1  

   

Idealisten  der  led  under  åget    

Som  idealist  blev  hun  stemt  i  Folketinget  ved  valget  i  2011.  Ud  af  ingenting  har  hun  etableret  sig  som  en  fremtrædende  skikkelse  i  dansk  politik.  

Som  SF’s  politiske  ordfører  har  hun  forsvaret  Dong-­‐salget,  selv  om  hun  var  lodret  imod.  Idealismen  sejrede  til  sidst,  og  SF’s  regeringsdeltagelse  

bristede  under  åget.    

Af  Jonas  Sivkær  Pettersen    »Jeg  synes,  Nina  Bang  var  ret  sej.  Hun  sad  engang  i  teateret  sammen  med  Thorvald  Stauning.  Da  alle  rejste  sig  for  at  synge  ’Kong  Christian’,  blev  hun  siddende  og  tog  fat  i  Staunings  ærme  og  hev  ham  ned  igen«.    SF’s  Lisbeth  Bech  Poulsen  står  på  en  af  folketingssalens  balkoner  og  fortæller,  om  dengang  Danmarks  første  kvindelige  minister  demonstrativt  påpegede  over  for  statsministeren,  at  Socialdemokratiet  absolut  ikke  nærede  nogen  royale  følelser.  Bang  var  republikaner  helt  ud  til  fingerspidserne  -­‐  det  samme  er  Lisbeth  Bech  Poulsen.    Få  meter  fra  hende  er  den  royale  tilskuerloge,  der  en  gang  om  året  får  besøg  af  Hendes  Majestæt  og  familie.  Det  sker  ved  den  ceremonielle  åbning  af  Folketinget  

  2  

første  tirsdag  i  oktober.  Kutymen  er,  at  de  179  folkevalgte  rejser  sig,  når  den  royale  familie  entrerer  deres  balkonbås,  men  i  2011  nægtede  den  unge,  nyvalgte  SF’er  sammen  med  Zenia  Stampe  (R)  og  Enhedslisten.  De  fulgte  Nina  Bangs  protesteksempel  og  udeblev.  Deres  stunt  medførte  rullende  øjne  fra  kongetro  folketingskollegaer.    Lisbeth  Bech  Poulsen  gør  meget  for  at  holde  idealerne  i  hævd,  men  hun  har  også  erfaret,  at  den  idealistiske  barnetro  kan  have  svære  vækstbetingelser  på  Christiansborg.    »Jeg  kom  i  Folketinget  fyldt  med  idealisme,  men  idealisme  holder  heller  ikke  hele  vejen,  da  der  jo  skal  indgås  aftaler  og  kompromiser.  Der  er  noget  idealisme,  der  bliver  pillet  ud  af  en  ret  hurtigt«.    Rød  lærer  støbte  fundamentet    En  opvækst  i  alment  boligbyggeri  i  Sønderborg,  en  rød  samfundsfagslærer  og  et  udenlandsophold,  hvor  hun  oplevede  ulighedens  fatale  konsekvenser,  var  med  til  at  støbe  fundamentet  for  de  holdninger  og  den  idealisme,  hun  har  i  dag.      »I  gymnasiet  fik  jeg  en  lærer,  der  inspirerede  mig  meget.  Han  var  meget  optaget  af  ulighed  i  verden  og  havde  demonstreret  mod  atomvåben  og  Vietnamkrigen.  Mange  år  senere  mødte  jeg  ham  i  SF-­‐regi«,  fortæller  hun.    »Efter  gymnasiet  var  jeg  ude  og  rejse  i  to  år,  hvor  jeg  blandt  andet  boede  i  London.  Her  så  jeg  mange  hjemløse.  Det  blev  jeg  lidt  chokeret  over,  da  jeg  tænkte,  at  England  egentlig  er  et  land,  der  minder  meget  om  Danmark«.    I  2005  overtog  Villy  Søvndal  SF’s  formandsdepeche  efter  den  mangeårige  formand,  Holger  K.  Nielsen.  Samme  år  meldte  Lisbeth  Bech  Poulsen  sig  ind  i  partiet.  Hun  var  ikke  aktiv  de  første  år,  da  hun  havde  nok  at  se  til  med  studenterpolitisk  arbejde  i  Aalborg,  hvor  hun  i  2003  var  flyttet  til  for  at  studere.  Ved  en  generalforsamling  i  SF  Aalborg  i  2007,  dukkede  hun  op  for  at  se,  om  SF  stadig  var  noget  for  hende  –  med  det  resultat,  at  hun  blev  valgt  som  tredjesuppleant  i  den  lokale  partibestyrelse.  Efter  praktikophold  i  New  York  i  2007  blev  hun  formand  for  partiforeningen,  da  den  stod  og  manglede  en  spydspids  året  efter.  Samtidig  blev  hun  valgt  til  hovedbestyrelsen,  som  landsledelsen  blev  kaldt  dengang.  Hun  vil  ikke  kalde  det  at  gøre  lynkarriere,  den  fremmarch,  hun  har  gjort  i  SF  på  få  år.  Det  var  ikke  på  grund  af  personlige  karriereambitioner,  hun  gik  ind  i  partipolitik.      »Jeg  har  altid  syntes,  at  organisatorisk  arbejde  er  sjovt.  Det  er  fedt  at  politikudvikle.  Om  det  så  er  studenterpolitisk  eller  partipolitisk«,  fortæller  hun.        Mødet  med  kameler  på  tinge    En  septemberaften  i  2011  kunne  Lisbeth  Bech  Poulsen  lade  boblevandets  propper  springe  og  fejre  en  kommende  tilværelse  som  landspolitiker.  Med  1334  personlige  stemmer  blev  den  unge  SF’er  valgt  ind  i  Folketinget  for  sin  kreds  i  Nordjylland.  Den  personlige  succes  blev  dog  opvejet  af  partiets  tilbagegang  på  landsplan.  Den  lød  på  hele  syv  mandater.  Ikke  just  det  udgangspunkt  partiet  kunne  ønske  sig  forud  for  svære  regeringsforhandlinger,  hvor  Radikale  Venstre  

  3  

struttede  af  selvtillid  efter  fornyet  fremgang.  Lisbeth  Bech  Poulsen  har  oplevet  SF’s  svære  regeringsdeltagelse  på  tætteste  hold.  Hun  skulle  vænne  sig  til,  at  regeringens  holdninger  også  blev  hendes  egne  holdninger.      »Når  man  er  et  regeringsparti  kan  man  ikke  selvstændigt  tage  stilling  til  lovforslag,  for  når  det  kommer  fra  ens  regering,  så  bakker  man  pr.  automatik  op  om  det«.    »Det  har  været  en  kæmpe  udfordring  at  forsvare  regeringens  politik.  Ikke  kun  for  mig,  men  også  for  hele  SF.  Vi  synes  egentlig,  vi  havde  forberedt  os  godt  med  at  lave  kompromiser  med  Socialdemokraterne  i  forhold  til  Fair  Løsning  og  Fair  Forandring.  Fejlen  var  nok,  at  S  og  SF  kørte  for  meget  solo  i  tiden  op  til  valget,  hvor  man  skulle  have  forsøgt  at  få  de  radikale  med«,  erkender  hun.      Ifølge  Lisbeth  Bech  Poulsen  er  det  åbenlyst,  at  SF  slugte  alt  for  mange  af  de  berygtede  kameler  i  regeringssamarbejdet.  En  af  de  første  var  skatteaftalen  med  VK  i  2012.  Der  var  på  forhånd  lagt  op  til  en  aftale  mellem  regeringen  og  Enhedslisten,  men  fra  Rio  bød  Lars  Løkke  og  Venstre  sig  pludseligt  til,  og  det  endte  til  sidst  med,  at  regeringen  fejede  støttepartiet  af  banen  til  fordel  for  V  og  K.  Konsekvensen  var  topskattelettelser.  Et  fradrag  til  enlige  forsørgere  kunne  ikke  rette  op  på  menige  SF’eres  utilfredshed.  Lisbeth  Bech  Poulsen  var  en  af  dem,  der  var  imod  skatteaftalen.  Hun  agtede  først  at  stemme  imod  regeringen,  men  efter  et  tårevæddet  gruppemøde  fik  hun  fortalt,  grædende,  til  kødranden  af  journalister,  at  hun  alligevel  havde  tænkt  sig  at  stemme  for.  Hun  afviser,  at  hun  blev  truet  med  eksklusion,  hvis  ikke  hun  rettede  ind.      »Nogle  har  fortolket  det  som  om,  at  jeg  var  blevet  truet  med  at  blive  ekskluderet,  hvis  ikke  jeg  stemte  for.  Det  blev  jeg  ikke.  Men  det  gik  op  for  mig,  at  det  ikke  duer,  hvis  man  i  tide  og  utide  stemmer  forskelligt  som  parti«.    »Der  er  meget  på  spil  følelsesmæssigt,  fordi  man  har  investeret  en  masse  i  partiet  sammen  med  andre,  man  holder  af«,  fortæller  hun.      Brug  for  ny  kurs  På  en  gang  i  SF’s  partilokaler  på  Christiansborg  hænger  der  malerier  af  to  tidligere  formandskoryfæer,  partiets  stifter  Aksel  Larsen  og  samlingspunktet  og  ’rorgængeren’  Gert  Petersen.  Under  Aksel  Larsens  ledelse  i  1960’erne  var  SF  et  mulehår  fra  regeringsdeltagelse.  SF  kunne  ikke  klare  samarbejdet  med  Socialdemokratiet  i  det  ’røde  kabinet’,  og  Socialdemokratiets  cigarførerende  indpisker,  Per  Hækkerup,  fik  ret  i,  at  SF  ville  bukke  under,  så  snart  partiet  kom  under  ’ansvarets  åg’.  Det  var  klart  for  Lisbeth  Bech  Poulsen  og  resten  af  SF,  at  Søvndals  regeringsprojekt  led  under  samme  åg.    Der  var  brug  for  en  ny  kurs  for  partiet,  og  derfor  støttede  hun  Annette  Vilhelmsen  i  formandsopgøret  i  2012.      »Jeg  og  andre  var  meget  opsatte  på  at  få  en  ny  kurs  for  partiet,  da  der  skulle  vælges  ny  formand  efter  Villy.  Jeg  synes,  vi  fik  en  ny  kurs  med  Annette  som  formand  på  nogle  punkter.  Hun  lyttede  mere  til  baglandet  og  var  mere  inkluderende«.    

  4  

 Hun  erkender  dog,  at  formandsnavnet  ikke  betød  det  store,  når  SF  var  underdog  i  regeringen.      »Uanset  om  formanden  hed  Villy  eller  Annette,  var  det  rigtig  svært  for  SF  at  være  i  regering  under  de  betingelser,  regeringen  var  skruet  sammen  på«.      På  grund  af  udskiftninger  i  regeringen  blev  Lisbeth  Bech  Poulsen  først  forfremmet  til  finansordfører,  og  i  december  fik  hun  æren  af  at  forsvare  regeringens  politik  som  politisk  ordfører  for  SF.    Hun  blev  partiets  ansigt  udadtil,  og  hun  skulle  stå  standby  klokken  seks  om  morgenen,  når  TV2  News  ville  have  en  kommentar  til  de  nedadgående  opinionstal.  Det  var  også  Lisbeth  Bech  Poulsen,  der  i  januar  skulle  forsvare  salget  af  Dong-­‐aktier  til  investeringsbanken  Goldman  Sachs,  selv  om  hun  var  lodret  imod  salget.  En  sag,  der  endte  med,  at  de  folkesocialistiske  skuldre  måtte  bukke  under  for  ansvarets  åg.  En  sag,  som  i  eftertiden  vil  stå  mejslet  i  granit  i  dansk  politisk  historie.      Følte  bare,  man  løj  At  det  lige  blev  salget  af  Dong-­‐aktier,  der  fik  SF’s  regeringstilværelse  til  at  briste,  mener  Lisbeth  Bech  Poulsen,  var  lidt  af  en  tilfældighed.  Dong-­‐sagen  kom  nemlig  efter  en  perlerække  af  møgsager,  der  martrede  SF’s  selvforståelse.  Skattereform,  selskabsskattelettelser,  offentlighedslov  og  lærerkonflikten.  Hun  nævner  dem  i  flæng.  Det  tærer  på  kræfterne,  når  det  bliver  mere  reglen  end  undtagelsen,  at  man  skal  forsvare  en  politik,  man  er  uenig  i,  erkender  hun.      »Jeg  har  snakket  med  andre  i  folketingsgruppen,  som  har  sagt,  at  man  nogle  gange  følte,  at  man  bare  stod  og  løj,  når  man  skulle  forklare,  hvorfor  noget  var  en  rigtig  god  idé.  Det  holder  jo  ikke  til  sidst«.      »Jeg  håbede,  at  Dong-­‐sagen  blev  den  sag,  hvor  SF  kunne  sætte  foden  ned  i  forhold  til  S  og  R.  Det  havde  Socialdemokraterne  jo  også  gjort  i  forhold  til  betalingsringen,  som  vi  oprindeligt  fik  med  i  regeringsgrundlaget«,  fortæller  hun.      Lisbeth  Bech  Poulsen  lovede  over  for  Annette  Vilhelmsen,  at  hun  nok  skulle  forsvare  salget  i  offentligheden,  indtil  der  blev  fundet  en  anden  løsning.  Men  hun  kunne  ikke  se  sig  selv  fortsætte  som  hverken  finansordfører  eller  politisk  ordfører,  hvis  salget  blev  en  realitet.    Sagen  fik  stor  symbolsk  betydning.  Salg  af  samfundsværdier  til  ’kælderkolde  amerikanske  kapitalister’,  som  SF’eren  Karsten  Hønge  udtrykte  det,  flugter  ikke  med  et  klassisk  SF-­‐udgangspunkt.  Men  modstandens  omfang  kom  alligevel  bag  på  Lisbeth  Bech  Poulsen.    »Jo  flere  ting,  der  kom  frem  omkring  skattely  og  Goldman  Sachs,  jo  flere  henvendelser  fik  jeg  fra  partiforeninger  og  medlemmer,  der  var  utilfredse.  Pludselig  var  der  200.000  borgere,  der  havde  skrevet  under  for  modstand  mod  Dong-­‐salget«.    

  5  

Sagen  kulminerede  for  SF  den  29.  Januar  –  dagen  inden  salget  skulle  gennemføres.  Der  var  indkaldt  til  ekstraordinært  møde  i  landsledelsen  og  i  folketingsgruppen.  Møderne  fandt  sted  i  DGI-­‐byen  i  København.  På  forhånd  var  ingen  i  offentligheden  klar  over  SF-­‐krisens  omfang,  og  slet  ikke,  at  partiets  regeringsdeltagelse  reelt  var  i  fare,  hvis  ikke  der  fuldtonet  blev  bakket  op  om  regeringens  linje.    Drypvis  forlod  SF’erne  desillusioneret  mødet  ved  midnatstid.  Ingen  kunne  hverken  be  -­‐  eller  afkræfte,  om  SF  fortsat  var  regeringsparti  dagen  efter.  Landsledelsen  gav  partiet  mandat  til  at  bakke  op  om  Dong-­‐salget,  men  da  folketingsgruppen  mødtes  bagefter,  var  der  stadig  uvished  at  spore.  Lisbeth  Bech  Poulsen  havde  taget  landsledelsens  beslutning  til  efterretning  og  kunne  derfor,  som  hun  på  forhånd  havde  gjort  det  klart  for  formanden,  ikke  fortsætte  på  ordførerposterne.      »På  intet  tidspunkt  har  jeg  været  tilhænger  af,  at  SF  skulle  træde  ud  af  regeringen.  Men  vi  ville  have  en  timeout  i  Dong-­‐salget.  Vi  var  nødt  til  at  sætte  foden  ned,  så  vi  ikke  blev  mast  som  parti«,  siger  hun.        Dagen  efter  det  historiske  møde  i  DGI-­‐byen  trak  Annette  Vilhelmsen  sig  som  formand  og  tog  SF’s  regeringsdeltagelse  med  i  faldet.  Medierne  udlagde  det  som  om,  at  hun  var  blevet  snigløbet  af  sine  egne.      Ny  profil  ikke  nødvendig  På  gangen  i  SF’s  partilokaler  på  Christiansborg  er  der  opmagasineret  en  grøn,  slidt  sofa  og  andre  møbelgenstande.  Lisbeth  Bech  Poulsen  undskylder,  at  der  roder.  Nogle  af  kollegaerne  skal  have  nyt  kontor,  og  andre  må  flytte  ud  og  gøre  plads  til  detroniserede  ministre.  Siden  de  skæbnesvangre  dage  i  januar  er  folketingsgruppen  reduceret  fra  15  til  12  medlemmer.  Astrid  Krag  og  Ole  Sohn  er  blevet  socialdemokrater,  og  Ida  Auken  er  hoppet  i  radikal  beklædning.  På  landsmødet  i  forrige  weekend  hyldede  de  tilbageværende  Pia  Olsen  Dyhr  som  ny  formand.  Hun  skal  nu  forsøge  at  udstikke  en  ny  retning  for  partiet.  Lisbeth  Bech  Poulsen  synes  dog,  at  SF  skal  blive  ved  med  at  være  det,  SF  altid  har  været.      »Der  er  mange,  der  har  talt  om,  at  SF  skal  have  en  ny  profil,  og  vi  skal  gøre  noget  nyt.  Det  synes  jeg  ikke.  Jeg  synes,  SF  har  sin  egen  DNA  og  profil,  som  det  selvfølgelig  har  været  svært  at  få  øje  på,  mens  vi  har  siddet  i  regering.  Der  er  mange  ting,  vi  har  gået  stille  med,  men  som  vi  ikke  behøver  at  putte  med  længere«.      Partikontorets  vægge  er  prydet  med  valgplakater  i  retrostil,  fra  dengang  SF  stadig  var  et  protestparti,  og  hvor  kvinde,  -­‐  miljø,  -­‐  og  fredsbevægelser  udgjorde  fundamentet  for  partiets  eksistens.  På  en  af  plakaterne  står  der  med  store  bogstaver  ’Frisind  i  skolen’.  Lisbeth  Bech  Poulsen  ærgrer  sig  over  konfrontationen  med  lærerene  sidste  forår,  men  hun  synes,  folkeskolereformen  var  god  isoleret  set.      Selv  om  SF  slugte  mange  kameler,  fik  partiet  også  ting  igennem  i  regeringssamarbejdet,  mener  hun.      

  6  

»Nogle  kompromiser  var  fine  nok.  Man  kunne  se,  at  vi  i  det  samlede  hele  havde  fået  noget  ud  af  det.  I  forhold  til  den  grønne  dagsorden  gik  det  okay,  selv  om  vi  ikke  fik  betalingsringen  og  billigere  busbilletter  igennem.  Vi  lavede  til  gengæld  den  mest  ambitiøse  energiaftale  i  verden  -­‐  måske.  Så  der  var  selvfølgelig  også  ting,  vi  var  glade  for,  og  som  var  helt  i  tråd  med  vores  politik«.      Idealist  på  mange  måder  Som  folketingspolitiker  kan  man  nemt  lade  sig  opsluge  af  det  politiske  arbejde.  Lisbeth  Bech  Poulsen  føler,  som  så  mange  andre,  også  et  behov  for  slippe  tøjlerne  og  holde  fri.  Det  har  været  svært  at  finde  plads  til  skønliterært  læsning  efter  en  lang  arbejdsdag,  når  man  som  politisk  ordfører  står  i  frontlinjen.  Selv  da  hun  for  nylig  var  på  skiferie  i  Østrig,  tikkede  det  ind  med  sms  og  opkald  fra  journalister,  der  ville  have  en  kommentar  til  den  kommende  formandskamp  –  som  senere  endte  med  at  blive  en  formandskåring.    Lisbeth  Bech  Poulsen  har  nu  fået  tildelt  mindre  ordførerposter  og  skal  som  resten  af  partiet  igen  finde  sine  ben  efter  en  tumultarisk  periode.  Hun  kan  godt  mærke,  hun  har  været  meget  i  vælten  siden  folketingsdebuten  i  2011.      »Lykke  Friis  fra  Venstre,  som  jeg    lærte  at  kende  på  en  tur  til  Brasilien  for  to  år  siden,  sendte  en  sms  til  mig  forleden,  hvor  hun  skrev,  at  hun  håbede,  at  jeg  var  okay.  Hun  skrev,  at  jeg  næsten  har  oplevet  mere,  end  mange  andre  politikere  kommer  til  at  opleve  i  et  helt  politisk  liv«,  siger  hun,  mens  hun  griner.      Snakken  falder  igen  på  idealisme.  Den  har  ikke  fyldt  tilstrækkeligt  i  den  regering,  SF  lige  er  trådt  ud  af,  mener  hun.  ’Nødvendighedens  politik’  er  skadeligt  for  demokratiet,  understreger  Lisbeth  Bech  Poulsen.      »Vi  vil  ikke  bare  administrere  Danmark  A/S.  Vi  vil  lave  nogle  grundlæggende  samfundsforandringer.  SF  er  stadig  et  idealistisk  parti«.      Lisbeth  Bech  Poulsen  genopstiller  til  næste  folketingsvalg.  Men  derefter  ved  hun  ikke,  hvad  der  skal  ske.  Ifølge  hende  kan  man  udfolde  sin  idealisme  på  mange  andre  måder  end  ved  at  lave  partipolitik.    Hun  fremhæver  en  anden  Lisbeth,  der  ligesom  Nina  Bang,  har  markeret  sig  som  en  fremtrædende,  kvindelig  idealist.      »Lisbeth  Zornig  har  jo  påvirket  samfundsdebatten,  selv  om  hun  ikke  sidder  i  Folketinget«,  lyder  det  beundrende.