KRIGENS AFTRYK

J.F.WILLUMSEN & JAN GRARUP

13.9.2014 -18.1.2015

W W W . J F W I L LU M S E N S M U S E U M . d K

W W W . J F W I L LU M S E N S M U S E U M . d K

KRIGENS AFTRYK

J.F.WILLUMSEN & JAN GRARUP

4

Vi bombarderes dagligt med flygtige billeder

fra verdens krige og konflikter gennem tv og

digitale medier. Med udstillingen Krigens

Aftryk forsøger vi at skabe en ramme for

fordybelse og refleksion omkring krigens

billeder indenfor kunst og fotografi. Danmark

har i mere end 10 år været en krigsførende

nation, og selv om krigshandlingerne har

fundet sted uden for vores synsfelt, fjernt fra

Danmarks grænser, frikender det os ikke for

at reflektere over vores rolle og ansvar.

For J.F. Willumsen var det forfærdelsen over

første verdenskrigs brutalitet, der fik ham til at

reagere. I årene 1915-18 fremstillede han en

række grafiske værker, der adskiller sig mar-

kant fra hans øvrige, kunstneriske produk tion.

Willumsens store lærreder er her skiftet ud

med mindre formater, hvor han i et eks pres-

sivt, sort-hvidt billedsprog skildrer krigens

væsen. Selv om de grafiske værker er produ-

ceret for næsten 100 år siden, synes de stadig-

væk foruroligende aktuelle.

På udstillingen vises Willumsens krigsgrafik i

dialog med sort-hvide fotografier fra verdens

brændpunkter af den prisbelønnede, danske

pressefotograf Jan Grarup. På trods af for-

skellene i uddannelse, medie og tid fornemmer

man et fælles sprog. Begge formidler krigens

brutalitet og lidelser i et æstetisk udtryk, der

bringer os tættere på de menneskelige om-

kostninger, og fælles for dem er et humanistisk

udgangspunkt, der er båret af engagement

og indignation. Udstillingen undersøger også,

hvordan krigens billeder skaber betydning,

og om der er en særlig lidelsens ikonografi,

som går på tværs af tid og medier. Udvalgte

raderinger fra serien ”Krigens rædsler” af den

spanske billedkunstner Francisco de Goya,

ud lånt af Statens Museum for Kunst, og

værker fra Willumsens private kunstsamling

med krigsmotiver, dommedagsscener og

henrettelser af kristne martyrer indgår lige-

ledes i udstillingen.

Kataloget indeholder to artikler samt et inter-

view med Jan Grarup. Fotohistoriker Birna

Marianne Kleivan fortæller om sammenstil-

lingen mellem Willumsens og Grarups værker,

mens museumsdirektør Annette Johansen

beskriver Willumsens oplevelser og tilblivel-

Forord

5

sen af hans krigsgrafik under første verdens-

krig. Interviewet med Jan Grarup er inddelt i

fem spor og har fokus på henholdsvis arbejds-

proces, inspiration, æstetiserede og sort-

hvide krigsfotografier og valg af motiv.

J.F. Willumsens Museum vil gerne rette en

varm tak til de personer, der har været med

til at realisere udstillingen og nærværende

katalog. Det gælder først og fremmest Jan

Grarup, der uden forbehold har stillet sine

fotografier til rådighed og fra første færd har

involveret sig nysgerrigt og med stor entu-

siasme i projektet. En stor tak også til Statens

Museum for Kunst for udlån af otte raderinger

af Francisco de Goya, samt en varm tak til

designer Sigrun Gudbrandsdottir for hendes

engagement og arbejde med udformningen

af kataloget. Endelig skal fotohistoriker Birna

Marianne Kleivan takkes for sit bidrag til

kataloget. For en helt uundværlig økonomisk

støtte til udstillingen og kataloget rettes en

hjertelig tak til Augustinus Fonden og Knud

Højgaards Fond. Endelig vil vi gerne takke

J.F. Willumsens Museums medarbejdere og

bestyrelse.

Annette Johansen

Museumsdirektør

Lisbeth Lund

Museumsinspektør

6

Jan Grarup:

Folkedrabet i

Rawanda /

april 1994

En lille pige

behandles for

et dybt sår fra

en machete

mens kampene

i hovedstaden

raser.

Tutsi-oprørere

opretter felt-

hospitaler i alle

de områder, som

de kontrollerer

og tilbyder

primitiv førstehjælp

til de mange

sårede, der

har overlevet

folkedrabet.

7

Hun står helt stille, mens pincet og gaze

ar bejder i sårene. En lille pige med dybe

machetehug i hovedbunden. Det er et vold-

somt og følelsesappellerende billede, fuld af

nærvær og brutal realisme, og samtidig for-

uroligende smukt i al sin fortættede enkelt-

hed. Og ligesom så mange andre af Jan

Grarups optagelser fra alverdens krigs- og

katastrofeområder, stiller fotografiet flere

spørgsmål end det giver svar.

Billedet er fra 1994, hvor Grarup som en af de

få vestlige fotografer dækkede folkemordet i

Rwanda, der endte med at koste næsten en

million mennesker livet. Den femårige pige er

et af de overlevende ofre fra tutsistammen,

hvor mere end halvdelen af befolkningen blev

myrdet, da ekstremistiske hutuer ansporede

til en af historiens værste og mest bestialske

massakrer, mens FN og det øvrige internatio-

nale samfund forholdt sig passive.

På J.F. Willumsens Museum kan den pris-

belønnede krigsfotografs barske og dybt

bevægende pressefoto nu opleves i en anden

kontekst end det oprindelig var tiltænkt. Med

udgangspunkt i Willumsens stærke grafiske

skildringer af 1. verdenskrigs ragnarok

præsenterer udstillingen Krigens Aftryk et

større retrospektivt udvalg af Jan Grarups

fotografiske værker, ligesom en serie rader-

inger fra Francisco de Goyas dystre “Los

Desastres de la Guerra“ (Krigens rædsler)

med motiver fra Den Spanske Uafhængighed-

skrig indgår i visningen. I dialogen mellem

grafik og fotografi belyser Krigens Aftryk de

sort-hvide krigsbilleder i krydsfeltet mellem

kunst, ”nyheder” og forståelse.

Et gennemgående tema er lidelsen og krigens

omkostninger også for civilbefolkningen,

herunder børnene som Jan Grarup i høj grad

har valgt at fokusere på gennem sit snart

30-årige virke. Samtidig tydeliggør samspillet

mellem raderinger og fotografier ikke blot et

udtalt humanistisk samfundsengagement,

båret af stillingtagen og indignation, men

også de beslægtede til tider fælles æstetiske

greb og virkemidler som Grarup, Willumsen

og sidstnævntes store inspirations kilde Goya

benytter sig af i bestræbelserne på at enga-

gere og berøre betragteren.

Rekviem

Om Jan Grarups fotografier på J.F. Willumsens Museum

Af Birna Marianne Kleivan

8

”For mig handler billeder om at fortælle et så

klart og betydningsfuldt budskab som muligt,”

har Jan Grarup sagti.

Siden karrierestarten i 1987 som 19-årig har

han på insisterende og utrættelig vis doku-

menteret krige, naturkatastrofer og voldsom-

me ødelæggelser i verdens mange brænd-

punkter; Sierra Leone, Tjetjenien, Rwanda,

Kosovo, Afghanistan, Nordirland, Gaza, Irak,

Iran, Darfur og Haiti for blot at nævne nogle.

Selv tilhører Jan Grarup generationen, der

gav dansk fotojournalistik et internationalt

Francisco de Goya:

Sørgmodig forudanelse om hvad fremtiden vil bringe. 1810-1820.

Stregætsning, gravstik, koldnål, polering.

Statens Museum for Kunst, København © SMK Foto

gennembrud i slutningen af 1990´erne, hvor

flere yngre reportagefotografer valgte at rejse

ud – ikke sjældent med livet som indsats – til

det eksotiske og fremmedartede, til større

kontraster og et andet lys. En prioritering

og satsning, der udover opsigtsvækkende

report ager og bogudgivelser, som Grarups

egen Shadowland med forord af Dalai Lama,

også resulterede i talrige internationale priser.

Sikker formbeherskelse, stærkt engagement

og en personlig til tider kompleks fortællestil

kendetegnede deres kontrastrige og ofte

dramatiske sort-hvide fotografier. Og netop

9

æstetiseringen var der delte meninger om.

Også blandt fotograferne selv.

”Reportagefotografiets ypperste funktion er

jo at informere og anspore til forandring og

det har man måske nogle gange en tendens

til at glemme, ” lød det f.eks. i 2003 fra

Grarupii. Med henvisning til at de stringent

komponerede og ofte meget smukke billeder

iblandt havde en tendens til at lede opmærk-

somheden bort fra det i reglen alvorlige emne

og over på mediet selv, hvorved fotografiets

status som vidnesbyrd og dokumentation

svækkedes. For Jan Grarup har historien

Jan Grarup:

Krisen i Den Centralafrikanske Republik / 2014

Anti-balaka krigere viser til kameraet, hvordan de vil skære halsen over

på alle muslimer, som de kan finde i Den Centralafrikanske Republik.

altid været det vigtigste, samtidig med at han

udviser stor formbevidsthed i sit billedsprog, i

erkendelsen af at en fortælling ikke lader sig

formidle uden form.

Når gruen og det humanistiske budskab står

så stærkt i Krigens Aftryk, skyldes det bl.a.

elementerne af genkendelighed og billeder-

nes klare men ofte begrænsede detaljer samt

- nok så væsentlig - det faktum, at samtlige

af udstillingens værker er i sort-hvid. Farver

støjer, mens sort-hvid forenkler ifølge Grarup,

som finder det sort-hvide udtryk særdeles

befordrende, netop fordi det giver færre

10

visuelle indtryk, og man dermed bedre kan

styre og målrette sin kommunikation. Præcis

som Goya og Willumsen gør det i deres kraft-

fulde raderinger, hvis direkte tale umiddel-

bart appellerer til os uagtet tidsspandet.

Alle søger de det visuelt slående, typisk ved

hjælp af stramme kompositioner, hvor alt

overflødigt er udeladt, og kun de detaljer,

der underbygger budskabet og det fortalte,

indgår i fremstillingen. Det kropslige udtryk

betones på realistisk vis, og da det som oftest

er ofrene der fokuseres på, deres ansigter vi

ser, tjener billederne som nøgne empatiske

udsagn om menneskelig lidelse.

Men hermed hører lighederne også op. For

mens Goya og Willumsens grafiske arbejder

kan have et løst og skitseagtigt præg, som

tydeliggør at der er tale om kunstneriske

fortolkninger af krig og lemlæstelser, har

Grarup en journalistisk tilgang, og hans

skarptegnede fotografier et mere konkret og

virkelighedsnært udtryk. Fotografi er doku-

mentation, hvorfor fotografen også må

J.F. Willumsen:

Miss Edith Cavell’s

martyrium. 1916

Radering

forholde sig til begivenhederne mens de sker,

her og nu. Ofte kan det være nødvendigt at

gå tæt på for at udelukke forstyrrende detal jer

og fortætte fortællingen, mens billed kunst-

nerne kan komponere og komprimere frit i tid

og rum.

Som krigs- og reportagefotograf skal Jan

Grarup overholde journalistikkens basale

etiske regler, herunder kravet om tilstræbt

objektivitet samt – ikke mindst – ærlighed

og nøjagtighed i forhold til emnet, der rap-

porteres om. Troværdighed er altafgørende.

Man må f.eks. ikke iscenesætte sine motiver,

og skulle personerne foran kameraet føle sig

kaldet til at agere på dramatisk vis til ære

for fotografen, som det f.eks. sker i Grarups

billede gør han da også opmærksom på det

i billedteksten.

Kendetegnende for Krigens Aftryk er at den

historie, værkerne fortæller, rækker ud over

den konkrete begivenhed og bliver en evig-

gyldig historie om menneskelig grusomhed

og lidelse.

11

i Politiken 2. november 2002 i artiklen

”Fra registrering til fortælling”af Lars Dahlager

ii Jens Møller Nielsen: ”Pludselig i verdens-

klasse - om dansk fotojournalistik”,

forlaget Ajour, 2000, s. 106

OM FORFATTEREn: Birna Marianne Kleivan

er fotohistoriker, mag.art. i film- og medie-

videnskab. Hun har bl.a. bidraget til værkerne

Den Store Danske Encyklopædi, Dansk

Fotografihistorie, Pas – Identitet, Kultur

og Grænser og Vidnerne Historien – Dansk

Pressefotografi i 100 år.

12

13

Om motivet

Om det sort/hvide

Om inspiration

Om arbejdsprocessen

Om det æstetiske

Interview med Jan Grarup

af Lisbeth Lund

Lydfiler. Klik på overskrifterne.

14

15

TO dØdE SOLdATER

16

J.F. Willumsen:

To døde soldater

1917

Radering, koldnål og

stregætsning, akvatinte

17

18

Jan Grarup:

Folkedrabet i Rawanda / april 1994

Ligene af små børn, som blev dræbt i et

checkpoint i udkanten af Kigali.

19

20

Jan Grarup:

Folkedrabet i Rawanda / april 1994

Hovedvejen fra Kigali til den

tanzanianske grænse.

21

22

Jan Grarup:

Folkedrabet i Rawanda / april 1994

Gisenyi på grænsen mellem

Rwanda og Zaire.

Efter Tutsiernes modangreb

flygtede tusinder af hutuer

til Goma i Zaire, inklusiv

mange milits medlemmer,

der har stået bag massakre

på Tutsier. Deres våben blev

efterladt i Rwanda.

23

24

25

EdITH CAVELL’S MARTYRIUM

26

J.F. Willumsen:

Miss Edith Cavell’s martyrium

1916

Radering, stregætsning og kludetone

27

28

Jan Grarup:

Kosovo / 1999

Kasem Muhamedi var imam i sin

hjemby i Kosovo men blev tvunget

til at flygte, da serbiske styrker

bortviste alle albanere fra byen.

Han er nu tilbage i Kosovo som en

bevæbnet UCK partisan.

29

30

Jan Grarup:

Gaza / 2008-2009

Operation Cast Lead. Israelsk

militæroffensiv i Gaza.

31

32

Jan Grarup:

Konflikten i Den Centralafrikanske

Republik / 2014

Familiemedlemmer til en unge

mand, der blev skudt og dræbt da

tchadianske MISCA styrker gik på

jagt efter anti-Balaka krigere.

33

34

Jan Grarup:

Kabul, Afghanistan / 2012

Drenge, der leger med en

legetøjspistol, som de har fundet

på en losseplads i

udkanten af Kabul.

35

36

37

dEN BELGISKE FANGE

38

J.F. Willumsen:

Den belgiske fange

1918

Radering, koldnål, stregætsning

og akvatinte

39

40

Jan Grarup:

Bangkok / 2004-2009

I de tidlige morgentimer

rykker det thailandske

regimes soldater ind i det

besatte “Red Shirt” område.

Under voldsomme ildkampe

bliver flere soldater og

demonstranter dræbt.

41

42

Jan Grarup:

Bangkok / 2004-2009

I de tidlige morgentimer rykker

det thailandske regimes soldater

ind i det besatte “Red Shirt”

område. Under voldsomme

ildkampe bliver flere soldater

og demonstranter dræbt.

43

44

Jan Grarup:

Al Maaqal fængslet, Basra – Irak / juni 2003

Fangerne er fængslet på ubestemt tid.

Den eneste kontakt de har med deres koner

og børn er gennem fængslets tremmer.

45

Jan Grarup:

Hebron / 2002

Soldater holder vagt mens bosætters børn deltager i

Purim-paraden gennem et ødelagt palæstinensisk hjem i

den jødisk kontrollerede del af Hebron.

46

47

INVASIONEN

48

J.F. Willumsen:

Invasionen

1917

Radering, koldnål,

stregætsning

og akvatinte

49

50

Jan Grarup:

Helmand, Afghanistan / 2013

Danske soldater på patrulje i

Helmand-provinsen i

Afghanistan.

51

52

Jan Grarup:

Konflikten i Darfur /

2004-2009

53

54

Jan Grarup:

Det østlige Tchad / marts 2007

Tchadianske soldater patruljerer på

vejen mellem Goz Beida og Kou Kou i

det østlige Tchad.

55

Jan Grarup:

Drengene fra Ramallah / sep.-nov. 2000

Unge Fatah medlemmer til en martyrs begravelse.

Børnene præsenteres for de voksnes politiske

synspunkter i en tidlig alder.

56

57

OFRE FOR dET NATIONALE SPØGELSE

58

J.F. Willumsen:

Ofre for det nationale spøgelse

(Det nationale spøgelse med vogn)

1915

Litografi

J.F. Willumsen:

Ofre for det nationale spøgelse

(Det nationale spøgelse med hilsende officer)

1915

Litografi

59

60

Jan Grarup:

Folkedrabet i Rawanda / april 1994

Tutsier dræbt under flugten fra

Kigali. Hovedvejen mellem Kigali

og den Tansanianske grænse.

61

62

Jan Grarup:

Galkayo, Puntland – det centrale Somalia / 2004-2009

Nødhjælpslejr i det centrale Somalia – mennesker på

flugt fra krig og sult har skabt en masse små flygtnigele-

jre. Både somaliske og etiopiske flygtninge bor i lejrene.

Området har ikke fået regn i mere end fire år. Mange af

flygtningene er på vej til Bosasso ved den Adenske bugt i

et forsøg på at komme ind i Yemen.

63

Jan Grarup:

Konflikten i Den Centralafrikanske Republik / 2014

Familiemedlemmer til den unge mand der blev skudt og

dræbt da chadianske MISCA styrker gik på jagt efter

anti-Balaka krigere

64

Jan Grarup:

Gaza / 2008-2009

Operation Cast Lead. Israelsk

militæroffensiv i Gaza.

65

66

Jan Grarup:

Mogadishu, Somalia / 2012

Et nedstyrtet russisk Ilyshin IL76

fly tæt på Mogadishus lufthavn.

På den anden side af vejen er en

mindre skole ved at blive

genopbygget. Flyet havarerede,

da det blev ramt af Al-Shabaab

anti-luft skyts.

67

68

I årene op til første verdenskrigs udbrud

havde J.F. Willumsen intensiveret sine

rejseaktiviteter i jagten på værker til sin

private kunstsamling og i bestræbelserne på

at følge i sin kunstneriske ledestjerne, den

græsk-spanske maler El Grecos, fodspor.

Rejserne bragte ham rundt i Syd- og Mellem-

europa og til Nordafrika. Krigsudbruddet i

sommeren 1914 fik ikke Willumsen til at

Oplevelser, indtryk og aftryk

J.F. Willumsen og første verdenskrig

af Annette Johansen

indstille sine rejseaktiviteter, men det be-

grænsede og vanskeliggjorde dem. Ind tryk-

kene fra krigen manifesterede sig allerede i

hans kunst i 1915, da han hjemme i Danmark

tog fat på arbejdet med litografiet “Ofre for

det nationale Spøgelse” (fig. 1). I billedets

forgrund ses nogle lemlæstede soldater, som

passerer forbi hinanden: Den forreste, hvis

fødder og underben er erstattet af primitive

proteser, bevæger sig usikkert frem mod

beskueren vha. et par krykker. Han støttes af

en ledsagende soldaterkollega, som bagfra

hanker op i hans jakkeærme med den ene

hånd. Denne soldats anden hånd og under-

arm er fæstnet til en skinne og bundet op

med en slynge omkring hans hals. Skråt bag

disse to soldater passerer to andre soldater

forbi i modsat retning. Den nærmeste af dem

er delvis rygvendt, hans højre ben er bøjet,

og foden er pakket ind i en stor bandage.

Også han stavrer af sted på krykker, mens

han drejer hovedet for at iagttage sin

lidelsesfælle. Af den bageste soldat ses kun

en del af overkroppen og hans hoved, der er

helt viklet ind i bandager, så kun lige øjne og

næse er fri. Med baretten hvilende på banda-Fig. 1 J.F. Willumsen: Ofre for det nationale spøgelse.

(Det nationale spøgelse med hilsende officer). 1915. Litografi

69

gerne gør han honnør i retning mod de to

soldater, som netop har passeret forbi ham.

Hele optrinnet er på én gang både skræm-

mende og sørgeligt. Længere inde i billed-

rummet, langs et højt stakit, spadserer fire

kvinder forbi iklædt lange, sorte gevandter

og sørgeslør. I baggrunden ovenover stakittet

ses yderligere et par krigsinvalider siddende

på hhv. en bænk og i en form for primitiv

kørestol. Uniformerne tilkendegiver, at der er

tale om franske soldater, men det påvirker

ikke billedets overordnede budskab. For de

afbildede i Willumsens litografi har krigen

allerede haft uoverskuelige konsekvenser, og

deres tilværelse er forandret for altid. Krigen

har ingen vindere, kun tabere. Iscenesæt-

telsen af motivet, særligt disponeringen af

billedrummet, har ligheder med en af kunst-

historiens mest bemærkelsesværdige krigs-

skildringer, den spanske billedkunstner

Francisco de Goyas “Henrettelserne 3. maj

1808” fra 1814 (fig. 2), som Willumsen ved

flere lejligheder havde studeret på Prado-

museet i Madrid. Han kendte sandsynligvis

også den franske billedkunstner Édouard

Manets “Kejser Maximilians henrettelse” fra

Fig. 2 Francisco Goya: Henrettelserne 3. Maj 1808. 1814.

Olie på lærred. Museo Nacional del Prado, Madrid

Fig. 3 Edouard Manet: Kejser Maximilians henrettelse. 1867.

Olie på lærred. ny Carlsberg Glyptotek

70

1868-69 (fig. 3), i hvert tilfælde må han have

set olieskitsen til dette billede, idet den blev

erhvervet af Statens Museum for Kunst i 1914

i forbindelse med en udstilling af fransk kunst

på museet. Manet skabte sit billede i dialog

med Goyas, og begge skildrede centrale

begivenheder, som er historisk beslægtede

gennem Napoleon Is og Napoleon IIIs ek-

spansive krigsstrategier. I alle de tre værker

udspiller handlingen sig helt fremme i for-

grunden, der er smal som en teaterscene og

afgrænses i dybden af en stejl skråning og en

bakke hos Goya og af hhv. en mur og et stakit

hos Manet og Willumsen. Derved bringes de

centrale figurer helt tæt på og i øjenhøjde

med beskueren. Willumsen fokuserede

imidlertid ikke på de dramatiske øjeblikke

under krigshandlingerne, men på deres

konsekvenser for de menige soldater og

civilbefolkningen, og hans litografi er da

heller ikke et historiemaleri i kategori med

Goyas og Manets. Derfor skal inspirationen til

hans motiv også snarere findes i de to kunst-

neres grafiske arbejder, og måske særligt i

Goyas.

Rejsen til Spanien og Sydfrankrig

Bekymret over udsigten til at skulle tilbringe

en hel vinter i Danmark pga. krigen overtalte

Willumsen sin hustru, Edith, til at udleje

deres villa i Hellerup, så de sammen med

deres to døtre kunne sætte kursen sydover,

indtil krigen var slut. Som de fleste andre var

de af den overbevisning, at krigen ville blive

forholdsvis kortvarig, men de strandede i

Sydfrankrig, og der kom til at gå tre et halvt

år, førend de i foråret 1919 kunne vende

hjem igen til Danmark. Gennem Ediths

erin d ringer og Willumsens brevkorrespon-

dance med veninden Alice Bloch er det

muligt at få et indtryk af deres tilværelse og

oplevelser i Sydfrankrig under krigen. Alice

Bloch, der havde kendt Willumsen i mange

år, tilbød at varetage hans interesser som

formidler og forhandler af hans kunst, mens

han befandt sig i Sydfrankrig. Hun efterkom

samvittig hedsfuldt hans ønsker og promo-

verede hans værker overfor pengestærke

samlere og museer i Norden. Under krigen

blev der tjent hurtige penge, og det påvirkede

handlen med kunst, som voksede, samtidig

med at priserne steg. Priser og betingelser i

71

forbindelse med salg af de værker, som

Willumsen havde efterladt i sit atelier i

Hellerup, blev aftalt gennem brevvekslingen,

og i de tilfælde, hvor krigen forhindrede

brevene i at nå frem, handlede Alice Bloch på

egen hånd, men med afsæt i, hvad hun

fore stillede sig at Willumsen ville bifalde.

Hendes frivillige og uselviske arbejde var i

høj grad medvirkende til at øge interessen for

Willumsens kunst og gøre ham økonomisk

uafhængig, hvilket han gentagne gange

udtrykte sin store taknemlighed over.

I oktober 1915 forlod Willumsen sammen

med sin familie Danmark og rejste for nedrul-

lede gardiner og overvåget af soldater med

skarpladte geværer med tog ned gennem

Tyskland og videre gennem Schweiz og

Frankrig, hvor togene var overfyldte, og der

lå sårede soldater på gangene.i Målet for

rejsen var i første omgang Spanien, hvor

familien gjorde ophold i Madrid, Toledo og

Cordoba. De indlogerede sig på billige hotel-

ler, og indrettede sig ellers efter forholdene,

således at Willumsen fik mulighed for at

arbejde undervejs. Ved årsskiftet fortsatte de

rejsen til den franske riviera, hvor de lejede

en gammel, forsømt herskabsvilla, Villa

Biancheri, på en bjergskråning ved Ville-

franche-sur-Mer med udsigt over Middel-

havet. Villaen blev deres base frem til udgan-

gen af marts 1917, hvor de flyttede pga.

uoverensstemmelser med den italienske

gartnerfamilie, der havde lejet en stor del af

grunden omkring huset. I februar 1916

forsøgte Willumsen at rejse alene hjem til

Danmark med et udvalg af sine malerier fra

Spanien. Han tog over Paris men kunne ikke

få tilladelse til at rejse videre med tog

gennem Tyskland og måtte derfor fortsætte til

Dieppe, hvorfra han sejlede over kanalen til

England. Sejladsen var imidlertid ikke ufarlig,

for tyskerne havde mineret farvandet og

sænkede talrige skibe fra deres ubåde.

Omstændighederne tvang Willumsen til at

opgive rejsen over nordsøen til Danmark, og

han måtte sende sine billeder hjem uledsa-

get. Efter nogle dages ophold i London

returnerede han til Sydfrankrig. Rejsen var

dog ikke helt uden udbytte, da han i London

erhvervede en større samling af bl.a. italien-

ske renæssancetegninger og et litografi af

72

Goya. Litografiet er et sent værk fra 1825 af

den mindre kendte serie “Los Toros de Bor-

deos” (Tyrene fra Bordeaux), forestillende en

tyrefægterscene – ikke i egenskab af blodigt

drama, men som folkelig adspredelse. Wil-

lumsen fremhævede købet af Goya-litografiet

i sin notesbog og berettede om det i et brev-

kort til Alice Bloch.ii Betingelserne for hans

indkøb af kunst i London var begunstiget af

krigen, idet tegninger og grafik lå usorterede

i nogle store kasser hos de handlende, og

han selv havde fået lov til at udvælge de

værker, han ville købe. Desuden købte han

dem til spotpris, fordi de handlende ikke

havde spor forstand på kunst.iii

dramaet om Edith Cavell

Tilbage i Villefranche genoptog Willumsen

sit arbejde med grafikken, og de følgende år

udførte han et stort antal raderinger. I et brev

til Alice Bloch forklarede han:

“I Vinter har jeg travlt med igjen, efter 20

Aars Standsning, at lave Ætsninger (Gravures

á l’eau- forte). Det er en meget vanskelig

Teknik og med et ret omstændigt Apparat.

Jeg troede at jeg kunde faa Prøvetryk tagne

heri nice hos en eller anden Trykker, men det

viste sig umuligt og jeg har maattet forskrive

en Presse fra Paris, som selvfølgelig ikke var

billig og som jeg venter at skulde ankomme i

nær Fremtid. Jeg har henad en halv Snes

Plader liggende som jeg glæder mig til at

trykke og experimentere med under Pres-

sen.”iv

Med fuld kontrol over hele processen kunne

Willumsen uhindret arbejde med virkninger

og udtryk i sine raderinger, han kunne justere

og ændre i motiverne, så han fik fuldt udbytte

af sin altid meget grundige arbejdsmetode.

Erhvervelsen af trykpressen betød desuden,

at alle Willumsens raderinger fra 1916 og de

efterfølgende år blev trykt og godkendt af

ham selv personligt. Under opholdet i Syd-

frankrig hjalp Edith ham med trykningen, og

hun tørrede de friske trykark på gelænderet

omkring altanen.v Blandt de raderinger, som

Willumsen arbejdede med i efteråret 1916,

var “Miss Edith Cavell’s Martyrium” (fig. 4).

Edith Cavell var en engelsk sygeplejerske,

som ledede en sygeplejeskole og drev en

Fig. 4 J.F. Willumsen:

Miss Edith Cavell’s

martyrium. 1916.

Radering

73

klinik i Bruxelles. Efter den tyske besættelse

af Belgien i 1914 medvirkede hun til at skjule

sårede engelske og franske soldater samt

lokale civile, der ikke ønskede at tjene besæt-

telsestropperne. Hun skaffede dem i kontakt

med medsammensvorne, der sørgede for at

de blev udstyret med falske papirer og penge

og blev hjulpet ind over grænsen til det

neutrale Holland. Edith Cavell blev angivet af

en fransk stikker og arresteret af tysk politi 3.

august 1915. Efterfølgende blev hun stillet for

en krigsret, hvor hun tilstod alle anklager og

blev dømt til døden for forræderi. Hun blev

henrettet ved skydning 12. oktober 1915. I

månederne efter hendes død blev der udgivet

talrige avisartikler, pamfletter, billedrepor-

tager og postkort om og med hende. Hendes

køn og profession og hendes store mod

gjorde hende til et uhyre populært forbillede,

og hendes henrettelse blev betragtet som et

udtryk for tysk barbari og moralsk fordærv.

Willumsens motivvalg var derfor særdeles

aktuelt. I hans fremstilling er Edith Cavell

besvimet, og hun halvt ligger, halvt sidder, op

af en væg i baggrunden iført sin sygepleje-

uniform. Med ryggen mod beskueren, skråt til

venstre foran hende, står en tysk soldat iført

pikkelhue. Han har en pistol i hånden, og

med strakt arm sigter han mod hendes hoved,

klar til at skyde. Til venstre for ham ses en

gruppe tyske officerer, der har indtaget en

observerende position, mens et par bevæb-

nede, tyske soldater står vagt i billedets højre

side. I forgrunden, med ansigtet mod beskue-

ren og med ryggen til sceneriet, knæler en

præst iført kjole og pibekrave. Hans udstrakte

arme, åbne mund og himmelvendte øjne

indikerer, at han i afmægtighed højlydt

bønfalder sin gud om at standse vanviddet og

skåne den besvimede sygeplejerske. Det er

en meget dramatisk og følelsesfuld fortolk-

ning af historien om Edith Cavell, som under-

støttes af Willumsens udnyttelse af skrave-

ringsteknikkens kontrastfulde og stoflige

karakter. Fremstillingen af motivet viser, at

Willumsen var inspireret af en af de fiktive

beretninger, som florerede i pressen umiddel-

bart efter Edith Cavells død. Her hed det bl.a.,

at hun besvimede og sank om, fordi hun

nægtede at bære øjenbind foran henrettelses-

pelotonen. Angiveligt skulle den øverstbefa-

lende, tyske officer derefter selv have skudt

74

hende, mens hun var bevidstløs. Fantasifulde

beretninger som denne var der flere af, og de

tjente til at udbrede den anti-tyske stemning.

I denne sammenhæng må Willumsens

radering – og mangfoldiggørelsen af den –

betragt es som et bidrag til de allieredes

propaganda.

Indtryk fra hverdagslivet

Hovedparten af Willumsens raderinger fra

krigsårene skildrer det brogede, franske

folkeliv, som foregik udendørs på gader og

torve. Særligt de mere eksotiske og skæve

eksistenser havde hans bevågenhed, som det

ses i f.eks. “Den gamle gadesangerske”, 1917

(fig. 5), og “De uartige Piger og Tigger en ved

Døren” 1918 (fig. 6). Motivernes karakter og

grafiske udtryk er tydeligt inspireret af Goyas

raderinger, og særligt af hans serie “Los

Caprichos” (oversættes bedst som “Lunefulde

Indfald”) fra 1797-99. Her gjorde Goya sin

tids samfundsnormer, moral og sociale

adfærd til genstand for iagttagelse og satire.

Blandt værkerne i Willumsens kunstsamling

findes to raderinger fra denne serie, nr. 6 og

nr. 58, forestillende hhv. et maskebal med

Fig. 6 J.F. Willumsen: De uartige piger og tiggeren ved døren.

1916-1917. Radering

Fig. 5 J.F. Willumsen: Den gamle gadesangerske.

1917. Radering

75

titlen “nadie se conoce” (Ingen kender sig

selv) (fig. 7) og en gruppe kutteklædte munke

fra Inkvisitionen, der påtvinger deres offer en

stor sprøjte med titlen “Trágala, perro” (Slug

det, hund). Den tredje og sidste radering af

Goya i Willumsens kunstsamling er knyttet

til serien “Los Proverbios” (Ord sprog), fra

1815-23, og har titlen “Disparates conocido”

(Velkendt dumhed). Her forskrækkes en

gruppe mennesker af et fugleskræmsel.

Det er uklart, hvornår Willumsen erhvervede

raderingerne af Goya, og de skal nok betrag-

t es som udtryk for, hvad Willumsen fik lejlig-

hed til at købe snarere end resultatet af en

omhyggelig udvælgelse.

Ikke kun gennem Willumsens raderinger, men

også af Ediths erindringer får man et liv-

agtigt indtryk af stemningen i det syd franske:

“Byerne langs Rivieraen er udelukkende

baseret paa de Fremmedes Besøg. Man ser

en utrolig Mængde gamle udasede Leve-

mænd og Kvinder, de sidste med hørgult

Haar og rosenrøde Kinder og højrøde Læber

og klædt i yderst moderne Dragter. Bunker

Fig. 7 Francisco Goya: Nadie se conoce.

1799. Radering

76

af Kokotter gennemstrejfer Byen fra Morgen

til Aften. En Mængde tvivlsomme Eksistenser

og utvivlsomme Banditter og Mestertyve

søger til dernede i Sæsonen for at plyndre

de rige Be søgende. Tyvene staar som Regel

i For bindelse med Tjenestefolkene og Hotel-

personal et, som vel faar visse Procenter af

Rovet for at hjælpe til.”vi

Urolige og angstfyldte tider

I sensommeren 1916 rejste Willumsen en tur

til Italien for at fortsætte sine studier af El

Greco, og mens han var bortrejst havde

familien indbrud i køkkenet. Edith følte sig

utryg og var overbevist om, at den skyldige

var et medlem af den italienske gartnerfami-

lie, og derfor blev lejemålet af Villa Biancheri

opsagt. I april 1917 flyttede familien ind i

Villa Madeleine, der var et gammelt kloster,

ligeledes beliggende ved Villefranche-sur-Mer

(fig. 8). Med tyskernes offensiv i det nord-

østlige Italien i oktober 1917 rykkede krigen

meget tæt på. Edith beskrev situa tionen:

“Italienerne selv var for svage til at modstaa

deres [tyskernes] voldsomme Angreb. De

allierede maatte derfor ad alle Veje sende

Skyts og Tropper til deres Hjælp [...] ad

Landevejen, der gik neden for Bjerget som

Klostret laa op ad rullede der Dag og nat

tunge Vogne med Krigsmateriel og Soldater,

saa tungt og vedholdende ensformigt, at

Klippen og Huset blev sat i en vibrerende

Bevægelse. De kunde fra Terrassen i Haven

se ned over Vognene med de graa støvede

Soldater, der vendte de trætte Ansigter op

mod dem og smilede, naar Børnene kastede

Blomster ned over dem. Nede langs Havet gik

Togene ustandseligt med alle mulige Krigs-

maskiner mod Italien, og man vidste, at oppe

paa Bjærgets Landeveje, dem, som napoleon

havde anlagt, gik Færdslen ogsaa ustand-

selig mod Italien. I Villefranches store Havn

kom og forsvandt Krigsskibe under franske

og engelske Flag. Det var urolige og angst-

fyldte Tider...”vii

Samme efterår påbegyndte Willumsen

arbejdet med raderingen “To døde soldater”

(fig. 9). Soldaternes ben er viklede ind i

hinanden, men den ene er allerede forvandlet

til et skelet, mens den anden er fuldt påklædt

Fig. 8 Edith, Anse og

Gersemi i haven til

Villa Madeleine. Udsigt

over Cap Ferrah. 1917

Foto: J.F. Willumsen

Fig. 9 J.F. Willumsen:

To døde soldater.

1917. Radering, koldnål,

stregætsning og akvatinte

77

og afgået ved døden for nyligt. De er placeret

i et sælsomt ingenmandsland uden angivelse

af rum eller retning. Den nyligt afdøde soldats

underarme er stivnet i lodret stilling, og døds-

stivheden fremgår også af hans hænders og

fingres krogede, unaturlige position. Blodet

løber ud af hans mund og har dannet en

mindre pøl længst fremme i billedplanet.

Mens der for “Miss Edith Cavell’s Martyrium”

findes flere, mindre versioner af Ediths hoved

og af præstens figur, så findes der seks til-

stande af “To døde soldater”, hvor Willumsen

over tid bearbejdede motivet, tog prøvetryk,

og gradvist tilførte nye detaljer og virke-

midler. Resultatet er et isnende vidnes byrd

om den nådesløse udslettelse af krigens ofre.

Nye udtryk og nye omgivelser

De to sidste raderinger med krigsscener,

“Invasionen” (fig. 10) og “Den belgiske

Fange” (fig. 11) udførte Willumsen hhv. i

månederne op mod jul 1917 og i september

1918. Begge har samme form for symbolske

indhold og afviger dermed fra en nøgtern

virkelighedsskildring. I stedet fremstår de

som nærmest mareridtsagtige sindbilleder på

krigens væsen. ”Invasionen” blev til over et

længere forløb med talrige prøvetryk og i alt

ni tilstande. For hver tilstand noterede Wil-

lumsen de tekniske detaljer med blyant på

bladet, således at han senere kunne justere

sine virkemidler efter hensigten. Han notede

bl.a. hvilke arbejdsredskaber han havde

anvendt, de forskellige typer af overfladebe-

handlinger han havde givet trykkepladen, og

de forskellige syrebades styrke og varighed.

Både “Invasionen” og “Den belgiske Fange”

er særdeles sofistikerede i deres grafiske

udtryk. Med overblik og teknisk beherskelse

anvendte Willumsen stregætsning med

koldnål i kombination med akvatinteteknik-

ken, som skaber de nuancerede, stoflige

mellemtoner i gråt. “Invasionen” viser grup-

per af ridende soldater, som med forskellige

typer af uniformer, hovedbeklædninger og

våben stormer frem i fuld galop over marker-

ne. På jorden i forgrunden ligger to livløse

kroppe af en bondemand og en bondekone,

som hensynsløst er blevet trampet ihjel. Blandt

flokkene af heste og ryttere har flere undergået

en skræmmende metamorfose og fremstår

som aggressive, dyriske monstre. Mellem

Fig. 10 J.F. Willumsen:

Invasionen.

1917. Radering, koldnål,

stregætsning og akvatinte

78

tilblivelsen af “Invasionen og “Den belgiske

Fange” foretog familien Willumsen endnu en

flytning. Det blev stadigt vanske ligere at skaffe

selv de mest basale fornødenheder, sporvog-

nene forfaldt og kørte efterhånden kun lejl ig-

hedsvist, og dagligdagen i Villa Madeleine

blev derfor mere og mere besværlig og

isoleret.viii Willumsen skrev til Alice Bloch:

“Forholdene er saa fortvivlede nu, at vi maa

finde os i alt, og forstaa at der er andre der

lider endnu mere end vi, vi slipper dog

forhaabentlig fra det med Livet; men tænk

hvor mange Liv denne Krig tager og hvor-

megen Sorg den breder ud i alle Hjem. Vi har

lejet en Lejlighed i nice. 3 Place Charles-

Felix paa 3die Sal, med fri Udsigt over Havet

og hele Kysten.”ix

I brevet forklarede Willumsen desuden, at

han også havde købt et hus i “Les Terrasses”,

en længere husrække i to etager med flade

tage lige ud mod stranden i Nice. Her ville

han indrette et atelier. I Danmark havde Alice

Bloch det seneste år med stor succes solgt ud

af Willumsens malerier til høje priser, og en

del af pengene fra salget anvendte Willum-

sen til huskøbet og istandsættelsen. Om

området bag atelierhuset forklarede han

endvidere:

“På denne Side findes nice’s Torv med alle

slags Sager Blomster, Grøntsager, Høns,

Kaniner etc og tæt ved er ogsaa Fisketorvet

med alle de mærkelige Fisk. Et ægte ejen-

dommeligt sydlandsk Liv med mange Farver

og mærkelige Mennesker Sælgende,

Købende og Lazaroner udfolder sig hver

Formiddag paa Pladserne mellem vor Lej-

lighed og vort lille Hus.”x

Foråret og sommeren 1918 gik med at

indrette lejligheden og istandsætte atelier-

huset så godt det kunne lade sig gøre. Wil-

lumsen skrev:

“Haandværkere er næsten umuligt at skaffe,

og de faa der er tilbage vil ikke gaa ud at

arbejde, men blive paa deres Værksted –

med undtagelse af Murerne, naturligvis – Og

Murerbestanden har ikke været velskabt

Murmestren har kun et Øje, Mursvenden er

Fig. 11 J.F. Willumsen:

Den belgiske fange.

1918.

Radering, koldnål,

stregætsning og akvatinte

79

misdannet i Ryggen, og Murhaandlangeren

har en Klumpfod. Sned keren er tykkere end

han er høj, og holder meget af Vin hvilket gør

ham noget rød og svedendes. Alt i alt maa det

siges, at det er godt klaret at faa Arbejdet

gennemført saa hurtigt og saa godt (forholds-

vis) nu under Krigen. Enkelte Ting, som

Trappe, etc er kun provisoriske senere efter

Krigens Slutning naar Priserne bliver mere

normale, maa de forandres.”xi

den belgiske fange

I juli rykkede Willumsen ind i atelierhuset,

og her udførte han ”Den belgiske Fange”.

Centralt i motivet ses en nøgen mand, som er

bagbundet med lænker omkring håndled-

dene til en pæl. Han knæler men kan ikke nå

jorden med knæene, og den pinefulde stilling

fremgår af hans forvrængede ansigt. Bag

ham holder en soldat med gevær vagt uden

at tage notits af hans pinsler. Til højre for

fangen ses en bidsk, lænket vagthund og til

venstre ses en kjoleklædt pige, som ligger i

græsset og smilende iagttager den abe, som

hun holder i snor. De karikerede og groteske

figurer i både “Invasionen” og “Den belgiske

Fig. 12 Salvator Rosa:

Sankt Sebastians martyrium.

Udateret. Radering

80

Fange” har ligheder med de typer, der

optræder i mange af Goyas raderinger.

Foruden de forberedende to tilstande af

“Den belgiske Fange” udførte Willumsen

også en serie blyantsskitser af fangen, både

med og uden fangevogtere og dyr, og han

kan i den anledning sagtens have studeret

flere af de renæssancetegninger af kristne

martyrer (fig. 12), som han havde erhvervet

til sin egen kunstsamling. Til Alice Bloch

forklarede han:

“Min sidste Radering, den jeg kalder

“Fangerne” vil maaske særlig interessere

Dem, der er nemlig fremstillet paa den, en

belgisk Fange, lænket til en Pæl, bevogtet af

en tysk Soldat. Af alle Krigens Rædsler, synes

jeg den belgiske har været den frygteligste.

nu da jeg erfarer af Dem at De har taget dem

af en saadan stakkels belgisk Fange.”xii

I et brev fra oktober havde Alice Bloch fortalt,

at hun i flere år havde sørget for en belgisk

fange i en tysk fangelejr,xiii og i et efterfølgen-

de brev uddybede hun:

“Lige siden Januar 1915 har jeg en Gang

hver Uge skrevet til min Belgiske Fange for at

holde Modet og Haabet oppe i ham [...]. Han

havde altså kun mig til at sende ham de

materielle Goder, jeg kunde faa Lov at sende

ud af Landet. For 1⁄2 Aar siden, da han blev

syg af Depression lykkedes det mig gennem

Forbindelser og gennem det røde Kors af faa

ham ud af Fangelejren; han blev interneret i

Schweiz. Det var et langt og et besværligt

Arbejde at opnaa dette for ham. Jeg tog mig

saa af en af hans Kamarater fra Fangelejren,

men for ham kunde jeg desværre ikke gøre

ret meget, kun faa af de Pakker jeg sendte,

kom til ham. I de første Aar kom alle mine

Pakker til den rette Fange, som selv kvitte-

rede for dem; i det sidste halve Aar blev

Demoralisationen saa stor i Tyskland, at mine

Pakker med Mad og Klæder forsvandt spor-

løst. Det var fortvivlende for mig som gærne

vilde gøre noget for Belgierne.”xiv

Sympatien med belgierne skyldtes den

voldsomhed og brutalitet hvormed de tyske

soldater invaderede Belgien ved krigens

begyndelse. Som lille nation med et historisk

anstrengt forhold til Tyskland var det ikke

81

vanskeligt for de fleste danskere at identifi-

cere sig med det belgiske folk.

Krigens afslutning

– oplevelser og refleksioner

Med udgangen af 1917 havde Alice Bloch

afhændet alle de værker fra Willumsens

atelier i Hellerup, som han ønskede at sælge.

Da han ikke kunne sende malerier med fragt

op gennem Europa blev løsningen, at han

rullede sine raderinger sammen i rør og

sendte dem som post til Alice Bloch, så hun

kunne kontakte kunderne og fremvise de nye

motiver til salg. I slutningen af oktober 1918

skrev Willumsen:

“Der er i alt afsendt 7 Ruller, haaber at de

kommer Dem i Hænde og uden at der er

stjaalet af dem. I de første 5 Sendinger var der

14 Blade, senere vil der altid være 15 Blade i

hver Rulle. Hver Rulle har en Værdi af circa

1000 Kr. Jeg bliver ved at sende med en Uges

Mellemrum en Rulle lige til 1ste April...”xv

Det var imidlertid ikke nok, så Willumsen

måtte med Ediths hjælp og på trods af mangel

på ordentligt papir sætte produktionen af tryk

i vejret, således at han i december 1918

kunne afsende yderligere otte ruller, så det

samlede antal var nået op på 22 ved års-

skiftet.xvi I mellemtiden havde krigens parter

indgået en fredsaftale og krigen var slut.

Willumsen skrev til Alice Bloch den 12.

november 1918:

“Saa lød i Gaar de 3 Skud, langsomt og

højtideligt fra Fæstningen. Klokken var da

bestemt Elleve Formiddag. Sejrens Dag var

kommet. Alt Arbejde hørte op og alle hengav

sig til Glæden. Lidt efter begyndte Kirke-

klokkerne at ringe Fest ind, og Folk smyk-

kede Husene med Flag, franske, belgiske,

engelske, amerikanske, med alle de alliere-

des Flag. Folkemasser begyndte at samle sig

paa Pladserne og i de store Avenuer, og i

Løbet af ganske kort Tid var alle i Festrus,

alle omfavnede og kyssede hverandre. Om

Aftenen var Byen illumineret og det blev et

helt Karneval.”xvii

Alice Blochs svar og hendes kommentarer til

krigens ophør er ganske tankevækkende:

82

“Det lader til, at ogsaa for os herhjemme er

Glædens Dag kommet, uforskyldt. Vi faar

forhaabentlig tilbage den Del af Sønderjyl-

land som vil til Danmark. [...] Bare vi her-

hjemme er gode nok til disse Sønderjyder,

bare de ikke bliver skuffet, vi passer nok ikke

mere til dem saa materialistiske er vi blevet.

Magelige, nydelseslystne, uden Arbejds-

glæden. [...] det gør helt ondt at se hvorledes

den lette Adgang til Vinding i Krigens Aar har

gjort Københavnerne til et Handelsfolk. Og

saa alle de Udlændinge som Krigen har sendt

herop, Udskuder fra de store Lande, allesam-

men er de Handelsfolk, Opkøbere, Spioner.

Det er som Skellet er blevet endnu dybere

mellem de hæderlige, de alvorlige, der

arbejder for større Maal end blot Pengevin-

dingen, og de mange andre, de graadige, der

blot vil komme hurtigt og let til Masser af

Penge.”xviii

I april 1919 rejste Willumsen sammen med

sin familie hjem til Danmark. Med undtagelse

af ”Den belgiske Fange” var hans raderinger

med indtryk fra krigen blevet udstillet på Den

Frie Udstilling i foråret 1918 sammen med

hans øvrige, grafiske arbejder fra krigsårene.

De fik imidlertid ikke mange kommentarer

med på vejen. Om “Miss Edith Cavell’s Mar-

tyrium” bemærkedes dog i Politiken: “Wil-

lumsen bor som bekendt i Frankrig og han

tænker ikke helt neutralt for Øjeblikket. Han

har derfor opfattet Miss Cavels sørgelige

Henrettelse i Bryssels paa en for Tyskerne

mindre smigrende Maade”.xix Inspirationen

fra Goya i raderingerne som helhed blev

omtalt i en kronik i samme avis, men opfat-

tedes som et utiltalende kuriosum.xx Det er

muligt, at manglen på omtalte skyldtes

anmeldernes ulyst til overhovedet at forholde

sig til krigshandlingerne og dermed risikere

at udfordre dansk neutralitet. Denne

berøringsangst kommenteres i hvert tilfælde i

en kronik af journalisten og Paris-korre-

spondenten Andreas Vinding i Politiken, kort

tid efter krigens afslutning:

“Trods den nevtralitet, vi var nødt til at vise,

er Opfattelsen af, hvad der i denne Krig var

Ret og Uret, trængt dybt ned i Folket, og

dersom Danskerne havde noget mere Sans

for den store Gestus, vilde Verden været langt

83

Fig.13 J.F. Willumsen:

Krigsinvalider.

1928.

Olie på lærred.

KUnSTEn Museum of Modern Art Aalborg

84

bedre underrettet om vort Sindelag, end

Tilfældet nu er. Der kunde nævnes mange

Eksempler. Jeg skal nøjes med ét. Paris og

London, de store Dagblade, de store illus-

trerede Revuer har kappedes om at hylde en

middelmaadig hollandsk Tegner Louis Rae-

makers, fordi han med sin Pen tegnede, hvad

Ententens Publikum ønskede at se. Samtidig

levede den store danske Kunstner Willum-

sen, én af Evropas første, i den franske

Middelhavsby Villefranche og udsendte

herfra nogle Raderinger over Tyskernes

indfald i Belgien, som i Kraft og genial Vision

af det grufulde overgaar alt, hvad jeg har set i

denne Krig. Willumsens Raderinger blev saa

godt som ikke omtalte af den hjemlige

Presse”.xxi

I deres egenskab af samtidige, kunstneriske

refleksioner over første verdenskrigs grusom-

heder er Willumsens sort-hvide krigsbilleder,

på trods af deres heterogenitet, ganske

enestående. Selv om han havde for vane at

videreudvikle motiver udsprunget af arbejdet

med tidligere værker, skete det kun i tilfældet

med litografiet af “Ofre for det nationale

i Manuskript til Edith Willumsens erindringer, s. 69-70,

J.F. Willumsens Museum

ii Brevkort fra J.F. Willumsen til Alice Bloch, 25. april 1916,

kopi fra Det kgl. Bibliotek i J.F. Willumsens Museum

iii Manuskript til Edith Willumsens erindringer, s. 75,

J.F. Willumsens Museum

iv Brev fra J.F. Willumsen til Alice Bloch, 3. juni 1916,

kopi fra det kgl. Bibliotek i J.F. Willumsens Museum

v Schultz, Sigurd: Willumsens grafik. ny fortegnelse, s. 9, 1961

vi Manuskript til Edith Willumsens erindringer, s. 80-81,

J.F. Willumsens Museum

spøgelse”, som i 1920erne blev genstand for

fornyet interesse. Litografiet fremstår også

umiddelbart som det mest moderne af de her

omtalte værker, pga. motivets karakter af

øjebliksskildring i kombination med den

realistiske figurstil. På baggrund af et antal

nye skitser malede Willumsen i 1928 et stort

billede med titlen “Krigsinvalider” (fig. 13),

og konverterede således motivet til samme

format som historiemalerierne af Goya og

Manet. I sammenstillingen af de to værker

forstår man styrken i det sort-hvide udtryk.

Her fremstår budskabet æstetisk rent, uden

”forstyrrende” maleriske spor.

85

vii Manuskript til Edith Willumsens erindringer, s. 78-79,

J.F. Willumsens Museum. Manuskriptet er skrevet i tredjeperson.

viii Ibid.

ix Brev fra J.F. Willumsen til Alice Bloch, 31. marts 1918,

kopi fra Det kgl. Bibliotek, J.F. Willumsens Museum

x Ibid.

xi Brev fra J.F. Willumsen til Alice Bloch, 30. juni 1918,

kopi fra Det kgl. Bibliotek, J.F. Willumsens Museum

xii Brev fra J.F. Willumsen til Alice Bloch, 12. november 1918,

kopi fra Det kgl. Bibliotek, J.F. Willumsens Museum

xiii Brev fra Alice Bloch til J.F. Willumsen, 13. oktober 1918,

J.F. Willumsens Museum

xiv Brev fra Alice Bloch til J.F. Willumsen, 1. december 1918.,

J.F. Willumsens Museum

xv Brev fra J.F. Willumsen til Alice Bloch, 27. oktober 1918,

kopi fra Det kgl. Bibliotek, J.F. Willumsens Museum

xvi Brev fra J.F. Willumsen til Alice Bloch, 9. december 1918,

kopi fra Det kgl. Bibliotek, J.F. Willumsens Museum

xvii Brev fra J.F. Willumsen til Alice Bloch, 12. november 1918,

kopi fra Det kgl. Bibliotek, J.F. Willumsens Museum

xviiiBrev fra Alice Bloch til J.F. Willumsen, 1. december 1918,

J.F. Willumsens Museum

xix “Den frie Udstilling aabnede i Gaar”, anmeldelse i Politiken

sign. ”Helge”, 21. marts 1918, udklipsarkiv, J.F. Willumsens

Museum

xx Politiken, 3. maj 1918, “Forårsudstillingerne: den traditionelle

Malerkunst”, kronik af August Brunius, Politiken, 3. maj 1918,

udklipsarkiv, J.F. Willumsens Museum

xxi “Glæde over Danmark”, kronik i Politiken af Andreas Winding,

udateret avisudklip (sandsynligvis 1818-19) fra udklipsarkiv,

J.F. Willumsens Museum

86

87

Krigens Aftryk

Udstillingsperiode: 13. september 2014 – 18. januar 2015

Udgiver: J.F. Willumsens Museum

Redaktion: Lisbeth Lund

Grafisk tilrettelæggelse: Sigrun Gudbrandsdottir

Foto af Willumsen-værker: Anders Sune Berg

Hvor intet andet er nævnt tilhører de omtalte og gengivne Willumsen-værker

J.F. Willumsens Museum. Jan Grarups fotografier tilhører Jan Grarup.

J.F. Willumsens Museum

Jenriksvej 4

3600 Frederikssund

www.jfwillumsensmuseum.dk

© J.F. Willumsens Museum 2014

© Jan Grarup