Hvordan man ikke skal skrive historie:Lukian som historiografi- og litteraturkritiker1

af Adam Schwartz

1. Lukian og den anden sofistikI romersk kejsertid var skriftligheden for alvor slet igennem i den grske kultur. Manskrev som rasende: bger i bde bogrulleformat og det nye codexformat blev skrevet ogcirkulerede frit; og nogle af disse vrker blev s igen lst, kommenteret, diskuteret,annoteret og oversat. De grske byer, der forlngst var blevet indlemmet i Romerriget,bugnede af indskrifter p sten; og dekreter, resbevisninger, donationer, mindeind-skrifter og i det hele taget alle tnkelige typer indskrifter gjorde pladsen trang i detoffentlige rum. I det omfangsrige kejserlige statsapparat var der et omfattende kancelli,der helt overvejende var travlt beskftiget med at varetage rundsendelsen af officielleedikter, meddelelser, ordrer og breve m.m.2

P trods af den fuldfrte overgang til en helt igennem lsende og skrivende kulturspillede det talte ord og performance-kulturen stadig en enorm rolle. Det sceniskedrama var stadig populrt, og det samme gjaldt koncerter, mimespil og religise festermed indslag af sang, musik og dans. Kejser Nero fik som bekendt endda den tvivl-somme id at optrde som sanger og tragedieskuespiller ved de olympiske og pythiskelege i r 67 nye discipliner indfrt af kejseren selv ved legene, som han i vrigt havdefet udskudt med to r, s de kunne passe sammen med hans rundrejse i Grkenland.3

Og ikke mindst var der sofisterne: professionelle talere, der causerede offentligt omsnart sagt alle tnkelige emner og optrdte for store publikumsskarer, hvori dereskolleger og konkurrenter ofte ogs sad. De tilhrte samtidens absolutte intellektuelleelite, og konkurrencen imellem dem var overordentligt tilspidset. Det er mske ikke ssrt, nr man tnker p, at sofister ofte kom til at beklde eftertragtede og hjtplace-

1. Denne artikel udspringer af et foredrag afholdt ved studenterforeningen Phrontisteriums seminarLitteraturens ekko, afholdt 11.-12. marts 2011. Jeg vil gerne takke Phrontisterium for invitationentil at deltage.

2. Harris (1989) 197-233.3. Dio Cass. 63.14; Suet. Nero 23-24.

AIGIS 11,2 1

rede stillinger: Dion Chrysostomos fungerede flere gange som officiel gesandt for sinby, Prusa, og opnede af kejser Trajan, at byen mtte udvide sit rd, selv sl mnt, og atder blev investeret kraftigt i lokalt byggeri. Sofisten Polemon modtog store hdersbe-visninger fra Smyrna for sin virksomhed for den: ved n lejlighed opnede han f.eks., atbyen blev tilstet 10 mio. drachmer af kejser Hadrian.4 P samme mde oprettedes deradskillige kejserlige professorater eller lrestole i retorik, og disse poster var umde-ligt eftertragtede blandt professionelle sofister.5

Blandt disse sofister finder vi som nvnt farverige skikkelser som Dion Chryso-stomos fra Prusa i Bithynien, Polemon fra Laodikeia, Favorinus fra Arles, HerodesAtticus, og alts ogs Lukian fra Samosata ved Eufrat,6 den administrative hovedby idet tidligere kongerige Commagene i den romerske provins Syria i, hvad der i dag erTyrkiet. Han levede fra ca. 1207 til engang efter 180 og alts under i hvert fald treromerske kejsere: Hadrian, Antoninus Pius, Marcus Aurelius, og muligvis ogs kortva-rigt under Commodus (180-192).8

Vi ved ikke ret meget om ham: bortset fra en enkelt stning hos Galen er der ingensamtidige, der omtaler ham, og gtheden af denne stning er endda strkt omdisku-teret.9 Vi kan dog stykke lidt sammen fra de i alt 86 vrker, der er overleveret underhans navn. P trods af sin syriske herkomst og accent10 (hans modersml var muligvisaramisk11), som han selv gr grin med, gennemgik han tilsyneladende tidens stan-darduddannelse med dens kraftige ballast af retorik. Det er svrt at sige, om han slogind p en decideret karriere som professionel sofist; i hvert fald har Philostratos ikkeinkluderet ham i sine ellers ofte underholdende portrtter af sofister fra denneperiode. I sine unge r har Lukian imidlertid tilsyneladende vret aktiv som advokat,

4. Philostr. VS 531.5. Suet. Vesp. 18, 45; Marrou (19656) 436-37; Russell (1983) 74.6. Luc. Hist. conscr. 24, Pisc. 19.7. Suda s.v. : . Suda-lemmaet er i vrigt

umdelig fjendtligt indstillet over for Lukian pga. hans gren grin, nrmest i en bistning, med dekristne, der var en bizar, lille sekt p hans tid: se Luc. Peregr. 11-16.

8. Se ogs Baldwin (1973) 18.9. Stningen er ikke engang bevaret p grsk, men findes citeret hos den arabiske lrde H unayn ibn

Ishq (der gengiver Lukian som Lqiynus); se en oversttelse af passagen hos Strohmaier (1976)118.

10. Luc. Bis acc. 27; Pseudol. 1; Ind. 4; Vit. auct. 10; Merc. 24.11. Se dog Luc. Somn. 8.

AIGIS 11,2 2

nok hovedsagelig i Antiochia og Tarsus, og siden rejst som forelser i Lilleasien,Gallien og Athen.12 Som ca. 40-rig opgav han efter eget udsagn en aktiv karriere somjuridisk retor13 og vendte sig mod litteraturen. Senere i livet opnede han et mindreadministrativt embede i gypten, hvor han arbejdede for provinsprfekturen.14 Iessayet Alexander omtales Marcus Aurelius som dd: det skete i 180, s Lukian malts have overlevet ham.15

En af de ting, man frst mrker i forbindelse med tekster fra denne skaldte andensofistik,16 er et strkt fokus p en fjern og gloris fortid. Denne fortid er vagt definereti forhold til bde tid og sted; men det er isr den grske storhedstid i det femte ogfjerde rhundrede f.Kr., der giver kolorit og tjener som bagtppe for sofisternes histo-riske deklamationer. Donald Russell har trffende kaldt denne fiktive verden forSophistopolis:17 altid slret og halvvejs fiktiv og uvirkelig er den et temmeligmelodramatisk sted, hvor helte fra Marathon, tyranmordere og voldtagne jomfruerfrdes side om side med Sokrates, Alexander den Store og Themistokles. Det er enudefinrbar blanding af en hellenistisk polis og et underligt tidlst Athen, uden noglesrlige ydre kendetegn. Dette svrmeri for fordums storhed kommer samtidig heltkonkret til udtryk i den hjstatus, som de arkaiske og klassiske forbilleder havde isamtidens intellektuelle liv, og det mrkes ogs i Hvordan man skal skrive historie.

Dette forhold til en strlende fortid er derfor ogs en vsentlig del af baggrundenfor mange af Lukians vrker, der for fleres vedkommende kan inddeles i hans samtidsgngse, retoriske genrer. Der er meletai eller velsestaler, hvad enten det nu er fiktiveretstaler eller fiktive politiske taler (som f.eks. Phalaris, en fiktiv forsvarstale afholdt ptyrannens vegne til borgerne i Akragas, hvem han nsker at forre den berygtedebronzetyr). Der er logoi epideiktikai eller showprgede lejlighedstaler; og her kan man

12. Luc. Bis acc. 27, Ap. 15, Her. 15. Se ogs Baldwin (1973) 10: The fact that success came in Gaul,well outside the main centres of sophistic activity, may indicate that he found little room at the topin the professionally crowded centres of the East, and so opted for the status of big fish in a smallerpond, which he hoped would be temporary.

13. Luc. Bis acc. 32, Pisc. 25.14. Luc. Apol. 12 (og passim).15. Luc. Alex. 48.16. Om indholdet af dette frustrerende omstridte og derfor uklart definerede begreb, lanceret af Philo-

stratos (VS 480-81), se f.eks. Swain (1996) 1-6; Whitmarsh (2001); Anderson (1993).17. Russell (1983) 21-40.

AIGIS 11,2 3

nvne hans Fluen, der samtidig er et enkmion: en (festligt paradoksal) lovprisning afnoget ellers totalt foragtet.18 Hr bliver myten om, at dde fluer kan genoplives af askenfra andre fluer, til en fiks metafor for den platoniske sjls uddelighed alts fluenssjl. En tredie type er indledningstalen (prolalia), som er en kortere og relativt uformeltale, beregnet til at g forud for en egentlig offentlig deklamation. Af sdanne har vi 11fra Lukians hnd. Uden for den deciderede retorik-katalog er der ogs korte, satiriskedialoger; en genre hvor Lukian er virtuos som ingen anden. Og s er der ting somHvordan man skal skrive historie, der ikke er s ligetil at klassificere.

2. Hvordan man skal skrive historie: genre og strukturDen ret korte tekst kan mske bedst betegnes som et essay, for selvom den formelt erudformet som et brev, er der efter al sandsynlighed tale om en litterr fiktion. Densforml er angiveligt at give gode og rligt mente rd til folk, der har tnkt sig at bindean med at skrive samtidshistorie. Og det gr den da ogs; men som man kan vente sigdet af en inkarneret satiriker som Lukian, er fokus i lige s hj grad p de utroligesmaglsheder og overdrivelser, som drlige wannabe-historikere slynger om sig med,og som han ndeslst, og med slet skjult fryd, udleverer til publikums spot og spe. I shenseende lner vrket sig op ad den uhyre ondskabsfulde En sandfrdig historie, derfortller ekstremt fantasifulde rejseskrner af et temmelig Mnchhausensk format i enbenlys satire over nogle af de mere ukritiske historieforfattere og geografer som f.eks.Herodot, Ktesias, Megasthenes og Antonius Diogenes.19

I det andet rhundrede e.Kr. var der forsvidt ingen mangel p historieskrivning,hverken p partikulr- og universalhistorie. Skribenter som Appian og Dio Cassiusfokuserede eksplicit p en romanocentrisk tilgang til verdenshistorien, medens en delgrske forfattere simpelthen lod verdenshistorien ende med Alexander den Stores

18. Det er tnkeligt, at Lukian her tillader sig diskret at hne et uomgngeligt element i sit eget liv, forenkomia var centrale for sofister og skribenter i det romerske kejserrige. P samme mde skrev Fa-vorinus nemlig lovtaler over feberen og Thersites, og Fronto over rg og stv: se Pease (1926).

19. Luc. Ver. hist. 1; Georgiadou & Larmour (1998) 28-40; Schwartz (2006a). Hele teksten er oversat iSchwartz (2006b). Cf. Philops. 2, hvor Herodot og Ktesias igen bliver hngt ud som lgnhalse.

AIGIS 11,2 4

erobringer og lod, som om Rom aldrig havde vret til.20 Denne type forfattere kaneksemplificeres ved Kephalion21 og Jason fra Argos.22 En sdan insisteren p retro-spektion stemmer udmrket overens med den tidligere omtalte uforbederlige svrmenfor grkernes glorvrdige fortid og kan ogs vre et resultat af grkernes forsg p athvde og opretholde deres egen kulturelle identitet over for romerne. Og der var ogsdem, der forsgte at mediere og forene de to verdenssyn, som f.eks. Plutarch gjorde deti sine dobbeltbiografier af store romerske og grske historiske personligheder, og DionChrysostomos anstrengelser i samme retning.

Herudover blev der ogs skrevet samtidshistorie, hvad der netop er Lukians skyde-skive i denne tekst. De samtidige, romerske militrkampagner i Partherriget satte gangi nationalistiske flelser og krigsbegejstring og blev benbart fulgt med stor interesse,ogs i de grske dele af Romerriget, og det gav sig blandt andet udslag i, at mangemennesker gav sig til at skrive samtidshistoriske vrker om krigen med vekslendeheld. Korinth spiller en vis rolle i teksten; og Lukian m sledes have opholdt sig i byenp omtrent dette tidspunkt, eftersom han selv nvner, at han har hrt indtil flereoplsninger af de respektive forfattere dr selvom teksten jo godt kan vre skrevetsenere med sttte fra noter.23 Den normale mde at offentliggre sine skrifter p iromersk kejsertid var netop ved at prveoplse stykker heraf for et indbudtpublikum,24 og her har Lukian alts vret med ved flere lejligheder.

Stykkets kompositionsdato skal nok henlgges til slutningen af eller kort efterpartherkrigene, ca. 161-66 e.Kr. I hvert fald har vi en terminus post quem i beskrivelsenaf en koppe-epidemi blandt de romerske tropper, der fandt sted under belejringen afSeleukia i 166; og et andet sted ser Lukian frem til en lnge ventet triumfafholdelse,der m formodes at skulle afholdes inden alt for lnge.25

20. Samosata var hovedkvarter for en romersk legion (Legio XVI Flavia Firma) og et knudepunkt forflere militrveje, hvorfor Lukian m have haft et vist kendskab til latin. Det kan man dog ikke gtteud fra hans produktion: det er kun en enkelt gang, i Laps. 13, at han indrmmer noget kendskab tilsproget.

21. FGrHist 96.22. FGrHist 94.23. Luc. Hist. conscr. 17, 29; cf. Macleod (1991) 285.24. Tac. Dial. 3; Sen. De contr. 4 praef. 2; Plut. Mor. 711a-13f; Plin. Ep. 1.15.2; Harris (1989) 266-67.25. Luc. Hist. conscrib. 15, 31.

AIGIS 11,2 5

Lukian kalder selv stykket for en parainesis, alts en opmuntringstale, og hankommer med hypothkai eller anvisninger.26 Den samme struktur med frst kritik og sopbyggelige rd findes ogs i f.eks. Om dans og Anacharsis. Det hele har en udprgetlitterr karakter: der hersker en gennemgende let tone med mange litterre allusio-ner og citater, anekdoter, spgende sammenligninger, livlig polemik osv. Der fore-kommer hyppig brug af jeg-former,27 direkte tale,28 retoriske sprgsml og udrb,29 ogder bliver givet dagsaktuelle eksempler p historieskrivning, hvilket er en markantforskel fra andre grske, litteraturkritikere som f.eks. Dionysios fra Halikarnassos ellerPseudo-Demetrios, der begge netop udelukkende beskftiger sig med kanoniske forfat-tere fra hellenistisk og isr klassisk tid.

Det direkte, litterre forlg er diatriben; en genre, hvis oprindelse vi ikke kender.Demetrios fra Phaleron30 sagdes at vre den litterre prosadiatribes ophavsmand. Omdiatriben glder, at den skal vre mundtlig (eller vre skrevet af efter et mundtligtforlg). Den skal egentlig leveres af kyniske/stoiske filosoffer til folkemngder pgaden, og den skal indeholde filosofisk-moralske formaninger, koncentreret om etenkelt tema. Typisk former den sig som et angreb p et eller andet fejlgreb eller ensynd, om man vil, i en livlig, hverdagsagtig og farverig stil. Diatriben betragtes faktisksom den hedenske version af en prdiken, og den er som sdan forlg for Paulus,kendt fra Det nye Testamente.31 Der kan vre en fiktiv samtalepartner og et vist ml afargumentation, men det er ikke ndvendigt. Men der er til gengld uvgerligt enskydeskive, som ljerne gr ud over. Dion Chrysostomos, der levede en generation frLukian, kender ogs udmrket genren og beskriver den som en del af en etablerettradition.32 Vsentlige ingredienser er spoudogeloion (alvor blandet med spg); og efterDions recept kan man ogs frit anvende myte- og historiestof og inddrage dagsaktuellenavne i irettesttelsesdelen (castigatio). Ogs Cicero beskftigede sig tidligere med

26. Luc. Hist. conscrib. 5.27. Luc. Hist. conscrib. 14, 15, 16, 17.28. Luc. Hist. conscrib. 14, 15, 23.29. Luc. Hist. conscrib 14, 26, 15.30. Stob. Flor. 8.2031. Om diatribens karakteristika, se Demetr. Eloc. 163, 259-61.32. Dio Chrys. Or. 55.9, 55.12, 66; Luc. Hist. Conscr. 23, 39, 42, 47, 54, 58, 60.

AIGIS 11,2 6

diatriben, som han kalder plenae disputationis delectationes, alts underholdning, derrummer megen argumentation i sig.33

Hvordan man skal skrive historie str sledes diatriben nrmere end f.eks. reto-riske lreeksempler eller egentlige stridsskrifter. Alene skriftets fyndighed og korthedtaler for denne definition; men ogs den konstant afvekslende stil og de mange, afveks-lende topoi peger i denne retning og navnlig forudstter det, at publikum pforhnd er velinformeret om litteratur og retorik, at de alts er dannede mennesker.

De erklrede litterre forbilleder i teksten er de tre store, klassiske historikere,Herodot, Xenophon og isr Thukydid.34 Det skal i den forbindelse nvnes, at der fore-ligger et underholdende, lille skrift fra Lukians hnd med titlen Om den syriskegudinde, som er en perfekt gennemfrt pastiche p bde Herodots skrivestil (pmnstergyldigt ionisk, naturligvis) og p hans etnologiske metode. I Hvordan man skalskrive historie er det dog fremfor alt Thukydid, der er det erklrede stilikon. Det blivertydeligt straks fra starten: den metodiske, grundige beskrivelse af sygdomsforlbet hosabderiterne, der er grebet af en skrkkelig teaterfeber, er en tydelig allusion til Thuky-dids med rette bermte skildring af den epidemi, der hrgede Athen i 430 f.Kr, og psamme mde er udgangsreplikken i kapitel 63 en reference til Thukydids nok berm-teste stning hans programerklring, hvor han giver afkald p jeblikkelig popula-ritet til gengld for evig aktualitet.35

Ogs i Lukians vrige produktion er der tit muntre allusioner til Thukydid. I hanslille, syrede science-fiction-roman En sandfrdig historie er der f.eks. henvisninger tilsslag, traktater og forskelligt andet, der er lftet direkte ud af Thukydid;36 og psamme mde gr Lukians hudfletning af drlige historieforfattere i kritikdelen allerhr-dest ud over deciderede Thukydid-imitatorer.37 Dette er p den ene side udtryk for densregne svrmen for og imitation (mimsis) af det, man opfattede som de gode, gamledage, som vi allerede har set. P den anden side, og mske endnu vigtigere, er det et

33. Cic. Tusc. 3.34.81.34. P trods af spndvidden af Lukians mange allusioner og citater er der ikke enighed om, i hvor hj

grad Lukian ogs var fortrolig med sine litterre forbilleder. For en noget skeptisk tilgang, se An-dersons artikel fra 1959 med den sigende titel Lucians Classics: some Shortcuts to Culture.

35. Thuc. 2.49; 1.22.4.36. Luc. Ver. 1.12, 1.17, 1.19-21, 1.36-37; se endvidere Philops. 6.37. Luc. Hist. conscrib. 15, 19, 26.

AIGIS 11,2 7

klart udtryk for den generelle vrdsttelse af den gamle attiske dialekt, der i det frsterhundrede f.Kr. fulgte som en reaktion p det overlssede asianske stilideal (og sidenfik en renaissance omkring Augustus tid).38 I denne litterre strmning havde denrke-attiske Thukydid derfor nrmest status af vrnehelgen; og snart sagt alle denslitterre koryfer bekendte deres troskab til dette stilideal.39 Og endda fik atticismenog dermed Thukydid-begejstringen en yderligere opblomstring p Lukians tid, alts i100-tallet e.Kr., som det f.eks. tydeligt kan ses af Ailios Aristeides besynderlige show-taler.40 Atticismen fik samtidens intellektuelle til at skrive p et litterrt sprog, der ikkehavde vret talt i flere hundrede r, og Lukian selv er mske nok en af de allersikresteattiske stilister (omend slet ikke s puristisk): man njedes ikke bare med at lngesefter tabte tiders Sophistopolis, man forsgte aktivt igennem sproget at reetablere den.

Det er til gengld pfaldende, at historikeren Polybios glimrer ved sit totale fravri anegalleriet. Det er s meget mere pfaldende, som der igennem hele Polybios vrkfaktisk er stret mange passager med historiografisk kritik og betragtninger over histo-riens vsen og forml og som Polybios hr og ved sin praksis i vrigt kommer ganskenr p det forbillede, Lukian opstiller.41

Svidt alts forbillederne; men man kunne ogs sprge, om det ved besttelsen afskurkerollerne er muligt at identificere nogle virkelige historikere blandt Lukiansskydeskiver. Jacobys Fragmente der griechischen Historiker ryster sledes ikke phnden, men tildeler uden videre otte af de omtalte historikere en plads i oversigten,anonyme svel som navngivne (p trods af nogle ofte ret fantastiske navne og endnumere outrerede hjembyer som f.eks. Crepereius Calpurnianus fra Pompeiopolis).42 Etendnu bedre sprgsml er det, om nogle af de samtidige historieforfattere, der gresgrin med i teksten, er overleveret til i dag. Her er de fire mulige kandidater Appian,

38. Dion. Hal. Thuc. 2.813; Cic. Brut. 287. Om attisks opblomstring og dets vej til enerdende grsk lit-terr dialekt (og om atticismen), se Blomqvist (2010).

39. Dio Chrys. Or. 18.10 (cf. 73.7, 11.146, 53.9-10 for thukydidiske ekkoer). For grammatikere somPollux og Phrynichos kan kun de ord godkendes som attiske, der kan findes hos Thukydid, Platonog Demosthenes. Lukian var noget mindre rigid, men anbefalede dog, at man fulgte Thukydid ogPlaton som stilistiske forbillleder: se Lexiphanes 22.

40. Ael. Arist. 29, 30, 31, 46.41. Walbank (1957) 6-16.42. FGrHist 203-10. Den uheldige Crepereius har ligeledes fet sit helt eget lemma i Groag & Steins

Prosopographia Imperii Romani (Groag et al. PIR2 C: 1568) tilsyneladende ikke baseret p sporandet end Lukians omtale af ham!

AIGIS 11,2 8

Polyainos, M. Cornelius Fronto og Arrian. Appians vrk er centreret om Roms interneforhold og som sdan af ringe interesse for Lukian; og noget lignende gr sig gldendefor Polyainos antologiagtige samling af anekdoter om krigslister (Strategemata).Fronto havde vret lrer for bde Lucius Verus og Marcus Aurelius og havde livetigennem et temmelig intimt forhold til kejserslgten. Selvom han af Verus blev opfor-dret til at skrive et vrk om Partherkrigen, m man g ud fra, at det har vret ligelovligt risikabelt at gre nar ad en mand med sdanne forbindelser. Det levner Arrian,der ganske vist ikke skrev om denne krig, men derimod om Alexander den Stores ogTrajans erobringer (hans Parthika om sidstnvnte er dog ikke overleveret). Hanbetragtede sig selv som om en slags genfdt Xenophon og forfattede bl.a. en Anabasis(om Alexanders felttog) og et st Memorabilia (om Epiktet); og Macleods teori omspredte referencer til ham fordelt rundt omkring i vores tekst forekommer migattraktiv: den filosofiske historiker, lftet om bde en Indika og en Periplus, de forskel-lige dialekter og den tydelige tilfredshed med sig selv og sin hjemby selvom Arrianretfrdigvis m siges ikke at gre sig skyldig i de vrste af de synder, Lukian ridser op,men faktisk selv havde bde politisk og militr erfaring og skrev i en behagelig ogafdmpet, klar stil.43

Uanset hvad var de faktiske og tilgrundliggende, historiske begivenheder ikke i sigselv srligt interessante, hverken for Lukian eller hans samtidige. Beundringen oginteressen gjaldt i langt hjere grad den stil og form, som de antikke forbilleder kldtederes tanker i. Her fandt man et nsten uudtmmeligt materialeforrd til alle de reto-riske velser, historiske eksempler og anekdoter, man nogensinde kunne f behov for.Det var mange, for retorik udgjorde, i en grad vi i dag har svrt ved mske helt at fatte,grundstammen i en litterr uddannelse. Det er derfor kvaliteter og isr mangler iforhold til forbilledernes stil, disposition og form, som Lukian vurderer (og navnligkritiserer) i det lille skrift, og kun p en andenplads deres sandhedsvrdi, kilde-behandling eller materiale.

Vrkets struktur ser ud som flger:

1. Indledning (1-6): anekdote om abderiternes tragediefeber og om Diogenes pithos

2. Hovedtekst (7-60), kan igen inddeles i

43. Macleod (1987).

AIGIS 11,2 9

Frste del (7-32) i to afsnit: a) afgrnsning af historieskrivning fra digtning og enkomion (7-13)b) eksempler p drlig stil i historieskrivning (stil, sprog, komposition) bliver gennemheglet (14-23). Eksempler gives p indholdsmssige fejl i skrivning: lodret lgn, uvidenhed, tomhed (24-32). Kapitel (33) er en overgang til

Anden del (34-60): positive rd til potentielle historieskrivere (34-42), og til udformningen af selve vrket (43-60)

3. Epilog (61-63): anekdoten med Diogenes genoptages, og der opsummeres44

Indlejringen er som nvnt et brev, addresseret til en vis Philon men da dette navn erekstremt almindeligt i senere grsk, kan modtageren nppe bestemmes: i Pauly-Wissowa er der sledes registreret 61 personer under dette navn. Det er ikke umuligt,at Lukian faktisk kendte en Philon og vidste, at denne gik med planer om at blive enstor historieforfatter, og derfor ville give ham nogle rd med p vejen. Der optrderogs en person af samme navn som samtalepartner i Lukians Symposion,45 men vi fralts nppe nogensinde opklaret, hvem Philon er.

3. Hovedtekstens frste del: revselseTil Philon fortller Lukian nu indledningsvis en advarende lille anekdote om de godefolk i Abdera. Af en eller anden grund gjaldt denne by som antikkens Prekbing, ogman fortalte molbo-vittigheder om de stakkels folk i Abdera. Men angiveligt blev folkher alts efter en optrden af den bermte tragedieskuespiller Archelaos p kongLysimachos tid, dvs. i 280erne f.Kr. alle som n ramt af en frygtelig tragediefeber.Beskrivelsen af febersygdommen er en munter pastiche over det bermte forbillede hosThukydid, den uhyggelige beskrivelse af pesten i Athen i 431 f.Kr.:

Frst led de alle af en feber, som var heftig og vedholdende lige fra begyndelsen.Omkring syv dage senere forlod feberen dem, men forrsagede voldsomme nse-bldninger hos nogle og kraftige svedeture hos andre. Men sygdommen pvirkedederes sind p en komplet latterlig mde: de vendte sig alle sammen mod tragedieog skreg op p iambiske vers. De sang for det meste arier fra Euripides Androme-da og opfrte Perseus parti som en sang; og hele byen var fuld af alle disse blege

44. Skemaet er modelleret efter en oversigt hos Homeyer (1965) 13-14.45. Luc. Conv. 1 og passim.

AIGIS 11,2 10

og tynde syvendedags-tragikere, som gik og brlede o Eros, hersker over ddeligog gud af fuld hals, igen og igen, lige indtil vinterens komme med hrd frost satteen stopper for deres vs.46

Dette kom Lukian til at tnke p, fordi hele verden nu tilsyneladende er ramt af enlignende, men endnu farligere lidelse: p grund af Partherkrigen skriver gud og hver-mand historie, eller rettere, alle er pludselig Thukydider, Herodoter og Xenophoner.Krigen er i sandhed altings fader bemrker Lukian med et Heraklit-citat nr denkan avle s forbandet mange historikere. Allusionen til Thukydid er selvflgelig umis-forstelig og morsom for et dannet publikum, men fr ogs en vis aktuel hvashedderved, at de romerske tropper faktisk havde en epidemi med sig hjem fra belejringenaf Nisibis i 166.47

Herp flger endnu en anekdote, om kynikeren Diogenes: da hele Korinth stod pden anden ende med hektiske forberedelser til at blive belejret af Philip II, gavDiogenes sig til at rulle sin pithos op og ned ad Kraneion-bakken, s jeg ikke skal ligneden eneste, der dovner den, blandt alle disse knoklere.48 P samme mde vil Lukianogs give sit bidrag, nr nu alle andre benbart gr det men med rd, bidrag ogkritik.

De fleste wannabe-historikere, pstr han, har den opfattelse, at det er lige ud adlandevejen at skrive historie, og at man lige s lidt behver erfaring eller instruktion idet som i at g, se eller spise. Intet kunne selvflgelig vre mere forkert, hvilket hangerne vil demonstrere. Hvis folk ikke vil lytte og det vil mange af dem sikkert ikke,isr hvis de er blevet frdige med skrivearbejdet og er begyndt at optrde med det

46. , , , , . - , ,

, , (Luc. Hist. conscrib. 1).

47. Gilliam (1961) 225-27 (og se ovenfor).48. , , , (Luc. Hist. conscr.

3).

AIGIS 11,2 11

er Lukian ligeglad: det bekymrer ikke lgen ret meget, hvis abderiterne fremturer medat ville opfre Andromeda.49

I kapitel 6 gr han dernst opmrksom p den todelte struktur i det flgende.Frst vil han gennemg de fejl, der for enhver pris skal undgs, og dernst den rigtigevej frem: en korrekt begyndelse, disposition af stoffet og de indbyrdes proportioner afde enkelte dele, hvad der skal udelades, hvad der skal dvles ved og selvflgeligsammenfjningen og udtrykket af det hele.

Derp kaster han sig ud i at revse de utallige former for fejl og smaglsheder, derfor enhver pris skal undgs. Det er f.eks. en meget alvorlig fejl ikke at anerkende, atpoesi og historieskrivning er to forskellige ting. I poesien er friheden total, og deneneste standard er digterens egen vilje. Hvis det passer ham at spnde vingede hestefor en vogn, at lade mennesker lbe p vand eller kornaks, s er det hans ret:

Hvis de nsker at lovprise Agamemnon, kan de frit lade ham have hoved og jnesom Zeus, en brystkasse som gudens bror Poseidon og et blte som Ares: i dethele taget m Atreus og Aeropes sn vre sammensat af alle guderne p n gang;for ingen af dem alene er helt tilstrkkelig til at udtrykke hans sknhed. Menforsger historieskrivningen p den slags spytslikkeri, hvad bliver det s til, andetend fodslbende, prosaisk poesi, som nok mangler sin grandiositet, men ellersudviser den samme forkrlighed for undere uden metrum, og netop derfor smeget desto mere pfaldende.50

49. , (Luc. Hist.conscr. 5).

50. , . . , , , , . , , , , . , , , ; (Luc. Hist. conscr. 8).

AIGIS 11,2 12

Historieskrivningens eneste ideal er derimod dens nyttevrdi, og den opstr af sig selv,nr den holder sig til sandheden. Det er noget vrvl, nr nogle forfattere bilder sig ind,at de udmrket kan holde nyttigt og behageligt adskilt og derfor inkorporerer f.eks.sleske lovprisninger i deres vrk. For hvis det behagelige er til stede i et historievrk,er det som et heldigt flgeprodukt ligesom hvis en dygtig sportsmand ogs er smukat se p.

Ingen vil bryde sig om det, hvis vrket inkluderer tydeligt fiktive elementer, ellerlovprisninger der er decideret fjendtlige over for den anden part i hvert fald ingendannede mennesker. Det er muligt, at den store, gr hob af bredbagede bnder vil findebehag i den slags vulgariteter, men det publikum, der faktisk tller folk med smag,forstand og dmmekraft vil pege og grine sig fordrvede, nr de hrer, hvor elendigtteksten er udarbejdet. Af samme rsag duer det ikke med lovtaler: de behager mske nperson i hele verden (nemlig den, de er henvendt til), men irriterer alle andre grn-selst, isr hvis de indeholder benlyse overdrivelser af den slags, som folk i reglendisker op med, nr de forsger at fedte sig ind hos nogen.

Dernst gr Lukian over til en at gennemg en rkke eksempler p hrrejsendeskriveri, han er stdt p, mens han har vret tilhrer ved offentlige oplsninger afmere eller mindre hblse historievrker om partherkrigen. n forfatter begyndtestraks med muserne og bad dem hjlpe ham med opgaven:

Kan du se, hvor passende og naturlig sdan en begyndelse er i historieskrivning,og hvor utroligt egnet til denne type litteratur? Snart efter begyndte han at sam-menligne vor egen hrfrer med Achilleus, og parthernes med Thersites udenat forst, at Achilleus jo ville have vret en strre helt, hvis det var Hektor, handrbte, og ikke Thersites [...]!51

Det nste hib gr ud over en vel ivrig Thukydid-imitator, der kopierer sit forbilledefuldkommen slavisk:

51. ; , , , [...] (Luc. Hist. conscr.8).

AIGIS 11,2 13

Ligesom Thukydid begyndte han med sit eget navn den mest charmerende b-ning, man kan tnke sig, og som formelig nder attisk timian: Crepereius Cal-purnianus fra Pompeiopolis har her beskrevet krigen imellem partherne og ro-merne og skildret, hvordan de har frt den mod hverandre. Han tog fat p vrketstraks ved krigens begyndelse...52

Det var iflge Lukian netop da ret moderne at bilde sig ind, at man efterligner Thuky-dids stil, hvis man hugger alle hans formuleringer med nogle mindre ndringer. Ogden selvsamme historiker har f.eks. ogs omtalt en masse romerske vben og krigsma-skiner med deres latinske navne: du kan selv forestille dig, hvor nobel hans historievirkede, og hvor vrdigt det er for Thukydid, at der blandes latinske ord op med detattiske, og ligesom purpur pryder og smykker det hele og skaber fuldendt harmoni!53

P grsk siger man ofte om litteratur, der ikke opnr den nskede effekt derf.eks. er umorsom, overlsset, plat eller kedelig at den er kold (). Det erbaggrunden for den nste tirade, der gr ud over en ny, soi-disant Thukydid:

Mtte de ondtafvrgende guder rette hans skrivestil imod vore fjender, s koldsom den var koldere end kaspisk sne eller keltisk is! Han brugte nsten en helbog p at beskrive kejserens skjold, med en gorgon p skjoldbuklen, og hendesjne, der var sorte, hvide og bl, og hendes blte der var som en regnbue, og hen-des hrkrller af snoede og sammenfiltrede slanger. Og hvad angr Vologaesesbukser eller han hests bidsel du godeste gud, han brugte jo tusinde ord p hver,og p Osroes hr, da han svmmede over Tigris, og den hule, hvor han sgte til-

52. , , , . , , (Luc. Hist. conscr. 15).

53. , - , (Luc. Hist. conscr. 15).

AIGIS 11,2 14

flugt, som var helt overskygget af vedbend og myrte og laurbr. Lg nje mrketil, hvor helt essentielle disse detaljer er for historien: uden dem ville vi aldrig haveanet, hvad der var sket der.54

Forfattere af denne type kan ikke kende forskel p det vsentlige og uvsentlige, ellerp hvad der br siges og ikke. De brer sig ad som en tjener, der netop har arvet sinrige herre, og som ikke kan klde sig ordentligt eller vise manerer ved bordet: destopper sig med linsesuppe og saltfisk og ignorerer helt det lkre fjerkr og harekd,der er sat frem. Denne samme forfatter beskrev, hvordan en soldat dde af et sr istoreten; og hvordan general Priscus rbte s hjt, at 27 fjender faldt dde om. I slagetved Europos var der efter hans beregninger 70.236 faldne parthere, mens de romersketab var to dde og ni srede. Som Lukian bemrker, kan ingen ved deres fulde fem jofste lid til den slags fordrukkent sludder.

Det er ogs galt at have et ujvnt stilleje, eller dele af vrket, der ikke passer tilresten. Mange skriver f.eks. elegante, hjtidelige og lange fortaler, s man sidder ogventer p en fantastisk fortlling. I stedet kommer der s s slle en hovedtekst, at detligner et lille barn med en gigantisk Herakles-maske p. Det er naturligvis galt: der skalvre harmoni og enhed mellem krop og hoved, s man ikke, som mange forfattere,stter hovedet af kolossen p Rhodos oven p en dvrgekrop.

Andre igen er ligeglade med fakta som f.eks. geografien: Lukian omtaler n, derlftede min egen fdeby Samosata med mure og det hele op, og anbragte den i Meso-potamien, s begge de to floder lb omkring den og nsten rrte bymuren!55 Det erindlysende, ppeger han, at sdan en mand aldrig har mdt en syrer, eller s meget som

54. . , . , , , , , , . , (Luc. Hist. conscr. 19).

55. , , , (Luc. Hist. conscr. 24).

AIGIS 11,2 15

hrt om n hos barberen. Denne samme forfatter syntes benbart ogs, at der skulleholdes en gravtale over den faldne hrfrer Severianus, nr nu Thukydid gr det:

De konkurrerer nemlig alle med Thukydid, sknt det aldeles ikke er hans skyld,hvad der skete i Armenien. S da han havde begravet Severianus med pomp ogpragt, lod han en centurion ved navn Afranius Silo klatre op p graven som en an-den Perikles. Denne mand holdt s en mindetale over ham p en s bizar og over-drevet mde, at jeg gudhjlpemig ikke kunne holde op igen med at grde af grin,isr da den store taler Afranius mod slutningen brd ud i trer og under suk ogstn mindedes alle deres herlige middage og skler sammen. S satte han kronenp vrket ved som en anden Aias at trkke sit svrd og, med al den vrdighedman kan vente sig af en Afranius, at beg selvmord i alles psyn oven p graven og han havde ved Enyalios56 fortjent at d lnge i forvejen for at have holdt sdanen tale! Forfatteren sagde dernst, at alle tilskuerne var lamslede og roste Afrani-us til skyerne. Jeg for mit eget vedkommende forbandede ham sdan helt generelt,fordi han kun lige akkurat undgik at komme ind p alle supperne og skaldyrsret-terne, og at flbe ved mindet om pandekagerne men isr bebrejdede jeg ham,at han dde, inden han fik skret halsen over p den skaldte historieforfatter, derhavde skrevet og instrueret hele dramaet.57

Andre gr problemet vrre ved i tilgift at gre for lidt ud af vigtige emner: n rserigennem slaget ved Europos p under syv linier, mens han bruger evigheder p atgengive nogle ubeskriveligt kedelige oplevelser, som en maurisk ryttersoldat af hansbekendtskab kom ud for, da han blev vk fra sin lejr under slaget. Et andet geni bruger500 linier p hele krigen, men pstr alligevel, at han har skrevet et helt historievrk selvom titlen nrmest er lngere end vrket: En beretning om romernes nyligebedrifter i Armenien, Mesopotamien og Medien, af Antiochianos, sejrherre i Apollon-

56. En krigsgud; formentlig konceptuelt identisk med Ares.57. .

X , , , . . , , (Luc. Hist. conscr. 26).

AIGIS 11,2 16

legene. Som Lukian ondskabsfuldt bemrker, har han nok engang vundet drengeneskortdistancelb.58

4. Hovedtekstens anden del: konstruktive rdNr Lukian gr nar ad disse hblse forfattere, har han ogs et praktisk forml meddet: enhver, der kan undg disse og lignende fejl, har allerede taget et stort skridt pvejen mod korrekt historieskrivning. Anden del af vrket lever p ingen mde op tilden frste i livlighed og underholdningsvrdi, selvom der for s vidt ikke manglerkorrekte og sobre pointer. Som ppeget af M.D. Macleod:

The final section [...] though starting with a memorable profile of the ideal histo-rian, and containing sensible remarks, on style, method and various componentparts of a history, is rather a ragbag with some loose ends and inconsistencies.Lucian, as I see it, had already achieved his main purpose of entertaining his audi-ence with many of the tricks in his satirical repertoire in his rogues gallery of hi-storians, but had to give his discussion of this techn some semblance of structu-ral unity without making it too long to lose the interest of readers or hisaudience.59

Resultatet er, at tredie del fles mrkbart fladere og en hel del mindre tempofyldt endanden del, selvom historikere in spe rent faktisk fr en masse udmrkede og fornuftigerd, der kan holde bde deres tankerkker og deres skrivestil nede p jorden. Og hvadskal der s til? Iflge Lukian skal en god historieforfatter besidde som minimum to ting:indsigt i statskunst og evnen til at udtrykke sig. Det sidste skal opdyrkes ved stadigvelse; det frste er medfdt. Lukian pstr ikke at kunne gre den talentlse i stand tilat skrive. Men i det omfang rmaterialet, alts det naturlige anlg, er til stede, kan hanhjlpe lidt med at polere det og f det slebet helt skarpt.60

Ideelt er historieforfatteren alts intelligent, god til at udtrykke sig og skarpsynet;han er i stand til at forst praktiske problemer; han har bde soldatens og borgerenstankegang og har nogen forstand p taktik og strategi. Det gr heller ikke noget, hvishan har set en militrlejr indefra og kender lidt til vben og krigsmaskiner og forstr

58. (Luc. Hist. conscr. 30).

59. Macleod (1991) 284.60. Luc. Hist. conscr. 34-36.

AIGIS 11,2 17

sig p militrtermer: alts ingen skrivebordsgeneral, der kun kan forlade sig p, hvadandre fortller ham.

Men endnu vigtigere er det, at han er upartisk: han m ikke tage sig af, at Philip 2.manglede et je, men vise ham prcis, som han var; ikke vre nervs for Alexanderden Stores vrede, hvis han omtaler hans bestialske mord p Kleitos; ikke frygte Kleonsmagt over folkeforsamlingen i Athen, men sige rent ud, at han var en livsfarliggalning og (med helt tydelig adresse til 6. og 7. bog af Thukydids historievrk) hanm vre ligeglad med, hvad hele Athens befolkning mtte mene, og bent fortlle omkatastrofen p Sicilien. Intet af det er jo hans skyld. Hvis man ved at ndre p ellerudelade kendsgerningerne kunne have bragt det hele i orden, s kunne Thukydidhimself jo med n skrbelig pen have vltet muren p Epipolai, have snketHermokrates admiralskib, have gennemboret den vmmelige Gylippos, fr han kunneblokere vejene omkring Syrakus og endelig have kastet syrakusanerne i stenbruddene,mens athenerne selv sejlede sejrrige omkring Sicilien, sdan som Alkibiades havdehbet p. Men man kan nu engang ikke gre det gjorte ugjort.61

S historieforfatteren m vre frygtls, ubestikkelig, ligefrem, en ven af sandhedenog parat til at kalde en spade for en spade, og hverken give efter for had eller venskab;han m ikke skne nogen eller vise medynk; han skal vre upartisk og give begge sider,hvad de har krav p. Han skal vre uafhngig og ikke tjene nogens interesser ellerbekymre sig om, hvad nogen vil tnke men kort og godt sige rent ud, hvad der skete.

Hvad den sproglige udformning angr, skal han strbe efter en rolig og jvn stil,undg uendelige stninger og intrikat logik og hvad der ellers hrer hjemme i reto-rikken. Han skal ikke bruge indforstet jargon eller sre, eksotiske ord, og heller ikkevulgre udtryk hentet fra markedspladsen, men bruge ord som almindelige menneskerkan forst og dannede stte pris p. Han kan godt lade sproget vre hjstemt, nrstoffet passer til det, men han skal altid beholde fdderne p jorden og undg at blivepoetisk eller panegyrisk. Hans tanker kan gerne ride p hesteryg, men hans sprog skallbe p jorden ved siden af hesten og holde fast i sadeltppet.62

61. Luc. Hist. conscr. 37-39.62. Luc. Hist. conscr. 43-45.

AIGIS 11,2 18

Begivenhederne skal han stte ind i en nje overvejet rkkeflge, og frst eftergrundig research. Det bedste er, hvis han selv har vret vidne, men ellers m hanudvlge de plideligste vidner, alts dem som er mindst tilbjelige til at lgge til ellertrkke fra pga. personlige interesser. Herudaf producerer han en rtekst, der stadig erbar og upyntet, og tilfjer orden og sknhed ved hjlp af diktion, talefigurer ogprosarytme.

Han m bevare det store overblik og ligesom se det hele lidt fra oven, som Zeus derskuer ned fra Idabjerget. Han skal vre med hos begge hrfrere, se deres planer,metoder og taktik, og under selve slagene skal han vre med bde under angrebet ogp forflgelse og flugt. Han skal vre klar til at suse fra Armenien til Medien i t glimt,og derfra straks til Iberien, og s igen til Italien s han ikke gr glip af noget somhelst, der er vigtigt for historien.

Det, han skal fortlle, har jo fundet sted, s man m tnke p ham som p enbilledhugger som Praxiteles eller Pheidias: materialet foreligger, nu er det bare at givedet form: at save elfenbenet til, polere det, lime det sammen, forme og forgylde det.63

Hvad indledninger angr, m historikeren nogle gange springe en fortale over, hvisstoffet krver det, og i modstning til retorikere skal han undlade at fiske efter publi-kums gunst med en captatio benevolentiae. Derimod er det som regel en god id pforhnd at sige, hvad der kommer, og helt generelt at disponere og underinddelestoffet.64

I det hele taget skal Philon huske p, at man endelig ikke m skrive kun med blikfor nutiden, i det hb at man vil blive bermt og feteret i sin samtid. Man skal sigtemod evigheden og skrive for eftertiden, som s til gengld vil belnne n. Det skalengang kunne siges, at han var en fri mand, fuldstndig oprigtig i sin tale, uberrt afsmiger eller servilitet, og udviste sanddruhed i alle sprgsml. Dt vil ethvert fornuf-tigt menneske stte hjere end hb for nutiden, kortlivede som de er.

Lukian illustrerer denne pointe med en anekdote om arkitekten Sostratos, derbyggede det bermte Pharos-fyrtrn i Alexandria:

63. Luc. Hist. conscr. 51.64. Luc. Hist. conscr. 52-54.

AIGIS 11,2 19

Da han havde bygget det, indhuggede han sit eget navn i murvrket og dkkededet til med gips. Uden p gipsen skrev han s navnet p den regerende konge. Hanvidste, at gipsen og bogstaverne efter relativt kort tid ville falde af, og det gjordedet da ogs. Inden under stod der s Sostratos fra Knidos, Dexiphanes sn, opfr-te dette til de frelsende guder p vegne af de sfarende. P den mde tnkte ikkeengang han selv p sin egen levetid, men s fremad mod vor tid og evigheden slnge trnet str, og hans kunnen er bevaret.65

5. Tekstens reception Lukians Hvordan man skal skrive historie holdt sig dagsaktuel langt op i moderne tidog var en vigtig inspirationskilde for folk som f.eks. renaissancehumanisten WillibaldPirckheimer, der oversatte den til latin for kejser Maximilian I tidligt i 1500-tallet. I1576 udkom der i Basel et samlebind, som indeholdt dette skrift sammen med Diony-sios fra Halikarnassos skrift om Thukydid: alle de italienske, spanske, tyske og franskeforfattere, der bidrog med metodologiske kapitler, er i et eller andet omfang pvirket afteksten, som de citerer og parafraserer.66 I Frankrig hjalp folk som dAblancourt,Racine, Boileau og Fnlon med til at udbrede kendskabet til teksten, i England blev detoversat af Spence i 1684 og videre behandlet af kapaciteter som Dalrymple og BenjaminDisraeli, og i Tyskland oversatte C.M. Wieland det til tysk med kommentar i 1788. Heltfrem til Leopold von Ranke og endda G.M. Trevelyan var vrket noget, man togserist. Det br for en ordens skyld ogs nvnes, at M.Cl. Gertz herhjemme oversatteskriftet til dansk i 1904 og i en indledning vurderede Lukians litterre smag og histori-ografiske betragtninger positivt.67

Det er mske nok ikke lngere dagsaktuelt eller ndvendigt pensum for vordendehistorieforfattere, der i dag arbejder ud fra helt andre forudstninger. Lukian er f.eks.tilsyneladende fuldkommen uinteresseret i konomiske og sociale faktorer (ogs baresom baggrund for det krigstema, han tydeligvis opfatter som historieskrivningens over-

65. , , , , , . , , (Luc. Hist. conscr. 62).

66. Homeyer (1965) 38-39.67. Gertz (1904) 7-9.

AIGIS 11,2 20

ordnede ml), han bekymrer sig ikke meget om udforskning af mere komplekse kausa-liteter bag kriges udbrud, og han er ligeglad med universalhistorie. Men det er let nokat kritisere p en sikker afstand af knap 2000 r, og Lukian pstr jo heller aldrig selv atlevere et dybtgende studium af historiografi som sdan. Med Mcleods ord:

Rather should we admire the good sense of one who was not really interested inhistory and had like most of his contemporaries been over exposed to the teachin-gs of rhetoricians who accorded historians oratorical and poetic licence. He reallydoes understand what the writing of history should all be about. Few of his ideasare original but he deserves credit for selecting with judgement from the vastmass of conflicting views available and producing a readable and elegant pastichethat is sensible and reasonably consistent. Throughout his career he was a di-stinguished exponent of the spoudogeloion, serious jesting. Here too he amuses uswith his humour, but he is for once being serious and constructive.68

Vrket er mske ikke det sidste ord om kunsten at skrive historie men det erstadigvk udmrkede rd bde om historieskrivning og om skrivning i al alminde-lighed, og det er et interessant indblik i en rasende, antik litterr debat. Og hvad dermske er vigtigere: det er faktisk det eneste overlevende vidnesbyrd om en litterrundergenre, der har rdder tilbage i hellenistisk tid. At det s oven i kbet er eminentunderholdende, gr jo ikke ligefrem noget.

Bibliografi

Anderson, G. 1959. Lucians Classics: some Shortcuts to Culture. BICS 23: 59-68.

1993. The Second Sophistic. A Cultural Phenomenon in the Roman Empire. Londonog New York.

Baldwin, B. 1973. Studies in Lucian. Toronto.

Blomqvist, J. 2010. Attiska: frn lokaldialekt till vrldssprk. AIGIS 1: 1-29.

[http://aigis.igl.ku.dk/2010,1/JB-Att.pdf]

68. Macleod (1987) 289-90.

AIGIS 11,2 21

Georgiadou, A. & D.H.J. Larmour. 1998. Lucians Science Fiction Novel True Histories.Interpretation & Commentary by. Leiden.

Gertz, M.C. 1904. Lukianos fra Samosata: Hvorledes man br skrive Historie. Oversatved. Kbenhavn & Kristiania.

Gilliam, J.F. 1961. The Plague under Marcus Aurelius. AJP 82: 225-51.

Harris, W.V. 1989. Ancient Literacy. London & Cambridge, MA.

Homeyer, H. 1965. Lukian: Wie man Geschichte schreiben soll. Herausgegeben, ber-setzt und erlutert von. Mnchen.

Macleod, M.D. 1987. Lucians Relationship to Arrian, Philologus 131: 257-64.

1991. Lucian. A Selection. Warminster.

Marrou, H.-I. 19656. Histoire de lducation dans lantiquit. Paris.

Pease, A.S. 1926. Things without Honor, CPh 21: 27-42.

Russell, D.A. 1983. Greek Declamation. Cambridge.

Schwartz, A. 2006a. Lukian og fantasirejsen i europisk litteratur. AIGIS 1: 1-35.

[http://www.igl.ku.dk/~aigis/2006,1/AS-Luk.pdf]

2006b. Lukian og fantasirejsen i europisk litteratur. AIGIS 2: 1-14.

[http://www.igl.ku.dk/~aigis/2006,2/AS-Luk.pdf]

Strohmaier, G. 1976. bersehenes zur Biographie Lukians, Philologus 120: 117-22.

Swain, S.C.R. 1996. Hellenism and Empire. Language, Classicism, and Power in theGreek World, AD 50-250. Oxford.

Walbank, F.W. 1957. A Historical Commentary on Polybius vol. 1. Oxford.

Whitmarsh, T. 2001. Greek Literature and the Roman Empire. The Politics of Imitation.Oxford.

AIGIS 11,2 22