2
41 40 IDRÆTSLIV APRIL 2014 IDRÆTSLIV APRIL 2014 MORTEN SCHROEDER BRIAN RASMUSSEN PROFILEN I 19 dage sidste efterår stirrede døden Camilla Pedersen i øjnene, da hun lå i kunstigt koma efter et voldsomt træningsstyrt på cykel. På næsten mirakuløs vis slap hun dog fra uheldet uden alvorlige mén, og har nu indledt kampen for at komme tilbage til den sport, hun elsker – triatlon. eg er lige oppe at træne i fit- ness dk. Jeg kommer om lidt.” Idrætslivs udsendte er mødt op et kvarter for tidligt til interviewaftalen med triatleten Camilla Pedersen og ringer hende derfor op for at høre, om det er muligt at starte interviewet før planlagt. Den 30-årige esbjer- genser har dog udnyttet et hul i de mange medie- aftaler denne formiddag til at gennemføre et styrketræningspas, så Idrætsliv må væbne sig med tålmodighed. ”Jeg bliver jo nødt til at passe min træ- ning – også selvom jeg skal snakke med jer,” siger Camilla Pedersen og griner, da hun har færdiggjort sin træning og sat sig ned sam- men med Idrætsliv. er nået så langt med, at hun føler sig klar til at tale med pressen, og det er i den forbin- delse, at Idrætsliv møder Camilla Pedersen. Helt overordnet, Camilla: Hvordan går det? ”Det går rigtig godt. Jeg kan stort set det samme nu, som jeg kunne før ulykken, og jeg kan sagtens løbe, cykle og svømme. Men det er klart, at min krop stadig lider lidt efter de mange skader, jeg fik i forbin- delse med styrtet.” ”Jeg bøvler blandt andet lidt med svøm- ningen. Min balancenerve blev slået løs, og den sidder ikke helt fast endnu, så hvis jeg svømmer på en 25 meter lang bane, bliver jeg hurtig rundtosset på grund af de mange vendinger.” ”Det bliver dog bedre dag for dag, men det tager selvfølgelig noget tid at komme fuldstændigt tilbage.” Hvor langt er du fra at være tilbage for fuld styrke? ”Formen er ved at være der. Jeg fik at vide, at jeg hurtigt ville komme tilbage på 90 pro- cent af min tidligere styrke, og det er jeg tilbage på. Det bliver de sidste 10 procent, som bliver ekstremt hårde.” ”Jeg træner omkring 30-35 timer om ugen nu, så jeg er oppe på den samme træ- ningsmængde, som jeg havde før ulykken. Det er dog vigtigt, at jeg husker at lytte til og passe på mit hoved. For nok er kroppen måske tilbage i næsten fysisk topform, men det kan godt tage et-to år, før mit kraniebrud og min hjerne er helet fuldstændigt.” Du er ikke blevet bange for at cykle efter ulykken? ”Slet ikke. I januar var jeg på træningslejr på Lanzarote sammen med det danske tri- atlonlandshold, og der kørte jeg fra flere af drengene på vej nedad, og jeg var heller ikke bange for at ligge på hjul. Jeg har altid været typen, der godt kan lide ’jo hurtigere, desto bedre’, og det var rigtig rart at mærke, at jeg stadig har det sådan.” Lige efter du kom ud af koma, sagde lægerne til dig, at du skulle indstille dig på et liv i kørestol. Hvordan rea- gerede du på den nyhed? ”Jeg tænkte, at det skulle jeg bare ikke. Om jeg så skulle kravle rundt, så skulle jeg ikke sidde i kørestol, for så ville jeg hellere ud af denne verden. Jeg savnede mit liv og at kunne gøre, hvad jeg ville. Så det var der, min kamp for alvor startede for at komme tilbage.” ”Efter et par dage begyndte jeg så at kunne gå, men jeg havde svært ved at styre mine fødder, og det var kun meget små skridt, jeg tog. Det hele blev også sværere af, at jeg havde tabt ni kilo ren muskelmasse, mens jeg havde ligget i koma.” ”Den første gang, jeg var ude at gå, gik jeg fire kilometer i timen, og min gennem- Som hun sidder overfor en – glad, smi- lende og ivrigt snakkende– er det svært at forestille sig, at det blot er syv måneder siden, at Camilla Pedersen svævede mel- lem liv og død og lå 19 dage i koma efter et voldsomt styrt på cykel under en træning. På tidspunktet for ulykken befandt Camilla Pedersen sig på toppen af sin karri- ere. Hun havde vundet europamesterskabet på ironman-distancen tidligere på året, og hun var i gang med de sidste forberedelser til VM på Hawaii, hvor hun havde et begrun- det håb om en top 3-placering. Men i stedet for at duellere med verdens- eliten på Hawaii begyndte Camilla Pedersen en langt større og vigtigere kamp med sig selv på Hammel Neurocenter, hvor hun efter styrtet skulle forsøge at tage de før- ste spæde skridt i kampen for at komme tilbage til hendes gamle liv. En kamp, hun nu ”Om jeg så skulle kravle rundt, så skulle jeg ikke sidde i køre- stol”

Jernkvinden Camilla Pedersen

Embed Size (px)

DESCRIPTION

Idrætsliv nr. 2 2014

Citation preview

Page 1: Jernkvinden Camilla Pedersen

4140 IDRÆTSLIVAPRIL 2014

IDRÆTSLIVAPRIL 2014

MORTEN SCHROEDERBRIAN RASMUSSEN PROFILEN

I 19 dage sidste efterår stirrede døden Camilla Pedersen i øjnene, da hun lå i kunstigt koma efter et voldsomt træningsstyrt på cykel. På næsten mirakuløs vis slap hun dog fra uheldet uden alvorlige mén, og har nu indledt kampen for at komme tilbage til den sport, hun elsker – triatlon.

eg er lige oppe at træne i fit-

ness dk. Jeg kommer om lidt.”

Idrætslivs udsendte er

mødt op et kvarter for tidligt

til interviewaftalen med triatleten Camilla

Pedersen og ringer hende derfor op for at

høre, om det er muligt at starte interviewet

før planlagt. Den

30-årige esbjer-

genser har dog

udnyttet et hul i

de mange medie-

aftaler denne

formiddag til at

gennemføre et styrketræningspas, så

Idrætsliv må væbne sig med tålmodighed.

”Jeg bliver jo nødt til at passe min træ-

ning – også selvom jeg skal snakke med jer,”

siger Camilla Pedersen og griner, da hun har

færdiggjort sin træning og sat sig ned sam-

men med Idrætsliv.

er nået så langt med, at hun føler sig klar til

at tale med pressen, og det er i den forbin-

delse, at Idrætsliv møder Camilla Pedersen.

Helt overordnet, Camilla: Hvordan går det?”Det går rigtig godt. Jeg kan stort set det

samme nu, som jeg kunne før ulykken, og

jeg kan sagtens løbe, cykle og svømme.

Men det er klart, at min krop stadig lider

lidt efter de mange skader, jeg fik i forbin-

delse med styrtet.”

”Jeg bøvler blandt andet lidt med svøm-

ningen. Min balancenerve blev slået løs, og

den sidder ikke helt fast endnu, så hvis jeg

svømmer på en 25 meter lang bane, bliver

jeg hurtig rundtosset på grund af de mange

vendinger.”

”Det bliver dog bedre dag for dag, men

det tager selvfølgelig noget tid at komme

fuldstændigt tilbage.”

Hvor langt er du fra at være tilbage for fuld styrke? ”Formen er ved at være der. Jeg fik at vide,

at jeg hurtigt ville komme tilbage på 90 pro-

cent af min tidligere styrke, og det er jeg

tilbage på. Det bliver de sidste 10 procent,

som bliver ekstremt hårde.”

”Jeg træner omkring 30-35 timer om

ugen nu, så jeg er oppe på den samme træ-

ningsmængde, som jeg havde før ulykken.

Det er dog vigtigt, at jeg husker at lytte til

og passe på mit hoved. For nok er kroppen

måske tilbage i næsten fysisk topform, men

det kan godt tage et-to år, før mit kraniebrud

og min hjerne er helet fuldstændigt.”

Du er ikke blevet bange for at cykle efter ulykken? ”Slet ikke. I januar var jeg på træningslejr

på Lanzarote sammen med det danske tri-

atlonlandshold, og der kørte jeg fra flere

af drengene på vej nedad, og jeg var heller

ikke bange for at ligge på hjul. Jeg har altid

været typen, der godt kan lide ’jo hurtigere,

desto bedre’, og det var rigtig rart at mærke,

at jeg stadig har det sådan.”

Lige efter du kom ud af koma, sagde lægerne til dig, at du skulle indstille dig på et liv i kørestol. Hvordan rea-gerede du på den nyhed?”Jeg tænkte, at det skulle jeg bare ikke. Om

jeg så skulle kravle rundt, så skulle jeg ikke

sidde i kørestol, for så ville jeg hellere ud

af denne verden. Jeg savnede mit liv og at

kunne gøre, hvad jeg ville. Så det var der,

min kamp for alvor startede for at komme

tilbage.”

”Efter et par dage begyndte jeg så at

kunne gå, men jeg havde svært ved at styre

mine fødder, og det var kun meget små

skridt, jeg tog. Det hele blev også sværere

af, at jeg havde tabt ni kilo ren muskelmasse,

mens jeg havde ligget i koma.”

”Den første gang, jeg var ude at gå, gik

jeg fire kilometer i timen, og min gennem-

Som hun sidder overfor en – glad, smi-

lende og ivrigt snakkende– er det svært at

forestille sig, at det blot er syv måneder

siden, at Camilla Pedersen svævede mel-

lem liv og død og lå 19 dage i koma efter et

voldsomt styrt på cykel under en træning.

På tidspunktet for ulykken befandt

Camilla Pedersen sig på toppen af sin karri-

ere. Hun havde vundet europamesterskabet

på ironman-distancen tidligere på året, og

hun var i gang med de sidste forberedelser

til VM på Hawaii, hvor hun havde et begrun-

det håb om en top 3-placering.

Men i stedet for at duellere med verdens-

eliten på Hawaii begyndte Camilla Pedersen

en langt større og vigtigere kamp med sig

selv på Hammel Neurocenter, hvor hun

efter styrtet skulle forsøge at tage de før-

ste spæde skridt i kampen for at komme

tilbage til hendes gamle liv. En kamp, hun nu

”Om jeg så skulle kravle rundt, så skulle jeg ikke sidde i køre-stol”

Page 2: Jernkvinden Camilla Pedersen

4342 IDRÆTSLIVAPRIL 2014

IDRÆTSLIVAPRIL 2014

BLÅ BOGNavn: Camilla PedersenFødt: 8. juni 1983Klub: Esbjerg Tri- og MultisportResultater: Vinder af EM Ironman 2013, vin-der af Challenge Costa de Barcelona 2013, vinder af KMD Challenge Ironman 2013, vinder af Challenge Copenhagen 2012, vinder af DM halvironman 2012, nummer to ved VM lang distance 2012, vinder af EM lang distance 2011.

snitspuls var på 166 slag i minuttet, så jeg

var fuldstændig smadret og rigtig træt. ”

I hele det her forløb har du virket meget stålsat på, at du bare skulle tilbage i en fart?”Det har jeg også været. Jeg så bare den situ-

ation som den nyeste kamp og udfordring

i mit liv. Og så er jeg skruet sådan sammen

som person, at hvis jeg får at vide, at der

er noget, jeg ikke kan eller må, så tænker

jeg bare, at de skal lukke røven, og så vil

jeg gøre alt for at modbevise dem – også

selvom det bliver en tur igennem helvede.

Og det har været hårdt, men når man bliver

ved med at kæmpe for det og kommer ud

på den anden side, så er man bare meget

stærkere som person.”

Hvilke tanker har du gjort dig om, at du rent faktisk har været tæt på at dø?”Det sætter selvfølgelig tingene i et lidt

andet perspektiv. Man lever kun én gang,

og man skal huske at leve sit liv, for man kan

være væk i morgen. Så ulykken har gjort

det klart for mig, at man skal gøre det, man

elsker og brænder for. Og det, jeg brænder

for, er min sport.

Hvad er det ved triatlonsporten, der gør, at du bare må tilbage til den?”At der er så mange aspekter i sporten. Du

skal hele tiden have hovedet med. Hvor

meget kan jeg give mig uden at gå kold?

Hvor meget energi skal jeg have, selvom

jeg ikke er sulten og ikke har lyst til det?”

”Det allerfedeste ved sporten er den

mentale del. Jo, det kommer til at gøre pisse

ondt, og det kommer det til at gøre i mange

timer. Men man skal ikke give op. Jeg elsker

at rykke mine grænser og lære mig selv at

kende. Hvor meget kan jeg presse min krop

til at yde? Det er fedt, synes jeg.”

Det er der tilsyneladende også andre, der synes. I hvert fald oplever Dansk Triatlon Forbund en markant med-lemsfremgang i disse år. Hvad er din forklaring på det?”Triatlon er det nye maraton. Førhen var

maraton altid målet for folk, hvis de skulle

gennemføre noget ekstremt, men det er

ikke vildt nok længere. Nu er det triatlon.”

”Jeg kan også se det i min klub Esbjerg

Tri- og Multisport. Der er kommet mange

nye medlemmer til de sidste par år. Og det

er sjovt at se den iver, de går til opgaven

med, og hvordan de bliver bidt af det. Og

selvom der ikke er en af os, der er ens, og vi

alle har forskellige mål med at være der, har

vi det rigtig sjovt sammen – også selvom vi

er ude at træne hårdt.”

Du er tredobbelt europamester og er blandt verdens bedste kvindelige triatleter, og alligevel blev du først rigtig interessant for pressen, da du er ude for den her alvorlige ulykke. Hvordan har du det med det?”Det er lidt chokerende, synes jeg. Jeg er tre-

dobbelt europamester, og jeg har arbejdet

sindssygt hårdt for at vinde det, men det er

først, når jeg er ude for en ulykke, at jeg kom-

mer i medierne. Det er mærkeligt, at de har

så stor fokus på de tragiske ting.”

”Jeg har dog ikke noget behov for at være

”Hvis jeg svømmer på en 25 meter lang bane, bliver jeg hurtig rund-tosset på grund af de mange vendinger”

i medierne hele tiden og få opmærksom-

hed, for det er ikke den person, jeg er. Men

hvis jeg med min historie kan inspirere og

hjælpe folk til, at man kan komme videre

med sit liv, uanset hvor hårdt og slemt det

ser ud, så vil jeg være glad, så har jeg intet

imod at være i medierne.”

Hvad er dit sportslige mål for 2014?”Det er at komme ud at konkurrere igen. At

få testet kroppen af. Hvad sker der, når jeg

er ude og yde maksimalt?”

”På længere sigt er målet at komme med

til VM i Ironman på Hawaii. Det er vigtigt for

mig at have et mål at gå efter, og der er VM

på Hawaii bare det største inden for sporten.

Det bliver selvfølgelig en hårdere kamp at

komme til Hawaii end det var før min ulykke,

men jeg bliver nødt til at se positivt på det,

og jeg tror på det.”

Camilla Pedersen på vej mod en af karri-erens store sejre på ironmandistancen i Frankfurt i sommeren 2013. Foto: Scanpix.

Camilla Pedersen er kommet stærkt tilbage og drømmer om at komme med til VM på Hawaii.