Hvid mands byrdeHistorien om hvordan godt og vel 800 kasser ammunition og forsyninger blev enklods om benet på Stanleys sidste store Afrika-ekspedition — Undsætningen afEmin Pasha 1887-1889

af Morten Blaabjerg

Kapløbet om Afrika

Siden europæerne i 1500-tallet etablerede handelsstationer langs Afrikas kyster iforbindelse med kolonialiseringen af Amerika og Indien, havde ingen europæere før ca.1800 udforsket det indre af Afrika. Store vanskeligheder var forbundet med rejser ind påkontinentet, alene på grund af svært ufremkommelig vegetation og geografi. Derudovergjorde tropevarmen, vilde dyr og fjendtlige indfødte stammer, og ikke mindst ukendtesygdomme som malaria, udforskningen til en ikke blot vanskelig, men også livsfarlig affære.Kun få gjorde forsøget. Det politiske Europa havde desuden svært ved at finde grunde tiloverhovedet at have besværet. Afrika virkede fattigt på de ædelmetaller og krydderier someuropæerne tragtede efter, og som fandtes i rigt mål i de indianske kulturer i Amerika, og iAsien.

Men den rivende udvikling på alle planer, der fulgte med den industrielle revolution, gjordesnart op med den opfattelse. Og det i et omfang der skulle føre til en ny imperialisme, hvorde europæiske magter kæmpede indædt om herredømmet over Afrika, som de århundredertidligere havde kæmpet om herredømmet i Den Nye Verden.

Udviklingen inden for transport, kommunikation og våbenteknologi gjorde i første omgangmulighederne for rejser og ekspeditioner i det indre Afrika bedre. Udviklingen indenforvidenskaben, først og fremmest vacciner, gjorde tropesygdomme til en faktor man kunneom ikke beherske, så i det mindste bekæmpe. Samtidig opstod der en række incitamentertil en fornyet interesse i "Det Mørke Kontinent".

Arabiske stammer havde igennem århundreder opbygget en handel med især elfenben ogslaver i det østlige Afrika og fortrængt eller blandet sig med de indfødte afrikanskestammer. En stigende efterspørgsel i Europa på det såkaldte "hvide guld" gjorde i1800-tallet lykkejægere og forretningsforetagender opmærksomme på de økonomiskemuligheder i Afrika.

Den videnskabelige verdensopfattelse der fulgte oplysningstiden, skabte en trang til atforstå og kortlægge verden; troen på at alt i verden kan forklares videnskabeligt. Troen påfremskridt ved oplysningens og den rationelle fornufts hjælp. Det uopklarede, som Afrikakom til at stå for, blev en evig kilde til spekulation og fascination for videnskabsfolk ogeventyrere til hobe.

Missionærer og humanister ønskede at bringe lys og fremskridt ved at kristne de vilde, ogfrem for alt at sætte en stopper for slavehandelen og det hedenske barbari. Den udbredteopfattelse var at nogle folkeslag er bedre end andre, og at det da er disse folks simple pligtat bringe lys og fremskridt til mindre priviligerede racer. En opfattelse der fandt sit subtileudtryk i Kiplings berømte digt "Hvid Mands Byrde" (1899), der er kommet til at stå somindbegrebet af den vestlige imperialisme.

1

Billede : Kort over Afrika, som det så ud for en europæisk korttegner i 1885.

2

De rejsende i Afrika vendte tilbage til Europa. Deres rejseskildringer i form af breve,dagbøger, videnskabelige rapporter, nye kort, avisskriverier og romaner, nåede ud til enbred skare. Omfanget af udgivelserne voksede og nåede ved rotationspressens ogjernbanens hjælp ud til ikke blot de elitære meningsdannere, men også den bredebefolkning. De bedst sælgende blev oversat til flere sprog, og var i høj grad med til at sætteden imperialistiske dagsorden.

Den stigende nationale selvbevidsthed i Europa gjorde efterhånden politikere ogstatsoverhoveder nervøse for at miste indflydelse og sakke agterud i udviklingen. Snartefter eventyrerne og missionærerne fulgte forretningsfolk, soldater og administratorer - og iden rækkefølge. Afrika blev delt de europæiske magter imellem. Det er en blodig historie,som der er skrevet mange bøger om. Det følgende handler om et enkelt af kapitlerne i denhistorie; ekspeditionen til undsætning af Emin Pasha, den egyptiske guvernør i Ækvatoria.

Imperialismen i øjenhøjde

Vi har ofte i skolen hørt den trivielle historie om de onde europæiske imperialister og deunderkuede indfødte i Afrika. Den er triviel, fordi europæere ikke bare var europæere, ogindfødte ikke bare indfødte. Historien om den ny imperialisme i Afrika har behov for at blivefortalt i øjenhøjde, hvorved vi bringes til at se historiens nuancer og forstå de konkreteudvekslinger, der fandt sted, imellem konkrete historiske aktører. Det europæiske mødemed Afrika i slutningen af 1800-tallet var et mangefacetteret kulturmøde med mange typerudvekslinger, som fandt sted indenfor rammerne af mange forskellige magtkonstellationer.

Emin Pasha-ekspeditionen er et godt eksempel herpå. Ekspeditionen blev sat i værk påprivat initiativ, men støttet af to europæiske statslige aktører (England og Leopold II afBelgien) i samarbejde med en afrikansk administration (Egypten), og udført i samarbejdemed talrige afrikanske ledere og op til flere koloniale administrationer i Afrika (fra Zanzibarssultan Barghash i øst til Congos koloniale administration i vest).

Under selve ekspeditionen var magtforholdene ligeledes uhyre sammensatte. Der varinterne konstellationer imellem Stanley, hans europæiske officerer, zanzibaritter (derfungerede som primære bærere af 'byrden'), sudanesere, somaliere, egyptere og lokalesamarbejdspartnere som f.eks. slavehandleren Tippu-Tib. Der var ekspeditionens som oftestfjendtlige forhold til de indfødte indbyggere, hvis landsbyer og afgrøder ekspeditionenplyndrede undervejs for med stormskridt at nå sit mål - og som i mange tilfælde måtte ydeblodige ofre på ekspeditionens alter

Og der var ekspeditionsdeltagernes møde med det ukendte; de fjendtlige og fremmedartedeomgivelser i terræn, natur og kultur, som tvang europæerne til meget hurtigt at tilegne sigafrikansk skik og brug, eller gå under og dø som fluer. Kiplings tankegods var kun en ringetrøst for de europæere, for hvem mødet med Afrika blev et stævnemøde med døden i etdjævelsk, grønt, hedt og ubegribeligt helvede.

Stanley

Henry Morton Stanley (1840-1904) var en af de eventyrere, for hvem dette var entilbagevendende problemstilling. Hans bemærkelsesværdige liv fortæller hele den nyimperialismes historie, bedst fortalt af Richard Hall i biografien Stanley. An AdventurerExplored. Hall afdækker omhyggeligt Stanleys komplekse personlighed, der var mindst ligeså sammensat som den tid han levede i. På een gang rebel og samfundsstøtte. Udstødt ogrespekteret. Besat af et ønske om at blive accepteret, af det samfund der afviste ham somfantast og drømmer; og af de kvinder som afviste ham og gang på gang drev ham igennem

3

"Det Mørkeste Afrika" med en vildskab og målbevidsthed som ikke lod sig tæmme. På eengang en kærlig faderfigur og disciplinær straffende engel for sine sorte bærere; på een gangrettroende kristen, blodsbroder med utallige stammehøvdinge og kong Leopold II afBelgiens forlængede arm.

Billedet : Henry M. Stanley, i sit stiveste Afrika-dress. Samtidigt portrætfoto.

Stanleys dåbsattest viser navnet John Rowlands. Hanblev født under fattige kår i Wales i 10. juni 18401,og hans turbulente familieforhold gjorde at hantilbragte det meste af sin barndom på enopdragelsesanstalt. Som 15-årig stak han til søs ogankom til New Orleans, hvor han blev adopteret afen velhavende købmand, hvis navn han antog. Handeltog i den amerikanske borgerkrig først påsydstaternes side, men skiftede side efter et kortvisit i en af nordstaternes fangelejre.

Krigen blev Stanleys indgang til en karriere somfreelance reporter; som krigskorrespondent underindianerkrigene. Stanleys blomstrende og letsatiriske sprog, og hans veludviklede fornemmelsefor menneskelig psykologi, gjorde ham i løbet af fåår efterspurgt af de store dagblade. Hans artiklerspillede på følelser og indtryk, frem forkedsommelige fakta. Hans ligefremme og i nogleøjnes svulstige stil var lige så populær hos jævnelæsere, som den var foragtet af eliten. Som korrespondent for The New York Herald vandthan for alvor berømmelse, da han i 1871 blev bedt om at finde den engelskeopdagelsesrejsende Livingstone, der i lang tid ikke havde ladet høre fra sig. Det EngelskeGeografiske Selskab troede ham død. Stanley fuldførte opgaven; han fandt som bekendtLivingstone, men idet Livingstone ikke vendte med tilbage, blev der sået tvivl omsandheden af hans udsagn. En ydmygelse Stanley aldrig helt forvandt.

Ekspeditionen til Emin Pashas undsætning

Briternes interesse i en direkte vej til Indien, skabte igennem sidste halvdel af 1800-tallet etufrivilligt afhængighedsforhold til Egypten, der efter flere blodige opgør kom under britiskkontrol. Briterne indsatte en marionetregering, men arvede samtidig de sudanesiskeprovinser. Det sydlige Sudan var erobret af Egypten allerede før 1860, men var under presfra den selv-proklamerede Mahdi2, som fra begyndelsen af 1880'erne udbredte sit islamisk-fundamentalistiske oprør i Sudan. Adskillige forsøg på at sætte Nilområdet underadministration og finde Nilens udspring, fik et foreløbigt punktum med general CharlesGordons fald ved Khartoum i 1885.3

1. Ifølge Autobiography 18422. Mahdi : "den vejledte"; "geninstalteren af troen", jvnfr. en gammel forestilling indenforIslam om en profet der skal komme inden dommedag og udbrede Islam til hele verden.

4

Gordons guvernør i Ækvatoria, Emin Bey, blev ladt tilbage i hjertet af Afrika, med en lillegarnison soldater og en række handelsstationer langs Nilen og Lake Albert. Han ønskede ilighed med Gordon heller ikke at trække sig, men så istedet en mulighed for britiskherredømme over hans provins. Herefter fulgte en længere brevveksling imellem Emin,missionærerne i området og den engelske guvernør på Zanzibar. Breve til England med bønom hjælp.

Politisk ønskede den britiske regering ikke at træde til. Det var ganske enkelt ikke besværetværd. Man havde i forbindelse med belejringen af Gordon forsøgt en lignende halvhjertetredningsekspedition, som endte i katastrofe. Den engelske udenrigs- og førsteminister LordSalisbury (1830-1903), var desuden ikke særlig interesseret i yderligere kolonialeforpligtelser. Man havde sikret Suez-kanalen og vejen til Indien ved at gå ind i Egypten, ogdet var det. Desuden var man netop ved at lægge sidste hånd på en aftale med tyskerneom ikke at strides om Østafrika. Det ville være at stramme skruen at sende militær afstedtil området i samme åndedrag. Derudover gik der rygter om at Emin var født og opvokset iTyskland, hvad der også var korrekt, selvom han siden da havde levet et liv mindst lige såomtumlet som Stanleys. Dette fik Lord Salisbury til at overveje at give den tyske regering ethint. "I think the Germans should be placed in possession of our information. It is reallytheir business, if Emin is a German".4

Men folkestemningen ville det anderledes. Emins breve og avisskriverierne igennem1886-87 skabte et billede af Emin i en prekær situation der lignede Gordons ved Khartoum.Emin var guvernør for en lille civiliseret enklave under belejring af barbariske, arabiskestammer, præcis ligesom Gordon havde været det. Det ville være en svinestreg uden ligehvis man også denne gang ignorerede råbet om hjælp til det var for sent, genlød denoffentlige mening til støtte for en redningsekspedition.

Men den britiske regering stod fast. Der kom ikke nogen militær ekspedition afstedfinansieret af den britiske regering. Dog, lød det diskret i korridorerne, man så intet tilhinder for en ekspedition i privat regi. Kredsen omkring den skotske skibsreder ogforretningsmand William Mackinnon besluttede derfor under opbakning af folkestemningen,at iværksætte en privat finansieret ekspedition, der skulle komme Emin til undsætning. Detfilantropiske incitament "at redde Emin", hang altså nøje sammen med den mulighed fornational genrejsning som situationen tilbød.

Som leder for ekspeditionen kunne ingen andre end Stanley komme på tale. Han havde ikkeblot i sin tid fundet Livingstone; han havde siden rejst tværs igennem Afrika imod alle odds,for at fuldføre Livingstones arbejde med at kortlægge de store søer ved Nilens og Congo-Aruwimi-flodens udspring. Derefter havde han af Belgiens Leopold II fået til opgave atkolonialisere de nyopdagede Congo-egne. Men hans arbejde for at realisere idealerne om atskabe en frihandelsstat i Congo-området blev gjort til skamme. Aftaler han havde kæmpetfor at indgå med de indfødte høvdinge, blev tilsidesat for brutal kommerciel udnyttelse afområdet. Han havde forladt Afrika desillusioneret og skuffet. For Stanley var ekspeditionenen ny chance for at vende tilbage til Afrika og udrette noget stort.

Den hvide mands bagage

Der var store forventninger til ekspeditionens resultater. Ekspeditionen var den hidtil størsteog bedst udrustede af alle Afrika-ekspeditioner, og med "the greatest of all African

3. Hele historien om den egyptiske ekspansion i Sudan og Charles Gordons skæbnesvangreudsendelse til Sudan er vanskelig at komme udenom - men fortælles andetsteds.4. Citeret hos Richard Hall : Stanley. An Adventurer Explored, s. 287

5

explorers" bag roret, kunne den ikke andet end bringe store ting med sig. Folk stod i kø forat deltage, eller for at sponsorere udstyr og forsyninger. Stigende omkostninger ogkonkurrence gjorde det til en god forretning at få gratis reklame ved product placement i enbegivenhed, der havde så stor offentlig interesse. Fortnum & Masons leverede 40 kasserudsøgte provisioner, Burroughs & Wellcome leverede 9 kasser medicin og førstehjælp, ogdet engelske telegrafkompagni tilbød at sende ekspeditionens telegrammer til halv pris,ligesom andre sponsorer bidrog. Dertil kom 50 Winchester rifler, 500 Remingtons,håndvåben, 2 ton krudt og 150.000 skud ammunition. Samt et Maxim maskingevær,doneret til ekspeditionen af opfinderen, på krigsministeriets bekostning. Opfinderen mente,at bare en demonstration af våbenet ville have en præventiv virkning på fjendtligheder frade indfødte stammer.

Derudover lykkedes det at overtale den egyptiske regering til at være med til at finansiereekspeditionen; i det håb at den slap for yderligere besværligheder med den sudanesiskeprovins, som kun var en økonomisk belastning. Den egyptiske regering bidrog med£10.000, samt det meste af den ammunition som skulle bringe Emin i stand til at forsvaresig selv. Af andet udstyr kan nævnes en transportabel båd, The Advance, som kunne skillesad og samles igen efter behov, samt telte og køkkengrej indkøbt efter Stanleys præciseanvisninger. "En stegepande skal være præcis 9 inches i diameter"...

Billedet : Stålbåden Advance, der blev specielt bygget til Emin Pasha-ekspeditionen, baseretpå Stanleys erfaringer fra tidligere rejser i Afrika om fordelene ved at benytte vandvejene,hvor forholdene tillod det. Illustration fra I Det Mørkeste Afrika, 1890.

6

En leder i The Times opsumerede den typiske begejstring. Emins position var ikke blot enmulighed for at genrejse den nationale ære, men også "a powerful check to the slavetradethere and a strong encouragement of legitimate industry and commerce". Mackinnons'Relief Committee' blev nok dannet på baggrund af de romantiske forestillinger ioffentligheden om at komme en heltemodig guvernør til undsætning, men ikke mindst fordiikke blot The Times, men også Mackinnon og hans støtter så de kommercielle muligheder iekspeditionen. Mackinnon søgte efter en indgang til at kickstarte sit handelsimperium indepå kontinentet, og Emins situation virkede som en oplagt mulighed. Rygter om storemængder elfenben i Emins besiddelse til en værdi af ikke mindre end £60.000, gav desudenen forventning om at ekspeditionen kunne blive en god forretning i sig selv. Endnu indenStanley var nået frem til Emin, og imens den europæiske ekspedition i Afrika sloges medumådelige vanskeligheder, lå komitéen i lange og svære forhandlinger viaudenrigsministeriet med den egyptiske regering om hvordan fortjenesten kunne gøres op!5

Leopolds skygge

Den britiske regering var altså ikke interesseret i at støtte ekspeditionen. Det var en andeneuropæisk magt imidlertid. Leopold II af Belgien havde ambitioner om et stor-Congo tilNilen. Stanley var formelt set stadig på den belgiske konges lønningsliste, og Leopoldforeslog derfor at ekspeditionen tog Congo-ruten vestfra, istedet for den mere nærliggenderute fra østkysten (se kortet). Stanley skulle da udforske det indre Congo og afdække degeografiske problemer forbundet med en udvidelse af Leopolds Congo. Til gengæld forbesværlighederne ved den noget længere rejserute ville han stille Fristaten Congosfloddampere til fri rådighed for ekspeditionens første halvdel af rejsen.

Stanley indvilgede; hvilket skulle vise sig skæbnesvangert. Men Leopolds ønske låsandsynligvis i forlængelse af Stanleys egne ambitioner. Ikke blot var han i Leopoldstjeneste. Han havde også et længe næret ønske om at fuldende sin mentors værk; at gøreLivingstones arbejde færdigt, og endeligt afdække Congo-flodens forbindelse til Nilen.Livingstone døde i den overbevisning at de to floder havde det samme udspring. Det menteStanley ikke, men han måtte udforske disse sidste uløste spørgsmål hvad kontinentetsgeografi angår. Ikke mindst for endeligt at blive accepteret på lige fod med Livingstone i detDet Engelske Geografiske Selskab.

Længslen efter eventyr og identitet

De 7 øvrige europæiske ekspeditionsdeltagere blev udvalgt blandt over 400 håbefuldeansøgere. Antallet siger noget om den offentlige interesse og prestige der var forbundetmed ekspeditionen og Stanleys tidligere bedrifter. Men ingen af de enkelte deltagere havdenogen personlig interesse i Emin Pasha, og havde ikke den dybere kendskab til dekomplicerede motiver bag ekspeditionen. Med ekspeditionens næst-kommanderende MajorEdmund Barttelots ord. så var han "just some chap who wanted to get out of Africa andcouldn't".6

To af ekspeditionsdeltagerne, den unge 'gentleman of leisure' Arthur Mounteney-Jephson,og den blide naturelsker og storvildtsjæger James Jameson, måtte selv bidrage med £1.000for at blive udtaget til ekspeditionen. Endvidere måtte alle deltagerne underskrive strengekontrakter, der indebar at de ikke måtte udgive skildringer af forløbet før et halvt år efter atStanleys officielle værk om ekspeditionen var udgivet. Et yderligere vidnesbyrd om denkolossale interesse der var for Afrika-udgivelser og de penge man kunne tjene på dem.

5. The Times 20 januar 1887, citeret hos Smith s. 896. Cit. Hall s. 290

7

Billedet : Emin Pasha-ekspeditionens faktiske rute, samt alternative ruter, der blevovervejet. Af kortet fremgår også at ruten via Congo er omtrent dobbelt så lang som dealternative foreslåede ruter fra østkysten, og også længere end Stanleys egne beregningergav anledning til at tro.

Det var først og fremmest eventyret der lokkede. Men det er et eventyr som indebærermere end blot eksotiske oplevelser i de varme lande. Neil Youngs analyserer i Travellers inAfrica en række Afrika-ekspeditioner, de sociale forhold i England som var under forandring,og de Afrika-rejsendes forhåbninger om forfremmelse indenfor hæren eller anden socialanseelse. De unge middel- og overklassemænd søgte en bekræftelse i social status ogidentitet, som de ikke kunne finde i et England truet af industrielle og kommercielleforandringer. At rejse ud betød udover eventyret, også at blive bekræftet i sin europæiskeidentitet (og dermed sociale klasse), i mødet med det fremmede.

At stryge sine skjorter

Længslen efter eventyret, der også er en længsel efter selvbekræftelse. er etgennemgående tema i rejse-skildringerne fra Afrika. Dagbøgerne fra ekspeditionerne bærer

8

præg af en meget nidkær bevidsthed om og hævdelse af europæiske værdier i Afrika. Deter også et tema man genfinder i den samtidige forfatter Joseph Conrads hovedværk Heartof Darkness; på foruroligende psykologisk manér. Conrad havde selv rejst i Afrika, somskipper på en belgisk floddamper, og romanen fortæller historien om en ung mand derrejser ind i hjertet af Afrika, for at finde den forsvundne Kurtz, kun for at opdage at Kurtz erbukket under for den massive mentale påvirkning fra det grønne helvede og de vildebarbarer omkring ham. Alle hans civilisatoriske forsvarsmekanismer synes nedbrudte. Hanhar på det nærmeste mistet sin sjæl. Kun ved nidkært at fastholde europæiske vaner,såsom at stryge sine skjorter, selvom det virker omsonst midt i urskoven, kan man håbe påat beholde sin forstand og sin identitet.

Stanley selv er indbegrebet af Afrika-eventyret som en måde hvorpå man kunne opnå socialanerkendelse. Han var opvokset på et børnehjem under kummerlige sociale vilkår og helehans liv synes at være en søgen efter anerkendelse og respekt, en bekræftelse af hansidentitet. I Afrika kunne Stanley udøve en autoritet og sikkerhed i sig selv som han ikkekunne i Europa, hvor snærende sociale bånd og normer satte håndfaste grænser for ham.Afrika blev for Stanley den kilde til "europæisk" identitet, han ikke kunne finde i Europa. Ogsamtidig den måde, hvorpå han kunne opnå en social status i sit hjemland, som ellers villehave været ham fornægtet.

En lus imellem to negle

Ekspeditionen kom afsted. Med et enkelt stop i Cairo, hvor Stanley fik de sidste rygter omEmins position i Ækvatoria, og bl.a. fik syet et pænt sæt tøj til ham, under den antagelse athans eget måtte være i laser. Stanley kendte ikke Emins mål, men havde hørt at han varhøj og tynd, så det fik skrædderen også at vide. I Cairo hyrede Stanley desuden den ungeirske læge Thomas Parke, som var udstationeret for hæren i Alexandria. Et intuitivt godtvalg, for Parkes medicinske evner og omhu skulle et års tid senere være stærktmedvirkende til at redde Stanleys eget liv; dødssyg af malaria og betændelse.

Udgangspunktet for Afrika-ekspeditioner på den tid var uomtvisteligt øen Zanzibar, ud forØstafrikas kyst. Zanzibars sultan Barghash herskede formelt over størstedelen af det østligeAfrika, og det var med dennes tilladelse og under dennes beskyttelse at karavaner måtterejse ind i landet. På Zanzibars markeder kunne supplerende udstyr indkøbes og de sidstenye informationer opsnappes. Og vigtigst af alt, der kunne forhandles om bærere med dehøvdinge, som strømmede til øen for at gøre gode forretninger. Og mange bærere skulleder til, med de allerede omtalte mængder af ammunition der skulle fragtes igennemjunglen.

På Zanzibar mødte Stanley en gammel bekendt; den arabiske høvding og notoriskeslavehandler Tippu-Tib, der fornyligt havde kunnet føje en ny titel til sit curriculum vitae;administrator for det ellers så humanistiske projekt Fristaten Congo. Tippu-Tib havde somså mange andre klemte afrikanske ledere valgt en samarbejdslinie, for dog at have nogenindflydelse på de forandringer som var undervejs, hvad enten han ville dem eller ej. Menhan var som en lus mellem to negle; europæerne, begærlige efter land og elfenben, når deikke lige prædikede lys og fremskridt for underpriviligerede folkeslag, og hans yngreafrikanske kolleger, der var mere skånselsløse, og mere uvillige til at lægge gamletraditioner som slavehandelen på hylden, end han selv.

9

Billede : Den notoriske slave- og elfenbenshandler TippuTib, som i det østlige Afrika fik opbygget et veritabelt

imperium af plantager og besiddelser - i et omfang derultimativt bragte ham på kollisionskurs med den belgiske

kong Leopold II's Fristaten Congo.

Da ekspeditionen forlod Zanzibar, med kurs modFristaten Congo, bestod den af Stanley og hans 8europæiske officerer, 620 zanzibaritter, 60 sudaneserehyret i Egypten, samt 12 somaliere. Dertil kom Tippu-Tibmed følge; godt og vel 100 mennesker inklusive hansharem bestående af 35 koner.

Ankomst til Congo: "Hvad for enekspedition?"

Valget af rejserute viste sig afgørende for ekspeditionens færd. Congo-ruten gjorde rejsenflere tusind mil længere, hvilket til dels skulle udlignes ved transport med Fristatensdampskibe på floden Congo. Men da ekspeditionen langt om længe ankom til Congo, stødteden på sine første vanskeligheder. Fristaten Congo havde ikke hørt noget om nogenekspedition, og de floddampere som Stanley var blevet lovet var i brug andetsteds.Ekspeditionens ankomst kom som en stor overraskelse for mange af Congo-statensembedsmænd. Dette skyldtes efter alt at dømme ikke at kommunikationsvejene mellemAfrika og Europa var specielt dårlige. Datidens bureaukratier kunne mobilisere og organiseremeget store projekter og ved hjælp af telegrafen også over store afstande. Men der kunnestadig gå kludder i kommunikationen, måske især specielt når det galdt samarbejdeimellem forskellige europæiske magter, eller som i Emin Pasha-ekspeditionens tilfældeimellem et privat initiativ og op til flere involverede europæiske og afrikanske magter.

Stanley tog dog ikke et nej for et nej. Efter megen overtalelse og magtanvendelse lykkedesdet ham at 'låne', hvilket vil sige at bemægtige sig, en række floddampere fra de lokalemissionsstationer, der således blev ladt uden transportmidler. Stanley sikrede sig enddog ateventuelle klagebreve blev opsnappet og således ikke kom afsted før ekspeditionen var velpå vej.

Men den erhvervede flåde stod ikke mål med den forventede transportevne, og medførte aten større del af ekspeditionen måtte marchere med bærere og oppakning langs flodbredden.Allerede her blev ekspeditionen delt i flere afdelinger, ofte adskilt af flere mil imellem sig.Ekspeditionen besværedes yderligere af de mange vandfald ved Congoflodens udmunding,som gjorde indsejlingen til floden vanskelig. Stanley havde tidligere på konferencer i Europabetegnet Congo-floden som Afrikas hovedvej, men endnu et stort arbejde forestod for atrealisere den drøm. Planerne om en jernbane var kun lige akkurat i deres vorden. På trodsaf at Leopold til stadighed postede sine sparepenge i at gøre en stat ud af dette uvejsommeområde, var Fristaten ubehjælpsomt trængt for økonomiske midler; på fallittens rand.

Ekspeditionens uventede march de 1000 mil op ad Congo-floden kostede kræfter ogressourcer, og i sidste ende menneskeliv. Hele regionen var allerede måneder forindenekspeditionens ankomst ramt af hungersnød, og derfor fattigt på føde, delvist på grund afarabiske banders hærgen efter slaver og elfenben. Dette betød for det første at alleekspeditionens deltagere måtte leve på skrabede rationer, og for det andet at en del af de

10

sorte bærere, som for det meste var tidligere slaver eller straffefanger, benyttede enhverlejlighed til enten at desertere, eller at skaffe sig mad og forsyninger ved at plyndrenærliggende landsbyer. Begge dele betød yderligere vanskeligheder. For det førsteubehageligheder fra de plyndrede stammer, som bestemt ikke lå inde med føde i størremængder. Og slet ikke nok til at brødføde en ekspedition på 5-600 mand. For det andetmistede bærere, deserterede eller døde af sult eller sygdom. Blot en måned efterekspeditionens start havde man mistet hele 57 mand.

Billedet : Den hvide mands bagage. Sorte bærere bringer forsyninger og ammunitionskasserind i ekspeditionens lejr under et voldsomt uvejr. Illustration fra I det mørkeste Afrika.

De indledende vanskeligheder gav desuden næring til splid og intriger indbyrdeseuropæerne imellem. Det kom til flere konflikter imellem Stanley og flere af hans officerer,hvor Stanleys følge fik syn for hans utålmodighed og det spirende raseri, der skjulte sig baghans sædvanligt ordknappe og fyndige facon. Mest udtalte blev konflikterne medekspeditionens næstkommanderende, Major Edmund Barttelot. Her kunne man nærmesttale om ondt blod. Barttelots stolthed og klassebevidsthed gjorde at han betragtede Stanleysom hans socialt underlegne, mens Stanley på den anden side anså Barttelot for at være enopblæst, arrogant overklassedreng. Især Barttelots utålmodighed overfor de sorte bæreregjorde ondt værre. Selv de øvrige europæiske officerer var chokerede over de stærktracistiske holdninger, som Barttelot luftede i tide og utide. Zanzibaritterne gav hamøgenavnet 'M'tu Menu' - 'manden der viser sine tænder'. Stanley tog ofte Zanzibaritternesparti i skænderier med de hvide officerer, og så iøvrigt ud til at befinde sig langt bedre iselskab med de sorte bærere end blandt sine europæiske ledsagere. Her kunne han væreden ubetingede leder og faderfigur. Han holdt sine planer for ekspeditionen for sig selv. "Asa leader of men I could not hob-nob with my officers ... I have had no friend on anyexpedition, no-one who could possibly be my companion, on an equal footing, except while

11

with Livingstone... My only comfort was my work. To it I ever turned as to a friend".7

Tabet af bærere betød tab af transportmuligheder. Færden igennem denuigennemtrængelige og dystre jungle ikke blot sænkede ekspeditionen, men skabte etalvorligt praktisk problem : Transporten af de mange kasser ammunition til Eminsundsætning. Stanley traf derfor en rask, men fatal beslutning. At dele ekspeditionen op vedYambuya. Halvdelen af ekspeditionen skulle efterlades for at afvente bærere. Tippu-Tibhavde ladet sig overtale af Stanley til at levere 600 bærere til bagtroppen til gengæld forammunition. En fortrop bestående af de mest raske og pålidelige bærere skulle, underledelse af Stanley og halvdelen af de øvrige europæere, trænge igennem regnskoven medstormskridt, for at komme Emin til undsætning så hurtigt som muligt. Han formodedes atvære i en slem knibe.

Stanley forsøgte at overtale den lokale høvding i Yambuya til at sørge for sine syge ogsårede, og iøvrigt give føde og husly til bagtroppen, indtil han vendte tilbage igen. Daforhandlingerne, overraskende nok, fik et negativt udfald, iværksatte han et raskt angreb pålandsbyen, der således blev erobret, men også lod bagtroppen i en prekær situation,omgivet af fjendtlige indfødte; uden åbenbar adgang til de livsnødvendige føderessourcer.

Stanley regnede med at han kunne være tilbage i Yambuya for at hente resten afekspeditionen indenfor få måneder. Men han tog fejl. Og ikke blot på dette punkt. Stanleybesluttede for det første at overlade kommandoen over bagtroppen til Barttelot, som detvar tydeligt for enhver, at han ikke havde tillid til. For det andet stolede hverken Stanleyeller Tippu-Tib på den anden, og det viste sig at Tippu-Tib enten ikke kunne eller ville leverevaren. Tippu-Tib forventede ammunition til gengæld for at levere bærere, men Stanley varikke tilstede til at overholde sin del af aftalen. Og selvom Tippu-Tib var så behjælpelig sommuligt overfor Barttelot, så var Barttelot ikke til sinds at udlevere den sparsommeammunition, som skulle bruges til at forsvare bagtroppen imod angreb fra de forurettedeindfødte.

Bagtroppen kunne vente til døden indhentede den.

Billedet : Ekspeditionen forcerer detvanskelige terræn i Ituri regnskoven.Illustration fra I det mørkeste Afrika.

Stanley havde beregnet dengeografiske afstand fra Yambuya tilLake Albert forkert. Der viste sig atvære ca. dobbelt så langt somforventet. Denne del af rejsen vardesuden uudforsket land. Denmassive og uigennemtrængelige Ituriregnskov havde aldrig før været krydset af europæere. Mange indfødte stammer i områdethavde aldrig før set en hvid mand.

Fortroppen måtte for det første kæmpe mod fjendtlige stammer. Der kunne ikke handlesmed de indfødte. Alt skulle bemægtiges med magt, hvilket kostede liv og... ammunition.Den ammunition som skulle komme Emin Pasha til undsætning. Dertil kom sygdomme.

7. Autobiography s. 351, cit. hos Smith s.112-13

12

Sumpenes malaria, og de barfodede bæreres udsathed overfor forgiftede pigge iskovbunden, som var sat op af de fjendtligt indstillede indfødte for at hindre de ubudnegæster. Der blev kastet en dyster stemning af død over hele ekspeditionen, nærmest somen forbandelse; psykologisk forstærket af at næsten intet dagslys trængte igennemregnskovens tætte bevoksning.

Hvid mands byrde... en klods om benet

De mange kasser ammunition og forsyninger til Emins undsætning blev altså hurtigtekspeditionen en klods om benet. De bærere som Tippu-Tib efter mange måneder endeligtskaffede, var dels utilstrækkelige, og mente dels at de var hyret som bevæbnet eskorte, ognægtede ergo at bære mere end en riffel og en vadsæk. Bagtroppens leder, Major Barttelot,endte med at pakke kasserne om, og sende størstedelen tilbage til kysten.

Billedet : Bagtroppens øverstkommanderende,major Edmund Musgrave Barttelot i 1887.

Barttelots militære skoling og victorianskeopdragelse; slavisk at følge sin 'chain-of-command', blev bagtroppen slemt til ulempe.Han var ganske enkelt ude af stand til at træffeen selvstændig beslutning under de fremmedeog aldeles fjendtlige omstændigheder. Mendybest set virker han som et offer.Ekspeditionen var lagt an som en militærrednings-ekspedition, mens der for Stanley oghans arbejdsgivere Mackinnon og Leopold IIvar et væld af sammenvævede motiver bag.Dybest set var Stanleys beslutning om atoverdrage kommandoen til Barttelotuansvarlig, set i lyset af Battelots manglendekompetence, og det alt for sparsommeinformationsniveau Stanley og de europæiskeofficerer imellem.

Barttelot ville følge ordrer, og forventede at hans egne ordrer blev fulgt. Stanley havdeefterladt en ordre om at vente på bærere. Da det viste sig ikke at kunne lade sig gøre,valgte Barttelot at telegrafere efter ordrer fra England, dvs. sende en mand 5-600 mil nedtil kysten med blot det ene formål... Da der endelig kom svar, var ordren at holde sig tilStanleys ordre. Men da var katastrofen indtruffet. Lejren hensygnede ganske langsomt, ogmere end 2/3 af bagtroppen i Yambuya omkom ganske enkelt af sult, sygdom, eller somfølge af interne stridigheder og de uhyrlige afstraffelsesmetoder, som blev indført for atforhindre tyveri og deserteringer.

Barttelot var selv een af de omkomne, selvom hans egen død mere kan tilskrives et hidsigttemperament og en håbløs intolerance overfor de sorte bærere. En sen aften blev han skudtned, da han ville standse et muntert lag blandt de indfødte. - De generede hansnattesøvn...

13

Keeping Up Appearances

Barttelots manglende evne til at tage en selvstændig beslutning i det barbariske fremmede,synes ikke enestående. At overleve under de fremmede og truende livsbetingelser iurskoven indebar på den ene side at kaste alt hvad der hed moral og humanisme overbord,for at kunne skaffe sig føde, medicin og ammunition; og det på afrikanske betingelser. Påden anden side at opretholde en forestilling om Europa og det at være europæer, for stadigat skille sig ud; for at skabe distance til barbariet; for ikke at synke ned i den sortemalstrøm som Conrad beskriver så dæmonisk i Heart of Darkness.

De mange skildringer af ekspeditionen fortæller således meget om hvad det vil sige at væreeuropæer kontra afrikaner. Det er ikke bare de mange kasser der skal transporteres derbliver til ulempe. Det er også den mentale bagage; alle de forestillinger som europæernegør sig om at være europæere, der bliver vendt op og ned på - men til stadighed søgtfastholdt. De europæiske ekspeditionsdeltagere ville bringe lys og fremskridt til Afrika - menendte som psykologiske kastebolde, der risikerede helt at miste kontakten til dereseuropæiske identitet.

Da de første nyheder om bagtroppens elendige skæbne nåede Europa væltede skeletterneud af skabet. En episode som vakte særligt stor rædsel i den victorianske presse var det derblev betragtet som storvildtsjægeren Jamesons medvirken til kannibalisme. Jameson, en afbagtroppens efterladte europæiske officerer skulle angiveligt have iagttaget og skitseret enkannibalistisk nedslagtning af en ung pige, angiveligt arrangeret ved Tippu-Tibs velvilligeassistance.

Episoden opfattedes i Europa som et soleklart eksempel på ekspeditionens forbryderiske ogryggesløse fremfærd i Afrika. Men i Afrika kunne situationen meget let opfattes anderledes.Som nævnt tidligere var det at stryge sine skjorter hos Conrad et middel til at opretholdesine forestillinger om europæisk identitet i 'det mørke Afrika'. For Jameson var det at tegnesine skitser et middel til selvopretholdelse. Selvopretholdelsesdriften bestod ikke i at deltagei de indfødtes eventuelt kannibalistiske ritualer, men i at holde afstand, ved eksempelvis atlave skitser på en tegneblok, eller ved systematisk at føre dagbog eller skrive breve, selvompostgangen var slemt upålidelig. At opretholde en europæisk distance. Ord og begreber,videnskab, det var noget Afrika ikke havde. Rene skjorter, benbeklædning, støvler. Det varmed til at skille de europæiske rejsende ud fra de splitternøgne indfødte, når mentalitetenog omstændighederne ikke længere gjorde det. Det kunne redde dem fra at drukne i denneidentitetsløse afrikanske malstrøm.

Jameson døde senere af malaria; den selvsamme dag som Stanley endelig, efter at have'reddet' Emin Pasha, nåede tilbage til Yambuya for at samle resterne af bagtroppen op.

Fortroppen

Fortroppen fik som nævnt hurtigt så store kontroverser med fjendtligtstillede stammer, atstørstedelen af ammunitionen blev brugt endnu før den kunne undsætte Emin. Atekspeditionen overhovedet nåede frem, må tilskrives Stanleys formidable viljestyrke oglederevner, samt den ukuelige læge Thomas Parke, en af de få europæere dertilsyneladende var i stand til at holde en fuldstændig nøgtern, videnskabelig distance tilbarbariet omkring ham. F.eks. reddede den unge læge en anden af fortroppens officerer, dadenne blev ramt af en forgiftet pil, ved resolut at suge giften ud på stedet. Derudoverpassede og plejede Parke sin arbejdsgiver med kritisk omhu, da Stanley efter strabadsernemåtte give fortabt til et angreb af malaria; og han reddede dermed også hans liv.

14

Billedet : Illustration fra I det mørkeste Afrika (bd. I, s. 394) af Stanleys møde med Emin29. april 1888. Bemærk hvordan de europæiske rejsende på tegningen opfører sig civiliseretog værdigt giver hånden - imens de "vilde" zanzibaritter bryder ud i spontan jubeldans.

Ekspeditionen nåede efter månedsvis af prøvelser i regnskoven frem til mere åbent land;Emins provins. Men idet ekspeditionen stod ved bredden af Lake Albert rejste spørgsmåletsig; hvor var Emin? Undervejs var der i europæernes bevidsthed, igennem de mange dystreprøvelser, opstået et billede af Emins provins som et slags mini-Europa, en civiliseretenklave under belejring af arabiske styrker. Nu viste det sig, at Emins egne garnisoner imellemtiden havde gjort oprør, og at Emin holdtes som fange af sine egne ansatte ogmilitser. Stanley kunne knapt styre sit raseri; hvad var det for en guvernør, som lod sigpiske rundt med af sine egne soldater? Situationen virkede absurd. Ekspeditionen var knapti stand til at bevæge sig ud af stedet, pga. de mange syge og sårede, og der var ikke nogentil at tage imod de mange kasser, som har kostet så mange menneskeliv.

Da ekspeditionen endelig fandt Emin, og fik forhandlet en ordning på plads med hansgarnisoner, blev det Emin der undsatte ekspeditionen, og ikke omvendt. Emin kunneforsyne de europæiske officerer med rene klæder og ny ammunition. Det viste sig, at deregentlig var rigeligt med fødevarer og medicin. Truslen fra de mahdiistiske styrker var reel,men ved taktiske tilbagetog var det indtil videre lykkedes Emin at holde araberne påafstand. Desuden var det også lykkedes ham via et par handelsforbindelser at fåammunitionen til at strække længere. Ækvatoria forekom Stanleys følge at være etslaraffenland i forhold til de trængsler de måtte igennem for at undsætte den 'hårdttrængte' provins, og Emin forekom at være en ganske ressourcestærk leder.

15

Emin og Stanley kunne trykke hinanden i hånden og holde det historiske møde, hvor dedelte den flaske god champagne, som Stanley med megen omhu havde sikret sig at havemed i bagagen. Da der faldt ro på i Ækvatoria, marcherede Stanley tilbage til Yambuya,med et halvt års forsinkelse, hvor han fandt lejren hensygnet til døde. Her fik han et mindreraserianfald, fordi Barttelot i mellemtiden havde pakket hans personlige ejendele om, ogsendt dem ned til kysten. Og så gik turen ellers tilbage til Emins provins endnu en gang.Stanley og hans hårde kerne af bærere gennemkrydsede altså regnskoven ialt tre gange -til fods vel at mærke, hvilket må siges at være en fænomenal bedrift.

At bringe trofæet hjem

Mackinnons idé om en handelsindgang til Østafrika blev forladt. Stanley fremførte sinarbejdsgivers tilbud om ansættelse til Emin, men forlod hurtigt forslaget igen, da han indsåkonflikten imellem dette tilbud og det at føre Emin i sikkerhed til kysten. At bringe trofæetmed sig hjem.

Da Stanley 15 år tidligere fandt Livingstone, var der stor skepsis overfor hvorvidt denneamerikaner overhovedet havde gjort hvad han sagde han havde. Nemlig fundet Livingstone.Denne gang skulle der ikke være nogen tvivl. Stanley blev gradvist mere og mere irriteretover Emins nølen mht. at forlade Ækvatoria, som efter Stanleys begreber tydeligvis ikkekunne forsvares. Han besluttede at tage ham med magt. Emin skulle reddes, hvad entenhan ville eller ej. At det var Stanley magtpåliggende at få Emin med sig, viser Eminsdagbogsoptegnelser, hvoraf det fremgår at han følte sig som en fange. Stanley posteredef.eks. "vagter" ved Emins hytte, efter at han før var sluppet væk fra ham under det interneoprør i Emins provins månederne forinden. Men tydeligt nok for enhver var det, at disse"vagter" i lige så høj grad var fangevogtere.

Sagen var den, at Emin i virkeligheden ikke ønskede at blive "reddet". Han havde fundet dethan søgte, i Afrika. Da Stanleys tålmodighed slap op, og Emin blev tvunget med til kysten,var det tydeligt at Emin kun forlod provinsen med den største modvilje.

Forhåbningerne om at finde store lagre af elfenben i Emins besiddelse blev godt nokindfriet, men ekspeditionens håbløse mangel på bærere gjorde at idéen om at transporteredet ud til kysten hurtigt blev forladt. Selve Emins undsætning og eskorte til kysten villeblive prøvelse nok, uden adskillige ekstra ton dødvægt. Forhåbningerne om en kommercielgevinst ved ekspeditionen blev således slemt skuffede. Det samme gjaldt forventningerne ioffentligheden om genrejsning af den nationale ære. Offentligheden kunne i årevis efterekspeditionen svælge i de lig i skabet som de offentliggjorte rejseskildringer ogkontroverser efterfølgende afslørede. Den store festivitas og anerkendelse kunne ikke skjulede meget lidt konkrete resultater af ekspeditionen. Leopold fik ikke sit Congo-imperium tilNilen. Og Emin... han ville tilbage til sin provins.

Under den store festivitas på konsulatets regning, der fulgte ekspeditionens afslutning,vandrede Emin på mystisk vis ud fra et førstesalsvindue, og faldt ned på gaden. Hanhavnede på hospitalet. Nogle sagde at han havde drukket. Andre, at han blot ikke kunnefinde sine briller. Stanley og de øvrige europæere nægtedes adgang til hospitalet; dagenefter viste det sig at Emin havde taget hyre for "Der Kaiser", for straks efter sithospitalsophold at vandre ind i junglen igen med tysk eskorte.

16

Billede : Efter sin undsætning tog Emin Pasha hyre for den tyske kolonimagt, der imellemtiden havde taget besiddelse af det sydlige Østafrika (det nuværende Tanzania) ogvar på vej til at ekspandere længere ind i kontinentet. Samtidig vittighedstegning fra Punch.

17

De eneste ambitioner der blev opfyldt, var Stanleys egne geografiske ambitioner. Ituriregnskoven blev gennemrejst og kortlagt. Det blev endegyldigt fastslået at Congo-Aruwimi-floden og Nilen ikke havde samme udspring, og det var så enden på det mysterium.Derudover opdagede Stanley Herodots legendariske Mountains of the Moon (Ruwenzuri-bjergene), som Livingstone forgæves havde søgt før ham. Men det var unægteligt et magertresultat set i lyset af ekspeditionens betragtelige menneskelige omkostninger.

Stanley og Emin

To personer der om nogen var i stand til at finde sig til rette dybt inde i det mørkekontinent, var Stanley og Emin. Forskellen imellem de to er ellers den der er mestiøjnefaldende, og kun Richard Hall gør faktisk den iagttagelse at deres ligheder er så megetdesto mere påfaldende.

På den ene side har vi den begavede, besindige og naturinteresserede Emin, en europæerder regerede klogt og civiliseret blandt muslimer... og tolerant har han også været. I skarpmodsætning hertil den brovtende og brutale Stanley, der efterlod et blodigt spor af knustemenneskeskæbner og afbrændte landsbyer hvorend hans vej førte ham - men hvisformidable lederevner og udholdenhed gjorde ham i stand til at fuldføre sit umulige projekt.Deres forskellige temperamenter var vanskeligt forenelige og de udviklede i Emin Pasha-ekspeditionens sidste fase et dybt modsætningsforhold til hinanden.

Emin var født tysker, men rejste væk hjemmefra for at kunne arbejde som læge og dyrkesin interesse for botanik og insekter. Stanley var født i Wales men stak til søs som ung.Begge fandt deres navn og identitet i et fremmed land. Emin var født Edouard Schnitzer,Stanleys dåbsattest viser navnet John Rowlands. Ad omveje adopterede de begge Afrikasom deres hjemland. Emin som en kærlig, sprogkyndig vejleder for en afsidesliggendeegyptisk provins. Stanley som en utrættelig opdagelses-rejsende og slavepisker pågentagne togter for at afdække "Det Mørke Afrika" dets hemmeligheder. De følte sig beggebedst hjemme i vildnisset.

Stanley erklærede ligefremt at "the heart of Africa is anywhere preferable to the heart ofthe greatest city in the world". Men både Stanley og Emin fremtræder som splittede imellemcivilisationen og Afrika, på lignende måde som vi har set det være tilfældet for de øvrigeeuropæere. "Civilisation never looks more lovely than when surrounded by barbarism, andyet, strange to say, barbarism never looks so inviting to me as when I am surrounded bycivilisation."8

Den samme splittelse viste sig hos Emin. Selvom han befandt sig vel i hjertet af Afrika,søgte han en bekræftelse hos for det første de egyptiske myndigheder, og i anden omgang iEuropa, i England og hos de britiske missionærer i området. Europæernes tilstedeværelsebekræftede hans liv og arbejde; gav det en mening han ellers ikke kunne finde i Afrika.

Det der gjorde at Stanley og Emin var i stand til at overleve som europæere i Afrika, varderes evner til at tilpasse sig. Emin gjorde det ved at lære adskillige sprog flydende, bl.a.swahili, arabisk, tyrkisk m.fl. og ved at tilpasse sig, f.eks. at evakuere sin provins og trækkesig sydpå hver gang de mahdiistiske styrker kom for tæt på, dvs. ved at undgåkonfrontationer. Et karaktertræk som gik igen i Emins måde at regere internt på.Eksempelvis stod han konfliktsky og magtesløs overfor det kupforsøg fra hans egnegarnisoner som besværliggjorde ekspeditionens sidste fase.

8. Autobiography s. 527

18

Stanley havde tilegnet sig mere målbevidste og skånselsløse metoder. Stanleysekspeditioner blev som oftest underkastet en brutal disciplin, og Emin Pasha-ekspeditionener ingen undtagelse. Desertører blev piskede og lagt i lænker, og der er flere eksempler påhenrettelser. Men Stanley betragtede også sine bærere med kærlig omsorg som var de hansbørn, og der herskede udbredt tillid til ham som en leder de kunne stole på ville bringe demfrelste igennem de umådelige vanskeligheder, han udsatte dem for. Disciplinen var etredskab til at styrke dette bånd imellem Stanley og hans bærere, som skulle sikreekspeditionens overlevelse under strenge forhold, som ellers ville betyde den sikreundergang. For ekspeditionens bagtrop var Stanleys fravær og bagtroppens officerersmanglende evne til at tilpasse sig angiveligt stærkt medvirkende til dens miserable skæbne.

Andre af Stanleys metoder, såsom at blande blod med lokale høvdinge, samt f.eks.sædvanen med at kidnappe de lokale stammers kvinder og børn, i bytte for hårdt trængtefødevarer, virkede meget lidt europæiske. Det beskrives hvordan stammens ældste stille ogroligt kommer ind til Yambuya for at aflevere løsesummen, og samtidig er der også lige tidtil at ryge en pibe tobak omkring bålet med de europæiske officerer, sådan i alvenskabelighed. Og så får kvinderne lov at gå hjem.

Også Stanleys afstraffelsesaktioner, som i den victorianske presse blev skarpt kritiseret forat være "barbariske"; f.eks. nedslagtning og nedbrænding af hele landsbyer, virker netop...barbariske. Et indicium for at også Stanleys barske fremfærd i virkeligheden mere erafrikansk inspireret, end europæisk. Europæerne lærte at gebærde sig brutalt af de"barbarer" som de ville bringe lys og fremskridt.

Stanley forsvarede sig med næb og kløer i pressen. Men lige meget hjalp det. Ingen iEuropa kunne nogensinde forstå hvilke betingelser der mødte europæeren i Afrika. Hanforblev i manges øjne en brutal, amerikansk vagabond, som kun kunne finde fred i hjertetaf Afrika. Men Stanley kom aldrig tilbage til Afrika igen. Han giftede sig med en pænmiddelklassepige, billedkunstneren Dorothy Tennant, og tilbragte sine sidste år sommedlem af underhuset for de konservative, - hvor han som oftest blev set tage en stille lur.

19

Billede : Stanley (i midten) med fortroppens officerer, fra venstre Thomas H. Parke(ekspeditionens læge), Nelson, Stairs og Arthur Mounteney-Jephson. Jephson har efterladten åbenhjertig øjenvidneskildring i form af sine ufiltrerede dagbogsoptegnelser fra heleekspeditionen, som velkomment supplerer Stanleys redigerede og bredt publiceredefremstilling I det mørkeste Afrika.

Imperialismens arv

For andre, der voksede op med Stanleys bøger og fortællinger om rejser 'i det mørkesteAfrika' (herunder også forkortede udgaver for børn) blev han en helt og et forbillede. Eteksempel til efterfølgelse for den næste bølge af eventyrere, soldater og administratorer,der søgte til Afrika for at bringe lys og fremskridt til mindre priviligerede folkeslag.

På samme måde som Afrika i 1800-tallet tvang europæerne til at tage deres identitet ogeuropæiske normer og begreber op til overvejelse, for overhovedet at overleve, giver EminPasha-ekspeditionens uhyrligheder stof til eftertanke idag. Imperialismens arv sniger sigganske stille og roligt ind af vores bagdør, og på mange måder lever vi stadig i en verden,hvor vi i vesten må bære "den hvide mands byrde", og føler os forpligtede eller nødsagedetil at frelse verden og bringe mindre priviligerede folkeslag lys og fremskridt. Vi bærerstadig rundt på ammunitionskasser, for at komme folk til undsætning i afsidesliggendeområder. For alternativet - barbariet - er for frygteligt til at acceptere. Vi må stadigcivilisere, opdrage, piske og disciplinere.

20

Vi ser det i vore aviser, når en kvinde i et afrikansk land bliver dømt til døden ved stening,fordi hun vil skilles fra sin mand - og vi søger at hævde universelle menneskerettigheder.Når forældreløse børn udnyttes som børnesoldater i en af de utallige borgerkrige, der harhærget og stadig hærger det afrikanske kontinent - og det eneste vi kan gøre er at købe etstøttemedlemsskab til Unicef.

Vi ser det i tv, når hutuer og tootsier slagter hinanden i titusindvis i en stammekrig, derbringer mindelser om etniske udrensninger, som vi stadig har svært ved at bearbejde ogforholde os til i vores del af verden. Vi er her vidner til et barbari og et blodbad, som vi ikkehar en kinamands chance for at forstå.

Vi ser det intensiveret på film, når masserne af sorte militsfolk med mobiltelefoner og tungemaskingeværer overmander amerikanske soldater i Black Hawk Down, og slæber ligenerundt i Mogadishus gader.

Vi ser det, når et passagerfly kapres og anvendes som et terrorvåben imod et afverdenshandelens mægtigste symboler - og bringer hele den vestlige verden i en tilstand afchok.

Vi ser og mærker det også i vore helt nære reaktioner - når vi møder frygtsomme somaliskeflygtninge på gaden, og når vi som en Barttelot ikke kan sove om natten, fordi de holderfest for hele familien inklusive fætre og kusiner, lidt længere oppe i opgangen. Det er nogetfremmed som vi ikke kender, og det gør os bange. Det er en sund og rimelig angst. Fordidet er et sundhedstegn at blive bange for noget, som er fremmedartet og utrygt.

Vi kan forsøge at holde barbariet på afstand.

Vi kan vælge at være som Emin Pasha. Eftergivende, forstående, tålmodige. Vi kan givepenge til Folkekirkens Nødhjælp og andre nødhjælpsorganisationer ved den årlige nationalestøtteindsamling. Vi kan købe en ulandskalender og give en ged i julegave til svigermor. Ogvi kan sætte humanitære indsatser i værk for at afværge frygtelige hungerkatastrofer iSudan, Etiopien eller Somalia - og sætte vores lid til at disse folk snart vågner op af sigselv, vælter deres fæle diktatorer og ændrer deres egne livsvilkår til det bedre.

Eller vi kan gå strammervejen, som Stanley. Vi kan stramme flygtningekvoter ogimmigrations-lovgivning, og behændigt undgå de påtrængende gadesælgere fraFolkekirkens Nødhjælp og andre der vil slå plat på vores samvittighed. Slå hårdt ned påkriminaliteten blandt andengeneratonsindvandrerne. Afkræve og aftvinge os respekt. Vi kandeltage i militære operationer - med eller uden mandat fra FN - for med magt at afsættekorrupte og diktatoriske tyranner i den tredie verden. Vi kan gennemtvinge demokratiskevalg og knuse enhver opposition, uden at indse paradokset i det vi foretager os.

Alt dette har stået på længe.

Men vi bliver ikke fri af angsten, og slet ikke ved at gentage fortidens fejltagelser. Vi kanikke tro, at bare fordi vi handler - som en Emin eller en Stanley - så vil dette resultere inoget, der kan dæmme op for vores frygt.

Det er ikke mere end blot lidt over 100 år siden at den første europæer satte sine ben i Ituriregnskoven. Tror vi virkelig stadig at vi kan forandre noget ved at diktere statsdannelse,humanisme, lys og fremskridt til underpriviligerede folkeslag? Ved at synge den evigelovsang af demokratiet og vestlige værdier? Hvor mange menneskeliv skal dette projektkoste, før nogen indser at det er et mindst ligeså hasarderet og absurd projekt som at ville

21

transportere 800 kasser ammunition og fødevarer tværs igennem urskoven til en nærsynetlille mand, som udmærket var i stand til at klare sig selv?

Måske er det på tide at overveje hvor storslåede de europæiske idealer egentlig er; at sefrygten for det fremmede i øjnene og at finde måder, hvorpå vi kan leve med det fremmedeog vores angst for det fremmede og ukendte, uden at skulle forandre resten af verden.

Det er der god grund til. Måske rummer den frygt kimen til, hvad vi kan lære af Afrika og afden fælles fortid der hedder den ny imperialisme. Det kræver detailstudier, og et åbent,kritisk blik på historien. Og ikke mindst kræver det mod og viljestyrke til at erkende, når derer noget vi ikke forstår og ikke skal 'redde'. Jeg er stolt af at være europæer og dansker.Men Europa rummer ikke alverdens lyksalighed. Og det er ikke en vægt vi bør tage på voreskuldre. Den risikerer at blive os slemt til byrde, som den var det for lidt mere end 100 årsiden, da Stanley skulle redde Emin Pasha.

Litteratur

Der eksisterer adskillige vellykkede og anbefalelsesværdige fremstillinger af Emin Pasha-ekspeditionen. Iain R. Smiths forsøg er uden tvivl det mest gennemarbejdede, hvad angården rent stringente, kildenære fremstilling af begivenhederne. Interesserer man sig for depsykologiske og sociale aspekter, kan også Richard Hall, Tim Youngs og Tony Gouldanbefales.

Halls Stanley-biografi glimrer iøvrigt (ligesom Smiths fremstilling) ved at være velfunderet,velskrevet, og iøvrigt utrolig spændende historielæsning. Det samme kan siges om JosephConrads nærmest selvbiografiske og stærkt foruroligende Heart of Darkness.

• Brantlinger, Patrick M. : "Heart of Darkness : Anti-Imperialism, Rascism, orImpressionalism?", i Conrad, Joseph (ed. R. C. Murfin) : Heart of Darkness, NewYork, 1996.

• Conrad, Joseph (ed. R. C. Murfin) : Heart of Darkness. Complete, Authoritative Textwith Biographical and Historical Contexts, Critical History, and Essays from FiveContemporary Critical Perspectives, New York, 1996.

• Gould, Tony : In Limbo. The Story of Stanleys Rear Column, London, 1979.• Hall, Richard : Stanley. An Adventurer Explored, London, 1974.• Jones, Roger : The Rescue of Emin Pasha, London, 1972.• Smith, Iain R. : The Emin Pasha Relief Expedition 1886-1890, Oxford University

Press, 1972• Stanley, Henry M. : I det mørkeste Afrika Bd. I-II, i oversættelse af Charles Antoine

Delgobe og Bernhard Geelmuyden, P. T. Mallings Boghandels Forlag, Christiania,1890 (org. Stanley, Henry M. : In Darkest Africa, London, 1890)

• Stanley, Henry M. (ed. Dorothy Stanley) : The Autobiography of Henry M. Stanley,New York, 1909, 1969.

• White, Stanhope : Lost Empire on the Nile, London 1969.• Youngs, Tim : Travellers in Africa. British Travelogues, 1850-1900, Manchester,

1994.

Denne artikel startede sit liv som undertegnedes pensumreduktionsopgave på andetsemester ved historiestudiet på Syddansk Universitet, 1999, og blev i en bearbejdet formtrykt i de historiestuderendes tidsskrift Rubicon, nr. 4, 8. årgang, 2000. Artiklen hardesuden været publiceret via web på http://crewscut.com. Den optræder her i en revideretversion, med flere omskrevne og enkelte helt nye afsnit.

22