Margaux Fragoso

Kun hvis du har lyst

GADS FORLAG

Kun hvis du har lyster oversat fra engelsk af Stig W. Jørgensen efterTIGER, TIGER by Margaux FragosoCopyright © 2011 by Margaux FragosoPublished by arrangement with Farrar, Straus and Giroux, LLC, New York,represented by Leonhardt & Høier Litterary Agency A/S, Copenhagen

Dansk udgave:© 2011 Gads Forlag

Projektledelse: Gitte LyngsForlagsredaktion: Anne WintherOmslag: Lene Nørgaard, PropelOmslagsfoto: Getty images ®Typografi: Lymi DTP-ServiceTryk: Narayana Press, Gylling

ISBN 978-87-12-04553-3

1. udgave, 1. oplag

Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med COPY-DAN, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser.

www.gadsforlag.dk

“Tiger, tiger, som en ild

flammer du i natten vild.

Hvilken overjordisk magt

skabte denne grumme pragt?”

– WILLIAM BLAKE: “TIGEREN”1

“Sig mig, Herre, hvor kunne du lade en lille tøs

være så ensom så længe,

at hun kunne finde vej til mig?”

– TONI MORRISON: BLÅ BLÅ ØJNE2

1 Oversat af Knud Hee Andersen. Her efter Dydernes bog, red. William J. Bennett, Lindhardt og Ringhof 1995.

2 Oversat af Inge Rifbjerg. Lindhardt og Ringhof 1994.

Indhold

Prolog 13

FØRSTE DEL

1 “Skal vi lege?” 21

2 Et hus i to etager 29

3 En dårlig vane 36

4 Barbarer 45

5 Højere, højere 53

6 “Otte er den smukkeste alder for en pige” 58

7 Karen, min søster, min søster 75

8 “Kun hvis du har lyst” 88

9 “Det er ikke forkert at elske dig” 94

10 “Der er noget helt galt med den mand” 104

11 Klamme luder 116

12 Den blomstrede natkjole 124

13 Vores lille hemmelighed 135

ANDEN DEL

14 Genforeningen 143

15 Medgiften 158

16 Cathy og Paul 172

17 “Rescue me” 180

18 Nina 189

19 Vandfaldene 203

20 “Djævelen fik mig til at gøre det” 213

21 “Pretty Baby” 221

22 Brylluppet 226

23 Bekendelsen 235

24 En fremmed i spejlet 241

25 Skolefobi 254

26 Kvinden i træet 268

27 Kontrakten 275

28 “Tigeren på spring” 279

TREDJE DEL

29 Rivaler 291

30 Lånet 294

31 Arven 301

Efterskrift 315

Tak 318

Rådgivning i Danmark 320

PROLOG

13

Prolog

Jeg begyndte at skrive denne bog sommeren efter Peter Currans død. Jeg

mødte Peter, da jeg var syv år gammel, og havde et forhold til ham i femten

år frem til hans selvmord som seksogtresårig.

I håb om at forstå det, der var sket, gav jeg mig til at skrive min livshistorie.

Og selv i de perioder, hvor jeg ikke arbejdede på manuskriptet, og det lå på

en hylde i skabet, kunne jeg mærke dets nærvær i den fortvivlelse, der altid

opstår hos mig præcis klokken to om eftermiddagen, det tidspunkt, hvor Pe-

ter plejede at komme og hente mig, og vi kørte ture. Og i den fortvivlelse, jeg

føler klokken fem, hvor jeg altid læste højt for ham med hovedet lænet mod

hans bryst. Og igen klokken syv, hvor han plejede at sidde og holde om mig.

Og klokken ni, hvor vi kørte vores aftentur fra Boulevard East i Weehawken

til River Road og ned til Royal Cliffs Diner, hvor jeg gik ind og købte en kop

kaffe med præcis syv stykker sukker og masser af fløde og en brødbudding

med flødeskum og rosiner. Eller risbudding, hvis han til en afveksling havde

lyst til noget andet. Når jeg kom ud igen, vendte han bilen (en Granada eller

Cimarron eller Escort eller en sort Mazda) og kørte tilbage til River Road og

Boulevard East, og vi kørte forbi de store dyre huse i victoriansk stil, Queen

Anne- og Gothic Revival-stil og kiggede over på den anden side af Hudson-

floden, hvor lysene blev tændt på skyskraberne som tusind spejle. Og nogle

gange parkerede vi der og sad og så på tordenvejret.

I et af de selvmordsbreve, Peter efterlod mig, foreslog han, at jeg skulle

skrive en biografi om vores liv sammen. Det var ret ironisk, da det netop var

det hemmelighedskræmmeri, vores verden var omgivet af, der overhovedet

havde gjort den mulig. Havde man frataget os vores løgne og hemmelige

koder og blikke og tilholdssteder, var vi blevet frataget alt. Og hvis det var

sket, da jeg var tyve eller femten eller tolv år, havde jeg måske taget livet

af mig, og så ville ingen nogen sinde have fået indblik i denne lille isolerede

14

ø, der kun eksisterede i kraft af disse løgne og hemmelige koder. Alle disse

hemmeligheder kom tilsammen til at udgøre en fantastisk hovednøgle. Og

hvis man spørger en låsesmed, om der findes en universel hovednøgle, der

kan åbne alle låse i verden, vil han svare nej, men at man kan lave en nøgle,

der kan åbne alle låsene i en bestemt bygning. Man kan indstille låsene på

forhånd, så de passer med hakkerne i nøglen, men det er umuligt at kon-

struere en nøgle, der kan åbne alle eksisterende låse. Det vidste Peter, for

han havde engang lavet en hovednøgle til et helt hospital. Han var selvlært

låsesmed. Han havde lært sig faget på biblioteket om aftenen og på det job,

han havde bluffet sig til.

Forestil dig en pige på omkring syv år, der elsker de røde tyggegummi-

kugler, man kan trække i automater, men ikke vil have de blå og grønne. Et

barn, der går i sko med velcrolukning i stedet for snørebånd. Et barn, der

klemmer benene hårdt sammen om de metalheste, man kan ride på uden for

supermarkedet, hvis man kaster en mønt i. Et barn, der er bange for jokerne

i spillekort og insisterer på, at de skal pilles ud, før spillet går i gang. Et barn,

der er bange for sin far og ikke bryder sig om puslespil (kedeligt!). Et barn,

der er glad for hunde og kaniner og leguaner og italiensk is. Et barn, der godt

kan lide at sidde bag på motorcyklen, for hvilken anden syvårig får lov til at

køre på motorcykel. Et barn, der hader at skulle hjem (overhovedet), fordi

Peters hus er ligesom en zoologisk have, og frem for alt, fordi Peter er så sjov

at være sammen med. Peter er fuldstændig ligesom hende, han er bare ældre

og kan gøre ting, hun ikke kan.

Måske vidste han, at menneskeceller regenererer hvert syvende år, og at

der efter hver af disse cyklusser opstår en ny person ud af de gamle atomer.

Lad os sige, at denne mand, Peter, de næste syv år omprogrammerede bar-

nets boblende celler. At han var så snedig at lære sig genvejene til hendes

glæde og fulgte hendes smutveje til nydelse. Han noterede sig hendes lyst

til sodavandsis og til at gå med bar overkrop ligesom en dreng, hendes store

fornøjelse ved at blive slikket i ansigtet af en lyserød hundetunge og synet af

en kanin, der gnaskede på noget sprødt og grønt. Senere lærte han ihærdigt

teksterne til Madonnas sange udenad og senere endnu navnene på tyve

Nirvanasange.

15

Fire måneder efter Peters død interviewede jeg en fængselsbetjent, ved navn

Olivia, i forbindelse med mit arbejde som featurejournalist på universitets-

avisen. Vi sad i hendes atelierlejlighed i Journal Square-kvarteret i midten af

Jersey City og drak kamillete og sludrede. Jeg nævnte, at jeg var ved at skrive

en bog. Hun ville gerne høre, hvad det var for en bog, og jeg sagde, at den

handlede om en pædofil, og at det indtil videre bare var en kladde – et råt

udkast. Jeg spurgte hende, om hun havde nogen erfaring med pædofile fra

sit arbejde.

“Pædofile? Ja da. Det er de rareste af de indsatte.”

“Rare?”

“Ja. De er flinke, høflige og volder aldrig problemer. De tiltaler altid én

respektfuldt, altid ja frue, nej frue.”

Hendes ro fyldte mig med en trang til at tale videre. “Jeg har læst, at pæ-

dofile efterrationaliserer deres handlinger og opfatter det, der er foregået,

som frivilligt, selv om de har brugt tvang.” Det var noget, jeg havde læst i min

lærebog i abnormpsykologi, og det chokerede mig, hvor perfekt det beskrev

Peters måde at tænke på. Min næste indsigt var jeg imidlertid ikke nået frem

til ved at læse i en bog, men jeg lod som om: “Jeg har også læst, at samværet

med en pædofil kan være ligesom at være høj på stoffer. Der var en pige, der

sagde, at det er, ligesom om den pædofile lever i en fantastisk virkelighed, og

at der kommer noget fantastisk over alting sammen med dem. Som om de

selv er en slags børn bare med en masse viden, som børn ikke besidder. De har

en livligere fantasi, og de kan skabe verdener, som små børn aldrig selv ville

kunne opdigte. De kan gøre barnets verden ... ekstatisk, kan du sige. Og når

det så er forbi, er det ligesom at blive afvænnet fra heroin. Og i flere år efter

kan de ikke lade være med at jage skyggen af, hvordan det føltes. Der var en

pige, der sagde, at det er, ligesom jorden er blevet brændt, og græsset ikke

kan vokse frem igen. Og at jorden ser sort og gold ud, men indeni brænder

den stadig.”

“Hvor er det sørgeligt,” sagde Olivia og så ud, som om hun mente det.

Efter et øjebliks forlegen tavshed faldt samtalen på andre former for ind-

satte og erfaringerne med at arbejde i et fængsel i al almindelighed. Mens vi

sad og snakkede, fik jeg kvalme. Som om omgivelserne og det lune køkken,

der først havde virket så indbydende, var blevet truende. Mine sanseindtryk

var altid overvældende skarpe som følge af de mange år, hvor jeg kun havde

16

haft meget begrænset social kontakt med verden omkring mig bortset fra

den, jeg havde haft med Peter.

Den dag i Olivias køkken havde jeg det, som om noget i mig kørte i høje-

ste gear. Som om der var skruet helt op for verden, og den brølede ad mig.

Union City i New Jersey, hvor jeg voksede op, er efter sigende den tættest

befolkede by i USA. Man kan ikke få en fornemmelse af byen alene gennem

beskrivelserne af de gamle, tørre boller med smør og espressopapkrusene,

der er på størrelse med dukkekopper, eller de klæge, søde, lange churros,

lige så lidt som man kan få en fornemmelse af Manhattan blot ved at nævne

shishkebabvognen ved Port Authoriy-busterminalen eller boghandlen Strand

med de hundrede og tredive tusind hyldemeter bøger, eller de unge, der

kører på skateboard i Washington Square Park.

Man kan prøve at forestille sig duerne og barerne og natklubberne (stavet

nite clubs på skiltene), de unge “gangstere” med så løsthængende bukser,

at man kan se deres boksershorts, bilerne, der holder parkeret kofanger mod

kofanger, og nogle af de besynderligt smalle gader, hvor det ikke er ualmin-

deligt at få smadret sit sidespejl af en forbipasserende lastbil. Der er mænd

i alle aldre, der pifter efter alle piger over tolv, frugtboder med billig papaja,

mango og avocado (min far, der elskede avocado, insisterede på, at de gav

evigt liv) og mørknede stykker tyggegummi presset ned i det revnede ce-

mentfortov. Ofte kan man høre børnene sige, at det bringer uheld at træde

på revnerne, og jeg, der var overtroisk ligesom min far, sørgede omhyggeligt

for at undgå dem, hvilket var vanskeligt, eftersom de bredte sig på kryds og

tværs over cementen som folderne på et krøllet landkort. Lige så omhyg-

geligt sørgede jeg for ikke at træde på min skygge af frygt for, at jeg skulle

trampe på min egen sjæl.

Hvis du besøger byen, så glem endelig ikke at holde dig for næsen for at

undgå stanken, når du passerer Polleria Jorge-markedet med levende fjer-

kræ på 42nd Street mellem New York Avenue og Bergenline Avenue. Hvis

man går over på den anden side af gaden, hvor skobutikken Panda Shoes

har ligget lige så længe, jeg kan huske, kommer man til El Pollo Supremo.

Dér bliver man budt velkommen af den liflige duft af grillkylling, simrende

yucca, ris med sorte bønner og sydende tostones. Vi plejede at tage derhen

17

og spise, Peter og jeg, og en våd halloween i den toårsperiode, hvor mine

forældre holdt os adskilt, sad Peter alene i en tom bås og stirrede ud gennem

den regnvåde rude i otte timer i håb om at få et glimt af mig, hvis nu jeg var

ude at rasle med min mor.

Jeg har stadig tolv notesbøger med spiralryg, hvori han hver dag skrev breve

til mig, som alle sammen begynder med “Kære prinsesse.” Peter lavede X’er,

der betød kys, og O’er for kram. Han skrev TTPDOEDFE i hvert brev, en for-

kortelse for “Tænker tit på dig og elsker dig for evigt”. Jeg har syv daterede

videobånd med titler som Margaux på rulleskøjter, Margaux sammen med

Paws, Margaux sidder bag på motorcyklen og vinker.

Peter så på disse videobånd hver dag hen mod slutningen af sit liv: Mar-

gaux, der ligger og leger med hunden på jorden, Margaux, der spiller spil på

sofaen, Margaux, der sidder oppe i et træ og vinker, Margaux, der sender

et fingerkys. Der er ikke længere nogen, der ser på Margaux. Selv Margaux

synes, det er kedeligt at se Margaux med pandebånd, Margaux i jeans med

afklippede bukseben, Margaux med vådt hår og Margaux henne ved sky-

rækkertræet, hvor den hvide hængekøje plejede at hænge.

Jeg var Peters religion. Ingen andre end ham ville kunne blive opslugt af

de tyve fotoalbum med mig alene eller sammen med Paws eller med Karen

eller med min mor. Nede i den trææske, som jeg lavede i sløjd i ottende

klasse, ligger alle de løse billeder, og de er lige så uinteressante. Her ligger

også to hårlokker, en brun og en grå, der er flettet sammen og lamineret, så

de kan vare evigt. Der ligger en mappe med efterårsblade og navnene på de

træer, de stammer fra, skrevet nedenunder: Ahorn, eg, ambratræ, min glim-

mertryllestav og mine små grå filtmus, som Peter smed ud under et skænderi,

men senere gravede frem fra affaldet. Den gamle støbejernsnøgle, vi fandt

nede ved havnen. Mine sølvarmbånd og det store kors i uægte guld, jeg

købte i West Village. De stramme, sorte gamacher (mine “Madonnabukser”,

som han kaldte dem), mit sorte halsbånd med sølvhjertet, min røde blonde-

besatte bodysuit og de “bikerpige”-vinylbukser, han forærede mig. En bog

om wiccaheksekunst. Nirvana-, Hole- og Veruca Salt-kasettebånd til køretu-

rene, piratvideoer med Nirvana, også fra West Village. Kassettebånd, hvor vi

havde indtalt vores fire romaner (med forskellige stemmer til hver person).

En træ amulet, Peter gav mig med en alf, der kigger i en krystalkugle. Alt

dette blev opbevaret i en sort kiste, hvor låsen var i stykker, som han havde

stående for fodenden af sin seng.

Peter, i din sidste tid kunne du ikke gå længere end nogle få hundrede meter,

og du kunne ikke længere køre på motorcykel. Du gik det lille stykke ud til

kanten af en klippe i Palisades Park, og der sprang du ud og faldt femog-

halvfjerds meter ned; det stod der i hvert fald i politiets rapport. Du efterlod

en kuvert i min postkasse med ti selvmordsbreve og adskillige erklæringer

på linjeret papir, hvori du overdrog din bil til mig. Du tegnede et kort, så jeg

kunne finde din sorte Mazda og slippe for at betale omkostningerne, hvis

den blev konfiskeret og slæbt væk. Du lagde en ekstranøgle til mig i kuver-

ten. Den anden nøgle lod du sidde i tændingen i Mazdaen. Jeg var toogtyve

år, og du var seksogtres.