In angulo cum libello Kapitel 6, side 1

Fig. 32. Hieroglyffer på en stol, hvorpåder sidder to ægyptere, Ahmose og Ba-ketre. Skulpturgruppen er udført i stenar-ten diorit under det 18. dynasti, dvs. mel-lem 1490 og 1413 f. Kr. Ny CarlsbergGlyptotek, København.

Kapitel 6

Skrift og bog

Skriftens oprindelseVi opfatter skrift som noget selvfølgeligt, for detmoderne samfund bygger på, at man kan fasthol-de et budskab på skrift. Men indtil for kort tidsiden fandtes der samfund, hvor skrift varukendt, og al kommunikation var mundtlig.Hvorfor og hvor opstod de første skriftkulturer?

Skriften opstod omkring 3.000 f.Kr. i Ægyp-ten ved Nilen og i Mesopotamien mellem floder-ne Eufrat og Tigris. Langs disse floder lå land-brug, men da en flod som Nilen kun har vand omforåret, kræver det planlægning at have vand tilhele året. Planlægning og administrationforudsætter imidlertid, at man har en skrift, derkan fastholde aftaler og erfaringer.

HieroglyfferSkriften begyndte som billeder, tegningen af enkamel betød kamel osv. I Ægypten udvikledestegningerne omkring år 3.000 f.Kr. til etsammenhængende skriftsystem, hvor et tegnsvarede til et helt ord, så der var brug for ganskemange tegn. Disse tegn kaldes hieroglyffer, ensenere græsk benævnelse, der betyder helligetegn, og den vanskelige skrift var forbeholdt enlille klasse af professionelle skrivere.

Linear A og BMed tiden forenkledes skriften, og omkring1.500 f.Kr. fandtes der således på Kreta enstavelsesskrift, der benævnes Linear A, da denblev skrevet på linjerede lertavler. Et par århun-dreder senere anvendte også de første grækere enstavelsesskrift, der kaldes Linear B for at adskilleden fra Linear A. Men efter sammenbruddet afden kretisk-mykenske kultur omkring 1.150 f.Kr.gik kendskabet til dette skriftsystem tabt.

Det græske alfabetOmkring 725 f.Kr. fik grækerne kontakt tilfønikerne, der var et handelsfolk, som stammedefra Fønikien, omtrent det nuværende Libanon.

Fønikerne havde udviklet hieroglyfferne til etskriftsystem, hvis enkelte tegn stod for en konso-nant. Det er denne skrift, der lever videre i bl.a.det hebræiske alfabet, som fortsat anvendes afjøderne i dag.

Grækerne overtog nu det fønikiske alfabet oggjorde nogle af de fønikiske konsonanttegn, somde ikke havde brug for, til tegn for vokaler. Såle-des fik man for første gang et alfabet, der rum-mede alle de lyde, såvel konsonanter som voka-ler, der er nødvendige for at kunne skrive en en-tydig tekst. I modsætning til hieroglyffer er detgræske alfabet så enkelt og funktionelt, at alle fårmulighed for at beherske kunsten at læse og skri-ve.

Pdf-udgave per 15. august 2014 Af Henrik Bolt-Jørgensen

In angulo cum libello Kapitel 6, side 2

Fig. 33. Codex Vaticanus B fra 300-tallet er et af de ældste pergaments-håndskrifter med den græske tekst til Biblen. Denne side viser Matthæuse-vangeliet kap. 11 vers 25 – kap. 12 vers 23. Codex Vaticanus Graecus Bopbevares i Bibliotheca Apostolica Vaticana, Roma.

Det græske alfabet fandtes i flere former, her-under vestgræsk og østgræsk. Det er det østgræ-ske alfabet, der anvendes, når man i dag læsergræske tekster fra oldtiden, og det er ligeledesdette alfabet, der lever videre i nygræsk. Hergengives de østgræske bogstaver, store og småmed lydværdi og navn:

Á á a alpha â b betaà ã g gammaÄ ä d deltaÅ å e epsilonÆ æ z zetaÇ ç ê êtaÈ è th theta

É é i iotaÊ ê k kappaË ë l lambdaÌ ì m myÍ í n nyÎ î x xiÏ ï o omikronÐ ð p piÑ ñ r roÓ ó,ò s sigmaÔ ô t tauÕ õ y ypsilonÖ ö ph phi× ÷ kh khiØ ø ps psiÙ ù ô omega

Pdf-udgave per 15. august 2014 Af Henrik Bolt-Jørgensen

In angulo cum libello Kapitel 6, side 3

Fig. 34. Indskrift på Titusbuen i Rom, der blev opført i år 81 e. Kr. til ære for kejser Titus.Indskriften anvender -v- for både -u- og -v- og fortæller, at det romerske senat og folk harrejst triumfbuen for den guddommelige Titus, der var søn af den guddommelige Vespasian.

Ved oldtidens slutning bragte græske missio-nærer kristendommen til Rusland, og sammenmed kristendommen fulgte udbredelsen af det

græske alfabet. Det russiske alfabet er således enudløber af det østgræske alfabet. Det kaldes detkyrilliske alfabet efter en af missionærerne.

Det latinske alfabetDet vestgræske alfabet blev hurtigt overtaget afetruskerne i Mellemitalien. Omkring 500 f.Kr.kom alfabetet til Rom, enten via etruskerne ellerdirekte fra grækerne i området ved Neapolis.

I de sidste århundreder inden Kristi fødselfandt det latinske alfabet sin endelige form. Detvar det alfabet, som de kristne missionærer sidenbragte med sig til Nordeuropa. I dag anvendesdet latinske alfabet i størstedelen af verden. Ogmed indførelsen af global edb-kommunikation erdet et spørgsmål, om andre alfabeter og skriftsy-stemer i længden kan hævde sig over for detlatinske alfabet.

Majuskler og minusklerEt alfabet er én ting, selve udformningen af

bogstaverne en ganske anden. I oldtiden anvend-tes fortrinsvis store bogstaver, såkaldte majusk-ler, men ved oldtidens slutning gik man over tilsmå bogstaver, minuskler. Valget af bogstavtypehænger sammen med det materiale, man skriverpå. Er det ujævnt, anvendes store bogstaver, dade har mange lige streger, medens et glattere ma-teriale indbyder til en rund og sammenhængendeskrift. De store bogstaver, vi anvender i dag,svarer til de store bogstaver, man anvendte i Rompå Kristi tid.

Lovtekster og hurtige notaterSåvel sten som lertavler og træplader blev an-vendt som skrivemateriale i oldtiden. Vigtigebekendtgørelser og lovtekster blev ofte huggetind i en stele af sten.

Pdf-udgave per 15. august 2014 Af Henrik Bolt-Jørgensen

In angulo cum libello Kapitel 6, side 4

Fig. 35. Fresko af et ægtepar med skrivemateria-ler. Hustruen holder et par sammenklappedeskrivetavler og en griffel, mens ægtefællen hol-der en lukket papyrus rulle. Maleriet stammerfra Pompeji og opbevares Museo ArcheologicoNazionale, Napoli.

Fig. 36. Papyrus ved Fonte Aretusa i Syrakus påSicilien. Det var stænglerne af de unge papyrus-planter, der anvendtes til fremstilling af oldti-dens bogruller.

En hurtig besked, der ikke skulle gemmes foraltid, kunne skrives på et par trætavler, der varbestrøget med bivoks på de sider, der blev lukketmod hinanden. Man ridsede bogstaverne med enbronzegriffel, der var spids i den ene ende. Medden anden, der var flad, kunne man udglatte vok-sen, så den blev klar til en ny besked. Men hver-ken sten eller trætavler var velegnede til egentli-ge bøger.

Papyrus og pergamentOldtidens mest anvendte materiale til bøger varpapyrus, en sivplante, der vokser langs Nilensbredder. De unge stængler blev skåret i passendestykker og presset flade, derpå blev de lagt overhinanden og presset sammen, så de dannede,hvad der med lidt god vilje kan sammenlignesmed et stykke papir. Stykkerne blev derpå føjetsammen, så man fik en bogrulle, volumen. Enbogrulle kunne være ca. 35 cm høj og op til 10 mi længden. Hér skrev man sine bogstaver med etsivrør, calamus, der blev dyppet i blæk, og tek-

sten blev skrevet i spalter, columnae.En papyrusrulle var ikke kostbar, og noget

godt materiale var der ikke tale om. Papyrus fal-mer og bliver ved hyppig brug så skør, at rullenbegynder at smuldre. Derfor var man nødt til atafskrive teksterne med jævne mellemrum, hvisman ønskede at læse og bevare dem.

På Kristi tid begyndte man imidlertid at anvendeet nyt materiale parallelt med papyrus. Det nyemateriale hed pergament og er opkaldt efter byenPergamon i Lilleasien. Pergament er dyreskind,ofte af ged eller kalv, som behandles på en sådanmåde, at det bliver til et godt materiale at skrivepå. Skindene blev ikke sat sammen i en rulle,men i en bog med ryg, en codex.

I modsætning til papyrus er pergament et ma-teriale med næsten ubegrænset holdbarhed, nårblot det beskyttes mod fugt og skadedyr. Da bog-formen tillige er mere praktisk end bogrullen,blev papyrus erstattet af pergament i løbet af det3. og 4. århundrede.

Middelalderens bogSelvfølgelig værdsatte man bøger i den hedenskeoldtid, men en bogrulle blev primært anset for etredskab til at fastholde et budskab i en verden,der i øvrigt var altovervejende baseret på det tal-te ord.

Men med kristendommens sejr over heden-

Pdf-udgave per 15. august 2014 Af Henrik Bolt-Jørgensen

In angulo cum libello Kapitel 6, side 5

Fig. 37. Middelalderligt manuskript af pergament med Davids salmer. Tekster,noder og maleri er udført i hånden.

skabet fik bogen karakter af noget mere end etredskab. Kristendommen er i modsætning til deantikke hedenske religioner en skriftreligion,dvs. en religion med hellige tekster, der oplyserom Guds vilje med mennesket og historien.

I de urolige århundreder omkring den antikkeverdens sammenbrud valgte mange et liv sommunk i et kloster for at finde Gud og en meningmed tilværelsen. I klostrene formede livet sigsom en vekslen mellem bøn og arbejde, et arbej-de, der ofte bestod i studier af Biblen og kirke-fædrene (teologisk litteratur).

For munken var bogen derfor mere end enbog, den blev vejen til indsigt i Guds væsen. Bo-gen blev derfor genstand for stor respekt, og ar-bejdet med bøger blev anset for et af de ædleste

i klostrene. Dertil kom, at det kostbare og hold-bare materiale, pergamentet, ligefrem indbød tilat gøre noget særligt ved bogen. Talrige bøgerblev derfor udsmykket med illustrationer elleregentlige miniaturemalerier, der kaldes illu-minationer.

Pergament er et så godt materiale, at det kangenbruges. Havde man en codex med en tekst,der ikke længere havde interesse, kunne manskrabe den gamle tekst bort og genanvende per-gamentet til en ny tekst. Sådanne genanvendtepergamenter kaldes palimpsester. Inden for desidste to århundreder har man udviklet en teknik,der gør det muligt at læse den forsvundne tekst.På den måde har man fået kendskab til antikketekster, man ikke tidligere kendte eksistensen af.

RenæssancenI det 15. århundrede kom et nyt skrivematerialetil Europa fra Kina, og materialet kaldtes papirefter sin delvise lighed med papyrus. Det beståraf en homogen masse af organisk materiale. Om-kring 1450 opfandt tyskeren Gutenberg (ca.1397-1467) et støbeinstrument til fremstilling afløse typer og skabte derved grundlaget for bog-

tryk. Nu behøvede man ikke længere at afskrivehvert eneste ord hver gang, nu kunne man mang-foldiggøre en hel side ad gangen. Det nye materi-ale, papiret, var som skabt til den nye teknik, ogden bredte sig hurtigt over hele Europa.

I begyndelsen herskede der en hård konkur-rence mellem det traditionelle håndskrift med desmukke illuminationer og den billige bog trykt på

Pdf-udgave per 15. august 2014 Af Henrik Bolt-Jørgensen

In angulo cum libello Kapitel 6, side 6

papir. Men i længden kunne håndskriftet ikkeklare sig i konkurrencen.

For renæssancen blev den nye teknik afuvurderlig betydning. Hvor en forfatter tidligerekun kunne regne med en snæver kreds af læsere,blev det nu muligt at nå frem til et stort publi-kum. Således ved vi, at den lærde humanist Eras-mus af Rotterdam (1469-1536) fik udgivet sinelatinske skrifter i et antal på ikke mindre end750.000 eksemplarer, noget der ville have væretutænkeligt uden papir og bogtryk.

Teksternes vej fra oldtid til nutidNår vi i dag kan læse oldtidens græske og latin-ske forfattere, skyldes det sædvanligvis, at tek-sterne er blevet skrevet af med jævne mellem-rum, indtil de blev nedskrevet på en codex af per-gament en gang i middelalderen. Skal man i dagudgive en antik tekst, må man derfor opsøge debiblioteker, der har sådanne middelalderligecodices. I nogle tilfælde vil man dog kunne nøjesmed en god fotografisk kopi af det middelalderli-ge manuskript.

Men selv om papyrus var et skrøbeligtmateriale, kan det dog bevares gennem årtusin-der, såfremt det ligger urørt på et tørt sted. Såle-des har man flere gange i det 20. århundrede fun-det hidtil ukendte tekster på papyrusruller iklippehuler i Israel og Ægypten.

Også andre forhold kan bidrage til bevarelsenaf papyrus. Således blev et helt bibliotek i Her-culaneum beskadiget under Vesuvs udbrud i 79e. Kr. Ved den lejlighed blev papyrusrullerneforkullede på en sådan måde, at de blev bevarettil vore dage. Og netop disse papyri fra Hercula-neum har sikret vort kendskab til en af oldtidensepikuræiske filosoffer, Filodem.

Om man stadig kan finde glemte tekster påenten en papyrusrulle i en afsides beliggendeklippehule eller bag en nyere tekst på en palimp-sest i et klosterbibliotek?

Ja, muligheden foreligger, selv om man skalvære heldig, for der er ikke mange steder tilbagei verden, hvor forskerne ikke har søgt efter degamle tekster.

Fig. 38. En palimpsest, dvs. et stykkegenbrugt pergament. Den ældste tekstmed store bogstaver er et stykke af De republica af Marcus Tullius Cicero (106-43 f. Kr.). Den blev siden visket ud for atgive plads til en teologisk tekst af Aure-lius Augustinus (354-430 e. Kr.). Ved vedat behandle teksten med kemikalier erdet lykkedes at få den oprindlige tekstfrem i lyset. Bibliotheca Apostolica Vati-cana, Roma.

Pdf-udgave per 15. august 2014 Af Henrik Bolt-Jørgensen

In angulo cum libello Kapitel 6, side 7

Septuaginta interpretes

Dum Marcus et Antonia sub umbra olivae tesseris ludunt, nuntius Terentii advillam venit. Nuntius fratrem et sororem salutat et interrogat: "Ubi patremvestrum invenio? Tabellas patri vestro porto." Marcus nuntio respondet: "Paternoster, qui in balneo est, mox veniet. Sede hic sub umbra arboris, donec venit."

5 Paulo post pater lotus venit, et nuntius ei tabellas ceratas tradit. Pater eas aperitet haec verba legit: “Salve, Antoni! Si otium tibi et Claudiae est, venite ad me.Pocula bina argentea habeo, quae vobis monstrabo. Cras pocula fratri meo, quilegatus in Gallia Transalpina militat, mittam. Vale.”

Antonius stilum aeneum capit, quo litteras Terentii delet et ceram in tabulis10 aequat. Stilum vertit et in cera scribit: “Salve, Terenti. Otium habemus et te hac

vespera visitabimus. Vale!” Tabulas claudit et nuntio his verbis tradit: “Redde easTerentio.”

In absentia patris et matris familias ancillae otio improviso gaudent. Hilda,quae Sophiam in angulo bibliothecae invenit, interrogat: “Num iste liber, quem

15 legis, lingua Latina scriptus est?” Sophia ei respondet: “Hic liber, cuius titulusGenesis est, lingua Graeca scriptus est. Moses in hoc libro fabulam de originemundi narrat.”

Hilda, “Susanna,” inquit, “ancilla Iudaea, quae una cum domina Syracusananos visitabat, Mosem mihi nominabat. Mosem ducem magnum vocabat, quia

20 olim gentem Iudaeorum ex Aegypto in terram, quae lacte et melle fluebat,ducebat. Sed cur liber Iudaeus Graece scriptus est?”

Sophia respondet: “Genesis lingua Hebraea scripta erat, sed scientia illiuslinguae hodie rara est. Septuaginta interpretes igitur libros sacros Iudaeorum inlinguam Graecam vertebant. Si tibi placet, initium Genesis tibi legam:

25 ÃÝíåóéò

zÅí �ñ÷± ¦ðïßçóåí Ò èåÎò ôÎí ïÛñáíÎí êá ô¬í ã­í. ´Ç ä¥ ã­ µí �üñáôïò êáÂ�êáôáóêåýáóôïò, êá óêüôïò ¦ðÜíù ô­ò �âýóóïõ, êá ðíåØìá èåïØ ¦ðåöÝñåôï¦ðÜíù ôïØ àäáôïò. Êá åÉðåí Ò èåüò, ÃåíçèÞôù öäò. Êá ¦ãÝíåôï öäò. ÊáÂåÉäåí Ò èåÎò ôÎ öäò Óôé êáëüí.”

Dagens grammatik:Substantiver efter 3. deklination §§ 16, 17, 18, 20 & 21;Demonstrative pronominer § 45;Relative pronominer § 46;Futurum af verberne §§ 61, 66, 71 & 88 samt af verbet sum § 106

Gloser til stykke 6:septuaginta, talord, 70interpres -etis, m 3, fortolker, oversætter; se §

16

Pdf-udgave per 15. august 2014 Af Henrik Bolt-Jørgensen

In angulo cum libello Kapitel 6, side 8

sub, præp m abl (og akk), underoliva, f 1, oliventrætessera, f 1, terningludo, 3, leger, spillerfrater -tris, m 3, broder; se § 18soror -oris, f 3, søster; se § 18pater -tris, m 3, fader; se § 18vester -tra -trum, poss pron, jeres; se § 44tabella, f 1, lille trætavle, en skrivetavle; sådan-ne skrivetavler anvendtes parvis med den eneside belagt med voks i en fordybning. De tovoksbelagte sider vendte indad, når tavlerne blevlukket.

qui quae quod, rel pron, der, som; se § 46balneum, n 2, âáëáíåÃïí, badmox, adv, snartarbor -oris, f 3, træ; se § 18donec, konj, medens, indtilpaulo, adv, lidtpost, adv (her), efterlotus, ppP (af lavo, 1, vasker), vasket, nyvasketis ea id, dem pron, han, hun, den, det; se § 45ceratus, adj, belagt med bivoks, voksbestrøget;tabellae ceratae, f 1 pl, vokstavlertra-do, 3, overgiverhic, haec, hoc, dem pron, han, hun, den, det (hosmig); se § 45verbum, n 2, ordlego, 3, læserAntoni, vokativ af Antonius, se § 14si, konj, hvisotium, n 2, fritidpoculum, n 2, bæger, drikkebægerbini -ae -a, taladj i pl, to, der udgør et par, et par;se § 54argenteus, adj, af sølv, sølv-cras, adv, i morgenlegatus, m 2, officerGallia, f 1, GallienTransalpinus, adj, beliggende på den anden sideaf Alperne; Gallia Transalpina, f 1, Det transal-pinske Gallien, svarer omtrent til vore dagesFrankrigmilito, 1, er soldat, gør krigstjenestemitto, 3, sendervaleo, 2, er stærk; vale, imperativ, hav det godt,

på gensyn

stilus, m 2, griffel; en griffel er et skriveredskab,der er spidst i den ene ende og fladt i den anden;med den spidse skriver man, med den flade ud-glattes tavlens vokscapio, 3, griber, tagerlittera, f 1, bogstavdeleo, 2, ødelægger, slettercera, f 1, voksaequo, 1, gør jævnverto, 3, vender, oversætterscribo, 3, skriverclaudo, 3, lukkerred-do, 3, giver tilbage, gengiver

absentia, f 1, fraværmater -tris, f 3, moder; se § 18familia, f 1, husstand; familias er en gammelgenitiv, der anvendes i forbindelse med pater ogmaterimprovisus, adj, uventetgaudeo, 2, glæder mig over (med instrumentalablativ)bibliotheca, f 1, âéâëéï-èÞêç, opbevaringssted tilbøger, bibliotekiste ista istud, dem pron, denne, dette (hos dig);se § 45scriptus, ppP (af scribo, 3, skriver), skrevettitulus, m 2, titelGenesis -is, f 3, ãÝíåóéò, skabelsen; se § 20Moses -is, m 3, Moses, jødernes store lovgiver;se § 20fabula, f 1, beretningorigo -inis, f 3, oprindelse; se § 17

una, adv, sammennomino, 1, nævner, omtalerdux ducis, m 3, fører, leder; se § 16olim, adv, for længe siden, engang i fortidengens -tis, f 3, folk; se § 20Aegyptus, f 2, Ægyptenlac lactis, n 3, mælk; se § 16 (nominer i neutrumdanner nominativ uden -s)mel mellis, n 3, honning; se § 21fluo, 3, flyderduco, 3, fører

Pdf-udgave per 15. august 2014 Af Henrik Bolt-Jørgensen

In angulo cum libello Kapitel 6, side 9

Graece, adv, på græsk

Hebraeus, adj, hebraisk; størstedelen af DetGamle Testamente er oprindeligt skrevet på he-braisk, medens hele Det Ny Testamente er skre-vet på græskille illa illud, dem pron, hin, denne; se § 45rarus, adj, sjældenigitur, adv, altså, derforsacer -cra -crum, adj, helligplaceo, 2, behager; placet, det behager (m dat)initium, n 2, begyndelse

ÃÝíåóéò

Det græske sprog er sproghistorisk beslægtetmed latin. Hér gives eksempler på 1. og 2. dekli-nation i singularis med tilføjelse af den bestemteartikel:1. deklination (f)nom: �ñ÷Þ, º, begyndelseakk: �ñ÷Þí, ôÞígen: �ñ÷­ò, ô­òdat: �ñ÷±, ô±

2. deklination (m)nom: ïÛñáíüò, Ò, himmelakk: ïÛñáíüí, ôüí

dat: ïÛñáíè, ôègen: ïÛñáíïØ, ôïØ

ãÝíåóéò, f 3, skabelse¦í, præp m dat, i�ñ÷Þ, f 1, begyndelse¦ðïßçóåí, skabteèåüò, m 2, gudïÛñáíüò, m 2, himmelêáß, konj, ogã­, f 1, jordäÝ, ogµí, var�-üñáôïò, adj, uden grænse, uendelig�-êáôáóêåýáóôïò, uden ordenóêüôïò, n 3, mørke¦ðÜíù, præp m gen, ovenover�âõóóïò, f 2, afgrund, urdybetðíåØìá, n 3, ånd¦ðåöÝñåôï, svævede overàäùñ, n 3, vandåÉðåí, sagdeãåíçèÞôù, lad der bliveöäò, n 3, lys¦ãÝíåôï, der blevåÉäåí, såÓôé, konj, atêáëüò, adj, smuk

Repetition af kapitlerne 4-6

Oversæt følgende 12 sætninger til dansk. Under oversættelsen bør man være omhyggelig med at gengiveled (verballed, subjekt, objekt o.s.v.) og tider (der er eksempler på præsens, imperfektum og futurum)korrekt.

1. Sophia et Hilda, quae sub arbore olivae sedebant, vespera pulchra gaudebant.2. Hilda, "Heri," inquit, "mihi fabulam de origine mundi narrabas. Num hac vespera fabulam de initio

Romae mihi narrabis?3. Sophia Hildae respondet: "Eam tibi narrabo. Livius, qui erat scriptor Romanus, sic initium Romae

reddit:Silvia erat virgo casta et pulchra, quae in templo Vestae habitabat.

5. Mars, qui virginem solam videt, amore incensus eam his verbis tentat:6. "Si me basiabis, te matrem geminorum famosorum faciam."7. Post novem menses Silvia geminos parit, quos Romulum et Remum vocat.8. Amulius, qui erat rex malus illius regionis, infantes in undas Tiberis iacit.9. Lupa tamen, cuius uber lacte plenum erat, vocem parvam geminorum semivivorum audiebat. Gemi-

Pdf-udgave per 15. august 2014 Af Henrik Bolt-Jørgensen

In angulo cum libello Kapitel 6, side 10

nos ab morte salvabat.10. Faustulus, qui pastor ovium est, geminos invenit et uxori tradit.11. Uxor, quam Livius Larentiam vocat, filios Martis bene educabat.12. Post viginti annos Romulus et Remus urbem novam in eo loco, in quo pastor eiusque uxor vivebant,

condebant. Urbem Romam vocabant.

Pdf-udgave per 15. august 2014 Af Henrik Bolt-Jørgensen