Hvor går en vandreklit hen? BioCCS (BECCS ... · kohæsionskræfter binder sandkornene sam-men. Se boksen om vindsortering side 3 for en kortfattet præsentation af kornstørrelser

● Hvor går en vandreklit hen?● BioCCS (BECCS)● Nordøsthimmerlands kystudvikling● Aabenraa-modellen:

Jordskred former landskabet

GEOVIDEN_3_2018-kopi.qxp_Jordskred 14/09/2018 11.36 Side 1

Hvor går en vandreklit hen?Råbjerg Miles vandring gennem 130 år

02 GEOVIDEN NR. 3 2018

Mange har besøgt Råbjerg Mile på SkagenOdde i Nordjylland, og er blevet imponeretover at så meget sand er samlet på ét sted. Or-det mile stammer i øvrigt fra det oldnordiskeord melr, der betød sandbanke. Betegnelsenvandreklit er nyere, og blev brugt af K.J.V.Steenstrup i 1894 i hans beskrivelse af klit-terne på Vestkysten. Her skriver han: ”Klitterkunne dannes, hvor som helst vinden har ad-gang til løse sandlag, og begynder sandetførst at flyve, kvæles de almindelige planter,og de planter, der kun eller bedst trives i flyve-sand, indfinde sig saa, og dermed begynderden mærkelige samarbejden mellem flyve-

sandet og klitplanterne, hvis resultat er klit-ten. Paa en maade kunde man ogsaa gjernetale om en kamp mellem flyvesandet og klit-planterne; thi tilsyneladende søger den enejo at kvæle den anden; men der er jo det ejen-dommelige ved denne strid, at de begge tri-ves bedst, naar de omtrent er lige stærke. Faarderimod den ene af dem, f. ex. flyve sandetovertaget, vandre det ustandseligt videre, tildet enten forsvinder i havet, en sø eller enflod, eller til det under forandrende forholdendeligt bliver overvældet af klit, og som et lil-le bjerg eller en lille bjergkæde bliver liggen-de, bundet og bastet af millioner af plante -

stængler og planterødder”. Råbjerg Miles ud-vikling gennem de sidste 130 år kan på bedstevis illustrere Steenstrups beskrivelse af kam-pen mellem sandet, vinden og vegetationen.

Blandt fagfolk beskrives klitter efter deresform (barkaner, parabelklitter og mange flere),og ser man på kort eller luftfoto, kan man se atRåbjerg Mile har en parabelform, hvor armenepeger mod den dominerende vindretning ogderfor er en parabelklit, se figur 1. Steenstrupvar i øvrigt også den første, der brugte beteg-nelsen parabelklit om de tydeligt U-formede,delvist stabiliserede klitter, han så langs Vest-kysten. En betegnelse som har vundet indpas– også internationalt – i senere klitstudier.

Råbjerg Mile er Danmarks eneste aktivevandrende parabelklit og er med sine ca. 4mio. m3 sand blandt de største i verden. Rå -bjerg Mile vandrer fra vestsydvest mod øst -nordøst og har i perioden 1887–2014 be-

Figur 1. Ortofoto af nordlig del af SkagensOdde, samt højdemodel af Råbjerg Mile,der viser klittens beliggenhed i 2014. Dendominerende vindretning er vestlig.

Danmarks eneste aktive vandreklit, Råbjerg Mile, har i løbet af de sidste 130 år ændretform fra at være en barkanlignende klit til at blive en parabelklit. I samme periode harvandringshastigheden varieret mellem 7 og 17 meter per år, og vandringsretningen erskiftet fra østsydøst omkring 1900-tallet til østnordøst i dag. Historiske kort og nyere3D-scanninger fra Råbjerg Mile-området kan sammen med vinddata fortælle en histo-rie om, hvordan parabelklitters dannelse og vandring styres af vind og vegetation.


GEOVIDEN NR. 3 2018 03

Karen L. AnthonsenGIS-geolog, [email protected]

Hvor går en vandreklit hen?Råbjerg Miles vandring gennem 130 år

Vinden er fantastisk til at sortere mellem de forskellige kornstørrelser (ler,silt, sand og grus), se diagram A. Grus er for tungt til, at vinden kan løftekornene fri af overfladen og bliver derfor liggende. Afhængigt af korn -størrelse og vindhastighed vil sandet enten svæve, hoppe (saltere), krybeeller trille hen over overfladen og samles til klitter (figur B, sandtransport),imens de lette ler- og siltkorn vil blive løftet højt op i atmosfæren og trans-porteret langt væk fra kilden (figur C, processer).

Vindsortering A

B

C


væget sig gennemsnitligt 12 meter per år oger dermed også én af de hurtigst vandrendeklitter, vi kender. Men klitten har ikke vandretmed en konstant hastighed; vandringsretnin-gen har ikke altid været mod østnordøst, ogmilens form har markant ændret sig siden1887. Dette fortæller os, at der har været æn-dringer i vindens hastighed og retning, i vege-tationsudbredelsen, samt i det landskab, somklitten vandrer henover.

Hvordan sand flytter sig og bliver til klitterI Danmark er kystklitternes udvikling delviststyret af vinden og delvist af vegetationen. Vilman se udviklingen af klitter, som alene er re-sultat af vinden, skal man opsøge områderuden vegetation. For bedre at forstå hvordanen klit kan ændre form er det interessant at sepå de processer, der opbygger klitter og styrerderes form – noget man selv kan opleve veden gåtur på milen.

Når det blæser omkring 3 m/s, nås den kri-tiske vindhastighed for sandtransport og sand -kornene vil begynde at bevæge sig. Sandkor-nene bevæger sig, fordi vinden skaber en zonemed lavere tryk over sandoverfladen og luft-molekylerne skubber til kornene. Hvis vindenaftager, eller sandkornene bevæger sig ind i etområde med læ, eller hvis overfladen ændrerkarakter fx på grund af vegetation, stoppersandtransporten og sandet aflejres. Derud -over vil nedbør nedsætte sandtransporten, dakohæsionskræfter binder sandkornene sam-men. Se boksen om vindsortering side 3 for enkortfattet præsentation af kornstørrelser ogprocesserne ved sandtransport.

En af de simpleste klitformer er barkaner,som er halvmåneformede klitter, hvor horne-ne vender væk fra vindretningen. Barkaner

dannes hurtigt i områder, hvor sand blæserhen over en relativ hård flade, se figur 2. For-men opstår, fordi sandet henover og i kantenaf en sandbunke vil blive transporteret hurti-gere end den centrale del. Efterhånden sommere sand fanges på den centrale del, vil klit-ten vokse i højde og på et tidspunkt blive højnok til, at der opstår en læside. Når læsidenhar en vinkel på 33°–34°, vil sandet skridened af læsiden som sandtunger. På den mådevil klitten begynde at vandre. Sandet trans-porteres op ad stødsiden, det aflejres og op-hobes på læsiden, og når vinklen bliver højnok, skrider sandet ned af læsiden.

Klitten vil vokse i størrelse ved stadig sand-tilførsel og moderate vindhastigheder. Ideellebarkanklitter er sjældne, da det kræver at vin-den i lang tid blæser fra samme retning. Så iområder, hvor vinden overvejende er fra énretning, men hvor det også i kortere perioderblæser fra andre retninger, vil barkanformenvære mere uregelmæssige og kaldes derforbarkanoid (barkanlignende). Er der megetsand i et område, kan flere barkaner voksesammen til klitrygge.

Barkanklitter og parabelklitter kan eksiste-re i samme klima og vindforhold, men de ad-skiller sig ved graden af vegetationsdække.Deres udvikling afhænger af vegetationens ev-ne til at binde sandet, som omvendt afhængeraf mængden af sand, som er tilgængeligt forødelæggelse af vegetationen. Barkanoide klit-ter findes, hvor sandmængden er stor nok til atødelægge næsten al vegetationen, mens para-belklitter findes, hvor sandtilførslen er ringe.Vegetationens kolonisation på de mere be-skyttede ydre skråninger af en klit vil fremmestabiliseringen og udviklingen af parabelfor-men, se figur 2. Parabelklitter vil derfor med ti-den udvikle arme, der vender op mod den do-

minerende vindretning, som det tydeligt sespå Råbjerg Mile. Råbjerg Mile er hvad man ifagterminologi kalder en kompleks mega-klit,da den overordnet er en parabelklit, men sam-mensat af mange mindre barkanoide klitter.

Råbjerg Mile i dagRåbjerg Mile er næsten 1 km bred og ca. 2 kmlang, når parabelarmene medregnes. Den cen -trale del af milen, parabelhovedet, er denhøjeste del af klitten, som hæver sig op til 20meter over det omgivende terræn. Går man entur ind over Råbjerg Mile fra vest mod øst mø-der man først afblæsningsfladen, som er detområde, klitten har vandret henover, se figur3A og B. Afblæsningsfladen er en jævn fladedækket af vegetation og med lave klitrygge.Det er værd at bemærke, at den sandede, fug-tige afblæsningsflade giver grobund for etunikt dyre- og planteliv – der lever bl.a. to ar-ter af planten Soldug, som er ’kødædende’ (fi-gur 3C). Variationer i grundvandsstanden be-tyder, at der til tider er en lavvandet sø tæt påmilen. De to parabelarme, der afgrænser af -blæsningsfladen mod syd og nord er megetforskellige. Den sydlige arm er lang og smal,og stabiliseret af vegetation, mens den nord-lige arm er kort og bred, og med kun lidt vege-tation. Fra afblæsningsfladen kommer manherefter til stødsiden, som hælder 6–7° modvest (figur 3A og D). Op mod milens højesteområde bliver hældningen mindre, og mannår milens læside, der hælder i østlig retning.Læsiden består af flere skredsider, der typisker 0,5–2 meter høje, men enkelte steder kande østligst beliggende læsider blive op til om-kring 5 meter høje (figur 3A og E). Foran læ -siden er et område, hvor de letteste sandkornaflejres og skaber en sand-platformbund, somklitterne vandrer hen over, se figur 3.


Figur 2. Forskelle på barkanklitter og parabel-klitter, der begge eksisterer i områder med éndominerende vindretning.


Udviklingen gennem 130 årDe faktorer, der primært styrer en klits form ogvandring, er vindhastighed og -retning, mennedbør og vegetation spiller også en væsent-lig rolle. Det er derfor først og fremmest inter-essant at bruge vinddata til at finde en sam-menhæng mellem vindmønsteret og milensvandring, og for at undersøge om man kan for-udse milens fremtidige vandring.

Brug af historiske dataRåbjerg Miles udvikling kan aflæses af degamle kort over området. Det første detaljere-de topografiske kort over området er General -stabens målebordsblade fra 1887, som blevtrykt i skala 1:20.000 med en 5 fod ækvidi-stance (højdekurveinterval), hvilket svarer til1,57 meter. På disse kort findes navnet Rå -bjerg Mile ikke, men klitten Studeli Mile er denklit, der senere bliver kaldt Råbjerg Mile. Op-tegningen af højdekurverne blev ikke ændretfor Råbjerg Mile-området før i 1966, hvor detdaværende Geodætisk Institut (fra omkring

1950) havde begyndt en ny landsdækkendekortserie i 1:25.000 med en ækvidistance på2,5 meter. Højdekurverne lokalt omkring Rå -bjerg Mile blev opdateret i 1977. Herefter erder ikke lavet kort med nye højdekurver før2008, og disse højdekurver er baseret på de-taljerede 3D laser-scanninger af overfladenmed LiDAR-teknik (Light Detection and Ran-ging, se evt. GEOVIDEN 2016, 2, s. 12). Den ny-este tilgængelige scanning er fra 2014.

Det er en udfordring at kortmaterialet, derviser topografien, findes i flere forskellige måle-stokke, ækvidistancer og detaljeringsgrad.Pro blemet kan dog løses ved at bruge et Geo-grafisk Information System (GIS) til at gøre deforskellige korttyper sammenlignelige, og der - efter analysere, hvordan Råbjerg Mile harændret sig fra 1887 og frem til 2014. De gamlekort digitaliseres og transformeres til digitalehøjdemodeller, som så kan sammenlignesmed de moderne højdemodeller baseret på 3DLiDAR-scanninger. Højdemodellerne fra LiDAR-scanningerne har en større nøjagtighed end de

højdemodeller, som er baseret på de gamlekort, men det har vist sig, at de gamle kort al -ligevel er produceret med så stor en præcision,at det giver mening at sammenligne de to for-skellige datagrundlag med hinanden.

Da det er vinden, der flytter sandet, er detinteressant at se på vinddata fra området.Man har registreret vindstyrker og vindretnin-ger fra Skagen Fyr siden 1860. Frem til 1957blev vindstyrke og -retning visuelt vurderet,vindstyrken efter Beaufortskalaen (Vindstyrke0–12) og vindretningen blev målt vha. kom-pas. Desuden blev vindretningen frem til1909 målt i forhold til magnetisk nord, og detdaglige antal observationer har varieret fra 2til 8. Heldigvis har Forskningscenter Risø i åre-ne 1988–1991 homogeniseret de danskevinddata fra Danmarks Meteorologiske Insti-tut (DMI), så det er muligt at bruge dem sam-men med moderne vindmålinger foretagetmed anemometer.


Figur 3. A) Profil gennem den nordlige del af parabelhovedet. B) afblæsningsfladen. C) Rundbladet soldug på afblæsningsfladen. D) stød siden. E) læsiden med flere sandskredsider.

Fotos: Karen L. Anthonsen.

RÅBJERG MILE


KlitvandringKlitters vandringsretning og -hastighed er et re-sultat af de enkelte vindretningers transportevne.

Man skulle umiddelbart tro, at jo højerevindhastighed des mere sand kan transporte-res, men forsøg i vindtunneler har vist, at lagetumiddelbart over overfladen, hvor den størstedel af sandtransporten foregår, bliver mættetmed sandkorn. Det betyder at beregninger afsandtransporten skal tage højde for, at der in-gen sandtransport er ved vindhastigheder un-der 3 m/sek. (tærskelværdi), at sandtranspor-ten herefter stiger eksponentielt med vindha-stigheden indtil det primære transportlag ermættet, hvorefter der kun sker en begrænsetstigning i mængden af sand, der transporteres.Sandtransportberegninger skal desuden tagehøjde for, at nedbør dæmper sandtransporten.Hver vindhastighed har hermed en vægtnings-faktor, som i kombination med vindretning ogvarighed giver en beregnet, samlet resulteren-de sandtransportretning (RST).

Da vindmønsteret kan variere fra år til år, erdet nødvendigt at arbejde med vinddata fra enlængere periode. Til beregning af sandtrans-porten for Råbjerg Mile, blev der brugt data fraen periode på 10 år. Således er der til bereg-ning af den resulterende sandtransportretningfor Råbjerg Miles ’1977-situation’ benyttetvinddata fra perioden 1967-1977, se figur 4.

1887På det første detaljerede kort over Råbjerg Mi-le-området fra 1887 ser milen anderledes udend i dag. Milen har en barkanoid form, se fi-gur 5, og er altså endnu ikke en parabelklit. I1907 beskrives Råbjerg Mile af E. Warmingsom ”skinnende ren, uden at bære en enesteplante, ikke engang nogen algevegetation mel -lem sandkornene”. Øst for milen ses et områ-de med ældre, stabiliserede klitter og især densydlige del er præget af en stor 36 meter højklit. Denne klit har ikke noget officielt navn, ogvil derfor i den følgende tekst blive kaldt Klit 36.Ser man på læsidens orientering, er det også


Figur 4. Vindmønsteret ved Skagen Fyr illustreretved vektorer, hvor en vektor for hver vindretning viser dens sandtransportevne midlet over en 10 årsperiode, fx benytter 1887 vinddata fra 1877-1887.Pilene viser den beregnede resulterende sand-transportretning (RST), og vandringsretningen måltpå Råbjerg Miles dominerende og højeste læsider.



tydeligt, at milen i 1887 har en vandringsret-ning mod østsydøst (105°). Sammenlignerman med den beregnede RST, er der en godoverensstemmelse (108°), og man kan se på -virkning af vind fra nordøst (se figur 4).

1909, 1924 og 1966Efter udgivelsen af det detaljerede kort i 1887bliver der ikke opmålt højder på Råbjerg Mile føri 1966, men heldigvis findes der to lokale kort-skitser af Råbjerg Mile lavet af Skovvæsnet. Denene skitse er fra 1909 og viser at Råbjerg Milestort set ser ud som i 1887. Men på den andenskitse fra 1924 er milen begyndt at ændre form,og der er udviklet en markant læside der indike-rer en vandringsretning mod øst (93°). Den be-regnede resulterende sandtransportretning vi-ser, at påvirkningen af de nordøstlige vinde eraftaget. På det nyopmålte kort fra 1966 er Rå -bjerg Mile en parabelklit med en vandringsret-ning mod østnordøst (77°), og en øget påvirk-ning af vinde fra især sydøst (se figur 4).

1977I 1977 dækker Råbjerg Miles parabelhovedden nordlige del af det gamle klitområde, ogden lange smalle sydlige parabelarm harnæsten mistet kontakt med milens hovedom-råde. Klit 36 er vokset i højde til ca. 42 meter,men ligger stadig foran milen. Den vestvendteside af Klit 36 er også begyndt at blive erode-ret og man kan se flere mindre udblæsninger,jf. figur 5, midten.

Hvordan Råbjerg Mile har vandret i løbet af de90 år, der er gået fra 1887 til 1977 kan illu-streres ved at trække de to højdemodeller frahinanden, så man får et billede der viser,hvor fra sandet er fjernet (ero sion) og hvor dethar lagt sig (aflejring), se figur 6, øverst. Fra1887 til 1977 kan man se, at milen er vandrethen over og nu dækker den nordlige del af detgamle klitområde, og der hvor disse klitter erhøjest, er der stort set ingen erosion eller af-lejring. Den begyndende erosion af Klit 36 sestydeligt. Vandringsretningen er fortsat modøstnordøst (72°), og den dominerende trans-portretning mod øst er påvirket af vinde frasyd, desuden er der generelt en forøgelse afvind til sandtransport (figur 4). Målinger afvandringshastigheden i perioden 1887–1977viser, at den nordlige del af klitten gennem-snitligt har vandret 12,8 m/år og den sydligedel 15,8 m/år; nord og syd tilsammen altsågennemsnitligt knap 13 m/år (tabel 1). Det erværd at bemærke, at i perioden fra 1966 til1977 reduceres vandringshastigheden til 10,2m/år til trods for at vindintensiteten stiger isamme periode (figur 4). Dette skyldes sand-synligvis at milens vandring bremses af degamle klitter.

2014De nyeste højdedata fra Råbjerg Mile-områ-det er laser-scanningen (LiDAR) fra 2014, sefigur 1 og 5. Denne opmåling viser et megetdetaljeret billede af Råbjerg Mile. Milen erigen én samlet klit og Klit 36 er blevet gen-nembrudt og en lobeformet udbygning ses ty-deligt på højdemodellen i figur 5, nederst.Gennembruddet af Klit 36 ses også tydeligtpå ero sions-aflejrings-kortet (figur 6), mendet er også værd af bemærke, hvordan et lavtområde øst for det gamle klitområde er blevetfyldt op af sand. Ser man på ændringerne fra1977 til 2014, opdager man et større ero -sionsområde på stødsiden, hvor de gamlestabiliserede klitter lå. Det viser, at sandet fradisse klitter bliver reaktiveret og nu er del afden nuværende mile (figur 6). Vandringsret-ningen er forsat østnordøst (77°), og van-dringshastigheden er gennemsnitligt 8 m/år,men i perioden 2008–2014 stiger hastighe-den til 14,9 m/år, se tabel 1. Stigningen i van-dringshastigheden sker muligvis, fordi Rå -bjerg Mile nu har passeret det gamle klitområ-de. Højdemodellen fra 2014 (figur 5) viserogså de lave klit rygge på af blæsnings fladen,som reflekterer stødsidens beliggenhed. De la-ve klitrygge opstår sandsynligvis som følge afvariationer i grundvandsniveauet, hvor der i pe-rioder med lav grundvandsstand bliver eroderetdybere i af blæsnings fladen og i stød siden i for-hold til perioder med høj grundvandsstand.

Tabel 1. Råbjerg Miles vandringshastighed.

RÅBJERG MILE

Råbjerg Mile.Foto: Peter Warna-Moors, GEUS.



Figur 5. Tre højdemodelleraf Råbjerg Mile.

Råbjerg Mile1987

Råbjerg Mile2014

Råbjerg Mile1977



RÅBJERG MILE

Råbjerg MileErosion og aflejring

1977-2014


1887-2014


1887-1977

Figur 6. Erosion (blåligefarver) og aflejring af sand(rødlige farver) på RåbjergMile for tre perioder.


Perioden 1887–2014Sammenfattende for hele perioden kan man si-ge, at i 1887 er Råbjerg Mile en barkanoid klitnæsten uden vegetation, og at den har en van-dringsretning mod østsydøst. Omkring 1920’er-ne ændrer vindmønstret sig, den nord østligevind aftager og sydlige vinde tiltager og vandrin-gen er mod øst. Opmålinger af Skov væsnet i1924 viser at parabelarmene er under udvikling

og på figur 7 kan man se, hvordan vegetations-graden forøges i samme periode, som RåbjergMile ændrer form fra barkanoid til parabel. I1966 er milen en asymmetrisk parabelklit meden lang smal sydlig parabelarm og en kort,bred nordlig parabelarm. Vandringsretningener nu østnord øst, og vandringshastighedenfalder i perioden frem mod 1977 selvom vin-dens sandtransportevne stiger. Årsagen er for-

mentlig, at milen bremses under sin vandringhen over det gamle klitområde. I 2014 harRåbjerg Mile passeret det gamle klitområde.Vandringsretningen er stadig østnordøst, menhastigheden er steget til niveauet fra før 1966.

Hvor vandrer Råbjerg Mile hen?Hvor og hvordan Råbjerg Mile er opstået videsikke. Ifølge E. Warming (1907) har Råbjerg Mi-le oprindeligt været to klitter, men det kan ik-ke bevises i dag. Det er muligt, at Råbjerg Mileer opstået ved kysten og at Råbjerg Stene, be-liggende vest for milen, repræsenterer det af-blæsningsområde, hvorfra milens sand kom-mer, se figur 7.

Råbjerg Mile har i gennemsnit vandret om-kring 12 meter per år i perioden 1887–2014.Hvis vi antager, at Råbjerg Mile har begyndtsin vandring ved vestkysten og at den harvandret med samme gennemsnitshastighedpå 10–12 meter per år, vil den være dannetomkring 1650–1700. Var det Den Lille Istidmed et svækket vegetationsdække, der gjor-de det lettere for vinden at mobilisere sandet?Muligvis. Men det er måske mere interes sant,at hvis vi regner med at Råbjerg Mile forsættersin vandring mod østnordøst med samme ha-stighed, vil den passere Ål bækvej (vejen mel-lem Frederikshavn og Skagen, se figur 1) om230–280 år, og om 350–400 år vil den nå Kat-tegat, hvor sandet vil blæse i havet og klittenvil ende sine dage.

Vores syn på Råbjerg Mile, og andre klit-områder, har ændret sig markant med tiden. IN.V. Ussings bog om Danmarks Geologi fra1899, omtales vandreklitternes ødelæggelseaf samfundsværdier, som huse, kirker ogmarker. I dag taler vi om ’rekreativ værdi’, ogvi værner om de områder, hvor det er muligtat opleve kontrasten til kulturlandskabet ognaturkræfternes frie spil. Råbjerg Mile er etfremragende eksempel på dette, og blev der-for allerede fredet i 1901 (se boksen Fredningnæste side), og den dag Råbjerg Miles læsidenår Ålbækvejen, vil man forhåbentlig havebygget en omfartsvej så langt mod vest at klit-ten kan fortsætte sin vandring uhindret.


Figur 7. Graden af vegetationsdække for områdetomkring Råbjerg Mile. Vegetationsdækket udgør29 % i 1887, 70 % i 1945 og 94 % i 1986.



RÅBJERG MILE

Råbjerg Mile blev fredet allerede I 1901 med fredningsforpligtelsen ’måikke tilplantes’, men fredningen omfattede kun selve milen.

I 1961 blev et større område vest og syd for Råbjerg Mile også omfattetaf fredning, hvilket betød, at stensletten Råbjerg Stene ved vestkysten ogMile-søerne syd for milen blev inkluderet. Et større område øst for milenblev først fredet i 2008, og det vil sandsynligvis vare mere end 100 år førRåbjerg Mile når denne fredningsgrænse.

I forbindelse med fredningen i 1961 blev der opsat fredningspæle, ogved et besøg på Råbjerg Mile i 2006 var flere af disse pæle, der oprindeligtvar opsat foran klitten, nu fritlagt på afblæsningsfladen.

Fredning

Fredningspæl og artiklens for-fatter (begge årgang 1961) påRåbjerg Miles afblæsnings -flade. Pælen stod oprindeligtforan (øst for) milen, men 45 årsenere har milen passeret henover pælen.

Foto: Michael Larsen.

Den røde linje viser frednings-linjen, der i 1961 blev markeretmed betonpæle foran (øst for)klitten, og som milen efterføl-gende har passeret.

Clemmensen, L.B. 1997: Klitaflejringer. Geologisk Tidsskrift 1997-1, side 1–30. Tilgængeligt på www.2dgf.dk.Binderup, M. 2012: Nutidens kyster og klitter. Naturen i Danmark,Geologien (2. udg.) side 428–438, Gyldendal. Steenstrup, K.J.V., 1894: Om klitternes vandring. Meddelelser fra DanskGeologisk Forening. Bulletin Volume 1. Tilgænge-ligt på www.2dgf.dk.Ussing, N.V. 1899: Danmarks Geologi i almenfatteligt Omrids. Dan-marks geologiske Undersøgelse III række, Nr. 2,264 sider.

Her kan man læse mere om klitter:


Danmark er i gang med gradvist at omlæggeenergiproduktionen fra fossilt brændsel tilvedvarende energikilder suppleret med ener-gi fra kraftvarmeværker, der er fyret med bio-masse. Brug af biomasse som brændsel be-tragtes som CO2-neutralt i de internationaleaftaler om CO2-reduktion, men et biomasse-fyret kraftvarmeværk udleder ikke desto min-dre CO2 til atmosfæren. Mange klimascenari-er forudsiger, at den maksimalt ønskede tem-peraturstigning på 2 grader vil være megetvanskelig at overholde, og at det vil blive nød-vendigt at fjerne CO2 fra atmosfæren for at hol-de den globale temperaturstigning på et mo-

derat niveau. CO2-udledning kan undgås vedat supplere et biomasse-fyret kraftværk/indu-strivirksomhed med et CO2-fangstanlæg til atlagre den indfangede CO2 i undergrunden, sefigur 1. Hvis man samtidig planter en mængdevegetation, som svarer til den mængde, derforbrændes, kan man fjerne CO2 fra atmos-færen og det samlede CO2-regnskab bliverCO2-negativt. BioCCS står for Bio Energy Car-bon, Capture and Storage (også kaldet BECCS).

CO2-lagring i undergrundenFor at kunne lagre CO2 skal man finde et vel-egnet sted i undergrunden, hvor der er plads.

Det er der i sandstenslag, hvor mellemrum-mene mellem sandkornene i gode lag kan ud-gøre 20–25 % af det totale sandstensvolu-men. Et CO2-lager skal ligge i en dybde påmindst 800 meter, fordi tryk og temperaturher er store nok til at CO2 ikke længere er engas, men en superkritisk væske, og derfor kunfylder under 1 % af, hvad den gør som gas.Når CO2 pumpes ned i sandstenen, vil den be-væge sig opad og det er derfor vigtigt, at derer et tæt lag af fx lersten eller kalksten oversandstenslaget.

CO2-lagring i undergrunden foregår alleredeflere steder i verden, men kun få steder i storskala, dvs. mere end 400.000 ton CO2/år forCO2-intensiv industri, eller mere end 800.000ton CO2/år for kulbaserede kraftværker. Inæsten alle tilfælde har man udnyttet CO2-lagringen til at udvinde mere olie. Når derblandes CO2 i olie nedsættes viskositeten ogolien bliver mere letflydende og lettere at


BioCCS (BECCS)Det er muligt at fjerne kuldioxid (CO2) fra atmosfæren ved at lagre den kuldioxid, derkommer fra kraftværker og industri, som fyrer med biomasse. Metoden kaldes BioCCSog den kan bidrage til at mindske vores CO2-udledning. Geologiske kortlægnings-projekter har vist, at Nordsøen er et af de bedst egnede områder i Europa til CO2-lag-ring. Her vil det teoretisk være muligt at lagre 72 gigaton i dybtliggende sandstens -lag alene i den norske del af Nordsøen. Det svarer omtrent til 36 års samlet CO2-ud-ledning fra alle store kraftværker og industrivirksomheder i Europa.

Figur 1. Konceptskitse af BioCCS.Illustration: Annabeth Andersen, GEUS.


pumpe op af undergrunden. Metoden kaldesEOR (Enhanced Oil Recovery), og benyttes imange lande, fx USA og Canada, hvor meto-den har været brugt i mange år (siden 1972).Et andet eksempel på storskala CO2-lagring eri Norge, hvor man siden 1996 har pumpet ca.1.000.000 ton (1 megaton) CO2 om året, 1000meter ned under havbunden ved Sleipnerfeltet

i den norske del af Nordsøen, ca. 260 km vestfor Stavanger, se figur 2. CO2 pumpes ned i en250 meter tyk sandstensformation (Utsira For-mationen), der ligger 1.000 meter under hav-bunden, men over selve Sleipnerfeltet, derligger i en dybe af 2.300 meter (Hugin For -mationen). Den naturgas, der pumpes op fraSleip nerfeltet, indeholder 4–9 % CO2, og da

det maksimalt tilladte CO2-indhold ikke måoverskride 2,5 % for at kunne bruges i natur-gassystemet, er det nødvendigt at fjerne noget CO2.

CO2-lagringen ved Sleipnerfeltet har væretgenstand for mange forskningsprojekter. Isærhar overvågning ved hjælp af seismiske un-dersøgelser af CO2’s udbredelse i Utsira For-mationen og sammenligning med de bereg-nede modeller, som man inden lagringenhavde brugt til at forudsige CO2’s bevægel-se/migration, givet overbevisende resultaterog ny viden om og tillid til metoden, se figur 3.

Norge har i mange år arbejdet på at udvik-le CCS, og har således bidraget til at reducereCO2-udledningen fra industri- og energipro-duktion. I 2015 gav det norske Stortinget grøntlys til et forstudie til et storskala CO2-lagrings-projekt, hvor CO2 blev fanget på cementfabrik-ken NORCEM i Brevik, ammoniakfabrikkenYara i Porsgrunn og affaldsvarmeværket Kle-metsrud i Oslo. Da ca. 60 % af brændslet påKlemetsrudværket er biologisk, vil denne delaf projektet være CO2-negativ. Det er planen atCO2 fra de 3 sydnorske CO2-kilder transporte-res med skibe til et midlertidigt opsamlings-anlæg på den norske vestkyst, og herfra trans-porteres via en ca. 50 km lang rørledning påhavbunden til et sandstenslager 1.200 meterunder havbunden. Den endelige beslutningom finansiering af projektet bliver taget afStortinget i 2019.

I Europa har der været flere forskningspro-jekter, der har kortlagt de bedst egnede sand-stensformationer til CO2-lagring, og hvor manhar beregnet hvor meget CO2, der teoretisk kanlagres. Den totale kapacitet for Europa er esti-meret til 360.000.000.000–625.000.000.000ton CO2 (360–625 gigaton). Til sammenlig-ning udledes der samlet ca. 2 gigaton/år fraalle industri- og kraftværker i Europa, der haren CO2-udledning større end 100.000 tonCO2/år. Europas største lager-potentiale fin-des i Nordsøen og især den Norske del afNordsøen, hvor den beregnede lagringskapa-citet er ca. 72 gigaton, men også i Danmark erder gode muligheder for CO2-lagring i under-grunden, både på land og under havbunden.


BioCCS (BECCS)

Karen L. AnthonsenGIS-geolog, [email protected]

Figur 2. CO2-injektion i Sleipnerfeltet.Kilde: Equinor (tidligere Statoil).

Figur 3. Seismisk undersøgelse af CO2-udbredelsen i Utsira Formationen i2006. A) viser hvordan CO2 har bevæget sig i sandstenen efter 10 år. B, Cog D viser 3 modeller (for CO2-udbredelsen), hvor der er ændret lidt på pa-rametrene. Den tykke grå streg viser den faktiske udbredelse, som er iden-tisk med billede A.

Kilde: Efter Chadwick and Noy, 2010.


I 1987 ønskede Aalborg Historiske Museum, atder blev lavet en undersøgelse af, hvordanlandskabet omkring Sejlflod-landsbyen havdeset ud i ældre jernalder (500 f.Kr. – 400 e.Kr.).Man var særligt interesseret i udstrækningen afdet vådområde, der havde ligget umiddelbartøst for bakkeøen, fordi det havde betydning forvurderingen af, hvorfor man bosatte sig på ste-det. Sejlflod bakkeø er interessant, fordi der fin-des et meget stort antal fortidsminder inden foret geografisk afgrænset område. Her ligger bl.a.en af landets største gravpladser med ca. 300grave fra perioden 300–500 e.Kr. sammen med(spor efter) den samtidige bebyggelse.

Undersøgelsen, der udelukkende var ba-seret på analyser af eksisterende materialer,måtte inddrage en tolkning af landskabsdan-nelsen i en meget større del af det nordøstligeHimmerland for at kunne konkludere nogetom det ønskede område.

De materialer, der blev inddraget i tolknin-gen, var gamle målebordsblade (1:20.000, 5fods ækvidistance), geologiske jordartskort,flyfotos og diverse litteratur.

På basis heraf blev det geomorfologiskekort tegnet, se figur 1. Det fremgår tydeligt, atder i løbet af Litorinatransgressionen (ca.7.500–4.000 år før nu) blev udformet kyst-klinter i alle de eksponerede dele af datidensøer og halvøer. Nord for Mulbjerge ses et stortvifteformet strandvoldskompleks, hvis ældredele består af krumodder, men med tiden erstrandvoldene blevet mere og mere retlinjede,


Nordøsthimmerlands kystudvikling– nye værktøjer – nye tolkninger

Figur 1. Geomorfologisk og topografisk kort over det nordøstlige Himmerland, tolket og tegnet på grundlag afflyfoto- og kortbladsanalyser. Trekantsignaturen viser Litorinatransgressionens kystklinter. Tallene = terræn-højde (m.o.h.). Den stiplede linje viser 1987-tolkningen af kystlinjens beliggenhed i ældre romersk jernalder.

Sydøst for Ålborg ligger Sejlflod bakkeø, som er meget rig på gravpladser og sporefter samtidig bebyggelse i ældre jernalder. For 30 år siden blev der lavet en under-søgelse af, hvorledes landskabet har set ud på den tid. Siden da er der kommet nyeværktøjer til at tolke landskabet. Her gives et eksempel på, hvor meget – eller hvorlidt – de nye redskaber bringer af nye tolkningsmuligheder.


indtil de til sidst var orienteret i direkte for-længelse af Mulbjerges kystklint. Syd for Mul-bjerge er kun angivet en enkelt strandvold. Deudstrakte, lavtliggende og jævne flader mel-lem bakkepartierne er opbygget af marine se-dimenter fra først det Senglaciale Ishav og se-nere fra Litorinatransgressionen. Store deleaf områderne er efterfølgende overlejret afferskvandsdannelser, engstrækninger og mo-ser, hvoraf den største er Lille Vildmose. Denrelative landhævning i kombination med atstrandplanet har en beskeden hældning, ogstore mængder mobile sedimenter, har bety-det, at der er skabt en strandengskyst øst forMulbjerge og strandvoldskomplekserne.

Da dette kort blev sammenholdt med datafra boringer, arkæologiske fund, litteratur -beskrivelser mv., forekom det mest oplagt atantage, at der siden ældre romersk jernalder(1–160 e.Kr.) er sket en relativ landhævningaf dette område på ca. 3 m. I løbet af hele pe-rioden ældre jernalder (500 f.Kr.–400 e.Kr.)

har kystlinjen bevæget sig kontinuert, hvorforman ikke kun kan knytte én kystlinje til en pe-riode på 900 år. På basis af de tilgængeligematerialer har vi valgt at fokusere på en væ -sentlig kortere delperiode, nemlig ældre ro-mersk jernalder (0-160 e.Kr.). På figur 1 er detomtrentlige forløb af 3 meter kurven – og der-med det nu 30 år gamle bedste bud på kyst-linjens beliggenhed i ældre romersk jernalder– vist med en hvid stiplet linje.

Den digitale terrænmodel over området (fra2008, se figur 2) afslører detaljer i landskabet,som ikke blev registreret ved flyfototolkningeni 1987. Strandvoldskomplekserne nord for Mul-bjerge fremstår meget detaljeret, og syd forMulbjerge kan man se en række modsatrette-de strandvolde. De højeste strand volds kom -plekser nord for Mulbjerge og de sydforliggen-de er de ældste og de er tolkede til at væredannet i Senglacialtid. De kommer op i koteca. 7 m, og de hører til den første fase af ned-brydningen af Mulbjerge. Mellem Gudumlund

og Sejlflod bakkeø er der ligeledes et strand-voldskompleks med samme højde, der også erdannet i Senglacial tid. Det samme er antage-lig krumodderne ved Storvorde, der i øvrigt ermeget vanskelige at erkende på topografiskekort. Efter Senglacialtid hæves området overhavniveau og det tørlægges, indtil den Atlan -tiske transgression oversvømmer de lave om-råder. Kystlinjen for Stenalderhavet ligger ica. kote 6 m. I denne fase eroderes de ældstestrandvolde, og der dannes nye uden på.

Herefter hæves landet yderligere, og derfremkommer en flade i kote ca. 3 m. Kystlin-jen for denne flade er antagelig kystlinjen iældre romersk jernalder, som fremstår tyde-ligt på højdemodellen.

I ældre romersk jernalder har der såledesværet en lavvandet bugt øst for Sejlflod ogned mod Gudumlund (’Sejlflod Bugt’), med etlavtliggende vådområde ud mod Kattegat.Dengang kunne man således bo sikkert på dehøjtliggende bakkeøer, hvorfra man havde ad -gang til et vådområde, der formentlig var rigtpå dyreliv ud mod det åbne hav.

På den nu ferske, lavtliggende flade be-gyndte tørvedannelsen, der med tiden udvik-lede sig til Lille Vildmose, som har dækket etareal på ca. 90 km2 med tørvetykkelser på optil 6 meter.

Der er stor overensstemmelse mellem deto bud på kystlinjens beliggenhed i ældre ro-mersk jernalder. Vi mangler dog stadig nogledateringer, for at kunne være sikre på tolk-ningerne, særligt i den sydøst- og østlige delaf ’Sejlflod Bugt’.

GEOVIDEN NR.3 2018 15

Nordøsthimmerlands kystudvikling– nye værktøjer – nye tolkninger

Merete BinderupSeniorforsker, [email protected]

Peter Roll JakobsenSeniorforsker, [email protected]

Figur 2. Den digitale terrænmodel (pixelstørrelse10 x 10 m) hvor farveskalaen, der viser højderne, er sat til at dække intervallet mellem 0 og 15 meterover havniveau. Herved fremhæves de relativt småhøjdeforskelle på den hævede marine flade. Land-skabet over 15 meter fremstår hvidt, med en skyg-geeffekt der markerer landskabstrækkene. Denstip lede linje følger et markant træk i landskabet,der i store træk svarer til 3 meter kurven, jf. højde-profilet A–B.


Den teknologiske udvikling har gennem de se-neste årtier frembragt data og redskaber, somman tidligere end ikke drømte om at få til rådig-hed for landskabsanalyser. Disse nye data erfor landjorden først og fremmest højdedatamed en opløsning i planet på 0,4 m x 0,4 m ogen nøjagtighed i højden på få centimeter. Detdrejer sig om højdemodellen DHM0,4 udgivetaf Geodatastyrelsen. Det var ved studier af dis-se kort, vi blev opmærksomme på skreddeneved Aabenraa Fjord. Vi har valgt at arbejde medden udgave af højdemodellen, der alene viserterrænoverfladen. For havområdet har vi valgten udgave af dybdedata, hvor opløsningen iplanet er 50 m x 50 m, se figur 2.

De digitale højde- og dybdedata visualise-res på en almindelig computer vha. GIS-pro-grammet QGIS, der er udviklet som en OpenSource-software. Da kortene er geo-refererede,kan de installeres på en bærbar pc, tablet ellersmartphone udstyret med GPS, og dermed kanarbejdet i felten udføres med høj præcision.

Skredtyper i Aabenraa-områdetSom en foreløbig klassifikation af jordskred-dene har vi arbejdet med egenskaber, som kaniagttages i terrænet: afgrænsningen af skred -området mod det ikke-påvirkede terræn ogmorfologien inde i selve skreddet.

Skreddene ligger i terræn, som hældersvagt ud mod Aabenraa Fjord og Lillebælt. Af-grænsningen af det enkelte skred består i al-mindelighed af to elementer, nemlig en halv -cirkelformet stejl bagkant i den høje endelængst væk fra fjorden og et antal mindre stej-le, let slingrende skrænter fra bagkantensyderpunkter til fjorden, se figur 2.

Terrænet inden for selve skredområdet erudformet af de dele af den oprindelige lagføl-ge, som ikke er forsvundet helt ud i havet. Deefterladte materialer antager form af: 1) rote-rede ’blokke’, hvor de indre strukturer anta-


Aabenraa-modellen: et landskab formet af jordskredJordskred er årsag til mange dødsofre rundt omkring i verden. Grønland oplevede i2017 et jordskred, der på tragisk vis krævede 4 dødsofre. I Danmark kendes nutidigejordskred bl.a. i Vejle Fjord-området, hvor det skredfarlige materiale er plastisk lerfra Eocæn. Samme materiale antages at have spillet en rolle i udløsningen af et stortjordskred i Kongebroskoven ved Lillebælt d. 27. juni 2012. Betydelige regnmængderi den forudgående periode var formentlig en medvirkende årsag.

Forfatterne vil her præsentere nye iagttagelser, baseret på moderne terrænkort,der har ført til den opfattelse, at store jordskred i hidtil upåagtet omfang, formentligi senglacialtiden, har bidraget til udformningen af det markante landskab omkringAabenraa Fjord.

Figur 1. Advarselsskilt ved Konge-broskoven, Middelfart. Også i dagforekommer der jordskred langsLillebælt.

Foto: Bente Sørensen.


ges at være nogenlunde intakte – fx rotations-skreddet ved Blåsholm, eller 2) uregelmæs -sige ’klumper’ af udgangsmaterialet, hvis in-dre strukturer antages at være ødelagt – fxskreddet ved Hostrupskov. Mellem de to yder-ligheder ses der i nogle tilfælde inde i skred -området serier af velordnede parallelle ryggemed lav højde og krumninger i nogenlundesamme form som bagkantens (fx skreddeneved Loddenhøj og Blåsholm).

Hvordan og hvornår er jordskreddene dannet?På nuværende tidspunkt er det ikke muligt atbesvare disse spørgsmål præcist. Ved sam-menligning med recente jordskred i arktiskeområder er det dog muligt at få en idé om bå-de dannelsesmåde og tidspunkt.

Jordskred med samme morfologi som i Aa-benraa-området kendes fra Alaska. Og her fore-går skreddannelsen i mindre faser med førsteskredfase nederst i terrænet. De følgende faserudvikles successivt opad i terrænet, og slutterved skreddets bagkant. Skred dannet på den-ne måde betegnes som retrogressive. Voresformodning er, at de fleste af skreddene om-kring Aabenraa Fjord kan være dannet på den-ne måde, begyndende nede ved fjorden.

Tidspunktet for skreddannelsen kan skønnesved at betragte omstændighederne for jord-skreddene i Alaska. Her er det arktiske klimanøglen til forståelse af fænomenet. I områder

med permafrost dannes der i sommerhalvåretet såkaldt aktivt lag, hvor den øvre del af denfrosne jord tør op med det resultat, at dissejordlag bliver vandfyldte og dermed misterstyrke. På et hældende underlag og med tyng-dekraftens hjælp er scenen sat for dannelse afet jordskred. I Danmark var der i senglacial -tiden for ca. 12.000 til 10.000 år siden over -vejende arktisk klima. Vi skønner derfor, at dethovedsageligt har været i den periode, at jord-skreddene ved Aabenraa er dannet.

Eksemplet SkedebjergLandskabet nord og nordvest for Aabenraa byer stærkt kuperet, som det ses på figur 2. Ske-debjerg ligger lige syd for en 30 meter højskrænt og ’baglandet’ nord for skrænten er etkuperet område, som når op i 70 m.o.h. Sydfor Skedebjerg findes det lavtliggende områ-de, som vender ud mod Aabenraa Fjord. I det-te område findes nogle aflange, ø-lignendelandskabselementer med forholdsvis stejleskrænter, som fx Langbjerg.

Landskabet træder meget tydeligt frem påde kort, der er fremstillet ved anvendelse afhøjdemodellen DHM0,4, som i figur 2. En end-nu bedre visualisering opnås ved at læggeskygger på modellen – med eller uden farver –som vist i figur 3.


Aabenraa-modellen: et landskab formet af jordskred

Holger Lykke-AndersenLektor emeritus, IG [email protected]

Peter Brøgger SørensenGeolog, tidl. lektor på Aabenraa Statsskolepeter@peterbrogger

Figur 2. Løjtland og Aabenraa Fjord og by vist med højdemodellen DHM0, 4 suppleret med skygger for atfremhæve landskabet i detaljer. Farveskalaen viser højden over havet fra 0 til 70 meter. Gråtoneskalaen viser havdybden fra 0 til 32 meter. Beskrevne lokaliteter er angivet på kortet.

Kilde: DHM0,4, Styrelsen for Dataforsyning og Effektivisering.

Figur 3. Terrænet omkring Skedebjerg og Langbjerg vist på ensfarvet højdekort med indlagte skygger.Kilde: DHM0,4, Styrelsen for

Dataforsyning og Effektivisering.



Den stejle skrænt ved Skedebjerg, se figur 4,er bebygget med blandt andet rækkehuse. Pågrund af fare for jordskred har man bygget entyk betonmur, der ses til venstre i billedet. Ethøjdeprofil fra NV til SØ gennem Skedebjergog Langbjerg viser de karakteristiske stejleskrænter, der hælder mod SØ og som afløsesaf svagt hældende skrænter mod NV langsprofilet, se figur 5a.

Forfatterne foreslår, at landskabet er et re-sultat af jordskred opbygget af tre blokke,som har bevæget sig mod SØ, se figur 5b. Påfigur 5c ses en rekonstruktion af landskabetfør jordskredet flyttede de tre blokke mod SØ.

Den nordligste bagkant af skreddet er be-bygget, som det fremgår af droneoptagelsen ifigur 4. Ud over betonmuren er der en rækkeandre vidnesbyrd, der peger på at bagkantenstadig er aktiv: lysmaster i bebyggelsen hæl-der mod syd, fortovsfliser flytter sig og arealerved rækkehusene bevæger sig mod syd. Påbaggrund af den konkave stejle bagkant, demindre stejle mellemkanter, samt ovennævn-te iagttagelser klassificeres Skedebjerg-områ-det som et rotationsskred, der stadig er aktivt.

Lagfølgen i istidsaflejringerneFra GEUS’ borearkiv JUPITER er der hentet bo-redata for udvalgte lokaliteter i nærheden afde formodede jordskred. Det viser sig, at derer rapporteret om forekomster af interglacialtler. I det undersøgte område findes der såle-des både forekomster af Det Blanke Ler og Cy-prina Ler fra Eem Mellemistid.

Dette marine ler findes oprindeligt aflejreti dalen med Aabenraa Fjord. Det antages, atdet høje hesteskoformede terræn, der omgi-ver Aabenraa, består af moræneaflejringer afWeichsel alder. Boringerne dokumenterer herforekomst af Cyprina Ler i forskellige niveauermed mægtigheder på op til 10 meter. Det an-tages, at disse forekomster er flager transpor-teret mod vest af enten Det GammelbaltiskeIsfremstød eller Hovedfremstødet i WeichselIstid. E.L. Mertz skriver allerede i 1945 om Cy-prinaleret, at det er ustabilt, og at det i dehøjere områder af bl.a. Aabenraa by giver pro-blemer for byggeriet.

Vi formoder, at tilstedeværelsen af de in-terglaciale lerarter i istidslagene omkring Aa-benraa Fjord kan være en del af forklaringenpå, at der netop i dette område findes såmange store jordskred. De mange formodedejordskred i området er angivet på figur 6.

Figur 4. Den stejle skrænt ved Skedebjerg.Fotoet er optaget ved hjælp af drone.

Kilde: Landbosyd, Aabenraa har bistået med optagelsen.

Figur 5. Rekonstruktion af landskabet. a. Nutidigt højdeprofil gennem Skedebjerg og Langbjerg. b. De for-modede glideplaner i jordskreddet indtegnet på profilet. c. Rekonstruktion af landskabet før jordskreddet.

Kilde: DHM0,4, Styrelsen for Dataforsyning og Effektivisering.Grafik: Sine Brøgger Sørensen.


Skredlængder og skøn overskredhastighederAf tabellen ses, at den samlede bevægelse i defire jordskred med blokke er ca. 500 meter me-dens de to jordskred med veludviklede parallel-le rygge er ca. 800 meter. Antager vi at bevægel-sen har fundet sted gennem en periode på1000 år, er hastigheden gennemsnitlig på hhv.50 cm/år og 80 cm/år. Det er dog spekulativt,hvor lang perioden for bevægelsen har været.

Forskellen i jordskreddenes længde i de togrupper har formentlig at gøre med forskelle ien eller flere af de fysiske faktorer, som har ind-flydelse på skredhastigheden. Der kan være ta-le om følgende faktorer:

1. Terrænets hældning: har direkte betydningfor jordskredets dynamik. En opmåling afterrænhældninger viser forholdsvis ringe for-skelle (2,4°–3,4°) ved seks jordskred.

2. Tilstedeværelsen af bløde lag som fx DetBlanke Ler eller Cyprina Ler: At dømme ef-

ter de undersøgte boringer, så findes dentype ler ikke som sammenhængende lag iområdet, men snarere som spredte flager.Det må derfor forventes, at mængde og ud-bredelse af bløde lag kan variere fra skred -område til skredområde.

3. Vandmætningen i skredjorden: vi har ingendata til rådighed, men antager at variatio-nerne er relativt små.

På denne baggrund hælder vi foreløbig til, atde observerede forskelle i skredhastigheder-ne primært er begrundet i en ujævn fordelingaf bløde lag.

Fra iagttagelse til antagelseDe beskrevne geomorfologiske iagttagelserhar ført os til den antagelse, at store jord-skred har været aktive i senglacial tid. Anta-gelsen er baseret på vore iagttagelser, derkan summeres som følgende:

• Cyprina Ler fungerer som smøremiddel• Den rumlige fordeling af jordskreddene• Aflejringer af skredmateriale i fjorden• Hældende terræn mod fjorden og

dens nære omgivelser• Forekomsten af nutidige jordskred i området• Mindre markant landskab i jordskreddenes

retning.


AABENRAA-MODELLEN

Figur 6. Aabenraa-modellen. De formodede jordskreds stejle bagkanter er angivet med blå linjestykker. I fjorden ses sedimenttunger opbygget af materiale transpor-teret fra baglandet ud mod Aabenraa Fjord og Lillebælt.

Kilde: Styrelsen for Dataforsyning og Effektivisering.

A: Skredtype B: Længde i bevægelseretningen (meter) C: Hastighed (cm/år).


DE NATIONALE GEOLOGISKE UNDERSØGELSER FOR DANMARK OG GRØNLAND (GEUS)

Øster Voldgade 101350 København KTlf: 38 14 20 00E-mail: [email protected]

GEOLOGISK MUSEUM (SNM)

Øster Voldgade 5–71350 København KTlf: 35 32 23 45E-mail: [email protected]

INSTITUT FOR GEOVIDENSKAB OG NATURFORVALTNING (IGN)

Øster Voldgade 101350 København KTlf: 35 32 25 00E-mail: [email protected]

INSTITUT FOR GEOSCIENCE (IG)Aarhus UniversitetHøegh-Guldbergs Gade 2, B.1670

8000 Aahus CTlf: 89 42 94 00E-mail: [email protected]

GEOCENTER DANMARK

Er et formaliseret samarbejde mellem de fire selvstændige institutioner De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland (GEUS), Institut for Geoscience ved Aarhus Universitet samt Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning, samt Geologisk Museum (Statens Naturhistoriske Museum) begge ved Køben-havns Universitet. Geocenter Danmark er et center for geovidenskabelig forskning, uddannelse, rådgivning, innovation og formidling på højt internationalt niveau.

UDGIVER

Geocenter Danmark.

REDAKTION

Geoviden – Geologi og Geografi redigeres af Senior-forsker Merete Binderup (ansvarshavende) fra GEUSi samarbejde med en redaktionsgruppe.Geoviden – Geologi og Geografi udkommer fire gangeom året og abonnement er gratis. Det kan bestillesved henvendelse til e-mail: [email protected] ogpå www.geocenter.dk, hvor man også kan læse denelektroniske udgave af bladet.

ISSN 1604-6935 (PAPIR)ISSN 1604-8172 (ELEKTRONISK)

Produktion: Annabeth Andersen, GEUS.Tryk: Rosendahls A/S.Forsidefoto: Råbjerg Mile. Foto: Peter Warna-Moors, GEUS.Reprografisk arbejde: Annabeth Andersen, GEUS.Illustrationer: Forfattere og Grafisk, GEUS. Eftertryk er tilladt med kildeangivelse.

KÆMPESTEN I DANMARKDanmark har omkring 90 sten, der måler mindst 4 meter på den længste led. Deer så store, at de med rette bliver kaldt kæmpesten. Der knytter sig en geologiskhistorie til alle stenene: hvilke mineraler består de af, og hvor hørte de hjemme,før de nåede frem til deres nuværende position? Der er også fortalt sagn om flereaf stenene, for det er ikke kun i dag, de store sten får opmærksomhed – vores for-fædre har også været fascineret af dem.

Kæmpestenene har deres egen hjemmeside: www.kaempesten.dk

Her kan du se, hvor de findes og måske få inspiration til at se dem i virkeligheden.

Danmarks største kendte sten, Dammestenen.Foto: Sebastian Næsby Malkki, GEUS.


Documents

Hvor går en vandreklit hen? BioCCS (BECCS ... · kohæsionskræfter binder sandkornene sam-men. Se boksen om vindsortering side 3 for en kortfattet præsentation af kornstørrelser