Humor, fysik og dagligdag

- En værkanalyse af sitcommen The Big Bang Theory

Eksamensspørgsmålet:

Der ønskes en værkanalyse af den amerikanske tv-serie The Big Bang Theory. Analysen skal baseret på et mindre antal selvvalgte episoder undersøge seriens brug af typecasting, og om der sker en karakterudvikling i den. Analysen skal også redegøre for typer af humor i serien, og hvordan de kommer til udtryk. Endelig skal der foretages en genreanalyse med det mål at undersøge seriens sitcom-format.

Luisa Leth Sørensen

Mediefag 8. semester – eksamen i værkanalyse

Antal anslag: 35.998 = 14,99 normalsider

Vejleder/eksaminator: Jørgen Riber Christensen

M E D I E F A G

I N S T I T U T F O R K O M M U N I K AT I O N

R E N D S B U R G G A D E 1 4

9 0 0 0 A A L B O R G

Side 1 af 21

Indhold Det hele startede med the BIG BANG ............................................................................................................... 2

Afgræsning ..................................................................................................................................................... 2

Kategorisering af genre og sitcom ..................................................................................................................... 3

Sitcom-formatet ............................................................................................................................................ 3

Sitcom-formatet og The Big Bang Theory ..................................................................................................... 5

Humor .............................................................................................................................................................. 10

Humor, fysik og dagligdag ........................................................................................................................... 11

Typecasting ...................................................................................................................................................... 14

Typecasting og de nørdede karakterer ....................................................................................................... 14

Karakterudviklingen ..................................................................................................................................... 17

The Big Bang Theory er mere end videnskab – et kvantitativt indspark ......................................................... 17

Alt har en forklaring og dermed en konklusion ............................................................................................... 18

Bibliografi ......................................................................................................................................................... 20

Side 2 af 21

Det hele startede med the BIG BANG

- Ifølge de fleste astronomer og fysikere i dag. Det er også sådan serien The Big Bang Theory introduceres

med den velkendte åbning til hvert afsnit: https://www.youtube.com/watch?v=EhoYKLIcTLM. Lyrikken er

som følger:

“Our whole universe was in a hot, dense state, Then nearly fourteen billion years ago

expansion started. Wait... The Earth began to cool, the autotrophs began to drool,

Neanderthals developed tools, we built a wall (we built the pyramids). Math, science,

history, unraveling the mystery, That all started with the big bang (bang).” (Robertson,

1995)

Imens kører der billeder, som understreger teksten, og dermed lægger op til seriens omdrejningspunkt,

nemlig videnskab og især fysikken. Omdrejningspunktet kommer til udtryk gennem seriens hovedkarakterer

Sheldon og Leonard, der arbejder med fysik, deler lejlighed og interesserer sig for fysik. I første afsnit

introduceres Sheldon og Leonard, der er på vej ind til en spermbank for højt intelligente fyre. Herefter skifter

scenen til trapperne i deres lejlighedskompleks, hvor deres nye nabo Penny, der også er en af

hovedkaraktererne for serien, introduceres. Størstedelen af første episodes handling finder dog sted i

Sheldons og Leonards lejlighed, hvor de sidste to hovedkarakterer Howard og Raj også bliver introduceret.

Serien er en sitcom, hvor humoren fylder en del og ofte er pakket ind i logik og videnskab. Serien har i alt 12

sæsoner, hvor den 12. sæson blev afsluttet i 2019. I den tredje sæson kom der yderligere to kvinder med som

hovedkarakterer: Amy og Bernadette. The Big Bang Theory er en af de mest sete tv-serier i USA med mere

end 15 millioner seere ved hvert afsnit (Heritage, 2018). En af grundene kunne være:

““This is the age of the geek and The Big Bang Theory’s popularity is a reflection of a

massive cultural shift where we’re celebrating the brainy, the intellectual and the

different – instead of making them an outcast,” said Katherine Brodsky, a stringer for

Variety.” (Locker, 2014)

Afgræsning For at besvare eksamensspørgsmålet jf. forsiden, er der benyttet teori til at underbygge analysen.

Til at undersøge seriens brug af typecasting, humoren i serien og for at lave en sitcom genreanalyse, gøres

der brug af teori, som udfoldes under hvert sit afsnit efterfulgt af et analyseafsnit, hvor der tages

udgangspunkt i relevante episoder, som henvises til i den tilhørende analyse. Henvisninger til eksempler fra

serien er angivet på følgende måde: sæson: S, Episode E: tid: i minutter og sekunder. (Eksempel: S07, E11:

07:59). De anvendte artikler til litteraturen er Peer-reviewed. Vedhæftet opgaven er tre bilag. Bilag 1 er en

uddybning af de syv hovedkarakterer fra The Big Bang Theory. Bilag 2 er en oversigt over et kvantitativt

forsøg, der bliver uddybet i afsnittet: The Big Bang Theory er mere end videnskab – et kvantitativt indspark.

Bilag 3 er en oversigt over brugte episoder til analyse.

Side 3 af 21

Aristoteles beskrev i sit værk Poetik komediens virkemidler, herunder komediens arketyper: de ironiske og

begavede (eirons), bedragerne (alazons), klovnene eller narrene (bomolochoi). Senere tilførte Aristoteles i

Etikken de bondske personer (agroikos). Disse karaktertyper er sidenhen blevet udviklet og gentages ofte i

senere komedier. (Northrop, 1957). Selvom sitcoms tager udgangspunkt i komedien, er de også blevet

videreudviklet, som Brett Mills skriver jf. næste afsnit, og derfor kan sitcoms ikke bare puttes i en kasse i

forhold til at følge de klassiske mønstre og karakterer. Nortrop Frye skrev om disse karaktertyper i 1957, og

det vil kræve en længere udredning at se på, hvordan udviklingen af Aristoteles’ karakterer kan ses i dag. Det

er derfor mere oplagt at tage fat i nyere litteratur, som bogen The eight characters of comedy af Scott Sedita,

der angiver den moderne sitcoms arketyper (Sedita, 2006). Scott Sedita er vinder af Backstage Best Acting

Teacher 2008 and Comedy Teacher 2009, 2010 og 2011 og er en velrenommeret, højt efterspurgt fungerende

coach, sitcom konsulent og bedst sælgende forfatter.

I besvarelsen diskuteres det ikke, hvorvidt man kan bruge genrebegrebet, da det er et helt projekt for sig at

gå ind i og ikke en del af eksamensspørgsmålet. Det er dog relevant at nævne, da der er rigtig mange

teoretikere, som diskuterer genrebegrebet og Brett Mills er en af dem, som diskuterer sitcomgenren i forhold

til at kunne kalde det en genre i bogen The Sitcom 2009, Edinburgh University Press. Brett Mills’ konklusion

er, at det er svært at definere en genre uanset hvilken genre, der tales om (Mills, 2009).

Kategorisering af genre og sitcom

Inden en genreanalyse af sitcom-formatet i forhold til The Big Bang Theory udfoldes, er det nødvendigt at

finde ud af, hvad der definerer sitcomgenren og ikke mindst, hvad genre betyder. Genre: ”betyder art, køn

eller slægt” og er betegnet som et? afgrænset delområde, især inden for litteratur, billedkunst og musik,

kendetegnet ved bestemt indhold, form, stil el.lign.” (Ordbog, 2019) Dette gør sig også gældende inden for

film, hvor det er muligt ud fra sammenligninger at definere nogle træk, der går igen i bestemte film, og derfor

gør det muligt at putte dem i samme genre. Allerede tilbage i Poetikken opstillede Aristoteles tre forskellige

genrer: epik, dramatik og lyrik; dog inden for litteraturen. Dette har givet grundlæggende værktøjer til

efterfølgende at bruge genrebetegnelser som klassifikationssystemer (Lauridsen, 2016).

Sitcom-formatet Sitcom er en forkortelse for de engelske ord ”situation comedy” og betyder situationskomedie (Ordbog,

ordnet.dk, 2019). Komedien stammer fra det græske drama i det antikke Grækenland, hvor komedien kan

opdeles i fire typer: ”Karakterkomedier, situationskomedier, intrigekomedier og samfundsrevsende

komedier. Fælles for de fire typer er, at få publikum til at more sig” (Gyldendal, 2019).

Side 4 af 21

Selvom Brett Mills ikke vil definere sitcoms, da han mener, at de fleste sitcoms i dag er sitcom hybrider,

prøver han alligevel at definere, hvad sitcoms så er, ved at sige, at den komiske drivkraft styrer alle genrens

andre kendetegn. Dette vil sige, at de kendetegn, der ofte definerer sitcomgenren, såsom de signifikante

karakterer, den hjemlige opstilling m.fl., bruges til at fremme komikken mere end de skaber den. Komikken

opstår derved ikke ved et tilfælde, men er drivkraften bag alle de andre kendetegn:

“This means that the sitcom can be most defined as a form of programming which its

comic intent. The comic impetus of the sitcom is therefore its most obvious and significant

genre characteristic, and it is one which can be employed by other genres for similar

purposes... The other aspect of sitcom which are commonly notes in definitions of it - its

length, its domestic setting, its character types, its shooting style - can therefore be

understood as conventions rather than tropes which define and characterise the genre.”

(Mills, 2009)

For at forstå sitcomgenren, er man nødt til at kigge på, hvordan komedien fungerer, da den er grundlaget for

sitcoms. Om dette skriver Torben Grodal, at komedien fungerer, når den kan fremkalde latter, for det er

komediens mål. Da komedien ofte ikke er realistisk og derved ikke skaber en identifikation af karakterernes

følelser, skaber den i stedet ”en positiv ’arousal’.” (Grodal, 2007). Der er forskellige markører i en komedie,

som er med til at gøre publikum opmærksomme på, når komedien er sjov og derved få publikum til at grine.

Eksempelvis dåselatteren, som er et kendetegn for de klassiske sitcoms (Christensen, Hansen, & Simonsen,

2017).

Den klassiske forståelse af sitcomgenren opstod i 1950’erne, hvor også tv’et blev mere udbredt.

Sitcomgenren er en genre, der altid har eksisteret globalt, men den anses for at være opfundet i USA. Typiske

træk ved sitcomgenren dengang var, at sitcoms ofte var episodiske, hvor hver episode starter og slutter med

en normalsituation. En opskrift på det narrative forløb blev angivet af David Marc tilbage i 1989:

”1.Normalsituation etableres… 2. Rituel fejl begås… 3. Ritual lektie lærers. 4. Normalsituationen

genetableres...” (Halskov, BoJack Horseman og situationskomedie, 2918). Derudover går de samme

karakterer og miljøet igen. Tilbage i 50’erne var sitcoms ofte sat op efter filmfotografen Karl Freunds

produktionsmodel, hvilket betød, at der var et antal kulisser og tre stationære kameraer, hvor det ene

kamera gav et overbliksbillede og de to andre fangede karaktererne i singles, der enten var halvnære eller

nærbilleder. Denne produktionsform blev kaldt ”the three-headed monster” (Halskov, BoJack Horseman og

situationskomedie, 2918). I dag er der flere typer af sitcoms. Det kan eksempelvis ses i optagelsesformen,

hvor der i dag også optages i single-camera sitcoms eller Freunds multi-camera sitcoms. Single-camera

sitcoms er mere moderne, og optages med et enkelt kamera, der ofte er håndholdt. Derudover var det typisk

i 50’erne, at der blev skelnet mellem workplace sitcoms og family sitcoms. Som navnet selv lægger op til,

udspillede workplace sitcoms’ handling sig på en arbejdsplads, hvor det kollegiale var omdrejningspunktet. I

Side 5 af 21

family sitcoms udspillede handlingen sig inden for hjemmets vægge, og familien var omdrejningspunktet. I

dag er der flere sitcoms, hvor de to udgaver smelter sammen til en såkaldt friends-as-family sitcom, hvor

miljøet stadig er hjemligt, men vennerne udgør den familiære relation. Et eksempel er serien Friends fra

1994-2004. (Halskov, BoJack Horseman og situationskomedie, 2918) Friends indeholder stadig Freunds

optageteknik, hvor et andet eksempel på friends-as-family sitcoms, der bryder formlen er ”How I Met Your

Mother (CBS, 2005-2014), der blander traditionelle sitcomselementer med en mere springende fortællestil og

et sindrigt, forhåndsdefineret udviklingsplot. ” (Halskov, BoJack Horseman og situationskomedie, 2918) En

anden drejning, som flere af de moderne sitcoms har taget, er, at de ikke udelukkende er sat op som en

traditionel sitcom, men blandes med føljetonstilen. Forskellen er, at den traditionelle sitcom som tidligere

nævnt afslutter hvert afsnit og dermed et autonomt forløb. I en føljeton trækkes handlingstrådene gennem

seriens afsnit, hvilket også giver plads til, at karaktererne kan udvikle sig. Dette ses eksempelvis også i Friends,

hvor handlingstråden genoptages fra episode til episode og karaktererne vokser med det narrative forløb

gennem serien (Petersen, 2011).

Det klassiske sitcomformat er ofte 20-30 min pr. episode. Derudover begynder hvert afsnit med en

præsentation af seriens karakterer, som for eksempel i Cosby fra 1996-2000, hvorimod flere af de moderne

serier også bryder med dette, og bruger en ”cold open”, hvor publikum kastes direkte ind i en handling.

Hvilket også Friends benyttede sig af (Halvskov, 2011). For den klassiske sitcom, skriver Glen Creeber, at den

er nem at finde, når man zapper tv, da den har et tydeligt udseende:

“For much of its existence, the 'look' of the sitcom has remained relatively stable. The

production methods employed for most sitcoms have involved recording in front of live

studio audiences, which necessitates a theatrical performance style quite different from

the kind of acting common in many other television genres.” (Creeber, 2015)

Det betyder, at mange af de klassiske sitcoms var filmet på en sådan måde, at kameraerne fungerede som

den fjerde væg, og derfor er skuespillerne altid placeret, så de vender mod denne væg/publikum. Et

eksempel, som Creeber kommer med, er, at når skuespillerne skal spise, så sætter de sig ofte omkring bordet,

så de kun sidder ved den ene del af bordet. Derudover er scenerne tit stærkt oplyst, hvilket giver en kunstig

fremtoning (Creeber, 2015).

Sitcom-formatet og The Big Bang Theory The Big Bang Theory indeholder flere elementer fra den klassiske sitcom, men den adskiller sig også på flere

punkter. Der, hvor en af lighederne ses i forhold til den klassiske sitcom, er eksempelvis i forhold til

kameraopstillingen, hvor produktionsformen er Freunds ”three-headed-monster” multikamera opstilling. Det

ses tydeligt allerede i S01, E01: 00.06 sekunder inde i afsnittet, hvor der står et kamera fast og filmer gangen

i et supertotalbillede, da Leonard og Sheldon kommer gående:

Side 6 af 21

Kameraet zoomer ind til et totalbillede med fokus på Leonard og Sheldon, hvorefter der klippes til et af de

andre to kameraer, der viser et halvnært billede af Sheldon, der taler til Lenard 00:10 sekunder inde i klippet:

Kameraet klipper over til det tredje kamera, der har fokus på Leonard, idet talerunden skifter ved 00:13

sekunder, og Leonard svarer Sheldon. Igen er det et halvnært billede:

I dette eksempel ses også, at kameraet agerer den fjerde væg. Et andet eksempel på kameraet som den fjerde

væg, er på trappescenen i samme afsnit i tiden 02:37–02:58. Kameraet følger Leonard og Sheldon på trappen

fra den ene etage og frem til de går op til næste etage, før det klipper til en ny scene på næste etage.

Kameraet laver først en kort tiltning og panorering samtidigt for at følge Leonard og Sheldon op ad trappen

mod kameraet, og herefter bruges en kort travelling for at følge Leonard og Sheldon fra trappe til trappe og

herefter slutter kameraet med en kort tiltning inden klip til næste scene:

Side 7 af 21

At kameraet agerer den fjerde væg, ses netop også i spisesituationerne, som Creeber bruger som eksempel

på den klassiske sitcom (Creeber, 2015), her ses eksempler fra S03, E18: 02:09, S05, E04: 10:25 og S12, E06:

00:13:

Kameraet er opstillet som den fjerde væg, og giver et totalbillede af situationen. Brugen af multikamera

opstillingen går igen gennem hele serien. Et andet eksempel på brugen af multikamera kan også ses i S12,

E06 i tiderne: 07:10 ; 07:12 og 07:14, hvor Bernadette og Amy har en samtale:

Her ses først et halvnærbillede af Amy og Bernadette ved bordet, der har en samtale. Herefter klipper

kameraet til Amy, da hun taler og derpå til Bernadette, da talerunden skifter. Begge kvinder ses i halvnært

billede, der understøtter Freunds multikamera opstilling.

Opstillingen kan også ses fra liveoptagelser af The Big Bang Theory (Motivated, 2014):

Side 8 af 21

Her ses fire opstillede kameraer- et i hver side og to i midten, der tilsammen udgør det midterste kamera,

som ofte giver overbliksbilledet. Forskellen på de to midterkameraer er, at det ene står fast, mens det andet

er hæftet på en skinne, så den kan lave travelling billeder, plus det sidder lavere, så det er muligt at få et

forskudt normalperspektiv, når karaktererne eksempelvis sidder ned i sofaerne. På trods af den klassiske

kameraopstilling, studieoptagelserne og episodernes længde, er The Big Bang Theory, ifølge Andreas

Halvskov, en moderne sitcom (Halvskov, 2011). Der er ikke meget af sitcommen, der ligner de gamle klassiske

sitcoms. The Big Bang Theory er en friends-as-family sitcom, hvor de familiære relationer hovedsageligt

dannes gennem venskaberne. Sheldon, Raj, Leonard og Howard både arbejder sammen og er bedste venner,

der hænger ud sammen næsten dagligt, og ofte i Sheldon og Leonards lejlighed. Penny, Bernadette og Amy

bliver en del af slænget, og de ender i parfold med henholdsvis Leonard, Howard og Sheldon. De tager sig af

hinanden, deler gode og dårlige stunder. Et eksempel, hvor Penny tager sig af Sheldon, hvor han er syg, er

S01, E11: 16:40:

Her synger Penny en sang for Sheldon, som Sheldons mor altid har sunget for ham, når han har været syg,

samtidig med at Penny smører varmecreme på Sheldons bryst. En familiær ting, som Penny i dette tilfælde

overtager i medlidenhed for Sheldon. Da Sheldon er ”homesick”, synger Penny sangen for ham igen, for at få

ham til at falde til ro, S02, E21: 18:54:

Side 9 af 21

The Big Bang Theory er studieoptaget, som de gamle sitcoms, men er optaget i livestudie, hvor latteren

kommer fra et ”live audience” fremfor brugen af dåselatteren, hvilket ses i dette eksempel (Motivated, 2014):

I forhold til de klassiske kendetegn for sitcoms, er The Big Bang Theory også en sitcom, der foregår i et fast

miljø, som hovedsageligt er på arbejdspladsen, hjemme ved hinanden, i deres vante restaurant eller i

tegneseriebutikken. Eksempler fra S05, E05 i følgende rækkefølge, tegneseriebutikken 00:56, Sheldon og

Leonards lejlighed 04:38, på abejdspladsen – Caltech, 12:39, Pennys lejlighed 15:52:

Side 10 af 21

Det er også en sitcom med faste karakterer, men den adskiller sig fra den klassiske sitcom ved, at det ikke er

flade karakter med et narrativt forløb, der afrundes i hvert afsnit. Karaktererne gennemgår en udvikling, og

handlingstrådende strækker sig igennem de 12 sæsoner. Det er en gennemført og føljetonagtig

udviklingshistorie, som også Andreas Halskov bruger om sitcommens udvikling, at de moderne sitcoms har

bevæget sig væk fra det cirkulære plot (Halvskov, 2011). The Big Bang Theory benytter sig også af en cold

open, hvor der ikke refereres tilbage til tidligere afsnit eller giver en introduktion af karaktererne, men

publikum kastes ind i handlingen. Sitcommen bygger på den situationelle komik, der opstår af situationer fra

hverdagen, hvor humoren kommer til udtryk på flere måder.

Humor

John Morreall er en amerikansk teoretiker, der har skrevet om filosofien bag latter og humor. Han deler

humoren op i tre kategorier: Overlegenhedsteorien (Superiority-humor), lettelsesteorien (Arousal and relief)

og chokteorien (Incongruity and resolution). Overlegenhedsteorien føres tilbage til Aristoteles og Platon. Her

latterliggøres det høje stilniveau gennem parodi, hvor et højt og lavt stilniveau stilles op mod hinanden.

(Morreall, 1986) Latteren nedgør den, som der grines af: ”when something evokes laughter, it is by revealing

someone’s inferiority to the person laughing” (Morreall, Comic Relief: A Comprehensive Philosophy of Humor,

2009).

Lettelsesteorien tager udgangspunkt i Freuds psykoanalyse, hvor publikum har været nervøse for noget i

handlingen og dermed reagerer med latter som en energiudladning. Arousal er sanseindtryk, der kan være

positive, som udløser latter eller negative, som udløser vrede. I humorteorien er det den positive arousal,

der benyttes. Her nedgøres ingen, men den positive stemning fastholdes. Ofte bruges humoren som et spil

på publikums følelser uden at blive grænseoverskridende. Den spiller på de følelser, som får smilet frem

(Christensen, Hansen, & Simonsen, 2017). Det ses ofte som en komik, der håndterer pinlige eller ubehagelige

emner. Et eksempel, der ofte ses i Friends, hvor der sker noget, der giver en sørgmodig eller trykket stemning,

er, at Joey derefter uvildigt bliver en del af et komisk optrin, fordi han ikke har opfattet stemningen eller

Side 11 af 21

været en del af den, og dermed tilføjes en forløsende effekt af latter til den ellers sørgmodige eller trykkede

scene (Halskov & Nielsen, Funny how things change: moderne visuel komik, 2017).

Chokteorien/Inkongruens ser humoren som et forventnings-regelbrud, der opstår mellem mødet af to

grundlæggende og modsatrettede uforenelige størrelser. ”Inkongruent humor hører til den mest udbredte

og populærere opfattelse af humor” (Christensen, Hansen, & Simonsen, 2017). Det er en humor, som spiller

på kognitive erfaringsmønstre og prøver at bryde med dem gennem eksempelvis ironi. Ifølge Jakob Isak

Nielsen og Andreas Halskov tager inkongruensteorien udgangspunkt i ”Schopenhauer, Kant eller

Kierkegaard… hvor humor opstår i mødet mellem to modsatrettede og grundlæggende uforenelige størrelser”

(Halskov & Nielsen, Funny how things change: moderne visuel komik, 2017). Et eksempel kan være en

misforståelse, der ses fra to forskellige synsvinkler, men humoren findes på mange forskellige niveauer, og

kan både udspille sig fysisk, verbalt og gennem nonverbalkommunikation.

Humoren i sitcoms kan både være muliti-directional eller uni-directional. Sidstnævnte betyder, at det er én

karakter, som udøver humoren, hvor multi-directional humor er delt mellem flere karakterer, hvilket betyder,

at flere af karaktererne har mulighed for at være sjove (Stewart, Kowaltzke, & Lavelle, 2001). Humoren kan

også ses i ”en kraftig og komisk opprioritering af performance (hvor skuespilleren agerer for kameraet og, så

at sige, tager scenen) og scenografi (hvor karakterernes kostumer og de forskellige kulisser i sig selv fungerer

som centrale komiske elementer).” (Halskov & Nielsen, Funny how things change: moderne visuel komik,

2017). Det vil sige, at humoren ikke altid kun tager udgangspunkt i de tre humorteorier, men at der også er

andre elementer, der kan spille ind på det komiske.

Humor, fysik og dagligdag Ifølge Halskov og Nielsen optræder de tre humorteorier ofte i samme afsnit i forskellige former og grader

(Halskov & Nielsen, Funny how things change: moderne visuel komik, 2017). Dette kan også eksemplificeres

gennem The Big Bang Theory, der også indeholder alle tre former for humor. Et eksempel på

overlegenhedsteorien ses ofte fra Sheldons side, der ofte føler sig mere intelligent end sine venner.

Eksemplet ses i S07, E03; 00:43, hvor følgende samtale finder sted:

Raj:”I’m going to make you guys a scavenger hunt, like they have at MIT”

Howard:”Oh, I loved those. I did them every year there”

Leonard:”We did them at Princeton too”

Howard:”Oh, that’s cute, like it’s a real college” (Howard griner, og publikum følger op

med latter, mens Leonard ikke ser glad ud)

Sheldon:”Amusing. I was going to say that about MIT, but it works for Princeton too” (Den

samme reaktion gentages som før, Sheldon griner, publikum følger op med latter og

Howard ser nu anstrengt ud)

Side 12 af 21

Her gør overlegenhedsteorien sig både gældende fra Howards og Sheldons side. Howard latterliggør i sin

udtalelse det universitet, som Leonard har gået på, hvorefter Sheldon gør nøjagtigt det samme, men overfor

både Howard og Leonard. Begge handlinger medfører en latterreaktion fra publikum, der griner af parodien

og dermed den, som latterliggøres. Denne form for humor er også en uni-directional humor, hvor det først

er Howard, der udøver humoren i form at latterliggørelse og derefter Sheldon.

Den forløsende latter kan som de andre humorformer, være til stede i forskellige grader. Et eksempel på den

forløsende latter kan ses i samme afsnit: S07, E03: 17:23, Bernadette/Howard og Penny kæmper for at

komme frem til Sheldon og Leonards lejlighed, hvor den sidste rebusløsning henviste til, at præmien for

rebuslegen er gemt i sofaen. De går op i det med liv og sjæl, men kan ikke finde guldmønten i sofaen. Raj

kommer selvsikkert ind og svarer Leonard, at sofaen er stedet, hvor præmien burde være, men han har

tidligere puttet en guldmønt i alles bukser, fordi alle skulle være vindere. Ingen af de tre finder det sjovt, og

der kommer en aggressiv stemning, der ikke bliver bedre af, at Raj svarer, at han gjorde det, fordi han ikke

vidste, hvem der ville få Penny på sit hold, hvortil Penny siger til Raj:”Run” … ”Run to India”. Raj stikker af, og

op ad trappen kommer en uvidende Sheldon, som går ind i lejligheden til tre vrede personer, og siger glad

”Se. Jeg vandt!”, mens han viser en guldmønt frem. (hvilket udløser latter fra publikum) og giver dermed en

forløsende effekt, (som også ses i eksemplet med Joey fra Friends jf. Humor afsnittet under lettelsesteorien):

Side 13 af 21

I S07, E03 02:26 kan der også argumenteres for, at en kraftig og komisk opprioritering af performance finder

sted og er et humorelement i afsnittet. Raj indtager ”scenen”, som speaker og introducerer på en festlig

måde rebusløbet. Dette gøres med røgkugler, tænd og sluk lyset til dansemusik, hvor hans danserytmer og

mimik både udløser latter ved de andre karakterer, men også hos publikum. Han betoner mimikken og bruger

også mikrofonens forskellige indstillinger:

Et eksempel, der både viser multi-directional og inkongruent humor kan ses i S04, E11: 01:25: Penny og

hendes daværende kæreste Zack banker på ved Leonard og Sheldon, der sidder og spiller spil med Raj og

Howard. Zack vil gerne ind og snakke med forskerdrengene, der sammen gør grin med Zack og derved bruger

multi-directional humor:

Zack:“You know, I saw this great thing on the Discovery Channel. Turns out that if you kill

a starfish it will just come back to life”

Sheldon:“Was the starfish wearing boxer shorts, because you might have been watching

Nickelodeon?”

Zack:“No, I’m almost sure that it was the Discovery Channel. It was a great show. They

also said that dolphins might be smarter than people”

Leonard:“They might be smarter than some people”

Den sidste kommentar er henvendt flabet mod Zack. Parodien på Zack slutter med, at han opfatter, at de gør

grin med ham og går ud (også et eksempel på overlegenhedsteorien), hvor Penny henvender sig til gruppen

og siger:

Penny:“You know, for a group of guys, who claim they spent most of their lives being

bullied, you can be real jerks. Shame on all of you” (Penny lukker døren)

Raj:“What the hell did I do?” (Penny åbner døren igen)

Penny:“You laughed”:

Side 14 af 21

Humoren her finder sted i de to forskellige opfattelser af situationen, hvor oplevelses ses af to forskellige

synsvinkler, både gennem hele parodien af Zack, men også slutscenen på parodien, hvor Raj ikke mener, han

har gjort noget forkert.

Typecasting

I bogen The eight characters of comedy, er Sedita kommet frem til, at de fleste nyere sitcoms har otte

forskellige arketyper. Disse arketyper kan være flydende, hvilket vil sige, at en karakter kan agere forskellige

typer i serien alt efter situationen, og hvem de interagerer med. De otte typer, der optræder i sitcoms er:

Lovable Loser, Logical Smart One, Neurotic, Bitch/Bastard, The Dumb One, In Their Own Universe,

Womanizer/Manizer og Materialistic One (Sedita, 2006).

Hvis der er gifte par, vil de ofte bestå af de to typer ”Lovable Loser” og ”Logical Smart One”. ”Lovable Loser”

er impulsiv, optimistisk og til tider barnlig. Karakteren forfølger ofte uhensigtsmæssige, men håbefulde

planer, hvor ”Logical Smart One” altid samler op, kan være sarkastisk og kritisk, men også den ansvarlige,

følelsesmæssige stabile og nørdede. ”Neurotic” rollen forsøger altid at kontrollere alt med irritation og frygt,

så han/hun ikke træder ud over kanten. Karakteren kan derfor være kontrollerende og manipulerende, så alt

bliver gjort på dens måde. ”The Dumb One” er en karakter, der er naiv og ofte lavt uddannet/ikke uddannet.

Bitch/Bastard er selvisk, ufølsom og kan være manipulerende. ”In their Own Universe” er en excentrisk

karakter, der (til tider) har sit eget verdensbillede, der ikke giver mening for andre end dem selv.

Womanizer/Manizer er karakteren, som ofte tænker på sex og korte forhold. Karakteren er selvsikker, men

lykkes ikke altid med sin mission (Sedita, 2006). Om ”the Materialistic One”, skriver Sedita: “a usually female

character who is focused on status, shopping, money, and being kind of above (or oblivious to) others who

don’t have their high lifestyle focus” (Sedita, 2006).

Typecasting og de nørdede karakterer

I forhold til Scott Seditas otte karaktertyper, kan der findes tydelige eksempler på syv af dem hos flere af

hovedkaraktererne i The Big Bang Theory. Leonard kan ses som en typisk Locical Smart One, der er ansvarlig

både i sit venskab med især Sheldon, men også i sit forhold med Penny. Han er også nørdet, og kan til tider

være sarkastisk, som også nævnes i eksemplet med at ”mobbe” Zack, jf. afsnittet ”Humor, fysik og dagligdag”.

Et eksempel på at være ansvarlig i sit venskab med Sheldon kan ses i S08, E13: 16:58, hvor Sheldon er blevet

skør over manglende resultater, og Leonard og Penny hjælper ham i seng og synger for ham, så Sheldon

falder til ro. Her er både Leonard og Penny The Locical Smart One, der samler Sheldon op og viser

ansvarsfølelse for ham:

Side 15 af 21

I S02, E13 eksemplificeres Sheldons neurotiske side, som da han 14:03 minutter inde i afsnittet skal klatre.

Her prøver Sheldon at kontrollere sin frygt for at klatre med logik. Sheldon indeholder også karakteren Logical

Smart One, der er nørdet, sarkastisk og kritisk. I forholdet med Amy er det også den rolle, der passer bedst

til ham, hvor Amy tager rollen som Lovable Loser. Hun er optimistisk i forhold til udviklingen af deres forhold

og meget håbefuld, hvilket kan ses i S06, E15: 09:08, hvor Sheldon vil finde en ny roommate efter et skænderi

med Leonard. Amy bryder ind med, at hun kunne være det: “Aren’t I your perfect roommate?” … “Think about

it, Sheldon. I am not a stranger. We are intellectually compatible, I am willing to chauffeur you around town,

and your personality quirks which others find abhorrent or rage-inducing, I find cute as a button”:

Amy er håbefuld og optimistisk, men Sheldon går over til Pennys lejlighed for at sige undskyld til Leonard, og

sige, at Leonard skal flytte tilbage. Amy kan også være karakteren Logical Smart One, idet hun er en

videnskabelige neurobiolog.

I forholdet mellem Leonard og Penny er der eksempler på, at de skiftes til at tage rollerne Lovable Smart one

og Logical Smart One, eksempelvis i S05, E23: 08:53: Hvor Leonard ”kommer til” at fri til Penny, mens de har

seksuelt samvær. Penny havde kort forinden sagt, at deres forhold gerne måtte gå videre, og det kan her ses

som, at det er et ønske Leonard har, selvom han undskylder, da Penny synes, det er for meget. Leonard

prøver meget håbefuldt at tage det tilbage, og prøver at gøre det til en historie, de i fremtiden vil grine af:

Side 16 af 21

Penny står ofte med karakteren the Dumb One i forhold til de andre, da hun ikke har en lang videregående

uddannelse og tit må høre for det. Eksempelvis i S02, E13: 05:58: Sheldon banker på ved Penny for at give

hende et spørgeskema, hvor han siger ”In deference to you, I’ve kept them all at a high school graduate

reading level.” Her bliver hendes ”dumhed” italesat af Sheldon. Howard kan før sit forhold med Bernadette

ses som en Womanizer, hvilket eksemplificeres i S02, E12: 03:31, hvor han prøver at gøre kur til Penny:

Howard (henvendt til Leonard):“Penny and I have begun our little tango”

Penny:“Our tango?”

Howard:“The carnal repartee, the erotic to and fro, but as delicious as the appetizer might

be, at some point we will have to succumb and eat the entrée while it’s still…” (Her tager

han sin finger på tungen og derefter fører den ned mod armen, mens han siger en lyd,

som imiterer noget, der syder)

Howard:“… hot!”

Penny:“Look! Normally I can just ignore you, I mean I get it, you’re a little peculiar, you

know, like Sheldon”…”I know you think, you’re some sort of smooth-talking ladies’ man,

but the truth is you’re just pathetic and creepy”

Her understreger Penny også, at Howard tror, han er en Womanizer, men faktisk er det ynkelige forsøg på at

score, der aldrig får succes:

I forholdet til Bernadette kan han derimod ses som karakteren Lovable Loser, hvor Bernadette kan ses som

The logical Smart One eksempelvis i S04, E20: 18:14: Hvor Howard frier til Bernadette i håb om, hun ikke vil

forlade ham, da han har været bange for, at hun ville slå op. Bernadette kan også ses som en Bitch, hvilket

optræder i eksemplet med rebusløbet, hvor hun er på hold med Leonard. Bernadette råber ad Leonard og

taler nedsættende til ham, eksempelvis råber hun af Leonard: “Come on, numbnuts! It’s the comic book

store.” S07, E03: 06:45. Der er eksempler på, at Raj besidder karaktertyperne: The Logical Smart One, Lovable

Side 17 af 21

Loser og In their Own Universe. Han lærer med tiden at tale med kvinder, noget han ikke kan i starten af

serien uden alkohol. Gennem Rajs turbulente kærlighedsliv er han ofte meget følsom, impulsiv og håbefuld.

Især det impulsive ses i S04, E22, hvor Raj tager nogle piller, en kollega har anbefalet Raj, så han kan snakke

med kvinder. Han tager nogle piller og går derefter ud for at finde en pæn kvinde, som han vil tale med. Det

ender dog med, at Raj bliver overmodig -højst sandsynligt fordi han er påvirket af pillerne, idet han begynder

at strippe på en cafe i højlys dag foran en sød kvinde, som han håbefuldt prøvede at henvende sig til. Det går

fint med samtalen, indtil han begynder at smide tøjet, omkring 16:54 minutter inde i afsnittet:

Dette er også et eksempel på typen In their Own Universe, hvor Rajs optrin giver mening for ham selv og

ingen andre.

Karakterudviklingen Gennem serien sker der en karakterudvikling for dem alle jf. bilag 1. Dette ses eksempelvis i, at Leonard,

Sheldon og Howard kommer i forhold med Penny, Amy og Bernadette. Et eksempel på udviklingen kan ses

ved at se på S05, E17 og S11, E17. I S05, E17 bor Penny alene overfor Sheldon og Leonards lejlighed, og Amy

bor alene i et andet lejlighedskompleks. I S11, E17 bor Amy og Sheldon nu sammen og planlægger deres

bryllup. Penny bor sammen med Leonard og er gift. Bernadette og Howard er blevet gift og har fået to børn.

Arbejdsmæssigt er Penny rykket videre fra at arbejde som tjener. Derudover ender 12. sæson med at Amy

og Sheldon modtager Nobelprisen for et projekt de har arbejdet på sammen. Raj bliver mere moden og lærer

også med tiden at tale med kvinder. Han finder også en, som han seriøst planlægger bryllup med, men indser

at det er gået for hurtigt.

The Big Bang Theory er mere end videnskab – et kvantitativt indspark

Dette kvantitative indspark går ud på at finde ud af, hvad The Big Bang Theory egentlig indeholder i

handlingsforløbet. Ud fra titlen og udseendet på de fire mandlige karakterer, kan det hurtigt udledes, at

handlingen må have et videnskabeligt omdrejningspunkt. Undersøgelsen tager udgangspunkt i seks episoder

ud af 279 episoder fordelt på 12 sæsoner, hvor der er udvalgt en episode fra hver anden sæson med det

samme episode nummer jf. bilag 2. Der er derfor en stor fejlmargin, da en episode kan være rettet mod

parforhold og en anden mod videnskab, som også ses i undersøgelsen samt figur 2 nedenfor. Se udregninger

og valg af kategorier i bilag 2. Der er dog alligevel en tendens, der går igen. Ud af 6 afsnit med i alt 1815 klip,

Side 18 af 21

fylder videnskab kun 5,4 %. Nørdede ting fylder 10,58 %. På samme niveau ligger parforhold på 11,57 %, men

det, der fylder mest i den narrative handling, er andet med 71,52 %.

Figur 1

Andet, som kan være dagligdagsgøremål og samtaler. Samtaler om, at Penny skal have et nyt arbejde, kan

fylde et halvt afsnit. En undersøgelse af, hvor gulvet i børneværelset knirker, kan fylde et halvt afsnit.

Figur 2

Tendensen viser, at det narrative handlingsforløb måske nok tager udgangspunkt i fire forskere, der har

uddannet sig inden for fysik, og som er ret nørdede i deres tilgang, men serien handler i realiteten mere om,

hvordan deres dagligdag og gøremål leves og udvikler sig.

Alt har en forklaring og dermed en konklusion

The Big Bang Theory er en moderne friends-as-family sitcom. Den indeholder dog stadig klassiske elementer

som at multikamera opstillingen anvendes, at den er optaget i et studie, at episoderne ikke er længere end

30 min, og at de samme karakterer og miljø går igen i hele serien. Der hvor den adskiller sig fra den klassiske

6 episoder med 1815 klip

Videnskab Parforhold Andet Nørdet ting Amy og Penny

0,00%

20,00%

40,00%

60,00%

80,00%

100,00%

120,00%

S02, E13 S04, E13 S06, E13 S08, E13 S10, E13 S12, E13

De 6 episoder sat op mod hinanden

Videnskab Parforhold Nørdede ting Amy og Penny Andet

Side 19 af 21

sitcom er, at det er en friends-as-family sitcom, hvor de familiære relationer primært findes i vennerne.

Dåselatteren er erstattet med et livepublikum, karaktererne gennemgår en udvikling, og handlingstrådene

strækker sig gennem de 12 sæsoner, hvilket også ses på især karakterernes parforhold, der går fra single - til

kærester - til gift, på nær Raj, der dog kommer tæt på at blive gift. Derudover benytter episoderne sig af en

cold open i stedet for en introduktion. Ud fra Scott Seditas karaktertyper, ses der tydelige eksempler på, at

karaktererne er typecastede og agerer forskellige typer alt efter situationen. Disse karaktertyper er også med

til at fremme humoren, som det eksempelvis ses i Sheldons spaltede karakter, der måske bedst kan beskrives

som et excentrisk geni med manglende emotionel intelligens, der bevirker, at han ofte opfører sig som et

barn. Serien indeholder eksempler på både overlegenhedsteorien, lettelsesteorien og chokteorien i forhold

til humoren. Der benyttes også komisk opprioritering af performance og scenografi til at fremkalde humor.

Sidstnævnte kan eksempelvis ses i S06, E13, hvor de fire gutter er udklædt som nogle af deres stjerner fra

Star Trek. På trods af, at seriens titel lægger op til en serie om videnskab, så handler serien mere om

dagligdagsting med udgangspunkt i fire fysiknørder, og det er også her, størstedelen af humoren finder sted,

nemlig i hverdagssituationerne, som også er et kendetegn for den klassiske sitcom.

Side 20 af 21

Bibliografi Christensen, J. R., Hansen, O. E., & Simonsen, T. M. (2017). Medieproduktion - kommunikation med levende

billeder. Frederiksberg: Samfundslitteratur.

Creeber, G. (2015). The Television Genre Book. London: Bloomsbury Publishing PLC.

Grodal, T. K. (2007). Filmoplevelse: en indføring i audiovisuel teori og analyse. Frederiksberg:

Samfundslitteratur.

Gyldendal. (2019). http://opslagsvaerker.gyldendal.dk. Hentet fra Komedie:

http://opslagsvaerker.gyldendal.dk/en/OpslagsvaerkerVirtuelle/DanskLex/genre/komedie.aspx

Halskov, A. (2918). BoJack Horseman og situationskomedie. I G. Agger, J. R. Christensen, & L. B. Jacobsen,

TV-ANALYSE red. (s. 251-267). Aarhus: Systime.

Halskov, A., & Nielsen, J. I. (2017). Funny how things change: moderne visuel komik. I A. Halskov, H. Højer,

& T. S. Larsen, Helt til Grin (s. 12-29). Aarhus: 16:9 Filmtidsskrift og VIA Film og Transmedia.

Halvskov, A. (2011). Fra artig til arty Smarte sitcoms til smarte seer. Kosmorama, s. 150-160.

Heritage, S. (23. August 2018). The Big Bang Theory is ending – our long nightmare is finally over. Hentet fra

theguardian.com: https://www.theguardian.com/tv-and-radio/2018/aug/23/big-bang-theory-

finally-ending-after-twelve-seasons

Lauridsen, P. S. (2016). Genre. I P. S. Lauridsen, & E. Svendsen, Medie Analyse (s. 36-37). Frederiksberg:

Samfundslitteratur.

Locker, M. (7. oktober 2014). Critics be damned – here's why The Big Bang Theory is an unstoppable force

with fans. Hentet fra www.theguardian.com: https://www.theguardian.com/tv-and-

radio/tvandradioblog/2014/oct/07/the-big-bang-theory-critics-fans

McLuhan, E. (2015). Cynic Satire. Cambridge: Cambridge Scholars Publisher.

Mills, B. (2009). The Sitcom. Edinburgh: Edinburg University Press.

Morreall, J. (1986). The Philosophy of Laughter and Humor. New York: State University Of New York Press.

Morreall, J. (2009). Comic Relief: A Comprehensive Philosophy of Humor. West Sussex: Wiley-Blakwell.

Motivated, B. (1. marts 2014). youtube.com. Hentet fra The Big Bang Theory- Live Show Taping HD 720p:

https://www.youtube.com/watch?v=pEKm54STV2Q

Northrop, F. (1957). Anatomy of Criticism. New Jersey: Princeton University Press.

Ordbog, D. D. (2019). ordnet.dk. Hentet fra genre: https://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=genre

Ordbog, D. D. (2019). ordnet.dk. Hentet fra sitcom: https://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=sitcom

Petersen, B. (2011). Den serielle fortælleform Fra illiaden til den moderne tv-serie. Kosmorama, s. 7-34.

Robertson, E. (1995). The Big Bang Theory [Registreret af B. Ladies]. USA.

Sedita, S. (2006). The Eight Characters of Comedy. Atides Publishing.

Side 21 af 21

Stewart, C., Kowaltzke, A., & Lavelle, M. (2001). Media and Meaning - an Introduction. London: British Film

Institute.