John Lennons breve

Brevene er indsamlet over en lang årrække af Hunter Davies, forfatteren til den eneste autoriserede Beatles-biografi, fra 1968. Mange af brevene er

aldrig set før, og det er første gang, de foreligger samlet. Tilsammen danner de en mosaik, der rummer alle livets nuancer, og fortæller historien om en

af det 20. århundredes allerstørste personligheder.

Hunter Davies’ viden om Lennon er uden sidestykke. Han formår at læse mellem linjerne og fremvise hidtil ukendte sider af Lennons personlighed.

For første gang får læserne mulighed for at komme bag om ikonet – og møde drengen fra Liverpool, den utilpassede teenager, den fanden-i-voldske

humorist, den kærlige far, den skuffede sjæl, mennesket Lennon.

LENNONS EGNE LINJER OM LIVET

Denne fantastiske brevskat på 400 gennemillustrerede sider fortæller historien om John Lennon – fra de første kærestebreve til Cynthia, over tiden med The Beatles, kærligheden til Yoko Ono, bandets opløsning og forholdet til Paul McCartney, helt frem til Lennons tragiske død i 1980.

Brevene rummer poetiske digte, finurlige tegninger og rørende fortællinger, der taler direkte til hjertet, ligesom hans udødelige sange.

Redigeret og præsenteret af

JOHN LENNONS BREVELindhardt og Ringhof 9 788711 393871

Et liv fortalt i breve. Hunter Davies tegner et fuldt facetteret portræt af kunstneren, aktivisten og manden John Lennon. Uanset

hvor godt man kender Lennon, gør det ind tryk at læse brevene samlet. Det samme gælder Davies’ usentimentale kommentarer. Vist er Lennon en helt for Davies. Men først og fremmest er han et menneske i og af sin tid. Jeg har efter bedste evne prøvet at få Lennons tekster til at fungere på dansk. Raymond Chandler sagde engang, at slang er det sprog, der bliver hurtigst forældet. Forfatteren må derfor skabe sin egen jargon. Chandlers bøger om Philip Marlowe demonstrerer hans pointe. Generelt har jeg skrevet, hvad der står. Titler og citater fra sange er kun oversat, hvis man ikke kender dem bedre på engelsk. Jeg har forsøgt at rime, hvor Lennon rimer, lade sproget knække, når han gør det, følge bevægelsen, være loyal. Jeg har fordansket mindst muligt, men nogle steder ville det ikke give mening at undlade det. Som alle andre i min generation voksede jeg op med The Beatles, hørte Lennons soloalbum efterhånden som de udkom, havde holdninger til Yoko Ono, delte chokket ved mordet den 8. december 1980. Det første digt, jeg fik trykt i en bog, var en elegi til Lennon, som havde stået i musiktidsskriftet MM og blev samlet op i antologien Remember Love. Mange hånlo (også) dengang ad John og Yokos pacifisme og feminisme, men tiden har arbejdet for Lennons kunst og budskab. Krigen er stadig forbi, hvis vi vil.

Bo Green Jensen, oversætterAugustseptember 2012

HUNTER DAVIES (f. 1936) er journalist og forfatter til mere end 40 bøger, alt fra romaner og børnebøger til rejseskildringer, samfundshistorie, sport og en lang række biografier, af hvilke den mest berømte er hans biografi om The Beatles, som udkom i 1968 og stadig er den eneste autoriserede bog om bandet. Hunter Davies forblev ven med bandmedlemmerne gennem alle årene. I dag er han klummeskribent ved New Statesman og Sunday Times, gift med forfatteren Margaret Forster og har tre børn.

RE

DIG

ER

ET

OG

P

RÆ

SE

NT

ER

ET

AF

HU

NT

ER

DA

VIE

SB

RE

VE

IV JOHN LENNONS BR EVE

JOHN LENNONS BREVEOversat fra engelsk efterTHE JOHN LENNON LETTERSIntroduktion og kommentarer © Hunter Davies 2012John Lennons breve © Yoko Ono Lennon 2012Udgivet på engelsk ved Weidenfeld & Nicolson Danske rettigheder forhandlet gennem The Orion Publishing Group LtdDansk udgave © 2012 Lindhardt og Ringhof Forlag A/SOversat af Bo Green Jensen

Forlaget vil gerne takke Jesper Jordan, Torben Bille, Hans Henrik Schwab og Per Vium for deres store hjælp i forbindelse med den danske udgivelse.

Grafisk tilrettelæggelse og sats: www.stazikerjones.co.ukFor den danske udgave: www.graphorama.dk

Fotos/illustrationer:Smudsomslag: forsideportræt af Lennon © Sharok Hatami, 1963 via Rex Features Ltd.; bagsidefotos fra © Hunter Davies Collection, forfatterportræt (af Hunter Davies) © Charlotte Knee. Overtræk: forside, detalje fra Two is One, John Lennon, 1969, design: Mario Pulice; bagside, detalje fra brev 197 © Yoko Ono, 2012, foto: © Beatles Monthly, 1968.Inde i bog: p.vi, Jack Mitchell; p.viii, 6, Beatles Monthly, pp 5, 23, David Birch; p.9, Stanley Parkes; pp 7, 8, 10, 15, 16, 20, 30, 72, 98, 101, 102, Hunter Davies Collection; p.84, SEG Press Ltd; pp54, 114, 128, 142, 158, 204, 218, 254, 270, 290, 318, Getty Images; p.174, Popperfoto; p.188, Universal Pictorial Press; pp 306, 368, Bob Gruen; pp 338, Idols/Photoshot; p354 Brad Elterman

Trykt hos Livonia

ISBN 978-87-11-39387-11.udgave, 1. oplag 2012Printed in Latvia 2012

Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copy-Dan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer.

www.lindhardtogringhof.dkLindhardt og Ringhof A/S, et selskab i Egmont

LINDHARDT OG RINGHOF

BREVE

REDIGERET OG PRÆSENTERET AF

HUNTER DAVIES

PÅ DANSK VED

BO GREEN JENSEN

JOHN LENNONS BR EVE 55

1963

BEATLES-FEBERENBEGYNDER

TREDJE DEL

The Beatles (fra venstre): Paul McCartney, Ringo Starr. John Lennon og George Harrison, i Granada TV-programmet Late Scene Extra, Manchester, 1963

ÅRET FIK EN lidt kedelig start, da The Beatles blev nødt til at rejse fra Hamborg til det nordlige Skotland for at tage på en beskeden femdages turné, som skulle begynde på et lokalt spillested i

Keith, Banffshire, onsdag den 2. januar. Da de endelig nåede frem, fik de at vide, at koncerten var blevet aflyst på grund af dårligt vejr. Men herpå fulgte et år med stigende succes, begejstring og hysteri. Efter seks lange år som endnu et håbefuldt provinsband blandt mange andre fangede The Beatles endelig nationens øjne og øren og skabte landsdækkende overskrifter. Deres anden single, „Please Please Me“, blev udgivet den 11. januar, og på det tidspunkt var bandet tilbage i Liverpool, hvor de spillede på The Cavern. Dette blev fulgt op af en række koncerter i tv og radio i Manchester, London og senere også resten af landet. I februar begyndte de deres landsdækkende turné som opvarmning for en ung sangerinde, der hed Helen Shapiro. Men efterhånden som turnéen skred frem, gjaldt begejstringen i stigende grad The Beatles, især da „Please Please Me“ i februar blev nummer et på hitlisten. Man sagde, at de lokale fans blev helt stille, da Bob Wooler, som var disc-jockey i The Cavern og havde præsenteret de fleste af de musikere, der i tidens løb havde optrådt i klubben, annoncerede nyheden, og de indså, at The Beatles var slået igennem på landsplan og sikkert ville være for-svundet fra deres lokale spillested inden længe. Som året gik, var der kritiske røster, som mente, at gruppens succes skyldtes heftig omtale i tv og de øvrige medier eller deres manager Brian Epsteins udspekulerede forretningsmetoder eller den effektive reklameafdeling på Parlophone, men sandheden er, at The Beatles var blevet til The Beatles, allerede et godt stykke tid før Beatles-feberen greb hele landet. Den eneste forskel var, at den begejstrede reaktion, som de på egen hånd havde skabt i Merseyside, nu gentog sig på landsplan. Der fandtes en organiseret Beatles-fanklub, længe før bandet blev kendt på landsplan eller havde indspillet en plade, hvilket var usædvan-ligt, men siger noget om omfanget af deres succes og popularitet, når de på papiret endnu havde udrettet så lidt. Fra 1962 og frem skrev de masser af breve på deres fanklubs brevpapir. The Beatles’ fanklub blev stiftet på et tidspunkt i 1961, mens de op-trådte i Hamborg for anden gang. Sekretæren var Roberta Brown, der

som regel blev kaldt Bobby. I 1962 overtog Freda Kelly sekretærjobbet, og hun arbejdede fra Brian Epsteins kontor. I begyndelsen opgav hun sin privatadresse – Brookdale Road 107, Liverpool 15 – indtil hendes far protesterede, fordi huset blev oversvømmet med breve, og hans egen post forsvandt i mængden. Herefter fik fanklubben en postboks- adresse. Fra og med foråret 1963, fik The Beatles automatisk massiv omtale i alle musikmagasinerne. Neil Aspinall, som havde været The Beatles’ chauffør og roadmanager næsten fra begyndelsen, fik assistance af den store, stærke Mal Evans, efterhånden som det krævede mere arbejde at sende The Beatles på tur rundt i landet. I løbet af 1963 udkom der flere singler, som alle røg til tops på hit-listerne – „From Me to You“ i april, „She Loves You“ i august og „I Want to Hold Your Hand“ i november – mens deres første lp Please Please Me udkom 22. marts. I oktober optrådte de i London Palladium, hvilket blev betragtet som det højeste udtryk for succes i britisk showbiz, og i november spillede de ved den årlige Royal Command Performance, hvor John bad til-skuerne på de billige pladser om at klappe i hænderne, mens „resten af jer kan bare rasle med juvelerne“. Måske ikke ligefrem en forrygende sprogblomst, men i 1963 blev bemærkningen citeret alle vegne som et eksempel på Johns næsvished. Brian kørte bandet hårdt hele året, sendte dem landet rundt i et tæt program bestående af konstante koncerter og arrangementer, turnéer og arbejde i pladestudiet – hvilket de alt sammen hellere end gerne stillede op til, fordi det var, hvad de længe havde ønsket. Pressen blev budt velkommen, fotograferne blev opfordret til at tage billeder, der blev ivrigt smilet og poseret, der var kvikke bemærkninger, og der var næsten altid uhindret adgang til gruppen. Deres succes var overvældende og uden sidestykke i moderne britisk historie. Alle vegne så man menneskemængder, som ville have et glimt af dem, og tilskuerne, som overvejende var piger, skreg, når de op-trådte – og alligevel var det hele gået så hurtigt, at de på mange måder stadig var sig selv. De betragtede stadig Liverpool som deres hjem, gjorde, hvad de plejede at gøre, prøvede ikke at skjule sig, var venlige over for almindelige fans, efterkom alle anmodninger …

58 JOHN LENNONS BR EVE

Et brev fra julen 1962 skrevet på Beatles-fanklubbens brevpapir gav udtryk for at ville glæde en fan ved navn Rose. Det skruer op for PR- charmen og kan sagtens være dikteret af en eller anden på Brians kontor, men modtageren fik både et signeret fotografi og alle fire autografer.

Brev 18. Til Rose, julen 1962

Kære Rose,En ven fortalte os om dig, og vi syntes at vi ville bringe en lille smule glæde ind i dit liv ved at sende dig et par linjer … Vi sender dig vores varmeste julehilsener og håber inderligt, at det nye år vil opfylde alle dine ønsker. Vi har vedlagt et foto, der er signeret specielt til dig. Vi håber du kan lide det. Må løbe nu – tiden er kostbar! Kærlig hilsen John Lennon x

BEATLE S -FEBER EN BEGYNDER 1963 59

Så snart der skete noget spændende, for eksempel at en af deres plader muligvis blev spillet i radioen, fortalte alle i gruppen deres mødre og fædre eller familie, at de endelig måtte lytte til det pågældende pro-gram, selv om det ofte endte med, at sangen ikke blev spillet. John lagde et reklamepostkort – der viser gruppen med Pete Best i stedet for Ringo, så det må være et meget tidligt kort – hos sin tante Harriet. Bagpå skrev han navnet Sam Costa (1910-81), en i krigsårene populær radiosanger, som senere blev studievært på en række pro-grammer. Sandsynligvis håbede de, at han ville spille deres plade.

Brev 19. Postkort og besked til tante Harriet, 1962?

Sam Costa - ? 9.30Ray er på 11.30EMI, Parlaphone (sic), Capitol hver aften

John boede stadig hjemme hos tante Mimi, kom sent hjem, når de havde optrådt på steder som The Cavern og andre klubber, lagde sedler om, hvornår hun skulle vække ham, købe cigaretter af mærket Nelson til ham eller låne ham penge. Som de fleste teenagere kunne John blive liggende i sengen til langt op ad dagen, hvis han fik lov. Hans fætter David husker, hvordan han sad i Mendips og hørte Mimi råbe op ad trappen: „John! Stå så op! Dine indkaldelsespapirer er kommet!“ Hvilket naturligvis ikke passede, for han var født for sent til at blive indkaldt til militærtjeneste – loven om værnepligt blev ophævet i 1959 – men det var noget, der til stadighed be-kymrede ham. Bag på fotoet har han skrevet to beskeder til Mimi – en med blæk og en med blyant:


Brev 20. Beskeder til Mimi, 1962?

Vil du vække mig da jeg er på i dag (tors)Jeg har kun £3 i byttepenge så jeg skylder 10/- [ti shilling]Venligst køb 20 Nelson til mig. Du skal ikke vække mig før 5 hvis jeg ikke er oppe. Kærligst John

I slutningen af 1962 eller begyndelsen af 1963 – at dømme efter den adresse, Freda Kelly brugte – skrev John og de andre medlem-mer af The Beatles et brev, som bød nye fans i Schweiz velkommen i klubben. De har virkelig været tidligt ude, disse schweiziske fans, for de kan kun have hørt „Love Me Do“ eller måske „Please Please Me“. (Faktisk kom The Beatles aldrig til at spille i Schweiz).

Brev 21. Fanklubbrev til schweiziske fans, 1962/63

Hej og velkommen til alle vore venner i Schweiz.Det er godt at have jer med i vores fanklub.Bedste hilsener fra The Beatles John Lennon, Paul McCartney, George Harrison, Ringo Starr


Trods den nyvundne landsdækkende berømmelse opgav John stadig sin privatadresse til fans og prøvede samvittighedsfuldt at besvare deres forespørgsler og spørgsmål. I marts 1963 skrev John til to piger, som hed Sylvia og Kathy. Han gav dem ikke alene sin egen adresse, men også privatadresserne på de andre tre medlemmer af The Beatles. Brevet var tydeligvis populært hos modtagerne og er sikkert blevet knuget og kysset, for i dag er det revet itu og sat sammen med tape, men det meste af det er stadig læseligt, hvis man tager sine skarpeste briller på.

Brev 22. Til Sylvia og Kathy, marts 1963

Kære Sylvia & Kathy,Tak for jeres brev – her er de adresser som I beder om. George – Mackets Lane 117, Woolton, Liverpool 25 Paul – Forthlin Rd 20, Allerton, Liverpool Ringo – Admiral Grove 8, Dingle, LiverpoolJeg skal gøre, som jeg lovede, når I har givet negleklipperen til dørmanden, så det skal I ikke bekymre jer om! Fanklubbens adresse er Beatles Fan Club, c/o NEMS Enterprises, Whi-techapel 12-14, Liverpool. Håber I synes om vores lp. Vi ses snart, Kærlig hilsen John Lennon xxxx

[skrevet bag på kuverten]Kan I give dette videre til pigen Janet som var sammen med jer ved døren til Rådhuset om morgenen. Jeg har mistet hendes adresse og håber at I kender hende!

John skrev også til nogle formentlig lidt ældre fans, et ægtepar, der hed Nixon, som The Beatles havde mødt. Han skrev en besked til dem bag på fotografiet og pralede med, at „vores lp er ude om tre uger“. Igen med sin fulde adresse bag på kuverten.


Brev 23. Til mr. og mrs. Nixon, marts/april 1963

Kære mr. & mrs. Nixon (& familie!)Undskyld at jeg ikke har skrevet før, men I forstår nok hvorfor. Håber dette foto er passende – George beder mig hilse – vi er alle sammen glade for, at I kan lide pladerne, vi vil prøve at „DUMPE IND“, når vi er på de kanter, hvor I holder til. Igen tak for jeres brev og jeres gæstfrihed (undskyld denne „PEN“?) alt det bedste fra The Beatles (John). PS Vores lp er ude om tre uger (vink med en vogn-stang!)

John var venlig over for en pige fra Stoke, som hed Dawn. Han gav hende sin hjemmeadresse, forklarede hende om fanklubben og håbede, at han snart kom tilbage til Hanley, hvor de havde optrådt den 3. marts. Også en pige, der hed Irene, fik et venligt brev med hans kommentar til titlen på deres lp.

Brev 24. Til Dawn, marts 1963

Kære Dawn,Tak for dit brev, glad for at du kunne lide koncerten. Med hensyn til fanklubinformationer, kan jeg ikke sige, om du kan åbne en lokal afdeling i Stoke-on-Trent, men jeg vil foreslå dig at kontakte den nord-lige afdeling her i Liverpool, som kan fortælle dig alt, hvad du har brug for. Adressen er N.E.M.S., Whitechapel 12-14, Liverpool 1, Lancs. Endnu en gang tak – håber snart at være tilbage i Hanley. Farveller, Kærlig hilsen John Lennon x


Brev 25. Til Irene, april 1963

Kære Irene, Tak for dit brev, vores lp udkommer om to uger (ca). Den hedder „Please Please Me“ af indlysende årsager. Endnu en gang tak Kærlig hilsen John Lennon xxx

Et fast element i alle fanklubblade og musikma-gasiner var et spørgeskema med alle oplysninger om gruppen: livretter, hadeob-jekter osv. Freda Kelly fra Beatles-fanklubben fik alle fire Beatles til at udfylde et skema, som hun kaldte „Livslinjer“. Det blev trykt i New Musical Express i februar 1963. Ikke som sådan et brev, men John og de andre skrev svarene ned i hånden.

Brev 26. Livslinjer til NME, den 15. februar 1963


Den 8. april fødte Cynthia deres søn, Julian, stadig uden at det blev nævnt, at hun var gift med John. Straks efter fødslen tog John på ferie i Spanien sammen med Brian Epstein. Tilsyneladende accepterede Cynthia dette, fordi John havde arbejdet så hårdt med at turnere og indspille plade og trængte til en pause. Paul holdt sin 21-års-fødselsdag hos en af sine tanter den 18. juni 1963. Han lejede en pavillon til haven, så han kunne invitere så mange venner og kolleger som muligt. Ved festen kom Bob Wooler, discjockeyen fra The Cavern, med nogle bemærkninger til John om hans seksualitet. Han gjorde sig tanker om, hvad der var foregået på ferien med Brian, der i visse Liverpool-kredse var kendt som homo-seksuel. John langede hidsigt ud efter Wooler og gav ham et blåt øje og andre småskader. „Han kaldte mig sgu bøsse,“ skal John have sagt bagefter, „så jeg brækkede sgu hans ribben.“ Da nyheden om slagsmålet nåede nyhedsredaktionerne i de landsdækkende aviser, var Johns holdning – på Brians opfordring – mere undskyldende. Han sagde, at han havde drukket, og at det ikke havde været hans mening. Bagefter bad han i et telegram Wooler om forladelse.

Brev 27. Telegram til Bob Wooler, den 20. juni 1963

VIRKELIG KED AF DET BOB FORFÆRDELIGT FLOV DA JEG INDSÅ HVAD JEG HAVDE GJORT STOP HVAD MERE KAN JEG SIGEJOHN LENNON


I sine personlige svar til fans røbede John ikke, at han var gift og havde et barn, selv om han i to breve til en pige, der hed Ruth – formentlig den samme Ruth – beredvilligt videregav oplysninger om Paul og George.

Brev 28. Til Ruth, juni 1963

Kære Ruth,Tak for dit brev, glad for at du kunne lide hele „Pop Goes The Beatle“. Skidt med vingummibamserne – jeg kan stadig godt lide dem! 1. Paul har en bror 2. Jeg har to søstre (yngre) 3. George har 2 brødre, 1 søster Jeg har desværre ikke tid til at gå i de-taljer. Vi ses snart Kærlig hilsen fra John Lennon xxxx

Brev 29. Til Ruth, juni 1963

Til Ruth,Tak for dine breve, jeg har alligevel kun seks hår tilbage og dem har jeg lovet min far – beklager – glad for at du kunne lide programmet. Vi ses snart Kærlig hilsen fra John Lennon xxxxUndskyld ikke mere papir!


John var stadig venlig over for fans, der skrev til ham. Fiona var åbenbart gået glip af deres koncert, fordi hun var blevet syg – det fremgår ikke, hvor den fandt sted, men i hele 1963 optrådte de i forskellige byer langs kysten og i provinsen over hele landet. De regnede tydeligvis med at spille de samme steder det følgende år. Også denne gang har John kun haft en lille lap papir, så måske har han siddet og skrevet i et omklædningsrum. Han laver sjov med det at være lille, men holder igen med grove eller flabede bemærkninger.

Brev 30. Til Fiona, 1963

Kære FionaJeg er ked af at du ikke har det godt og at du ikke fik lejlighed til at se os. Måske senere i år eller til næste år, ikke? Jeg må gøre det kort af indly-sende årsager (jeg mener brevet). Mange kærlige hilsener Fra John Lennon xx

I sine svar på en række spørgsmål, som John i august fik tilsendt af en fan ved navn Linda, fortæller han lidt om, hvilke ting han kan lide, og hvad han ikke synes om, alt sammen harmløst og ret intetsigende. I et par måneder var gruppen blevet bombarderet med vin-gummibamser, fordi en af dem en passant havde fortalt en interviewer, at dem kunne de godt lide. Ved spørgsmålet „er du gift eller ugift?“ sætter han et flueben uden at vælge nogen af mulighederne. Han oplyser, at han bestemt ikke har tid til stævnemøder.


Brev 31. Svar i spørgeskema til Linda, juli 1963

Her er listen. Vil du være sød at udfylde den?(tak, Linda xx)

1 FAVORIT MAD CORNFLAKES – MARMELADE „ DRIK TE „ UGEDAG LØRDAG (LØNNINGSDAG) „ ÅRSTID SOMMER „ LAND FRANKRIG „ FARVE SORT „ SKUESPILLER BRANDO „ SKUESPILLERINDE GRECO „ SANGER ELVIS „ SANGERINDE MARY WELLS

2. KAN DU LIDE: (SVAR VENLIGST JA ELLER NEJ) (ET HAK BETYDER JA)

1. TE ✓ 2. KAFFE ✓ 3. MÆLK ✓ 4. ØL ✓ 5. WHISKY ✓ 6. VAND ✓

7. BØNNER PÅ TOAST ✓ 8. SPAGHETTI ✓

9. SPEJLÆG ✓ 10. KOGT ÆG ✓

11. OST ✓ 12. SYLTETØJ ✓

13. SMØRTYVE ✓ 14. FLØDE ✓

15. BLONDINER ✓ 16. BRUNETTER ✓

17. RØDHÅREDE ✓ 18. LANGT HÅR ✓

19. KORT HÅR ✓ 20. PIGER MED BRILLER ✓

21. PIGER UDEN BRILLER ✓

22. AT KØRE I BIL ✓ 23. „ BUS ✓

24. „ PÅ MOTORCYKEL ✓

25. ER DU GIFT ELLER UGIFT ✓

HVIS UGIFT, FÅR DU NOGEN SINDE TID TIL STÆVNEMØDER?__NEJ SYNES DU OM LIVET I ALMINDELIGHED?__YEAH! _ _________________________


I september, da de fleste kvindelige fans havde hørt rygterne, skriver John et brev på Beatles-fanklubbens officielle brevpapir – nu temmelig falmet – og bekræfter, at, ja, han er gift. Brevet henviser til ITV- programmet Big Night Out, hvor de optrådte den 1. september 1963.

Brev 32. Til Wendy, september 1963

Kære Wendy,Tak for dit brev [… …? … …] personlige opmærksomhed. Som svar på dit spørgsmål, ja, jeg er gift. Jeg er den eneste i gruppen som er gift. Vi optræder i ITV’s „Big Night Out“ nu på lørdag. Jeg håber du synes om det. Hilsen John Lennon x

Han indrømmede også, at han var gift, i et brev til en fan, der hed Sandra – og denne gang tilføjede han, at hans kone hed Cindy. Sandra Clark var dengang 14 år, boede i Kettering, Northants, og var en ivrig Beatles-fan. Hun besluttede at skrive et fanbrev og havde slet ikke reg-net med at få svar. „Min mor sagde, jeg skulle skrive, at hun kom fra Liverpool. Jeg sagde: „Hold nu op, det gør da ingen forskel.“ Men lur mig, om jeg ikke fik svar. Jeg begyndte at græde, da jeg læste det – det er derfor, at papiret er plettet. Der gik et par år, før jeg fandt ud af, at Johns kone hed Cynthia, men jeg gik uden videre ud fra, at Cindy var hendes kælenavn, på samme måde som min mand kalder mig Sarny.“ I 1982 var Sandra blevet gift, og hun og hendes mand var forældre til tre små børn. Vaskemaskinen og komfuret var i stykker, og der var ingen penge at reparere dem for, så de besluttede sig for at sælge brevet. Det blev udbudt til salg i Sotheby’s katalog med rock’n’roll-memorabilia i december 1982, en af de første af den slags special-auktioner. Der var ingen illustration, og brevets ordlyd fremgik heller ikke, selv om der stod, at det var „underskrevet med kys“. Vurderingen var $80-£120. Faktisk gik det for £440, hvilket var gode nyheder for Sandra og hendes mand, Frank, eftersom de kunne købe en ny vaske-maskine og lægge udbetalingen på et nyt komfur. „Vi fik at vide, at det blev solgt til en japansk herre, som var ved at åbne et Beatles-museum. Nu ville jeg naturligvis ønske, at vi havde beholdt det, men dengang var vi taknemlige for pengene.“ I dag ville brevet sandsynligvis gå for £10.000-£15.000.


Brian sørgede omhyggeligt for, at gruppen blev sat i forbindelse med vel-gørende formål, og i slutningen af 1963 fik han dem alle fire til at under-skrive et brev, der blev reproduceret som postkort og solgt til støtte for den indsamling, som The Variety Club og News of the World arrangerede for at købe legetøj til fattige børn. John gjorde det fuldkommen straight, som han fik besked på, uden vittigheder, tegninger eller personlige kommentarer.

Brev 34. Støtteanmodning til Variety Club

På vegne af The Variety Club of Gt Britain og News of the World, vil jeg gerne sige Dem hjertelig tak for deres venlige bidrag til vores Julefond for Legetøj til Børn.

Mange venlige hilsener John Lennon

Brev 33. Til Sandra, oktober? 1963

Kære Sandra,Tak for dit brev og de pæne ord. Som svar på dit spørgsmål, ja, jeg er gift og min kone hedder Cindy. Vi har også en lille søn. Jeg håber ikke at dette får dig til at synes mindre godt om mig. Må slutte her. Kærlig hilsen til dig John Lennon xxxxxx Kun til dig.


I løbet af dette hektiske år, hvor de uafbrudt blev skreget ad, forfulgt af fans og tiljublet, fik John alligevel lejlighed til at holde en lille ferie. I august sendte han et postkort fra Paris til sin tante Mater i Edinburgh for at lade hende vide, at han ikke havde glemt sin familie på trods sit nye vanvittige liv. Postkortet er underskrevet John & Cyn. Cynthia var sammen med ham, for han havde på en eller anden måde fundet tiden og kræfterne og lysten til at tage hende med på en kort bryllupsrejse. De gjorde det standsmæssigt og boe-de på Hotel George V. Under opholdet mødtes de med Astrid, som tilfældigvis også var i Paris. „Den bryllupsrejse på tre dage var en af de bedste oplevelser, vi havde sammen,“ skrev Cynthia senere i erindringsbogen John fra 2005.

Brev 35. Postkort til Mater og Bert, august 1963

Kære Mater og Bert (og Stan & Jan)Bare et par linjer fra Paris for at sige hej til jer alle sam-men – og at jeg ikke har glemt jer – vi ses vel i Glasgow? (Jeg har mistet Stans adresse) Kærlig hilsen John & Cyn xxx


I oktober var The Beatles på deres første turné i udlandet (hvis man ser bort fra Hamborg). De tilbragte ni dage i Sverige, hvor de blev modtag-et med jubel. Da de landede i London, var der hysteriske masseoptrin ved lufthavnen, hvilket blev et tilbagevendende fænomen i forbindelse med deres udenlandsrejser. Mens de var i Sverige, sendte John som enhver anden hengiven æg-temand et postkort hjem til sin kone. Kortet blev sendt til en adresse i Kensington, London, hvor fotografen Robert (Bob) Freeman boede, da John ikke var sikker på, hvor Cynthia befandt sig. Deres liv i Liverpool-lejligheden (som tilhørte Brian Epstein) var blevet utåleligt, fordi fans belejrede den, så John og Cyn havde besluttet sig for at finde et sted at bo i London. De kunne godt lide den lejlighed, som lå på etagen over den, hvor Freeman-familien boede i Emperors Gate. De flyttede ind i januar 1964. Goddag, London. Farvel, Liverpool.

Brev 36. Postkort til Cynthia, den 2. november 1963

Kære Cyn,Jeg ved ikke hvor du er så jeg skriver hertil. Her er meget rart, men det er lidt kedeligt at køre gennem skove hele dagen. Jeg elsker dig og glæder mig til at se dig igen et sted i England hvor der gror grønt græs. Al min kærlighed & mine penge John xxx


REDIGERET OG PRÆSENTERET AF HUNTER DAVIES

BREVE

RE

DIG

ER

ET

OG

P

RÆ

SE

NT

ER

ET

AF

HU

NT

ER

DA

VIE

SB

RE

VE

Documents

John Lennons breve