Document

KARAVANA – en rejse i musik, teater og billeder

– en rejse i musik, teater og billeder

1. oplag 2003

KARAVANA

Tryk: Århus Amts TrykkeriKonsulent: Anne Marie Zwergius,Diplomudd.leder, Danmark Journalisthøjskole.Omslagslayout: Maria ClausenOmslagsillustrationer: Atelier KaravanaPrinted in Denmark 2003ISBN …………………..

Udgivet af KARAVANA, Århus Amt Forlaget LEV

Bestilling/køb af bog:Forlaget LEV, Kløverprisvej 10 B, 2650 Hvidovre. Tlf. 36359696. KARAVANA, Graham Bells Vej 1, 8200 Århus N. Tlf. 86109933.

Enhver kopiering eller gengivelse er kun tilladt i overensstemmelse med gældende lov om ophavsret eller indgået aftale med KARAVANA.

Interviews af Pam Thu,

Lavet af Anne Marie Zwergius

Indholdsfortegnelse

9 At være på vej til nye steder Birgit Kirkebæk13 Øjebliksbillede Jan Thomsen19 Præsentation af Karavana Jan Thomsen26 Arbejdsmetode Jan Thomsen34 Musik og Karavana Band Jan Thomsen41 Kompagni Karavana Erik Bentsen49 Atelier Karavana interviews af Pam Thu, lavet af Anne Marie Zwergius56 Karavana på tværs Jan Thomsen, Erik Bentsen64 Den pædagogiske dimension Jan Thomsen71 Den æstiske dimension Erik Bentsen76 Den etiske dimension Erik Bentsen85 Kulturelle udvekslinger og byttehandler Pam Thu, Erik Bentsen og Jan Thomsen92 Persongalleri95 Karavana – ud af huset110 Litteraturreferencer

Forlaget LEV

7



Forord

Med denne bog vil vi præsentere de ideer og æste-tiske produktioner, som udviklingshæmmede og personale på Karavana igennem de sidste 10 år sammen har værnet om og udviklet.Karavana har i kraft af sin særegne position som beskyttet værksted, hvor de æstetiske udtryks-former og produktioner er omdrejningspunktet, konstant villet og skullet begrunde sig selv, re-flektere og afprøve nye pædagogiske og æstetiske ideer.Det er denne bog også et udtryk for. Vi håber der-med at kunne bidrage til diskussionen i det felt, hvor pædagogik, undervisning og kunstneriske udtryksformer mødes og beriger hinanden.Som et konkret eksempel, på hvordan vi tænker pædagogik, undervisning og æstetiske opgaver, har vi valgt fortrinsvis at bruge betegnelsen billed-pædagog, musikpædagog og dramapædagog om personalet – og betegnelsen elever om de udvik-lingshæmmede.

I forbindelse med denne udgivelse vil vi takke en række personer:Eleverne på Karavana skal have den største tak, da de naturligt er hovedpersonerne i det skrevne, men også værdige og positive personer, som kan være stolte af resultaterne. Tak for jeres tålmodig-hed med færdiggørelsen af dette arbejde.Denne tak skal i høj grad også lyde til resten af Karavanas personale.

Uden tidligere forstander Jørgen Buttenschöns støtte og oplæg samt hele Lyngåskolens opbak-ning havde Karavana ikke kunnet udvikle sin identitet som et tilbud til udviklingshæmmede, hvor musikken, maleriet og teatret er i centrum. Vi vil også gerne takke kollegaer i bo- og værk-steder for relevante og inspirerende diskussioner.

Hans Grundsøe og Elin Hertz har været så venlige at lade os bruge deres fotografier til bo-gens illustrationer.

Birgit Kirkebæk, der er en vedholdende debattør omkring udviklingshæmmedes vilkår og men-neskelige ressourcer, takker vi for det fine indle-dende kapitel.

Århus Amts Trykkeri har også i denne arbejds-opgave for Karavana været en samvittighedsfuld og inspirerende samarbejdspartner.Bogen har fået økonomisk støtte fra Fælleskon-toudvalget, Voksen Handicap, Århus Amt og Landsforeningen LEV.

En speciel tak skal Anne Marie Zwergius have for ihærdighed og overblik i konsulent- og redige-ringsarbejdet med denne bog.

8

9



Atelier Karavana

Alle sidder og tegner med tusch og pen. Ansigter, fabeldyr og sære figurer dukker frem på papiret. Hver elev arbejder på at udvikle sin særlige stil eller måske opdage helt nye figurer, når den sorte tusch flyder ud på papiret. Den aktuelle opgave for Atelierets syv malere er at fremstille billeder til illustration i et tidsskrift. Det kræver dyb koncentration. Af og til bliver det koncentrerede arbejde i værkstedet afbrudt af snak om helt andre ting: rejser, udstillinger, kæ-rester og andre af de forhold, som hører livet til. Arbejdet går videre imens og stopper heller ikke, hvis billedpædagogen forlader lokalet. Alle kender deres opgave og ved, hvor materialerne findes i værkstedet.Efter et stykke tid er der en, der ikke har lyst til at være med mere. Hun får en anden arbejdsopgave – de andre elever arbejder videre. Når tuschbillederne er færdige efter nogle dages arbejde, bliver de hængt op på væggen. Der bliver snakket om dem, og de bliver kopieret ned i stør-relse. På den måde kan detaljerne bevares i trans-formationen fra det store til det lille billedformat. Billedpædagogen vælger de bedste elementer ud til illustrationsopgaven: en figur fra en elev og må-ske et mønster fra en anden. Endnu en arbejdsop-gave er fuldført, og eleverne kan igen i en periode arbejde med deres egne billeder og deltage i den kontinuerlige undervisning, indtil næste opgave, som kan være en udsmykning, en udstilling, en plakat eller postkort.

Dette eksempel rummer de væsentlige ingredi-enser i arbejdet i Atelier Karavana. Arbejdsdisci-plinen bygger på, at lysten til at lave billeder er til stede. Det koncentrerede arbejde bliver indram-met af det sociale samvær i værkstedet, og de ud-adrettede bestillingsopgaver veksler med arbejdet med eget billedudtryk.

Lyst og identitet

Lysten er en vigtig drivkraft i det daglige arbejde i atelieret og bliver brugt bevidst som motivati-onsfaktor. Men det er ikke bare et spørgsmål om leg, eksperimenter og fornøjelsen ved at mestre nye teknikker. Det æstetiske frirum i værkstedet er netop ikke bare et uforpligtende frirum, men også et rum, hvor eleverne kan hente identitet og selvværd. De mange eksterne udstillinger og bestillingsop-gaver viser, at det ikke kun handler om den enkel-te elevs personlige billedudvikling. Hver elev har sin individuelle stil, sine yndlingsfigurer og male-teknikker, som bliver udviklet og forfinet gennem årene, men Atelieret er også et arbejdsfællesskab, hvor hver skal yde sit til det fælles produkt. Eleverne kalder sig selv malere – deres arbejde består i at male billeder. Bestillingsopgaver og udstillinger er med til at legitimere arbejdet med billeder – det er et arbejde, der giver anerkendelse. Man kan her tale om et æstetisk funderet arbejds-begreb, som er nyt i forbindelse med udviklings-hæmmede. I starten siger de: det billede har jeg lavet. Efter-hånden bliver det til: det billede har jeg malet, vil du købe det? En meget pragmatisk opfattelse af værket som kommunikation og produkt, som står i modsætning til den traditionelt romantiske kunstopfattelse.

10



Vilje og motivationDe ydre motivationsfaktorer er status, anerken-delse og opmærksomhed - viljen til at udvikle sig billedmæssigt er en anden vigtig drivkraft. Den billedsproglige udvikling hos udviklings-hæmmede standser måske nok på et tidligere trin end hos andre mennesker. De kan ikke udvikle sig så meget vertikalt, hvis man, som indenfor tra-ditionel udviklingspsykologisk tegneteori, ser den billedsproglige udvikling som en trappe, der en-der med evnen til at kunne tegne naturalistisk. Til gengæld er mulighederne for horisontal udvikling på det trin, hvor de er, mangfoldige. Men udvik-lingen må tit og ofte gå ad nogle andre veje og om-veje end i billedarbejdet med andre målgrupper. Det vil sige en udviklingsforestilling, som hverken er lineær eller cirkulær, men måske snarere parti-kulær.Det kræver mange gentagelser, træning og tålmo-dighed at indlære nye teknikker og udvikle sit eget personlige billedsprog. Her er det daglige arbejde en væsentlig forudsætning – bevidstheden om at et billede ikke bliver færdigt på et kvarter, men kræver mange skitser, farveblandinger og justerin-ger for at lykkes. Det kan også være et spørgsmål om at blive opfordret til at frigøre sig fra stereo-type fremstillingsformer som fx altid at tegne konturer op med sort eller tegne det samme motiv igen og igen på næsten samme måde.

Den kontinuerlige træning anskueliggør en be-vægelse væk fra en reformpædagogisk tankegang om, at eleven skal udvikle sig billedmæssigt uden indblanding fra billedpædagogens side. En tan-kegang, som i billedpædagogikkens historie har vekslet med en mere dannelsesorienteret kunstpæ-dagogisk forestilling om, at pædagogens opgave er at bibringe eleven grundlæggende viden om kun-stens historie, traditioner og teknikker.Det er også en bevægelse væk fra ideen om, at æste-tisk arbejde fortrinsvis er et intuitivt, oprindeligt udtryk for indre følelser. At producere såvel som at percipere billeder kræver træning, kendskab til teknikker og eksperimenter med materialer.

Billedsprog

Begrebet Outsider Art indbefattede oprindeligt billeder og skulpturer produceret af sindssyge, primitive folkeslag, især fra Afrika og Polynesien, og børn. Der er nu en stigende international in-teresse for også at inddrage udviklingshæmmedes billeder i dette begreb.

De fleste af eleverne på Karavana har et per-sonligt, billedsprogligt repertoire. Det kan være svært at afgøre, om der er tale om en udvikling af medfødte tegn, figurer og temaer – eller i hvor høj grad der er tale om inspiration fra andres billeder i bøger, på udstillinger og i omverdenen i øvrigt. Men det er karakteristisk for elevernes billeder, at motiverne er i familier med motiver i mange

11



værker fra den traditionelle modernisme i maler-kunsten: antropomorfe figurer, fabeldyr, masker, ansigter, fugle og andre dyrelignende figurer. Et træk, som kan genfindes i andre udviklingshæm-medes billeder på både danske og internationale udstillinger. Det er endnu for tidligt at sige noget om, hvorvidt man kan tale om et fælles billedsprog for udvik-lingshæmmede malere. Men det er vigtigt at poin-tere, at det ikke bare er livsbekræftende billeder i varme, glade farver, men at det tankevækkende, det foruroligende og det, der ikke umiddelbart er til at forstå, også kommer til udtryk i billederne. Denne spændvidde er fx repræsenteret i et af Ka-ravanas julekort: her er engle i alle afskygninger fra de blide, romantiske til de sære og dæmoniske.En romantisk opfattelse af de udviklingshæmme-des billedsprog som værende mere oprindeligt og naturgivent fører ikke til en reel anerkendelse. Det er voksne mennesker, som lever i et moderne sam-fund og kommunikerer deres mangfoldige livser-faringer via billeder.Billederne er i sagens natur blivende værker i modsætning til musikkens og teatrets mere flyg-tige væsen. Billederne kan ses, fortolkes og vurde-res uafhængigt af tilblivelsen – og dermed også af handicappet. Denne fortolkning og vurdering af billedet for dets egen skyld giver både en frihed og en forpligtelse. Frihed, fordi værket bliver skilt fra handicappet – og forpligtelse, fordi billederne

vedblivende skal kunne stå deres prøve i det of-fentlige rum i form af fx. udsmykninger eller il-lustrationer.

Arbejdsform

Atelier Karavana består af 6-7 elever og en billed-pædagog. Hertil kommer skiftende gæstelærere, kunstnere og studerende.Som billedpædagog i atelieret har man en mang-foldighed af pædagogiske og kunstneriske arbejds-opgaver. Det overordnede princip for arbejdet i atelieret er at kombinere de udadvendte, målrette-de projekter med den kontinuerlige undervisning i kendte og nye billedteknikker. De to arbejdsfor-mer er lige vigtige og skaber tilsammen betingel-serne for udvikling.Eleverne deltager i de fælles forløb, men hver elev har sine unikke forudsætninger og kræver sin egen blanding af vedligeholdelse af allerede erhvervede færdigheder og ny udfordring. Billedpædago-gen optræder i den forbindelse som værkstedets mester i gammeldags forstand. Hun kan se mu-lighederne i det billede, som kun lige er ved at tage form, og kan vejlede mht. valg af farver og vægtning af billedelementer. Hun kan være den enkelte elevs hukommelse, når glemte teknikker og færdigheder skal hentes frem i lyset. Hun kan sige stop, når produktionen af billeder antager et for stort omfang, eller billederne bliver for hurtigt færdige og ikke er gennemarbejdede.Det kræver et indgående kendskab til hver elev at kunne stille de relevante niveaumæssige krav. Som udgangspunkt er det en asymmetrisk relation, hvor billedpædagogen er den styrende. Men det er også en relation med mulighed for ophævelse af denne asymmetri gennem træning, kendskab til teknikker og materialer og derigennem udvikling af et fagligt funderet personligt billedsprog.

Og midt i alt det seriøse arbejde skal der være plads til hverdagens små fortrædeligheder, skøre indfald og sort humor. Nogle gange kan det være nødvendigt at trække en enkelt elev væk fra grup-pen og sidde i fred og ro et andet sted, hvis livet går én i mod den dag. Her er det en fordel, at re-

12



sten af eleverne kan arbejde videre og hjælpe hin-anden uden pædagogens tilstedeværelse. At blan-de sig frem til den helt rigtige farve, at få figurerne til at se ud som de skal, at finde en balance mellem figuren og baggrunden. Det kræver nogle gange hjælp fra sidemanden: Hvordan har du blandet den farve? Kan jeg låne lidt af din?

Æstetisk inspiration

Billedpædagogen skal også fungere som æstetisk inspirator. For at kunne vedligeholde motivatio-nen og lysten til at udvikle sig gennem billeder må den daglige arbejdsdisciplin suppleres med små og store udflugter og besøg på udstillinger. En tur til stranden med koncentreret arbejde for at fange lyset, havet og skyerne ned på papiret kan give in-spiration og samtalestof til mange timer i atelieret.Det er et kontinuerligt arbejde at give æstetiske og sansemæssige oplevelser i hverdagen: former og farver i et blad eller en sten på en tur ud i naturen, inspiration fra andre kunstnere gennem bøger og udstillinger, at pege på lige den farve eller detalje på en anden kunstners billede, som kan genken-des og inspirere til nye billeder. Det er ikke ligegyldigt, hvilke udstillinger, der bliver valgt. Der skal helst være et element af gen-kendelighed i form af farver, spændende former og figurer og gerne et figurativt indhold. Med genkendelsens glæde følger også evnen til at kun-ne vurdere håndværket i andres billeder – og en nysgerrighed og lyst til at inddrage oplevelserne hjemme i atelieret.

Variation og gentagelse

Der skal med jævne mellemrum introduceres nye materialer og teknikker. Efter en periode, hvor eleverne har fordybet sig i egne malerier, kan det være befriende at arbejde eksperimenterende med sort/hvide teknikker: linoleum, koldnål, mono-typi eller alternative trykteknikker med plexiglas eller sølvmateriale fra en juicekarton. Her er plads til legen, at afprøve billedformer som måske ikke lykkes eller at opdage helt nye figurer og former, som kan føjes til ens personlige repertoire.

Gentagelsen er et vigtigt element i arbejdet – ikke bare i det daglige arbejde med at blande farver, fylde hele billedet ud og at bruge forskellige tek-nikker i samme billede, fx kridt på akvarel. Ikke mindst arbejdet med at de malede figurer ikke kommer til at stå alene på det hvide papir, og dermed virker ufærdige, er en kontinuerlig træning, som nogle gange kræver, at man i bog-stavelig forstand vender billedet på hovedet. Det kræver også lang tids træning at kunne blande den helt rigtige farve og at kunne holde fast i gode fi-gurer i billedernes virvar af flader, farver og figu-rer. Erindringen om tidligere forløb og erfaringer skal sidde i hænderne.Det kræver en bestandig vekselvirkning mellem små og store billedformater, fine tegneredskaber og grove pensler, teknikker der kræver finmotorik, som fx linoleumstryk og store malerier med akryl-maling og brede pensler. Men også i den overord-nede planlægning er det vigtigt, at bestillingsop-gaver veksler med arbejdet med egne malerier og genoptagelse af allerede introducerede teknikker.

13



Rum og indretning

Flere af de nuværende elever har været med fra begyndelsen og har været med til at indrette værk-stedet på en hensigtsmæssig måde. Det sikrer, at de ved, hvor tingene skal være, når der skal ryddes op. Det betyder også, at de har været med til at præge og definere rummet i overført betydning. Indretningen giver mulighed for selv at definere sit arbejdsrum efter arbejdsopgavens karakter og personlige behov. At sidde tæt sammen med små projekter som tryk og tegning – og i perioder at gå væk fra det fælles og fordybe sig i store malerier, der på flere måder kræver plads og rum. Det kræver både æstetiske og visse sociale kom-petencer at få det daglige arbejde i atelieret til at lykkes. De nuværende elever har selv været med til at tage imod og oplære nye elever i atelierets arbejdsform.

Leg og eksperiment

Den enkelte elevs ressourcer skal frem i lyset og udfordres for at få det færdige billede til at fremstå så autentisk og personligt som muligt.Det er i høj grad en mesterlærefunktion, hvor man skal gøre, vise, pege frem for at introducere nye temaer eller teknikker gennem det talte sprog. Man skal have et stort materialekendskab og være åben for at inddrage utraditionelle materialer, hvis det er mere anvendeligt til lige denne gruppe ma-lere.

Et meget vellykket projekt i atelierets historie har netop været at udnytte en legende og ekspe-rimenterende tilgang til at få nye billedmæssige og sociale udfordringer. På et tidspunkt var det småt med papir, og en af eleverne foreslog, at man kunne male på nogle af de gamle stole, som stod på skolen. Ja, hvorfor ikke? Så gik stolejagten ind, og der blev vasket af og grundet og malet figurer og mønstre på stolene. Stolene blev malet på alle flader og blev senere sat sammen i opstillinger på flere udstillinger.Her var billedpædagogens opgave at være lydhør og gribe ideen i det rette øjeblik. Selve det græn-seoverskridende i at male på en stol i stedet for på lærred eller papir var med til at give en helt særlig stemning af leg, glæde og kunstnerisk eks-perimentering. Ideen blev videreudviklet, og bl.a. skabe og sengegavle har senere indgået i billed-forløb.

Inspiration udefra

Gennem årene har mange forskellige gæsteunder-visere givet ny inspiration til Atelieret. Det kan være professionelle billedkunstnere, som har lyst til at prøve særlige teknikker af sammen med ele-verne, fx grafik med trykpresse. Det kan også være studerende fra seminarier, som skal lære at struktu-rere et billedforløb. I disse forløb er Atelierets elever ikke bare elever, men lige så ofte ligeværdige sam-arbejdspartnere på forskellige billedprojekter. Det giver en basal selvværdsfølelse at blive anerkendt som en person, der kan noget – og tit er Karavanas elever hurtigere og mere trænede end de studeren-de, når det kommer til det konkrete billedarbejde. De pædagogiske forløb kan have en varighed fra endagsbesøg, hvor de studerende arbejder med i Atelieret, til forløb, hvor Karavanas elever arbejder på seminariet en uge med en gruppe studerende.

Når der inddrages gæsteundervisere udefra, får den faste billedpædagog rollen som konsulent. Målgruppen af udviklingshæmmede malere kræver et gennemtænkt undervisningsforløb, som har den rette balance mellem kendte, overskuelige teknik-ker og så alt det nye, som både fascinerer og kræver

14



mod. Mulighederne i det nye materiale eller den nye teknik skal visualiseres, og forløbet skal begyn-de med simple og kendte øvelser, fx at tegne skitser.

Udstillinger

Det er et stort og kontinuerligt arbejde at få aftaler om udstillinger. I lighed med Kompagniet og Ka-ravana Band kan man her skelne mellem de interne og eksterne æstetiske fremstillinger. Der er stor for-skel på at udstille i skolens kantine og sende værker ind til en censureret udstilling. Det er forskellige vurderingskriterier, der gør sig gældende, selvom begge dele er vigtige motivationsfaktorer for det daglige arbejde.

I Atelierets historie er der sket en udvikling fra udstillinger fortrinsvis for andre udviklingshæm-mede til en større berøringsflade med verden udenfor ”miljøet”. De største aftagere af udstil-linger er stadig seminarier og andre pædagogiske institutioner, men også fx ældrecentre, biblioteker, lægehuse og private virksomheder har lagt hus til udstillinger. Den første udstilling udenfor det pædagogiske miljø var i et lægehus i 1996 (Speciallægernes Hus i Århus). Som ved andre udstillinger var første trin etablering af kontakten. Det foregår via indsending af fotos og andet informationsmateriale til institu-tioner og kunstforeninger.

Som en del af udstillingen havde en gæstelærer introduceret det at arbejde med triptykons for ele-

verne. Et triptykon er oprindeligt et trefløjet religi-øst billede fx en del af en altertavle, men blev her brugt i en mere verdslig udgave. Eleverne malede et selvportræt på et stykke træ, som derefter blev savet midt over. Begge billedhalvdele blev med hængsler forbundet til et andet stykke træ, hvorpå eleverne fik til opgave at male deres tanker – en indre bil-ledverden, som dukkede frem, når man åbnede selvportrættet. Da kontakten var etableret, skulle udstillingsarealet vurderes: venteværelser, et gangareal på to etager og en forbindende trappeopgang. Hvor mange bil-leder skulle hænge hvor? Hvilke billeder krævede meget luft omkring sig pga. stærke farver eller ud-tryk? Hvilke billeder var harmoniske sammen, og hvilke ”skreg” til hinanden?Udover selvportrætterne bestod udstillingen af et langt billede malet på silke, som hang i trappehul-let, så man gik rundt om det. Udstillingen var kulminationen på en lang, men givende arbejdsproces, som blev afsluttet med en fernisering med drinks, snacks og underholdning ved Karavana Band.

Den næste udvidelse af Atelierets rækkevidde er et lokalt netværksarbejde, hvor eleverne efter pla-nen skal udstille på både institutioner og private virksomheder i lokalområdet.

I forbindelse med udstillingerne arbejder bil-ledpædagogen som censor. Som andre kunstnere producerer hver elev store mængder af skitser og

15



billeder, hvoraf kun en lille del kan gøre sig fortjent til at blive udstillet.Udover egne udstillinger via kunstforeninger delta-ger eleverne jævnligt i både censurerede og ucensu-rerede udstillinger i ind- og udland. Parallelt med udviklingen fra udstillinger indenfor til udenfor ”miljøet” er der sket en udvikling hen imod flere censurerede udstillinger for udviklingshæmmede. Ikke bare af praktiske grunde fordi de mange nye billedværksteder giver en produktion af billeder, som ville sprænge alle rammer i en ucensureret udstilling, men mest fordi det giver en højnelse af billedniveauet generelt. Det gælder ikke bare det æstetiske niveau på udstillingen, men også den be-vidstgørelse af eleverne, der udspringer af en cen-surering. Alt er ikke lige godt, og hvis man får et billede afvist, må man stille større krav til sig selv.Som regel udvælger underviseren et lille antal bil-leder fra hver elev til en Karavana-udstilling. Hvis tiden er til det, kan eleverne selv være med til ud-vælgelsen.

Og anstrengelserne bliver belønnet. Både i form af den glæde, som billederne giver tilskuerne, og også mere kontant i form af salg af billeder. Nogle sælger mere end andre, men alle elever kender til-fredsstillelsen og anerkendelsen ved at kunne sige: Nu har jeg solgt et billede igen. Som hovedregel går det halve af salgsbeløbet til kunstneren og resten til materialer. I særlige til-fælde, fx ved opsparing til rejser, går hele beløbet i en fælles pulje.

Udsmykningsopgaver

En blivende udsmykning giver en stor forpligtelse overfor den institution, som skal se på det hver dag. Derfor kan de udsmykningsopgaver, som Atelieret deltager i, karakteriseres som et samar-bejde mellem elever og billedpædagog, men et samarbejde hvor pædagogen altid er den styrende ift. det færdige udtryk. Hvornår i processen og i hvilken grad eleverne er medbestemmende, er af-hængig af opgavens omfang og karakter. Det kan være en dialog eller et mere struktureret mester-læreforhold.

Atelierets første udsmykningsopgave på en insti-tution hed: Vi har en kedelig gang, hvad kan I gøre ved det? Opgaven blev løst gennem to-tre store og en række små billeder samt malerier ma-let direkte på afgrænsede felter over vinduerne. Eleverne var på besøg og bestemte selv, hvem der skulle male hhv. de store og de små billeder. Ved samme lejlighed kunne de vurdere de farver på inventaret, som billederne skulle passe til. Ved denne opgave var der ikke et fælles tema, men de store billeder var styrende for valget af de små.I et andet tilfælde begyndte forløbet med, at un-derviseren bestemte et antal billeder og formater ud fra rummenes karakter. Så kom eleverne på besøg i rummene og var med til at diskutere far-veskala ud fra de øvrige farver på vægge, gulve, møbler og måske andre billeder. Temaet var men-nesker eller masker.Hjemme i atelieret blev der tegnet og malet skit-ser. Et utal af malede skitser til hele billeder, detal-jer og dekorative rammer, som så kunne kombi-neres på forskellige måder. Nogen gange er temaet frit og individuelt, andre gange kan det være defineret på forhånd eller duk-ker op undervejs. Når skitsearbejdet er færdigt, bliver de bedste valgt ud og overført til lærred eller plade i fri hånd. Eleverne har et antal farver til rådighed, som pas-ser til inventaret. Farver på de store flader og bag-grundene bliver fastlagt af billedpædagogen. På

16



den måde kan man sikre både elevens mulighed for at udvikle sit eget billedudtryk indenfor et fast defineret areal, og at det samlede billedudtryk bli-ver harmonisk.I andre tilfælde køber fx en ny institution et antal billeder ud fra et udvalg.Det kræver en solid håndværksmæssig baggrund at kunne styre bestillingsopgaverne samtidig med, at elevernes personlige billedudvikling får de bedst mulige vilkår.Desuden skal jungletrommerne plejes, så Kara-vana kan få flere opgaver – også udenfor det pæ-dagogiske miljø.

Andre opgaver

Ved bestillingsopgaver som udsmykning, illustra-tioner til bøger og tidsskifter eller plakater har billedpædagogen en vigtig rolle som rammesætter – både i konkret og overført forstand. Pædago-gens indramning af udvalgte billeder er en del af arbejdsprocessen, men eleverne har også arbejdet i forløb, hvor ram-merne er en del af det malede billede. Det kan begynde med, at eleverne arbejder med at klippe mønstre, figurer og borter i papir, som så bliver kopieret og sat sammen i rammer. Rammerne kan være forskellige i udformning og format. En ramme kan samle et billedes udtryk og kan sikre, at der ikke står en figur og flagrer midt på papiret.

Rammerne er så ikke bare en påmalet ramme i en kontrastfarve men i sig selv fulde af figurer og mønstre og en integreret del af billedet. Ikke mindst når det handler om plakater, hvor eleverne bidrager med hvert et lille billede, er den billedmæssige og pædagogiske rammesætning vig-tig. Gennem årene har Atelieret bl.a. produceret plakater til den årlige Kulturuge for voksne ud-viklingshæmmede i Århus Amt. Et typisk arbejds-forløb med en kollektiv plakat begynder med, at billedpædagogen bestemmer rammen og teksten. Emnet bliver diskuteret blandt eleverne. Hvordan kan man udtrykke begrebet Kultur i billeder? Der er mange bolde i luften, og eleverne vælger hvert sit tema: eventyr, kærester, bowling, fodbold, di-skotek….Ud fra rammerne, som er defineret af billedfor-mat og materialer (kraftigt akvarelpapir, flydende akvarelfarve og kridt), udarbejder hver elev ti eller flere forslag. I samarbejde med billedpædagogen bliver de to-tre bedste fra hver elev valgt ud til vi-dere bearbejdning frem mod det endelige billede. Dette forløb varer en til to uger.Det er en arbejdsform, hvor det pædagogiske hensyn til inddragelse af alle elever vægtes højt. Efterhånden er denne kollektive arbejdsform ble-vet afløst af en mere individuel tilgang. Ved andre plakatopgaver, fx til Kompagniets forestillinger, udarbejder alle elever et forslag, men kun ét for-slag bliver valgt ud. Parallelt til deltagelse i censu-rerede udstillinger er det en balancegang at tage pædagogiske hensyn, samtidig med at det giver en tilfredsstillelse og en højere æstetisk bevidsthed hos eleverne: alt er ikke lige godt.Det overordnede mål i forbindelse med eksterne opgaver er ikke en kunstinstitutionel anerkendel-se i traditionel forstand, men at opbygge en iden-titet og et netværk, som gør, at Atelierets elever til stadighed kan få nye og udfordrende opgaver udenfor huset.

17



Atelieret rejser ud

Salget af billeder i forbindelse med udstillinger er ikke bare en kontant anerkendelse, men også led i opbygningen af en identitet som udviklingshæm-met billedkunstner. En identitet, som defineres af det daglige samvær og sociale tilhørsforhold til gruppen, men bliver forstærket på tværs af sko-ler og landegrænser, når eleverne møder og maler sammen med elever fra danske og udenlandske skoler og billedprojekter. Begrebet Outsider Art, som tidligere fortrinsvis indbefattede sindslidende og fysisk handicappede, indbefatter nu også ud-viklingshæmmede. Det har givet nye muligheder for at deltage i internationale udstillinger og pro-jekter i et internationalt fællesskab.

18

19

Jan Thomsen, Erik Bentsen

Karavana på tværs

Dans

Menneskekroppen er i stand til at bøje, strække, skubbe, føre kroppen eller et materiale og dermed efterligne og skabe nye bevægelsesudtryk. Dansen er ikke bare en lukket bevægelsesform, der skal overholde konventionerne for en bestemt dan-setradition. Det er derimod en kulturel udtryks-form, der beskriver de mønstre og bevægelsesty-per, som vores kulturtradition og dermed også vore elever benytter. I Karavanas produktioner får dansen og bevæ-gelsen en særlig betydning. Når vi bruger dans, er det både for at lære en bevægelsesforms egen logik, tradition og selvforståelse, og også for at kunne perspektivere og improvisere. Vi udvider og eksperimenterer med nye danse- og bevægel-sesformer. Musikken har sit eget sprog. Dansen har sit sprog, men disse to sprog kan også gensidigt berige hin-anden. Bevægelsen eller dansen er en æstetisk kommunikationsform, mange piger og enkelte drenge på Karavana udtrykker sig bedst ved. En bevægelse kan ofte sige mere end ord. Den non-verbale kommunikationsform har sin egen værdi og fortælleverden. Hver krop er unik og har sit eget bevægelsesmønster. Måden du går på er et af dine personlige kendetegn. Dette kan også udnyt-tes i arbejdet med dans og bevægelse.

Gennem årene har vi indøvet dansesekvenser for en gruppe piger i forbindelse med optræden sammen med Karavana Band. Disse go-go-pige-optrædener har skullet øves meget for at være præcise nok. Her handler det om, at enten tor-soen eller benene udgør den styrende faktor, da koordinationen for alvor kommer på prøve.Forskellige virkemidler og instrumenter, der er beslægtede med dans eller forstærker det ko-reografiske bevægelsesudtryk, er en essentiel ind-gangsvinkel. At skulle udtrykke sig kropsligt helt uden støtte kan virke uoverskueligt og grænse-

overskridende. Derfor bruges følgende virkemid-ler og instrumenter til indøvelse af et danse- og bevægelsesudtryk.

Musik – indspillet, akustisk, elektrisk live-ak-kompagnement, selvudført m.m.Stemme – sang, udråb, kor, rap, taler m.m.Materialer som “partner” - stol, stok, snor, stof, sodavandsflaske m.m.Inddragelse af andre musiske udtryksformer - po-esi, billedkunst, drama, gøgl m.m. Beklædninger– ensfarvede el. farverige, enkle eller pompøse, løse eller stive m.m. Nye udtryksformer – stomp, break, stunt, rap m.m. Bevægelsesudtryk – mønstre, vaner m.m.

Vi kan kalde det ”at materialisere bevægelsen”, hvilket betyder, at nævnte forhold kan medvirke til at give bevægelsen/dansen et tilhørsforhold til rummet og tyngden. For nogen vil et materiale, f.eks. et redskab, være den rigtige dansepartner. For andre vil en stor kjole give vedkommende et stort udtryk. Mange af disse virkemidler blev illustreret i førnævnte teaterforestilling, Don Quixote, hvor kostumer, musik, rap og rekvisitter indgik som bevægelses-mæssige holdepunkter.

Til optog har vi i de senere år etableret et sam-ba-calypso-orkester med dansere.I parader må grundtrin, grundbevægelser og flere små bevægelsesmønstre simplificeres for at kunne koordinere hænder og fødder. Dansen har ind-byggede breaks i sammenhæng med musikken.

Documents

Document