Justin Bieber - Min historie

7Justin BiEBEr // min historiE

EN SÆRLIG HILSEN TIL VERDENS BEDSTE FANS!Hvordan skal jeg nogen sinde kunne takke jer for at gøre denne rejse mulig? I er alle sammen ”My Favorite Girl”, men af hver sin grund, for I er hver især noget helt for jer selv. Uanset hvor jeg er, eller hvad jeg laver, forsøger jeg altid at komme i kontakt med så mange af jer som muligt. Står du helt oppe ved scenen til en koncert, bøjer jeg mig måske ned og tager din hånd. Dukker du op uden for spillestedet efter koncerten, kommer du måske i skudlinjen i en af vores mega vandkampe. Eller måske sidder du og snakker med dine venner på Twitter og siger, at du ikke har en jordisk chance for at komme i kontakt med mig, og nu følger jeg dig. Engang troede jeg heller ikke, at mine drømme havde en jordisk chance for at gå i opfyldelse, men som jeg siger i sangen, man skal aldrig sige aldrig. Jeg vil aldrig glemme, at alt det her ikke kunne være sket uden dig. Det er derfor, jeg gerne vil dele denne historie med dig: For at du kan følge mig på rejsen og opleve alle højdepunkterne og nedturene, alle de gode grin og tårerne. Du har været med fra begyndelsen. Nu da du kan se, hvad jeg så, og føle, hvad jeg følte, håber jeg, at du vil tro på, at selv de største drømme kan gå i opfyldelse. Jeg udlever min drøm hver eneste dag. Takket være dig.

Kærligst,Justin

8 Justin BiEBEr // min historiE


KAPITEL 1

LAD O FÅ HOWETOP ATKØ E!


justinbieber tak Canada! surt at jeg måtte af sted, men turneen begynder snart, og vi skulle tilbage til prøverne … min Bus stYrEr!! En rullende fest!

KL. 16.17 den 21. juni via web

a jeg ruller ind i XL Center, har jeg det, som om jeg burde have skøjter på. ”Hey!” Jeg prikker min morfar i siden med albuen. ”Kan du ikke næsten lugte ishockeykampen?” Han griner. ”Jo, det kan du lige tro.” Om mindre end et døgn vil XL Center være proppet til bristepunktet med næsten 20.000 skrigende fans, men lige nu trænger arenaen bare til at se en Zamboni. En Zamboni er den dér store tankagtige tingest, der kører rundt og glatter isen i pausen under en ishockeykamp. Den får det øverste lag til at smelte, og når det næsten med det samme fryser igen, bliver det glat som glas. Men tænk, at jeg er nødt til at forklare, hvad en Zamboni er. Det er som at skulle forklare noget, man har kendt fra den dag, man blev født.

hartford, ConnECtiCuttirsdag dEn 22. Juni 2010KL. 9.45

D



For os canadiere er ishockey national-sporten. Vi har det i blodet.

Nogle gange er der en berømthed – en krigshelt, en skønhedsdronning, en lokal

nyhedsvært eller den slags – der får lov at køre med Zambonien ind. Og indtil for tre år siden var det

min definition af en berømthed: En, der får lov at køre med i Zambonien. Og min definition af en rockstjerne lød: En, der får lov at køre rundt i en tourbus. Meget kan ændre sig på tre år. Da jeg var 12, så min manager, Scott ”Scooter” Braun, mig optræde på en video fra en lokal talentkonkurrence på YouTube. Da jeg var 14, slog vi os sammen med sangeren Usher, som ikke bare var en af mine helte, men også med til at hjælpe mig frem i verden. Nogle måneder efter min 15-års-fødselsdag var min første single på gaden. Nu er jeg 16 og ved at tage hul på min første turne som hovednavn. DET ER UVIRKELIGT. My World Tour skal rundt til 85 byer i USA og Canada – og næsten to millioner fans – alt sammen på under seks måneder. Jeg har mine korsangere, Legaci, mine dansere, mit band og en kæmpe stab af medarbejdere med på turen. Der skal otte busser og en hel flåde af lastvogne til at fragte mennesker og udstyr. WOW!

“Meget kan ændre sig på tre år … uvirkeligt”



“My World Tour skal rundt til 85 byer – og næsten to millioner fans – alt sammen på under seks måneder”


Jeg går ind igennem busgaragen sammen med mine morforældre, Bruce og Diane Dale, og Kenny Hamilton, personlig sikkerhedsninja, der tit bliver offer for mine Xbox 360- udslettelseskræfter. Min mor, Pattie Mallete, kommer trippende i smalle jeans og højhælede støvler lidt bag os. Mor er totalt sej og har ofret alt for mig. Scooter har allerede været på stedet i flere timer, og når han ikke taler i mobil, spiller han basket med roadier og dansere. Scooter er hjernen bag hele turneen, og det er ham og teamet, der har fået alle detaljer til at falde på plads: medieting, f.eks. interviews og fotoseancer, logistiske problemer som hvem der kører med hvilken bus, og så selvfølgelig noget så livsvigtigt som at sørge for, at jeg ikke spiser pizza den dag, jeg skal optræde (sangere må ikke få mælkeprodukter inden en koncert, men alle ved, at jeg er en regelbryder. Og pizza er bare det bedste!). Scooter er altid i gang med at lægge strategier – han opfører sig, som om livet var et skakspil, og er altid otte træk foran. Han er bare for vild.


. Kenny får et kammeratligt dunk på skulderen, og mor og jeg et knus, inden Scooter fører os ind igennem backstagelokalerne og ud i arenaen, hvor scenearbejderne står og trækker i en stor luftballonkurv af stål. ”Fedt.” Kenny og jeg nikker anerkendende. Kurven er designet til at flyve mig ud over publikum under sangen ”Up”: Den starter cirka ti meter over scenen og svæver ud over alle hovederne, glider af sted på bølger af energi og larm, og dykker lige netop så langt ned, at tilskuerne ikke kan røre ved den, men dog lavt nok til, at jeg kan se alle de smukke ansigter. Jeg håber virkelig, at mine fans går helt amok, når de ser den. I det samme kommer der en mærkelig lyd fra kurven, nærmest som en Chevy, der kværner igennem et autoværn. Den slingrer lidt og standser. Rykker mod venstre. Tipper mod højre. ”Whoa, dude! Det dér sker bare ikke!” lyder det fra mig. Højt oppe på svalegangene diskuterer scenearbejderne dæmpet over walkie-talkierne. Det er ikke særlig fedt. Men netop som min morgenmad begynder at røre på sig nede i maven, mærker jeg en beroligende arm om min skulder. Det er Scooters kæreste, Carin, der står ved siden af mig. Carin er med som medhjælper på turneen – men i virkeligheden skal hun hjælpe mig og Scooter med at manøvrere i denne vanvittige periode af vores liv. Hun er et vigtigt led i vores støttesystem, og mit velbefindende ligger hende altid stærkt på sinde.



”Ja, det ved jeg,” svarer jeg. ”Men jeg vil helst ikke skulle udelade nogen af vores gimmicks. Det er et fedt show. Og det skal bare være perfekt.” ”Det bliver det også,” siger mor. ”Det bliver fantastisk.” ”Totalt fantastisk,” istemmer Carin. ”Se engang. Nu tror jeg, at de har klaret den.” Stålkurven har genvundet balancen og sejler nu jævnt af sted til musik fra soundboardet.. It’sabig,bigworld.It’seasytogetlostinit…

Jeg elsker den linje i teksten. Nogle gange føler jeg, at det er det, alle går og venter på. Min verden blev meget stor meget hurtigt, og på grund af en masse kedelige historiske eksempler er der mange, der regner med, at jeg vil fare vild i den. Jeg får konstant stillet de samme to spørgsmål: ”Hvordan kom du i gang?” og ”Hvordan holder du benene på jorden?” Som jeg nu står her i XL Center, kan jeg se svaret på begge spørgsmål: Jeg er omgivet af superkloge, supertalentfulde og ekstremt gode mennesker, der elsker mig og passer på mig hvert eneste skridt af vejen. De giver mig ikke lov til at tabe hverken min baggrund eller mit endemål af syne. Og de lader mig ikke slippe lettere om ved noget. Den succes, jeg har opnået, kommer til mig fra Gud igennem mennesker, som elsker og støtter mig, og til dem medregner jeg mine fans. Hver evig eneste af jer er med til at løfte mig lidt højere op


“Den succes, jeg har op-nået, kommer til mig fra Gud ...”


“Min verden blev meget stor meget hurtigt, og på grund af en masse kedelige historiskeeksempler er der mange, der regner med, at jeg vil fare vild i den”


Documents

Justin Bieber - Min historie