledes overvejende tale om borgere, der er flyttet fra kate-

goribolig til egen bolig. Både teamlederen og socialforvaltningen beskriver her, hvordan det netop

er fordi, den intensive ACT-støtte er til rådighed for disse borgere, at det har været muligt at til-

byde borgeren udflytning til egen bolig i disse tilfælde gennem boliger tilvejebragt gennem den

kommunale boliganvisning.

Følgende tabel viser, hvor borgerne overvejende har overnattet den sidste uge op til den seneste

indberetning, og tabellen giver således et øjebliksbillede af, hvor borgerne overnatter. Kun bor-

gere med mere end én indberetning indgår i tabellen. Idet der kun er fire borgere uden egen bo-

lig, viser figuren kun situationen for borgere med egen bolig.



(Andele i pct.)

Borgeren overnatter i egen bolig 81

Borgeren overnatter på gaden 7

Borgeren overnatter på en natvarmestue 9

Borgeren overnatter på et herberg eller forsorgshjem (§ 110 eller lignende) 0

Borgeren overnatter hos familie, venner, bekendte med videre 39

Borgeren overnatter i en midlertidig udslusningsbolig efter servicelovens § 110 0

Borgeren overnatter på hotel/vandrerhjem med videre 0

Borgeren er indsat i fængsel 2

Borgeren er indlagt på hospital (f.eks. psykiatrisk afdeling) 2

Borgeren er indskrevet i døgnbehandlingstilbud (misbrugsbehandling eller lignende) 0

Andet 4

Ved ikke 0

Antal borgere=57. Tallene summerer ikke op til 100 pct., da det har været muligt at sætte flere kryds. Kun borgere

med mere end én indberetning indgår i tabellen.

Tabellen viser, at hovedparten af borgerne, der har egen bolig, også overnatter i denne. Der er

dog en mindre gruppe af borgere, som ikke benytter deres egen bolig. Tabellen viser således, at

39 pct. af borgerne med egen bolig overnatter hos familie, venner, bekendte med videre, mens

16 pct. overnatter på gaden eller på varmestuer.

115

Figuren nedenfor giver et overblik over, hvor mange nætter borgeren samlet set har overnattet

enten på gaden, herberg eller hos familie og venner inden for de sidste tre måneder før seneste

indberetning. Kun borgere med to eller flere indberetninger indgår.

Figur 8-3: Hvor mange nætter har borgeren overnattet i en hjemløsesituation inden for de seneste 3 må-neder?

Antal borgere=58. Angivelserne af, hvor mange nætter borgeren har overnattet henholdsvis på gaden, på herberg

eller hos venner og familie, er i figuren lagt sammen, og figuren giver således en oversigt over, hvor mange nætter

borgeren samlet set har overnattet i en hjemløsesituation. Kun borgere med mere end én indberetning indgår i ta-

bellen.

Figuren viser, at 59 pct. af borgerne har overnattet 0 dage i en hjemløsesituation i løbet af de

seneste tre måneder. Figuren viser dog også, at 22 pct. i en længere periode (over to måneder)

de sidste tre måneder har overnattet i en hjemløsesituation. I forlængelse af tabellen ovenfor

dækker dette særligt over overnatning hos venner eller familie.

Yderligere analyser viser, at billedet ikke ændres væsentligt, hvis analysen afgrænses til de bor-

gere, der har været i et ACT-forløb på eksempelvis et år eller længere, således at nyligt opstarte-

de borgere ikke tæller med.

Yderligere analyse viser, at der i gruppen med længerevarende ophold (over to måneder) også er

borgere, som stabilt gennem hele forløbet har haft en bolig. Det indikerer, at nogle borgere un-

der metoden kan opleve en form for funktionel hjemløshed i den forstand, at de overnatter andre

steder end deres egen bolig. Det skal dog understreges, at der er tale om få borgere (under 5).

2%

22%

3%

7%

7%

59%

0%

10%

20%

30%

40%

50%

60%

70%

80%

90%

100%

An

del af

bo

rg

ere 0 dage

1-7 dage

8-30 dage

31-60 dage

61-93 dage

Ved ikke

116


I følgende afsnit bliver borgerne beskrevet ud fra henholdsvis køn, alder, nationalitet, forsørgel-

sesgrundlag og beskæftigelsessituation.

Den første figur viser en oversigt over borgerne opdelt efter køn.


Antal borgere=63. For to borgere er spørgsmålet ubesvaret.

73 pct. af borgerne er mænd, og 27 pct. er kvinder. Andelen af kvinder under ACT-metoden er

således højere end under CTI-metoden, hvor 18 pct. er kvinder.

Nedenstående figur viser aldersfordelingen blandt borgerne i ACT-forløb.


Antal borgere=65.

Borgerne, der modtager ACT-indsatsen, er hovedsageligt mellem 40-49 år. Målgruppen er der-

med ældre end for de to andre bostøttemetoder.

27%

73%

0%

10%

20%

30%

40%

50%

60%

70%

80%

Kvinde Mand

An

del af

bo

rg

ere

Køn

0% 0% 9%

18%

40%

29%

0% 3% 0%

5%

10%

15%

20%

25%

30%

35%

40%

45%

Under 18 år


Ved ikke

An

del af

bo

rg

ere

Alder

117




Dansk 75


Øvrige EU-27 0


Mellemøsten 2

Afrika 5

Andet 14

Ved ikke 3

I alt 100

Antal borgere=65.

Som det fremgår af tabellen, er borgerne i ACT-forløbene helt overvejende af dansk nationalitet.

Herudover angives der for 14 pct. af borgerne ”Andet”. Dette dækker hovedsageligt over grøn-

lændere.

Nedenstående tabel viser borgernes forsørgelsesgrundlag ved den seneste indberetning.



Løn 0


Kontanthjælp 80


Førtidspension 18

Folkepension 0

Ingen indtægt 0

Andet 0

Ved ikke 0

I alt 100

Antal borgere=65.

Tabellen viser, at 80 pct. er på kontanthjælp, og 18 pct. modtager førtidspension.

118

Nedenstående tabel viser borgernes beskæftigelsessituation ved den seneste indberetning.


Beskæftigelsessituation Andele i pct.





Sygemeldt 6

Under uddannelse 0


Andet 0

Ved ikke 0

I alt 100

Antal borgere=65.

Tabellen viser, at hovedparten af borgerne (83 pct.) er enten ledige, men ikke i aktivering, eller

uden for arbejdsmarkedet grundet pension. Kun en lille del af borgerne er i aktivering, hvilket er

med til at understrege målgruppens meget udsatte situation. Projektet i København uddyber, at

de oplever det som positivt, at målgruppen får en samtale med en beskæftigelseskonsulent fra et

jobcenter hver 3. måned, så længe der mulighed for, at det kan ske i eget hjem eller med støtte

fra teamet.

En medarbejder fra ACT-teamet fremhæver, at det positive ved at have jobcentermedarbejdere

med i teamet er, at det nu bliver mere overskueligt for borgerne at møde til de lovpligtige samta-

ler og derved undgå sanktioner, da beskæftigelseskonsulenten fra jobcenteret har mulighed for

at lave samtalen i hjemmet, på gaden, eller hvor borgeren nu opholder sig. Derudover er der et

højt informationsflow i ACT-teamet vedrørende borgerens situation, som gør det nemmere for

beskæftigelseskonsulenten at være opdateret om borgerens nuværende situation.



kiske problemer og evne til at klare dagligdagsopgaver. Problemtyperne er de samme som be-

skrevet i de forrige afsnit om ICM og CTI.

119

Nedenstående figur viser, hvor stor en andel af borgerne under CTI, som har et problem inden

for hvert af problemområderne ved opstarten af metodeforløbet.


Antal borgere=65. Figuren viser situationen ved første indberetning for borgeren. Svarkategorierne "I mindre grad",

"I nogen grad" og "I stor grad" er i figuren slået sammen i kategorien "Borgeren har en problematik". Kategorien

”Totalt misbrug eller i behandling” er et samlet billede af alle de borgere, der enten har et misbrug af hash, stoffer

eller alkohol eller er i behandling for ét af disse misbrug.

Problemer med misbrug, psykiske lidelser og socialt netværk er gennemgående for borgerne i

ACT-forløb. Det er således i omegnen af 9 ud af 10 borgere, der kæmper med disse problematik-

ker. Hertil kommer, at 80 pct. af borgerne har fysiske gener. Sammenholdt med de to øvrige

bostøttemetoder er der en større andel af borgerne under ACT, som er belastet af ovennævnte

problemer, hvilket understreger, at målgruppen for ACT-indsatsen er de mest udsatte og mest

belastede borgere.

I nedenstående figur er borgerne opdelt efter, hvor mange af de nævnte problematikker de har.

Figuren viser en status for både første og seneste indberetning. Kun borgere med mere end én




88%

80%

66%

86%

80%

97%

69%

32%

85%

8%

11%

18%

8%

14%

3%

23%

68%

12%

5%

9%

15%

6%

6%

0%

8%

0%

3%

0% 20% 40% 60% 80% 100%

Socialt netværk

Økonomi


Psykiske lidelser

Fysiske gener


Hash

Stof

Alkohol

Andel af borgere



Ved ikke

0% 0% 5% 5%

10%

15%

23%

29%

15%

0% 0% 3% 3%

11%

15%

27% 26%

15%

0%

5%

10%

15%

20%

25%

30%

35%

0 1 2 3 4 5 6 7 8

An

del af

bo

rg

ere

Andel af problematikker

Første besvarelse

Seneste besvarelse

120

Borgerne under ACT-metoden har alle har sammensatte problematikker. Det typiske for borgerne

er at have mellem 6 og 8 problematikker. Figuren viser en svag tendens til, at antallet af proble-

matikker stiger en smule, hvilket kan skyldes, at borgernes komplekse problemstillinger først fol-

der sig ud for medarbejderne, efterhånden som borgerens situation stabiliseres. Sammenlignes

med CTI og ICM ser man igen, at borgerne under ACT-metoden i højere grad har mange proble-

matikker. Der er således 68 pct. blandt ACT-borgerne, der har 6 problematikker eller derover.

Det tilsvarende tal er 43 pct. for ICM og 35 pct. for CTI.

Det er i evalueringen muligt at følge, om der sker ændringer i vurderingerne af borgernes pro-

blematikker, hvilket er fokus for figuren nedenfor. Hvis en borger tidligere har haft et alkoholmis-

brug i meget høj grad og senere i forløbet vurderes at have et alkoholmisbrug i nogen grad,

fremgår det som en positiv udvikling i nedenstående figur. Hvis en borger tidligere ikke har haft

et misbrug, men ved den seneste indberetning har et misbrug i mindre grad, vil borgeren indgå i

nedenstående med en negativ udvikling. Kun borgere med mere end én indberetning indgår i fi-

guren.



Der tegner sig et sammensat billede med hensyn til udviklingen i borgernes problematikker. På

den ene side ses der en positiv udvikling inden for de forskellige problematikker for en del af bor-

gerne. Den største positive udvikling blandt borgerne ses inden for psykiske lidelser og økonomi,

hvor henholdsvis 40 pct. og 43 pct. vurderes at have en positiv udvikling. Her bør det bemærkes,

at selvom der sker en positiv udvikling, betyder det ikke, at borgerne er kommet helt ud af deres

problemer.

På den anden side er der for alle problematikkerne en gruppe borgere, som vurderes at have

større problemer ved deres seneste indberetning end ved deres første indberetning. Andelen af

borgere med en negativ udvikling er størst i forhold til problemer med dagligdagsfunktioner.

Som det fremgår af figuren, er der en tendens til, at andelen, der oplever en negativ udvikling i

forhold til dagligdagsfunktioner er større end andelen, der oplever en positiv udvikling.

Det bør understreges, at ovenstående er baseret på medarbejdernes vurderinger af borgernes

problemer, og at der med andre ord indgår et væsentligt element af skøn i ovenstående figur.

Som fremhævet ovenfor kan den negative udvikling skyldes, at borgerens problematikker først

står klart for medarbejderne lidt inde i ACT-forløbet.

På det sidste netværksmøde påpegede både København og Aarhus kommune, at de fleste borge-

re har det samme sociale netværk i gademiljøet, som da de startede i ACT. De bliver i praksis

28%

43%

23%

40%

25%

5%

33%

15%

32%

40%

39%

40%

38%

44%

95%

45%

72%

47%

32%

19%

38%

22%

31%

0%

22%

13%

20%

0% 20% 40% 60% 80% 100%

Socialt netværk

Økonomi


Psykiske lidelser

Fysiske gener


Hash

Stoffer

Alkohol

Andel af borgere


Uændret vurdering


121

"pendlere" til bænken og sælger stadig hjemløsebladet Hus Forbi og oplever herved en tilknyt-

ning til noget kendt samt et miljø med venner. Der blev peget på nogle få succeshistorier med

borgere, der kommer i NA eller bliver tilknyttet Kofoeds skole, men de fleste bliver for ensomme

uden deres oprindelige netværk. Ensomheden ved at flytte i egen bolig og i større eller mindre

grad trække sig væk fra det kendte miljø er ikke ensbetydende med, at borgeren mister sin bo-

lig; det kan snarere betyde, at vedkommende øger misbrug eller får behov for psykofarmaka på

grund af f.eks. depressioner eller forværring i sindslidelse, understreger begge kommuner.

For målgruppen i ACT, som har en række alvorlige og komplekse problemstillinger, vil der ofte

være et stort behov for behandling eller forskellige former for tilknyttede indsatser. Nedenståen-

de figur viser, hvilke indsatser borgerne er tilknyttet ud over bostøtte ved første og ved seneste

indberetning. Kun borgere med mere end én indberetning indgår i figuren.


Antal borgere=62. Kun borgere med mere end én indberetning indgår i figuren. Tallene summerer ikke op til 100


Den mest udbredte indsats blandt borgerne er administration af kontanthjælp. Ved seneste ind-

beretning modtager 90 pct. af borgerne denne indsats. Herudover modtager nogle borger soma-

tisk behandling (19 pct. ved seneste indberetning) og medicinsk stofmisbrugsbehandling (16

pct.).

Figuren viser endvidere, at der generelt har været en udvikling mod, at borgerne under metoden

modtager flere indsatser ud over bostøtten. Indsatsen med de tværfaglige udgående team har

således slået igennem, ligesom medarbejderne her har formået at få en større andel af borgerne

tilknyttet andre indsatser ud over ACT-indsatsen, hvor det er relevant. Særligt er der flere borge-

re, der får deres kontanthjælp administreret samt modtager somatisk behandling og psykiatrisk

behandling. På dette område kan der således ses en mere positiv tendens for ACT-metoden

sammenlignet med de to øvrige bostøttemetoder.

Ved læsning af den ovenstående figur skal det fremhæves, at ACT-teamet også i sig selv leverer

behandling og støtte til borgeren. En central medarbejder fra ACT-indsatsen i København vurde-

rer således, at mange borgere har opstaret behandling med videre efter indsatsens opstart, og at

en del af denne leveres af selve ACT-teamet.

0%

6%

13%

2%

90%

5%

19%

15%

3%

16%

11%

8%

13%

5%

0%

63%

6%

24%

6%

0%

13%

5%

0% 20% 40% 60% 80% 100%

Ved ikke

Ingen

Anden behandling

Hjemmepleje



Somatisk behandling



Medicinsk …

Alkoholbehandling

Andel af borgere


122

8.9 § 141-handleplan

Figuren nedenfor viser, hvor mange borgere, der har en § 141-handleplan eller er blevet tilbudt

én inden for de seneste tre måneder. Der vises svar fra den første og den seneste indberetning

for borgeren, og kun borgere med mere end én indberetning indgår i figuren.



Fra første til seneste indberetning er der næsten sket en fordobling i antallet af borgere med en §

141-handleplan. Således er denne gruppe vokset fra 47 pct. ved første indberetning til 81 pct. af

borgerne ved seneste indberetning.

Projektet i København oplyste ved det seneste netværksmøde, at man i starten af projektperio-

den ikke havde så stort et fokus på § 141-handleplanen, som der er nu. Det øgede fokus og

dermed den stigende andel, der undervejs får en § 141-handleplan, tilskrives blandt andet orga-

nisering omkring visitationen til ACT. Der kræves ikke en § 141-handleplan forud for visitation til

ACT-indsatsen, men der skal foreligge en afklaring omkring en række specifikke spørgsmål

(jævnfør ovenfor). Der er med andre ord for det første allerede en del oplysninger tilgængelige

for myndighedssagsbehandlerens arbejde med en § 141-handleplan. Derudover pointerer projek-

tet, at det er et vigtigt fokusområde at få udfærdiget og vedligeholdt § 141-handleplanen, efter-

som teamet bruger handleplanen som et redskab i arbejdet med borgeren. Med andre ord er

handleplansarbejdet over tid blevet en integreret del af arbejdet i teamet.

8.10 Bostøttens konkrete implementering

For at komme lidt tættere på, hvordan man i praksis arbejder med ACT-støtten, spørges medar-

bejderne om, hvor ofte de i gennemsnit har besøgt borgeren inden for de sidste tre måneder.

8% 0%

0%

0%

34%

8%

11%

11%

47%

81%

0%

10%

20%

30%

40%

50%

60%

70%

80%

90%

100%


An

del af

bo

rg

ere





Ved ikke

123

Besvarelserne ved seneste indberetning fremgår af figuren nedenfor.


Antal borgere=65. Figuren viser situationen ved seneste indberetning for borgeren.

Figuren viser, at det er meget forskelligt, hvor ofte medarbejderne besøger borgerne eller laver

aktiviteter med borgerne (spørgsmålet omfatter også øvrige aktiviteter med borgerne, såfremt

borgeren ikke har en bolig). 5 pct. af borgerne modtager daglige besøg eller er dagligt i kontakt

med ACT-teamet på anden vis. Det gælder særligt borgere i kategoriboliger, hvor bostøtten i ét

bofællesskab varetages af to faste medarbejdere på stedet, hvilket ofte resulterer i daglige kon-

takter, mens ACT-teamet varetager den øvrige tværfaglige støtte. Omvendt er der også en grup-

pe borgere, som kun modtager besøg én gang om måneden eller sjældnere, hvilket indikerer, at

intensiteten i ACT-støtten for en del af borgernes vedkommende ikke er så stor.

Følgende figur viser, hvor længe besøg hos eller aktiviteter med borgeren typisk varer ved sene-

ste indberetning.

Figur 8-12: Hvor længe varer et typisk besøg hos borgeren eller aktivitet med borgeren på nuværende tidspunkt? (Angiv et ca. skøn i minutter).


Figuren viser, at længden af et typisk besøg hos borgerne varierer meget. 18 pct. af besøgene

varer mellem tre kvarter og en time, mens 24 pct. af besøgene varer mellem et kvarter og en

halv time. Herudover varer 35 pct. af besøgene længere end halvanden time. Borgerne er, som

tidligere nævnt, særligt udsatte borgere med meget komplekse problemstillinger. Besøgstiden vil

derfor variere meget afhængigt af borgerens tilstand og behov i den pågældende periode.

Alt i alt er ovenstående med til at illustrere den variation, som forekommer i den konkrete ud-

møntning af bostøtten. Dette mønster stemmer fint overens med, at ACT er en fleksibel indsats,

der tilpasses den enkeltes behov. En borger kan i perioder have brug for mere intens kontakt,

5%

26%

42%

12% 11% 5% 0%

5%

10%

15%

20%

25%

30%

35%

40%

45%

Dagligt Ca. et par gange om ugen

Ca. en gang om ugen

Ca. hver 14. dag

Ca. en gang om måneden

eller sjældnere

Ved ikke

An

del af

bo

rg

ere

Hyppighed

2% 0% 0%

24%

10%

18% 11%

35%

0% 0%

5%

10%

15%

20%

25%

30%

35%

40%

0 minutter

1-5 minutter

6-15 minutter

16-30 minutter

31-45 minutter

46-60 minutter

61-90 minutter

Mere end 90

minutter

Ved ikke

An

del af

bo

rg

ere

Varighed

124

f.eks. i den indledende fase, hvor der er fokus på at opbygge en god relation til borgeren og ud-

rede vedkommendes konkrete behov og ønsker.

Tilgængelighed

I København bor en del af ACT-borgerne i kategoriboliger, det vil sige boliger, hvor alle borgerne

er socialt udsatte. I disse boliger er der ikke døgndækning af personale. ACT-teamet har ikke op-

levet, at det er blevet rejst som et problem, at der ikke er adgang til støtte hele døgnet, hverken

af borgere eller medarbejdere. Man har i kategoriboligerne en vagttelefon, hvor både borgeren

og samarbejdspartnere kan kontakte teamet. Derudover drøfter den enkelte ACT-medarbejder

løbende behovet for tilgængelighed med den enkelte borger i forhold til vedkommendes aktuelle

behov. Nogle borgere har behov for ofte at være i kontakt med en medarbejder fra teamet om-

kring f.eks. vedkommendes økonomiske situation, og der er gode erfaringer med, at en sådan

kontakt kan være via telefonsamtaler eller sms. København arbejder med, at personalet i teamet

som minimum skal sikre kontakt til borgeren mindst to gange om ugen.

I tilknytning til spørgsmålet om tilgængelighed kan det også fremhæves, at man i København ar-

bejder med at tildele en primær og sekundær bostøttemedarbejder til hver borger, som begge er

ajour med borgerens situation, samt er præsenteret for borgeren. Herved er man dækket ind ved

ferie og sygdom blandt personalet.

Tværfaglig vidensdeling internt i teamet

Det er centralt for metoden at have viden om, hvordan man bruger hinanden i teamet, samt at

vide, hvad ens nærmeste kollegaer foretager sig. Vidensdeling er nødvendig, når man arbejder

på forskellige dage og varetager forskellige behov for den samme borger. Det er tidskrævende,

men det lønner sig, er erfaringen fra København. Dette sikres i København via ugentlige koordi-

nationsmøder og månedlige drøftelser af temaer og borgerforløb.

Det er desuden vigtigt med planlagte møder og en fast struktur for sparring internt i ACT-teamet

for at sikre det koordinerede samarbejde i teamet. Det tværfaglige samarbejde og det fælles mål

i samarbejdet med borgeren i København sikres via behandlingsmøder.

Begge kommuner gør desuden opmærksom på, at det er vigtigt løbende at forholde sig til og ud-

vikle arbejdet med metoden. København pointerer, at det er vigtigt at holde fast i metoden og

dokumentationen heraf, selvom man overgår fra projektperiode til fast drift. Det metodiske skal

forankres, ellers kan man risikere at ende tilbage i den tidligere driftsprocedure.

Samarbejde om og koordination af enkeltsager

Samarbejde og koordinering af borgernes indsatser er vigtigt for arbejdet med metoden. Projek-

tet i København oplevede ved projektindberetningen i december 2012 generelt, at koordinationen

omkring enkeltsager går godt. Projektet vurderer, at især koordinationen omkring somatiske

problemstillinger hos borgerne fungerer godt som følge af, at faggrupper, som læger og sygeple-

jesker, er repræsenteret i teamet. Der opleves til gengæld udfordringer i koordinationen med

praktiserende læger og speciallæger samt Kriminalforsorgen i Friheden.

Ved projektindberetningen i maj-juni 2013 vurderer projektet dog, at koordinationen med prakti-

serende læger og speciallæger fungerer i nogen grad. Projektet fremhæver endvidere ved pro-

jektindberetningen i maj-juni 2013, at der stadig er udfordringer i forhold til samarbejdet med

Kriminalforsorgen omkring borgeres løsladelser fra fængsel. Projektet vurderer, at borgeren ofte

får en dårlig oplevelse omkring planlægningen af sin løsladelse, når borgerens forsørgelsesgrund-

lag ikke er afklaret.

København oplyser, at man har lavet samarbejdsaftaler i forhold til beskæftigelse og misbrugs-

behandling. Der er aftale om at købe medarbejdere fri til at arbejde efter ACT-metoden i jobcen-

ter og i misbrugsbehandling, hvor også transportomkostninger dækkes således, at medarbejdere

kan være opsøgende. Det kan her fremhæves, at disse medarbejdere er forankret specifikt i ACT-

teamet og fysisk også er placeret sammen med resten af teamet.

Af de løbende projektindberetninger fremgår det, hvilke forhold som projektet oplever som hen-

holdsvis fremmende og hæmmende for koordinationen og samarbejdet. Fra København påpeger

projektlederen, at det er essentielt, at ACT-medarbejderne er ”fremme i skoene”. Der uddybes,

at det ofte er ACT-teamet, som må tage kontakt til samarbejdspartnerne og følge op på aftaler.

125

Yderligere nævner projektlederen, at ACT-teamet møder en del modstand fra læger og hospitaler

med videre. Projektet oplever, at modstanden bunder i, at borgerne under ACT-indsatsen typisk

har svært ved at overholde aftaler og dermed svært ved at passe ind i de etablerede systemer.

Tilsvarende vurderes det, at omorganisering og besparelser i forvaltningen udgør faktorer, der

kan virke hæmmende for samarbejdet.

Oplæring af nye medarbejdere

København forklarer, at det har været en udfordring i forhold til at skabe team-ånd og ejerskab,

at man er startet med få medarbejdere, og flere er kommet til. Det er et opmærksomhedspunkt

at sikre, at nye medarbejdere også oplæres i metoden. For at imødekomme dette har man plan-

lagt faste møder én gang om ugen samt én gang om måneden og en introperiode over et par

måneder. På de faste møder har teamet mulighed for at drøfte borgerforløb såvel som mere ge-

nerelle forhold og temaer. Temaer, som kan drøftes i teamet, kunne være medafhængighed, mo-

tiverende samtaler eller input om nye tiltag fra myndighedsområdet og jobcenter. Derudover er

der supervision én gang om måneden.

8.11 Erfaringer fra metodearbejdet i Aarhus Kommune

Som tidligere nævnt, har arbejdet med ACT været organiseret og udmøntet anderledes i Aarhus.

Her er fagpersonerne i ACT-teamet – på nær den oprindelige fuldtidskoordinator – ikke fuldtids-

ansatte, men tilknyttet den enkelte borger ad hoc. Der er således ikke tale om et fast tværfagligt

ACT-team, men snarere om en koordineret indsats omkring den enkelte borger. Aarhus Kommu-

ne oplever, at det gode ved deres arbejde er, at man har taget de allerdårligste og gjort en ind-

sats for at introducere dem til brugen af det eksisterende system.

Indsatsen i Aarhus

Projektet i Aarhus har primært den motiverende og koordinerende indsats som sit arbejde, og

den fuldtidsansatte koordinator fungerer som tovholder omkring borgeren. Indsatsen i Aarhus

handler i første omgang om motivation af borgeren til at takke ja til støtte fra ACT-projektet. Pro-

jektet forklarer, at de "løfter fra bunden", og at deres målgruppe er borgere, som er kendt af alle

i det sociale system, men som generelt er svære at arbejde med og rumme. For nogle har det

taget lang tid, og for en enkelt er det ikke lykkedes.

Projektet arbejder med borgeren, inden der er en afklaring på boligsituationen, og princippet om

Housing First er dermed ikke det styrende i hele forløbet. Dette skyldes strukturelle forhold som

boligmangel og ventetid samt udfordringer i indstillingen hos visitationsenheden til boliger, som

stadig tænker i en trappetrinsmodel. Projektet forklarer, at skulle man vente på en bolig inden

påbegyndelsen af arbejdet, kom man måske aldrig i gang med borgeren. Ifølge projektet er der

således et sammenspil mellem de individuelle motivationsmæssige faktorer og strukturelle pro-

blemer angående boligmangel.

I Aarhus havde projektet fra start navn på mange borgere, der ville være i målgruppen. Koordi-

natoren bliver adviseret om disse borgere fra forskellige enheder i socialforvaltningen i forhold til

at vurdere, om projektet skal overtage koordineringen omkring borgeren. Er der plads til nye

borgere, retter projektet henvendelse til socialforvaltningen. I Aarhus bruges ressourcer i ACT-

teamet på at opsøge borgere, når man bliver gjort opmærksom på én, der kunne have gavn af

ACT.

I Aarhus Kommune kan ACT-teamets koordinator/koordinatorer kontaktes inden for normale åb-

ningstider. Derudover fungerer kommunens normale beredskab uden for almindelig arbejdstid.

Aarhus Kommune vurderer i den seneste projektindberetning fra maj-juni 2013, at det har været

muligt at etablere tilbud til borgere, efter at de ikke længere er tilknyttet teamet. Endvidere

fremhæver kommunen, at de borgere, som ikke har kunnet indskrives i andre tilbud, fortsat er

tilknyttet ACT-indsatsen

Udfordringer

På flere netværksmøder har projektet i Aarhus fremhævet, at der stadig er udfordringer i forhold

til at skaffe boliger til borgere i projektet. Denne udfordring udgør en barriere for implementerin-

gen af House First-princippet, samt det "mindshift", som Housing First-tilgangen er et udtryk for.

Det opleves, at nogle arbejdsgange og procedurer vanskeliggør arbejdet med Housing First-

126

princippet i forhold til den mest udsatte del af målgruppen. Derudover oplever projektet en ræk-

ke udfordringer i forbindelse med samarbejdet med boliganvisningen. Det fremhæves her, at bo-

liganvisningen efter politisk beslutning prioriterer tilgangen om fleksibel udlejning i udvalgte bo-

ligområder, og at det kan vanskeligøre at skaffe boliger til målgruppen for Hjemløsestrategien.

Projektet i Aarhus beskriver, at en klar rollefordeling er essentiel, når der er tale om ad hoc-

teams sammensat efter hver enkelt borger. Hvis ikke der er en klar forståelse af, hvem der gør

hvad, risikerer man, at de forskellige indsatser arbejder i hver sin retning. Der tages udgangs-

punkt i de skriftlige samarbejdsaftaler, men forløbet aftales også fra gang til gang, for at det kan

passe med hverdagens udfordringer for teamets medlemmer. Det første, man gør i projektet i

Aarhus, er at mødes i ad hoc-teamet inden mødet med borgeren, hvor man ser på den givne op-

gave og fordeler rollerne.

127

9. UDREDNING OG PLAN

Udredning og Plan er en metode til at sikre systematisk udredning inden for en række livsområ-

der for borgeren. På baggrund af udredningen formuleres efterfølgende en individuelt tilpasset

plan for det videre forløb med at sikre en permanent boligløsning. Ifølge metodebeskrivelsen for

Udredning og Plan skal udredningen igangsættes umiddelbart efter første kontakt med borgeren,

og den skal som udgangspunkt være afsluttet inden for seks uger. Under Hjemløsestrategien har

otte kommuner arbejdet med dokumentation af Udredning og Plan.

Da formålet med Udredning og Plan først og fremmest er at sikre en systematisk og grundig ud-

redning af borgerens situation inden for en given tidsramme, vil man med Udredning og Plan

umiddelbart ikke kunne forvente, at borgernes boligsituation eller sociale problemstillinger ænd-

res afgørende som led i metodearbejdet. Dokumentationen af Udredning og Plan sigter således

først og fremmest mod at dokumentere, om metoden bruges, som den skal. Herudover stilles en

række baggrundsspørgsmål om borgeren for at få et indblik i målgruppen.

For Udredning og Plan gennemføres dokumentationen vedrørende borgerens situation på to tids-

punkter. Dels på tidspunktet for udredningen, dels på tidspunktet, hvor borgeren udskrives fra

boformen.

Det kan endeligt nævnes, at der sideløbende med Hjemløsestrategien er blevet introduceret og

afprøvet en række andre udredningsmodeller, heriblandt Voksenudredningsmetoden (VUM). Det-

te fremhæves her, idet det fremadrettet vil være vigtigt at samtænke brugen af udredningsmo-

dellerne. Centralt er det også at pointere at afprøvningen af Udredning og Plan har givet anled-

ning til en række generelle erfaringer, der formentligt også vil være relevante, hvis man som

kommune fremadrettet vil benytte VUM over for målgruppen af hjemløse borgere.


Udredning og Plan er som udgangspunkt blevet afprøvet på boformer i de deltagende kommuner.

I nogle kommuner har man udvalgt enkelte boformer, hvor metoden er blevet brugt, mens der i

andre kommuner er tale om alle § 110-boformer i kommunen. Derudover angiver Odense Kom-

mune, at metoden benyttes både på boformer og i visitationen i socialcentret. Det kan endvidere

nævnes, at man i Esbjerg Kommune også benytter udredningsværktøjet i projektet Opsøgende

og Forebyggende Arbejde, som har særligt fokus på unge. Da udredningsværktøjet bruges på en

lidt anden måde i dette delprojekt, indgår dokumentationen herfra ikke i det samlede datagrund-

lag for Udredning og Plan, som afrapporteres her.29

Udgangspunktet for de fleste kommuner har været, at alle borgere på de boformer, som har væ-

ret omfattet af metodearbejdet, har været en del af Udredning og Plan-arbejdet. For de borgere,

som er flyttet ind på boformen, er Udredning og Plan blevet opstartet ved indflytningen og der-

udover har der været en proces, hvor de borgere, som allerede boede på boformen, ligeledes er

blevet inkluderet. Enkelte steder angives det derudover, at der er nogle af beboerne, som undta-

ges fra metodearbejdet, eksempelvis mere ressourcestærke kvinder, som kortvarigt flytter ind på

et botilbud, eller borgere på natpladser.

Af projektledernes løbende indberetninger og drøftelserne på de halvårlige netværksmøder er det

blevet tydeligt, at kommunerne, udover arbejdet med selve Udredning og Plan, har arbejdet på

at få et styrket samarbejde etableret mellem boformen og myndighedssagsbehandlerne. Der er

her stor fokus på at få Udredning og Plan og § 141-handleplanen til at spille sammen. I Aarhus

Kommune har man også inden Hjemløsestrategien arbejdet med Udredning og Plan. Indsatsen

under strategien har haft særligt fokus på at få skabt en tættere kobling mellem Udredning og

Plan-arbejdet på boformerne og myndighedscentret. Gennem projektet har man blandt andet ar-

bejdet på at motivere myndighedsdelen til at udarbejde § 141-handleplanerne på et tidligere

tidspunkt, end det tidligere har været tilfældet, hvor handleplansarbejdet typisk igangsættes, når

en borger skal visiteres til et tilbud. Projektet ønsker, at tilgangen skal være den omvendte, såle-

29 Der arbejdes dog også med Udredning og Plan i Esbjerg Kommune efter den almindelige metodebeskrivelse. Disse borgere indgår i

datamaterialet.

128

des at handleplanen er indgangen til visitationen, og ikke at visitationen er indgangen til handle-

planen.

Også Odense Kommune har gennem projektperioden arbejdet på at få et tæt samarbejde med

myndighedssagsbehandlerne. Man har her fået etableret et samarbejde, hvor myndighedssags-

behandleren kommer ud på boformerne og udarbejder § 141-handleplaner for borgerne, for at

handleplanen spiller sammen med den udredning, der er foretaget på boformen.

I Albertslund Kommune har man i efteråret 2012 afholdt et møde mellem medarbejderne på de

boformer, der her har deltaget i metodearbejdet30, og medarbejdere i forvaltningen, hvor brugen af Udredning og Plan blev drøftet. Mødet viste, at medarbejderne i forvaltningen bruger udred-ningerne, og at de oplever, at alle domænerne i udredningen er relevante for deres arbejde. Iføl-ge projektet var denne forventningsafstemning mellem medarbejderne på boformerne og i for-valtningen gavnlig for et bedre og mere målrettet samarbejde, og derudover var det positivt, at medarbejderne på forsorgshjemmene fik feedback på deres arbejde. Ifølge projektlederen i Al-bertslund Kommune er der gennem projektperioden sket et skifte hos medarbejderne i forvalt-

ningen, hvor de nu, i meget højere, grad anvender og tager udgangspunkt i Udredning og Plan

fra boformerne. I den seneste projektindberetning fra maj-juni 2013 fremhæver Albertslund Kommune, at de op-lever et velfungerende samarbejde med deres faste samarbejdspartnere på to udvalgte bofor-mer. For andre forsorgshjem oplever kommunen udfordringer med at få systematiske udrednin-

ger og orienteringer om borgerne i tide.

9.2 Tilgangen til Udredning og Plan

Gennem projektperioden har implementeringen af selve tilgangen til arbejdet med Udredning og

Plan sammen med borgerne fyldt meget på de fleste boformer. For mange medarbejdere og bo-

former er der med Udredning og Plan tale om en ny tilgang, og flere steder har det derfor krævet

en stor indsats at skabe det nødvendige "mindshift" for at kunne arbejde med metoden.

Det er her løbende blevet diskuteret, hvorvidt § 110-boformernes kerneopgave er at give bor-

gerne omsorg, ro og tryghed eller bidrage til at skabe en udvikling for borgerne, hvor boformen

understøtter, at der findes en mere permanent boligløsning. Herunder har det i drøftelserne væ-

ret centralt, hvilken rolle boformerne kan og skal spille i udredningen af borgeren og i forhold til

at lægge en mere langsigtet plan for borgeren i samarbejdet med myndighedssagsbehandleren.

I flere af kommunerne har man gennem projektperioden fået gode erfaringer med Udredning

Plan, og medarbejderne har gradvist taget metoden til sig som en metode, der kan bruges aktivt

i det indledende arbejde med at lære borgeren at kende. På det sidste netværksmøde fortalte fle-

re kommuner, at det er deres erfaring, at relationen til borgeren opstår i udredningsarbejdet, og

at Udredning og Plan dermed skal ses om relationsopbyggende. Nogle kommuner fortalte her, at

man i kraft af arbejdet med Udredning og Plan har oplevet, at der i relationen med borgeren er

kommet større fokus på, at medarbejderne er interesserede i at hjælpe borgeren i deres udvik-

ling, og at borgeren er aktivt inddraget.

På netværksmødet blev det dog også tydeligt, at der flere steder fortsat er behov for en stor ind-

sats for at skabe det nødvendige "mindshift" for, at metoden bliver fuldt implementeret i det dag-

lige arbejde på boformen og i relationsopbyggelsen med borgeren. Flere steder oplever man fort-

sat, at der er medarbejdere, som ser en stærk relation til borgeren som en forudsætning for at

kunne påbegynde Udredning og Plan-arbejdet frem for at bruge Udredning og Plan som et red-

skab til netop at opbygge denne relation.

På netværksmødet fremhævede nogle medarbejdere, at det er deres erfaring fra metodearbej-

det, at det ikke er alle borgere, som magter eller ønsker at deltage i Udredning og Plan. Nogle

borgere oplever arbejdet med Udredning og Plan som et forhør eller får i kraft af Udredning og

Plan-arbejdet en negativ oplevelse af at skulle leve op til bestemte forventninger om at leve et liv

uden misbrug, psykiske vanskeligheder, kriminalitet med videre.

30 Albertslund Kommune har ikke egne kommunale § 110 boformer og har i forbindelse med Udredning og Plan samarbejdet med to

regionale boformer.

129

Omvendt fremhævede andre medarbejdere, at det var deres erfaring, at borgerens holdning til

Udredning og Plan ofte påvirkes af medarbejderens holdning til metoden, så hvis Udredning og

Plan giver mening for medarbejderne, bliver borgeren ofte ligeledes tryg ved Udredning og Plan-

arbejdet. Flere kommuner fremhævede gode erfaringer med at introducere Udredning og Plan

som ”vejen videre”, og som en god indgang til dialogen med borgerens myndighedssagsbehand-

ler: Hvis borgeren er udredt bedst muligt, har myndighedssagsbehandleren de bedste forudsæt-

ninger for at finde ud af, hvilke tilbud der vil være bedst for borgeren. I den forbindelse er det

dog en generel erfaring, at det er vigtigt at respektere, at der kan være emner, som borgeren ik-

ke ønsker at tale om.

I Aarhus Kommune har man gode erfaringer med hverken at fremstille Udredning og Plan som et

tilbud eller et krav, men i stedet præsenteres borgeren for, at ”her laver vi Udredning og Plan”,

og med udgangspunkt i denne tilgang oplyses borgeren om metoden og formålet med den.

Esbjerg Kommune fremhæver ligeledes, at de med Udredning og Plan bidrager positivt til at flytte

fokus fra en opholdsplan til en udredning af borgerens mere langsigtede behov.

På det sidste netværksmøde i februar 2013, blev det drøftet, hvad kommunerne særligt oplever,

Udredning og Plan bidrager med i forhold til borgerne. Nedenstående punkter opsummerer kort

de mest centrale punkter:

Udredning og Plan kan være med til at give borgeren en bedre forståelse af sig selv, sin

situation, udfordringer og ressourcer. Det sker, at ting "falder på plads" hos borgeren,

når borgeren får en bedre forståelse af sin egen baggrund.

Udredning og Plan kan få "skilt tingene ad" for borgeren og medarbejderen, og det gør

det nemmere at gøre noget ved tingene.

Udredning og Plan kan bidrage til, at borgeren, i dialog med myndighedssagsbehandle-

ren, får tildelt den rette støtte.

Udredning og Plan kan give borgeren en større retssikkerhed, da det er svært at afvise

en grundig udredning med klare anbefalinger.

På det mere overordnede plan oplevede man flere steder ligeledes, at Udredning og Plan-arbejdet

styrker samarbejde og koordinering mellem aktørerne på området. Det drejer sig f.eks. både om

samarbejdet mellem § 110-boformen og myndighedssagsbehandleren (eller andre samarbejds-

partnere), men ligeledes koordineringen, hvis en borger flytter fra en § 110-boform til en anden

inden for den enkelte kommune, eller hvis borgeren flytter fra én kommune til en anden.

Blandt andre har Odense og Aarhus kommune gode erfaringer med, at hvis en ny borger på et

forsorgshjem fortæller, at vedkommende er blevet udredt på et andet forsorgshjem, tager for-

sorgshjemmet kontakt til det tidligere forsorgshjem og får tilsendt udredningen, hvis borgeren

giver sit samtykke hertil. Det er ligeledes her erfaringen, at udredningerne er brugbare, hvis en

borger f.eks. kommer tilbage til et forsorgshjem.

9.3 Borgerens boligsituation

Efter i de ovenstående afsnit at have diskuteret rammerne omkring arbejdet med Udredning og

Plan, sættes der i dette afsnit fokus på boligsituationen for de borgere, som har indgået i doku-

mentationen af Udredning og Plan. Der sættes blandt andet fokus på, hvilke årsager der ligger til

grund for deres hjemløsesituation, og om borgerne er skrevet op til en bolig.

Selvom Udredning og Plan ikke i sig selv kan sikre, at borgeren kommer i egen bolig, er det inte-

ressant at se på, hvorvidt borgeren har egen bolig på det tidspunkt, hvor de udskrives fra bofor-

men.

130

Figuren nedenfor viser borgernes boligsituation ved udredning og ved udskrivning.

Figur 9-1: Borgerens boligsituation på udrednings- og udskrivningstidspunktet.

Antal borgere ved udredning=1.475, antal borgere ved udskrivning=1.077.

13 pct. af borgerne har ved udredningstidspunktet egen bolig, og dette tal er ved udskrivnings-

tidspunktet steget til 44 pct. Omvendt viser figuren også, at 35 pct., efter at have fået en Udred-

ning og Plan, stadig ikke har en bolig ved udskrivning fra boformen.

Yderligere analyse af gruppen af unge mellem 18-24 år viser, at en større andel af denne mål-

gruppe, sammenlignet med alle borgere under Udredning og Plan, har egen bolig ved udred-

ningstidspunktet, mens en mindre andel har det ved udskrivningstidspunktet. Således har 22 pct.

af de unge ved udredningstidspunktet egen bolig, mens denne andel er steget til 37 pct. ved ud-

skrivningstidspunktet.

I følgende tabel ses, hvilken boligtype borgerne har ved henholdsvis udrednings- og udskriv-

ningstidspunktet.

Tabel 9-1: Hvilken bolig har borgeren? Fordelt på boligtyper. Pct.

Detaljeret boligsituation Andel borgere

i pct. ved ud-

redning

Andel borgere

i pct. ved ud-

skrivning

Borgeren bor i almen bolig 6 31

Borgeren har en lejlighed eller værelse i privat udlejning* 1 6



Borgeren bor i en lejlighed / værelse i øvrige opgangsfællesskaber, bo-

fællesskaber, særboliger eller lignende

1 2

Borgeren bor i en skæv bolig 0 2

Borgeren bor i eget hus, ejerlejlighed eller andelsbolig 0 0

Andet 4 12

Borgeren har ikke egen bolig 81 35

Ved ikke 1 9

I alt 100 100

Antal borgere ved udredning=1.475, antal borgere ved udskrivning=1.077. *Kategorierne ”Borgeren har en lejlighed

i en privat udlejning” og ”Borgeren har et værelse i en privat udlejning” er i tabellen slået sammen.

6%

21%

81%

35%

13%

44%

0%

10%

20%

30%

40%

50%

60%

70%

80%

90%

100%

Udredning Udskrivning

An

del b

org

ere



Ved ikke/andet

131

Tabellen viser, at almene boliger er den hyppigst benyttede boligtype for borgerne ved udskriv-

ningstidspunktet. Tabellen viser yderligere, at der kun i begrænset omfang gøres brug af en ræk-

ke andre boligformer. Tabellen viser også, at der for 12 pct. af borgerne ved udskrivningstids-

punktet svares ”Andet”, hvilket typisk indebærer, at borgeren er bosat i en midlertidigt udslus-

ningsbolig efter servicelovens § 110 eller er bosat hos venner, familie eller en partner.

Den nedenstående figur viser borgernes boligsituation opdelt på, hvorvidt udskrivningen er plan-

lagt.

Tabel 9-2: Borgernes boligsituation ved udskrivningen i fordelt i forhold til henholdsvis planlagte og uplanlagte udskrivninger.

Antal borgere, hvor udskrivningen er planlagt =592, antal borgere, hvor udskrivningen er uplanlagt=463. Figuren vi-

ser situationen ved udskrivningstidspunktet. Figuren viser ikke opgørelser for de borgere, hvor der til spørgsmålet

om, hvorvidt udskrivningen er planlagt, er svaret ”Ved ikke”.

Figuren viser en markant forskel mellem planlagte og uplanlagte udskrivninger. 70 pct. af de

borgere, der er udskrevet planmæssigt, har en bolig, mens det kun er tilfældet for 10 pct. af

dem, der udskrives uplanlagt. Flere kommuner har fremhævet, at det er vanskeligt at tilvejebrin-

ge en passende boligløsning, hvis borgeren af egen vilje flytter midt i arbejdet med Udredning og

Plan.

13%

29%

16%

60%

70%

10%

0%

10%

20%

30%

40%

50%

60%

70%

80%

90%

100%

Planlagt udskrivning Uplanlagt udskrivning

An

del af

bo

rg

ere



Andet/ved ikke

132

Nedenstående tabel viser, hvor borgerne overvejende har overnattet den seneste uge forud for

udredningstidspunktet, opdelt efter hvorvidt borgeren har egen bolig eller ej. Det skal understre-

ges, at hovedparten af borgerne ved udredningstidspunktet ikke har en bolig, jævnfør ovenfor.

Tabel 9-3: Hvor har borgeren overvejende overnattet inden for den seneste uge? Fordelt på borgere, der har egen bolig og ikke har egen bolig (pct.).


(Andele i pct.)

Har ikke egen

bolig (Andele i

pct.)




Borgeren overnatter på et herberg eller forsorgshjem (§ 110 eller lig-

nende)

26 77


Borgeren overnatter i en midlertidig udslusningsbolig efter servicelo-

vens § 110

0 1

Borgeren overnatter på hotel/vandrehjem med videre 0 0



Borgeren er indskrevet i døgnbehandlingstilbud (misbrugsbehandling el-

ler lignende)

2 1

Andet 4 1

Ved ikke 3 3

Antal borgere med egen bolig=199, antal borgere uden egen bolig=1.194. Borgere i forhold til hvis boligsituation,

der er svaret ”Ved ikke”, er ikke medtaget i tabellen. Tabellen viser situationen ved udredningstidspunktet. Tallene

summerer ikke til 100, da der har været mulighed for at angive flere svar.

Tabellen viser, at hovedparten af borgerne uden egen bolig har overnattet på en § 110-boform,

hvilket skal ses i forlængelse af, at indsatsen mange steder netop er forankret på en boform. Det

er derfor oplagt, at målgruppen for indsatsen overvejende er boformbrugere. Det ses endvidere,

at 1 pct. af borgerne uden bolig angives at overnatte i egen bolig, hvilket vurderes at være ud-

tryk for fejlregistreringer.

Hertil kommer, at 17 pct. har overnattet hos familie, venner eller bekendte, mens 6 pct. i ugen

op til udredningstidspunktet primært har overnattet på gaden.

Blandt borgerne med en egen bolig har 60 pct. overnattet her i ugen op til udredningstidspunk-

tet, mens 26 pct. af borgere med egen bolig har overnattet på et herberg eller forsorgshjem efter

§ 110 og 13 pct. hos familie, venner eller bekendte.

Sammenligner man gruppen af unge mellem 18-24 år med den samlede gruppe af borgere under

Udredning og Plan, ser man, for både unge med og uden egen bolig, at der er en større andel,

der overnatter hos familie, venner og bekendte. For unge med egen bolig er der således 19 pct.,

som overnatter hos venner eller familie, mens der for gruppen af unge uden egen bolig er 35

pct., som ugen op til udredningstidspunktet har overnattet hos familie, venner eller bekendte. Til

gengæld er der færre unge, som overnatter på herberger eller forsorgshjem. Yderligere viser do-

kumentationen, at 79 pct. af de unge, der har egen bolig, primært har overnattet heri den sene-

ste uge op til udredningen, hvilket til sammenligning gælder for 60 pct. af den samlede gruppe af

borgere med egen bolig.

For de borgere, der ved udskrivningstidspunktet ikke har egen bolig, er medarbejderne blevet

bedt om at angive begrundelsen herfor. Nedenstående tabel viser angivelserne på udskrivnings-

tidspunktet.

133

Tabellen baserer sig udelukkende på de 34 pct. af borgerne, der ved udskrivning fra boformen

ikke har egen bolig.

Tabel 9-4: Situationen for borgere uden egen bolig ved udskrivningstidspunktet.

Årsag Andele i

pct.







Ved ikke 19

Antal borgere uden egen bolig=381 ved udskrivning. Tabellen viser situationen ved udskrivningstidspunktet.

Spørgsmålet er kun stillet, såfremt borgeren ved udskrivningstidspunktet ikke har egen bolig. Tallene summerer ikke

til 100, da det har været muligt at angive flere svar.

For 46 pct. af borgerne uden egen bolig, begrundes borgerens boligsituation ved udskrivnings-

tidspunktet med borgerens sociale eller psykiske problemer. For 23 pct. er begrundelsen, at der

er venteliste til at blive anvist eller visiteret til en passende bolig, mens 19 pct. af borgerne er

hjemløse, fordi de er blevet sat ud af en tidligere bolig inden for de seneste 12 måneder før ud-

skrivningstidspunktet.

Tabellen nedenfor viser, hvilke konkrete boligtyper som borgerne uden egen bolig ved udskriv-

ningstidspunktet er skrevet op til.

Tabel 9-5: Er borgeren blevet skrevet op til én af følgende boliger? Andel af borgere uden egen bolig ved udskrivningstidspunktet.

Boligtype Andele i pct.

Borgeren er skrevet op til en almen bolig 29

Borgeren er skrevet op til en almen ungdomsbolig 3

Borgeren er skrevet op til en bolig eller værelse i privat udlejning 1

Borgeren er skrevet op til en skæv bolig 2

Borgeren er skrevet op til en midlertidig boform (§ 107) 3

Borgeren er skrevet op til en længevarende boform (§ 108) 2

Borgeren er skrevet op til en anden bolig, Hvilken? 2

Borgeren skrevet op til en bolig, som er opført eller tilvejebragt som en del af Hjemløsestra-

tegien/Hjemløseplanen

3

Borgeren er ikke skrevet op til en bolig 44

Ved ikke 17

Antal borgere uden egen bolig=381. Tabellen viser situationen ved udskrivningstidspunktet. Spørgsmålet stilles kun,

hvis borgeren ikke har egen bolig. Tallene summerer ikke til 100, da det har været muligt at angive flere svarmulig-

heder.

Ovenstående tabel viser, at 44 pct. af de borgere, der ikke har egen bolig ved udskrivningstids-

punktet, ikke er skrevet op til en bolig. Det tyder på, at der er væsentlige udfordringer i forhold

til at sikre overgangen fra boform til egen bolig. De borgere, der er skrevet op til en bolig, er ty-

pisk skrevet op til en almen bolig, mens en begrænset andel borgere er skrevet op til andre typer

boliger. Tabellen viser ydermere, at medarbejderen for 17 pct. af borgerne ved udskrivningstids-

punktet ikke ved, hvorvidt borgeren er skrevet op til en bolig eller ej.

Situationen for de unge mellem 18-24 år er nogenlunde den samme som situationen for den

samlede gruppe borgere under Udredning og Plan.

134


I det følgende afsnit beskrives målgruppen for Udredning og Plan i forhold til køn, alder, nationa-

litet, forsørgelsesgrundlag og beskæftigelsessituation. Karakteristikken af borgerne i dette afsnit

er baseret på indberetningerne ved udredningstidspunktet.

Figur 9-2: Hvad er borgernes køn?


Figuren viser, at 74 pct. af borgerne under Udredning og Plan er mænd, mens 26 pct. er kvinder.

Nedenstående figur viser aldersfordelingen blandt borgerene i Udredning og Plan.



Figuren viser, at der er en relativ stor aldersmæssig spredning. Det kan dog fremhæves, at der

er en relativt stor gruppe af unge mellem 18-24 år, der udgør 24 pct. af det samlede antal borge-

re under Udredning og Plan.

26%

74%

0%

10%

20%

30%

40%

50%

60%

70%

80%

Kvinde Mand

An

del af

bo

rg

ere

Køn

0%

24%

13%

19%

26%

15%

4%

0%

5%

10%

15%

20%

25%

30%

Under 18 år 18-24 år 25-29 år 30-39 år 40-49 år 50-59 år 60 år eller derover

An

del af

bo

rg

ere

Alder

135



Nationalitet Andel af borgere i pct.

Dansk 82


Øvrige EU-27 1


Mellemøsten 3

Afrika 8

Andet 3

Ved ikke 1

I alt 100


Størstedelen af borgerne under Udredning og Plan er af dansk nationalitet. Derudover er der en

mindre gruppe af afrikansk eller mellemøstlig nationalitet. Kategorien ”Andet” dækker blandt an-

det over borgere af grønlandsk, mellemamerikansk elle asiatisk nationalitet.

Nedenstående tabel viser borgernes forsørgelsesgrundlag. Tabellen viser situationen ved udred-

ningstidspunktet.

Tabel 9-7: Borgerne fordelt efter forsørgelsesgrundlag ved udredningstidspunktet.

Forsørgelsesgrundlag Andel af borgere i pct.

Løn 2


Kontanthjælp 68


Førtidspension 17

Folkepension 1

Ingen indtægt 2

Andet 4

Ved ikke 2

I alt 100

Antal borgere=1.475. Tabellen viser situationen ved udredningstidspunktet.

Som det fremgår af tabellen, er 68 pct. af borgerne på kontanthjælp, mens 17 pct. er på førtids-

pension.

For gruppen af unge mellem 18-24 år er 78 pct. på kontanthjælp, hvilket således er lidt flere

sammenlignet med alle borgere under Udredning og Plan. Desuden svares der for 11 pct. ”An-

det”, hvilket blandt andet dækker over SU eller praktikløn.

136

Følgende tabel viser borgernes beskæftigelsessituation ved udredningstidspunktet.

Tabel 9-8: Borgere opdelt efter beskæftigelsessituation ved udredningstidspunktet.

Beskæftigelsessituation Andel af borgere i pct.





Sygemeldt 4

Under uddannelse 4


Andet 4

Ved ikke 4

I alt 100

Antal borgere=1.475. Tabellen viser situationen ved udredningstidspunktet.

Tabellen viser, at 48 pct. er ledige, men ikke i aktivering, mens 16 pct. er i aktivering eller ansat

med løntilskud eller i virksomhedspraktik. 18 pct. af borgerne er uden for arbejdsmarkedet som

værende f.eks. pensionist, førtidspensionist.

Blandt de unge mellem 18 og 24 år er 50 pct. ledige uden at være i aktivering, mens 23 pct. er i

aktivering, herunder beskæftiget med løntilskud eller som virksomhedspraktikant. 12 pct. af de

unge er under uddannelse.


I det følgende sættes der fokus på borgernes problemer i forhold til f.eks. misbrug, fysiske og

psykiske problemer, evne til at klare dagligdagsopgaver, økonomiske situation og sociale forhold.

I alt spørges ind til de samme otte forskellige problematikker, der er gennemgået i kapitlerne om

bostøttemetoderne. Den nedenstående figur viser, hvor mange af disse problematikker borgerne

har ved udredningstidspunktet.


Antal borgere=1.475. Figuren viser situationen ved udredningstidspunktet.

Størstedelen af borgerne har sammensatte problematikker. I alt 57 pct. af borgerne har mellem

fire og seks forskellige problematikker. Kun tre pct. har ingen problematikker, mens i alt ti pct.

har en enkelt eller to problematikker. I alt 20 pct. har syv eller otte problematikker. Ser man på

de unge mellem 18-24 år, er billedet nogenlunde det samme.

3% 4% 6%

12%

21% 18% 18%

12%

8%

0%

5%

10%

15%

20%

25%

0 1 2 3 4 5 6 7 8

An

del af

bo

rg

ere

137

Nedenstående figur viser, hvorvidt borgerne har problematikker inden for enkelte specifikke om-

råder ved udredningstidspunktet.

Figur 9-5: Borgernes problemer inden for otte forskellige domæner. Pct.

Antal borgere=1.475. Figuren viser situationen ved udredningstidspunktet. Svarkategorierne ”I mindre grad”, ”I no-

gen grad” og ”I stor grad” er her slået sammen til kategorien ”Borgeren har en problematik”. I kategorien ”Totalt

misbrug eller i behandling” inkluderes alle borgere, der enten har et misbrug af hash, stoffer eller alkohol, eller som

er i behandling for ét af disse misbrug.

Figuren viser, at 81 pct. har problemer med socialt netværk, mens 77 pct. af borgerne har øko-

nomiske problemer, og ligeledes 77 pct. har problemer med psykiske lidelser. Dertil kommer, at

74 pct. har et misbrug eller er i behandling for et misbrug. I forhold til almindelige dagligdags-

funktioner oplever 64 pct. af borgerne udfordringer, mens lidt over halvdelen lider af fysiske ge-

ner.

For de unge mellem 18-24 år gælder det ligeledes, at det er problemer med psykiske lidelser,

økonomi, socialt netværk og dagligdagsfunktioner, der fylder mest. De unge mellem 18-24 år ad-

skiller sig på enkelte punkter fra den samlede gruppe af borgere under Udredning og Plan. Såle-

des har 86 pct. af de unge mellem 18-24 år økonomiske problemer. Til gengæld er der en mindre

andel af de unge, der enten har et misbrug eller er i behandling for et misbrug. Det gælder nem-

lig for 62 pct. af de unge mod 74 pct. af den samlede gruppe borgere. I forhold til misbrug ses

det også, at de unge fortrinsvist har problemer med hash (55 pct.), mens en lidt mindre del af de

unge har problemer med alkohol (24 pct.) og med stoffer (30 pct.).

9.6 Udredning, handleplan og indsatser

Kommunerne oplever fortsat udfordringer med at arbejde systematisk med Udredning og Plan og

at få gennemført udredningerne inden for den anbefalede tidsramme på seks uger. Stort set alle

projektlederne nævner, at der er udfordringer forbundet med arbejdet med Udredning og Plan,

som kan få processen til at trække ud. I forhold til projektindberetningerne fra marts 2012 er der

frem til indberetningerne fra december 2012 sket en positiv udvikling i forhold til, hvor stor en

andel af borgerne, som det opleves at have været muligt at gennemføre en systematisk udred-

ning for. De fleste kommuner angiver i december 2012, at det har været muligt at gennemføre

udredningen inden for tidsrammen for halvdelen af borgerne eller mere. To kommuner oplever

dog store udfordringer og angiver, at det kun har været muligt at gennemføre en systematisk

udredning inden for tidsrammen for mindre end en fjerdedel af borgerne. Ved den seneste pro-

jektindberetning fra maj-juni 2013 var billedet det samme31.

31 Det skal dog fremhæves, at der ved den seneste indberetning maj-juni 2013 kun er fire kommuner, der har svaret, idet en række

projekter er stoppet. Tre kommuner siger 50 pct. og derover, hvor én kommune siger 0-24 pct.

81%

77%

64%

77%

54%

74%

43%

33%

47%

10%

15%

27%

13%

38%

21%

41%

56%

46%

9%

9%

9%

10%

8%

6%

16%

11%

7%

0% 20% 40% 60% 80% 100%

Socialt netværk

Økonomi


Psykiske lidelser

Fysiske gener


Hash

Stoffer

Alkohol

Andel af borgere



Ved ikke

138

Projekterne angiver ved de seneste projektindberetninger, i tråd med de tidligere indberetninger,

at borgernes ustabilitet, misbrug, svingende motivation og generelt svære tilstand er årsager til,

at tidsrammen ikke overholdes for samtlige borgere på boformerne. Medarbejderne oplever såle-

des fortsat, at borgerne ofte ikke møder op til de aftalte møder, eller at borgerne er for påvirkede

til at kunne gennemføre møderne. Dette betyder, at hele forløbet forskubbes, og nogle kommu-

ner fortæller, at det kan være svært at lave nye aftaler på grund af kontaktpersonernes skiftende

arbejdstider. En enkelt kommune angiver desuden, at det ofte tager tid at indhente oplysninger

om borgerne fra diverse andre aktører, mens en anden kommune fortæller, at processen nemt

kan blive forsinket, hvis borgerne skal igennem lægeundersøgelser eller lignende.

Esbjerg Kommune fremhæver i den seneste projektindberetning, at det kan være en udfordring,

at borgeren ikke fortæller "hele sandheden" fra starten. Medarbejderne oplyser, at der dukker

problemstillinger op, som kan have afgørende betydning for de indsatser, som borgerene skal til-

bydes.

Gruppen af unge fremhæves af enkelte kommuner som en gruppe, som kan være særligt udfor-

drende at udarbejde en Udredning og Plan for, idet de unge ofte kan være meget impulsive i de-

res adfærd.

En sidste gruppe borgere, som kommunerne fremhæver som vanskelige at samarbejde med, er

borgere, som medarbejderne på baggrund af sprogbarrierer ikke kan kommunikere med. En

kommune fortæller, at de her forsøger at udarbejde en udredning på baggrund af observationer

af borgerne. Kommunen fortæller, at selvom sådanne udredninger bliver tyndere end de typiske

udredninger, danner de dog et bedre grundlag end ingen udredning for den videre støtte til bor-

gerne.

På det seneste netværksmøde blev det fra kommunerne uddybet, at når der påbegyndes en Ud-

redning og Plan for en ny beboer, foreligger der typisk ingen eller meget få oplysninger i forvejen

fra f.eks. myndighedssagsbehandleren. Dette skyldes blandt andet, at borgerne ikke visiteres til

en plads på en § 110-boform, men ofte kommer direkte fra gaden eller fra en anden boform. Fle-

re kommuner har dog gode erfaringer med at tage kontakt til samarbejdspartnere, som allerede

kender borgeren, når Udredning og Plan-arbejdet påbegyndes. Kommunerne påpegede i forlæn-

gelse heraf, at det kan være en udfordring, at det tit koster penge at indhente f.eks. lægefaglige

vurderinger. Nogle gange kan denne udfordring løses gennem samarbejde med sagsbehandlere,

som har kompetencer og midler til at indhente sådanne informationer.

En anden problematik i forhold til at påbegynde og gennemføre Udredning og Plan er, at medar-

bejderne i nogle tilfælde har udfordringer med at motivere borgerne til at få en udredning. På

trods af motivationsarbejdet er der nogle borgere, som ikke ønsker at indgå, typisk på grund af

mistillid til systemet. Herunder har nogle kommuner erfaret, at det for borgere med paranoia kan

være meget vanskeligt at gennemføre en Udredning og Plan, og nogle gange må man opgive el-

ler sætte arbejdet i bero for en tid. Flere kommuner fremhæver dog, at det der er gode erfarin-

ger med at gennemføre udredningen, selv med meget tunge borgere. Her kan det dog tage læn-

gere tid end de 6 uger, som fremgår af metodebeskrivelse, og der kan være behov for flere gan-

ge i forløbet at forklare borgeren om formålet med udredningen.

139

Nedenstående figur viser, hvor lang tid der er gået mellem indskrivningen og påbegyndelsen af

udredningen for de borgere, der er startet i henholdsvis 2010, 2011, 2012 og 2013.

Figur 9-6: Hvor lang tid er der gået mellem indskrivning og begyndelsen af udredningen?

Antal borgere 2010=379, antal borgere 2011=391, antal borgere 2012=591, antal borgere 2013=114. Antal borgere

i alt=1.475. Spørgsmålet stilles kun ved udredningstidspunktet.

Der er sket en positiv udvikling i andelen af borgere, for hvem udredningen er påbegyndt inden

for seks uger i perioden 2010-2013. Således var i alt 65 pct. af udredningerne i 2010 påbegyndt

inden seks uger, mens denne andel er steget til 84 pct. i 2013. Trods projekternes udfordringer

med at overholde tidskravet i praksis peger ovenstående således på, at der har været en positiv

udvikling gennem perioden.

Af andre udfordringer i metodearbejdet fremgår det af det seneste netværksmøde, at kommu-

nerne stadig arbejder med den høje skriftlighed i Udredning og Plan. Ikke alle medarbejdere har

de rette kompetencer eller motivation til at arbejde med Udredning og Plan. Nogle kommuner har

valgt at imødegå den udfordring ved at oprette særlige teams på boformen, som er ansvarlige for

arbejdet med metoden. Derudover arbejder man på mange boformer, som tidligere nævnt, med

at skabe et "mindshift" i tilgangen til borgerne fra et primært fokus på omsorg til et fokus, som

også omfatter, hvordan den enkelte borgers udvikling mod en permanent boligløsning bedst mu-

ligt understøttes.

For at sikre størst mulig anvendelighed af Udredning og Plan-indsatsen, er det væsentligt, at der

er sket en tilstrækkelig udredning af de forskellige områder. Som en del af dokumentationen af

arbejdet med metoden er medarbejderne derfor blevet bedt om at vurdere, hvorvidt de mener,

at der er foretaget en tilstrækkelig udredning af borgeren på de forskellige områder.

7% 7% 10%

1%

4% 1% 1%

0%

5%

1%

1%

0%

8%

3%

2%

5%

12%

11% 7%

10%

36%

38%

29% 32%

22%

30%

31% 29%

7% 9%

20% 23%

0%

10%

20%

30%

40%

50%

60%

70%

80%

90%

100%

2010 2011 2012 2013

An

del af

bo

rg

ere

Startår

Under 1 uge

1-2 uger

3-6 uger

7-12 uger

13-25 uger

26–52 uger

Over 52 uger

Ved ikke

140

De følgende to figurer viser disse vurderinger.

Figur 9-7: Vurderer du, at der er foretaget en tilstrækkelig udredning af borgeren på følgende områder?


Figur 9-8: Vurderer du, at der er foretaget en tilstrækkelig udredning af borgeren på følgende områder?


Inden for samtlige områder er oplevelsen således for mellem 62 og 77 pct. af medarbejderne, at

der er foretaget en tilstrækkelig eller i nogen grad tilstrækkelig udredning af borgeren. Figurerne

viser ligeledes, at der for alle områder synes at være mellem 17 og 25 pct., der mener, at borge-

ren ikke er tilstrækkeligt udredt.

Bedst ser det ud i forhold til borgernes boligsituation og den økonomiske situation. Her angives

det for henholdsvis 76 og 77 pct., at borgeren synes at være udredt i tilstrækkelig eller nogen-

lunde tilstrækkelig grad. Oplevelserne af udredningerne synes ligeledes at være mest positive i

forhold til områder som beskæftigelse og uddannelse, fysisk og psykisk helbred. Udredninger op-

2% 3% 4% 7% 5% 15%

22% 20% 24% 20% 24%

20%

30% 36% 31% 30%

38% 27%

46% 41% 41% 43% 33%

38%

0%

10%

20%

30%

40%

50%

60%

70%

80%

90%

100%

An

del af

bo

rg

ere

Ja

I nogen grad

Nej

Brugeren vuderes ikke at have behov for særskilt udredning i forhold til denne dimension

20% 12% 9% 11%

21%

6%

17% 20%

22% 25%

24%

24%

24% 28% 33% 29%

23%

37%

38% 40% 36% 36% 32% 33%

0%

10%

20%

30%

40%

50%

60%

70%

80%

90%

100%

An

del af

bo

rg

ere

Ja

I nogen grad

Nej

Brugeren vuderes ikke at have behov for særskilt udredning i forhold til denne dimension

141

leves generelt som mindre tilstrækkelige i forhold til områder som kriminalitet, forskellige former

for misbrug og interesser og fritid.

Der peges fra kommunernes side på, at der kan være noget varierende opfattelser af, hvad en

”tilstrækkelig udredning” vil sige, og at en del af besvarelserne kan illustrere disse divergerende

opfattelser. Udfordringerne med at foretage en tilstrækkelig udredning af borgeren må blandt

andet ses i relation til den føromtalte problematik med, at mange kommuner giver udtryk for at

have udfordringer med at nå at foretage en tilstrækkelig udredning inden for de fastsatte tids-

grænser. Det har i den forbindelse ligeledes gennem projektperioden været et centralt tema,

hvad målet med udredningen inden for de 6 uger er. Er målet, at der er foretaget en tilbundsgå-

ende udredning af alle borgerens problematikker, eller er målet en udredning, der kan pege på,

hvad der fremadrettet er behov for at sætte fokus på? Da der ofte vil være tale om borgere med

meget tunge og komplekse problemstillinger, er det ikke målet, at borgeren på alle områder er

færdigudredt som følge af Udredning og Plan–arbejdet. Målet er i stedet, at der gennem arbejdet

netop kan peges på anbefalinger til videre indsatser, støtte og tilbud til borgeren.

Nedenstående figur viser, hvorvidt der i forlængelse af udredningen er udarbejdet anbefalinger til

videre indsatser, støtte og tilbud til borgeren.

Figur 9-9: Er der i forlængelse af udredningen udarbejdet anbefalinger til videre indsatser, støtte og til-bud til borgeren? Andele.

Antal borgere=1.475. Spørgsmålet stilles kun ved udredningstidspunktet.

For 57 pct. af borgerne er der i forlængelse af udredningen udarbejdet anbefalinger til videre ind-

satser, støtte eller tilbud til borgere. Omvendt er der 34 pct. af borgerne, hvor der i forlængelse

af udredningen ikke laves anbefalinger, mens der for 9 pct. svares ”Ved ikke”.

På det seneste netværksmøde blev dette drøftet med kommunerne. Nogle kommuner pegede på,

at de manglende anbefalinger især skyldes tilfælde, hvor Udredning og Plan ikke har givet til-

strækkelig mening for medarbejderne, og hvor det nødvendige "mindshift" i forhold til metoden

ikke er sket. Dette er især tilfældet, hvor medarbejderne i det daglige arbejde fokuserer mere på

"brandslukning" end på langsigtet udvikling og sikring af en permanent boligløsning. Oplevelsen

var også, at dette især gør sig gældende for de unge med den forklaring, at de unges impulsivitet

gør det mere vanskeligt for medarbejderne at holde fokus på langsigtede planer og mål.

Endelig pegede en kommune på, at det er deres oplevelse, at manglen på anbefalinger tit også

betyder, at der ikke udarbejdes § 141-handleplaner for borgeren.

I forlængelse heraf blev det på netværksmødet ligeledes drøftet, at manglende anbefalinger også

kan skyldes uklare snitflader og afstemning af roller og kompetencer mellem boformens medar-

bejdere og myndighedssagsbehandleren, hvor medarbejderne på § 110-boformerne kan have

den oplevelse, at de går ind over myndighedens grænser, hvis de kommer med anbefalinger om

indsatser til borgerne.

57%

34%

9%

Ja

Nej

Ved ikke

142

For at undgå snitfladeproblematikkerne var kommunerne enige om, at der er behov for en tæt

dialog på tværs af myndighed og boformer. Denne dialog skal endvidere bidrage til, at myndig-

heden i deres arbejde kan gøre aktivt brug af de anbefalinger, som forsorgshjemsmedarbejderen

udarbejder. Flere kommuner har i den forbindelse gode erfaringer med fremskudt myndighed el-

ler sagsbehandling til at understøtte dette.

Som ovenstående figur illustrerer, er der i 57 pct. af forløbene, svarende til 844 forløb, udarbej-

det anbefalinger. Følgende tabel viser, hvilke boligløsninger der er anbefalet i forbindelse med

udredningen for den andel af borgerene, hvor der er udarbejdet anbefalinger.

Tabel 9-9: Hvilken boligløsning blev anbefalet?

Boligløsning Andele i pct.

§ 107-boform 4

§ 108-boform 3

Udslusningsbolig under § 110 6

Skæv bolig 4

Opskrivning til almen bolig, herunder kommunal boliganvisning 48

Bofællesskab, opgangsfællesskab eller lignende 7

Ingen boligløsning blev anbefalet 11

Andet 13

Ikke relevant/borgeren råder allerede over en passende bolig 3

I alt 100

Antal borgere=844. Tabellen viser situationen ved udredningstidspunktet. Spørgsmålet stilles kun, hvis der er svaret

ja til, at der er udarbejdet anbefalinger til videres indsatser, støtte og tilbud.

For 48 pct. af de borgere, hvor der i forlængelse af udredningen er udarbejdet anbefalinger til vi-

dere indsatser, er der anbefalet opskrivning til en almen bolig. Det er altså en selvstændig almen

bolig, som synes at være den hyppigst foretrukne løsning for borgerne under Udredning og Plan.

Det er en begrænset andel, som har fået anbefalet forskellige former for botilbud og alternative

boformer som skæve boliger eller bofællesskaber. For 11 pct. af de borgere, der i forlængelse af

deres udredning har fået udarbejdet videre anbefalinger, er der ikke anbefalet nogen boligløs-

ning, mens 13 pct. har angivet svarmuligheden ”Andet”. Dette indebærer kollegier, beskyttede

boliger eller ældre boliger, eller CTI.

143

Medarbejderne angiver også, hvilken øvrig indsats eller støtte, der er anbefalet. Følgende tabel

viser, hvilke indsatser eller støtte der er blevet anbefalet i forlængelse af udredningen for de bor-

gere, hvor der er udarbejdet anbefalinger.

Tabel 9-10: Hvilken indsats blev anbefalet?

Indsats Andele i pct.

Bostøtte 58

Alkoholbehandling 22

Medicinsk stofmisbrugsbehandling, substitutionsbehandling 15

Social stofmisbrugsbehandling, samtaler, gruppeterapi med videre 14

Psykiatrisk behandling 25

Behandling af fysiske sygdomme 12

Administration af kontanthjælp/økonomi 37

Hjemmepleje 3

Andet 22

Ingen 5

Ved ikke 2

Antal borgere=844. Tabellen viser situationen ved udredningstidspunktet. Tallene summerer ikke til 100, da der har

været mulighed for at angive flere svar. Spørgsmålet stilles kun, hvis der er svaret ja til, at der er udarbejdet anbe-

falinger til videre indsatser, støtte og tilbud.

58 pct. har fået anbefalet bostøtte. At så mange anbefales bostøtte er en indikation på, at mål-

gruppen, for en stor dels vedkommende, består af borgere med komplekse problemstillinger,

som har behov for en social og pædagogisk indsats. Et andet hyppigt tilbud er hjælp i forhold til

administration af økonomi eller kontanthjælp, hvilket 37 pct. har fået anbefalet. Mellem 22 og 25

pct. har desuden fået anbefalet alkoholbehandling, psykiatrisk behandling eller ”andet”, hvilket

typisk dækker over videre- eller efterbehandling af misbrug, psykiatrisk udredning, psykolog-

hjælp, ICM eller CTI.

Dokumentationen af Udredning og Plan giver en række fingerpeg angående dækningen af bostøt-

ten, idet man her kan sammenligne andelen af borgere, der anbefales bostøtte i forlængelse af

udredningen, med andelen af borgere, der ved udskrivning modtager bostøtte.

Tabellen nedenfor viser andelen af borgere, der anbefales bostøtte ved udredningen og andelen

af borgere, der tilknyttes bostøtte ved udskrivning fra boformen. Tabellen tager udgangspunkt i

de borgere, der har fået lavet anbefalinger, og som både har en udredning og en udskrivnings-

indberetning således at situationen mellem de to tidspunkter kan sammenlignes. Datagrundlaget

er derfor lidt mindre end i tabellen ovenfor, idet kun afsluttede forløb således indgår.

Tabel 9-11: Andel af borgerne i hver kommune der henholdsvis anbefales og tilknyttes bostøtte (andele i pct.).

Kategori Al-

berts-

lund

Es-

bjerg

Frede-

riks-

berg

Køben

havn

Oden-

se

Ran-

ders

Viborg Aar-

hus

I alt

Anbefalet

bostøtte

89 61 44 45 51 73 75 63 57

Tilknyttet

bostøtte

63 54 22 20 34 34 88 48 36

Planlagt ud-

skrivning

71 67 40 32 52 51 88 62 52

Uplanlagt ud-

skrivning

40 29 0 9 3 6 0 17 12

Antal borgere: Alberslund=19, Esbjerg=125, Frederiksberg=9, København=206, Odense=107, Randers=93, Viborg=8, Aar-

hus=60, I alt=627. Kun borgere, der har fået lavet anbefalinger ved udredningstidspunktet, og som både har en udredning

og en udskrivningsindberetning, indgår i tabellen.

144

Det skal indledningsvist bemærkes, at der i Albertslund, Frederiksberg og Viborg kommune er ta-

le om et meget lille antal borgere.

På tværs af kommunerne ses det, at hvor 57 pct. anbefales bostøtte ved udredning, er der 36

pct., der modtager bostøtte ved udskrivning. Som det fremgår af tabellen, skyldes dette særligt,

at meget få borgere med en uplanlagt udskrivning modtager bostøtte. Flere kommuner har her

tidligere fremhævet, at det kan være vanskeligt at tilvejebringe de rette indsatser for borgerne,

hvis borgeren fraflytter spontant og ”før tid”. Her kan også peges på betydningen af, at man hur-

tigt efter optag på boformen får udarbejdet en udredning og en handleplan sammen med borge-

ren med henblik på at få belyst og dækket borgerens behov, så uplanlagte udskrivninger og der-

med potentiel hjemløshed kan forebygges.

Tabellen viser, at der er betydelige variationer mellem kommunerne, både i forhold til, hvor stor

en andel der anbefales bostøtte ved udredning, og i forhold til, hvor stor en andel der tilknyttes

bostøtte ved udskrivning.

Projektledernes statusindberetninger og drøftelserne på netværksmøderne peger på, at dette kan

være et udtryk for, at det ikke alle steder er muligt at etablere boliger og bostøtte til alle borge-

re, der har et reelt behov. Det kan dog også være et udtryk for, at borgeren fraflytter boformen,

før boligen og indsatsen er blevet etableret. Endelig nævnes det som en forklaring, at nogle af

borgerne på § 110-boformerne er borgere fra andre kommuner.

Figuren nedenfor viser, i hvor høj grad medarbejderne vurderer, om der ved udskrivningstids-

punktet er etableret tilfredsstillede tilbud til borgerne efter endt forløb.

Figur 9-10: I hvor høj grad er der etableret tilfredsstillende tilbud til borgeren efter endt forløb?

Antal borgere=1.077. Figuren viser situationen ved udskrivningstidspunktet.

Figuren viser, at for i alt 53 pct. af borgerne er der enten i høj eller i nogen grad etableret et til-

fredsstillende tilbud efter endt forløb. For 25 pct. af tilfældene vurderer medarbejderne, at bor-

gerne slet ikke har modtaget et tilfredsstillende tilbud efter afslutningen af forløbet, mens med-

arbejderne for 11 pct. af borgerne vurderer, at borgerne i ringe grad har modtaget et tilfredsstil-

lende tilbud. For 11 pct. af borgerne har medarbejderne svaret ”Ved ikke”.

Den store andel borgere, som ikke har fået etableret tilfredsstillende tilbud efter Udredning og

Plan-arbejdet, kan ses på baggrund af, at kommunerne fortsat har svært ved at finde egnede til-

bud til målgruppen efter endt forløb. Der bliver i projektindberetningerne fra december 2012 ud-

trykt bekymring for mangel på differentierede tilbud og foranstaltninger til målgruppen. Således

melder flere kommuner om, at den store udfordring består i at finde tilbud, som kan rumme mål-

gruppen og dens komplekse problemstillinger. Kommunerne fortæller også, at det fortsat er en

11%

25%

11%

27%

26%

0%

10%

20%

30%

40%

50%

60%

70%

80%

90%

100%

An

del af

bo

rg

ere

I høj grad

I nogen grad

I ringe grad

Slet ikke

Ved ikke

145

udfordring at finde relevante boliger til målgruppen, herunder billige boliger, som borgerne har

råd til at betale. Flere kommuner efterspørger i den sammenhæng et tættere samarbejde med

boligselskaberne. Endelig nævner nogle kommunerne, at udfordringer i koordineringen af indsat-

ser og samarbejdet med andre instanser kan vanskeliggøre igangsættelsen af nye tilbud til bor-

gerne.

Det kan her tilføjes, at de seneste projektindberetninger fra maj-juni 2013 viser, at det for ho-

vedparten af kommunerne kun i ringe grad eller slet ikke har været muligt at fremskaffe det

nødvendige antal egnede boliger til de borgere, som er blevet indstillet til en bolig. En enkelt

kommune svarer, at det i nogen grad har været muligt at fremskaffe det nødvendige antal egne-

de boliger til målgruppen.

9.7 § 141-handleplanen

Et vigtigt redskab til at sikre den nødvendige koordinering er § 141-handleplanen. Nedenstående

figur viser andelen af borgere, der ved henholdsvis udrednings- og udskrivningstidspunktet har

en § 141-handleplan eller er blevet tilbudt én inden for de seneste tre måneder.

Figur 9-11: Har borgeren en § 141-handleplan?

Antal borgere ved udredning=1.475, antal borgere ved udskrivning=1.077.

Figuren viser, at der er en beskeden positiv udvikling mellem udredningstidspunktet og udskriv-

ningstidspunktet. Ved udredningstidspunktet er det således 34 pct. af borgerne, som enten har

en handleplan, eller er ved at få udarbejdet en, mens dette er tilfældet for 40 pct. ved udskriv-

ningen. Yderligere analyse af gruppen af unge mellem 18 og 24 år viser, at billedet for denne

gruppe overordnet set er det samme.

Figuren viser endeligt, at der ved udskrivning fortsat er 26 pct. af borgerne, som ikke har eller er

blevet tilbud en handleplan og at medarbejderne for yderligere 24 pct. ikke ved, hvorvidt der fo-

religger en § 141-handleplan.

Som et af de centrale fokuspunkter i Hjemløsestrategien er det relevant at se nærmere på, om

der er sket en udvikling i arbejdet med handleplanerne.

24% 24%

34% 26%

8%

10%

19%

13%

15%

27%

0%

10%

20%

30%

40%

50%

60%

70%

80%

90%

100%

Udredning Udskrivning

An

del af

bo

rg

ere




Ved ikke

146

Nedenstående figur viser, hvor mange borgere der havde en § 141-handleplan ved udredning og

udskrivning, opdelt på, om borgeren er startet i henholdsvis 2010, 2011, 2012 eller 2013.

Figur 9-12: Borgernes situation vedrørende § 141-handleplan opdelt på om borgeren er startet i hen-holdsvis 2010, 2011 og 2012.

Antal borgere ved udredning: 1.475 (2010=379, 2011=391, 2012=591 og 2013=114). Antal borgere ved udskriv-

ning: 1.077 (2010=318, 2011=316, 2012=391 og 2013=52)

Figuren viser, at der ikke kan spores en væsentlig udvikling. Det er alle årene omkring 40 pct.

der har en handleplan eller har én under udarbejdelse ved udskrivning. Dog ser man en vis posi-

tiv udvikling fra år 2011 til 2013.

I Esbjerg Kommune fortæller projektlederne, at de har gode erfaringer med at benytte mobile

rådgivere, hvor dialog omkring borgernes målsætninger er i fokus. Mobile rådgivere skaber ifølge

kommunen sammenhæng i borgerens udredningsforløb og sikrer udarbejdelsen af anvendelige §

141-handleplaner. I Aarhus og Odense kommune har man stort fokus på at sammentænke ar-

bejdet under Udredning og Plan-metoden med § 141-handleplanen, således at der laves én plan

for borgeren i et tæt samarbejde med en udgående myndighed.

9.8 Øvrige erfaringer

På det seneste netværksmøde blev det af flere kommuner fremhævet, at det i arbejdet med sær-

ligt de tunge og skeptiske borgere er vigtigt at arbejde med en høj grad af fleksibilitet. Nogle

kommuner fremhævede, at det er vigtigt, at udredningsarbejdet ikke bliver for "firkantet" og

nødvendigvis skal foregå på aftalte møder omkring et bord, hvis man vurderer, at borgeren ikke

vil være i stand til det, eller hvis man vurderer, at udredningen bedre kan foregå under andre

rammer. I Esbjerg og Frederiksberg kommune har man eksempelvis gode erfaringer med, at ud-

redningsarbejdet også foregår i hverdagen, f.eks. på en bænk i en park, og at medarbejderen ik-

ke nødvendigvis skal have udredningsskemaet med i samtalerne med borgeren. I Frederiksberg

Kommune sker udredningen nogle gange ligeledes ved, at medarbejderen opsnapper viden fra

samtaler med borgeren i hverdagen, som indskrives i udredningen og efterfølgende drøftes med

borgeren.

Et opmærksomhedspunkt i forhold til den videre implementering af metoden er, hvordan Udred-

ning og Plan hænger sammen med øvrige udredningsmetoder på området, herunder eksempelvis

Voksenudredningsmetoden (VUM). Her nævnte Esbjerg Kommune eksempelvis, at de ved pro-

25% 20% 18%

23% 31% 28%

13%

23%

33%

28%

43% 32%

28%

20%

34% 15%

5%

10%

11% 12% 8%

9% 11%

17%

21%

11%

18%

13% 16%

14%

30%

17%

16%

31%

11%

20% 17%

29%

12%

27%

0%

10%

20%

30%

40%

50%

60%

70%

80%

90%

100%

Udre

dnin

g

Udskri

vnin

g

Udre

dnin

g

Udskri

vnin

g

Udre

dnin

g

Udskri

vnin

g

Udre

dnin

g

Udskri

vnin

g


An

del af

bo

rg

ere



Nej, borgeren har ikke en §-141 handleplan, men er blevet tilbudt en handleplan inden for de seneste 3 måneder og har ikke modtaget tilbuddet

Nej, borgeren har ikke en § 141 handleplan og er ikke blevet tilbudt en handleplan inden for de seneste 3 måneder.

Ved ikke

147

jektperiodens udløb tilpasser domænerne i Udredning og Plan til VUM, således at det sikres, at

der er overensstemmelse mellem det, som boformerne og myndighed arbejder med, samt at

man kan få implementeret en fælles it-løsning. Andre kommuner nævnte ligeledes usikkerhed om

fremtiden for Udredning og Plan, set i lyset af implementering af VUM i kommunen.

På netværksmødet blev der i den forbindelse fremsat et ønske om, at boformerne på tværs af

landet implementerede den samme metode, således at kommunikationen på tværs ville lettes.

I forhold til den fremadrettede brug af Udredning og Plan fremhævede kommunerne på det sidste

netværksmøde desuden vigtigheden af, at ledelsen på forsorgshjemmene ser Udredning og Plan

som en kerneopgave, og at ledelsen tager ansvar for at højne medarbejdernes kompetencer og

lave vagtplaner, teamplaner med mere, som understøtter Udredning og Plan-arbejdet. Også le-

delsesopbakning fra samarbejdspartnerne, herunder forvaltningerne, fremhævede kommunerne

som vigtigt.

Med hensyn til koordinationen omkring enkeltsager fremgår det af projektledernes indberetninger

fra december 2012, at man oplever, at koordinationen i forhold til flertallet af de øvrige relevante

aktører oftest fungerer i nogen grad. Kun enkelte projekter angiver, at der er aktører, med hvem

koordinationen blot i ringe grad fungerer. Det samme billede gør sig gældende ved indberetnin-

gerne fra maj-juni 2013, hvor flertallet af kommunerne svarer, at koordinationen med andre re-

levante aktører omkring enkeltsager fungerer i nogen grad eller i høj grad.

Generelt angiver projektlederne i indberetningerne, at det at være opsøgende i forhold til hinan-

den og etablere konkrete samarbejdsrelationer fremmer koordineringen. Projektlederne nævner i

de seneste indberetninger følgende forhold som fremmende for koordineringen og samarbejdet:

Kendskab til hinanden og til hinandens opgaver.

Personligt kendskab og deltagelse i fælles projekter.

Fleksibilitet fra alle parter til afholdelse af netværksmøder.

Som det fremgår, er kernen i disse elementer i høj grad de samme som blev fremhævet i kapit-

lerne om bostøttemetoderne, nemlig kendskab til hinandens områder, kompetencer, afklaring af

roller og prioritering af den fælles indsats.

Modsat er det erfaringen fra både tidligere indberetninger og de seneste projektindberetninger,

at manglende kendskab til hinanden og hinandens bevæggrunde kan være hæmmende for koor-

dineringen. Derudover er det igen lange sagsbehandlingstider og ventelister hos samarbejdspart-

nerne, forskellige syn på borgerne og deres muligheder og forskellige paradigmer og sprog inden

for de forskellige organisationer, som fremhæves som værende hæmmende for koordineringen.

Endelig nævnes det store arbejdspres, geografiske afstande og barrierer i samarbejdet mellem

misbrugsbehandlingen og psykiatrien også i de seneste projektindberetninger som værende

hæmmende. I forlængelse heraf nævner Esbjerg konkret i projektindberetningen fra maj-juni

2013, at medarbejderne oplever en udfordring ved elektroniske henvendelser, der ikke bliver be-

svaret af og handlet på af regionale samarbejdspartnere.

I forhold til koordineringen af samarbejdet omkring Udredning og Plan fremhæver én kommune,

at det kan være en fordel for kommunerne at ansætte en koordinator under Udredning og Plan,

som godkender alle udredninger og planer. En sådan koordinator kan være med til at anerkende

og udvikle medarbejdernes faglige kompetencer samt styre det faglige niveau i udredningerne.

148

10. OPSØGENDE OG KONTAKTSKABENDE INDSATSER

Frederiksberg, København og Aarhus kommune har som en del af Hjemløsestrategien arbejdet

med Opsøgende og Kontaktskabende Indsatser gennem i alt fem projekter. De Opsøgende og

Kontaktskabende Indsatser har haft som formål gennem projektperioden at indsamle øget viden

om, hvad der er centralt i de Opsøgende og Kontaktskabende Indsatser for hjemløse borgere,

hvem der er målgruppen, hvad der kendetegner indsatsen, og hvad målet er for den enkelte bor-

ger med indsatsen.

I arbejdet med metoden Opsøgende og Kontaktskabende Indsatser er der, i modsætning til f.eks.

bostøttemetoderne, i højere grad tale om metodeudvikling og metodebeskrivelse frem for meto-

deafprøvning, og set i forhold til de øvrige metoder under Hjemløsestrategien er der her ikke på

forhånd defineret meget konkrete anvisninger for arbejdet. Der er altså her i høj grad tale om at

få indsamlet viden og at få videreudviklet og systematiseret beskrivelser af forskellige metoder

og tilgange i arbejdet.

Overordnet set er formålet med de Opsøgende og Kontaktskabende Indsatser at få etableret en

kontakt til meget udsatte borgere, der opholder sig på gaden, hvorefter der gradvist kan etable-

res andre former for indsatser for borgerne. Man kan altså med indsatserne ikke i udgangspunk-

tet forvente, at der som led i denne del af metodearbejdet sker en afgørende forandring eller

stabilisering af borgerens situation, da det ofte vil være op til andre instanser at sikre egentlige

indsatser for borgerne. De Opsøgende og Kontaktskabende Indsatser vil dermed ikke mindst sø-

ge at bidrage til, at den enkelte borger bliver i stand til at gøre brug af og profitere af andre ind-

satser på sigt. Det er centralt for indsatserne, at den indledende kontakt, inden en overdragelse

til andre tilbud, kan være meget langstrakt.

Der indsamles viden om de Opsøgende og Kontaktskabende Indsatser dels fra individindberet-

ningerne på borgerniveau, dels fra projektledernes løbende indberetninger, dels fra Rådgivnings-

funktionens halvårlige netværksmøder og endelig gennem kvalitative interviews med gadeplans-

arbejdere. Disse datakilder udgør grundlaget for dette kapitel.

Udover disse kilder til indsamling af viden, er det aftalt, at de enkelte kommuner har skullet be-

skrive de metoder og modeller, som de har benyttet undervejs i projektforløbet, samt de erfarin-

ger, som de har gjort sig hermed. Frederiksberg Kommune har i juni 2012 udgivet en rapport,

som indgående beskriver deres praksisser og erfaringer med Opsøgende og Kontaktskabende

Indsatser under Hjemløsestrategiens metodeudviklingsarbejde. Rapporten hedder FOKA – Frede-

riksbergs Opsøgende & Kontaktskabende Arbejde. Rapporten er formidlet til de relevante samar-

bejdspartenere, herunder Socialstyrelsen og kommunerne under Hjemløsestrategien. På tilsva-

rende vis indleveres rapporter fra København og Aarhus kommune, som indgår i den endelige er-

faringsopsamling.

Dette kapitel vil samle de overordnede erfaringer på tværs af kommunernes projekter, og vil

dermed ikke gå i detaljer med, hvordan hvert enkelt projekt har arbejdet. Fokus er på at beskri-

ve i mere generelle træk, hvilke problemstillinger Opsøgende og Kontaktskabende Indsatser for-

søger at løse, hvordan målgruppen ser ud samt hvordan man overordnet kan arbejde med bor-

gerne. På individniveauet fokuserer dokumentationen på at tilvejebringe grundlæggende karakte-

ristika om de borgere, som udgør målgruppen for Opsøgende og Kontaktskabende Indsatser.

10.1 Organisering og forankring

Af kommunernes metode- og implementeringsskabeloner fremgår det, at arbejdet med Opsø-

gende og Kontaktskabende Indsatser i de tre kommuner, som deltager i metodearbejdet, har

været forskelligt forankret og organiseret. Dette hænger sammen med, hvilke konkrete målgrup-

per de enkelte kommuner arbejder med, samt hvilke indsatser der i øvrigt eksisterer i forhold til

målgruppen i den respektive kommune.

Der er gennemgående lagt vægt på, at indsatserne er forankret i kommunens øvrige indsatser,

så man hermed skaber synergi og øget mulighed for en styrkelse af koordinering og samarbejde.

149

Der er ligeledes fokus på, at metodearbejdet er forankret der, hvor man bedst muligt møder og

understøtter målgruppen.

Tabel 10-1: Oversigt over projekterne og deres organisering og forankring.

Kommune Målgruppe og konkre-

te indsat-

ser/projekter

Organisering og forankring

Frederiksberg

Kommune

Målgruppe 1:

Borgere, der primært

sover på gaden

Projektet er forankret under kommunens støtte- og kontakt-

personordning og dermed i forlængelse af kommunens øvrige

opsøgende arbejde. Indsatsen hører under Hjemløseteamet

under SKP i Frederiksberg Kommune. Man har kontorer i et af

Frederiksbergs mere socialt belastede områder, hvor der også

er særboliger til rådighed.

Målgruppe 2:

Borgere, der primært

opholder sig på natvar-

mestue

Projektet er forankret på herberget Lærkehøj, hvor natvar-

mestuen er placeret. Man har valgt at forankre indsatsen her,

da brugerne af natvarmestuen kan have svært ved selv at få

øje på andre tilbudsmuligheder, ifølge kommunen.

Københavns

Kommune

Psykiske syge gade-

sovere

Er forankret i Hjemløseenheden og altså i kommunens øvrige

indsatser til målgruppen.

Bemandingen består af en koordinator, en psykiater (14 timer

pr. uge) og 3 medarbejdere. Ved den seneste indberetning i

maj-juni 2013 skriver kommunen, at der er 21 borgere for-

delt på en fuldtids projektkoordinator og to relationsmedar-

bejdere, som hver har to dage om ugen i projektet.

Brobyggere Er forankret på den selvejende institution Mændenes Hjem.

Bemandingen er 2 fuldtidsmedarbejdere. Der opleves positive

erfaringer med denne organisering, idet Mændenes Hjem er

et afgrænset miljø, hvor målgruppen befinder sig. Mændenes

Hjem har erfaring og døgntilbud, som projektet kan drage

nytte af.

Udenbys borgere Er forankret i Hjemløseenheden og altså i kommunens øvrige


Bemandingen er 2 medarbejdere, der arbejder på tværs af

byen.

Med forankring i Hjemløseenheden er de opsøgende medar-

bejdere og sagsbehandlere med myndighedskompetence

samlet samme sted.

Aarhus Kommu-

ne

Projekt Gadesovere Indsatsen er forankret i Center for Akutopsøgende, hvor

kommunens øvrige opsøgende medarbejdere også er forank-

ret.

Indsatsen er organiseret som et team, der arbejder fra en

bus, der kører i de sene eftermiddagstimer og om aftenen.

Diversiteten i forankring og organisering for projekterne stemmer overens med, at den metodiske

ramme for arbejdet er noget bredere end for de øvrige metoder, og at ambitionen primært er at

få indsamlet viden om Opsøgende og Kontaktskabende Indsatser.

I Aarhus Kommune har det opsøgende gadeplansarbejde haft karakter af et team, der arbejder

fra en bus, der kører i de sene eftermiddagstimer og om aftenen. Bussen har haft mad med, som

er blevet tilbudt til borgerne, og dette har fungeret som en god måde at komme i kontakt med

borgerne på. Der har ligeledes været en sygeplejerske tilknyttet bussen, hvilket har givet mulig-

hed for at yde hjælp til akutte helbredsproblemer som sårpleje. Ved projektets afslutning er til-

buddet integreret som del af den øvrige opsøgende indsats. Madtilbuddet og sygeplejerske-

funktionen i bussen er ophørt og indtil videre kører bussen nu ud to eftermiddage/aftener om

ugen bemandet med gadeplansmedarbejdere. Sygeplejerskefunktionen varetages af de opsøgen-

de gadesygeplejersker.

150

I projekt "Psykisk syge gadesovere" i København er der til et team af gadeplansarbejdere knyttet

en psykiater med et timetal svarende til to dage om ugen. I begyndelsen deltog psykiateren di-

rekte i den udgående og opsøgende indsats, men en erfaring undervejs har været, at psykiate-

rens timer anvendes bedst ved hurtigt at kunne tilkaldes efter behov. En meget vigtig funktion

for psykiateren har været at bygge bro til behandlingspsykiatrien og understøtte borgeren i for-

bindelse med indlæggelser og anden kontakt og således fungere som bindeled og bidrage med

informationer om borgerens sygdom, tilstand og symptomer til hospitalerne.

Projekt "Brobyggere", der fungerer omkring misbrugsmiljøet på Indre Vesterbro i København, be-

skriver, at det fungerer godt at være geografisk placeret i det nærmiljø, hvor målgruppen ophol-

der sig. Fra projektet her gøres der dog opmærksom på, at man måske kunne have lettere ad-

gang ind i kommunen, hvis man ikke var forankret i en privat organisation (i dette tilfælde Mæn-

denes Hjem).

Projekt Udenbys Borgere i København skiller sig ud fra de øvrige projekter, eftersom deres mål-

gruppe netop er borgere, der ikke hører til i kommunen. Der arbejdes med at udrede den enkelte

borgers behov, og projektet beskriver, at sociale handleplaner ofte bruges til at få foden inden for

i andre kommuner i forsøget på at etablere en kontakt. Indgangen er borgerens retssikkerhed,

og målsætningen er at afslutte så ”hurtigt som muligt”. Projektet er således handlingsorienteret

og ikke relationsopbyggende som de øvrige projekter. Det er således formålet at få borgeren væk

fra gaden, og der etableres en plan for borgeren, hvor det er tydeligt, hvem der har hvilket an-

svar, og hvilken kommune der skal tage over i arbejdet med at sikre borgeren et liv væk fra ga-

den. Borgernes forløb varierer ifølge kommunen mellem forløb med en varighed på få timer, hvor

der hurtigt findes et passende tilbud til borgeren, til længerevarende forløb, hvor det relationelle

og motiverende arbejde i højere grad er i fokus. Kommunen giver i deres seneste projektindbe-

retning fra maj-juni 2013 udtryk for at have positive erfaringer med den anerkendende tilgang til

hjemløse borgere, som er i Projekt Udenbys Borgere, både i forhold til borgerne, men også i for-

hold til samarbejdspartnere i København samt i andre kommuner.

Frederiksberg Kommune har dels organiseret de Opsøgende og Kontaktskabende Indsatser under

støtte- og kontaktpersonsordningen i en separat afdeling, men hvor den samlede viden i SKP

bruges i udvikling af den praktiske indsats. Frederiksberg Kommune fremhæver, at hjemløshed

er et komplekst fænomen, hvorfor det er relevant at inddrage viden om arbejdet med mange for-

skellige typer af problematikker, eksempelvis psykiske lidelser, udadreagerende adfærd, angst,

gæld, misbrug mv. Projektet oplever her, at det giver god synergi at samle alle kommunens §

85- og § 99-tilbud ét sted. Dels er arbejdet forankret under § 110-boformen Lærkehøj i tæt til-

knytning med natvarmestuen her. Her får man mulighed for at skabe kontakten med borgerne

gennem deres brug af natvarmestuen og der er gode erfaringer med, at relationen her derfor kan

etableres inden for trygge rammer for borgeren, fordi det ofte indledningsvist handler om meget

praktiske behov hos borgeren.

10.2 Målgruppe

Hvis man ser på tværs af de fem projekter under Opsøgende og Kontaktskabende Indsatser, er

der en række fællestræk i forhold til, hvad der kendetegner målgruppen for indsatserne, som

blev drøftet på det sidste netværksmøde i februar 2013.

Målgruppen for Opsøgende og Kontaktskabende Indsatser er de mest udsatte borgere, som:

Sover på gaden, i et telt i skoven eller andre midlertidige steder.

Har massive og komplekse sociale problemer.

Har misbrugsproblemer.

Har psykiske og somatiske udfordringer. De svært psykisk syge er meget sårbare, og

man har ofte kun én chance for at skabe relationen.

Har trukket sig væk fra samfundet og levet uden forsørgelse i længere tid.

Mangler erkendelse af egne problemer.

Kan ikke forholde sig til livet i en fast bolig.

Er mistroiske over for det kommunale system.

Projekterne oplever også, at der er en voksende gruppe af unge, men målgruppens sammensæt-

ning skifter jævnligt.

151

Der er ifølge projekterne borgere, som afviser hjælpen med henvisning til en form for stolthed,

hvor de oplever det nedværdigende at modtage ydelser fra samfundet. Derudover har største-

delen af målgruppen oplevet svigt fra det kommunale system, og de kan opleve det som en vold-

som krænkelse at få et nej og skulle gå på kompromis med, hvad de mener, er det rette for dem,

f.eks. at få kontanthjælp. Projekterne pointerer, at det er vigtigt ikke at pille ved denne stolthed

hos borgeren, fordi det er den, der holder borgerne oppe i en hård tilværelse. Der er desuden en

gruppe psykisk syge borgere, ofte paranoide, med en forestilling om, at de skal have en form for

oprejsning fra en kommune, før de vil modtage hjælp og indgå i dialog og samarbejde. Her frem-

hæves det, at fokus for arbejdet på den korte bane kan være, at man prøver at tilfredsstille nogle

umiddelbare behov hos borgeren og løse nogle praktiske problemer for borgeren.

Erfaringen fra projekterne peger på, at langt de fleste borgere har et ønske om at forbedre deres

liv med bolig og behandling, men de kan ikke opnå et egentligt tilbud om nogen af delene på

grund af manglende evne til at møde op på faste tidspunkter eller holde kontakten til en bostøt-

te. Disse borgere ender derfor ofte som mere eller mindre permanente beboere på herber-

ger/varmestuer, hvor de risikerer at ”sande til” og får gentagne oplevelser af, at der ikke lyttes til

dem.

Hjerneskader

Det er vigtigt, som en del af kontakten med borgeren, at få afdækket, om de har forskellige lidel-

ser, som kan påvirke den etablerede kontakt og relation. Herunder er det erfaringen fra projek-

terne, at det er vigtigt at vide, om en borger har en hjerneskade, eftersom man skal henvende

sig det rette sted for at få hjælp. Der er eksempler på borgere, der har medfødte hjerneskader,

men ofte er der tale om senhjerneskader efter mange års misbrug eller fald og andre ulykker i

forbindelse med et hårdt liv. Disse borgere har ofte været indlagt på neurocentre i forbindelse

med genoptræning, som det kan være vigtig at forholde sig til og bruge konstruktivt.

Introverte og ekstroverte

I FOKA rapporten om Frederiksberg Kommunes Opsøgende og Kontaktskabende Indsatser har

man forsøgt sig med at kategorisere nogle forskellige borgere i målgruppen ud fra adfærd:

De introverte og de ekstroverte. Formålet er at billedliggøre, hvor differentieret målgruppen er.

Nedenfor gives en kort opsummering.

Ifølge FOKA rapporten vil borgere, som betegnes som introverte, oftest holde sig i baggrunden

og vil nødigt være til besvær eller have nogen form for opmærksomhed, heller ikke positiv op-

mærksomhed. De introverte er ofte meget lang tid om at ”åbne” sig over for medarbejderen og

har typisk ikke nogen familie eller et netværk at trække på og meget lidt eller slet ingen kontakt

til offentlige instanser. Et fællestræk er, at borgerne ofte virker meget opgivendeover for deres

egen situation. Erfaringen er, at hjemløse borgere, der er udfordret af at være introverte, er

blandt de sværeste at komme tæt på. Det relationsskabende arbejde foregår derfor typisk over

længere tid.

Borgere, der er ekstroverte, vil ifølge FOKA-rapporten ofte søge kontakten med andre borgere

såvel som medarbejdere, og det vil derfor ofte være let at komme i kontakt med dem, også på

gaden. De har en tendens til hurtigt at finde sammen med andre ligesindede og danne net-

værk/fællesskaber over kortere eller længere perioder. En ekstrovert agerende borger har sjæl-

dent berøringsangst over for f.eks. personale eller offentlige instanser, og er ofte åben for at tale

om egen situation og muligheder. Det er dog ikke altid, at de er lige realistiske i forhold til deres

egen situation, og det kan give anledning til konflikter, hvis ikke medarbejderen ifølge dem, er i

stand til at ”gøre nok”. Det ekstroverte menneske kan finde det vanskeligt at ”holde igen” og kan

hurtigt komme i konflikter med andre borgere, der måske mener, de ”fylder” for meget. Hvis der

samtidig er et misbrug indblandet, kan en borger, der samtidig er ekstrovert, få sat alt og alle i

sving i løbet af kort tid. Han/hun lever i nuet og har svært ved at acceptere at ting tager tid, og

det er derfor vigtigt, at medarbejderen kan rumme borgerens kaos og samtidig er i stand til at

sætte rammer og skabe struktur for pågældende borger.

Der er enighed på tværs af projekterne om, at denne beskrivelse og opdeling er et brugbart red-

skab til at forstå diversiteten og de meget forskelligartede situationer og mennesker, man som

opsøgende medarbejder skal forholde sig til. Det blev ved det sidste netværksmøde påpeget, at

152

de introverte og stille borgere risikerer at blive overset, da det virker mere presserende at sam-

arbejde omkring borgere, der larmer og fylder.


I dette afsnit sættes nogle konkrete tal på målgruppen, der har deltaget i projekterne.

Indledningsvist ses der på borgernes køn.


Antal borgere=726. For 31 borgere er spørgsmålet ubesvaret.

Som det fremgår, er hovedparten af borgerne under Opsøgende og Kontaktskabende Indsatser

mænd (81 pct.).

Kvinderne er tit meget belastede, når først de er endt på gaden. Kvinder kan lettere end mænd

midlertidigt løse deres boligproblemer på anden vis med eksempelvis sofasurfing, men når de

først ender på gaden, er de meget kaotiske. Får man fat i kvinder lige efter, de har mistet deres

bolig, er erfaringen, at man lettere hjælper dem videre end mændene. Der er udbredt prostituti-

on, og dødeligheden er høj, hvorimod mændene lever længere.

Nedenstående figur giver en oversigt over borgernes aldersmæssige spredning.


Antal borgere=757.

19%

81%

0%

10%

20%

30%

40%

50%

60%

70%

80%

90%

Kvinde Mand

An

del af

bo

rg

ere

Køn

1%

7% 8%

18%

25%

15%

6%

20%

0%

5%

10%

15%

20%

25%

30%

Under 18 år


Ved ikke

An

del af

bo

rg

ere

Alder

153

Der er en forholdsvis stor aldersmæssig spredning blandt borgerne under metoden. Flest borgere

er mellem 40-49 år, hvilket er tilfældet for 25 pct. Herudover er 18 pct. mellem 30-39 år, og 15

pct. er mellem 50-59 år. En mindre gruppe på 7 pct. af borgerne er unge mellem 18-24 år.

Endelig har medarbejderne for en femtedel af borgerne angivet, at de ikke ved, hvor gammel

borgeren er.

Den følgende viser nationaliteten for den samlede gruppe af borgere, som har deltaget i metode-

arbejdet under Opsøgende og Kontaktskabende Indsatser.



Dansk 63


Øvrige EU-27 4


Mellemøsten 10

Afrika 9

Andet 3

Ved ikke 6

Antal borgere=757. Note: Grønlændere indgår i tabellen som danskere.

Dokumentationen viser, at borgerne under de Opsøgende Indsatser oftere har en anden nationa-

litet end dansk sammenlignet med de andre metoder i Hjemløsestrategien. 63 pct. af borgerne er

af dansk nationalitet. I den resterende gruppe er der særligt mange afrikanere (9 pct.) og perso-

ner fra Mellemøsten (10 pct.).

Det er med andre ord kendetegnende for målgruppen, at borgere af anden nationalitet end dansk

udgør en langt større andel af borgerne sammenholdt med de øvrige metoder. Det kan i forlæn-

gelse heraf noteres, at næsten alle borgerne, der indgår i dokumentationen for de Opsøgende og

Kontaktskabende Indsatser, befinder sig i København og på Frederiksberg. Situationen med

hjemløse borgere af anden nationalitet end dansk er i høj grad et storbyfænomen – og i særlig

grad et københavnerfænomen.

På det sidste netværksmøde blev netop borgernes nationalitet drøftet. Projekterne understrege-

de, at en gruppe, som fylder meget i deres daglige arbejde, er f.eks. grønlændere, især unge,

som kommer uden en plan og uddannelse og med meget dårlige sprogkundskaber. De er ikke i

stand til at søge hjælp og tager gerne ophold på natcaféer og botilbud.

Derudover oplever nogle af projekterne, at der er begyndt at dukke borgere op, som er i et inte-

grationsforløb. Disse borgere er typisk blevet boligplaceret i en kommune et andet sted i landet,

efter de har fået opholdstilladelse. Medarbejderne oplever, at flere af disse borgere eksempelvis

er faldet ud af et uddannelsesforløb eller lignende. Disse borgere hører til i den oprindelige hjem-

kommune.

Erfaringen fra projekterne peger på, at det i høj grad er unge mænd fra Irak, som har det meget

dårligt psykisk, der ikke magter at indgå i f.eks. integrationsforløb med uddannelse, og som der-

for ender på gaden i København efter at være droppet ud af et forløb. Der er foretaget psykiatri-

ske udredninger på nogle af dem, men uden at man har været i stand til at give dem det rette

tilbud. Derudover er det mange unge mænd med somalisk baggrund samt unge mænd fra andre

af de nuværende og tidligere brændpunkter i verden. De unge mænd lider ofte af PTSD, og pro-

jekterne oplyser, at man mangler viden om og muligheder for at arbejde med denne gruppe.

Medarbejderne ved ofte ikke, hvor de skal gå hen med dem for at få den rette hjælp.

154

Den følgende tabel omhandler borgernes forsørgelsesgrundlag. Tabellen viser situationen ved se-

neste indberetning.



Løn 1


Kontanthjælp 48


Førtidspension 14

Folkepension 3

Ingen indtægt 6

Andet 4

Ved ikke 22

I alt 100

Antal borgere=757. Tabellen viser situationen ved seneste indberetning.

Borgernes forsørgelsesgrundlag er primært kontanthjælp og førtidspension. 40 pct. af borgerne

modtager kontanthjælpsydelse, mens 15 pct. får førtidspension. Herudover har 6 pct. af borger-

ne ingen indtægt. Det er ligeledes værd at bemærke, at medarbejderne i 29 pct. af tilfældene ik-

ke ved, hvad borgerens forsørgelsesgrundlag er.

Nedenstående tabel giver en oversigt over borgernes beskæftigelsessituation. Tabellen viser situ-

ationen ved seneste indberetning.







Sygemeldt 1

Under uddannelse 0


Andet 5

Ved ikke 35

I alt 100

Antal borgere=757. Tabellen viser situationen ved seneste indberetning.

Dokumentationen viser, at hovedparten af borgerne enten er ledige uden at være i aktivering el-

ler er uden for arbejdsmarkedet. Endelig er der 35 pct. af borgerne, hvor medarbejderne ikke

ved, hvad borgerens beskæftigelsessituation er.

10.4 Unge under 25 år

Som fremhævet ovenfor viser dokumentationen, at de unge under 25 år antalsmæssigt er en

mindre gruppe. På netværksmøderne har projekterne dog ofte peget på de unge mellem 18 og

24 som en særlig gruppe, som de oplever i løbet af projektperioden, er begyndt at fylde mere.

Projekterne giver udtryk for, at det opleves som presserende at gøre noget, eftersom det er me-

get følelsesladet for medarbejderne at se et ungt menneske i en social deroute.

155

Projekterne peger på, at der identificeres forskellige delvist overlappende undermålgrupper

blandt de unge:

Unge, der som børn har haft børne-/ungesager og nu ikke gider systemet mere.

Unge, der skjuler problemer og sofasurfer.

Unge, der har banderelaterede problemstillinger.

Fra deres kontakt med de unge, oplever medarbejderne, at der for det første kan være tale om

unge, der viser sig at have gamle børnesager i kommunen. Det er projekternes erfaring, at når

nogle af disse unge fylder 18 år, er de trætte af systemet og velmenende pædagoger, og de siger

derfor selv nej til efterværn og yderligere støtte efter det 18. år. Projekterne vurderer, at dette i

særlig grad er en problemstilling, som gør sig gældende i forhold til den gruppe af unge, som

mangler erkendelse af deres problemer, herunder psykiske problemer som ADHD og personlig-

hedsforstyrrelser.

En anden gruppe karakteriseres, ifølge projekterne, ved at skjule deres problemer, og som selv

de opsøgende medarbejdere har svært ved at spotte. Herunder er den gruppe, der omtales

"iPhone-piger", fordi de udadtil via beklædning og materielle goder som mobiltelefoner ikke

umiddelbart ligner hjemløse borgere eller unge med problemer. Det er projekternes oplevelser,

at de kan have en tendens til at skyde skylden for deres problemer på kontanthjælpens størrelse

eller systemets utilstrækkelighed generelt i forhold til at skaffe dem billige boliger og anden støt-

te på deres præmisser.

Denne gruppe, der skjuler deres udsathed for omverden, er for det meste sofasurfere, men i

Aarhus Kommune oplever de, at disse unge til en vis grad også har opholdt sig på gaden. Medar-

bejderne oplever de unge som svære at hjælpe, primært fordi det kræver længere tids observa-

tion at spotte deres udsathed, og fordi de ikke ser sig selv som værende hjemløse og/eller mis-

brugere. Dette i en eventuel kombination med systemtræthed og manglende erkendelse af deres

uhensigtsmæssige livsstil gør, at det er en udfordring at få dem til at modtage hjælp og ændre

syn på deres liv.

De unge i bandemiljøet udfordrer medarbejderne på flere måder. For det første kan det være en

udfordring ifølge projekterne at have en god relation til unge fra forskellige bander. Der er ud-

bredt mistroiskhed banderne imellem samt over for medarbejdere fra kommunen generelt. Selve

organiseringen af det opsøgende arbejde, hvor de samme medarbejdere færdes i flere miljøer og

fere geografiske steder, er en udfordring, da de unge kan frygte, at medarbejderne ”sladrer” til

de andre bandemiljøer.

Derudover fremhæver projekterne, at det kan være en udfordring at få de unge i tale og motive-

re dem til at modtage støtte og forestille sig et andet liv. De får en identitet via miljøet, som de

risikerer at miste ved kontakten til den opsøgende medarbejder og kommunen. De stiller sig til-

fredse med det liv miljøet tilbyder dem, og begynder man at ville flytte dem, er en yderligere ud-

fordring, at de kan de blive truende og skabe voldsomme arbejdsforhold.

I arbejdet med den unge målgruppe generelt pointerede projekterne, at mange af de unge iden-

tificerer sig med den gruppe, de færdes i, hvor de finder et sammenhold og en fælles identitet.

For at anspore dem til at se på sig selv isoleret fra de andre, og dermed erkende muligheder og

udfordringer individuelt, er det vigtigt, at man i arbejdet også italesætter dem som individer og

behandler dem som sådan.

I forhold til den unge målgruppe vurderer projekterne, at det ofte i særlig grad er de strukturelle

udfordringer med mangel på billige og egnede boliger og relevante tilbud i kombination med un-

geydelse, der fastholder dem i hjemløshed. Hermed ikke sagt, at der ikke er andre problemstil-

linger, som har drevet dem til hjemløshed såsom omsorgssvigt og psykiske lidelser, men det

vurderes af medarbejderne, at størstedelen af de unge med den rette tilpassede støtte vil have

ressourcerne til at klare livet i egen bolig.

Medarbejderne oplever ligeledes, at der i dag mangler differentierede tilbud til de unge, herunder

også eksempelvis ungdomsboliger med socialpædagogisk støtte tilknyttet. Nogle unge ser ifølge

projekterne ikke sig selv som hjemløse og vil ikke på herberg, fordi de ikke vil identificeres med

156

hjemløsekategorien. Der er enighed blandt projekterne om, at ophold på herberger ikke er løs-

ningen i forhold til denne målgruppe. De risikerer at blive forstærket i deres negative handlemøn-

stre og misbrug, hvis de placeres med den ældre og ofte tungere del af de hjemløse borgere.

10.5 Udfordringer for arbejdet med målgruppen

Løbende gennem projektperioden har medarbejderne på netværksmøderne og i deres projekt-

indberetninger peget på, at målgruppen for indsatsen i høj grad omfatter borgere, som har svært

ved at anvende de eksisterende tilbud, og som er for svage til at bo selv og opsøge hospitaler el-

ler andre institutioner, og som derfor lever et hårdt liv på gaden. Problemet er, at de eksisteren-

de tilbud ofte ikke er indrettet til at rumme målgruppen.

Borgerne i målgruppen mangler ressourcerne til at vende tilbage til en normal tilværelse. Der er

ofte store omkostninger både personligt og økonomisk forbundet med at ville ændre på sin tilvæ-

relse i form af at miste et netværk i gademiljøet eller f.eks. gammel gæld, som indhenter en bor-

ger, hvis man får en fast adresse.

Det svære møde mellem borger og system

I de kommunale forvaltninger er det hovedsageligt nødvendigt med faste mødetider, ligesom det

kan være nødvendigt at inddrage mange forskellige afdelinger og personer for at komme omkring

borgerens behov. Det er projekternes oplevelse, at borgerne har vanskeligt ved at overskue og

overholde disse faste mødetider og forskellige personer, og derudover oplever projekterne, at der

ofte talt i et "forvaltningssprog", som borgeren ikke forstår. Der er også forskellig sprogbrug og

forventninger til borgeren, alt efter hvilken afdeling det handler om, hvilket ifølge projekterne

kan være svært for målgruppen at forholde sig til. Alt dette betyder ifølge projekterne, at borger-

ne risikerer at blive frustreret og miste motivationen og troen på, at de kan forandre deres situa-

tion, ifølge projekterne.

Herudover fremhæver projekterne, at borgeren sjældent kan mødes på dennes egne præmisser.

Hjælpesystemet både hos de kommunale forvaltninger og på hospitaler er ifølge projekterne ikke

gearet til at rumme målgruppen, hvilket ifølge projekterne kan medføre, at borgerne ikke føler

sig velkomne og forstået. Projekternes erfaring er, at det i værste tilfælde kan betyde, at en bor-

ger f.eks. hellere opgiver at få somatisk behandling, hvis vedkommende ikke kan holde ud at op-

holde sig inden for på en skadestue i flere timer.

Det er projekternes erfaring, at det ofte afhænger af fleksibiliteten og forståelsen hos den enkelte

medarbejder, eksempelvis på kommunen eller på en skadestue. Det er projekternes oplevelse, at

nogle har det nødvendige kendskab til målgruppen til at kunne tilrettelægge deres kontakt med

borgeren ud fra dennes ressourcer og behov, eksempelvis møde borgeren ude på fortovet, fordi

det er her vedkommende kan holde ud at opholde sig. Det er dog ikke alle steder, hvor regler og

praksisser kan omgås på denne måde.

Det er projekternes generelle oplevelse, at dele af det etablerede social- og sundhedssystem

mangler viden om målgruppen. Projekterne oplever specifikt, at der ofte ikke bliver taget stilling

til, hvor borgeren skal gå hen med en given forespørgsel, hvis borgeren ikke i første omgang

henvender sig til den korrekte afdeling. Det er projekternes opfattelser, at der er en manglende

viden om, hvor målgruppen kan og skal hjælpes og borgeren bliver derfor ofte sendt rundt mel-

lem forskellige aktører. Det er projekternes erfaring, at det ofte i sidste ende er op til borgeren

selv at finde frem til den rette "dør", og det har denne målgruppe ikke overskud til.

Det er yderligere oplevelsen blandt projekterne, at mange i det offentlige system har forestillin-

ger om, hvad det vil sige at være hjemløs, og hvad det er for problemstillinger, den hjemløse

borger har, som ikke altid stemmer overens med virkeligheden. Derudover tænkes der ifølge pro-

jekterne ofte i trappetrin i forhold til behandling af multiple udfordringer hos borgeren. Det er

projekternes oplevelse, at opdelingen i myndighedsafdelinger mellem socialforvaltning og jobcen-

ter gør det svært at arbejde helhedsorienteret og simultant med borgerens komplekse problem-

stillinger.

157

Problematik omkring handleansvar

I målgruppen findes ligeledes borgere, som flytter mellem kommuner. Her er det projekternes

oplevelse, at der jævnligt opstår en problematik omkring, hvem der har ansvaret som handle- og

betalingskommune. Blandt medarbejderne er der som udgangspunkt enighed om, at det rent

lovgivningsmæssigt er tydeligt, hvem der har ansvaret, men i praksis har projekterne erfaret, at

det ikke er så lige til at få en kommune til at vedkende sig dette, hvis borgeren f.eks. ikke har

opholdt sig i kommunen i en længere periode. De fleste kommuner vil gerne hjælpe, men en del

kommuner kræver i praksis, at borgeren opholder sig i kommunen, for at man udmønter støtte.

Det er projekternes oplevelse, at det er meget forskelligt, om det er mangel på viden om loven

eller om det er tolkningen, der giver udslag i disse tvister.

Fra projekterne under strategien er der gode eksempler på at etablere samarbejde med gade-

plansarbejdere i borgerens hjemkommune og derigennem sørge for, at de tager over og etable-

rer støtte, når borgeren flytter tilbage eller eventuelt, at handleansvaret udliciteres til opholds-

kommunen, indtil der er en ny adresse. Især i nogle mindre kommuner er erfaringen fra projek-

terne, at man enten ikke har de fornødne tilbud og ressourcer, eller at man ikke mener at have

ansvar, fordi borgeren ikke opholder sig i kommunen. Der er her tale om en problematik, der

bunder i, at målgruppen økonomisk set ikke er ønskværdige borgere for kommunerne.

10.6 Forandringsteori for Opsøgende og Kontaktskabende Indsatser

På det sidste netværksmøde arbejdede projekterne med at opstille en overordnet forandringsteo-

ri for Opsøgende og Kontaktskabende Indsatser på baggrund af erfaringerne på tværs af projek-

terne.

158

Nedenstående figur er en grafisk fremstilling af de overordnede skridt i processen med at skabe

kontakt og i sidste ende give slip og overlevere borgeren til andre indsatser.

Figur 10-3: Forandringsteori for Opsøgende og Kontaktskabende Indsatser.

Forandringsteorien skal læses fra venstre mod højre og er opdelt i to niveauer for at skabe over-

blik: Forandringer for målgruppen og på organisatorisk plan. I praksis hænger de to niveauer

sammen, og de ønskede forandringer for målgruppen hænger uløseligt sammen med, at der ska-

bes forandringer på det organisatoriske plan.

159

Det endelige ideelle outcome er, at borgeren på sigt kan overgå til § 85-støtte eller andre eksi-

sterende tilbud, der kan rumme vedkommende, som et resultat af brobygning og relations-

arbejde. Det skal understreges, at dette måske ikke er muligt for alle i målgruppen, men hvis de

langsigtede effekter indtræder, vurderer projekterne, at det vil være muligt for de fleste. I for-

hold til de unge er der, som nævnt, for mange, et større potentiale for, måske også hurtigere og

med mindre intens indsats at forbedre deres situation og klare sig selv i egen bolig med den rette

støtte.

Grundlæggende principper

Projekterne har fremhævet nogle af de grundlæggende principper og forudsætninger for metoden

Opsøgende og Kontaktskabende Indsatser. Disse grundlæggende principper og forudsætninger

fremgår i det følgende:

Der skal være fokus på borgeren og tages udgangspunkt i dennes ønsker og situation.

Man anerkender, at der kan være tilbagefald/skridt i arbejdet med målgruppen, og der

arbejdes derfor med dynamiske planer frem for lineære.

Det er et kontinuerligt relationsarbejde med at opbygge og vedligeholde tillid, og der ar-

bejdes systematisk med fagligt begrundede handlinger og aktiviteter.

Medarbejderne skal være synlige i gadebilledet/på natvarmestuer (alt efter organisering

af indsatsen) og troværdige i deres optræden over for borgeren.

Forandringsteorien illustrerer, at de Opsøgende og Kontaktskabende Indsatser er målrettet soci-

alt arbejde, hvor borgeren er i centrum. Det er vanskeligt at opstille en fast metodebeskrivelse

med faste aktiviteter og mål for, hvad der kvalificerer som Opsøgende og Kontaktskabende Ind-

satser, netop fordi målgruppen er så heterogen, og hvert forløb er, og skal være, individuelt.

Ovenstående figur viser, at de Opsøgende og Kontaktskabende Indsatser bygger på grundige og

fagligt begrundede overvejelser og handlinger, der er tilpasset den enkelte borger. De Opsøgende

og Kontaktskabende Indsatser forsøger via en vedholdende, tålmodig og respektfuld indsats at

skabe en relation til borgeren, der på sigt bliver af en karakter, som gør medarbejderne i stand til

at sørge for, at borgeren i første omgang ikke får det værre og modtager basal hjælp i form af

lidt mad, tøj, og sygepleje. På længere sigt er formålet ideelt set at motivere borgeren til at ville

ændre sin situation, men projekterne påpeger, at der i mange tilfælde er tale om lange, seje

træk blot med at skabe en kontakt og opbygge et tillidsforhold, der gør det muligt at afdække

borgerens situation og behov. I Aarhus Kommune arbejder projektet med 3 faser: En kontakt-

fase, en relationsfase og en afsluttende fase. Projektet fortæller, at alle faserne i nogle tilfælde

kan afsluttes på en enkelt dag, mens det i andre tilfælde kan tage flere måneder eller endda år,

hvilket udtrykker behovet for vedholdenhed og respekt for borgernes egne ønsker blandt medar-

bejderne.

De Opsøgende og Kontaktskabende Indsatser er med andre ord fasen inden, at borgeren tør ha-

ve en regelmæssig kontakt til en professionel. Der er tale om en målgruppe, som er karakterise-

ret ved en kompleks sammensætning af problemstillinger, hvor blandt andet misbrug eller mistro

over for systemet ofte vanskeliggør en struktureret og konstruktiv kontakt. Ofte har en borger

haft mange forliste kontakter og relationer til det kommunale system eller frivillige organisatio-

ner, og de ”stritter imod” over at blive mødt af velmenende personer, der mener at vide, hvad

der er det bedste for borgeren uden at lytte til borgerens egne ønsker og syn på tilværelsen.

Det er derfor vigtigt, at medarbejderne tager udgangspunkt i borgernes ønsker og oplevelser af

deres udfordringer samt er tilgængelige, når borgerne har behov for dem.

Relationsarbejdet

Der er gode erfaringer fra projekterne med at observere borgerens adfærd og rytmer forud for

den første kontakt samt løbende, med henblik på at den rette tilgang til vedkommende samt de

rette tilbud på sigt. Mange borgere med psykiske lidelser har over tid oparbejdet deres egen

struktur og verdensopfattelse, hvilket betyder, at man ikke bare kan bryde ind og sige, at de skal

møde op på et bestemt tidspunkt på bestemte dage. Man skal langsomt finde frem til åbningen,

og ofte er det nødvendigt at afprøve forskellige metoder for at opnå kontakt til borgeren: F.eks.

sms, beskeder, visitkort eller opsøge vedkommende forskellige steder og på forskellige tidspunk-

ter.

160

Det handler om at finde og anerkende borgerens viden og ressourcer, så vedkommende føler sig

hørt og forstået samt behandlet ligeværdigt. Hvis borgeren kan være den opsøgende medarbej-

der behjælpeligt med noget, kan det være med til at ændre borgerens syn på sig selv, ved at

vedkommende oplever at have ressourcer. I tråd hermed er det vigtigt at finde frem til det, der

betyder noget for borgeren. Er vedkommende særligt optaget af et bestem problem, er det ofte

ved fokus og hjælp hertil, at man kan finde eller fremme motivation til at indgå i en relation samt

forandring på sigt. Projekterne uddyber, at det i mange tilfælde er ved at dække helt basale be-

hov som et måltid mad eller et par vanter, at man får mulighed for at komme i kontakt med bor-

geren og påbegynde udviklingen af et tillidsforhold. Der er gode erfaringer med at have noget

konkret med at tilbyde vedkommende, ofte i form af naturalier, når kontakten indledes.

I det konkrete arbejde med borgeren skal medarbejderen være fleksibel og kunne komme med

fleksible løsninger, der matcher borgerens situation og behov. Der skal skabes udfordringer og

opgaver for borgeren, som er garanteret succes, så borgeren oplever at lykkes med små skridt. I

forhold til vedholdenhed handler det om at blive ved, selvom borgeren træder ved siden af eller

er afvisende. De skal opleve, at der er nogen, som vil dem, selvom de opfører sig anderledes.

Derudover skal medarbejderen tage ansvar sammen med borgeren, så de ting, man rent faktisk

gør, giver mening for borgeren. Det skal gøres klart for borgeren, hvilke skridt man skal igen-

nem.

Den grafiske fremstilling optegner det ideelle forløb, og det er vigtigt at være opmærksom på, at

der i mange tilfælde vil være tale om en mere svingende proces med tilbagefald og nyopståede

problemstillinger, der forlænger nogle af faserne eller betyder, at kontakten afbrydes, f.eks. ved

fængsling og skal genoptages med fornyet indsats omkring at skabe tillid og relationer.

Samarbejde med andre aktører

Det er erfaringen, at det er vigtigt at prioritere relationen til samarbejdspartnere. Frederiksberg

Kommunes projekt Gadesovere beskriver, at meget af arbejdet i dagtimerne forgår med at besø-

ge diverse herberger, væresteder og andre samarbejdspartnere for at formidle kontakt.

Der skal skabes samarbejdsrelationer til relevante professionelle, ligesom de relevante professio-

nelle, der allerede er i systemet, skal forberedes, opkvalificeres og klædes på med viden om mål-

gruppen, så de kan håndtere borgerne og lave en god overgang for borgeren fra § 99-

medarbejderne til de relevante tilbud. Det er vigtigt at sprede viden om målgruppen for at sikre,

at kompleksiteten i borgerens situation ses og erkendes. For eksempel kan det nogle gange være

nødvendigt med en meget grundig orientering af andre aktører forud for et møde med borgeren,

så de er klar over, hvad vedkommende responderer godt eller dårligt på.

Dette relationsarbejde kræver tid på grund af travle kalendere, men når der først er skabt en re-

lation, skal det gerne på sigt blive lettere at samarbejde om målgruppen. Projekterne pointerer,

at den bedste vej frem er på medarbejderniveau, og det handler om at synliggøre, hvordan et

samarbejde kan gavne begge parter samt borgeren. Det er via disse relationer, at der skal ud-

bredes viden om målgruppen.

Erfaringen fra projekterne peger ligeledes på, at det er vigtigt at skabe et overblik over andre in-

volverede i forhold til den enkelte borger. Der kan ofte være adskillige professionelle i berøring

med borgeren, især hvis der er tale om en ekstrovert borger, som sætter alle i bevægelse. Et

overblik er centralt for at indsatserne kan komplementere hinanden og arbejde sammen frem for

at arbejde i forskellige retninger eller ligefrem modarbejde hinanden. Derudover skal de opsø-

gende medarbejdere løbende skabe og vedligeholde viden om tilbud og muligheder i systemet for

målgruppen. Indsatser på det sociale område skifter, og der kan være omstruktureringer og om-

prioriteringer i kommunen, så det er vigtigt, at man er opdateret for at kunne brobygge til de ret-

te steder.

161

Projekterne vurderer, at det vil være godt, at de eksisterende tilbud på langt sigt kan være ud-

gående, det vil sige, at de ved behov skal kunne tilbyde f.eks. bostøtte og behandling, der hvor

borgeren er. Det skal ikke være specialdesignede tilbud, men en mulighed til de borgere med be-

hov herfor i en overgangsfase fra § 99-ydelsen for at fastholde borgeren. Projekterne pointerer,

at nogle borgere vil være i stand til at modtage og profitere af især misbrugsbehandling, hvis det

er udgående. Samtidig er der andre borgere, som oplever positive effekter af at komme ind på et

kontor og få mere struktur, så der skal være tilbud, der kan begge dele.

10.7 Forudsætninger for arbejdet Kommunerne har diskuteret forudsætningerne for de Opsøgende og Kontaktskabende Indsatser

på medarbejderniveau samt for organisering og ledelsesniveau opsummeret i følgende lister.

Karakteristika for medarbejdere til Opsøgende og Kontaktskabende Indsatser:

• Man skal være tålmodig.

• Man skal have tværfaglig respekt og være åben, så man kan bruge og se hinandens res-

sourcer. Man skal kunne rumme mange forskellige aspekter, men også kende sine egne

grænser og vide, hvornår der skal andre ind over.

• Man skal besidde en dyb faglighed samt kende og stå ved sin egen faglighed. Projekterne

uddyber, at hvis man ikke helt ved, hvori ens faglighed ligger, og hvor der er tale om en

personlig holdning, så er det svært at diskutere på et ligeværdigt niveau. Det skaber en

mulighed for åbenhed og respekt for andres faglighed, hvis man er klar over, hvor ens

egen faglighed starter og ender.

• Man skal være villig til at søge ny viden.

• Man skal kunne opbygge og vedligeholde faglige relationer og netværk.

• Man skal være klar på at blive udfordret i forhold til at kunne give slip på borgeren, når

det er relevant og fagligt begrundet.

• Man skal have indblik i, hvordan mennesker reagerer, og hvordan de handler ud fra for-

skellige måder at se verden på. Derudover er det godt at have en bred viden om magt-

forhold, da man skal vide, hvornår man udøver magt i relationen til borgeren.

• Man skal kunne planlægge og kunne tage initiativ. Man skal kunne kreere sit eget job i

hverdagen – det er meget lidt defineret, hvad ens opgaver er. Man skal sammen med

borgeren langt hen ad vejen finde frem til, hvad der er nødvendigt, medarbejderen gør.

• Man skal have et godt kendskab til og erfaring med målgruppen, men det afhænger også

af, hvor stort et team man skal være i. Det kan også være livserfaring eller erfaring med

at skabe netværk, så faglig eller målgruppeerfaring er ikke nødvendigvis et krav.

Derudover pointerer projekterne, at det ikke betyder så meget, om der er mange forskellige fag-

ligheder repræsenteret i det opsøgende team hele tiden, så længe man kan finde de faglige bi-

drag, der er behov for via for eksempel eksterne samarbejdspartnere.

162

Organisering/ledelse af indsatsen

Følgende liste er en opsummering af forudsætninger for organisering og ledelse for at kunne ar-

bejde målrettet og mest hensigtsmæssigt med de Opsøgende og Kontaktskabende Indsatser:

• Der skal være kapacitet til at gå 2 på gaden, så der er mulighed for faglig sparring samt

sikkerhed i mødet med målgruppen.

• Teamet skal have et økonomisk råderum til at imødekomme akutte behov hos en borger,

det kan eventuelt være et acontobeløb til relevante aktiviteter i forbindelse med relati-

onsarbejdet.

• Der skal være anerkendelse af og ledelsesmæssig opbakning til, at det tager tid at arbej-

de på den her måde og at skabe forandringer.

• Det er vigtigt, at der er ledelsesmæssig opbakning til, at man organisatorisk tænker i og

arbejder med helheden i forhold til borgeren.

• Der skal være mulighed for fælles læring og supervision i teamet, så der skabes fælles

organisatorisk forståelse af arbejdet og formålet.

• Der skal være klarhed om, at der ikke er visitation til § 99, og om at ydelser under denne

paragraf ikke skal bruges som en venteliste til andre tilbud, f.eks. § 85.

• Der skal skabes et overblik over kommunens tilbud og snitflader. Det er et opmærksom-

hedspunkt, uanset hvordan man er organiseret.

• Der skal være fokus på matchning mellem medarbejder og borger. Det kan i praksis væ-

re en logistisk udfordring, og det er derfor vigtigt, at der er intern faglig sparring, så alle

er klædt på til mødet med borgerne.

Strukturelle barrierer

Projekterne peger på, at der er en række strukturelle barrierer for at skabe forandringer for mål-

gruppen:

Der er pladsmangel i lokalpsykiatrien, hvilket betyder, at nogle borgere må vente længe

på den rette behandling.

Den generelle boligmangel skaber flaskehalse i arbejdet, hvor borgere, der er klar til en

bolig, må vente og risikerer deroute i mellemtiden.

Der er meget få boliger eller tilbud, hvor husdyr er tilladt, det gælder især hunde. Borge-

re, der har levet med deres hund på gaden, vil ikke sætte den i en gård ved besøg på væ-

resteder med mere.

Adgangen til NemID kræver adresse, hvilket betyder, at borgere uden en fast adresse ik-

ke kan få adgang til at tjekke og ordne mange anliggender med det offentlige.


I forhold til Opsøgende og Kontaktskabende Indsatser er det en forventning, at andelen af borge-

re uden egen bolig vil være stor, da indsatsen netop sigter efter at nå nogle af de allermest ud-

satte gadesovere.

163

Nedenstående figur viser borgernes boligsituation ved henholdsvis første og seneste indberetning

for borgere, som har mere end én indberetning.

Figur 10-4: Hvilken bolig har borgeren?


Figuren viser, at 73 pct. af borgerne ved første indberetning ikke har egen bolig, mens dette tal

er faldet til 47 pct. ved den seneste indberetning. Tilsvarende ser man, at 16 pct. af borgerne

ved første indberetning har egen bolig, mens dette er tilfældet for 26 pct. af borgerne ved sene-

ste indberetning. Der er således en positiv udvikling i andelen af borgere, som har egen bolig.

Figuren viser dog samtidig, at gruppen af borgere, hvor medarbejderne svarer ”Ved ikke” eller

”Andet”, er steget med 16 procentpoint fra første til seneste besvarelse. De besvarelser, hvor der

er svaret ”Andet”, dækker eksempelvis over, at borgeren er flyttet hjem, at borgeren er indsat

eller indlagt, eller at borgeren bor på herberger eller i andre midlertidige boligsituationer.

11%

27%

73% 47%

16% 26%

0%

10%

20%

30%

40%

50%

60%

70%

80%

90%

100%


An

del af

bo

rg

ere



Ved ikke/andet

164

Den følgende tabel viser, hvor borgerne overvejende har overnattet den seneste uge før den se-

neste indberetning. Der vises separate resultater for borgere med og uden egen bolig.



(i pct.)

Har ikke

egen bolig (i

pct.)




Borgeren overnatter på et herberg eller forsorgshjem (§ 110 eller lignen-

de)

3 27


Borgeren overnatter i en midlertidig udslusningsbolig efter serviceloven §

110

0 1




Borgeren er indskrevet i døgnbehandlingstilbud (misbrugsbehandling eller

lignende)

1 1

Andet 2 7

Ved ikke 16 19

Antal borgere med egen bolig=193, antal borgere uden egen bolig=359. Figuren viser situationen ved seneste indbe-

retning for borgeren. Tallene summerer ikke op til 100 pct., da det har været muligt at sætte flere kryds.

Tabellen viser, at der blandt borgerne uden egen bolig er 20 pct. som overnatter på gaden, 28

pct. på natvarmestue og 27 pct. på § 110 boformer. At mange af borgerne overnatter på gaden

eller natvarmestuer, vidner om, at det er en meget udsat målgruppe, som er i fokus indsatserne.

Endelig viser tabellen, at 73 pct. af de borgere, som har egen bolig også, overnatter i denne. Der

er dog ligeledes 11 pct. af borgerne, som overnatter på gaden og 12 pct. på natvarmestuer.

For borgerne uden egen bolig spørges medarbejderne om årsagen til, at borgeren står uden egen

bolig. Figuren nedenfor giver et overblik over svarfordelingen ved seneste indberetning.

Tabel 10-6: Hvorfor har borgeren ikke egen bolig?

Årsag Andele i pct.







Ved ikke 32


der svares, at borgeren ikke har egen bolig. Tallene summerer ikke op til 100 pct., da det har været muligt at sætte

flere kryds.

Tabellen viser, at den primære grund til, at borgerne ikke har egen bolig, er, at det vurderes, at

borgerens sociale eller psykiske problemer vanskeliggør arbejdet med at finde en bolig. Årsagen

til, at borgerne under metoden ikke har egen bolig, angives kun i et begrænset omfang at være,

at borgeren er blevet sat ud af egen bolig inden for de seneste 12 måneder. Dette er bemærkel-

sesværdigt, da denne begrundelse er blandt de hyppigste for de andre metoder. Dette kan indi-

kere, at borgerne i denne metode er mere udsatte og også præget af længere tids hjemløshed.

165

Nedenstående tabel illustrerer, hvor mange, der er skrevet op til en bolig ved henholdsvis første

og seneste indberetning. Spørgsmålet stilles kun, hvis borgeren ikke har egen bolig.

Tabel 10-7: Er borgeren skrevet op til én af følgende boliger?

Boligtype Første

indberetning

Andel af bor-

gere i pct.

Seneste

indberetning

Andel af borgere i

pct.

Borgeren er skrevet op til en almen bolig 7 9

Borgeren er skrevet op til en almen ungdomsbolig 0 0

Borgeren er skrevet op til en bolig eller værelse i privat udlejning 0 0

Borgeren er skrevet op til en skæv bolig 1 0

Borgeren er skrevet op til en midlertidig boform (§ 107) 1 1

Borgeren er skrevet op til en længevarende boform (§ 108) 1 2

Borgeren er skrevet op til en anden bolig, Hvilken? 2 2

Borgeren skrevet op til en bolig, som er opført eller tilvejebragt

som en del af Hjemløsestrategien/Hjemløseplanen

1 6

Borgeren er ikke skrevet op til en bolig 72 52

Ved ikke 18 29

Første indberetning: Antal borgere=391. Seneste indberetning: Antal borgere=251. Spørgsmålet stiller kun, hvis der

svares, at borgeren ikke har egen bolig. Tallene summerer ikke til 100 pct., da det har været muligt at sætte flere

kryds.

Størstedelen af borgerne under metoden er fortsat ikke skrevet op til en bolig ved seneste indbe-

retning. Andelen af borgere uden egen bolig, som ikke er skrevet op, er dog faldet fra 72 pct. ved

første indberetning til 52 pct. ved seneste indberetning. Omvendt er andelen, der svarer ”Ved ik-

ke” på tilsvarende måde steget. Man skal ligeledes være opmærksom på, at det ikke nødvendig-

vis er de samme borgere, der indgår ved de to indberetninger, da spørgsmålet kun stilles til bor-

gere uden bolig, og denne gruppe ændrer sig over tid. Andelene er derfor ikke direkte sammen-

lignelige.

10.9 Arbejdet med stabilisering af borgernes boligsituation

Projekterne beskriver, at det typisk er en meget lang proces at finde stabile boligløsninger for

borgerne i målgruppen. Det tager tit meget lang tid at skabe en kontakt og relation til målgrup-

pen, og det er først efter, at denne relation er skabt, at det egentlige stabiliseringsarbejde, her-

under opskrivning til bolig, kan begynde. Endvidere påpeger projektlederne, at overleveringen til

andre instanser også tager lang til, og at det er nødvendigt at bruge denne tid for at sikre, at

overleveringen er solid, og at borgerne ikke tabes. Dette er især tilfældet ved overgang til egen

bolig, hvor borgerne typisk har behov for kontinuerlig støtte for at kunne fastholde deres boliger.

Frederiksberg Kommune fremhæver ved den seneste indberetning fra maj-juni 2013, at der kan

være en tendens til, at de tilgængelige boliger hurtigt kan blive fyldt op med borgere, der har

behov for støtte men ikke samme grad af støtte som gadesoverne. Borgerne, der får boligerne,

har ofte kontakt til sagsbehandlere på rådgivningscentre og har før modtaget hjælp til bolig. De

mest udsatte gadesovere har ofte ikke kontakt til sagsbehandlere, der taler deres sag, og derfor

kan opnåelsen af en bolig for disse mennesker være en mere langsommelig proces, end for bor-

gere med kontakt til det etablerede system.

Projekterne peger på, at der generelt er meget få boliger eller tilbud, hvor husdyr er tilladt, hvil-

ket gælder især hunde. En del borgere i målgruppen har levet med deres hund på gaden og ser

hunden som en nær ven, hvilket betyder, at de ikke vil skille sig af med en hund for at få en bolig

eller efterlade den i en gård ved overnatning på herberger.

Der er fortsat tegn på, at der er udfordringer i forhold til at få sikret en sammenhæng i alle ind-

satserne til den enkelte borger. Ligesom ved tidligere indberetninger, nævner projekterne i ind-

beretningerne fra december 2012 eksempler på, at borgere sanktioneres i deres økonomiske

ydelse, hvorefter de ikke kan betale husleje og derfor sættes ud af boligen. Som nævnt i foran-

166

dringsteorien, er det derfor vigtigt at der opbygges en større viden om målgruppen blandt sam-

arbejdspartnerne og bedre muligheder for fleksible indsatser, som er tilpasset den enkelte borger

ved overgangen til egen bolig.

Københavns Kommune fremhæver her at nogle borgere med fordel kan tilknyttes ACT. ACT-

indsatsen kan være relevant for målgruppen, idet indsatserne i større grad bliver "fremskudte"

og foregår på borgerens præmisser.

Gadesovere skal bruge lang tid til at vænne sig til at bo i en lejlighed, samt hvordan en sådan

benyttes, og de vil måske ikke i starten anvende boligen særlig meget, fordi der kan være behov

for en tilvænningsperiode. I denne forbindelse oplever Frederiksberg Kommune, at nogle af de

borgere, som har fået en bolig under Hjemløsestrategien, stadigvæk har brug for de Opsøgende

og Kontaktskabende Indsatser på gaden. En borger, der har sovet på gaden have oparbejdet va-

ner, der er svært forenelige med livet i egen bolig, og der kan derfor være tale om meget grund-

læggende botræning i begyndelsen. Projekterne uddyber, at det kan være en god idé, hvis bor-

geren bibeholder nogle rutiner fra gaden, som skaber tryghed. Det kan for eksempel være at

støtte borgeren i at blive ved med at tage til det lokale bibliotek for at beholde en følelse af at

have en hverdag som førhen.

Endelig fremhæver Frederiksberg Kommune ved den seneste indberetning fra maj-juni 2013, at

det ikke udelukkende er egentlige boliger og længevarende botilbud, der henvises til. Eksempel-

vis tilbyder man gerne borgeren at formidle kontakten til et herberg eller en natvarmestue samt

at køre borgeren dertil. Nogle gange er denne formidling tilstrækkelig hjælp for borgeren og her-

berget tager over efterfølgende. Andre gange kræver det, at projektet følger gadesoveren flere

gange, ifølge kommunen.



kiske gener samt evne til at klare dagligdagsopgaver, økonomiske problemer og sociale proble-

mer. Der spørges til disse emner ved hver opfølgning, men det er kun svarene fra den sidste ind-

beretning, der indgår i det følgende afsnit.

Langt størstedelen af borgerne under metoden Opsøgende og Kontaktskabende Indsatser har

sammensatte problematikker. To tredjedele af borgerne har ved seneste indberetning mellem 2

og 6 problematikker, mens en lille gruppe af borgerne har 7-8 problematikker. Endvidere er det

bemærkelsesværdigt, at 16 pct. af borgerne ved seneste indberetning vurderes ikke at have no-

gen problematikker. Dette kan dog skyldes, at medarbejderne endnu ikke har tilstrækkeligt

kendskab til borgerne på grund af karakteren af de Opsøgende og Kontaktskabende Indsatser.

167

Nedenstående figur viser, hvorvidt borgerne har problemer inden for en række områder. Der vi-

ses svar fra den første indberetning for borgerne.



Figuren viser overordnet set, at medarbejderne enten vurderer, at borgerne har en række for-

skellige problematikker, eller at medarbejderen ikke kan svare på spørgsmålet, hvilket må ses i

forlængelse af at indsatserne ofte netop er relations opbyggende, og at medarbejderen dermed

ikke har et fuldt kendskab til borgeren. For de borgere, hvor spørgsmålene er besvaret, er det

særligt psykiske lidelser, manglende socialt netværk samt til en vis grad misbrug, som er udfor-

dringerne32.

Endeligt må det fremhæves, at nogle af spørgsmålene oplevedes som irrelevante, eksempelvis

spørgsmålet om dagligdagsfunktioner, hvis borgeren opholder sig overvejende på gaden.

Når der spørges til, om borgerne har en § 141-handleplan, fremgår det ligeledes, at kendskabet

til borgerne i mange tilfælde er begrænset.

32 Ses der nærmere på udviklingen i borgernes problematikker for de borgere, hvor der ikke er angivet ”Ved ikke” ved enten første el-

ler seneste indberetning, ses der et sammensat billede. Inden for hver problematik oplever størstedelen af borgerne ikke nogen udvik-

ling. Der er dog samtidig en gruppe af borgerne på mellem 11 pct. og 31 pct., som oplever en positiv udvikling, mens en gruppe på 5

pct. til 20 pct. oplever en negativ udvikling. Det bør understreges, at denne analyse udelukkende er baseret på den delgruppe af bor-

gere, hvor der ikke er svaret ”Ved ikke”, samt at det er medarbejdernes vurderinger af borgernes problemer, og at der med andre ord

indgår et væsentligt element af skøn.

58%

37%

30%

64%

38%

54%

21%

31%

31%

2%

4%

5%

6%

21%

14%

29%

28%

31%

40%

59%

65%

31%

41%

31%

50%

42%

38%

0% 20% 40% 60% 80% 100%

Socialt netværk

Økonomi


Psykiske lidelser

Fysiske gener


Hash

Stoffer

Alkohol

Andel af borgere



Ved ikke

168

Følgende figur viser, hvor mange af borgerne der ved første og seneste indberetning enten har

en § 141-handleplan eller er blevet tilbudt en handleplan inden for de seneste tre måneder. Kun

borgere med mere end én indberetning indgår i figuren.

Figur 10-6: Har borgeren en § 141-handleplan på nuværende tidspunkt, eller er vedkommende blevet tilbudt en handleplan inden for de seneste tre måneder?


Dokumentationen viser, at der for denne metodes målgruppe er store udfordringer med at få la-

vet § 141-handleplaner, hvilket har været kendetegnende gennem hele metodeafprøvningen.

Blot 15 pct. af borgerne har en handleplan eller er ved at få udarbejdet en ved seneste indberet-

ning. For hele 56 pct. af borgerne ved medarbejderen ikke, om der er udarbejdet en handleplan.

Ligeledes er der 28 pct. af borgerne, som ikke har fået tilbudt en handleplan.

52% 56%

38% 28%

2%

1%

1%

3%

7% 12%

0%

10%

20%

30%

40%

50%

60%

70%

80%

90%

100%


An

del af

bo

rg

ere




Ved ikke

169

Nedenstående figur viser, hvor mange borgere der havde en § 141-handleplan ved første og sid-

ste indberetning, opdelt på om borgeren er startet i henholdsvis 2010, 2011 og 2012. Kun borge-

re med mere end én indberetning indgår i figuren.

Figur 10-7: Borgernes situation vedrørende § 141-handleplan opdelt på, om borgeren er startet i hen-holdsvis 2010, 2011 og 2012.

Antal borgere: 533 (2010=150, 2011=152, 2012=167 og 2013=64). Kun borgere med mere end én indberetning

indgår i figuren.

På trods af fokus på handleplanerne ses der ikke nogen entydig udvikling i arbejdet med handle-

planer for borgerne under metoden Opsøgende og Kontaktskabende Indsatser. Billedet er således

omtrent det samme for de borgere, der påbegyndte deres forløb i 2010, og de borgere, der er

påbegyndt deres forløb senere.

Det skal dog bemærkes, at målgruppen under metoden Opsøgende og Kontaktskabende Indsat-

ser er særligt udsatte og isolerede borgere med en meget svag eller ikke-eksisterende kontakt til

systemet. Karakteren af de Opsøgende og Kontaktskabende Indsatser er således ofte præget af

svingende kontakt til borgerne og deraf en meget begrænset viden om deres livssituation. Fra et

praktisk synspunkt er der derfor flere forskellige årsager til, at medarbejderne ofte ikke vil vide,

hvorvidt borgeren kan have en § 141-handleplan.

51% 52%

36%

52%

63% 63% 66%

56%

30% 20%

59% 32%

31% 26%

27% 38%

1%

2%

3%

1%

2% 2%

2%

0%

2%

5%

1%

3%

1% 2% 2%

2% 17%

21%

1% 12%

4% 7%

5% 5%

0%

10%

20%

30%

40%

50%

60%

70%

80%

90%

100%



An

del af

bo

rg

ere




Ved ikke

170

10.11 De Opsøgende og Kontaktskabende Indsatsers karakter

Projekterne har arbejdet forskelligt med Opsøgende og Kontaktskabende Indsatser, hvad angår

lokalitet og tidsrum, og nedenstående tabel viser en oversigt over, hvordan de Opsøgende og

Kontaktskabende Indsatser er tilrettelagt i de tre kommuner.

Tabel 10-8: Oversigt over, på hvilke tider af døgnet kommunerne arbejder med Opsøgende og Kon-taktskabende Indsatser med deres forskellige målgrupper.

Kommune Målgruppe

og konkrete

indsatser/

projekter

Tidspunkt Lokalitet

Frederiks-

berg Kom-

mune

Målgruppe 1)

Borgere, der

primært sover

på gaden

Primært i dagtimerne, dog med to

ugentlige aftenvagter og en natte-

vagt hver 14. dag.

Generelt forsøger man at være til

stede i byen og på forskellige lokali-

teter på forskellige tidspunkter af

døgnet, som også varieres i forhold

til årstidernes og ændringer i borger-

nes vaner og rytmer.

Som oftest på steder, hvor der er

mange mennesker: På de store ud-

dannelsesinstitutioner, biblioteker,

centre og åbne pladser i kommu-

nen.

Ligeledes undersøges parker og

grønne områder generelt for over-

nattende.

Målgruppe 2)

Borgere, der

primært op-

holder sig på

natvarmestue

I kraft af indsatsens forankring på

herberget Lærkehøj og natvarme-

stuen kan indsatsen finde sted hele

døgnet, det vil sige ved fremmøde i

natvarmestuens åbningstid, om for-

middagen i natvarmestuens lokaler

og hen over dagen33.

Natvarmestuen og herberget Lær-

kehøj.

Københavns

Kommune

Psykiske syge

gadesovere

Alle tider af døgnet. På grund af forankring og organise-

ring foregår indsatsen i hele byen,

både på gaden, væresteder, her-

berger med videre.

Udenbys-

borgere

Arbejdet foregår primært i tidsrum-

met kl. 07-20.

Rundt omkring i de forskellige

hjemløsemiljøer, herunder på ga-

den, væresteder og herberger.

Brobyggere Hverdage i tidsrummet ca. kl. 07-18,

når det sociale system har åbent.

Denne form er valgt, da indsatsen er

afhængig af samarbejdspartnere og

andre åbningstider.

Uden for denne arbejdstid har Mæn-

denes Hjem, hvor indsatsen er for-

ankret, døgnåbent.

Indre Vesterbro.

Aarhus

Kommune

Projekt Gade-

sovere

Sene eftermiddagstimer og om afte-

nen fra kl. ca. 15.30 til ca. 23.00.

Projektet har gode erfaringer med at

tilpasse bussens åbningstider til års-

tiden. Projektet har endvidere et tæt

samarbejde med de øvrige opsøgen-

de teams.

Tidligere var indsatsen koncentre-

ret omkring midtbyen. Efter at pro-

jektet er blevet mere kendt blandt

målgruppen og samarbejdspartner-

ne, har det givet mening at udvide

den opsøgende indsats til også at

inkludere forstæder og skovområ-

der. Udvidelsen er tidskrævende,

men giver større mulighed for at

møde borgere, som slet ingen ind-

sats får.

Noget af det særlige ved Opsøgende og Kontaktskabende Indsatser er, at arbejdet ofte finder

sted på forskellige lokaliteter, idet medarbejdernes opgave er at finde frem til målgruppen. Som

33 Varmestuen har udvidet åbningstiderne om morgenen, hvilket, ifølge projektet, giver brugerne mere ro og overskud til udfordringer-

ne på gaden samt til kontakten til den opsøgende medarbejder. Der fremhæves herudover i den seneste projektindberetning en række

udfordringer i forbindelse med, at natvarmestuens antal af sovepladser blev udvidet i vintermånederne, hvilket førte til øget uro bl.a.

pga. mange brugere på et lille areal samt at man tiltrak en mere urolig brugergruppe.

171

det ses, veksler projekterne alt efter målgruppe og organisering mellem at opsøge målgruppen

på gader og rundt om i byen eller på specifikke væresteder og natvarmestuer.

Frederiksberg Kommune beskriver, at det er væsentligt for overblikket og mødet med de hjemlø-

se borgere, at man er til stede i gaderummet på forskellige tider af døgnet, da gadesoverne op-

træder mere tydeligt, hvis der er færre borgere på gaden. På aften- og nattevagter "afklædes"

byen, og det bliver mere tydeligt at iagttage, hvem der har reelt ophold på gaden. Medarbejder-

ne i Frederiksberg Kommune pointerer desuden, at det, at borgerne ser dem på forskellige tider

af døgnet, kan være en opbyggende faktor i relationsarbejdet.

Frederiksberg Kommune fremhæver videre, at der er forskel på aktiviteten om sommeren og om

vinteren. I vinterhalvåret søger nogle gadesovere ind for at få varme og derfor forsøger projektet blandt andet at opsøge offentlige og åbne bygninger, eksempelvis offentlige toiletter, forladte bygninger, biblioteker, uddannelsesinstitutioner og storcentre. I sommerhalvåret er der især fo-kus på parkerne. Her er der store buske, hvor der kan slås telte op, som er afskærmet fra forbi-passerende. Mange benytter sig også af det gode vejr og tager hvil på bænke rundt om i byen.

Frederiksberg Kommune kommenterer i forhold til lokaliteten af arbejdet med borgerne på

natvarmestuen, at brugerne får øje på nye valgmuligheder og ændrer selvbillede som følge af, at

de opsøgende medarbejdere er forankret på Lærkehøj og dermed er kendte ansigter i natvar-

mestuen. Målgruppen har svært ved at opsøge og se muligheder selv, så det er en fordel at de

kan blive præsentret herfor i nogle kendte rammer af kendte medarbejdere. Det er projektets

oplevelse, at borgerne hurtigere kommer videre fra Natvarmestuen til mere stabile boligforhold

og dermed væsentligt ændrede levevilkår. Der er et givtigt samarbejde mellem natvarmestuens

personale og de opsøgende og kontaktskabende medarbejdere samt mellem projektet og de øv-

rige tiltag under Hjemløsestrategien. Man arbejder f.eks. med, at kommende ICM-forløb opstar-

ter kontakten og relationen til borgeren på natvarmestuen, når borgeren skal støttes i overgan-

gen til egen bolig.

Af metodebeskrivelserne og projektledernes løbende indberetninger fremgår det, at der overord-

net set er en række fælles træk i de bagvedliggende overvejelser om tilrettelæggelsen af indsat-

serne. Dette drejer sig særligt om, at der i projekterne er lagt vægt på:

At afdække og respektere målgruppens adfærd og rytmer.

Hvordan det vurderes, at relationsarbejdet i forhold til borgerne understøttes bedst mu-

ligt.

Hvordan det bedst muligt sikres, at der er mulighed for at kunne handle i forhold til mål-

gruppens særlige behov – herunder hvordan der sikres samarbejde med andre tilbud til

målgruppen, og/eller at målgruppen henvises videre til andre relevante tilbud.

I forbindelse med dokumentationen på individniveau er medarbejderne blevet spurgt, hvor der

arbejdes med at skabe og vedligeholde kontakt og relation til borgerne.

172

Besvarelserne ved borgerens seneste indberetning fremgår ar figuren nedenfor.

Figur 10-8: På hvilke lokaliteter arbejdes der med at skabe eller vedligeholde kontakt og relationer til borgeren?

Antal borgere=757. Figuren viser situationen ved seneste indberetning for borgeren. Tallene summerer ikke til 100


Af figuren ses det, at der er en forholdsvis stor spredning i forhold til, hvor de Opsøgende og

Kontaktskabende Indsatser udmøntes, hvilket stemmer godt overens med denne udsatte og

komplekse målgruppes færden samt projekternes forskelligartede organisering og forankring.

Der arbejdes fortrinsvis med det kontaktskabende arbejde på gaden. Dette er tilfældet i 54 pct.

af sagerne. Herudover er væresteder og varmestuer lokaliteter, hvor der hyppigst arbejdes med

at skabe og vedligeholde kontakt og relationer til borgerne. Endelig har 17 pct. af medarbejderne

telefonisk kontakt med borgeren i arbejdet med indsatsen.

Tidspunktet for indsatsen er ligeledes interessant, da det ofte er nødvendigt at kontakte borgerne

på tidspunkter uden for normal arbejdstid. Nedenstående figur viser, på hvilke tidspunkter der

arbejdes med at skabe eller vedligeholde kontakt og relationer til borgerne. Figuren viser situati-

onen ved seneste indberetning for borgerne.

Figur 10-9: På hvilke tidspunkter arbejdes der med at skabe eller vedligeholde kontakt og relationer til borgeren? (Sæt gerne flere kryds).

Antal borgere=754. Figuren viser situationen ved seneste indberetning for borgeren. Tallene summerer ikke til 100


54%

38%

10% 4%

17% 17%

0%

10%

20%

30%

40%

50%

60%

An

del af

bo

rg

ere

Lokalitet

På gaden

På væresteder/varmestuer

På herberger

I borgerens bolig

Via sms, telefon eller lignende

Andet

44%

55% 50%

37%

8%

0%

10%

20%

30%

40%

50%

60%

An

del af

bo

rg

ere

Tidspunkt

Morgen

Formiddag

Eftermiddag

Aften

Nat

173

Dokumentationen viser, at der arbejdes med indsatsen på alle tidspunkter i løbet af dagen fra

morgen til aften. Dog arbejdes der ikke så meget om natten.

Som tidligere nævnt er det vigtigt, at medarbejderne er synlige på flere forskellige tidspunkter

for at blive en accepteret del af målgruppens omgivelser. Derudover har hver borger sin egen

døgnrytme, som de opsøgende medarbejdere forsøger at tilpasse kontakten efter. Nogle borgere

kontakter man bedst om morgenen, efter de har fået sovet lidt, og hvor et tilbud om kaffe eller

mad er en god indgangsvinkel, hvorimod misbrugere ofte har for travlt med at dække behovet

for stoffer om morgenen, og er bedre at kontakte senere på dagen, når de er faldet lidt mere til

ro.

Følgende figur illustrerer, hvor ofte medarbejderne typisk arbejder med at skabe eller vedligehol-

de kontakt til hver enkelt borger. Figuren viser situationen ved seneste indberetning for borge-

ren.

Figur 10-10: Hvor ofte arbejder du med at skabe eller vedligeholde kontakt og relationer til borgeren (omfatter også den kontakt, hvor borgeren kontakter dig, samt den tid, der bruges på at finde/kontakte borgeren uden held)?


Figuren viser, at der er en høj andel af ”Ved ikke”-besvarelser, hvilket kan skyldes, at det er

svært at sætte hyppigheden af de Opsøgende og Kontaktskabende Indsatser på skema, da kon-

takten til borgeren kan være omskiftelig og afhængig af, hvorvidt borgeren mødes. Herudover

ses det af figuren, at 25 pct. af medarbejderne arbejder med indsatsen til den enkelte borger én

gang om måneden eller sjældnere. 12 pct. arbejder med indsatsen til den enkelte borger ca. hver

14. dag, mens samlet set 27 pct. arbejder med indsatsen én gang eller et par gange om ugen.

Den store variation kan ses i konteksten af, at de borgere, som de opsøgende medarbejdere er i

kontakt med, befinder sig på forskellige stadier i forhold til relationsopbygningen. Arbejdet med

denne målgruppe kan være en meget vanskelig og langsommelig proces, og der kan være en del

borgere, hvor det over en længere periode er mest hensigtsmæssigt blot at observere og holde

sig synlig, men ikke forcere kontakten.

Intensiteten i kontakten med en borger kan svinge, både som følge af at borgeren kan være van-

skelig at arbejde med, og som følge af, at vedkommende er i en periode, hvor der ikke er behov

for så intensiv kontakt – f.eks. ved et overleveringsforløb, hvor borgeren er blevet tilknyttet an-

dre tilbud, men stadig har behov for lidt kontakt med den kendte opsøgende medarbejder. Pro-

jekterne kommenterer desuden i forhold til dokumentationen på individniveau, at det tager lang

tid at oparbejde en relation, der kan bære, at medarbejderen kan spørges, om vedkommende vil

deltage i dokumentationen.

Projekt Brobygger i København oplyser, at man i første halvår af 2012 har eksperimenteret med

bevidst lange forløb. Dette førte til, at man nåede ind til 4-5 brugere, som man ikke før havde

35%

25%

12%

14%

9%

4%

0%

10%

20%

30%

40%

50%

60%

70%

80%

90%

100%

An

del af

bo

rg

ere

Dagligt

Ca. et par gange om ugen

Ca. en gang om ugen

Ca. hver 14. dag

Ca. en gang om måneden eller sjældnere

Ved ikke

174

hjulpet, men samtidig på bekostning af 20-25 andre brugere, da den ekstra indsats var meget

tidskrævende.

Nedenstående tabel viser, hvad sigtet med Opsøgende og Kontaktskabende Indsatser er. Figuren

viser situationen ved seneste indberetning for borgeren.

Tabel 10-9: Hvad er sigtet med Opsøgende og Kontaktskabende Indsatser over for borgeren på nuvæ-rende tidspunkt?

Sigte med arbejdet Andel af borgere i pct.

At skabe kontakt til borgeren 38

At skabe en relation til borgeren 26

At vedligeholde en relation til borgeren 35

At udrede borgerens behov 53

At skabe kontakt mellem borger og sagsbehandler 29

At skabe kontakt mellem borger og psykiatrisk behandling 12

At skabe kontakt mellem borger og misbrugsbehandling 10

At skabe kontakt mellem borger og anden relevant behandling 5

At skabe kontakt mellem borger og frivillige organisationer 3

At etablere en boligløsning for borgeren 25

Andet 11

Antal borgere=732. Tallene summerer ikke til 100 pct., da det har været muligt at sætte flere kryds. Figuren viser

situationen ved seneste indberetning for borgeren.

Tabellen viser, at en stor del af de Opsøgende og Kontaktskabende Indsatser sigter mod at skabe

en kontakt og en relation til borgeren og/eller at udrede borgerens behov. Etableringen af en bo-

ligløsning er kun sigtepunktet i 25 pct. af forløbene.

Frederiksberg Kommune fremhæver i den seneste projektindberetning fra maj-juni 2013, at

medarbejderne oplever, at det opsøgende arbejde kan være vanskeligt at få beskrevet i individ-

dokumentationen. Kommunen forklarer, at det kan tage måneder og nogle gange halve år, før

medarbejderne vurderer, at de kan spørge borgeren om vedkommende har lyst til at deltage i

dokumentationen. Ved læsning af ovenstående resultater må man i forlængelse heraf have in

mente, at de udelukkende udtaler sig om tiden efter, der er etableret en form for kontakt til en

borger, der tillader at individdokumentationen kan starte op.

10.12 Koordinering i enkeltsager

I dette afsnit gennemgås projektledernes angivelser af, hvordan koordineringen i enkeltsager fo-

regår med de relevante samarbejdspartnere.

Projektet i Aarhus angiver, at de i løbet af projektperioden er blevet synlige for samarbejdspart-

nere. Projektets genkendelighed vurderes at være et resultat af uddeling af visitkort, mediedæk-

ning og en Facebook-side for projektet. Dette afspejler sig i projektindberetningen fra december

2012 og maj-juni 2013, hvor kommunen i høj grad oplever en velfungerende koordinering med

socialpsykiatrien, § 110-boformer, andre kommunale projekter for målgruppen samt med frivilli-

ge organisationer. Der opleves desuden i nogen grad fungerende koordinering omkring enkeltsa-

ger med misbrugsbehandling, hospitalspsykiatrien samt læger og speciallæger.

Frederiksberg Kommune giver i indberetningen fra december 2012 udtryk for, at der i nogen grad

koordineres omkring enkeltsager med de relevante instanser. Der er et godt samarbejde med §

110-boformer, hvilket til dels kan tilskrives forankringen af kommunens ene projekt på herberget

Lærkehøj. Der opleves en velfungerende koordination med § 85-bostøtten, hvilket projektet selv

tilskriver, at alle § 85- og § 99-indsatser er samlet i én enhed. Derimod oplever man en ringe

grad af koordinering med læger og speciallæger samt fængsler. I projektindberetningen fra maj-

juni 2013 danner der sig et lignende billede.

Københavns Kommunes projektindberetninger fra december 2012 viser, at især projekt Brobyg-

gerne oplever udfordringer i forhold til koordineringen af enkeltsager med de relevante instanser.

175

Projektet angiver at opleve en ringe grad af koordinering med hospitalspsykiatrien, socialpsykia-

trien, § 85-bostøtte samt fængsler. Der opleves slet ingen koordinering med læger og speciallæ-

ger samt Kriminalforsorgen i Frihed. Projektet beskriver, at det er manglende kendskab til og for-

ståelse for målgruppen, der vanskeliggør et "fælles fodslag" omkring borgerne. Til gengæld angi-

ver projektet, at der i høj grad koordineres på borgerniveau med § 110-boformer og andre kom-

munale projekter for målgruppen. Dette skal ses i lyset af projektets forankring på Mændenes

Hjem, hvor projektet er i daglig berøring med andre projekter for målgruppen, og hvor der er ek-

sisterende viden om og relationer til tilbud til målgruppen.

Indberetningen fra december 2012 viser endvidere, at projektet for psykisk syge borgere i Kø-

benhavns Kommune generelt oplever, at der i nogen grad er koordinering omkring borgerne med

de relevante instanser. Det samme billede tegner sig ved indberetningen fra december 2012 for

projekt Udenbys Borgere, hvor der desuden gives udtryk for en oplevelse af, at der i høj grad ko-

ordineres med § 110-boformer.

I Københavns Kommune samarbejder de opsøgende medarbejdere med Hjemløseenhedens psy-

kiater på gadeplan. Kommunen har meget positive erfaringer med dette og fortæller, at samar-

bejdet har gjort det meget nemmere og hurtigere at foretage psykiatriske vurderinger og få bor-

gerne i behandling, enten frivilligt eller i enkelte tilfælde med en tvangsindlæggelse.

Projektlederne peger derudover på en lang række forhold, som kan være henholdsvis fremmende

og hæmmende faktorer for, at samarbejdet og koordineringen fungerer godt. Disse samlet i figu-

ren nedenfor.

Boks 10-1: Oversigt over fremmende og hæmmende faktorer for samarbejde og koordinering i Opsøgen-

de og Kontaktskabende Indsatser.

10.13 Etablering af tilbud til målgruppen efter endt forløb

438 forløb er blevet afsluttet i dokumentationen for Opsøgende og Kontaktskabende Indsatser.

Dette afsnit behandler borgerens videre færd efter afsluttet forløb.

Fremmende faktorer:

Synlighed for både borgerne og samarbejdspartnerne.

Klare kommunikationskanaler så man undgår, at borgeren falder mellem to stole.

Samarbejde og viden, således at borgeren kan blive henvist til den rette hjælp og

støtte, og således at instanserne ikke risikerer at modarbejde hinanden. Det kan f.eks.

være via samarbejdsmøder og deltagelse i netværksmøder omkring borgeren.

Kendskab, tillid og respekt for hinandens tilbud og grænser.

Kendskab til målgruppen.

Fleksibilitet og kreativitet i samarbejdet.

Hæmmende faktorer:

Nedskæringer og mangel på ressourcer.

Manglende viden om projektet.

Manglende viden om forskellige indsatsers start og sluttidspunkter, f.eks. i forbindelse

med afsoning af fængselsstraf.

Når borgere løslades eller udskrives uden en handleplan.

Manglende eller forskellige socialfaglige udgangspunkter forvaltningerne imellem.

Manglende forståelse af målgruppens komplekse problemstillinger samt ufleksibel til-

gang til løsninger i systemet.

Manglende egnede boliger.

176

Nedenstående figur viser, i hvor høj grad medarbejderne vurderer, at der er blevet etableret til-

fredsstillende tilbud til borgeren efter endt forløb.


Antal borgere=438. Spørgsmålet stilles kun ved afslutning af forløb.

I lighed med de løbende statusrapporter, er det et sammensat billede, som viser sig, med hensyn

til om borgerne får etableret et tilfredsstillende tilbud. Knap halvdelen vurderes enten i høj grad

eller i nogen grad at have modtaget et tilfredsstillende tilbud efter endt forløb. For 9 pct. af bor-

gerne er dette kun i ringe grad tilfældet, mens det i 19 pct. af tilfældene vurderes slet ikke at

være tilfældet. Dertil kommer, at 27 pct. af medarbejderne har svaret "Ved ikke", hvilket kan

være udtryk for, at man ikke længere har kontakt til de pågældende borgere og dermed ikke

ved, om der er etableret et tilfredsstillende tilbud.

Kommunerne angiver ved den sidste indberetning, at det i ringe grad har været muligt at frem-

skaffe de nødvendige boliger til målgruppen, og det skaber en flaskehalsproblematik. Som ved

tidligere indberetninger påpeger kommunerne, at de Opsøgende og Kontaktskabende Indsatser

ofte fortsætter, selvom borgeren får egen bolig, da borgeren ofte fortsat har behov for kontakt

og støtte.

Aarhus Kommune oplever, at der mangler egnede tilbud i forlængelse af den opsøgende indsats.

Hvis borgeren ikke modtager den relevante støtte, er konsekvensen ofte, at mange borgere ven-

der tilbage til gaden og får en negativ oplevelse med at samarbejde med systemet, som kan gøre

det være svært at fastholde kontakten og bibeholde relationen.

Det opleves endvidere som værende en udfordring, at der ikke er mange botilbud, hvor brugeren

må have et misbrug, og det kan være vanskeligt for brugeren at reducere sit misbrug så længe

vedkommende opholder sig det meste af døgnet på gaden.

På Frederiksberg har projektet en gadeplanslejlighed til rådighed, hvor borgerne kan bo i op til 14

dage, mens der foregår en udredning af, hvad der videre skal ske, og man har gode erfaringer

med at fokusere på samarbejdet med jobcentre. Gadeplanslejligheden kan være relevant for bor-

gere, der har helbredsmæssige eller sociale problemer, og som kræver en kortvarig udredning.

De opsøgende medarbejdere har arbejdet målrettet med at vejlede forskellige jobcentre og sags-

behandlere i målgruppens situation, udfordringer og rettigheder, hvilket har resulteret i en positiv

udvikling, ved at flere jobcentre har fået en forståelse for borgerens behov for en ”fredning” i

forhold til at stå til rådighed for arbejdsmarkedet i den periode, hvor borgeren ikke har fast op-

holdssted, men f.eks. sover i en natvarmestue. De opsøgende medarbejdere agerer også bisidde-

re ved møderne på jobcentret, hvor borgeren støttes i at være helt ærlig omkring dennes levevis

og italesætte udfordringerne i dagligdagen frem for at fremstå med et bedre funktionsniveau.

27%

19%

9%

32%

12%

0%

10%

20%

30%

40%

50%

60%

70%

80%

90%

100%

An

del af

bo

rg

ere

I høj grad

I nogen grad

I ringe grad

Slet ikke

Ved ikke

177

10.14 Opmærksomhedspunkter

Nedenfor præsenteres en række opmærksomhedspunkter vedrørende Opsøgende og Kontaktska-

bende Indsatser som projekterne fremhæver.

En midlertidig ydelse

Selvom det er et midlertidigt tilbud, som for nogle kan vare længe, er midlertidigheden vigtig at

holde sig for øje i arbejdet med borgeren, så de på sigt kan flytte til de ordinære tilbud, når og

hvis de bliver parate. En utilsigtet effekt af de Opsøgende og Kontaktskabende Indsatsers inten-

sitet kan ifølge projekterne være, at man leverer "for godt et tilbud", hvormed der menes, at det

kan være svært for borgeren at acceptere serviceniveauet i de ordinære tilbud. Det centrale iføl-

ge projekterne er her, at man løbende skal være tydelige omkring, at tilbuddet er midlertidigt og

målet er at få borgeren videre. Man skal som medarbejder være i stand til at "slippe" borgeren,

hvilket flere medarbejdere løbende har påpeget er en tilbagevendende udfordring i deres arbej-

de.

De Opsøgende og Kontaktskabende Indsatser er en midlertidig ydelse, men det blev understreget

af projekterne på det seneste netværksmøde, at man ikke skal lade sig handlingslamme af, at

man på sigt ønsker borgeren over i en visiteret ydelse. Det er vigtigt at huske, at for en gruppe

meget udsatte borgere kan denne midlertidige indsats komme til at vare i årevis, førend den

nødvendige relation og tillid er skabt.

Tydelighed omkring opdelingen mellem § 99 og andre tilbud

På det sidste netværksmøde blev det pointeret, at det er vigtigt at være tydelig omkring, hvornår

en borger på den ene side har behov for og hører under § 99 og, på den anden side, hvornår

borgeren er klar til at modtage støtte via andre paragraffer, såsom bostøtte via § 85. Projekterne

påpeger, at denne opdeling skal understreges på ledelsesniveau.

Det kan som nævnt tage lang tid at skabe en relation til en borger, og forcerer man borgerens

udvikling ved for hurtigt at visitere vedkommende videre til andre støttetilbud under f.eks. § 85,

hvor der ikke er de samme rammer og muligheder for at møde borgeren på vedkommendes

præmisser, er det projekternes oplevelser, at man risikerer at tabe borgeren.

Gråzone omkring kommunalt tilhørsforhold

Alle projekterne nævner udfordringer omkring, at medarbejderne møder borgere på gaden, som

viser sig ikke at være hjemhørende i kommunen, hvor projektet er forankret. Udgangspunktet for

projekterne er, at alle kan hjælpes med akuthjælp, og borgeren bliver ikke spurgt ind til, hvor

denne kommer fra i akutarbejdet. Hvis borgeren skal videre i systemet, er det dog nødvendigt at

vide, hvilket betyder, at der er en del afklaringsarbejde i forhold til at finde ud af borgerens

kommunale tilhørsforhold. Frederiksberg Kommune beskriver, at dette både kan være en positiv

og negativ del af arbejdet, eftersom man i denne udredningsproces ofte indhenter meget anven-

delige oplysninger, samtidig med at man kan risikere at lave et stykke arbejde for en borger,

som projektet egentlig skulle have hjulpet over til samarbejdspartnere i rette kommune.

Borgerens selvbestemmelse

Projekterne er enige om, at borgeren skal være i centrum for indsatsen. Men der er undervejs på

netværksmøderne givet udtryk for, at der er forskellige holdninger til, hvornår man kan og skal

gribe ind over for en borger. Der skal være en balance mellem indgriben og observation, hvor

borgeren bevarer sin selvbestemmelse omkring, hvad der sker med vedkommende. Det kræver

refleksion og overvejelser i hver enkelt sag og er en tilbagevendende udfordring, og i nogle til-

fælde har projekterne gode erfaringer med at iværksætte en tvangsindlæggelse af psykisk syge

borgere. Det kan i første omgang ifølge projektet virke som en voldsom indgriben og overtrædel-

se af borgerens autonomi, men på sigt har det betydet et gennembrud i borgerens udvikling, og

borgere har selv givet udtryk for, at det nok var det bedste, selvom de ikke selv kunne tage be-

slutningen på daværende tidspunkt.

I samme tråd har det også været et diskussionspunkt projekterne imellem, i hvilken grad man

arbejder med eller for borgeren. Det er et spørgsmål om afvejning, hvor det i forhold til de pro-

fessionelle samarbejdspartnere kan siges, at medarbejderen på et plan arbejder for borgeren ved

at facilitere de gode møder og overgange og i relationsarbejdet mere direkte arbejder sammen

med borgeren.

178

11. KØREPLAN FOR GOD LØSLADELSE

Køreplan for God Løsladelse sigter mod at nedbringe antallet af indsatte, der løslades til en uaf-

klaret bolig-, økonomi-, arbejds- og helbredssituation. Metoden støtter implementeringen af den

lovgivningsmæssige forpligtigelse for fængsler og kommuner til at samarbejde og koordinere

handleplaner med henblik på at skabe sammenhæng i indsatsen for den enkelte borger ved

overgangen fra fængsel til frihed.

Seks kommuner har gennem Hjemløsestrategien arbejdet med metoden Køreplan for God Løsla-

delse. Som en del af arbejdet med Køreplan for God Løsladelse har kommunerne skulle indrap-

portere oplysninger om de borgere, der var omfattet af metodearbejdet. Individdokumentationen

for Køreplan for God Løsladelse sigter primært efter at dokumentere, om metoden implementeres

korrekt. Det skyldes, at dokumentationen udelukkende udarbejdes i de tilfælde hvor Kriminalfor-

sorgen og kommunen samarbejder og tager metoden i brug. I de tilfælde, hvor borgeren løsla-

des, uden kommunen er informeret, gennemføres dokumentationen ikke, da indberetningsopga-

ven er forankret hos medarbejderen fra kommunen. Dokumentationen på individniveau fortæller

dermed ikke noget om omfanget eller karakteren af de forløb, hvor metoden ikke er taget i brug.

I alt peger individdokumentationen på, at 143 borgere har været tilknyttet et forløb under Køre-

plan for God Løsladelse. 114af disse er løsladte. Målgruppen for metoden i regi af hjemløsestra-

tegien er borgere, som afsoner en dom, og som kommunen er forpligtet til at tilbyde en § 141-

handleplan, og som har en hjemløseproblematik.

Praksis for dokumentationen af forløb under metoden har været forskellig på tværs af de seks

kommuner, der arbejder med metoden. Nogle kommuner indberetter forløb for en bredere mål-

gruppe end blot hjemløse borgere, mens andre udelukkende har registreret for hjemløse borgere.

Der skal derfor tages forbehold ved tolkningen af dokumentationen vedrørende borgernes boligsi-

tuation, ligesom at antallet af dokumenterede forløb påvirkes heraf.

Det forholdsvis lave antal forløb under metoden Køreplan for God Løsladelse skyldes, at indgåel-

sen af de indledende aftaler mellem kommunerne og Kriminalforsorgen mange steder har trukket

ud, og at metoden efterfølgende fortsat kun anvendes, hvor kommunen modtager henvendelse

fra Kriminalforsorgen. Hertil skal det dog nævnes, at der i afprøvningsperioden er sket et stort

fremskridt med at udarbejde samarbejdsaftaler mellem Kriminalforsorgen og kommunerne.

11.1 Samarbejdsaftaler med Kriminalforsorgen og fængslerne

I det indledende arbejde med Køreplan for God Løsladelse valgte kommunerne forskellige tilgan-

ge til arbejdet med metoden. Nogle kommuner valgte, at de ville afprøve metoden i et samarbej-

de med ét fængsel, mens andre kommuner valgte at samarbejde om metoden med alle relevante

fængsler. Af projektledernes løbende projektindberetninger fremgår det, at alle kommunerne i

løbet af 2012 er endt med at få udarbejdet generelle samarbejdsaftaler med Direktoratet for

Kriminalforsorg. Flere kommuner fremhæver i seneste projektindberetning, at samarbejdet med

Direktoratet for Kriminalforsorgen er velfungerende.

Gennem hele projektperioden har kommunerne angivet, at man har svært ved at finde gode løs-

ninger for løsladte fra varetægt og korttidsafsonere. Disse borgere er ikke omfattet af Køreplan

for God Løsladelse, som udelukkende omfatter forløb for borgere med mere end fire måneds af-

soning i fængsler. For at håndtere disse udfordringer har Esbjerg Kommune derfor ligeledes ind-

gået en aftale med politiet og arresten i Esbjerg, om hjemløse borgere der:

Løslades efter endt kort afsoning.

Løslades under sagen fra arresten, hvis efterforskningen er tilendebragt og politiet ikke

kan holde dem længere efter retsplejelovens § 762, st. 1 nr. 3.

Løslades fra arresten efter dom, hvor varetægtsfængslingens længde svarer til den døm-

te straf.

Løslades i retten efter dom, men hvor pågældende bliver indkaldt til senere afsoning, idet

dommen ikke er stor nok til direkte afsoning.

Løslades af politiet eller i grundlovsforhør.

179

Esbjerg Kommune har ønsket at sikre, at de borgere, som løslades direkte fra arresten, ligeledes

får en indgang til kommunen og undgår at stå uden en boligløsning.

Ud over Esbjerg Kommune har Albertslund og Randers kommune angivet, at de har aftalt med

Kriminalforsorgen at udvide aftalen under Køreplan for God Løsladelse til også at inkludere de va-

retægtsfængslede borgere. Albertslund Kommune skriver i den forbindelse, at der fortsat ikke

skal laves handeplan for denne gruppe, men Kriminalforsorgen skal give besked til kommunen i

forbindelse med indsættelse og løslades i god tid.

11.2 Organisering og forankring

Af projektledernes løbende projektindberetninger fremgår det, at kommunerne som udgangs-

punkt har integreret metoden i den daglige drift. Alle kommunerne har etableret én indgang til

kommunen for Kriminalforsorgen. Denne løsning er valgt, da tidligere erfaringer peger på, at det

var for vanskeligt for Kriminalforsorgen selv at skulle finde ud af, hvem der skal kontaktes i den

enkelte kommune. Kommunerne har hermed forsøgt at sikre, at henvendelserne i højere grad fra

start lander på det rette bord i kommunen.

Det varierer, hvilken forvaltningsenhed som varetager metodearbejdet i de enkelte kommuner.

Nogle kommuner har forankret metoden i Socialforvaltningen, mens andre har forankret den i

jobcentret.

180

I nedenstående tabel ses en oversigt over metodens forankring i kommunerne.

Tabel 11-1: Kommunernes forankring af Køreplan for God Løsladelse.

Kommune Forankring Ansvarsområde

Randers Én indgang til kommunen,

som er organiseret i deres

Socialafdeling.

Denne indgang til kommu-

nen opretholdes efter Hjem-

løsestrategien.

I Socialafdelingen sidder tre medarbejdere, som har

med borgerens løsladelse at gøre. Én af de tre medar-

bejdere fungerer som den primære kontakt.

Derudover er der en elektronisk indgang til kommunen i

form af én e-mail-adresse, hvortil der kan rettes hen-

vendelse om borgerens løsladelse.

Aarhus Én indgang til kommunen,

placeret i Center for Myn-

dighed under Socialforvalt-

ningen. Det er kommunens

umiddelbare plan at fortsæt-

te med denne indgang på

længere sigt, men de ende-

lige forhandlinger er i skri-

vende stund endnu ikke helt

afsluttet.

Der er etableret et særligt team, Hjemløsegruppen,

som er ansvarlig for at videreformidle besked om løsla-

delser til de rette instanser i kommunen.

I kommunens interne samarbejde er centreret omkring

tre hovedaktører: Center for Myndighed, Misbrugsbe-

handling og Jobydelse.

Odense Én indgang til kommunen,

placeret i jobcenteret.



løsestrategien.

Jobcentret tager imod samtlige henvendelser om borge-

res løsladelse. Det er indskrevet i samarbejdsaftalen

med Kriminalforsorgen. Kontakten går gennem en be-

stemt medarbejder i jobcentret, som formilder kontak-

ten videre til de relevante personer i kommunen. Der er

her stort fokus på at sikre, at de rette aftaler bliver ind-

gået hurtigst muligt efter henvendelsen.

Albertslund Én indgang til kommunen,

placeret i jobcentret.

Alle henvendelser omkring borgeres løsladelse skal ret-

tes til jobcentret. På jobcenteret er der én medarbej-

der, der tager sig af alle sager omkring Køreplan for

God Løsladelse.

Kommunen har tilknyttet en koordineringsgruppe, der

sørger for at videreformidle alle henvendelser om løs-

ladte borgere til rette vedkommende i kommunen.

København Én indgang til kommune,

placeret i Socialforvaltnin-

gen.



løsestrategien.

Alle henvendelser om borgeres løsladelse rettes til Mod-

tagelsen i Socialcenter København, som sørger for, at

henvendelsen sendes videre til den rette enhed i kom-

munen. Kommunen fremhæver, at den ene indgang til

kommunen er en væsentlig udvikling frem for tidligere,

hvor Kriminalforsorgen selv skulle finde den rette ind-

gang.

Københavns Kommune og Direktoratet for Kriminalfor-

sorgen har indgået en aftale om, at Modtagelsen i Soci-

alcenter København fremsender oplysninger vedrørende

registreringer af henvendelser til Team God Løsladelse i

Direktoratet for Kriminalforsorgen.

Ordningen med én indgang til kommunen betyder, at

forvaltningen fremadrettet systematisk vil registrere al-

le henvendelser fra Kriminalforsorgen, herunder hvor-

vidt en udførlig følgeskrivelse fremsendes samt hvorvidt

tidsfrister overholdes. Det vil blive tydeliggjort, hvilke

fængsler der er gode til at overholde Køreplan for God

Løsladelse, samt hvor der er plads til forbedringer af

samarbejdet.

Esbjerg Indgangen til kommunen

placeret i henholdsvist job-

centeret og misbrugscente-

ret.

Denne modelopretholdes ef-

ter Hjemløsestrategien.

Indgangen til kommunen er organiseret sådan, at der

er et lille medarbejderteam, der tager sig af henvendel-

ser om borgeres løsladelse. Der tages i dette team stil-

ling til, hvad der skal ske i en bestemt sag, samt hvilke

aktører, der er relevante at få inddraget i den enkelte

sag.

181

Organiseringen med én indgang til kommunen skal sikre, at henvendelser fra Kriminalforsorgen

om løsladte borgere, altid lander det rigtige sted i kommunen. Kommunerne oplever, at det har

hjulpet på metodearbejdet, men udfordringerne omkring implementeringen er endnu ikke løst.

Kommunerne oplever fortsat, at der er medarbejdere i fængslerne eller endog hele fængsler,

som fortsat ikke stiler henvendelsen til denne indgang til kommunen.

Kommunerne oplever ligeledes fortsat udfordringer med, at henvendelser fra Kriminalforsorgen

enten slet ikke kommer eller kommer meget sent i forhold til, hvornår borgeren løslades, og

dermed har kommunen meget kort tid til at hjælpe og/eller sætte en foranstaltning i gang.

Generelt oplever kommunerne, der har deltaget i metodearbejdet, at der er behov for at få be-

skæftigelsesområdet tættere knyttet til samarbejdet med Kriminalforsorgen.

Nogle kommuner fremhæver, at jobcentrene er centrale i arbejdet med metoden, men at det har

været vanskeligt at få etableret samarbejdet med dem, og ikke mindst at få jobcentrene forplig-

tet i forhold til indsatsen for målgruppen. Begrundelsen er flere steder manglende ressourcer, og

at borgeren ikke står til rådighed for arbejdsmarkedet så længe, de er indsatte. Dermed oplever

jobcentret det, ifølge projekterne, ikke som deres ansvarsområde.

Et særligt opmærksomhedspunkt er lukningen for personlige henvendelser om at søge ydelser,

herunder kontanthjælp. Det skal fremadrettet foregå elektronisk. Det er kommunens erfaring, at

et samarbejde mellem jobcentret og Kriminalforsorgen på dette området er vigtigt, fordi inter-

netadgangen i mange fængsler kan være begrænset. Esbjerg Kommune har i denne sammen-

hæng fokuseret på at lette adgangen til at søge kontanthjælp ved at lægge ansøgningsskemaet

på hjemmesiden. Det enkelte fængsel kan således hente skemaet og udfylde dette sammen med

borgeren under indsættelsen.

Kommunerne peger på, at samarbejdet med jobcentrene ligeledes er vigtigt for fremadrettet at

kunne sætte øget fokus på borgernes beskæftigelsessituation ved løsladelsestidspunktet og mu-

lighederne i den forbindelse. Ikke mindst muligheder for også at forberede det i god tid inden løs-

ladelsen.

11.3 Visitation og samarbejde

Af projektledernes projektindberetninger fremgår det, at kommunikationen og samarbejdet med

fængslerne er helt essentielt for, at metoden fungerer. Netop kommunikationen og samarbejdet

har gennem hele projektperioden været en central udfordring i arbejdet med metoden. Visitatio-

nen til metodearbejdet afhænger af, at kommunerne får en henvendelse fra fængslerne om de

borgere, der ikke har en boligløsning. Denne første henvendelse, som samtidig er igangsættende

for arbejdet med Køreplan for God Løsladelse, har gennem hele projektforløbet været en stor ud-

fordring, og som ovenfor nævnt, er det samarbejde mange steder fortsat ikke optimalt.

Køreplan for God Løsladelse bygger på en række fastsatte trin for samarbejdet mellem Kriminal-

forsorgen og kommunerne. Samtlige kommuner giver i de seneste projektindberetninger fra både

december 2012 og maj-juni 2013 udtryk for, at de oplever, at der er udfordringer med at følge

de fastsatte trin.

Flere af kommunerne udpeger tidsfaktoren som en stor udfordring. Kommunerne oplever, at de

indkaldes til løsladelsesmøder med få dages varsel, og at der derefter kun er få dage til løsladel-

se. Sagsbehandlingstiden bliver derfor voldsomt presset, og i forhold til deltagelse i møder kan

kommuner have meget vanskeligt ved at kunne deltage.

Kommunerne fremhæver ligeledes, at de fortsat oplever ikke at blive inviteret med til løsladel-

sesmøderne, eller at disse ligefrem ikke afholdes.

Andre udfordringer drejer sig om indsatte, som skifter fængsler, hvorved kontinuiteten i samar-

bejdet afbrydes, samt indsatte og varetægtsfængslede, som løslades efter kort tid. Derudover

nævner kommunerne, at de oplever, at Kriminalforsorgen kan have problemer med at navigere i

de kommunale systemer. Kommunerne pointerer i projektindberetningerne, at manglen på sam-

arbejde og koordinering kan få den konsekvens, at borgerne løslades til en uafklaret situation

med hensyn til bolig og økonomi med mere.

182

Flere kommuner fremhæver dog, at de oplever et bedre og mere udbytterigt samarbejde med

Kriminalforsorgen end tidligere. Det skyldes, at der er opbygget et bedre kendskab til hinanden

og til metoden. Flere nævner dog i den forbindelse, at samarbejdet er personafhængigt og til en

vis grad afhænger af, hvilke medarbejdere fra Kriminalforsorgen, der er tilknyttet den enkelte

borger. En Kommune fremhæver, i sammenhæng med dette, i den seneste indberetning fra maj-

juni 2013, at personaleudskiftning i fængslerne kan have stor betydning. Ifølge kommunen indfø-

res nye medarbejdere i fængslerne ikke altid tilstrækkeligt i Køreplan for God Løsladelse.

En anden kommune fremhæver ligeledes i den seneste projektindberetning fra maj-juni 2013, at

der er både positive og negative erfaringer i forhold til samarbejdet med fængslerne. Kommunen

fremhæver, at der er positive erfaringer med samarbejdet med de fængsler, som sender rettidige

initiativer til koordinering. Der er ifølge kommunen fortsat store udfordringer i forhold til samar-

bejdet med de lukkede fængsler.

Endelig fremhæver en del kommuner, at de beskrevne udfordringer ikke handler om mangel på

vilje til at samarbejde, men derimod om implementeringsudfordringer, som centrerer sig om

strukturelle og organisatoriske problemstillinger.

11.4 Baggrundsoplysninger om borgerne i Køreplan for God Løsladelse

I følgende afsnit gives en kort beskrivelse af de borgere, som indgår i dokumentationen i forhold

til køn, alder, nationalitet, forsørgelsesgrundlag og beskæftigelsessituation.



Antal borgere=143.

Langt størstedelen af de 143 borgere, der indgår i dokumentationen af metodearbejdet, er

mænd.

8%

92%

0%

10%

20%

30%

40%

50%

60%

70%

80%

90%

100%

Kvinde Mand

An

del af

bo

rg

ere

Køn

183

Nedenstående figur viser aldersfordelingen blandt borgerne.


Antal borgere=143.

Figuren viser, at langt hovedparten af borgere tilknyttet Køreplan for God Løsladelse er mellem

18 og 39 år, hvilket ligger i forlængelse af, at hovedparten af lovovertrædere typisk er unge

mænd. 36 pct. er unge mellem 18-24 år, mens yderligere 48 pct. er mellem 25-39 år. Kun en lil-

le del er ældre end 40 år.

Den følgende tabel viser borgernes nationalitet.



Dansk 72


Øvrige EU-27 1


Mellemøsten 10

Afrika 7

Andet 3

Ved ikke 1

Antal borgere=143.

Borgerne under metoden er hovedsageligt af dansk nationalitet. Det er tilfældet for 72 pct. af

borgerne. Dog ser man også, at der er henholdsvis 10 pct. med mellemøstlig nationalitet og 7

pct. med afrikansk nationalitet.

1%

36%

21%

27%

11%

3% 0% 0% 0%

5%

10%

15%

20%

25%

30%

35%

40%

Under 18 år


Ved ikke

An

del af

bo

rg

ere

Alder

184

Nedenstående figur viser, hvor længe borgerne har været indsat før løsladelsesmødet.

Figur 11-3: Hvor længe har borgeren været indsat?

Antal borgere=143.

Som det fremgår af figuren, har 27 pct. af borgerne været indsat i 12 måneder eller derover ved

løsladelsesmødet. Man må forvente, at der efter disse ophold vil være en øget risiko for, at bor-

geren ved løsladelsen har en usikker boligsituation. Dette understreger nødvendigheden af, at

løsladelsesmøderne afholdes. Herudover ses det, at 27 pct. af borgerne har været indsat i 6-11

måneder, mens samlet set 28 pct. har været indsat mellem 1-5 måneder.

Figuren nedenfor viser, hvor lang tid før løsladelsen selve løsladelsesmødet afholdes.

Figur 11-4: Hvor længe er der til borgerens løsladelse?

Antal borgere=143.

Figuren illustrerer, at der fortsat er en del af løsladelsesmøderne, som afholdes forholdsvis kort

tid inden løsladelse. Der er 31 pct. af møderne, som afholdes under 1 måned før løsladelsen,

hvilket kan forekomme at være sent, hvis det skal være muligt at tilvejebringe en boligløsning

inden løsladelsen. I 30 pct. af tilfældene afholdes mødet mellem 1 og 3 måneder før løsladelse,

og i 24 pct. af forløbene afholdes mødet mere end 4 måneder før løsladelsen.

15%

27%

27%

17%

11%

3%

0%

10%

20%

30%

40%

50%

60%

70%

80%

90%

100%

An

del af

bo

rg

ere Under 1 måned

1 – 2 måneder

3 - 5 måneder

6 måneder – 11 måneder

12 måneder og derover

Ved ikke

17%

9%

13%

30%

31%

0%

10%

20%

30%

40%

50%

60%

70%

80%

90%

100%

An

del af

bo

rg

ere

Under 1 måned

1 – 3 måneder

4 - 6 måneder

Over 6 måneder

Ved ikke

185

Nedenstående tabel giver en oversigt over borgernes forsørgelsesgrundlag på løsladelsestids-

punktet.



Løn 0


Kontanthjælp 70


Førtidspension 14

Folkepension 0

Ingen indtægt 3

Andet 3

Ved ikke 7

Antal borgere=114. Figuren viser situationen ved løsladelsestidspunktet.

Tabellen viser, at størstedelen af borgerne under metoden er på offentlig forsørgelse i form af

kontanthjælp eller førtidspension. Dette gør sig gældende for i alt 84 pct.

Tabellen nedenfor viser borgernes beskæftigelsessituation ved løsladelsestidspunktet.


Beskæftigelsessituation Andele i pct.



I aktivering, herunder løntilskud og virksomhedspraktik e.l. 18


Sygemeldt 1

Under uddannelse 7


Andet 1

Ved ikke 21


Af tabellen fremgår det, at borgerne har en svag tilknytning til arbejdsmarkedet. 37 pct. af bor-

gerne er ledige uden at være i aktivering, mens 14 pct. står uden for arbejdsmarkedet. Der er li-

geledes 21 pct. af borgerne, hvor hvem der svares ”Ved ikke”.

186


Nedenstående tabel giver en oversigt over borgernes boligsituation på løsladelsestidspunktet.

Tabel 11-5: Hvilken bolig har borgeren?

Boligtype Andele i pct.

Borgeren har en almen bolig 33

Borgeren har en lejlighed eller et værelse i privat udlejning 10

Borgeren bor i en bolig efter servicelovens § 107 2

Borgeren bor i en bolig efter servicelovens § 108 0

Borgeren bor i en lejlighed/et værelse i øvrige opgangsfællesskaber, bo-

fællesskaber, særboliger eller lignende

0

Borgeren bor i en skæv bolig 0

Borgeren bor i eget hus, ejerlejlighed eller andelsbolig 1

Andet 24

Borgeren har ikke egen bolig 24

Ved ikke 7

Antal borgere=114. Figuren viser situationen ved løsladelsestidspunktet. Kategorierne "Borgeren har en lejlighed i

privat udlejning" og "Borgeren har et værelse i privat udlejning" er i tabellen slået sammen.

Dokumentationen viser, at omtrent en fjerdedel af borgerne ikke har egen bolig ved løsladelses-

tidspunktet. Blandt de borgere, som har egen bolig ved løsladelsestidspunktet, er det mest al-

mindelige, at borgeren har en almen bolig. Det er tilfældet for 33 pct. af borgerne. For 24 pct. af

borgerne har medarbejderne svaret ”Andet”. Disse besvarelser dækker overvejende over borge-

re, som sover hos familie og venner.

Dokumentationen indikerer dermed, at 24 pct. med sikkerhed ikke har en egen bolig, og at yder-

ligere 24 pct. kan stå i forskellige usikre situationer, der kan være præget af hjemløshed. I be-

tragtning af, at det her er tale om borgere, hvor kommunen er blevet kontaktet og har været

inddraget, er det høje andele, der har en usikker boligsituation ved løsladelse. Disse udfordringer

kan dog tænkes at skyldes, at kommunen nogle gange ikke har tilstrækkelig tid til at etablere en

boligløsning før løsladelse, hvis kommunen opnår kendskab til borgeren tæt på løsladelse. I den

forbindelse nævner Esbjerg Kommune, at en konkret barriere kan være, at borgerne oftest ikke

står på venteliste hos boligforeninger ved løsladelse. Ligeledes gør en række generelle forhold sig

gældende angående tilgængeligheden af billige boliger til målgruppen som fremhævet tidligere i

rapporten.

187

11.6 Udredning, handleplan og indsatser

Figuren nedenfor viser, om borgerne har en handleplan på løsladelsestidspunktet.

Figur 11-5: Har borgeren en § 141-handleplan på nuværende tidspunkt, eller er vedkommende blevet tilbudt en handleplan inden for de seneste tre måneder?


29 pct. af borgerene har ved løsladelse en § 141-handleplan eller er ved at få udarbejdet én. På

den anden side er der 48 pct. af borgerne, som ikke har fået tilbudt en handleplan inden for de

seneste tre måneder. Det må betegnes som en stor andel, særligt set i lyset af, at enkelte kom-

muner i deres løbende projektindberetninger fremhæver realistiske og fokuserede handleplaner

som et succeskriterium for løsladelsen af borgeren.

Det skal dog bemærkes at en række borgere sandsynligvis ikke omfattes af støtte efter service-

loven efter afsoning, og derfor ikke skal have udarbejdet en handleplan efter § 141 i servicelo-

ven.

Tabellen nedenfor viser hvor mange borgere, der er tilknyttet én af følgende ydelser på løsladel-

sestidspunktet.

Tabel 11-6: Hvilke af følgende ydelser iværksættes over for borgeren?

Ydelse Andele i pct.

Personlig hjælp og pleje samt støtte til nødvendige praktiske opgaver i

hjemmet, bevilget af kommunen som § 83-støtte.

1

Hjælp, omsorg eller støtte samt optræning og hjælp til udvikling af færdig-

heder, bevilget af kommunen § 85-støtte

18

Efterforsorg/efterværn, givet i forlængelse af ophold på § 110-boform 1

Støtte- og kontaktperson, efter § 99 7

Modtager ikke disse ydelser 68

Ved ikke 6

I alt 100

Antal borgere=114. Tabellen viser situationen ved løsladelsestidspunktet. Det har været muligt at sætte flere kryds.

Flertallet af borgerne (68 pct.) modtager ikke nogen af de nævnte ydelser efter løsladelsen. 18

pct. af borgerne modtager § 85-støtte, mens en mindre gruppe på 7 pct. har fået tilknyttet en

støttekontaktperson efter § 99.

10%

48%

13%

14%

15%

0%

10%

20%

30%

40%

50%

60%

70%

80%

90%

100%

An

del af

bo

rg

ere




Nej, borgeren har ikke en § 141- handleplan og er ikke blevet tilbudt en handleplan inden for de seneste 3 måneder.

188

Nedenstående figur viser, om der på tidspunktet for løsladelsesmødet er udarbejdet en plan for

strafudståelsen og tiden efter løsladelsen.

Figur 11-6: Er der i fængslet blevet udarbejdet en handleplan for strafudståelsen og tiden efter løsladel-sen? Andele i pct.

Antal borgere=143. Figuren viser situationen ved løsladelsesmødet.

Dokumentationen viser at 76 pct. af borgerne har fået udarbejdet en plan for strafudståelsen og

tiden efter løsladelsen. Det er ikke tilfældet for 15 pct. af borgerne.

Det er værd at bemærke, at der er langt flere, der har en handleplan for strafudståelse og tiden

efter afsoning i Kriminalforsorgens regi, end der har en § 141-handleplan. Her må man dog også

være opmærksom på, at der er tale om to forskellige planer, der laves i hver sit organisatoriske

regi, hvorfor det er vanskeligt direkte at sammenligne andelen, der har den ene og den anden

handleplan.

Nedenstående figur illustrerer, i hvor høj grad kommunerne vurderer, at der er sket en overfø-

ring af viden om den indsatte og koordinering af handleplaner mellem fængslet og kommunen.

Figuren viser situationen ved løsladelsesmødet.

Figur 11-7: I hvor høj grad vurderer du, at der er sket en overføring af viden om indsatte og koordine-ring af handleplaner mellem fængslet og kommunen (i forløbet til og med løsladelsesmødet)?


Af figuren fremgår det, at det for 65 pct. af borgerne vurderes, at der i nogen eller i høj grad er

sket en overføring af viden om indsatte og koordinering af handleplaner mellem fængslet og

76%

15%

9%

Ja

Nej

Ved ikke

6%

8%

20%

38%

27%

0%

10%

20%

30%

40%

50%

60%

70%

80%

90%

100%

An

del af

bo

rg

ere

I høj grad

I nogen grad

I ringe grad

Slet ikke

Ved ikke

189

kommunen. For 20 pct. af borgerne vurderes det, at der i ringe grad er sket overføring og i 8 pct.

slet ingen.

Nedenstående figur viser, i hvor høj grad det vurderes, at den handleplansansvarlige i fængslet

har foretaget en tilstrækkelig udredning af borgeren. Figuren viser situationen ved løsladelses-

mødet.

Figur 11-8: I hvor høj grad vurderer du, at den handleplansansvarlige i fængslet har foretaget en til-strækkelig udredning af borgeren?


Af figuren ses det, at medarbejderne i 66 pct. af tilfældene vurderer, at den handleplanansvarlige

i fængslet i høj grad eller i nogen grad har foretaget en tilstrækkelig udredning af borgeren. Figu-

ren viser dog samtidig, at der er 16 pct. af borgerne, ikke vurderes til at være blevet udredt til-

strækkeligt, mens der er 4 pct., som svarer ”Slet ikke”.

Af nedenstående figur fremgår det, om der er truffet aftaler om opfølgning på borgerens situation

mellem Kriminalforsorgen og kommunen på løsladelsesmødet.

Figur 11-9: Er der truffet aftaler om opfølgning på borgerens situation mellem KIF og kommunen?


14%

4%

16%

41%

25%

0%

10%

20%

30%

40%

50%

60%

70%

80%

90%

100%

An

del af

bo

rg

ere

I høj grad

I nogen grad

I ringe grad

Slet ikke

Ved ikke

15%

7%

59%

11%

7%

0%

10%

20%

30%

40%

50%

60%

70%

80%

90%

100%

An

del af

bo

rg

ere

Ja, efter 1 måned

Ja, efter 3 måneder

Nej

Andet

Ved ikke

190

Figuren viser, at der for 59 pct. af borgerne ikke er truffet aftale om en opfølgning på borgerens

situation mellem Kriminalforsorgen og kommunen. Kun for 18 pct. af borgerne er dette tilfældet.

Ved læsning af figuren skal det bemærkes, at der ikke skelnes mellem borgere, der løslades med

og uden tilsyn, ligesom der ikke skelnes mellem prøveløsladte og løsladte efter fuld tid.

11.7 Hvad fremmer og hæmmer arbejdet med metoden?

Hovedparten af kommunerne angiver i de seneste projektindberetninger fra maj-juni 2013, at

koordinationen med andre aktører omkring enkeltsager fungerer i nogen grad eller i høj grad.

I projektledernes statusindberetninger fremhæver kommunerne endvidere en række forhold som

henholdsvis fremmer og hæmmer samarbejdet omkring metoden.

Kommunerne mener, at samarbejdet fremmes ved:

At man har udpeget specifikke medarbejdere til opgaven.

At de valgte medarbejdere er klædt på til opgaven og kender deres rolle i forhold til me-

toden.

At ingen giver slip, før en anden har fat.

At borgeren inddrages og medvirker.

Gensidigt kendskab og information, herunder at man de relevante aktører prioriterer at

mødes.

Hvis borgeren tilknyttes bostøtte, er det fremmende, at bostøttemedarbejderen også del-

tager i løsladelsesmødet.

Esbjerg Kommune nævner desuden, at man har lettet adgangen til at søge kontanthjælp ved at

lægge ansøgningsskema på kommunens hjemmeside. Det enkelte fængsel kan derfor hente

skemaet og udfylde dette sammen med borgeren under indsættelsen.

Omvendt oplever kommunerne, at samarbejdet hæmmes ved:

Manglende personaleressourcer hos Kriminalforsorgen og politiet til f.eks. at følge op på

borgere løsladt fra arrest.

Manglende forståelse i forhold til samarbejdspartnernes arbejdsområder, hvilket kan re-

sultere i fordomme.

Ventetider på behandling, ventetider til psykolog/psykiater.

Mangelfuld eller ingen information om løsladelse i tide (herunder pludselige beslutninger

om løsladelse og flytning mellem fængsler), og manglende mulighed for eller prioritering

af deltagelse i fælles møder med borgeren.

Kommunerne nævner i forlængelse heraf, at det bør overvejes, om medarbejderne i de forskelli-

ge organisationer skal undervises i muligheder og udfordringer i hinandens organisationer, så der

opnås en mere fælles forståelse for metoden og en fælles indstilling til løsning af borgerens situa-

tion.

11.8 Gode erfaringer fra metodearbejdet – anbefalinger til andre kommuner

På det sidste netværksmøde i marts 2013 pegede kommunerne på en række anbefalinger til en

fremadrettet implementering og forankring af metoden Køreplan for God Løsladelse:

Det er vigtigt, at der er et overblik over, hvilke tilbud der kan tilbydes en borger.

Det er vigtigt med én indgang i kommunen, og den indgang bør gerne være i beskæfti-

gelsesafdelingen eller foregå i tæt samarbejde beskæftigelsesafdelingen.

Jo mere man samarbejder, desto lettere er arbejdet med den gode løsladelse.

Ledelsesmæssigt fokus på og opbakning til arbejdet med metoden er centralt.

Der er generelt behov for hurtig afklaring på ansvarsfordelingen mellem aktørerne.

Tværfaglig koordinering af arbejdet med den gode løsladelse er vigtigt.

Der skal være tid og ressourcer til stede.

Man skal sætte fokus på de gode historier.

191

Nogle af kommunerne mener i forlængelse heraf, at det har stor betydning, at der bliver en case

manager-funktion tilknyttet arbejdet med Køreplan for God Løsladelse, fordi case manageren bli-

ver borgerens kontakt, og kan tage hånd om problemstillingerne og dermed sikre, at det aftalte

bliver ført ud i livet.

Det er ligeledes afgørende, at man tager højde for, at målgruppen af løsladte, ikke er en homo-

gen gruppe, og har behov for forskellige typer støtte, hjælp og indsats. For borgere i den "tunge"

del af målgruppen kræves der eksempelvis mere langstrakte forløb, hvis metoden skal have virk-

ning på sigt.

Kommunerne oplever, at der ligger en særlig udfordring i at sikre, at borgere, som står over for

løsladelse, får opbygget et netværk. Kommunerne har dog på nuværende tidspunkt ikke alle løs-

ningerne på, hvordan dette bedste muligt håndteres. Det er derfor et vigtigt udviklingspunkt til

det fremadrettede arbejde med metoden og området. Herunder kan der være vigtige erfaringer

at gøre sig i forhold til samarbejde med private og frivillige organisationer og tilbud til målgrup-

pen.

11.9 Forbedrede rammevilkår for samarbejdet med den nye aftale for Kriminalforsorgen

I flerårsaftalen for Kriminalforsorgens økonomi i 2013-2016 er der taget en række initiativer, der

yderligere vil styrke samarbejdet mellem Kriminalforsorgen og kommunerne. En række af initiati-

verne omkring resocialisering tager direkte udgangspunkt i at få håndteret de udfordringer, som

man har oplevet i arbejdet med Køreplan for God Løsladelse. Blandt de mest centrale initiativer

kan nævnes følgende:

Tidligere opstart af ydelsessager i jobcentre, og der arbejdes for klarere regler for, hvilken

kommune der har ansvaret for den videre indsats.

Der udpeges ansvarlige for udslusningskoordination i kommunerne, og reglerne tilpasses,

så løsladelse fra afsoning ikke kan ske om fredagen eller i weekenden.

Der igangsættes en analyse med henblik på at opstille modeller, der inden for de eksiste-

rende bevillingsrammer kan forbedre det resocialiserende arbejde. I analysen skal det

bl.a. overvejes, om det er muligt og relevant at styrke kommunernes incitamenter til at

gøre en større indsats på resocialiseringsområdet, herunder eventuelle muligheder for

kommunal medfinansiering.

Herudover kan det nævnes, at langt hovedparten af kommunerne nu har indgået samarbejdsaf-

taler med Kriminalforsorgen, og de enkelte kommunerne samarbejdsaftaler er gjort tilgængelige

på Kriminalforsorgens hjemmeside: www.kriminalforsorgen.dk/Samarbejde-med-kommunen-

2365.aspx.

http://www.kriminalforsorgen.dk/Samarbejde-med-kommunen-2365.aspx

http://www.kriminalforsorgen.dk/Samarbejde-med-kommunen-2365.aspx

192

12. GOD UDSKRIVNING

God Udskrivning tager udgangspunkt i anden del af målsætning 4 i Hjemløsestrategien, som fo-

kuserer på, at udskrivning fra sygehus eller behandlingstilbud bør forudsætte, at der er en løs-

ning på boligsituationen. Fire kommuner har deltaget, Esbjerg, Odense, Randers og Aarhus. Det

overordnede problem, som God Udskrivning skal forsøge at afhjælpe, er, at borgere i nogle situa-

tioner udskrives fra hospitalsafdelinger, såvel psykiatriske som somatiske, uden at have en afkla-

ret boligsituationen.

Der er ikke afsat særskilte midler og ressourcer til at udvikle en helt ny metode i forbindelse med

udskrivning af borgere fra hospitaler/behandlingssteder. I arbejdet har der været fokus på erfa-

ringsopsamling, og på hvordan området kan styrkes, herunder at beskrive hvilke samarbejdsmo-

deller, der har været afprøvet i de deltagende kommuner.

Erfaringsopsamlingen har haft fokus på at kortlægge de centrale drivkræfter og barrierer, som

kommunerne har oplevet. Herunder vil der være fokus på, hvordan man kan tænke sundhedsom-

rådet ind i forhold til borgernes boligsituation og Housing First-princippet. Det betyder blandt an-

det, at der ikke er foretaget individdokumentation i forbindelse med Hjemløsestrategien.

Evalueringen af God Udskrivning har handlet om at få beskrevet erfaringerne fra de medvirkende

kommuner. Hvordan sikres gode forløb? Hvilke udfordringer eksisterer? Hvilke erfaringer har

kommunerne gjort sig ved at have et særligt fokus på området?

Således har arbejdet med God Udskrivning haft en anden karakter end arbejdet med de fleste af

de øvrige metoder under Hjemløsestrategien, som i højere grad er metoder, der allerede er af-

prøvet og har skullet oversættes til en dansk kontekst eller til en hjemløsekontekst.

Dette kapitel giver et samlet overblik over de drivkræfter, barrierer og problematikker som kom-

munerne har oplevet gennem deres arbejde med God Udskrivning. Der fokuseres ikke specifikt

på de enkelte kommuner, men derimod på de overordnede erfaringer fra arbejdet. Kapitlet base-

rer sig på de erfaringer, som kommunerne har videregivet under de afholdte netværksmøder.

12.1 Fokus i arbejdet

Det overordnede formål med God Udskrivning er at sikre, at der er etableret en løsning på bolig-

situationen ved udskrivning fra hospital eller behandlingssted, at et eventuelt støttebehov til den

udskrevne person er identificeret, samt at der er etableret kontakt til relevante aktører i forbin-

delse med udskrivningen.

Forudsætningerne for at kunne imødegå dette er, at borgerens ressourcer og udfordringer er ud-

redt, at borgerens (bolig-)situation afklares, samt at samarbejdspartnere identificeres og inddra-

ges. Her kan det fremhæves, at borgeren ikke altid er tilstrækkeligt udredt ved udskrivning, idet

indlæggelsesperioden kan være meget kort.

Desuden er det en forudsætning, at der udpeges en tovholder tidligt i borgerens forløb, at indsat-

sen er planlagt, aftalt og udmøntet i en handleplan, samt at ingen myndighed slipper før en an-

den har fat. Derudover lægges der i arbejdet i høj grad vægt på, at den gode udskrivning forud-

sætter den gode indskrivning.

193

At få defineret arbejdet med God Udskrivning har for alle fire kommuner været omfattende og

har taget lang tid. Herunder har kommunerne brugt en stor del af projektperioden på:

At få afklaret problemomfanget i forhold til de hjemløse borgere i deres kommune, her-

under hvor mange borgere det drejer sig om, og hvordan man kan arbejde videre i for-

hold til tilgangen.

At få afdækket, hvorledes projektet kan kobles til allerede eksisterende elementer i sund-

hedsaftalerne.

De fire kommuner har grebet arbejdet forskelligt an, hvilket blandt andet kan henføres til mål-

gruppens omfang og de eksisterende samarbejdsstrukturer med regionen. Af tabellen nedenfor

fremgår en oversigt over, hvilke dele af det regionale behandlingssystem kommunerne har valgt

at fokusere deres samarbejde på:

Tabel 12-1: Kommunernes samarbejde med det regionale behandlingssystem.

Kommune Somatisk afdeling Behandlingspsykiatrien

Esbjerg Kommune X

Odense Kommune X X

Randers Kommune X X

Aarhus Kommune X

Tabellen nedenfor fremhæver hvilke specifikke områder de enkelte kommuner har valgt at foku-

sere på i arbejdet med God Udskrivning. Der er variationer på tværs af kommunerne i forhold til,

hvorvidt kommunerne udelukkende har fokuseret på hjemløse borgere uden egen bolig eller,

hvorvidt funktionelt hjemløse med bolig også har været en del af målgruppen. Desuden er der

variationer på tværs af kommunerne i forhold til, hvorvidt kommunerne har valgt at inkludere

både somatisk og psykiatrisk afdeling i arbejdet eller blot én af de to.

194

Tabel 12-2: Kommunernes fokus i arbejdet med God Udskrivning.

Kommunernes fokus i arbejdet med God Udskrivning

Esbjerg

Kommune

Der er ifølge kommunen tale om en målgruppe på ca. 20 hjemløse borgere om året, som ud-

skrives fra psykiatrisk hospital. Kommunen vurderer, at de funktionelt hjemløse borgere fyl-

der meget.

Det har vist sig at være for omfattende at samarbejde med både behandlingspsykiatrien og

de somatiske hospitaler i arbejdet. Esbjerg Kommune har derfor valgt at starte med at etab-

lere et samarbejde med behandlingspsykiatrien.

I Esbjerg Kommune har man haft stort fokus på at få beskrevet arbejdsgange, rollefordeling

og kontaktpersoner på området. Herunder har Esbjerg Kommune arbejdet med at udarbejde

procedurer for, hvordan samarbejdet og dialogen skal være på området mellem kommune

og regionen samt mellem de forskellige kommunale afdelinger. I denne sammenhæng har

Esbjerg Kommune afholdt arbejdsgruppemøder med relevante fagpersoner på tværs af den

kommunale og regionale sektor. Kommunen har ved udarbejdelsen af proceduregange taget

udgangspunkt i samarbejdsmetoden Køreplan for God Løsladelse, fordi det under denne me-

tode virkede godt med én indgang til kommunen.

Der er ydermere foretaget informerende undervisning omkring God Udskrivning internt i

kommunen samt på et psykiatrisk hospital, som led i at opdatere medarbejdere, som er tæt

på de hjemløse borgere. Ledelsen på det psykiatriske hospital har desuden godkendt en

samarbejdsaftale, og ledelsen bakker op om personalets indsats under God Udskrivning.

Der er afholdt løbende opfølgningsmøder med Akuttilbuddet Fønix, som er kommunens ind-

gang, hvor der blandt andet har været fokus på gennemgang af internt indberetningsmateri-

ale i form af statistik om målgruppen.

Esbjerg Kommune har til hensigt at implementere God Udskrivning permanent, men den en-

delige form er ifølge kommunen endnu ikke afgjort.

Odense

Kommune

Odense Kommune arbejder med en målgruppe, som omfatter både gadesovere og § 110-

beboere. Målgruppen vurderes at være "tungere" end målgruppen for metoden Køreplan for

God Løsladelse. Kommunen har en oplevelse af at kende de fleste af målgruppens borgere i

forvejen.

I Odense Kommune er der etableret en samarbejdsaftale med Odense Universitetshospitals

(OUH), Fælles Akut Modtagelse (FAM) og Psykiatrisk afdeling.

Randers

Kommune

Randers Kommune samarbejder både med behandlingspsykiatrien og de somatiske afdelin-

ger i arbejdet med God Udskrivning.

Kommunen vurderer at problemets omfang er minimalt i Randers Kommune. Kommunens

indsatser handler om at få afklaret behovet for en indsats ud over Sundhedsklinikken, som

yder socialsygepleje til udsatte borgere.

I Randers Kommune har man etableret procedurer i forhold til udvekslingen af oplysninger

med myndighedsafdelingen i kommunen og behandlingspsykiatrien, hvilket har lettet samar-

bejdet. Der er ifølge kommunen fortsat udfordringer i forhold til udveksling af oplysninger

med de somatiske afdelinger. Kommunen har desuden oplyst, at myndighedsafdelingen for

nyligt har omorganiseret, hvilket medfører noget fornyet arbejde i at identificere de rette

kontaktpersoner.

Aarhus

Kommune

Målgruppen i Aarhus Kommune er meget udsatte borgere, som har et væsentligt misbrug og

derfor ofte befinder sig på akutafdelinger.

Aarhus Kommune har udarbejdet en oversigt over deres tilbud til målgruppen, som er sendt

ud til de 3 afdelinger, som man samarbejder med i projektet.

Aarhus Kommune har valgt at fokusere på at styrke indsatsen i forhold til de somatiske afde-

linger, idet behandlingspsykiatrien er dækket via sundhedsaftalerne. Aarhus Kommune har

indgået en samarbejdsaftale med to akutafdelinger og en medicinsk visitationsafdeling.

195

Forud for selve arbejdet med God Udskrivning har der ligget et stort arbejde for kommunerne i

afdækningen af målgruppen og mulige samarbejdsaktører.

En vigtig erfaring i forhold til en fremtidig etablering af God Udskrivning i andre kommuner er

derfor, at det er nødvendigt at beregne forholdsvis lang tid til forarbejdet, inden det egentlige ar-

bejde centreret om borgerne kan udfoldes. Forarbejdet er med til at sikre, at der etableres de

mest hensigtsmæssige procedurer, relationer og kontaktflader forud for selve arbejdet med gode

udskrivningsforløb for borgerne.

Forankring i de allerede eksisterende sundhedsaftaler

Det primære fokus er på, hvordan man koordinerer samarbejdet med sundhedsområdet, herun-

der psykiatrien og somatiske afdelinger, og hvordan man sikrer, at relevant information bliver

udvekslet mellem de relevante aktører. Det arbejde skal forankres i de allerede eksisterende

sundhedsaftaler samt i nye samarbejdsaftaler, som har et specifikt fokus på hjemløsemålgrup-

pen. Alle fire kommuner har arbejdet i lokale arbejdsgrupper med at koordinere samarbejdet

mellem de forskellige aktører og tilvejebringe redskaber, der kan sikre den gode udskrivning med

henblik på løsning af hjemløse borgeres boligsituation.

Der ligger til stadighed en række udfordringer i at få God Udskrivning forankret i de eksisterende

lovpligtige samarbejdsaftaler og finde en model for, hvordan de forskellige afdelinger kan inddra-

ges i udviklingen af arbejdet med de hjemløse borgere. Det er et stort og omfattende arbejde at

få God Udskrivning kombineret med de eksisterende sundhedsaftaler. Der foreligger allerede

formelle aftaler om koordination og samarbejde i sundhedsaftalerne. Men det tager tid at få dem

implementeret således, at de fungerer som konkrete arbejdsredskaber i medarbejdernes hverdag

som retningsgivende for, hvilken rollefordeling og dialog de forskellige myndigheder skal have

med hinanden om fælles borgere.

Kommunerne udtrykker et behov for at få udfærdiget konkrete retningslinjer, hvor der ud over

den gode udskrivning ligeledes er fokus på indskrivningen. Det fokus skal sikre, at relevante ak-

tører har god forberedelsestid, når borgeren udskrives, hvad enten det er med eller uden social

eller sundhedsfaglig støtte.

I nogle kommuner har man haft fokus på at få indskrivningsprocedurer indarbejdet som en inte-

greret del af de eksisterende samarbejdsaftaler eller som en konkret samarbejdsaftale, som sup-

plerer de overordnede aftaler på området. Det blev dog vurderet på det seneste netværksmøde i

januar 2013, at det for nogle kommuner kan være mere realistisk at arbejde på at etablere bedre

indgange frem for at oprette formelle samarbejdsaftaler i kommuner, idet målgruppen f.eks. i

Randers Kommune omfatter meget få borgere. I den forbindelse blev det påpeget, at det kan

være en bekymring hos hospitalerne mod at indgå for mange særaftaler for alle de mange mål-

grupper, de har.

196

Derfor kan det være bedre at fokusere på at skabe tydeligere og mere tilgængelige indgange og

øge den generelle viden om målgruppen for derigennem at forbedre samarbejdet og skabe bedre

forløb for borgerne.

Tabel 12-3: Eksempler på fokus i samarbejdsaftaler fra Odense og Aarhus kommune.

Samarbejde mellem Odense Kommune og

OUH/FAM

Samarbejdsaftale mellem Aarhus Kommune, to

akutafdelinger og en medicinsk visitations-

afdeling

På nuværende tidspunkt (februar 2013) er der i

Odense Kommune etableret en samarbejdsaftale

med Odense Universitetshospitals (OUH) Fælles Akut

Modtagelse (FAM) samt psykiatrisk afdeling.

Projektet har to opsøgende medarbejdere, som ved

behov kan komme på alle tider af døgnet. Det er dog

ikke erfaringen, at det bliver brugt særlig meget. Der

er tale om en forholdsvis lille målgruppe i denne

kommune, og derfor er fokus rettet mod det "lav-

praktiske" i samarbejdsaftalen. Samarbejdsaftalen

indebærer, at FAM indberetter informationer om en

borger til IT-systemet SAMBO, hvorigennem bekym-

ringer og informationer om borgerens behov, der

kræver kommunal indgriben, præsenteres for Ældre

og Handicap, som tager imod alle indberetninger fra

SAMBO. SAMBO er et udskrivningssystem til at vide-

regive informationer om en (hjemløs) borger, der har

behov for yderligere støtte/foranstaltninger fra kom-

munen efter udskrivning.

Teamet i denne afdeling er blevet bedt om at kontak-

te de to opsøgende medarbejdere i forbindelse med

relevante sager. Der er dermed ikke noget ekstra ar-

bejde i forbindelse med arbejdet med målgruppen for

FAM, og den mindre ekstra opgave med kontakten til

de to medarbejdere har teamet i kommunen taget på

sig. På psykiatrisk afdeling har man valgt, at medar-

bejdere skal kontakte de to opsøgende medarbejdere

direkte, da der ikke her er nogle eksisterende infor-

mationssystemer som SAMBO at koble sig på.

Aarhus Kommunes arbejde med God Udskrivning

munder ud i en samarbejdsaftale med to akutafdelin-

ger og medicinsk visitationsafdeling.

Det konkrete samarbejde inden for projektet omfat-

ter derudover en sygeplejerske i Center for misbrug,

Gadeklinikken samt metadon- og heroinbehandlings-

steder. Projektet oplyser, at man arbejder på, at der

i de nye sundhedsaftaler skal stå noget konkret om

samarbejdet om målgruppen.

Projektet har udarbejdet retningslinjer, som er sty-

rende for samarbejdet. Disse retningslinjer vil senere

blive afprøvet i et modelprojekt, og erfaringerne fra

modelprojektet skal derefter spredes til andre afde-

linger.

Udfoldelse og afprøvning af samarbejdsaftalen fore-

går uden decideret ledelsesfokus/-medvirken, men

ledelsen er bekendt med arbejdet.


Den konkrete forankring og organiseringen af projekterne varierer mellem kommunerne, afhæn-

gigt af deres eksisterende organisering af området og fokus.

197

Nedenstående tabel giver en oversigt over projekternes organisering og forankring.

Tabel 12-4: Organisering og forankring af God Udskrivning.

Kommune Forankring

(Indgangen til kommunen)

Organisering

Esbjerg

Kommune

Hovedindgangen for God Udskrivning er Kraft-

center Fønix, der er et akuttilbud med døgn-

dækning. Fønix arbejder med Housing First-

princippet, og de finder ud af, om borgeren

skal visiteres til CTI- eller ICM-forløb.

Behandlingspsykiatrien retter henvendelse

hertil. Kommunen fremhæver, at behand-

lingspsykiatrien har været positiv overfor

denne ene indgang.

Herefter sender Fønix en opsøgende medar-

bejder ud til borgeren for at starte forløbet al-

lerede ved borgerens indlæggelse. Kraftcenter

Fønix tager selv imod de borgere, der skal ha-

ve de mindst indgribende tilbud, men tager

ikke tage imod borgere, som har en voldsom

misbrugsadfærd.

For borgere med særlige vanskeligheder kon-

taktes en kontaktperson i myndighedsafdelin-

gen, hvorefter der udarbejdes en § 141-

handleplan. Fønix er behjælpelig med kontak-

ten til andre afdelinger. Som udgangspunkt

kan borgere ikke overnatte i Fønix, men til-

buddet har akutpladser. Projektet har udfær-

diget et lamineret kort med kontaktoplysnin-

ger til Fønix, som er delt ud til afdelinger i be-

handlingspsykiatrien.

I Esbjerg Kommune er arbejdet med God

Udskrivning organiseret hos Fønix (ca. 10

medarbejdere) Disse medarbejdere vil alle

kunne handle på kontakten fra behandlings-

psykiatrien. Medarbejderne skal have over-

blik over kommunes tilbud samt hvordan der

skal handles i forhold til den enkelte hen-

vendelse.

Randers

Kommune

Randers Kommune har gjort samarbejdet om

God Udskrivning personuafhængigt ved at op-

rette en e-mail-adresse, [email protected],

hvor både de somatiske afdelinger og behand-

lingspsykiatrien kan indsende "bekym-

ringsmails" om en borger. Ved denne frem-

gangsmåde undgår man ifølge Randers Kom-

mune nogle af de sårbarhedsfaktorer, der er

ved at have én bestemt person som indgang

til kommunen.

Der er i Randers Kommune nedsat to ar-

bejdsgrupper, som afløste en tidligere meget

bred og tværfaglig arbejdsgruppe, som iføl-

ge kommunen ikke fungerede optimalt. Den

ene gruppe består af lederen fra socialpsyki-

atrien og lederen fra behandlingspsykiatrien,

mens den anden gruppe har ledere fra de fi-

re somatiske afdelinger, hvor målgruppen

oftest kommer.

Odense

Kommune

Indgangen til kommunen er organiseret såle-

des, at henvendelsen rettes til en enkelt med-

arbejder i kommunen.

I Odense Kommune udføres arbejdet med

God Udskrivning af to medarbejdere, som

fungerer som en slags case managere for

borgerne. Disse medarbejdere arbejder til-

med med metoden Køreplan for God Løsla-

delse og kan derfor bruge erfaringerne her-

fra direkte i arbejdet med God Udskrivning.

Aarhus

Kommune

Der arbejdes på nuværende tidspunkt på at

etablere én indgang til kommunen for hen-

vendelser fra somatiske hospitaler.

Aarhus Kommune har lavet en oversigt over

deres tilbud til målgruppen, som man har

sendt ud til de 3 afdelinger, som man sam-

arbejder med i projektet.

Samtlige kommuner har givet udtryk for vigtigheden af, at projektet er forankret i én specifik og

kendt indgang til kommunen. Den specifikke kommunale indgang skal sikre, at hospitalspersona-

le ved, hvor de kan og skal henvende sig ved udskrivning af borgere.

198

Esbjerg Kommunes forslag til indsatsvej

Esbjerg Kommune har udarbejdet en visuel køreplan over faserne i God Udskrivning. Oversigten

skal ikke følges kronologisk. De røde markeringer i figuren angiver den vigtigste styring i forlø-

bet, mens de øvrige kasser angiver sideløbende aktiviteter.

Den visuelle køreplan giver et struktureret overblik over proceduregange og indsatsområder. Pro-

ceduregangen er ifølge Esbjerg Kommune karakteriseret ved et tidligt og koordineret samarbejde

mellem Esbjerg Kommune og behandlingspsykiatrien. Under proceduregangen er der fokus på

Housing First samt afklaringen af, hvilken type bostøtte den hjemløse borger har brug for.

Gennem arbejdet med at kortlægge ansvar og fremgangsmåde under God Udskrivning, er der ifølge Esbjerg Kommune skabt et mere solidt samarbejde mellem kommune og region, som bi-drager til en større forståelse for hinandens fagligheder.

199

Henvendelsesfase Udredningsfase Handlingsfase Rehabiliteringsfase

Mis

bru

gs-

beh

an

dli

ng

Beh

an

dlin

gs

psykia

tri

Jo

bcen

ter

Myn

dig

hed

K

raft

cen

ter

Fø

nix

Tilb

ud

Indlagt på psykiatrisk hospital

Afklaring/udredning foretages undervejs i

indlæggelsesforløbet

Mulige behandlingstilbud:

Lokalpsykiatrien

Det opsøgende psykoseteam

Klinik for skizofreni

Så tidligt som muligt inddrages medarbejder fra Kraftcentret Fønix. Der

udarbejdes Udredning & Plan med fokus på afklaring af boligsituationen.

Rikke Kargo, tlf.nr. 76 16 49 77, [email protected]

Substitutionsbehandling

Stoffri behandling

Alkoholbehandling

Housing First inkl. Boligsøgning,

boligøkonomi, praktisk flyttehjælp,

kontakt til samarbejdspartnere, CTI

eller CM (varetages af Fønix indtil

bevilliget supported housing er

etableret)

Der udarbejdes socialudredning del 1 / 2 på Center for Misbrug,

Jørgen M. Dall, tlf. 76 16 64 25, [email protected]

Samarbejder med alkoholambulatoriet, tlf. 76 16 64 64,

[email protected]

Egen læge

Lokalpsykiatrien

Klinik for skizofreni

Ko

nta

nt

hjæ

lp

Pen

sio

n/

Borg

er-

servic

e

Henvisning til lærings- og kursusforløb

(Borgere i Masterplanens yderste

flowcirkel)

Såfremt Udredning & Plan indikerer behov for efterfølgende indsatser

inddrages myndighedsrådgiver i Kraftcenter, Frodesgade 27.

Esbjerg, tlf. 76 16 49 80

Er der behov for mere omfattende tilbud kontaktes:

Winnie Møller, tlf. 76 16 91 84, [email protected]

Aktiveringstilbud

Uddannelse

Beskæftigelse

Beskæftigelsestilbud § 103

Aktivitets- og Samværstilbud § 104

Midlertidigt botilbud § 107

Længerevarende botilbud § 108

Kontaktforløb

Bevilling af kontanthjælp

Bevilling af enkeltydelser (også for

pensionister efter 2003)

Pension før 2003 – bevilling af

personlig tillæg

SåfremtFønix medarbejderens faglige vurdering synliggør, at

borgeren har et massivt misbrug (fx borgere indlagt til afrusning)

overgives opgaven til § 110, som sikrer Udredning & Plan samt

Housing first princippet samt CTI- eller CM-forløb iværksættes

Besked om indlæggelse

Kontaktperson Birgit Dahl,

[email protected]

Besked om indlæggelse

[email protected]

Afklaring af kontanthjælp

Eventuelle ansøgninger sendes til

[email protected]

fordeles efter cpr. nr.

Henvisning til Kraftcenter ud fra

Udredning & Plan (ingen § 141)

Bevilling af indsatser ud fra VUM og §

141 handleplan (Udredning & Plan som

udgangspunkt for VUM)

§ 85 indsats i forhold til bevilling fra

myndighed – Supported Housing

(koordinerende indsatser)

200

Tabel 12-5: Ansvar og handlinger i God Udskrivning for Esbjerg Kommune.

Ansvar og handlinger i God Udskrivning

Behandlingspsykiatri

Borgeren er indlagt på psykiatrisk hospital.

Behandlingspsykiatrien skaber hurtigst muligt efter indlæggelse en relation til

borgeren med henblik på en tidlig kontakt til Fønix, Akuttilbud og dermed løs-

ning af boligsituationen.

Behandlingspsykiatrien kontakter hurtigst muligt Misbrugsbehandlingen, så-

fremt borgeren har misbrugsproblematikker.

Behandlingspsykiatrien har ansvaret for at indkalde Fønix og Misbrugsbehand-

lingen til de relevante samarbejdsmøder (indlæggelses og udskrivelsesmøder).

Misbrugsbehandling Misbrugsbehandlingen udarbejder social udredning del 1+2. Udredningen er

udgangspunkt for tilbud om relevant misbrugsbehandling.

Misbrugsbehandlingen deltager i koordinerende samarbejde med Fønix.

Kraftcenter Fønix

Efter henvendelse fra behandlingspsykiatrien besøger Fønix-medarbejderen

hurtigst muligt den indlagte borger.

Vurderer Fønix-medarbejderen, at borgeren har et for massivt misbrug til op-

hold på Fønix, videregives opgaven til relevant § 110-tilbud.

Såfremt borgerens forsørgelsesgrundlag er kontanthjælp, gives der besked om

indlæggelse til Kontanthjælpsafdelingen samt til jobcentret.

Såfremt borgerens forsørgelsesgrundlag er pension, og der er behov for efter-

følgende bevilling, kontaktes Pensionsafdelingen, Borgerservice

Der udarbejdes Udredning & Plan (inden for 6 uger). Der sættes fokus på Hou-

sing First-princippet.

Fønix medarbejderen har ansvar for at kontakte myndighedsrådgiver i Kraft-

centret, såfremt der er behov for indsatser ud over løsning af boligsituationen.

Ved udskrivelse af borgeren er det Fønix-medarbejderen, der tilbyder indsatser

ud fra ICM-metoden eller CTI-metoden (jævnfør Housing First-princippet).

Såfremt det ikke har været muligt at finde en løsning på boligsituationen før

udskrivelse kan borgeren tilbydes akut ophold på Fønix.

Myndighed Myndighed er ansvarlig for udarbejdelse af § 141-handleplan, såfremt Udred-

ning og Plan indikerer behov for efterfølgende indsatser.

Myndighed bevilger de nødvendige indsatser.

Myndighed har ansvar for at koordinere og følge op med tilbud, hvor nødvendi-

ge indsatser er iværksat.

Såfremt der er behov for henvisning til kraftcenter rettes henvendelse til den

rådgiver, der er til stede på Kraftcentret den pågældende dag.

Såfremt der er behov for bevilling af indsats i andet tilbud, rettes henvendelse

til koordinator.

§ 110 Tilbud

Ved henvendelse fra Fønix om massivt misbrugende borgere er § 110-tilbuddet

ansvarlig for at overtage opgaven i forhold til koordinering med behandlings-

psykiatrien, jobcentret, kontanthjælp, Center for Misbrug osv. (Som beskrevet

under Kraftcenter Fønix).

§ 110-tilbuddet udarbejder Udredning og Plan.

§ 110 er ansvarlig for inddragelse af myndighedsrådgiveren.

§ 110 understøtter Housing First-princippet.

§ 110-tilbuddet er ansvarlig for efterfølgende ICM- eller CTI-indsats.

§ 103-, § 104-, §

107- og § 108-tilbud

§ 85-tTilbud

Indsatser udføres ud fra myndighedsbestillingen.

Jobcenter Jobcentret er ansvarlig for at notere borgeren som indlagt.

Jobcentret er ansvarlig for arbejdsmarkedsrettede tilbud (kontaktforløb, aktive-

ringstilbud, uddannelse og beskæftigelse).

Kontanthjælp Kontanthjælpsafdelingen er ansvarlig for at notere borgeren som indlagt.

Kontanthjælpsafdelingen afklarer kontanthjælpsberettigelse.

Kontanthjælpsafdelingen er ansvarlig for behandling af ansøgninger om enkelt-

ydelser.

Pensionsafdelingen

Borgerservice

Pensionsafdelingen er ansvarlig for behandling af ansøgninger om personligt til-

læg og enkeltydelser.

201

12.3 Centrale problemstillinger og udfordringer for God Udskrivning

Gennem arbejdet har kommunerne identificeret en række centrale udfordringer på området i for-

hold til at kunne styrke indsatsen over for borgere. En central udfordring, der skal håndteres, er,

hvordan man finder den rette måde at samarbejde på, så det bliver realistisk og gennemførligt i

praksis.

Forskellige rammevilkår mellem psykiatriske og somatiske afdelinger

Problematikkerne i forhold til udskrivning er komplekse og forskelligartede for forskellige afdelin-

ger og enheder i regionerne. Nogle problematikker er fælles for både somatiske og psykiatriske

afdelinger, mens andre er specifikke for det ene fagområde.

En problematik, som særligt gør sig gældende på de somatiske afdelinger, er, at det kan være

vanskeligt at identificere de hjemløse borgere. Det skyldes blandt andet, at personalet ikke nød-

vendigvis kan se på borgeren, at vedkommende er hjemløs, når borgeren er blevet indlagt, har

fået et bad og rent tøj på. Det kan være et udtryk for fordomme over for eller manglende viden

om hjemløse borgere. Men der er ligeledes tale om en problematik, som i høj grad handler om,

hvad det faglige fokus er på de somatiske afdelinger. Det er projekternes erfaringer, at der på de

somatiske afdelinger, i højere grad er fokus på at løse den isolerede somatiske lidelse, som er år-

sagen til, at borgeren er der, og i mindre omfang se på helhedsbilledet af brogerens samlede si-

tuation. Der arbejdes derfor i de fire kommuner på at finde en fremgangsmåde, der kan sikre, at

medarbejderne på hospitalerne kan blive mere opmærksomme på, om patienten er hjemløs.

Personalet kan finde det vanskeligt at opdage og identificere den hjemløse borgers særlige behov

for støtte og omsorg, og vil dermed også være hæmmet i forhold til at videregive relevante in-

formationer til kommunerne. Når de hjemløse patienter ligner de øvrige patienter, forsvinder fo-

kus hos personalet ofte fra at afdække en eventuel hjemløshedssituation, idet problematikken

glider i baggrunden i forhold til travlhed med andre sundhedsfaglige opgaver. Modsat oplever

kommunerne, at der i behandlingspsykiatrien er et andet mere helhedsorienteret fokus. Her ser

man på borgerens mentale tilstand, hvilket i højere grad opleves som sammenhængende med

borgerens sociale situation, herunder borgerens boligsituation.

I forhold til de somatiske afdelinger, har der i forlængelse heraf ligeledes været en udfordring i at

engagere dem i udviklingen af procedurer og tilgange i arbejdet med målgruppen samt i udvæl-

gelsen af, hvilke somatiske afdelinger, der skal samarbejdes med. Desuden har samarbejdet om

at udvikle procedurer og arbejdsgange været en udfordring. Det skyldes ikke mindst, at det so-

matiske område er stort og komplekst.

Der ligger ydermere en udfordring hos hospitalerne i forhold til at kunne rumme visse dele af

målgruppen. De hjemløse patienter opfører sig ikke altid som andre patienter på f.eks. skadestu-

er og somatiske afdelinger, og personalet er ikke i alle tilfælde klædt på til at forholde sig til mål-

gruppen.

Vanskeligheder ved at identificere de hjemløse borgere på de somatiske afdelinger kan ses som

et udtryk for, at der generelt er mangel på viden om målgruppen – både på de enkelte afdelin-

ger, på hospitalerne samt i kommunerne. Desuden synes der at være mangel på overblik over,

hvilken støttende indsats målgruppens borgerere kan tilbydes. Det skal ses i sammenhæng med

at hjemløse borgere er en relativ lille del af den samlede gruppe af borgere, der håndteres på de

somatiske afdelinger.

Vanskeligt at nå den nødvendige koordination

Generelt er der en tidsmæssig udfordring for det sundhedsfaglige personale i Regionerne i forhold

til at nå at opdage og udrede en borgers komplekse problemstillinger og behov, inden vedkom-

mende udskrives fra afdelingen. Tidspresset skaber en udfordring i forhold til etableringen af en

tidlig kommunikation mellem psykiatrien og boligformidlingen og/eller en støtteindsats fra det

kommunale system. Manglen på den tidligere kommunikation gør det ofte svært at nå at skaffe

en bolig til en boligløs borger, inden vedkommende udskrives.

202

Ved korte indlæggelser nås det ikke altid at finde en bolig til borgeren, inden denne udskrives, og

der kan derfor være behov for andre tilbud som forsorgshjem med akutte overnatningspladser,

indtil der findes en bolig til borgeren.

I sammenhæng med ovenstående lægger kommunerne vægt på vigtigheden af at få etableret et

samarbejde mellem kommune og hospital allerede ved borgerens indlæggelse. Dette fokus på, at

indsatsen bør starte allerede ved borgerens indlæggelse, er en af forudsætningerne for at skabe

gode udskrivninger.

Udfordringer i det tværfaglige samarbejde

Kommunerne vurderer, at koordineringen på tværs af afdelinger og sektorer på nuværende tids-

punkt ikke fungerer godt nok. Der er generelt mangel på tværfagligt samarbejde imellem aktø-

rerne. Kommunerne oplever en tendens til, at der mangler fælles løsninger på fælles problemer.

Ifølge kommunerne er det netop de fælles løsninger, som skal fordre, at det undgås, at borgere

bliver kastebold mellem forskellige sektorer og afdelinger. En barriere for koordineringen af det

tværfaglige arbejde er den tidligere omtalte mangel på kommunikation.

Kommunerne vurderer, at der mangler fælles, helhedsorienterede handleplaner for borgeren,

hvilket kan resulterer i, at borgerens problemstillinger ikke bliver løst. Konsekvensen af, at bor-

gere udskrives uden at relevante aktører som socialpsykiatrien eller socialforvaltningen informe-

res, kan være, at personen udskrives til et liv på gaden.

Esbjerg Kommune fremhæver, at en selvstændig udfordring kan være, at borgerene ikke altid gi-

ve samtykke til at hospital og kommunen må udveksle oplysninger.

En central udfordring er, hvordan man kan optimere kommunikationen mellem aktørerne og sik-

re, at kommunen og regionen kan dele relevante oplysninger på en nem måde. Særligt oplysnin-

ger om indlæggelser og udskrivning, og behovet for en særlig opmærksomhed på en borger er

afgørende at få delt effektivt. Kommunikationen forbedres ifølge kommunerne blandt andet ved

at etablere én kendt indgang til kommunen, så der ikke er tvivl hos de psykiatriske og somatiske

afdelinger om, hvor de skal rette henvendelse vedrørende borgeres udskrivning.

Endnu en faktor, som ifølge projekterne vanskeliggør samarbejdet mellem aktørerne, er, at der

arbejdes efter to forskellige lovgivninger, serviceloven og sundhedsloven, og dermed paradigmer,

hvorfor arbejdet med og synet på borgerne kan være differentieret fra aktør til aktør. Flere

kommuner har peget på, at det er vigtigt at være bevidst omkring disse differentierede syn på

borgeren i arbejdet med God Udskrivning, idet de kan udgøre en udfordring i forhold til etablerin-

gen af samarbejdet.

203

Ledelsesmæssig opbakning

Kommunerne har generelt givet udtryk for, at det er centralt, at der er ledelsesmæssig opbak-

ning, hvis det skal lykkes at skabe gode udskrivninger for borgerne. Nogle af kommunerne har

oplevet, at det har været vanskeligt at få opbakning fra ledelsen, fordi målgruppens omfang er

begrænset. Projekterne oplever den ledelsesmæssige opbakning som en essentiel drivkraft for at

kunne skabe reel forandring på området, og der lægges her vægt på, at den ledelsesmæssige

opbakning er central i forhold til at skabe gode udskrivningsforløb for borgerne.

Billige boligløsninger til målgruppen

Ligesom ved de fleste andre af Hjemløsestrategiens metoder er mangel på billige boligløsninger

til målgruppen et generelt problem på tværs af kommunerne.

12.4 Centrale erfaringer

I det følgende opstilles en række centrale erfaringer, som kan benyttes i kommunernes fremtidi-

ge arbejde med God Udskrivning.

Den indledende afklaring er afgørende

Kommunernes erfaringer peger på at den indledende afklaring af målgruppen og rammerne for er

afgørende for succes.

Kommunerne anbefaler, at man indledningsvist estimerer problemets omfang, i forhold til hvor

mange borgere hvor udskrivningen udgør et reelt problem. Kommunerne har haft gode erfaringer

med at opgøre antallet henvendelser sammen for at estimere målgruppens omfang. I forhold til

målgruppens afgrænsning er det vigtigt at være tydelig på, hvorvidt målgruppen omfatter reelt

hjemløse borgere, funktionelt hjemløse borgere eller begge grupper.

Kommunerne anbefaler, at man indledningsvist definerer, hvad projektet kan tilbyde i samarbej-

det, og identificerer de interne udfordringer og først derefter går dialog med de relevante samar-

1.1 Socialsygepleje til målgruppen

Som en del af metodearbejdet har Randers Kommune etableret et tiltag, som imødekommer en række af

de ovenfor nævnte udfordringer om manglende viden om målgruppen samt koordineringen af det tvær-

faglige arbejde.

Sundhedsklinikken i Randers Kommune, som specifikt henvender sig til socialt udsatte, er ifølge kommu-

nen en stor drivkraft bag at skabe gode udskrivninger for borgerne samt en af årsagerne til, at kommu-

nen næsten ikke oplever problematikken i forbindelse med borgere, der bliver udskrevet til et liv på ga-

den. Sundhedsklinikken tilser og håndterer ifølge kommunen i høj grad de somatiske problemstillinger,

som borgerne i målgruppen har. Medarbejderne på sundhedsklinikken har et godt samarbejde med de

praktiserende læger, og klinikken fungerer sågar som bindeleddet til lægerne. Klinikken er åben kl. 8-15

og sygeplejersken kan kontaktes via sms. Med sundhedsklinikken centreres arbejdet med de hjemløse på

ét sted, hvor der, måske i højere grad end på de somatiske og psykiatriske afdelinger, vil være et ud-

bredt kendskab til målgruppens problemer og behov. Det kan således være en fordel at have en sund-

hedsklink, hvor personalet kan arbejde målrettet med målgruppen og dermed også med selve metoden.

I en artikel om socialsygepleje til socialt udsatte skriver cand.scient.soc. Stine Riegels om, hvordan netop

socialsygepleje til hjemløse, psykisk syge eller borgere med misbrug kan forbedre livskvaliteten for disse

grupper. Ydermere kan det være økonomisk rentabelt for samfundet at yde en indsats over for socialt

udsatte, som ofte bruger vagtlægen, somatisk eller psykiatrisk skadestue, fordi de grundlæggende er

psykisk syge og har behov for hjælp. Socialsygeplejen er måske bedre forberedt på at omfavne den

hjemløses komplekse livssituation og bidrage med både social, psykologisk og medicinsk hjælp på samme

tid. (Kilde: Stine Riegels, "Sygeplejersken" nr. 1, 1. januar 2013).

I Odense Kommune er der, i stil med sundhedsklinikken i Randers Kommune, en SoSu-assistent ansat i

forbindelse med sundhedsklinikken i Pantheonsgade, som fungerer som en slags koordinator for nogle af

borgerne i målgruppen. SoSu-assistentens rolle er ikke nødvendigvis så central, som i Randers Kommu-

ne, men for nogle af målgruppens borgere er vedkommende den primære kontakt.

204

bejdspartnere. Man bør ligeledes afdække eksisterende systemer til kommunikation, og overveje,

hvordan oplysninger i forvejen udveksles.

Sikring af det gode samarbejde

Kommunernes erfaringer peger på en række forhold, der kan fremme det gode samarbejde.

Kommunerne har blandt andet gode erfaringer med:

At få sikret ledelsesmæssig opbakning i både kommune og region, blandt andet ved at

regionen er med til at påbegynde og definere samarbejdet.

At oprette én indgang til kommunen.

At oprette en kontaktlinje i forhold til bekymringssager.

At arbejde med at udbrede kendskabet til målgruppen på de relevante afdelinger i regio-

nerne.

At skabe kendskab til hinandens områder og sikre en forståelse af de muligheder og ud-

fordringer det indebærer, at arbejde på tværs af de involverede myndigheder.

Hurtig og overskuelig handleanvisning til samarbejdspartnere, f.eks.

o Oversigtsark over tilbud.

o Lamineret kontaktkort.

At bruge kommunale sygeplejersker i dialogen med regionen i forhold til faglighed og for-

ankring af projektet.

205

13. ØVRIGE PROJEKTER

Syv kommuner har i projektperioden arbejdet med projekter, som ikke falder ind under hverken

metodeprojekterne eller etableringen af boliger. Der er tale om Albertslund, Frederiksberg, Høje-

Taastrup, København, Odense, Randers og Aarhus kommune.

Disse øvrige projekter er beskrevet i kommunernes lokale Hjemløseplaner og projekterne er ble-

vet dokumenteret gennem en halvårlig projektdokumentation, hvor fokus har været på projek-

tets fremdrift og erfaringer.

Dette afsnit gennemgår disse projekter med fokus på projekternes formål, målgruppe og aktivite-

ter samt resultater. Afsnittet bygger på projekternes halvårlige indberetninger, kommunernes

Hjemløseplaner samt kvalitative interviews ved projektperiodens afslutning med udvalgte kom-

muner. Det skal understreges, at kapitlet er baseret på projekternes egne beskrivelser og vurde-

ringer af indsatsen.

13.1 Albertslund Kommune

Albertslund Kommune har arbejdet med tre projekter. Et fjerde blev påbegyndt, men blev vurde-

ret ikke at være relevant og derfor indstillet.

13.1.1 Opsøgende arbejde og udredning

Formål

Albertslund Kommune beskriver, at gadesovere i kommunen ofte ikke er synlige i gadebilledet i

byen, og det vurderes, at de ofte opholder sig i andre kommuner. Der er ingen forsorgshjem i Al-

bertslund Kommune, og de to nærmeste ligger i Glostrup Kommune. Projektet har derfor til for-

mål at opsøge og finde Albertslund-borgere, der sover på gaden, således at borgerne tildeles den

rette støtte samt mulighed for at få en bolig. Projektet centrerer sig om det opsøgende arbejde

gennem styrket samarbejde med kommunerne, hvor Albertslund-borgere opholder sig, samt med

forsorgshjem. Der er dermed ikke tale om gadeplansarbejde, men om et fokus på at skabe sam-

arbejdsrelationer til de relevante kommuner og forsorgshjem og herved sikre, at relevante oplys-

ninger vedrørende gadesovere, der er Albertslund-borgere, bliver videregivet til rette instans.

Derudover har projektet til formål at styrke og kvalificere samarbejdet internt i kommunen for

derved at sikre, at arbejdsgangene er koordinerede og effektive, så sagsgangen ved en henven-

delse fra en anden kommune er klart defineret.

Målgruppe

Den primære målgruppe for projektets aktiviteter er medarbejdere internt i Albertslund Kommu-

ne samt relevante kommuner og forsorgshjem. Der er tale om et samarbejdsprojekt, og gadeso-

vere er slutbrugerne, der skal hjælpes via det øgede samarbejde.

Aktiviteter

Samarbejdsmodel med andre kommuner

Albertslund Kommune angiver i deres Hjemløseplan, at man vil udarbejde en samarbejdsmodel

med Københavns Kommune omkring gadesovere samt med Glostrup Kommune specifikt omkring

borgere på forsorgshjem, da det er i disse kommuner, hvor Albertslund-borgere ofte opholder

sig.

Undervejs har projektet dog erfaret, at der ikke opleves et behov i kommunen for at udarbejde

formaliserede samarbejdsaftaler med ovenstående eller andre kommuner. Opfattelsen internt i

kommunen er, at målgruppen er relativt lille (to gadesovere ved 2011-tællingen), og at kommu-

nikationen omkring disse allerede fungerer. Når der er kommet en henvendelse fra eksempelvis

Københavns Kommune omkring samarbejde om en gadesovende Albertslund-borger, er opfattel-

sen, at medarbejdere i Københavns Kommune ved, hvordan man tager kontakt til Albertslund

Kommune.

206

Internt samarbejde

Projektet melder, at der har været fokus på at øge og optimere samarbejdet internt i kommunen

mellem de opsøgende medarbejdere/SKP’ere og kommunens case managere. Dette er, ud over

kontakten i det daglige arbejde, blandt andet blevet understøttet af et månedligt forum omkring

borgere, der indgår i Hjemløsestrategien.

Samarbejde med forsorgshjem

Da gadesoverne ofte er svære at komme i dialog med på gadeplan, er forsorgshjemmene en vig-

tig kilde til kontakt. Den hjemløse borger henvender sig selv og etablerer derved selv den første

kontakt, som projektet kan bygge videre på. Der har løbende været fokus på især to forsorgs-

hjem, Solvang og Tornehøjgård i Glostrup, i forhold til at styrke og optimere samarbejdet, så der

kommer et bedre flow gennem forsorgshjemmene, og derved skabes bedre plads til gadesover-

ne.

Resultater og erfaringer

Projektet har kørt siden foråret 2011, og kommunen vurderer, at der er opnået et øget internt

samarbejde mellem opsøgende medarbejdere/SKP’ere og case managere, samt at der er sket en

udvikling og optimering af samarbejdet med forsorgshjemmene Solvang og Tornehøjgård.

Derudover har kommunen opnået en klarhed omkring behovet for formaliserede samarbejdsafta-

ler. Det viste sig som nævnt, at der ikke opleves et behov for at styrke dette yderligere, eftersom

opfattelsen er, at kommunikationen og koordineringen omkring de relativt få borgere allerede

fungerer.

13.1.2 Forebyggende indsats i forhold til arbejdsmarkedsparate hjemløsetruede og hjemløse borgere

Formål

Albertslund Kommune beskriver i deres Hjemløseplan projektets formål som at udvikle en model

for en social mentor, der skal virke forebyggende:

Der etableres et tilbud om helhedsorienteret opfølgning på borgernes sociale, arbejdsmæssi-

ge og boligmæssige situation via en social mentor

Der udvikles på den forebyggende indsats i forhold til huslejerestancer, hvor den sociale

mentor giver støtte til håndtering af økonomi og evt. administration af borgerens økonomi

Der udvikles en model for, hvordan den hjemløse borger kan profitere af en beskæftigelses-

mæssig indsats via samarbejdet mellem den sociale mentor, jobcenteret og arbejdsplad-

sen/aktiveringsstedet.

Målgruppe

Målgruppen for den sociale mentor er personer, som har boligproblemer, men dog ikke har så

omfattende problemer, at der ikke kan arbejdes på en tilbagevenden til arbejdsmarkedet.

En anden del af målgruppen udgøres af borgere mellem 25 og 35 år, som har mistet en bolig, en-

ten på grund af restancer eller på grund af et brudt samlivsforhold. Mange vil kunne klare den si-

tuation uden yderligere støtte, men unge uden store ressourcer og netværk kan havne i en situa-

tion, hvor der går flere år uden et fast tilholdssted, hvilket kan blive indledningen til en social de-

route med stadig løsere tilknytning til det almindelige samfund og offentlige system, blandt andet

fordi den unge ikke har en kontaktadresse.

En tredje målgruppe er lidt ældre (35-50 år) mænd, som typisk har psykiske problemer eller er

på vej ud af et misbrug. Nogle blandt denne gruppe har ikke en selvstændig bolig, men bor som

sofasovere eller evt. officielle lejere hos andre, hvor der er fare for, at de fastholdes i et mis-

brugsmiljø.

Projektet understreger, at der er tale om en forebyggende indsats, der ikke nødvendigvis vil have

direkte indvirkning på antallet af gadesovere.

207

Aktiviteter

Den sociale mentor skal være en af borgeren accepteret person og skal opleves som en støtte og

en koordinator. Kommunen fremhæver, at forskellen på den sociale mentor og bostøttemedar-

bejderne først og fremmest er, at indsatserne retter sig mod to forskellige målgrupper. I tilfælde

af snitflader mellem den sociale mentors og bostøttens arbejdsområder, er der fokus på koordi-

nering og samarbejde for at sikre, at der arbejdes i samme retning.

Projektet oplyser, at der pr. 1. januar 2010 blev ansat en social mentor i jobcentret, som det før-

ste halve år brugte meget tid på at systematisere arbejdsgange, udvikle metoden, definere mål-

gruppen samt starte hele projektet op.

Hovedaktiviteten har været, at borgerne er blevet tilknyttet en social mentor, som varetager hel-

hedsopfølgning, støtter i forhold til økonomi og samarbejder med jobcentret om beskæftigelse på

en arbejdsplads/aktiveringssted i en tidsbegrænset periode alt efter borgerens behov. Den socia-

le mentor arbejder blandt andet med sager, hvor borgeren er i overhængende fare for at miste

sin lejlighed på grund af eksempelvis manglende huslejeindbetaling. I disse sager arbejder men-

toren intensivt i kortere perioder med at afklare økonomi og forsørgelsesgrundlag, samt støtter

borgeren i at overholde aftaler med kommune og betalingsinstanser.

Projektet beskriver, at der har været et behov for, at den sociale mentor indtager flere roller.

Herunder eksempelvis kortere forløb med rådgivning/vejledning af borgere generelt om forskel-

ligartede problemstillinger.

Dokumentation og udvikling har også været en del af projektet, og det beskrives i projektindbe-

retningerne, at der er udfærdiget et dokumentationssystem, der kan give indblik i, hvilke opga-

ver mentoren har i forhold til specifikke borgere samt antallet af mentorforløb. Der er derudover

blevet udfærdiget en funktionsbeskrivelse for en social mentor.

Barrierer

Projektet har løbende påpeget udfordringer med at få den sociale mentor inkorporeret i de øvrige

indsatser under Hjemløsestrategien. Den sociale mentor er ansat under jobcentret, og størstede-

len af de øvrige indsatser er forankret i Socialforvaltningen. Erfaringen er, at en forankring i job-

centret forudsætter et væsentligt arbejde med at øge kendskabet til den sociale mentor blandt

relevante medarbejdere i Socialforvaltningen, samt med at tilpasse mentorens funktion i forhold

til indsatser i Socialforvaltningen.


Kommunen vurderer, at den sociale mentor, via en intensiv indsats i kritiske perioder, har fore-

bygget, at borgere sættes ud af deres bolig.

Projektet oplyser, at den sociale mentors arbejde har resulteret i flere og bedre aftaler med ek-

sempelvis forsynings- og boligselskaber om afdragsordninger vedrørende eventuel gæld.

Projektet påpeger, at der er gode erfaringer med, at den sociale mentor deltager i boligudvalgs-

møder. Her diskuteres, hvordan eventuelle ledige boliger i kommunen fordeles, og ved at invol-

vere den sociale mentor, oplever kommunen at have opnået en større koordination mellem de

forskellige instanser. Herved vurderes det også, at der er opnået en større og mere udbredt for-

ståelse blandt disse instanser for grundlaget for tildeling af boliger.

13.1.3 Netværksskabende aktiviteter

Formål

I Albertslund Kommune eksisterer der en madklub for alkohol- og stofmisbrugere og herunder

hjemløse og hjemløsetruede borgere, hvor der er gode erfaringer i forhold til at nå målgruppen.

Projektet skal styrke denne indsats og med afsæt heri videreudvikle modellen, så madklubben i

stigende grad bliver rammen om netværksdannelse og sociale aktiviteter for hjemløse borgere.

Formålet med de netværksskabende aktiviteter er forebyggelse og fastholdelse. Tanken er, at det

er vigtigt med et socialt netværk samt et sted, man føler en tilknytning til, og aktiviteter der kan

fylde hverdagen ud og være med til at skabe rammen om hverdagen. Dette bidrager de

208

netværksskabende aktiviteter til. Derved mindskes risikoen for, at borgeren oplever social isolati-

on, ensomhed og en hverdag uden struktur eller mening, som kan være en medvirkende årsag

til, at borgeren ikke kan opretholde et hverdagsliv i rammerne af egen bolig.

Endvidere er det hensigten, at de netværksskabende aktiviteter udvikles, så de kan danne ram-

men om en mere uformel kontakt mellem kommunen og borgerne. Projektet skal afprøve mulig-

heden for, at eksempelvis sagsbehandlere, misbrugskonsulenter eller jobkonsulenter kan bruge

aktiviteterne og madklubben som en platform til at komme i kontakt med gruppen.

Hensigten er at udvikle og afprøve nye metoder og på denne baggrund udvikle en model for,

hvordan der kan skabes en mere uformel indgang til kommunen for en gruppe, der ofte har van-

skeligt ved at benytte de mere formelle indgange.

Målgruppe

Målgruppen er både de hjemløsetruede, de socialt udsatte og de hjemløse borgere, der er kom-

met hjem fra forsorgshjem og nu bor i egen bolig med bostøtte.

Aktiviteter

Ved opstart af projektet var der en del problematikker omkring den eksisterende madklub for so-

cialt udsatte, som derfor lukkede. Som følge heraf, blev der i det første lange stykke tid brugt tid

og ressourcer på at undersøge og udforme et design for en madklub, der kan undgå disse pro-

blematikker og være direkte målrettet hjemløse og hjemløsetruede borgere. Resultatet blev i før-

ste omgang et månedligt forum for borgere tilknyttet Hjemløsestrategien med mad og aktiviteter,

som senere hen i forløbet blev udvidet til en ugentlig klub. Den åbner hver fredag for målgruppen

til et måltid mad, evt. aktiviteter som oplæg eller banko samt socialisering og netværksskabelse.

Der er fokus på brugerinddragelse, og borgerne hjælper til med at handle og lave mad ligesom

der arrangeres ture ud af huset med blandt andet besøg i Zoologisk Have, hestevognstur i Dyre-

haven eller kanalrundfart i Københavns havn.

Projektet har arbejdet med at indgå samarbejde med frivillige organisationer, der arbejder med

målgruppen omkring diverse netværksorienterede aktiviteter. En decideret samarbejdsaftale blev

indgået med foreningen hjælpeløs.dk, der hjælper hjemløse borgere med at møblere deres boli-

ger, og hvor de aktive i foreningen selv er tidligere hjemløse borgere og borgere, der har haft

svært ved at skabe varige relationer andre steder. Foreningen har til formål at indsamle og repa-

rere aflagte møbler, så hjemløse, tidligere hjemløse og socialt udsatte borgere kan få møbler fra

foreningen til deres hjem. Foreningen inviterer de borgere, som kommer i kontakt med forenin-

gen, til at deltage i arbejdet, så der oparbejdes et netværk for disse borgere.

Fokus for projektet har været at gøre foreningen i stand til at fortsætte arbejdet ved projektets

udløb i december 2012. Til dette formål har kommunen blandt andet været behjælpelig med ad-

ministrativ hjælp ved at støtte foreningens driftsudgifter, blandt andet ved at betale foreningens

husleje, således at foreningen kunne fokusere på deres hovedformål: At tage kontakt til borgere

og hjælpe med at få gjort deres boliger til hjem.

Barrierer

Projektet pointerer, at der er udfordringer med at få et samarbejde mellem en frivillig forening og

en kommune til at gå op i en højere enhed. Om end der er en samarbejdsaftale, så er kontinuer-

lig forventningsafstemning samt muligheden for at revurdere tiltag nødvendig.

Resultater

I arbejdet med at udvikle konceptet for en madklub for hjemløse borgere, der også skal danne

rammerne for netværksaktiviteter og en potentiel kontakt til kommunen, påpeger projektet, at

det er vigtigt at inddrage eksisterende viden fra lignende projekter samt medarbejdere med erfa-

ringer med målgruppen. En yderligere erfaring med etablering af en ny madklub er, at der er

mange, som skal inkluderes i arbejdet for, at initiativet forankres i organisationen.

Der er som resultat af projektet blevet etableret en ugentlig klub med mad og aktiviteter samt

udflugter, hvor borgeren inddrages. Der er blevet tilknyttet en frivillig medarbejder, og projektet

har oplyst, at man arbejder på at få tilknyttet flere for at sikre fortsættelsen af arbejdet.

209

Samarbejdet med frivillige organisationer er udmundet i en samarbejdsaftale med foreningen

hjælpeløs.dk. Projektet beskriver, at foreningen, som resultat af samarbejdet med projektet, nu

er blevet etableret i relevante lokaler, hvor interesserede kan komme og kigge på møbler og/eller

hjælpe til. Der er ydermere udarbejdet årshjul, som giver overblik over betaling af regninger, an-

søgningsfrister til relevante fonde m.m., som kan være med til at sikre det økonomiske grundlag

for en fortsat drift. Projektet nævner, at også den netværksskabende del af arbejdet er begyndt

at blomstre, hvor omkring 8-10 borgere mødes og sætter møbler i stand og spiser sammen efter-

følgende. Derudover oplyser projektet, at de forsorgshjem, man har samarbejdet med, oplever,

at hjælpen til at etablere sig i en bolig er et vigtig parameter for fastholdelse i egen bolig.

13.2 Esbjerg Kommune

13.2.1 Opsøgende og forebyggende arbejde

Formål

Formålet med projektet er at yde opsøgende og forebyggende arbejde til borgere i alderen 18-29

år. Projektet er forankret på Skjoldbo, som er en § 110-boform.

Som en del af projektet foretages der en udredning af de unge ved hjælp af værktøjet Udredning

og Plan.

Herudover har projektet som formål at skabe relationer til de unge og knytte de unge til kommu-

nens case managere, hvor det er relevant.

Målgruppe

Målgruppen for indsatsen er unge i alderen 18-29 år, som er potentielle, funktionelle eller egent-

ligt hjemløse. Målgruppen er ifølge projektet i mange tilfælde kendetegnet ved spontan og

udadreagerende adfærd samt ved en kompleks sammensætning af problemstillinger.

Aktiviteter

Skjoldbo har gennemført en besøgsrunde hos en række samarbejdspartnere for at sikre kend-

skabet til projektet, samt for at sikre samarbejdspartnernes kendskab til Skjolbo.

Projektet beskriver, at fokus har været at opbygge gode relationer til de unge borgere, foretage

udredninger og etablere kontakt mellem kommunens case managere og målgruppen.

Barrierer

Medarbejderne oplyser, at det er en udfordring at skabe "bæredygtige" og vedvarende relationer

til de unge. Når medarbejderne møder de unge, er de ofte meget kaotiske og impulsstyrede,

hvilket ifølge projektet resulterer i mange såkaldte "brandslukningsopgaver". På denne baggrund

oplever projektet det som en udfordring at fastholde relationen til de unge i tilstrækkelig lang tid

til, at en systematisk udredning kan gennemføres. Projektet fremhæver, at § 141-handleplanen

er et vigtigt redskab, som kan skabe tryghed for den unge, hvis planen følges.

Medarbejderne oplever desuden, at det kan være en udfordring for de unge at honorere de stille-

de krav i et aktiveringstilbud. Der er i denne sammenhæng indgået aftaler om, at der sendes en

indkaldelse til boformen til fremmøde på Jobcentret, hvormed case manageren vil have mulighed

for at støtte den unge i fremmøde.

I forhold til samarbejdet med Center for Misbrug og behandlingspsykiatrien oplever medarbej-

derne, at nogle unge kan komme til at falde mellem "to stole". Desuden oplever projektet, at

samarbejdet på tværs af alkoholbehandling og ICM-indsatsen er udfordrende, idet der til en vis

grad stilles krav om en trappetrinslogik fra behandlingens side.

Endelig fremhæver projektet ved den seneste indberetning fra maj-juni 2013, at der er udfor-

dringer med at etablere tilfredsstillende tilbud til borgerne efter endt forløb. Dette skyldes blandt

andet ventetider hos læger, speciallæger og hospitaler. Medarbejderne oplever desuden, at de

unge til tider bliver afvist i distriktspsykiatrien på grund af misbrug.

210


Projektet beskriver, at den unge bør være i besiddelse af en række grundforudsætninger for, at

en udvikling kan opnås. Blandt grundforudsætningerne er ifølge projektet blandt andet en positiv

indstilling hos den unge til at tage imod og samarbejde med offentlige tilbud samt åbenhed hos

den unge omkring vedkommendes økonomiske, socioøkonomiske og misbrugsmæssige problem-

stillinger.

Skjoldbo har i projektets løbende indberetninger fremhævet, at opholdslængden for målgruppen

har været faldende under projektet. Dette kan ifølge projektet være et udtryk for, at der via fo-

kus på Housing First-princippet er skabt værktøjer til brug for case managerne, f.eks. etablerin-

gen af fleksible ordninger i forhold til bevilling af indskudslån samt bevilling af engangsydelse til

notering på boligforeningernes ventelister. Projektet vurderer dog, at økonomien stadigvæk er en

central udfordring for de unge under 25 år. I Hjemløsestrategiens afslutning viser det sig dog at

være svært at finde egnede boliger, som de unger er i stand til at betale, hvilket påvirker op-

holdslængden på boformen i negativ retning.

Medarbejderne oplever, at Udredning og Plan-værktøjet for nogle borgere kan være udgangs-

punkt for en god relation, hvorimod der for andre borgere kan være nogle akutte problemstillin-

ger, som bør løses før Udredning og Plan-værktøjet tages i brug. For nogle unge er det således

centralt, at relationen til case manageren etableres inden den systematiske udredning igangsæt-

tes. I etableringen af relationer mellem den unge og case managerne lægges der vægt på, at den

unge har tillid til, at case manageren vil den unge.

Erfaringerne med projektet har resulteret i et sideløbende projekt med fokus på tværfaglige ind-

satsplaner for de udsatte unge. Projektets omdrejningspunkt er et tværfagligt koordinerede sam-

arbejde mellem Skjoldbo, jobcenter, Center for Misbrug samt myndighedsrådgiverne. Det koordi-

nerende team mødes en gang om måneden. De unge borgere har inden mødet fået udarbejdet

en Udredning og Plan samt deltaget i en jobsamtale (rådgiver fra jobcenter er til rådighed på

Skjoldbo hver onsdag eftermiddag).

13.3 Frederiksberg Kommune

13.3.1 Projekt til afklaring af behovet/muligheden for alternative plejehjemspladser

Formål

Efter mange års misbrug og et hårdt liv, er der en del borgere, som er eller potentielt snart bliver

for plejekrævende til, at forsorgshjemmene gennem bostøtte kan varetage deres behov, og som

derfor ikke kan rummes på almindelige plejehjem eller i egen bolig med hjemmepleje og/eller

bostøtte. Projektets formål er at analysere og afdække behovet for at etablere alternative pleje-

hjemspladser. Hvis det viser sig, at der er et behov, er det en politisk beslutning, hvorvidt disse

pladser skal etableres.

Målgruppe

Plejekrævende borgere, hvis behov ikke kan dækkes på forsorgshjem eller med bostøtte og/eller

hjemmepleje i egen bolig.

Aktiviteter

Forvaltningen har udført en intern estimering samt beskrivelse af målgruppen. Derefter blev der

afholdt interne møder på lederplan omkring indholdet af opgaven, og ifølge indberetningen fra 3.

kvartal 2011 blev der udformet et kommissorium for gennemførelse af opgaven med involvering

af de centrale aktører på området.

Ved indberetningen i 1. kvartal 2012 fremgår det, at der er uklarhed omkring strategien på om-

rådet og projektet angiver, at projektet skal genovervejes, og indholdet skal tilpasses den sene-

ste modernisering på plejeboligområdet.

Ved indberetning i december 2012 oplyser projektet, at det planlagte analysearbejde er blevet

sat i gang med henblik på at vurdere omfanget af målgruppen og mulighederne for at etablere

alternative plejehjemspladser inden for den eksisterende plejeboligkapacitet i kommunen.

211

Projektet har således ved tidspunktet for indberetningen i december 2012 udmøntet sig i følgen-

de:

En målgruppeanalyse

Planlægning af studietur til anden kommune med henblik på erfaringsudveksling

Afdækning af eksisterende boligmuligheder og kompetencer i forhold til målgruppen internt i

kommunen.

Resultater

Der meldes endnu ikke om nogen resultater, eftersom analysearbejdet ikke er afsluttet.

13.4 Høje-Taastrup Kommune

Høje-Taastrup Kommune havde som udgangspunkt beskrevet et samlet projekt i deres Hjemlø-

seplan. Dette blev ved strategiens opstart opdelt i tre separate projekter.

13.4.1 Udredning og koordinering

Formål

Projektet skal udvikle og optimere samarbejdet mellem kommunernes centre og de § 110-tilbud,

hvor Høje-Taastrup Kommunes borgere opholder sig i forhold til udredning og koordinering.

Målgruppe

Borgere på § 110-boformer.

Aktiviteter

Kommunen valgte som udgangspunkt at udfærdige et udredningsværktøj inspireret af Udredning

og Plan, men dette værktøj blev ændret til Voksenudredningsmetoden (VUM), som er blevet im-

plementeret på hele Social- og Handicapområdet.

Efter en tilbagemelding fra mange forsorgshjem om, at man ikke kan håndtere forskellige ske-

maer fra hver kommune, blev det besluttet, at den koordinerende sagsbehandler udfylder ske-

maerne på § 110-boformernes vegne - herunder også rubrikker der skal belyse borgerens egen

vurdering. Dette sker i praksis med udgangspunkt i en samtale med borgeren og dennes kon-

taktperson på § 110-tilbuddet. Øvrige kommunale forvaltninger er ligeledes blevet bedt om at bi-

drage med relevante oplysninger til det fælles udredningsdokument. Derudover besluttede pro-

jektet i sidste kvartal af 2012, at sagsbehandleren skal ledsages af en bostøttemedarbejder til

udredningssamtalerne på forsorgshjemmene, hvilket giver et bredere og mere tværfagligt per-

spektiv på vurderingen af behovet for støtte, samt hvilken bolig der vil være egnet til borgeren.

Herved forventer projektet, at udredningerne bliver bedre og mere realistiske. Samtidig er sam-

arbejdet mellem sagsbehandler og bostøtteenhed blevet styrket.

Projektet indførte i en periode i forbindelse med opstart et præsentationsmøde mellem den frem-

skudte sagsbehandler og borgeren på § 110-tilbuddet en uge efter indskrivningen, hvor sagsbe-

handleren præsenterede sig og klædte borgeren på til den udredning, der skulle finde sted. Præ-

sentationsmødet blev dog senere afskaffet, efter det havde været praktiseret i en kortere perio-

de, da det i praksis var vanskeligt at nå at afholde et møde inden det egentlige udredningsmøde.

Selve udredningen starter 3-4 uger efter indskrivning på boformen, da man har erfaret, at bor-

gerne som regel har behov for ro de første par uger efter indskrivningen.

Den fremskudte sagsbehandler har taget initiativ til at igangsætte et samarbejde med aktive-

ringsprojektet Pilehøj om at køre rundt i kommunen og samle aflagte, brugbare møbler ind, som

rengøres og evt. repareres. Møblerne er blevet uddelt gratis til borgere, der står over for at skulle

flytte i egen bolig fra § 110-tilbud. Kommunen fremhæver, at projektet blev sat i bero efter ind-

brud i den container, hvor møblerne blev opmagasinerede. Projektet er ifølge kommunen ikke

genoptaget på grund af manglende ressourcer.

212

Der blev i 1. kvartal i 2012 sammen med Albertslund Kommune afholdt et samarbejdsmøde med

de § 110-tilbud, som de to kommuner har mest samarbejde med. Formålet var at styrke og for-

bedre samarbejdet mellem kommunerne og forsorgshjemmene.

Projektet oplyser at der er indgået aftaler med det lokale § 110-tilbud omkring den gode udskriv-

ning, som er skrevet ned i en fælles arbejdsgang. Der er ligeledes udarbejdet interne arbejds-

gange omkring udredning af § 110-borgere, tilbud om og udarbejdelse af § 141-handleplaner,

samt arbejdsgange i forbindelse med ansøgning af indskudslån og enkeltydelser.

Barrierer

Projektet har erfaret, at forsorgshjemmene generelt er positive omkring samarbejdet omkring

udredningen, men mindre positivt indstillet omkring selve skemaerne og udfyldelsen af disse.

Denne barriere var ifølge kommunen særligt tilknyttet opstartsfasen, hvor kommunen skulle have

forsorgshjemmene til at bidrage til udredningerne for § 110-borgerne. Kommunen fremhæver, at

man på nuværende tidspunkt har implementeret Voksenudredningsmetoden (VUM) og at det er

sagsbehandleren, der foretager udredningerne.

Det besværliggør processen, at det er den koordinerende sagsbehandler, der skal udfylde ske-

maet, men dette overkommes ved, at den koordinerende sagsbehandler påtager sig at skrive de-

res bidrag ind i skemaet ud fra den samtale, der holdes mellem borgeren, § 110-tilbuddet og den

koordinerende sagsbehandler. Det er sagsbehandlerens oplevelse, at der er stor forskel på, hvor-

dan og i hvor høj grad § 110-tilbuddene medvirker til og samarbejder om udredningen, og det

har i nogle tilfælde krævet gentagne henvendelser med forsinkelse i processen til følge.

Der har løbende været rapporteret om udfordringer med at finde billige og egnede boliger. Ofte

er de ledige boliger placeret i områder, hvor borgeren ikke tør/ønsker at bo grundet tidligere op-

levelser og risici for tilbagefald og repressalier fra tidligere bekendtskaber.


Projektet vurderer, at den fremskudte sagsbehandling på § 110-boformerne har været med til at

nedbringe antallet af Høje-Taastrup-borgere, der opholder sig på forsorgshjem, markant. Ifølge

den fremskudte sagsbehandlers egen vurdering er der kun sket én genindskrivning fra projekt-

start i maj 2010 og frem til 1. kvartal 2012. Ved indberetningen i december 2012 har kommunen

registeret syv Høje-Taastrup-borgere på forsorgshjem. Ved indberetningen fra 1. kvartal 2011

melder projektet at have haft 15 udredningsforløb, hvoraf syv borgere er kommet i bolig eller til-

bage til egen bolig.

Projektet har gode erfaringer med at bestille en speciallægeerklæring i begyndelsen af processen

i de tilfælde, hvor der er den mindste mistanke om psykiatriske forhold. Herved sikres det, at der

udfærdiges en undersøgelse i tide.

Derudover oplever projektet, at præsentationsmødet mellem sagsbehandleren og borgeren efter

indskrivningen er givende for begge parter. Det er sagsbehandlerens indtryk, at præsentations-

mødet letter kommunikationen, og at borgeren som følge af mødet får lettere ved at åbne op,

når selve udredningen går i gang. Samtidig har borgeren haft lejlighed til at tænke over de

spørgsmål, der stilles i forbindelse med udredningen. En anden erfaring fra sagsbehandlerens

side er, at det er vigtigt at formulere udredningen på en sådan måde, at borgeren efterfølgende

kan genkende sig selv.

Ved den sidste indberetning i maj-juni 2013 fremhævede projektet, at man har modtaget positiv feedback fra forsorgshjemmene i forhold til initiativet til koordinering og tæt opfølgning.

13.4.2 Samarbejde med KFUM om drift af social café

Formål

Projektet har til formål at etablere en café for socialt udsatte borgere. Caféen oprettes med hen-

blik på at understøtte og opbygge sociale relationer, så der derigennem kan dannes netværk. Må-

let er at skabe et fælles værested for kommunens udsatte borgere. Tanken er, at et øget socialt

netværk og sociale aktiviteter medvirker til at skabe indhold og struktur i hverdagen, samt med-

213

virker til, at de tidligere hjemløse og hjemløsetruede borgere kan magte en hverdag i egen bolig

og ikke flytter på forsorgshjem eller ender som gadesovere.

Endvidere er det hensigten, at caféen kan øge kommunens mulighed for at komme i kontakt og

dialog med udsatte borgere. Ikke mindst fordi borgerne får et sted, hvor de kan henvende sig på

mere uforpligtende vis og få råd og hjælp.

Målgruppe

Projektet henvender sig til socialt udsatte borgere i Høje-Taastrup Kommune.

Aktiviteter

Høje-Taastrup Kommune har indgået en samarbejdsaftale med KFUM's sociale arbejde, og kom-

munen har driftsoverenskomst med den sociale Café Paraplyen, der er etableret og været i drift

siden marts 2010. Kommunens hjemmevejledere, støttekontaktpersoner og den fremskudte

sagsbehandler har gjort en indsats for at oplyse borgerne om den sociale café og dens tilbud. Ca-

féens ledelse og den fremskudte sagsbehandler har desuden uddelt gratis mad- og kaffebilletter

til borgere i målgruppen i opstartsfasen.

Caféen har i projektperioden fungeret som praktiksted for flere borgere. Caféen rummer borgere,

som jobcenteret ifølge projektet tidligere har "opgivet" at aktivere, og som caféen har sat sig for

at kunne rumme. Derudover har projektet indgået en aftale med Kriminalforsorgen om at være

afsoningssted for samfundstjeneste.

Caféen har desuden udbudt forskellige aktiviteter såsom tilbud om vejledning i personlig hygiej-

ne, tilbud om massage (ved en frivillig uddannet massør), afspænding samt kreative værksteder

som smykkekurser og strikkecafé.

Der tilbydes ligeledes gældsrådgivning samt gratis retshjælp, og projektet har etableret et tætte-

re samarbejde med den opsøgende kommunale ungeindsats Gadeplan. Desuden er der etableret

kontakt til kommunens SKP-team og bostøtteteam, samt med distriktspsykiatrien i Ishøj, der alle

gæster gældsrådgivningen med borgere, som har behov for økonomisk rådgivning.

Herudover er der på foranledning af det politiske niveau i kommunen blevet indledt et tættere

samarbejde med kommunens socialpsykiatri, jobcenter og pensionsafdeling med henblik på at

styrke de tilbud, der i dag findes for de socialt udsatte målgrupper inden for den nuværende øko-

nomiske ramme.

Caféen har uddelt startpakker til hjemløse og § 110-borgere, der står over for at skulle flytte i

egen bolig. Startpakkerne består f.eks. af service, gryder, sengetøj og håndklæder. Startpakker-

ne bevirker i følge, at nogle borgere kommer tilbage til caféen, efter de er blevet etableret i egen

bolig.

Ved den seneste projektindberetning i juni 2013 fremhæver projektet endelig en række konkrete aktiviteter, eksempelvis fælles motion i form af stavgang, billard, en 3-dages ferietur til Randers, en tur til Cirkusrevyen med videre.

Barrierer

Caféen er placeret på en rolig vej i et boligkvarter, og projektet oplevede i starten udfordringer

med at tiltrække målgruppen og forbeholde tilbuddet målgruppen.

Bestyreren skønner, at der kan være nogle forestillinger om, at KFUM har en kristen og forkyn-

dende praksis, som gør, at det kan være svært at tiltrække især de yngre borgere til caféen.

Der var undervejs i projektperioden manglende forventningsafstemning mellem caféen og sags-

behandleren, som resulterede i divergerende syn på, hvordan den fremskudte sagsbehandling

skulle udmøntes. Dette betød, at caféen oplevede, at sagsbehandleren ikke var tilstrækkeligt til

stede, samt at sagsbehandleren oplevede at være i caféen på tidspunkter uden tilstrækkeligt

med henvendelser. Denne uoverensstemmelse blev adresseret på et fælles møde med caféens

personale, sagsbehandleren, ledelsen fra det kommunale regi og projektlederen, hvor der blev

214

diskuteret forskellige opfattelser af behovet, samt indgået aftaler for, hvordan den fremtidige

indsats skulle forløbe.


Caféen havde ifølge egne tal haft 204 såkaldte særlige gæster i februar 2011, hvilket svarer til

ca. 10 gæster pr. dag. I januar drejede det sig om 201 særlige gæster (svarende til 9 gæster pr.

dag) og i december 2010 var der 227 særlige gæster, svarende til 10 gæster pr. dag. Ved den

seneste indberetning i maj-juni 2013 estimerer caféen, at der er ca. 35 forskellige gæster pr. dag

og at 25 heraf er borgere med nuværende eller tidligere misbrug og/ eller psykisk sygdom.

Caféens bestyrer oplever, at borgerne efterhånden blomstrer op og får selvtillid ved at blive

rummet i caféen. Samtidig vokser de med opgaven, når de f.eks. bliver betroet at hjælpe til med

mindre opgaver såsom at gå til hånde i køkkenet.

Der er stor efterspørgsel på den frivillige gældsrådgivning, som startede op i april 2011. Caféen

huser landets største gældsrådgivning i KFUM-regi, der ved tidspunktet for projektindberetningen

i december 2012 efter en foreløbig opgørelse fra caféen havde haft 122 sager.

Projektet oplever, at gældsrådgivningen samt den juridiske retshjælp har skabt afgørende resul-

tater for en række udsatte borgere, hvoraf flere beskrives som selvmordstruede og psykisk "langt

nede". Før borgerne søgte hjælp til at få styr på gælden, var de ikke motiverede i forhold til mis-

brugsbehandling og beskæftigelse, eftersom en eventuel indtægt ville gå til at afdrage gælden.

Projektet understreger i forhold til kontakten til målgruppen, at relationen bedst opbygges over

tid og ved at vise tillid til den pågældende borger. Hvis medarbejdere er for udfarende og ambiti-

øse på borgerens vegne, risikerer man at skræmme borgeren væk. Det er derfor vigtigt, under-

streger projektet, at borgeren selv er med til at definere og er enig i, hvad der skal arbejdes hen

i mod i den enkeltes liv.

Ved den seneste indberetning i maj-juni 2013 fortæller bestyreren, at caféens driftsaftale med

kommunen er blevet forlænget frem til 2015, dog med nedskæringer i forhold til tidligere.

13.4.3 Fremskudt sagsbehandling i Café Paraplyen (KFUM's sociale arbejde)

Formål

Kommunen har fået tilladelse til at overføre midler fra Fælles Ansvar II til etablering af fremskudt

sagsbehandling i Café Paraplyen. Herved åbnes der mulighed for at yde hjælp og støtte rettidigt

for derved at undgå udsættelser fra bolig. Projektets formål er at skabe kontakt til udsatte borge-

re, som det normale sociale system ikke, eller i ringe grad, har kontakt til.

Målgruppe

Målgruppen for projektet er udsatte borgere, der benytter sig af Café Paraplyen, og som oplever

psykiske og sociale vanskeligheder, borgere med sindslidelser samt borgere med forskellige typer

af misbrugsproblemer.

Aktiviteter

Sagsbehandleren har haft sin base i caféen i to timer to gange ugentligt, hvor der er skabt kon-

takt til målgruppen. Ved indberetningen i december2012 oplyser projektet, at der er indgået af-

tale om, at sagsbehandleren fortsat har fast træffetid på caféen om tirsdagen og at træffetiden

om torsdagen er ændret til en tilkaldevagt.

Der er i løbet af projektet blevet indrettet et samtalerum til den fremskudte sagsbehandler og

gældsrådgivning i caféen. For at øge opmærksomheden på tilbuddet om fremskudt sagsbehand-

ling, blev der hængt et billede op af sagsbehandleren samt hængt information om tilbuddets

træffetider op indenfor og uden for caféen.

Den fremskudte sagsbehandler har foretaget opsøgende arbejde over for boligselskaber og vice-

værter, der nu kontakter sagsbehandleren vedrørende borgere, der vurderes at have behov for

kommunal hjælp eller støtte.

215

Der er blevet etableret en kontakt mellem jobcenteret og sagsbehandleren, således at jobcente-

ret kontakter sagsbehandleren vedrørende unge under 30 år, der ikke har en bolig. Sagsbehand-

leren hjælper således de unge med boligsøgningen, såfremt de kommer forbi caféen i træffeti-

den.

Ved den sidste indberetning i maj-juni 2013 oplyser projektet, at sagsbehandleren vil lave en bo-

ligmappe, der kan ligge på Café Paraplyen til fri afbenyttelse, også når hun ikke er til stede. Bo-

ligmappen skal indeholde print fra boliger på boligportalen, som projektet har abonnement på. På

den måde kan borgerne selv være opsøgende i forhold til de boligtilbud, der måtte være i map-

pen.

Barrierer

Der var i starten udfordringer med at komme i kontakt med målgruppen. Sagsbehandleren har

gennem hele perioden oplevet, at der er en overvægt af henvendelser fra f.eks. ældre borgere,

der ikke bryder sig om at tage på kommunen og bede om hjælp omkring kontakt til hjemmeple-

jen. Der har været problemer med at tiltrække den mere udsatte del af målgruppen samt de un-

ge.

Det er projektet oplevelse, at det tager lang tid at etablere et nyt tiltag som Café Paraplyen og

tiltrække den meget udsatte del af målgruppen. Da målgruppen er svær at nå ud til via alminde-

lige kommunikationskanaler, skal rygtet om caféen og den fremskudte medarbejder spredes fra

mund til mund, eller via opsøgende indsatser.

Den fremskudte sagsbehandlers arbejdsbyrde resulterede i en periode i, at det kun var muligt at

have en fast ugentlig dag i caféen. Det betød nogle gange ventetid og ophobning af henvendel-

ser, hvorfor nogle borgere gik forgæves, og det blev derfor besluttet at vende tilbage til de to fa-

ste ugedage.

Som fremhævet ovenfor nævner projektet, at der på et tidspunkt var uoverensstemmelse i opfat-

telsen af behovet for fremskudt sagsbehandling mellem sagsbehandleren og caféens personale,

hvilket gav anledning til et fælles møde og afklaring af den konkrete udmøntning.


Den fremskudte sagsbehandler er ifølge projektet med til at forebygge udsættelser og hjælpe

borgere, som ikke selv kan opsøge den nødvendige hjælp. Ligeledes fremhæver kommunen, at

søgningen mod den fremskudte sagsbehandler vidner om, at der er et behov. Den fremskudte

sagsbehandler oplever at få flere positive tilbagemeldinger fra borgere, der er glade for den

hjælp, de har fået. Den fremskudte sagsbehandler har desuden i dag et tæt samarbejde med ca-

se managerne i kommunen.

Sagsbehandleren understreger, at selvom der kan være en udfordring i at være myndighedsper-

son i kontakten til målgruppen, letter det relationsarbejdet og tilliden at snakke med borgerne i

caféen samt at f.eks. spille billard eller dart med borgerne. Synlighed og imødekommenhed er

med andre ord centrale faktorer i opretholdelsen af kontakt til borgerne, og det opleves, at antal-

let af borgerhenvendelserne til sagsbehandleren i Café Paraplyen i høj grad afhænger af sagsbe-

handlerens tilgang og attitude.

Sagsbehandleren har formidlet herbergspladser til flere borgere uden bopæl, hvilket må betrag-

tes som en sidste mulighed, hvis der ikke er tilgængelige boliger.

Ved den seneste indberetning i maj 2013 oplyser projektet, at flere borgere henvises til den

fremskudte sagsbehandler på Café Paraplyen af deres sagsbehandler i jobcenter eller borgerser-

vice. Videre fremhæver projektet, at samarbejdet mellem sagsbehandleren og caféen er styrket

væsentligt i løbet af det seneste år, hvilket ifølge projektet skyldes, at Café Paraplyens personale

oplever den nuværende sagsbehandler som imødekommende, ligesom der er lavet nogle klare

aftaler om samarbejdet.

216

13.5 Aarhus Kommune

13.5.1 En styrket udredningskapacitet i tilknytning til myndighedsområdet – samt en styrket myndighedsind-

sats.

Formål

Projektets formål er at styrke udredningskapaciteten og myndighedsindsatsen, som er forankret i

socialcenteret, med henblik på at øge flow, forbedre koordinationen og på den måde sikre hurtige


Målgruppe

Projektets målgruppe består af udsatte borgere. Specifikt arbejdes der i udredningen med:

Unge misbrugere med psykiatriske symptomer, men som mangler eller kun har usikker psy-

kiatrisk diagnose, herunder unge hvor ADHD og/eller personlighedsforstyrrelse mistænkes

Unge med anden etnisk baggrund end dansk, som er faldet ud af bolig- og uddannelsessy-

stem/jobmarked, og hvor kulturelle faktorer komplicerer billedet

Mangeårige misbrugere med mulige misbrugsudløste skader, herunder personlighedsforan-

dring, erhvervet hjerneskade, demens mv.

Udsatte voksne med konkurrerende tilstande til misbrug, herunder erhvervet hjerneskade,

svag begavelse mv.

Udsatte voksne med debuterende/ikke-velbehandlet psykiatrisk lidelse, herunder akutte psy-

koser, skizofreni, bipolar affektiv sindslidelse mv.

Udsatte voksne, som ikke har kunnet inkluderes på arbejdsmarkedet, men hvor erhvervsevne

og fremtidig forsørgelse fortsat er uafklaret.

Aktiviteter

Udredning

Udredningsteamet består af fem myndighedspersoner, hvoraf de fire varetager den fremskudte

myndighedssagsbehandling. Der er indgået samarbejdsaftaler i forhold til fremskudt myndighed

på Tre Ege og Forsorgshjemmet Østervang samt Center for Misbrugsbehandling og Center for

Akut- og Opsøgende Indsatser. Der er endvidere i udredningen ansat en psykiater, en psykolog

på fuld tid samt tilknyttet en neuropsykolog.

Der er blevet arbejdet efter følgende principper for udredningen:

Hurtigt med kort ventetid på opstart og slutprodukt

Fleksibelt i forhold til form/indhold, tid og sted i interaktion med henvisende rådgiver både

før, under og efter, hvilket vil sige, at udredningen altid suppleres af en sagskonsultation og

evt. også af netværksmøder.

Ud over de psykologiske undersøgelser har psykologen ydet løbende konsultation til rådgiverne

på Center for Myndighed, afholdt støttende/afklarende samtaler med borgere, afholdt tilbagemel-

dende samtaler med borgere efter endt psykologisk undersøgelse, deltaget i netværksmøder

(herunder ACT) samt gennemført to undervisningsblokke i henholdsvis "Den neuropsykologiske

undersøgelse" samt "Følger efter hjerneskade" for rådgiverne i Center for Myndighed.

Fremskudt myndighed

Fremskudt myndighed har justeret indsatsen løbende, så den bedst muligt passer til de behov,

der er i praksis. Man har tilpasset indsatsen på forsorgshjemmene sådan, at man f.eks. på Tre

Ege deltager i gruppemøder, hvor de enkelte borgeres sager gennemgås, hvorigennem der opnås

indsigt og sparring omkring den enkelte borger. På Østervang er en stor del af fremskudt myn-

dighedsopgaven at sparre om de enkelte borgere. På Center for Misbrugsbehandling arbejder

myndighedsrådgiveren meget lavtærskelorienteret med borgerne. Myndighedsrådgiveren er på

centeret en dag om ugen og fungerer som bindeled mellem myndighed og borgerne og giver råd

samt vejledning.

Projektet har haft fokus på at arbejde med sammenhængen mellem Udredning og Plan og § 141-

handleplanerne gennem fremskudt myndighed.

217

Opfølgning

Projektet har løbende haft fokus på opfølgning, og der blev ved opstart etableret et team for op-

følgning bestående af tre personer. Der arbejdes løbende på at tilpasse arbejdsgangene, så op-

følgningen på handleplanerne sker inden for de fastsatte frister, hvormed det sikres, at frem-

skudt myndighed har de rette forudsætninger for deres arbejde.

Der er blevet afholdt samarbejdsmøder mellem case managere, deres afdelingsledere og medar-

bejderne i Center for Myndighed samt deres ledere, hvor der blandt andet er blevet arbejdet med

arbejdsgange i de to systemer samt foretaget diskussioner omkring faglige vurderinger for at

samordne og styrke samarbejdet.

Mobilt team under alkoholbehandlingen

Der er som supplement til indsatsen for styrket udredning og myndighedsindsats etableret et

mobilt team i alkoholbehandlingen med 3½ medarbejder, heraf én medarbejder som er finansie-

ret af midler under Hjemløsestrategien. Teamet samarbejder blandt andre med Center for Myn-

dighed med henblik på at vurdere, udrede og afstemme situationen samt vurdere behandlingstil-

bud til borgere, som har svært ved at møde op i alkoholbehandlingen.

Indsatsen har haft fokus på ikke at yde bostøtte eller at være koordinerende i forhold til andre

indsatser. Kerneydelsen er derimod motivation og behandling.

Barrierer

Projektet har oplevet problemer med at etablere fremskudt sagsbehandling på forsorgshjemme-

ne. Det fremhæves, at når projektet kommer ind i en anden organisation, er det vigtigt, at opga-

ven beskrives meget specifikt og koordineres i forhold til allerede eksisterende opgaver og kom-

petencer på forsorgshjemmene.

Projektet påpeger, at det kan være vanskeligt at arbejde med det nye handleplanskoncept på

grund af et fremtrædende brugerperspektiv under udredningen, der kan betyde et stort fokus på

ressourcer, og dermed kan det være vanskeligt for myndighed at se funktionsnedsættelsen i ma-

terialet

Mangel på egnede boliger udpeges som en barriere for at skabe flow på boformerne.

Det mobile team under alkoholbehandlingen oplever udfordringer med gruppen af de dobbeltdi-

agnosticerede. Her fungerer alkoholbehandlingen mest som støtte og tilbyder sig som sparring i

forhold til andre indsatser.


Udredning og fremskudt myndighed

Psykologen og psykiateren har udfærdiget et ydelseskatalog og herunder en arbejdsdeling.

Projektet oplever, at en omorganisering samt opnormering af området har medført en lettere

sagsgang og dermed højere serviceniveau i forhold til borgere og samarbejdspartnere. Der er let-

tere adgang til speciallæger og neuropsykologer og generelt bedre og hurtigere sagsbehandling.

Specialiseringen i udredning og opfølgning giver ifølge projektet større fokus og mere kvalitet i

handleplanerne, og med styrket udredning bliver flere borgere udredt med bedre kvalitet.

Projektet påpeger, at det er gavnligt, at udredningsteamet, samt den fremskudte myndighed, er

fysisk til stede på boformerne. At være under ét tag øger det gensidige kendskab og forståelse

samt koordinationen. Kendskabet til hinanden gør ifølge projektet, at udredningsprocessen og de

efterfølgende indsatser i højere grad kan målrettes den enkelte borger.

Opfølgning

En erfaring er, at kvaliteten af opfølgningen i myndighedsafdelingen er afhængig af kontakten og

samarbejdet med case managere og bostøtter i driften samt af det samarbejde om handleplaner

og individuelle mål i indsatsplanerne, der foregår her.

218

Der er gode erfaringer med at have tværfaglige samarbejds- og sparringsmøder. Projektet un-

derstreger, at det har stor betydning for myndighedsarbejdet, at man her kender de betingelser,

case managere og bostøtter arbejde under samt de udfordringer, de står over for i samarbejdet

med borgerne.

Mobilt team under alkoholbehandlingen

Teamet peger på følgende centrale principper som positive i det udgående arbejde:

Vedholdenhed selvom borgeren aflyser eller ikke lukker op

Synlighed

Fleksibilitet - fleksibelt at komme til borgeren og fleksibilitet i forhold til behandlingen

Rummelighed

Kendskab til målgruppen

Tro på borgerens ressourcer samt lære borgeren at se disse ressourcer

Inddragelse af familie

Fokus på den personlige relation.

13.5.2 Beskæftigelsesindsats til målgruppen af hjemløse og socialt udsatte borgere

Formål

Projektets hovedformål er at medvirke til at øge tilknytningen til arbejdsmarkedet for personer i

den tidligere matchgruppering 4 og 5.

Målgruppe

Projektets målgruppe omfatter hjemløse og socialt udsatte borgere i den tidligere matchgruppe-

ring 4 og 5.

Aktiviteter

Der er blevet etableret et team på fire medarbejdere i Job og Trivsel. Den første tid blev brugt på

at definere og udvikle metoder til det håndholdte arbejde samt på at rekruttere borgere og mar-

kedsføre indsatsen.

Under projektet er der blevet givet råd og vejledning til målgruppen omkring den sociale lovgiv-

ning og kommunens tilbud. Derudover har projektet faciliteret en bred kontakt til det private og

offentlige arbejdsmarked og givet hjælp til indgåelse af samarbejdsaftaler med arbejdsgivere,

samt bidraget til den socialfaglige udredning. Der blev etableret samarbejde med Socialforvalt-

ningen samt etableret virksomhedskontakter ved opstart af projektet.

Der er blevet arbejdet efter målsætningen om, at alle borgere bør gives et tilbud inden for 3 må-

neder. Desuden er der blevet foretaget trepartsamtaler med sagsbehandler, jobkonsulent og bor-

ger, således at jobplanen og de fælles mål bliver formuleret og der etableres en fælles dagsor-

den.

Der er blevet arbejdet med brug af interne og eksterne mentorer, både sociale mentorer til hjælp

i hverdagen og i virksomheder under praktik/aktivering.

Barrierer

Der er ikke tilstrækkeligt med tilbud og passende boliger til målgruppen, hvilket medfører, at der

bruges lang tid på løsning af boligsituationen frem for at arbejde med indsatsen.

Projektet oplever en manglende udredningskapacitet, hvor man ikke har nogen henvisningsmu-

ligheder ud over egen læge og sagsbehandler. Derudover er der ingen faglig sparring om psykia-

triske problemstillinger, hvorfor jobkonsulenterne ikke føler sig klædt på til arbejdet med borge-

re, hvor der kan være psykiatriske problemstillinger.

Projektet har identificeret en barriere i forhold til med at "nå" unge under 30 år med indsatsen og

opfylde de fastsatte målsætninger, hvorfor projektet besluttede at ændre succeskriterierne for

ungegruppen. Der blev udarbejdet et kommissorium, hvor man på tværs af indsatserne i Hjemlø-

seplanen for ungegruppen udvalgte 12 unge, hvor man ville afprøve et samarbejde på tværs af

indsatserne. Hvert område bød ind med ressourcer, viden og kompetencer for at optimere ind-

satsen over for ungegruppen.

219

Projektet fremhæver desuden en oplevelse af flaskehalsproblemer i forhold til at få borgerne til-

knyttet en case manager og videre til en bostøtteindsats.


Projektet peger på, at der kræves en omfattende indsats for at få målgruppen ud på arbejdsmar-

kedet. Projektet har oplevet gode resultater ved at arbejde med boligsituationen og tilknytningen

til arbejdsmarkedet/uddannelsessystemet samtidigt.

Projektet oplever gode erfaringer med følgende "køreplan":

Der afholdes forventningsafstemmende trepartssamtale (mellem jobkonsulent, sagsbehandler

og borger)

Løbende samtaler med borgeren samt tilgængelighed

Der igangsættes hurtigt en eller anden form for aktiveringsforløb. Hvis der er hindringer for

dette, f.eks. helbredsmæssige forhold, registreres der en kortere friholdelse, og der følges lø-

bende op

Derudover påpeges et lavt caseload som vigtigt på grund af sagernes kompleksitet samt match-

ning mellem borger og jobkonsulent.

I forhold til indsatsen over for de unge under 30 år påpeger projektet, at fremskudt sagsbehand-

ling er vejen frem. At komme ud til de unge med en bred vifte af tilbud er ifølge projektet altaf-

gørende for at motivere disse borgere.

13.5.3 Specialindsats i forhold til personer med særligt behov for pleje, omsorg og sundhed samt specialpæ-

dagogisk indsats

Formål

Projektet skal sikre særlig plejeindsats for hjemløse borgere med komplekse behov, der ikke

rummes i de eksisterende tilbud. Indsatsen skal tilbyde en differentieret og specialiseret indsats

til målgruppen.

Målgruppe

Målgruppen til tilbuddet er hjemløse og socialt udsatte borgere, der efter et hårdt liv med mis-

brug har udviklet kroniske lidelser, og som følge deraf har et dagligt pleje- og omsorgsbehov.

Målgruppen adskiller sig fra målgruppen til de ordinære plejeboliger ved deres misbrug og adfærd

i kombination med fysisk og psykisk svækkelse.

Aktiviteter

Der er oprettet tre korterevarende pladser til specialindsats med fokus på omsorg, pleje, sundhed

og specialpædagogisk indsats samt fem længerevarende pladser på Østervang.

Som en del af tilbuddet er brugerne blevet tilbudt kontaktpersonsarbejde, herunder støtte til at få

hverdagen til at fungere, socialpædagogisk støtte, rusmiddelbehandling, medicinering, personlig

pleje og hjælp til forbedret sundhed og ernæring m.m.

Ved den seneste projektindberetning i juni 2013 oplyser projektet, at tilbuddet er udvidet på

grund af efterspørgsel.

Barrierer

Den fysiske indretning af tilbuddet har betydet, at man ikke til fulde har kunnet rumme målgrup-

pen. Rammerne for tilbuddet med en skarp grænse mellem korttidspladser og ophold på 14 dage

har ikke været realistisk. Ifølge projektet forbedres disse forhold med den nye indretning og stør-

re fleksibilitet i forhold til opholdstid.

Nogle borgere i målgruppen har et aktivt stofmisbrug og en adfærd, der gør, at de ikke kan

rummes i tilbuddet, og andre har ikke været interesseret i tilbuddet. Ved den seneste projektind-

beretning i maj-juni 2013 fortæller projektet, at man har tilladt, at målgruppen må have misbrug

i et begrænset omfang.

220

Projektet har ydermere oplevet udfordringer i samarbejdet med de somatiske hospitalsafdelinger

i form af sene henvendelser, som har besværliggjort at foretage den nødvendige forudgående

udredning og visitation til det rette forløb.


Projektet påpeger, at det har stor betydning, at tilbuddet er tilknyttet en afdeling med sygepleje-

faglig og lægelig personale.

Der er behov for stor fleksibilitet i forhold til rammer og indsats for at kunne rumme målgruppen.

13.5.4 Ombygning af Kirkens Korshærs værested

Formål

Projektet har til formål at etablere et værested i Kirkens Korshærs lokaler i Nørre Allé i Aarhus.

Kirkens Korshær varetager efter aftale med Aarhus Kommune en række opgaver over for mål-

gruppen af udsatte borgere. Med henblik på at myndighedsfunktionen og den opsøgende indsats

kan opnå kontakt med gruppen af hjemløse borgere i midtbyen, vurderes det hensigtsmæssigt,

at værestedsfunktionen samles i Kirkens Korshærs lokaler i Nørre Allé.

Målgruppe

Målgruppen for projektet omfatter gadesovere og hjemløsetruede borgere.

Aktiviteter

Lokalerne er blevet istandsat og det døgnåbne værested åbnede efter ombygning den 1. juni

2011 med mulighed for at få et måltid mad og et bad, skabe social kontakt samt mulighed for at

komme i forbindelse med den opsøgende kommunale indsats og videre foranstaltninger (f.eks.

indskrivning på et forsorgshjem).

Kerneopgaven er at rumme målgruppen, som er de svageste og mest udsatte borgere, samt at

opbygge en relation til borgerne gennem samtale for at opnå brobygning. Projektet har løbende

samarbejdet med personalet fra projekt Gadesovere, Gadesygeplejerskerne og den fremskudte

myndighed.

Værestedet har døgnåbent bortset fra tre lukkepauser af en times varighed.

På værestedet arbejdes der med at skabe en relation til borgerne og bygge bro til de opsøgende

medarbejdere i Aarhus Kommune. De opsøgende medarbejdere kommer på værestedet dagligt.

Der er indrettet fire overnatningspladser, som man samarbejder om især med Center for Akut og

Opsøgende Indsatser. Der har løbende været samarbejdsmøder mellem Center for Akut og Op-

søgende Indsatser og Kirkens Korshær om målgruppen.

Barrierer

Der har været problemer med at opretholde aktiviteterne under flytningen, eftersom det midler-

tidige lejemål har været i dårligere stand end forventet.

Der opleves en del konflikter på grund af de mange borgere i huset, den nye organisering, den

nye medarbejdergruppe, hvilket betyder, at man har været nødt til at lave flere regler end tidli-

gere. Der er endvidere en række stoffer i omløb, og det skaber et højere konfliktniveau.

Der opleves et tiltagende antal østeuropæere, der henvender sig i det døgnåbne værested, hvil-

ket ifølge projektet er en stor udfordring for arbejdet i værestedet. Det opleves, at kernemål-

gruppen presses ud, og projektet oplyser, at der arbejdes på en handleplan i forhold til at imøde-

komme de udfordringer, der er forbundet hermed.


Projektet beretter om, at døgnværestedet er velbesøgt. Der er fyldt helt op hver dag og nat, og

projektet vurderer, at ca. 130 forskellige borgere besøger værestedet i døgnet. Det er blevet

synligt, at der er et stort behov for overnatningsmuligheder i midtbyen.

221

Et afledt resultat er en øget driftsaftale med Kirkens Korshær, som opnormeres til gavn for især

gadesovere.

13.5.5 Specialindsats i forhold til målgruppen af udsatte kvinder.

Formål

Projektet har til formål at etablere en skærmet afdeling for kvinder på en af kommunens eksiste-

rende boformer. En skærmet afdeling indebærer, at der alene er adgang for personale og for de

kvinder, der er indskrevet i tilbuddet.

Målgruppe

Projektets målgruppe omfatter hjemløse kvinder, som er særligt udsatte enten som følge af mis-

brug, vold, prostitution eller andre forhold.

Målgruppens kvinder er ifølge projektet karakteriserede ved følgende:

De er opsagt fra lejlighed

De er somatisk dårlige

Der har dårlige netværk

Der er psykiatriske problemstillinger, f.eks. angst, depression, personlighedsforstyrrelser og

ADHD

Nogle kvinder er dårligt kognitivt fungerende.

Aktiviteter

Kvindeindsatsen er igangsat medio december 2010 med fem pladser i modtagelsen og syv plad-

ser i forsorgsenheden på Forsorgshjemmet Østervang. Ved indberetningen i december 2012 op-

lyser projektet, at man på grund af ringe efterspørgsel på skærmede pladser til kvinder har be-

sluttet, at de fem pladser i modtageenheden nu er åbne for både mænd og kvinder.

Projektets aktiviteter omfatter:

Som på Østervangs øvrige pladser arbejdes der med Udredning og Plan med henblik på en

permanent boligløsning til de hjemløse kvinder samt for at afklare og dermed kvalificere og

målrette indsats og støtte i kommende bolig

Kontakt til den øvrige kommunale indsats med henblik på bolig, beskæftigelse og andre pro-

blemstillinger

Gåture

Ugentlige beboermøder i modtagelsen – her er mere tale om "pigehygge" end om egentlige

møder

Arrangementer med socialisering og fællesskab som formål som f.eks. styrketræning, zumba

og kagebagning

Forsøg med samarbejde med en kvindegruppe organiseret i regi af SAND for at skabe net-

værk, som rækker ud over Østervangs rammer.

Barrierer

Mange af kvinderne er meget dårligt fungerende, hvorfor de kan være svære at motivere til at

indgå i fællesskabet. Kvinderne er desuden ofte grænsesøgende, og det kan være svært at sætte

aktiviteter i gang med kvinderne. Kvinderne ønsker ikke at deltage i fællesmøder eller aktiviteter.

Projektet har en antagelse om, at deltagelse kræver, at personalet er opsøgende i forhold til

kvinderne.

Kun få kvinder udtrykker et ønske om at opholde sig på en kvindeplads i forsorgsenheden. De

ønsker i højere grad at opholde sig på en blandet afdeling. Kvinderne opholder sig ikke meget i

indsatsen og opsøger selv mændene, hvilket skaber uro og jalousi.


Projektet oplyser, at erfaringerne viser, at der ikke umiddelbart kan påvises en væsentlig forskel i

forhold til opholdslængde, -kvalitet, resultater eller udredning på Østervang mellem de kvinder,

der har været indskrevet på kvindeplads og på de kvinder, der i øvrigt har været indskrevet på

Østervang. Projektet oplyser endvidere, at projektet via ASI-skemaer og opfølgning kan se, at

problematikkerne ikke er kønsspecifikke. Af de borgere, der kommer på forsorgshjem, kan såvel

mænd som kvinder have brug for afskærmning, og projektet vil derfor arbejde videre med Ud-

222

redning og Plan og ASI og være opmærksomme på kvindernes såvel som mændenes behov for

afskærmning.

18 kvinder har ved indberetningen i 1. kvartal 2012 udtrykt ønsket om at blive optaget på en

kvindeplads. Nogle af disse kvinder er henvist fra krisecentre. Andre kvinder ønsker den ro, der

kan være i en lille afdeling. Flere kvinder ønsker ved overflytning fra modtagelsen til forsorgsen-

heden at flytte til en blandet afdeling, hvor de kan have besøg af kæresten.

13.5.6 Ungeindsats

Formål

Projektets formål er at reducere antallet af unge på forsorgshjem samt hjælpe de unge til udred-

ning og etablering i egen bolig.

Målgruppe

Målgruppe er udsatte unge med følgende karakteristika ifølge projektet:

25 pct. er kvinder

Alle har meget svagt familienetværk

10-15 pct. er uden forsørgelse

90 pct. er på kontanthjælp

Ingen har kompetencegivende uddannelse

30 pct. forventes at ville kunne klare sig selv efter et ICM forløb på mellem et halvt og to

år.

30 pct. forventes at ville kunne afsluttes til egen bolig med længerevarende bostøtte

30 pct. forventes at ville have behov for en specialiseret boform med en del støtte

20 pct. har ADHD

80-90 pct. har et misbrug.

Aktiviteter

Der er ansat otte case managere i Ungeindsatsen under Lokale Udsatte Teams. Indsatsen er ud-

foldet med en boenhed beliggende i Aarhus Midtby med 12-16 pladser. Den overordnede ydelse

er ICM, som tilbydes de unge i boenheden og 52 andre unge, som er tilknyttet teamet.

De unge henvises efter henvendelser fra forsorgshjem, den Opsøgende og Kontaktskabende Ind-

sats, Job og Trivsel, forældre mv., og case manageren møder de unge på relevante steder i byen.

I boenheden bor to sociale viceværter, der fungerer som rollemodeller for de unge. Der arbejdes

socialpædagogisk med de unge og etableres fællesaktiviteter i huset. Boenheden har fokus på, at

de unge får søvn, mad og god døgnrytme samt en beskæftigelsesrettet plan.

Teamet har, ved indberetningen i 1. kvartal 2011, reorganiseret sig således, at en gruppe for-

trinsvis forholder sig til de unge i boenheden, og den anden gruppe fortrinsvis forholder sig til ca-

se management-delen uden for boenheden. Projektet sørger dog for, at der sker den fornødne

erfaringsudveksling grupperne imellem, ved at alle dækker begge dele af indsatsen.

Ved indberetningen i 1. kvartal 2012 oplyser projektet, at der i forbindelse med Ungeindsatsen er

åbnet for yderligere et botilbud for 10 unge, ligeledes i Aarhus Midtby, og ligeledes med to socia-

le viceværter i form af unge uden problemer.

Ved indberetningen i december 2012 oplyser projektet, at indsatsen har overtaget yderligere tre

lejligheder med egen lejekontrakt og støtte i form af case management i begyndelsen og herefter

almindelig bostøtte.

Ungeindsatsen arbejder tæt sammen med Job og Trivsel Hjemløseteam om et tværgående pro-

jekt i forhold til de unge, "Problemknusergruppen", hvor man forsøger at samle kræfterne om-

kring den enkelte unge og finde på nye alternative måder at arbejde med den unge på.

Barrierer

Projektet påpeger, at der generelt er for få egnede boliger til målgruppen samt en for lang sags-

behandling i forhold til den akutte boligliste. Dette betyder en udfordring i at skabe det rette flow,

223

så de unge kommer ud i egen bolig. Projektet vurderer desuden, at der er behov for boformer

med mere socialpædagogisk støtte til de unge, som ikke falder inden for psykiatrien.

Projektet oplever, at de unge ofte har svært ved at erkende egne kompetencer og begrænsnin-ger. Projektet vurderer, at tilbuddene for mange unge er til stede, men at det kan være svært at få de unge til at se sig selv i dem.


Der er udarbejdet faglige retningslinjer for arbejdet med de tre hovedspor; bolig, uddannelse og

beskæftigelse. Der er endvidere udarbejdet en indsatsbeskrivelse for bodelen i Grønnegade og en

indsatsbeskrivelse af arbejdet med case management i praksis for Ungeindsatsen. Dette er gjort

for at støtte op om medarbejdernes samarbejde om og med de unge.

Tilbuddet har stor søgning, især i aldersgruppen 18-24 år, og en stor del af de unge er uden for-

sørgelse.

Projektet fremhæver, at mange unge ikke er motiverede for at modtage hjælp, og der skal derfor

lægges meget arbejde i at motivere de unge og arbejde med relationen. Housing First kan være

en svær tilgang i arbejdet med de unge, idet nogle ikke er parate til at komme i egen bolig eller

ikke ønsker massiv hjælp fra de kommunale systemer.

På baggrund af at der er væsentligt flere udsatte unge end forventet, har kommunen udfærdiget

en kortlægning af udsatte 18-30-årige unge for at undersøge, hvorfor det ikke – til trods for

etableringen af Ungeindsatsen – er lykkes at nedbringe antallet af unge på forsorgshjem.

Der peges ifølge projektet på flere forklaringer. Det større antal unge, som systemet har fået

kontakt med, har skabt et pres på Ungeindsatsen, som hurtigt blev fyldt op. Disse unge er svære

at få videre i egen bolig, fordi det er vanskeligt at skaffe permanente boliger. Der er endvidere

skabt opmærksomhed på, at gruppen af sofasurfere er bred og kræver en nærmere undersøgel-

se. Se også afsnittet om kommunernes egne undersøgelser for yderligere information om erfa-

ringerne med arbejdet med ungegruppen i Aarhus Kommune.

13.6 Randers Kommune

13.6.1 Overgang ung-voksen

Formål

Projekt Overgang ung-voksen har til formål at forbedre overgangen fra ungdomsregi til voksen-

regi via et forbedret samarbejde med Familieafdelingen. Herved er formålet at skabe bedre pro-

cedurer for overgangen fra barn og ung til voksen.

Aktiviteter

Under projektet er der oprettet en arbejdsgruppe, som i opstartsfasen har undersøgt procedurer-

ne i forhold til overdragelse af unge fra Familieafdelingens regi til voksenregi.

Ydermere har projektet løbende arbejdet på aftalerne mellem Familieafdelingen og Socialafdelin-

gen vedrørende de unges overgang fra unge- til voksenregi. Der er i dette arbejde taget højde

for muligheden for etablering af efterværn efter det 18. år, der er en følge af Barnets Reform.

Under organisationsændringen i Randers Kommune blev der udarbejdet en rapport, som anbefa-

lede afholdelse af 17½-års møder, som allerede blev benyttet. Kommunens erfaring med 17½-

års møderne er, at de afholdes og fungerer godt.

Barrierer

I forhold til arbejdsgruppen fremhæver projektet, at det har været vanskeligt at opretholde re-

præsentationen af alle arbejdsgruppens medlemmer til møderne.

Projektet fremhæver desuden, at besparelser og omorganiseringer i kommunen samt mangel på

ressourcer som følge heraf har været en barriere for arbejdsgruppen i fuldførelsen af sit arbejde.

224

De førnævnte barrierer har betydet, at der ikke er blevet fulgt så meget op på projektet, som

projektet kunne have ønsket.


Familieafdelingen har under projektet været engageret i den nedsatte arbejdsgruppe, hvilket har

muliggjort, at arbejdsgruppens output har fået opbakning i Familieafdelingen.

Der er ydermere etableret et tættere samarbejde mellem sagsbehandlerne i forvaltningen og på

forsorgshjemmet Hjørnestenen til sikring af hurtigere afklaring af de unges sager. Ifølge projek-

tet tages der hurtigt kontakt fra forsorgshjemmet til Socialafdelingen, hvorfor borgerne hurtigt

får udpeget en sagsbehandler.

Projektet har erfaret, at det er mere kompliceret end som så at udarbejde procedurer, der sikrer,

at ingen unge tabes på gulvet. Desuden har projektet erfaret, at det kræver tid og ressourcer for

arbejdsgruppen at gennemføre sit arbejde.

Projektet har desuden erfaret, at der løbende har været brug for at finjustere det materiale, som

blev udarbejdet tidligt i projektforløbet samt at følge op på graden af implementering af projektet

i alle relevante afdelinger.

13.6.2 Udvikling af arbejdsmarkedsområdets indsats over for hjemløse borgere

Formål

Projektet har til formål at yde vejledning af medarbejdere, således at borgere i aktivering uden

bolig hurtig hjælpes videre og gives de rette aktiveringstilbud.

Aktiviteter

Projektet fremhæver, at det som følge af Hjemløsestrategiens øvrige aktiviteter, ny projektleder

på Hjemløsestrategien samt store besparelser og omstruktureringer i Randers Kommune har ta-

get tid at få igangsat de planlagte aktiviteter.

Der er afholdt informationsmøder på jobcentret samt hos en anden aktør med undervisning af

medarbejdere i at spotte en hjemløs borger samt udbredelse af information om, at det er Det So-

ciale Team i Socialafdelingen, der skal kontaktes i tilfælde af viden om hjemløshed hos en borger.


De føromtalte informationsmøder har vist, at medarbejderne er interesserede i den nye viden og

glade for at vide, hvor de skal rette henvendelse i tilfælde af viden om hjemløshed hos en borger.

13.6.3 Udredningsteam

Formål

Formålet med projekt Udredningsteam har været at opbygge et specialiseret Udredningsteam,

der kan bidrage til, at flere hjemløse eller hjemløshedstruede borgere bliver udredt, særligt i for-

hold til psykiatriske forhold.

Aktiviteter

I projektets opstartsfase blev en arbejdsgruppe nedsat, som har udarbejdet en model for tea-

mets organisering og arbejdsform.

Der er indgået en aftale med en privatpraktiserende psykiater med henblik på et samarbejde om

udredning af hjemløse og hjemløshedstruede borgere. Den privatpraktiserende psykiaters rolle

har været at komme fast nogle timer hver måned i Udredningsteamet, hvor vedkommende har

foretaget afklaring og vurdering af psykiatriske problemstillinger hos unge hjemløse eller hjem-

løshedstruede borgere med henblik på anbefalinger til den fremtidige indsats for borgeren. Ved

eventuelle afbud fra en borger er psykiaterens tid blevet brugt til drøftelser om kommende bor-

gere, der skal udredes, sparring samt drøftelser om evt. fremtidige foranstaltninger for borgerne.

225


De første borgere blev udredt i første kvartal 2011. Borgerne er blevet udredt på de tilbud, hvor

de kommer fra, f.eks. forsorgshjemmet Hjørnestenen eller den selvejende boform Ladegården.

Tilbuddene har derefter sendt borgerne videre til Udredningsteamet til nærmere psykiatrisk ud-

redning. Kommunen har erfaret, at denne arbejdsdeling har været meningsgivende for borgerne.

Projektet har erfaret, at der primært er mangel på psykiatrisk udredning. Der har været gode er-

faringer med at have en psykiater i Udredningsteamet.

13.6.4 Projekt: Forebyggelse af at borgere smides ud af deres bolig

Formål

Projekt Forebyggelse af at borgere smides ud af deres bolig har som formål at udbygge praksis

om varsling af en forestående udsættelse, således at kommunen tidligt er underrettet.

Aktiviteter

I projektets opstartsfase blev der udarbejdet en procedure for, hvordan meddelelser fra Foged-

retten om udsættelser skal behandles i kommunen.

På baggrund af udfordringer med et stigende antal udsættelser, blev der i slutningen af 2011 im-

plementeret en ny procedure for indstillingen til boliganvisningsudvalget med en klar opgavede-

ling mellem forvaltningsenhederne i kommunen.

Der er ydermere etableret en samarbejdsaftale mellem boligforeningerne og Randers Kommune,

således at kommunen får en meddelelse, når en borger modtager 2. rykker for huslejerestance.

Samarbejdsaftalen indeholder desuden retningslinjer for, hvilken forvaltning der håndterer den

enkelte borgers sag.

Som en udløber af projektet har kommunen besluttet at have flere muligheder for administration

af svage borgeres økonomi. Administrationen af svage borgeres økonomi har vist sig at være vig-

tig i forhold til borgernes mulighed for at kunne fastholde deres bolig og undgå udsættelse.

Randers Kommune har under projektet iværksat en undersøgelse af samtlige udsættelsessager

med henblik på at finde ud af, hvilke sager der resulterer i en udsættelse, samt hvad man kan

gøre ved det.


Projektet fremhæver, at antallet af udsættelser har været stigende i løbet af projektperioden på

trods af projektindsatsen.

Projektet angiver, at kommunen ikke altid får besked om 2. rykkere til borgere fra boligforenin-

gen/udlejer.

13.7 Odense Kommune

13.7.1 Etablering af Udredningsteam

Projektet er blevet nedlagt på grund af vanskeligheder med at rekruttere borgere inden for mål-

gruppen.

13.7.2 Coaching Center for udsatte unge

Formål

Projektet indebærer en ombygning af Bramstrup Kollegiet til et coaching center med indslus-

ningsforløb, mentorordning samt et særligt tilrettelagt beskæftigelsestilbud.

Målgruppe

Projektet fremhæver, at deres målgruppe vurderes som værende "tung", og det vurderes desu-

den, at nogle af de unges funktionsniveau er dårligt. Nogle af de unge er i længerevarende ud-

redning, f.eks. i psykiatriske behandlingsforløb.

226

Aktiviteter

Projektet har haft et særligt fokus på, at få de unge væk fra forsorgshjemmene. Kommunen har

samlet de sociale viceværter og Coaching Centret under samme indsats, således at de sociale til-

bud til den unge har fået mere sammenhæng.

Under projektet er der blevet arbejdet med målgruppen i et velstruktureret tidsafgrænset forløb

startende med Udredning og Plan, derefter forberedelse til et liv i egen bolig og herefter er-

hvervs- og uddannelsesafklaring. Der arbejdes igennem forløbet hen imod borgerens udflytning

samt etablering i egen bolig med støtte.

Under projektet er en stor gruppe udsatte unge løbende blevet udredt. På Coaching Centret er

der blevet arbejdet med Udredning og Plan, hvilket ifølge projektet har bidraget til en målrettet

og resultatorienteret indsats for målgruppen.

Coaching Center Bramstrup har fundet det vanskeligt at håndtere de udadvendte misbrugende

unge, hvorfor det har været nødvendigt at supplere Ungeindsatsen med andre tiltag for til sta-

dighed at holde de unge væk fra forsorgshjem. Kommunen arbejder desuden fremadrettet med

at udbygge indsatsen til de unge udadvendte misbrugere og er generelt ved at styrke arbejdet

med job/uddannelse i samarbejde med jobcentret. Kommunen arbejder ligeledes på at opbygge

screening i forbindelse med misbrugsbehandling, så der sideløbende kan behandles for psykiske

lidelser.

Barrierer

Projektet fremhæver en barriere i forhold til, at den nye pædagogiske praksis med Housing First

har været en ny tilgang for nogle medarbejdere. Desuden noterer projektet, at det er svært at få

boligplaceret den store del af de unge, der er på kontanthjælp, på grund af deres forholdsvis lave

betalingsevne. Af ovennævnte årsag bliver nogle unge længere en tilsigtet på institutionen.


Projektet lægger vægt på, at det er lykkedes at holde de unge borgere væk fra forsorgshjem og

kommunen arbejder i fremtiden videre på at koordinere og integrere kommunens samlede ind-

sats over for de unge udsatte og hjemløse borgere.

13.7.3 Kompetenceudviklingsprojekt om udslusningsforløb fra boformerne

Formål

Projektet omfatter kompetenceudvikling for medarbejderne med henblik på metodeudvikling,

fælles arbejdsmetoder, efteruddannelse, it-understøttelse samt hurtigere og bedre udslusning

mv.

Tilbuddet om efteruddannelse er givet til samarbejdspartnere samt til kommunens egne medar-

bejdere. Dette har bevirket en fælles forståelse og et fælles sprog, som ifølge projektet har haft

en stor effekt i forhold til koordinering.

Aktiviteter

Der er foretaget efteruddannelse af alle medarbejdere i systemisk teori i en Housing First-

kontekst. Derudover er der under projektet afholdt temadage med fagligt indhold, f.eks. i forhold

til Housing First-princippet samt om rehabilitering. Der er desuden foretaget lederefteruddannel-

se i forhold til det "mindshift", som ligger i Housing First-princippet.


Den opnåede fælles viden og det fælles sprog er ifølge projektet medvirkende til en højere grad

af fælles forståelse og giver en langt bedre koordineret indsats over for borgeren. Projektet

fremhæver i den seneste projektindberetning fra maj-juni 2013, at uddannelsesforløbene giver

gode resultater i forhold til at sikre, at bostøtten hjælper borgeren med at blive i egen bolig

227

13.7.4 Etablering af sociale viceværter i udsatte boligområder for at fastholde egen bolig

Formål

Projektet om de sociale viceværter har til formål at bidrage til at fastholde socialt udsatte borgere

i egen bolig.

Målgruppe

Alle borgere, der har behovet, kan tilbydes en social vicevært. Hver 14. dag er der afholdt sags-

gennemgang, hvor det er blevet drøftet, hvorvidt nye sager hører til målgruppen for indsatserne.

Aktiviteter

Der er i alt fire sociale viceværter under projektet. I 2012 havde de sociale viceværter løbende

arbejdet med i alt 193 sager.

Under projektet er der afholdt temadage med fokus på metodeudvikling hver tredje måned. Her-

udover har alle sociale viceværter deltaget i den fælles efteruddannelse, der er blevet afviklet i

forbindelse med Hjemløsestrategien.

De sociale viceværter har haft et samarbejde med varmestuerne og har desuden haft et tæt

samarbejde med Coaching Centret, hvilket ifølge projektet giver en høj grad af sammenhæng i

indsatsen.

Barrierer

Projekter beretter om barrierer i forhold til, at kontakten mistes til nogle borgere. En social vice-

vært arbejder med ca. 40 eller 50 borgere på samme tid, hvorfor der er en risiko for, at den so-

ciale vicevært "mister" kontakten til en borger på et vigtigt tidspunkt.


Projektet fremhæver, at de involverede borgere profiterer af tilbuddet, samt at indsatsen er fore-

gået på borgernes præmisser. Mange af de involverede borgere har ifølge projektet fået mulighed

for at fastholde egen bolig, og de sociale viceværter har bistået borgerne i at skabe netværk om-

kring livet i egen bolig. Mange af de involverede borgere får hjælp til at administrere deres øko-

nomi, hvilket kan forhindre en eventuel udsættelse. Projektet fremhæver desuden, at de involve-

rede borgere får et bredere netværk, da mange modtager hjælp til udvidelsen af netværket.

13.8 Københavns Kommune

13.8.1 Natcafé for kvinder

Formål

Projektets formål er at drive et natcafétilbud til kvinder, der ikke føler sig trygge ved at benytte

de i forvejen eksisterende natcaféer. Kvinderne, der benytter sig af tilbuddet, har adgang til råd-

givning og vejledning i dagtimerne. Natcaféen "Café Klare" åbnede dørene i slutningen af marts

2011.

Målgruppe

Målgruppen er hjemløse kvinder, der har et akut behov for ly og overnatning. Tilbuddet henven-

der sig udelukkende til kvinder i en nødsituation, hvorfor mandlige borgere ikke har adgang til

natcaféen.

Aktiviteter

Byggeriet og etableringen af natcaféen er tilendebragt planmæssigt. Der blev i opstartsfasen ud-

arbejdet informationspjecer, en hjemmeside samt en udviklingsplan for natcaféen.

Ud over natfunktionen og dagfunktionens motiverende, rådgivende, udslusnings- og bisid-

der/opsøgende funktion har Café Klare brugt overskydende projektmidler (samt søgt fondsmid-

ler) til en aftenfunktion fra kl. 19-22 i hverdagen for at sikre, at Café Klare kan være et reelt al-

ternativ til "sofaen" hos tilfældige venner og bekendte samt for at sikre tilgang til rådgivnings-

funktionen.

228

Café Klare oplevede en markant stigning i antal brugere, efter aftenfunktionen åbnede.

Barrierer

Ifølge Café Klare er der mangel på kapacitet til at kunne give professionel støtte til voldsramte

kvinder, idet Café Klare kan hjælpe i forhold til de mest akutte behov, men derimod ikke kan give

den terapeutiske hjælp, de også kan have brug for. Café Klare oplever ydermere store udfordrin-

ger i forhold til at få de psykisk syge kvinder indlagt på en psykiatrisk afdeling, på trods af at de

er psykotiske, ikke kan tage vare på sig selv, er truende samt bliver hentet af politiet.


Kommunen fremhæver, at Café Klare har skabt et akuttilbud for kvinder i krise, hjemløse kvinder

samt kvinder med et misbrug eller psykisk sygdom, og at caféen dermed er et alternativ til de

mandsdominerede natcaféer og tilfældige overnatningsmuligheder. Kommunen påpeger særligt,

at Café Klare er vigtig som et skærmende tilbud til kvindelige misbrugere i en akut hjemløsheds-

situation, da disse kvinder på grund af deres misbrug ikke har mulighed for at benytte kvindekri-

secentrene. En stor andel af de besøgende kvinder er blevet udsluset til andre boligformer,

kommet på kontanthjælp og/eller har fået en stabiliseret livssituation. Nogle brugere er kommet

i psykiatrisk behandling, ligesom andre kvinder er blevet støttet i deres forløb på et rådgivnings-

center.

13.8.2 Trygge natcaféer

Formål

Formålet er at gennemføre forskellige indretnings- og renoveringsprojekter i de tre eksisterende

natcaféer i København.

Aktiviteter

Blandt aktiviteterne under dette projekt kan nævnes: Iværksættelse af forbedringer/ombyg-

ninger af natcaféer, ansøgning om byggetilladelse vedrørende natcaféen på Sundholm samt fort-

sat monitorering/statistik af tryghedsniveauet i natcaféerne.

Barrierer

Projektet fremhæver, at det har taget længere tid at foretage forbedringerne og ombygningerne

af værestederne end forventet, blandt andet som følge af manglende godkendelse af byggeplaner

fra myndighederne.

Resultater

Ombygning af natcaféen i Hillerødgade og på Mændenes Hjem er tilendebragt.

Natcaféen i Hillerødgade er oprindeligt normeret til 30 brugere. Efter "opgraderingen" er antallet

af brugere oppe på omkring 45 - 49 borgere i gennemsnit.

I forbindelse med renoveringen blev natcaféen i Hillerødgade opdelt i mindre områder og indret-

tet med siddegrupper med flydemøbler, kunst, bedre belysning og etablering af it-adgang (inter-

net) for brugerne.

Projektet fremhæver, at det har ledt til et fald i antallet af episoder med problemer og næsten

ingen, der har nødvendiggjort polititilkald.

Mændenes Hjem har siden gennemførelsen af initiativerne i forbindelse med trygge natcaféer op-

levet en forbedring af indgangsforholdene samt forbedrede lysforhold, hvilket har betydet, at der

er en mere venlig og lysere indgang til Mændenes Hjem, som signalerer åbenhed og imødekom-

menhed.

Projektet fremhæver, at antallet af konflikter i nattetimerne er faldet i perioden fra 2009 til 2010.

Dette kan dog ifølge projektet ikke alene henføres til initiativerne i forbindelse med trygge natca-

féer. Medarbejderne i natcaféen har arbejdet målrettet med at nedbringe antallet af konflikter,

hvilket har haft lige så stor indflydelse på faldet.

229

13.8.3 Team til håndtering af borgere berørt af genhusning mv.

Formål

Projektet omhandler etablering af et midlertidigt team af socialarbejdere og socialrådgivere, der

kan sikre, at beboere, der berøres af ombygninger eller genhusning, fortsat fastholder kontakten

til det sociale hjælpesystem, herunder aftaler i relation til udredning og sociale handleplaner.

Aktiviteter

Der er ansat to medarbejdere under projektet til at sikre en hurtig sagsbehandling samt et øget

flow i de sager, hvor det har været nødvendigt at finde boliger til borgere, der skal flytte fra mid-

lertidigt botilbud i forbindelse med tømning af pladser til brug for ombygningsprojekter i Hjemlø-

sestrategien. Herudover har sagsbehandlerne taget sig af myndighedsarbejdet for de borgere,

der på baggrund af en udarbejdet udredning og en opholdsplan på § 110-boformer har brug for

en myndighedsbeslutning. I denne indsats har der været fokus på at levere en fremskudt sags-

behandling på § 110-boformerne.

Barrierer

Projektet har oplevet, at det forholdsvis sjældent er lykkedes at få borgerne i egen bolig inden for

målsætningen om højst 4-måneders opholdstid på et § 110-botilbud. Selvom flowet er øget, er

der ifølge projektet stadig et stykke vej, før målsætningerne herom er indfriet.

Løsningen på denne udfordring er ifølge projektet fortsat fokus på hurtig udredning samt koordi-

nering med borgerens sagsbehandler. Hertil kommer udbygning af tilbudsviften af permanente

boligløsninger.


Under projektet er der skaffet egen bolig til ca. 30 hjemløse borgere, der tidligere har opholdt sig

på midlertidige boformer, der i regi af Hjemløsestrategien omdannes til skærmede § 110-kvinde-

og -ungepladser.

Det er vurderingen, at projektet er med til at øge flowet på herbergerne og dermed forkorte op-

holdstiden for borgere i de midlertidige botilbud.

Det har ifølge projektet givet gode resultater, at sagsbehandlerne arbejder opsøgende på herber-

gerne i forhold til at opnå øget flow fra herberg til egen bolig samt sikre bedre overensstemmelse

mellem opholdsplan og § 141-social handleplan.

13.8.4 Aflastningspladser til færdigbehandlede

Formål

Projektet har som formål at etablere syv aflastningspladser til plejekrævende hjemløse borgere,

der udskrives fra hospitaler uden en boligløsning. Projektet har i denne sammenhæng fokus på

afklaringen af den fremtidige nødvendige hjælp/støtte til borgeren samt at finde en egnet bolig.

Tilbuddet er oprettet som et § 110-tilbud.

Aktiviteter

Aflastningspladserne er organisatorisk forankret i Socialforvaltningens hjemmeplejevisitation og

er placeret på en selvejende institution, som kommunen har samarbejdsaftale med.

Der er foretaget ombygninger af lokaliteterne forud for indflytning samt møder og workshops for

medarbejdere om formålet med og indholdet i indsatsen. Medarbejderne har løbende foretaget

udredning og udarbejdet en opholdsplan med de indskrevne borgere samt samarbejdet aktivt

med Hjemløseenheden for at finde en permanent boligløsning. Desuden har projektet haft fokus

på opkvalificering af medarbejdere i forhold til viden om alkohol og misbrug samt i forhold til at

anvende udredning og opholdsplan med udgangspunkt i den løsningsfokuserede metode.

Projektet har åbnet op for, at hjemløse borgere fra herberg og gaden kan indskrives på aflast-ningspladserne. Dette skyldes, at projektet har oplevet flere eksempler på plejekrævende hjem-løse borgere, der opholder sig på herberger og som ikke kan rummes der.

230

Barrierer

Projektet har oplevet en barriere i forhold til at finde permanente boligløsninger til målgruppen.

Det kan desuden være udfordrende, at udredningen af borgeren tager lang tid, fordi målgruppen

har komplekse problemstillinger, hvis fulde omfang først kortlægges over længere tids arbejde

med borgeren. Ydermere har projektet fundet det udfordrende at få distriktspsykiatrien involve-

ret i projektet.

Projektet oplyser, at det kan være udfordrende, at de syv aflastningspladser er placeret på et bo-tilbud, hvor de hjemløse borgere bor på samme gang som målgruppen for hjemmepleje. Hjemlø-semålgruppen kan til tider have en udadreagerende adfærd, blandt andet på grund af misbrug.

Enkelte borgere har ifølge projektet skabt så meget utryghed på tilbuddet, at det har været nød-vendigt at udskrive dem. En anden udfordring ved driften af aflastningspladserne er, at persona-let på tilbuddet ikke er vant til at arbejde med hjemløsemålgruppen.


Projektet fremhæver, at der løbende har været mellem tre og syv personer indskrevet på aflast-

ningspladserne. Borgeren udskrives typisk til egen bolig (med støtte) eller bliver visiteret til en §

108-boform til borgere med et plejebehov.

Projektet fremhæver, at der indledningsvist har været mindre uklarheder om afgrænsningen af

målgruppen for tilbuddet, samt hvor tilbuddet skulle henvende sig ved betalingsproblemer med

de indskrevne borgere. Der er blevet afholdt møder mellem de implicerede parter herom, og

som resultat er der indgået aftaler mellem Hjemløseenheden, Hjemmeplejevisitationen og tilbud-

det, så der er en fælles forståelse af målgruppe, retningslinjer mv., ligesom der er udpeget kon-

krete kontaktpersoner ved lignende problemer og uklarheder fremadrettet.

13.8.5 Rådmandsgade 60

Formål

I København er der for midler fra Hjemløsestrategien etableret personalebemanding i aften- og

nattetimerne samt i weekenden på tilbuddet Rådmandsgade 60 (RG60), der er en § 110-boform

henvendt til unge mellem 18 og 30 år.

Aktiviteter

Tidligere var der kun personale på tilbuddet i dagtimerne på hverdage. RG60 har 20 § 110-

pladser, samt yderligere 10 nødherbergspladser, ligeledes under § 110. De 20 pladser er fordelt

på ét enkeltværelse og en række flersengsværelser, mens nødherbergspladserne er i en fælles

sovesal. Målgruppen af hjemløse udsatte unge har ofte psykiske sygdomme og/eller misbrugs-

problemer. Alternativet for de unge vil typisk være ophold på "voksenherberger" eller overnat-

ning på sofaen i deres bekendtskabskreds.

Barrierer

Lederen oplever, at det ofte er nødvendigt med meget lange ophold for de unge, da det er meget

vanskeligt at skaffe tilstrækkeligt med boliger, som de unge har råd til at betale. Samtidig påpe-

ger lederen, at de unge som oftest har brug for social støtte ved udflytningen. Lederen vurderer,

at CTI- og ACT-bostøtte udgør en indsats, der er i stand til at give de unge den fornødne støtte,

men oplever samtidig, at der ikke er tilstrækkelig kapacitet til, at alle unge med behov kan blive

tilknyttet denne indsats.


Døgnbemandingen har ifølge lederen af tilbuddet været nødvendig blandt andet for at kunne

imødekomme de unges behov for hjælp og støtte i aften- og nattetimerne, herunder også at

håndtere og undgå uro og konflikter. Styrkelsen af normeringen vurderes af både lederen af til-

buddet og af Socialforvaltningen at have givet en væsentligt forbedring af muligheden for at imø-

dekomme de unges behov for støtte og for at kunne rumme målgruppen. Dette falder i tråd med

erfaringen fra tidligere projekter henvendt til udsatte unge, der ligeledes peger på behovet for

personaledækning i aften- og nattetimerne.34 Tilbuddet er dog kendetegnet ved, at der stadig er

34 Benjaminsen, L., N. Fabricius, E. Børjesson (2006): Indsatser for socialt udsatte. Evaluering af puljen til socialt udsatte grupper i de

seks største byer – delrapport III. København: SFI, 12:2006 arbejdspapir.

231

en forholdsvis lav bemanding idet personalenormeringen på den enkelte vagt typisk er to perso-

ner, og af og til tre personer. Det betyder blandt andet, at det kan være vanskeligt f.eks. at følge

med de unge til møder og aftaler uden for huset. Samtidig påpeger lederen, at det ville være ide-

elt med enkeltværelser til de unge, da det kan være svært for unge med psykisk sygdom og/eller

misbrug at dele værelser med hinanden.

232

14. ERFARINGER FRA KOMMUNERNES EGNE UNDERSØGEL-

SER OG EVALUERINGER

En række kommuner har som en del af deres arbejde med Hjemløsestrategien gennemført egne

undersøgelser og evalueringer.

Disse analyser og evalueringer repræsenterer et udpluk af kommunerne, som deltager i metode-

arbejdet, og er her inddraget som inspiration og yderlig nuancering.

I dette kapitel vil vi se nærmere på erfaringerne fra følgende undersøgelser og evalueringer:

1) To undersøgelser i Frederiksberg Kommune og Aarhus Kommune af unge hjemløse bor-

gere og de indsatsudfordringer, der er i forhold til denne målgruppe

2) Evalueringer gennemført af Herning, Horsens, Høje-Taastrup og Aalborg kommune af de-

res arbejde med ICM-metoden og CTI-metoden.

14.1 Undersøgelser af unge i Frederiksberg Kommune og Aarhus Kommune

Som det fremgår af de foregående kapitler, viser SFI’s hjemløsetællinger, at antallet af unge

hjemløse borgere er steget i strategiperioden.

Frederiksberg Kommune og Aarhus Kommune arbejder under Hjemløsestrategien begge med

målsætningen om unge og afprøver i den forbindelse henholdsvis ICM-metoden og CTI-metoden

kombineret med opsøgende indsatser i forhold til de unge. Begge kommuner har desuden opret-

tet ungespecifikke botilbud.

Som følge af stigningen i antallet af unge hjemløse borgere i strategiperioden har de to kommu-

ner gennemført undersøgelser, som skal være med til at belyse baggrunden for stigningen i an-

tallet af unge hjemløse borgere samt være med til at skabe ny viden om unge hjemløse borgere

og deres behov for støtte og indsats.

Afsnittet er baseret på følgende datakilder:

Frederiksberg Kommune (2012): Undersøgelse af unge hjemløse på Frederiksberg, 2012

Aarhus Kommune (2011): Analyse – kortlægning af udsatte unge på 18-30 år.

233

Boks 14-1: Kort om tilgangen i de to undersøgelser

14.2 Hovedkonklusioner på tværs af de to undersøgelser

En central konklusion, som kan uddrages af begge undersøgelser, er kompleksiteten i forhold til

de unges problemstillinger. Ud fra de to undersøgelser danner der sig et billede af en gruppe me-

get socialt udsatte unge med udfordringer på flere fronter. Der er i høj grad tale om unge, som

har startet deres tilværelse med problematiske opvækstbetingelser, som har resulteret i et om-

flakkende liv. Skiftende plejefamilier, børne- og ungdomsinstitutioner og bosteder har resulteret i

en gruppe unge med dårlige eller ikkeeksisterende familiære netværk, skrøbelige eller uhen-

sigtsmæssige venskabsnetværk, som er forankret i og repræsenterer en tilværelse, som de unge

ønsker at forlade.

En anden central konklusion, som fremgår af undersøgelsen fra Frederiksberg Kommune, er, at

en betydelig andel af de unge har været hjemløse i et år eller mere. Af undersøgelsen fremgår

det således, at halvdelen af de unge har været hjemløse i over et år, mens 11 pct. har været

hjemløse i over 2 år.

Også i Aarhus Kommune er målgruppen af unge hjemløse borgere kendetegnet ved en meget

bred målgruppe med mange komplekse problemer og komplekse livssituationer. Drøftelserne i

Aarhus Kommune peger på, at dele af ungemålgruppen er bredere og har mere komplekse pro-

blemstillinger, end det blev antaget, da man i Aarhus Kommune udformede Hjemløseplanen. Ge-

nerelt bliver der i Aarhus lagt vægt på, at ingen vælger at leve i hjemløshed. I forbindelse med

en hjemløsesituation vil der altid være tilknyttet andre problemer.

Begge undersøgelser peger på, at der er store krav til den indsats, som de unge har behov for,

for at komme ud af en hjemløsesituation. Der er behov for øget fokus på helhedstænkning og

Kort om de to undersøgelser

Frederiksberg-undersøgelsen

I Frederiksberg Kommunes undersøgelse har der været lagt vægt på at kortlægge gruppen

af hjemløse borgere på Frederiksberg i alderen 18-24 år, herunder at få mere viden om de

unges baggrundsfaktorer samt at skabe et billede af sammenhænge mellem opvækstbetin-

gelser og hvilken form for hjemløshed, de unge lever under.

Som en del af undersøgelsen har der ligeledes været fokus på, hvorledes de unge oplever

kontakten til det kommunale system.

Undersøgelsen omfatter både kvantitative og kvalitative data, som er indsamlet i løbet af ef-

teråret 2011. De kvantitative data består af en personskemaundersøgelse gennemført i ok-

tober-december 2011 blandt unge hjemløse borgere i alderen 18-24 år. Spørgeskemaet er

sendt ud til tilbud og indsatser i kommunen med kontakt til målgruppen. I undersøgelsen

indgår i alt 59 unikke personskemaer for unge i målgruppen. De kvalitative data består af 13

enkeltinterview og et duointerview med i alt otte kvinder og syv mænd.

Aarhus-undersøgelsen

I Aarhus Kommune er undersøgelsen gennemført som workshops med deltagere fra de mest

centrale tilbud og indsatser til målgruppen i kommunen. Workshopperne er gennemført som

en styret dialog mellem de forskellige aktører med det formål at belyse to centrale problem-

stillinger:

1) Hvilke unge møder vi i indsatserne, og møder vi en anderledes gruppe unge i indsat-

serne i dag som følge af den Opsøgende Indsats? Hvordan ser disse grupper ud, og

er der særlige problematikker knyttet til dem?

2) Hvorfor er det ikke lykkedes at mindske antallet af unge på forsorgshjemmene på

trods af den Ungeindsats, som er iværksat under Hjemløseplanen?

234

kontinuitet, og en indsats som i høj grad er individuelt tilrettelagt, og som bygger på en tæt rela-

tion til og høj grad af inddragelse af de unge.

I de næste afsnit er hovedkonklusionerne fra disse to undersøgelser gengivet.

14.3 Undersøgelsen fra Frederiksberg Kommune

Undersøgelsen fra Frederiksberg Kommune peger på, at det at få sin egen bolig fylder meget for

de unge. De unges forestillinger om et hjem eller begrebet "hjem" omhandler det at have sit eget

sted, hvor man kan bo alene og selv kan bestemme, hvem man er der sammen med. I undersø-

gelsen fremhæver de unge det at kunne låse sin egen dør og selv bestemme, hvornår den bliver

åbnet, og hvem der kommer ind, som noget afgørende ved et hjem. Dette skal ses i lyset af, at

en stor del af de unge fortæller, at de aldrig har haft et trygt hjem. Mange har dårlige minder om

deres barndomshjem, og de har i deres unge- og voksentilværelse ikke haft, hvad de vil betegne

som et hjem. Mange har boet med forskellige mennesker, de ikke selv har valgt, og de har måt-

tet sofasurfe rundt om ved venner og familie. Selvbestemmelse, ro og tryghed fremhæves såle-

des som essentielt for det hjem, de ønsker sig, og det kan ses som en modsætning til den kaoti-

ske og usikre tilværelse, de har levet under.

Om case manageren og den nære relation

I kommunen har man blandt andet arbejdet med ICM-metoden i forhold til de unge. ICM-

medarbejderen tillægges stor betydning af de unge ifølge kommunen. Vedkommende bruges bå-

de som en form for tovholder eller kommunikationsled i forhold til det kommunale system og de

tilbud, de unge modtager. Herudover yder vedkommende en afgørende støtte i de unges hver-

dag. De unge bruger således ICM-medarbejderen som hjælp til alt fra praktiske gøremål til at

være en støtte, når de har brug for nogen at læne sig op ad. Den nære relation opleves af de un-

ge som en essentiel del af den støtte, de har behov for. Undersøgelsens resultater peger på, at

de unge, der har en ICM-medarbejder tilknyttet (eller anden tæt kontakt til en kontaktperson), i

mindre grad ender med at sove på gaden og i højere grad ender med at komme i egen perma-

nent bolig, end de unge der ikke har tilknyttet en ICM-medarbejder.

Krav til indsatsen

Af undersøgelsen fremgår det, at de unges relation til kommunen er ambivalent. På den ene side

anerkender de unge Frederiksberg Kommune som én af de bedre kommuner at være i, fordi de

angiveligt oplever, at tingene her sker hurtigere, og at tilbuddene er bedre og flere.

På samme tid kritiserer de unge kommunen for manglende forståelse og lydhørhed i forhold til de

unges udfordringer.

Denne ambivalens kan kædes sammen med, at mange af de unge så at sige er opvokset inden

for det kommunale system, og derfor ser de kommunen som havende en forældrerolle i deres liv.

De unge har således en forventning om, at kommunen, på lige fod med forældre, tager sig af

dem og træder til, når de har brug for hjælp.

For nogle opleves det således som et svigt, at de er blevet hjemløse, da de ikke føler, at kommu-

nen har taget sig af dem, som en forælder ville tage sig af sit barn. Her bliver den nære relation

igen essentiel. Ud over behovet for en nær relation til en medarbejder, der følger dem over læn-

gere tid, efterspørger de unge en højere grad af fleksibilitet fra det kommunale system og herun-

der den individuelle forståelse af deres tilværelse og udfordringer. Da flere af de unge kan have

gode og dårlige perioder, efterspørger de desuden en hurtig og målrettet hjælp. Der skal således

smedes, mens jernet er varmt, hvilket betyder at rykke, når de unge er klar og har overskud.

14.4 Undersøgelsen fra Aarhus Kommune

Undersøgelsen i Aarhus Kommune peger i lighed med undersøgelsen fra Frederiksberg Kommune

på en bred gruppe unge med komplekse problemer og med komplekse livssituationer.

I Aarhus Kommune har det som en del af undersøgelsen været centralt at få belyst, hvorfor det

ikke er lykkedes at nedbringe antallet af unge på forsorgshjem. Hovedforklaringerne herpå, som

er kommet frem under drøftelserne i Aarhus Kommune, er følgende:

235

Vi finder flere unge i dag end tidligere

Som en del af Hjemløseplanen i Aarhus Kommune blev der sat øget fokus på gruppen af udsatte

unge i aldersgruppen 18-30 år og de problematikker, som knytter sig til denne gruppe. En række

nye tiltag blev igangsat, hvilket ifølge kommunen har medført, at der gennem kommunens ind-

satser opsøges og findes flere unge end tidligere.

Manglende flow mellem tilbuddene

Mange af de unge, som tilbuddene har fået kontakt med gennem den styrkede indsats, har fået

et tilbud i Ungeindsatsen. Erfaringerne har dog vist i praksis, at det har været, og stadig er, me-

get svært at skaffe passende boliger til målgruppen, det vil sige mindre boliger, som den unge

har mulighed for at betale med kontanthjælp eller SU. Ungeindsatsen oplever, at deres pladser

"sander til", og det er meget svært at placere nye unge i deres tilbud. Resultatet bliver, at unge

får tilbud om forsorgshjem som følge af de manglende boliger, og de forbliver på forsorgshjem-

mene længere end planlagt som følge af det manglende flow.

Komplekse systemer

Kommunens undersøgelse peger på, at det system, som yder hjælp og støtte til gruppen af ud-

satte unge i aldersgruppen 18-30 år, er et komplekst system præget af mange aktører i forskelli-

ge forvaltninger og forskellige søjler og under forskellige lovgivninger. Mange aktører, som yder

hjælp til den samme målgruppe, har lidt eller intet kendskab til de andre indsatser, der arbejder

med målgruppen.. Mange oplever, at de mangler viden om, hvordan de forskellige organisationer

er opbygget, og hvad der kan tilbydes hvornår. Dette gør det svært for de professionelle at yde

en god koordineret indsats, som må formodes at have betydning for dels at kunne forebygge, at

unge kommer på forsorgshjem, dels at have betydning for at kunne få etableret gode sammen-

hængende tilbud uden for forsorgshjemmene.

Denne kompleksitet gør det i særdeleshed svært for de unge borgere at navigere rundt i syste-

met og finde ud af, hvilken hjælp de kan få hvornår, og hvilke krav der bliver stillet i de forskelli-

ge systemer. Dette er specielt sårbart for de udsatte unge, som ifølge kommunen ofte er karak-

teriserede ved ikke at have ressourcer til at finde rundt i systemerne og ofte ikke kan leve op til

forskellige systemers krav om blandt andet fremmøde og rådighed.

Overgange

Den beskrevne kompleksitet i systemerne sætter særligt fokus på "overgange", eksempelvis fra

børneområdet til voksenområdet, fra region til kommune, fra et tilbud i en kommunal forvaltning

til en anden forvaltning, fra et tilbud til et andet tilbud inden for samme forvaltning osv. Der er

ifølge kommunen meget, som tyder på, at "overgange" er meget kritiske for denne målgruppe,

og at meget kan gå galt i disse overgange. Mange i indsatserne oplever f.eks., at når en ung ved

det fyldte 18. år overgår fra børne- og ungeområdet til voksenområdet, følger der kun få eller in-

gen oplysninger med. Dette til trods for at mange af de unge er opvokset i familier, hvor der har

været foretaget mange udredninger, og hvor der har været indsatser i familien i form af behand-

ling, praktisk støtte eller anbringelser. Det samme gør sig gældende i forhold til udredninger på

voksenområdet, hvor udredningerne er foretaget i ét system, og hvor oplysningerne ikke følger

med, når ansvaret for hjælp og støtte overgår til et andet system.

Disse "slip" i overgangene vurderes af kommunen som meget kritiske og ressourcekrævende,

fordi mange indsatser og undersøgelser skal begynde forfra, til trods for at den unge er godt

kendt i det offentlige hjælpesystem. Flere af disse unge ses på forsorgshjemmene, og den mang-

lende kontinuitet og manglende overføring af viden kan være en medvirkende årsag til, at det er

svært at opfylde målet om færre unge på forsorgshjem.

236

Fremadrettede anbefalinger

Undersøgelsen i Aarhus Kommune peger på følgende anbefalinger til den fremadrettede indsats i

forhold til ungegruppen:

Større tilgængelighed til boliger som er til at betale for de udsatte unge. Dette ville i stor

grad løse op for "proppen" i systemet og give en langt større grad af flow, som vil give

forsorgshjemmene mulighed for at flytte de unge ud til andre relevante tilbud og ud i

egen bolig

Kvalificering af arbejdsgange og procedurer i forhold til overgange mellem indsatser. "In-

gen slipper, før andre overtager". Ved at sikre en større grad af kontinuitet og fokus på de

kritiske overgange vil en langt større grad af viden og oplysninger om den enkelte unge

følge med ved skift fra ét system til et andet. Endvidere foreslås det at anvende erfarin-

gerne fra arbejdet med CTI-metoden til at sikre bedre overgange i forhold til ungegrup-

pen

Mange af de unge har svært ved at leve op til de krav, der stilles i systemerne for at mod-

tage hjælp. Der bør derfor etableres en større grad af fleksibilitet og tilgængelighed for

disse grupper, f.eks. ved at de professionelle i større grad tager ud, der hvor de unge er, i

form af fremskudt myndighed og fremskudt behandling

Den enkelte unges ønsker og håb for eget liv skal være udgangspunkt for de indsatser,

der tilbydes den unge

Inddragelse af de unges erfaringer med indsatserne i en videre analyse af problemstillin-

gerne.

14.5 Erfaringer og resultater fra arbejdet med ICM og CTI fra kommunernes interne evalue-

ringer

En række kommuner har sideløbende med Rambølls tværgående puljeevaluering gennemført de-

res egne, interne evalueringer og analyser. Dette afsnit opsamler nogle af de væsentligste resul-

tater og erfaringer fra disse evalueringer i forhold til arbejdet med ICM og CTI.

Afsnittet er baseret på følgende datakilder:

Herning Kommune (2011): Status på hjemløseindsats. Referat af møde den 7. december

2011

Horsens Kommune (2012): Projekt Housing First på Det sociale Døgncenter Sølyst i

Horsens

Høje-Taastrup Kommune (2012): Midtvejsevaluering af Hjemløsestrategien

Aalborg Kommune (2012): Evaluering af projekt Bostøtteteam Svenstrupgård.

Høje-Taastrup Kommune har arbejdet med ICM-metoden, mens Aalborg, Herning og Horsens

kommune både har arbejdet med ICM- og CTI-metoden. Evalueringerne og analyserne fra Aal-

borg, Herning og Horsens kommune beskæftiger sig i høj grad med de samlede effekter af arbej-

det med begge bostøttemetoder.

14.5.1 Fastholdelse af bolig

I alle de interne analyser og evalueringsrapporter fremhæves det som en vigtig pointe og et vig-

tigt resultat, at de borgere, som er eller har været tilknyttet ICM eller CTI, i høj grad får og for-

mår at fastholde deres boliger.

Fra Aalborg Kommune er evalueringsrapportens hovedkonklusion, at det er lykkedes for borgerne

under de to bostøttemetoder at blive etableret i egen bolig, således at de ikke længere opholder

sig på forsorgshjem. Erfaringen frem til nu peger ligeledes på, at borgerne formår at fastholde

boligen. Til gengæld fortæller projektmedarbejderne, at nogle af borgerne er flyttet, og at flyt-

ningerne har været aktive tilvalg, fordi borgerne har kunnet få en bedre bolig et andet sted i for-

hold til deres specifikke ønsker. Dette tyder på, at borgerne i højere grad er begyndt at være

herre i eget liv, hvilket også er den udmelding, som borgerne selv kommer med.

237

I stil hermed anslår evalueringsrapporten fra Horsens Kommune, at ICM- og CTI-projektet, Hou-

sing First, vil kunne have en positiv effekt på en stor andel af målgruppen i forhold til at forblive i

egen bolig, trods komplekse problemstillinger, herunder dobbelt diagnosticerede borgere. Rap-

porten uddyber, at en lille del af målgruppen formentlig bør tilbydes en anden form for støtte el-

ler blivende foranstaltning end egen bolig. Rapporten angiver, at det er lykkedes bostøttemedar-

bejderne at motivere og støtte alle borgerne under projektet til at fastholde deres bolig, efter de

er flyttet fra boformen, om end enkelte borgere har været indskrevet på en boform i en kortere

periode i forbindelse med afrusning for herefter at flytte hjem igen.

Af den interne, foreløbige evalueringsrapport fra Høje-Taastrup Kommune fremgår det, at i alt 23

borgere har været tilknyttet kommunens ICM-indsats siden Hjemløsestrategiens opstart. Heraf

modtager 15 borgere fortsat ICM-bostøtte, og alle disse 15 har fastholdt deres bolig gennem hele

forløbet. To af de 15 borgere har været tæt på at blive sat ud af deres boliger, men ifølge evalue-

ringen forhindrede bostøttemedarbejderne dette ved at gå i dialog med boligselskaberne. De to

borgere er nu visiteret til skæve boliger.

For syv borgere under ICM-indsatsen i Høje-Taastrup Kommune er indsatsen blevet afsluttet. I et

tilfælde skyldtes dette, at borgeren ikke længere havde behov for støtte fra bostøttemedarbej-

derne, og i to tilfælde skyldtes afslutningen, at borgerne ikke ønskede at flytte tilbage til Høje-

Taastrup Kommune. To forløb er blevet afsluttet, fordi borgerne blev vurderet som personfarlige,

og endelig er to forløb afsluttet, fordi borgerne ikke længere ønskede kontakten. Sidstnævnte to

borgere er desværre efterfølgende fundet døde.

Herning Kommune har ved udgangen af 2011 foretaget en analyse af de foreløbige resultater af

kommunens arbejde med ICM- og CTI-metoden. Ved tidspunktet for opgørelsen havde i alt 36

borgere fået et tilbud om støtte, og 30 hjemløse borgere var kommet i bolig. Af de 30 borgere,

som var kommet i bolig, var 10 borgere unge.

Hjemløseteamet i Herning Kommune konstaterer, at de fleste borgere kan klare sig i egen bolig

med den fornødne støtte, mens enkelte borgere på grund af deres adfærd ikke kan rummes i al-

mindelige boliger.

14.5.2 Ophold på § 110-boformer og økonomiske effekter

Evalueringerne fra Horsens og Herning kommune viser tegn på, at ICM- og CTI-metoderne kan

reducere de tilknyttede borgeres behov for og brug af § 110-boformer og dermed medføre be-

sparelser for kommunerne.

Rapporten fra Horsens Kommune konkluderer, at der i den periode, hvor bostøtteprojektet har

kørt, er sket et fald i genindskrivninger på § 110-boformen Sølyst, hvortil projektet har forbindel-

se. Yderligere har de enkelte genindskrivninger af borgere under projektet været af kortere va-

righed end tidligere. Endelig angiver rapporten, at der fra foråret 2012 har været et "ikke ubety-

deligt fald i andelen af Horsens-borgere indskrevet på Det sociale Døgncenter Sølyst." I rappor-

ten antages det, at faldet "er en direkte gevinst af den støtte, borgeren får fra projekt Housing

First til mestring af eget liv i boligen, trods misbrug og massive problemer i øvrigt."

Også Herning Kommune har kigget på bostøttemetodernes betydning i forhold til ophold på §

110-boformer. Herning Kommunes analyse fra december 2011 viser, at overgangen til egen bolig

skaber besparelser på udgifterne til døgnophold.

14.5.3 Beskæftigelse

Nogle kommuner melder også om, at ICM- og/eller CTI-forløbene har været medvirkende til, at

borgerne er kommet i beskæftigelse, praktik eller uddannelse.

Af evalueringsrapporten fra Aalborg Kommune fremgår det, at tre af de borgere, som har været

tilknyttet enten ICM- eller CTI-metoden, er kommet i beskæftigelse, mens fire borgere har påbe-

gyndt uddannelse/virksomhedspraktik.

238

Af analysen fra Herning Kommune fra december 2011 fremgår det, at to borgere er kommet i or-

dinært arbejde og to borgere i job med løntilskud. Herudover er 16 ud af 25 kontanthjælpsmod-

tagere kommet i aktivering.

Kommunerne angiver i deres evalueringer, at tilgangen til beskæftigelse medfører yderlige øko-

nomiske besparelser for kommunerne, ud over dem der er beskrevet i afsnittet om § 110-

boformerne.

14.5.4 Effekter på øvrige aspekter af borgernes liv

Den interne evalueringsrapport fra Aalborg Kommune, Evaluering af projekt Bostøtteteam

Svenstrupgård (2012), viser tegn på, at både ICM-metoden og CTI-metoden har en positiv be-

tydning for flere aspekter for borgerne end blot borgernes boligsituation. Rapporten viser såle-

des, at borgerne i kraft af ICM- og CTI-medarbejderne får hjælp til at udvikle mestringsstrate-

gier, så de nemmere kan håndtere udfordringer i hverdagen. Derudover indikerer rapporten, at

borgerne oplever det som en stor støtte, at bostøttemedarbejderne hjælper dem med at opsøge

og vedligeholde netværk. Der er eksempler på, at brudte relationer til familie er blevet genetab-

leret, mens også netværk på væresteder og i selvhjælpsgrupper fremhæves. Rapporten nævner

også, at den personlige relation mellem borgerne og bostøttemedarbejderne er med til at styrke

borgernes selvtillid, og at bostøttemedarbejderne derigennem kan motivere borgerne til at påbe-

gynde f.eks. et misbrugsbehandlingsforløb.

Også i den interne, foreløbige evaluering fra Horsens Kommune fremhæves det, at mange aspek-

ter af borgernes liv forbedres. Det nævnes blandt andet, at borgernes misbrug generelt bliver

mindre massivt og destruktivt, når borgerne kan være i egen bolig og er trygge ved, at de får

den støtte, som de har behov for. I forbindelse hermed nævnes det, at bostøttemedarbejdernes

muligheder for at levere støtte af varierende intensitet, f.eks. i antallet af støttetimer, er afgø-

rende, f.eks. er der ofte brug for ekstra støtte i forbindelse med tilbagefald eller afrusning. Evalu-

eringen viser også, at projektet og projektets samarbejdspartnere oplever, at borgerne i højere

grad fastholder og får en stabil deltagelse i andre forløb samt en bedre struktur på økonomien,

når bostøttemedarbejderne kan støtte borgeren og agere tovholder i forhold til de andre instan-

ser. Denne oplevelse fremgår også af analysen fra Herning Kommune.

I forlængelse heraf kan det nævnes, at evalueringsrapporten fra Aalborg Kommune fremhæver,

at både ICM- og CTI-medarbejderne kan have stor betydning for samarbejdet mellem borgerne

og sagsbehandlerne, idet de kan fungere som fortalere og "oversættere" for borgerne og der-

igennem både gøre borgerne mere trygge i mødet med sagsbehandlerne og give dem større for-

ståelse af procedurerne og afgørelserne i deres sager.

239

BILAG 1: METODE OG METODEOVERVEJELSER

I dette bilag gives en uddybning af evalueringens gennemførelse som et supplement til kapitel 3.

Individdokumentation

Individdokumentationen er bygget op om en kvartalsvis indberetning af borgernes situation i det

internetbaserede system Rambøll Results. Alle kommuner har ved projektstart fået et unikt bru-

gernavn og adgangskode til systemet, hvorigennem de har adgang til projektets side. På denne

side foregår al dokumentationen af borgernes situation og projektets erfaringer.

Det er blevet understreget, at alle borgere skal orienteres om dokumentationen samt, at det for

borgeren er frivilligt at deltage i dokumentationen. Rambøll har udarbejdet en guide til borgeren,

som kommunerne har kunnet benytte i forbindelse med orienteringen af borgeren.

For bostøttemetoderne og Opsøgende og Kontaktskabende Indsatser foregår individdokumentati-

onen ved, at den enkelte borger følges over tid. Ved start i et forløb oprettes borgeren i Rambøll

Results, og der svares på en række baggrundsspørgsmål og spørgsmål relateret til borgerens si-

tuation. Herefter foretages der en opfølgning på borgerens situation hver 3. måned. Denne op-

følgning fortsætter, så længe borgeren er i et forløb.

For Udredning og Plan foregår det tilsvarende, blot med den forskel at der udelukkende svares på

spørgsmål på to tidspunkter, henholdsvis ved udredning og ved udskrivning fra boformen. For

Køreplan for God Løsladelse svares der på spørgsmål ved løsladelsesmødet og ved løsladelse.

Opfølgningerne på borgerens situation foretages konkret ved, at medarbejderne i nogle fastsatte

kvartalsvise indberetningsperioder af cirka 5 ugers varighed besvarer spørgsmål om borgernes

situation. Medarbejderne har gennem hele perioden haft mulighed for at printe spørgeskemaer-

ne, således at de kan besvares, når det passer ind i arbejdet.

Det er understreget over for kommunerne, at det i videst muligt omfang skal undgås, at der sker

skift i, hvem der udfylder skemaerne, idet forskellige medarbejdere kan have to forskellige vur-

deringer af borgernes situation.

For at sikre en høj datakvalitet er der gennemført følgende aktiviteter i forbindelse med hver ind-

beretningsperiode:

En uge før hver indberetningsperiode er alle kommuner gjort opmærksomme på indbe-

retningsperioden over e-mail, således at der kan afsættes ressourcer hertil

Rambøll har løbende stået til rådighed for afklaring af spørgsmål. Denne dialog har løben-

de ført til præciseringer og afklaringer af proceduren for indberetning

Rambøll har midt i hver indberetningsrunde opgjort en status for antallet af indberetnin-

ger i den pågældende periode, der er sendt til kommunernes projektledere. Det er her

understreget, hvis der ser ud til at mangle indberetninger

Efter hver indberetningsrunde er projektlederen på tilsvarende måde blevet orienteret

om, hvor mange indberetninger der er foretaget.

Herudover kan der peges på følgende generelle aktiviteter, der er gennemført for at sikre delta-

gelsen i evalueringen:

Der er afholdt forandringsteoriworkshop for alle projekter blandt andet med fokus på indi-

katorer for indsatsens resultater og effekter

Rambøll har på alle de indledende metodeseminarer præsenteret og diskuteret dokumen-

tationen. Ligeledes er alle kommuner indledningsvist blevet inviteret til et seminar med

specifikt fokus på individdokumentationen

Kommunerne har løbende haft mulighed for at trække deres egne data. Både i form af

målgrupperapporter, der viser den aktuelle situation for borgerne, og i form af opfølg-

ningsrapporter, der viser udviklingen i borgernes situation

Rambøll har udarbejdet materialer og guides til individdokumentationen for at understøtte

projekterne, ligesom Rambøll løbende har været i en løbende dialog med projekterne.

240

Særligt ved opstart var der behov for at afklare og diskutere en række forskellige bekym-

ringer hos projekterne.

Der er Rambølls vurdering, at alle kommuner har bakket op om evalueringens gennemførelse, og

at alle kommuner konstruktivt har bidraget til at kvalificere dokumentationssystemet.

Analyse af udviklingen i borgernes situation (kun bostøtte og opsøgende arbejde)

Varigheden af borgernes kontakt til projekterne er forskellig, hvilket medfører, at der er et for-

skelligt antal indberetninger for borgerne. For nogle er der kun foretaget én indberetning, sva-

rende til at vedkommende formentlig har haft en relativt kort kontakt. For andre borgere er der

eksempelvis fire indberetninger, svarende til at borgeren har været i forløbet omkring 1 år.

Tabellen nedenfor viser en oversigt over, hvor mange borgere der totalt set indgår i datagrundla-

get under hver af de tre bostøttemetoder, samt hvor mange af disse der har to eller flere indbe-

retninger.

Kategori Totalt antal forløb

Heraf forløb med 2 eller flere indberetninger

Heraf forløb, hvor der ikke er svaret "Ved ikke" eller "Andet" angående bolig.

ICM 1.010 914 (90 %) 717 (71 %)

CTI 406 367 (90 %) 316 (78 %)

ACT 651 62 (95 %) 60 (92 %)

Total 1.481 1.343 (91 %) 1.093 (74 %) 1 Omfatter kun de ACT-forløb, der er oprettet i København og som er indberettet i maj-juni 2013, idet analysen er

baseret herpå. Se afsnit 2.10 for en uddybende forklaring.

I alt er der oprettet 1.481 forløb for de tre bostøttemetoder (se dog note under tabellen ovenfor).

Analyser af borgernes baggrundskarakteristika er baseret på denne totale gruppe for hver af de

tre metoder. Det drejer sig om 1.010 forløb under ICM, 406 forløb under CTI og 65 forløb under

ACT. Heraf har samlet 1.343 borgere (91 pct.) mere end én indberetning. Analyserne, der sam-

menligner borgernes første og seneste indberetning, er baseret herpå for de enkelte metoder.

Endeligt har samlet 1.093 forløb (74 pct.) mere end én indberetning i kombination med, at der

ikke er svaret "Ved ikke" eller "Andet" på spørgsmålet om boligsituation. Analyserne af fasthol-

delse af bolig er baseret på dette analyseudvalg, separat for de enkelte metoder i hver af rappor-

tens kapitler. Det drejer sig om 717 forløb under ICM, 316 forløb under CTI og 60 forløb under

ACT.

Udviklingen i borgernes situation etableres ved at sammenligne startsituationen med situationen

ved den sidste indberetning. I analyserne af borgernes udvikling kan der kun indgå borgere, hvor

der er foretaget to indberetninger eller derover, idet udviklingen findes som forskellen mellem

den første og den sidste indberetning. Som det fremgår af tabellen ovenfor, har langt hovedpar-

ten af borgerne, der modtager bostøtte, over én indberetning.

For de Opsøgende og Kontantskabende Indsatser er det 70 pct. af borgerne, der har mere end én

indberetning. Dette skyldes særligt, at man i Aarhus Kommune gennemfører en Opsøgende Ind-

sats på en måde, hvor kommunen ikke vurderer, at det er muligt at følge borgerne over tid. I de

øvrige kommuner er det 92 pct. af borgerne, der kan følges over tid, hvormed hovedparten ind-

går.

For vurderingen af fastholdelse af bolig for bostøttemetoderne er der inddraget data for alle de

mellemliggende indberetninger for at vurdere, hvorvidt borgeren på et tidspunkt mellem den før-

ste og den sidste indberetning oplever at miste boligen. I analyserne af borgernes fastholdelse af

bolig indgår endvidere kun de borgere, hvor der ved henholdsvis første og seneste indberetning

ikke er svaret "Ved ikke" eller "Andet" angående bolig. Dette er samlet set for de tre bostøtteme-

toder 74 pct. af borgerne, som fremhævet i tabellen ovenfor.

Analysen af borgernes udvikling på de forskellige problematikker sker ved at sammenligne med-

arbejdernes vurdering af borgeren ved den første og den sidste indberetning. Hvis medarbejde-

ren eksempelvis ved første indberetning svarer, at borgen i et "stort omfang" har et alkoholmis-

brug, mens der ved den seneste indberetning er svaret i et "begrænset omfang", kategoriseres

241

dette som en positiv udvikling. Hvis vurderingen af borgeren er den samme, kategoriseres det

som en uændret situation i forhold til den pågældende problematik.

I projekternes indberetninger påpeges det, at medarbejderne lidt inde i forløbet kan opleve, at

den enkelte borgers problemer er større end først antaget. Derfor kan den første vurdering af

borgerens tilstand i nogle tilfælde tænkes at have været "for positiv".

Det skal i den forbindelse også bemærkes, at borgerens startsituation først indberettes, efter at

borgeren er startet og op til 3 måneder inde i forløbet. Dette skyldes det praktiske forhold, at

kontakten til borgeren først skal etableres, før en eventuel indberetning kan komme på tale, idet

indberetningen sker gennem medarbejderen. Det har været anbefalingen, at den første indberet-

ning foretages så hurtigt som muligt, efter at der er etableret en sådan kontakt til borgeren, at

medarbejderen kan bringe emnet på bane. Metodisk betyder denne forsinkelse af den første ind-

beretning, at vi ikke med sikkerhed kan vide, om den første indberetning afspejler borgerens si-

tuation, før borgeren var kommet i kontakt med projektet.

Særligt i forhold til bolig betyder dette, at borgeren godt kan have fået en bolig i løbet af forlø-

bets opstart, således at borgeren i dokumentationen fremstår som havende en bolig ved den før-

ste indberetning.

Metodiske overvejelser

Analysen af udvikling består metodisk set af en før/efter-sammenligning, hvor "før" henviser til

tidspunktet, hvor borgeren starter i forløbet, og "efter" henviser til tidspunktet, hvor forløbet

stopper.

Styrken ved designet er, at det giver mulighed for at tegne en række udviklingsforløb for borger-

ne, idet der hver 3. måned foretages en indberetning. Det er med andre ord muligt at følge bor-

gerne forholdsvis tæt gennem et længere tidsforløb. Hermed skabes der et godt grundlag for at

vurdere udviklingen i borgernes situation og projekternes resultater – i modsætning til et design

der udelukkende har fokus på aktiviteter og projekternes vurderinger ved projektafslutning.

Sammenlignet med et kontrolgruppedesign har dette design den svaghed, at det kan være van-

skeligt at tilskrive udviklingen til projekterne alene. Der kan ske andre ting i samfundet generelt

og i målgruppens situation specifikt, som påvirker udviklingen, hvad enten de var tilknyttet et

projekt under Hjemløsestrategien eller ej.

Et andet forhold, man skal være opmærksom på, er i relation til spørgsmålene om borgernes

problematikker i forhold til misbrug, psykisk sygdom mv. Det skal understreges, at der her ude-

lukkende er tale om medarbejdernes skøn, og at medarbejderne som udgangspunkt ikke kan for-

ventes at have en egentlig fagekspertise på alle områder. Ligeledes skal det fremhæves, at selve

spørgsmålene ikke er designet til at afgøre den kliniske tyngde af eksempelvis en fysisk sygdom.

Formålet med problematikspørgsmålene har været at få et indtryk af borgernes øvrige situation

ud over boligsituationen.

Vurderingen af bostøttemetodernes resultater er baseret på borgernes situation i den periode, de

har modtaget bostøtte. Udviklingen efter bostøttens ophør er ikke medtaget. Dette skyldes det

grundlæggende praktiske forhold, at det er bostøttemedarbejderen, der foretager indberetnin-

gerne. Konsekvensen for analysen er, at konklusionerne angående eksempelvis fastholdelse ude-

lukkende gælder for den periode, hvor borgeren modtager bostøtten.

En anden problematik, der kan nævnes, er "Ved ikke"-besvarelser. "Ved ikke"-besvarelser giver

anledning til, at borgerens situation ikke kan vurderes. Dette afspejler, at medarbejderne ikke

kender borgerens situation og derfor har svaret "Ved ikke". Er der svaret "Ved ikke" ved første

eller sidste indberetning for en borger, indgår borgeren som "Ved ikke" i de analyser, der tager

udgangspunkt i den enkelte borgers udvikling fra først til sidst. "Ved ikke"-besvarelserne ved

start håndteres på denne måde, idet man ikke kan antage, at borgerens situation i de efterføl-

gende kvartaler kan benyttes som et bud på borgerens udgangssituation.

242

Opsummerende kan det således fremhæves, at borgere, hvor medarbejderen har svært ved eller

ikke kan vurdere borgerens boligsituation, samt helt korte forløb ikke indgår i analysen af fast-

holdelse for bostøttemetoderne. Det er vanskeligt at vurdere præcist, hvad dette betyder i for-

hold til, hvorvidt analysen er repræsentativ for den samlede gruppe af borgere i forhold til udvik-

lingen i borgernes boligsituation.

Projektdokumentation

Projektdokumentationen har bestået af, at alle projekter halvårligt har udarbejdet en såkaldt sta-

tusrapport. Hver kommune har på den måde foretaget en halvårlig projektindberetning for hver

metode, der afprøves i kommunen. Indberetningen er gennemført elektronisk i Rambøll Results.

Statusrapporten opsummerer en række centrale forhold vedrørende projektet det seneste halve

år regnet fra indberetningstidspunktet. Statusrapporten består af en blanding af lukkede spørgs-

mål og åbne svarfelter, hvor projekterne har haft mulighed for med egne ord at uddybe centrale

forhold ved projektet.

I statusrapporten bedes projekterne om at forholde sig til følgende emner:

Er der sket ændringer af målgruppen?

Caseload

Muligheder for at finde boliger

Samarbejde med relevante aktører

Hvilke erfaringer er der gjort?

De kommuner, der arbejder med etablering af boliger, har herudover foretaget en halvårlig pro-

jektindberetning om boligerne. Denne projektindberetning har haft fokus på, hvorvidt kommunen

har justeret sine målsætninger, hvor mange boliger der er klar til indflytning og hvilke erfaringer

man har gjort sig.

Kommunernes refleksioner om individdokumentationen

Projektlederne har haft mulighed for at komme med kommentarer til individdokumentationen i de

løbende projektindberetninger. . Disse kommentarer indfanger en række grundlæggende ramme-

vilkår ved gennemførelsen af en kvantitativ individindberetning og fremhæves derfor nedenfor.

Det skal understreges, at det er kommentarer til de kvantitative individindberetninger og at den-

ne dokumentation i evalueringen er suppleret af mere kvalitative projektindberetninger, interview

og diskussioner på Socialstyrelsens netværksmøder.

I forhold til flere af metoderne pointerer projektlederne, at der i mange tilfælde er et større styk-

ke arbejde forud for selve påbegyndelsen af individdokumentationen, hvilket ikke fanges af indi-

viddokumentationen. Både i forhold til Opsøgende og Kontaktskabende Indsatser, ICM-metoden

samt Udredning og Plan fremhæves det, at det ofte er nødvendigt at gøre et stort relationsarbej-

de forud for indberetningen, idet det er nødvendigt først at opnå den nødvendige fortrolighed

med borgeren.

Flere af projektlederne beskriver i projektindberetningen, at nogle spørgsmål i individindberet-

ningen ikke har haft tilstrækkeligt nuancerede svarmuligheder, og at der samtidig ikke er mulig-

hed for en uddybning af svarene. Projektlederne beskriver, hvordan dette har givet anledning til

udfordringer i indberetningsarbejdet, idet medarbejderne må vurdere, hvilken svarmulighed der

var mest korrekt, og ikke har haft mulighed for at tage forbehold for besvarelsen. Spørgsmålet,

om hvor ofte borgeren besøges, fremhæves som problematisk i nogle tilfælde, da der her spør-

ges efter et gennemsnit over de seneste 3 måneder, hvilket nogle oplever som vanskeligt at be-

svare, idet borgeren besøges, når der er behov for det. Enkelte pointerer også, at der i forlæn-

gelse af afkrydsning af ”Ved ikke” burde være mulighed for, at medarbejderen i tekst kunne ud-

dybe, hvorfor der svares ”Ved ikke”.

Nogle projektledere gør opmærksom på, at spørgsmålene om problematikker kan forstås på flere

måder. Eksempelvis kan økonomiske problemer dels dække over, at forsørgelsesgrundlaget ikke

slår til, selvom borgeren forsøger, dels kan det dække over, at borgeren bruger alle sine penge

på misbrug. I forhold til spørgsmålet om sociale netværk er det herudover relevant at have in

243

mente, at spørgsmålet om sociale netværk både kan forstås som konstruktive støttende relatio-

ner og tilknytning til et misbrugsmiljø.

En kommune synes, at det er uhensigtsmæssigt, at kommunens lejligheder oprettet efter § 110 i

serviceloven kategoriseres som, at borgeren ikke har egen bolig. Kommunen mener, at der er

stor forskel på almindelige herberger og de lejligheder, man har oprettet efter § 110 og foreslår,

at der kunne opereres med et begreb om midlertidige boliger.

Nogle projektledere fremhæver, at individindberetningen ikke tilstrækkeligt belyser borgerens

livssituation, idet den ikke indfanger, hvordan den enkelte borger har fået mere ro og mindre

stress i hverdagen, fordi borgeren har fået en bolig. Kommunerne fremhæver, at de små, men

vigtige skridt generelt er svære at indfange gennem besvarelsen af spørgsmålene i den kvantita-

tive individdokumentation.

Endelig pointeres det, som en generel betragtning af et par projektledere, at arbejdsbyrden i for-

hold til udfyldelsen af indberetningsskemaerne er meget omfattende og tidskrævende. Dette op-

leves som en udfordring i forhold til medarbejdernes mulighed for at foretage de løbende indbe-

retninger for borgerne.

En række projektledere fremhæver herudover, at dokumentationen ikke giver mulighed for at

følge udviklingen for den enkelte borger. Her skal det dog fremhæves, at formålet med individ-

dokumentationen ikke er at følge den enkelte borger, men at følge resultaterne af den samlede

indsats.

Documents

HJEMLØSESTRATEGIEN AFSLUTTENDE RAPPORT · 2018. 6. 20. · På den ene side har man ønsket at afprøve og do-kumentere en række virkningsfulde metoder i arbejdet med hjemløse